Det grønne får

 

Det allerførste dyr jeg hæklede af afrikanske blomster var en frø. Jeg har sovet med den siden, jeg ligger meget bedre med den under armen, end uden. Somme tider må den stå over til fordel for Anders, men han er tit så varm, at det ikke er til at ligge op ad ham hele natten. 

Men det er åbenbart begrænset hvad sådan en frø kan holde til. Jeg har ganske simpelt sovet den i smadder. Store huller, fyld der falder ud og farver der ikke længere er så farvede, som dengang den var ny.

Længe har jeg tænkt at den skulle byttes ud med en ny. 

I lang tid troede jeg at det skulle være en ny frø, for den virker så godt. Men så  havde jeg mere lyst til at hækle et får. Et får giver meget mere mening for en strikker og et får  kan godt være grønt -  det  så vi selv i Island! (intern joke, som kun min søster forstår...)

Altså hæklede jeg et får. Et får  fungere også rigtig godt til at sove med, og det er allerede en skattet sengekammerat.

Design: Shoop the african Flower Sheep af Heidi Bears.

Garn: bomuld fra Søstrene Grene. Jeg brugte tre grønne og en sandfarvet. Der er så stor udskiftning i farverne, at jeg ikke tænker det giver mening at skrive farvenumrerene. 

Jeg brugte alt mellem 15 og 48 gram og endte med et færdigt forbrug på 131 gram garn.

 

Hæklenål: Jeg brugte en størrelse 2,5. 

Jeg holder meget af Clover Amour og hækler stort set aldrig med andet. 

Størrelse: Dyret er fyldt med fiberfyld fra en IKEA-pude. Jeg stopper godt til, fyldet fylder en del, og giver en færdig vægt på 346 gram. 

Fåret er 19 centimeter højt, 17 centimeter på det bredeste sted og har en længde på  32 centimeter. 

Bemærkninger: Når  jeg hækler dyr til børn, plejer jeg at hækle øjnene af sort bomuldsgarn. På mange af dyrene sidder øjnene midt i en blomst, hvilket gør  det let bare at starte med sort. skal øjet sidde et andet sted, plejer eg at hækle tolv stangmasker i en magic ring og jeg får en cirkel, der har en passende størrelse. 

Fårets øje sidder ikke i midten af en blomst, og mens jeg overvejede om  jeg skulle hækle øjnene. kom jeg i tanke om, at jeg havde et par bamseøjne af glas liggende. Jeg kan godt håndtere glasøjne og  syede dem på.

Jeg  har hæklet flere får, og selvom det ikke står i opskriften, har den bånd om halsen på billedet. Jeg tror ikke det er billedet, men jeg synes ikke dyret bliver et fint får uden en sløjfe om halsen, 

Så det fik den, jeg havde silkebånd liggende og valgte det der så pænest ud. Jeg gav sløjfen et par sting, så den ikke går op. 

Vi du se flere billeder af fåret, kan de ses på Ravelry. 

Kreamesse i Forum

 

Jeg vidste godt der var Kreamesse i Forum i weekenden. Jeg havde ingen planer om at skulle derind.

Men så kom Emilie og spurgte om ikke jeg ville med. I første omgang sagde jeg nej. Men når nu hun kom helt af sig selv...

Jeg tjekkede op på hvad der var at se, var allerede en smule skuffet hjemmefra. I min verden skal en kreamesse være inspiration og mulighed for at købe materialer. Jeg synes der er for meget: Se-hvad-jeg-har-lavet-og-kom-og-køb-det.

Der var også inspiration og materialer, men mest af det færdiglavede. Bevares, jeg er vild med unikke keramikkrus, og der var mange flotte imellem. Bare ikke nogen, der skulle med mig hjem. 

Da vi nu allivel skulle ind mod byen, ville jeg omkring Sommerfuglen først. Jeg fik nemlig et gavekort af alle mine skønne kolleger, da jeg sluttede på Tinderhøj, og sådan noget skal jo ikke bare ligge. Jeg har bare ikke rigtig vidst hvad jeg skulle bruge det til. Lige indtil Bettina sagde, at jeg kunne finde et  lækkert broderi. 

