mandag den 21. maj 2018

Akelejer


Jeg er ret vild med akelejer. Det er Anders også. Så da vi for et par år siden fik en mængde frø til netop akelejer fra Henriette, blev de sået af flere gange, på flere måder.





Anders spredte frøene med løs hånd langs kanten af haven, mens jeg gik lidt mere metodisk til værks og havde dem stående i en flamingokasse med låg hen over vinteren. De spredte frø, var hurtigst og satte blomster allerede sidste år, mens de mere regelrette først for alvor har sat blomster i år.

Til gengæld holder ingen af sig tilbage.

Den del af akelejerne jeg såede og plantede står rigtig fint langs et hegn, og de må hjertens gerne brede sig i både den ene og den anden retning. Til en vis grad. Men det skal vi nok hjælpe dem med.

Den del af akelejerne som Anders strøede langs kanten, virker rigtig fint som bunddække langs havens modsatte kant og holder naboens skvalderkål godt tilbage. Men de breder sig også mellem vores andre planter.

Det må de gerne siger Anders. De skal bare ikke brede sig yderligere.





Så inden du går hjem, skal du lige plukke alle blomsterstænglerne af akelejerne langs kanten til en stor buket, sagde Anders i formiddags da vi var i haven. For de må godt være der, vi skal bare ikke risikere de drysser frø, fortsatte han.

Det gjorde jeg. Og nu har vi den største  buket akelejer jeg nogensinde har set i en vase. Og hvis planen om at de godt må være der, men ikke må drysse frø, holder, kan jeg formentlig plukke en lige så stor buket næste år.





Og dermed kan vi både nyde synet langs det faldefærdige hegn i haven og på bordet herhjemme.

Slet ikke så rige endda.





søndag den 20. maj 2018

Rødt i rødt og brunt


Med tidlig afgang i morges, har dagen føltes længere end andre dage. Jeg har både været i haven (og plejet den dårlige samvittighed over ikke at have hjulpet overhovedet i år - og så er det muligt haven sorterer under Anders...), vasket og strikket på pingvintæppet.





Og endnu venter morgendagen frisk og fin og med andre planer end først antaget. Jeg skulle have haft gæster, men vi besluttede at udskyde, og i stedet har jeg lovet min arbejdskraft i haven et par timer i morgen tidlig, inden solen får alt for godt fast.

Anders har lagt planer - jeg gør som han siger. Næsten.

Og mens den forlængede weekend giver tid til fordybelse, modtog Nicklas i går det røde tæppe.





Han så glad ud, kaldte farverne helt perfekte og takkede overvældet, selvom han synes det er noget mærkeligt noget at skulle have et tæppe, bare fordi man fylder atten.

Og selvom jeg har været i tvivl om farverne, der er meget tone i tone, holdt, synes jeg at resultatet er blevet overraskende godt. Mønstret er et rip-off af det tæppe jeg lavede til Jonathan for fire år siden.

Det virkede dengang, så hvorfor ikke gentage?








Design: Patchworktæppe med et stjernemønster af striber i hver enkelt kvardrat


Stof: Patchworkstoffer fra Speich Design og Patchworkhuset, sat sammen med ensfarvet lagenlærred fra panduro. Pladevat til mellemfoer og kantebånd til sammensyning fundet i Stoff & Stil.

Jeg var ikke i tvivl om at tæppet skulle være rødt, men hvad jeg skulle sætte det røde sammen med overvejede jeg længe. Det blev først besluttet da jeg sad på gulvet i butikken i Lyngby og satte farver sammen.

Jeg har ingen ide om hvor meget jeg har brugt.


Størrelse: Det færdige tæppe måler cirka 143 x 220 centimeter.





Bemærkninger:  Min største udfordring bestod i at samle tæppet uden folder på bagsiden. Siden sidste tæppe, har vi flyttet rundt på møblerne, og da jeg fik rykket bordet helt op i vinduet og sat stolene ovenpå, viste det sig at vi har langt mere gulvplads end jeg havde regnet med og selvom det tog tid, er det en udemærket arbejdsplads. Specielt når man bruger legegulvpladerne, som jeg plejer at udspænde strik på, til at hvile trætte knæ.





