søndag den 2. juni 2019

Nurmilintu


Jeg er lidt vild med mig selv for øjeblikket. Det ene projekt efter det andet bliver færdigt, næsten uden jeg slår op til nyt.

Det er en vild fornemmelse.





Sjalet jeg har strikket på et stykke tid er færdigt. Jeg lukkede sidste maske langt over midnat i fredags, i går lå det i stræk, og nu har jeg taget billeder.

Det er blevet stort. Meget større end jeg i min vildeste fantasi havde forventet. Til gengæld er det let som en sky, og jeg er sikker på jeg kommer til at elske det.

Men det er for varmt lige nu.





Garnet er et kapitel for sig. Jeg fik det, sidste gang Violykke holdt træf og havde fundet sponsorgaver fra de mest spændende steder.

Jeg fik det mest fantastiske garn med hjem, dengang i marts og omdannede ret hurtigt noget af det til et par huer.

Nu er mere af det forvandlet. Forvandlet til et fantastisk sjal, der passer helt perfekt til det smukke garn. Jeg var lidt i tvivl om farveskifteheden ville blive for voldsom, men det synes jeg overhovedet ikke.

Tvært imod synes jeg det er blevet intet mindre end fantastisk.











Design: Nurmilintu af Heidi Alander.

Mønstret er gratis, men jeg havde gerne betalt for det.


Garn: Merino Single 800 fra Handdyed.dk. Det er et entrådet garn, 100% merino, der er utrolig lækkert at strikke med, og som navnet siger løber 800 meter. Jeg er ikke helt sikker på hvad farven hedder - der stod 25 på banderolen, men det passer ikke sammen med farverne på hjemmesiden.

Jeg strikkede til der ikke var mere garn, og endte op med at have 1 gram tilbage af de 110 gram 100-gramsnøglet vejede fra start.


Pinde: 3 mm - 60 centimeter rundpind.


Størrelse: Det er som sagt blevet stort. Udspændt måler det næsten 3 meter i vingefang og er omkring 70 centimeter højt ved spidsen.







Bemærkninger: Mit garn er noget tyndere end originalens, så jeg gik en størrelse pind eller to ned. Jeg gentog mønstrerapporten så mange gange jeg kunne, og sluttede med at strikke to hulmønsterrapporter mere inden afluk.

Det er et nemt mønster at huske, og ret hurtigt brugte jeg kun diagrammet, for at aflæse hvor i rapporten jeg skulle starte hulmønsterpindene.

Det har været en fornøjelse at strikke, også selvom garnet var så tyndt at jeg ind imellem slet ikke synes der forsvandt noget fra nøglet.


Har du lyst til at se flere billeder af sjalet, kan det ses lige her på Ravery.





Ingen kommentarer:

Send en kommentar