Sandskulpturer

Jeg havde en plan om at onsdag skulle være dagen, hvor vi tog på langfart.

Heldigvis var onsdag dagen hvor det klarede op, regnen forsvandt, vi pakkede os sammen og tog mod Hundested.





Vi cyklede de godt fire kilometer til Frederiksværk og tog toget til Hundested. Anders punkterede midtvejs, hankede op i cyklen og gik, mens Emilie og jeg cyklede videre, med mål hos den nærmeste cykelhandler. Emilie fik luft i dækkene og kørte videre mod stationen, mens jeg oksede tilbage op ad en af de stejlere bakker, kun for at finde Anders på toppen.

Vi slog os ned i græsset, jeg strikkede mens Anders lappede cykel. Ikke helt tilfreds med mængden af luft i slangen, valgte han at gå det sidste stykke ned mod cykelhandleren og trykluft, mens jeg kørte. Vi var temmelig enige om, at når jeg nu havde kørt hele vejen op, skulle jeg også have fornøjelsen af turen ned på sadlen.

Ved stationen lod Anders og Emilie cyklerne stå, for at tage samme vej tilbage, mens jeg lod min cykel tage turen med tog helt til Hundested. Planen var at cykle de femten kilometer tilbage til sommerhuset.







Fra havnen i Hundested orienterede vi os mod de tre punkter på dagsordnen. Sandskulpturfestivallen, sen frokost på Halsnæs Bryghus og Notit - garnbutikken på havnen, som solgte spændende gin. Langt mere spændende end garn. Det sidste nok mest fordi jeg i virkeligheden ikke har brug for garn. Men  ikke kan gå forbi en garnbutik, når jeg ved, den er der. Anders' taske endte med at være den tungeste, da vi gik derfra.

Vi startede med sandskulpturerne. Det er altid spændende, og til stadighed vildt at de kan blive stående. Dagene inden med temmelig meget insisterende regn, betød at jeg var i tvivl om hvor meget af dem, der stod endnu.





De stod alle. Sandet til skulpturerne er iblandet ti procent ler. Det våde sand bliver stampet med et pres på tres ton, i forme der bliver fjernet, inden kunstnerne går i gang med arbejdet at forme skulpturerne. Undervejs i processen bliver skulpturerne til stadighed sprøjtet med vand for at kunne arbejde i materialet. Når det hele er færdigt og tørt, betyder mængden af ler, at lerret tørrer ud og danner en skal på ydersiden af skulpturerne, der holder det hele stabilt trods elementernes rasen.

Vi har gennem årene set sandskulpturer i forfald og her var også en enkelt, der havde tabt en lille smule af et hjørne (eller i det her tilfælde en jakke), men ellers stod alting som den dag, kunstnerne forlod stedet.

Det er også lidt vildt.





Vi kiggede, beundrede og Emilie legede en smule med sand. Det er ikke let. Det er ikke en stor udstilling og de fjorten skulpturer er forholdsvis hurtigt set. Vi går altid rundt et par gange, husker at se fra alle sider og bliver igen og igen enige om, at det er et imponerende stykke arbejde.

Den lange væg med overskriften Liv og død, gjorde et stort indtryk, men tilbage står jeg alligevel og er mest imponeret af rødkålshovedet, som bare var så fint.


Vi blev sultne, lod sand være sand, og fandt frokost på bryghuset ved havnen. Det kan godt anbefales.

Blomster i hjerteform

Aldrig mere! Sagde Emilie efter det første fine broderi, som nu bor på Fyn.





Men så manglede hun en gave, overvejede både det ene og det andet og pludselig sad hun og kiggede broderimønstre på etsy. Det romantiske hjerte fyldt op af blomster vandt. Jeg havde lærred liggende, men ikke garn i ønskede farver.

Altså var hun selv forbi garnbutikken i centret, før hun lagde ud, konsulterer inden hvert nyt sting, og allerede er blevet så glad for franske knuder, at en hurtig beslutning betød at små stjerne bliver byttet ud med de franske. Endda i glimmerform. For når man nu kunne få broderigarn med glimmer...





Denne gang har hun selv tegnet op, og udbygget redskaberne med en større ramme, end dem jeg har liggende.

