onsdag den 30. maj 2018

Onsdagsmasker


De sidste dage har været hæsblæsende. Bare to dage har givet oplevelser af meget forskelligartet karakter.

I går startede med sidste skoledag for de store - karameldagen, som de yngre ynder at kalde den - og der var karameller. Aldrig har jeg set så mange samle så mange. De mindre børn var lykkelige, de store så tilpas tilfredse ud.

Også selvom de tabte fodboldkampen. Og her skal siges at vores nye skoleleder ellers tog dommerrollen meget alvorligt, fløjtede i tide og utide, annullerede op til flere af lærernes mål, startede med et rødt kort og gav eleverne straffespark på forskud - det kunne jo være det var nødvendigt. Han forsøgte, men det lykkedes alligevel ikke at give dem sejren.

Senere tændte vi op i grillen, inviterede og havde en skøn snak med kommende nye forældre og børn. Et par drenge, der ikke var helt sikre på det der klub-noget så noget mere overbeviste ud, da de gik hjem og lovede at komme på besøg i morgen, når der er åbent for 2. klasse.

Jeg nåede at træne på vejen hjem, inden jeg gik omkuld, stod tidligt op og i morgensolen cyklede mod kulturhuset og et arbejdsmiljøseminar, der indeholdt lige dele spændende nyt og mindre imponerede information.

Tilbage i klubben, fik jeg skovlen under filmprogrammet, som jeg har besluttet at udsætte fjerde klasse for i morgen. En vandkamp stod for døren og vi kiggede dybt i snegleterrariet, hvor der ligger to æg. Jeg tror ikke de bliver til noget, men det er stadig spændende, og der skal som nok komme flere æg med tiden.

Og inden arbejdsdagen var helt slut var det tid skolebestyrelse og møde. Et af de bedre møder. Et møde med gode snakke, refleksioner og tanker om det ene og det andet. Informationer blev delt, tanker blev vendt med den nye samarbejdspartner og gode ideer dukkede op.

Det var stadig varmt da jeg kørte hjem.


Vidste I i øvrigt at snegle lægger æg fra siden af hovedet? Jeg vidste det ikke, men det ved jeg nu. Det ser vildt mærkeligt ud, når et hul i hovedet pludselig dukker op, men det giver også god mening, når æg skal graves ned, og man ikke lige er udstyret med arme...



Men videre til masker og bogstaver.















Læse:

De mange forskelligrettede historier i Fantomsmerte begynder at løbe sammen. Jeg ved stadig ikke hvorfor rockeren skulle dø, hvorfor fammiliefaderen er tiltænkt en rolle, hvem der står bag eller hvornår Henning Juul får gravet sig gennem det kedelige opklaringsarbejde.

Men tingene begynder at hænge sammen. De mange historier samler sig til et hele, og der er stadig mange sider at bladre gennem, før det hele for alvor skal give genklang og forståelse.

Og jeg er stadig underholdt - ind imellem på den mest ubehagelige måde.



Hækle:

Jeg droppede at tage tæppet med mig - det var blevet for stort. Så nu er det færdig og venter på vask.

I stedet har jeg fundet den lille hæklede kjole frem, jeg for længe siden startede til Rose. Dengang nåede jeg lidt kortere end jeg er nu, på en mindre nål, med det samme garn. Dengang måtte jeg sande at den under ingen omstændigheder kunne nå om barnet.

Altså er jeg startet på ny. Samme garn, større nål.

Den bliver fin.

Jeg bliver aldrig fan af at hækle i råsilke.





mandag den 28. maj 2018

Forberedelser


Gårsdagens gennemgang af stoflageret, betød ikke kun at jeg fyldte en sort sæk til randen med overflødigt stof - der for størstedelens vedkommende, var af så små stykker at det alligevel ikke rigtigt kunne blive til noget. Det betød også at jeg fandt det stykke stof, jeg vidste jeg havde liggende, og som jeg har tiltænkt kjole nummer to.





Der er ikke helt stof nok til det mønster, jeg har tænkt skal ligge for. Men det er lige meget, jeg klarer mig fint uden en flæse eller to. Til gengæld er jeg en smule forelsket i Hanne Plougmands broderede blomster på tryk, og fandt derfor også knive og trykblokke til at skære i.







