onsdag den 31. januar 2018

Onsdagsmasker


Det er onsdag, jeg har været tidligt oppe, til møde om arbejdsmiljø. Da jeg kørte hjemmefra var vejret skønt, da jeg tog billeder i skolegården var vejret skønt. Nu regner det, men det betyder heldigvis ikke at børnene fravælger boldbanen bag Klubben. Der er liv og glade dage derude.

De sidste dage har jeg startet det ene projekt efter det andet op. Flest i Rose-størrelse. Jeg flagrer og strikker lidt på det ene, hækler lidt på det andet. Lige pludselig er jeg færdig. Sådan arbejder jeg tit, sjældnere har jeg kun et enkelt eller to projekter i gang.















Læse:

New York ligger stadig på mit natbord. Nutiden nærmer sig. Empire State Building er ikke langt fra at blive bygget og historien udvikler sig i en retning, hvor jeg i højere og højere grad ved hvad der skal ske.


Hækle:

Sille fandt råsilke til en bodykjole til Rose. Jeg havde glemt hvor hårdt råsilke er at strikke i, og fandt i stedet en lille hæklet kjole, som efter et par forsøg, ser ud til at være på rette vej.





mandag den 29. januar 2018

Mandags Blues


Vinden tuder om vinduerne og regnen banker insisterende imod. Jeg har mest lyst til at kravle op i et hjørne af sofaen og blive der resten af dagen.

Men det går ikke.





Der er TRIO-møde, der er børn som skal spise og senere læse. Der er Hobby der skal pakkes væk og nyt, der skal frem, der er kolleger som skal snakkes med og børn med brug for relationer. Måske endda en forælder med et problem der skal vendes. Og muligvis en konflikt eller to.

Kort sagt; Det er mandag, ugen er startet og arbejdsdagen på trapperne.


Sæt i gang Pernille.





søndag den 28. januar 2018

Bønnespirekjole


Første gang jeg så et billede af bønnespiredragten, så jeg den som en kjole, jeg helt sikkert skulle strikke. Jeg kunne bare ikke finde opskriften.





Indtil det gik op for mig, at det ikke er en kjole, men en dragt. Så dukkede opskriften nærmest op af sig selv. Jeg vidste den skulle strikkes af CottonWool, som var købt til strik til Fridoline, og jeg vidste at strikkefastheden ikke passede helt. Så jeg satsede småt, og regnede med noget større.

De skønne bønnespirer, der er spredt over hele kjolen, tager lang tid at strikke, men de er så fine at det er det hele værd. Det betyder selvfølgelig at den har taget lang tid at strikke, men det gør ikke noget.

Nu ligger den og venter, for færdig er den i retning af en størrelse et til halvandet år - og Rose er stadig ikke fyldt et halvt. Det gør ikke mig noget, og jeg kan i samtidig konstatere at det er meget hyggeligt at strikke småt, men jeg vil faktisk hellere noget der er lidt større.





Hvis nogen brændende ønsker, strikker jeg gerne i størrelse mini. Men i virkeligheden vil jeg hellere lave noget, der kan nå at blive brugt mere end en gang.


Det tror jeg bønnespirekjolen kan.

Sammen med det, der eller findes på min mentale liste over fremtidigt børnestrik.

Et år, halvandet, to år - here I come.










Design: Bønnespiredragt fra Knitting for Olive, omsat til Bønnespirekjole.


Garn: CottonWool fra Garnudsalg i farven Viol.


Pinde: 2½ og 3 mm. Rundpind til det meste, strømpepinde til ærmerne.

Den færdige kjole vejer 235 gram. Plus en knap i nakken.


Størrelse: 9 måneder, der endte med noget der er større. Jeg gætter på et sted mellem 1 og 1½ år.







Bemærkninger: Jeg strikkede retrillerne nederst på skørt og ærmer frem og tilbage, og syede sammen til sidst.

Jeg startede med det samlede antal masker for kroppen og strikkede rundt, til en centimeter eller halvanden mere end opskriften foreskrev før ærmer.

Jeg strikkede ærmerne lidt længere, for at matche den større størrelse.

