onsdag den 16. april 2014

Nu er jeg klar


Jeg købte ind, lagde listen i min taske, fandt cyklen og vinkede farvel til Anders, der i mellemtiden var vendt hjem og næsten faldet i søvn på sofaen.


Klar til fold og flet


Jeg er ikke god til store strategier og planer på længere sigt. Tre dage uden indkøbsmuligheder har altid været gru og pine på forhånd. Jeg er en af dem, der glæder sig over mulighed for indkøb, når alle andre steder er lukkede. Jeg glæder mig ikke på personalets vegne - men mine. Helt sikkert.

Min liste indeholdt langt fra alt det vi får brug for inden det igen bliver hverdag. Jeg glemte morgenmaden og tænkte knap nok frokosten ind. På cykel er det også så som så hvor meget jeg rent faktisk kan håndtere og trappen til tredie er heller ikke megen hjælp, i forhold til fylde kurven til randen.

Vi kommer ikke til at sulte - og jeg ved hvor der er åbent de næste dage. Så langt har jeg planlagt. Jeg planlagde også aftenens måltid. Godt og nærende. Suppe, der fyldte langt mere end nogen af os havde regnet med. Blomkål er genialt som fyld og cremethed. Og så smagte det godt. Jeg er faktisk blevet ret glad for blomkål. Det gør vi igen en dag. Ikke lige med det samme. Lige nu kan ingen af os indeholde mere.

En anden planlægning er den lille taske jeg har lovet at lave. Det kommer bag på mig hver gang hvor lang tid det egentlig tager at klippe og klistre. Men nu ligger de der. Tohundrede stykker papir. Optegnet, klippet, tapet og klar til den foldning og fletning, der inden længe skal få de mange stykker til at danne et samlet hele.

Inden længe. Men ikke i dag. I dag skal jeg tidligt i seng. Jeg skal læse. Jeg skal ligge og jeg skal huske at passe på min nakke.

Og jo - jeg har lavet øvelserne. De hjælper.

Feriedoven


Jeg gider ingenting i dag


ledning1

ledning2


Jeg har klippet bunkevis papir, men jeg gider ikke folde det.

Jeg har kigget på vasketøjet og ladet det ligge i kruven.

Ledningen til glaspendlerne, der skal give lys over spisebordet, ligger ubrugt hen.

Jeg har skrevet en indkøbsliste, men kan ikke tage mig sammen til at komme udenfor døren.

Min nakke gør ondt - jeg burde stille mig op ad væggen og lave øvelser.

Jeg har printet ansøgninger til gennemlæsning, men kan ikke finde motivationen.

Jeg er sulten, men når jeg åbner køleskabet gider jeg ikke spise noget af det der er derinde.


Povl Kjøllers gamle sang om ingenting at gide runger i mit hovede.

Jeg har fri og jeg gider ingenting.

Emilie er på arbejde. Anders er på arbejde. Jeg laver ingenting.


ledning3


Aftensmaden burde være mit job... men uden indkøb...

Jeg må hellere tage mig sammen....

prikker

Afprøvning


Formiddag hos min mor.


Pink og orange


Hygge, snak, the og foldning af papir.

Længde prøves af. Et er at måle og tro at vide. Noget andet er virkeligheden.

Der skal et led mere til.

tirsdag den 15. april 2014

Paradekørsel


I går var jeg syg. I sidste uge var Emilie syg - lå brak hele ugen, hele dagen. I går var jeg sikekr på at nu var det min tur. I dag er frisk. Eller nogenlunde ovenpå. Men træt.

I søndags gik vi fra stationen til Sorø. Der er ikke særlig langt. En rigtig hyggelig tur. Vi var i god tid. Da vi nåede byen og kirken og egentlig skulle dreje til højre mod skolen, spottede Anders veteranbiler ved kirkens parkeringsplads.


Veteranbiler ved Sorø Klosterkirke

Veteranbiler ved Sorø Klosterkirke


Vi havde god tid. Der var endnu tid inden dørenen til markedet på husholdningsskolen slog dørene op. Så vi drejede i stedet til venstre og nåede gennem porten til akademiet og kirken, lige tids nok til at se alle de gamle fine biler sætte af og køre ud gennem porten i en lang række.

