Masker på en søndag - Uge 4

 

Ugen kort:

• Jeg startede en ny børste, men nåede ikke så langt. Der dukkede en vigtigere snak op. Nogen ting er vigtige og børsten skal nok blive færdig. 
• Corona stod højt på dagsordenen, personalet nedlagt på stribe og jeg fik muligheden for at agere vikar i egen klasse, med den hyggeligste tegnede bog med gode tekster som udgangspunkt for seksualundervisning i fjerde klasse. 
• De synes det er spændende, men også lidt pinligt. Jeg lovede god tid til at fnise undervejs. Desværre blev en lærer rask inden fredag, hvor jeg havde lovet at fortsætte. Nu fortsætter vi i stedet på tirsdag, i mine skemalagte timer.
• Jeg tænkte det var ved at være tid til at gøre timer op, men måtte opgive, da det viste sig at det jeg troede var skemaet for min tilstedeværelsestid, var tiden for sidste år. Der er nok i virkeligheden ikke den store forskel, men opgørelsen blev alligevel udskudt til SFO-lederen finder tid til at afsætte mine timer i et skema. 
• De mange coronasyge gav igen plads til at AMR'en taler om skadesanmeldelser og hjælper hvor det er nødvendigt. 
• Teknologi og innovationskurset, der holdt pause de sidste måneder er igen på banen. Det var skønt at komme i gang igen, præsentere mine planer og få finpudset ideen. Nu er der lagt en lidt mere praktisk plan, end jeg først har fremlagt. 
• Fredagsbålet bød på kartofler i en æbleskivepande. Jeg mener stadig det er en god ide, der skal bare arbejdes lidt mere på den. Vejret var skønt, børnene var glade, og så er alting godt.
• Det viste sig at det nye baderum teknisk service har fået bygget er ret lækkert - og jeg har en nøgle. Dermed kunne jeg bade uden at afløbet stoppede til og køre velduftende hjem til Berit lige efter arbejde, til en flok timer i kollegialt tøseselskab. Det var tiltrængt. 
• Louise havde brug for at se håndbold. Dermed lykkedes det mig at se en enkelt kamp fra en hel turnering. Jeg har hverken set den ene eller den anden finale i dag, og aner ikke hvordan det hele endte.  
• Gurli måtte opgive kampen mod kræften og min søster og jeg tog til Nakskov til det sidste farvel. Det blev en superhyggelig dag, lige i Gurlis ånd.

Læse:

Junker er igen på banen, i Kim Faber og Janni Pedersens tredje bog i serien om politiet i København. En mand er stukket ned, en kvinde er drabt og nynazister kæmper på åben gade med bandegrupperinger på Balders Plads. 

Signe kæmper med sine egne dæmoner og Junker forsøger at glemme sine. 

Historien skal nok blive endnu mere drabelig. Spørgsmålet er hvordan persongalleriet kommer igennem. 

Strikke:

Min mor spurgte efter benvarme. Jeg fandt det sidste af det garn jeg i sin tid spandt og strikkede en hue til hende af. 

I forsøget på at strække garnet, så der er nok til to ben, har jeg lagt en mohairtråd til og strikker rib. Jeg tænker det er ved at være tid til at slå op til ben nummer to, strikke lige så langt som nummer et og se hvor langt garnet rækker derfra. 

Jeg tror der er nok. Ellers må jeg finde noget at tilføje.

Diamantstrømpen

 

Maja har lovet at fortsætte strømpestrikkeriet igen i år. Med januar var derfor et nyt mønster klart. Jweg lover ikke at strikke med hver måned, men jeg synes ideen er god, og kan jeg se mig selv i månedens strømpe er jeg med.

 

 

I januar havde Maja valgt at vi skulle strikke diamanter. Jeg har valgt at ændre lidt på mønstret, så jeg synes det blev pænere. Mine ændringer gav et noget strammere mønster, der med de mange smocksammentrækninger betyder at det ikke er en strømpe med den store elasticitet. 

