torsdag den 27. september 2018

Crenate


Strømpeproduktionen går lidt trægt for tiden. Men der er selvfølgelig et par i gang - og alt for meget garn ligger og venter.




Noget der også har ventet, er det seneste færdige par.

Jeg har sikkert sagt det før, men så siger jeg det igen. Ravelry er en sand skattekiste, når det kommer til opskrifter på smukke strømper, og jeg kommer aldrig nogensinde til at strikke dem alle.

Jeg har mange i min favoritliste, men jeg ender næsten altid med at finde nogle nye. Sådan var det også med Crenate, som slet ikke stod lige for at være dem, der skulle på pindene, men som jeg slet ikke kunne lade være med at købe opskriften til og straks gå i gang med... dengang mine strømpepinde sidst lå tomme.





Og det er faktisk længe siden - de blev færdige for godt en måned siden, og når jeg siger strømpestrikkeriet gå lidt trægt, må jeg sige de var hurtigt srikkede. Kun godt seks uger - mellem alt muligt andet.

Jeg kan stadig godt lide tanken om hele tiden at have et par i gang. Det gør slet ikke noget,  det tager flere måneder at gøre dem færdige.











Design: Crenate af Rachel Coopey.


Garn: Pixi fra Cleo Garn. Håndfarvet strømpegarn. Farven hedder Skovsyre.

Der gik 70 gram til et helt par.


Pinde: 2½ mm, 15 centimeter lange firkantede strømpepinde fra KnitPicks. Af træ.


Størrelse: Jeg bruger en størrelse 39. Jeg startede med 64 masker (størrelse small) og endte med 56.





Bemærkninger: Jeg startede som sagt med 64 masker. Jeg slog op og strikkede efter opskriften til hælen var vendt.

Herfra sprang jeg et omslag over på første pind af i hver side af mønsterrapporterne en enkelt gang = 4 masker mindre. Det betød at rapporterne blev to pinde kortere, og måtte gentages en gang eller to ekstra i forhold til beskrivelsen.

I kilen, der ender som maskerne under foden, tog jeg tilsvarende ekstra masker ind, og endte dermed med 56 masker.

Tåen strikkede jeg, som jeg plejer at strikke tæer - jeg er ikke så glad for syede tæer. Mest fordi de ikke passer mine fødder.


Har du lyst til at se flere billeder af strømperne, kan de ses lige her på Ravery.





onsdag den 26. september 2018

Onsdagsmasker


Mandagens temadag/foredrag fik strikkepindene til at gløde.

Det betyder at kjolen pludselig har en noget anden længde, end et par dage før.

Det betyder ikke at den er færdig, men den er godt på vej.













Læse:

Uhtred vokser ikke med samme hast i bogform som på film. Han er stadig et barn, kun et par år ældre end dengang han havnede hos Ragnar. Alligevel har han allerede været med til flere drabelige slag, og nu marcherer hele hæren mod Wessex, og det sidste kongerige, for at indtage hele England.

Så vidt min barnelærdom husker, lykkes det, men skal historien fortsætte, og de filmiske scener jeg allerede har set, nå at fylde bogens sider, tænker jeg ikke det bliver denne gang.

Det er faktisk lidt spændende hvordan slaget ender.


Strikke:

Jeg er nået så langt på kjolen, at jeg blot mangler to grå striber, inden det sidste stykke som jeg synes skal være ensfarvet.

Jeg prøvede i går, og kunne konstatere at den endnu er meget kort.

Men længere end en top.





tirsdag den 25. september 2018

Involve me and I learn


Benjamin Franklins gamle vise ord, sad fast et sted bagerst i hovedet hele dagen i går.

Jeg kunne ikke huske de eksakte ord, og måtte slå op da jeg kom hjem. Men visdommen i dem, var yderst velkomne og ganske sigende for gårsdagens temadag i BUPL.