Vi kiggede, folk i bilerne vinkede og jeg fandt kameraret frem og trykkede igen og igen på udløserknappen.

Hvor de skulle hen, eller hvorfor optoget satte af har jeg ikke kunne finde ud af. Jeg går ud fra det er en vetraranbilsklub og et arrangement af slags. Hvilken ved jeg ikke.

Men de var fine.


Veteranbiler ved Sorø Klosterkirke

Veteranbiler ved Sorø Klosterkirke


Og et sted inde bagerst i mit hovede kunne jeg høre ekkoet fra min far, når vi ved tidligere lejligheder har set gamle Ford modeller og andre fra tidligere tider: Sådan en har min far haft.

mandag den 14. april 2014

Emilie ryddede bulen


Vi havde besluttet at tage tidligt af sted til Sorø i går, så selvom det var søndag blev den stakkels teenager vækket langt tidligere end hun synes var fornuftigt.

Emilie havde inviteret mormor med, og trods afsindig mange mennesker og spændende boder og opstillinger og foredrag, lykkedes det os både at blive væk fra hinanden og finde hinanden igen - flere gange.


Smag på Sorø 2014


Det er et spændende marked der er stablet på benene. Der var glade mennesker og vi fik smagt på lidt af hvert, og det endda selvom jeg kan mærke jeg går helt kold sådan et sted, og slet ikke har lyst til at smage på noget. Anders gik fortabt i den ene bod efter den anden med spændende drikke med alkoholisk indhold. Han brugte lang tid ved en mand, der selv havde været i Irland og været med til at vælge spændende whisky ud mellem afsindig mange forskellige bryggerier og tønder.

Han endte med at have svært ved at vælge mellem to forskellige, der begge kun findes i et meget begrænset oplag. Planen var at tage den ene med hjem, og lade den anden stå... men det var synd for den anden.. såh...

Jeg fik en hurtig snak med instituttets leder, der ikke gav det store - hverken for hende eller mig, men som betød en opringning i dag, endnu en tur til Sorø midt i maj og ubesvarede spørgsmål jeg skal have styr på inden. Mavefornemmelsen er stadig ikke helt god. Jeg er sikker på at året nok skal blive godt, der er bare et par småting, jeg har brug for at have helt styr på. Men som man siger - kommer tid, kommer råd. Og jeg skal nok finde begge dele.

Efter at have været rundt mere end en gang. Efter at have spist helstegt pattegris og kigget på hjemmelavet ost og æblemost i mange versioner. Efter et afsindig kedeligt foredrag om salt og et mindst ligeså sjovt foredrag om chokolade, fandt Emilie lotteriet. Fem lodder for en tyver. Jeg havde en tyver og Emilie var i det heldige hjørne.


Præmiekage


Hun ryddede nærmest bulen. De forskellige stadepladsholdere havde sat præmier på højkant og Emilie skabede ikke mindre en to af de eftertragtede til sig. Lækker hjemmelavet pølse af den slags der ikke indeholder E-numre og mærkelige tilsætninger. Og en kage.

Vildt tænkte jeg først. Hun får et gavekort til en kage. Men sådan var det slet ikke. Hun fik hele kagen. Vi startede med skiltet. Temmeligt stort og med et lamineret billede i A4-format af en kage. Med skiltet i hånden masede vi os gennem mængden og fandt konditoriet. Efter at have grinet lidt over skilt og kage og præmie, overlod vi skiltet til damen og lod kagen stå på køl.

En tur mere rundt og vi var klar til at tage hjem. Fremme hos kagedamen, spurgte hun om jeg ville have skiltet igen. Jeg ville hellere have kagen. Det kunne hun sådan set godt forstå, og så fortsatte rejsen mod tog og hjemtur med en kage, der skulle holdes lige og skulle så grueligt meget igennem, men dog nåede helskindet hjem.

Vi ville egentlig have gået til stationen. Længere er der ikke. Men med en kage, og solskin og holden lige, var det meget rart at bussen dukkede op, netop som vi næsten var ved stoppestedet. Løb med kage er ikke det nemmeste - jeg siger det bare. Men med bussen kom vi.


Præmiekage


På stationen skulle vi akurart vente længe nok til at nå at købe en billet til Anders. I toget fandt vi plads og indtil en ung mand - uden øje for andre end sig selv - ankom og lod sin rygsæk dale ned lige netop der, hvor kagen stod, havde det været nemt nok at passe på den.

