Bål og snobrød

 

Med en hverdag, der ikke længere handler om fritiden, er mulighederne for at lave sjov anderledes. Ikke umulig, men anderledes. 

Jeg har nogle teammakkere, der gerne vil det sjove, det ud over det sædvanlige og bryde undervisningen op på nye måder. 

Vi har snakket om trivsel. Uendelig meget om trivsel. Tre klasser, der engang var fire. Fire klasser, der blev rystet og sat sammen på ny, betyder venskaber på tværs. Men også venskaber der måske forsvinder. 

I denne uge har vi brudt klasserne op og lavet tre nye hold. Vi har lavet grupper inden for holdene, der alle indeholder elever fra mere end en klasse, og vi har taget eleverne ud af klasselokalerne. Det meste af tiden.

Vi havde en hel anden plan, men sygdom betød at vi måtte nytænke. Vi endte med at beslutte et overordnet tema Fra jord til bord. I løbet af ugens tre første dage skal alle hold gennem en tur i skolehaven, lave snobrød over bål og en tur på Frilandsmuseet med et fokus på madlavning. Fredag runder vi af, fredag skal vi se elevernes take på ugen, når de skal fremvise en præsentation af det de har lavet, af det de har lært, eller det de har fået ud af ugen. 

I går og i dag stod jeg for bålet. Jeg ville gerne have lavet mad. Have snittet og skåret, have hældt det hele i en gryde og have trukket på min erfaring fra Tømmerflåden. Mulighederne stod ikke helt mål med mine ønsker og vi endte med snobrød. Snobrød er fint. Det var skønt at stå med røg og bål igen. 

Jeg troede jeg havde gennemtænkt, jeg troede at tiden var fyldt ud. Men reelt har eleverne haft en dag med rigtig meget hygge. Det er også okay. I Skolehaven er der pres på, de skal både fjerne ukrudt, klargøre og plante. de skal gennem en hel masse teori og de synes de blev holdt i kort snor. 

I morgen overtager andre bålet og jeg skal på Frilandsmuseet. Jeg glæder mig. Her bliver de udstyret med opgaver, som nok skal blive hyggelige, men også betyder de skal vidt omkring. På gåben. Det bliver en fyldt dag, og så er det egentlig okay at de har en hyggelig, langsom dag ved bålet.

For alligevel at få noget lærdom i forhold til bål, har jeg brugt en del tid på at finde ud af hvordan bålet som madlavningskilde har udviklet sig, til det komfur vi har i dag. Jeg har lavet brikker, der kan flyttes rundt på, men måtte erkende at det ikke duede i et vejr med lidt for meget blæst til lette brikker. I stedet tog vi det fælles indenfor. 

For hvornår begyndte vi at lave lerpotter eller gryder? Hvad kom før lerpotterne? Og hvad lavede man gryder af i bronzealderen? Hvornår flyttede vi bålet udefra og ind i huset, hvordan fik vi røgen ud og hvornår blev hullet i taget til en skorsten? Hvornår begyndte vi at bygge ovne - og hvornår flyttede de ind. Hvornår flyttede bålet fra gulvet op, og blev til et reelt ildsted og hvornår blev komfuret til. Og hvad var det egentlig vi gjorde, da vi flyttede bålet ind i komfuret?

Hvordan kom vi frem til nutidens komfurer? hvilken energikilder bruger vi i dag og hvad er gryder lavet siden dengang i jernalderen? 

Min liste er længere, og jeg kunne sikkert have fundet endnu mere. Jeg ville give en rimelig hurtig oversigt, som kunne give noget indsigt. Har nogen lyst til mere viden, kan de selv grave videre. 

Om lidt er det tid til et bad.

Rugbrød over bål

 

Regn er ingen hindring for bål. Heller ikke selvom bålet foregår lige uden for Klubben, hvor et bålfad gør sig godt og hvor vi ikke er helt så langt væk, når mandskabet er mindre end normalt. 

Selvom det drypper, kan vi sagtens være ude. Den lille, brugte, slidte, lidt tilskadekomne pavillon vi har haft i flere år, er det helt rigtige, og giver også en følelse af hygge. Sammen med plastikpelsene, der kan tåle maskinvask, er der nærmest ikke et øje tørt. 