I dagtimerne, med naturligt lys, sidder hun nu nok så flittigt i sommerhusidyllen og broderer. Når ikke den medbragte mobiltelefon med adgang til den store Verden vinder.

Det bliver så fint.





Og - måske har hun nye udfordringer i kikkerten... Måske

Alfetroldenes Skov

I et forsøg på at være en smule kronologisk, bliver indlæggene (som i forvejen er en smule drypvise) skrevet med dages forsinkelse.





Da vi gik fra Slotsruinen, var det med retning mod Asserbo og den Fakta, der forhåbentlig kunne bibringe et andet udvalg af indkøb til en anden pris, end den lokale købmand, der lever af sommerhusområdet, og derfor har en tilsvarende prissætning. Ikke at det er et uoverkommeligt problem...

Vi gik gennem resterne af Asserbo Plantage. En del af de skove, der gennem historien er plantet i forbindelse med sandflugten. Så vidt jeg ved var beplantningen af de nordsjællandske områder en langt større succes end de tilsvarende langs den nordjyske vestkyst, som også gennem tiderne er blevet offer for (og vel stadig er) sandflugt og de ødelæggelse det kan afstedkomme.

Det er her jeg til stadighed vil være en smule overvældet af de kræfter naturen besidder, og som for eksempel betyder at Råbjerg Mile den dag i dag nedlægger gårde og vandrer tværs over landområdet syd for Skagen.





Vi er ikke i Skagen, men Nordsjælland, hvor beplantningen bar frugt, og de store skovområder langs kysten med tydelighed viser hvordan.

Vi trak cyklerne, for mens min solide cykel, med noget bredere dæk end de mere almindelige, snildt klarer en gruset skovvej, er Anders' tynde dæk og sarte ventiler en helt anden historie.

De høje graner og fyr mellem brik og eg giver fornemmelsen af en stille ro, der kun blev endnu mere tydelig af, at vi var noget nær de eneste mellem de gamle stammer. En enkelt gang måtte vi søge ly under tætte blade, da en insisterende regnbyge lagde vejen forbi.

De forholdsvis brede grusede veje, mellem træerne har alle numre og brandvejsbetegnelser, og det yderste af skoven mod vejen er holdt nede, og giver et indtryk af at skoven er holdt. Et blik længere ind mellem stammerne giver et andet indtryk.





Asserbo Plantage, Tisvilde Hegn og de andre skovområder i Halsnæs og Gribskov kommuner, får så vidt jeg kan læse mig frem til, lov at stå som urørt skov, de er fulde af specielt spændende og sjældne insekter og så snart man bevæger sig væk fra vejen og ind i skoven åbner sig en helt ny verden.

Jeg skulle bare lige stikke hovedet indenfor, og blev mødt af noget, der fik tankerne mod Bisseline og alfetroldene, der sover på bløde puder af mos.

Inde mellem stammerne, er uret gået i stå, der er helt stille, væltede stammer ligger mellem nyt liv og man træder på tommetykt mos, der ikke giver lyd fra sig, men gør stedet eventyrligt og noget helt for sig selv.





Jeg vidst godt at billeder ikke kan gengive stemningen, men jeg prøvede alligevel.

Mountain Path Socks

Selvom det regner, har det været rart med en åben dør ud mod haven i det lille sommerhus. I dag er det koldt, vi holder døren lukket, har tændt op i brændeovnen og overvejer om der er noget vigtigt at skulle udenfor.





Varmen fra ovnen, stilheden og det lille hus betyder at vi alle tre bliver en smule overvældede af dvaskhed og en middagslur er ikke en umulighed. Det er faktisk helt i orden med mig.

I går var vejret bedre, til trods for byger undervejs i udforskningen af lokalområdet. Da vi stod ved slotsruinen, fandt vi plads til billeder af de sidst strikkede strømper. En sten lå midt i det område, der engang var bordgården, og da den ikke lignede noget, man ikke må betræde, græsset var vådt og jeg gerne ville have ruinen som baggrund, var det her jeg endte med at stå, mens Anders forsøgte at lade være med at sætte knæet i græsset under fotografseancen.













