Vantetid

Jeg ved simpelthen ikke hvorfor bloggen får så lidt opmærksomhed for tiden. Inde i mit hoved skriver jeg lange indlæg om dette og hint, men at sætte mig foran skærmen og rent faktisk gøre det, er en hel anden sag.





Det er muligt, at det ikke er så populært at blogge længere, som det har været, men jeg kan faktisk godt lide det, og jeg har ingen planer om at stoppe. Alligevel kan jeg godt mærke, at der er indlæg, som bliver forældede inden de rent faktisk bliver skrevet, og andre som jeg glemmer.

Onsdagsmaskerne - for eksempel. Jeg kan rigtig godt lide dem. Måske holder de pause. Måske skal jeg bare sige det højt/skrive det ned, for at komme i gang igen. Måske er det bare ferietid for masker og bogstaver - selvom begge dele figurerer herude bag skærmen.

Jeg tror det var manglen, der sidste søndag fik mig til at tage et billede af de igangværende strikkeprojekter - altså dem, der ikke stod stille. I dag gentog jeg. Det er faktisk meget sjovt at se, hvad der ligger fremme og er i gang (selvom jeg måtte en tur i tasken efter det ene projekt og opstillingen så afgjort er en opstilling). I næste uge ser det sikkert helt anderledes ud, for jeg kan mærke et par julegaveprojekter banker på, og snart skal i gang. Så må andet vente.





Hvad der også har ventet er Vintersættet fra KaosYarn, som jeg købte kit til på årets Fiberfolk i Roskilde. Havde jeg selv kunne vælge, havde jeg sat den grønne sammen med en mere lilla. Men det var søndag, farveudvalget var ikke hvad det havde været, og jeg synes at sættet var helt rigtigt til at øve flerfarvestrik.

Vi kiggede, både Pia, der står bag KaosYarn, og jeg, efter farver at sætte sammen og endte med den grønne og den knap så lilla. Der gik ikke længe efter hjemkomsten, inden jeg slog op. Garnet var en fryd at strikke med, og det viste sig at maskeantallet på en hue er meget lettere at have med at gøre end den mindre omkreds på vanter.

Siden har jeg taget mig selv i at kigge efter sweatre med mønstrede bærestykker. Der er mange derude, jeg har flere på en virtuel liste, og en eller anden dag springer jeg ud i det.











Design: Vintersæt fra Kaos Yarn.


Garn: Merino DK fra Kaos Yarn. Farverne hedder Wisdom og Dawn og jeg brugte rub og stub af de to 100 grams nøgler der fulgte med sættet.


Pinde: 4 og 4½ mm. Jeg har brugt både rundpinde og strømpepinde.


Størrelse: Opskriften er Onesize. Jeg tror jeg strikker en smule løst, når jeg strikker flerfarvestrik. I hvert fald blev det hele rigeligt stort.





Bemærkninger: Der er ikke meget at bemærke. Jeg strikkede lige efter opskriften - eller jeg strikkede vistnok vanterne en smule mindre, ellers blev de alt for lange.

Resterne af garnet brugte jeg til en pom pom, jeg jeg syede fast øverst på huen.

Efter at have ligget hen over sommeren og vejret begyndte at vise tænder, fandt jeg det frem, stoppede det i vaskemaskinen og omkring et kvarter i tørretumbleren. Jeg tog det ud et par gange, inden både vanter og hue havde en størrelse, jeg mente at kunne være i.

Jeg skulle nok have pillet pom pom'en af inden vask...

Vanterne ligger i tasken, når jeg cykler. De er dejlig varme og har helt sikkert vundet i varme af den smule filtning de blev udsat for. Huen har jeg haft på en enkelt gang og med flere gange. Den er også varm. Og sidder faktisk overraskende godt - filtningen taget i betragtning.

Men den var alt for stor inden.


Har du lyst til at se flere billeder af vintersættet, kan det ses lige her på Ravery.