Det irriterede mig voldsomt at skørtet ville ende med at sidde skævt, hvis jeg gjorde som der stod ved deling til ærmer, hvorfor jeg lukkede en maske af i hver side og endte med en maske mindre på for og bag, men havde til gengæld symmetriske halvdele.

De manglende masker undlod jeg at tage ind ved bærestykket, og havde derfor det rigtige antal masker i forbindelse med halsaflukningen.

Jeg tror det var det.


Har du lyst til at se flere billeder af kjolen, kan den ses lige her på Ravery.





Endelig lykkedes det


Mange er de gange, Emilie har været trist over ikke at kunne komme med, når jeg tager ind til Sille. Eller når jeg tager ind til Rose.







Hun ville med, hun ville møde og hun ville lege. Men hver gang jeg tog af sted, var Emilie enten syg eller skulle på arbejde. Et enkelt forsøg på en aftale måtte Sille aflyse, og ellers er Emilie ikke kommet nærmere et besøg hos Rose.

I dag lykkedes det. I dag fik Emilie styret sin foreløbige lyst. I dag fik hun leget, puslet og snakket med en baby, der er stadig er mindre end dem, hun har mødt i de vuggestuer hun i løbet af de sidste tre år har været i praktik.







Det er tydeligt at hun har arbejdet med små børn. Lidt gråd og utilfredshed slår hende ikke ud, og langt størstedelen af tiden er Rose også et meget glad barn - og det til trods for, at hun i dag var lidt mere pjevset end hun plejer.


Sådan er nogen dage.


Da vi gik var det med lovning fra Emilie om at komme igen.





lørdag den 27. januar 2018

Purple Heart Wood


For et par år siden - måske tre eller fire - startede Anders på en fødselsdagsgave til Lærke. Den blev ikke færdig. Undervejs blev han spiddet af gaven, handicappet i en grad, så arbejdet ikke kunne fortsættes og pakkede det hele væk, med planer om udpakning, når hånden virkede igen.







Lærke blev lovet gaven, så snart den var færdig - og siden blev det hele glemt.

Sådan kan det gå.


Lige inden jul fandt Anders arbejdet frem, erindrede at meget manglede, kunne huske frustrationerne over spidningen og ulysten til at arbejde videre. Og kunne pludselig konstatere at der i virkeligheden ikke manglede ret meget.

Og så kom der fart i foretagendet. Den rå kniv blev forarbejdet, skæftet tog for alvor form og inden længe kunne han sidde herhjemme og slibe det sidste, så alting blev silkeblødt og garanteret splintefrit.

Arbejdet med at lave knive er noget han holder af, men han finder det desværre ikke frem helt så tit, som han gerne ville. Planerne er mange - korkkniven et eksempel -, og jeg håber stadig en dag at få en kniv med Anders-skæfte.









Vi havde kniven med til jul. Lærke havde ligesom os andre glemt alt om den manglende gave, men tog glad og gerne imod. Specielt glad, da hun pakkede ud og så indholdet. Siden ved jeg, den er blevet en fast bestanddel af hendes køkken.

Skæftet er af purple heart wood, og skulle efter sigende blive endnu mere lilla med tiden. Indlagt er et stykke girafskinneben flankeret af tin og smalle røde fiberplader. Det bløde tin sidder også yderst på skæftet, og jeg er personligt ret vild med cirkelmønstret han tilføjede til slut.







Jeg glæder mig til at se den næste kniv han laver færdig - måske går der mindre end tre år.





fredag den 26. januar 2018

Udfordringen


Sidste år udfordrede jeg mig selv. Ikke på store ord eller voldsomme omlægninger. Men alligevel en udfordring - eller måske nærmere en leg.





Jeg ville skrive et indlæg om dagen - i gennemsnit. På månedlig basis fulgte jeg op på om jeg nåede målet, og det var sjovere at følge med mig selv, end jeg havde forventet.

Ofte var jeg forud i starten af måneden, for at komme bagud hen ad ugerne, og enten indhente eller se i øjnene at lige præcis denne her måned ville jeg ikke nå målet.

Det er sjovt, og jeg tager mig i, at jeg stadig i januar efter udfordringen er slut, kigger antal af indlæg kontra antal af dage. Det bliver jeg nok ved med et stykke tid endnu...





