De smukkeste isblomster

 

Børnene er blevet voksne, er flyttet hjemmefra, og det er efterhånden længe siden at Lærke gjorde klart, at hun gerne ville lægge hus til årets julesamling. 

 

 

Altså drog vi mod Rebild, Rold skov og udkanten af de der bakker, hvor Lærke og Martin har slået sig ned  i et temmelig lækkert hus med god plads.

Det var koldt i juledagene, frosten skinnede klart og selvom huset var stort, var det ikke stort nok til at vi alle kunne sove der. Heldigvis ligger der et vandrehjem med separate værelser og eget bad kun ti minutter væk til fods. 

Der sov vi. Sammen med Nina og Michael. Det var ganske rart at kunne lægge de unge og børnene bag os, når tiden kom til at sove og gå turen gennem villakvartererne til vandrehjemmet der er indrettet med hovedsæde i et gammelt fint stråtækt hus.

 

 

Det var ikke spændende værelser, men de havde det vi skulle bruge og der var plads på bænken ude foran til at en flok medbragte øl, kunne drikkes mens resten af verdenssituationen blev klaret inden vi gik hver til sit. 

Det gider vi godt igen en anden gang.

De frostklare morgener, når vi gik fra vandrehjemmet til Lærkes hjem, var smukke og lyse og kolde, men vi var godt klædt på. 

 

 

Og lige henne om hjørnet kunne vi se en legeplads. Oscar gad godt gå med os på legepladsen, selvom det ikke var den mest spændende legeplads nogensinde og kulden betød at vi ikke blev længe ude, 

Lærke sagde senere at der var langt bedre legepladser lidt længere væk, men dem må vi finde en anden gang.

Alt for sene masker - Uge 51

 

Endnu en uge bør have sin egen liste - så: 

Ugen kort:

• Jeg fik bundet et par ender, fra ugen før. 
• Endnu en gang kunne jeg hente ler fra ovnen. Ler der denne gang var færdigglaseret, fint og gode julegaver fra en flok børn, der som altid blev overraskede over hvor fantastisk glaseret ler ser ud. 
• Vi bagte pandekager over bål og drak varm kakao til. 
• Med bålet tændt fik jeg mulighed for at lege lidt med hammer og armbolt. Der skal mere end et bål til, og overvejelser om hvordan vi billigt og effektivt kan konstruere en esse, der enten kan flyttes eller tåle at være ude, kan gøres, 
• Jeg hentede Oscar til overnatning tirsdag, onsdag afleverede jeg ham i børnehaven. Torsdag hentede Emilie ham hjemme og sammen brugte de dagen i Eventyrfabrikken. Det var en fest.
• På skolen var den endnu en gang banko - denne gang i spisepausen for de ansatte, og jeg var så heldig at komme hjem med et af de lækre tapasbrædder, vi fik i julegave for et par år siden. 
• Mens Emilie og Oscar var i legeland, åbnede jeg Klubben til en feriedag i SFO. Jeg fik styr på både glas og fødselsdage.
• For at spare på opvasken, har alle børn (og voksne) et glas med navn på. Dermed behøver man ikke finde et nyt glas, hver gang man skal have et glas vand. Navnene går efterhånden af i vask, og jeg plejer at støve dem alle sammen af, tjekke op og genskabe et par gange om året. 
• Oscar overnattede igen og fredag tog vi til Rebild og jul sammen med familien, Fem timer i tog, kuune godt have været svært for en fireårig, men han lagde sig ned og sov, med den medbragte dyne over sig og endte med at sove over halvdelen af turen. Sjældent har det været så let at rejse med et barn. 
• Julen var fantastisk, Oscars forældre dukkede op lørdag, og sammen tog de hjem til arbejde og anden familie allerede søndag. 
• Det betød vi andre havde en ekstra dag uden børn, for også min fætter og hans familie endte med at tage hjem søndag, Og selvom børnebørn er skønne, er det også skønt, nar der bliver helt stille og de er taget hjem.

 

 

Læse:

Jeg har læst en del siden jeg tog sidste uges billeder, og historien nærmer sig enden. 

Dolora Nidkær gør sit bedste for at udrydde al glæde på Hogwarts, men er vist ved at nå sit endeligt. I hvert6 fald så  vidt jeg husker. Men det kan godt være der skal lidt flere lidelser til, før det for alvor bliver godt igen. 

Nu er det ikke den tyndeste bog, og selvom det ser ud som om jeg er færdig lige om lidt, er der stadig over hundrede sider tilbage. Og der skal jo også være noget historie til de sider. 