Dengang vores daværende SFOleder havde sagt op, stadig arbejdede hårdt og vi vidste at der skulle ansættes en ny, dukkede invitationen til en temadag om trio-samarbejde op i min mailboks. Min tolkning af invitationen var en dag med mulighed for at tale sammen, skabe gode rammer og i selskab med gode oplæg få muligheden for at lære hinanden bedre at kende og sætte retningen for et samarbejde leder, tillidsmand og arbejdsmiljærepræsentant imellem.

Berit læste det samme, vi meldte os til, og på den ny SFOleders første dag, blev hun præsenteret for dagen og skrev det i sin kalender.

Det var med store forventninger vi mødte op i går. Forventninger der frem til første pause stadig var i behold. Derefter var det mest skuffelse der prægede dagen.

Der blev talt om mobning på arbejdspladsen. Et vigtigt emne, og oplægsholderen sagde rigtig mange kloge og spændende ting. På den vis var der ikke noget at udsætte. Men som dagen gik, forsvandt forventningerne til gruppearbejdet, pauserne var få, engagementet forsvandt og oplægsholderen holdt tydeligt så meget af at høre sig selv tale, at det blev til et foredrag.


Foredrag kan være spændende, jeg ville bare gerne have vidst det var det, jeg skrev os op til.





Hjemturen gik forbi Oscar. Han har det godt. Spiser, sover og er en lille smule pylret. Måske har han ondt. Det er svært at vide, men jeg kan godt huske hvor ondt det gjorde, dengang jeg blev skåret i. Han fik smertestillende inden jeg gik. Og var langt mere tilfreds og mindre urolig, da jeg trådte ud af døren.

De passer godt på ham, er en smule bange for det med babyer og for meget medicin. Der bliver fulgt op, og jeg ved han er i gode hænder.



Hjemme fandt jeg ordene, og tænker vi aldrig nåede forbi den første linje.

Ærgerligt, for jeg ville så gerne have involveret min trio i de mange tanker der dukkede op undervejs, som jeg ikke så nogen ide i at sige højt i plenum, men som kunne have givet så meget mening i samspillet med de to andre.

Vi kunne høre at grupperne omkring os havde det på samme måde.



Tell me and I forget
Teach me and I remember
Involve me and I learn

 

- Benjamin Franklin -







søndag den 23. september 2018

Skansen


Længere inde på Djurgården ligger Skansen. Skansen er Verdens ældste frilandsmuseum, men også zoologisk have og beværtninger.





Efter at kigget på Vasa, gik vi en lang tur langs havnen, og ledte efter den dykkerklokke, jeg kunne huske fra barndommens besøg ved Vasa. Vi fandt den ikke, men vi fandt Sjöfartsmuseet - et fyrskib og en isbryder, vi ganske gratis kunne gå ombord på.

Efter havnen gik vi mod Skansen. Jeg har altid forstået Skansen som stedet stockhomerne tog til om søndagen, ligesom københavnerne tog til Dyrehaven, dengang baggårdene var små, arbejdet hårdt, og glæderne selv skulle opfindes.

På Skansen danser man som majsstangen og nyder livet, og jeg var måske i virkeligheden ikke helt klar over, hvad der ventede.





Vi var sultne og gik efter noget at spise. Havde egentlig hjemmefra besluttet at frokosten skulle indtages lige der. Efter at have gået lidt frem og tilbage, for at se udvalget på de to steder vi valgte ud, via det udleverede kort, måtte vi erkende at der ikke blev frokost på Skansen.

I stedet fandt vi en stor is, og besluttede at den kunne holde os kørende et stykke tid. Vi fandt en bænk, nød synet mod den gamle stavkirke og blev mere eller mindre  jaget væk af et gåsepar, der var temmelig intimiderende.

Der er mange gamle huse på Skansen. Vi kunne sagtens have brugt hele dagen - eller to dage - for området er skønt, beliggenheden perfekt, højt hævet og med udsigt mod Stockholm. Men igen bliver jeg skuffet over ikke at måtte komme ind i mange af husene.





Det er en anden type huse end jeg har set før. Der er blandt andet en hel afdeling med gamle huse og hytter fra Lapland. Selvom de aldersmæssigt svarer til husene på det hjemlige Frilandsmuseum i Brede, er det helt andre byggetyper. Ligesom mange af de små sætergårde og andre bygninger.