Men altså - hvordan gik det så?

Ni af årets tolv måneder nåede jeg målet. Fire af de ni måneder endda med flere indlæg end antal dage. Mellem et og fem mere.

De resterende måneder nåede jeg det så ikke. I marts manglede jeg et enkelt indlæg, mens jeg var næsten ti indlæg bagud i august og lidt mindre i september. Jeg havde troet at månederne med manglende indlæg ville være oktober-november-december. udelukkende fordi der er her, jeg har erfaring for at det er sværere at tage billeder, og jeg har sværere ved at skrive indlæg uden billeder.

Virkeligheden viste at august/september, som var årets travleste (set gennem min kalender) og dermed også de måneder, hvor det blev sværest at sætte mig bag tasterne. Det giver vel sådan set meget god mening, og en lille smule tid til eftertanke - det er jo kun en leg.





Hvis jeg så alligevel skal pudse glorien, nåede jeg over hele året 366 indlæg - og det er vel også en måde at nå målet på.

Udfordringen er slut, det var sjovt og jeg tumler lige nu med en ny udfordring, i en hel anden bolgade. Men før det skal være en realitet mangler jeg stadig den der frakke, som ikke mangler ret meget, men som alligevel trækker ud.





torsdag den 25. januar 2018

En dino


En af de sidste opskrifter af afrikanske blomster Heidi Bear frigav på Ravelry, inden hun forsvandt fra radaren, var den lille tykke dinosaur af triceratops-typen. Den  har længe stået på to-do-listen, jeg har bare manglet den rigtige modtager.





Da Pernille meldte sin graviditet, vidste jeg bare, at det var sådan en hun skulle have. På det tidspunkt vidste jeg ikke hvilken farveskala den skulle hækles af. Men det vidste jeg i november, da Anders og jeg tog til Nordjylland, og gjorde holdt i Aalborg og Garnudsalg.

Den skulle være blå. Der var flere muligheder og jeg valgte mod turkis og petroleum, da jeg stod i butikken og sammenlignede. Hjemme blev garnet lagt væk, for julegaverne stod for døren, og dinoen kunne vente til januar.

Nu er færdig og står lige nu herhjemme og venter. Senere skal den med på arbejde og være klar til den dag Pernille kommer og viser vidunderet frem. Der er stadig god tid. For selvom hun er gået på barsel, og keder sig derhjemme og derfor med mellemrum dukker op på skolen, er der stadig tid nok til at finde en fin indpakning.





Hun har termin samme dag, som Daniel har fødselsdag. Det mente jeg var et plus, og mon ikke der hurtigt går dage, uger, måske måneder inden hun efter fødslen får tid og overskud til at komme forbi og vise frem.

Vi har heldigvis god tid - både dinoen og jeg.









Design: Plod the africa flower triceratops af Heidi Bear.


Garn: Olines Cotton fra Garnudsalg  i fire blå og turkise nuancer.

Jeg endte med et garnforbrug på 148 gram, selve blomsterfarven krævede nøgle nummer to, ellers klarede jeg mig med et nøgle af hver farve.


Hæklenål: 2½ mm.


Størrelse: Den er ret tyk, og cirka 40 centimeter i længden, 23 centimeter i højden og er 18 centimeter bred.

Stoppet ud med fyldet fra en IKEA-pude vejer den 443 gram - noget mere end garnet.







Bemærkninger: Den var superhyggelig at lave, og det gik hurtigere end jeg regnede med. Jeg valgte at lave hoveddelene flerfarvede, selvom opskriften foreslog ensfarvet, jeg synes det virker bedre.

Øjnene er hæklede cirkler, syet på. Jeg vil risikere knapper til en baby. Men den vil helt sikkert være sød med glasøjne.

Det er ikke den sidste dino jeg hækler, men næste gang har jeg tænkt mig at springe de øverste horn over, og nøjes med det på næsen. Hornene er fine, men jeg er ikke overbevist. Og hvis de kommer til at mangle, kan jeg altid tilføje dem.