Det var muligvis derfor mønstret fra starten så ud som det gjorde. Jeg valgte at være ligeglad, og kan heldigvis være i de færdige strømper - jeg nåede undervejs at blive lidt i tvivl. 

Nu er jeg bare spændt på hvad Maja har fundet på til februar.

Design: Diamantstrømpen af Knitwear by Maki.

Garn: Jeg har brugt strømpegarn fra A Knitters World med både mohair og nylon som slidstyrke. Farven hedder Rainy Day og garnet er købt på Fiberfolk tilbage i august.

Jeg brugte 76 gram til et par strømper, der passer mig. 

Pinde: Addi Lace rundpind 80 cm 2,25 mm. Jeg strikker magic loop.

Størrelse: Strømperne er one-size. Det lavede jeg ikke om på, og strikkede i længden så de passede til mine fødder. Jeg strikkede halvanden mønstergentagelse ned ad benet inden hælen.

 

Bemærkninger: Jeg synes egentlig jeg havde styr på det, nu viser det sig at jeg undlod en enkelt række i mønstret. Jeg er ikke sikker på det som sådan ses, jeg lavede alligevel om, og strikkede mønstret hele vejen rundt uden opholdet i siden, der nok ville have givet lidt mere plads.

I det hele taget brugte jeg ikke rigtig opskriften. Det gør jeg sjældent når det handler om strømper. Jeg bruger mønstret, når der er et, og strikker ellers resten som det passer mig. Derfor ved jeg heller ikke om jeg har gjort noget der stod i opskriften, eller jeg har handlet helt på egen hånd. 

Så store forskelle er der ikke på strømper. 

Jeg strikkede en hæl med flap og kile i stedet for timeglashælen angivet i opskriften. Jeg må bare indrømme at jeg bedre kan lide hælflappen, og synes den sidder bedre på min fod. 

Jeg fortsatte mønstret ned over hælen i en lidt modificeret facon.

 

 

Efter hælen tog jeg ind til 32 masker under foden. i stedet for de 36 der er angivet i opskriften og mønstret har brug for. Min erfaring siger mig, at foden bliver for stor hvis jeg har mere end 32 masker under foden.

På overfoden var der stadig 36 masker, men da mønstret var af den art der trækker sammen, var det nødvendigt for at nå rundt om foden. De 36 masker var ikke nødvendige for at nå rundt ved tåen, hvorfor jeg på første omgang tå tog ind, så jeg havde 32 masker både over og under foden.

 

Jeg har kigget efter i opskriften, og kan konstatere at jeg gjorde noget andet end der stod. Det gør jeg nok også næste gang.

 

Vil du se flere billeder af strømperne, kan de ses på Ravelry.

De smagte godt

 

Vi arbejder på at lave bål hver fredag. Gerne med et eller andet spiseligt. På det sidste har vi eksperimenteret en del, og det er vi på ingen måde færdige med. Men måske skal vi bare satse på helt almindelig snobrød næste fredag.

 

 

Med restriktionsfaldet er der håb om, at vi på fredag kan genindtage grillhytten og den større bålplads end et bålfad giver. Jeg er på ingen måde i tvivl om, at et bålfad yder fuld tilfredshed i forhold til snobrødsbagning, når det gøres hjemme, men i en skolefritidsordning med tyve-tredive børn i kø, er bålfadet ikke stort nok, der kan ikke både være gløder og ild i mere bål fremtidige gløder, hvorfor netop snobrød har været pakket noget væk.

Sidste fredag betød omstændighederne at bålet var aflyst. En situation med nogle kede børn, endte ud i at en af pigerne, med delvist indtørrede tårer på kinderne, endte med at sige, at hun var okey, og nu ville hun gå ned til Pernille ved bålet og bage pandekager. 

Hvor pandekagerne kom fra, er endnu uvist. med at vi ikke bare kan springe en fredag over, blev i den grad slået fast. Derfor var jeg også klar med bål og nye eksperimenter i fredags. Det var koldt, børnene fik røde kinder, men solen skinnede og det var så hyggeligt. 

