søndag den 19. oktober 2014

Stationsvinken


Oktober 2014


Emilie er sendt tilbage til skolen og hjemmet er igen stille. Ikke længe, hun kommer hjem igen næste weekend. Ikke fordi hun savner os, snarere fordi ønsket om at ses med Samar ikke lod sig udføre i efterårsferien. Næste weekend kan de begge.

Til gengæld har savnet efter de nuværende bedste venner været til at føle på i en hel lang uge. Det er svært at undvære så længe og tanken om hvordan det skal gå, når skoleåret er slut, bankede så småt på.

Men lige nu er hun på vej tilbage. Tilbage til den hverdag hun allerede elsker højt og slet ikke vil være foruden.

Musik på de skrå ruder


Altanen - oktober 2014


Vi ville have været i haven i dag. Inden vi tog til Aarhus var Emilie og jeg omkring havecentret og købe en hindbær- og en brombærbusk. De skal jo i jorden.

Det er de så ikke kommet. De står stadig på altanen og strutter af sundhed oveni al den regn der er kommet ovenfra.

Jeg håber lidt det stopper, inden Emilie skal følges til stationen…

lørdag den 18. oktober 2014

Aarhus tur/retur


Vi har været i Aarhus.


gamleby1


Vi har besøgt yndlingsfamilien og dejlige dage er det blevet til.

Vi har beundret mus lagt på række af katten i nattens mulm og mørke, og dampen fra Anders’ nyeste dampmaskine. Vi har snakket og hygget og drukket alt for mange drinks. Vi har været i den gamle by, vi har dasket og daset, finsovet og slingret ned ad Vestergade. Vi har spist god mad, kaffemaskinen har været på overarbejde og vi har besøgt yndlingskusinen i hendes hjemmefraflyttede lejlighed.

Men mest af alt har vi nydt dage sammen med nogen af de dejligste mennesker vi kender.

prikker

mandag den 13. oktober 2014

Feriestart


Ferien er stille gået i gang. Udenfor har det regnet hele dagen, og inde har energien ligget på nulpunktet – for os alle.

Bortset fra vasketøjet, der hænger og tørrer i kælderen, er det ikke det store der er udrettet i dag. Det har gjort godt, og det er – synes jeg lige nu – en ganske fortræffelig måde at starte ferien op.


Høstjakke


Det meste af dagen har jeg siddet i sofahjørnet med strik af forskellig art. Jeg er troløs – det har jeg sagt før. Jeg skifter mellem flere projekter, og det ene – det med de tykke pinde, som jeg ikke holder ud at strikke for længe på ad gangen – har nået bunden og mangler nu kun ærmer.

For mange, mange år siden fik jeg en stor kassefuld groft kradsende uldgarn foræret. Noget har jeg brugt, noget er smidt ud, noget er givet væk og noget ligger stadig i bunden af garnkasserne.

I bunden af den store kasse fra dengang lå et gigantisk fed rødt uldgarn af en knap så kradsende kvalitet. Jeg har altid vidst at en dag skulle det ende som noget stort, og dengang høstjakken første gang dukkede op, dukkede også mindet om det tykke røde uldgarn op øverst i hukommelsen.


Høstjakke


Dengang sommerferien lige var slut, arbejdsbyrden på sit højeste og min koncentrationsevne i forhold til strik kunne ligge på et meget lille sted, viste høstjakken sig at være det perfekte projekt. Perfekt fordi det ikke kræver den store tankevirksomhed. Trods tykke pinde – eller måske netop derfor – er det et langsomt projekt. Jeg kan ikke strikke meget før hænder og håndled ikke kan følge med, men det gør ikke noget. Jeg når det nok.

Den røde uld blev kombineret med vinrød alpakka, der har mindst lige så mange år på bagen som ulden. Alpakka som min mor i sin tid købte og ville strikke af, men som endte trævlet op i bunden af en af mine kasser med garn, før det nu blev fundet frem og gav den helt rigtige tykkelse til garn og strikkefasthed.

De to røde klær hinanden, og så jeg imponeret over at det store røde fed ved opviklingen viste sig at være en lang ubrudt tråd med en vægt på lige over ottehundrede gram.

Om lidt vil jeg indtage sofahjørnet endnu en gang. Sammen med en kande the og starten på røde ærmer vil jeg nyde resten af aftenen, der begyndte da Daniel kom forbi, vi andre kom i tøjet og vi trodsede regnvejret for at finde bussen, Søndre Fasanvej og Venus, hvor aftensmaden bestod af indisk af den gode slags.

Follow your arrow


Follow your arrow


Der var engang for meget længe siden. Mindst syvogtredive måneder … eller i hvert fald ni måneder siden … at Ysolda Teague startede et, synes jeg, temmelig interessant projekt op.

Hun lod starten gå til et Mystery Shawl. Ja, okey, det har vi set før, tænker du måske – men det her var en lille smule anderledes end sådan nogle plejer at være. Ysolda havde nemlig ikke alene udtænkt et sjal i fem dele. Hun havde udtænkt et sjal med to og tredieve forskellige muligheder.

Hver uge i fem uger udkom ikke kun næste del til et allerede planlagt sjal. Nej hver uge i fem uger udkom to muligheder for at bygge et sjal, hvor alle muligheder passede sammen på kryds og tværs. Faktisk passede mulighederne så godt sammen, at flere af delene kunne gentages flere gange eller lægges på efter at have strikket andre clues.