Begge dele noget jeg fandt i Tigerbutikken for længe siden, men aldrig kom længere med. Nu har jeg tænkt mig at forsøge om det virker efter hensigten.

Stoffarverne passer i farverne og mon ikke jeg kan finde andre passende farver i skuffen med broderigarn... Hvis ikke jeg efterhånden har brugt alle de farver jeg bedst kan lide. Det kunne jeg godt have gjort. Så må jeg ud og finde noget nyt. Den slags garnlager skal vel også opdateres en gang imellem.





Stoffet er vasket og klar til klip. Jeg har hentet mønsterpapir uden tern på vej hjem, og mønstret, jeg har udset, passer denne gang uden de store tilretninger - tror jeg.


Det er vel sådan set bare at komme i gang.





Blå babyfutter


Vi er blevet lovet regn hele weekenden. Der har ikke været megen regn, men nu er den her, i selskab med torden. Det lover godt for haven, selvom jeg sidder med et stille håb om ophold, når jeg om en times tid skal ud på cyklen.





Efter de brune futter til Rose, fandt jeg også brug for de blå rester. Det kommende barnebarn - i daglig tale DeciLille - skal da have blå futter. Der var lige præcis nok af alle farver, til varme fra størrelse 0 til det meste af et år.

Denne gang brugte jeg den rigtige pindestørrelse, og fik lidt mere faste futter, i en lidt mindre størrelse.

Daniel var forbi i går. De har fået en sengerand, men den er lyserød og de ønsker den ombetrukket. Det tænker jeg nok, jeg kan stå for, men måtte ved gårsdagens gennemgang af stoflageret erkende at den slags ligger jeg ikke inde med.

Jeg tænker vi finder det helt rigtige og får sat skik på farverne inden august.





Daniel fik futterne med hjem. Han synes de var fine og senere indløb meddelelse om det samme fra Amalie.

Så er alt jo godt.










Design: Tusindfryds varme fusser af PixenDk.


Garn: Pernilla fra Filcolana, 100 % uld og rester fra Fiddelhead Mittens. Brugt så det mindste sæt er lysets og det største mørkest.

Farverne hedder Rain Drop, Aqua Mist og Storm Blue.

Der gik henholdsvis 24, 32 og 36 gram til hvert par.


Pinde: 3 mm strømpepinde.


Størrelse: 0 -3, 3 - 6 mdr og 6 - 9 mdr. Jeg strikkede dem i omvendt rækkefølge.





Bemærkninger: Bortset fra denne gang at strikke på den rigtige størrelse pind, gjorde jeg nøjagtig det samme som med de brune til Rose.

Det vil sige, jeg strikkede 10 centimeter rib på alle størrelser, jeg strikkede fra den anden ende af nøglet hen over foden (og undgik et klip og hæftning til følge) og jeg syede sammen med maskesting under foden.

Det er hyggeligt stykke strik, som er let at tage med på farten.


Har du lyst til at se flere billeder af futterne, kan den ses lige her på Ravery.





søndag den 27. maj 2018

Haven i maj


Forleden hørte jeg at, det meget varme vejr betyder færre myg. Det ved myggene i haven tydeligvis ikke.





Jeg havde lovet Anders at hjælpe, og fordi Anders smelter ved temperaturer over tyve grader, tog vi tidlige af sted.

Nu er tomaterne plantet ud, majsene for længst sat i rammer og havens "gamle" planter viser sig fra den fineste side. Vindruen lover igen godt, de store alium kan næsten ikke bære sig selv, det lille nye æbletræ bærer frugter over evne og klematissen jeg plantede sidste år, står strunk med kæmpe blomster.

Det er mit håb at den med tiden vil brede sig over den mølædte bænk og plankeværket bag, jeg har sat den ved.







Jeg gik da tomaterne var plantet og drivhuset samlet - adskillige store kløende myggestik rigere. Anders blev, hyggesnakkede lidt med de nye havevenner, han har fundet længere inde i havekomplekset, mens jeg kørte mod træning og lige så megen følelse af at smelte, som Anders klarer under åben sol.

Hjemme igen har vi begge gjort brug af bruseren, myggestikkene er faldet i størrelse og holdt op med at klø, vasketøjet er sat over, Anders er plantet foran formel1 og jeg har omsider fundet hele mit stoflager frem og sat de fem store kurve midt i sengen.

