Tivoli i julestemning

 

Det er nogle måneder siden jeg fik det Tivolikort Berit havde liggende, og ikke havde aktiveret. Oscar og jeg var i Tivoli tilbage omkring Halloween og så dengang den pyntede have. Skulle vi også nå julehaven, var det ved at være tid, og i lørdags tog vi derfor bussen ind til Hovedbanen og Tivoli. 

Der er fint derinde. Jeg har en oplevelse af, at årtidsdekorationerne - både efterår og jul - er blevet større siden dengang mine børn var små, vi boede tættere på byen og jeg havde Tivolikort i pungen. Det er fint, lidt overvældende og der var mange, mange mennesker. 

Oscar lagde stærkt ud og mente vi skulle i Rutsjebanen. Vistnok mest fordi, jeg sidste gang fortalte at det er min yndlingsforlystelse. Sidste gang var han ikke så vild med den, men det kunne jo være han bedre kunne lide den nu - så vi gik i Rutsjebanen. Og han synes den var meget sjovere end sidst. Fortalte han flere gange. Men han er stadig ikke så vild med de der bakker. 

Derefter mente han at vi også skulle i Mælkevejen, den anden rutsjebane med en rumraket forrest. Tidligere var det et tog. Men vi skulle lige vente lidt. Jeg var ikke sikker på om det var en god ide, men han holdt fast, og inden vi tog hjem ventede vi i kø og fik turen rundt tre gange. Her måtte han erkende, at den var ikke så sjov, som han troede. Den kørte hurtigere end han havde set nedefra - det havde jeg prøvet at fortælle, og han kunne ikke så godt lide at køre gennem tunellen mod platformen. 

Inden da var vi forbi Radiobilerne, som har fået restriktioner siden sidst, så han var for lille, en tur i Den Gyldne Kuffert - det var hyggeligt og ude at sejle. Han havde aldrig styret en båd før, og trods en del snurren rundt, var han rigtig god til at styre udenom andre - bortset fra dem vi sejlede ind i, og som mente det var det man skulle. Jeg er ikke sikker på bådede er radiobiler...

Solen skinnede, vi havde solbrillerne på og da vi blev sultne vendte jeg snuden mod grillbaren, hvor Klubben plejede at mødes i jagten på pomfritter og et sted indendørs at sidde. Undervejs kom vi forbi Rasmus Klump legepladsen. Det var et hit. Mens han mosede rundt, håbede jeg at han dukkede op igen. Mellem de mange børn og forældre, fandt han mig igen og igen. 

Efter maden gik det op for mig at man på julemarkedet kan købe risengrød. Det sagde jeg ikke højt, og i stedet gik vi tilbage mod bagenden af haven og var en tur i Stjernetårnet - en ny, mindre og mindre vild udgave af Det Gyldne Tårn. Heldigvis var han for lille til det store tårn, for han kan absolut bedre lide drop-towers end rutsjebaner, forklarede han. Jeg har ingen lyst til at skulle op i Det Gyldne Tårn, så det var fint at han ikke måtte komme derop. Han begyndte at snakke om Det Flyvende Tæppe, men der var han også for lille. 

Så var det vi gik mod Mælkevejen, og Oscar mente at han skulle have churros og så var han klar til at tage hjem. Lige inden udgangen kom vi forbi Skærsilden - legepladsen under den gamle rutsjebane, som jeg var vild med som barn. Jeg mente vi skulle ind, Oscar så en legeplads, smed jakke og hue, ville egentlig også have støvlerne af, men beholdt dem på, og så forsvandt han.

Der stod jeg, med overtøj i armene, og kiggede efter et sted at sidde. Der er éen bænk i hele legeområdet. Der sad en dame, men der var også plads til mig, så mens jeg både kiggede efter barnet og holdt øje med om bænken blev ved at have ledige pladser dukkede han op igen, jeg udpegede bænken og endte med at sidde der det meste af en time, mens barnet løb rundt i fuld fart.

Jeg fandt strikketøjet frem, konstaterede at der koldt i det uopvarmede rum, Oscar var forbi flere gange og måtte lige have støvlerne af en enkelt gang, for de stoppede ham altså på vej ned ad en høj rutsjebane. Han kom hurtigt tilbage og fik dem på igen. Han kom løbende forbi, konstaterede at det var sjovt, men han ikke så godt kunne lide at lyset skiftede farve. Det måtte jeg give ham ret i. farveskiftende stroboskoblys er ikke fantastisk. 

