Fra stor til lille

 

Krympeplast er et forunderligt materiale. 

Tegn en tegning på plasten, klip ud, lav eventuelt et hul med hulmaskinen og læg tegningen i ovnen. 

Godt tyve minutter senere er plasten krympet til cirka en tredjedel størrelse og er blevet tyk og stabil. 

Det er sjovt at se hver gang.

 

 

Maling virker også. 

Dup maling på din hånd med en svamp, tryk hånden ned på plasten - pas på det er glat.

Når malingen er tør, klippes der rundt om hånden, husk et hul og læg den udklippede hånd i oven. 

Det er også sjovt at se hvordan plasten krymper fra siderne og ind mod midten, krøller og ser helt forkert ud, inden alt er krympet og ligger fladt på bagepapiret. 

 

 

Sådan en hånd kan snildt hænge i en nøglering. 

Jeg glemte et førbillede, men det er min hånd der stod model. 

 

 

Men hvad nu hvis starthånden er mindre? Kan det så blive et par fikse øreringe?

Det skal prøves, når Oscar er her næste gang. 

Det kunne blive en fin julegave til hans mor.

Tirsdagsmagi

 

Tirsdag er en af de dage, der starter tidligt, ender sent og er fyldt med alt mulig godt fra ende til anden. 

 

 

Tidligt op, tidligt af sted. Håndværk og design. I dag syede vi. Nogen i papir på symaskinerne, andre med broderitråd og tungen lige i munden. Eller det med tungen gladt dem alle. Det er så fedt at se de elever, der oplever at de kan noget, som de aldrig havde forestillet sig at kunne, eller se elever fordybe sig i lang tid ad gangen. 

Pausen inden bålet er som regel fyldt med alt det, der skal nåes inden vi kan gå ud. I dag var der plads til et hurtigt møde, og en vigtig snak med kolleger. Til gengæld er frokost sjældent en ting om tirsdagen.

Det er koldt ude, vi allierer os med varmt tøj, aflagte frakker og andet, der kun bliver brugt til bål. I dag lavede vi pandekager, og mens jeg pakkede, nåede Louise at skrive hjem til et par forældre og Berit sørgede for dejen. 

Ilden var varm, børnene glade, og i en pause i bagningen blev der mulighed for en pandekage til mig, og dermed var frokosten alligevel reddet.

 

 

Da bålet var slukket, alting ryddet op, båltøjet lagt væk og dagen gået, kørte jeg om børnehaven og hentede Oscar. Han ville gerne med, og var klar til leg, og viden om at skulle med far hjem og sove hjemme. Næste uge bliver han her og overnatter.

Efter leg, sjov og et træt blik, pakkede far og søn sammen og kørte hjem. 

Tirsdage er skønne dage. 

Masker på en mandag - Uge 47

 

Ugen kort:

• Mandag måtte jeg sande at den småskranten jeg har haft over de sidste mange uger for alvor slog til. Jeg kørte ud på skolen til triomøde, og aftale med SFOlederen, at jeg tog hjem og blev hjemme et par dage. 
• Jeg er ikke god til at blive hjemme. Jeg havde en følelse af at pjække, men måtte også senere erkende at et par dage med sofa og the var en god ide. 
• At være hjemme gav tid til at færdiggøre månedens nyhedsbrev.
• Tilbage på arbejde, kunne jeg også tage til netværksmøde for AMR'ere i BUPL. Vi tale psykisk arbejdsmiljø  og jeg blev så meget klogere. 
• Adventsgaverne blev fundet frem fra gemmerne, og vi måtte erkende at de fylder godt i år. Det ser faktisk lidt voldsomt ud. 
• Jeg har boret huller til endnu en børste. 
• Weekenden gik med drejekursus hos FOF. Det var en fantastisk oplevelse. 
• Første søndag i advent åbnede vi fælles første portion af gavebunken. Det kan nærmest ikke ses.

 

 

Læse:

I stedet for næste bog i serien, har jeg kastet mig over David Colberts opslagsværk om alle de myter og facts der huserer i Harry Potters univers.

Jeg læser fra ende til anden og er nået til E - næste kapitel handler om Egypten. Egypten siges at være trolddomskunstens hjemland, og da Ron og familie tvinder en rejse til Egypten siger Hermione: Jeg er virkelig misundelig - de gamle egyptiske troldmænd var fantastiske.

Det er en hyggelig lille bog, der kommer godt rundt om folkeeventyr, sagn og gammel overtro. 

 

Strikke:

Da vi sidste weekend kørte til Lolland og Henriette, havde Henriette en bunke rød uld, som hun ikke gad have mere, og spurgte om ikke vi kunne bruge. 

Jeg fik et nøgle af hver - en Pickles Pure wool og en Holst Supersoft, med en tanke om en lille trøje til en lille pige. 

Hjemme ledt jeg efter den rigtige opskrift og endte med Wee Drew. Det er en lille ærmeløs tunika. Jeg tænker den skal være lidt kortere og have lange ærmer. 

