Bumberball

Turen til Kolding handlede ikke kun om kulturhistorie og besøg på tidligere kongeslotte. Turens vigtigste punkt var i virkelighden at ryste to klasser sammen. At give dem fælles referencer, der gør det nemmere at bruge året fælles samtidig med at opretholde to klasser.

Hjemmefra havde vi undersøgt, og spurgt os frem. Et noget nær must var Klatreskoven, der koster temmelig meget, men så afgjort kan stoppes ind under termen teambuilding. Vi havde bare ikke penge nok. Hjemmefra var gjort et forsøg, men budgettet var stramt og lidt for snært til klatring i træer.

Indtil vi stod i Kolding, spurgte alle børnene og samtidig gjorde opmærksom på at vi ikke kunne garantere at det blev til noget. De fleste ville gerne. Men fraregnet de elever der blev hjemme, og de få der ikke turde, så prisgrundlaget noget bedre ud. Og da det samtidig viste sig, at vi havde lidt flere penge end først regnet ud, var der måske alligevel en mulighed.

Altså gik jagten ind på et godt tilbud tirsdag morgen. Planen var at klatre tirsdag eftermiddag. Lidt snært, men man har vel lov at håbe. Så mens vi andre så på Koldinghus brugte Hansen og Mikkel tid på at opretholde forbindelse, ringe rundt og skabe grundlaget for en sjov eftermiddag.

Det lykkedes ikke. To timer efter entreen til Koldinghus, stod vi udenfor og Mikkel måtte overbringe de triste nyheder at klatreskoven ikke var en mulighed. De havde prøvet, prisen var aftalt, men der var ingen instruktør. Ærgeligt, men heldigvis var der et arrangement på biblioteket og der var også noget Find2learn.

Ungerne hang lidt med hovedet, men accepterede nærmest uden nogen form for brok. Pænt imponerende, specielt når det de nu blev stillet i udsigt ikke umiddelbart var særlig spændende. Vi satte os ned til søen for at spise frokost, hold blev fordelt til løbet ud i Kolding og omegn og vi begav os mod græsplænen neden for SlotsøBadet. Her stod en mand og pumpede noget der lignede kæmpestore badebolde op.

Hansen holdt masken, brokkede sig lidt over at manden stod i vejen – han havde lige tænkt at vi skulle bruge græsplænen – gik over og snakkede med ham, kom tilbage og sagde at manden skulle bruge boldene om en time, så vi kunne få lov at lege med dem indtil da.

Jublen brød ud, en turnering blev lynhurtigt stablet på benene, holdene var allerede sat, de store badebolde er hule i midten og beregnet til at indeholde en spiller, og derudover er det noget i retning af gængse fodboldregler der spilles efter.

Det var sjovt. Noget af det mest morsomme jeg længe har oplevet. Vinderholdet fik lov at spille mod de voksne – det var ikke lige så sjovt. En anden gang vil jeg hellere se på. Men ungerne morede sig. De glemte alt om sko, der ikke kan tåle græs. knæ der ikke kan bøjes og andre skavanker, der til tider gør det meget svært at gå langt.

Det er nærmest umuligt at se bolden, det gør ikke ondt at hoppe rundt og de letteste elever dansede rundt i kampens hede – oftest på hovedet, når de blev ramt af en modspiller. Flere af ungerne glemte at de spillede bold og havde mere sjov med at nedlægge hinanden, de var på og grinede så selv de sejeste glemte at være cool. Et par stykker fik hudoverskrabninger fra håndtagene inde i bolden og en enkelt fik næseblod. Det afholdt dem på ingen måde fra at spille videre.

En time efter var det slut og vi begav os tilbage til skolen, hvor vi overnattede og hvor de stedlige elever bød på aftensmad og fællesskab. Manden med boldene pakkede sammen, og mere end en elev undrede sig over hvorfor – skulle han ikke bruge dem nu?

Da klatreskoven viste sig umulig, havde Hansen og Mikkel ringet rundt til alt og alle. Undervejs fik de fat i en mand med noget laserskydning, der heller ikke kunne lade sig gøre – men han havde sådan nogle bumberballs, hvis det var noget…?

Det tror jeg nok det var!

