mandag den 30. april 2018

Til hest


Efter den kirkelige del af konfirmationen i fredags, havde jeg tænkt at bruge et par timer på arken. Der var timer at slå ihjel, og en gave der skulle samles.





Jeg havde bare tænkt mig at gå op til stationen, tage toget til Ishøj og gå videre derfra. Men så tilbød min fætter og onkel at køre mig.

Det sagde jeg ikke nej til.

Der er ikke langt fra Greve til Ishøj, så der gik ikke længe, inden vi kunne dreje fra Køge Landevej mod museet i strandkanten.

Ankommet, blev jeg sat af så tæt som muligt på indgangen, inden min fætter vendte karaten og satte kursen stik modsat mod min onkels hjem, hvor de havde timer at bruge inden aftenens festivitas.





Jeg sagde tak for turen, og vi ønskede hinanden god fornøjelse med hver vores gøremål. Inden døren blev smækket, fik min fætter sagt de skønne ord, der sendte mig smågrinende op over broen mod indgangen...


Nå! Men jeg kan se at Pippi Langstrømpe er ankommet!





Posering


Mandag er skolen lukket, SFO har åbent. Jeg åbnede, og havde dermed tidligt fri.

Tirsdag har det hele lukket, og jeg har besluttet at efter mange år uden, er det tid til at svinge de røde faner. Jeg tager i Fælledparken i morgen...













I går sad jeg hos Sille, hvor Rose efter en kort debat, blev flyttet fra babyindsatsen på Trip-Trap-stolen til børnepladsen med hold til de små.

Da først Sidsel, bagefter jeg, mente at den skrånende babystilling var ved at være lidt for lille, indledte Sille jagten på bøjle og bord. Det er ikke nemt at finde rundt i en lejlighed, hvor alting er flyttet - selv væggene - og flyttekasser holder styr på en hel del af inventaret.

Det lykkedes, og kort efter sad Rose tronende i ny stilling. Hun var tilfreds, undersøgte og rankede ryggen bag de nye muligheder. Sille fandt også dimserne, der holder stolen fast, hvis urolige børn får lyst til at vælte bagover. Sidsel og jeg monterede, så nu sidder hun efter alle kunstens regler.

Siden fandt jeg kameraet, og Rose poserede det bedste hun havde lært - smilede med alle de manglende tænder, klukkede og lavede sjove øjne.


Jeg tog et hav af billeder, for Sille kom i tanke om at det er tid til otte-måneders-billedet, som jeg dermed fik lov at være fotograf for.





søndag den 29. april 2018

Sol over Frederiksberg


Søndag er brugt sammen med Rose. Jeg føler mig brugt.





Det tager tid at flytte en dør, bygge en væg og få det hele til at se ud, som havde det altid været. Det er uden tvivl ikke sidste gang, jeg passer Rose.

Det er hyggeligt at passe Rose. Hun er et af den slags børn, der ikke gider sove inde. Som ikke gider sove, som skal have det hele med. Også selvom hun er træt. Meget træt.

Derfor går vi altid tur. Så sover hun nemlig.





I dag var det med klapvognen. Sille har købt en klapvogn. Den står i opgangen, fylder ikke meget og er lettere at komme til, end barnevognen i skuret i gården. Der er langt rundt om ejendommen, gennem porten og ind til barnevognen - specielt med et barn på armen. Så jeg valgte den lette løsning.

Jeg havde glemt at jeg helst vil have øjenkontakt. At fremvendte klapvogne ikke giver mulighed for at snakke, grine og lave sjov. At fremvendte klapvogne betyder at jeg hele tiden skal stoppe og kigge rundt, hvis jeg vil se barnet. Jeg er ikke tilhænger af fremvendte klapvogne - og så kan det godt være barnet gerne vil se fremad.

Næste gang tager jeg barnevognen.




Vi gik i Frederiksberg Have. Vi var ikke nået frem, før hun sov. Så jeg fandt en bænk, satte mig med garn og pinde, med udsigt til det sovende barn, og ærgrede mig over, at den danskvand jeg ville have taget med, stod på spisebordet derhjemme.

Efter lige godt en time vågnede hun. Jeg pakkede mig sammen, gik videre og inden længe sov hun igen. Jeg fandt en ny bænk, fandt garnet frem igen og nød solen og den blå himmel. Nød synet af haven, der er sprød, grøn og levende.

