Hjembragt fra Barcelona

 

Vi skal tilbage til november, da der var Barcelona Knits Festival - i Barcelona - og Anders og jeg tog på ferie sammen med Yndlingsfamilien en lille uge. Egentlig var det bare Nina og jeg, der skulle have været af sted, og egentlig skulle det bare have været en weekend. 

At det endte anderledes handlede en del om to mænd, der også ville til det spanske. Det var godt de ville det, for havde vi kun været af sted for fibrenes skyld, tror jeg, det var endt en smule skuffende. Jeg ved nu, at har man været på en garnnøglefestival, har man mere eller mindre været på dem alle. Kan en garnnøglefestival i det store udland kombineres med det store udland, er det en hel anden historie. 

Jeg havde en forventning om, at det med at spinde og de tilhørende fibre havde en større plads i det store udland. Det havde det ikke i Barcelona. Udvalget var faktisk ret skuffende. Garn derimod, det var der masser af, men jeg havde en drøm om fibre.

Jeg tror stadig der er arrangementer derude, med fibermuligheder. Det kræver nok bare noget undersøgelse i forvejen. 

Men altså. Jeg ville have fibre. Jeg fandt også nogle, men ikke helt så mange som jeg havde drømt om. 

Vi købte billet til lørdag, og fordi pins på et tidspunkt blev sjove, synes jeg også at jeg skulle have festivallens egen med hjem. 

Undervejs rundt kom jeg forbi en lille bitte bod, det var ikke meget mere end et lille bord, med håndlavede knapper. Vi havde været forbi et par gange, jeg havde set at der var fyldt med mennesker, og det jeg kunne se udefra så ikke spændende ud. 

En rundtur mere, gav plads ved et tomt bord, og pludselig viste det sig at nok var noget vildt kedeligt, men der var også mange fine knapper mellem. Jeg forelskede mig i flere. Tænkte jeg bare skulle have et enkelt kort med hjem og endte med de grønlige i flere formater. Nina mente bestemt det var mere mig, end otte ens. Jeg var tilbøjelig til at give hende ret, og vendte igen og igen tilbage til de uens. 

Camelir er et fransk foretagende. Jeg kan ikke gennemskue hvor i Frankrig de holder til, men eg kan nok fransk til at forstå, at de passer på miljøet og i øvrigt også laver mange fine ting af læder. 

Jeg tænker at de fine knapper er en perle, jeg skal finde det helt rigtige at sætte på.

Så var der fibrene. Jeg har en drøm om at spinde mønsterfarven til en Pressed Flowers Cardigan. Eller sweater. Min plan var, at skulle finde tre forskellige fibre, der kunne spindes og sættes sammen til et tretrådet garn. 

Jeg fandt kun to. De var en sælger mere, der solgte spindefibre. Men der var ingen imellem, som passede til de to, jeg allerede havde fundet  - og der skulle ledes godt - eller som jeg synes var pæne. 

Jeg endte med to meget forskellige fibre. Nina spurgte om de kunne sættes sammen, når de var så forskellige. Det er sådan set et ret god spørgsmål, og nogen vil måske benægte. Det jeg har lært gennem nogle år med spinding er, at du kan gøre lige som du vil, og forskellige fiberpræparationer, kan blive ret fine sammen. 

Jeg valgte ikke farver, jeg normalt ville gå efter. Jeg ville have forår og blomster. Også her stoppede Nina op, og undrede sig over valget, da jeg i første omgange fandt den fine fletning fra LaMiel Yarns. De havde også en fletning i mere Pernille-farvet med en del grønt. 

Men nu skal det jo være blomster.

Fiberen er hundrede gram i en blanding af merino og silke. Farveriet er hjemmehørende i Barcelona, og de laver nogle ret lækre farver. Jeg synes bare ikke, jeg så garn farvet i signifikant anderledes farver, end jeg kan finde herhjemme. Og igen vender jeg tilbage til, at jeg gider godt opleve en fiberfestival uden for landets grænser igen. Men det skal ikke være for garnet.

Nu havde jeg een fletning. Der var noget lyserødt, der var noget brunt og der var noget lilla. Jeg ville gerne fortsætte i de farver, og troede stadig at det med fibre ikke ville være svært at finde. 

Det blev svært. Men det har jeg vist sagt.

Jeg endte med at finde en bunke batts hos Tejo lo que Hilo. Så vidt jeg kan forstå, er det et sted, der holder kurser, nok mest om at spinde. Navnet betyder så vidt jeg kan oversætte: Jeg strikker af det jeg spinder. Også de har til huse i Barcelona. 

