mandag den 28. oktober 2019

The Love of Spiders


Da jeg i foråret var til blog/insta-træf hos Violykke, vendte jeg hjem med tasken fuld af fine gaver sponsoreret af glade - og spændende - givere.





Mellem de fine gaver var to fed garn fra A Knitters World. Jeg vidste ret hurtigt, at de en dag skulle blive til et sjal, jeg vidste bare ikke hvilket.

Jeg har kigget på flere, mere eller mindre målrettet, men ingen fandt rigtig nåde for mit blik.

Indtil jeg mere eller mindre faldt over sjalet fyldt med kærlighed til eddekopper. Jeg er ikke sikker på jeg forstår navnet, men sjalet var fint, så fint at jeg næsten hurtigere en hurtigt fik slået op og gik i gang.

Det blev hurtigt et af de projekter, der blev stoppet i tasken og fungerede godt ude blandt andre eller i mødesituationer. Mønstret sad hurtigt fast, til trods for at der ikke er et diagram, men kun beskrivelse af mønsterstrikken.

Jeg aflurer og husker bedst mønstre, når jeg kan se dem visuelt. Jeg sidder ofte fast i skrevne forklaringer, og kan ikke se lyset, eller nærmere maskernes indbyrdes forhold til hinanden.  Netop derfor tegner jeg ofte et diagram, hvis ikke der er noget.





Jeg nåede ikke til at tegne, men jeg var tæt på. jeg måtte gennem rapporten mere end en gang inden det gav mening, men så sad det også fast.

Andre har det omvendt.

Jeg kan godt lide forskelligheden.











Design: The Love of Spiders af Melanie Berg.


Garn: Grå Merino/Silke og pink Merino/Donegal begge fra A Knitters World.

Jeg brugte stort set alt hvad jeg havde, og det færdige sjal vejer 208 gram. Lige præcis 5 gram mindre end de to fed tilsammen startede med at veje.


Pinde: en rundpind 4mm (og en 3mm til opslag)


Størrelse: Sjalet har en færdig størrelse på 230 x 85 cm.





Bemærkninger: Det med at tage billeder ligger åbenbart ikke lige for i øjeblikket. Derfor ser sjalet ikke helt så fint ud, som færdige sjaler plejer at gøre.. jeg har nemlig taget det i brug, og nyder det.

Det er blødt og skønt og dejligt.

Jeg ændrede ikke meget.

Sjalet startede med en gartertab - eller også gjorde jeg det bare. Det kan jeg ikke lige huske. Hvad jeg kan huske er, at jeg slog op og strikkede gartertabben på p 3 mm, fordi det ellers blev for løst. Jeg startede med at slå op med en provisorisk opslag, så jeg kunne samle levende masker op og slippe for at kunne se opslagningen efterfølgende.

Jeg skiftede til p 4 i samme øjeblik gartertab og opsamling af masker var overstået.





I mønstret i den første sektion - striberne - valgte jeg at strikke alle de pink masker ret fra vrangsiden, for at få lidt mere tekstur i mønstrert. Men også fordi de glatstrikkede pink pletter nærmest forsvandt i det grå. Det synes jeg ikke var pænt .

Jeg strikkede en mønsterrapport mere af sektion to. Fordi jeg kunne, og fordi der var nok af det grå.

Jeg strikkede kanten til der ikke var mere garn. Kun nok til at lukke af.


Har du lyst til at se flere billeder af sjalet, kan det ses lige her på Ravery.





søndag den 27. oktober 2019

Valnødder i solen


I sommers fik jeg en bunke uld til at lege med. Uld i klare farver, som jeg hurtigt fik lyst til at farvelege med.





Jeg kunne vildt godt tænke mig at prøve kræfter med syrefarver. Ikke i stor stil, bare til husbehov, mest fordi jeg synes det ser spændende ud. Der er så mange muligheder. Og bunken med uld kan være et godt afsæt.

Jeg er overhovedet ikke nået til syrefarver. Endnu. Men kort tid efter ulden var kommet i hus, var det sæson for valnødder. Jeg stoppede uld af flere farver og halverede valnødder i glas, satte dem i solen og - indrømmet - glemte alt om dem.

De stod lidt længere end de måske egentlig burde.





Da jeg endelig fik taget mig sammen til at tømme glassene, stank ulden. Stanken var mest af alt en blanding af rådden tang, rensningsanlæg og noget andet klamt. Ulden som sådan var ikke klam, det lugtede bare ikke godt.

Det var stadig sommer dengang. Lange dage uden regn.