Ti år

Det er faktisk lidt overvældende, men i dag er det ti år siden jeg skrev mit første blogindlæg. Ti år siden jeg oprettede en blog, uden rigtig at vide hvad jeg foretog mig.


At oprette en blog, var en spontan og meget lidt gennemtænkt handling. Jeg havde ikke den store ide om hvad en blog er, hvor jeg skulle hen eller hvad den skulle hedde. Det sidste var et stort problem, kan jeg huske.

Umiddelbart ville jeg have et sted, hvor jeg kunne samle mine håndarbejdsmæssige projekter, og de første mange indlæg bærer også præg deraf. Men jeg fik også skrevet i det allerførste indlæg, at andre tanker kunne snige sig ind.

Det må jeg erkende at der gjorde. Og gør!





Mens jeg lærte blogverdenen at kende, fandt andre blogs at følge og forstod betydningen af kommentarer, dukkede også andre bekendtskaber op. Da jeg lærte Ravelry at kende, var den store mening med bloggen væk.

Men på det tidspunkt var jeg allerede langt fra starten. Og holder alligevel stædigt fast i de allerførste tanker.

Jeg har aldrig for alvor sat mig ned og besluttet hvor min blog skal hen, hvad indholdet skal afspejle, men skrevet om det jeg havde lyst til, når jeg havde lyst og efterhånden er min blog blevet min, med alt det jeg synes den skal indeholde.





Dengang jeg oprettede bloggen havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg efter ti år stadig skulle være aktiv.

I dag - efter ti år - kan jeg ikke forestille mig at skulle undvære. Bloggen er blevet en del af mig.


Men tanken om ti år, er stadig temmelig overvældende.

Søndagsmiddag

Jeg har en følelse af at have negligeret min blog på det groveste over de sidste uger. Jeg kan ikke engang dække mig ind bag travlhed, for som altid er der ikke helt så travlt i årets første måneder, som der bliver senere.





Måske er det det. Afmatning, at jeg har brug for at træde lidt bagud og kravle sammen, når jeg kommer hjem. Som med syning, skal der også indarbejdes nye vaner i forhold til blogskrivning, for oftest har jeg mest energi til blogskrivning lige omkring den tid, hvor Anders går i seng. Her skal det indskydes at computeren står i soveværelset, og ikke er kompatibel med sovende kærester.

Med nyt arbejde og tidlige morgentimer, er hans døgnrytme drejet, han står tidligere op og går derfor også tidligere i seng. Det kræver også nye vaner for mig. Og selvom jeg gerne skyder skylden for min manglende blogskrivning på Anders, er den første antagelse om egen afmatning nok i virkeligheden mere rigtig.

Men altså. Bare fordi jeg ikke skriver, betyder det ikke at der ikke sker noget. Daniel havde for eksempel fødselsdag i går. Som vanligt lavede vi mad, som han kom og spiste. Han kom alene, for Amalie var halvsløj og ville hellere blive hjemme. Det afholdt ikke Daniel fra at blive til det blev sent - og Anders var gået i seng.

Det blev en hyggelig aften, som det oftest er i Daniels selskab, og han gik hjem belæsset med vin til de glas Emilie gav ham i julegave og en ny gryde, han glædede sig til at tage i brug. Med var også spændingen efter den bog, jeg har forsøgt at bestille mange, mange gange, men hver gang ikke fik lov til, ikke ville sendes til eller bare fik pengene tilbage. Nu forlyder det, at den er på vej, men den nåede desværre ikke frem til dagen.

Daniel kan heldigvis godt vente.


Den lille fyr på billedet mødte Anders og jeg i går, da vi gik mod centret efter godt kød og tilbehør til en fødselsdagsmiddag.

Udfordringen

Sidste år udfordrede jeg mig selv. Ikke på store ord eller voldsomme omlægninger. Men alligevel en udfordring - eller måske nærmere en leg.





Jeg ville skrive et indlæg om dagen - i gennemsnit. På månedlig basis fulgte jeg op på om jeg nåede målet, og det var sjovere at følge med mig selv, end jeg havde forventet.