Design: Mountain Path af Sara R. En Mystery Knit Along, der dækkede over det meste af juni 2020.


Garn: Mayflower Sock Hand Dyed . Farven hedder Kornblomst.

Jeg brugte 63 gram til hele parret.


Pinde: 2½ mm Addi CraSyTrio Metal.


Størrelse: Jeg strikkede den store størrelse, og modificerede til færre masker om foden.





Bemærkninger: Jeg strikkede stort set efter opskriften. Det er oftest mest tilrådeligt i mysteriestrik. De to vrangriller efter den øverste rib, var jeg en smule i tvivl om, men endte med at strikke dem.

De de blev gentaget lige inden tåen, sprang jeg over. Jeg havde ikke lyst til at have vrangriller der fylder, når jeg har dem på i sko eller støvler. Jeg er ikke overbevist om at jeg ville mærke noget til dem, men fordi jeg kunne.. eller noget.

Garnet er en historie for sig. Jeg har haft det liggende længe, og jeg vidste godt det ville give et noget rodet mønster, og sikkert ikke egne sig specielt til mønstrede strømper.

Det ville højst sandsynligt have været meget bedre til et par helt plain vanilla socks. Men dem gider jeg ikke strikke. Jeg var usikker på designeren, jeg kendte hende ikke, og valgte derfor at få brugt garnet, ideelt eller ej.





Det er lidt synd, for de fine snoninger og hulmønstre træder slet ikke så godt frem, som de burde i alle farverne. Til gengæld er jeg lidt glad for, at det blå blev på den ene side af benet og det gule på den anden side. Endda symmetrisk på de to strømper. På den måde kan jeg vende det blå udad, og gemme det gule lidt. Eller omvendt, hvis jeg skulle få lyst til gult.

Samtidig, fik lige præcis der her nøgle garn - sammen med alt det andet håndfarvede, jeg har strikket strømper af på det seneste - for alvor mine øjne op for hvordan farver skal være fordelt, for at jeg bryder mig om det. Tror jeg. Og det er jo ikke så ringe endda.



Har du lyst til at se flere billeder af strømperne, kan de ses lige her på Ravelry.

Asserbo Slotsruin

Vi er landet i Asserbo i et lille bitte lejet sommerhus, som er vores i det meste af en uge. Et rigtigt sommerhus af træ, uden anden varme end brændeovnen og en assorteret samling af køkkentøj og møbler.





De første dage har vi stort set ikke lavet andet end nyde stilheden midt mellem træer og masser af regn.

Men vi kan ikke tage til Asserbo, uden også at kigge på slotsruinen, også selvom vi har set den før.

Det er elleve år siden, dengang Emilie fyldte elleve. På mandag runder hun toogtyve. Målbevidst satte vi af mod ruinen i dag, vel vidende at samme Emilie nok ikke ville føle helt så meget for de blotlagte rester som os andre.





De første dage har nemlig også været alene tosomhed. Tilbageturen fra udflugten blev næsten på minuttet passet sammen med indlagt indkøb og tilbagevenden til sommerhuset, samtidig med at Tøsebarnet nåede frem.







Ved ruinen er der arbejde undervejs. Vi kunne ikke finde noget om arbejdets art. Vi tænker der er tale om bevaring af de sidste rester, for meget er der ikke tilbage af det gamle slot, der både har været udsat for sandflugt, de omkringsboendes mangel på byggematerialer og måske brand. Noget jeg tidligere har skrevet om her.

Jeg rettede kameraet mod områder uden afdækning og orange bånd, mens vi nød stilheden og det smukke område som slotsruinen bebor.







Vi søgte dække under et par store træer, da regnen besluttede at vende tilbage, inden vi besluttede os for en tur gennem skoven mod eventyr og indkøbsmuligheder.

Bomuld og hør

Ønsket om viskestykker rykker nærmere.

Jette foreslog kits fra Spindelvæven. Kits er smarte, når der skal læres nyt, så der gik ikke længe inden sådan et var på vej.





Med et kit følger også en vejledning. Man kan købe strikkekits, og der medfølger en opskrift. Der står selvfølgelig ikke i en strikkeopskrift hvordan man slår op eller andre tekniske detaljer, som brugeren forventes at kunne.

