mandag den 31. juli 2017

Til Fridoline


Fridoline nærmer sig sin ankomst - og ganske sikkert et andet navn. Men indtil andet er bestemt...





Med til ankomsten hører selvfølgelig standsmæssig påklædning, og selvom det mødrene ophav selv kan strikke, har jeg ingen planer om at lade være. Jeg har også fået mere end almindelig opfordring til at fortsætte.

Derfor er småt strik ved at være en almindelighed på mine pinde. Foreløbig er to smukke mønstre faldet i moderens smag - og min. Så meget faldet i smag, at de begge forventes i flere størrelser - og farver.


Det er super hyggeligt at strikke babytøj.




søndag den 30. juli 2017

Tanker om træning


Søndag har været, som søndag er bedst. - Uden det store indhold.

Og så alligevel...





Efter en tidlig morgen og langsommelighed, varmede Anders op til Formel 1 og Grand Prix i Ungarn, mens jeg kørte til træning.

Siden jeg startede sommertræningen i LOOP er det lykkedes mig at komme af sted cirka tre gange om ugen. Og jeg kan faktisk lide det. Ikke en oplevelse jeg havde forventet.

For år tilbage havde vi som ansatte i kommunen mulighed for at træne i fitnesscentret i svømmehallen. Jeg gik der et stykke tid, men jeg fik aldrig en god oplevelse. Nærmest tværtimod. Jeg vidste ikke rigtig hvad jeg skulle, hvad noget skulle gøre godt for, eller hvorfor det lige var de maskiner jeg brugte. Folk var søde, men det var noget jeg skulle overtale mig selv til.

Jeg er ikke i tvivl om, at succesen denne gang i høj grad handler om at jeg kan mærke en forskel. Og at træningen sammen med Lotte og Berit op til sommerferien har givet en hel anden indgangsvinkel til det at træne. Pludselig var det sjovt.

Det er ikke specielt sjovt at træne i LOOP - jeg mangler samværet med de to andre. Men det giver på en anden måde mening. Jeg har svært ved at sætte fingeren på hvad, men der er ingen tvivl om at det at jeg ikke skal tænke selv betyder en hel del. Jeg skal bare varme op, rundt i ringen af maskiner to gange og ende med at strække ud. Nemt, bekvemt og fint for en som mig, der i virkeligheden ikke er så interesseret i hvad og hvorfor.

Alligevel har jeg udviddet min udstrækning med en flok gulvøvelser. Ikke mange og ikke meget, bare nogen af de øvelser Lotte laver med os, og som giver mening. Det startede da jeg (dumt måske - for efterfølgende føler jeg mig nødsaget til at gøre det hver gang) fik ideen til at stå i den der planke - som jeg forøvrigt ikke kan lide, og aldrig kommer til at kunne lide. Men med femogfyrre sekunder mellem hver ring med klokken, fik jeg den her strålende ide om at stå der på en madras på albuer og tæer i lige så lang tid som Lotte plejer at lade os gøre.

Så det gør jeg, og jeg hader det. Men samtidig glæder jeg mig vildt til at kunne fortælle Lotte at jeg har gjort det. Simpel psykologi - men det virker. Jeg er faktisk nået dertil, hvor jeg kan tælle langsomt til fem, inden jeg stille lægger mig ned igen, når de femogfyrre sekunder er gået... Jeg bander hele vejen til jeg når dertil, men når først klokken har ringet, er det meget nemmere at blive stående.


Og jo - jeg splattede totalt ud de første gange, så snart klokken ringede.





I dag tilføjede jeg en øvelse. Pludselig kom jeg til at tænke på den der forholdsvis simple øvelse Lotte ville have os til at lave lige inden sommerferien. Og som ingen af os kunne...

Sid på gulvet med ret ryg, strakte ben og hænderne i gulvet - cirka ud for hofterne. Løft de strakte ben - og lad dem sakse. Bare lige over gulvhøjde.

Det lyder da nemt...


Vi sad der, vi prøvede. Mine ben lystrede ikke, faktisk havde jeg ingen anelse om hvordan jeg skulle gøre eller hvilke muskler jeg skulle bruge. Jeg kiggede på Berit, Berit kiggede på mig, hun kunne heller ikke, så vi brast i grin.