Til sidst pakkede jeg mig sammen, indfangede barnet og vi begav os hjemad. Jeg tror det var lyset, men jeg var helt færdig, da vi kunne sætte os i bussen. Det var Oscar vist også. I hvert fald var det tæt på at jeg ikke fik ham med af igen. Han ville ikke rejse sig, da vi skulle af, og havde vi ikke siddet helt oppe ved chaufføren, så han kunne høre vores samtale om hvor vi var og hvorfor vi skulle af nu, var vi sikkert endt med at skulle gå et stop tilbage. 

Først ude på gaden, kunne jeg pege hjemad, og han fik vendt op og ned på sit Verdensbillede og synes alligevel at det havde været en god ide at stå af.

Det var en skøn dag. 

 

Tøsetur

 

Det er længe siden vi planlagde, og længe vi har glædet os. En weekend med tøserne er altid godt.

Men hvor skulle vi hen? Berit fandt et sommerhus i Nordsjælland, og inden jeg så mig om havde jeg lejet det. Et skønt hus med charme, stemning og plads til os alle sammen. Det har været en fantastisk weekend. 

Berit og jeg mødtes allerede torsdag og købte ind til morgenmaden. Frokost skulle vi nok finde og aftensmaden havde Anja med til fredag - og nok til lørdag. Anjas have bugner stadig og hun formåede at tilberede til måltid, stort set alene med ingredienser fra egen avl. Det var godt. 

Da fredagen var slut, holdt Berit og ventede uden foran skolen, med min kuffert i bagagerummet. Kursen blev sat mod Hornsherred og Rørvig, hvor vi i den grad var klar til tøsehygge. Vi nåede først frem, senere dukkede Lotte, Louise og Anja op. Vi gik en tur til standen og nød solnedgangen inden aftensmaden. 

Jeg spurgte og Louise sagde ja. Lørdag morgen kørte vi til Rørvig havn, fandt Helårsbadernes stamsted og hoppede i havnen. Trappen var glat, vejret var vådt og blæsende og vandet var koldt. Alligevel var det en god oplevelse. kan jeg mon blive ved? 

Vi var ellers ved at give op. Først var planen stranden, men der var fyldt med brandmænd. Da vi sad i bilen og kiggede ud på vildskaben, regnen, blæsten og de høje bølger, nåede vi at tale for og imod. Men Helårsbadernes lille ponton ligger inde i havnen, og selvom den ikke var for os, var der mulighed for at stige ned i vandet og komme op igen lige ved siden af. Vandet var næsten helt stille og Louise synes jeg var ret sej af en nybegynder at være - hun bader i sit isbad året rundt.

Efter morgenmaden kørte Lotte hjem til en dobbeltfødselsdag og vi andre tog på oplevelse. Vi startede i Havnsø, hvor Berit gerne ville kigge indenfor i Havneskuret. Jeg kom derfra med en ny kurv.  

Derfra kørte vi tilbage mod Nykøbing Sj og Det Vilde Spinderi. Det var spændende at se alle de fine gamle maskiner i aktion. Igen kunne jeg ikke gå uden noget, og købte kæmmet spelsau-uld. Jeg tænker det skal gennem rokken, men venter til efterårsferien - mindst - for jeg er ikke sikker på om anklen er helt klar til pedaltrædning. 

De to der var i spinderiet, da vi kom fortalte glade og gerne om processer og fibre. Jeg lærte ikke noget nyt, men synes bare det hele var vildt spændende. Jeg havde en håndspundet trøje på, og fik anerkendende blikke, da de andre fortalte at jeg havde spundet garnet selv. 

Lige i nærheden ligger Nygårdens Gårdbutik. Det var en blandet oplevelse. Der er mange fine ting, men det er lidt for pænt og ens og dyrt. 

Vi kørte tilbage med fisk fra Havnsø til aftensmaden. Anja havde spil med, det var en god ide. 

Søndag måtte Louise tidligere af sted, og til dans. Vi andre havde god tid, fik pakket, ryddet og vasket af, inden vi låste, afleverede nøglen og kørte videre. Vi startede på havnen i Rørvig, hvorfra Berit gerne ville have fisk med hjem, inden vi fortsatte til den Gode Butik. Det er en oplevelse. Alt muligt lækkert og gammelt. Der er hele tiden nyt at kigge på, og jeg kunne godt have lyst til at tage det hele med hjem. Vi lod det hele blive. 

Jeg kiggede ellers efter væve eller spinderedskaber. 

Med to biler og hver vores destination, krammede vi farvel til Anja, satte os til rette og kørte hjemad. Det har været den skønneste weekend. 

Det er altid godt at være sammen med de tossede tøser. 

