lørdag den 1. august 2015

Legebarn #1


Emilie - Kalmar Slot, sommerferie 2015

Emilie - Kalmar Slot, sommerferie 2015

Emilie - Kalmar Slot, sommerferie 2015


Vi hørte også musik


Ikke meget – når man tager i betragtning af, at vi var til musikfestival.

Faktisk så jeg kun tre koncerter, Emilie to og så forsøgte vi os med en allerførste, vi hurtigt blev trætte af. Langt størstedelen af vores frie timer blev brugt til at sove, køre ind til havnen i Roskilde og spise is med fødderne dyppet i vand - eller finde de mest lugtfri, skyggefulde steder at slappe af. Det sidste kunne have været gjort i nærheden af musikken, men der fejlede vi nok en smule.

At vi begge er sådan nogle, der gerne vil være fri for alt for mange mennesker i alt for lang tid ad gangen, spillede helt sikkert ind i forhold til at søge andre steder hen.

Når vi gik rundt eller var på arbejde, hørte vi en del toner fra musik ingen af os kendte. Men vi fik aldrig rigtig klargjort hvad vi hørte. Kun en enkelt gang huskede vi at slå op i programmet, og således blev vi introduceret til Broken Twin, som allerede er lyttet til igen via mobile lyttemuligheder.


RF15 - Orange Scene


Emilie ville gerne høre Pharrell Williams. Han spillede onsdag aften, samme dag som festivalpladsen åbnede og vi skulle møde ved midnat. Vi havde været hjemme og kom tidsnok tilbage til at stille vores ting i boden, og begive os mod festivalpladsen. Med viden om at vi nok skulle skynde os tilbage, og det kunne være svært med de afsindig mange mennesker, der havde stillet op foran Orange Scene, blev vi allerbagerst og lyttede med.

Vi havde ikke hørt meget mere end to numre, før Emilie besluttede at så vigtigt var det ikke, hverken at se eller høre Pharrell Williams, og vi gik i stedet en tur rundt på størstedelen af festivalpladsen. Vi nåede at lokalisere den indiske takeawayvogn ejet af en af de netop afgåede niendeklasses elvers forældre. Vi spiste der et par dage senere, og fik i den forbindelse hilst på både Janita og en lærerkollega, der var udsendt som musikskribent.

Da vi nåede tilbage omkring Orange Scene, nåede vi både at høre Happy og Lucky, som var de to numre Emilie havde set frem til.


RF15 - Marie Key


Fredag spillede Marie Key. Den koncert var den eneste vi begge var enige om at ville se. I godt tid inden sad vi i skyggen under træer ikke langt fra Orange Scene, hyggede, hæklede, snakkede og spillede på de mobile telefoner. Vi tog Wordfeud op efter lang tids nedlægning, og nåede i løbet af ugen at spille flere spil mod hinaden.

Marie Kay var god, og hyggelig. Hun siger sådan nogle skønne ting. Vi stod ikke langt fra scenekanten og fik også et fint blik mod LOC, da han undervejs besøgte koncerten. Da vi senere stod i vores bod, viste det sig at samme LOC havde besøgt flere koncerter og drengene vi var på vagt med, havde haft glæde af ham til en mindre rapkoncert et andet sted på festivallen.

Da Marie Key sluttede havde jeg set i programmet at Lars H.U.G. spillede på Arena lige efter. Jeg lokkede, men Emilie gad ikke. Hun fandt i stedet et stykke med grønt og ventede i solen, mens jeg tog turen gennem teenageårenes nostalgi. Der var en del Klichenumre på programmet, og det var helt sikkert dem, der scorede højest på min liste over de gode numre.


RF15 - Poul McCartney


Endelig var der Poul McCartney. Jeg nærmest tvang Emilie med. Synes hun havde godt at at se netop ham. Forklarede og tegnede og fortalte. Mente at have anskueliggjort hvorfor netop Poul McCartney var vigtig at se. Senere viste det sig at Emilie som en anden teenager slet ikke havde hørt efter. At en ung gut ved siden af hende lovede at hun om ti år vil være glad for at have stået på Roskilde og hørt ham, gjorde ikke det store indtryk, og hun nåede også at undre sig over hvorfor han begyndte at dedikere sange til først sin gode ven George og siden sin afsindig gode ven John. Først da vi var næsten tilbage ved teltet gik det op for hende at Poul McCartney var en del af The Beatles.