Ofte var jeg forud i starten af måneden, for at komme bagud hen ad ugerne, og enten indhente eller se i øjnene at lige præcis denne her måned ville jeg ikke nå målet.

Det er sjovt, og jeg tager mig i, at jeg stadig i januar efter udfordringen er slut, kigger antal af indlæg kontra antal af dage. Det bliver jeg nok ved med et stykke tid endnu...





Men altså - hvordan gik det så?

Ni af årets tolv måneder nåede jeg målet. Fire af de ni måneder endda med flere indlæg end antal dage. Mellem et og fem mere.

De resterende måneder nåede jeg det så ikke. I marts manglede jeg et enkelt indlæg, mens jeg var næsten ti indlæg bagud i august og lidt mindre i september. Jeg havde troet at månederne med manglende indlæg ville være oktober-november-december. udelukkende fordi der er her, jeg har erfaring for at det er sværere at tage billeder, og jeg har sværere ved at skrive indlæg uden billeder.

Virkeligheden viste at august/september, som var årets travleste (set gennem min kalender) og dermed også de måneder, hvor det blev sværest at sætte mig bag tasterne. Det giver vel sådan set meget god mening, og en lille smule tid til eftertanke - det er jo kun en leg.





Hvis jeg så alligevel skal pudse glorien, nåede jeg over hele året 366 indlæg - og det er vel også en måde at nå målet på.

Udfordringen er slut, det var sjovt og jeg tumler lige nu med en ny udfordring, i en hel anden bolgade. Men før det skal være en realitet mangler jeg stadig den der frakke, som ikke mangler ret meget, men som alligevel trækker ud.

Fredagsmasker

Endelig blev det tid. Når både onsdag og torsdag starter tidligt og ender sent, må fredag tages i brug. Også selvom både onsdag og torsdag har været skønne - omend lange - dage.

Og i et indlæg om garn og bogstaver, har en syet frakke måske ikke meget at gøre, men den får alligevel lov at være lidt med. For frakken er tæt på færdig. Jeg kunne snildt sætte mig ned og sy foer og yderstof  sammen. Men hvis jeg gjorde det, ville det blive så meget mere besværligt at komme imellem de to dele og fylde op med alskens ender, fra alle de ekstra detaljer, jeg gerne vil have med.

Så frakken hænger på en bøjle - og der må den gerne hænge en uge eller to. Hvis det er det, der skal til.















Læse:

Jeg er kommet gennem uafhængighedskrigen i New York. Den var lang - og lidt kedelig. Nu ånder der fred og ro, mens en enkelt krig eller to, der har været udkæmpet andre steder, er nævnt i forbifarten. New York er vokset, det lange lige gadesystem med talnavne, er ved at opstå. Harlem er stadig en landsby på nordenden af Manhatten og vandforsyningen er blevet opbygget med akvædukter, så alle kan få adgang til rent vand.

Så vidt jeg kan regne ud er jeg kun små tyve år fra borgerkrigen, og jeg er lidt i tvivl om New York stadig fungerer som hovedstad. Men det finder jeg nok ud af.



Hækle:

Dyret er nået langt. I løbet af sidste uge har det været med mig, og fyldte ikke meget i tasken. Nu er kroppen fyldt ud, og der mangler ikke meget andet end hoved og krave. Det betyder at den ikke er helt så nem at have med i tasken, og i stedet er udnævnt til sofaprojekt herhjemme.

Men den bliver fin. Det er jeg allerede overbevist om. Og ret tyk. Men det er sådan en dinosaur nok.


Det sender mig videre til frakken. Inden jeg syede delene sammen, broderede jeg streger på de nederste dele af både krop og ærmer. Meningen var at de skal fungere som stængler til blomster, som jeg i første omgang også troede skulle broderes. Det skulle de ikke.

