Love Note

 

Jeg bilder mig ind, at jeg ikke strikker den samme model flere gange. Alligevel er jeg vendt tilbage til Love Note mere end en gang. Jeg tror det er fjerde gang nu. 

En gang sidste sommer var Bettina og jeg i Birkerød, hvor Garnblomsten havde ombygningsudsalg. Jeg havde egentlig ikke nogen planer om at købe noget, men så lå det her sjove garn og kaldte på mig. 

Jeg var omkring det flere gange, konstaterede at der ikke var nok af nogen farver til et helt projekt, men også at jeg kunne sætte to forskellige, lidt ens, farver sammen til et hele. Jeg endte med at gå derfra med to gange fire nøgler og en plan om en Love Note. 

Senere fandt jeg en silkemohair i en farve, der passede begge farver og i januar blev det årets 8. projekt i de 12 opslag.

Den tog ikke ret lang tid at lave. Den har været færdig længe. Den er er blevet brugt en del. Til trods for at jeg gjorde helt som jeg plejer, er den blevet lidt stor, hænger lidt mere og har siden billederne fået en række fastmasker i halskanten. 

Alligevel er jeg ret glad for den. Endda til trods for at den er lidt uden for mine normale farvereferencer og komfortzone. Jo jo, den er grøn. Men meget lys grøn. Næsten uden farve :)

Design: Love Note af TinCanKnits

Garn: Lana Grossa Torto i farverne 2 og 9. En hel del bomuld og en smule polyamid (10%). Sat sammen med en tråd Lang Yarns Mohair Superkid Silk i farven 91 - Pale Green.

Den færdige trøje vejer 318 gram, 262 gram Torto og 55 gram silkemohair.

 

Pinde: Som vanlig er den strikket på en pind 5 og 6 mm.

Størrelse:  Jeg er ikke helt sikker på størrelsen. Jeg har efterhånden nedfældet så mange modificeringer i opskriften, at jeg bare følger mine egne anvisninger. Hvilket betyder at tanken om at strikke den samme model igen og igen rent faktisk giver mening...

Bemærkninger: Jeg strikkede hele trøjen med helixmetoden - en omgang af hver farve, så de to farver blev så blandet som muligt. 

Jeg forestiller mig at bomulden i garnet, frem for de tre andre modeller i uld, betyder at den har trukket noget i faconen derfor blev lidt større og lidt mere flyvsk end de tre andre modeller. 

Til gengæld betyder bomulden at den har været fantastisk hen over sommeren, hvor en lidt køligere varm trøje er god at have med på dage uden alt for meget sol. Jeg tænker også den vil være god inden døre hen over vinteren. 

De brede ærmer betyder dog, at den kun dur når jeg ikke har værkstedsarbejde.

Vil du se flere billeder af trøjen, kan den ses på Ravelry.

Faded Morning Shawl

 

For et par år siden var Emilie og bedsteveninden i London op mod jul. Planen var at opleve engelske julemarkeder. Inden de tog af sted spurgte hun om der var garnbutikker, hun eventuelt skulle besøge, kunne jeg kun komme i tanke om Loops of London. Jeg troede naivt at hun ville se på garn til sig selv. 

Min naivitet holdt lige til juleaften, da jeg pakkede to lækre fed merino fra Life in the Long Grass i to forskellige lilla nuancer op. Hun havde ganske simpelt købt garn til mig, og taget det med hjem fra London. 

Hun havde tænkt over det. Forestillede sig at jag skulle strikket et sjal. Hun havde bevidst valgt lilla, i stedet for grøn, som jeg ellers altid rækker ud mod først. Jeg kan godt lide lilla, og at hun havde tænkt over hvorfor jeg fik lige præcis de farver, var ret vildt.

Derfor blev det også vigtigt at finde det helt rigtige at strikke af garnet. Jeg ledte, man fandt ikke det rigtige. Til sidst blev jeg enig  med mig selv om, at det skulle være et af årets tolv projekter. jeg fik hængt mig selv op på, at jeg skulle finde en opskrift. Jeg ledte videre, kunne ikke rigtigt finde noget, var ikke tilfreds med det ene eller det andet, og var lidt ved at opgive. 

Løsningen kom ind fra højre, da Christina Birk lancerede et afsnit i sin podcast, hvor hun ledte efter sjaler med to farver på Ravelry. Da hun nåede til Faded Morning Shawl, kunne jeg mærke, at her var noget, jeg havde lyst til at strikke. 