Der var batts i flere farver, og jeg kiggede på nogle meget pink, men det blev alligevel lidt for langt fra min komfortzone. De lilla derimod, dem ville jeg gerne have med. Batts er kartede fibre, og ofte sammensat af lidt af hvert. De her indeholder en hel del merino og tyve procent andre fibre, blandt andet silke. Det taler jo fint sammen med den første fletning. 

De vejede halvtreds gram hver, så for at matche fletningen, valgte jeg to. De er ikke helt ens, men det kan jeg godt arbejde med.

Jeg vil stadig gerne have en farve mere. Jeg har ikke travlt, jeg tænker ikke det bliver spundet lige med det samme. En dag dukker der noget op, og så slå jeg til. 

Det var egentlig det. Jeg troede ikke jeg skulle have mere. Men så kom vi forbi en lille tyrkisk håndten. Jeg har en håndten. Jeg har forstået at spindere aldrig kan have for mange håndtene, men jeg kan jo kun spinde på en ad gangen...

Men en tyrkisk håndten er noget andet end en almindelig tophængt ten, som er det jeg allerede har. Den var også helt vildt fin. Og da jeg begyndte at regne, kostede den langt mindre end jeg har set tene koste, både på hjemmesider og i Danmark. 

Den fyldte. Nina synes bare jeg skulle slå til. Jeg endte med at tage en beslutning om, at nu gik vi runden færdig, var den der stadig, når vi nåede tilbage, var det tegn til at den skulle med hjem. 

Den var der stadig, da vi kom tilbage. 

Den var til salg i en bod, der bestod af et en-kvindes-firma, der handler med catalansk naturlig uld, der bliver passet på i hele processen. Garnet var fint, men slet ikke spændende, i forhold til den lille ten, der fandtes i forskellige farvekombinationer. 

Jeg tror det var hendes kæreste, der lavede de små tene. Måske bare en god ven. Han blev så glad, da nogen ville købe en af dem, at han på sit bedste og meget spanske engelske både takkede, fandt flere dele frem, så jeg kunne vælge præcis hvordan den skulle se ud, og forklarede hvilke træsorter den er lavet af. Skaftet er ikke den samme type træ som benene. 

Jeg forstod ikke nok, til at kunne fortælle hvilke type træ det var. Men et stod klart. Han var stolt af sit håndværk, træet er valgt med omhu og måden han pakkede tenen ind, inden jeg fik den, gjorde mig så glad for at jeg valgte at tage den med hjem. 

Der fulgte ikke noget kort eller navn med, så jeg ved simpelthen ikke hvad han hedder. 

Jeg tog den i brug i dag. Den spinder så fint og er så hyggelig at sidde med. Normalt står jeg op, når jeg spinder. Det vil jeg stadig helst, men den lille krydsten, er lille nok, til at jeg kan sidde. 

Det har også sin fordel. 

Badeænder

 

Det er vildt så hurtigt vi opbygger vaner. Vi gik stort set den samme vej hver gang vi bevægede os rundt i byen og skulle tilbage til vores logi. 

Lige indtil vi slog til sving til venstre i stedet for til højre. Og endte ude foran Barcelona Duck Store, og Nina kom i tanke om, at hun havde tænkt tanker om badeænder.

De havde lukket, siestaen var netop startet. Men de åbnede igen. Det er i øvrigt en mærkelig fornemmelse når alle butikker har åbent klokken otte om aftenen, og børn løber rundt og leger i gaderne. Eller sidder op ad deres forældre, og kæmper for at holde sig vågne. 

Vi gik tilbage senere. Nina fandt et par badeænder. Jeg kom i tanke om, at der vist var noget om, at Amalie samler på ænderne og sendte en bulletin af sted. Det viste sig at være Daniel, der samler på ænder. Jeg var ellers sikker på det modsatte, efter Oscar en gang viste mig dem og fortalte at Det er min mors! 

Daniel ville gerne have en badeand. Jeg mente at skylde ham en fødselsdagsgave, så det gik fint op. Adspurgt hvordan anden skulle se ud, ville han bare gerne have, den lignede noget fra det land, den kom fra...

Via facetime, endte jeg med en flamingodanser og en toreador.

Daniel var vældig tilfreds.  

Bjerge

 

Jeg har før sagt, at jeg ikke er specielt vild med at flyve. 