En del af husene var bemandende - det var faktisk kun dem vi måtte betræde - og mange andre var lukkede og låst. Jeg har sagt det før, jeg synes det er spændende at komme ind, at det er en del af oplevesen. Men jeg må også indrømme, at jeg blev ikke helt så skuffet, som er jeg blevet på andre svenske frilandsmuseer. Og jeg tror ikke kun det handler om at jeg var forberedt.

Der er ganske simpelt hyggeligt på Skansen.







Vi kunne som sagt snildt have været blevet meget længere, men de lukkede, vi var sultne og et kort håb om en tur med den lille bjergbane måtte bilægges - vi kom for sent, sidste afgang var forpasset.

Altså gik vi mod udgangen, nød det vi nåede og fandt sporvognen tilbage til byen.




Poncho til Victoria


For en del år siden strikkede jeg en poncho til min søster.





Inden da snakkede vi en del frem og tilbage om hvordan den skulle se ud, vi kiggede billeder og jeg endte med at lave noget, hun synes var perfekt.

Hun fik bare aldrig rigtig brugt den.


I foråret, inden den lange sommer, fandt hun den frem og brugte den flittigt. Victoria så den og spurgte temmelig interesseret ind til hvor den var købt. Stor var overraskelsen efter sigende, da det gik op for hende, at den havde jeg lavet.

Sådan en ville hun gerne have - og hvem kan sige nej til det?







Jeg havde den med i går, som en forsinket fødselsdagsgave. Det er fire uger siden hun fyldte år, dengang lå den herhjemme og ventede, men da vi ikke så hinanden, måtte den vente.

Måske var jeg lidt streng. Men hun fik kun pakken mod at båd hun og hendes mor efterfølgende ville stille op til photoshoot, så jeg har forevigelser af begge ponchoer - i to forskellige størrelser.

Det gad de heldigvis godt.












Design: Poncho med snoninger i to størrelser, udregnet af mig.


Garn: Rasmillas yndlingsgarn lagt dobbelt. Til den lille gik der 354 gram, mens den store krævede 542 gram.

De er begge grå, den ene lidt mørkere end den anden. Jeg brugte koks til min søsters og bly til min nieces.


Pinde: Rundpind og strømpepinde 4½ mm.


Størrelse: Jeg har noterne liggende et sted, men kan ikke lige finde dem. Jeg tænker de dækker en størrelse small og en størrelse large ganske godt.





Bemærkninger: Jeg strikkede til min søster uden de store overvejelser, og brugte den gamle som forlæg for den nye, sammen med udregninger, så den ville passe.


Har du lyst til at se flere billeder af ponchoerne, kan de ses lige her på Ravery.
(Der findes også en projektside for den første poncho, men det er de samme billeder...) 





lørdag den 22. september 2018

Lørdagsfødselsdag


I onsdags fyldte min søster år, i dag fejrede vi det med kage og lækker opdækning.





Vi fyldte om bordet, snakken gik, fobier blev udstillet - og nye fundet, mens dagen langsomt vendte sig mod sen eftermiddag, tusmørke og turen mod bus, station og tog.

Jeg nåede at kigge et par af min fars fotoalbum igennem. Det er jeg slet ikke færdig med. Der er mange skønne billeder imellem. Lige nu ligger de alle sammen hos min søster, som har svært ved at finde plads.

Jeg synes det er helt fint, for skal jeg være ærlig, ved jeg ikke hvor jeg skulle finde plads.

I morgen er det søndag, ugen har været lang og glæde mig til en dag uden større planer end tøjvask og træning. At Sille mener Rose glemmer mig, når jeg ikke når forbi, er jeg sikker på er helt forkert.

Jeg kan mærke, jeg har brug for at blive hjemme.





I stedet vi jeg kigge tilbage på en uge, der både har rummet spændende kursus, overnatning i udlandet, skønne timer i selskab med børn, gode snakke og et babyophold på Rigshospitalet, der endte godt, men også trak tænder ud.

