Aflastning

Det begynder at være lidt hårdt for den lille børnefamilie at være hjemme med et lille barn døgnet rundt. De er gode til at komme ud, Oscar har brug for at røre sig, men forældrene har også brug for at få en pause en gang imellem.





Efter fjorten dage uden at nogen af os har vist sygdomstegn, besluttede jeg at det er på tide at være farmor og træde aflastende til.

Derfor har vi aftalt at jeg hver eller hver anden dag henter barnet og finder et sted at lege et par timer. Vi holder stadig de forholdsregler vi kan, vi skal ikke ind i hinandens hjem og vi holder stadig en vis afstand.

Blot ikke til Oscar. Og så kan man selvfølgelig snakke om hvorvidt det med afstand virker.

I hvert fald ventede jeg udenfor, mens Daniel og Oscar fulgtes ned og jeg kunne snakke med Amalie, der stod på altanen.







Vi gik i første omgang mod haven bag Rødovregård. Jeg forestillede mig ikke der ville være mange mennesker, hvilket jeg godt kunne være bange for, at der ville være omkring Damhussøen og -engen.

Der var ikke et øje i haven, men der var lidt kedelig. I morgen tager vi en bold med. Fra haven kunne jeg se at Damhusengen ikke var så overfolket som jeg havde forestillet mig. Jeg tror de fleste holder sig omkring søen, så vi pakkede os sammen og gik ned til engen, hvor et par store sten kunne kravles på.

Oscar spottede hurtigt et mudderhul og gik temmelig målrettet mod lige det. Han var ikke tilfreds, da jeg synes det var en rigtig dårlig ide...









Vi snurrede rundt, han løb efter et par fugle, der var hurtigere end ham, vi kiggede på blomster i græsset og endte med at kaste en pind til hinanden (i mangel af den der bold).

Det var i øvrigt en sjov leg, som han fortsatte til han blev træt.

Han endte med at få øje på en dame med en klapvogn, pegede og sagde lyde. Jeg tænkte han savnede andre børn. Men så fik han øje på en anden klapvogn og begyndte at klynke. Ahh, tænkte jeg, tog fat i hans hånd og pegede mod hans egen klapvogn.

Han satte i løb, ville op og adspurgt hjem. Så vi gik hjem.







Undervejs passerede vi legepladsen på engen. Jeg kunne tælle langt over ti mennesker, og selvom mange af dem var voksne, der sad på bænkene, synes jeg det er mærkeligt.

Hjemme sagde vi farvel, og vi ses igen i morgen. Med en bold.

Lammeuld

Jeg kan stadig ikke bruge mine hænder. Det er ikke godt at skrive for længe, og lysten forsvinder også.

Når jeg ikke kan lave noget, er der heller ikke så meget at fortælle.





Når det er sagt, er det blå og brune lammeuld færdigt. Det er spundet, det er tvundet, det er vasket og tørret, målt og vejet. Og over to dage lykkedes det mig også at lave en lille strikkeprøve. To dage der synliggjorde at det med at strikke endnu må vente...

Garnet er en slags bestilling fra min mor. Det vil sige, hun spurgte om jeg ville hjælpe med at finde garn til en hue, der kunne matche det første jeg spandt, og som hun fik strikket til varme om halsen i julegave. Jeg tilbød at spinde, søgte efter fibre og kunne umiddelbart kun finde noget der lignede i fibre, jeg tænkte ville give varme i en hue.

I Berlin fandt jeg uld. Lammeuld i to forskellige indfarvninger, som jeg håbede kunne komme til at ligne. Allerede inden jeg startede spinderiet blev jeg i tvivl. Tvivlen blev ikke mindre undervejs.

Det færdige resultat er nok både for blåt og for brunt i forhold til det første, der indeholder begge farver, men har en grå undertone.

Nu er det færdigt, det skal nok blive brugt. Men om min mor vil have det, er en hel anden sag. Det var her strikkeprøven kom ind i billedet, for jeg synes garn kan ændre temmelig meget karakter, når det bliver strikket.











Materialer: 165 gram lammeuld købt som to hundredegrams fletninger hos Die WollLust i Berlin. Ulden var håndfarvet og to trediedele er blå/grøn, den sidste trediedel brunlig.

Jeg brugte 115 gram af den blå/grønne og 50 gram af den brune.


Forberedelse: Jeg delte den blå/grønne uld på midten og brugte kun halvdelen af den brune.
Planen var at spinde de tre dele på hver deres spole og tvinde dem sammen. Jeg delte hver del i så mange smalle strimler på langs af uldstrimlen som jeg kunne - omkring 16 - og rullede dem op i små dunter, så de var nemmere at håndtere.