Jeg har nu et lækkert broderi. Bobler fra Baldyre. Jeg har voldsom lyst til at starte, men jeg har endnu mere lyst til at blive færdig med noget af alt det, jeg i forvejen er i gang med.

Vi kom sent af sted hjemmefra og var derfor også sent ved Forum, og selvom der var mange mennesker, synes jeg ikke der var umuligt at komme frem. Måske vart der ikke flere mennesker, måske slap vi for rushhour. 

Emilie synes det var hyggeligt. Hun fandt et stykke retrostof til et fremtidigt projekt, et par finde øreringe  og et par andre småting.

Jeg kom hjem med mere. Vi fandt pærelikør med cognag til Anders, senere kom vi forbi en stad med chilisauce. Jeg købte en med meget varme. Den er godt modtaget. Jeg havde ikke brug for at smage, men spurgte efter det rigtige. 

Jeg fik også noget med hjem til mig, og noget der ikke kun er til mig. En wire, barre fordi den var der, og et stykke sæbe med den skønneste lemonduft. Det var svært at lade ligge, og jeg kan godt lide håndlavede sæber.

Hjemmefra havde jeg som sagt kigget ned over udstillerlisten, og fandt et enkelt billede med spindefibre. Jeg så ikke andre derinde, og selvfølgelig skulle jeg forbi og se hvad der var. Standen var svensk - Skovmose by hand - og damen var supersød. 

Emilie forelskede sig omgående i en pink/lyserød/rosa fletning, der stort set indeholdt alle de røde farver, som jeg har liggende herhjemme fra Garngalleriet Mikrofarveris firberjulekalender fra sidste år. Cirka halvdelen af fibrene er grønne, den anden halvdel i røde toner. Jeg har leget med tanken om at spinde noget til Emilie. Nu blev det sagt højt. Hvornår det sker er en hel anden sag, Endnu har jeg ikke spundet længere, end jeg ku har et projekt i gang ad gangen (der har været en enkelt undtagelse) på hver spindeværktøj, rok og håndten.

Jeg forelskede mig i melerede grønne toner, og kom hjem med  200 gram ekstrafin merino, jeg regner med at spinde sammen med noget jeg allerede har - engang med tiden. Det var sådan set det jeg gerne ville have, resten var oveni. 

Det allerbedste jeg kom hjem med, og som jeg slet ikke havde tænkt kunne ske, var en kontakt. En kontakt til en mand med et værksted. En mand, der gerne vil have en hel skoleklasse på besøg til fremvisning af træarbejde. I første omgang børster, men det kunne også være andet. 

Jeg synes ikke jeg kunne gå fra ham uden at købe noget, og jeg havde tidligere på dagen kigget langt efter ostehøvlen med skaft af en eller anden rod. Resten af husstanden synes også den er vildt flot. 

Hjemme igen var vi sultne. Ingen af os havde rigtig spist noget. Emilie lovede vafler og fyldt med sukker, faldt vi hver især sammen i hvert vores hjørne. 

Godt vi havde søndag til ingenting. 

Spind på en søndag - uge 4

 

Ugen kort:

• Der er farvet batik til den store guldmedalje. Det er ikke slut, eleverne synes det er fantastisk, mener det hedder tie-dye og vi gerne farve mere. Måske jeg skal tilbyde dem selv at tage en T-shirt med. Så kan de godt farve lidt mere. 
• Jeg brugte det samme stykke stof som klud til at tørre efter med de første fire dage. Fredag besluttede jeg at det ville være bedre at have et større stykke at lægge under, når eleverne hældte farven på deres elestikpyntede stykke stof. 
• Jeg endte med tre stykker stof farvet med batikfarve. Jeg har laet dem om til en pose med bund og snoretræk, som inspiration. Mon ikke jeg kan få et par stykker stof mere, til mere inspiration. 
• Ugens møder handlede om forberedelse af uge 6, hvordan vi kan bruge sidste uges snak med kompetencecentret og et oplæg om Barnets lov. Det er sikkert en god ide. Jeg sad og blev en smule irriteret. 
• Vi har stadig temmelig sporadisk varmt vand. Efter tre eller fire måneder er der nu opstillet en badevogn, så vi kan få  varmt bad. Jeg tror jeg skal overveje at bade på skolen. Jeg ved der er rum til  lærerne, som kan låses af. Og hvis jeg venter til skolen er slut, kan jeg sikkert godt komme til...
• ... Jeg håber snart der bliver styr på det vand.
• Vi løber hele tiden tør for danskvand, og jeg synes jeg køber hele tiden. 
• En aflyst aftale lørdag faldt i god jord. Efter to weekender med knald på, synes jeg det var rart ikke at skulle noget.
• Men så ville Emilie gerne til Kreamesse i Forum. Jeg havde ikke tænkt jeg skulle derind, men når hun nu kom... Jeg endte med spindefibre og en kontakt til fremtidige ture om træarbejde i Håndværk og design. 
• Vi nåede også forbi Sommerfuglen, hvor et gavekort fra mine tidligere kolleger blev til et broderi fra Baldyre.