Det var et brag af en koncert. Det tænker jeg ikke, jeg behøver gøre mere ud af. Selv jeg har set medierne koge over af indslag om den næsten tre timer lange koncert med det ene skønne nummer efter det andet. Emilie var træt til sidst. Hun nærmest stod og sov med hovedet hvilende på min skulder (det får man for ikke at sove i det meste af to døgn….). Hun vågende op til dåd da tonerne fra Let it be dukkede op. Den kendte hun, den har de sunget på Husholdningsskolen, og hun skrålede med hele vejen gennem.


RF15 - Poul McCartney


Men mens publikum gik amok til omkvædet til Hey Jude, og lokkede musikerne tilbage til ekstranumre, synes Emilie bare at teksten var temmelig  tosset – hvem gider stå og synge Naaa, naaa, naaa, na, na, na, na, naaa….?

Jeg grinede lidt ad hende, holdt ud trods teenagerens ønske om at gå tilbage og synes det var en god koncert.

Tilbage i teltet gik hun på det nærmeste omkuld med det samme. Hun nåede lige at høre nye toner og spørge hvem der nu spillede. Jeg kunne fortælle at Suspekt sluttede af og tilbød også at gå tilbage da hun udbrød Åh, de er ellers gode! Men det ville hun alligevel ikke. Nu skulle der soves.


For en måned siden


RF15 - Medarbejdercamp - Vi gætter på der spilles amerikansk fodbold til daglig


Det er en måned siden Emilie og jeg var i Roskilde. En måned, der både føles meget langt væk – der er sket meget siden da – og samtidig føles som var det i går.

Jeg kan stadig mindes lugten af urin og affald, jeg kan mærke stemningen og jeg kan huske solens ubarmhjertige stråler, der skinnede hele ugen.

Med de minder kan jeg også stadig huske glæden over at komme “hjem” til den forholdsvis rene og stankfri medarbejdercamp, hvor vores telt stod ugenert og passede sig selv, hvor græsset selv efter en uge stadig var grønt, og hvor roen kunne mærkes, trods grin og hygge rundt om.


RF15 - Medarbejdercamp - vores telt mellem andres


Eller historierne jeg selv digtede, når jeg gennem den tynde teltvæg kunne høre folk tale omkring mig. Som diskutionen mellem to engelsktalende unge mænd, med toneringer det tydede på løse håndled. Jeg så en film for mig, mens den ene mere og mere opgivende forsøgte at få den anden til at holde et eller andet. Jeg tror det var deres telt. Jeg ved det ikke, den dag lå jeg i teltet og forsøgte at sove. Den anden mente tydeligvis at han både holdt og gjorde det rigtigt – det var der delte meninger om.

Efter en lang meningsudveksling udbryder den ene I can’t take this rigt now! hvortil den anden svarer I’m gonna go home if this doesn’t stop… Jeg indrømmer det gerne, forestillingen om positur og løse håndled sammen med oplevelsen af et skævt telt, der ikke ville stå lige, gjorde filmen bag mine lukkede øjne afsindig morsom.

På den anden side kunne det også have været ret sjovt, hvis det havde vist sig at være to hærdebrede gutter. De lød bare ikke sådan.


RF15 - Medarbejdercamp - Skrald


Forholdsvis rene, for trods store skilte om at rydde op efter sig, kunne vi på sidstedagen konstatere at heller ikke medarbejdere nødvendigvis forstod begrebet at rydde op. Der havde ellers været ganske pænt ugen igennem. Det var først da teltene forsvandt – efterlandende bunker af affald.

Og forholdsvis stankfri – for var vinden i den rigtige retning fik også vi på medarbejdercampen glæde af skyerne af udtørret urinstøv. Det viste sig specielt den dag vi havde haft nattevagt, ikke orkede at sove i et hedefyldt telt, og derfor slæbte underlag og soveposer hen under de næmeste træer. Vi skulle have valgt træerne i den anden retning – også selvom de stod længere væk.


RF15 - Medarbejdercamp - på vej hjem


Tilbage står også minderne om en rigtig god oplevelse.


   

fredag den 31. juli 2015

Endelig afleveret


Med en fridag midt i ugen, nåes weekenden forbavsende hurtigt. Det luner, når nu næste uge mentalt føles, som er der ikke andet end arbejde. Det er selvfølgelig ikke rigtigt, og jeg klager heller ikke. Tvært i mod. Næste uge giver nemlig ud over den normerede og skemalagte arbejdstid plads til planlægning sammen med de lærere jeg skal arbejde i team med næste år.

Det er så lækkert. Jeg glæder mig. Også selvom jeg lige nu står med en følelse af at hele næste uge handler om arbejde. Jeg ved godt det ikke er rigtigt, og når det viser sig at være sandt, bliver jeg vel bare glædeligt overrasket. Og når jeg nu ved det, er det sjovt at min hjerne føler det anderledes.