Når de står der, er jeg tvunget til at komme gennem sortering og fravælgning inden pladsen skal bruges til det, den er tænkt.

Forestiller jeg mig.







Målet er en god gennemgang og masser af udsmid. Jeg ved der ligger mange gamle rester, kedelige stoffer og fine sager mellem hinanden. Selvom jeg i øjeblikket snildt kan se det hele brugt, er planen stadig at luge godt ud, og ende med en samling, der ikke kun er overskuelig, men også er til at komme til.





Og måske der ligger noget blåt mellem, som kan bruges til betræk af den sengerand Daniel og Amalie har fået og som lige nu er lyserød. Ikke en ønsket farve til det kommende lille drengebarn.

Jeg må hellere komme i gang.





lørdag den 26. maj 2018

På tur


Lørdag var øremærket Rose. Det er efterhånden fjorten dage, siden jeg så hende sidst, og selvom jeg heldigvis ikke bliver glemt på fjorten dage, er det vild så meget, der når at ske på så kort en periode.





Hun har længe øvet og øvet kravlingens kunst, nu er koden knækket. Også selvom maven stadig er lidt lavtliggende. Hun er hurtig, kommer vidt omkring og er nået til at rejse sig uforfærdet op af hvad som helst - også hvis hvad som helst ikke kan bære.

Vi gik en tur. Der var ingen tvivl om træthed, men ikke om den unge dame ville sove. Der var gråd, og alt for megen varme, men det fandt vi råd for i Annelises have, hvor både hun og min mor holdt til i dag.





Jeg er længe blevet lovet et kig i den fine gamle have bag Haveselskabets have. Det blev i dag, og det er slet ikke umuligt at Rose og jeg kommer tilbage en anden dag. Der var skygge, der var blødt græs og der var kage. Rose fik ingen kage, men spiste i stedet en nedfalden blomst fra æbletræet og skyllede efter med vand. Det så ud, som smagte den godt, og Sille kunne senere fortælle at i går spiste hun græs - så måske hun fra en tidlig alder er grønt anlagt.

Vi gik da regnen begyndte at falde, og inden jeg havde gået fem minutter var barnet faldt i søvn. Vi gik hjemad, jeg fandt ly under en af de nederste altaner, der fint afskærmer for regn på våde dage. Mens Rose sov, sad jeg på en af gårdens havestole og hæklede. Det nåede at blive lidt koldt, og jeg var glad for hjemmefra at have pakket cowboyjakken og et lille tørklæde.





Undervejs var Sille færdig med dagens arbejde, hendes far tog hjem, og jeg blev lovet varm the. Faktisk var Sille klar til at komme ned med den i gården, men så vågnede Tornerose, barnevognen blev pakket væk og vi nåede en enkelt tur på den lille barnegynge, der lavtgående hænger i et træ i den meget børnevenlige gård Sille bebor.

Oppe igen var der tid til snak, til leg og til at spise mere kage, inden Rose nåede mor-stadiet og jeg pakkede mig sammen og tog hjem.


Jeg tror ikke der skal gå fjorten dage, inden vi ses igen.





torsdag den 24. maj 2018

Ventetid


Når mødre og mormødre er for længe om at kigge billeder, er det godt at kunne klare sig selv...










onsdag den 23. maj 2018

Onsdagsmasker


Onsdage starter tidligt alt for ofte, synes jeg. Planen var vistnok to gange om måneden.

Men sådan kan det gå, det er spændende, og jeg bliver så klog af alle de møder jeg hører til, og bruger tid på. Der kommer altid et eller andet op, jeg enten ikke vidste, eller kun havde hørt perifert om.

Der dukker også altid noget op, jeg vidste i forvejen. Det er også rart, så ved jeg, jeg har fulgt med.

I morgen er der ansættelsessamtaler til kommunens nye tiltag. Vi skal være førende inden for teknologi og innovation. Et nyt fag, der ikke kun skal fungere på de enkelte skoler, men også samkøres fælles i det nye TekX, der skal rumme alle de nye spændende maskiner og muligheder, som er for dyrt eller på anden måde omkostningsfuldt for de enkelte skoler.