Søndag skal bruges til opladning, mens nye opgaver lurer i horisonten, sammen med nye oplevelser der nok skal blive spændende.





onsdag den 19. september 2018

Onsdagsmasker


Mens jeg har hygget mig med skolehavekursus, har Daniel og Amalie siddet på Rigshospitalet og ventet. Og ventet.

Jeg er glad for at vide, de har haft Amalies mor med, mens teknologien har holdt mig opdateret.

Babyen blev tiltagende ved at gylpe, i forbindelse med måltiderne. Til sidst var det reelle eksplosive opkastninger, og de endte hos vagtlægen, der sendte dem videre til børnemodtagelsen. Hele vejen blev de taget alvorligt, og rost for at have reageret så hurtigt.

Diagnosen endte med mavemundsforsnævning. Forbindelsen mellem mave og tarm er for trang, muskulaturen er vokset for meget og et lille snit, via en kikkert er løsningen. De blev overført fra Hvidovre til Rigshospitalet og ventede på tid til operationen.

Personalet har været fantastiske, og selvom de ved at ting tager tid, sygehusvæsenet er under pres, og mere akutte tilfælde skal først, er det hårdt at sidde og vente.

De ventede i går, de ventede i dag og på et tidspunkt, troede de, de skulle vente til i morgen. Men så var der plads, narkosen blev lagt mens jeg sad i toget på vej mod Helsingør, og inden færgen lagde til i Helsingborg lå han på opvågningen flankeret af sine forældre.

Den lynhurtige opkobling betyder at jeg ved, han er vågnet, han har spist og han har holdt det i sig. Som lægmand tænker jeg at det betyder, at operationen er vellykket. Ekspertisen beholder dem mindst fireogtyve timer, for at være sikre.

Ingen skal være i tvivl om, at jeg kører forbi på vej hjem fra kursus i morgen.


Men altså - tilbage til maskerne.

Vel ankommet og hotelinstalleret, gik jeg ud i byen, bredte mit igangværende strik og den medbragte bog ud på græsset i parken bag Kärnen og tog billeder til onsdagens afsnit i den lige nu uendelige følgeton.

















Læse:

Pludselig fik jeg hul på historien om Uhtred, der som barn bliver taget til fange af de invaderende danskere i 800-tallets England, og vokser op som en søn af vikingehøvdingen Ragnar.

Splittelsen mellem at vide han er engelsk men føle sig som dansk fylder en stor del af historien, som er ren fiktion, men bygger på historien. Forskellen mellem de forbeholdne kristne englændere og de vilde hedenske danskerne, gør historien spændende og giver karakter til persongalleriet.

Jeg er ikke nået langt, men jeg synes pludselig jeg nåede meget længere. Bernard Cornwell maler billeder og skildrer historien fint ved at bruge ældgamle stednavne, der visse steder får mig til at kigge tilbage og slå op på listen over oversættelserne og det tegnede kort.


Strikke:

Jeg er ikke færdig med tæppet, men jeg synes det var for stort at tage med.

I stedet strikker jeg kjole. Det har jeg gjort længe. Sidste år strikkede jeg Dionysus og tænkte at den ville være god som kjole. det tænker jeg stadig og hoppede på ideen da jeg faldt over en flok nøgler af økologisk bomuldsgarn til en billig pris.

Jeg er nået så langt, at jeg kunne stoppe og nøjes med en sommerbluse. Jeg har endda strikket kanter på ærmer og hals.

Men det vil jeg ikke, så jeg fortsætter. Og finder mig i garnet der er af den slags, der ikke kan holde et nøgle. Det går fra hinanden ligger i kager i bunden af projektposen, viklet ind i hinanden.

For ganske få øjeblikke siden har jeg viklet de to igangværende nøgler op til kugler. Somme tider er det, det der skal til.

Krogerup Avlsgård


I de idylliske omgivelser omkring Krogerup Avlsgård, holder projektet Haver til Maver til. Foreningen af samme navn er en satellit af Årstiderne og handler om at udbrede kendskabet til og antallet af skolehaver.





