The age of pink

 

Det er ganske kort, og det gælder om at nyde det. De lyserøde blomster.

 

 

Jeg ved ikke hvad det er for nogle træer vi har stående som en halv allé, langs de blokke vi bor i, men de blomster lyserødt hvert forår, for ganske få dage senere at tabe alle de lyserøde blade og blive næsten mørkerødt og senere mere grønt og almindeligt. at se på.

De bærer ikke frugt, de er højtstrøbende og på ingen måde kirsebørstræsformede, men de er fine og skaber stemning i et landskab af lejlighedskomplekser i forstaden. 

Der er cirka en uge mellem de to billeder. 

Det er samme træ, men ikke samme vinkel. 

 

 

The Little Cafe

 

Det var nærmest et tilfælde, der fik os til at gå ind i The Little Cafe midt på Hovedgaden i Tisvildeleje. Vi ledte efter kaffe, og havde gennem et vindue set nogen sidde i en plet af sol. 

 

 

Cafeen er lillebittte, serverer - så vidt jeg kan vurdere - ren vegetarisk eller endda vegansk, er befolket med en flok afsindig søde engelsktalende piger og emmer af stemning. 

Det med solen handlede om et sunspot bag cafeen. lidt han ad gaden, ind ad en indkørsel med et skilt, forbi en garage og bag cafeen ligger fineste lille gårdhave, med plads til at sidde, og er der for koldt har de tæpper til at varme sig med. 

Bestillingerne foregår i cafeen, så folk  går i en lind strøm fra haven til cafeen og tilbage igen, for også at holde på den fundne bord. Det gjorde vi også - på skift. Pigerne kommer om i haven med bestillingerne og bruger bagdøren ind til køkkenet til præcis det. 

 

 

Vi drak kaffe i formiddagstimerne, af de fineste kopper - som vistnok også kan købes - og spiste senere frokost. Vi var flere der mente at en tur mod nordkysten sagtens kunne indeholde en tur forbi The Little Cafe- bare for kaffens skyld.

Det er i hvert fald en anbefaling herfra.

Frederiksværk

 

Fra Udsigten gik turen i første omgang til Tisvildeleje. Vi fandt kaffe til de tørstende og usandsynlige priser i butikkerne, som ingen af os ville betale. I stedet kørte vi til Frederiksværk, hvor Lotte mente at gågaden var fantastisk.

 

 

Vi kom senere til at snakke om hvornår Lotte sidst har været i Frederiksværk, eller om hun - næsten som resten af selskabet - aldrig nåede længere end skobutikken. 

Det er i øvrigt sjovt som et par hurtige gennemgangsbesøg i byen, når vi har været på vej til eller fra lejede sommerhuse de senere år, fik mig til at føle med både stedkendt og nærmest på hjemmebane. 

Vi fik hurtigt nok af gågaden og gik i stedet langs kanalen mod Torvet, hvor vi gjorde holdt, hyggede og nød udsigten til Frederiksværk Kirke, der ligger smukt midt i den gamle bydel. 

 

 

Da sulten meldte sig, blev vi enige om at køre tilbage til Tisvildeleje, hvor vi dels havde fundet det hyggeligste lille sted med fornuftige priser og lokkende menuer, og dels havde en aftale senere på dagen. Tanken om det vi vidste vi kunne få, kunne på ingen måde stå mål med det, vi kunne finde i Frederiksværk.

Tilbage i Tisvildeleje kunne mine tourmedlemmer vise lækre sko til Lotte, der desværre ikke havde været med i Frederiksværk, da et svendegilde betød hun måtte forlade os for nogle timer. Hun var ikke helt tilfreds, for sko er Lottes passion, og tænk sig vi bare havde købt sko, mens hun kørte til Rødovre og retur... 

 

 

Sådan er der så meget. Men vejret var skønt.

