torsdag den 20. februar 2020

Masker på en torsdag - Uge 8


Vi har lejet en lejlighed i Neukölln. Det er stuelejlighed, der helt sikkert har været en del af en herskabslejlighed fra starten af forrige århundrede. Vi har to værelser, køkken og bad, højt til loftet og den smukkeste stuk.

Der må have været mere. Entreen slutter lidt brat, og forestillingen om at den lille lejlighed, vi sidder i, har været en mere omfattende hjørnelejlighed er inden for rækkevidde. De fine udskæringer, de dybe karme og forestillingerne er fint for os. Vi har heller ikke brug for mere end de to værelser.

Her er spartansk indrettet, og boligen er tydeligt en udlejningsbolig. Jeg har svært ved at tro, at den bliver brugt til andet. Igen er det fint med os, og følelsen af at invadere andres hjem, som har været noget af det, der har afholdt mig fra airbnb,opstår ikke her.

I dag handler de umiddelbare planer om at gå under jorden og høre om Berlin under den kolde krig. Hvis vi kan få billetter. Det bliver dagens første stop, for efter hjemmesidens udsagn kan billetterne kun købes på dagen, og vi forestiller os, det er godt at komme i god tid.

Tilbage på den bagvedliggende liste over ting, der ikke er vigtige, med som gerne må presses ind ligger stadig en del kaffebarer og et par garnbutikker. Jeg er godt nok gået hen og blevet lidt usikker på de der garnbutikker - det kan godt blive dyrt. Og trods glæden ved kaffe, er det alligevel begrænset hvor meget kaffe Anders kan drikke.

Vi har ikke travlt og tager dagen som den kommer.













Læse:

Jeg blev færdig med anden del i trilogien om Ilka af Sara Blædel i aftes. mens første bog ikke var sindsoprivende, og jeg længe var i tvivl om jeg gad læse videre i de næste bøger, var bog nummer to - Ilkas arv - så absolut langt mere spændende.

Den blev for alvor værd at læse godt firs sider inde, i toget et sted mellem Fredericia og Hamborg.

Nu venter sidste del - Den tredje søster - og jeg indrømmer gerne, at jeg allerede har taget hul på den, efter jeg tidligere i morges var ude og tage billeder, på vejen uden for vores lejede feriebolig.

Den lover godt.


Strikke: 

Jeg har to stykker strik med mig på ferien.

Zweig-trøjen, som er for stor at tage med rundt og derfor kun bliver taget frem, når vi er hjemme. Den har ikke flyttet sig meget.

Desuden et par strømper, jeg længe har haft i støbeskeen, men ikke kunne tage mig sammen til at slå op til. Det virkede som et fornuftigt projekt at have i tasken, når vi er rundt i byen. Specielt på længere stræk i den offentlige trafik er det godt med et stykke strik.

Jeg troede jeg vidste hvilken opskrift jeg skulle strikke. Men så faldt jeg af omveje over den helårlige strømpestriksammen, Cia fra Cias Bod Poddar har startet. Hun udfordrer til at strikke et par strømper hver måned hele året og har sammen med forskellige designere en gratis opskrift klar til hver måned.

Januars strømper sagde mig ikke noget, men februar... Woodland Walk Socks af This Handmade Life er superfine, og inden jeg så mig om havde jeg downloadet opskriften og gemt den anden til senere.

Der er dog lige det, at jeg kan godt lide når der er fuld knald på mønstret på strømper. Den fine enkelte bladranke ned over ben og fod er superfin, jeg vil bare gerne have mere... Så da antallet af masker passer præcis til at strikke mønstret hele vejen rundt, gjorde jeg det. Jeg har valgt at spejlvende rapport nummer to og fire, det synes jeg ser fint ud.

I øvrigt har jeg lært en ny opslagning - Old norwegian cast on - den ligner tilnærmelsesvis den gode gamle opslagning, jeg lærte dengang stikning var nyt for mig, med et enkelt twist som jeg tror giver lidt mere fleksibilitet.

Jeg er ikke helt sikker på hvor pæn jeg synes den er. Men nu er det lært.





onsdag den 19. februar 2020

Berlin-Tempelhof


Nærmest midt i Berlin ligger en enorm park. Tempelhofer Feld.