Krogerup Avlsgård ligger i Fredensborg Kommune, og i samarbejde med kommunen kommer alle skolernes elever i 4./5. klasse på et skolehaveforløb på stedet.

Samtidig arbejdes der på at oprette skolehaver andre steder i landet - ambitionerne er store og handler om at få skolehaver i hele landet - helst hele verden.

Sammen med skolens grønne dame og andre interesserede fra store dele af landet, har jeg brugt dagen i de skønne omgivelser. Vi gør det igen i morgen.







Vi har hørt en hel masse om skolehaver, om stedet, set skolebørn i aktion, høstet i haver beregnet til gæster og lavet mad over bål i det imponerende udekøkken. Vi er blevet fyldt med ideer og inspiration, fået informationer om både praksis og teori. Måske lidt for meget teori og lidt for lidt praksis, men sådan var det vist nødt til at være.

Opgaven om bålet var skønt og gennemgangen af den PhD, den ene af underviserne har skrevet om udeskole, skolehaver og læring gav spændende resultater. Specielt at hendes forskning viste at elever der har haft udeundervisning mindst fem timer om ugen i en periode over ni måneder, blev bedre til dansk end de elever, der ikke havde været ude - og det selvom udeundervisningen ikke havde handlet om danskundervisning.





En anden spændende oplysning, som dukkede op i en snak om noget andet er, at undersøgelser viser, at efterhånden som skolehaverne er blevet udbredt, viser det sig at bybørn ofte ved mere om havebrug end landbobørn. Hvorfor er vist endnu ikke blevet undersøgt, men der er teorier om at når man bor på landet, har man en tendens til at tænke, at det ved børnene alt om.

Umiddelbart tænker jeg at det giver mening, og er sikker på at der kan findes andre eksempler i samme stil i forhold til bybørn.





I morgen er der kursus igen, og for at slippe for den lange tur hjem, endte jeg med at hoppe på toget til Helsingør, tage færgen over sundet og har indlogeret mig på et hotel hvor alle værelserne er temmelig store, delt i soveværelse og stue med minikøkken, kun cirka ti minutters gang fra færgen.

Jeg har allerede tænkt at det godt kunne lægge ryg til en fremtidig kæresteweekend.





mandag den 17. september 2018

Helsingborg - skal, skal ikke...?


Jeg skal på kursus onsdag og torsdag i Humlebæk. Årstiderne, der står bag Haver til Maver byder på kursus og inspiration til skolehaver.





Jeg skal af sted sammen med skolens Grønne dame - AnneMette, der egentlig er ansat som grøn koordinator, men meget hurtigt fik et ganske andet navn.

Vi har ventet længe, glædet os, og været helt sikre på at selvfølgelig ville vi blive indkvarteret og dermed sove på stedet. Vi skulle hjemmefra, vi skulle hygge os helt vildt, og vi skulle have en tur ud af det.

Vi blev ærlig talt lidt skuffede, da programmet endelig dukkede op og aflivede myten om overnatning - altså med mindre vi selv medbringer telt...

Den skulle vi lige tygge lidt på, og begyndte at snakke spaophold, Kokkedal Slot og biografen. Og mens jeg i weekenden undersøgte nærmere, besluttede AnneMette at hun har behov for at tage hjem,

Nu er det så jeg har regnet og tænkt, og måske i virkeligheden nået frem til, at jeg bare gør det.





Det tager halvanden time at tage hjemmefra til kursusstedet. Hvis jeg i stedet for at tage hjem, tager mod Helsingør har jeg to muligheder. Jeg kan blive på Danmarkssiden, gå tre en halv kilometer fra stationen og betale 750,- kr for en overnatning, på et sted der ser lidt kedeligt ud. Eller jeg kan gå fra stationen i Helsingør direkte ombord på færgen til Helsingborg og betale 550,- kr for en overnatning på et hotel i Sverige, der ser langt mere spændende ud.

Uanset om jeg vælger det ene eller det andet, tager det lige over en time at komme fra overnatningsstedet til kursusstedet næste morgen.

Jeg kunne selvfølgelig også bare tage hjem!


Men jeg ved jo godt hvad jeg vil vælge..