 

Aks Sokker

 

Aprils strømper var huller, lace inspireret af korn og forholdsvis let strikke. Jeg var i tvivl om jeg skulle strikke med, det var ikke et mønster jeg umiddelbart synes om. Erfaringen siger, at alt for mange huller i et par strømper, gør noget ved pasformen, de bliver større, og jeg skulle måske have slået en flok masker mindre op.

 

 

De sidder nogenlunde om et par strømpebukser, som hjælper med at holde dem oppe. Jeg bruger sjældent strikkede strømper alene, de er altid ekstra varme, når det er koldt. Og med det, går de såmænd nok alligevel. 

Og jeg har jo sådan set besluttet at strikke alle årets strømper i år. 

Design: Aks Sokker af Karen S. Lauger aka Lykkefanten.

 

Garn:  Soft Sock fra Birk & Berg, vundet i sidste års fadealong. Farven hedder Mix Tape -jeg kalder den blå, for der er også to andre udgaver. Det er så lækkert at strikke af, og jeg glæder mig til et senere gensyn. 

Jeg brugte 70 gram.

Pinde: 2.25 mm ChiaoGoo 80 cm rundpind - den var lækker at strikke med. Det er altså ikke sidste gang. Jeg vil have flere. 

Størrelse:  Jeg slog 70 masker op til benet og tog ind til 60 masker om foden. 

Bemærkninger: Jeg vidste godt at et så hullet mønster ikke giver så meget elasticitet og burde nok have slået færre masker op. I forsøget på alligevel at få noget hjælp til hold om benet valgte jeg at strikke rib i siderne. For at få ribben til at passe, tilføjede jeg 2 masker i hver side af mønstret. De kunne måske meget vel, helt være undladt...

Jeg strikkede ribben drejet ret - 15 omgange.

Da jeg nåede hælen strikkede jeg hælmønstret, lod den midterste maske forsvinde i en sammestrikning i forbindelse med snoningen til sidst og endte med et lige antal masker. Jeg strikkede hælrundingen uden at kigge i mønstret og samlede 13 masker op på hver siden af fælflappen. 

Jeg tog ind til 60 masker (61 for jeg havde stadig en maske foroven, som på samme måde som på hælen endte med at forsvinde, så jeg havde 60 masker, da jeg nåede tåen).

Tåen tog jeg ind som jeg plejer igen uden at skele til opskriften. 

 

Vil du se flere billeder af strømperne, kan de ses på Ravelry.

Rul, rul rokken går

 

Sidste år i juli startede jeg et Tour de Fleece spindeprojekt. 

Tour de Fleece er spindeverdenens take på Tour de France, nogle sidder og spinder, mens de ser cyklende mænd, nogle spinder bare. Nogle er så optagede af projektet at de hårde etaper med stejle bjerge helst skal indeholde udfordrende spinding, mens hviledagene skal komme i hu.

Jeg startede et projekt, nåede halvvejs, og er aldrig rigtig nået længere. 

 

 

Rokken står og kigger på mig hver dag, jeg går forbi hver dag og tænker temmelig tit at jeg gerne vil i gang igen. Men det er så meget lettere at strikke, så rokken står der stadig... 

I et anfald af at forsøge at hjælpe mig selv, besluttede jeg for et par måneder siden at forsøge at spinde femten minutter hver dag. Det er vistnok lykkedes to gange. 

Jeg arbejder stadig på sagen....

Måske årets Tour de Fleece kan få mig med igen.

Oscar på den anden side. Han synes stadig rokken er sjov. I dag hev han den resolut ud midt på gulvet og befalede at vi skulle lege med den. 

Jeg har tidligere siddet på bagsiden af den, og med hænderne og arbejdet med pedalen, så pedalen vippede og hjulet drejede. Det kunne kan huske og lige præcis sådan skulle jeg gøre. 

Så det gjorde jeg. 

 

Og håbede lidt at kontakten med maskinen kan få mig til at gribe til den igen....

Jeg gider godt at gide.  