I dag kunne jeg. Ikke meget og ikke længe. Men jeg kunne. Endnu en ting jeg glæder mig til at vise Lotte.

Hvis du skulle få lyst til at prøve, så varm gerne lidt op først. Mine lårmuskler krampede vildt, da jeg lige skulle prøve igen herhjemme i noget mere kold tilstand.

Hjemme igen var der tid til bad, tid til frokost og tid til at se lidt med på det der Formel 1. Jeg tror måske jeg faldt lidt i søvn.





Senere blev ugens ration af vasketøj onduleret. Det meste hænger nu til tørre i kælderen, en smule tørrer heroppe og håndklæderne blev blødgjort i tørretumbleren. Jeg kan altså bedst lide tørretumblertørrede håndklæder. Miljø eller ej.

Resten af aftenen er brugt i sofaen. Jeg har slået op til nyt strik. Endda mere end et nyt projekt. Det er ikke fordi jeg mangler, men jeg trængte... Alle de igangværende projekter er enten dumme eller driller eller er dumme og driller.

Sådan er det nogen gange.

Søndag har været skøn, og jeg er klar til endnu en sommerferieuge i Klubben med sommerferieramte børn, ture ud i sommerlandet og en Klub og skole under omdannelse til nyt og spændende.


Billeder fra Botanisk have i Hamborg




lørdag den 29. juli 2017

En sky af bambus


I Hamborg mødte vi træer i mange afskygninger.







Det gjorde vi også i Göteborg. Omend de fleste var helt almindelige træer med rod og blade.

Og så var der skyen af bambus.

Uden for Stora Teatern på Milleniumplatsen står en skov af bambus. Eller jeg så det som en skov - i hvert fald en flok træer.


Tættere på viste det sig at være en sky.







Skyen er lavet af Tetsunori Kawana, og kaldes The Reincarnation. Den er en del af Göteborgs grønne år. Det er vigtigt for kunstneren at arbejde med naturen, og huske på at vi skal passe på vores jord.

Den var ret fin - skyen - som slipper solskinnet gennem, når der er sol, er illumineret på mørke aftener og gør noget helt andet i gråvejr.





Og som øjnene der ser, ser jeg stadig en skov, mens Anders ser skyttegrave, ståltråd og forventer en tank i midten.

Emilie synes vist mest, vi var fjollede.




fredag den 28. juli 2017

Sagnlandet Lejre


Normalt tager vi ikke på tur om fredagen, men fordi der er støv over alt, fordi to tøser ikke gad være tre og fordi vi undrede os over en håndværker, der lod en låst dør begrænse ham i sin arbejdsudfoldelse, pakkede vi dagens fire børn i bussen og kørte mod Roskilde.





De er ellers generelt afsindig flinke - håndværkerne - og fordi Berit synes at nu var nu, og købte kage på vej i morges, er alle køkkenskabene nu tilbage på plads. Det var ikke derfor, men bestikkelse virker åbenbart også, når det ikke er tænkt som bestikkelse.

Nu mangler vi bare en ny bordplade, og så er køkkenet ved at være på plads. Og skabene stod vistnok i forvejen på deres to-do liste. Det der med at vaske ned og flytte ind igen, kommer så nok helt af sig selv til at vente, til alt det andet også er færdigt.

At vores egen hjemmebane er omdannet til en arbejdende byggeplads fyldt med støv og vægge i forskellige stadier af færdig er en ting. I går fik jeg lov at gå med chefen på inspektion på den rigtige byggeplads, inden han skulle til byggemøde. Det bliver flot når det bliver færdigt. Specielt imponeret er jeg af skakterne til ovenlys, som bliver placeret strategisk rundt om.

At jeg så synes det ville have været meget flottere at lade loftet gå til kip og lade de superlækre trækonstruktioner, jeg nu pludselig kan se, stå frie, er en hel anden sag - og langt ud over budgettet. Så jeg nøjes med at glæde mig til at se ovenlyset færdigt.

