onsdag den 16. januar 2019

Yarn Along - Uge 3


I mit lokale LOOP er der somme tider - cirka en gang om ugen - fællestræning. Eller LOOP Max, som det så fint hedder. Inden sommerferien var vi mange, der deltog, så stoppede Michelle, som havde kørt det, og siden skete der ikke så meget.

Nu forsøger de igen. Der er fundet en ny cheftræner. Lukas. Det har kørt et stykke tid, det er en ny måde at træne på, men det er stadig lige sjovt. Det der med at være sammen, og bruge maskinerne på en anderledes måde.

Jeg har ikke været med så mange gange, siden det startede igen. Livet har stået i vejen, mest arbejdslivet, men i aften var jeg på. Desværre var vi kun to tilmeldte, men jeg fik lokket en med og træner-Lukas fik lokket to. Alle tre var imponerede, og synes det var sjovt. De vil gerne være med en anden gang.

Så nu håber jeg vi bliver lidt flere end de to-tre-fire stykker der har turde i denne omgang.

I dag sluttede vi med to og to at ro totusinde meter. Er I klar over hvor hårdt det er at ro totusinde meter? TO-TUSINDE meter. Vi roede til vi ikke kunne mere, skiftede og roede derudaf mens vi heppede på hinanden.

Bagefter kunne jeg mærke det i både arme og ben.

Jeg tror bestemt også jeg kan mærke det i morgen.











Læse:

Wallander graver i sagen om den forsvundne ubådskaptajn. Samtidig arbejder han på de sager, der ligger på hans bord, tager livtag med sit aldrende jeg og er måske tættere på sandheden end han tror.

For hvorfor har nogen været i hans hjem?


Strikke:

Jeg manglede det der lille projekt, der let kan stoppes i tasken og ikke fylder noget. Så trods planer om at færdiggøre inden nyt, har jeg slået op til en lille drengetrøje.

Imens vokser de større projekter stille og roligt, jeg synes pludselig at de alle er nået til det der punkt, hvor der lige om lidt sker noget, der kræver lidt mere koncentration end der kan mønstres hvor som helst - allermindst til et møde.

Ergo har jeg sofaen fuld af voksende projekter, der skal hjælpes videre, inden de igen er til at tage med ud i byen.


Den lille trøje fandt jeg hos Strikketanten, den hedder Haneskjellgenser og jeg strikker med No. 3 Organic Wool + Nettles fra Onion. Garnet er tyndere end beregnet. Jeg har satset, uden strikkeprøve, måler lidt undervejs og lægger ud med en størrelse to år og håber på noget der kunne ligne seks til ni måneder.




søndag den 13. januar 2019

Den der udfordring...


Kan I huske det? Sidste år udfordrede jeg mig selv til at sy seks kjoler på et år. Seks kjoler skulle være til at overskue... Mente jeg.

Og syede en. EN!

Det er ikke imponerende. Det må kunne gøres bedre. Så udfordringen fortsætter i år. Samme mål, samme tid - seks kjoler på et år.

Jeg har klippet den første. Som jeg skal bruge, når der er tresårsfødselsdag til februar. Det skal jeg nok nå.





Men inden jeg nåede at lægge stoffet i maskinen, kom noget andet i vejen. Og selvom det andet ikke tæller - fordi det ikke er en kjole - så tror jeg på, at jo mere tid jeg bruger sammen med symaskinen, jo større chance er der for, at jeg finder min indre lyst til at sy frem i lyset igen.

Det andet var en sengerand. Daniel og Amalie fik en gammel lyserød en af slagsen allerede inden Oscar blev født. Lyserød stod ikke øverst på Amalies ønskeliste, så jeg lovede (og håbede det ville være med til at finde den der lyst) at ombetrække den til noget med blå.

Og så skete der ikke mere. Der var tid nok, bildte jeg mig selv ind, mens babyen voksede i maven, babyen blev født og babyen sov trygt i liften i sengen og derfor ikke havde brug for en ombetrukket sengerand endnu....