Strømper til Jette

Strømper til Jette


Det er efterhånden meget, som i meget, meget længe siden, jeg lovede Jette at strikke knælange strømper til hende. Der gik et par måneder før Jette fandt det rigtige garn – i rigelig mængde, for jeg nåede at blive usikker på hvor meget der går til lange strømper.

Dernæst gik der endnu måneder – det meste af et år – før jeg startede op. Det gjorde jeg faktisk ikke før vi tog til Bornholm i foråret, og da sommerferien stod for døren var de endelig færdige. Det ene par jeg havde lovet, havde formeret sig til to, for med alt det garn jeg lokkede Jette til at købe, synes jeg også det hele skulle bruges.

Dengang begge par lå færdige, var Jette først syg og siden taget på ferie. Så tog jeg på ferie, men i mandags var vi der begge endelig igen. Jeg glemte srømperne hjemme i mandags, men tirsdag havde jeg dem med. Jette blev superglad, og endnu gladere, da hun torsdag kunne fortælle at hun hjemme havde kigget lidt nærmere på dem.


Strømper til Jette


Det er skønt at kunne glæde, også selvom det nogen gange tager tid. Det her var næmest i sidste øjeblik, for nok har vi glæde af Jette næste uge med, men så er det slut. Vi ser hende selvfølgelig, men ikke længere nogen timer om ugen i klubben. Jette er støtte og praktisk hjælper for en af drengene på skolen, og har derfor også haft sin gang i Klubben. Men børn vokser og drengen er med sommerferien vokset ud af Klubben. Altså ligger alle hendes kommende timer i skolen.








Design: Ampersand af Kirsten kapur – strikket med en enkelt tråd og mine egne Breagach tilføjet rundbuet svang – strikket med to tråde.


Garn: I alt fire nøgler Regia Design Line Jazz Color by Erica Knight i farven Somethin’ else. De dobbelttrådede supplerede jeg med en tråd lys grå fra strømpegarnskassen.

Ampersand-strømperne endte med at veje 111 gram, mens de doppelttrådede nåede en færdig vægt på 156 gram – i alt 267 gram strømpegarn.


Pinde: de tynde er strikket på stømpepinde 2½ mm. Jeg bruger frikantede strømpepinde, når jeg strikker så småt. Det passer godt i mine hænder.

De tykke er strikket på strømpepinde 4 mm. Denne gang helt almindelige og runde.


Størrelse: 39 og med plads til læggen. 

Strømper til Jette


Strømper til Jette


Bemærkninger: De tykke sokker strikkede jeg efter min egen opskrift i størrelse S/M og med lange ben. For at benlængden passer strikkede jeg 24 mønstergentagelser og 10 gentagelser over foden. Fra hælen supplerede jeg opskriften med formstrikket svang. Den vejledning er endnu ikke skrevet ned, og bliver stadig ændret for hver gang jeg prøver.

Ampersand er ikke skrevet som en opskrift med lange ben og plads til læggen. Jeg slog en ekstra mønstergentagelse op og strikkede i retning af 10 centimeter før jeg begyndte indtagning midt bag. Så vidt jeg husker på hver 6. pind. Da jeg nåede opskriftens maskeantal strikkede jeg cirka 5 centimeter inden hælen. Herfra strikkede jeg ganske efter opskriften.


Vil du se flere billeder af strømperne, kan de ses på Ravelry – Ampersand og Breagach.

torsdag den 30. juli 2015

På græs og frit land


Tirsdag og torsdag er turdag. I dag tog vi til Frilandsmuseet.


Frilandsmuseet


Det var en skøn tur, med skønt vejr og nysgerrige børn. Ikke alle var lige nysgerrige, men når de nysgerrige gider gå rundt sammen med mig, synes jeg bare det er skønt.

Vi fik kigget huse, set teater (to gange – det ene afsindigt morsomt), spist is, soppet og nået vidt omkring, inden klokken nærmede sig tre og tiden til at tage hjem igen.

Der går sjældent en sommerferien uden ture til Frilandsmuseet. Det er et dejligt sted at tage hen, og når vi oven i købet kommer af sted med både børn og en enkelt voksen, der aldrig har besøgt Frilandsmuseet, bliver det bare endnu mere spændende.

Nogen gange kommer vi ikke så langt, andre gange ser vi meget. I dag var en af de andre gange.


Frilandsmuseet

Frilandsmuseet


Og mellem gamle huse, cykler og spindelvæv nåede vi også at se en griseparring for fuld udblæsning. Det var flere af ungerne ganske tilfredse med – også selvom de påstod noget andet, og sagde de hellere ville have været i svømmehallen.