 

 

Udsigten

 

Bag Billes Hus ligger Tisvilde Hegn og Tibirke Bakker, deriblandt Udsigten. 

Efter et solidt morgenmåltid gik vi en tur ud for finde udsigtspunktet, hvor man efter sigende kan se Sverige i godt vejr. Det var fantastisk vejr, og måske kunne vi også se Sverige som tågede bjerge i det fjerne. Det var langt lettere at lokalisere Arresø i modsat retning.

 

 

 Det var en skøn tur, der langt hen ad vejen gik opad, med udsigt til en landskab der ganske sikkert er skabt dengang Danmark var dækket af is, og den under tilbagetrækningen skabte istidslandskaber med bakker og dale.

De få huse, der ligger spredt i området ligger alle på naturgrunde, ser dyre ud og falder for en stor dels vedkommende så godt i med landskabet, at de bliver smukke og indbydende at se på. Vi kunne i hvert fald godt pege mere end et hus ud, vi godt gad stifte nærmere bekendtskab med. 

 

 

Turen endte op ad en rimelig stejl bakke, der åbenbarede udsynet i alle retninger. Mod vand, mod sø, mod fiskeleje og mod så meget andet, alt sammen i undertoner af forår og spæde lysegrønne farver, der står på spring. 

Mod den helt fantastiske blå himmel og temperature, der fik os til at tage lag efter lag af, var det en helt igennem smuk oplevelse. Der dukkede et par andre vandrere op, som var ganske enige om os, og tanken om at åbne en limonadebod på toppen, nåede at slå rod. 

 

 

Vi gik turen ned ad bakken til den anden side, og måtte konstatere at fra den side var der også smukt, selvom turen tilbage var lidt længere. Noget i retning af et par hundrede meter. 

 

Billes Hus

 

Vi plejer at tage på weekend en gang om året. Mine tøsede kolleger og jeg. Weekender fyldt med god mad, venindehygge og en smule oplevelser, oftest i den nærliggende natur. 

Det er længe siden sidst. Hele verdensordenen har rodet rundt i aftaler, kalendre og langsigtet planlægning. 

 

 

Men så kom Heidi på besøg. Heidi er vores tidligere sekretær, der har slået sig ned i Tisvildeleje sammen med sin kæreste. Mens han har slået sig ned som tømrer og er booket op til langt ind i næste år, har hun åbnet en lille biks med loppefund, god vin og kaffe fra en vogn.Vi havde en aftale om, at en dag skulle vi forbi.

Det er nu, tænkte Berit, scannede nettet og fandt Billes Hus, som vi øjeblikkeligt lejede og overtog i weekenden. Det er et hyggeligt hus, som var en fantastisk ramme om en skøn weekend. 

Huset er et studie i grøn, blå og gul. Samtidig er det fyldt med de skønneste loppefund, der giver en fantastisk stemning. Ingen tallerkener eller krus er ens, puder, stof og tæpper er en del af indretningen og vi lærte alle at tænde op i brændeovnen. Faktisk overvejede vi at indføre et brændeovnsmærke - men det er en hel anden og intern historie. 

 

 

Vi havde en fest, hyggede, gik lange ture, spiste god mad, både hjemme og i Tisvilde, hvor Den Lille Cafe absolut er værd at besøge. Gensynet med Heidi var dejligt og vi havde et par gode timer i hendes selskab uden for hendes lille butik. 

Hun laver efter sigende god kaffe og jeg kunne lide vinen hun serverede - jeg er ellers ikke særlig god til vin. Kaffe lærer jeg nok aldrig at drikke, men det duftede godt. 

 

Det var en skøn weekend, og vi har allerede planlægt den næste, når vi til september skal til Møn og besøge Berit i hendes nye campingvogn.