Det samme gælder for vævekits. Jeg skulle lige læse igennem et par gange, inden jeg forstod, og en enkelt søgning på google måtte til, for at være helt sikker. Jeg indrømmer blankt, jeg havde forventet at blive holdt lidt mere i hånden.

Måske er der mange flere der væver, end jeg ved af. Måske er det helt almindeligt at forvente at man kan, når man køber et kit. Måske er jeg helt ved siden af. Jeg må bare sige, at jeg sidder stadig med en forventning om, at når jeg køber et kit til et håndværk som ikke er allemandseje, så er det fordi jeg gerne vil lære, jeg ikke ved bedre og forventer at blive klogere.

Men sådan er det ikke.





Anyways, jeg er godt i gang med at væve de der viskestykker, som også krævede en ekstra kam i den rette finhed. Den fik jeg af Anders i fødselsdagsgave. Så er alt godt.

Snart er jeg ved næste del - syningen. Her dukker spørgsmål op, som jeg ikke får svar på i vejledningen. Jeg væver et langt stykke, som skal klippes midt over, foldes og syes i enderne. Det der med at klippe. I bomuld og hør. Er jeg lidt bange for.

Er der ikke fare for, at det hele går fra hinanden, når jeg klipper? Har nogen erfaringer? Jeg tænker to ting: 1: At vaske før klip (selvom der står det modsatte i vejledningen). 2: at sy et par stikninger på maskinen, til at holde på stoffet, inden jeg klipper.

Jeg skal ikke gøre noget midtvejs, jeg skal bare væve videre. Jeg tænker det kunne have været godt med en eller anden form for markering af, at her skal klippes. Om ikke andet, så for mere overskuelighed.





Jeg gør som der står, for i vejledningen står også, at det er vigtigt at gøre nøjagtigt som der står, ellers er det ikke sikkert der er garn nok.

Jeg har gjort nøjagtigt som der står, alligevel mangler jeg garn af mønsterfarven til den sidste stribe. Adspurgt er det nok mig, der har lavet en fejl - for eksempel at væve striberne for tætte...

Jeg er desværre ikke rigtig imponeret.





Men jeg ved en hel masse til næste gang. For det er ikke de sidste viskestykker jeg skal væve. Og de her skal nok blive gode.

Jeg har blandt andetlært hvordan man måler et vævet stykke, når det vævede bliver rullet op undervejs. Væv 75 centimeter stod der. Øh ja?, tænkte jeg og googlede.

Jeg endte med at sætte en markering, hver gang jeg har vævet 10 centimeter, med en sikkerhedsnål. Og for at holde styr på hvor langt jeg er nået, tæller jeg nålene op først. Når der ikke er flere, har jeg vævet langt nok.





I øvrigt har jeg sat et par vinkelskruer i væggen, så væven kan hænges op, når den ikke er i brug. Det duer både med og uden igangværende projekt. Det er smart.

Masker på en fredag - Uge 27

Ferien triller stille derudaf. Jeg har ingen følelse af at have udrettet noget. Det er faktisk helt i orden. Jeg tror jeg har brug for det.

Internettet driller stadig, jeg tog billeder i går, men endte med at opgive, da forbindelsen var så langsom at jeg både kunne nå at gå en tur og gå i bad, inden der var hul igennem.

Feriens første uge har bragt masser af strikketid, en smule arbejde og besøg på skolen, farvel til skattede medarbejdere og materialeindkøb til bænken på altanen, som ikke længere duer. Det gør den snart, vi er i gang. Hvis regnen ikke fortsætter er den klar i morgen. Ellers venter vi bare til en anden dag.

Det er ikke så vigtigt.

Vi når det nok.

Årets ferie handler mest af alt om restitution efter et par hektiske måneder, og en stadig uvished om hvad vi egentlig vender tilbage til.















Læse:

Jeg er startet på den syvende bog om Benito og Anne Larsen. Jeg har lånt de næste to i serien på biblioteket, men jeg er lidt i tvivl om det er ved at være tid til en pause. Jeg har en følelse af at køre en smule død i historien.