I mandags ristede vi rugbrød. Vi har gjort det en gang før, og smørristet rugbrødstoast med mozzarella og pesto sælger godt. Det smager også godt. 

På mandag har vi lovet at bage pizza.

 

Bål i sommervarmen

 

Sommerferien nærmer sig med raske skridt. I dag var sidste tirsdag med bål. Vi fortsætter efter ferien, men det var alligevel lidt mærkeligt. 

 

 

Vi besluttede at skoleårets  sidste båldag skulle indeholde pizza. Sidst vi gjorde det, var det et hit, det var det også ii dag, men på helt andre planer end antallet af børn. 

Der kom ikke så mange, som der plejer. Flere havde efter sigende ment at det alt for varmt til bål. Dem om det.

Hele bålprojektet er en fantastisk oplevelse, som vi så småt startede sidste år, og i den grad har udviklet i år. Vi har lavet bål hver eneste uge hele året. Louise og jeg. Der har været enkelte gange vi har aflyst - fordi vi ikke har været der, og en enkelt gang fordi der var snestorm.

 

 

Havde nogen spurgt mig for et par på siden, om jeg ville blive sådan en, der laver bål hver uge, har det praktiske tøj liggende klar i klubben og endda i dag lykkedes at tænde bålet med et ildstål, havde svaret været nej. Bål har aldrig været noget der tiltalte mig. 

Men det bålet kan, og alle de pædagogiske overvejelser vi har omkring alt det vi vil med bålet. Det vil jeg gerne have mere af. 

Gennem de sidste to år - specielt i år  - er bålet blevet et pædagogisk redskab. Vi oplever børn blomstre, vi oplever børn skabe nye relationer og vi oplever børn, der har det svært være gode til noget. 

Der var engang bål var sådan noget vi gjorde og børnene kom ud til, blev serviceret omkring og gik fra igen. Nu skal de slev lave maden, selv ælte dej, rulle ud, bage på panden, og være med til at sætte præg på. 

Vi har udvidet med en økse, børnene hugger brænde, børnene tænder bål - vi er nødt til at have nogle ildstål, så de også kan lære det, i stedet for at stryge en tændstik. Og vi har den grad talt pædagogik.

 

 

Det er ikke mange tirsdage siden vi introducerede det der med at samle dejen og ælte selv. De arbejder i makkerpar, og mens vi de første gange skulle hjælpe en hel del, satte de sig bare i dag, blandede mel og vand og hvad der ellers skulle til og  inkluderede, når nye børn dukkede op. 

Det var så fedt at se. 

At opleve to børn, der ellers aldrig har snakket med hinanden ender som makkerpar, bager og braser og ender med at gå lystigt snakkende ind til Klubben igen, det er noget nær topmålet og det hele værd. 

Det der bål kan så meget. Og vi er slet ikke færdige med at udvikle. 

 

Overskud på bålet

 

Jeg har sagt det før, og jeg siger det sikkert igen: Tirsdag er min lange dag, men også en dag fyldt med glæde. 

Altså cyklede vi tilbage til skolen, lagde Heerup bag os, fandt en forsinket frokost frem og jeg sagde forvel til eleverne, der skulle videre, havde idræt på skemaet, og fortsatte til Klubben, hvor vognen til bålet blev pakket i går. 

Jeg plejer at have tid til at pakke på dagen, men med udvidet undervisning og viden om at jeg skulle starte bålet alene, var jeg kvik nok til at hente vognen og hælde, det meste af det, der skal med i, inden jeg gik hjem mandag. 

 

 

Jeg ankom samtidig med de børn, der har først fri, nåede at runde en vigtig snak, inden jeg pakkede det sidste, fandt båltøjet frem og måtte bede et par af de allermindste og helt nye skolebørn om at flytte sig, så vognen kunne komme ud. 

De var ikke udelt begejstret, for risten uden for døren var altså deres bil, og den kunne jeg da ikke bare gå igennem, slet ikke med en trækvogn. De flyttede sig, men jeg er ikke sikker på  de var specielt imponeret af mig.

I går var udstyret til bålet præget af rester. Forrige uges Grønne Festival betød et ret stort overskud af pølsebrød. Vi kunne have lagt dem på frost, men hvornår er det lige vi får dem brugt..? Altså blev vi enige om at byde ungerne på krassere, som er et koncept der skulle præsenteres mere end en gang i løbet af eftermiddagen.  