Da hun vågnede igen, gik vi videre. Rose faldt i søvn igen, men jeg fandt aldrig en bænk uden mennesker. Da jeg endelig fandt en, vågnede hun, og lignede ikke en, der skulle sove mere. Et kig på uret viste, at hun næsten havde sovet to timer.




Så gik vi hjem. Kun de sidste hundrede meter gad hun ikke mere. Brokkede sig, klynkede og gik over i gråd. Her ville jeg gerne have haft øjenkontakt. have kunne gøre mere end bare snakke, fra et sted bag kalechen.

Sagde jeg, at næste gang tager jeg barnevognen? Den er også bedre at gå med.





Konfirmation


Fredag startede tidligt.




Der var konfirmation i Mosede Kirke, og da jeg ankom var et virvar af mennesker uden for kirken. Jeg er tilhænger af gamle landsbykirker, og selvom Mosede Kirke er ganske fin, med god plads (ikke lige i fredags) og en akustik der virker, virker den alligevel ikke rigtigt på mig.

Jeg nåede at tænke industribygning, inden jeg nåede tæt nok på til at anerkende, at det var der jeg skulle hen.

Kirken til trods, var det en fin konfirmation. Alle de glade konfirmander strålede, de havde valgt smukke bibeltekster og været med til at vælge dagens salmer, som gav genlyd gennem et rum, der fungerer til sang.

Præsten sagde pæne ord, og det var tydeligt at konfirmationsforberedelsen havde været en fryd, som ikke kun havde været sjov, men også sat tanker i gang hos de unge mennesker.

Udefor viste vejret sig fra sin skønneste side, mens glæden var i højsædet, kamerarerne blitzede og der velvilligt blev stillet op til posering.

Mens familien kørte hjem og fik forberedt det sidste til festlighederne, kørte min fætter mig til Arken, hvor jeg havde planlagt at bruge dagen, inden aftenes festivitas løb af stablen.





Tillykke til Savannah, der efter sigende har talt ned til dagen de sidste tre år.





torsdag den 26. april 2018

I sidste øjeblik


Kjolen er færdig, og klar til i morgen.





Jeg er vist okey tilfreds med resultatet.

Det gamle og arvede kopipapir fra Burda med tilhørende spolehjul lagde spor.

Anders har stået sin prøve ud i tilretning, da han blev sat til at trække fra ned over ryggen, der kurver anderledes end det færdige mønster.

Om jeg har fået et kursus i kunsten at sætte nåle i? Det kan jeg ikke huske noget om... Men måske - jeg har lært så meget mærkeligt.




Værst var lynlåsen, som jeg alt for sent opdagede ikke var den ønskede usynlige, men en noget mere almindelig.

Så blev det sådan.

Måske nogen gider tage et billede af mig i morgen.





onsdag den 25. april 2018

Onsdagsmasker


Jeg fik delt til krop og ærmer, som aftalt med mig selv, på sweateren til Daniel. Og straks slået op til noget nyt...

Sådan er det nogen gange.

Det nye er et tæppe. Et tæppe til Rose. Hun skal døbes til august, så der er stadig god tid. August, tænker den opmærksomme læser måske, og kan snildt regne ud, at hun dermed når at blive noget nær et år. Jeps - august.

Ting tager tid, og dåbsaftaler kan tage lang tid. Specielt når det er barnefaderen, der brændende ønsker dåb, barnemoderen der i virkeligheden er ligeglad, nok ved at sådan noget skal aftales i god tid, men overlader det til barnefaderen, der går rundt i en tro på at sådan noget kan klares fra dag til dag.

Nu er aftalen i hus, jeg har fundet dåbskjolen frem og konstateret at en etårig nok kan være i den.

og mens onsdag startede tidligt, blev tillagt en vikartime ingen havde regnet med, men som jeg tilbød, da det brændte på, forsøger jeg nu med blogskrivning i toget mod Frederikssund og timer i skønt strikkende selskab.
















Læse

For mange sene aftener betyder at læsning bliver overset og noget, der ikke bruges lang tid på. Jeg når ganske simpelt at falde i søvn inden jeg når ret langt.

Alligevel er det lykkedes mig at læse en hel del i Skindød. Henning Juul er tilbage på arbejdet og tildelt arbejdet med det bestialske mord. Foreløbig har han været til et pressemøde og delt opgaverne med den journalist han skal samarbejde med. En kollega, han ikke kendte, men som viste sig at være langt mere end han havde lyst til at vide.

Altså et samarbejde, der allerede inden det er begyndt, kan vise sig at være ganske problematisk.