Læse:

Det gik op for mig at J.K Rowling har skrevet endnu en bog i serien om CB Strike og Robin. Det blev til en virtuel tur om biblioteket for at sætte mig i kø. Det viste sig at der var endnu en jeg ikke har læst, og da den ikke var helt ny, var den hurtigt klar til afhentning. 

Med færdiggørelsen af læsningen om Anders Knutas og Karin på Gotland, der skulle så meget grueligt igennem, for at forstå sig selv og finde en barnemorder, er jeg klar til at lægge dem væk for en tid, selvom afslutningen lægger op til mere. 

Jeg er ikke nået langt i sjette del om detektiverne, som ærlig talt godt kunne se at finde ud af om det skal være dem, eller ej. De er lidt irriterende på lige det punkt. 

En kvinde har bedt om hjælp, Robin sendte hende videre, da hjælpen indebar viden om nettet , IP-adresser og anden i den stil, hvilket ikke hører under deres kompetencer. Men er det med den kvinde, med den tegneserie hun er med til at lave og det spil nogen andre har lavet på baggrund af serien. 

Robin ville gerne have hjulpet, og bliver nysgerrig. Det bliver eg også.

Spinde:

Det med at spinde må jeg konstateret at jeg gør i perioder. Sidste år spandt jeg en del lige efter nytår. Et par fiberjulekalendre trak i lysten til at omforme til garn. Senere på året var der Tour de Fleece og spindelysten dukkede op igen.  Det er måske sådan det er.

I år er der også en fiberjulekalender jeg har lyst til at dykke ned i. Men den må vente mens andet bliver færdigt. 

Først var der nemlig Spindeforeningens samspind, der startede med januar. Det er færdigt, jeg har taget billeder, jeg har ikke vist det frem. I december startede en håndtenprojekt og inden det med julekalenderen har jeg fundet det frem, jeg var i gang med, da jeg tilbage til sensommeren stoppede med at spinde. 

Det er et stort projekt. Jeg kan godt lide store projekter. sekshundrede gram uld, fordelt på tre farver, der skal spindes hver for sig og tvindes sammen til et tretrådet garn. 

Alt er fra Birthe P og Garngalleriet Mikrofarveri. De to grønne er begge shetlandsuld, jeg har købt den ene selv og fået den anden af Emilie. Farverne er Vårgrøn og Tang. De skal sættes sammen med en Oliven South  American jeg købte i sommers. 

Når uldbåndet er vundet op i et hjul, fylder det meget mindre end når jeg har delt i otte lange strimler og vundet op i bolde. Den kurv jeg har fundet til at have det i, er fyldt til randen efter de to første uldhjul er delt op. 

Jeg havde en forestilling om at spinde en spole af hver farve ad gangen, til det hele er spundet, men den plan har jeg lavet om. 

Jeg har spundet en spole af hver af de to grønne, mens den olivenfarvede stadig er et uldhjul. Det får det lov at være lidt endnu, mens jeg spinder endnu to spoler af de to andre, så er der forhåbentlig plads i kurven til at dele det sidste hjul i otte strimler.

Det er jo som sådan lige meget i hvilken rækkefølge jeg gør det, det hele skal alligevel spindes inden det skal tvindes. Hvis jeg har spoler nok. Det tror jeg, jeg har. 

Julemaleri

 

Årets sidste egenproduktion i julegaveafdelingen var ikke strik. 

Jeg var lige ved at glemme det. Hvilket kan undre, for jeg var også lige ved at glemme det sidste år. 

Året huskede Sille mig på, at jeg har lovet at male et billede af børnene når de er fem, ti og femten. Rose fyldte fem forrige  år, og Sille fik et billede, Oscar fyldte fem sidste år og dermed skulle hans forældre også have et.

Godt jeg huskede det. Midt i nyt arbejde, pres og forandring.

Forlægget blev et billede fra et af sommerens besøg i Zoo. Jeg malede det på under en uge, lige præcis tidsnok til at det kunne nå at tørre igennem, inden jeg pakkede ind.

Det blev godt modtaget, og nu er der fire år til Rose står på dagsordenen. 

Legepladsleg

 

Tilbage mellem jul og nytår havde jeg god tid til at være sammen med Oscar.

En af dagene korte vi ud til Klubben for at fodre sneglene. Egentlig burde jeg have afleveret nøglerne, da jeg stoppede, men jeg havde brug for dem, og skolelederen havde det fint med at jeg beholdt dem lidt endnu. 

På en eller anden måde har det været vigtigt for mig stadig at have nøglerne, stadig at have en form for tilknytning til det sted, hvor jeg voksede op og lærte at jeg kan meget mere end jeg troede. Lærte at stå på egne ben og måske i virkeligheden også at turde tage springet og flytte hjemmefra.

Tilbage til sneglene. De var nemlig mit projekt. Og Lottes. Lotte er stadig på skolen, men ikke i Klubben. De tilbageværende medarbejdere havde ikke meget til overs for de forvoksede kryb og fik sagt noget i retning af, at de komme til at mangle både mad og drikke. 

Det kunne hverken Lotte eller jeg leve med. Lotte lovede på stedet at tage sig af både Bob og Olga, hun kommer alligevel regelmæssigt og laver kaffe i Klubben. Jeg lovede at hjælpe hen over jul, for det kunne være svært at overskue alene.

Altså kørte Oscar og jeg ud til sneglene. Her var det godt at have nøglerne, så vi kunne komme ind. Det tog ikke lang tid at fodre, rense og sørge for væske. Langt længere tid tog det, at undersøge alle tre legepladser på skolens område.

Vi havde god tid, så barnet fik lov at bruge al den tid han havde brug for. 

På den lille legeplads ved SFOI kunne han kravle i stativet. Det blev hurtigt kedeligt og vi fortsatte til sandkassen der mangler sand, men fint fungerede som svømmebassin. Han kunne også lave spændende ting at spise og drikke, som jeg kunne købe gennem lugerne i de små huse, der står ved sandkassen. 

Jeg fik både milkshake og pandekager og kunne sagtens spise mere, for det fyldte ikke ret meget - sagde barnet. Han sprang i og løb rundt i sandet, kravlede og havde en fest.

Ved den store legeplads, var det lige ved at være for meget af det gode. Balancebomme, tovværk og den store rutsjebane, der er svær at komme op til, var lige ved at tage pippet fra ham. Heldigvis kunne han få hjælp, og kan man ikke komme op fra den ene side, kan det være den anden side duer.

Til sidst kørte vi hjem.

Og mens jeg stadig har nøglerne liggende, slog det mig i løbet af ugen der er gået, at jeg har sluppet det. Jeg er kommet videre, jeg har ikke længere brug for dem.

Det er en god fornemmelse.

Også lidt mærkelig.   

En halv sweater til Rose

 

Jeg strikker vist altid julegaver til Rose. Denne jul var ikke nogen undtagelse og bortset fra at Rose mener jeg altid strikker ærmerne for lange, var hun ganske tilfreds. 

Det med ærmerne må jeg så blive bedre til. 

Sidste år fik jeg en pose med alskens lækkerier, både spiselige og kreative, fra børn og forældre i den klasse, jeg sagde farvel til i forbindelse med sommerferien og overgang fra femte til sjette klasse, hvor pædagogerne ikke længere var med.  

Det spiselige er forlængst væk, men de tre nøgler lyserødt garn, jeg ikke rigtigt vidste, hvad jeg skulle bruge til, lå stadig tilbage. 

Der var ikke nok til en hel sweater til Rose. Hun er nærmere en syv eller otte år end de seks hun har levet. Men der kunne godt være nok til en halv. Et par ærmer, en sjælevarmer, eller hvad sådan en nu skal kaldes. 

Jeg tilføjede mine sparsomme rester af silkemohair. Jeg har ikke meget, nu har jeg mindre, men der er alligevel en smule. 

Sådan en halv sweater ser mærkelig ud, uden indhold. 

Jeg har kun billeder uden indhold. 

Design: Mest mit eget

Garn: Nina fra Crelando. Der står hverken farvenummer eller indhold på banderolen, men en søgning på nettet viste at det indeholder en hel del bomuld, mindre uld og lidt nylon. Det bliver forhandlet som strømpegarn, og jeg tænker det kommer i flere farver end den lyserøde/lyseblå udgave jeg havde. 

Jeg satte rester af diverse silkemohair fra Onion, Cleogarn, Selfmade og Sandnes. Langt det meste rester af strik til Emilie.

Jeg endte med at bruge 179 gram i alt. 119 gram af det lyserøde og 60 gram mohair. 

Pinde: 3 og 4 mm.

Størrelse: Jeg er gået ud fra en 125 cl.

Bemærkninger: Jeg havde brug for et udgangspunkt for opslagning til halsen. Jeg har før brugt Svens Yndlingssweater fra Lene Holme Samsøe og den blev endnu engang udgangspunktet. 

Jeg slog den største rib op og strikkede vendepinde i ribben, inden jeg brugte opskriften til at dele til raglan. 

Trøjen er helt glatstrikket. Ikke noget mønster, jeg ville have garnet og farverne til at fylde mest. 

Derfra strikkede jeg, som jeg synes bedst. Da kroppen havde en omkreds der virkede fornuftig, delte jeg jeg krop og ærmer for sig, slog lidt ekstra op under ærmet - jeg har ikke noteret hvor meget - strikkede et par omgange på kroppen og sluttede af med en rib.

Ærmerne strikkede jeg lige ned, til de havde en længde, der - igen -  virkede fornuftig i forhold til den ønskede størrelse, tog en hel masse ind - måske halvdelen og strikkede en længere rib end de andre ribber. 

Vil du se flere billeder (der er ikke mange) kan de ses på Ravelry.

Halsklud

 

Gennem de sidste år, har jeg forsøgt at bruge af mit lagergarn. Der er jo en grund til jeg har det, og den grund er ikke alene at det skal ligge og isolere.

Det skal bruges og elskes og komme frem i lyset.

Min tilgang er oftest at jeg har et ønske om et stykke strik, og derefter tænker: Hvad mon jeg har liggende og kan det bruges?

Men hvad nu hvis jeg vender det om?  Hvad nu hvis jeg finder garn frem og beslutter at finde ud af hvad det skal blive til? Hvad nu hvis jeg ikke kan finde på  noget? Skal jeg så lægge garnet tilbage i kassen, eller skal det videre?

Det sidste tror jeg, der kan være flere meninger om.

Men tanken fik mig til at tænke på de to nøgler grøn tweed, jeg har haft liggende i mange, mange år. I sin tid fik jeg det sammen med en opskrift på en halsedisse med en mængde snoninger. Jeg kan godt lide snoninger men jeg fungerer ikke rigtigt med halsedisser. Eller høje halse. 

På en eller anden måde har jeg har været låst fast i den der opskrift. Som jeg ikke skal strikke. Så hvorfor kan jeg ikke finde ud af at bruge garnet til noget andet?

Meget mærkeligt.

Da jeg nu satte garnet i fokus, vidste jeg pludselig at det skulle blive til en lille halsklud. 

Det blev også til årets første opslag og første færdige projekt (næsten).

Og det varmer lige præcis som jeg havde forestiillet mig. 

Design: En halsklud stærkt inspireret af diverse retstrikkede små sjaler.

Garn: English Tweed fra Lana Gatto, farve 12942 eller grøn med nister i mange farver.

Garnet fik jeg i gave for mindst ti år siden, så vellagret er ikke helt forkert.

Der gik 96  gram til det lille sjal. Næsten alt hvad jeg havde.

Pinde: Jeg strikkede på en pind 5,5 mm

Størrelse: Jeg ar målt sjalet til et vingefang på 161 cm og en dybde på 26 cm.

Bemærkninger: Jeg brugte ikke en opskrift. Jeg slog 3 masker op, strikkede 3 masker Icord i begge sider, tog ud (og senere ind) på  hver 4, pind og blev ved med at tage ud til jeg nåede midten.

Jeg vejede de to nøgler og startede med det letteste. Jeg mente at så ville der være nok til at nå tilbage til udgangspunktet, når jeg rundede midten.

Jeg har allerede brugt det rigtig meget.

Vil du se flere billeder af sjalet, kan de ses på Ravelry.

Spind på en søndag - Uge 3

 

Ugen  kort:

• Jeg tager stadig bussen til arbejde. Jeg satser på at kunne cykle i morgen.
• Uden cykel er det besværligt at komme rundt og hente ting på vej hjem. Jeg endte med at slæbe den foretrukne danskvand hjem og få Anders til at møde mig på halvvejen, så han også kunne få lov at slæbe. 
• Dagen efter gik jeg hjem og hentede cyklen og kørte efter mere. Der er nemlig ryddet på de større veje, og dem kunne jeg bruge.
• Ugen indeholdt en mængde møder. Jeg har været til lærermøde. Det er som udgangspunkt ikke meget anderledes end SFO-møde. Det  vidste jeg godt. 
• Vi nåede også et møde om undervisningen efter sammenlægning og deling, et teammøde og et møde med en flok konsulenter udefra, der i den grad virker som om de kan noget og var gode at spare med. 
• Daniel hentede selv Oscar, for jeg kunne ikke nå det med lærermøde og manglende cykel. 
• Jeg ringede til A-kassen for at finde ud af at flytte til lærernes. De ville ikke kendes ved mig til trods for at jeg altid har været medlem af den netop den A-kasse. Efter et øjebliks panik og et kig på posterne på budgetkontoen, viste det sig at jeg er medlem af en anden A-kasse. Alt er godt og jeg kan ikke lade være med at tænke at der må have været en overførsel, der er gået hen over hovedet på mig. 
• Det viste sig også at jeg indbetaler til efterløn - det er jo altid godt. Jeg tror bare jeg bliver i min A-kasse. Den er fin for nu. Nu jeg ved jeg har den. 
• Jeg har  meldt mig ind i Danmarks Lærerforening.
• Weekenden gik til Ebeltoft, med skønne timer sammen med skønne damer. 
• Vi var hjemme tidsnok til at tage billeder, inden det blev for mørkt.
• Jeg fik  meldinger om at jeg kan kalde mig influencer, og har fået en fjortenårig dreng, til at strikke karklude. Temmelig sejt, synes jeg.

Læse:

Karin  og Knutas har deres egne problemer, mens to drenge forsvinder og sætter alt andet på pause. 

Børn der forsvinder er altid ubehageligt, selv at læse om. Samtidig tager sagen en drejning i en endnu værre retning og på Gotlands Museum er et sværd forsvundet. 

Er det  måske havnet hos en samler. Og hvis det er, hvordan reagerer man så, hvis man er ansat på museet og pludselig står over for den viden?

Jeg ved ikke om det er det, der sker. Men jeg tror det.

Spinde:

Birthe P bød op til 100 dages håndspind på håndten. Jeg synes det var en god ide, og fik samtidig mulighed for at afprøve min nye ten. 

Den gamle har knækket krogen og kan ikke bruges. Jeg tror jeg kan reparere den, for den er jeg glad for. Den nye vejer lige et par gram mere, og det er åbenbart nok til at jeg blev ved med at tabe tenen når jeg spandt. 

Det tog mig et stykke tid at gennemskue. Med gennemskuelsen og en lille smule tykkere garn, kører det bare. Jeg må dog erkende at jeg får ikke spundet hver dag. Der er dage ind imellem, hvor jeg springer over.

Jeg tænker jeg lægger dagene til i den anden ende, og på en eller anden måde ender med at nå hundrede dage.

Jeg spinder rambouilet fra Birkefibre. Det har ligget og ventet på det rette projekt. Jeg har ingen planer i frohold til hvordan jeg gør. Jeg hiver 30-40 centimeter af uldbåndet, deler det i 2-3-4 i længden og spinder dem efter hinanden, uden skelen til farver eller andet.

Jeg tænker at tvinde det tre-trådet. Igen bare sådan lidt tilfældigt,