Jeg skyllede det rensede uld op i uldvaskemiddel og lagde det udenfor til tørre, mest af alt besluttet på at smide det ud, når det blev tørt.

Men der skete noget. Med tørhed forsvandt lugten. Tilbage er ingenting. Blot uld, stadig i flere farver, men over samme læst.

Jeg havde lilla, blå, grøn, gul og orange uld i glassene fra start. Færdigt er der stadig nuancer af både blå, lilla, gul og grøn, men mest brun. Den orange derimod, den er stadig mest af alt orange. Ikke kun orange, men den stikker mest ud.





Anders har længe - som i flere år - talt om en strikket kasket. Jeg har mindst lige så længe sagt, at det kan jeg ikke strikke. Men måske kan det brunlige uld godt blive til en strikket kasket. Hvis jeg kan finde noget der ligner en opskrift. Eller finde på noget selv. Opskrifter på kasketter er efter min mening generelt temmelig grimme eller uheldige - i hvert fald dem, jeg har fundet.

I et forsøg på at skabe et nogenlunde harmonisk garn, og med et håb om at lære noget om farvelære i forhold til spinding, har jeg kastet mig ud i et forsøg. Et er at vide en hel masse om farver og deres indvirken på hinanden, noget andet er at spinde. Det jeg nemlig har lært, er, at det færdige produkt godt kan ende ganske anderledes end man forventer.





Jeg har en forventning. Jeg håber det holder stik. Jeg vil nemlig gerne ende med et garn, der ikke er fuldstændig ensfarvet, men nærmere meleret i en brunlig farveholdning. Jeg er lidt bange for hvordan den orange vil spille mod de andre farver, og har et håb om, at tvindingen vil tone den orange ned til fordel for de resterende brune toner.

I første omgang har jeg splittet al ulden op i mindre dele. Smalle dele af den oprindelige top i varierende længde - omkring en halv meter. længderne er snoet i små dunter og derefter vejet af i tre lige store bunker, uden hensyn til farverne.

Jeg er i gang med at spinde den første bunke. De tre bunker skal spindes så tyndt jeg kan på tre spoler, så jeg i sidste ende kan tvinde et tretrådet garn. Når der er tre tråde og de små dunter ikke er helt lige store, håber jeg på et garn, der vil blande de oprindelige fem farver i et nogenlunde ensartet forløb.





Det er faktisk lidt spændende hvordan det ender.

Uanset hvad,  tænker jeg, at de 130 gram jeg startede ud med, i sidste ende må være nok til en hue med skygge. Som Anders måske kan godkende.





Granatenken


Fra Kranen ved Geeste gik vi forbi kirken, og videre mod Bremerhaven Station. Stationen ligger i udkanten af det oprindelige Geestemünde, og der var langt, så vi endte med at tage bussen, som dagsbilletten dækkede.





Inden vi nåede så langt, mødte vi en dame, der solgte noget. Det var lidt svært at se, hvad det var, men gættet er noget spiseligt, målt op på vægten og pakket i papirsposer, eller måske snarere avispapir.

Med byens placering er et nærliggende gæt også noget med fisk. Måske tilberedt, så hun har været blandt pionererne ud i streetfood.

Vi forsøgte at læse skiltet, der fortalte om damen, hendes oprindelse og historie. Men selv med hjælp til oversættelse, var der lige præcis tilpas mange ord, der ingen mening gav i helheden. Vi bryggede vores egen historie sammen, der forhåbentlig nærmer sig sandheden, og ellers bare er en god historie.







Damen er et billede på granatenkerne efter første Verdenskrig. Vi går ud fra at det betyder at hun er efterladt med en mand der enten er død i et granatangreb (i princippet et angreb, om det specifikt var en granat der slog ham ihjel, er nok i virkeligheden ikke så vigtigt), eller en mand, der har fået granatchock og ikke er meget bevendt i forhold til husholdning, specielt økonomisk. Her er vel også tale om en slags enke.

Under alle omstændigheder var der en hel del kvinder, der led under manglen på mænd efter krigen. Det samme kunne vel siges om situationen efter anden Verdenskrig. Jeg ved ikke om den historiske udvikling, krigsførelse havde taget mellem de to krige, betød det store i forhold til de efterladte.







Det korte af det lange er - eller det vi fik ud af fortællingen - handler figuren om, at for at overleve måtte kvinderne på gaden og sælge det, de nu havde at sælge. Jeg forestiller mig, at i en tid, hvor kvinderne gik hjemme, sørgede for hjem, mad og børn, har det været et stort indgreb i en lille familie, hvis børnene pludselig skulle passe sig selv, hvis hjemmet ikke længere havde nogen til at tage sig af det, og indkomsten formentlig har været temmelig svingende.

