søndag den 16. december 2018

Advent #3


Denne tredie søndag i advent pakkede både min mor og min søster en praktikalitet ud.





En enkelt karklud til dem hver. Jeg gad godt, der havde været en mindre stak til dem hver, men det skal jeg så huske næste år, og gå i gang før. Lang tid før.

Karkludene er begge strikket af økotexcertificeret bomuld fra Garnudsalg. Oline kommer i så mange farver, at jeg kunne lave et fint forløb fra lys til mørk i de valgte farver.





Jeg lagde garnet dobbelt, strikkede først med to tråde af den lyseste, skiftede den ene ud med næste tone, og skiftede igen til den samme næste tone, inden jeg endte med den mørkeste farve og lukkede af.

Jeg synes det blev fint, og havde jeg ikke haft alle mulige - og umulige - projekter liggende på sidelinien, var jeg fortsat med andre farver.





Nu blev det til to.

Og et ønske om at fortsætte en anden gang.





onsdag den 12. december 2018

Onsdagsmasker


Det er onsdag igen. Halvdelen af arbejdsugen er forbi. Dagen har været lang, fyldt med sjov og alvor. Det er vist sådan en onsdag skal være.

Dagen startede med først et møde, bagefter et andet, der blev afsluttet lidt tidligere, så vi kunne lege pakkeleg blandt pædagogerne. Jeg fik tømt ovnen for færdigglaseret ler og taget billeder til dagens indlæg. Jeg nåede at tabe en enkelt af de små glatte pinde gennem revnerne i terrassen, som jeg brugte som baggrund.

Heldigvis kan man komme ind under terrassen, via en dør med en hængelås, i den ene ende. Det viste sig at nogen børn har haft en fest, og før jeg kunne få nøglen i låsen, måtte jeg ud i en større operation med en spidstang, og endte med at være pænt imponeret over hvor stort et stykke plastik, der kan stoppes i et nøglehul til en helt almindelig Ruko-systemnøgle.

Det lykkedes, jeg fandt strikkepinden. Jeg havde forestillet mig et noget mere spindelsvævsfyldt hulrum under plankegulvet, end jeg fandt. Til gengæld er det vildt så mange blade, der kan flyve ind under sådan en - lukketheden til trods.

Senere kom der børn. Børn der skulle lave julegaver, børn, der skulle hjælpes, børn der havde spørgsmål og børn der rigtig gode til at vente, når jeg står alene voksen og skal hele vejen rundt. For år tilbage lavede vi en liste, de kunne skrive sig på. Det er slet ikke nødvendigt i år. De venter bare, laver noget andet eller hygger med vennerne. Det er skønt.

Jeg endte hos Oscar, der er en pylret baby i dag. Sådan er det nogen dage, og jeg efterlod ham hos sin mor, inden jeg kørte i Centret efter alle mulige mærkelige ting, jeg har samlet sammen til over flere dage.















Læse:

Mærket for livet bliver mere spændende, som siderne vendes. Der er et hav af spørgsmål, der næsten overflødiggør selve historien. Underhistorierne og sidehistorierne bliver mere spændende, og selve historien er bare med, for at binde resten sammen.

Jeg forestiller mig at den oprindelige historie får mere bid, efterhånden som nogen af de mange spørgsmål får ben at gå på, og vender glad side efter side, mens jeg bliver mere og mere nysgerrig på det persongalleri, der befolker bogen.


Strikke:

Jeg strikker med på Garnvärks julekalendervanter. Jeg er ikke overbevist om at det er en god ide, for samtidig er jeg i gang med noget der føles som syvogtyve småprojekter, jeg optimistisk nok, tænker kan blive færdige inden jul.

Vanterne tager tid og weekenden med Oscar slog mig noget tilbage. Nu er jeg med igen, mangler halvdelen af dagens låge og glæder mig over at vide, at morgendagen er en hviledag, og derfor kan give noget mere tid til de der syvogtyve småprojekter.

Jeg er langsom til mønsterstrik. Det er langt fra jævnt og håber på at vand vil gøre forskellen. Selv på små pinde strikker jeg løst, og den første vante er meget længere end mine hænder. Igen håber jeg at det der vand kan gøre en forskel.