 

 

I fredags eksperimenterede jeg igen. Denne gang gjaldt det kartofler. Revne og blandede med æg, ost og krydderier var meningen at de i æbleskivepanden skulle blive til små kugler, lækre og brune på ydersiden og gennembagte indeni.

I teorien ved jeg det virker. Jeg kunne bare ikke. Efter halvanden time lignede det stadig ikke noget, der var færdigt. På et tidspunkt så det ellers lovende ud. Jeg kunne fremvise noget der lignede stegeskorpe, men var på ingen måde tilfreds. Risten var i samme tidsrum flyttet tættere og tættere på bålet, og skulle den have været længere nede, kunne jeg lige så godt stille panden direkte i ilden.

De syv små klumper blev hældt på tallerkener. De seks børn, der havde holdt ud, fik hver deres og der var en til overs til mig. Vi var alle sammen enige om at det smagte godt, men måske tog lidt for lang tid. 

 

 

Jeg er sikker på, at det kan lade sig gøre og jeg er ikke færdig endnu. Min teori går på, at en pande af støbejern vil være bedre til at distribuere varmen fra bålet, frem for den pande Emilie fandt til os i en genbrugsbutik. Der er ingen tvivl om at der var varme i panden. Det sydede og boblede, jeg tror bare mere på støbejern. Hun leder i øvrigt stadig med lys og lygte efter en af støbejern, og mon ikke vi finder en, en dag. 

Indtil da, eksperimenterer vi videre, laver sjove ting på bålet og skal helt sikkert også huske de gode gennemprøve muligheder. Snobrødene for eksempel. Det ved vi da hvad er.

Et sidste farvel

 

Hvornår min fars lillebror mødte Gurli, ved jeg ikke. Men efter de begge havde fået børn, lagt samlivet med deres børns respektive andre forældre bag sig og på mange måder i en moden alder. 

 

 

De slog sig sammen, blev gift, rejste, nød livet og deres børn og børnebørn, endda oldebørn helt til det sidste. Gurli var en dame med omsorg for sine, med mod på livet og den fineste humor. Hun nåede at fylde firs inden, hun i søndags lukkede øjnene for sidste gang. Til det sidste, trods sygdom, med smil på læben.

Der er ingen tvivl om at de nærmeste er knuste, at de mangler hende og for altid vil savne. 

I går tog  min søster og jeg til Nakskov. Brugte dagen sammen med mennesker vi ikke har set alt for længe, og selvom samværet havde en helt bestemt karakter, var det skønt at se fætre og kusiner, at samle op, at følge med og bare være sammen.

 

 

Det er en heldagsudflugt at tage til Nakskov. Det blev en ret fantastisk heldagsudflugt, og da jeg kunne sætte mig i toget fra Næstved og hjem - hvor jeg også var blevet samlet op af min søster - måtte jeg se i øjnene at de var lidt svære at holde åbne.

Gurli var en dame med mange interesser og en stor familie. Derfor mødte der også mange op, og da vi ankom til kirken i sidste øjeblik, var den stuvende fuld med alle dem, der elskede hende. 

Inden vi satte kursen nordpå igen, kørte vi omkring kirkegården. Vi kommer sjældent til Nakskov, og har derfor for længe siden besluttet at når vi kommer der, skal der også være tid til et besøg hos vores far. 

 

 

Graven bliver fint holdt af Anni, og mens Zacharias blev i bilen, gik min søster og jeg hen forbi og sagde hej. På vej tilbage, mødte vi resten af følget, der skulle se blomsterne, som var lagt ved de ukendtes, hvor Gurli har ønsket at stedes til hvile. 

Det var så fint, og blev et fint punktum for en lang og skøn dag.  

Gnome Pun Intended

 

Januars nisse er færdig og har været på udflugt til stierne mellem gravene på den lokale kirkegård. Sådan noget med photoshoot og rette omgivelser er en alvorlig sag, og i forstaderne er det ikke altid nemt at finde pæne baggrunde til for eksempel nisser.

 

 

Jeg kører forbi den her lokation hver dag, både til og fra arbejde, og jeg bruger området med mellemrum. Der er mange små finurlige steder, mange baggrunde og de småstensbeklædte stier virkede rigtige i nissesammenhæng.