Så måske er damen ikke færdig med at terrorisere 

Jeg er stadig underholdt.

Hækle:

For længe siden besluttede jeg at små nye verdensborgere betød hæklede dyr. Nu er det sådan at ikke mindre end tre af mine kolleger venter småfolk - godt nok i form af børnebørn. De to kommende mødre er af den slags jeg kender, og som før har fået hæklede dyr. Så selvfølgelig skal de have igen. 

Den tredje bliver morfar - faktisk blev han morfar juleaftensdag, snak om julegaver - for allerførste gang, til en lille prinsesse, som han har glædet sig så meget til, at jeg synes det ville være helt forkert ikke også at hækle til den lille nye verdensborger.

Også selvom jeg ikke kender moderen, 

Jeg ved ikke om det er en god ide - om jeg ender med at skulle hækle langt flere dyr end tænkt, som tiden går. 

Men nu er jeg i hvert fald i gang - med det første dyr. Det bliver en flodhest, til den lille juleaftensprinsesse. 

De andre er endnu ikke kommet til verden, men det sker i januar - så jeg må hellere se at komme i gang. Der venter nemlig endnu en lille pige og en lille dreng.

Hvede Socks

 

Årets sidste udgave af strømpesamstrikken er også årets sidste par strømper. 

Hvede Socks var en god afslutning med tilpas meget mønster til at jeg følte mig underholdt.

 

 

Det har været en hyggelig udfordring af strikke strømper andre har valgt. Jeg indrømmer blankt at jeg også er glad for at udfordringen er slut. Og jeg glæder mig til selv at vælge hvilke strømper jeg skal strikke. 

For jeg er slet ikke færdig med at strikke strømper.

De første selvvalgte der skal på pindene er Legolas Socks til Anders. De er sidste par i de ni fra Fellowship of the Socks, som jeg har strikket mig igennem til Anders gennem de sidste år. 

Jeg har forsøgt mig med Legolas før, men det virkede ikke. Der er to størrelse, den ene blev for lille, den anden for stor. Med tiden har jeg gjort mig tanker om hvorfor og hvordan jeg kan få det til at passe.

 

 

Det skal nu komme an på en prøve, og heldigvis var Anders enig med mig i det farvevalg jeg for længe siden har gjortc, i forhold til blade, skov og elvere.

Jeg har mørk grøn klar til forsøget - og håber det virker. 

Design: Hvede Socks af Michelle Lykke.

Garn: Cleo Garn Trip. Farven hedder Elysium og var indholdet af Oktober garnklubben. 

Jeg er ellers ikke specielt vild med garnklubber, men jeg købte tre måneder sidst på året og alle tre er så smukke. Jeg kunne godt finde på at deltage i Cleo Garns garnklub igen.

Der gik 75 gram til hele parret..

 

Pinde: 2.25 mm rundpind. Jeg har strikket på en 80 centimeter lang ChiaoGoo Lace. (Dem vil jeg gerne have flere af). 

Størrelse: Det er min oplevelse at lacemønstre tit får strømper til att vokse på tværs, så jeg valgte den mindste størrelse og slog 64 masker op. Længden på foden, passer min størrelse 39.

Bemærkninger:  Jeg forstår ikke hvorfor strømper ikke skal være pæne bagpå, så jeg strikkede mønster hele vejen rundt. 

Hælen strikkede jeg som bedst kan lide. I min hæl vil jeg gerne have et ulige antal masker, for at opnå symmetri, så jeg strikkede de to midterste masker ret sammen. Det passede fint med mønstret. 

Jeg gentog sammenstrikken inden tåen, så jeg endte med det samme antal masker over og under foden. 

Tåen strikkede jeg også efter egne præferencer.

Vil du se flere billeder af strømperne, kan de ses på Ravelry.

Leave Gnome Stone Unturned

 

Den sidste gnome i den årelange samstrik er færdig og vi har været på tur for at tage billeder. 

 

 

Jeg troede længe at månedens gnome skulle være julekalendersamstrikken, der blev skudt i gang første december. Det passede lissom. Det snakkede bare ikke til mig. Det var et mærkeligt sammensurium af småting, der ikke umiddelbart lignede en nisse, og ikke gav mening for mig. 

Jeg lod gnome være gnome, brugte december til alt muligt andet, tog på ferie, vendte hjem og besluttede at finde den opskrift frem, som jeg købte og strikkede sidste år, og som ikke har været en del af samstrikken. 