Men nu er han altså blevet for stor til liften. De sidste fjorten dage har han sovet i sengen uden lift, og efterhånden er han mobil nok til at komme i karambolage med tremmerne. Noget måtte ske...

Fredagens tur til byen indeholdt derfor også en tur i Stof & Stil, hvor jeg længe ledte efter blåt bomuldsstof. Til sidst gav jeg op, blåt bomuldsstof i mønstre der fandt nåde for mit blik, var ikke til at finde, og så fandt jeg noget andet. Jeg nåede at vaske det inden vi tog ud og hørte musik i fredags, og siden har jeg arbejdet på den både lørdag og søndag. Og indrømmet - det tog to dage, fordi det krævede en del overspringshandlinger at komme i mål...

Som prikken over i'et fandt jeg en af de allersidste mærkater, jeg brugte mange af, dengang jeg syede på daglig basis. Måske skal jeg have nogle nye...

Jeg kørte forbi med den i eftermiddags, Amalie blev glad og synes også blå var overvurderet.







Nu er det så jeg burde sy på den der årets første kjole.... Men! For der er er et men. Amalie fik sagt noget om at Oscar vokser ud af alle sine bukser, så med i kurven hos Stof & Stil røg også et par halve meter stof til babybukser.

Babybukser er nemme at sy. Det gør jeg lige først...

I øvrigt syede jeg ikke kun den ene kjole sidste år. Jeg har kigget lidt på det, og selvom det ikke tæller i udfordringen syede jeg faktisk lidt mere. Ikke meget i forhold til tidligere tider foran symaskinen, men lidt har også ret:


  • En nederdel med fine striber.

  • To projekttasker med monterede broderier.

  • Frakken blev endelig færdig.

  • Nicklas fik et tæppe til sin attenårs fødselsdag.

  • Og endelig klippede jeg sidste års kjole nummer to - som jeg faktisk har syet lidt på også. Men det er en sommerkjole, så den får lov at vente lidt endnu.


Men nu er det tid til babybukser.





lørdag den 12. januar 2019

Min landsby på Lolland


For et par år siden satte Alfred Gynter Christensen fra LollandBibliotekerne sig i spidsen for et storstilet projekt. Han samlede barndomserindringer fra hele Lolland, fra alle generationer og satte dem sammen til en bog.

Min far bidrog dengang med sine barndomserindringer og bogen står i min reol.







Sidste år startede samme Alfred endnu et projekt. Denne gang ville han høre om landsbyerne på Lolland, og endnu en gang satte min far sig bag tasterne. Denne anden erindringsbog er knap så personlig som den første, fordi den i højere grad vidner om landsbyliv end barndomsliv. Alligevel er den også et vidnesbyrd om landboliv både i børnehøjde, men også med et voksenperspektiv.

Da min far i juli døde, havde han færdigskrevet manuskriptet og sendt det til Alfred, der havde sendt et udkast til en redigering tilbage. Han fortalte os om udkastet, men fik aldrig selv arbejdet videre med det. Det gjorde vi. Vi var overbeviste om at han gerne ville have det udgivet, og opsøgte derfor Alfred, der heldigvis havde tid til os midt i frokostpausen, samme dag som min far trak sit sidste åndedræt og vi alligevel var i nabolaget.

I samarbejde med Alfred blev min fars ord til et kapitel i bogen om Lollands landsbyer, vi ledte de gamle fotoalbum igennem og fandt billeder fra min fars tidligste forsøg med kamara, mens Alfred fandt billeder i det lokalhistoriske arkiv, som dokumenterede de dele af landsbyen min far beskriver.

Det er måske ikke de billeder min far ville have valgt, men de passer fint i historien.





Bogen udkom i november, denne gang var det mig, der sørgede for at både min søster og jeg i dag har den stående, og mens jeg har læst min fars bidrag flere gange, har jeg ikke helt så travlt med de andres. De kan ellers formentlig være spændende at læse.