Parken - eller det rekreative grønne område er en lille smule større end Central Park i New York - hvis det giver et billede af størrelsen.

Inden området i 2008 blev det rekreative område det er i dag, var der en lufthavn på stedet. En lufthavn, der har en spændende historie, som ikke kun handler om at ligge midt i en by.

Oprindelig tilhørte området Tempelridderne - og lå sikkert langt fra noget, der lignede en by. Navnet fører også tilbage til Tempelridderne. Området har siden været underlagt militæret på en eller anden måde.

Der har været hospital for faldne soldater, gravpladser, hestevæddeløb, tivoli og sågar fodboldtræning på området. Fra 1720 og frem til første verdenskrig brugt som exercer- og paradeplads for først Prøjserne, senere formentlig andre tyske militærafdelinger. Allerede dengang er området opført som Tempelhofer Feld på gamle kort.





I flyvingens barndom gav pladsen også grundlag for opvisninger af blandt andet Orville Wright, der sammen med sin bror byggede det første succesfulde motordrevne fly.

I 1923 blev området udråbt til kommende lufthavn. I 1926 grundlagdes Luft Hansa på stedet og i 1927 blev den første terminal bygget. Allerede den første terminal var banebrydende for lufthavne og  var den første af sin art med en underjordisk jernbane. Lufthavnen blev hurtigt en af Verdens travleste lufthavne og lige inden første Verdenskrig havde den sine velmagtsdage.

Da Hitler overtog magten i Tyskland og drømte om det tredie rige med snorlige vejsystemer og ørne overalt, blev en ny terminal bygget. Det tog ti år at bygge den nye terminal, der er blevet kaldt moderen til alle lufthavne og havde mange nye funktioner.

Terminalen blev aldrig færdigbygget.. Fordi.. Anden Verdenskrig. Men den fungerede som lufthavn. Terminalen havde store hangarer og var den første, der med overdækning betød at passagerne kunne komme tørskoet fra luft til land i al slags vejr. På et tidspunkt var lufthavnsbygningen blandt de tyve største på verdensplan. Som kontrast havde lufthavnen den mindste toldfrie butik.

Også her kommer ørnen ind, for set oppefra har terminalen, med sine lange buede arme, form som en ørn i glidende flugt over himlen.





I løbet af krigen blev lufthavnen lukket for civil trafik. Nogle af de store hangarer blev brugt til at bygge Luftwaffes fly, der færdige blev fløjet derfra, men derudover blev lufthavnen ikke brugt. Kun til nødlandinger.

I slutningen af krigen blev der givet ordrer til at destruere terminalerne, men ordren blev ikke udført. En del af bygningerne blev bombet, en del blev oversvømmet, men som sådan overlevede bygningerne.

I delingen af Berlin overtog de allierede området og i de første svære år af den kolde krig blev Tempelhof brugt i en luftkorridor, der fløj fornødenheder ind til indbyggerne af den vestlige del af Berlin. Det var farligt at flyve ind over Østtyskland og senere blev der etableret andre forsyningsruter.

Lufthavnen var stadig militært område og frem til mures fald blev den brugt som en vigtig militære base fra amerikanerne.

I løbet af efterkrigstiden blev der igen fløjet civile passagerer til Berlin-Tempelhof og først i 2008 blev lufthavnen nedlagt. På det tidspunkt blev der stort set kun fløjet indenrigs og til de nærmeste lande.







I nutiden er terminalbygningerne vist stadigt militært område. Der er i hvert fald godt hegnet ind. Det er muligt at komme på guidede ture i byningerne, og det kunne sikkert være spændende. Vi var trætte, havde ikke overskud til mere end et kig udefra, og jeg ved ikke hvorfor jeg synes det var en fantastisk ide at bruge det sidste dagslys i eftermiddags til at gå hen over de gamle landingsbaner.

Måske fordi solen pludselig skinnede.

På området som er meget bart er de gamle landings- og taxibaner stadig intakte. Bygget af store asfaltblogge, på samme måde som autobanen blev bygget i mellemkrigsårene. Mellem hippikolonihaver, agilitybane til hunde og grillpladser til fri afbenyttelse er opstået områder med træer, der danner baggrund for et rigt fugleliv.