Har du lyst til at se flere billeder af dinoen, kan den ses lige her på Ravery.






onsdag den 24. januar 2018

2017 - fra et garnperspektiv


Jeg bliver altid lidt overvældet, når jeg ser til og tæller sammen hvor meget jeg nåede at strikke og hækle i det forgangne år. I år er ingen undtagelse. Overhovedet ingen undtagelse. Jeg kom så vidt omkring og lavede så meget, at jeg var overbevist om, at temmelig meget af det, blev lavet for flere år siden. Men sådan er det ikke.

Jeg burde ikke blive så overrasket - jeg mener jeg holder jo øje, skriver ned og fører regnskab for køb og brug. Jeg vidste godt at over ti kilo garn har været gennem mine hænder, og dermed må jeg også være endt med en hel del færdige projekter.

Jeg er fuldt ud klar over, at i de sidste mange hektiske måneder, specielt fra sommerferien sluttede og frem til jul, har jeg sat mig i sofahjørnet, når jeg kommer hjem, og brugt lige præcis garn og pinde til at lade op igen. At det er sådan jeg virker, og at jeg snildt kan lukke øjnene for manglende støvsugning og oprydning, for i stedet at hellige mig tid alene med fjernsynet som underlægning og garn mellem hænderne.

Jeg ved det godt. Alligevel fik mængden mig til at overveje om jeg har brugt lidt for meget tid i det der hjørne. Eller om arbejdslivet har været lige hektisk nok det sidste halve år?

Det første kan jeg selv gøre noget ved - hvis der skal gøres noget. Det sidste retter sig vist stille og roligt i de kommende måneder. Om ikke andet er det kommende kvartal kendt for noget mere stilhed og langsommelighed end resten af året. Og det falder på et tørt sted.



Men hvad blev det så til, spørger du nok. Og hvor mange kilo endte jeg med at strikke op? Eller fik jeg balanceret det der med nyt og brugt?


Jeg starter i det små, og fortsætter mod større projekter. Så derfor:



Klude

Jeg opdagede lykken ved strikkede karklude sidste år, strikkede en hel masse og fortsatte i år, hvor resten af familien også ville tilgodeses.





Det betød at jeg endte året med at have strikket 30 karklude, størstedelen af økologisk eller økotexcertificeret bomuld. Min mor og min søster fik de fleste, en flok blev til julegaver til andre familiemedlemmer, mens Emilie satte sig på tre fine pudderfarvede nøgler fra KreaDeluxe, jeg kunne bringe med hjem fra blogtræf, og som nu venter på den dag hun flytter hjemmefra.

Da træningen tog fart, manglede jeg noget at tørre sveden af panden med. Det blev til fire små håndklæder, som bliver vasket i et væk, som bestemt var tiden værd og som jeg mangler når jeg en sjælden gang glemmer at pakke med i træningstasken.

Endelig hæklede jeg karklude til julegaver. Det blev til et håndklæde og to små klude med engle, seks klude med katte og tre med musselmalede detaljer. Det med hæklede motiver på karklude, kunne jeg godt have lyst til at dykke lidt mere ned i, men lige nu kan jeg ikke overskue det - der er andet på mine pinde.



Hoved og hænder

Der er altid brug for varme om hoved og hænder. I år blev det til mere end forventet.







Jeg startede året med et hæklet diadem til den nytårskur, vi dengang troede skulle være en tradition. Drømmen om et nyt køkken i Klubben blev pludselig en realitet, som betyder at vi lige nu ingen køkken har - men dog et flot nyt gulv og delvist nymalede vægge. Det betyder også at nytårsfesten blev aflyst lige så hurtigt, som den begyndte...

Emilie snakkede om en ny hue. På en bytur faldt hun i svime over en hue med ører på en pige vi passerede, og da pussyhatproduktionerne var på sit højeste, strikkede jeg en sort af slagsen til hende. Den gad hun ikke have, så jeg har brugt den i stedet. Adspurgt sagde hun ja til Camilla Vads Patentsnoninger, som jeg passede til over tre farver. Den har hun til gengæld brugt rigtig meget.

Til huen ønskede hun sig vanter, og af de samme tre blå farver, strikkede jeg hende vintervarme med et broderet hjerte i håndfladen.

