På tur mod Odense

 

Tilbage på Thorø ved Assens, er vi stadig på lejrskole. Det er blevet onsdag, alle skal til Odense og jeg gik tidligt sammen med et par skadede piger, der ville med og et par stykker, der bare mente de var langsomme, og ville være sikre på at nå bussen. 

Jeg havde tilbudt de skadede piger et lift med en taxa de tre kilometer mod Assens, men ikke om de ville høre tale om det. Den ene lovede at passe på i storbyen og sidde ned, så meget som muligt og begge var åbne for en taxa på vej tilbage. 

Det viste sig at så meget som muligt, var ikke-eksisterende og det skadede knæ var ømt og værkende da vi mange timer senere stod af bussen fra Odense tilbage til Assens. Jeg tror vi fik fat i byens eneste taxa. Det var i hvert fald den samme, som hentede ved broen mod øen, da vi et par dage senere skulle hjem, og jeg havde fået dem overbevist om at det ville være en god ide at blive kørt.

Som det blev, gik vi langs de nedlagte spor fra Thorøhuse til Arena Assens og bussen om Odense. Det er en smuk tur, som starter ved broen til øen, hvorfra biler ikke må køre længere. Vi gik gennem den lille landsby og langs vandet på landevejen mod Assens, indtil vi kunne dreje ind på de gamle spor.  Både udsigten over vand og det grønne langs sporerne er smukke omgivelser. Samtidig var vejret med os. 

Fremme i Odense startede vi på Brandts Klædefabrik. Det var her vi mødte min mor og Annelise, som havde været på ferie i det jyske og havde et sidste ophold i Odense, inden turen gik tilbage mod Vanløse.  Det var så mærkeligt at mødes midt i landet, og der er stadig elever der taler om at det var sjovt at møde min mor. Flere forstod ikke rigtigt hvordan vi kunne mødes i Odense, når hun bor i København!?

Eleverne fordelte sig på alle etagerne, vi voksne forsøgte at dele os med og der var flere spændende ting at se. Jeg tænker jeg ville have fordybet mig noget mere, havde jeg været uden elever, der skal holdes opsyn med. 

Det store billede af konen, der har mistet sin mand, sit opholdsgrundlag og måske dermed også sit liv i en tid, hvor kvinder ikke havde værdi, optog mig en del, mens særudstillingen med originaltegninger af Jacob Martin Strids Den fantastiske bus, var spændende at se. Måske mest fordi Oscar og jeg læser i den, hver gang han sover her. 

Oscar er ikke helt så imponeret af den, som jeg. Aftalen er, at vi læser fem sider hver gang - så det tager et stykke at komme igennem. 

Senere blev eleverne sendt ud i byen, med en aftale om at mødes ved stationen og bussen, for at komme hjem. Vi havde delt dem i to grupper, for at kunne være der, men endte med at en stor del af gruppe to, kom med hjem i første omgang.

Vi voksne fandt frokost, havde hver nogle ærinder eller andet vi gerne ville. Nogen havde aldrig smagt brunsviger og den stenkendte fynbo var klar til at finde den gode bager. Jeg fandt danskvand, mens Tine fandt en letvægtsvindjakke og ellers daskede vi lidt rundt i byen. 

Tilbage ved Thorø var der højvande. Øen var ved at synke - eller måske var der bare oversvømmet. Vi endte med at tage sko og strømper af og vade gennem vandet. Ikke alle havde tænkt så langt, og da de mest langsomme af os nåede tilbage til hytten, stod der temmelig mange sko til tørre.

De Hemmelige Haver

 

Anders havde været rundt i byen, og fortalte om en park og et område han havde fundet. Jeg kiggede på maps, for at se hvor det egentlig var han havde været henne. 

Lige ved siden af, fandt jeg et sted, der hedder De hemmelige haver. Hvad mon det var for noget? Inden vi så os om, var vi på vej ud ad døren, for at gå på opdagelse.

De Hemmelige Haver er et område, der længe har fået lov at passe sig selv, og derfor er tilgroet, hyggelig og fyldt med frugttræer og -buske, som man gerne må spise af. Som en del af et projekt med midler fra Nordeafonden, i forhold til at komme tættere på åen, er der ryddet, og anlagt stier, så offentligheden kan komme til. 