Nå, men vi kørte til Sagnlandet Lejre. Vi var der det meste af fire timer, og aldrig har jeg været så lidt omkring og oplevet så meget, så koncentreret, på een gang. Et par af børnene faldt i søvn på vej hjem - det kan jeg godt forstå. De var i den grad på og fik noget af en oplevelse.







Vi startede med at grutte mel. Fire børn med forskellig grad af tålmodighed formåede at lave korn til langt finere mel end jeg først havde forventet. Og de synes det var sjovt. Der blev lagt kræfter i og vi endte med at have så meget mel, at det omdannet til bål-bagte kiks gav to til hver.

De var også supergode til at arbejde sammen, hælde vand i melet, omdanne det til dej og derefter kugler, der blev trykket flade og bagt på en plade over åben ild.

Vi gik videre. Drengene så noget med våben og krig der så spændende ud - løb hen for at kigge, og så sluttede det. Virkelig kedeligt, men så gik det op for os at krigslegen med vikingevåben blev gentaget en time senere.

Inden da nåede vi at snakke med en viking, der beredvilligt fortalte om alt hvad børnene kunne finde på at spørge om - og helt ærligt! Nogen gange er det næsten pinligt at høre deres spørgsmål.

Der blev talt om mønter, vist frem og afmålt værdien af ti høns. Der blev vejet sølv og kigget på møntslagning, sølvkamme og plantefarvet uld. Birkeblade på gråt uld, giver en fantastisk flot grøn farve...

Der blev talt om knive, spejderlejre, overnatning i Sagnlandet, lejrskoler og hvordan man måler tiden. Der blev snakket nutid kontra fortid, tidsmaskiner og en hel masse andet. Til sidst sagde vi farvel til viking-Sigurd og gik via danselabyrinten til jernalderlandsbyen.

Vi nåede at kigge ind i vævehuset og væven, der står klar. Vi nåede også at kigge ind i to af beboelseshusene, før børnene igen blev opslugt af fortællinger. En stedlig jernaldermand lod dem smage grød af byg og æble.

Vi kiggede på den opgraderede version af melprocessen - i det ene hus er en anordning, af to sten, der via et håndtag kan male korn til mel. Endda finere end vi kunne med gruttestenene.

Jernaldermanden bød velkommen, ungerne slog sig ned på sengene og manden fortalte om livet i jernalderen. Børnene spurgte og igen oplevede vi en mand, der beredvilligt svarede på hvad som helst, omdannede de nutidige spørgsmål til datid og var spændende nok til at alle blev siddende.





Vi sagde farvel da det var tid til krigslegen med vikingerne og gik tilbage til marken ved markedspladsen. Vel bænket på græsset fortalte viking-Sigurd og Dag om datidens våben - og viste rekonstruktioner frem. De viste både med fagter og i slowmotion hvordan man kunne slå sin modstander på slagmarken. De fortalte at langt de fleste vikinger havde store økser, for sværd var dyre og gerne noget man havde arvet fra sin far. Et sværd kostede hurtigt det samme som en hel bondegård - så ikke noget at sige til, at økserne var mere fremherskende.

Så fandt de latexvåbene frem, alle blev organiseret i to hære, skjoldmure blev oprettede, børn og voksne lærte at stå rigtigt, gå langsomt frem og være opmærksomme på både venner og fjender. Krigen gik i gang, der blev instrueret i ikke at dø for hurtigt - det er ikke sjovt, og at træde tilbage, hvis man døde - ingen gider ligge der midt i kampen og blive trampet på.





De prøvede flere gange og alle var på. Vores børn havde røde kinder og glade smil, da de endelig var færdige. Vi var også færdige, tiden var gået, vi fandt tilbage til bussen og kørte tilbage til nutiden, til Rødovre og til weekend.




torsdag den 27. juli 2017

Farvel til de japanske piger


For otte år siden udloddede Hanne en pung. Jeg lagde glad og gerne en lod i bøtten, og stor var jublen, da jeg var den heldige vinder





Siden har pungen været en fast bestanddel af mit udstyr. Den har holdt styr på penge, kort og pas, sammen med alt det skrammel jeg også får samlet sammen og stoppet i min pung.