Koldinghus

I midten af det elvte århundrede gik grænsen mellem Kongeriget Danmark og Hertugdømmet Slesvig ved Kongeåen. For at holde fjenderne på afstand byggede Erik Klipping – ham der blev dræbt i Finnerup Lade – en borg ved Kolding. Borgen bestod af to fløje og en mur, der tilsammen stadig danner grundformen for Koldinghus.

Borgen blev bygget på det højeste punkt, ved det der formentlig allerede dengang var en by eller en købstad. Den blev forsynet med voldgrav og en foranliggende staldbygning, gennem hvilken adgangen til slottet bestod i mange, mange år.

Koldinghus var en vigtig brik i magtens spil gennem hele middelalderen og langt op gennem tiden. Vigtige møder og vigtige beslutninger er taget på Koldighus. Her mødtes Margrethe d. I og Erik af Pommeren flere gange. Christian d. I blev modtaget på Koldinghus, ved sin ankomst til Danmark som nyvalgt konge fra Oldenburg i Nordtyskland, og mange af den danske kongerække boede i lange perioder på Koldinghus.

Da Christian d. III kom til magten var kanonen blevet opfundet, og Koldinghus kunne ikke længere leve op til kravet om beslyttelse. Kongen valgte derfor at bygge borgen om til et slot. Voldgraven blev kastet til og murene blev revet ned til fordel for endnu to fløje, samtidig med at slottet blev forsynet med forsirringer, trappetårne og fine udskæringer i ægte rennæsancestil.

Kong Christian d. III holdt meget af Koldinghus og gennem hans regeringstid blev slottet flittigt benyttet. Christian d. III døde på Koldinghus, og hans enkedronning blev boende på slottet til også hun døde. Det betød at Koldinghus forblev et magtcentrum i lang tid efter at København blev den vigtigste by.

Senere blev Koldinghus rammen om Christian d. IV’s opvækst. Han boede på Koldinghus sammen med udvalgte venner, blev oplært i kongegerningen, lærte ikke at dele og da han blev gammel nok, blev Koldinghus hans første store byggeprojekt. Senere fulgte mange flere, men det er ren historie.

Christian d. IV omdannede rænnesanceslottet til et barokslot. Han ville have en imponerende bygning, der kunne hilse besøgende sydfra velkommen. Han tilføjede slottet en kirke og en syvoghalvtreds meter lang festsal. Over disse lod han Kæmpetårnet opføre. Tårnet er ikke kæmpestort, som man kunne fristes til at tro. Næh, navnet hentyder til de fire kæmper fra græsk mytologi, der vågede over hver sit hjørne på toppen af tårnet. I dag er kun Herkules tilbage.

Med tiden mistede Koldinghus sin magtposition. Slottet lå i perioder øde, og kun Frederik d. IV genoplivede en kort peiode slottet i al sin glans. Da pesten brød ud i København, lod han sin kone blive og flyttede selv til Koldinghus. Også han byggede, ville omdanne slottet til en genklang af de meget symmetriske slotte ude omkring i Verden. Enhver der har set grundtegningen til Koldinghus vil vide at det projekt var dømt til at fejle.

Han prøvede, og efter at have forsynet slottet med et imponerende indgangsparti fra borggården ind i vestfløjen, der trods anstrengelserne ikke gjorde indtrykket symmetrisk endte han med at opgive. Frederik d. IV boede længe nok på Koldinghus til at nå at forelske sig i Anna Sophie Reventlow, bortføre og gifte sig med hende. Desværre var dronningen tilbage i det pestbefængte København ikke bukket under, så ægteskabet blev til venstre hånd.

Tiden gik, Koldinghus stod tomt, indtil spanske soldater i 1808 blev indkvarteret på Koldinghus. De skulle hjælpe i kampen mod englænderne der året før havde bombet København sønder og sammen. Det var vinter, sneen lå højt, soldaterne frøs og tændte op i alle kaminerne.

Men ak, slottet havde stået øde så længe at det ikke var vedligeholdt. Formentlig har kaminerne ikke været renset og hele slottet brød i brand. Det brandte i to døgn, Kæmpetårnet styrtede sammen og ødelagde både riddersalen og kirken underneden. Om soldaterne overlevede melder historien ikke noget om, men da branden var slut stod kun de sodsværtede mure tilbage. Alt andet var væk.

