lørdag den 30. april 2011

Aften


Som mørket falder på og solen forsvinder over kanten af altanen, står døren stadig åben og lader de sidste stråler og fulgepip ind, sammen med duften af forår og sommer.

Jeg trækker i de uldne sokker, for nok er det varmt og skønt udenfor, men inde er her stadig fodkoldt hen under aften.

Tulipanerne blomstrer


tulipaner på altanen - april 2011


Solen skinner, jeg sidder midt i den på bænken på altanen og læser, folder papirlapper til tasker eller nyder i al almindelighed.

Tulipanerne har foldet sig ud. Endnu et par stykker holde lidt på knopformen. Det gør ikke noget, for så holder blomstertiden sikkert også længere.

Vinteren har været hård ved krukkerne, der har stået udendørs. Flere gange de sidste dage har vi kigget på hinanden og snakket om at rydde op og ud. Det er ikke sket endnu, det sker sikkert heller ikke i dag.

Jeg vender blikket fra de skårede og tomme krukker og nyder i stedet tulipanerne.


tulipaner på altanen - april 2011

torsdag den 28. april 2011

Maling og filmaften


malerfremdrift


Dagen er gået med at male. Det ene strøg efter det andet med en stor pensel.

Det er nu ganske rart at kunne se, hvor langt man er nået.

Jeg blev ikke færdig. Der er stadig et stykke endnu og så skal hele herligheden have endnu en tur, for hvidt på noget der engang var hvidt, dækker ikke helt.

Ved femtiden kunne jeg sige farvel til min søde kollega, der blev meget glad for T-shirten og helt alvorligt overvejede en navneændring… det strandede lidt på hvorvidt man kan hedde Dalhlanq… Udtales Allan – d,h og q skal så være stumme.

Vi nåede frem til en enighed om, at hvis han kalder sig det tilstrækkelig mange steder, kan det måske gå hen og blive helt naturligt.


Mens min søde kollega drog mod Bornholm og hyggeweekend med kæresten, blev malertøjet udskiftet med noget mere almindeligt, inden fire bradepander med pizza endte i ovnen og tretten unger sammen med to voksne kunne sætte sig foran storskærmen og se Step up 3. En film jeg ikke ventede mig meget af. heldigvis kan små forventninger tit vise sig helt modsatte.

Siden blev det tid til at rydde op og tage hjem. Pizzaen var på forunderlig vis forsvundet, dejen til morgendagens boller nåede en tur i røremaskinen og ungerne sivede stille og roligt.

Emilie og jeg satte kursen mod Vanløse og aflevering af forestillingen, men langt nåede vi ikke, før fem opbragte unger standsede os og næsten hysteriske fortalte om en mand, der nær havde bakket den ene ned og efterfølgende skældte ud så det bragede. Jeg tænker han måske har været lige så forskrækket som ungerne. Forskrækkelse fordrer ikke altid den mest hensigtsmæssige adfærd.

Jeg blev ståede og snakkede, til ophidselsen var faldet. Filmen blev afleveret og retningen afstukket tilbage mod Rødovre.

På dæmningen var der fyldt med svaner og et mindre hold fyldte det meste af stien. Jeg kunne ikke lade være med at stoppe op og tage billeder af flokken, inden jeg sadlede op igen. Før jeg nåede så langt, var den ene dog nået faretruende tæt på samtidig med at den virkede noget aggresiv. Jeg valgte at vende om, og lade et par løbere komme forbi. De havde heller ikke den store lyst og nåede et godt stykke ud i græsset for at komme forbi den aggresive af fuglene.

Jeg indrømmer gerne at være en lille smule bange for svaner. Det er store fugle og de kan bestemt godt virke temmelig respektindgydende.

Jeg endte dog med at sadle op og køre forbi. På det tidspunkt stod den stadig midt på vejen, men virkede en smule mindre interesseret end tidligere.


svaner ved Damhussøen


svaner ved Damhussøen


svaner ved Damhussøen

Allan staves da med Q


Allan staves da med Q


Der skulle skæres. Børnetallet falder og det var ikke længere muligt at satse på naturlig afgang.

