En skøn dag

 

Dengang Louise i november fyldte 50 og holdt fødselsdag, gav vi hende en dag sammen med os. I dag var dagen. Da vi planlagde var vi omkring flere forskellige muligheder, og endte delvist et andet sted, fordi alt ikke kan lade sig gøre. 

Vi startede med søndagsbrunch på Rønnede Kro. Den gamle kro er fint renoveret og det store lokale, der rummer søndagens brunch er dækket op med store runde borde, der står langt fra hinanden, med god plads til snak, uden at kunne høre naboen. 

Maden var god, der var masser af den og vi gik bestemt ikke sultne derfra. 

Udsigten fra den store sals vinduer over et vinterdækket landskab gjorde hele besøget en smule magisk. 

Fra Rønnede kørte vi videre til Køge. Her havde vi bestilt tid til at male på porcelæn. Fafla Mikroværksted er et hyggeligt lille sted med mange valgmuligheder og tid til fordybelse. Vi glemte helt at tale og sad bare med hver vores projekt. 

Vi havde snakket om at finde kaffe ude i byen bagefter. Vi endte med kaffen på stedet, der også havde god the. 

Jeg malede grønt og med prikker - det har jeg gjort før. Det virker og jeg synes det er fint. 

Siden dengang vi var kolleger og så hinanden på daglig basis, har vi forsøgt at ses en gang om måneden. Vi sprang december over, og det var så skønt at se dem alle igen. Vi har en baggrundsviden om hinanden, der betyder at vi ikke behøver at forklare alting, at vi ikke behøver pakke tingene ind, men bare samler op og snakker videre derfra hvor vi nu er. 

En måned uden at mødes betyder også at vi hver især har oplevet det ene og det andet. Vi har nye mål, prøvet nyt og udviklet os i retninger, der giver mening, selvom det måske ikke lå lige for.

Klokken var tæt på fire, da vi pakkede sammen og kørte hver til sit igen. Vi tre i Rødovre den ene vej, de to andre den anden. Køge var et godt sted at mødes og en fin lille by, vi snildt kan udforske noget mere i fremtiden. 

Tøsetur

 

Det er længe siden vi planlagde, og længe vi har glædet os. En weekend med tøserne er altid godt.

Men hvor skulle vi hen? Berit fandt et sommerhus i Nordsjælland, og inden jeg så mig om havde jeg lejet det. Et skønt hus med charme, stemning og plads til os alle sammen. Det har været en fantastisk weekend. 

Berit og jeg mødtes allerede torsdag og købte ind til morgenmaden. Frokost skulle vi nok finde og aftensmaden havde Anja med til fredag - og nok til lørdag. Anjas have bugner stadig og hun formåede at tilberede til måltid, stort set alene med ingredienser fra egen avl. Det var godt. 

Da fredagen var slut, holdt Berit og ventede uden foran skolen, med min kuffert i bagagerummet. Kursen blev sat mod Hornsherred og Rørvig, hvor vi i den grad var klar til tøsehygge. Vi nåede først frem, senere dukkede Lotte, Louise og Anja op. Vi gik en tur til standen og nød solnedgangen inden aftensmaden. 

Jeg spurgte og Louise sagde ja. Lørdag morgen kørte vi til Rørvig havn, fandt Helårsbadernes stamsted og hoppede i havnen. Trappen var glat, vejret var vådt og blæsende og vandet var koldt. Alligevel var det en god oplevelse. kan jeg mon blive ved? 

Vi var ellers ved at give op. Først var planen stranden, men der var fyldt med brandmænd. Da vi sad i bilen og kiggede ud på vildskaben, regnen, blæsten og de høje bølger, nåede vi at tale for og imod. Men Helårsbadernes lille ponton ligger inde i havnen, og selvom den ikke var for os, var der mulighed for at stige ned i vandet og komme op igen lige ved siden af. Vandet var næsten helt stille og Louise synes jeg var ret sej af en nybegynder at være - hun bader i sit isbad året rundt.

Efter morgenmaden kørte Lotte hjem til en dobbeltfødselsdag og vi andre tog på oplevelse. Vi startede i Havnsø, hvor Berit gerne ville kigge indenfor i Havneskuret. Jeg kom derfra med en ny kurv.  

Derfra kørte vi tilbage mod Nykøbing Sj og Det Vilde Spinderi. Det var spændende at se alle de fine gamle maskiner i aktion. Igen kunne jeg ikke gå uden noget, og købte kæmmet spelsau-uld. Jeg tænker det skal gennem rokken, men venter til efterårsferien - mindst - for jeg er ikke sikker på om anklen er helt klar til pedaltrædning. 