I hundrede år stod slottet som en ruin. Geder og får græssede mellem de sodsværtede ruinvægge og havde lokalbefolkningen brug for at bygge ud, var ruinen et fortræffeligt sted at samle materialer. I 1830 var ruiner det nye sort, havde man ikke en ægte, byggede man en. Med ønsket om at se en ægte ruin rejste HC.Andersen til Kolding, og blev forfærdet over at se hvordan byens borgere langsomt nedbrød det tilbageblevne. Han igangsatte straks en redningaktion – eller lod gennem venner og deres venner kongen høre om hvordan Koldinghus var ved at forsvinde. Kongen blev åbenbart også forfærdet, for ruinen blev fredet.

I slutningen af attenhundredetallet opstod tanken om at genopbygge Koldinghus. En række prominente borgere i byen stod i spidsen, var frygtelig romantiske og mødtes kun i måneskin, drak rødvin og snakkede om hvordan Koldinghus skulle føres tilbage til fordums pragt.

Ingen vidste for alvor hvordan Koldinghus havde set ud inden branden. Det lykkedes alligevel forsamlingen i Kolding, der havde stiftet Museet på Koldinghus at genopbygge det meste af nord- og vestfløjen. De byggede som de forestillede sig det kunne have set ud, for der var ingen tegninger, og på den måde endte interiøret fra det gamle kongelige bibliotek i København på Koldinghus.

Genopbygningen blev forsinket af op til flere krige og først i halvfjerdserne blev den sidste del sat ind. Nu var det ikke længere tanker om at genopbygge til fordums pragt, der styrede. Nu ville man vise det prægtigste man havde frem. Ruinen. Murene. Derfor blev det besluttet at det skulle være tydeligt hvad der er nyt og hvad der er gammelt.

Jeg kan godt huske at have hørt om færdiggørelsen af trævæggen, men det kom alligevel bag på mig at det ikke er længere tid siden. Til gengæld er jeg ret imponeret over hvor flot opbygningen er lavet og hvor fint den gamle ruin passer sammen med det nye.

Det var spændende at se Koldinghus, og min oplevelse var, at også eleverne synes det var spændende. Det sidste er jeg sikker på kan tilskrives den afsindig gode rundvisning vi fik.

Det ovenstående bygger på en folder fra Koldinghus, den kompetente rundviser, Koldinghus’ egen hjemmeside og Wikipedia.

De sidste halvtreds gram

Mit eventyr ud i solfarvet garn er slut for denne gang. Måske.

Jeg har brugt de sidste halvtreds gram ufarvet supersoft uld, solen varmer ikke længere og står ikke længere så højt på himlen. Det betyder ikke jeg er færdig med at afprøve, det med at farve garn – men  jeg pakker sammen og venter til næste sommer.

De sidste halvtreds gram blev farvet med sten fra avocado. Farven i glasset var rigtig, rigtig fin. Den skiftede farve undervejs, gik fra rød mod orange, men det gjorde den ikke mindre fin. Desværre tog garnet ikke mod al farven fra vandet.

Det færdige garn er fint. Eller det er ikke grimt. Det er bare kedeligt.

Jeg kunne godt finde på at overfarve det. Ligesom jeg kunne finde på at overfarve ellekogleafkoget.

Noget siger mig at avocadoskaller muligvis farver mere end stenene. Umiddelbart kunne jeg bedre overskue at gemme stenene i forhold til skallerne, men måske næste sommer skal byde på et eksperiment med skaller. Måske.

De sidste er der mange af i denne verden.

Og mens jeg overvejer om jeg skal stoppe det avocadostensfarvede garn i et glas med de andre træspåner jeg købte sammen med blåtræet – som farvede enormt – får det lige lov at ligge lidt.

Jeg gør det nok. For selvom farven er fin, er den ikke rigtig mig.

Løbbinding

Jeg har set de gamle håndværk mange gange, og ligesom tvebinding er det noget,  jeg godt kunne tænke mig at lære. Da #knitwork16 bød på muligheden for en workshop om løbbinding, bed jeg derfor på og meldte mig til.

Vibe Munck, som har butikken Spindelvæven – en lille butik i Nyborg, og vist en langt større på nettet, stod for undervisningen, og gjorde det på absolut fineste facon.