Barcelona Knits Festival

 

Målet for turen var strikkefestivallen. Barcelona er en fantastisk by, og jeg er glad for at vi udvidede turen, så det ikke kun handlede om garn. Det ville have gjort turen lidt mindre spændende. 

Allerede fredag var vi ude i en lille garnbutik i den anden ende af byen og hente vores armbånd, så vi nemt kunne komme ind. Jeg er ikke sikker på, at det gjorde den store forskel, for der var masser af muligheder undervejs i festivallen, til at ombytte billetten til armbånd. Men det var rart at have det gjort. 

Vi måtte ikke få armbåndene med hjem og selv tage dem på, men de blev sat så løst, at vi nemt kunne tage dem af, gemme dem til dagen efter og slippe for følelsen om håndledet, som i min optik er fin at undvære. 

Vi havde købt billet til lørdag og besluttede at have god tid. Vi tog først hjemmefra klokken ti - samtidig med at dørene blev slået op. 

Barcelona Knits Festival bliver holdt i World Trade Center i Barcelona. Et stort kompleks ved havnen, eller i havnen. Jeg tror grunden under bygningen er en udvidelse af byen ud i havnen. Vi kunne snildt have gået, det tog tyve minutter, fra vi gik hjemmefra til vi stod foran bygningen. Ifølge Google både hvis vi gik og hvis vi tog en bus. Vi tog en bus. 

Mens vi gik ud mod centret i havnen, nåede vi at blive en smule i tvivl, om vi var på rette vej, Der var ingen skiltning der tyede på massevis af garn og garnglade damer. Tættere på fandt vi dem. De var der -alle de glade damer. Faktisk var jeg imponeret over mængden af glæde. Ingen sure miner, trods tæthed, tasker der kom i vejen eller den meget lidt plads, boderne imellem. Bare glæde og undskyldninger, der blev mødt med smil.

Barcelona Knits Festival er stort, og så alligevel. Der var så mange besøgende, at der var kø ind i de to haller, der rummede de mange boder. Der var ikke den store plads boderne imellem, og det var svært at komme rundt, uden at gå ind i hinanden. 

Måske jeg har misforstået det, måske skal det være trangt. Jeg kunne godt have ønsket lidt mere plads, lidt større mulighed for at komme til og lidt mere plads til alle de mange strikkedamer, og -mænd, der mødte op. 

Og hold op som de mødte op. Vi hørte engelsk, fransk, svensk, amerikansk, sprog jeg er usikker på hvad var og masser af spansk. 

Vi havde ikke meldt os til workshops. Jeg kiggede dem igennem, men synes ikke der var nogen, jeg ikke kunne undvære. Der var adgang til en del foredrag, som vi kunne have gået til, men igen var der ikke noget, der tiltalte os. 

Jeg havde nok haft en forventning om at der ville være hyggelige steder at sætte sig og strikke. Det var der også, der var bare ikke rigtig plads, og de var ikke helt så hyggelige som forventet. Til gengæld var der fine spisemuligheder, og selvom det var tydeligt at vi gerne måtte blive færdige og gå igen, så andre kunne komme til, fik vi lov at sidde, så længe vi havde brug for. 

Vi kom efter oplevelsen, for at se det, og måske også tage noget med hjem. Det kan vi alt sammen krydse af. Det var en fin oplevelse, det var et kæmpe arrangement og glæden var fantastisk. 

Når det er sagt, så har jeg oplevet det nu, jeg har ikke behov for at tage ud til store strikkefestivaller rundt om i verden igen. Jeg synes ikke jeg så noget, der var bedre, større, smukkere eller andet end derhjemme. 

Der var masser af håndfarvet garn, men et eller andet sted synes jeg ikke der var noget nyt i forhold til de mindre danske festivaller. Jeg er stadig fortaler for Fiberfolk, som nok er mindre, men hvor jeg synes jeg ville kunne finde det samme. Hjemme er der også dybe farver, pastelfarver, meget speklet, mindre speklet, ensfarvet og mangefarvet. Jeg oplevede ikke en ny dyb tallerken. Jeg oplevede ikke noget, jeg ikke kunne have fået hjemme. 

Jeg havde en forventning om spindefibre. Jeg forestillede mig at det ville der være meget af, og det var det jeg gerne ville have med hjem. Jeg har en drøm om at spinde mønsterfarven til en Pressed flowers cardigan. Der var spindefibre, men jeg skulle lede efter dem, og udvalget var ikke fantastisk. Det kom nok lidt bag på mig.

Jeg er ikke ked af at jeg tog af sted og jeg kunne sikkert godt finde på at gøre det igen - om lang tid. Samtidig har jeg en følelse af, at nu har jeg været der. Som i været ude til et stort arrangement ude i verden.