De to der var i spinderiet, da vi kom fortalte glade og gerne om processer og fibre. Jeg lærte ikke noget nyt, men synes bare det hele var vildt spændende. Jeg havde en håndspundet trøje på, og fik anerkendende blikke, da de andre fortalte at jeg havde spundet garnet selv. 

Lige i nærheden ligger Nygårdens Gårdbutik. Det var en blandet oplevelse. Der er mange fine ting, men det er lidt for pænt og ens og dyrt. 

Vi kørte tilbage med fisk fra Havnsø til aftensmaden. Anja havde spil med, det var en god ide. 

Søndag måtte Louise tidligere af sted, og til dans. Vi andre havde god tid, fik pakket, ryddet og vasket af, inden vi låste, afleverede nøglen og kørte videre. Vi startede på havnen i Rørvig, hvorfra Berit gerne ville have fisk med hjem, inden vi fortsatte til den Gode Butik. Det er en oplevelse. Alt muligt lækkert og gammelt. Der er hele tiden nyt at kigge på, og jeg kunne godt have lyst til at tage det hele med hjem. Vi lod det hele blive. 

Jeg kiggede ellers efter væve eller spinderedskaber. 

Med to biler og hver vores destination, krammede vi farvel til Anja, satte os til rette og kørte hjemad. Det har været den skønneste weekend. 

Det er altid godt at være sammen med de tossede tøser. 

Havefest

 

Det er karamboleret før. Anja og Jens holder hvert år havefest i deres skønne have - stort set altid samme weekend som Oscar har fødselsdag. I år samme dag.

Ud over muligheden for at se mine skønne veninder/tidligere kolleger, er det også altid en skøn aften i hyggeligt selskab i dejlige rammer og i et tempo som selv bestemmer. 

Begge arrangementer startede samtidig. Det kunne jeg ikke. Men jeg kunne få Emilie til at køre mig til Terslev, da hun skulle hjemad, og dermed ende aftenen i Anjas have samme med de skønneste af de skønne. 

Og Emilie fik muligheden for et kig i haven og at se en enkelt løbeand. De gemte sig nemlig. 

De var næsten nået til desserten, da jeg nåede frem. Så jeg spiste i omvendt rækkefølge. Når Anja og Jens holder havefest er der altid et tema. I år var temaet dansk og smørrebrød. Alle gæster medbringer en ret, og der var heldigvis overskud, så jeg spiste omvendt og nåede at få et par af de fine kreationer, der var pakket væk, men snildt kunne findes frem fra køleskabet.

Vi overnatter altid, sover i shelteret, denne gang lige ved siden af de nyligt opførte bistader. Der plejer at være flere der sover, men pludselig var vi bare fem tilbage - inklusive Anja og Jens. 

At vågne op til udsigten fra Anjas shelter, og sidde i morgengryet sammen med en flok ænder, der bestemt ikke var tilfredse med at hverken Berit eller jeg gav dem morgenmad. Anja har både Moskusænder og Løbeænder og begge slags stillede sig op og kiggede anklagende på os. De var også henne og banke i skålen, uden der skete det store. 

Mens jeg fik fikset Louises trøje, hun havde vasket for varmt, i løbet af aftenen, bød morgenen på ansøgningsskrivning, så Berit kunne få sendt af sted. Det var skønt at vende tilbage til vores gamle gennemprøvede system. 

Jeg skrev en masse, Louise læste igennem, tilføjede og rettede lidt til, inden jeg fik det igen og rettede det hun havde overset. Hvis jeg så det. Sådan har vi arbejdet i mange år, når vi sendte vigtige beskeder til forældre eller arbejdede med handleplaner, visioner eller andet i SFOregi.

Da vi havde spist et morgenmåltid med egne æg, tomater fra drivhuset og håndslynget honning, kørte jeg med Berit hjem. Hjemme gik jeg i brædderne. Jeg var sikker på at det nye fag på studiet startede i dag, det viste sig at det først er i næste måned. Det var godt at finde ud af, for der er noget forberedelse, som er dukket op i løbet af sidste uge, og som jeg på ingen måde har haft tid til at kigge på endnu. 

Det troede jeg, jeg skulle i går. Men nu kan det heldigvis vente.

Første maj

 

Dengang jeg var barn, og gik på Hippieskolen, var første maj en festdag. Børn, forældre og lærere mødtes til  fælles morgenmad, inden turen gik til stationen, tog til Nørreport og optog medbringende skolens røde faner op gennem Nørrebrogade mod Fælledparken. 

I min optik er der noget nostalgisk over møderne på den store plæne. Nostalgi, der ikke længere kan leves op til. Jeg har været i Fælledparken i de senere år. Jeg kommer der måske igen. Men barndommens minder findes ikke længere. 