Nu hækler jeg i stedet på livet løs, af rester af broderigarn. jeg bruger både bomuld og uld, og får derfor blomster i flere størrelser. Noget af broderigarnet er klippet i mundrette længder til broderi, og giver afsindig mange ender. Jeg satser på at enderne kan hæftes på bagsiden af frakkestoffet, i stedet for at sy dem ind i det hæklede.

Den tid, den sorg.

Midt i julehemmelighederne

Det er mærkeligt som muligheden for at blogge om strik eller andet kreativt er ligefremt proportionalt med lysten til at blogge.






Mens bunken med julehemmeligheder vokser, får jeg mindre og mindre at skrive om. Og her er det, det mærkelige dukker op - for når jeg kigger gennem de seneste skriverier, er det hverken garn eller andet kreativt, der ligger øverst.

Virkelig mærkeligt.


Jeg kunne jo for eksempel fortælle at udearealerne på skolen vokser og gror. Nu er der ikke længe til den nye legeplads med klatremuligheder, musikinstrumenter, trampoliner og andet skønt lukker op og ender uden for byggepladsindhegningen. Længe ventet, og helt sikkert dømt til hurtig indtagelse.


Eller at min fjerdeklasse i dag vandt en delt andenplads i tegnekonkurrencen i projektet om Lys på Med Ludvig. Ungerne synes det var trist med andenpladsen. Jeg må indrømme, jeg havde frygtet førstepladsen. En fest og en discokugle - hvem skulle have stået for det...?

Nu får de lys.
Lys er godt at have.

Legs

Tidligere i dag testede jeg Live Writer. Uden det store resultat. Så længe jeg holder mig til tekst vil den overordentlig gerne samarbejde. Forsøger jeg med et lille bitte billede, vil den ingenting. Jeg gider ikke ingenting. Og jeg gider ikke indlæg uden billeder.

Så jeg tester med mellemrum, og lever med skrivemuligheden hos Blogger - som, og det skal vel indrømmes, ikke er helt så elendig som jeg huskede. Men så absolut heller ikke optimal.




Og med fare for at poste det ene indlæg efter det andet, fyldt med garn i en eller anden form, er det det der ligger og venter. Hverdagen er der ikke så meget at skrive om. Hverdagen suser forbi, uger bliver til måneder inden jeg ser mig om, og meget af alt det spændende der sker, skal fortælles om andre steder - det månedlige nyhedsbrev for eksempel.

Anden del af de mystiske strømper ankom en dag for tidligt. Første del ankom lidt senere end designeren havde forventet, og derfor den tidlige start på denne uges clue.

Benene er fyldt med snoninger. Jeg kan godt lide snoninger. Jeg er ikke overvældende vild med det øverste tofarvede stykke, og måske er der faktisk en grund til at jeg aldrig rigtig strikker med mere end en farve.

En stribe eller en kant. Mere bliver det aldrig rigtig til.






Jeg strikker med garn fra Onion. Økologisk uld og nældefibre. No. 3. hedder det. Det er rart at strikke med, det lægger sig pænt, og jeg kan godt lide at slidstyrken kommer fra naturen. Jeg er spændt på holdbarheden.

Jeg er ikke helt sikker på om tålmodigheden rækker langt nok til at finde ud af den der holdbarhed. Jeg tror jeg køber mere, hvis jeg en dag skulle komme forbi et sted med salg af nældefibre til strømpestrik.




Næste uge skal der strikkes hæl. Det plejer at gå stærkt.

Kirsten Kapur er af dem, der godt kan finde på finurligheder ved hælen.

Så spændingen er intakt.

Stikkende

 Jeg kan godt blive lidt stikkende, når teknologi ikke virker.



I aftes var det Open Live Writer, som jeg bruger til at skrive indlæg i. Jeg synes ikke at Bloggers egen mulighed for indlægsskrivning giver de samme muligheder for et pænt setup, og er derfor glad for den anden mulighed.

Når altså det virker.

Det gjorde det ikke i går. Eller nu til morgen. Trods flere forsøg.