Min far skriver blandt andet:

Vi var mange børn dengang, og der blev arrangeret forholdsvis mange ting for os. Til fastelavn "Katten af tønden", hvor vi efter tur slog på en udrangeret smørdrittel fra Mejeriet. Indeni var der en kat, dog ikke levende, men kun af pap. Når vi langt om længe havde slået tønden i stykker, og katten var faldet ud, fik vi hver en pose slik. Det med slikket gentog sig ved juletræsfesterne, hvor vi først måtte gå rundt om juletræet. Ved alle lejligheder legede vi "Bro bro brille", og hvad de forskellige lege nu hed. For de voksne var der madposebal, hvor hver enkelt familie selv medbragte madvarer. Efterfølgende var der dans til musik af de lokale spillemænd, som ikke alle spillede lige godt. Selvom der på det tidspunkt har været stor forskel på rig og fattig, var det ikke noget vi børn oplevede i hverdagen. Vi legede sammen uanset hvilket samfundslag vi kom fra.



Min far, farbror, faster, farfar og farmor.





På date


Anders inviterede på date i aftes. Det er ikke så tit vi går ud - sidste gang var vistnok i sommers - og hver eneste gang bliver vi enige om, at det bør vi gøre noget oftere.

Sådan kan det gå, og det er sådan set ikke fordi vi mangler det i hverdagen.

Men i går var vi på date.





Vi tog til Christianshavn og Beboerhuset hvor Dire Straits Project spillede. En af Anders' kolleger er en del af bandet og han har længe gerne ville høre dem. I går spillede de så.

Det var nærmest som at falde ind i en tidslomme, hvor vi som udefrakommende kunne se på. Langt de fleste deltagere lignede forældrene fra lilleskolen, blot ældre men stadig 68'ere med hang til obskure rusmidler.

Der blev danset undervejs. De danser sjovt på Christianshavn, de er da ligeglade med hvad andre tænker, følger bare med og hygger sig. Om ledene er stive og benene knap så sikre - danse, det gør de. Jeg blev opslugt af at kigge på de dansende damer - for det var stort set kun damer der dansede - og selvom nogen ind imellem så ud som om de var ved at falde, blev alle på benene, glæden lyste ud af øjnene og jeg besluttede på stedet, at når jeg bliver gammel og stivbenet, vil jeg også danse og se tosset ud.





Vi gemte os i et hjørne, helt oppe mod væggen, flettede fingre, drak øl og vand fra fordums tid og lyttede til musikken. De var gode, musikken var i top, leadguitaristen imponerende og selvom jeg ikke kunne høre vokalen, var jeg ikke i tvivl om at jeg kendte alle numrene.

Vi blev var enige om, at det gider vi godt igen.

Vi sluttede med en god snak med Anders' kollega og begav os ved midnatstide ud i natten. Vi var sultne og havde som resten af nattelivet mest lyst til friture og fedt. Vi fandt hvad vi søgte, men ikke nødvendigvis hvad der var godt. Friture og fedt har en tendens til at være mere tillokkende før end efter.





fredag den 11. januar 2019

Yarn Along - Uge 2


De sidste dage har været fyldte på den gode måde.

Tirsdag var Odense, arbejdsmiljø og et kort besøg i Tante Grøn.- Jeg fik det jeg ville - og mere til. Trods et pakket program var dagen godt skruet sammen, med lige tilpas mængder af inspiratoriske indlæg fra andre - flest arbejdsmiljørepræsentanter, der fortalte deres historier - og tid til at arbejde og snakke fælles ved bordene. Efter et sindrigt system, var vi blandt godt og grundigt. Det gav en god grobund for snakkene og historierne ved bordene.

Vi blev præsenteret for handlekort, der gav muligheder for at arbejde videre derhjemme. Kortene er ikke begrænsede, der var også nogle blanke, så vi selv kunne fylde på, hvis ikke vi fandt det rigtige. Det blev en lang dag, men jeg var langtfra træt, da jeg gik derfra, og endda fik et knus fra en fremmed mand, der tog mig for en anden, da jeg stod med ryggen til og rodede i min taske.