En hotdog uden pølse var et større hit end jeg umiddelbart havde forventet. Vi udvidede arsenalet af tilbehør med ristede løg og agurkesalat, og begge dele var helt væk, da vi pakkede sammen. 

 

 

Der er ingen tvivl om at Louise og jeg arbejder hen imod noget, der kræver en større arbejdsindsats når vi laver bål. Vi vil også hellere lave noget, der kan kategoriseres mere som mad, men som en enkeltting engang imellem var det fint.

Samtidig bliver vores serviceniveau mindre og mindre, vi vil have børnene med, og at vende et pølsebrød, der ligger på en rist hen over gløderne, eller væk fra flammerne, viste sig at være et godt sted at starte for alle vores nye 2. klassesbørn, der er flyttet i Klub i forbindelse med at førskolebørnene er startet i SFO.

De var på, de var med og de gik til den. Så kan alt det med at skære og rode og røre komme senere.

 

 

En lang dag

 

Tirsdag starter tidligt. Det gør tirsdag altid. Men i dag, kørte jeg på arbejde med en følelse af at komme for sent.

Sådan en enkelt uges vinterferie betyder en hel del på lysfronten. Der var strålende sol, da jeg kørte og lysene, som plejer at være tændt forblev slukkede. Til gengæld kunne jeg køre hjem i mørke.

 

 

Tirsdag starter med Håndværk og Design. Sidste år, længe før sommerferien batikfarvede vi med plantefarve over bål. Jeg gemte alt stoffet, mærkede med navne, så alle kunne få deres eget stof igen, og tænkte at det skulle bruges i år. 

Nu er det fundet frem igen. Klassen er ved at tage symaskinekørekort og når det er gjort, syr de et indkøbsnet af eget plantefarvet stof. De bliver ret flotte. 

Nogen er næsten færdige, andre er ikke begyndt endnu. Sådan er forskel på hastigheden. Sådan skal det vist være. 

 

 

Senere lavede vi bål. Vi ristede toast på bålpanden. Selv kedelige toastbrød og papost smager fantastisk tilføjet den røgede smag fra et bål. 

Vejret var skønt og nogen glemte helt overtøjet.

Senere igen var der løntjek, planlagt af den lokale TR-gruppe. Det var hyggeligt, min løn er helt rigtig og jeg nåede ikke forbi pensionsforeningen, der også var mødt op med en lang kø. Jeg opgav, har egentlig en plan om at indbetale lidt mere end nu, men ved telefonen findes, og de rigtig gerne vil hjælpe. 

Min seneste lønseddel ser temmelig sjov ud i forhold til normalen. Af en eller anden grund fik jeg frataget en time om ugen tilbage i august. Mit skema er lagt an på den time, og selvom alle er enige, har det taget indtil nu at få den tilbage. 

Det betød to siders lønliste, som flere synes vi bør sende ind til BUPL, så de kan tjekke at alle tillæg og kvalifikationstrin er kommet med måned efter måned efter måned. Det gør vi da bare, tænker jeg.

Jeg tror det er i orden. Men som de kloge hoveder siger, er det også en del af fagforeningskontingentet.

 

 

Jeg trak cyklen det meste af vejen hjem. Den  var lige præcis så flad, at jeg er en smule bekymret for at den er punkteret. Ved centret fandt jeg luft til at køre resten af vejen hjem. I morgen må jeg hellere gå tids nok til at kunne risikere at den står i kælderen uden luft. 

På vej mod luftpumpen stod vandtårnet klart mod en blå himmel, fra en anden vinkel end  jeg plejer at se det. Tårnet er opført i 1926, og er et fint vartegn for Rødovre. 

Jeg kan godt lide tanken om at det har stået der, og set egnen udvikle sig fra landbymiljø til forstad.

Kartoffelchips

 

Der er mange gengangere ved bålet, samtidig vil vi helt vildt gerne finde på nyt. 

 

 

I dag hørte til det absolut nye, og det er vildt hvordan ungerne hopper på, uanset hvad vi byder dem.

Vi lavede kartoffelchips. Jeg tænker at når sammenligningen med købte chips falder ud til vores fordel, var de ret gode. 