Man skal vide det er der, måske derfor navnet. Adgangen er gennem en indkørsel i et villakvarter, der ikke ser ud som noget alle må betræde. Men det må man altså godt. 

Haverne hænger sammen med et stisystem, der bliver ved, og området er meget større, end man lige skulle tro. Der står bænke og der er anlagt et lille bålsted og mellem alt det grønne. Når man står der tæt på åen i et eventyrligt område, forsvinder byens lyde og man kan forledes til at tro, at man er langt væk fra alt og alle. 

Vi var ikke helt færdige med det der, med at gå på opdagelse, da vi kom ud fra haverne igen. Altså daskede vi lidt rundt i byen, indtil ideen om at finde drinks, på den sidste aften i Odense, opstod. 

Vi endte på Papas Papbar. Et helt igennem fantastisk sted. En brætspilscafe, med alle de spil du kan forestille dig. Rummet var fyldt med spillende gæster, dre havde bredt mere eller mindre komplicerede spil ud på bordene. Vi bestilte drinks, lånte et sæt Backgammon, og satte os udenfor.

Da jeg havde banket Anders 5-1, (jeg ved ikke lige hvad der skete), mente han at nu var det nok. Vi pakkede os sammen og gik tilbage mod den lille lejlighed bag Eventyrhaven. Da vi vågnede næste morgen, var det tid til at sige farvel til Odense og sætte kursen mod nye eventyr. 

Teater i Eventyrhaven

 

Midt i Odense ligger Eventyrhaven. Midt i Eventyrhaven ligger et slot. Det er ikke et stort slot, men en scene hvor der i sommermånederne bliver spillet teater med udgangspunkt i H.C. Andersens eventyr. 

Vi boede lige bag Eventyrhaven, og hver eneste gang vi skulle noget, gik vi gennem haven. Der var få gange vi gik udenom. 

Det var sidstedagen i Odense. Anders var ude på eventyr, jeg blev hjemme, lagde benene op - det der knæ kan godt ind imellem trænge til pauser fra lange ture. Jeg havde vasket og mens Anders havde noget han gerne ville, gik jeg ud og gennem haven. 

Jeg ville til Tarupcentret, letbanen kører lige derud. Inde i centret ligger en Hobbii, og jeg havde en plan, som jeg måske kunne finde materialer til derude. 

Jeg gik gennem haven, ganske som vi plejede. Men mens vi plejede at komme gennem på andre tidspunkter, dukkede jeg op, lige inden forestillingen gik i gang. Der var fyldt med mennesker, og jeg blev nysgerrig efter hvad H.C. Andersen Paraden indeholder.

Altså stoppede jeg op, og blev stående og så hele forestillingen. 

Den var en fin forestilling, og min lille tyrkiske håndten snurrede hele vejen gennem. Jeg har glemt om forestillingen varede en hel eller en halv time, men der blev stoppet rigtig mange eventyr ind i fortællingen som var rigtig fin.

Da det hele var slut, og den grimme ælling viste sig at være en smuk svane, gik jeg videre og fandt letbanen ved Albani Torv.

Danmarks Jernbanemuseum

 

Jeg var der alene sidste år. I år var vi to. Jeg tog knap så mange billeder som sidste år, selvom vi var der hele dagen. 

Billetten til Jernbanemuseet giver mulighed for at gå ud og ind, som man lyster gennem hele dagen. Det benyttede vi os af, gik ud i byen og fandt frokost, og vinkede farvel til Emilie, da hun nåede stationen og tog mod København med ekstranøglen i lommen, så hun kunne overnatte hjemme.

Vi nåede det hele. Veterantoget - et par gange. Det lille tog, der mest af alt ligner et børnetog, men som alle må køre med. Vi så drejeskiven i aktion og hørte om vandpåfyldning, dampfart og kul. Vi var ombord i det gamle lyntog fra '33, som blev sat ind samtidig med den dengang helt nye Lillebæltsbro - nu den gamle. Vi hørte om MY, lokomotivet der ændrede hele jernbanedriften, da damplokomotivet ikke længere var nødvendig. Og vi løste mysteriet - sommerens opgave til store og små. 