Det tager ikke lang tid at strikke sådan en nisse, og jeg har sådan set lyst til at slå op til næste måneds nisse med det sammen. Men det må man åbenbart ikke. Reglerne siger, at man skal starte og slutte månedens nisse i den tilhørende måned. 

Så jeg strikker på noget andet, og håber at kunne holde gejsten oppe hele året. Det hjælper at have sagt det højt. Det betyder på en eller anden måde, at der er noget på spil, og så kan jeg jo ikke bare stoppe. Det er vildt så nemt det er at snyde sig selv.

 

 

Sarah Schira  har designet mindst tolv nisser, så det bør være muligt at strikke en ny hver måned. Jeg er altid let at imponere, og jeg synes att nogle af dem er lidt kedelige. Altså forestiller jeg mig at den samme nisse godt kan gå igen flere gange, med lidt variationer. Den her havde for eksempel to muligheder for skæg. 

Det kan godt vise sig nødvendigt at lege lidt med.

 

 

 

 

Design: Gnome Pun Intended af Imagined Landscapes.

Garn: Rester af Holst Supersoft. 

Kroppen er Sage Blue, huen Aubergine mens skægget er af farven Willow. Supersoft fra Garnudsalg i farven Strandsand udgør hænder og næse. 

I alt er der brugt 39 gram garn, den færdige nisse vejer noget mere.

Nissen er stoppet med fibervat fra en IKEA-pyntepude og har fået kontravægt i bunden af 8 spændeskiver i størrelse 3,5 centimeter i diameter.

 

 

Pinde: 3 mm håndlavede pinde af krondyrben. Jeg kan ikke huske hvor jeg har dem fra, men jeg har et sæt strømpepinde og et sæt korte jumperpinde, som begge dele har været i brug.

 

Størrelse: Inklusive spændeskiver vejer den færdige nisse 127 gram. Den er 24 centimeter høj og er 10,5 centimeter bred på det bredeste sted af kroppen.

 

Bemærkninger. Jeg tror armene fik en omgang mere. Det virkede rigtigt. 

Konstruktionen af skægget betød at alt blev strikket, for bagefter at blive trævlet op igen. Det betyder at skægget egentlig skal være noget længere end det er blevet i min version. Jeg ville gerne have det krøllede look optrævlet garn kan få og skyllede derfor skægget op og lod det tørre helt, inden jeg trævlede op og syede på.

Den var hyggelig at lave.

 

Har du lyst til at se flere billeder af nissen, kan de ses på Ravelry.

 

 

Tirsdagsbesøg

 

I sidste uge var Oscar syg, så vi sprang over. I dag var han ikke syg, men lidt træt. Det er han tit efter en lang dag i børnehaven. Det er sådan der er, når vi ses på hverdage, og helt i orden.

 

 

Vi legede theselskab. Eller måske nærmere kaffeslabberas. Der er nemlig kun kaffe i Oscars kande, også selvom jeg hellere vil have the. Det hænder en sjælden gang imellem at der er the i koppen, men det går hurtigt over.

Det er skønt så sjovt det er at lege med mad. Herhjemme har vi en kage med lys, der kan skæres ud i seks stykker og et vaffeljern, med bagte vafler. Hængslet røg godt nok i dag. Jeg har tidligere repareret, men skruerne kan ikke holde i huller der er lige en tand for store. Jeg tænker nok jeg finder en løsning. 

Umiddelbart tænker jeg lim eller tandstikkere. Eller begge dele. 

 

Med til kopper og kander hører også en samling knapper fra knappekassen.Både nogle små runde plastikknapper med glimmer og en flok hjerteformede af træ. Sådan nogle kan bruges til mange sjove ting, bliver hældt fra kande til kop, ud på gulvet og møjsommeligt samlet op - hvis ikke vi andre bliver sat til den opgave. 

Det var skønt at se ham igen, og endnu skønnere når han giver udtryk for at han synes det samme.   