Jeg arbejder et sted hvor ingen holder op. Den sidste medarbejder der selv valgte at gå, følte sig presset og nåede at fylde 69, inden det blev tid til pension. Siden måtte hun vedgå at have alt for lidt tid. En solskinshistorie måske.

Jeg håber den næste afgang også bliver en solskinshistorie. For der skulle skæres. Det er snart det meste af et halvt år siden chefen, afdelingslederen og tillidsrepræsentanten sad i møde efter møde, for at finde den rigtige. Ingen havde de lyst til at pege på og svært var det at finde den rigtige retning.

Valget endte med at falde på min søde kollega. Længe har det været hemmeligt, og siden offentliggørelsen for nogen uger siden er der stillet mange spørgsmål. I dag er så dagen før dagen. Men i morgen har han fri. Altså er der tid til en lille afsked og en lille gave i dag.

Vi siger dog ikke endeligt farvel før om to måneder. Vi siger kun farvel i vores egen lille bobel. Han fortsætter nemlig i institutionen frem til sommerferien. Fra på mandag er det alle de nye små før-skolebørn, der skal have glæde af ham. Og fra på mandag skal vi finde nye veje og nye måder at få hverdagen til at hænge sammen på.


Allan staves da med Q


For længe siden indkøbte jeg stencils og stoftrykmaling. Endnu har ungerne ikke fået lov at prøve – ej heller ved de det står der. Jeg er bedst til nyt, når jeg selv ved hvordan det fungerer. Derfor tog jeg det med hjem, for at afprøve. Afprøvningen blev til en T-shirt til min søde kollega. Jeg tror han bliver glad for den.

De kyssende læber pegede han selv på, og da vi i går endte med at blive enige om at Allan både staves  med Q og et par stumme bogstaver, var det nærliggende at trykke netop det.

Jeg fik også sat navn på en kortærmet sag til ungersvenden, men den er vist allerede i brug, så ingen billeder af den. Til gengæld har jeg styr på teknikken og satser på at afprøve på Emilie, inden tilbagelevering.

Tak for fire fantastiske år


altanen april 2011


Allan stopper i Caféen, derfor vil også jeg benytte lejligheden til et farvel. Farvel efter fire års samarbejde. Fire fantastiske år, jeg har været rigtig glad for at have oplevet.

Med Allans start i Caféen startede en periode, hvor begge de voksne i Caféen har været ligeværdige, har været lige gode til at trække fra og lægge til. Lige gode om at tage ansvar og vokse med opgaven. Det har været fire år på godt og ondt. Fire år jeg ikke ville undvære og som jeg kommer til at savne.

Når det er sagt ser jeg også frem til en ny Café med nye voksne og nye vinkler på det at
være i Caféen. Jeg glæder mig til at måtte være med til at forme den nye Café, der stadig skal være den gamle, men under nye rammer.

Lige nu og her har jeg bare en lille smule svært ved helt at forstå de ændringer der er ved at ske. Jeg glemmer hele tiden at Allan er her på lånt tid, men jeg husker også at nyde samtlige de timer der er tilbage inden han stopper.

Tak Allan for de sidste fire år og alle mine bedste ønsker for fremtiden.

Pernille

onsdag den 27. april 2011

Onsdag inden torsdag


altanen april 2011


Jeg har moret mig med skruemaskinen i dag. Og færdigblandet polyfilla fra en tube. Der var mange huller. Og meget at tage ned.

I morgen finder jeg tøj frem, der kan tåle. Malingen er købt. Og noget der ligner en hvidtekost. En rulle duer ikke når væggen ikke er plan. Langt fra plan, men fyldt med mursten, der rager godt ud mellem fugerne.