Børnene blev sat i arbejde, fik kartofler, kartoffelskræller og instruktion i at skære tynde skiver af kartoflerne med skrælleren. De skrællede ned i en skål med vand, for vand fjerner stivelsen i kartoflerne, og gør dem lettere sprøde, når de steges, bages eller hvad man nu gør med kartofler. 

 

 

Det med skrælleren var ikke let. Dels var der børn, der aldrig havde håndteret en kartoffelskræller før, dels var der børn, som ganske simpelt ikke forstod det der med at skære skiver af kartoflen med skrælleren. 

De sidste var dem, der glade fortalte at nu havde de skrællet kartoflen, og synes vi var mærkelig, når vi bad dem blive ved til der ikke var mere kartoffel. 

Det hjalp, da der dukkede flere børn op, som kunne lære af hinanden og se hvad de forudgående gjorde. 

Det er da også noget mærkeligt noget at skære med en skræller...

 

 

Vi stegte kartoffelskiverne på bålpanden i en hel del olie og et drys salt. De første blev lidt sorte, efterhånden blev vi bedre til at vurdere hvornår de var færdige. 

Vi snakkede en del om at det kunne gøres i de hjemlige køkkener i en pande.

De smagte godt både varme og kølede af. Også selvom de egentlig ikke så særlig pæne ud.

Det er ikke sidste gang vi prøver det. Men måske det skal være lidt varmere næste gang - de stakkels børn fik meget kolde fingre af vand og genstridige kartofler. 

Fladbrød

 

Tirsdag er bål, og vi har flere gange haft fladbrød på bålpanden. Men de bliver hurtigt tørre. Og ungerne synes det er kedeligt. 

 

 

Vi snakkede lidt om de der fladbrød. Louise mente at kunne huske vi havde yoghurt i den første dej. Den opskrift jeg har brugt har ikke indeholdt yoghurt. Det var bestemt værd at prøve - så  jeg fandt en ny opskrift. 

 Jeg var alene ved bålet i går, for Louise havde andre planer. Altså skulle det være let. Fladbrød er gennemgående let. 

Jeg pakkede et spækbræt, en kagerulle og ekstra mel, for erfaringen er også at skal børnene selv klappe dejen flad mellem håndfladerne, er det så som så med fladheden. 

 

 

Skærebrættet viste sig at være en god ide. Det gjorde yoghurten også.

I går var det koldt. Og det regnede. Alligevel var der en pæn bunke børn, som trodsede elementerne og kom ud til bålet, hyggede, snakkede og bagte de der fladbrød. 

Jeg havde håndtenen med ude ved bålet. Den er god at have med, og i pauserne mellem bagning og børn fik jeg spundet en smule. Jeg taber stort set ikke tenen længere, og jeg er lidt overrasket over hvor forholdsvis ensartet garnet bliver i de lidt rodede kartede fibre.  

Med færre børn ved bålet, havde jeg en del dej tilbage. Cirka halvdelen af det jeg havde lavet. 

Altså stoppede jeg det overskydende i køleskabet natten over. 

I dag rullede jeg ud på køkkenbordet, stak cirkler ud med det største glas jeg kunne finde og bagte  minifladbrød i et par pander, og dryssede flagesalt over.

 

 

Der blev en ordentlig stak og børnene synes de smagte fantastisk. Henrik og Dennis var begge ret gode til at fortælle, at det er sådan noget man kan lave ude ved bålet...

Nu er spørgsmålet hvor godt det solgte, og hvor mange der dukker op næste tirsdag. 

Januarbomber

 

Det er januar, vi har brug for sundhed og mindre sukker oven på julen, december og alt for mange æbleskiver. 

 

 

Så hvad skulle vi lave på bålet? Pandekager er nemme, men knap så sunde. Hos Ud med ungerne på Instagram viste Jonas sundhedsbomber fyldt med havregryn og hytteost. 

Vi synes det lød godt, men tvivlede på at vi kunne sælge konceptet om sundhed til ungerne. I stedet kaldte vi dem sundhedsbomber, og det solgte.

 

 

Mens de store drenge, i følgeskab med nogen af de mindre, huggede alle de store brændeknuder op til noget der kan komme ild i, fandt vi risten og æbleskivepanderne frem og fyldte hullerne med kugler af alt det gode. 