Det er ikke umuligt jeg en anden gang vil bruge samme layout, og for en god ordens skyld er mål derfor en god ide:

Striberne i de enkelte felter er 4 centimeter brede, jeg syede lange strimler sammen og skar til, så de små firkanter endte 16 x 16 centimer plus sømmerum. Det betyder at de enkelte felter er 32 x 32 centimeter.

Indramningen af felterne er 6 centimeter bred, den inderste kant er 2 centimeter og den brune kant er 10 centimeter. jeg ville godt have haft en anelse bredere kantebånd, men måtte bruge det jeg kunne finde.


Når sådan et tæppe er færdiggjort får jeg lyst til at kaste mig over et nyt. Så selvom tæppet ikke tæller i årets syudfordring, er det alligevel med til at højne min lyst til syning.

Ikke dårligt.





Jeg beklager det ringe lys på billederne. Jeg havde ganske simpelt ikke mulighed for at vente på bedre. Tæppet skulle jo både pakkes ind og afleveres...

Det ærgre mig en smule at de røde og brune farver bliver så dårligt gengivet - der er hverken orange eller mørkelilla i det færdige tæppe.

Måske er det lyset - måske er det ganske simpelt mit kamera. Farverne har været mærkeligt gengivet på alle de billeder jeg har taget gennem processen.





Fiberfolk


Jeg var i Roskilde i dag. Der var Fiberfolk, et uldent marked for små forhandlere, dem der starter op og arbejder ved køkkenbordet eller ved siden af et andet arbejde.





Det var hyggeligt. Jeg skulle have haft Bettina med, men for meget sygdom gør krav på prioriteringer, og jeg besluttede at tage af sted alene - det er ikke ubetinget en god ide. Jeg tror jeg køber mere, når jeg er alene, og efter to gange rundt tog jeg hjem - jeg turde ikke blive længere...

Jeg mødte flere jeg kendte - omend jeg ikke ser noget, og andre dermed er nødt til at give sig til kende. Jeg så også flere, jeg ved hvem er, men lod dem passe sig selv. Måske en dag jeg tager mod til mig, til at tale til fremmede. Jeg hilste også på en enkelt, som muligvis har det lige som jeg.

Hjemmefra havde jeg to ønsker. Det ene opgav jeg hurtigt, for det kunne ikke indfries.

Annelise har en rok, og hun har lovet at lære mig at spinde. Til det skal jeg bruge kartet uld, klar til det der spinding. Jeg tænker at forberedt uld er lettere at arbejde med, end skulle jeg karte selv. Jeg har set andre købe de smukkeste tops - tror jeg det hedder - men jeg er en smule usikker på hvor i verden sådan noget egentlig købes i gode kvaliteter - råb endelig højt, hvis du ved noget om spindematerialer - for det føles som en jungle, og jeg har brug for hjælp.

Det andet handlede om et mystisk sjal. For jeg kan tydeligvis ikke få nok af mystiske sjaler. Ysolda Teague har et nyt på bedding. Ysolda laver tit smukke ting, så jeg tør godt. Der skal bruges tre fed a 400 meter. Gerne graduerede i farverne eller lyse prikker.

Jeg var en tur rundt i begge lokaler, inden jeg besluttede mig og valgte lammeuld fra Uld & Co. Løbelængden er lidt for kort, så jeg valgte et ekstra fed og fik fire fine graduerede, melerede fed i afstemte grønne nuancer.





Hvordan jeg får fire fed til at ramme tre fed i en opskrift jeg ikke kender, bliver så mit problem. Men det er jeg sikker på, jeg nok skal finde ud af.