Han blev noget forlegen, men fik et knus alligevel. Og kom tilbage og fortalte, at nu havde han fundet den rigtige dame. Hun havde også fået et knus.

Onsdag var jeg tilbage på arbejde, lidt mærkeligt med sådan en indskudt arbejdsdag, for allerede i går var jeg hjemme igen. Eller ikke rigtig hjemme, jeg var hos Sille hele dagen. Hun har fået arbejde fra den første. Rose er kørt ind i vuggestuen, lejligheden er ved at være klar, og det helt rigtige job faldt nærmest som appelsinen ned i hendes turban.

Sille gad godt rejse inden jobstart, jeg har lidt for meget ferie tilbage, og var klar. Vi kiggede kalender, og nu virkede som et godt tidspunkt, så jeg tog ferie. Hvor vil du hen? spurgte jeg, og Sille drømte om Barcelona. Senere fik hun kolde fødder og mente måske at Barcelona var langt at rejse med et lille barn - Berlin så, sagde hun, og jeg var klar til Berlin.

Vi fik aldrig bestilt billetter, og sidste weekend snakkede vi igen. Jeg tænkte, sagde Sille, måske vi bare kan tage en endagstur til Malmø? Jeg tænkte at Sille bestemte, og at Malmø kunne være hyggelig. Jahh, sagde Sille, men allerhelst vil jeg bare gerne have hjælp til at sætte paneler op.

Altså savede vi paneler i går, og skruede børnesikringer i alle vinduerne, samlede og monterede en udtræksskraldespand i køkkenet og samlede Roses nye seng, inden vi hentede hende i vuggestuen. Man kan nå meget på sådan en børnefri torsdag. Og i dag var jeg forbi igen med den geringssav, jeg pludselig kom i tanke om vi har stående i kælderen.

Heldigvis havde Sille ikke paneler nok til hele lejligheden, og der mangler også et par karme. Jeg er sikker på, det bliver både lettere og pænere at save med en sav, der er beregnet til det, i stedet for den plastikskærekasse vi stod med i går.

Vi fulgtes videre til Jysk, hvor vi begge havde planer, inden Sille gik hjemad mod flere projekter, som kan klares alene og jeg fortsatte en længere tur rundt til steder i København, jeg har samlet sammen til på en fridag.

I morgen har jeg også planer - men de skal udføres herhjemme.













Læse:

Den urolige mand skrider frem, og som dagene går, bliver jeg mere og mere sikker på at jeg har læst den før. Det gør ikke noget, den tåler en genlæsning, og jeg kan alligevel ikke huske præcis hvordan den ender.

Sådan har jeg det tit med krimier. Jeg kan huske om jeg synes de var gode eller ikke, men jeg kan sjældent huske plottet, handlingen eller hvad der egentlig skete. I længere serier plejer den underliggende historie at dukke op et sted fra hukommelsen, når jeg læser videre.

Meget godt, når jeg nu læser igen.


Strikke:

Dagene med togture, lytning og møder har givet tid til strik på sweateren til Anders. Den er nået dertil, hvor jeg gerne vil have ham til at prøve den, så jeg ved hvor meget længere jeg skal strikke inden ribben.

Jeg er ret sikker på, vi taler et sted mellem to og fem centimeter.

Foreløbig har han ikke haft tid til at prøve, men så strikker jeg på noget andet, og satser på at finde tid i weekenden.





mandag den 7. januar 2019

Mod Odense


Fagbevægelsens Hovedorganisation har valgt at sætte fokus på arbejdsmiljøet i 2019. Som startskud holdes en konference for et par tusind arbejdsmiljørepræsentanter på tværs af fag og brancher i morgen i Odense Congress Center.





Min lokale afdeling af BUPL valgte at sende seksten repræsentanter af sted, jeg var hurtig og fik en af pladserne. Derfor skal jeg tidligt op i morgen og med toget mod Fyn.