Jeg strikker af det solfarvede garn fra sidste sommer. Bundfarven er farvet med rødkål, mens mønsterfarven skifter fra rødløgsskaller over ellekogler til valnød. Det er et fint farveskift synes jeg.





tirsdag den 11. december 2018

Babylykke

Vi havde besøg i weekenden. Besøg af Oscar.

Han er en usædvanlig nem baby. Ikke meget vrøvl med ham. Jo, jo han bliver ked og gør opmærksom, når han ikke er tilfreds, og han kan også have tidspunkter, hvor ingenting er godt nok. Men han kan også have en fest, pludre længe og savler så alt bliver gennemblødt i løbet af nul komma fem.

Han er en smule reserveret. Ikke alle bliver belønnet med smil. Men når først han beslutter sig, er smilene stor og røverhistorierne lange.

Han sover godt. Om natten. Knap så længe i dagtimerne. Så det gjaldt om at udnytte de hele eller halve timer, når han besluttede sig for en lur.

Til gengæld sover han om natten. Natten mellem lørdag og søndag sov han næsten otte timer i streg. Så længe at jeg vågnede og tænkte om ikke snart han skulle have mad. Det skulle han ikke, og så sov jeg videre, til langt han ad morgenen og en pludrende baby.

Tøserne kom hjem søndag, overtog barnepasningen, mens jeg løb i kælderen og vaskede alt det brugte, så hjemkomsten ikke blev overskygget af alt for meget vasketøj. De synes det var skønt med en baby.

Selv Anders måtte overgive sig, og selvom han for evigt vil nægte, er han afsindig hyggelig med en baby.

I går kom han igen. Mandag er svømning og Oscartid hos os.

Vi glæder os allerede til næste mandag.




søndag den 9. december 2018

Advent #2


Den anden søndags gaver er et projekt, som Louise har skudt i gang i Hobby.





En hel del af hobbybørnene har lavet nisser af beton. Det ser så let ud, at jeg ikke kunne få det til at lykkes, da jeg prøvede selv herhjemme. Faktisk måtte jeg gennem flere forsøg, inden det lykkedes mig at frembring to nisser, jeg havde lyst til at give videre.

Projektet er ikke Louises eget påfund. Hun har fundet det på nettet, sammen med alskens andre ideer i beton. Vi har leget en del med beton, og mens jeg har mine spidskompetencer er Louise så afgjort den, der har mest styr på beton.

Til påske skal vi lave kyllinger, men inden da var det altså nisser og skåle og lysestager og alt muligt andet.





Jeg brugte støbebeton, hudfarvede knæstrømper af nylon og de bittesmå elastikker, der ligner dem, der bruges på tandlægens tilretningsudstyr, men nu også bruges som afslutning i små fletninger eller andet i den stil.

Mine første forsøg blev alt for slatne. Betonen alt for løs. Jeg endte med en meget bastant betonmasse og fyldte strømperne med det. Jeg ville gerne have at strømperne - der stadig sidder om betonen, når den er størknet - ikke kan ses, så jeg hældte mere vand i det tiloversblevne beton, lavede en tyndtflydende grød, og smurte det ud over det udvendige af nissen.

Det synes jeg virkede for mig.

Det giver selvfølgelig ikke den glatte overflade jeg kan se andre laver.





På Hobby har børnene malet nisserne. Jeg kan bedst lide dem rå.

Jeg har ikke set videoen før nu - og kan se jeg har gjort nogen ting anderledes. Jeg formede, slog en knude øverst, klippede det overskydende strømpe af og brugte det som kant på huen, inden jeg bandt toppen op, så den havde noget at støtte sig til, mens den størknede.

Elastikken om næsen, har jeg ladet sidde.





torsdag den 6. december 2018

Count Your Blessings


Egentlig er jeg i gang med et par strømper. Til Anders. Men så var det jeg faldt over en mystisk opskrift på et par strømper. Og jeg kan åbenbart ikke rigtigt lade dem være.





Jeg tjekkede designerens tidligere opskrifter, der byder på en del strømper og gav anledning til at tro på finhed og udfordring. Finhed og udfordring er lige mig, så jeg hoppede på, fandt garnet fra den Stockholmske garnbutik og gik i gang.

Jeg ved ikke hvorfor, men jeg synes bare det går hurtigere at strikke et par strømper, når opskriften bliver delt i flere dele. Det giver ingen mening, for et par strømper efter en opskrift i en del, kunne principielt deles i flere dele og strikkes over lige så lang tid. det virker bare ikke...