I opskriften skal bruges to fed af 400 meter. De to fed Emilie havde købt var hver på 300 meter. Altså havde jeg ikke helt garn nok, og undervejs i strikningen lavede jeg derfor lidt om i mønstret. Mest noget med at droppe nogle pinde, og alligevel få det til at hænge sammen. 

Jeg er rigtig glad for resultatet, som jeg har brugt rigtig meget, når det har været koldt nok til det. Jeg glæder mig til at bruge det igen, når kulden efterhånden kommer snigende, og det igen vil være rart med varme om halsen. 

Det er ikke længe væk. Det er ved at være tid til varme om halsen, når jeg kører til arbejde om morgenen. 

Design: Faded Morning Shawl af Lindsey Faciane.

Garn: Life in the Long Grass, Sport, 100 % merino. De to lilla hedder henholdsvis Dusky og Soulskin. Jeg brugte rub og stub, og måtte lukke af af to gange, for at ramme de allersidste centimeter.

Altså brugte jeg 200 gram til det færdige sjal.

Pinde: Jeg har strikket på pind 4,5. Origalopskriften er til en pind 4, men mit garn er tykkere end opskriftens, så jeg tænker det var en god ide med et lidt tykkere garn.

Størrelse: Opskriften er onesize. Mit sjal er endt med at have et vingefang på 208 cm og en højde på 80 centimeter.

Bemærkninger: Jeg har ikke noteret mine ændringer. Jeg strikkede mest efter forgodtbefindende. Huggede en hæl og klippede en tå. Sprang lidt over, ændrede en ganske lille smule i farvefordelingen og overvejede for og imod undervejs.

I sidste ende var det mængden af garn, der besluttede hvor meget af hver del af mønstret jeg strikkede. 

Fordi jeg vidste at jeg aldrig kommer til at strikke sjalet igen i lige præcis den her form. Fordi odds for jeg nogensinde kommer til at strikke sjalet igen er ret små. Og fordi jeg havde en vis mængde garn og det skulle passe til mønstret, lavede jeg ikke noter undervejs. 

Jeg trevlede en lille smule op under vejs. Vistnok en gang, hvor jeg synes jeg havde strikket for meget inden en mønsterændring. Men mest af alt strikkede jeg, besluttede undervejs og lod det blive som det blev, selvom jeg ind imellem overvejede at lave noget om, fordi det måske kunne have været lidt mere symmetrisk eller have set lidt bedre ud i mine øjne. 

Vil du se flere billeder af sjalet, kan de ses på Ravelry.

 

Pulsvarme til Anders

 

Det første færdige projekt af årets tolv projekter, var varme til Anders' hænder. Sidste år var det Daniels hænder, der blev varme, og Anders der savnede. Nu har de begge. 

Jeg fandt en bunke uldne rester, satsede på garn, en eller flere tråde, der fungerede med en 3 og 4 mm, og fik ryddet godt ude i resterne. 

Det er sådan et projekt, jeg rigtig godt kan lide. Netop fordi der bliver ryddet så dejligt ud i resterne. Også selvom det er begrænset hvor mange rester der går til et par halve vanter.

Jeg har gennem årene strikket en del pulsvarme til Anders, og jeg bruger mere eller mindre altid den samme opskrift. Jeg synes der skulle nyt til, og ledte på Ravelry efter noget, der kunne passe til restebunken.

Jeg faldt over Smith's Gloves. De er oprindeligt strikket på en pind 2,5 og 3 mm. Noget mindre end mine rester fungerede med. Med udgangspunkt i opskriften lykkedes det mig at strikke pulsvarme, som blev rigtig godt.

Jeg satsede på fire par. Efter fire par havde jeg fået nok af de små vanter. Anders synes fire par var ret godt, og var meget glad for varmen. Måske specielt fordi jeg blev færdig lige der, hvor det for alvor var koldt. 

I sidste ende viste det sig at det med flere tråde ikke nødvendigvis var det, der skete. Jeg fandt nemlig rester af en tykkelse, der betød at en enkelt tråd var nok til god varme.

Design: En modificeret udgave af Smith's Gloves af Sanne Kalmbacher.

Garn: Alskens godt fra restekassen. Jeg ledte efter ren uld, med kradsfaktor. Det duer fint til Anders, og giver god varme på kolde dage. 