Jeg tror det bliver en lang dag, men også en spændende dag. Programmet lægger i hvert fald op tl det helt store. Helt bevidst har jeg valgt at rejse alene, der var ellers mulighed for at lave noget samkøring. Jeg ved, jeg vil have glæde af at kunne trække mig og være alene på turen frem og tilbage.

Hjemturen har jeg med vilje skudt lidt. Jeg kunne nemlig regne ud, at jeg kan nå forbi Tante Grøn inden de lukker. Jeg tænker også at det være godt at få noget at spise, inden jeg hopper på toget, i stedet for at være sulten hele vejen hjem.

Ideer til gode spisesteder, der ikke er for længe om betjeningen og findes i nærheden af turen mellem Tante Grøn i Vestergade og Stationen, modtages gerne. Ellers finder jeg nok noget.

Jeg er ved at pakke tasken, og tænker det er vigtigt med strik, der både kan motioneres i toget og under oplæggene, men også kan lægges til side, når vi skal udvikle i fællesskab.

Sagde jeg, jeg tror det bliver spændende?





søndag den 6. januar 2019

Ugen der gik






  • Et nyt år begyndte.

  • Jeg har åbnet Klubben i ferietid.

  • Jeg har lavet bogmærker med en flok tøser.

  • Jeg har været til triomøde og et udbytterigt teammøde.

  • Jeg har besøgt Oscar en gang.

  • Og trænet to gange.

  • Der har lydt fnis og tøselatter fra Emilies værelse, hvor Josefine var på besøg. Hun tog hjem i går, efter at have udskudt hjemrejsen nogle dage. Usikkerhed om togforbindelser og -tider betød at vi fik glæde af hende noget længere.

  • Lørdag bød på skønne timer sammen med Sille og Rose.

  • Jeg har syet tyve hexagoner på det igangværende evighedsprojekt, og talt tyve op til næste uge. Jeg har et håb om a blive ved, til det bliver færdigt. Og krydser fingre for vedholdenhed.

  • Jeg har klippet stof til den kjole, jeg drømte om at sy sidste år.

  • Jeg har fået en rok. Faktisk er der to. Den ene duer helt sikkert ikke, den anden kan måske. Lige nu pynter de kun. 





Perler


Årets første uge synger på sidste vers. En uge der bød på tre arbejdsdage - to af dem kategoriseret hverdage.

Julegaveproduktionen sluttede inden ferien, Hobbylokalet blev ryddet og stolene sat op, så rengøringen endelig kunne komme til på gulvene. Hvert eneste år snakker vi med dem om at glemme alt om gulvvask. Det er ganske enkelt for uoverskueligt at rydde hver dag, og sådan et julegaveværksted må gerne være rodet på den kreative facon.





Og hvert eneste år rydder vi lidt undervejs og rengøringen svinger kosten hvor de kan komme til, tømmer affaldsspandene og glæder sig til januar og mere plads til vogne og mopper.

Med afkrydsningen af alle de veltilrettelagte decemberplaner, gik jeg på ferie uden at overveje et eneste lille projekt, når januar gryede. Derfor stod jeg torsdag eftermiddag, da de første små gæstepiger fra anden klasse spurgte efter Hobby, og anede ikke hvad jeg skulle sætte dem til.

Noget vi ikke havde fremme i december, tænkte jeg, mens jeg hev stolene ned fra bordene og dermed fik lidt længere tid til at tænke. Perler! slog det mig. Armbånd? spurgte jeg. Pigerne gad godt armbånd, men så kom jeg i tanke om bogmærker. Da det var sagt højt, gad de ikke armbånd, og dermed blev bogmærker med fine perler ugens højdepunkt.

Jeg hev alle kasserne med perler og tigeltangel ud på bordet, og måske blev det en smule overvældende, for den ene lille pige måtte flere gange spørge: Hvor er perlerne?







Konceptet er enkelt. En bomuldssnørre med pynt i begge ender. Lige til at lægge ind i en bog, der hvor læsningen stopper og siden kan tages op. Hvor lang snoren skal være, afhænger af bogens størrelse og mængden af perler i enderne.