Det er historie. Samme historie der fortælles Verden over. Men granatenkerne har nok været den betegnelse kvinderne omkring Bremerhaven har fået.





I sin sårbarhed var hun afsindig fin og meget fortællende, som hun sad midt på gågaden, sunket sammen og håbede på at sælge nok til at endnu en dag kunne ende med mad på bordet og leje til værten.





lørdag den 26. oktober 2019

Kranen ved Geeste


Tilbage til sommerferien er vi nået til Bremen.

På endagsturen til Bremerhaven så vi ikke kun ubåde, vi gik også en tur på Historisches Museum Bremerhaven. Et forholdsvist overskueligt ikke alt for stort sted med fri adgang.







Fra museet gik vi langs Geeste, der ikke kun slynger sig gennem byen, men også er den oprindelige skillelinie mellem Bremerhaven og Geestemünde - den lille by, der før Bremerhaven blev opfundet lå ved mundingen af Geeste mod Weser.

Med tiden blev Geestemünde opslugt af Bremerhaven, men vist ikke uden kamp.

Der var fint langs floden, og som den svingede, kunne vi ind imellem se noget der lignede et stort insekt, som stod og knejsede på kanten af floden. Som vi kom nærmere blev den store kran ikke mindre spændende.

Helt fremme, var den gamle plads under kranen lavet om til et dæk med et par bænke, som vist blev flittigt brugt. På et skilt på kranen, blev vi klogere.







Kranen står tilbage som det sidste udstyr fra det vistnok ældste skibsværft, Bremerhaven gennem tiden har huset. Både i Geestemünde og Bremerhaven har der stor aktivitet forbundet med havet, og derfor har også skibsbyggeri og maskinhaller været en stro del af byernes historie.

Den blev rejst i 1956 og fungerede frem til 2003 - så vidt jeg læser skiltet, som ikke var helt så letlæseligt, som jeg synes tyske skilte plejer at være.

Kranen er høj. Hele 35,5 meter i fuld højde. Førerhuset befinder sig 28,6 meter oppe og den har en trækkraft mellem 7,5 og 20 tons. Alt afhængig af hvor tung lasten er, kan den flytte den mellem 17,6 og 28,4 meter fra centerpunktet.







I dag fungerer kranen ikke. Motoren er demonteret, skinnerne ude af funktion og adgangen til førerhuset fjernet. Alligevel er der en vis storhed over den gamle kran, som muligvis ikke er så gammel, men står smukt som kontrast mod byens store gotiske kirke.




Magnolia Chunky Cardigan


Det har været en skøn uge. Det har været en lang uge, og på mandag starter vi forfra igen.
Det går lige lovlig hurtigt i øjeblikket. Jeg trøster mig med, at der nok kommer mere tid at tage af senere på året - skoleåret altså.





Jeg har kigget længe på Camilla Vads Magnolia. Både den ene og den anden model i serien.

Jeg har også med mellemrum tænkt tanker om det garn Anders insisterede på at jeg skulle have med hjem fra Berlin for flere år siden, og som jeg ikke har kunne finde det helt rigtige til.

På det seneste er jeg begyndt at varme lidt op, overfor ideen med mohair som følgetråd. Jeg er ikke fan af mohair, jeg tror aldrig jeg bliver det, men så alligevel. Det kan noget det der mohair - som en helt tynd tråd, der giver det hele en blødhed ud over det sædvanlige.

Det blev et billede på instagram (svipe), der fik mig overbevist. Rocknrollhausfrau har strikket den smukkeste Magnolia Chunky Cardigan. Jeg fandt det fine håndfarvede garn frem, glædede mig over at løbelængden passede perfekt - når det blev lagt dobbelt - og købte, inden jeg nåede at tænke alt for længe - mohair i en passende farve.

Det var hurtig strik. Lige over fjorten dage, fra jeg slog op, til sidste knap blev syet i. Det tog næsten længere tid, inden jeg fik overbevist Emilie til at tage en flok billeder, på vej til fødselsdag sidste weekend.







Den er taget i brug. Den er dejlig og det smukke garn er så fint, måske fordi det blev lagt dobbelt og meleringen i alt det grønne blev mere ligeligt fordelt, end hvis det havde være en enkelt tråd.

Jeg lavede lidt om. Lidt tilpasninger, så den sidder bedre på mig. Ikke meget, og ikke noget man ser. bare nok til at jeg er tilfreds.

Og jeg er tilfreds.