De fire par vejede tilsammen 258 gram og bestod af alt fra Lett Lopi, over Knudegarn til Supersoft, Finull og Kauni.

Pinde: Jeg brugte strømpepinde i størrelse 3 og 4 mm. Den første til ribberne, den anden til selve vanten. 

Størrelse: Fordi jeg modificerede, er jeg ikke helt sikker på størrelsen. Jeg slog 40 masker op. De færdige halve vanter passer Anders og er alt for store til mig. Sådan set temmelig godt.

Bemærkninger: Originalmønstret går over 6 masker, og består mest af alt af en 3-3 rib. Jeg strikkede 2-2 rib, droppede hver tredje maske og noget i retning af 5. og 6. pind gennem hele opskriften. 

I forhold til tommelfingeren passede den måde at aflæse opskriften perfekt. Jeg er ret sikker på at jeg derefter strikkede, til jeg mente vanten var lang nok og afsluttede med en rib i toppen. 

Det er svært at se forskel på rib og vante, når det hele er rib, men jeg valgte alligevel af skifte mellem pindestørrelserne undervejs, fordi jeg synes det giver et pænere resultat.

De faldt som sagt i rigtig god jord.

Vil du se flere billeder af pulsvarmernerne, kan de ses på Ravelry

Sunday Sweater

 

Det første sådan for alvor bestilte projekt jeg strikkede til Emilie, var en Sunday Sweater. Hun fandt selv trøjen, der kom så vidt omkring på Instagram, at ikke kun strikkerne fik den fremvist.

Hun elskede den trøje, sled den op, og har siden med mellemrum snakket om en ny. jeg fik sagt noget i retning af, at sådan en kunne hun selv strikke, og fuld af gode intentioner gik hun i gang med at finde egnet garn, bestilte og startede på den.

Efter tre måneder havde hun strikket halskanten sammen. Det blev ikke rigtig til mere. Hun måtte erkende at strik er ikke hende. At hun gider rigtig gerne bruge det, men selve arbejdet er ikke interessant. Til gengæld vil hun gerne sy, og går efterhånden kun klædt i kjoler, hun selv har frembragt.

Hun endte med at lade den ligge herhjemme. I skabet sammen med det garn hun også har liggende, og som jeg gerne med tiden skal omdanne til blød og varm iklædning. 

Emilie havde købt alpaca fra Selfmade. Hun havde sammenlignet løbelængde og beregnet hvor meget der skulle til. Senere fandt hun glimmer fra Kremke, for selvfølgelig skal der glimmer i strik til Emilie. 

Hvad hun ikke havde regnet med (og hvad jeg måske ikke havde været opmærksom på) var at der skulle strikkes med to tråde. Emilie havde købt med udgangspunkt i en. Altså gik der ikke ret lang tid, inden det viste sig at der slet ikke var garn nok.

Jeg tog i Selfmade, medbringende et nøgle garn, kun for at finde ud af, at garnet ikke længere var en del af kollektionen. Der var et uldgarn i en farve, der ville være fin til, men jeg vidste at Emilie ikke ville være interesseret i det lidt kradsende uld. 

Gåde råd var dyre. Jeg gik på nettet, ledte og endte med at bestille Drops Alpaca i en farve, der på skærmen så ud til at fungere. Det gjorde den ikke. Den var alt for mørk. Jeg pakkede det nye garn væk, tænker det nok skal blive brugt til noget andet og gik på jagt i omegnens garnbutikker. 

Jeg endte med Drops Flora, i en farve, der tilnærmelsesvis ligner den Emilie havde købt. Når man ved det, kan forskellen godt ses. Halkanten og bærestykket er to tråde Wooly Fraya fra Selvmade, resten er en tråd Fraya og en tråd Drops. 

Selve arbejdet med at strikke den, tog ikke lang tid. Men den havde nogle pauser undervejs og der gik næsten tre måneder før den var færdig, og Emilie kunne tage den med hjem. 

Undervejs skulle den prøves - af et par gange-  og måtte derfor pænt vente på at Emilie kom fra Fyn. Jeg løb også tør for glimmertråden, som Emilie havde købt en rulle af. Hun købte selv rulle nummer to, og igen måtte den vente på, at hun kom hjem. 

En dag midt i januar, kunne vi tage billeder i et sneklædt område ved friluftsbadet i Gladsaxe. Jeg havde været en tur i vandet, mens Emilie ventede iklædt alt sit overtøj. Jeg havde også været en tur i saunaen, og tilbage i vandet, og stod med bare ben, bikini og den store lækre, varme baderobe og badesko, mens vi så hurtigt som muligt skød en række billeder og håbede på det bedste.