Nu er spørgsmålet: Er det kun mig, eller oplever andre samme triste fejlmeddelelse om serverfejl?

Er det kun mig, skal jeg muligvis grave lidt dybere, er det også andre, kræver det nok en anden form for tålmodighed.

Om ikke andet, kan her gå hen og blive en smule stille - jeg mister nemlig også lysten til indlægsskivning, når teknologien strejker.



Jeg kunne også begynde at kigge på andre blogplatforme. Det har jeg truet med før, men er endnu ikke nået dertil, hvor jeg for alvor gør noget ved det.

Og om ikke andet: God weekend.

Er jeg den eneste, for hvem det ikke virker?

Nærmest på vej ud af døren, ville jeg i går udgive et hurtigt indlæg. Men ak, Live Writer ville det anderledes og med tilbagevendende tilbagemeldinger om manglende forbindelse, måtte jeg opgive.

Ingen indlæg. Ingen forbindelse. Men spørgsmålstegn ved om jeg er den eneste, der ikke kan få min vilje med Windows Live Writer…? Min ellers foretrukne blogskrivningsplatform.

Jeg har prøvet igen i dag. Stadig uden held.

Ærgerligt nok, for nu havde jeg lige lyst til at starte det der skrivning igen. Men jeg er ikke imponeret af Bloggers indbyggede skrivemulighed.

Til gengæld tager jeg gerne imod gode råd og ideer om alt muligt, der relaterer til blogskrivning... Så har du nogen gode ideer?

Jeg forstår ikke spam

Hverken det i dåser eller det, der lander i indbakken af Bloggers kommentarfelt. Der kommer pænt meget, meget mere end jeg nogensinde ville have opdaget, hvis ikke jeg aktivt har valgt at blive varskoet ved enhver kommentar.

Nok bliver jeg varskoet, men det lander stort set allesammen i Bloggers spamfilter, som - må jeg sige - fungerer rigtig godt.

Jeg forstår det alligevel ikke. Jeg forstår så meget - eller tror jeg forstår -, at spamkommentarer i bund og grund handler om at diregere uskyldige og intetanende bloglæsere til steder, de aldrig ville være kommet uden hjælp. Til steder der sælger og fanger og net bliver sat op.

Hvis jeg ellers kan komme uden om det, bliver netsættende kommentarer ikke sat på min blog. Og umiddelbart ser det ud til at Bloggers eget spamfilter fungerer upåklageligt. Jeg har nemlig ikke lyst til at sætte filtre og havelåger og alt muligt andet op, inden en kommentar kan blive lagt.

Og kan jeg komme uden om det, gør jeg det aldrig.

Men tilbage til min manglende forståelse. Jeg ville jo tro, at den der omdiregering ville være nemmest og bedst tilgængelig fra nye indlæg. Og her er det at min forståelse ryger helt i grøften.

For hvorfor udgive ikke mindre en seksogtyve spamkommentarer på det samme indlæg? Et indlæg, der er så gammelt, at det for længst er nået om på side to i rækken af blogindlæg. Jeg ville da mene, at nyere indlæg måtte have større chance for, at intetanende og uskyldige mennesker når frem og trykker sig videre til indfangelse og netanbringelse.

Hvis altså spamkommentaren fik lov at blive udgivet.

Der er så meget jeg ikke forstår, og måske har jeg helt galt fat i forståelsen.

Jeg undres alligevel.

Og griner lidt.

Mens jeg husker det

Jeg burde vel kippe med flaget.

Specielt når jeg af mærkelige grunde har husket det.

Jeg glemmer nemlig altid sådan noget.

Men i dag - af alle dage - i dag er det fem år siden jeg skrev mit første blogindlæg.

Fem år siden jeg sprang ud i noget, jeg i virkeligheden ikke anede noget som helst om.

Jeg havde ingen planer, ingen vinkel og absolut ingen fremtidsudsigter.