Strikke:

Jeg har strikket skyggestrik før, det er mange år siden, og mens jeg finder det afsindig fascinerende, er jeg også lidt ambivalent med teknikken. Det er spændende at se mønstre dukke op, alt afhængig hvilken vinkel der bliver set fra, men samtidig er det også lidt kedeligt, når der fra andre vinkler ingen mønstre er at se.

Da jeg stod over for muligheden, for den skønneste lille pingvin, hoppede jeg på. Jeg købte garn, der er lidt tyndere end originalen, har beregnet hvor mange flere rækker der skal til, for også at få navn på og slået tilsvarende flere masker op, for at kunne bibeholde proportionerne, når alt er strikket.

Det tyndere garn og mindre pinde til trods, tegner det til en ganske fornuftig størrelse.

Lige nu strikker jeg simple striber, inden det noget mere komplicerede pingvinmønster, end bogstaverne, som bestemt krævede at tungen blev holdt lige i munden. Når de simple striber er slut bliver det et hjemmeprojekt, der kræver overstregninger, alenetid, overskud og overblik.





søndag den 22. april 2018

I gang med årets udfordring


Da jeg kom hjem fra Sille belæsset med alskens lækre stoffer, fandt jeg ret hurtigt to stykker stof frem, som jeg havde lyst til at transformere til kjoler. Næsten lige så hurtigt fandt jeg mønstre til begge kjoler. Og så kom jeg ikke længere.





I aftes satte jeg de første streger. Som vanligt og næsten uden pres, er det lykkedes mig at begynde i noget nær sidste øjeblik. Jeg skal gerne have en færdig kjole til fest på fredag.

Med solens og varmens komme, var valget mellem de to stykker stof let. Det ene er en tynd uld, som jeg forventer at foere med silke. Begge dele skønne, men muligvis lidt for varmt til den pludselige årstidsskiften. Det andet er af viscose, med et fantastisk fald og fine små blomsterbuketter på en meget mørk marine.





Jeg fandt mønstrene frem igen, konstaterede at nok var det mønster jeg havde kigget på fint, men et tredie lokkede. Anders stemte på det nye og jeg satte mig ved spisebordet, bevæbnet med blyant, målebånd og papir - Desværre viste det sig, at jeg kun har ternet mønsterpapir. Det er godt til meget, men til aftegninger af mønstre fra et Burdablad foretrækker jeg noget uden streger.

Det husker jeg til næste gang!





Herfra gik det ikke helt som forventet. Det viste sig nemlig at mønstret ikke var gradueret til en størrelse jeg kan passe, og at være til meget høje damer. Jeg er hverken slank eller høj.

Jeg endte med at tegne den største størrelse, lægge til i bredden og trække fra i højden. Jeg tillagde et brystindsnit og lukkede et par andre, for mere vidde i skørtet. Jeg huggede en hæl og klippede en tå, og manglede mere end en gang tilskæringsbogen, som jeg ved står i kælderen, men som jeg ikke havde overskud til bare at tænke tanken om at skulle kravle rundt efter.

Jeg ved jeg kan, men jeg ved også at bliver færdigheder ikke vedligeholdt, kan man godt glemme et og andet. Altså håber jeg mere end jeg er sikker, endte med at gøre plads til bingovingerne i ærmerne, der ikke var designet til andet end slimline, og lod det hele ligge, for at måle efter en ekstra gang inden jeg klipper delene ud og sætter saksen i stoffet.





Det har ligget hele dagen. Jeg har gået om den varme grød lige så længe. Jeg har aftalt med mig selv, at stoffet skal klippes inden jeg går i seng. Altså kan jeg lige så godt sætte i gang - hellere før end senere.

Om ikke andet, er jeg ret sikker på at der er stof nok, hvis et enkelt stykke eller to ikke passer, og får brug for at blive rettet til og klippes på ny. Jeg har også planer om sømrum nok, til tilpasning undervejs.

Der var ingen der sagde, at det skulle være let!





lørdag den 21. april 2018

Hold på bøgerne


Emilie var træt af at hendes bøger hele tiden faldt ud af de åbne reoler, hun købte i forbindelse med ungdomificeringen af hendes værelse.





Altså lavede hun selv bogstøtter af gamle plader.

Hos den lokale genbrugs/antikvitetshandler fandt hun fire af de små LP'er.

For at folde, kogte hun vand, lagde halvdelen af pladen i vandet, og da den blev blød foldede hun den over noget skarpt i en halvfems graders vinkel. Det første, det bedste skarpe hun lige kunne finde.