Ærmerne blev lange. De blev bestilt lange. Måske syner de lidt længere, end ballonærmer normalt bør, fordi hun trak dem en smule ud over hænderne i den kolde luft, midt i sneen. 

Under alle omstændigheder er hun glad for den, og den roterer glad mellem de andre trøjer hun efterhånden har i sit skab.

Design: Sunday Sweater af Petite Knit.

Garn: Wooly Fraya, Kremke Stellaris og Drops Flora, alle i petrol farver. Jeg har ikke gemt farvekoderne og er ærlig talt lidt i tvivl om hvad de hedder. 

Jeg brugte 495 gram til hele trøjen. 324 gram Wooly Fraya, 129 gram Drops Flora og 38 gram Stellaris. 

Pinde: Jeg brugte pind 6 mm til ribben på hals og krop. For at stramme om håndledet er håndledsribben strikket på en pind 5 mm. 

Resten af trøjen er strikket på en pind 7 mm. 

Størrelse: Trøjen er strikket efter en 2XL. Fordi Emilie altid går i kjoler, og vil have en trøje der slutter i taljen, har jeg ændret en smule i opskriften, så bærestykke og krop optisk blev mere harmonisk. 

Bemærkninger: Det er længe siden den blev færdig, og selvom jeg har skrevet noter, er der visse ændringer, jeg ikke er helt sikker på. 

Ærmegabet i en størrelse 2XL er ret dybt. Når trøjen skal slutte i taljen, blev der ikke meget plads til krop under ærmegabet. Derfor valgte jeg at strikke bærestykket kortere end opskriften. Jeg bibeholdte antallet af masker, og lavede kortere afstand mellem udtag. Jeg har ikke noteret hvor meget kortere. Jeg har sikkert gjort det på gefühl. 

Kroppen er strikket lige ned, til længden passede. 

Jeg glemte at stoppe udtag på ærmerne og endte med at tage ud til balloneffekten hele vejen til håndledet. Det betød nogle flere masker end forventet. Jeg tog derfor ind til håndledsribben over to omgange, og fik måske en lidt større balloneffekt.

Vil du se flere billeder af sweateren, kan de ses på Ravelry.

Filtede underlag

 

Dengang det blev koldt at stå i badehuset ved stranden og skifte tøj, fandt jeg rester af uldgarn, en tyk pind og strikkede et underlag til at stå på. 

Jeg fulgte ikke nogen opskrift, slog masker op, strikkede til det så fornuftigt ud og stoppede det i maskinen ved 30 grader, for jeg var bange for at 40 blev for voldsomt. 

Det virkede fint, bredden fungerede, men det kunne godt have været lidt højere. Det kunne muligvis også have tålt 40 grader. Det fungerer, jeg har brugt det siden, har det med når vi bader, står på det når jeg skifter tøj, og sidder på det i saunaen. 

Emilie så straks muligheder, og ønskede et tilsvarende til at sidde på, når hun leger med børnene ved sandkassen. Altså slog jeg op til endnu et underlag, ændrede lidt på antallet af pinde og fandt alt hvad jeg havde af uldne rester, der gik i retning mod lyserød. Det er altså ikke meget. 

Jeg slog op til et tredje og har planer om et fjerde, men de er ikke blevet færdige. På et tidspunkt når jeg det nok, for de to andre badedamer synes mit underlag er fint, og med god brug af rester, tænker jeg, at sådan et skal de da også have. 

En dag bliver de nok færdige. 

Og måske skal der så flere til. Det er aldrig til at vide.  

Design: Eget, uden de store overvejelser - bare retriller.

Jeg slog 65 masker op og strikkede 44 retriller til det første, og forøgede antallet af retriller til 50 på det andet. 

Garn: Alt godt fra restekasserne, bare det var uld og i en kvalitet, der kan filte. 

Jeg strikkede med 2-3-4 tråde på en tyk pind og brugte 161 gram til det første og 177 gram til det andet.

Pinde: Jeg strikkede på en pind 8 mm. 

Muligvis derfor gik jeg i stå og fik ikke færdiggjort flere. Mine håndled duer simpelthen ikke til så tykke pinde, for lang tid ad gangen.

Når jeg nu sidder og kigger på dem igen, får jeg lyst til at fortsætte projektet.