Det virkede. På bare to dage dukkede en af de større gnomer op. 

 

 

I dag blev den så foreviget - samme sted som alle de andre.

Vi havde hele familien med, og tog også en række familiebilleder. Men det må blive en anden gang.

Design: Leave Gnome Unturned - Gnobleberry - af Imagined Landscape. 

Garn: Rester af Supersoft og andet i samme stil. Gnomen er fyldt med fiberfyld fra en IKEApude og har en bunke store spændeskiver som kontravægt.

Der gik 50 gram til hele gnomen.

Pinde: 3 mm pinde af krondyrben. 

Størrelse: Den færdige gnome er 37 centimeter høj, 13 centimeter bred og vejer 161 gram. 

 

Bemærkninger: Opskriften her lyder egentlig på to gnomer - Gnombleberry og den lille Newt, der kan sidde i en rygsæk på Gnombleberrys ryg. 

Jeg droppede både rygsæk og den lille gnome, jeg ville bare have en enkelt. 

Gnomens krop er rib gennemskåret af vandrette rækker af noget, der skulle have været retriller. Men jeg kunne åbenbart ikke læse, så i min version er striberne blevet glatte. 

Ellers har jeg vist gjort hvad der stod.

Vil du se flere billeder af gnomen, kan de ses på Ravelry. 

 

 

 

Jul med familien

 

Julen har været skøn. Helt som den skulle være og sammen med yndlingsfamilien. Efter to år, var det så dejligt igen at kunne mødes og bruge en flok dage sammen, uden andre planer end at være sammen. Og jo spise noget god mad, danse om et træ og pakke en flok gaver op. 

Det sidste skal til. Det første er det vigtigste. 

 

 

Vores jul er altid temmelig stille med plads til alle. Har man lyst til at have nattøj på under julemiddagen, er det helt i orden, syer man en ny kjole og lufter den juleaften er det også på sin plads. Vi har plads til det hele. 

Siden sidste gang vi mødtes er familien udbygget med et par børn. Mange af os havde ikke mødt hinanden før, og mens Amalie har mødt familien før, har hun aldrig holdt jul sammen med os. Hun var ganske tilfreds med vores måde at holde jul på, og vender gerne tilbage en anden gang. 

Oscar var med os i toget den tre og tyvende, mens hans forældre skulle på arbejde og dukkede op på dagen. Det betød han havde lidt længere tid til at lære Alba at kende. Min fætters lille datter på to et halvt, var til tider god at lege med, andre gange var hun lidt for lille. Mon ikke det udligner sig med tiden. 

Også Albas mor var med. Mens jeg aldrig har mødt Alba før, galdt det samme for hendes mor. Hun faldt heldigvis også godt ind.

Når julen er så low key er der plads til at være halvsnottede og ikke helt på toppen. Det var godt, for vi var flere, der op mod ferien har haft pressede arbejdstider og var lidt småsløje. Hjemme igen kunne vi gå helt i gulvet, og både Anders og jeg har brugt dagene siden vi kom hjem, på at pudse næse i et væk, finsove i løbet af dagen og passe på os selv. 

Vi når ikke meget inden nytåret står for døren og hverdagen igen banker på. Det er helt i orden. Jeg tror faktisk det er det, vi har brug for. 

Legepladsen i kulden

 

Som jeg lige har skrevet i ugeoverblikket fra uge 50, brugte jeg søndag sammen med Sille og Rose. 

 

 

Det var en usædvanlig kold søndag, af den slags der var en del af op til jul. Vi kunne være blevet inde, men besluttede at Rose havde godt af at komme ud, iførte os alt det varmeste vi havde og begav os mod legepladsen. 

Fordi det ikke var til at vide hvor længe barnet ville holde (for ikke at tale om os andre) blev klapvognen hjemme og hun måtte gå selv. Det betød at turen frem og tilbage også talte i forhold til at brænde energi af.

Legepladsen ved Enghave Plads er normalt velbesøgt. Det kunne man ikke sige den dag. På et tidspunkt var vi helt alene, men det meste af tiden var der også et par børn og deres forældre.   

Rose var den dag mest vild med sand. Sand bliver hurtigt temmelig koldt, og jeg måtte erkende at jeg nok i virkeligheden ikke rigtig havde tøj nok på til en tur på legepladsen. Jeg havde i forvejen taget bussen mod Frederiksberg, for truslen om islag havde jeg ikke lyst til at lægge mig ud med. 