Løbbinding er en af de teknikker, som umiddelbart at let at lære, let at gå til, og svær at mestre. Det kræver ikke den store ekspertise at lave noget, der ligner noget. Men det kræver erfaring at få det rigtig pænt.

Vi havde tre timer, og på de tre timer kunne vi nå at starte og færdiggøre en lille brik til varme kopper.

Starten er svær, og den bliver ikke lettere med tiden, kunne Vibe fortælle. Men med god tid, erfaring og tålmodighed kan den blive helt pæn. Derefter var det omgang efter omgang med viklinger og ottetaller. Ottetallerne er en ud af mange mulige sammensyninger. Igen handler det om erfaring, mere end det handler om noget andet.

Den erfarne løbbinder vil kunne lave ottetaller, så sammensyningen ikke kan ses. Nybegyndere hælder mere mod at lave sammensyninger der ses – og ind imellem være heldig at få dem til at blive usynlig. Mine sammensyninger er langt mere synlige tidligt på arbejdet, mens jeg synes at kunne se en forbedring ud mod kanten.

Løbbinding er sjovt, og – tror jeg – noget ungerne i Klubben godt vil kunne finde ud af. Der skal rekognoseres ud i materialer, for med indkøbsaftaler kan jeg ikke købe ind hvor som helst, men mon ikke de anviste muligheder ligger inde med noget, der kan bruges.

Yderst på brikken skulle vi ikke kun skifte farve, der skulle også laves pyntesting. I løbbinding er det så smart, at sammensyning og pynt godt kan være det samme. Altså glemte vi alt om ottetaller og syede i stedet fine tungede sting, der både pynter og holder sammen på spiralen.

Min brik endte med at måle ni centimeter i diameter. Vistnok lidt større end kalkuleret. Jeg synes ikke, jeg kunne have lavet den meget strammere, men det kan man åbenbart godt.

Den skulle have endt med en strittende omvundet ende af sjælen – den tråd, der ligger inderst, og som der vindes om. Jeg synes det så fjollet ud med strittende ender og forsøgte mig ud i kunsten at fade kanten ud. Der er plads til forbedring.

Jeg har voldsomt lyst til at fortsætte. Jeg har faktisk et lille kit til en skål, jeg købte for længe siden, men aldrig fik prøvet. Jeg kan bare ikke huske hvor jeg har lagt den. Helt sikkert et af de steder, jeg er sikker på at kunne huske… eller ikke.

Afslutning

Mens folkene i boderne begynder at pakke sammen, afslutter jeg en workshop og finder plads i cafeen. Ledningen med strøm til computeren er heldigvis ikke flyttet endnu.

Rundt om mig sidder folk, der stadig har masker at strikke, eller kaffe at drikke. Ude er der også stadig mange, der nyder de sidste solstråler, der kan nå ned på gårdspladsen, Strikketøj er at se alle steder, stemningen er hyggelig og selv standholderne, der stille pakker sammen, har tid til at stoppe op, snakke om lidt at hvert, og samtidig få reoler og garn ud gennem dørene.

Det har været to fantastiske dage. Her har været sindsygt mange mennesker, og selvom jeg længe troede lørdag skulle blive den travle dag, endte søndag med at være dagen, der ikke levnede tid til at sidde ved bordet i cafeen med computeren klar til stemningsrapporter.

Jeg var her ellers før dørene åbnede i formiddags.Sammen med Lona og Helle hørte jeg foredrag om hvor sundt det er for kroppen at strikke. Med udgangspunkt i sit arbejde som ergoterapeut og med hold i alverdens forskning inden for strik (eller håndarbejde af enhver art) underbyggede Anne-Le Morville påstanden om at både krop og hjerne har godt af at strikke.

Der kan argumenteres for, at hun ikke sagde noget vi ikke vidste. Men det er altid godt at få genopfrisket viden – og med en strikker in spe på bænkerækkerne, var der for alvor lagt op til gode spørgsmål.

Derfra gik dagen slag i slag.

Endnu et foredrag om hvordan man manøvrerer i designverdenen, om hvordan man gør, bygger op, hopper ud, afprøver og tør. Om platformer og indgangsvinkler til det at være strikdesigner.