Jeg synes det er spændende, og tror på det hele. Anders derimod, han ved, fortæller gerne og blev lidt skuffet over standen af de lokomotiver og jernbanevogne museet har udstillet. Der mangler dele. Vitale dele, og når de har eget værksted, kunne han godt ærgrer sig over at det ikke bliver bedre passet på. 

Jeg tænker de gør hvad de kan, han synes bare at have set mere spændende udstillinger andre steder. 

Jeg forstår ham godt - jeg var i samme situation i den Fynske Landsby, hvor der står et hav af spinderokke. Langt de fleste med fejl og mangler. Her bliver jeg ærgerlig, når der er gjort så meget ud af det, og hele tensystemet mangler, eller alting er sat forkert sammen. Tænk hvis folk faktisk tror at det skal se sådan ud?

Men værre var det så ikke. Vi havde en god dag, lang og fyldt med indtryk. På begge museer. Så helt forfærdeligt er det altså ikke. 

Vi spiste frokost på Storms Pakhus, Odenses svar på et streetfoodmarked. Der er så hyggeligt. Vi havde spist der aftenen før sammen med Emilie, og blev først der klar over at det ligger lige bag Jernbanemuseet. Det var nemt at gå derover og tilbage igen. 

Det er et overraskende hyggeligt sted, der oser af atmosfære. Måske fordi der er mere plads og færre madboder, end de fleste andre streetfoodmarkeder. 

H. C. Andersens eventyr

 

Hjemmefra havde Anders udvist interesse for Kunst Museum Brandts. Det varede indtil det gik op for ham, at det var kunst. Han havde en ide om at det var historie i forhold til klædefabrikken og byens udvikling. 

Jeg vidste godt det var kunst, og var villig til at gå med, hvis han gerne ville. Ingen af os er for alvor kunstinteresserede Til gengæld kan vi begge rigtig godt lide historie. Og så alligevel. Der er tidspunkter hvor kunst bliver spændende og vi godt gider det. 

Kunstmuseet på Brandts skulle være rigtig flot. Vi valgte dog at springe det over.

Vi gik videre, havde ikke rigtig nogen planer, indtil vi mødte det lille optrin med kejseren, der fik fremvist sit nye tøj - eller mangel på samme. Vi havde set masser af H. C. Andersen relaterede figurer rundt i byen. Eventyr omsat til kunst. 

Det var ført da vi mødte Kejseren, at det gik op for os, at der måske var en sammenhæng mellem skulpturerne. Det viste sig at vi havde set de fleste, og nu gik jagten ind på de resterende. Jeg tog ikke ret mange billeder, så dokumentationen mangler.

Kejseren står i Brandt Passage.

Der er mange fine. Der er også nogen, jeg ikke er så vild med. Den med kejseren kan jeg rigtig godt lide. Der er så meget udtryk i de tre figurer.

Der var et par stykker i mosen vi ikke havde set. For eksempel Sommerfuglene. Det betød endnu mere eventyr, da vi fandt en hemmelig sti og mødte en fugl i et udgået træ. 

Først hen under aften, da vi havde sagt farvel til Emilie, som vi mødtes med til forhånds-fødselsdagshygge og aftensmad, da hun havde fri fra arbejde, kom vi forbi den sidste jeg ikke havde set. 

Den Tapre Tinsoldat, der står på torvet mellem Overgade og Nedergade, med et legtøjsgevær komplet med krog og et søm. Han er fin.

De eventyrlige skulpturer er samlet af Visit-Odense, og kan endda ses på et oversigtskort.

Den Fynske Landsby

 

Den Fynske Landsby var på tegnebrættet gennem mange år. Lige før og under anden Verdenskrig lykkedes det er samle gamle fynske bygninger og genrejse dem i det, der skulle være en landsby inden udskiftningen, ved landbrugsreformerne. Dengang lå gårdene tæt, mens markerne lå omkring byen, ofte delt i mindre dele, så alle have lige langt, og så stor en del af fællesskabet, som det tilkom den enkelte - eller noget.