De fleste ville gerne vide hvad de spiste, og bortset fra et barn synes alle at bomberne smagte godt. En enkelt viste så stor tillid til os, at han satte sig ned, spiste og gerne ville have flere, uden på noget tidspunkt at spørge til hvad det var.

Det kalder vi et hit. 

På den anden side ryger alt ned med ketchup. (Her taler vi ikke sukker!). 

Næste gang kunne vi godt finde på at sætte lidt mere smag til. Til trods for krydderurter, kunne de godt have smagt af lidt mere. Men det er der jo råd for. 

Det var i hvert fald en skøn dag ved bålet.

 

 

Kanelsnegle over bål

 

I klubben har vi stadig bål hver tirsdag. Jeg kan godt blive lidt i tvivl om det mere er de voksne, der synes det er en god ide, end det er børnene. 

 

 

I hvert fald er det tydeligt, at ingen gider bålet, hvis ikke der er noget godt at spise. Og de dage hvor det spiselige er kedeligt, kommer der færre børn. Når det spiselige skal være spændende, koster det også noget mere at købe ind. Sammen med følelsen af at bålet bliver taget for givet, besluttede vi igen at tage betaling for mad over bål.

Det er sjovt som gratis ofte følger i hælene på "Jeg ved ikke rigtigt om jeg gider", mens betaling gør noget helt andet. Det gælder ikke kun i Klubregi.

Når man går i Klub koster ting noget. Sjældent ret meget. Som udgangspunkt skal vi tage halvtreds procent af vores indkøbspris (uden moms). Det gælder Hobby og eftermiddagsbarudsalget - herunder også bålet. Der gælder lidt andre regler når vi tager på tur. Jeg er for eksempel ret sikker på at der betales den fulde pris, når vi hvert år tager i Tivoli. Til gengæld får vi som institution en noget anden pris, end tager man derind som helt almindelig familie. 

Det er ikke sådan at børnene har penge på lommen, vi har et meget fint og gennemprøvet bankbogssystem, der virker.  

Tilbage til bålet. Vi har tidligere taget betaling, men har siden Corona ladet betalingen fare og hældt på ungerne, når de kommer ud til bålet. Der vil stadig være dage hvor bålet ingenting koster, men for at vænne børnene til det, bliver vi nødt til at lave noget der koster lidt mere i indkøb, så det at hente en bålbillet i baren kommer ind under huden. 

Som grøn skole, vil vi selvfølgelig gerne genbruge, så jeg har lavet bålbiller, der kan genbruges igen og igen og igen. 

I tirsdags var anden gang at billetterne skulle i brug, og allerede nu har de fleste fanget det. Vi tog en krone for kanelsnegle over bål  Og der kom mange ud og bagte. 

 

 

Ugen før forsøgte vi med snobrød med sukker og kanel. det bør kunne lade sig gøre, men vores oplevelse er - for vi har prøvet det før - at snobrødet har en tendens til at blive fedtet, sno sig op og ryge af pinden. Sidste uge endte vi med at finde bålpanderne til de ulyksalige snobrød. Denne gange startede vi med bålpanden, og lavede stort set sneglen, som skulle den have været på en pind. 

Det vil sige noget med at  rulle dejen ud til et aflangt stykke med kagerulle og med et skærebræt som underlag. Remonce på dejen, dejen bliver rullet til en lang pølse, der igen bliver rullet til en snegl. Jeg forsøgte at trykke dem flade inden de røg på panden, men det var vi åbenbart flere om at bestemme.

Til at starte med var der masser af blus på bålet, de fleste snegle blev pæne og gennembagte. Nogen blev sorte og knap så gennembagte - det handler mest om tålmodighed. 

 

 

Sneglene blev ret tykke og derfor var der flere, der ikke blev gennembagte. Vi skar dem over og gav dem lidt ekstra på indersiden. Som bålet blev lavere og gløderne flere, tog det længere tid at blive færdig, flere brød blev sorte på ydersiden og ubagte indeni. 

Jeg tænker ikke vi er færdige med kanelsneglene, men der kan godt udvikles på hvordan de skal foldes. 

Næste uge bager vi pizza. De er forholdsvis tynde, vi folder på midten, så fyldet er låst inde og brødet kan bages på begge sider. Jeg tænker det godt kunne være en fremtidig sneglemulighed. 

Så skal det måske bare ikke hedde kanelsnegle...