I samme omgang fik jeg også nye vanter. De gamle var slidt i smadder. Det er de nye også nu - slidte greb på en slidt cykel er ikke godt for uldent strik. En ny cykel kræver derfor også nye vanter. Men det er der ingen grund til, før cyklen ankommer.

Daniel bruger fingerløse pulsvarmere i et væk. Når de gamle er slidt, strikker jeg ham en ny omgang. I år nåede jeg derfor ikke mindre en seks par. De første i januar, de sidste pakkede jeg ind som julegave.

Også jeg manglede fingerløs varme, og omdannede et lille kit, jeg købte i Berlin forrige år, til blå varme om håndleddene.

I løbet af julegaveproduktionen strikkede jeg et sæt bestående af en hue og et par fingerløse vanter til Nicklas, hvis yndlingsfarve er rød.



Fødder

Jeg troede at sidste år skulle blive et år, hvor jeg strikkede afsindig mange smukke strukturmønstrede strømper på tynde pinde. Jeg troede det så meget, at jeg købte tynde pinde i rigeligt omfang og lækkert strømpegarn i skønne farver.

Realiteten viser, at jeg endte med fem par - et mystisk par, de tre jeg strikkede samtidig, og dermed startede troen på året med strømper, og det ene par jeg strikkede efterfølgende. Og et enkelt par sokker af dobbelt garn - men det tæller ikke i teorien om mange smukke mønstrede strømper på tynde pinde.

Jeg har ikke mistet troen - så måske i år. Eller måske engang i fremtiden.





Jeg startede strømpeåret med de smukke lilla Nebula, der tog en krig at strikke med alle de snoede og drejede masker. Men hold op, hvor synes jeg stadig de er smukke.

Det orange garn, jeg købte engang i forrige århundrede blev til et par enkle strømper med enkle snoninger. Heldigvis synes jeg godt at strømper og sokker må larme lidt, for her var så afgjort et af de garnnøgler, der er så smukke, når garnet ligger vundet op, men som taber alt for meget omdannet til masker.

De grå Effervesce var super hyggelige at strikke, men taber desværre noget af det smukke mønster i det lidt lurvede garn. De ville blive så flotte strikket i et hårdere spundet og glattere strømpegarn - som noget af det jeg købte i løbet af året... så måske jeg skulle.

Så var der Kirsten Kapurs Mystiske strømper anno 2017. Hun laver altid fine strømper, og dette års strømper burde være på trapperne. Og da jeg har masser af lækkert strømpegarn, hopper jeg selvfølgelig på...

Jeg slog op til Cabernet Cabaret i juni, og blev færdig tre en halv måned senere - og dermed stoppede årets kamp med strømper. Lidt ærgerligt, for jeg gad i virkeligheden godt strikke flere (på den anden side begynder det at knibe med pladsen...)

De sidste fodvarmere, var en julegave. Tykke sokker i røde toner, af den efterhånden gennemprøvede slags, med fodformet svang - der endnu en gang blev en ny version. Mere gennemprøvet er det så altså heller ikke.




Hæklede dyr

Jeg tvivler helt alvorligt på, at jeg nogen sinde vil komme gennem et år uden hæklede dyr. De afrikanske blomsterdyr er jeg slet ikke færdig med, og andre typer presser også på.






Jeg startede året med en hest - eller endte hesten, der oprindeligt var tænkt som en julegave, men havnede hos en helt anden modtager, der heldigvis slet ikke vidste at hun brændende ønskede sig en My Little Pony i prinsesseformat. Den var sjov at hækle, men det var et stort arbejde - og tungt for håndled.

Derefter kastede jeg mig over en flok flodheste. De nærmest flød af nålen. Fire styks blev det til, og de nåede alle at blive færdig inden babyboomet mellem familie, venner og kollegers børn slog igennem. Først den pink, den grønne og den pudderfarvede. Til sidst den blå.

Jeg hæklede også en kat. Til Henriette. Jeg nåede at blive i tvivl om den var for meget, for da hun fik den, Havde Henriette lige sagt farvel til Holger, og det kunne godt have været svært at byde en ny kat velkommen. Det var det heldigvis ikke.