Det er efterhånden længe siden de japanske piger begyndte at give op. Det startede med et lille hul, og som tiden gik, blev der mindre og mindre sammenhold.

Mere end én i omgangskreds og familie har opfordret til at sy en ny. Men der var det der med, at jeg ikke kunne tage mig sammen til at sy.


Så det skete ikke.





Dagen efter jeg syede de fire projektposer, klippede jeg til en ny pung. En model med flere rum.

Det har så ligget siden.


I dag syede jeg det sammen.

Det tog ikke lang tid.





Alle mine kort, penge og pas holdt flyttedag for ganske kort tid siden. Det nye hjem passer helt perfekt. Jeg skal nok lige vænne mig til de nye omgivelser.

Og fælde en ganske lille tåre, når jeg om lidt siger endeligt farvel til de japanske piger.





Jeg har altså været glad for dem Hanne :)




onsdag den 26. juli 2017

Onsdagsmasker


Det er onsdag, masker bliver flyttet og bøger bliver læst.



















Læse:

Jeg startede på anden del af Outlander, og blev helt ærlig lidt skuffet over at befinde mig i nutiden. Jeg havde nok en forestilling om noget andet.

Men som kapitlerne bliver læst, oprulles en historie, der kun giver flere spørgsmål end svar, og som også - trods det letlæselige, ikke nødvendigvis krævende - bliver en smule spændende.

Jeg er så afgjort til letlæselig, tøset litteratur for øjeblikket.


Strikke:

Havfruen er nået hele kroppen rundt, og jeg gik i gang med ærmerne.

Halvvejs gennem ærme nummer et, blev jeg enig med mig selv om at jeg ikke var helt tilfreds med opbygningen, trævlede det hele op, og er nu startet forfra.




Fisk


På havnen i Helsingør står en kæmpe fisk.





Det er flere år siden fisken så dagens lys, men først nu jeg har set den.

Vi kørte til Helsingør. Vi ville op til Kronborg, men som grøn skole og med fokus på affald, havde vi nærmest pligt til at stoppe op og kigge på kunstværket.

Drengene var ret imponeret over alt det, de kunne finde i fisken, og snakken gik hurtigt om at værne om miljøet og hvad der sker, når man smider sit affald i naturen.







Fisken blev til i et samarbejde med kunstnergruppen Yodogawa Technique og er lavet af affald samlet op på strandene omkring Helsingør og ved havnen.

Det bliver pludselig langt mere håndgribeligt hvad vi bare smider ud. Og to drenge på randen af tredie klasse, får pludselig meget mere forståelse for værdien af at passe på miljøet, når det kan ses, hvad der ellers sker.





Jeg snakkede om fisken sidste sommer, men vi nåede aldrig forbi. Måske var den der slet ikke sidste sommer, for den har åbenbart været en tur rundt i landet. Heldigt nok, stod den der i dag.




tirsdag den 25. juli 2017

Legepladser, bådfarten og store is


Ferier er altid ensbetydende med ture, tid og plads til skøre indfald. I år er ingen undtagelse.

Med byggerodet er turene skruet i vejret, og rengøringen og oprydningen, som også plejer at være en del af ferierne, sløjfet.





Gennem de sidste mange år har vi lånt en af de små røde minibusser med Rødovrelogo af en af kommunens specialskoler, der holder lukket i sommerferien og dermed ikke selv skal bruge den. Bussen giver gode muligheder, og sammen med en privatbil kan vi komme vidt omkring når børnetallet ikke overstiger antallet af pladser - eller der er nok medarbejdere med kørekort på arbejde.

I sidste uge var der mange børn og knap så mange kørekort, og vi var med det offentlige ude i verden. I denne uge er der nærmest flere voksne end børn, og selvom det er dejligt at vi ikke har børn, der holder sommerferie i Klubben, er det også en lille smule kedeligt, når der er meget få.