Benito er på ferie i Italien, jobbet hænger i en tynd tråd (med tanke på alle de efterfølgende - jeg har set en nummer 15 - bøger i serien, ender det nok godt), og til trods for ferie bliver han alligevel rodet ind i både det ene og det andet.

Datteren i det italienske kæmper med sit og har brug for diskret hjælp, mens en dansk turist savner sin datter, som måske er langt værre stedt end først antaget. Mafiaen slår til, og måske er det i virkeligheden her jeg kæmper mest med at gide læse. Overlagte mord begået langt væk hjemmefra, giver mig lyst til at lukke bogen og ønske mig tilbage til Aarhus og Anne Larsen, der står med helt andre problemstillinger.

Hvem smugler farlige krybdyr, hvem lader sorte enker løs i naturen og hvordan står det egentlig til med hendes jobsituation.

Der er to store historier i historien. Den ene gider jeg godt læse, den anden skal jeg bare igennem, for at komme tilbage til den første.

Jeg læser videre, og håber historiedel nummer to udvikler sig bare lidt mere spændende.


Strikke:

Emilie har bestilt strømper. Hun har selv købt garn, og en pin med en hyggelig lille kat med et garnnøgle som løn. Det er nu blevet betalingen for strømpestrik. Jeg forventer en projekttaske fuld af Emilie-købte pins inden længe. Eller noget.

Hun vil have fine strømper, gerne med hulmønstre, og har ladet sig overtale til et af de hemmelige mønstre. Very Busy Monkey laver de fineste strømpeopskrifter. Da Emilie kom med garn og designeren cirka samtidig fortalte om hemmelige strømper med lace som tema, i løbet af juli måned, slog jeg to fluer med et smæk, og fik ret hurtigt overtalt Emilie til at være med.

Første clue udkom i onsdags, jeg har strikket alt hvad strikkes kunne, og venter spændt på næste uge. Emilie er foreløbig tilfreds og venter vist næsten lige så spændt.

Skulle du have lyst til at være med er opskriften ganske gratis, og kan findes på Ravelry.

Jute

Når Oscar træder ind ad døren, går han straks mod toilettet og håndvask. Den side af sagen er både klar og indøvet. Den der, siger han og peger på sæben.





Det vi andre har forstået er, at Den der, altid handler om noget han synes er godt. Det kan være far, det kan være skuffen med figenstænger, eller noget andet han lige nu synes er en god ide.

Når afsæbningen er overstået, er det lige så sikkert at han går mod stuen og stopper lige inden for døren, hvor tasken med jute til løbbinding står. Alle juteboldene skal op, nogen gange skal der også leges med dem. Med det er sådan set ikke altid så vigtigt. Op og rundt i stuen, er derimod meget vigtigt.

Så kan vi andre altid rydde op, når han er gået hjem.





Al den leg med jute gav mig lyst til at tage løbbindingen op igen. Jute er fyldt med korte fibre, der nærmest lægger sig som et tykt lag støv i den valgte farve overalt inden for rækkevidde, når der arbejdes med det.

Heldigvis holder fibrene nogenlunde på hinanden, når der blot spilles bold.

Men fakta er, at jute er bedst at arbejde med udenfor. Allerhelst om sommeren. Mest fordi jeg synes det er rarere at sidde udendørs i sommervarmen, end om vinteren. Det er muligvis medvirkende til at jeg glemmer det der løbbinding lidt.

Men nu er det sommer, jeg fik aldrig lavet en lækker kurv til mig selv, og lige om lidt venter et sommerhus.

En løbbundet kurv, er ikke et dårligt projekt at tage med.





Tænkte jeg. Fandt papirsnor til indmad og det sidste af den grågrønne jute og startede på bunden. Jeg forestiller mig ikke at jeg bliver færdig. Men jeg kan nå et stykke med snor og den lille bold af rustik garn.

Jeg har alligevel ikke plads til en færdig kurv i bagagen, når vi pakker cyklerne og tager nordpå.

Den kan altid blive færdig, når vi kommer hjem igen. Til den tid skulle vi gerne have en bænk på altanen, der er til at sidde på. Den (bænken) skulle egentlig have været fikset i dag, men regn og blæst ødelagde den plan.

Vi når det nok. En anden dag.