torsdag den 2. januar 2020

Julevanter 2019


Årets sidste projekt blev færdig ganske få dage inden nytår. Julevanterne, der i princippet var færdige inden jul, men som jeg besluttede at strikke foer i, og derfor udskød afslutningen af.





Et andet færdigt projekt venter på billeder. Jeg håber at kunne overtale min søster til at agere fotograf, når vi ses på lørdag. Ellers må det blive en anden dag.

Jeg strikkede også julevanter sidste år. Dengang var det også et samarbejde mellem Garnværk i Fredensborg og Anne Grete Lænkholm. Vanterne fra sidste år har jeg mistet, så det faldt på et tørt sted, da der var endnu en julevantekalender denne jul.











Design: Julekalendervanter 2019 af Anne Grete Lænkholm.


Garn: Håndfarvet strømpegarn med en ulden karakter dels fra Fingerborg i Stockholm, dels fra Helle Strudahl Hansen.

De færdige vanter vejer 116 gram og giver et overskud til evighedstæppet af strømpegarnsrester.


Pinde: Addi CraSy Trio 2½ mm. Jeg er ikke overbevist. Ideen er rigtig god, og generelt går strikningen som en leg. Men overgangene mellem pind og wire er ikke fantastiske. Det troede jeg ellers var et af Addis varemærker.


Størrelse: Jeg strikkede small, men de er altså ret store.





Bemærkninger: Jeg øver mig stadig i flerfarvestrik. Jo mere jeg strikker, jo mere overbevist bliver jeg om, at det er lettere at håndtere flere tråde over flere masker. Ønsket om et strikket flerfarvet bærestykke presser mere og mere på. Jeg tror det bliver i år.

Jeg kan ikke rigtig gennemskue om jeg strikker løsere eller strammere, når jeg strikker med flere farver. Jeg tror mest på det sidste. I hvert fald var det glatstrikkede stribede foer bredere end de flerfarvede vanter.

Samtidig er jeg endt med meget brede (og også for lange) vanter, med en forholdsvis stram tommel. Det gjorde jeg også sidste år, og jeg kan høre at andre oplever samme problem - også selvom de strikker på en mindre pind. Jeg overvejede om jeg skulle have strikket på pind 2, det skulle jeg måske, men jeg er ikke fan af pind 2.

Både fordi vanterne er så store og fordi jeg cykler og dermed tænker at foer vil give lidt mere varme, valgte jeg at foere vanterne. Jeg samlede masker op nederst på manchetten tog lidt ind - 4 masker - på den første omgang og strikkede en indvendig de af manchetten, der matchede ydersiden med lodrette striber. Indvendig strikkede jeg bare ret, de udvendige striber skifter mellem ret og vrang.

Jeg glemte i øvrigt at strikke retmaskerne på manchetten drejet ret, da jeg startede vanterne. Det stod i opskriften, jeg havde læst det, men glemte det i forbifarten mellem flere farver og tungen lige i munden. Jeg besluttede at det var rigtig fint uden drejede masker og lod det være.







Øverst på den indvendige manchet samlede jeg igen masker op, og strikkede sammen, så manchetten sidder til inde i vanten.

Jeg havde stadig 4 masker mindre og strikkede ellers cirka efter opskriften, til jeg synes jeg nåede en passende længde og lukkede af. Jeg havde husket at tage ud til tommel. Jeg tog lige så mange masker ud, som opskriften angav.

Ved tomlen strikkede jeg igen masker sammen, så jeg havde noget færre masker end ydertomlen. jeg lukkede af ved at strikke to ret sammen to omgange, og trak tråden gennem de resterende masker.





Vanterne er varmere, men de er stadig meget store. Jeg går rundt og overvejer om jeg skal forsøge at filte dem en lille smule. Hvis de kan. Garnet er strømpegarn, men min erfaring med garnet fra Fingerborg i Stockholm siger at det godt kan filte en smule - med en smule krymp til følge.

Så måske.


Har du lyst til at se flere billeder af vanterne, kan de ses lige her på Ravery.





2 kommentarer:

  1. De er helt vildt flotte! Ret sejt med striber indeni.
    Jeg synes generelt strikkede vanter har det med at være lidt kolde fordi vinden suser lige igennem, så det er en god ide med for.

    SvarSlet
    Svar
    1. Christunte, det er præcis derfor jeg strikker foer. Jeg tror faktisk også at luften mellem yder- og indervanter varmer lidt. Men jeg kunne alligevel godt finde på at forsøge med lidt filting - for de er ikke supervarme :)

      Slet