Endelig tænker jeg. Endelig er der grund til at male. Ting skal flyttes og der skal gøres plads. Det duede bare ikke længere med den hullede malertrængende væg.

Et sted i reglerne står der, at forældre gerne må male… godt vi har en forælder ved hånden…


Lågen fra i går satte min søde kollega grundigt på plads. Bagefter fik hylderne i skabet en tur. Berit mente, han måske havde sparet op, og skulle nå i sidste øjeblik. Godt vi kan grine.

Undervejs dukkede en snak om tourette op. En snak om ticks og sjove lyde. Jeg har lidt materiale at læse. Tror næppe jeg bliver klogere, men det er altid godt at læse op.

tirsdag den 26. april 2011

Hverdagen


april 2011


Tirsdag var tilbage til hverdagen, glade gensyn og dejlige øjeblikke. Tirsdag var mest dejlige øjeblikke.

Tirsdag var dagen da en af drengene pludselig stod med en låge i hånden og måtte afværge smadringen af samtlige glas på hylderne bag. Glassene bestod og drengen blev fundet alt for stærk, mens den søde kollega vedgik at vide, at lågen ikke længere sad helt så fast som den burde.

Tirsdag var desværre blandet med en smule bittersødme, efter konstateringen af lån uden respekt. Tirsdag gav dermed overvejelser om reaktioner – og skal/skal ikke.

Tirsdag gav også tid til en hyggelig snak med en forælder, der troede at skulle til møde. Jeg troede også, og ærgredes bare lidt over manglende kommunikation.

Tirsdag blev længere for Tøsebarnet, der meldte til og brugte aftenen til silkemaling. Jeg tænker at vi hele tiden bliver bedre og lærer, og måske kunne vi lære at arrangementer første dag efter en ferie ikke er blandt de mest geniale tilbud. På den anden side er jeg sikker på, de der mødte op nød aftenen.

Tirsdag er pludselig hen under aften, og jeg er ved at være grydeklar.

mandag den 25. april 2011

Cabled Points


cabled points


Det der for snart en måned siden lignede noget, der var færdigt, viste sig ikke at holde stik. Ikke alting gik efter planerne og med god tyk meget varm uld, har det krævet overvindelse at få taget mig sammen til at gjort det sidste.

Men nu er den der, og med ikke mindre end to forsøg på Photoshoots i løbet af dagen, får I en del af de mindst umulige billeder.

Trøjen her har i den grad givet glæde af garnet. Selve kroppen er strikket hele to gange, da den første udgave viste sig alt for stor. Ærmerne rettede jeg til i første forsøg, men da anden udgave endegyldigt var syet sammen, viste de tilrettede ærmer sig at være en smule for korte.

Jeg er ikke specielt vild med rullekanter. De ser altid fine ud – bare ikke på mig. Derfor viste en hæklet kant sig som en god ide til forlængelse og forøgelse af vidden nederst på ærmerne.

Jeg synes det endelige færdige resultat er blevet rigtig godt, og tilbage står jeg med en trøje i ren uld i en god tykkelse, der nærmest ikke er til at holde ud at have på i den varme vi har lige nu. Det ser dog ud til der kommer koldere dage, ellers er der i hvert fald varme, når vinteren igen melder siin amkomst.


cabled points


fakta


Design: Cardigan with Cabled Points af Nicky Epstein. Opskriften findes i bogen: Knitting beyond the egde.


Garn: Tykt 100% uld fra Netto. Engang sidste år, var der et super tilbud jeg ikke kunne afslå, og jeg fik slæbt hjem til mere end et projekt.

Efter strik og omstrik endte jeg med at bruge 620 gr.


Pinde: Hele trøjen er strikket på en pind 6. Kroppen frem og tilbage på en lang rundpind og og størstedelen af ærmerne med magic loop. Til de hæklede kanter brugte jeg en hæklenål nummer 5.