Så strømperne til Anders er muligvis blevet en smule længere i den tid der er gået. Men ikke en længere længde, der tyder på færdige strømper. I øvrigt må de vente lidt endnu, for julestrikken banker på døren, og selvom jeg kun planlægger småting, giver det ikke meget plads til strømpestrik.

Altså er jeg blevet et par strømper rigere, mens Anders stadig kan kigge langt efter sine i strikkeskålen i hjørnet med projekter.









Design: Count Your Blessings II af Heidi Nick.


Garn: Fingerborg håndfarvet Sockgarn - 80% Corridale Wool, 20% Nylon.

De færdige strømper vejer 75 gram.


Pinde: 2½ mm.

Jeg plejer at strikke på de firkantede Knit Picks, denne gang hoppede jeg på de røde runde Zing fra samme sted. Om jeg er blevet bedre til det med små pinde, eller aluminium er lettere at håndtere end træ, ved jeg ikke. Men de virkede fint.


Størrelse: Jeg startede med small og tog ind ned over benet, så jeg endte med ekstra small.







Bemærkninger: Jeg kan rigtig godt lidt at mønstret på for og bagbenet ikke er det samme. Jeg kan også godt lide at elementer fra den ene side, gentages på den anden.

Da jeg kiggede designerens andre opskrifter kunne jeg se, at hun laver en anderledes hæl, end jeg før har mødt. Jeg er ikke sikker på jeg er tilhænger af den nye hæl, den sidder som sådan fint og ser også fin ud, jeg synes bare den er lidt for lang, og når lidt for langt op ad benet. Det kan muligvis hænge sammen med min strikkefasthed, som aldrig bliver helt som den burde på så små pinde.

Jeg strikkede det korte mønster på foden som burde ende med en mønstret tå. Jeg valgte dog at strikke tåen glat - det virker bedst for mig. Jeg tog også ind til jeg havde cirka 8 masker tilbage i stedet for at sy tåen sammen. Igen fordi det virker bedst for mig.


Har du lyst til at se flere billeder af strømperne, kan de ses lige her på Ravery.





onsdag den 5. december 2018

Onsdagsmasker


De sidste dage har været fulde af møder. I går var der konference om arbejdsmiljø, i dag var der arbejdsmiljøgruppemøde, personalemøde og møde ude i byen.

I går kørte jeg i LOOP efter en lang dag i den samme stol, med strikketøj og tre foredrag, der for hver ny deltager blev bedre og bedre. I dag kørte jeg i LOOP på vej hjem, fordi de endelig har genoptaget fællestræningen og jeg endelig kunne være med.

Jeg har en fornemmelse af at kunne mærke det i morgen.

I morgen er der ingen møder. Det er faktisk helt fint.

Til gengæld er der masser af børn.

Og det er rigtig fint.













Læse:

Jeg er faktisk nået længere i Mærket for livet end jeg troede. Sikkert fordi jeg ikke er rigtig imponeret. Det er ikke stor fortællekunst, jeg er ikke fanget og selvom historien som sådan fungerer, mangler jeg noget. Jeg kan bare ikke sætte fingeren på hvad.

Det er Emelie Schepps debutroman, og som sådan er der absolut grund til at tro, at hun i efterfølgerne får mere skarphed og en mere fangende fortællestil.

Jeg håber det, for hendes bøger har vistnok fået en ret god kritik.


Strikke:

Jeg har gang i flere ting.

Den lille trøje jeg slog op til i sidste uge nåede næsten til ærmegabet, inden jeg kapitulerede, trævlede op og startede forfra. For mange snoninger betød, at der ikke ville være garn nok til at hele kroppen fik samme farve. Det havde jeg ellers besluttet der skulle være.

Ærmerne bliver lyse - og altså også kanterne, for så er der vist garn nok. Og snoningerne er reduceret en smule.

Jeg lod den blive hjemme i morges og slog op til endnu en babytrøje. Jeg kunne ikke lige overskue at have den med som mødestrik uden reelt at have overvejet hvordan indtagninger ved ærmegab og hals skal regnes ud - jeg strikker efter gehør, og det duer ikke til møder.