Jeg blev i tvivl om jeg har nok af begge tråde. Holstgarnet løber noget længer end det fra Pickles, og jeg strikker med en tråd af hver. Jeg fandt i stedet en pink rest uld, jeg har haft liggende en evighed og satte den til i bærestykket i stedet for den røde Pickles. 

Jeg har mere af den pink. Jeg er ikke sikker på den vil være pæn i bunden, men måske den kan gøre sig i kanten af ærmerne,. Vi får se. 

Jeg tror stadig jeg har garn nok. 

 

 

 

Drejekursus dag 2

 

Søndag plejer at være dagen hvor jeg gør ugen op. Ser tilbage og kigger på igangværende projekter. 

 

Med en weekend, der har været intensiv og fyldt i alle døgnets lyse timer, har billeder til den type indlæg været været umuligt at finde plads til. Altså må indlægget vente til i morgen. 

I stedet kan jeg fortælle om dagen i dag. 

Dag to på drejekurset, var om muligt endnu mere spændende end dag et. Også sværere. Vi startede med en skål. Der er ingen tvivl om, at skåle helt klart er det jeg finder mest spændende og tiltrækkende ved trædrejning.  

I dag prøvede vi kræfter med skålen. 

Det er ikke så let som det ser ud. Overhovedet ikke så let som det ser ud. 

Men også spændende og lærerigt og noget jeg har lyst til at arbejde videre med. 

Helst inden alt for længe. Så jeg ikke glemmer det, jeg lige har lært.

Drejekursus dag 1

 

Ude på skolen har vi en drejebænk. Den bliver sjældent brugt, for dels mangler der mandskab, der kan bruge maskinen, dels skal elverne gå i ottende klasse, før de må bruge den. 

 

 

Det er ikke meningen jeg nogensinde skal undervise på maskinen, men hver gang jeg ser den, får jeg lyst til at vide mere om den, at kunne bruge den.

Jeg er ikke den eneste, der har det sådan. Lotte, der viste sig at være sløjdlærer, og som faktisk godt kan, fik sagt noget om genopfriskning, og inden vi så os om havde vi googlet mulighederne og meldt os til et weekendkursus. 

Vi har glædet os vildt. 

Weekenden oprandt i dag. Lotte hentede i morges - hun har heldigvis bil - og turen gik mod Kastrup og sløjdlokalet på en temmelig stor skole. 

Underviseren er af den slags der kender sit håndværk og er god til at hjælpe. Forklaringerne er lange, men det er okey ikke at kunne huske det hele. 

Vi kom tidligt, så vi endte med att hjælpe med at hente alle drejebænkene fra baglokalet og løfte dem over på høvlebænkene i sløjdlokalet. De er tunge sådan nogle, men af en størrelse man kan have derhjemme. Vi googlede og de har også en pris man kan komme omkring. Men så skal man selvfølgelig også have materialer og værktøj....

Og et sted at stille den. 

Vi blev kastet ud i det, og startede med at dreje en kølle. En kølle er en hammer af træ. Den bruges, når der skal slås mod træ. Det kan være når man bruger et stemmejern, et huljern eller noget andet af den slags. Eller når man slår frembringeren (holderen) i det træ man skal dreje.

Jeg synes det var en god opgave, som også gav mulighed for at prøve lidt fis og udsmykning 

Det ser så legende let ud når andre drejer. Jeg vidste godt det ikke er tilfældet, men det var alligevel lettere end jeg havde regnet med. Ret skal så alligevel være ret, der skal ikke meget til, før vinklen på stålet er forkert, eller man rammer forkert, og der pludselig er hakker steder, der ikke skal være hakker. 

Personligt endte jeg med at blive ret gode venner med det stål der ikke hed et skrubstål, men kunne noget af det samme. Måske fordi vi brugte det hele tiden. U-stålet var egentlig også til at have med at gøre, afstikkeren og mejslen gav lidt sig selv, mens det sidste stål vi blev præsenteret for (som jeg heller ikke fik navnet på, var vildt svært at arbejde med. 

I skal bare dreje det til siden, sagde manden. Det er så lettere sagt end gjort.

Derefter skulle vi dreje en bordskåner. Her var udfordringen at lave tre helt ens pinde, så de kan sættes sammen og ende med en nogenlunde plan overflade til at sætte varme ting på. 

I morgen skal vi dreje en skål og en nisse. 

Jeg er klar. 

Det er vildt sjovt!

Rolags

 

En måned efter jeg havde købt den der uldne julekalender, var jeg åbenbart på Etsy igen. Sikkert for at kigge på håndtene. Jeg har forsøgt at fortælle Anders at jeg ønsker mig en mere i julegave...

Så dukkede endnu en julekalender op. 

 

Igen spindefibre. Denne gang i form af rolags. Og med frit farvevalg. 

Det er svært at stå for.