Design: Magnolia Chunky Cardigan af Camilla Vad.


Garn: Cat Priut Hand Dye Collection i farven Froschköni, købt i Fadeninsel i Berlin for længe side, sat sammen med Tilia fra Filcolana i farven Receda/124.

Jeg brugte stort set alle 400 gram af det uldne håndfarvede grønne og 80 gram af den tynde mohair.
Jeg tilføjede 9 knapper fundet i den lokale garnbutik.


Pinde: 5 og 6 mm. Så er det klart det går stærkt.


Størrelse: Jeg startede med en Large og mingelerede så kroppen endte som Medium og ærmerne fortsatte i størrelse Large.





Bemærkninger: Jeg startede som sagt med en størrelse Large. Halsudskæringen sidder fint, men ret hurtigt gik det op for mig, at kroppen måske ville blive for stor hvis jeg fortsatte efter mønstret.

Det betød at fra 3. udtagningspind ændrede jeg i udtagningerne, så jeg endte med et maskeantal der passede med en deling til krop og ærmer, så kroppen havde masker til en medium og ærmerne til en large.

Jeg strikkede kroppen lige som der stod.

Ærmerne forlængede jeg, for jeg kommer til at fryse hvis ikke jeg har lange ærmer. Jeg har prøvet med trekvartærmer, men det duer ikke til mig. Enten skal der ikke være ærmer - altså bare arme - eller også skal der være ærmer. Og det gør faktisk ikke noget, hvis de går et stykke ud over hånden.

Det viste sig at være heldigt at jeg stoppede ærmerne inden de blev alt for lange. Der var nemlig kun lige præcis nok garn til at strikke forkanterne, som i min udgave fik 9 knaphuller i stedet for 10.







Den sidste lille stump garn, har jeg stadig liggende. Men den kan ikke rigtig bruges til noget.



Har du lyst til at se flere billeder (der er mange) af cardiganen, kan den ses lige her på Ravery.





torsdag den 17. oktober 2019

Rød som Tomat


Rød er en forfærdelig farve at tage billeder af  - og helt tilfreds med resultatet er jeg ikke. Omvendt er jeg ovenud tilfreds med resultatet af spinde-anstrengelserne i forbindelse med den røde uld.

Jeg kan bare ikke forstå, at jeg aldrig har vist fremgang eller noget om den der røde uld.





Jeg er sikker på at jeg har fortalt om planer om rød uld. Jeg er sikker på at planerne om en ulden julegave til Annelise har været nævnt en gang eller to. Hun må godt vide, der venter en rød og ulden gave til jul. Hun må også gerne se billederne af garn, både færdigt og undervejs, men her stopper det så.

Garnet er færdigt. Selvom det har taget mig to måneder at spinde de tohundrede gram uld, har det været en fryd hele vejen gennem processen. Det super lækre bløde uld spandt nærmest sig selv. Men med et kvarter eller en halv time om dagen, tager det alligevel noget tid at blive færdig.





Nu er det så færdigt, et nyt projekt er søsat og det færdige garn har ligget et par dage og blevet aet.

En plan er lagt, jeg er i gang med en strikkeprøve og inden længe sætter jeg for alvor pindene i. Men det får I altså ikke at se før en gang efter jul.











Materialer: 200 gram South American i farven Tomat fra Garngalleriet Microfarveri - det er en uld, der ikke alene er let at spinde, men også er superblød.


Forberedelse: Ikke at min erfaring er stor, men det er gået op for mig, at det er svært - nærmest umuligt at få 100 gram spundet uld, for ikke at tale om 100 gram tvundet uld, til at være på en af de små Ashford spoler, der passer til rokken.

Det kan lade sig gøre, men jeg er ikke sikker på det er umagen værd.

Med 200 gram, besluttede jeg derfor at dele uldstrimlen i tre dele, med cirka lige meget i hver. En trediedel bredde er sådan set også en fornuftig bredde at sidde med. En fjerdedel er måske lige tanden lettere - med min erfaring.





Spinding: Jeg havde en plan om at spinde lidt tykkere end det candyflossfarvede garn, men det endte enten i cirka samme tykkelse eller måske en smule tyndere. Jeg ville egentlig gerne have haft et lidt tykkere garn.

Jeg har både hørt og læst, at det er svært at spinde tykt, når først man har lært at spinde tyndt. At det faktisk kræver en del øvelse. Her er jeg ikke anderledes end de fleste nybegyndere.

Jeg spandt garnet med uret og tvandt det mod uret.