Det første lange stykke mødte vi ikke mange. Et par cyklister og så ham der vist trænede til hurtigløb på cykel. Han havde musik med, som sikkert gav ham ekstra styrke. Han kørte stærkt og han nåede at overhale os et par gange.





Vi nåede aldrig ud på midten, men fulgte den buede nordlige taxibane, der slutteligt førte os til landingsbanen og et lidt mere befolket område. Løbere dukkede op sammen med flere cyklister. Hundeluftere, forældre og børn gjorde deres entre, og mens vi kunne se mørke skyer i horisonten, var der stadig langt til udgangen.

Lige inden vi gik ud af et område, der har så meget historie, og tydeligvis bliver brugt - også på kolde dage, dukkede en regnbue op, samtidig var lyset helt specielt og meget mærkeligt. Vi havde stadig et par kilometer hjem, nød synet og håbede at nå hjem inden regnen for alvor satte ind.





Det gjorde vi ikke. Ikke længe efter vi havde forladt den gamle lufthavn lød et vældigt brag, og vi satte farten yderligere op. femhundrede meter længere fremme begyndte det at dryppe. Dryppene blev meget hurtigt til regulære hagl.

En voldsom byge satte ind. Haglene var ikke store, men der var mange. De lagde sig på kanten af mine sko, gled ned langs anklen og inden længe havde jeg følelsen af at gå på hagl - inde i skoene.

Anders var bedre stillet. han bukser gå ud over skoene, og lod haglede drysse af. Mig derimod - strømpebukser i gummisko i haglvejr... ikke en god ide.

Hjemme er skoene lagt til tørre på radiatoren og jeg er glad for at have set stedet.


Det var ret specielt at få lov at gå på de gamle landingsbaner.


Temmelig mange af oplysningerne er fundet på wikipedia.





søndag den 16. februar 2020

Valnøddefarvet strik


Jeg lovede Anders en kasket, og med færdigt valnøddefarvet uld, var der rum til at lege.





Anders havde ideer til hvordan kasketten skulle se ud, og lige nu er jeg nået dertil, hvor jeg kan nå lige nu.

Med Fjellrævens kasket/elefanthue/elefanthue med skygge/balaclava som oplæg har jeg strikket pulden. Og er gået i stå.

Ikke i stå i den forstand, at jeg ikke ved hvor jeg videre skal hen, men i stå i den forstand at Anders mangler en kasket.

Han har kun en tilbage i de endeløse rækker af kasketter han gennem årene har købt. En kasket, som skal ofres, for at give indlæg til skyggen i den strikkede version.


Men ikke før han har en ny.





Han har ikke travlt med at købe en ny, og nye hænger ikke på træerne. En ny kræver en tur ind til byen. En ny kræver at læse op på, hvor den type kasketter som Anders vil have, kan købes.

Yndlingsbutikken lukkede, og siden har det ikke været let. Kasketter er nemlig ikke bare kasketter.

Der er stor forskel på pasform, snit og så videre.

Har jeg lært.


Indtil en ny er i hus ligger den strikkede puld og venter. Strikket efter Anders' ønsker - en lang dobbelt rib, der ikke skal kunne trækkes ned og en flad, men også ribstrikket top. Jeg tilføjede en biese i overgangen - som nok er med til at give den en sjov facon, uden indhold.





Den færdige puld ser lidt mærkelig ud, når den ligger uden fyld. Fyldt ud med Anders' hoved passer den perfekt - og ser ikke længere mærkelig ud.

Fik jeg sagt at garnet er super lækkert at strikke med? Meget fleksibelt, blødt og rart.





lørdag den 15. februar 2020

Masker på en fredag - Uge 7


Nå, men jeg har ferie. En hel ny og ubrugt uge ligger foran mig.

Vi har netop bestilt billetter til Berlin. Med tog, som vi plejer, for det viste sig at de billige flybilletter slet ikke var så billige alligevel. Og så vil vi hellere med toget.

Som noget nyt har vi booket via airbnb. Eller vi har en bookning undervejs, vi mangler bare at udlejer vil leje ud til os. Vi har fundet noget der ser fornuftigt ud i Neukölln.

Vi venter spændt.

Indtil vi tager af sted, er der allerede en del planer i kalenderen.