I dag er første maj i højere grad en fridag. Også selvom arbejderkampen ikke er slut, selvom der stadig er masser at kæmpe for. Men ikke desto mindre en fridag.

Vi mødtes i Anjas have. Den skønne, skønne have med udsigt over søen. Haven med Moskus- og løbeænder, der gerne skal spise sneglene, mens afgrøderne vokser højt. 

Siden Anja og Jens flyttede ind, for mange år siden, har den flade plæne og niveauerne mod søen ændret karakter. Haven er fuld af forskellige rum, der alle kan noget forskelligt. Og det er altid en fryd at komme i Anjas have. En stor del af det handler selvfølgelig om selskabet. 

Selskabet der består af kollegatøserne, mine tidligere kolleger, nuværende veninder. 

Vi satser stadig på at ses en gang om måneden. Også selvom der nogen gange går længere. Og som altid der en fryd at mødes igen, få samlet op og snakket om alt det, vi kan snakke om. Alt det jeg ikke nødvendigvis kan snakke med andre om. 

Og at vejret så viste sig fra sin fineste side, at vi kunne sidde ude og nyde sol og varme, gjorde det ikke ringere. 

Anjas have er så fin, at den er en del af de Åbne Haver, Haveselskabet står bag. Der er Åben Have om ikke særlig længe, når Anja og Jens byder velkommen til Haven ved Søen lørdag d. 17. maj fra 10.00 til 16.00. Hun kan også følges på Instagram.

Anja har groet en mængde planter, som de besøgende blandt andet kan købe. Jeg var så heldig at få en tomat- og en chiliplante med hjem, som Anders har store planer med. 

Vi glæder os til friske tomater fra altanen.  

Præstø og retur

 

Berit fylder tres lige om lidt, vil egentlig gerne holde noget, men omstændighederne gør, at det er svært at overskue. 

Vi havde hver især tænkt tanker. Men så fik Berits datter en god ide, kontaktede alle dem, hun tænkte var vigtige og inden vi så os om, var der stablet en surprise med brunch på benene.

Berits datter bor i nærheden af Præstø, kærestens moster har en lille cafe i byen, og de kunne stå for maden. Betalt selvfølgelig. Tilbage var bare at få Berit til Sydsjælland. Det mente datteren ikke var et stort problem. 

Vi fik i fællesskab arrangeret en gave, Lotte købte ind og jeg lavede et kort. I morges, midt i al tågen, samlede Rie mig op, og vi satte kursen mod Præstø. Timer senere kørte jeg med Lotte den modsatte vej.

Det var vildt som tågen lå smukt over havnen. Det slet ikke til at se, land lige ovre på den anden side af fjorden. Det var klaret op, da vi skulle hjem, men jeg fik ikke et godt billede, på vej tilbage. 

Vel ankommet, ventede vi. Og ventede. Det viste sig nemlig at Berit nok havde lugtet lunten, ikke mente at have travlt og i øvrigt, ikke havde haft planer om at tage mod datteren allerede i går. Så vi ventede, og nåede at gå ombord i boblerne, mens sulten var til at føle på, inden de endelig dukkede op.

Nok havde hun lugtet lunten om noget, men ikke hvad eller hvem. Hun blev glad, overrasket og vi havde en flok skønne timer, inden vi pakkede sammen og kørte mod respektive hjem igen.

Nogen havde andre aftaler og blev bare kort, resten blev til alle brød op. 

Det var skønt at se tøserne, skønt at ønske tillykke, og endnu skønnere at vide, vi har en aftale igen på torsdag.

Ved Damhussøen

Jeg havde en aftale med tøserne i går. Livet kom i vejen, en efter en faldt fra og til sidst var det bare Louise og jeg.

Vi mødtes i centret, fandt mad at tage med og satte os ved vandet ved Damhussøen, hvor der var god tid til at snakke om alt det, der fylder lige nu.

Tidligere sad vi ved bålet, snakkede om livet, om fremtiden, om hvor vi gerne ville hen og følelsen af at sidde fast. Nu er vi et andet sted, vi rykkede begge, har begge fundet den rigtige plads, men snakken handler stadig om livet. Og om nutiden, og i den grad om udvikling. 

Det er så skønt at snakke med Louise. Vi kender hinanden, har delt både godt og ondt gennem de sidste seksten år og har fulgt hinanden i både op- og nedture. Vi kan sige meget til hinanden, og vi har et rum til at turde sige det, der kan være svært. 

Undervejs kiggede vi på fuglelivet, de mange svaner og fik besøg af en ung gås, der bestemt har oplevet at få tildelt krummer og andre rester.

Vi blev siddende længe, flyttede længere han langs søen, fandt kaffe og the og sad længere endnu. Solen faldt i horisonten og til sidst begyndte vi at fryse. Vi pakkede sammen, jeg fandt min cykel, Louise bilen mod hjemstavnen, halvvejs mod Lolland.