Efter jeg tabte den ene af de fine - og varme - vanter jeg strikkede tidligere på året, har jeg tænkt at jeg skulle strikke et par nye.

Da Garnvärk igangsatte en julekalender, der betyder et sæt strikkede vanter, var jeg ikke sen til at hoppe på. En lille del hver dag fra 1. til 22. december. I dag var en nem dag, blot to omgange  på begge vanter.

Jeg nåede det i morges og venter spændt på i morgen.





mandag den 3. december 2018

Farmordage


Jeg synes Amalie er vildt sej. Uanset om hun gennemfører eller ej, er jeg imponeret.

Hun har planer om at gennemføre en halv ironman. Daniel er med, ønsker sig i øvrigt en babyjogger, og de vil gøre det sammen.





De har fået adgang til motionscentret ved svømmehallen og Amalie er startet med at træne hver anden dag. Daniel passer babyen imens. Hvornår han skal træne er ikke besluttet endnu.

God ide, vil de fleste tænke og her er jeg helt med. Men så er det sejheden slår ind. For en ironman kræver ikke kun løb og cykling - hvilket hun har helt styr på. Løb er velkendt og hun har før trænet op til at cykle fra København til Skagen. Men hun skal også svømme.

Amalie kan godt svømme - eller som hun siger; Jeg kan holde mig oven vande, jeg flytter mig bare ikke...





Her kommer jeg ind i billedet. For Daniel har lovet at hjælpe hende med at lære at bevæge sig i vand, og jeg har lovet at passe babyen imens.

Planen er mandag aften. Vi startede i dag. De unge svømmede - seje Amalie trænede lige først, og Daniel afleverede Oscar her. Da tiden i vandet var slut, kom de tilbage, fik aftensmad og en masse snak, inden de pakkede baby og sig selv og gik hjemad.

Det kan godt gå hen og blive hyggelige mandage.

Også selvom de to timer, med god hjælp fra Emilie, var hårdere end jeg forventede.









Men åbenbart ikke hårdere end jeg er kommet til at love at passe ham hele weekenden.

Jeg er bange for, at jeg bliver klogere...





Texture Time


Den mørke tid, giver ikke kun anledning til hulebygning, stearinlys og hygge. Den giver også problematikker i forhold til at tage billeder af færdige projekter i nogenlunde dagslys.





Specielt hvis man har brug for hjælp, og skal have flere involveret i billedetagningen.

Jeg har derfor samlet en smule sammen, og på turen til min mor i lørdags, stoppede vi op ved Centret og brugte området ude foran hovedindgangen som baggrund for photoshoot af først den ene og derefter den anden.

Stephen West sjalet, som endelig blev færdigt, endte om halsen på Emilie. Og mens jeg stadig er lidt lunken i forhold til at holde af det, synes Emilie det er så fint, at hun har brugt det flere gange. Jeg tror stadig vi er der, hvor hun dag efter dag spørger om lov til at låne, men tænker der ikke går længe, inden det bliver en fast bestanddel af hendes egen garderobe.

Det er vel egentlig helt okey.

Men det siger jeg ikke højt.

Endnu.









Design: Texture Time af Stephen West.


Garn: Palette fra Knit Picks i så vidt muligt (se på en skærm og sammenlign små farvede firkanter...) changerende farver. Farverne hedder fra lys til mørk: Tranquil, Marina, Seafaring og Shoal. Jeg tilsatte et fed multifarvet Alegría fra Manos del Uruguay - farven hedder Orquidea.

Det færdige sjal vejer 326 gram - de 300 gram er Palette. Fordelingen skulle have været mere ligelig, men det brød jeg mig ikke om.


Pinde: 3,75 mm. Rundpind.


Størrelse: Det færdige sjal blev ret stort. Et par meter i vingefang, men knap så højt. Jeg har glemt at måle det, og Emilie har det på i skole... såh..







Bemærkninger: Jeg lavede en del om. Og fulgte også opskriften temmelig slavisk.

Første clue (midterfeltet) strikkede jeg helt efter forskrifterne. Senere blev jeg lidt ked af den turkise, som jeg synes stak for meget af mod de andre, så jeg gjorde hvad jeg kunne, for at nedtone lige præcis den farve i de senere dele.

Andet clue (bølgerne) skulle have været domineret af den multifarvede, som jeg havde haft en ide om kun skulle give et pift hist og her. Jeg startede med at lade den dominere, men det kunne jeg slet ikke have, og endte med at lave det om.