Der er mange måder at opbygge en virksomhed, og med alle de virtuelle muligheder, der kræver netadgang, kunde-/følgepleje og alt det andet der følger med, følte jeg mig pludselig gammel, sat bag om dansen og langt væk fra nutidens mange muligheder.

Sådan ville jeg aldrig have tænkt at gribe det an, tog jeg mig selv i at tænke. Jeg ville trække på oldgamle principper og slet ikke føle mig hjemme i den nutidige verden, hvor årets bedste You-tuber kåres og flere følgere betyder mere salg. Jeg tænker der er flere muligheder for at blive set, og synes alligevel det var spændende at høre om alle de nye muligheder der står på spring.

Mens dagen gled, var jeg en hurtig tur rundt gennem hallerne, besluttede at den trøje jeg kiggede på i går ikke er livsnødvendig, men fik til gengæld en tunesisk hæklenål med hjem. Jeg smed den eneste jeg havde væk i går, og med nyvundne workshopsfærdigheder, var det trist ikke at kunne fortsætte hjemme.

Det kan jeg nu.

Dagen sluttede med workshop, og med de sidste boder taget helt ned, de kaffedrikkende og strikkende gæster næsten forsvundet, har jeg skrevet dagens eneste indlæg fra festivalområdet.

Det har været en spændende udfordring, Det har været tungt at slæbe på computeren og der er ingen tvivl om at havde jeg ikke haft en opgave, havde jeg aldrig skrevet så mange indlæg. Jeg havde ikke taget så mange billeder, jeg havde ikke været her så længe, og jeg havde nok nydt og set på en anden måde.

Jeg nåede ikke massage. Det er ærgerligt, for taskeslæb har givet mig hold i nakken. Jeg har først for ti minutter siden fundet ud af at slå blitzen fra kameraret og havde jeg planlagt en smule bedre, havde jeg hørt et foredrag eller to mere.

Det gør på ingen måde oplevelsen eller festivallen ringere. Jeg er imponeret over alt det de sidste to dage har indeholdt. Jeg har oplevet, hørt, set og rørt. Jeg har ingen garn eller bøger med hjem – men det har så mange andre – til gengæld er jeg en oplevelse rigere, og jeg glæder mig allerede til næste år.

Røde Mor - Inger Odgaard

Rundt om på #knitwork16 er små udstillinger.

Det jeg umiddelbart er blevet mest betaget af er Røde Mor eller Inger Odgaards skulpturelle strikkede installationer, der både hænger, står og er rammede ind.

Jeg ved ikke hvilke materialer hun arbejder med, eller hvad hun gør ved dem, for at få dem til at holde formen. Men det meget organiske og levende udtryk hun formår at give sine værker, gør noget ved mig.

Jeg tænker tanker om fiskere, hav, søpindsvin og levende organismer når jeg ser på de udstillede genstande. De er spændende, anderledes, tydeligt strik og samtidig noget helt andet.

Statistrikk

Jeg listede ind til foredraget om statistik og strik.

Kathrine Frey Frøslie er en fantastisk fortæller, og selvom jeg missede noget af det norske, var det en fornøjelse at høre om statistik på en helt ny måde.

Kathrine er ansat som forsker på Rikshospitalet i Oslo, har en master i statistik og ville gerne udbrede kendskabet til en større kreds. Så hvorfor ikke strikke statistikken? Det gjorde hun. Det gør hun. Hun kan slet ikke lade være.

I det mest farverige foredrag forbandt hun strik med statistik. Hun fortalte levende med billeder, historier og humor der til tider fik tilhørerne til at krumme sig sammen af grin. Koblingen mellem strik og statistik er så forkert at det bliver helt rigtigt, når Kathrine fortæller.

Hun startede ud med at fortælle om appelsiner. Hun ville strikke en appelsin. En appelsin er det helt rigtige i forhold til statistik, for den ligner allerede fra start (skåret midt over) en lagkage, og hvem ved ikke at lagkagediagrammer er god start på en statistik?

Men hvor mange både er der egentlig i en appelsin? Det var ikke nemt at finde ud af. Hun startede selv, pillede den ene appelsin efter den anden, talte både, spiste både, skrev ned hvor mange både den enkelte appelsin indeholdt. Men det var slet ikke nok. Da hun ikke kunne spise flere appelsiner, fik hun bredt projektet ud til sine børn, til sine børns skole og videre til universitetet.