Masker på en søndag - Uge 16

 

Ugen kort:

• Når mandag er Anden Påskedag, bruger jeg resten af ugen på ikke at kunne finde ud af hvilken dag vi har i dag...
• Jeg var omkring lægen, fordi jeg var i tvivl om der var grund til bekymring. Det var der ikke, men vi fik en god snak om at min læge hellere vil have jeg kommer ti gange for meget, end en gang for lidt. Så det lovede jeg.
• Vi havde et rigtig godt møde om ledelsesretten, personalets muligheder for at byde ind og forskellen. 
• Jeg dansede zumba en enkelt gang, huskede at stramme mavemusklerne og kunne mærke det dagen efter...
• Vi havde en fantastisk dag på Tek-X hvor klassen lærte om elektronik, mens jeg lærte om videoredigering. 
• Det viste sig også at en fjerdeklassen fylder en del på cykelstien, når de alle er på cykel. De fleste medtrafikanter tager det med et smil, en enkelt synes nok de bør lære at cykle - jeg synes nok at når de starter det med at cykle i fælles flok i fjerde klasse, kan det forventes at de fylder det første år eller to - så tit cykler de alligevel ikke.  
• Skolebestyrelsesmødet blev aflyst. Jeg havde det lidt både/og. Dels synes jeg møder skal holdes og ikke bare aflyses, dels synes jeg en arbejdsdag på elleve timer bliver lang... 
• Fredag bagte vi pandelager over bål og brugte ventetiden  til at snitte i træ. Jeg får flere og flere med. Langsomt og Målrettet!
• Det viser sig jeg har en hel uges ferie til gode, som skal bruges inden sommerferien... Berit og jeg foreslog næste uge (hun har også en hel uge). Det måtte vi sjovt nok ikke :)
  
• Vi tog på tøseweekend. Fem kollegiale veninder og et sommerhus i Tisvildeleje. Det var altså hyggeligt. At det blev Tisvildeleje, handlede om at vores tidligere sekretær har slået sig ned i byen og sælger et mix af loppefund, god kaffe og lækre vine. Det var skønt at se hende igen.

Læse:

Jeg afsluttede den igangværende bog, inden jeg tog på weekend, og havde ikke noget med at læse i. Jeg troede ikke jeg ville få tid til at læse, så det var vel næppe noget problem at mangle. 

Skindød var en ubehagelig bog, som både var en god historie og en opfølgning på den underliggende historie, der blev en tand mere personlig, end i de tidligere bøger i serien. Jeg kan godt lide når den bagvedliggende historie i serier udvikler sig, og det gjorde den i den her udgave.

Da jeg fredag aften gik i seng manglede jeg alligevel noget at læse. Heldigvis findes E-reolen og jeg lånte tredje del af Åsa Larsons serie om Rebekka Martinsson. Det er længe siden jeg læste de første, men jeg er allerede godt underholdt og læste videre både lørdag aften og søndag morgen, mens huset langsomt vågnede. 

En kvinde er fundet død, men hvem er hun og hvordan havnede hun der hvor hun blev fundet? Anna Maria Mella og hendes politimakker er på sagen, og uden at nogen af dem egentlig havde planer om der, bliver Rebekka inddraget i sagen.

 

Strikke:

Jeg har vist den før, men jeg har ikke slået noget nyt op, så nu får den en genudsendelse. Retroblusen, som faktisk bliver rigtig god - tror jeg. 

Jeg havde ikke nogen planer om at strikke 80'er-strik, men så så  jeg retroblusen på Kabistrik, og var øjeblikkeligt solgt. Jeg fandt garn i gemmerne, som har vist sig fint til projektet, som kun mangler kanter på krop og ærmer. 

Desværre har jeg nærmest ikke noget garn tilbage og overvejer derfor både det ene og det andet. Lige nu ser jeg to muligheder, jeg vil gerne at hele projektet er af lagergarn, og jeg ikke skal ud og købe noget nyt. 

Enten strikker jeg kanter af det garn jeg har tilbage, og kanterne bliver som garnet tillader - altså ikke særlig lange. En anden mulighed er at finde et alternativ i lageret. 