Til gengæld er der god plads i bussen, og i går kunne vi derfor tage to børn på nakken, krydre med to voksne og tage på jagt efter gode legepladser. Vi fandt mange, og de to unger havde det sjovt. Der er heller ingen tvivl om værdien i at kunne finde nye siddepladser i bussen, for hver gang vi har gjort et stop.

Vi endte i Vallensbæk Havn, spiste is og nød solen inden vi kørte tilbage til den støvede, larmende byggeplads af en Klub.

I dag blev de to børn fra i går hjemme. Tre andre mødte op, og med tre turklare voksne kørte vi mod Lyngby, Bådfarten, Bagsværd Sø og et besøg på området ved Sophienholm. En time senere sejlede vi tilbage og kørte mod Rungsted og Mikkelborg is.





Vi tog turen langs Strandvejen hjem, og blev enige om at de kommende fjerdeklasser må gennem et længere emne om de danske farvande. Nej! Det var ikke Atlanterhavet, vi kørte langs...

Måske skulle vi inddrage den danske geografi - vi nåede heller ikke til Jylland. Eller Tyskland.

I morgen har vi planer om Helsingør, Kronborg og gamle kanoner.




mandag den 24. juli 2017

Se tårnet


Vi havde bestilt bord, og havde halvanden time inden spisetid. Emilie ville blive på hotellet, ligge i sengen og være lidt alene med sin mobiltelefon - måske endda kommunikere lidt med den hjemlige omgangskreds.

Vi andre ville ud.





Hånd i hånd gik vi ned ad gaden, drejede venstre om hjørnet og gik væk fra centrum, modsat det vi plejede. Vi kom forbi en mængde barer med udendørs servering, hyggelige siddepladser og glade gæster. Vi mødte en svensker, der efter at have forvisset sig om at vi ikke var Brøndbyfans, stolt viste sin nye tatovering frem - FCKs logo. Jeg er ikke sikker på vi udviste nok entusiasme.

Ved næste hjørne stod vi overfor Liseberg. Göteborgs tivoli. Fra hotelvinduet kunne vi se tårnet, toppen af pariserhjulet og høre hvinene fra rutschebanen. Alligevel blev jeg overrasket over hvor tæt alting ligger i Göteborg. Igen slog det mig, hvor lille byen er.

Vi drejede tilbage mod hotellet og var ikke længe efter tilbage ved egen gade. Igen drejede vi modsat den gængse retning, krydsede Skånegatan og gik mod sportspladser, svømmehal og idrætsanlæg. Vi krydsede gennem en flok asiatiske drenge, der netop var ankommet, højst sandsynligt skulle til stævne, og myldrede ud af en bus.





Det var cirka heromkring Anders spottede tårnet. Højt, smalt, med en fint spir af irgrønt kobber og ure der gik helt efter bogen. Vi gik nysgerrigt mod tårnet, krydsede åen, undrede os over placeringen ovenpå noget, der lignede beboelse. Måske et plejehjem. Så mange ens lamper i samme store bygning tyder ikke på privathjem.

Tårnet gav stadig ingen mening. Jeg kiggede på kortet - måske stod der noget. Det gjorde der ikke. I stedet kom en dame og spurgte om hun kunne hjælpe. Jeg skyndte mig at spørge om tårnet, om oprindelsen og om vores nysgerrighed.

Damen fortalte beredvilligt at bygningen med tårnet, var en del af et gammelt industrikompleks. Det havde huset kontorerne, og er nu en del af et boligkompleks. Rundt om tårnbygningen lå lejligheder tæt, og aflåste låger forhindrede nysgerrige forbipasserende (os for eksempel) i at komme ind.

Hun boede der, elskede stedet, og fortalte videre at klokken i tårnet stadig ringer. Hver time fra ni morgen til ni aften. Tre gange om dagen bliver der endda spillet et lille klokkespil, og beboerne holder meget af klokken og spillet.





Vi sagde pænt tak og pænt farvel til damen, der forsvandt gennem lågen, ind i beboelsen. Vi fortsatte turen langs åen, forbi Ullevi Stadion og tilbage til hotellet, hvor Emilie ventede.

Ti minutter senere sad vi bænkede og studerede menukortene, inden bestilling og glæde for tomme maver.