Jeg nåede at flytte kagen. Damen, der sad over for os, grinede i smug - ganske som jeg - den unge mand opdagede ingenting. Havde nok i sig selv, og jeg synes ikke der var nogen grund til at gøre opmærksom på andet.

Min mor, der ellers bare skulle tage direkte hjem måtte en omvej om os. For vi kunne da ikke sende hende hjem, uden også at få et stykke at den fine kage med.

Den smager forresten ganske godt.

lørdag den 12. april 2014

Jeg krydser fingre for min egen uret


Foråret er på vej. De lyserøde træer står i blomst og ferien er begyndt.


De lyserøde træer - april 2014 


Dagen har været brugt i godt selskab, Emilie er ved at være frisk efter flere dage med sygdom og elendighed. Emnet til danskeksamen er trukket. Hun fik ikke det, hun helst ville have haft -  men er det ikke tit sådan.

Solen har skinnet, himlen var blå, og min næse er begyndt at dryppe. Det skal dog ikke afholde os fra en tur til Sorø i morgen. Der er boder at kigge på, og forhåbentlig spørgsmål at spørge om og få svar på.

Som sommeren nærmer sig og starten på næste skoleår haler ind, kan jeg mærke en eneste bekymring dukke op. Tanken om hjælpemidler i forhold til ordblindhed.


De lyserøde træer - april 2014


Tager de det alvorligt? Sørger de for det lovmæssige krav Emilie har til en it-rygsæk eller noget der ligner? Ved de hvor de skal søge? Ved de, de skal søge? Og hvor ville det være meget nemmere, hvis vi selv stod for den del af planen.

Jeg håber på svar i morgen. Svar der giver mig ro, for selv om Emilies skolestart efterhånden ligger mange år tilbage, og der siden har været gode og givtige år, kan jeg stadig mærke en knude i maven over ikke at tage et barn alvorligt. Ikke at lytte. Ikke at tage ansvar og sørge for den hjælp, der kunne have afhjulpet fire år med den ene oplevelse efter den anden af ikke at slå til.

De oplevelser skal hun ikke stå med igen.

Forhåbentlig tager jeg fejl. Forhåbentlig har de styr på det. Alligevel kan jeg ikke blive min nagende uro kvit. Det bliver jeg forhåbentlig i morgen.


De lyserøde træer - april 2014


I forsøget på ikke at tage sorgerne på forskud...

For hun er så klar til det år hjemmefra.

tirsdag den 8. april 2014

I et splitsekund


Jeg undres til stadighed over hvor hurtigt tiden går. Den ene fredag efter den anden kan jeg se tilbage på dage, der for et øjeblik siden var mandag.


April 2014


Pladsen foran computeren bliver ikke til mange og lange tanker, snarere små bidder af lykke. Af småopgaver og det gør godt.

Tiden løber, opgaverne er mange og mangfoldige. Selvom kalenderen er fyldt, er der ikke noget, der stresser eller fylder for meget. Der er bare meget. Jeg klager ikke, alt er spændende og med tid til fordybelse, tanker og plads til at slappe af.

Alligevel lykkes det mig mellem alle opgaverne og aftalerne at dobbeltbugge. Og som dagene går bliver jeg mere og mere afhængig min kalender.

Jeg skal bare huske at kigge i den...

mandag den 7. april 2014

De sidste af de små


De sidste to små


Jeg kunne ikke lade de mange sider med sort/hvide billeder i de gamle modekataloger være. Jeg forestillede mig at kontrasten mellem store og hvide felter kunne give en spændende karakter.

Jeg ville gerne have haft mere kontrast, men ideen er god nok.

Måske gentager jeg en anden gang. Om lang tid. Lige nu er det ved at være slut med foldning og fletning for denne gang. Mine håndled begynder at brokke sig.


De sidste to små


Men først venter en bestilling. En lidt større udgave af de små fine jeg lige har lavet. En opgave, jeg er spændt på hvordan arter sig undervejs.

Voodoodukke


Voodoo


Jeg er bedst til små ting i øjeblikket

Lige nu en lille hyggelig strikket dukke


Men som den ligger der med pinde i alle retninger....