Størrelse: Inden vask målte det første 56 x 40 centimeter. Efter vask var det skrumpet til 50 x 39 centimeter. Jeg glemte at måle det andet - til Emilie, men mon ikke det er noget lignende, blot er det lidt højere. 

Bemærkninger: Jeg kan godt lide projekter der rydder ud i resterne. Her kunne jeg krydse af og fjerne helt fra listerne med det opstillede garn. Det var lækkert. 

Måske er det også en grund til, at jeg har lyst til at lave flere.

Vil du ses flere billeder af de uldne underlag kan de ses på Ravelry.

Det første finder du her. Mens det andet findes lige her.

Spelsau

 

Da vi i oktober var på tøseweekend i Nordsjælland, havde jeg fundet Det Vilde Spinderi. Eller jeg havde ikke fundet det, jeg havde hørt om det. Da det gik op for mig at det var lige i nærheden, foreslog jeg at vi skulle køre forbi. 

Vi tager altid på opdagelse i nærområdet, når vi er på tur. Ingen ideer er mindre end andre, og at det med at strikke og spinde stort set hører til hos mig, gjorde ikke oplevelsen ringere for de andre. Vi kiggede på de gamle fine igangværende maskiner, fik fortalt om håndværk og jeg kom derfra med kæmmet spelsau.

I The Fleece and fiber source Book, kan jeg læse, at spelsaufåret oprindeligt er for Norge, og der findes flere forskellige typer - den gamle der har rødder tilbage i vikingetiden og har lagt uld til skibenes sejl og befolkningens påklædning. Og de nyere varianter, der er tilført gener fra Islandske, Færøske eller finske får. For begge typer gælder at underulden er fin og blød, mens overulden er rustik og grov. Unnder- og overuld kan deles hver for sig, eller spindes sammen. 

Den brune farve jeg fik med hjem er typisk for den gamle type, der også var hvid, sort og grå, mens de nyere typer oftest er hvide men også kan findes i de gamle farver. Den uld jeg havde med hjem har helt sikkert en del overuld i sig. jeg tror det er en blanding af både over- og underuld, for det er groft og rustikt, men det har også en blødhed over sig. 

Gennem tiden har man delt ulden og brugt den, der hvor den gjorde mest gavn. Vikingenes store sejl har været vævet af overulden alene, mens de fineste beklædningsdele har været af underulden alene. Resten har ganske sikkert været en blanding. Og mon ikke de har arbejdet med forskellige blandingsforhold. 

Materialer: Spelsau fra Det Vilde Spinderi. Ulden var kæmmet i tynde bånd, vel nærmest det, der kaldes pencil rowings. Jeg købte to små bolde, der var tænkt til at hækle siddeunderlag af, og forestillede mig jeg kunne spinde. 

De to bolde indeholdt tilsammen 175 gram. 

Forberedelse: I første omgang forestillede jeg mig at ulden kunne spindes som den var, hvis blot jeg løsnede det lidt, ved at tese det en smule, inden spindingen.

Fibrene er lange, og det var svært at spinde ulden til garn, fra det kæmmede bånd. Jeg besluttede at prøve noget andet, fandt blendingboardet frem og lavede i stedet rolags.

Det gjorde arbejdet meget nemmere. Jeg løsnede stadig fibrene, inden jeg spandt. Det var ikke det nemmeste jeg nogen sinde har spundet, men det lod sig gøre. 

Spinding: Jeg spandt fibrene på rokken, i Z-retning. Det betyder med hjulet kørende i urets retning og et garn der bliver snoet mod højre. 

Jeg kan godt lide at spinde en form for longdraw - altså at have hænderne et stykke fra hinanden. Fordi fibrene var lange, var det nødvendigt at have hænderne længere fra hinanden, end havde det været merino, eller en anden kortere fiber. Alligevel oplevede jeg at jeg ikke kunne holde hænderne alt for langt fra hinanden.

Tvinding: Også tvindingen foregik på rokken. Denne gang i S-retning. At hjulet kører mod uret og de højredrejede tråde snos sammen mod venstre, for at danne harmoni og balance i det færdige garn. 

Jeg tvandt garnet tretrådet ved at kædetvinde. Det betyder at det entrådede garn omdannes til et tretrådet garn ved at "hækle" store "luftmasker" som tvindes sammen til en tråd. 