Dernæst hoppede jeg på strømpegarnet og købte til overflod mod evighedsprojektet, der handler om at strikke en masse strømper og hækle et tæppe af resterne. Og så var det jeg gik hjem. Specielt efter sidste køb, hvor jeg ganske simpelt ikke kunne beslutte mig.

Og selvom jeg helst vil have det hele selv, har Anders fået lov at vælge - hvis han vil.





Jeg startede hos The Danish Dyelot, hvor jeg købte lækkert og blåt med glimmer. Fairy Underworld hedder farven. Det er Anders enig med mig i, at han ikke vil have - og så der er der noget kun for mig. Måske jeg skulle købe mere glimmer...

Jeg endte hos WOOLapyk, hvor de skønneste farver kastede sig over mig, og jeg gik hjem med ikke færre end tre forskellige fed, jeg ikke kunne vælge mellem, med navne der emmer af eventyr - Enchanted Forest, Whistle for the choir og Stormcloud - hvem har ikke lyst til at kaste sig over den slags garn...





Og jo, det er rigtigt, jeg kan faktisk ikke lide flerfarvet garn. Men det er så smukt, når det ligger i fed, og jeg håber sådan på at det hele er tilpas afdæmpede i farverne, til at resultaterne ikke bliver for rodede.

Og så snakker vi slet ikke om det igangværende evighedsprojekt, som muligvis burde afsluttes, inden jeg kaster mig over et nyt...





lørdag den 19. maj 2018

Svingom på legepladsen


Andre prøvede også, men det var Zacharias og Victoria, der stod for de største livtag med karrusel og dobbeltgynge.

Victoria med hvide bukser, som helst ikke skulle blive beskidte.

















Jeg hev resolut de korte gamacher, der mest af alt minder mig om min mormors underbenklæder, og som jeg kun bruger, for ikke at slide lårene af mig selv, når jeg går, af og lod Victoria låne dem, som skåne mod hvide bagdele.

Det var et ømt syn.

Vist også da jeg hev op i kjolen og trak dem ned...





Nicklas er fyldt atten


Dagen er fejret hos min mor, hvor der både var god mad, kage bestilt hos bageren, korttricks og fællesspil på iPad.









Der blev drillet og snakket og fundet fælles fodslag om både det ene og det andet, inden vi brød op og gik mod Damhussøen og legepladsen og videre mod Rødovre og KFC, hvor jeg hoppede på hot wings.

Jeg tror det er mindst fjorten år siden, jeg sidste gang satte mine ben derinde. Det er ikke blandt vores yndlingsspise - og det bliver det heller aldrig.









Nu er alle taget hjem. Jeg tog Nicklas med hjem, han har en aftale i Hvidovre i morgen og så er det noget nemmere at være i nabolaget.

Emilie er på Fyn, så der står alligevel en seng ledig.





Tretten komma seks


Det er efterhånden flere måneder siden vi i et letsindigt øjeblik tilmeldte hele Klubbens personale til Bike and Run på Vestvolden mandag d. 11. juni.

Hvor svært kan det være? Fem mennesker skal tilsammen tilbagelægge en maraton. Tre løber fem kilometer og to cykler tretten komma seks. Når bare vi er fælles, så skal det nok gå.

Helt overbevist om, at vi selvfølgelig skulle følges ad, har løberne længe trænet i større eller mindre grad, mens Berit og jeg, der skal cykle, har ventet for Berit skulle have fikset sin cykel, og jeg tænkte at jeg cykler nok til, at det skal nok gå.

Hele fællesskabstanken ødelagde Anja i torsdags, da vi sad på Berits altan med kold astii og kollegial hygge. For Anja har været med før, og vidste at vi snakker stafet i ordets egentlige forstand. I går slog vi op, fandt information og ruter, og pludselig er det et helt andet arrangement vi skal til.

For ikke alene skal først den ene løbe, så den anden cykle, den tredie løbe, den fjerde cykle og endelig den femte løbe, vi skal også have løbsnumre, gps og obligatorisk cykelhjelm. Det er planlagt så nøje, at kun cyklisten selv må bringe cyklen til og fra banen.