 

 

Hjemme igen havde Sille været en tur til Stockholm sammen med sin mor og købt et svensk gingerbreadhouse.Med kagelim og tyk glasur, brugte vi temmelig lang tid på at samle og dekorere hele herligheden. 

Rose havde en fest, Hun er god til at sidde stille i lang tid og arbejde med noget kreativt. Hun vidste præcis hvordan huset skulle se ud, og selvom jeg egentlig ikke synes jeg var særlig god til at dekorere med glasur og en tylle, forsøgte jeg efter bedste evne at efterkomme hendes krav.

Det kan godt være det ikke var det pæneste hus nogensinde, men det var hyggeligt og Rose var temmelig tilfreds.

Da mørket faldt på, vendte jeg næsen mod bussen. Med mig havde jeg julegaver fra Sille og Rose, der heldigt for mig, vejede noget mindre end dem, jeg havde haft med. 

 

 

Alt for sene masker - Uge 50

 

Årets to sidste arbejdsuger blev på en eller anden måde så pressede, at computeren aldrig kom op af tasken, når jeg nåede hjem.  Som Louise mere end en gang påpegede, var det utroligt så meget vi skulle nå inden ferien.

Måske var det presset, måske var det noget andet, men da ferien endelig indfandt sig, var det med sygdom, snot og ømhed til følge. Efter en skøn jul, er vi hjemme igen, snotten er ved at lette og de billeder jeg nåede at tage for længe siden, til uge 50 er nu klar til fremvisning, mens jeg satser på at uge 51 kan få sit eget indlæg i løbet af de næste par dage, så jeg være klar til årets sidste tilbageblik på søndag.

Andre indlæg venter vist også...

 

Update torsdag - hvis nogen har følt gennemlæsningen (hvis nogen har læst) som en gentagelse, er det ganske rigtigt. Jeg var vist ikke helt frisk i går, og kiggede på noterne for uge 49, i stedet for 50. 

Det skulle nu være rettet.

Ugen kort:

• Jeg var til det halvårlige eftersyn hos tandlægen - som viste sig mere end tilfreds. 
• Da jeg var inde i byen, lagde jeg vejen forbi vores tidligere skoleleder, der fandt nyt job i forbindelse med sommerferien. Jeg fik en rundvisning og en god snak, han fik et par flasker hjemmelavet valnøddeportvin. Det var godt at se ham igen. 
• Louise og jeg havde inviteret hele SFO til fælles bål og æbleskiver på Luuciadagen og iførte os fjollede nissehuer til at accompagnere sang og hygge i bålhytten. 
• Vi er ikke overbeviste om at bål i institutioner skal aflives. 
• Jeg klarede Håndværk og design alene, og havde en flok superhyggelige timer, med elever der var gode til at huske at hjælpe hinanden, når jeg ikke kunne nå hele vejen rundt. 
• Jeg hentede Oscar, Daniel tog ham med hjem. 
• Ugen bød på et par af de mere alvorligere møder - også et par stykker jeg godt kunne have undværet. 
• Vi spillede genbrugsbanko til det fælles personalemøde - det er ikke en dårlig ide.
• Samme aften åbnede vi for alle børnene, spiste børnejulebuffet, dansede om juletræet og fandt bankopladerne til en flok totalt uretfærdige spil - det tog børnene fint. 
• Skålen der sad fast på drejebænken, fik hjælp til at komme af og blive vendt. Jeg drejede færdig og konstaterede at der både er forskel på træ og at jeg absolut kan blive meget bedre med tiden. 
• Altså må jeg hellere finde noget mere træ.
• Jeg fik styr på min løn og timer - tror jeg. Ellers vender jeg tilbage. 
• Vi ansatte en ekstra mand til Teknisk Service. Det er så anderledes samtaler end jeg ellers tidligere har været med til. Jeg tror vi fandt en god mand
• Skolebestyrelsen mødtes inden jul, og mens maden blev fundet frem, kørte jeg videre ud i byen til hyggeligt samvær med nuværende og tidligere kolleger. Det trængte vi til. 
• Langt det meste ler nåede at blive glaseret, og jeg fik sat det hele i ovnen endnu en gang. Denne gang for at brænde glasuren. 
• Jeg mødtes på Nørrebro med min mor og gik i biografen og så den mærkeligste film jeg længe har set. Vandskabte Land foregår på Island, med smukke naturoptagelser i et format der klinger godt med tiden den foregår i. Vi er sidst i attenhundredetallet, en kirke skal opføres, en ung præst skal overvåge arbejdet. En guide fører ham gennem landet. Et land der ikke lader sig tæmme. Jeg troede han skulle lære og forstå. Det gjorde han aldrig. 
• Vi drak varm kakao, snakkede filmen og alt muligt andet igennem, inden vi fandt en bus mod Nørreport, ønskede hinanden god jul og tog hver vores videre transport hjem. Hver med en posefuld gaver fra den anden. 
  