Det er svært at se på billederne, men linierne mellem bølgerne er lettiske fletninger. En teknik, der tager afsindig lang tid, men faktisk er rigtig fin. jeg har strikket lettiske fletninger før, men aldrig oplevet at teknikken bare sidder - det gør den nu. Jeg lod den multifarvede være en del af fletningerne, og her virkede den fint.

Tredie clue (det lange stykke, med smalle bølger) skulle have været strikket af de to farver, der ikke var brugt i andet clue. Jeg fik en følelse af rodebutik, samtidig ville jeg ikke have den turkise til at dominere og endte med at lade de to farver fra andet clue gå igen i det tredie.

For ikke helt at glemme den turkise fra midterfeltet og for at have garn nok, lod jeg en flok turkise striber bemande den ene vinge. Det var godt tænkt, for jeg endte med at have noget nær en halv meter tilbage af den helt lyse - som den turkise blev stand-in for.





Fjerde clue (enderne) skulle have endt lige overskåret. Jeg er ikke fan af lange lige sjaler. Jeg kan bedst lide spidser, og for at få spidser tog jeg stille og roligt en enkelt maske ind på underkanten på hver anden pind. Jeg var lidt usikker på hvordan det ville virke i forhold til mønstret og de mange udtag ved hullerne undervejs. Jeg synes virkningen er blevet rigtig god, med den bølgede spids, der snakker godt sammen med bølgerne alle andre steder i sjalet.

For at så lidt mere af den multifarvede indførte jeg to pinde vævestrik en gang pr mønstergentagelse. Den detalje kan jeg godt lide.Som perler på en snor strikkede jeg en ret og tog næste maske af med garnet på vrangsiden af arbejdet. Vrangpinden magen til.

Jeg droppede den ekstra valgfri kant, der kunne give et lidt større sjal. Jeg synes det blev for meget.


Har du lyst til at se flere billeder af sjalet, kan den ses lige her på Ravery.





søndag den 2. december 2018

Advent #1


Sidste år lavede jeg lidt spontant en adventskalender til min mor og til min søster. Det var så hyggeligt, at jeg besluttede at gøre det igen.





I år har jeg lavet alle gaverne selv. Det er ikke store ting, noget af det mest for sjov, og noget af det brugbart ud over julen.

Sidste år lavede jeg engle af pap, ikke mange og kun en enkelt efter lidt ideudvikling, som jeg blev rigtig glad for. Den ene blev forlæg for flere, som ungerne lavede på Hobby som de sidste julegaver, og senere blev den til flere, der flyttede hjem til min mor.

I år er det blevet til mange flere.







Ideen blev fundet frem igen, da julefest og juletræ stod for døren i Klubben. Med overskriften genbrugsjul, blev vi enige om engle af pap og guirlander af dameblade. I sidste øjeblik blev en flok grene, fra netop fældede træer, omdannet til en stjerne. Der var ikke et øje tørt.

De mange engle fik en ny ide i gang, og inden der var gået længe, havde jeg lavet en prototype, som hænger på min egen dør. Prototypen blev hurtigt videreudviklet, med blade og engle, der næsten svæver (på stykker af pap, der giver luft og mindre fladhed). Igen blev der plads til udvikling, for alle englene på min mors krans svæver lige højt, mens englene på kransen til min søster svæver i flere niveauer.

Den hjemlige papcontainer lagde ryg til materialerne, lageret af poscatusser blev udviddet med sæt med glimmer, knappekassen med knapper jeg alligevel aldrig rigtig har lyst til at bruge har været velbesøgt og på bagsiden har bånd fra kassen med bånd givet anledning til et lille ophæng.







Og efter at have samlet den første måtte jeg erkende, at en ny limpistol var tiltrængt. Den gamle var gammel, og kunne ikke mere. Så er det i orden  med en ny.

Både min mor og min søster pakkede en krans af engle ud i dag. En tredie fandt vej til Sille, som jeg har brugt dagen sammen med. Den endte hurtigt på hoveddøren.

Sille synes den var rigtig fin - selvfølgelig med lyserød som dekoration på englene - og mente de papfarvede engle ligner peberkager.

Det er vel ikke det værste at ligne i en juletid.