Så var der elefanten. Amalie havde set den et eller andet sted på nettet. Daniel spurgte om jeg ville hækle. Jeg startede med at sige nej, men så kiggede jeg nærmere på billederne og ændrede mening. Den viste sig at være så sjov at hækle, at jeg ikke stoppede efter den lyserøde Amalie ville give videre til sin nybagte niece, men også hæklede en grå til Rose.

Nummer to var også sjov at lave.



Baby

2017 blev året hvor babyerne stormede frem. En ting var familie og bekendte, noget andet var Rose.  Hun lagde op til det helt store. Af den slags, der ikke slutter lige foreløbig.

Men det gør ikke noget, for jeg havde næsten glemt hvor hyggeligt det er, at lave små størrelser.







Babysæsonen lagde ud med Fiona i fire versioner. En pink, en abrikos, en grøn og en blå. Det er et hyggeligt stykke strik, men jeg indrømmer også at jeg fik nok til sidst.

Jeg fortsatte med et lille sæt bestående af  hue, trøje og dragt. Dragten er vildt sød, men jeg er ikke overbevist, og bliver nok aldrig tilhænger af små strikkede dragter.

Så kom Rose.

Jeg strikkede små huer. To af Karens små kyser og en enkelt Lily.

Også Mille Cardigan blev det til i to versioner. Jeg har stadig lyst til at lave en tredie med mønster på ryggen også. Indtil videre bruger Rose stadig den lille lilla, mens den lidt større rosenfarvede ligger og venter.

Tiny Tulip synes jeg er fantastisk. Rose passer den helt perfekt nu, men hun er et varmt barn, og driver af sved, hvis hun bliver proppet i den. Det er kun prøvet en gang, og det bliver nok den eneste. Størrelsen findes større, og jeg overvejer mindre varme garnvalg - for den er så sød.

Det er ganske sikkert, at jeg er slet ikke færdig med at strikke til Rose.




Sjaler

Der er ikke noget at gøre - jeg kommer aldrig gennem et år uden sjaler. Men mærkeligt nok strikker jeg åbenbart kun Mystery Shawls.





Arohaknits har de sidste år lavet en lille sjalsudfordring. Strik fem sjaler på fem dage - minisjaler vel at mærke, eller nærmere starten på en flok små sjaler i forskellige former. Jeg opdagede det sidste år og var med. Det var en sjov udfordring, jeg har ikke brugt det til noget, men jeg overvejer om jeg skal være med igen, når starten går lige om lidt...

Bente Geil fejrede sit tiårs jubilæum som strikdesigner med et mystisk sjal. Jeg fejrede med og endte med en noget anderledes version end de fleste. En version jeg var usikker på om jeg nogensinde ville bruge, og som siden har hængt om halsen på mig gennem vinter og kulde.

Stephen West besluttede at vi skulle bruge rester og fremstillede et bud på god brug af strømpegarn i mange farver. Marled Magic Mystery. Hr West laver skønne opskrifter og er altid underholdende at strikke, så jeg strikkede med, brugte godt af de mærkelige små rester strømpegarn, jeg havde liggende - og det var ligesom det.

Senere på sommeren lancerede Kirsten Kapur hendes mystiske 2017 sjal. Det var smukt, hyggeligt at strikke varierende mellem hulstrik og vævestrik. Det færdige resultat synes jeg er både smukt og fantastisk, men garnvalget var helt forkert. Jeg valgte en strømpegarnsversion, og jeg må konstatere at strømpegarn egner sig ikke til sjalsstrik - når man er mig. Jeg kan ikke lide fornemmelsen om halsen og det holder ikke særlig godt på faconen af de hulstrikkede og udspændte stykker. Det er ærgerligt, for garnet er superflot og endda håndfarvet. Jeg har besluttet at trævle det op og strikke strømper i stedet - jeg gør det lige om lidt!

Endelig strikkede jeg igen Stephen West. Denne gang hans Mystery anno 2017 -  Speckle and Pop! Det er jeg til gengæld afsindig glad for - og bruger tit. Jeg lavede lidt justeringer, som kun gjorde det bedre - i min optik.