Weekenden startede med zumba, det er stadig sjovt, jeg føler mig stadig ikke særlig elegant.
I morgen venter brunch i det nordsjællandske og søndag er der zumba igen og måske har jeg en aftale med Sille. Måske ikke, men så har jeg afgjort en aftale med vaskemaskinerne i kælderen, inden Daniel og Oscar kommer og spiser mandag. Det samme gør min mor. Og så er det ved at være tid til at tage lidt ud i verden.

Vi har diffuse tanker om hvad Berlin skal indeholde. Mest noget med at komme væk, men også kaffe, Berliner Unterwelten og tapas hos Volver.













Læse:

Jeg afsluttede Den hvide død i morges. Den sidste trediedel slugte jeg over et par dage. Jeg synes den var god, og venter spændt på flere.

Nu venter anden og tredie del af trilogien om Ilka - bedemandens datter, der arver en bedemandsforretning efter sin far, der rejste til Amerika, forlod kone og barn, og nu pludselig er på banen igen. Måske ikke helt som Ilka kunne have ønsket.

Det er længe siden jeg læste første del. Jeg var ikke voldsomt imponeret dengang. Men mine erfaringer med Sara Blædel betyder at jeg prøver næste del. Jeg har vel lov at håbe, at historien vokser og fanger mere.


Strikke:

Sidste år købte jeg en flok garnnøgler i varierende farver til strik til Oscar. Det blev til tre trøjer. Den ene er han vokset ud af, den anden er stadig for stor og den sidste ligger her og venter på at han bliver mindst et år ældre.

Nu har jeg fundet resterne frem, og strikkede i sidste uge - cirka - en tyk trøje, der stadig venter på vask og billeder og nu er de allersidste rester ved at blive omdannet til en Eiri Baby.

Den fine lille trøje af Lykkefanten har jeg kigget på længe, og nu skulle det være. Farveskiftene har jeg strikket, når jeg løber tør for en farve, hvorfor de ikke følger opskriften.

Jeg har sluttet ærmerne, for at være sikker på at lave dem ens, og fortsætter nu med kroppen. Jeg tror stadig jeg har garn nok, og ellers har jeg nok noget der matcher i en af kasserne under sengen.





torsdag den 13. februar 2020

Grendame


Igen er der nærmet gået en uge. Måske skal jeg bare til at indse, at det med at blogge ikke længere sker på daglig, men nærmere på ugentlig, basis.

Bare for en periode - håber jeg.





Tirsdag er besøgsdag. Vi får besøg af andenklasserne, der forhåbentlig skal gå hos os, når de efter sommerferien starter i tredie klasse. Faktisk flytter de allerede over med starten af maj, men det er en længere historie om tidlig skolestart, børnehavebørn, der starter skole og indskolingsbørn, der ikke længere er plads til i indskolingen.

En fin historie, for det er stort, når man flytter fra det ene sted til det andet.


På sådan en besøgsdag skal der selvfølgelig være plads til at prøve stedet af. På Hobby finder vi småting, som kan laves og tages med samme dag. Nogenlunde. Sommer tider må tingene vente til ugen efter.

Men en uge kan være lang. Tydeligvis så lang, at man har glemt hvad man lavede.

Hvilket hylden med igangværende projekter vidner om. Af uvisse grunde har ingen lavet, det der ligger og venter.





Sidste tirsdag fik de lov at male. Tirsdag eftermiddag besluttede jeg at det er de ikke store nok til.

De brugte pensler lå i en bunke i vasken, iklædt variationer af indtørret maling. Tanken om, at de selv skulle vaske penslerne og lægge dem tilbage på plads var åbenbart forsvundet. Og oplevelsen er i øvrigt, at når først en har efterladt en pensel i vasken, kan ingen andre huske at det ikke er meningen...





Næste tirsdag får de ikke lov at male. Jeg tror faktisk maling skal udsættes til maj, hvor vi har dem hver dag, og det er lettere at følge op på børn, der belejligt glemte at rydde op.

I stedet har jeg lavet en dame af garn, en nedfaldsgren og et par rulleøjne.

Sådan en er et godt alternativ til maling.





I øvrigt hørte jeg en af billedekunstlærerne, der fortalte hvordan børnene ikke blot skal vaske penslerne og stille dem på plads, men også lige male hende på hånden med den rene pensel, så hun kan se der kun er vand mellem hårene.