Størrelse: Jeg lagde ud med en størrelse large og endte med en størrelse Pernille, efter at regnet lidt frem og lidt tilbage.


cabled points


Bemærkninger: Jeg har i det store og hele fulgt opskriften, også i genberegningen, hvor jeg fjernede masker mellem snoningerne, for at nå den rette mængde masker.

Jeg valgte at strikke hele vejen rundt, uden sammensyning af sidesømmene, ligesom ærmerne også er strikket rundt. Det gav et minimum af montering, der igen gjorde det en del lettere at pille det hele fra hinanden undervejs.

Kraven droppede jeg til fordel for en lille kant med snoninger blandet med helt almindelig vrangstrik. Store kraver er ikke gode på mig, så hellere undgå.

I opskriften foreslås 5 hægter til lukning. Jeg startede med 5 fine hægter, der godtnok var fine, men hang fast i alt, inklusive trøjen. De 5 fine hægter blev derfor skiftet ud med 7 knap så fine og godt gemt helt almindelige hægter.

Har du lyst til at se flere billeder af trøjen, kan de ses lige her på Ravelry.

Macrosjov #11


macrosjov


LEVENDE, var ugens tema i macrolegen hos Catarina.

Øjet er Emilies, fanget mens hun læste.


Kamarafakta:

Taget med: Samsung L210.

Macrofunktionen slået til, blitz slået fra, og programvalget på P. Resten ren automatik..

Et mindre tulipanhav


Tulle tog til Tikøb,
købte tulipaner,
købte to, købte ti,
Købte tu, købte li,
købte tulipaner
hos en indianer

Halfdan Rasmussen


et mindre tulipanhav


I efteråret købte jeg løg. Flere forskellige. Flere farver.

Blandede dem alle og gemte i jorden. Glemte hvilke.

Nu står de knejsende med lukkede knopper.

Spændende hvilke farver. Spændende hvordan de ser ud.

Kaglende høns


kaglende høns


Skuffetømningen bød på et gensyn med et par af Tildas høns, jeg for mange år siden købte i samlesæt. Det var dengang jeg stadig mente påske betød pynt. Det er jeg siden gået væk fra, men mange er de gange, jeg har tænkt at hønsene skulle samles.

Ved nærmere eftersyn viste det sig, at jeg allerede havde klippet alle delene. Så var der ikke langt fra tanke til handling, og mens påsken synger på sidste vers, sidder der nu to kaglende høns og synger med.

Om de på et tidspunkt flytter hjemmefra er ikke godt at vide. Men at der også lå et par katte, det ved jeg, og mon ikke de også burde se at blive syet sammen i løbet af den nærmeste fremtid…

søndag den 24. april 2011

Skuffelim


med lim og diverse hjælpemidler


Efter at have flyttet rundt med bogreolen, fik jeg lyst til at gøre noget ved kommoden, der længe har stået uden synderligt lyst til at åbne og lukke.

Det er en gammel kommode, jeg har haft i mange år. Dog ikke så gammel, som den gerne giver udtryk af, men gammel nok (og af tilpas ringe kvalitet) til med jævne mellemrum at falde fra hinanden.

Selv har jeg gennem årene laves visse forbedringer, der for nogen holder endnu. Men at bunden har en tendens til at falde ud af skufferne, er det endnu ikke lykkedes mig at vænne den af med. At en overfyldning muligvis kunne afhjælpe en del af problemet, vælger jeg helt at se bort fra.

Skufferne blev tømt, og som med mange andre skuffer, gav tømningen også mulighed for en gennemgribende udrydelse, der forhåbentlig afstedkommer mindre overfyldning, når de kan fyldes igen.

Anders greb til det forhåndenværendes søms princip og har limet, så forsiderne nu sidder bedre fast til sidestykkerne, og inden genopfyldningen om lidt kan tage fart, har jeg fundet små stifter, der forhåbentlig kan hjælpe bunden til at sidde endnu bedre fast.