Det er spændende, men også endnu noget nyt oven i alt det andet nye, vi stadig arbejder på at implementere.

Det var også spændende, da jeg fik lov at være en del af morgendagens ansættelsesudvalg. For det er ikke nok med fællesskab på tværs, der skal også være en tovholder og underviser på de enkelte skoler. Jeg har læst ansøgninger, og tænker at morgendagens felt slet ikke er så ringe.


Og mellem møder, skole og SFO bliver der også tid til strik - og omstrik...


















Læse:

Jeg kan ikke forestille mig andet, end de to historier, Fantomsmerte disker op med, må ende med at hænge sammen. Lige nu er ikke megen sammenhæng, bortset fra det kriminelle aspekt. Og mens Henning Juul undersøger og graver sig langsomt, er en anden - og helt ukendt - person, kommet i rampelyset på en noget mere hæsblæsende og ubehagelig måde.

Jeg har ingen anelse om, hvor jeg er på vej hen, eller hvor historien ender. Lige nu er det umuligt at se ret meget sammenhæng.

Men underholdningsværdien er absolut i top.


Strik:

Den lille tykke pingvin er nået enden. Nu mangler blot tyve striber inden kanten. Men det var ikke uden sværdslag.

Næsten færdig med hovedet, gik det pudselig op for mig, at lige over øjnene, havde jeg lavet en fejl. Fejl kan rettes uden at pille alting op, så jeg væbnede mig med tålmodighed, trævlede ned til fejlen, talte og pludselig var alting forkert.

Det krævede tælling fra den ene side, og den anden side, oppefra og nedefra, før det op for mig at jeg i kampens hede - og muligvis fordi øverste halvdel af hovedet var lettere overskuelig end hele resten af pingvinen - havde jeg strikket de samme striber flere gange.

Ikke den samme stribe, men flere striber, flere gange. Og så var der ikke andet at gøre, end at trævle det meste af femten centimeter op.

Så tror da pokker, at hovedet så mere langstrakt ud, end jeg synes det burde.

Det betyder at jeg ikke er nået helt så langt, som jeg havde forventet.

Det betyder også at arbejdet pludselig går langsommere. Nu skal jeg bare strikke striber. Det behøver jeg ikke sofaen for, og jeg kan mærke en lyst til at give andre projekter opmærksomhed, når jeg er hjemme og har tid til at det med at holde tungen lige i munden.

Tæppet kunne godt gå hen og blive mødestrik - men trods mange møder, er der ikke mange der indbyder til strik. Altså kan det godt tage sin tid, inden jeg når kanten. Måske.





mandag den 21. maj 2018

Akelejer


Jeg er ret vild med akelejer. Det er Anders også. Så da vi for et par år siden fik en mængde frø til netop akelejer fra Henriette, blev de sået af flere gange, på flere måder.





Anders spredte frøene med løs hånd langs kanten af haven, mens jeg gik lidt mere metodisk til værks og havde dem stående i en flamingokasse med låg hen over vinteren. De spredte frø, var hurtigst og satte blomster allerede sidste år, mens de mere regelrette først for alvor har sat blomster i år.

Til gengæld holder ingen af sig tilbage.

Den del af akelejerne jeg såede og plantede står rigtig fint langs et hegn, og de må hjertens gerne brede sig i både den ene og den anden retning. Til en vis grad. Men det skal vi nok hjælpe dem med.

Den del af akelejerne som Anders strøede langs kanten, virker rigtig fint som bunddække langs havens modsatte kant og holder naboens skvalderkål godt tilbage. Men de breder sig også mellem vores andre planter.

Det må de gerne siger Anders. De skal bare ikke brede sig yderligere.





Så inden du går hjem, skal du lige plukke alle blomsterstænglerne af akelejerne langs kanten til en stor buket, sagde Anders i formiddags da vi var i haven. For de må godt være der, vi skal bare ikke risikere de drysser frø, fortsatte han.

Det gjorde jeg. Og nu har vi den største  buket akelejer jeg nogensinde har set i en vase. Og hvis planen om at de godt må være der, men ikke må drysse frø, holder, kan jeg formentlig plukke en lige så stor buket næste år.





Og dermed kan vi både nyde synet langs det faldefærdige hegn i haven og på bordet herhjemme.

Slet ikke så rige endda.