Ærmer

Slutteligt er der ærmerne. Mange flere end jeg troede. Jeg havde faktisk bildt mig selv ind, at flere af kreationerne var flere år gamle. Jeg troede faktisk også jeg strikkede til andre end mig selv.

Det er noget af det sjove ved optællinger - man kan blive afsindig meget klogere.

Og så satser jeg på at strikke voksenstrik til andre end mig selv i år.






Along The Way - en selvkomponeret hæklet kjole af genbrugte cowboybukser, blev årets første færdige store projekt. Den havde været længe undervejs og måske derfor føles det ikke som om den er fra i år. Den har hængt på mig gennem året og jeg jeg bruger den stadig stædigt, selv om den er slidt og gået i stykker under armene.

Et andet langvarigt projekt var Voguekjolen, som har spøgt bagerst i hjernen alt for længe. Den var faktisk mere end et år undervejs, men blev pludselig færdig og meget bedre end jeg undervejs troede. Jeg synes stadig den er meget lilla, og skal altid tage tilløb, før jeg tager den på. Men får også altid komplimenter, når jeg så gør det.

I løbet af sommeren strikkede jeg to t-shirts. Den første Top 6 har jeg det sådan lidt mærkeligt med. Jeg synes egentlig den er for lang, men den er også meget fin. Billederne af den er noget af det mest uflatterende jeg længe har set. Men lige præcis det uflatterende er også noget af det allermest vilde i forhold til den træning, jeg stadig holder ved. For sådan ser jeg ikke ud længere. Jeg synes det er svært at se forskel, selvom jeg godt ved der er sket både det ene og det andet - men de der billeder... taler for sig selv..

Dionysus var forholdsvis hurtigt strikket og jeg bilder mig stadig ind at den vil gøre sig godt forlænget til kjole.

Frosty var allerede lidt for stor da den blev færdig. Det afholder mig ikke fra at bruge den rigtig meget. Den er skøn og helt rigtig.

Mermaid var mest en prøve. Alle taler om Hanne Falkenberg og hendes fantastiske opskrifter. Jeg blev ikke overbevist, heller ikke om den færdige model. Den er for damet og jeg føler mig ikke rigtigt godt tilpas i den, men den var hyggelig at strikke. Den kunne måske overtage herhjemme, når jeg om lidt er nødt til at sige endeligt farvel til min høstjakke, som trods store huller er det jeg griber ud efter, når jeg kommer hjem.

I starten af efteråret strikkede jeg en bomuldscardigan. Den blev lige som jeg ønskede, men vejret blev for koldt, og jeg glæder mig til varme sommeraftener, hvor den vil være perfekt.

Endelig strikkede jeg Ujo. Efter altid at have tænkt i taljering og detaljer, endte jeg med lige-op-og-ned og elsker den. Jeg vil have mere lige-op-og-ned. Bare lidt ind imellem alle de detaljer, jeg ikke kan undvære.



**********



Det var det - langt mere end jeg havde regnet med. Faktisk overvældende meget - hvilket fører til den sjove del med udregninger og mærkelige statistikker.


Mit regneark fortæller:


  • At jeg brugte  11.952 kilo garn (næsten 12 kilo) Wauw!
  • At jeg forøgede lageret med 2.607 kilo garn
  • At det kun var 947 gram af det nye jeg selv købte
  • At jeg synes det er ret godt ramt
  • At mit lager består af 25.926 kilo garn
  • At jeg købte 12.899 kilo garn
  • Men kun brugte 6.833 kilo af det nye
  • At jeg dermed har cirka halvdelen af det nye garn tilbage.

  • At jeg brugte 2.185 kilo garn købt i 2016
  • Og 1.005 kilo fra 2015
  • Og 1.351 kilo fra endnu tidligere
  • At jeg ikke nødvendigvis bruger garnet når jeg køber det
  • Selvom jeg tror jeg har en plan.

  • At jeg strikkede og hæklede 44.088 kilometer garn
  • Og at jeg endnu ikke har fundet en måde at omregne det til antallet af masker. 
  • Men at jeg tydeligvis har brugt meget tid på garn
  • ... måske ikke så underligt, at der går langt mellem gulvvask....