Men at døse hen og vågne op til et syn som det her. Det kan noget.

Jeg kiggede på bjerge temmelig længe. De små byer mellem bjergpassene, lignede mest af alt krummer, der var drysset ud over omgivelserne.

Da vi nåede Zürich, forsvandt skyfriheden. Næsten fra det ene øjeblik til det næste. 

Herfra var der skyer, til vi dykkede under et sted over Øresund. 

Med det tætte skydække over det nordlige Europa, havde vi forventet gråvejr, når vi igen stod på dansk jord. 

Det er åbenbart svært at vurdere fra oven, for da vi endelig kunne gå ud af Hovedbanegården i jagten efter mad og en bus hjem, var det godt nok overskyet, men også med kik til blå himmel mellem skyerne.

Skønne Barcalona

 

Det skønneste ved turen til Barcelona, var helt klart byen. 

Barcelona er en skøn by. Jeg nød at gå rundt, at se om hvert gadehjørne og konstant opleve noget nyt. 

Det var Michael der sagde højt, at det var en tryg følelse at gå rundt. Jeg tænker man skal passe på sine ting, men vi havde ikke følelsen af at det var det vigtigste. 

Jeg oplevede byen alene og sammen med skønne mennesker. 

Vi er enige om at det var en skøn tur, og vi måske burde gøre det igen en anden gang.

Og at Barcelona bestemt er et besøg værd. 

Også en gentagelse. 

Masker på en søndag - Uge 46

 

Ugen Kort:

• Jeg startede mandag med at mødes med studiegruppen. Der stod tidligere fremlæggelse af den opgave, vi netop har afleveret i pædagogik. Der er mødepligt til fremlæggelser, hvorfor 6. ferieuge startede tirsdag. Fremlæggelsen blev, siden jeg bestilte ferie, flyttet en uge, så vi havde tid til at gennemgå, hvad der var vigtigt at sige.
• Tirsdag var vi tidligt oppe, kørte til lufthavnen, fløj til Barcelona, og blev mødt af Nina og Michael, der var ankommet fra Aalborg en time før os, og netop var nået fra Terminal 2 til Terminal 1.
• Ugen er brugt i Barcelona. Det er en smuk by og vi kunne sagtens have brugt mere tid. 
• Tapas koster ikke meget i Barcelona. Og kan sagtens spises flere dage i træk.
• Vi gik de mange, mange trin ned fra et tårn i la Sagrada Familia. Mens de andre fik ondt i lægmusklerne, slap jeg. Det betyder altså noget at bo på tredje sal, uden elevator, og arbejde på en skole, hvor turen mellem kælder og anden sal tilbagelægges flere gange hver dag - her også uden elevator. En fredet skole har ikke plads til sådan en.
• Mens resten af familien tog mod Dali i Figueras, havde jeg en hel dag alene i byen. Det var skønt. 
• Barcalona Knits Festival var en oplevelse. Jeg brugte lidt flere penge end forventet. 
• Vi fløj hjem i går, og gik omkuld hen ad eftermiddagen. 
• Det har været en skøn uge. 

Læse:

Cubakrisen fylder de fleste af siderne i tredje del af trilogien. Jeg ved godt der var en krise, men jeg har helt ærligt aldrig sat mig ind i den. Lige nu truer tredje verdenskrig, som jeg ved ikke kommer. Men hvordan ender det så?

På begge sider af Atlanten er en af de unge hovedpersoner ansat som assistent for en fremtrædende politiker. I Rusland er Dimka Khrusjtjovs personlige assistent, men George, en af de få sorte ansatte i det Hvide Hus, en af flere assistenter hos Bobby Kennedy, og omgåes derfor ofte Præsidenten. 

Fra Cuba er et amerikansk spionfly skudt ned. Fra Rusland har Khrusjtjov sendt et forsøg på en tilbagetrækning af de atomvåben, han har opstillet på Cuba og i USA er Kennedy ved at omgå de krigsliderlige folk fra Pentagon og har sendt en tilbagemelding, begge store mænd kan fortælle deres befolkninger er en sejr for dem. 

Er det det? Ender krisen nu? Eller skal der mere til, inden historien går videre?

Strikke:

Det er ved at være tid til den årlige nissehue til Oscar. Jeg tænkte det kunne være et godt projekt at have ned i tasken på en ferie. Jeg besluttede mig for Mood Nissehue fra Spetakelstrik, købte garn, slog op og havde den med. 