Rolags er en måde at behandle uldfibrene før spinding, jeg aldrig har prøvet at spinde før. Nu er det jo et eller andet sted begrænset hvor meget erfaring jeg har, men indtil nu har jeg mest spundet af fibre i der er kæmmet i samme retning.

De to håndtenprojekter jeg har haft gang i - det ene er stadig i gang  - har begge været af batts. et slags stadig inden rolags. 

Ulden til det første håndtenprojekt var kartet, så det lå pænt og lige, så det virkede langt hen ad vejen som det jeg har spundet på rokken. Det uld jeg arbejder med nu, er mere rodet. Det giver mere luft og lethed i det førdige garn.

 

 

Rolags er uld, der er kartet og rullet, så uldfibrene ligger på den anden led, og bliver trukket ud og spundet i et virvar - igen mere luft og lethed til det førdige garn. 

Det er utroligt så nemt det er att købe en julekalender, flere måneder inden jul, og når der går en måned imellem to køb, er økonomien helt ny og ubrugt. Jeg forstår pludselig de strikkere, der har tre og fire kalendre..

Jeg købte selvfølgelig den med rolags, og valgte grøn.

Igen tænker jeg at alt skal pakkes op, inden der skal skal spindes. 

 

 

Paskkerne er meget mindre end de første fibre, så de kunne heldigvis være i den samme kurv. 

Og der fulgte en ekstra med, så I kan se hvordan sådan nogle ser ud. Der er noget vildt delikat over sådan en uldrulle, og jeg nænner næsten ikke at begynde at arbejde med den. 

 

Og det blev meget værre,  for Emilie insisterer stadig på at vi bytter adventspakker hvert år. Nu er det hele stillet op, og det fylder godt i år.

Jeg vil bare sige, at stort behøver ikke nødvendigvis betyde dyrt!

Jeg ved ikke hvor alle de gaver kom fra.

 

 

 

Korkpropper

 

Jeg har samlet korkpropper i flere år. Mine kolleger har hovedrystende samlet med, men uden at kunne se meningen. Jeg var ligeglad og samlede videre. 

Jeg havde en plan - eller faktisk flere. 

 

Jeg brugte tidligere brugt korkpropperne til propfigurer, hvilket betød at specielt mine kolleger så lyset og flere kom til samlingen.

Nu er alle propperne fundet frem igen. 

Jeg har lavet et kryds og bolle spil, som et enkelt barn har taget til sig. Da vi i sidste uge havde anden klasse på besøg, fik de muligheden for at lave små figurer af en prop og alskens glitter, knapper, fjer, perler og andet. 

Jeg brugte netop alt muligt i mine spillebrikker, for at vise hvad sådan en prop kan blive til. 

Det tog om sig. 

 

 

I løbet af de sidste dage har figurkreationerne nået nye højder. Der er lavet de sjoveste, sødeste, fineste, finurlige og fantastiske figurer. 

Der er heldigvis masser af propper tilbage i kassen. 

Og efter nytår tænker jeg at indsamlingen fortsætter. 

Måske jeg endda kan få aktiveret forældrene, hvis de ser billeder af de mange skønne figurer det er blevet til. 

Jeg skal i hvert fald sikre mig at tage en flok billeder, inden de alle bliver taget med hjem. 

 

Helt almindelig skolelim

 

Det er efterhånden et par uger siden jeg limede Daniels bog. Jeg læser i den hver aften, og er også faldet i søvn med hovedet i bogen et par gange. 

Holder den så?

Umiddelbart ja. 

 

 

Jeg er sikker på at den kunne tåle mere lim, at den ville have glæde af en mere sikker hånd, end jeg kunne mønstre. Men den holder, og er langt mere tilbøjelig til at hænge sammen, end da jeg lånte den.

Jeg turde ikke hælde mere lim på den, da jeg limede. Jeg ville ikke have limen til at at kunne ses. Jeg er sikker på at en håndværker med mere forstand på bøger end jeg, ville ende med et helt andet arbejde og resultat, der sikkert ville få bogen til at se mindre brugt ud, end jeg fik den til. 

Daniel er tilfreds, og det var sådan set det vigtigste. For selvom han var øm om den og bad mig passe godt på den, da han fandt den frem, må den gerne se brugt ud. Jeg tænker der er en hel del nostalgi og barndom forbundet med at den er slidt, som den er slidt. 

At den ikke falder fra hinanden, er alligevel en god ting. Og selvom jeg falder i søvn med næsen i bogen, er jeg stadig bevidst om at jeg skal passe på den. 

 

Og så var der stenen Emilie for mange, mange år siden fandt på en strand. Stenen der ligner Voldemort, og som jeg slæbte hjem, fordi hun selv var for lille. Stenen som bor i reolen og ind imellem får lov at agere pres, når noget har brug for vægt. 

Jeg lovede at vise den frem. 

På en eller anden måde er den mere virkelig i virkeligheden, end på et billede. 

Jeg håber alligevel at nogen kan se den unævnelige.