Der blev talt. Der blev spist. Der blev regnet og i sidste ende viste et meget fint søjlediagram at gennemsnittet af appelsiner indeholder tolv både. Derpå strikkede hun en appelsin med tolv både.

Hun fortalte om flere sjove eksperimenter, om sygdomsdiagrammer, om kighoste og om vaccinationsponchoen, der meget præcist viser at hvis 82 procent af befolkningen er vaccineret mod kighoste kan sygdommen holdes nede og epidemier opstår ikke. Inden da havde hun på allerfineste vis, vist os hvordan sygdomme spredes eller ikke spredes.

Men lagkagediagrammer er ikke retvisende i statistik – siger “ægte” statistikere. Lagkagediagrammer mangler nemlig alt det som søjlediagrammer er meget bedre til at vise. For eksempel statistik over hvor mange børn der bliver født på månedsbasis i Norge.

Dermed så et barnevognstæppe med søjler dagens lys. Og dermed også historien om hvordan Kathrines store søn havde talt tilbage fra måneden med flest fødte børn og undret sig over, hvad der lå til grund for at så mange børn blev skabt i oktober måned?

En sammenligning med et nyt tæppe baseret på fødselsstatistikker fra dengang Kathrine selv kom til verden, viste meget tydeligt at de fleste børn dengang kom til verden ni måneder efter sommerferien. Det gav mening, Det gjorde oktober også, for i Norge findes en skæringsdato i forhold til hvornår børn begynder i børnehave.

Dermed kunne det konstateres at i gamle dage blev børn født ni måneder efter man havde sex. I dag har man sex ni måneder før barnet bliver født.

 

Som noget af det sidste viste hun et diagram, der viser noget om hukommelse. Det er bevist at skriver vi noget ned, husker vi det bedre, end hvis vi ikke skriver det ned. Ser vi noget husker vi det endnu bedre, men tegner vi er erindringen bedst. Kathrine mener at strikker vi det, vi skal huske, vil vi uden tvivl aldrig glemme det.

Tunesisk hækling

Ude i gården står en lang række containervogne. Det er her workshops’ne hører til.

Klokken ni i morges kunne jeg sætte mig rundt om bordet i den ene af vognene, sammen med en samling damer, der alle havde mod på tunesisk hækling. Jeg har prøvet før, men aldrig rigtig fået hul på det.

Nu kan jeg, Jeg kan både slå op og lukke af, jeg kan grundmasken, tage ud og tage ind. Jeg har hakket med flere farver og som det sidste, har jeg taget hul på jaquard. Eller tunesisk hækling i felter.

Jeg er ikke sikker på det nogensinde vil være noget, der for alvor fanger. Men som en opfølgning er jeg nok nødt til at hakke en pude eller to.

Stine Hoelgaard underviste med megen kompetence. I løbet af de tre timer kom vi vidt omkring – og det til trods for, som en af damerne sagde: Jeg har kun hæklet tre små prøver!

Tre små prøver har også ret. Og alting tager tid. Som Stine meget rigtigt sagde, kan vi både hækle ligeud, forme og faktisk også lave hulmønstre og andre fine mønstre. Alt det, med de få enkle teknikker vi har lært.

Da jeg gik ind i vognen ude på pladsen var der ikke mange mennesker, da jeg tre timer senere gik ud, summede hele pladsen af liv. Overalt sad strikkende damer og mad blev langet over disken hos grillmestrene i en lind strøm.

Jeg var sulten, fandt mad, fandt Bettina og hilste på den sidste af de andre bloggere. Med maven fyldt, gik jeg en tur gennem hallerne. De mange stande gør sig flot, der er virkelig gjort noget ud af det, der er bare næsten for mange mennesker. Det er mig, jeg ved det godt. Jeg står af, når der er så fyldt, jeg kan ikke overskue at se noget, jeg bevæger mig hurtigst muligt igennem og får ikke set det halve af alt det, der er værd at se.

Jeg håber at der bliver lidt mere overskueligt senere, og i stedet glæder jeg mig over stemningen, der udstråler ren hygge, glæde og forventning på højt plan. Alle steder sidder damer og strikker, ude på pladsen bliver der spillet jazz og der er mange gode grund til at blive hængende længe.