Det kunne være vi skulle overveje at indføre samme taktik.

Hun havde også været ude i at alle skulle stikke egen næse i alle hullerne i malebakkerne - det betød meget rene bakker...





søndag den 9. februar 2020

Masker fra i torsdags - Uge 6


Jeg var forbi min mor på vej til arbejde i torsdags. Ved Damhussøen stoppede jeg op og fik taget billeder af ugens masker og bog.

Tre dage senere læser jeg stadig den samme bog, mens de daværende masker er pakket væk til fordel for noget andet.

Egentlig havde vi en aftale for et par uger siden, men andet kom op, et vigtigt møde skulle holdes og aftalen blev udskudt. Det gjorde ikke aftalen ringere. Efter en god snak og en fornuftig frokost, pakkede jeg mig sammen igen, og kørte tilbage mod Rødovre.

I mandags fik vi en ny oplevelse i Klubben. En studerende. Det har vi ikke prøvet før. Det er første pædagog-praktik. Blot syv uger, og jeg har fået rollen som vejleder. Jeg havde lovet den studerende en snak om spørgsmål han skulle have med på skolen dagen efter. Altså kørte jeg lidt tidligere fra min mor, end jeg normalt gør.

Vi nåede spørgsmålene og lidt ekstra. Det er muligt praktikken kun er syv uger og jeg ikke ved meget om praktikvejledning, men det er vigtigt for mig at det bliver en god oplevelse, som kan bruges til noget fornuftigt i den videre uddannelse.

Der er heldigvis god hjælp at hente på nettet. Og hos vores sidsteårspraktikant i SFO1.













Læse:

J.K. Rowling er værd at læse. Hun fortæller letlæseligt og flydende, også når hun skriver under synonym.

Strik og Robin er netop nået til et temmelig dødt punkt i deres efterforskning. Men er det nu også så dødt, som det umiddelbart forekommer? Hvad er det med den blinde minister og hendes mand? Hvorfor pengepresser en troløs aktivist deres klient og hvor er aktivistens lillebror?

Jeg læser spændt videre.


Hækle:

Evighedstæppet af strømpegarnsrester har fået et par omgange mere.

Mens jeg ventede på garn, ikke var sikker på hvad jeg havde lyst til at slå op til og ikke synes jeg havde noget at tage med mig, fandt jeg oldemorstriberne frem for en kort bemærkning.

Efter en flok striber mere, er jeg nået til et punkt, hvor jeg skal have strikket nogle flere strømper, før jeg fortsætter. Jeg har garn til at fortsætte, men jeg vil gerne sprede resterne over så stor en del af tæppet som mulig, og derfor har jeg brug for flere rester.

Jeg har faktisk fundet både garn og mønster til det næste par strømper frem. Jeg kan bare ikke rigtig finde lyst til at slå op.

Til gengæld har jeg slået op til et par trøjer - en lille og en stor.





Overnatning


Nå, men så gik der en uge.

Kender I det? Det er ikke fordi, der ikke sker noget, nærmest tvært imod. Men skrive om det, kan jeg ikke rigtigt. Der er ting, som ikke egner sig for en blog. Ting der er følsomme, arbejdsmæssige eller bare ikke det rigtige at dele.

Så går der en uge.

Et eller andet sted, kan jeg sådan set godt finde andet at skrive om. Men hvis hele bloggen bliver plastret til med strik og garn og børnebarn, er jeg bange for det bliver for kedeligt. Og ensformigt. For mig. Men måske jeg bare må finde mig i, at somme tider er det sådan
det er.





I torsdags havde vi Oscar overnattende. Barnemoderen var med familien på skiferie og barnefaderen alene hjemme med barnet. Han klagede ikke. Men havde i forvejen meldt ud, at skulle vi kunne finde tid og lyst til en enkelt overnatning eller bare en eftermiddag eller aften, ville han ikke sige nej.

Torsdag er en god dag. Jeg har tidligt fri. Emilie har helt fri. Altså hentede tøsebarnet, købte ind på vejen hjem og lavede senere mad. Jeg stødte til, næsten lige efter de var nået hjem, og nåede frem til et barn, der bestemt ikke var tilfreds med at være hos os uden sin far.

Ham der far plejer altså at være der, når han er hos os.