Jeg står nok tilbage med følelsen af at: Ude godt, men hjemme bedst.

Til gengæld opstod et andet ønske. Vi talte nemlig med en dame, der arrangerer strikketure til Shetlandsøerne. Det kunne være spændende. Med den fart vi har på, kommer der nok til at gå en del år, før vi reelt begynder at planlæge sådan en tur. 

Jeg skal lige have pakket ordentligt ud og fundet en dag med dagslys, så skal jeg nok vise hvad der kom med hjem.

Hoppe

 

Oscar er vild med at hoppe. Han er her sjældent, uden at tage en tur i enten vores eller Emilies seng. Endnu må han gerne, men der kommer nok en dag...

Derfor har jeg for længe siden besluttet at en eller anden dag, skal vi i X-Jump. Trampolinparken i Ballerup. 

Det blev i dag. Emilie og jeg hentede ham hjemme i morges, til en dag fuld af hopperi. Jeg vidste godt at han ikke anede hvad jeg snakkede om, når jeg har sagt at vi skal ud og hoppe. 

Det ved han nu. Det var sjovt, han var vild med det og han holdt ud i to timer.

Vi andre nøjedes med en enkelt time. Jeg hoppede, mest samme med Oscar, men jeg må erkende at det kunne mine knæ ikke rigtig lide. De holdt heldigvis op med at brokke sig, når jeg stoppede med at hoppe. 

Hjemmefra forestillede jeg mig at bassinerne med skum, man kan blive helt væk i, ikke var noget vi skulle gøre det særligt i. Det varede lige indtil Oscar opdagede skumbassinerne, og synes det var fantastisk. Han er let nok til at han ikke falder langt ned, han landede nærmest ovenpå, og kunne selv kravle i land.

Anderledes var det, da Emilie besluttede at hun også skulle prøve og hoppede i sammen med barnet. Det var ikke nemt at komme op. Men sjovt. 

Til sidst var han klar til at lægge sig ned i skumbassinet og sove. Vi nåede at hoppe lidt mere - og så tog vi hjem. 

Barnet med julelys i øjnene. Jeg tænker ikke det er sidste gang, vi skal der forbi. 

Svenskekløften og Muldiverset

 

Tæt på Hessede Hovedgård, i Hessede Skov findes en femogtyve meter dyb smeltevandskløft. Kløften er opstået under den sidste istid, og i bunden løber en å, der lige i øjeblikket er temmelig tørlagt, men efter sigende på andre tider mere vandfyldt. 

 

Louise kendte til kløften, Anja og Jens har forsøgt at finde den, og vi andre fulgte bare med og nød turen. Anja var begejstret og skal helt sikkert have jens med en dag. Vi andre fik en god oplevelse, men bor alligevel tilstrækkelig langt væk til at turen nok ikke lige går mod Hessende Skov sådan lige med det samme.

Vi var næsten nede i bunden af kløften, ved plateauet der var let at komme til uden at skulle klatre alt for meget. Jeg synes det er noget nær umuligt at tage billeder at kløften, der viser hvor dyb den egentlig er, og da det bedste jeg fik er taget nær bunden, ser det ikke ud af meget...

Kløften er kendt under navnet Svenskekløften og har selvfølgelig en medfølgende historie, der giver anledning til navnet.

 

 

Historien fortæller at svensken tilbage i 1660 gemte sig for Svend Gønge og hans snaphaner i forsøget på et baghold. Men ak og ve, Gøngehøvdingen var selvfølgelig klogere og havde gemt sig sammen med mændene øverst på kløften, og da svensken rykkede frem, blev de bekæmpet med træ, sten og store grene, som snaphanerne kastede ned på dem. 

Historien er formentlig ikke sand, men den er meget hyggelig, og et eller andet sted må navnet komme for, så måske der er noget om det. Det kunne selvfølgelig også være den anden vej rundt. Vi ved det ikke, og kommer formentlig aldrig til det. 

 

 

Turen var skøn. Det er der ingen tvivl om. Området er smukt, vildt og fyldt med små stier, der byder op til udforskning. Skovbunden får lov at stå og vi mødte flere store myretuer, nedfaldne grene og faldne træer. 

Tilbage ved bilen var vi blevet sultne, og godt for det, for vi havde bestilt bord på Muldiverset nær Præstø. Det viste sig at være værd at køre efter. 

 

 

Muldiverset er en kombineret gårdbutik og restaurant, med økologi i højsædet. Igen kom jeg derfra med kaffe til Anders, men først spiste vi en sen frokost. 