For at få de tre spoler med spundet garn til at blive til et garn af to tråde, tvandt jeg cirka halvdelen af den første spole med halvdelen af den sidste spole, halvdelen af den sidste spole med halvdelen af den anden spole og halvdelen af den anden spole med halvdelen af den første spole.

Jeg endte med 2 tomme spoler og en med en smule garn tilbage. Det vandt jeg op på min vindepind til et nøgle, hvorfra jeg kunne bruge begge ender og tvandt resten, så alt garnet blev brugt.

I øvrigt blev jeg enig med mig selv om at prøve kræfter med 100 gram på en spole og overfyldte to spoler med tvundet garn, inden jeg måtte give tabt og tvinde det sidste på en tredie spole.

Det kan simpelthen ikke betale sig en anden gang. Men nu er det prøvet. Jeg behøver ikke 100 grams fed. Jeg kan sagtens leve med 75 gram i et færdigt nøgle.





Resultat: Jeg er endt med cirka 938 meter totrådet garn fordelt på 208 gram. Det giver en løbelængde på cirka 450 meter pr 100 gram - eller det der på engelsk kaldes fingering eller sport.

Da jeg fik garnet af rokken snoede det sig en halv gang om sig selv. Efter vask er det ikke alene blomstret temmelig meget, det er også perfekt balanceret.

Garnet er både spundet og tvundet temmelig let, så udtrykket af det er tykkere, og jeg forventer at kunne strikke det på en pind 4 eller 4½.

Personligt er jeg imponeret af at have spundet så fint. Jeg troede faktisk der ville gå længere tid, inden jeg nåede dertil. Dermed er drømmen om at spinde til en trøje rykket lidt tættere på.





Bemærkninger: Alle dem jeg har hørt tale om nybegyndere siger som regel at man som ny spinder både spinder og tvinder garnet så meget at det bliver tæt på overspundet.

Det kan være godt for meget - for eksempel strømper, som gerne skal have en hel masse tvist for at holde på slidstyrken.

Jeg kan konstatere at jeg trods masser af omdrejninger på hjulet ikke spinder særlig hårdt. Mit garn er blødt, drejer ikke ret meget, og kan garanteret ikke holde til strømpestrik.

På den lille rok er der to muligheder for hastighed. Jeg startede med den største trisse, som giver den mindste hastighed. Nu har jeg flyttet drivbåndet til den mindste trisse og håber på lidt mere tvist. For selvom det bløde garn er lækkert og der gerne må være mere af det, er slidstyrke så absolut også at ønske.

Specielt fordi jeg gerne vil nå til det der strømpegarn og -strik. En dag.





Skulle du have lyst til at se endnu flere billeder a proces og færdigt garn, kan det ses på projektsiden på Ravelry.





onsdag den 16. oktober 2019

Rajas Raglan


Jeg lånte Oscar i dag. Åbnedag i ferietid betyder tidligt fri, så jeg kunne hente ham inden han skulle sove for anden gang.





Med havde jeg en færdig Rajas raglan, som jeg stoppede ham i, inden han blev sat i barnevognen. fik viklet mit ene sjal (ja jeg havde både et indedøre og et udendøre på) om halsen, så han ikke frøs og siden faldt i søvn.

Efter halvanden time - i regnvejr - vågnede han, klar til spillopper, mad og glade dage.

Inden vi pakkede vognen væk og tog turen op ad trapperne - det tog lang tid. Specielt da barnet undervejs besluttede at det var bedre at gå ned end op. - Valgte jeg at se stort på regn og forsøgte med et par billeder midt på stien ved legepladsen.

Det er ikke fantastiske billeder, men det er hvad jeg har. Han fik trøjen med hjem.


I øvrigt var Anders pænt sjov. Sjov nok til at barnet for en kort bemærkning strakte armene opad og gerne ville op. Anders plejer ellers at være lidt farlig.











Design: Rajas Raglan (baby) af Lene Holme Samsøe.


Garn: Reloved Merino fra Butik Smuksak. Sweateren er strikket i farven Rosemary med Mimosa som effekt.

Der gik lige over 90 gram til hele trøjen.


Pinde: 3 og 3½ mm - jeg brugte vist både rundpinde og strømpepinde.





Størrelse: Jeg strikkede efter 2 år. Ærmelængden er lige lang nok, men ellers passer den Oscar der er knap 14 måneder ganske godt.


Bemærkninger: Trøjen var frisk og ny da jeg hev den på ham nede i vuggestuen. Efter en god lur i en halvlunken barnevogn i regnvejr, nåede den at blive en smule krøllet at se på.


Har du lyst til at se det sidste billede af trøjen, kan det ses lige her på Ravery.