Når jeg kædetvinder, er det vigtigt at det ikke går for hurtigt. Jeg forsøger at træde langsomt og sætter snoren på den største trisse af de to, der er rådighed på den lille rok. 

Efterbehandling: Jeg haspede garnet af spolen, og skyllede det op i varmt vand tilsat uldvask. Jeg lægger garnet forsigtigt ned i vandet og ladet det ligge uden bevægelse til vandet er kølet af. 

Når vandet er koldt, tager jeg garnet op, krammer det forsigtigt, først mellem hænderne bagefter i et håndklæde. Til slut svingede jeg det et par omgange, for at få det sidste vand ud, ud over kanten på altanen. Slutteligt hængte jeg garnet til tørre over en bøjle, til det var helt tørt.

Resultat: Jeg er endt med et garn, der på samme tid er blødt at røre ved, og kradst at røre ved. Jeg forestiller mig det som mønsterfarven i et eller andet til Anders. 

Da garnet var helt færdigt, fandt jeg en smule mere af fibrene. De bliver ikke til garn nu, men - forestiller jeg mig - bliver en del af noget større engang med tiden. 

Det færdige garn vejer 135 gram og er 286 meter langt. Det er 212 meter pr 100 gram.

Det var et spændende forsøg, og jeg kan hermed konstatere at jeg holder mere af de blødere materialer og færdige resultater.

Vil du se flere billeder af garnet, kan det ses på Ravelry.

Lysgopler

 

Så vidt jeg kan regne ud, har jeg boet i min lejlighed i 23 år. Den er ikke stor, men den rummer det, den skal. Den er 68 m2, fordelt på en stue og to værelser. Dengang jeg flyttede ind, rykkede jeg ind på det lille værelse og lavede børneværelse på det store. Efterhånden som børnene blev større, fik de et større behov for at kunne være alene, og derfor byggede vi en væg i stuen, og fik endnu et værelse. 

Jeg, eller efterhånden vi, flyttede ud af det lille værelse og fordelte børnene på de nu to mindste værelser. Daniel i det lille stueværelse, og Emilie i det gamle tidligere soveværelse. At vi indtog det store værelse betød at det kontorarrangement, jeg havde haft i stuen rykkede med. Med en mindre stue, var der ikke rigtig plads til det længere. 

Længe havde jeg tænkt, at det var mig, der skulle bo i stuen. Men skulle vi have haft plads til en dobbeltseng, skulle der have været taget en større bid. Som det blev, fungerede det rigtig godt. Da Daniel flyttede hjemmefra, indtog jeg hans værelse og det har haft forskellige formål. I dag er det den lille stue, som er varm om vinteren og god at sidde i med strikketøjet. Vi forsøgte også at flytte spisebordet derind. Det var heller ikke dårligt, men jeg kan bedre lidt den funktion stuen har nu.

Vi kunne rive væggen ned igen. Men jeg kan faktisk godt lide det som det er, og her er koldt om vinteren, og der giver det lille rum rigtig god mening. 

Efterhånden nærmede tiden sig for at Emilie flyttede. Det er efterhånden længe siden, hun er fint etableret på Fyn, og dermed opstod også tanker om hvordan lejligheden nu kunne bruges. Jeg har aldrig været i tvivl om, at jeg ville have soveværelset tilbage til det lille værelse. Det større har jeg en drøm om at omdanne til et arbejdsværelse, hvor symaskinen kan stå fremme, og døren kan lukkes til rodet. Det kommer med tiden. 

En anden drøm, som jeg kom i tanke om, da jeg i sommers malede og flyttede soveværelset ind i Emilies aflagte værelse, var en himmel. Dengang for 23 år siden så jeg det for mig. Jeg fik bare aldrig fulgt op på ideen. Det gjorde jeg nu, og selvom jeg valgte lagenlærred, fordi det er dyrt at købe elleve meter stof, fungerer det så godt. Måske laver jeg en dag en ny himmel, af et uldent stof, og husker at jeg måske skal have et par meter mere. Men det har ingen hast.

Noget andet der dukkede op, som jeg ikke tidligere havde tænkt, var lysgopler. 

Jeg havde set dem, hos Amrit, og synes de er så fine. Da jeg i august var til Fiberfolk i Roskilde havde Liebe CPH en stand og solgte kits til goplerne. Jeg endte med at købe et. Jeg købte senere to mere og strikkede tre gopler, som nu hænger inde under himlen, og lyser så fint op i aftenmørket. Det er så hyggeligt at kigge ind, når jeg kommer hjem i mørket og de hænger der og lyser. 