Men hvem gider tage i svømmehallen i  høj sol? Ikke os!


Tre i en


Jeg strikker striber. Det bedste ved striber er lige at skulle se hvordan det ser ud med den næste og den næste og den næste og den…


Tre tråde i en


Jeg strikker af rester i mange tykkelser. Det meste lader jeg stå alene, lader tykkelserne variere. Det fungerer fint.

Noget lægger jeg dobbelt. Det kan også blive for tyndt. Dobbelt er nemt. Der er to ender i et garnnøgle, jeg strikker fra begge ender, når der skal lægges dobbelt.

Hvad så med trippel?

Der lå et meget tyndt nøgle garn i bunken med rester. Så tyndt at tre tråde kunne være en ide. To kunne sagtens have gjort det, men så kom jeg i tanke om teknikken til at strikke med tre tråde uden at klippe i garnet. Det skulle prøves.


Tre tråde i en


Teknikken hedder Navajo og tråden hækles undervejs i strikningen til lange luftmasker. Så kommer det til at lægge tredobbelt.

Jeg har prøvet at tage billeder, med langt kortere luftmasker end jeg bruger, men jeg synes det er svært at forklare. Derfor fandt jeg et link til Youtube. Det er ikke den bedste video, men jeg kunne ikke finde en bedre. Jeg ved jeg har set en bedre, men sådan er der så meget.

Jeg synes at mindes at “luftmaskerne” skal være cirka tredive centimeter lange. De er meget kortere i videoen. Jeg laver kun en af gangen, til gengæld trækker jeg den så lang som jeg kan, uden at slippe strikketøjet – det vil sige noget i retning af mellem firs centimeter og en meter.


Tre tråde i en


Så strikker jeg videre, til den nye løkke er så kort at jeg ikke kan holde om det tredobbelte garn længere, og trækker en ny løkke gennem. Det tager selvfølgelig lidt længere tid, end bare at stikke der ud af, men så er det heller ikke værre, og jeg får prøvet det.

Samtidig er der overgangene mellem løkkerne. De ses ikke ret godt i det strikkede, men de kan godt ses. Så jeg vælger de lange løkker, der giver langt mellem de lidt sjove maskestrukturer og langt mellem at skulle stoppe og trække løkker igen.

Det var ikke lige til at finde, men heller ikke umuligt. Den sjove maske er cirka midt i billedet.

Kan du se den?


Tre tråde i en   

onsdag den 29. juli 2015

Tør du?


Formiddagen … eller dagen … er gået med at rydde op i mit garn. Sortere, lægge pænt, veje op og tage billeder af det der ikke allerede var opmålt via Ravelry.

Første gang jeg stiftede bekendtskab med muligheden for at opgøre garn på lager via Ravelry, synes jeg det var en frygtelig ide. Specielt fordi jeg igen og igen når jeg kiggede kunne se at andres lager også indeholdt brugt garn. Altså garn der ikke længere fysisk ligger på lager. For mig virkede det mere uoverskueligt end overskueligt at skulle navigere mellem brugt og ubrugt garn.

Indtil jeg opdagede muligheden for at overføre det brugte garn til en anden fane i lageret. Fanen med brugt garn. Det hopper ikke selv derover – det ville have været optimalt, men overskueligheden bliver meget større.


Rester til et sjal


Så gad jeg godt. Altså har jeg gennem de sidste år lagt alt det nyindkøbte på lager i Ravelry. Det gamle har jeg bare brugt af. At garnet ligger på lager i en database betyder at jeg får muligheden for at se hvilket garn jeg har, der kan bruges til et givent projekt. Hvis databasen også kunne finde ud af at ligge garnet dobbelt, når det er for tyndt til at blive brugt, ville muligheden være endnu bedre.

Trods alt kan jeg godt lide lagermuligheden. Og nu skulle det så være. Alt det gamle er nu også opgjort. Og jeg har trykket på exceloverføringsknappen, i øverste højre hjørne, der fremtryller et excelark, hvor jeg kan sammenlægge alt garnet og få sort på hvidt hvor meget garn jeg faktisk har.

Undervejs har jeg lavet en stor bunke med rester. Et af yndlingssjalerne er Hippiesjalet jeg for år tilbage lavede til Emilie. Hun brugte det en kort periode, men så hang det bare, og nu har jeg taget det i brug. Det er en genial opskrift til brug af rester.


rester til et sjal


Jeg har mange rester. Flest i nogenlunde samme farver som det første sjal. Det er nærmest sjovt, hvor godt det allerede strikkede og bunken til et nyt harmonerer. Jeg har også en pæn bunke i mere lyserøde nuancer – med et lyserødt Tøsebarn i huset er der også kommet en del til i de toner, men ikke helt nok til et stort sjal. Og så er der bunken midt imellem, som mest ser kikset ud og ikke rigtig passer hverken det ene eller det andet sted, men som måske enkeltvis alligevel kan få lov at komme med, hvis der pludselig mangler.