 

Læse:

Jeg blev færdig med bogen om myter og væsener i Harry Potters Verden og er fortast til femte del af serien; Harry potter og Fønixordenen.

Dengang jeg tog billederne, var jeg ikke nået så langt. Jeg er faktisk ikke sikker på at Harry er nået længere end til at føle sig alene hjemme hos sin onkel og tante. Han forsøger febrilsk at opsøge nyheder både fra den magiske og ikkemagiske verden, for at høre nyt om Voldemort. 

Foreløbig er det ikke lykkedes ham, ingen sender ham breve og alt er gennemgående forfærdeligt og horribelt.

Siden er der sket en del.  

Det er stadig en genlæsning der mest af alt føles som at besøge en gammel ven. Og mens jeg ved hvad der skal ske, har jeg glemt alle detaljerne.

Strikke:

Gennem de sidste uger har jeg færdiggjort en del af de igangværende projekter. Der har været et par julegaver og noget andet og det var ved at være på tide at hente et af de igangværende projekter frem igen.

Manou er et af de projekter jeg slog op, da jeg forsøgte at slå op til det hele og var nået ret langt ned ad  kroppen da jeg fandt den frem igen. Jeg strikker af økologisk uld sammen med håndspundet garn. Jeg har været usikker på om baggrundsfarven bliver for mørk, efterhånden som det håndspundne bliver mere og mere gråt. 

Det kan godt være, men jeg er blevet enig med mig selv om at der er helt i orden. selvom det bliver sværere at se mønstret vil jeg hellere have samme baggrundsfarve end ændre den til en lysere hen ad vejen - det prøvede jeg til at starte med, og det synes jeg ikke blev godt. 

Jeg tænker til gengæld at mønstret på ærmerne måske skal starte i den anden ende af nøglet, så mønsterfarven her bliver næsten sort. Det tror jeg er bedre end den grå.

Det med at slå op til det hele er ikke en god ide. Jeg har stadig to projekter i gang, som er svære at finde tid til, men som nok skal blive færdige, de må bare vente til andet er færdigt. 

Så lærte jeg det. Jeg skal helt klart have mere end et eller to projekter i gang ad gangen, Men ikke ti. 

I øvrigt endte mit forsøg med at jeg startede ni projekter, hvoraf de fire er færdige, de to bliver arbejdet på og resten er stået lidt af. Ydermere har jeg siden jeg besluttede at stoppe, startet endnu syv projekter, der alle var enten julegaver eller månedlige strømper og gnomer. De er alle færdige, undtagen det allersidste, der mangler det allersidste.

Det har været sjovt og også lidt hyggeligt hver måned at strikke et par strømper en anden har valgt, og en gnome jeg heldigvis selv kunne vælge. Men næste år er uden månedlige projekter, jeg glæder mig faktisk til  kun at strikke det jeg selv har lyst til. Lige her og nu. og uden deadline.

Der venter en hel masse trøjer til Emilie - men det er en anden historie, og det gider jeg faktisk godt.

Zwergenaufstand

 

Emilie har snakket om strømperne med den lille nisse underneden i et par år. Hun snakkede og snakkede, indtil hun begyndte at overveje hvilke farver de skulle have.  

 

Det med farverne tog også tid, og så var der det der med at finde det rigtige garn i de ønskede farver - og finde tid i min meget travle strikkekalender. Eller jeg lovede at starte, når jeg havde afsluttet et eller andet, og fik også lovet at være færdig inden jul.

Det tog overraskende kort tid at strikke dem - da jeg først kom i gang. Samtidig var det langt nemmere at få  maskerne til at ligge pænt undervejs, uden at det hele trak for meget sammen. 

Emilie har gemt strømperne og proklameret at de først skal bruges til jul.

 

 

 

 

Design: Zwergenaufstand af DUCATHI.

 

Garn: Bundfarven er fra The Danish Dyelot, farven hedder Glow. Mønsterfarven er en ufarvet Taran fra By Kiilerich.

De færsige strømper vejertr 87 gram - 59 gram bundfarve, 28 gram af mønsterfarven.