For en fornuftig opbygning bad jeg pigerne finde to fine bunker med perler og pynt. I hver ende skal først noget der kan hænge, noget snoren kan stoppes gennem og bindes fast om. Derefter er det vigtigt med en forholdsvis stor perle, der kan skjule både snor og ende. Til sidst tilsættes lidt flere perler som pynt og afslutning. Husk at hullerne skal være store nok til at snoren kan komme gennem.

Selvom jeg kun valgte kasserne med perler med større huller, indeholdt nogen af dem også små huller. Det er ikke sjovt at vælge om, når man har udset sig fine perler, der ikke kan komme på snoren.

Jeg binder en knude lige over den sidste perle, så er de fikseret i den ene ende.





Til den anden ende er det vigtigt at sætte perlerne på i omvendt rækkefølge og lade dem løbe frit på snoren. Når pyntet er bundet fast, føres perlerne ned i den rigtige ende af snoren - den store perle skal også her dække over enden af snoren efter knuden til pyntbinding, og til allersidst bindes endnu en knude over perlerne, så den midterste del af snoren er fri til at lægge ind i en bog, og perler og pynt fikseret i hver deres ende.

Bogmærkerne blev så stort et hit (også blandt vores egne børn), at jeg lod perlerne stå fremme og tænker at fortsætte i morgen, når børnene fra anden klasse igen får lov at komme på besøg.

Det tager tid at kigge alle kasserne igennem og finde sin helt egen kombination af perler og pynt. Faktisk en rigtig god og enkel januarfordybelse efter decembers (for nogens vedkommende) hurtige og mere overfladiske produktioner.





lørdag den 5. januar 2019

2018


2018 var et indholdsrigt år. Det føles som ræsede året af sted, og samtidig var der både plads til at stoppe op og være i nuet.

På arbejdsfronten var året udfordrende på flere planer. Vi sagde farvel til en fantastisk leder og goddag til en ny, der stadig skal finde sig til rette og måske til tider lider under de store sko, der skal fyldes. Jeg var til dialogmøder, skolebestyrelsesmøder, startede et triosamarbejde, der stadig er noget vi famler omkring. Jeg var på Vestforbrænding, på konferencer, på kurser og lærte i den grad nyt i forhold til arbejdsmiljø.

Jeg voksede med opgaverne og må glad erkende at jeg altid kan blive bedre. Det vidste jeg godt, men det er rart at opleve.

Jeg opfriskede førstehjælp, lavede mad over bål og snakkede skolehave, lærte om Microbits, LegoWeDo og skiftede en fjerdeklasse ud med en anden. Jeg er indgået i nye teams, har været på Vestvolden, skåret rensdyr og nusset kyllinger, da klasserne havde projekt og rugede deres egne æg.

I klubben holdt vi aftenarrangementer, lavede spændende projekter, inviterede alle de kommende nye børn og forældre, tog i Tivoli, overnattede i det fri, var på Herstedhøje, i Lejre, på kanalrundfart og holdt Halloween.

Jeg har været i Stockholm, Berlin, Helsingborg, Hårlev, Roskilde, Aarhus, ved Vesterhavet og utallige gange på Lolland. Jeg har strikket sammen med smukke kvinder, været på AoH-messe, til Fiberfolk og på Øens Garnmarked. Jeg har været til sølvbryllup, til konfirmation, til barnedåb, til navngivning og begravelse. Jeg har set kunst, fejret 1, 18, 45 og 70 års fødselsdage, min barndoms skole rundede 50 og jeg mødte Emilies kæreste.

Jeg har haft skønne timer i samværet med familie, venner og ikke mindst Rose. Det var året hvor træning for alvor blev en del af hverdagen, jeg turde overgive mig til et sundhedstjek (det var slet ikke slemt) og jeg sammen med mine kolleger tilbagelagde en maraton til Bike&Run.


Men mest af alt var 2018 året hvor vi sagde farvel til min far og velkommen til Oscar.