Han endte med at slå sig til tåls med os, nægtede at sidde i den høje stol, da vi skulle spise, gad godt at lege på gulvet og skulle helst sidde på skødet hele aftenen. Mest hos mig, men til tider også hos Emilie.

Efter et meget hurtigt bad - han skulle i hvert fald ikke i bad, men fandt sig i at stå op i badekaret og blive vasket med en klud - kravlede vi i seng og så tegnefilm, til det var tid til at sove. Det gad han godt. Både tegnefilmen og at sove.





Fredag morgen var noget helt andet. Vi hyggede, spiste masser af havregrød - i højstolen - inden vi pakkede os sammen og gik mod vuggestuen. Her havde han ikke rigtig tid til at sige farvel, i stedet trådte en lille pige til. Hun gad godt sige farvel. Jeg gav ham et kys på kinden, vinkede og glædede mig over den umiddelbare glæde ved vuggestuen og de voksne.

I morgen kommer han igen. Denne gang med sin far. Så er han nok lidt mere tilfreds.

Tirsdag kommer de igen, for Daniel har fødselsdag, og fødselsdag betyder middag hos os.





torsdag den 30. januar 2020

Masker på en torsdag - Uge 5


Det var lyst da jeg kørte hjem. Ingen lys på cyklen var nødvendig.

I det svindende dagslys lykkedes det at tage billeder af det igangværende strik og den temmelig tykke bog, som jeg over de sidste to dage ikke magtede at tage med på arbejde, for at fange billeder af i dagslys.

Med flere møder i kalenderen starter dagene tidligere og tidligere. I de sidste dage af juleferien lykkedes det mig at gøre timerne for det første halve år op, og selvom jeg synes der er lagt mange timer, må jeg erkende at jeg har brugt cirka halvdelen af den samlede pulje for et år. Der er håb tænker jeg, og tager tidligt af sted til spændende møder.

Lige om lidt skal femte klasse arbejde med klimaforandringer. Det er et led i den grønne skole og ikke mindst det grønne flag, som friluftsrådet uddeler til skoler, for et år ad gangen, mod projekter på udvalgte årgange om klima, miljø eller andet på forhånd valgt. Projekterne skal dokumenteres og synliggøres.

Projekter kræver flere møder, men også det er spændende. Altså møder jeg gerne tidligt op - og går lidt senere, når et enkelt barn sidder tilbage med et projekt på Hobby, som der er arbejdet længe på, og som bare skal være færdigt i dag.

Det hele blev klaret, jeg kom lidt senere af sted, og alligevel var det lyst da jeg kørte hjem.















Læse:

Strike og Robin har taget mod en sag, der både kan vise sig spændende og indholdsrig, men også moralsk forkastelig. Det er ikke altid let at navigere i en verden, hvor indtægter er med til at opretholde firmaet, mens de knap så indtægtstunge muligheder er mere interessante.

For nok har de en sag. Men har de en mere? Hænger sagerne sammen og kan de sideløbende overskue to forskellige sager, hvoraf den ene ikke giver smør på brødet?

Og selvom man er kendt, betyder det ikke at man er rig. Og kan man som detektiv blive i sin billige sparsomme bolig, hvis den pludselig er købt af boligspekulanter?

Spørgsmålene er mange. Historien ruller og jeg vender side efter side.

Det er heldigvis en tyk bog, så er lagt op til masser af gode historier.


Strikke:

Jeg har en vag ide om hvad jeg gerne vil strikke. Men vage ideer er ikke altid oplagte. Mens jeg venter på at være mere sikker, strikkede jeg først en flok karklude. Jeg kunne være blevet ved, men karklude kan godt blive lidt kedelige i længden.

Da Daniel og Oscar den anden dag var forbi snakkede vi strik. Det viser sig at det mindste er blevet for småt, det største er for stort og jeg stadig har en bunke garn liggende, jeg købte til Oscar-strik sidste år.

Daniel var enig med mig i at Svens Yndlingssweater af Lene Holme Samsøe er fin. Altså blev der fundet garn, masker slået op, og mens jeg stadig er usikker på det næste opslag vokser en lille børnetrøje frem.

Den bliver stribet, for jeg købte flere farver med tanke på striber.

Jeg tænker striber bliver fint.