Alle dunter blev rullet samme vej, så jeg startede spindingen af dem fra samme ende.


Spinding: Jeg spandt de tre dele fra ende til anden, på hver sin spole.

Jeg spandt med uret - dvs i Z-retning.

Jeg spandt så tyndt jeg kunne, for at det færdige garn ikke skulle blive for tykt. Det blev nogen steder sytrådstyndt, andre noget tykkere, men langt hen ad vejen ret stabilt ensartet og med en finhed jeg stadig synes er vildt at kunne.

Jeg må konstatere at jeg er nået dertil, hvor jeg kan spinde tyndt. Punktum. Der er ingen tvivl om at det er sværere at spinde tykt.





Tvinding: Jeg tvandt garnet som et traditionelt tretrådet garn mod urets retning - altså i S-retning.

To blå og en brun tråd.

Da det færdige garn kom af spolen, var det noget nær perfekt balanceret, hvilket siger mig det godt kunne tåle noget mere tvist i tvindingen. Noget jeg stadig ikke er særlig god til. 

Til trods for, at jeg delte ulden efter alle kunstens regler, endte jeg alligevel med at løbe tør for garn på den ene spole, da jeg tvandt garnet.


Jeg kunne ikke gennemskue at tvinde den resterende uld på spolerne, og har i stedet vundet det op til små entrådede nøgler, som jeg gemmer til der er rester nok til et fed garn af spinderester.


Resultat: Jeg er endt med to fed på i alt 161 gram og så vidt jeg kan regne ud, cirka 526 meter. Omregnet er det 327 meter pr 100 gram. Jeg gætter på det er en heavy fingering eller en light sport.

Jeg vaskede garnet i uldvask, det blomstrede en smule, men ikke meget og virker stadig temmelig balanceret.





Bemærkninger: Jeg valgte at spinde garnet med drivremmen på den mindste trisse. Det betød flere omdrejninger og mere tvist.

Det betyder at jeg er endt med et garn, der bevæger sig hen mod drømmen om at kunne få så meget sno i garnet, at slidstyrken bliver holdbar til strømper. Jeg er der ikke endnu, men jeg tænker det kommer.

Jeg strikkede prøven på en pind 3, og selvom farven stadig ikke er helt så grå, som jeg havde ønsket, synes jeg det er blevet et rigtig lækkert garn.



Skulle du have lyst til at se endnu flere billeder af proces og færdigt garn, kan det ses på projektsiden på Ravelry.

Torsdag uden masker - Uge 13

Det er officielt - det er belastende ikke at kunne noget.

Det bliver bedre, jeg kan mærke det. Det tager den tid det tager, min tålmodighed er bare ikke særlig lang. Og helt som det skal være, gør det mere ondt hen under aften. Til trods for jeg forsøger at gøre så lidt som muligt. Det er bare svært ikke at bruge sine hænder.

Og for at det ikke skal være løgn, ankom det garn jeg bestilte den anden dag i dag. Jeg kunne hente pakken i den lokale nærboks, lige henne om hjørnet. Det er nemt.

Så nu ligger der mohair og venter til den dag jeg kan strikke igen. Strikkeprøven blev klaret dengang jeg stadig kunne strikke. Planen er en Lovenote. Jeg er stadig i tvivl om den skal strikkes lige efter opskriften eller omdannes til en cardigan.

Nu er der tid til at tænke.















Læse:

Jeg afsluttede Camilla Läckbergs Heksen. Slutningen var ikke nogen overraskelse. Historien er et studie i triste og svigtede skæbner, og hvordan mennesker kan reagere, når de bliver trampet på alt for længe.

Heldigvis har jeg stadig et par biblioteksbøger liggende, som jeg lånte inden vi tog til Berlin. Det er længe siden, og jeg har også nået at forlænge lånetiden en enkelt gang eller to.

Jeg er startet på Inger Gammelgaard Madsens Dukkebarnet. Anders har nået at læse den, og var ikke overvældende tilfreds, men mente den var en fin debut til en serie, der kan nå at udvikle sig til mere.

Nummer to ligger og venter. Jeg er kun lige startet, historien ruller og jeg er ikke sikker på, jeg synes specielt om den sensationslystne journalist, der så vidt jeg kan bedømme er en stor del af persongalleriet.

Jeg har endnu til gode at lære hende at kende, så det kan nå at ændre sig.

Overanstrengelse

For tykke pinde, for meget strikketid eller måske for meget brød...