Januar var varmere end forventet, den årlige julefrokost, fejring af Lærkes foreløbige færdiggjorte uddannelse, strik med skønne damer og en rundvisning på Vestforbrænding.
Til middag i Aarhus, varme, portrætterne kom op, søuhyre, skolebestyrelsesmødeVestforbrænding, bøger og strik, Emilies første møde med Rose, frost, begyndelsen til nyt penalhus.




Februar var vinterferie, en færdig frakke og begyndende lyst til syning, messe i Rødovrehallen, Daniels fødselsdag og farvel til Prins Henrik.
Bøger og strik, projektposer, Alt om Håndarbejde i Rødovrehallen, kø mod kisten, vinterknopper, Aubade, snebær, strikkeudfordring, frakke.




Marts var blogtræf, aftenmøder, førstehjælp, sundhedstjek, påskefrokost, ny cykel, dukkfremstilling, sneglebesøg og afsked med en SFOleder.
Rose, forår, kursusRødovregård, sjov med toiletpapirrør og engangskopper, Bob og Olga, bøger og strik, blogtræf, Emilie hækler, ny cykel.




April var haveforberedelse, årets eneste kjole, tandlægebesøg, tur med de store, udeliv, Arken og konfirmation.
kjolen, tomater og chili, Rose, My #1, mønstertilretning, Savannas konfirmation, klovne Arken, krokus, snobrød.




Maj var Fælledparken, Lilleskolens fødselsdag, skibe i stormvejr, Tivoli, brunch, 18 års fødselsdag, tøsehygge, Fiberfolk, grillaften og ansættelse af en IT-gut (som blev en dame).
Tivoli, familiehygge, akelejer, cykeltræning, Fiberfolk, Rose, strik og bøger, venten, tæppe til Nicklas.




Juni var utallige ture mod Lolland, mod Nykøbing, Nakskov og Bandholm. Juni var indlæggelse af min far og flytning til Svanevig Hospice. Juni var også glæde, varme, hygge og Bike & Run.
Grøn Flodhest, Bike & Run, Mystisk sjal, Creative Space, bøger og strik, Nakskov station, Min far, sommer, aftenåbent og rundbold.




Juli var ferie, Stockholm, Søndermarken, jazzfestival, sommerfrokost og afsked med min far.
Anders og kanonerne, strandet tog, jazz, sommer, Stockholm, strik og bøger, Rose, leg med zoom, fødselsdag i Søndermarken.




August var barnedåb, sølvbryllup, sommerferieture, kurser, Roses et års fødselsdag, bloggens ti års jubilæum og farmortitlen.
Velkommen til Verden, keramik, Pride, stranden, bøger og strik, 10 år, dåbskjolen i brug, klappe, klappe kage, bror - søster - far - faster - søn - nevø.




September var fodbold, teknologi og innovation, kyllinger, Helsingborg, skolehaver, garn, min søsters fødselsdag, operation på en baby, navngivning og et sidste farvel til min far.
Rose, begravelse, mad over bål, Øens Garnmarked, Poncho til Victoria, Crenate, kyllinger, strik og bøger i Helsingborg, fest for Oscar.




Oktober holdt gang i varmen, var generalforsamling, 11 og 70 års fødselsdage, efterårsferie, Berlin, Halloween og min første sygemelding i tre år.
Dionysus som kjole, propmand, portræt af min far, tåge, Berlin, strik og bøger, halloween, dampmaskine, Oscar. 




November var den spæde start på julen med julegaveværksted og kollegial julehygge. November var også skolebestyrelseskonference, papengle og det første møde med Emilies udkårne.
Drillenissen havde på forhånd givet alle gaverne til Lotte, lilla dromedar, brandspande, tåge over Damhussøen, papengle, Oscar, Alon Cardigan, strik og bøger, Kobæk Strand.




December var julehygge, julefrokost, advent, julegaver, julekalendervanter, Vesterhavet, yndlingsfamilien, farmordage og et blik mod det nye år.
Vesterhavet, strik og bøger, Rose, Oscar, det mindste juletræ, betonnisser, nytårsknald, julekalendervanter, Emilie.