Jeg er vild med at kittet indeholder en lyskæde med timer. Det betyder at de selv tænder og slukker. Jeg har bare sat tiden til en gang - og hver gang batterierne skal skiftes - og så klarer de det selv. 

Garnet er en smule forfærdeligt og fyldt med plastik, men det rigtige til det her projekt. De er lette at strikke, det tager ikke lang tid og jeg endte med at købe dem som kits, fordi det ganske simpelt er dyrere at købe delene hver for sig. Jeg ved det, for jeg regnede på det.

Design: Lighting Jellyfish af Libe Kbh.

Garn: en tråd Bella fra Permin (Mohair, uld og polyamid) sat sammen med en tråd Creative Bubble fra Rico Design (Polyester). 

Der er to 50 grams nøgler i hvert kit - et af hvert slags garn. Jeg brugte i omegnen af halvdelen af Bella og næsten hele nøglet Creative Bubble til hver lampe. 

Jeg har ikke vejet det resterende garn, men børnene på skolen synes det var meget fint. 

Pinde: Jeg skulle have brugt en pind 7 mm. Den havde Emilie lånt, så jeg brugte i stedet en 8 mm. Det virkede fint. 

Størrelse: Jeg kan se at der nu er to størrelser. Der var kun en dengang jeg købte mine kits. Ud fra beskrivelsen, tænker jeg at mine jellyfish er små.

Bemærkninger: Selve det strikkede - altså kroppen på lampen strikkede jeg efter opskriften, men på en større pind. Jeg tror ikke det gjorde den store forskel - beklædningen passede fint rundt om lampen.

Jeg klippede en del flere fangarme, end opskriften siger. Jeg kan ikke huske hvad der står, men jeg satte to tråde - en af hver - fast til hver maske hele vejen rundt underneden på lampen. 

Lyskæden har jeg dels stoppet op i selve lampen, dels ladet hænge mellem fangarmene. 

Vil du se flere billeder af lysgoplerne, kan de ses på Ravelry.

Biografsokker

 

Midt i sokkeeventyret til Anders, kom Rie pænt og spurgte om jeg mon ville strikke strømper til hende og hendes veninde, der skal bruges, når de er i biografen. Hun skulle nok selv købe garnet. 

Enden blev at jeg strikkede sokker i stedet. To tråde og pind 4 mm er i min optik sokker. Jeg ved der er mange varianter af fortolkningen af strømper og sokker. 

Cirka samtidig havde Crazy Sock Lady udgivet en ny opskrift med et simpelt mønster, som jeg havde lyst til at strikke. Jeg var helt klar på at det var et meget simpelt mønster, men jeg kunne ikke gennemskue hvor simpelt, og så køber jeg opskriften. 

At opskriften er til strømper på en noget mindre pind, var lige meget, for mønstret kunne nemt omsættes til færre masker. 

Design: Vanilla Bean Socks af Crazy Sock Lady.

Garn: Strømpegarn med glimmer fra Netto. Farven hedder 15.

 Rie købte fire nøgler og jeg brugte det hele. 

Pinde: Jeg strikker sokker på pind 4 mm og strømpepinde. 

Størrelse: Begge par skulle være cirka størrelse 39. Det er meget lækkert, for så kan jeg prøve på mig selv. 

Jeg strikkede 10 mønstergentagelser på benet af det første par og 9 mønstergentagelser på foden. Det var lige lidt for meget garn, og jeg modificerede derfor til 9 mønstergentagelser på benet af par nummer to. Alligevel måtte jeg sætte en lille smule af et andet garn fra kassen med strømpegarn til tåen, af par nummer to. 

Så kan de se forskel. 

 

Bemærkninger: Jeg lavede en timeglashæl, fordi det var let. Jeg vil egentlig helst strikke hælflap og kile, men her synes jeg det gav mening at bruge en anden type hæl.

Jeg slog 44 masker op til ribben foroven og fortsatte med det maskeantal gennem hele sokken. 

Det er et fint enkelt mønster, jeg godt kunne finde på at gentage en anden gang.

Jeg ved de er taget godt imod og jeg fik tilsendt en lille video fra biografen, hvor sokkerne er på og glimter i halvmørket. 

Der er ikke et øje tørt.

Vil du se flere billeder af sokkerne, kan de ses på Ravelry.