Alt indholdet, der lige nu ligger spredt i stuen, kan inden længe igen tages nærmere ved øjesyn i pænere indpakning, og med oprydingen sikkert også lettere overskueligt.

jeg skal bare lige finde hammeren.

lørdag den 23. april 2011

Søndermarken


Søndermarken


Søndermarken


Søndermarken.

Med tæppe, cola, pizza, strikketøj, spil og dejligt selskab.

Senere måtte lygter lånes til Tøsebarnets cykel, for 952 masker stod i vejen for en tidligere hjemkomst.

fredag den 22. april 2011

Tilfældige sammentræf


altanen, april 2011


Somme tider kan totalt ligegyldige oplysninger eller viden tilsammen give finurlige oplevelser eller viden, der muligvis er lige så ligegyldig, men til gengæld sjovt.

 

I går hørte jeg i nyhederne at salget af flagstænger er steget i sådan grad at  flagstangsproducenterne ikke kan følge med, og der derfor er ugers ventetid på en flagstang.

I den forbindelse udtalte en kulturforsker at det at flage ikke længere hænger sammen med nationalfølelse, men i højere grad er et udtryk for glæde og hygge. Vi flager når der er grund til at fejre noget. For eksempel fødselsdage, jubilæer eller bare fordi vi er glade.

 

Pludselig gav en enkelt sætning, min søsters veninde for mange år siden kom med, meget mere mening. Det var dengang søsteren min var i USA som aupair og sluttede af med en tur i bil tværs over landet sammen med ovennævnte veninde, der dukkede op tidsnok til at være med til at afprøve det nyligt erhvervede kørekort.

Inden de tog afsted havde sønnike i familien fødselsdag og veninden undrede sig over alle de amerikanske flag – hvorfor var det ikke det smukke og absolut brugbare Dannebrog, der pyntede – for var det danske flag ikke det internationale fødselsdagsflag?

Kagsmosen


kagsmosen


Vi tog til Kagsmosen. Jeg var parat til at fortsætte gennem Smørmosen, Utterslev Mose eller endnu længere, men Emilie nedlagde veto – nu havde vi kørt langt nok.

Måske fordi jeg havde indlagt en mindre omvej. Anders var nemlig kørt ud på arbejdet, for at få lidt styr på ting, jeg ikke ved så meget om. Emilie har tit og ofte brokket sig over, at være den eneste, der endnu ikke har set eller ved hvor han arbejder – så hvorfor ikke slå to fluer med et smæk.

Han var der bare ikke. Havde været der, men var kørt videre til en kammerat. Vi kørte også videre, efter at have kigget ind gennem vinduerne og konstateret at et oliefyldt værksted med store maskiner ikke er det mest interessante – men nu har hun været der.

Selvom Kagsmosen blev enden, nåede vi at køre hele vejen rundt, inden vi fandt et sted, der ikke var helt så ubeskuet som ønsket, men til gengæld heller ikke helt så vådt som moseområder har det med at være.

Vi pakkede tæppet ud, nød vores kolde drikke og spillede et enkelt spil, som Emilie vandt overlegent. Inden jeg lagde mig med en bog og Emilie fandt spil frem på mobilen.

Inden længe blev det en smule for koldt og skønt det var lækkert sådan at være ude, vendte vi næsen hjemad.


kagsmosen

Glatstrik og computerindgange


starten er gået


Aldrig så snart gik det op for mig, hvor geniale USBindgange på forsiden af computere egentlig er, før samme indgang nægtede at virke. Mens jeg et kort øjeblik kunne se for mig, hvordan jeg skulle under bordet og rode rundt på bagsiden af bæstet, hver eneste gang billeder skal føres fra det ene apparat til det andet, fik jeg genstartet med gennemgang til følge.

Heldigt nok, for mens jeg også havde glemt hvor hårdt det faktisk er at strikke i bomuld, er jeg nået dertil hvor et utal af retmasker, skaber hygge og knap så meget hårdhed for ømme håndled.