Men så knækker filmen en smule, for der er lagt op til en dag hvor alle kan være med, motionist eller ej. Vi tænker at vi fem, der for nogens vedkommens er i langt bedre form end andre, kan gøre det på omkring fire timer. Alligevel er der præmieoverrækkelse kun to en halv time efter arrangementet starter. Vi kan ikke være de eneste, der under ingen omstændigheder kan gennemføre så hurtigt.

Så tror da pokker at Anja kunne fortælle om sidste deltagere, der kom tilbage til et nærmest tomt område, for alle andre var gået hjem.

Vi satser på en oplevelse, snakker om at medbringe både tørt og vådt, liggestole og parasoller. Vi skal i hver fald ikke mangle noget. Og havde Berits cykel været færdig hos cykelsmeden i går, havde vi begge taget turen i dag.

I stedet gjorde jeg det alene, og huskede at fotodokumentere før og efter.











Jeg cyklede med hjelm på min tunge nye cykel, med lidt bredere dæk end de mere almindelige og er godt tilfreds med resultatet.

Jeg havde håbet på at kunne gøre det på under en time. Det gjorde jeg. Faktisk tilbagelagde jeg de tretten komma seks kilometer på 41 minutter og 54 sekunder med en gennemsnitlig hastighed på 19,4 km/timen.

Jeg tvivler på jeg kan gøre det meget hurtigere. Men det kunne godt være at større hastighed hos konkurrenter kan sætte farten en smule op.

Og så kan jeg konstatere at det er varmt med cykelhjelm...

Nu har jeg været i bad og er klar til resten af dagen.





onsdag den 16. maj 2018

Onsdagsmasker


Onsdag startede tidligt med møder, der gav stof til eftertanke. Onsdag sluttede sent med grin og hygge omkring et bord.

Undervejs gennem onsdag har jeg mødt nye medarbejdere, snakket om det der fylder, spillet med og hjulpet børn, købt quiltetråd til tæppet, der må vente et par dage til tid til syning og fundet en meget hyggeligere vej på cykel mod strik i Glostrup.

Onsdag oplevede jeg også at havne på forsiden af Ravelry med link til Rose's bog. Det er en både skærmmende og super hyggelig oplevelse, når søde kommentarer på et projekt og tilhørende hjerter strømmer ind, i en grad som jeg slet ikke er vant til.

Nu er jeg hjemme. Der er ikke længe til jeg skal i seng, men som vanligt har jeg brug for lidt tid alene, inden jeg får ro til at afslutte dagen.
















Læse:

Thomas Engers Fantomsmerte er mere hæsblæsende og kontrastfyldt end forgængeren. Jeg er fanget af historien, der har flere parallelkørende historier, som jeg forventer ender med at hænge sammen, men som lige nu stritter i mange retninger.

Hvor er Henning Juul på vej hen? Hvad ved eksrockeren i fængslet? Hvad vil eksrockerens ven? Hvem er egentlig til at stole på. Og hvem er den tilsyneladende helt almindelige familie bestående af far, mor og børn, som måske ikke er helt almindelig?

Der er mange skeletter i skabene. Spørgsmålet er, hvilke der gennem siderne rasler ud.



Strikke:

Den lille tykke pingvin mangler ikke meget. Da jeg nåede øjnene, blev overblikket betydeligt nemmere, for herfra er felterne meget tydeligt markerede, og ikke som længere nede et større tællearbejde.

Jeg strikker stadig på Baby Tux Illusion Blanket af Steve Plummer, og har slet ikke så langt igen.

Det største problem nu er næsten, at det er så let at overskue, at jeg ind imellem glemmer at holde øje og må en halv eller en hel pind tilbage og rette op.

Mens tæppet fra forsiden lige på blot er striber, giver bagsiden et helt andet og omvendt billede af den lille tykke pingvin.

Og pludselig er der ikke længe til striberne er slut og kanten inden for rækkevidde.