 

 

Pinde: Jeg skulle have skiftet til større pinde, inden mønsterstrikken, men af en eller anden grund lykkedes det mig at skrifte til samme størrelse pind, for at finde ud af det, da jeg nåede hælen, skulle skifte tilbage, og under ingen omstændigheder havde tænkt mig at starte forfra. 

Jeg endte derfor med at strikke alting på en pind 2,25.

 

Størrelse: Strømperne er onesize og starter med 76 masker.

 

 

Bemærkninger: Jeg strikkede 12 pinde rib,fortsatte efter mønsteret til hælen, som jeg strikkede efter mine bedste præferencer.

Nissen skulle have været ens på begge strømper. Jeg kan godt lide symmetri, så jeg spejlvendte på strømpe nummer to.

Jeg nåede tåen før mønstret var slut, lukkede af, som jeg fandt bedst og syede de sidste masker sammen med maskesting. 

De passer fint på Emilies fod.

 

 

Da vi skulle tage billeder, fandt jeg enkelt maske i en forkert farve. Når først sådan en fejl ses, bliver den hurtigt meget, meget synlig. Jeg ved godt andre ikke ser det, men jeg gør. 

Der er noget med at det uperfekte er godt :)

Vil du se flere billeder af strømperne, kan de ses på Ravelry.

Masker på en søndag - Uge 49

 

Ugen kort:

• Ugen indeholdt mere end et vigtigt møde omkring arbejdsmiljø.
• For en gangs skyld opgav vi at lave bål. Der var ganske simpelt ikke mandskab nok. Det var alligevel godt at høre, at  mere end et barn ikke var helt tilfreds. Der er åbenbart nogen som er med på at der er bål hver tirsdag.
• Jeg hentede Oscar og vi havde ham overnattende. Det var så hyggeligt.
• Jeg fik hentet det forglødede ler og glaseringen er i gang. 
• Jeg har lavet en børste. 
• Jeg var til kontrol med mine nye linser. De fungerer, optikeren var tilfreds, hun bestiller hjem til et halvt år, og jeg fik endelig prisen. Jeg havde regnet med mere. 
• Jeg kørte om Volden hjem efter kogler til dekorationer. 
• Årets julefrokost på skolen var noget af et brag. Vi var mange - det er længe siden. Det var hyggeligt - mens vi spiste. Der var god underholdning - Specielt en helt fabelagtig optræden af en tilsyneladende bakkesangerinde. Da musikken blev sat til og de unge overtog styringen var jeg klar til at tage hjem.
• Det var en hyggelig aften. Også selvom jeg var hjemme inden midnat.
• Jeg har leget med drejebænken og lavet en halv skål.
• Det er alt for længe siden jeg sidst har set Sille og Rose. Det er der nu rådet bod på, og julegaver er byttet.

 

Læse:

Jeg er nået til T for Troldmænd i opslagsværket om Harry Potters Univers. Der står mange sjove ting i bogen, men nu må den godt snart være færdig. Det kræver jo så at jeg læser i den.

Det lille bogmærke passer fint til bogen. Det er nemlig også et overnaturligt fabeldyr. Det hedder Nessie og har en umiskendelig lighed med et helt bestemt søuhyre. 

Jeg har fået det af Anders. Han have fundet det og bestilt. Desværre ankom det uden hoved. Ikke bare var hovedet knækket af, det manglede fuldstændig. 

Jeg synes nu alligevel det er lidt fint og mest sjovt.

 

Strikke:

Jeg har slået op til månedens strømper i Majas strømpesamstrik. Denne gang strikker vi Hvede Socks af Michelle Lykke. Jeg strikker af garn fra CleoGarn og er foreløbig meget tilfreds. 

Oprindeligt har strømperne ikke mønster på bagbenet. Jeg forstår ikke hvorfor strømper ikke skal være pæne bagpå. Det kan da godt være vi ikke selv kigger bagpå, men det gør andre. Jeg er muligvis gammeldags, men sømmen i silkestrømper var da engang noget af det lækreste - hvis den sad lige. 

Anyway - der er lige mange masker for og bag, så det var temmelig enkelt at gentage mønstret bagpå.  

Jeg har rundet hælen, foden er godt på vej og så mangler nummer to. 

Dermed er to år med strømpesamstrik ved at være slut. Jeg tager mig i at glæde mig lidt til selv at vælge hvilke strømper jeg skal strikke. Også selvom det har været hyggeligt at strikke med.