Vi valgte fra smørebrødskortet, som er noget anderledes end det gængse smørebrød (som jeg egentlig ikke er speciel vild med). Det her var godt, og et stykke var mere end rigeligt. Godt Anja vidste det, og kunne råde i den retning.

Efter et kig i butikken, drak vi kaffe i haven, som gror vildt og er superhyggelig med høns der løber frit, masser af potter med planter og solen der skinnede fra en blå himmel.

Til sidst kørte vi hjem, og resten af aftenen var ren hygge. Det var tiltrængt og skønt at kunne være sammen i andre rammer end den mere daglige arbejdsrelaterede. 

Vue over Reykavik

 

Søndag:

I går tog jeg seks og tres billeder af en havmåge, som forunderligt nok blev stående, selvom både Ann-Dorthe og jeg flyttede os tættere og tættere på. I går fik jeg aldrig skrevet noget indlæg, for computeren løb tør for strøm, stikket har tre ben (ikke noget de gør sig i på Island), jeg har glemt omformeren, og i hotellets reception havde de alle mulig andre adaptorer end lige sådan en jeg skulle bruge. 

 

 

Jeg fandt en i dag, men billederne af havmågen må vente til en anden dag.

I dag var sidste dag på Island. Det har været otte intense dage, og nu sidder vi i Keflavik og venter på flyet hjem. 

I dag var vi ude og flyve i Fly over Iceland. En helt igennem fantastisk oplevelse af Island set fra oven, siddende i en stol, der hælder til både den ene og den anden side, mens fødderne hænger frit, følelsen af elementer står stærkt og man kan få lyst til at holde godt fat i armlænene. 

Turen sluttede hen over Hallgrimskirken - byens kæmpestore vartegn, som kan ses alle vegne fra og som vi netop havde været oppe i og set byen fra oven.  

 

 

Islændinge er ikke bange for farver. Det ses på deres tøj, på deres hår og også deres huse. Husene er ofte beklædt med en art bølgeblik - jeg er sikker på det er noget andet, som tydeligvis fåes i et utal af farver. Og findes farven ikke, maler man det bare. 

Beklædningen lægges på både vægge og tage og de mange farver fylder godt i gadebilledet. Vi forestiller os, at farverne giver liv til et vintergråt landskab på en tid af året, hvor solen ikke rigtig kommer op.

Mandag:

Flyet var klar til boarding, jeg pakkede computeren sammen, og Anders og Emilie stod klar til at hente os alle sammen i lufthavnen klokken meget tidligt i morges. Hjemme igen har jeg brugt dagen på sådan cirka ingenting, Det med for alvor at pakke ud, vaske og lande må vente til i morgen. 

Tilbage til vuet over byen, var udsigten fra toppen af Hallgrimskirken temmelig imponerende. 

Reykavik er ikke stor, vi skulle ikke gå langt, før vi det ene øjeblik gik fra at være i centrum til vi befandt os i industrikvarterer eller noget der mest mindede om forstæder.

Min mor, Annelise og jeg tog elevatoren op til urene og gik ad trappen det sidste stykke til de høje vinduer med gitter for og de store klokker under loftet. Klokkespillet ringer glas hvert kvarter, vi fik den oplevelse på nærmeste hånd. Godt vi havde fingre at stoppe i ørerne og godt at det lille musikstykke, der ringler på kvartersvis basis ikke er så langt.

Ann-Dorthe blev nede og fandt en bænk. Jeg kiggede efter hende, men hun havde selvfølgelig valgt den bænk, der stod så tæt på tårnet at jeg ikke kunne fange hende på et billede.

Jeg er slet ikke færdig med at fortælle om Island. Vi har set og oplevet så meget. Jeg synes mange af oplevelserne bør have deres eget indlæg i stedet for en opremsning, og dermed bliver der masser at skrive om, de næste mange uger. 

Der skal jo også gerne være plads til de mere daglige indlæg.

At gå på line

Tilbage på Frilandsmuseet gik vi mod stationsbyen. Vi havde set en legeplads, mens drengebarnet sov, og tænkte den kunne bringe glæde.

På vejen kom vi forbi et sæt udspændte bånd til at gå på line. Vi havde været forbi før og både Emilie og jeg havde konstateret at det var vi ikke gode til - som i overhovedet ikke gode.





Nu standsede vi igen. Daniel ville også lige prøve, og som altid har han en langt bedre balance end os andre. Det er muligt han er fyldt 26, blevet far og langt mere seriøs, men balance har han altid haft.

Oscar ville også gerne prøve og dermed gik tiden foran den lille knipleskole fra Sønderjylland.







Det er ikke let at gå på line, heller ikke selvom der er hjælp at hente og hænder at holde fast i.