fredag den 10. maj 2019
Ananas
Det er fredag og weekenden er skudt i gang.
Ugen har været begivenhedsrig og samtidig kan jeg nærmest ikke huske hvad der er sket. Kender I det? Dagene er gået, jeg ved de har været fyldte, der har været gode arrangementer og følelsesmæssige udbrud, men det er svært at skelne det hele fra hinanden.
Med weekenden følger et par stille dage - håber jeg. Vasketøjet har hobet sig op, støvet har lagt sig og i morgen har Amalie fødselsdag. Vi har lovet at stå for middagen. Det er fast, når Daniel har fødselsdag, og to gange er en tradition, så det er vist også fast, når Amalie har fødseldag.
Det bliver hyggeligt.
For et par uger siden, manglede jeg noget hurtigt, nemt og overskueligt og den hæklede dukke fik endnu et sæt tøj. Denne gang kjolen og tilbehøret, der er inspireret af en ananas.
Jeg burde nok hellere kaste mig over endnu en dukke, for selvom materiel rigdom kan være fint, er det bedre med fællesskab, og jeg tænker at den stakkels velklædte dukke måske savner venskab.
Design: Ananassæt af Louise Grimm Hansen fra Frugtkjoler - Fies Univers.
Garn: Bomuldsgarn fra kassen med bomuld. Jeg valgte farver der var fine sammen og på ingen måde ligner en ananas.
Der gik 27 gram til hele sættet.
Hæklenål: 3 mm.
Størrelse: Onesize - størrelse Alma
Bemærkninger: Jeg hæklede rundt i stedet for at sy sammen bagefter.
Jeg hæklede så meget som muligt ud i et, så jeg slap for alt for mange endehæftninger til slut.
Det betød at jeg hæklede stropper på bærestykket, vendte arbejdet på hovedet og hæklede videre på skørtet fra opslagskanten.
Det lykkedes mig at hækle flæserne ud i et, så den sidste flæse blev hæklet først - i forbindelse med kjolen. For at nå de næste flæser hæklede jeg kædemasker gennem den netop hæklede flæse og videre op til næste påsætning af
flæse.
Det kan godt ses, og jeg ville ikke være tilfreds hvis det var et stykke tøj, jeg skulle gå med, men til en dukke og i det lille format, synes jeg det er helt i orden.
Tasken synes jeg overhovedet ikke virkede og lavede min egen version, ud fra modellens maskeantal af halve stangmasker, men uden linierne hækling i bagerste maskeled ville give.
Har du lyst til at se flere billeder af kjolesættet, kan det ses lige her på Ravery.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar