søndag den 5. april 2020

Legepladsen og små hunde


Der blev ikke noget leg med Oscar i dag. Jeg ville ellers gerne.

Jeg kørte ud til Bob og Olga (sneglene) - de skal passes hen over påsken og jeg har meldt mig. Da jeg kørte derfra skrev jeg til Daniel om Oscar mon var vågen og ville lege. Jeg kunne nemlig godt tænke mig at tage på opdagelse.






Jeg fik aldrig noget svar, så da jeg nåede centret stoppede jeg og købte i stedet ind - det skal nemlig også passes, og listen over mangelvarer var efterhånden fyldt ud. Inden jeg nåede kassen, skrev Daniel tilbage. De var faldet i søvn, begge to, og vi blev enige om at det var nok meget sundt. Vi kan lege i morgen.

Jeg kunne ikke lige overskue at køre ud med kurven fuld. Specielt ikke, da den indeholdt en halv liter fløde, der gerne skulle hjem på køl.


Men vi legede i går.





Først på den hjemlige legeplads, der faktisk er ret stor og veludstyret. Der var kun os. Jeg ved ikke hvor mange børn der bor i de ni opgange der hører til, men det er ikke min oplevelse, at det er mange.

Mens vi legede med sand, gyngede og spillede lidt med den lille bold, der passer til små hænder, jeg fandt i Føtex, og nu har i min taske hele tiden, gik Daniel ud og købte ind.

Det er sjovt som nogen ting altid er de samme. Rose er præcis et år ældre end Oscar - de har fødselsdag dagen efter hinanden - og for et år siden sad jeg gang på gang i en sandkasse og fyldte sand i en form, vendte og frembragte de fineste sanddyr, som vakte glæde og var sjove at ødelægge. Nu er tiden der igen. Oscar nøjedes med den ene form og blev igen og igen fornøjet over den fine hummer, der kom ud af sandet. Rose skiftede mellem formene, men det var måske lidt længere henne på sommeren.





Da Daniel kom tilbage med indkøb, legede han, mens jeg endelig fik monteret holderen til den kombinerede cykel-/løbe-/klapvogn vi købte sammen sidste år. Det var lettere end forventet og Oscar var straks klar til en tur.

Vi kørte mod Hvidovre og Vigerslevparken, hvor bolden igen kom i brug.

Da tre unge mænd med en fodbold kom forbi, blev Oscar meget interesseret og da yndlingsudtrykket 'A det? kom i spil og jeg måtte svare at det var store drenge med en stor bold, og Oscar tydelig var imponeret, tilbød den ene ham at sparke til den store bold.

Det var et hit. Han blev lidt ked af, at de hurtigt forsvandt videre.





Lige indtil han fik øje på to små hunde, der legede i græsset. Han ville lege med. Hundene ville også gerne lege med ham, og selvom de ikke havde helt samme begreb om at lege sammen, var Oscar lykkelig. Det gjorde ham ikke noget at de små hunde væltede ham omkuld mere end en gang. Lidt efter dukkede en tredie hund op og da vi gik tilbage mod cyklen en fjerde.

Til allersidst fik han øje på en lille pige på alder med ham selv. Det kan godt være svært at forstå at det er helt i orden at lege med en lille hund, men en lille pige skal man holde sig fra.


Det var dog ikke værre, end han sad og sang i vognen næsten hele vejen hjem. Afbrudt af de lejlighedsvise 'A det?





Jeg tænker vi tager på tur igen i morgen.





lørdag den 4. april 2020

Projekttaske #2


Oscar og jeg var ude at cykle i dag.

For længe, længe siden købte Daniel og jeg i fællesskab en kombineret klap-/løbe-/cykelvogn, så Daniel kunne løbe med barnet, jeg kan hente på cykel i vuggestuen og hvad sådan en ellers kan bruges til.





Jeg er ikke sikker på, at det er blevet til så meget løb. Men de har ind imellem brugt den som klapvogn. Cykelfunktionen er endnu ikke afprøvet. Før i dag. Det lykkedes at sætte det ekstra anhængertræk på min cykel - jeg havde sjovt nok bildt mig selv ind, at det ville være helt vildt besværligt. Det viste sig at være meget nemt.

Vi kørte en tur. Oscar synes det var hyggeligt og han fandt ikke mindre end fire små hunde, der gerne ville lege - omend legen mest af alt handlede om at han blev løbet over ende. Han synes det var sjovt.

Mens jeg venter på at billederne synkroniserer fra mobilen, er det tid til projekttaske nummer to.







Som de andre to er detaljerne fundet på nettet - mest instagram. Den firkantede facon med fire korte løbegange er superfin.

Jeg havde en forestilling om, at den skulle være højere, men mængden af stof fik lov at bestemme.

Den er mellemfoeret med pladevat og står ret stabilt.  Jeg har ingen anoraksnor på lager, så et smalt silkebånd måtte agere træksnore.

Den er kvadratisk - cirka 20 centimeter på hver led. Uden løbegangene de den cirka 22 centimeter høj.  Indeni er en enkelt stor lomme, der blev lidt lavere end beregnet - man skal ikke klippe i en færdigsyet lomme - og er derfor ikke delt i to. Det plejer jeg ellers.

Jeg brugte stort set alle de sidste af de grønne rester, Henriette havde sendt med i den store pose med rester.





Emilie synes den er helt vildt fin, og sammenlignede den i lukket tilstand med en madpakkepose fra det lille hus på prærien - det var uden tvivl et kompliment.


Igen er det en facon jeg har lyst til at arbejde videre med.





fredag den 3. april 2020

En kæmpe fuglerede


I dag blev der tid til at lege med Oscar igen. Igen gik vi mod Damhusengen, og bortset fra en misforståelse, der betød at den stakkels dreng troede hans far skulle med, og blev rigtig, rigtig ked, havde vi en skøn time, inden han blev træt og ville hjem igen.







På Engen kravlede vi først lidt på nogen sten, så fik han øje på fuglene. Der er mange fugle på Engen, jeg ved ikke hvilke, men Oscar er generelt glad for dyr, og så dem straks som legepotentiale. Fuglene gad ikke lege, så selvom han nærmede sig først den ene og så den anden, fløj de alle fra ham.

I dag havde jeg medbragt en bold, den kastede vi lidt med, men så fik han øje på to hunde, der var ude og gå tur og glade løb zig-zag frem og tilbage omkring deres ejer, der gik mere målrettet og ligeud. Oscar tænke de ville lege og løb meget længe efter dem, inden han opgav og blev lidt ked. Til trods for at de løb zig-zag var de hurtigt langt fra ham, hans små ben kan ikke følge med.

Og selvom han løb, kunne jeg følge ham gående.





Vi fandt tilbage til klapvognen, og gik mod haven bag Rødovregård, hvor jeg den anden dag spottede en hule. Oscar nåede at hoppe rundt i de visne blade i en grøft, inden vi opdagede hulen, spiste en halv figenstang og gik videre på opdagelse i haven.

Hulen er vistnok et kunstværk, der skal illudere en vibe. Så vidt jeg forstod ud fra et skilt er der flere huler rundt om i et større område.

Til sidst blev han træt, fandt tilbage til klapvognen og ville hjem. Den anden halve figenstang gjorde lykke og mens vi sang og gik hjemad, blev vi enige om at vi begge godt gider lege igen i morgen.





I morgen prøver vi den hjemlige legeplads. Det gik nemlig op for mig hvor veludstyret en legeplads den lille lejerforening er i besiddelse af. Det er ikke min opfattelse at der bor mange børn i det lille område, så jeg tror der kan være god plads til os.

Det er i hvert fald værd at prøve.




Fredag med en smule masker - Uge 14


Det går fremad med håndledet, og lidt tilbage en gang imellem. Jeg burde selvfølgelig sidde helt stille, men det kan jeg ikke.. Så jeg strikker en lille smule, jeg syr en lille smule og jeg prøver at holde ro på håndledet, så det kan hele.

I dag blæser det ude, men jeg vælger at trodse blæsten, klæder mig godt på, finder en bold og har lovet Oscarleg på en plæne når han vågner efter middagssøvnen.

Måske jeg skulle ønske mig en flyverdragt.

















Læse:

Dukkebarnet af Inger Gammelgaard Madsen vender nærmest siderne af sig selv. Der er ikke langt igen. Kriminalassistenten er frustreret, journalisten er stadig lidt for aggressiv i sin fremtoning og fotografen har meget at tænke på.

Persongalleriet er omfattende og jeg mangler lidt styring i historien. Der er sikket en grund til de mange mennesker, personligt kunne jeg godt have brugt lidt færre, mod en lidt dybere karakteristik.

Der er ikke mange sider tilbage, der er stadig mange muligheder og jeg håber på en overraskende afslutning.


Strikke:

Strømperne til Anders får en omgang eller to med mellemrum - tre eller fire gange om dagen. Langsomt, men sikkert arbejder jeg mig frem mod tåen. Det er strømpe nummer to, så der er ikke langt igen.

Det er en god fornemmelse, når det nu går så langsomt.

De tynde pinde er uden tvivl godt for håndled, der ikke bryder sig om alt for meget vrid. Samtidig er jeg tilbage i tidligere tiders større vrid af venstre end højre hånd, som ikke falder naturligt, men virker, når det er højre håndled, der skal passes på.





torsdag den 2. april 2020

Kagsmosen


I kalenderen stod en aftale med min mor. I min verden skulle vi bare aflyse, i min mors skulle vi ud i luften. Jeg var på, så vi mødtes og cyklede ud til Kagsmosen.





Turen mod Vanløse tog lidt længere end beregnet, for rundt om Damhussøen er der mere eller mindre ensrettet, så for at komme over dæmningen måtte jeg trække cyklen. Det betyder at man går den ene vej på fortovet og den anden på cykelstien. God ide, for det giver langt mere plads til at komme rundt uden at støde ind i hinanden.

På modsatte side af søen kunne jeg via skiltningen konstatere at der var plads til både gående og cyklister, derfor tog vi turen tilbage langs Engen videre gennem Krogebjergparken og via stisystemet mod Vestvolden og Kagsmosen.

På tilbageturen kørte jeg højre om Engen, for hurtigere at komme hjem, men kunne se på skiltningen at på den side er cykler ikke velkomne. Altså drejede jeg af ved første og bedste lejlighed og kørte i stedet via Rødovrevej hjem.





Vi fandt en bænk med plads til at sidde i hver sin ende og udsyn til vandet og det sted, hvor jeg i et andet liv, på en sommerdag, fik taget bryllupsbilleder. Jeg har dem nok et sted. Vi kiggede på ænder og blishøns, nød stilheden, snakkede om stort og småt, mens vi drak vores hver medbragte varme drikke af hver medbragte kopper.

Min mor fik garnet med hjem og glæder sig måske en lille smule til at strikke af det. Jeg har lovet at finde en opskrift på en ribstrikket hue.

Det var skønt derude. Blæsten var lidt kold og til sidst begyndte det at blæse noget mere op. Vi pakkede sammen og kørte hjem igen. Den sidste del af turen foregik i strid modvind, heldigt min mor skulle den anden vej. Og godt vi kom hjem i god tid, nu regner det ude, som var det betalt for det. Godt jeg ikke længere er ude.





Min mor har ikke opgivet den årlige påskekomsammen og inviterer til fælles påskefrokost på Zoom. Hun er ved at finde ud af teknikken og sender ikke som normalt invitation med tid og sted, men i stedet tid og link.

Det skal nok blive sjovt. Og Emilie har allerede bestilt lam - ellers er det ikke påske, mener hun.





onsdag den 1. april 2020

Projekttaske #1


Der blev ikke noget leg med Oscar i dag. Jeg tror det var for koldt at sidde på græsset i går. Jeg gik i seng med mavekramper og måtte op og brække mig i løbet af natten.

Jeg har det fint nu, men dagen i dag er ikke værd at skrive hjem om.

Vi leger en anden dag.





Tilbage til projekttaskerne.


Den første er uden stabiliseringsfoer. Det var ellers meningen, men jeg blev uvenner med pladevattet og endte med at opgive det.

Tasken er uden hanke og egentlig mest en pose med en lynlås. Lynlåsen er til gengæld det spændende. At den er på skrå er ikke kun en dekorativ detalje, men giver også en større åbning, når den er åben.





Jeg brugte hvad jeg havde - ud over Henriettes stof. Derfor endte lynlåsen med at være lilla. Det var den eneste lynlås på lager med en fornuftig længde.

På det første billede har jeg stoppet den med det pladevat, der burde have været i den. Det viser at den kan faktisk godt stå - der skal bare rigeligt garn i.

Selve tasken er 29 centimeter høj, 38 centimeter bred og bunden 14 centimeter dyb. Indeni er en lomme, delt i to, og den er stykket sammen af mange mindre stykker.

Det grønne stof på ydersiden fandt jeg mellem mit stoflager, for jeg synes ikke der var noget tilbage af Henriettes, der var stort nok, eller matchede nok i farverne.





Mere er der ikke rigtigt at sige.


Altså andet end, at den skrå lynlås så afgjort er værd at arbejde videre med. 





Projekttaske-syning


Jeg kan mærke håndleddet får det bedre og bedre. Men der er stadig langt igen.

Med mellemrum strikker jeg to omgange på en strømpe, men mere kan jeg ikke lige nu. Ærmerne på de tykke pinde kommer til at vente længe. Længere end jeg har lyst til, men det er nok bedst.


Så når jeg ikke kan strikke, må jeg gøre noget andet.





Altså fandt jeg symaskinen frem, sammen med stoffet jeg for længe siden fik med hjem fra Henriette, med lovning på en gang med tiden at sy en flok projekttasker. Hun har fået to. To mere er syet og ligger og venter på den dag vi ses. En dag, der er blevet udskudt mere end en gang. Sidste gange, i forbindelse med den nuværende verdensorden.


Henriette er i mellemtiden begyndt at sy, så jeg klippede tre tasker, og tænker at de sidste rester skal med tilbage til hende, så hun selv kan fortsætte.

Alle tre tasker er med udgangspunkt i tasker jeg har set rundt om, mest på instagram. Alle tre tasker klippede jeg uden målebånd, uden mønster og uden at overveje det store om at lægge stoffet pænt eller glatte ud. Jeg sad nærmest med det på skødet i sofaen og klippede lidt her og der.

Ikke helt efter forskrifterne.





De blev færdige i mandags. Jeg tog billeder går, og tænker at alle tre tasker er af den slags, jeg godt kunne finde på at arbejde videre med. Alle tre har faconer som jeg synes er værd at bruge.


Jeg har flere billeder, end jeg har lyst til at sætte i et indlæg. Så jeg tænker, at jeg over de næste dage præsenterer dem hver for sig - så har jeg også noget at skrive om. Det er rart at have noget at skrive om.


Det var også rart at sy lidt igen. Jeg fik lyst til mere. Lyst til at sy til mig selv.

Måske jeg skulle starte med den kjole, jeg klippede sidste år (eller var det forrige), men aldrig fik syet sammen...




tirsdag den 31. marts 2020

Aflastning


Det begynder at være lidt hårdt for den lille børnefamilie at være hjemme med et lille barn døgnet rundt. De er gode til at komme ud, Oscar har brug for at røre sig, men forældrene har også brug for at få en pause en gang imellem.





Efter fjorten dage uden at nogen af os har vist sygdomstegn, besluttede jeg at det er på tide at være farmor og træde aflastende til.

Derfor har vi aftalt at jeg hver eller hver anden dag henter barnet og finder et sted at lege et par timer. Vi holder stadig de forholdsregler vi kan, vi skal ikke ind i hinandens hjem og vi holder stadig en vis afstand.

Blot ikke til Oscar. Og så kan man selvfølgelig snakke om hvorvidt det med afstand virker.

I hvert fald ventede jeg udenfor, mens Daniel og Oscar fulgtes ned og jeg kunne snakke med Amalie, der stod på altanen.







Vi gik i første omgang mod haven bag Rødovregård. Jeg forestillede mig ikke der ville være mange mennesker, hvilket jeg godt kunne være bange for, at der ville være omkring Damhussøen og -engen.

Der var ikke et øje i haven, men der var lidt kedelig. I morgen tager vi en bold med. Fra haven kunne jeg se at Damhusengen ikke var så overfolket som jeg havde forestillet mig. Jeg tror de fleste holder sig omkring søen, så vi pakkede os sammen og gik ned til engen, hvor et par store sten kunne kravles på.

Oscar spottede hurtigt et mudderhul og gik temmelig målrettet mod lige det. Han var ikke tilfreds, da jeg synes det var en rigtig dårlig ide...









Vi snurrede rundt, han løb efter et par fugle, der var hurtigere end ham, vi kiggede på blomster i græsset og endte med at kaste en pind til hinanden (i mangel af den der bold).

Det var i øvrigt en sjov leg, som han fortsatte til han blev træt.

Han endte med at få øje på en dame med en klapvogn, pegede og sagde lyde. Jeg tænkte han savnede andre børn. Men så fik han øje på en anden klapvogn og begyndte at klynke. Ahh, tænkte jeg, tog fat i hans hånd og pegede mod hans egen klapvogn.

Han satte i løb, ville op og adspurgt hjem. Så vi gik hjem.







Undervejs passerede vi legepladsen på engen. Jeg kunne tælle langt over ti mennesker, og selvom mange af dem var voksne, der sad på bænkene, synes jeg det er mærkeligt.

Hjemme sagde vi farvel, og vi ses igen i morgen. Med en bold.