Jeg ved ikke hvad det første, det bedste var.





Men nu er der styr på bøgerne.





Med sol på næsen


I torsdags var vi kaldt til demonstration på den lokale rådhusplads.





Vi samledes efter arbejde på en solfyldt plads, hørte taler, nød solen, snakken og tiden sammen. Fra den indkørte vogn kunne mad og drikke hentes efter behov og tiden gik i godt selskab.

Jeg kørte inden det var helt slut, nåede ikke at høre chefforhandleren tale - jeg kunne alligevel heller ikke høre de andre - og deltog i stedet i fællestræningen i LOOP.

Den nidkære træner havde inkorporeret en forholdsvis simpel øvelse, som jeg nok havde regnet med ville give ømhed i lår dagen derpå. At også bagdelen nød godt (og stadig gør) af øvelsen, havde jeg ikke set komme.

Så mens weekenden mest handler om rengøring af et køkken, der trænger, overvejer jeg om ikke weekendens træning skal udskydes til i morgen. Jeg tror det, ømheden taget i betragtning.

Jeg overspringer, har ryddet gulvet, fejet og tænker at det er væsentligt med et par pinde på et igangværende projekt, inden jeg finder varmt vand, sæbe og knofedt.

Der er helt sikkert også brug for et par pinde på det igangværende projekt, mens gulvet efterfølgende tørrer....





onsdag den 18. april 2018

My #1


Jeg har en plan om et tæppe. Eller jeg drømmer om et tæppe. Eller jeg så engang et billede. Et billede, jeg ikke kan glemme.





Drømmen om tæppet på billedet kræver rester af strømpegarn i rå mængder. Derfor har jeg en plan om strømpestrikning. Sådan en plan, der både kan give smukke strømper og i sidste ende et smukt tæppe med masser af historie.

Down the rabbit hole. Et udtryk for tæpper lavet af rester. Jeg har set dem strikket, hæklet, store, små, grimme og smukke mellem hinanden. Billedet jeg så, lagrede sig som et af de smukke - og min første mellemkomst med udtrykket.

Jeg tvivler på at blogejerindens tæppe er færdigt - hun har ikke vist billeder siden, og jeg følger ellers troligt med. Jeg forventer også at mit tæppe vil tage årevis at frembringe, for så mange strømpegarnsrester kan jeg slet ikke akkumulere på et enkelt år, og det er heller ikke vigtigt at blive hurtigt færdigt. Det må gerne blive et evighedsprojekt.

Endda et nyt evighedsprojekt, hvis jeg lige får det igangværende færdigt først...
Det venter stadig.







Med til planen hører lækkert strømpegarn. Masser af lækkert strømpegarn. Det ypperste og skønneste og smukkeste jeg kan få fat i. Og hvorfor ikke henlægge sommerferiens besøg i garnbutikker til jagt på lækkert strømpegarn.

Vi snakker Belgien. Jeg ved ikke om det er der, vi ender. Men mon ikke belgiske garnbutikker kunne ligge inde med spændende strømpegarn, der ikke fåes hvor som helst? Jeg vil gerne tro det, og samtidig have en grund til at købe noget garn. Jeg ender altid uden.

Nå, men tilbage til strømperne.









Design: My #1 af Ann-Britt Eklund.


Garn: Trask fra Cleo-Garn i farven Patina.

Der gik 70 gram til et par.


Pinde: 2½ mm - jeg strikker på 15 cm, firkantede strømpepinde af træ.


Størrelse: Opskriften var one-size. Jeg tror, jeg er ved at lære, at jeg sjældent holder strikkefastheden på så tynde pinde, og har brug for færre masker end 64 - så næste gang der ikke findes mindre, må jeg selv til at regne.





Bemærkninger: Opskriften er på svensk. Ikke at det gjorde nogen forskel, jeg vidste egentlig godt hvad der skulle stå, og det var også først da jeg begyndte at overveje hvad de enkelte ord betød, at jeg blev en lille smule forvirret.

Svenske opskrifter er ikke svære at forstå, der er bare nogle ord, der er tilpas anderledes til at kunne skabe forvirring. Men lad være at tænke for meget, så virker alting - eller slå ordene op, så giver alting mening.

I øvrigt er jeg ret vild med at mønsterdetaljen ned over hælen, er den samme som afslutter mønstret hen over foden.


Har du lyst til at se flere billeder af strømperne, kan de ses lige her på Ravery.