Det var skønt at ses. Jeg glæder mig til næste gang vi finder plads i kalenderen.

OL-fest i Anjas have

 

Jeg synes jeg starter hver eneste mandag med en ide om at skrive et indlæg om dagen - okey, måske hver anden dag... Og så er ugen pludselig gået.

Lørdag gik turen til Terslev, hvor Anja og Jens igen inviterede til sommerfest, til leg, til god mad, hygge og overnatning i shelter. Haven var festligt pyntet med alle de vimpler jeg for mange år siden klippede og syede på en jutesnor til et af de store arrangementer vi dengang holdt i SFO-regi. 

Ingen havde tænkt at de efter mindst tolv år stadig ville være i brug. Gennem årene har de været brugt til alt muligt, været lånt ud, været til bryllup og havefester og bliver hvert år hængt op i skolegården, når der bliver åbnet op for den grønne festival. Det var skønt at se dem igen. 

Anja har fået ænder. Små dunede kræ, der bener af sted og er så søde at se på. Karen, Maren, Bulder og Isabella. Inden festivitasen gik i gang, blev de lukket inde, så ingen skulle falde over dem. Det var de ikke voldsomt tilfredse med. 

Det var en skøn eftermiddag og aften, med fransk buffet og et gensyn med en flok mennesker jeg kun ser den ene gang om året og tøserne, jeg ser noget oftere. Vejret var fantastisk, og der var lunt i shelteret, da vi gik til køjs. 

Vi vågnede til regn. Udsigten fra den tørre shelterplads ud mod søen og det nederste af haven, gennem dråberne var så smukt, at jeg blev siddende lidt, inden jeg stod op og fandt ind i huset og ud under overdækningen og morgenmaden, der allerede stod klar. 

Tak for nu, siger jeg bare, og ved endnu ikke om jeg kan være med næste år. En fødselsdag kunne godt stå i vejen. 

Ude i solskinnet

 

Vejret gik fra et tidligt forår til sommervarme på et splitsekund. Det er et vildt vejr vi har.

Det betød at jeg mødtes med kollegatøserne i sommervarmen, vi sad ude og hyggede med noget at drikke, inden vi trak indenfor til lækker mad og masser af snak. 

Foreløbig er det lykkedes os at mødes cirka en gang om måneden. Efter i mange år at have set hinanden dagligt, at have været tætte og fulgt med hinanden, er vi enige om, at en gang om måneden er vigtigt. 

Denne gang spiste vi ude, lod andre lave maden og snakkede hen over klire af bestik og andres snak. Det er hyggeligt, men næste gang mødes vi privat. Vi er enige om at det bliver mere intimt, at vi får snakket mere og det skaber mere nærhed. 

Jeg glæder mig allerede. 

Det skønneste gamle hus

 

Der er noget ved at besøge en skøn tidligere kollega, som vi slet ikke blev færdige med at snakke med - og derfor også har besluttet at besøge igen. Det kunne godt blive en tradition. Er vi enige om. 

Når den skønne, så også bebor det fineste gamle bondehus, med bindingsværk, stråtag og alle de skævheder der hører sig til, gør det kun oplevelsen større. 

Huset er et familiehus, som blev købt af en Karoline-Amalie, der havde beboet det for mange, mange år siden med tolv børn. Der var god plads til os, men jeg tænker der muligvis har været brug for kommodeskuffer, for at skabe sovepladser til alle tolv, dengang for længe, længe siden. 

Det er ikke Anne Mette endelige destination. Egentlig er hun flyttet til Nexø, men det byhus trænger til en kærligere hånd end forventet, og derfor er det gamle bindingsværkshus et godt alternativ mens ombygningen står på.

Indenfor ser der nærmest ud som udenfor. Autentisk, gamle møbler og arvegods i en skøn forening. Det kolde vand er koldt og smager dejligt, mens det varme vand var en mulighed da vi vaskede op, men valgte at udeblive da vi overvejede et bad.

Anne Mette og pigerne sover på loftet, så Louise og jeg kunne få hvert vores værelse. Jeg kan sagtens sove sammen, men når muligheden for at sove alene er til stedet, slår jeg helt klart til. Der var nærmest badehotelsstemning over det lille værelse, mens der er varme i gulvet på badeværelset. 

Køkkenet er sådan et, hvor man kan fortabe sig i udsigten over opvasken og stuerne giver god mulighed for at de voksne kan sidde og snakke, mens børnene leger med en dør på klem imellem. 

Det ligger tæt ved stranden, og jeg gik en tur ned og spejdede ud over vandet.

Jeg glæder mig allerede til at komme igen. 

Måske næste gang i Nexø.