Det er efterhånden mange år siden jeg sidst strikkede klokkekanter. Dengang var størrelserne omkring et år og de mange masker en sådan kant begynder med, slet ikke umulige at have med at gøre.

Helt umulige var de knap ottehundrede masker kjolen her lagde ud med heller ikke, og min største frygt – en snoet gang rundstrik – viste sig helt ubegrundet. Med kanten overstået  er de ottehundrede reduceret til under halvdelen og med retstrikkens indtog er det gået hen og blevet et rigtig hyggeligt arbejde.

Med ferie og fantastisk vejr er altanen selvfølgelig et meget godt bud, men Emilie og jeg har alligevel besluttet at tage cyklerne og drage en tur ud i verdenen. Jeg tror vi skal pakke tæppe og strikketøj, sammen med et enkelt spil og noget at drikke, inden vi tager af sted.

Leg med solen


Leg med solen


Leg med solen


Leg med solen

torsdag den 21. april 2011

Skovtur på plænen


Skovtur på plænen


Emilie har hele vinteren gennem snakket om hygge med tæppe og kolde drikke på plænen. En praksis hun med mellemrum har gennemført om sommeren, de sidste tre-fire år.

I dag blev dagen, med solskin, varme og tid til at pakke kurven. Medbringende tæppe, spil, musik og en spand vand med frosne fryselegemer til den kolde drikkelse tog hun turen ned ad trapperne, om til bagsiden af blokken og valgte sig et godt sted midt i det grønne.

Tæppet blev pakket ud, alting gjort klart og solen nydt.

Imens måtte jeg sande at nogen gange skal man gøre som der står, mens det andre gange er på sin plads at tænke selv. Kjoleopskriften er ikke gennemført imponerende. Selve teksten er der ikke noget i vejen med, men diagrammet til klokkekanten er noget anderledes og alternativt udført end jeg er vant til.

Jeg var ikke helt tilfreds med at lade vrangmaskerne ligge over retmaskerne ved indtagningerne. Det kunne jeg heldigvis selv rette, mens hullerne jeg et kort øjeblik overvejede at springe over, bare skal strikkes helt efter foreskrifterne – ikke noget med at tænke symetri eller ligende.

Nu ligger halvanden omgang optrævlet garn viklet ind i alle planterne på altanen og venter på jeg lige tager mig sammen til at strikke dem igen…

Det positive kunne så være at en lille fin syet pose med indhold og et nøgle stabilt uldgarn fungerer fint som madelevator, når Tøsebarnet ringer op efter forsyninger.


Skovtur på plænen

onsdag den 20. april 2011

Påskeindkøb.


æbleblomster


æbleblomster


æbleblomster


Jeg kan jo håbe på at lære det, men lukkedage og indkøb hænger endnu ikke særlig godt sammen i mit univers.

Engang i går kom jeg pludselig i tanke om, at med mindre vi skulle sulte de næste dage, ville det nok være en god ide at proviantere en smule i løbet af i dag.

Det gjorde jeg så. Cyklede ud, fyldte indkøbskurven og nød solen, den blå himmel og muligheden for bare tæer i sandalerne. Måske jeg ramte heldige tidspunkter, i hvert fald oplevede jeg ikke mere trængsel end normalt. Eller også ser jeg bare virkelig ingenting.

Typisk nok stod der mad til to dage på huskesedlen, så da tiden for sult indfandt sig, måtte jeg sande at dagen i dag mærkeligt nok var faldet ud af planerne. Heldigvis er der mad nok, for fryseren er ved at være tom, og da jeg alligevel skulle storproviantere valgte jeg de store pakker, der kan deles og fryses ned… spørgsmålet er så om det bliver nødvendigt…

Jeg huskede også mel, så der er håb om friskbagte morgen- eller eftermiddagsboller en af dagene.

Og så er æbleblomsterne foran Fakta for alvor sprunget ud.

