Sidst i januar byggede jeg et blendingboard. En anordning til at blande uld og gøre klar til spinding. Sådan et blendingboard kan bruges til mange forskellige ting.
Jeg har længe gerne ville have sådan et. Det føles lettere tilgængeligt end et sæt uldkamme, som jeg også gerne vil have, og måske har fundet en udbyder af. På den anden side af Atlanten. Spinderedskaber er ikke billige, og et blendingboard kan man godt lave selv - så det endte jeg med at gøre.
At det blev lavet sidst i januar havde et formål. Det skulle bruges til de tolv opslag, som jeg stadig synes er en god ide, og har det fint med at have startet op, uden nødvendigvis at arbejde videre på.
Jeg havde op til jul byttet julekalender med en flok damer fra Spindeforeningen. Jeg ved ikke hvad jeg havde forestillet mig i forhold til de små pakker, men som jeg åbnede op, kom der alt muligt ud af dem. Uld i alle mulige forskellige stadier fra rå uld til vasket uld, kartet og kæmmet uld. Forskellige uldtyper og også fibre fra andre dyr. Angora, kamel og alpakka, for at nævne nogen.
En del af fibrene var røde, pink og lyserøde. Dem satte Emilie sig på, og de blev første del af spindingen af julekalender-bytte-fibrene. Jeg lavede rolags på brættet. Det er sjovt, og absolut ikke sidste gang.
Hvad skulle jeg så med resten af fibrene. Nu havde jeg prøvet rolags, og synes det skulle forberedes til spinding på en anden måde, men stadig så forskelligheden kunne blive et hele.
Man kan lave batts på et blendingboard. Men fibrene kan hurtigt komme til at ligge i striber - er min oplevelse, jeg har ikke prøvet - og det var jeg ikke rigtig interesseret i. Jeg har set at man kan dizze ulden af, på tværs af brættet, så striberne bliver revet fra hinanden, og man ender med meget mindre striber. Hvis det giver mening.
Det skulle prøves.
Jeg vejede den samlede mængde uld. Der var cirka 200 gram fibre, der kunne bruges på blendingboardet. Ved siden af var cirka 48 gram rolags af forskellig slags. Dem lod jeg være, og stopper dem ind i spindingen ind imellem.
Jeg delte alle fibrene i seks bunker, der nogenlunde indeholdt de samme fibre. Ikke nødvendigvis samme farver. Langt størstedelen af fibrene er naturfarvede i alle de farver naturen kommer i, men nogen har også langt mindre naturlige farver. Jeg havde tidligere fjernet det røde, og de tilbageværende farver fungerer fint sammen.
Bunkerne fordelte jeg på blendingboardet, på samme måde som dengang jeg lavede de pink rolags. Det var først da jeg skulle have det af igen, jeg ændrede fremgangsmåden. Det var her jeg skulle bruge en diz.
En diz er et værktøj, der bruges til at hive fibre af et forberedelsesinstrument, og skabe et langt bånd, næsten som en kæmmet top, klar til spinding. En diz er en lille skive, der helst skal være en smule konkav, og har et hul eller flere i forskellige størrelser, som ulden hives igennem.
Jeg havde ikke en diz, og blev lidt overrasket over hvad sådan nogle koster. Jeg købte en knap, der buer og har huller i en fin størrelse. Hullerne skal være ret små. Den buede del af dizzen skal vende ind mod ulden, der bliver trukket af, den trådes gennem hullet med en hæklenål (eller et specialværktøj) og sidder egentlig bare på ulden, og føre fremad, når der er trukket, nok til at der er plads. Jeg startede med at vende den forkert. Jeg startede også med at holde i den. Sådan er der så meget.
Det var ikke let til at starte med, men jeg synes jeg blev rimelig god til det undervejs. At fibrene er så forskellige gjorde det bestemt ikke lettere. Til gengæld faldt jeg over en podcast, hvor fremgangsmåden blev forklaret, lige da jeg havde brug for det.
Jeg lagde et viskestykke over tænderne på blendingboardet, efterhånden som jeg arbejde mig op over det. Det har jeg ikke set nogen steder, men det virkede som en god ide.
De færdige lange strimler rullede jeg op som bolde. Bolde, der ser noget skrøbelige og rodede ud. Det hele hænger bedre sammen, end det ser ud til, og dermed kunne jeg gå i gang med at spinde.