Vi glæder os til næste tirsdag.

Masker på en søndag - Uge 3

 

Ugen kort:

• Corona har indtaget Rødovre. Og os. 
• Vi er stadig nogen, der modstår. Og tests er evindelige.
• Skolebestyrelsesmødet blev afholdt online - igen.
• Jeg har leget med opslagstavler. Skåret ud og malet som figurer.
• Ekstra vikartimer er på tapetet.
• Oscar var syg, og blev hjemme. Jeg tænkte at uanset hvad han fejlede er en uges afholdenhed en god ide i disse tider.
• Jeg stemmer ind imellem for ekstra paranoiditet.
• Nyhedsbrevet kom på gaden i en noget forkortet udgave, og med kun en skribent. 
• Vi fik set på Håndværk og designlokalet med skrappe øjne, da vi gennemgik i APV-form.
• Vi har lejet et lille hus, og tager til Gilleleje i vinterferien. 
• Prissammenligninger har vist at den nordsjællandske kyst slet ikke er så dyrt et bekendtskab som forventet, når offentlig trafik skal regnes med. 
• På en råkold lørdag var Sille og Rose hyggelige at være samme med. 
• AMR-gruppen holdt møde, og kom omkring lidt af hvert.

 

Læse:

I aftes afsluttede jeg Sagen om Felicia. Som nummer to i en længere serie udvikler den sig i en interessant retning. Jeg gider godt læse mere, men har en anden bog liggende til i aften. Ind imellem er det rart med en pause. 

Altså er jeg spændt på tredje del af Kim Faber og Janni Pedersens fortælling om Martin Junker.

Strikke:

Emilie har længe fablet om varme til halsen. Hun ønsker en halsedisse, men var ikke helt sikker på hvordan den skulle se ud. Hun endte med at falde for Bregne Krave. Den skal bare lige være lidt længere for og bag og lidt kortere hen over skuldrene. 

Og kan man lave takker i ombukket på en rullekrave?

Jeg har slået op, strikket huller og tænker at det der med længde og bredde nok skal være til at finde ud af. Jeg er mere nysgerrig efter det med hullerne.

 

Frost og kulde

 

Det er sjovt som kulden har sat ind efter nytår. Når jeg sidder i min sofa, er der dage hvor jeg næsten ikke kan holde varmen.  Det er specielt de dage, hvor vinden står lige på. De dage tænder jeg stearinlys, trækker forhænget for og tager et par ekstra lag på.

I dag er ikke en af de dage. Men det var koldt i dag.

Sådan frostklart, med blå himmel og knas i luften. Sådan en af de der fantastisk smukke kolde vinterdage.

Både Sille og Rose synes det var gået for længe siden vi sås sidst. Jeg gav dem ret, og cyklede derfor mod Frederiksberg engang i formiddags. Rose  var stadig i nattøjet, og havde på ingen måde travlt med at få tøj på.

Vi legede med de magnetiske byggeklodser, der er vildt sjove, og som man kan konstruere temmelig avancerede bygninger med - hvis man lige overvejer konstruktionen, grundlaget og støttepillerne.

Den fireårige var ikke enig i at der skulle vægge inde i bygningen. Så kan man jo ikke gå rundt - forstå de dog! Og på den måde kan man ende i en situation hvor bygningsværket kollapser og skal bygges op på ny. 

Godt de er sjove at sætte sammen.

Vi endte med at gå ud. Satte kursen mod Frederiksberg Runddel og skøjtebanen. Sille glemte cykelhjelmen, så det med skøjterne blev udsat til en anden dag. I stedet tog mor og barn en kort tur uden skøjter på isen. Det må man heldigvis godt.

En bunke frossen sne var et godt bus på en legeplads og Haveselskabets Have trak godt i barnet. Der er både det gode klatretræ, kendt fra turene med børnehaven og en enkelt påfugl, der kunne beundres.

Vi gik gennem kirkegården tilbage. Den gamle kirkegård er altså fin, og fyldt med historier.

Der var træthed at spore, da jeg pakkede mig sammen og kørte hjem igen.