Jeg strikkede gennem hele ugen, inden jeg i går i lufthavnen i Barcelona, erkendte at den var for lille. 

Michael hjalp gerne med at vinde garnet op om nøglerne, og som det kan ses, er der endnu meget garn at strikke, inden jeg er tilbage til der hvor jeg var. 

Jeg var nået så langt, at jeg havde droppet den lille pind, strikket alle maskerne over på en længere og startet på magic loop. Den lille pind havde jeg pakket i kufferten.

Altså slog jeg op på den lange pind, strikkede kanten og nåede netop at strikke kanten sammen, en maske ad gangen, inden vi landede i København.

Jeg tænker den skal med mig, de næste par uger. Den sal gerne være klar, inden vi d. 7. december mødes til familiehygge og pakkeleg. 

Barcelona Knits Festival

 

Målet for turen var strikkefestivallen. Barcelona er en fantastisk by, og jeg er glad for at vi udvidede turen, så det ikke kun handlede om garn. Det ville have gjort turen lidt mindre spændende. 

Allerede fredag var vi ude i en lille garnbutik i den anden ende af byen og hente vores armbånd, så vi nemt kunne komme ind. Jeg er ikke sikker på, at det gjorde den store forskel, for der var masser af muligheder undervejs i festivallen, til at ombytte billetten til armbånd. Men det var rart at have det gjort. 

Vi måtte ikke få armbåndene med hjem og selv tage dem på, men de blev sat så løst, at vi nemt kunne tage dem af, gemme dem til dagen efter og slippe for følelsen om håndledet, som i min optik er fin at undvære. 

Vi havde købt billet til lørdag og besluttede at have god tid. Vi tog først hjemmefra klokken ti - samtidig med at dørene blev slået op. 

Barcelona Knits Festival bliver holdt i World Trade Center i Barcelona. Et stort kompleks ved havnen, eller i havnen. Jeg tror grunden under bygningen er en udvidelse af byen ud i havnen. Vi kunne snildt have gået, det tog tyve minutter, fra vi gik hjemmefra til vi stod foran bygningen. Ifølge Google både hvis vi gik og hvis vi tog en bus. Vi tog en bus. 

Mens vi gik ud mod centret i havnen, nåede vi at blive en smule i tvivl, om vi var på rette vej, Der var ingen skiltning der tyede på massevis af garn og garnglade damer. Tættere på fandt vi dem. De var der -alle de glade damer. Faktisk var jeg imponeret over mængden af glæde. Ingen sure miner, trods tæthed, tasker der kom i vejen eller den meget lidt plads, boderne imellem. Bare glæde og undskyldninger, der blev mødt med smil.

Barcelona Knits Festival er stort, og så alligevel. Der var så mange besøgende, at der var kø ind i de to haller, der rummede de mange boder. Der var ikke den store plads boderne imellem, og det var svært at komme rundt, uden at gå ind i hinanden. 

Måske jeg har misforstået det, måske skal det være trangt. Jeg kunne godt have ønsket lidt mere plads, lidt større mulighed for at komme til og lidt mere plads til alle de mange strikkedamer, og -mænd, der mødte op. 

Og hold op som de mødte op. Vi hørte engelsk, fransk, svensk, amerikansk, sprog jeg er usikker på hvad var og masser af spansk. 

Vi havde ikke meldt os til workshops. Jeg kiggede dem igennem, men synes ikke der var nogen, jeg ikke kunne undvære. Der var adgang til en del foredrag, som vi kunne have gået til, men igen var der ikke noget, der tiltalte os. 

Jeg havde nok haft en forventning om at der ville være hyggelige steder at sætte sig og strikke. Det var der også, der var bare ikke rigtig plads, og de var ikke helt så hyggelige som forventet. Til gengæld var der fine spisemuligheder, og selvom det var tydeligt at vi gerne måtte blive færdige og gå igen, så andre kunne komme til, fik vi lov at sidde, så længe vi havde brug for. 

Vi kom efter oplevelsen, for at se det, og måske også tage noget med hjem. Det kan vi alt sammen krydse af. Det var en fin oplevelse, det var et kæmpe arrangement og glæden var fantastisk. 

Når det er sagt, så har jeg oplevet det nu, jeg har ikke behov for at tage ud til store strikkefestivaller rundt om i verden igen. Jeg synes ikke jeg så noget, der var bedre, større, smukkere eller andet end derhjemme. 