Lige om lidt vil jeg finde pinde i en passende tykkelse og begynde på restestriberne i sjalsfacon. Det bliver dejligt at få ryddet ud i de mange små rester, hvem sjalet i sidste ende er til, ved jeg ikke, men jeg vil nyde at lave det.


Og opgørelsen…. Jeg er vist ikke den med mest garn. Og så alligevel. Jeg er heller ikke den med mindst. Jeg endte på lige knap tyve kilo. Jeg strikker ikke engang halvdelen i løbet af et år.. så om nyt reelt er nødvendigt kunne godt gå hen og blive et meget vigtigt spørgsmål…

Tør du gøre dit garn op? Eller ved du allerede hvor meget du har?


Onsdagsfri


Dengang Henrik lagde ferieskema spurgte han, om jeg havde lyst til en enkelt fridag undervejs. Jeg sagde ikke nej til en enkelt fridag. Og når Henrik mente det gav bedre udnyttelse af de tilgængelige timer, når de kunne skubbes sammen, var der nærmest ikke et øje tørt.


Det sjove grantræ


Jeg havde glemt alt om ferieskemaer og enkeltstående fridage, mens ferien stod på og vi var væk hjemmefra. Først en gang i sidste uge, da jeg for alvor kiggede ferieskemaet igennem, stod der pludselig fri midt i denne uge.

Det er skønt med fridage, og lige nu ligger onsdag lang og ubrugt foran mig.

Jeg har ingen planer, ikke de store ideer, men jeg har en vag ide om sengetøj, vasketøj og køkkenhold. Om at kigge dybere i stofbunken for blidt at vække lysten til syning en smule mere. Om at købe knapper til et af de projekter som endelig er færdigt og i den grad har gjort sætningen at få glæde af garnet levende. Og endelig tænker jeg at aftensmaden vist er min tur i dag.


Det sjove grantræ

Det sjove grantræ


Men først skal jeg vågne, jeg skal drikke the af store kopper og jeg skal kigge mit garnlager igennem. Jeg føler mig en smule provokeret. Ikke bevidst – det var bestemt ikke meningen – men nogen har gjort sit garnlager op og endte med svimlende mængder af kilo. Jeg har ikke det der ligner halvdelen, men jeg har stadig garn liggende jeg ikke ved hvad vejer. Jeg er blevet nysgerrig. For hvor meget kan det egentlig handle om?


Det sjove grantræ


Billederne er fra den anden dag, da jeg zig zaggede gennem Rødovre på vej fra arbejde til haven. Pludselig stod det vildeste træ jeg længe har set. På afstand ligner det et grantræ, og der er også tydelige famliære tegn. Men nålene er ganske anderledes og langt mere skællede og drageagtige, mens grenene snor sig som piggebefængte slanger mellem hinanden, end de langt mere almindelige og anerkendte nåletræer.

Der hang også behårede kogler længere oppe i træet. Men det var alt for højt til mit kameras rækkevidde.


tirsdag den 28. juli 2015

Kattrumpan


Yderst på Kvarnholmen i Kalmar ligger et område, der kaldes Kattrumpan.

Jeg kan godt lide katte, blev lidt nysgerrig på hvad sådan en katterumpe kan indeholde – og lokkede til udflugt.


Kattrumpan - Kalmar

Kattrumpan - Kalmar

Kattrumpan - kalmar


Midt mellem et hus, der vækkede Anders’ lyst til fast ejendom, udsigten ud over vandet og en legeplads for de mindste, mødes det gamle Kalmar med det nye.

Fra spidsen af Kattrumpan er der ikke kun udsigt over vand og broen mod Øland, der er også udsigt til det moderne Kalmar. På Varvsholmen ligger moderne byggeri i glas og stål tæt, og giver et voldsomt modspil mod rennæsancebyens gamle grundmurede huse og smukke facader.

Vi var alle tre glade for synet, for at lokke og være lokket, og på turen hjem fik vi endda et glimt af en af de gamle porte i den gamle befæstningsmur, der sine er helt væk, men også stadig står med minder om en forlængst svunden tid.


Byport - Kalmar


Og katte? Spørger I måske?

Jo. Der var katte ved Kattrumpan


Katte ved kattrumpan i Kalmar