Bomuld i kjoleform


masser af garn

Det er efterhånden ganske længe siden jeg fik et gavekort til køb af garn fra Coats i min lokale garnbutik.

Desværre ligger lige netop min lokale garnbutik ikke inde med særlig meget garn fra netop Coats. Så kortet har ligget ubrugt hen og kun ganske få kroner er streget fra det fulde beløb.

Men så var det Karen Klarbæk for snart fjorten dage siden gjorde opmærksom på opskriften til en kjole til gratis download. Jeg forelskede mig straks og var sikker på Emilie ville gøre det samme. Anders var ikke helt så overbevist, men Tøsebarnets reaktion, da hun så billedet overlod ingen til usikkerhed i den sag.

Jeg vidste at den lokale garnbutik i hvert fald ligger inden med een type bomuldsgarn fra Coats, så med gavekortet under armen tog vi i Centret og kiggede på garn. Det viste sig at butikken har udviddet repertoiret af bomuldsgarnet med eller uden blandingsprodukter, men stadig ikke har spændende uldne versioner.

Emilie faldt for Cotton Linen, en blanding af bomuld og hør med det der helt specielle hørlook over sig. Garnet er godt nok en smule tykkere end opskriften anbefaler, men jeg satser på en omskrivning eller en mindre størrelse kan rette op på den detalje.

med hjælp fra andre typer garner i farver der ikke lige lå for inden for Cotton Linens skala, endte vi med en god bunke til næsten ingen penge. Sådan et gavekort føles som en foræring, og at der så var lidt at betale også, det er helt i orden.


Dales bud på en sommerkjole

Mellem påskeindkøbene – jeg mangler stadig lidt – nåede jeg lige en lille prøve, og overvejer nu om jeg skal hoppe på pind tre en halv eller fire. Tre en halv bliver fast og pænt, mens fire giver en smule mere blødhed i det strikkede. Med viden om at bomuld godt kan gå hen og blive temmelig stift efter vask og hør ikke gør meget mere godt for den sag, hælder jeg mest mod fire. På den anden side ser det på tre en halv pænest ud.

Mens jeg overvejer videre, er der lige plads til en tur om biblioteket, mens Emilie er taget i biografen sammen med en veninde, for at savle over det helt store idol – Justin Bieber, og Daniel overvejer hvornår han skal springe på den store bunke af aviser og reklamer, der ret hurtigt blev leveret efter han sagde ja til en avisrute.

Klatring


ren afslapning


himmelblå


klatrereb


ventende


Selv om man er tæt på teenageårene og gerne vil være stor og smart, så er der ingen grund til at lægge legebarnet helt på hylden. Og når nu yndlingslegepladsen over alle (i hvert fald når det galdt den dengang 3-4-5-6-7-8 årige storebror) er lige i nærheden, er det nærliggende at springe på.

Desværre er klatretræet i mellemtiden krøbet til noget nær halv størrelse. Sådan rigtig for alvor – ikke fordi vokseværk hører med. Mens vandposten, en halvanden år gammel udgave af samme Tøsebarn på en gammel videooptagelse er yderst optaget af, bare ikke er særlig stor… Jamen! Sagde det højest nulevende Tøsebarn: Den er jo kæmpestor på filmen…

Og selv om klatrestativer åbenbart kan krybe, er de alligevel fine at hænge ud i, og så må nyindkøbte damede sko vente pænt på at legebarnet skiftes ud med næsten-teenageren.

tirsdag den 19. april 2011

Bytur på to hjul


Frokost i det grønne


Frederiksberg Svømmehal


Jeg havde et ærinde helt inde i byen og Emilie tog med. Med lovning på at vi kunne tage toget hjem, skulle det blive for hårdt at cykle, tog vi turen hele vejen frem og tilbage på de tohjulede.

Vejret var skønt og den grønne sti er et rigtig godt bud på undgåelse af både Roskildevej og Valby Bakke.