Der var masser af håndfarvet garn, men et eller andet sted synes jeg ikke der var noget nyt i forhold til de mindre danske festivaller. Jeg er stadig fortaler for Fiberfolk, som nok er mindre, men hvor jeg synes jeg ville kunne finde det samme. Hjemme er der også dybe farver, pastelfarver, meget speklet, mindre speklet, ensfarvet og mangefarvet. Jeg oplevede ikke en ny dyb tallerken. Jeg oplevede ikke noget, jeg ikke kunne have fået hjemme. 

Jeg havde en forventning om spindefibre. Jeg forestillede mig at det ville der være meget af, og det var det jeg gerne ville have med hjem. Jeg har en drøm om at spinde mønsterfarven til en Pressed flowers cardigan. Der var spindefibre, men jeg skulle lede efter dem, og udvalget var ikke fantastisk. Det kom nok lidt bag på mig.

Jeg er ikke ked af at jeg tog af sted og jeg kunne sikkert godt finde på at gøre det igen - om lang tid. Samtidig har jeg en følelse af, at nu har jeg været der. Som i været ude til et stort arrangement ude i verden.

Jeg står nok tilbage med følelsen af at: Ude godt, men hjemme bedst.

Til gengæld opstod et andet ønske. Vi talte nemlig med en dame, der arrangerer strikketure til Shetlandsøerne. Det kunne være spændende. Med den fart vi har på, kommer der nok til at gå en del år, før vi reelt begynder at planlæge sådan en tur. 

Jeg skal lige have pakket ordentligt ud og fundet en dag med dagslys, så skal jeg nok vise hvad der kom med hjem.

Antoni Gaudi

 

Kan man tage til Barcelona, uden at tænke Gaudi? Jeg kan ikke.

Fra kirken fandt vi kaffe og noget at spise, før turen gik videre mod Park Güell. Parken, der er fyldt med værker af Gaudi, og som jeg husker vild og fantastisk. 

Vi kom bagfra mod parken. Oppefra og med udsigt over byen og kirken med sine kraner. Nina sagde godt nok noget om at det kostede penge at komme ind. Inde i mit hoved gav det ingen mening, En offentlig park koster vel ikke penge at betræde, og jeg erindrer intet om at betale entre, sidst jeg besøgte parken (for fem og tredive år siden)

Det koster. Tretten Euro. Og der var udsolgt. Stod der på skilte. 

Det med udsolgt var ikke så vigtigt, vi blev gerrige. I stedet tog vi på tur for at finde et par af Gaudi's bygninger i byen. Det koster nemlig ikke noget at kigge udefra. 

Der er tre bygninger i byen. Der er også nogle gadelygter og noget andet vi ikke ledte efter. De to af husene ligger begge på Passeig de Gràcia, der også er udstyret med nogle vildt flotte gadelygter, som muligvis ikke har noget med Gaudi at gøre. Casa Milà og Casa Batlló. Det sidste hus - Casa Vincens lå længere væk, og så umiddelbart ikke vildt spændende ud. 

Det tre huse er museumshuse. Jeg aner ikke om der bor nogen i dem. Men det er muligt at købe en billet, der giver adgang til alle tre huse. Jeg vil hellere at husene bliver beboet, som det vel var Gaudi's plan, end at de henstår udelukkende som en turistattraktion. 

Sådan er der så meget. 

Vi startede med Casa Batlló, som med sin mosaikfacade, de organiske former, der er kendetegnende for Gaudi og hele stilen, var den af bygningerne vi var mest vilde med. 

Lidt længere henne ad gaden findes Casa Milà. Det er også flot, men på en meget mere afdæmpet måde. Det gjorde ikke lige så meget ved os. Og alligevel står det i skærende kontrast til så mange andre af de bygninger, der findes rundt om. 

Vi var ved at være trætte, ville egentlig bare hjem og skulle også finde noget at spise. 

I dag da vi tog ud for at bytte morgendagens billetter til garnnøglefestivallen til armbånd, gik vi forkert. Det var min skyld, jeg så forkert på kortet. Og pludselig stod vi foran et hus, hvor en hel del mennesker stod med selfiestænger og fotograferede sig selv.

Hvorfor? nåede vi at tænke, før det gik op for os, at huset var det sidste i rækken - Casa Vincens. Vi var enige om at de to andre var langt mere spændende. Casa Vincens har ikke samme organiske følelse, eller samme fantastiske brug af farver. 

Det er sådan nærmere lidt firkantet, skarptskårent, og stadig helt sit eget. Vi blev enige om at være glade for være gået forkert, for nu har vi set det.