Mindst af alt at jeg fem år senere stadig skulle skrive indlæg.

I løbet af de fem år har jeg fundet en kurs.

Ikke en særlig fast kurs. Men noget der føles rigtigt for mig.

Nogen gange går det stærkt, nogen gange langsomt.

Nogen gange er det højtravende og andre gange temmelig lemfældigt.

Sådan er jeg, og det afspejles.

Det kan ikke være anderledes.

Et hurtigt kig i baghuset fortæller spændende ting.

Som at jeg har skrevet tretusind eenoghalvfems indlæg.

Som at I (og jeg) har skrevet titusinde trehundrede og halvfems kommentarer.

Eller at indlægget Noget om skabeloner har været vist firetusinde nihundrede fireoghalvfems gange.

Lidt vildt!

What to do?

Nogen gange er jeg frygtelig konservativ. Dengang jeg var ny i bloggeuniverset, var der nogen der sagde Google Reader. Det virkede, og er siden det, jeg har brugt til at holde styr på nye indlæg fra yndlingsbloggere.

Men. Og oh ve og ak.

Google Reader har fortalt mig, at den lukker. Slukker. Stopper. Ophører. Simpelthen forsvinder.

Hvordan skal jeg så nogensiden finde ud af at holde styr på indlæg fra andre?

Jeg ved godt der findes et utal af andre muligheder. Jeg orker bare ikke tanken om at skulle undersøge, afprøve og finde en løsning der virker.

Jeg behøver ikke den ultimativ bedste løsning. Bare det virker. Når jeg har brug for det. Bare det kan holde styr. Også når det skal fortælle mig, at jeg er håbløst bagud, og der ligger mindst hundrede ulæste indlæg rundt om på nettet og venter på jeg læser dem.

Så hvad bruger du?

Hvad virker for dig?

Og hvad ville du anbefale?

Hvis nogen kan svare på de spørgsmål, så vil jeg hoppe over hvor gærdet er lavest, og starte der.

På forhånd tak :)

Redesign

I løbet af de sidste tid, er der indløbet mere end en besked om besvær med kommentarfunktionen. Faktisk er der flere, der helt enkelt ikke kan kommentere.

Jeg har set problemet omtalt andre steder, og også set at det kan hænge sammen med Bloggers design. Det er efterhånden længe siden nye designs trådte i kraft, alligevel har jeg holdt fast i det gamle, der er en temmelig omskrevet version af det gamle.

Det har taget tid at ændre og gøre designet til mit eget. Der har også taget tid og dybe vejrtrækninger at turde prøve noget nyt, med fare for at mine bredere billeder og tilpassede ideer ikke ville finde plads.

Med den sidste tids udvikling, er jeg alligevel sprunget ud i det. Valgt et af de nye designs, og endda fundet det rigtige sted i html-teksten, til at ændre bredden, så billederne stadig kan føle sig hjemme.

Der er andet jeg hen ad vejen gerne vil ændre. Måske er det slet ikke det rigtige design til videreudvikling. Måske kan jeg i virkeligheden godt lide det, som det er. Men lige nu får det lov at være, og så håber jeg, at nye designs og nye  baggrundsstrukturer arbejder bedre sammen med opdaterede browsere, som dermed vil give adgang til kommentarfunktioner, der åbenbart ikke vil samarbejde med gammelt materiel.

Besvær med Blogger

Mere end en gang her jeg set andre have problemer med kommentarer og Blogger.

HausFrauBlau og mand har fundet en løsning, og Unikarina linkede.

Nu linker jeg videre, for måske andre kan bruge løsningsmodellen.

Æw osse…

Jeg har flere gange oplevet andre tale om manglende kommentarmuligheder. Jeg har aldrig selv oplevet de store problemer omkring kommentarlægninger rundt om. I perioder har jeg overvejet om faldende kommentarer på egen blog, har at gøre med netop den slags problemer.

