Første forsøg

Noget af det rigtig fede ved at sidde ved en rok er, at det ikke kan forceres. Det tager den tid, det tager.





I går nåede jeg til et punkt, hvor jeg næsten ikke kunne vente på at se det færdige resultat. Jeg troede ikke jeg ville nå det, men efterhånden som den uspundne uld svandt mere og mere, blev det tydeligt, at så langt var der alligevel ikke igen.

Jeg spandt og spandt og spandt. Fandt rytmen og nød bare at sidde med ulden mellem fingrene. Jeg nåede også at vaske og købe ind sammen med Anders, så der kunne være middag klar, til Daniel og Amalie kom forbi og spiste.

Amalie fyldte syv og tyve i går, og traditionen tro stod vi for maden. Oscar var træt, pylret, begyndende seperationsangst og selvom det var super hyggeligt at have dem på besøg, passede det mig fint, at de gik tidligt hjem.

Så kunne jeg nemlig komme videre med tvindingen - som jeg var nået til, inden de kom.





Den fyldte spole med entrådet garn, så så fin ud. Tråden virkede gennemgående ensartet og i en tykkelse jeg tror passer mig fint. Men det var lidt snyd, for nedenunder skjulte sig en tykkere tråd, der veksler mellem tyk og tynd, mere og mindre spundet.

Sådan er det med første forsøg.

For at kunne tvinde tråden, lavede jeg et krydsnøgle, med mulighed for at tage tråden fra begge ender. Det gav mulighed for at se den tykkere tråd. Den tykke tråd er sådan set også meget fin. Jeg vil bare hellere, at jeg bevidst laver en tyk tråd - hvis jeg skal det en anden gang.





Efter tvinding er jeg endt med 94 gram garn og lige knap 160 meter. Der er forsvundet 3 gram i processen. Jeg er sikker på, at mit spild kunne have været spundet med, men jeg valgte at lade det være og fokusere på at finde rytme i både fodsalg og behændighed. Ulden er købt på etsy hos Felt Studio UK.

Jeg er ret stolt af det færdige værk, der spænder over en meget tyk og en noget tyndere tråd, som tilsammen giver mange forskellige sammensætniger. Farveforløbet opstod af sig selv, jeg havde ingen indflydelse og forsøgte det heller ikke.

Jeg er faktisk temmelig sikker på, at der kommer til at gå lang, lang tid inden jeg vil kunne se på den farvede uld og beslutte på forhånd hvordan garnet skal ende med at se ud. Det er der tydeligvis nogen, der kan. Heldigvis kan jeg godt lide det der meget melerede look.





Jeg havde garnet med over til min mor tidligere i dag. Jeg har besluttet at hun skal have det i julegave. Jeg har en ide om hvad det skal transformeres til, inden det skal pakkes ind, men det vil jeg ikke sige noget om. Det skal være overraskelsen.

Jeg har også besluttet at Annelise skal have noget spundet uld. Det er hendes rok, så selvfølgelig skal hun have spundet uld. Helst rødt. Annelise kan godt lide rød. Bilder jeg mig ind. Jeg har bare ikke noget rød uld. Men det finder jeg.

Faktisk kan uspundet uld godt gå hen og blive en mangelvare. Er man ikke nødt til at have mere end en portion på lager...? Er det ikke lige som garn? Hvad nu hvis man ikke har lyst til at spinde grønt uld, og det er det eneste man har?





Jeg har en fornemmelse af, at det der med spinding godt kan gå hen og blive temmelig afhængighedsskabende. Faktisk har jeg mere lyst til at spinde videre lige nu. Men hvad så med de bukser jeg skal sy til Oscar, som jeg har klippet...

De er faktisk ret vigtige - han er vokset ud af alle de andre.

Okey - aftale: Ikke mere leg med rok, før bukserne er færdige. Sæt i gang!