Vi nåede det hele, kiggede lidt på udgravningerne ved Kongens Nytorv og en smule på gamle bygningsværker inden vi på de tohjulede forsøgte at nå flere steder langs både Strøget og Købmagergade. Emilie fik set en del af København hun aldrig har set, for der er mange små hyggelige gader til cykler, når steder der ikke egner sig til cykler skal findes.

Da vi endelig sadlede op igen begyndte sulten at rumle og en sen frokost blev nydt på plænen foran Frederiksberg Svømmehal, hvor jeg mange gange har brugt timer, dengang ungerne var små og den bedste legeforlystelse lå lige ude foran.

mandag den 18. april 2011

Omrokering


væggen, der slap fri


En lille lejlighed betyder forståligt nok også små rum. For et par uger siden flyttede Emilie, med et godt resultat til følge, om på sit værelse og i anfald af flytteiver, tænkte jeg at stuen måske kunne trænge til lidt nyt.

Alt blev målt og tegnet ned, og siden sad først jeg, og senere Anders, med de små møbelstykker og forsøgte at få det til at passe. Ingen af os fandt dog en løsning, der er bedre end den vi allerede har. De store dele – spisebord og sofa – kan bytte plads, men det vil give solskin i skærmen, skulle nogen tænde TV’et i dagtimerne og ingen udsigt fra spisepladsen. Ikke noget godt alternativ.

Eneste mulighed, der måske i virkeligheden også giver lidt bedre plads i indgangspartiet til stuen, skulle være at flytte bogreolen til modsatte væg. Et andet plus ved den rokering ville være at væggen reolen stod op af, ville være mulig at se.

Væggen, reolen stod op af, er nemlig væggen vi for et par år siden brugte en del af sommerferien på at bygge. Væggen der delte stuen op, så stuen blev endnu mindre og resten gav plads til et værelse stort nok til seng, skrivebord og klædeskab. Væggen der betød at ungerne ikke længere skulle dele værelse. Men også væggen hvorpå Anders satte sit præg.

Jeg boede her allerede med børn og alting, dengang Anders flyttede ind. Til dato er det stadig mine møbler og mine dispositioner udi boligindretning, der præger hjemmet, og dengang vi byggede væggen satte Anders sig fluks på udsmykning af fladen ind mod stuen, så måtte jeg og den kommende beboer bestemme på den anden side.


de grønne flammer


bogreolen på den nye plads


Han brugte dengang et par dage på grønne flammer. Nåede at give op og fortsatte sidenhen efter snak om hvad det var  han ville. Endte med et resultat han selv var rigtig glad for, og så snart malingen var tør, flyttede bogreolen hen foran. Den anden halvdel af væggen, er også fyldt med flammer. Her står en kommode, der dog giver mulighed for at se de øverste slikkende spidser.

Allerede dengang var jeg lidt ked af sådan at dække kunstværket, men kunstneren synes det var helt okey, for hen vidste det var der, og kunne heller ikke umiddelbart se andre løsninger på indretningen.

Nu er den så flyttet. Sofaen kunne rykkes en halv meter og der er blevet bedre plads lige inden for døren. Jeg synes faktisk det er gået hen og blevet rigtig fint. Emilie synes godtnok at bøgerne ikke står særlig pænt i bogreolen, og ville foretrækkepænt opstillede bøger i et lag.  At jeg godt kan lide de knap så pænt stillede bøger og har forsøgt at forklare at de slet ikke ville kunne være der, stod de ikke i flere lag, bider ikke på hende.

Næ, hun synes blot jeg så må sørge for flere hyldemetre eller skaffe mig af med nogen af bøgerne. Det er vi heldigvis flere om at bestemme, og bøger skaffer jeg mig ikke sådan af med.. Forresten står der allerede bøger flere andre stedet rundt om i lejligheden.

Og når jeg engang bliver færdig med portrætterne af os alle fire, skal der males, inden de skal op og hænge over sofaen. Måske det snart er ved at være tid.


bogreol