Jeg holder lige en pause fra strik. Og hækling. Og alt muligt andet.







Hvem skulle tro, man kan overanstrenge sig, når man bruger det meste af sin tid i sofaen?

Jeg kan lægge puslespil, men ikke taste for længe for længe. Jeg kan ikke strikke, men jeg kan trævle skulderpartiet af den trøje, jeg strikkede sidste sommer og som ikke passede op, så den er klar til at blive genstrikket - engang,. Jeg kan spinde - lidt - men ikke overskue at rive ost. Jeg kan tømme opvaskemaskinen og glo på tv, uden at lave andet. Jeg kan muligvis sy, men det der puslespil fylder hele bordet, så det venter jeg lidt med.

Om jeg gider? Nej, men sådan er det lige nu. Det går over, jeg ved det. Det er bare ualmindelig mange år siden jeg sidst oplevede en overanstrengelse af håndledet. Eller andre led.

Hvilket fører tilbage til det med brød.







Dengang jeg stoppede med at spise brød og pasta, ris, kartofler og andet af den slags, holdt jeg også op med at have ondt i mine led. Jeg kunne nærmest hverken gå eller stå, når jeg stod op om morgenen, fordi både hofter og knæ gjorde ondt, og skulle i gang først.

Det har jeg ikke oplevet i mange år. Det er helt væk. Forsvandt bare.

Jeg havde også tit begyndende skedehindebetændelse i håndledet, og vidste når jeg skulle holde pauser. Men det har jeg åbenbart glemt. Så nu gør det ondt. Men jeg ved heldigvis det går over.

Da jeg i sidste uge var syg, var det eneste jeg for alvor kunne spise ristet brød. Det er helt sikkert ikke brødet alene, der har med til at skabe overanstrengelsen, men jeg kan ikke lade være med at tænke, om det har været med til at forværre situationen.

Det er også muligt det ikke har noget som helst med hinanden at gøre - men jeg er vendt tilbage til min normale kost. Det er faktisk rart. Jeg er i hvert fald mere mæt.







Når jeg så ikke kan lave noget. Eller ikke lave ret meget af det jeg gerne vil, er der plads til noget andet. Det viste sig at Emilie aldrig har set hverken Hobitten eller Ringenes Herre. Så det gjorde vi.

I aftes så vi alle tre Hobitfilm. Hun synes de var gode. Synes absolut ikke vi skulle vente med den sidste til i dag - selvom det betød vi kom temmelig sent i seng.

Mon hun er klar til at fortsætte med Frodo, Aragon og Legolas i dag?

Fingerløs varme til små fingre

Oscar gider ikke vanter. Han skal kunne bruge sine hænder. Sådan er det vist tit med små børn.





Inspireret af Gitte, strikkede jeg et par fingerløse vanter til ham. Han fik dem på, dengang for længe, længe siden, inden alting blev ganske anderledes, da jeg hentede, passede og han overnattede.

Han beholdt dem på hele vejen hjem, og kunne snildt spise en figenstang siddende i klapvognen.

Da vi gik mod vuggestuen dagen derpå, rakte han selv hænderne frem, da jeg fandt dem frem sammen med overtøjet. Alting tydede på, at dem gad han godt.

Jeg tænkte at et par sikkert hurtigt kunne blive våde, beskidte eller på anden måde trænge til at blive skiftet ud, så jeg strikkede et par stykker mere.

Da vi var ude og gå i går havde han dem stadig på, og synes tydeligvis de er fine og fungerer efter alle kunstens regler.





Jeg lagde de to ekstra par i klapvognens kurv, og mente at Daniel hellere må lade dem ligge et par dage, inden de rører ved dem.

Daniel mente også at ekstra par kunne være en rigtig god ide.











Design: Babelfeesh African Flower Crochet Pattern af Lone Kjeldsen.


Garn: Kauni i to forskellige blå og Pernilla Dark Chokolate.

Hver par vejer cirka 12 gram.


Pinde: 3½ mm - strømpepinde, for så småt var det ganske simpelt nemmest.


Størrelse: Meget lille - cirka to år.





Bemærkninger: Som Gitte slog jeg 28 masker op, og rettede opskriften lidt til undervejs.

Det første par strikkede jeg udelukkende rib, de to efterfølgende (som jeg af gode grunde ikke ved hvordan sidder) strikkede jeg glat - med ribkanter.

På det første par slog jeg op og lukkede af med italiensk aflukning. Det er meget pænt, men noget rod at sidde med på så små ting - specielt tomlen, så de efterfølgende slog jeg helt normalt op og lukkede helt normalt af.