Blusen er strikket af garner der hælder mod det luksuriøse, og jeg kan godt finde noget der matcher i gemmerne. Hvis jeg samtidig leger lidt med de syrefarver jeg har stående, kunne jeg måske godt nå frem til en farve, der passer til. 

Det skal lige overvejes. Jeg har ikke travlt med at den bliver færdig. Jeg vil hellere at jeg ender med et resultat jeg har lyst til at bruge.  

City Symfonie

 

I dag slog vi to fluer med et smæk. 

Jeg havde undervisning hele dagen - Håndværk og Design sammen med min gode makker Kasper. Jeg havde også et kursus hele formiddagen. 

Kurset blev holdt på Tek-X, Rødovres eksperimentarium for teknologi og innovation for alle elever i kommunen. Det var foreløbig sidste forløb i processen omkring at uddanne T&I pædagoger (T&I = Teknologi og Innovation, som er et fag og en dimension i undervisningen i hele kommunen)

Alle skoler har T&I lærere, og min gode makker kom fra en stilling som T&I lærer på en anden af kommunens skoler, inden han startede hos os.

Kursus samme dag som undervisning - Hmmm, tænke, tænke, tænke.. Og idé:

Du Kasper, kunne man forestille sig, at vi cykler sammen op til Tek-X, du klarer undervisningen om et eller anden superspændende teknologisk innovativt, mens jeg er på kursus, og derefter vender tilbage til jer andre, efter frokost?

Det tog ham cirka to sekunder at hoppe på og ryste et eller andet ud af ærmet - Ja helt sikkert! sagde han og fortsatte med et eller andet om at vi skal arbejde med Makey Makey.

Jeg havde ingen ide om hvad Makey Makey var, men det var faktisk ret spændende, kunne jeg se, da jeg var færdig med mit kursus. Eleverne var i fuld gang og nogen havde faktisk ikke rigtig tid til at spise frokost. De var dog alle sammen så fyldte at en pause på den lokale legeplads faldt i rigtig god jord. 

Mens Kasper og eleverne havde arbejdet med elektricitet, havde jeg arbejdet med video og redigering. Vi havde ikke tid nok til egne videooptagelser, så vi nøjedes med de klip der ligger til fri afbenyttelse i det program vi arbejdede med.  

Havde jeg selv ført kameraet, havde jeg andre ideer til hvordan det skulle have set ud, men det var også lidt sjovt at være bundet i opgaven.  

Vi lærte om City Symfonies. Et filmisk portræt af en by uden ord, men med musisk underlægning, for at fremme stemninger. Vi trak hver en by, og skulle forsøge at lave en kort video uden byen umiddelbart blev givet væk - altså start ikke med Big Ben, hvis det er London.

Min video blev som den blev, jeg fandt en flok billeder på bloggen fra den by jeg trak, min computer kunne ikke følge med, så det var svært at gennemskue om musikken duede - jeg fik aldrig et godt billede af musikken, så jeg gjorde bare noget, og tænkte at jeg lærte en masse alligevel. 

Selv med færdige små klip tager det voldsomt lang tid at lave en video der ender med at vare to minutter...

 

 

Hjemme så både Emilie og Anders videoen igennem. Emilie nåede næsten halvvejs, inden hun gættede byen, Anders var lidt hurtigere.

Jeg ved ikke om det virker, men jeg har prøvet at ligge den ind her - hvor lang tid er du om at se hvilken by jeg skulle portrættere? 

 

Håb for fremtiden

 

Da jeg den anden dag lagde vejen forbi kirkegården til photoshoot af månedens Gnome, kom jeg forbi det fineste lille træ, der leverer håb for fremtiden.

Træet var fyldt med de fineste tilkendegivelser for fremtiden, for håbet om en bedre verden og for fred.

Jeg tænker at det muligvis blev pyntet med et håb for øje, nu dækker det også et andet.