I går gik det op for mig, at der muligvis er problemer med kommentarfunktionen på min blog. Jeg er ikke sikker på, at jeg kan gøre noget ved det, men jeg ville rigtig gerne vide om det er et tilbagevendende problem.

Det kan så være svært at gøre opmærksom på, hvis det er umuligt at lægge en kommentar. Alligevel vil jeg rigtig gerne vide det, for selvom jeg har været glad for Blogger, kunne det godt få mig til at overveje at flytte i andre eller egne lokaler.

Hvis nogen oplever kommentarmulighederne på mit domæne som problemfyldt, tager jeg derfor gerne imod oplysninger, så jeg kan danne mig et billede af hvor stort problemet er. Kan der ikke lægges kommentarer på bloggen, hører jeg gerne fra jer i en mail.

Jeg er også meget interesseret i oplysninger om det modsatte.

Min mailadresse er skauogco(@)gmail(.)com.

På forhånd tak.

Sjove søgeord

Når andre ind imellem har vist sjove søgeord frem, der kan være svære at forstå henvisningen til, har jeg endnu ikke kunne finde nogle ord på min liste, der på nogen måde har kunne konkurrere.

Måske er det et spørgsmål om hvor længe man har været på markedet, udbud og efterspørgsel. Måske har jeg været her længe nok nu, til søgeord, der kræver en smule fnis og hæven af mundvigene.

Hvorfor jeg nåede forbi listen med søgeord i dag, er jeg ikke helt klar over, men denne gang dukkede kombinationer op, jeg ikke umiddelbart kan forbinde med min blog.

Ordsøgninger som disse dukkede op:

skære vinkel i skyggelister
pudsecreme till gamle cykelslanger
kong dan bæres på et skjold
hamp med runde blade?
folk med rød hår og let brund
andy schlecks kæreste

Hvorfor cykelslanger skal pudses, Kong Dan bæres rundt på min blog, eller at hampeblade pludselig er runde, har jeg svært ved at forbinde, med noget jeg har skrevet. Jeg kan heller ikke huske at Andy Schlecks kæreste nogensinde skulle have optrådt på mine enemærker. Og hvad betyder egentlig “let brund”?

Tykmavet og fyldt med foer

Det er blevet sommer, Jeg kan mærke det på computeraktiviteten. Jeg glemmer lidt, jeg har en computer. Jeg får ikke lavet blogindlæg, de ulæste indlæg i Google reader hober sig op. Jeg får ikke kommenteret, og jeg sidder ikke meget foran skærmen.

Jeg savner det ikke. Om det også har noget at gøre med at vi stadig er tre der deler den ene funktionelle computer, er muligvis også en stor bestanddel, men det er sommer og jeg savner ikke bekendtskabet. Jo – nogen gange kan jeg blive irriteret over og brokke mig over at der altid sidder nogen foran den ene skærm og tastatur, når jeg vil bruge den, men det går hurtigt over.

I stedet har jeg flettet. Og samlet, og syet, og sat foer i. Jeg har en hel del halvfærdige tasker stående, der alle mangler foer, lukninger, lommer og bæreagregater. Nu er den første færdig.

En lille tykmavet skulderting med foer og lomme og alting. Et par knapper holder på skulderremmen og efter Frau Putzsk forbillede er overgangen mellem kinesisk avis og udklip fra et gammelt Vogue magasin flydende hele vejen rundt.

Jeg overvejer om jeg skal bruge den selv. Om jeg skal være den, der finder ud af om knappesystemet holder. Eller jeg bare skal satse og slå den stort op. Sætte den til slag når resten af den halvfærdige bunke også kan smykke sig med foer, lommer og knapper.

Et stort spørgsmål, der i skrivende stund slet ikke er svært at besvare. selvfølgelig er jeg nødt til at vide om stingene holder. Selvfølgelig er jeg nødt til at bruge den selv.

Men formen er god. Jeg har helt lyst til at klippe til en mere.. eller to, eller tre…

Endnu en god grund til at slippe skærmen og rykke ud i solskinnet på altanen.