Meget mere er der ikke at sig om dem. Andet end: det gik stærkt.


Har du lyst til at se flere billeder af vanterne, kan de ses lige her på Ravelry.

Ved branddammen

Vi gik ud, aftalte at mødes med Daniel og Oscar ved branddammen, hvor Oscar var vældig interesseret i ænderne og godt ved de siger: Buh!





Han løb rundt, var ikke helt med på at vi skulle holde afstand, og slet ikke med på at vi ikke ville spille bold, selvom han kastede i den rigtige retning. Far gad heldigvis godt spille bold.

I stedet kunne vi synge sammen på afstand og jeg endte med at udvikle en leg han godt gad.

Jeg trampede i orden, Oscar trampede i jorden. Jeg viftede med armene, Oscar viftede med armene. Jeg hoppede, Oscar hoppede. Jeg trampede og bakkede lidt baglæns, Oscar blev stående og trampede i jorden... og forfra igen.







Mens Emilie og jeg holdt den tilrådelige afstand, og lidt mere, gik Oscar på opdagelse. Daniel løb efter, for den opgave kunne vi andre ikke påtage os.

Til sidst gad han ikke mere, løb tilbage til klapvognen og ville op. Så var der ligesom ikke andet at gøre, end gå hjem.







Det var rart at se dem.

Jeg tænker vi kan gentage en anden dag.

Zweig som cardigan

Jeg har ikke været uden for en dør i dag, og ikke lavet noget der kvalificerer til fornuftigt.Jeg har strikket, jeg har tvundet og spundet, jeg har lagt puslespil og jeg har set oceaner af podcasts.





I morgen vil jeg ud. Jeg har brug for at strække benene igennem, løsne op for musklerne og gå en tur i rask tempo. Jeg satser på at den lille sø i industrikvarterets baghave, stadig er et sted hvor ingen kommer.

Zweig har været færdig et stykke tid. Jeg lagde et billede på instagram for efterhånden længe siden. Dengang Verden stadig næsten lignede sig selv.

Da vi den anden dag var ude i vejr og vind, fandt vi plads i det nærmest tomme industriområde og tog en flok billeder. Nu er der billeder med fyld.





Den er blevet som jeg tænkte, men det er svært at sige hvordan den er i brug. Nye ting skal ikke tages i brug hjemme over det bløde tøj. Nye ting skal med ud i hverdagen, sammen med rigtigt tøj og rigtige hverdage.

Så den venter lige lidt.

Jeg venter med.

Det gider jeg godt.













Design: Zweig af Caitlin Hunter.


Garn: Julegavegarnet fra Knudegarn. Tyndt plantefarvet økologisk uld fra får, der græsser ved Rubjerg Knude. Jeg valgte farverne Turkisgrøn og en ufarvet lys grå.

Den færdige cardigan vejer 311 gram - 250 gram af den petroleumsfarvede og 61 gram af den grå.


Pinde: 3 mm - til det hele.


Størrelse: Jeg passer sjældent ind i en mønsterguide, derfor endte jeg med en del omregning og slog op, så jeg, når kroppen skulle deles, havde det angivne antal masker til kroppen som til en størrelse medium og det angivne antal masker til ærmerne som til en størrelse Xlarge.

Jeg vil tro det kaldes en M/L - eller noget.





Bemærkninger: Jeg lavede rigtig meget om. Vigtigst er Zweig en sweater, jeg ville have en cardigan. Altså slog jeg op og strikkede maskerne til halskanten plus 2 masker frem og tilbage.

Derefter strikkede jeg rundt, og slog 3 ekstra masker op, til at klippe i senere, så jeg i sidste ende havde 5 klippemasker/masker til at strikke forkanter op i.

Ud over de fem masker midt for, som jeg ikke strikkede mønster hen over, fulgte jeg opskriften - udregnet så jeg havde flere masker til ærmerne - frem til deling af krop og ærmer.

Derefter lagde jeg opskriften væk og gjorde som jeg fandt bedst.

Jeg strikkede ærmerne en smule mere tætte og med en kortere ribkant, og tog ud i sidesømmen, så jeg fik en let A-facon.

Forkanterne steekede jeg efter alle kunstens regler med hækling og opstrik af forkanter. 


Jeg synes som sagt den blev god - den føles i hvert fald rar at have på. Og dermed fik jeg taget en lille bitte smule hul på tankerne om et år hvor flerfarvestrik godt må begynde at fylde i mit strik.



Har du lyst til at se flere billeder af fisken, kan den ses lige her på Ravelry.