Allerede først i 1900-tallet opstod ideen til museet, og man havde været rundt og kigget på mulige gårde og bygninger, som kunne være oplagte kandidater til et fynsk frilandsmuseum, der skulle bevare den fynske byggestil. 

Arbejdet med at genrejse de mange bygninger skete som et beskæftigelsesprojekt i løbet af krigsårene i 1940erne. 

Allerede fra start havde den fynske landsby dyrehold og dyrkning af marker og haver. Gennem årene er begge dele gået fra et konventionelt landsbrugssyn til at genopdage tidligere tiders måder at holde bedrifterne. 

Landsbyen var ikke fuldt udbygget, da den åbnede i 1946, og op gennem 1970'erne og -80'erne blev de sidste huse og bygninger genrejst, til den landsby, der findes i dag. 

Museet har altid haft fokus på at vise og bevare den fynske kultur i både bygningsværker, landsbysamfund og kultur. I dag er rammen en landsby, som den så ud på H.C. Andersens tid, fordi det har vist sig mere håndgribeligt for publikum ikke bare at gå rundt i gamle dage, men gå rundt i en tidsalder, der kan relateres til.

Da Sortebro Kro blev genrejst, blev den indrettet som restaurant til gæsterne, og har siden beværtet publikum. Jeg havde lovet Anders frokost på kroen, og da vi havde været størstedelen af landsbyen rundt, satte vi os i haven under en parasol, og ventede på vores bestilling.

Det er en hyggelig have bag kroen, det var den varmeste dag i de fem dage vi havde i Odense og mange andre end os, havde fundet vej til både museum og kro. De havde travlt, vi var klar til at vente. Vi havde ikke siddet længe, da et tysk par kom og spurgte, om de måtte sidde ved vores bord. Der var fire stole, vi brugte kun de to, så selvfølgelig måtte de det. Da de havde sat sig, gik det op for mig, at manden var ham, der stod foran os i køen til bestilling. Der gik ikke længe inden de fik deres mad, og jeg tænkte at vores var på vej.

Det tyske par spiste færdig, vi så ingen mad, andre gæster, som jeg var i tvivl om hvorvidt kom før eller efter os, fik serveret, og da ham der nærmest lige havde sat sig bag os, kunne sætte kniv og gaffel i en sandwich, besluttede jeg at finde en tjener og spørge om de mon havde glemt os. 

Det havde de. Tjeneren var meget ked af det, sørgede lynhurtigt for ekstra drikkevarer og undskyldte mange gange. Det skal hun selvfølgelig, men vi var klar over at de havde travlt, så ingen klager fra vores side.

Vi fik spist og gik ud for at opleve resten af museet, inden vi satte kursen tilbage mod Aafarten. Jeg tror aldrig jeg bliver færdig med frilandsmuseer og historie. Jeg synes det er spændende. Jeg kan godt lide at se bagud, se hvad der var og dermed lære om vores nutid. 

Vi var en time tidligere hjemme end jeg var sidste år. Jeg synes vi brugte tiden godt, så det hele og havde god tid. Alligevel kan jeg endnu en gang konstatere, at når jeg er alene bruger jeg mere tid. Jeg tænker det er almengyldigt. At jeg ikke skal tage hensyn, når jeg bare er mig. At jeg kan fordybe mig på en hel anden måde alene end sammen med andre. Og det er åbenbart lige meget, hvem andre er.  

Jeg oplever det samme, når jeg er til strikkefestivals. Jeg bruger mere tid alene - måske køber jeg også mere. Jeg kan godt lide at være af sted sammen med andre, både på museer og festivals, men måske skal jeg huske at jeg også godt kan lide at være alene.

Jeg tror jeg har godt af begge dele. 

I øvrigt så vi mindst to damer, der gik rundt i høje hæle på grusveje og de toppede brosten. Jeg blev en smule i tvivl om, om de vidste hvor de skulle hen og hvad de skulle se. Det så i hvert fald ikke nemt ud. 

Jeg har fundet info om Den Fynske Landsby, på museets egen hjemmeside og på Wikipedia.