Det gav temmelig mange forskellige sjaler. På Ravelry er der tre tusinde fire hundrede tre og halvfjerds projekter – mange af dem ligner ingen af de andre.


Follow your arrow


Jeg sprang på og udnyttede samtidig muligheden for at strikke mohair som følgetråd. Hvorfor jeg aldrig har gjort det før, er jeg ikke helt sikker på. Måske fordi mohair selvom det er dejligt og blødt, alligevel aldrig rigtig bliver min kop the. På den anden side er jeg ret tilfreds med resultatet, så måske er der alligevel lagt op til en gentagelse engang med tiden.

Jeg havde masser af garn. Troede jeg. Så meget masser af garn, at jeg undervejs udviddede sjalet ud over de fem clues jeg kunne vælge imellem og pludselig måtte indse at jeg ikke havde så meget masser af garn. Ikke nok i hvert fald.

Så projektet endte som projekter nogen gange ender – i bunden af kurven med uafsluttede projekter. Der lå det længe. Med mellemrum overvejede jeg for og imod at finde mere garn, men jeg fik aldrig rigtig gjort noget ved det. Jeg kunne højst sandsynligt have efterlyst mere garn i den farve jeg manglede, jeg kunne sikkert også have ringet til Garnudsalg og fundet en løsning. Det skete aldrig og projektet arbejdede sig længere og længere ned mod bunden af kurven.

Indtil Sille og jeg for tre uger siden var på jagt efter farveskiftende garn til Sille, og jeg pludselig stod over for et nøgle mohair med den rette mængde silke og farver der efter bedste overbevisning passede til projektet nederst i kurven med de uafsluttede.


Follow your arrow


Nøglet kom med hjem. Den halvfærdige kant jeg havde nået at strikke, inden garnknapheden slog til, blev møjsommeligt trævlet op (ikke den nemmeste diciplin når der er tale om mohair) og en ny i samsving med den vedholdende uld og det nyindkøbte blev sat til.

Jeg er pænt godt tilfreds med resultatet – også at det er blevet færdig lige i rette tid, til den kulde der langsomt kommer snigende. Jeg er ret overbevist om at det bliver en af vinterens yndlinge – ligesom det også allerede virker ret godt, når kulden om aftenen kommer snigende mod sofahjørnet.





                       




Design: Follow your arrow mystery kal af Ysolda Teague.

Garn: Blackhill Højlandsuld i farven viol og Blackhill Silk Mohair i en lilla – hvilken vides ikke – begge fra Garnudsalg. Som effekt på kanten brugte jeg Lana Grossa Silkhair Print, farve 320.

Der gik lige knap 300 gram til hele sjalet – 190 gram Højlandsuld, 70 gram Kid Silk Mohair og 40 gram af den flerfarveskiftende mohair fra Lana Grossa.

Pinde: Hele sjalet er strikket på pind 4. Hvis jeg skal være ærlig, er det i virkeligheden nok min yndlings størrelse pind.

Størrelse: Jeg strikkede stort. Fyldte på og mente ikke det umiddelbare var stort nok. Jeg endte med et sjal der er alt for stort til at måle, men det er varmt – og stort.

Follow your arrow

Bemærkninger: Jeg kombinerede mit sjal af følgende clues: 1A – 2B – 3B x 2 – 4B – et omvendt 2B – 5B.

Jeg valgte som udgangspunkt at strikke ensfarvet. Da jeg startede ud havde jeg ingen planer om at tilføje en ny farve (eller rettere nye farver) til kanten.

Det første clue gav sig selv. Jeg havde valget mellem en trekant, eller noget halvcirkelformet. Det første clue er efter sigende en rettesnor for et færdige sjals facon. Jeg er ikke så vild med halvcirkelformede sjaler og en trekant lød spændende – så der var i virkeligheden ikke det store valg.

Det andet clue valgte jeg stort set efter samme udvælgelsesform. Jeg havde valget mellem et stykke med hulstrik eller en udbygning af den ene side af sjalet. Endnu mere asymmetri. Jeg gik efter det sidste.

Follow your arrow


Clue tre var hulstrik eller hulstrik. Jeg valgte det, jeg synes så mest spændende ud – og gentog en ekstra gang, fordi jeg allerede da gerne ville ende stort.

Det fjerde clue var også et valg mellem to mønstermuligheder. Ikke sindsoprivende. Jeg valgte det jeg umiddelbart synes så mest spændende ud.

Med kun det sidste clue tilbage og et efterhånden slaget håb om en udbygning i den anden side – det sidste clue kunne kun indeholde en kant, valgte jeg at vende clue nummer to og strikke det på inden den afsluttende kant.

Det sidste clue havde to mulige kanter. En kant strikket videre i den allerede etablerede strikkeretning eller en påstrikket kant med liggende masker – en teknik jeg aldrig havde prøvet før. Jeg kan godt lide påstrikkede kanter og det med de liggende masker gjorde udslaget.

Follow your arrow

Den valgte kant bliver mindre fra den ene side til den anden. Efterhånden havde jeg fyldt så meget på at jeg alt for hurtigt ville nå den endelige bredde på kanten, så jeg valgte at holde lidt igen på indsnævringen af kantbredden. Det krævede lidt beregning at ramme den rigtige nedgang i maskeantallet, men det lykkedes.

Samtidig ville jeg ende forkert i hjørnerne – igen et resultat af mit tilæg af clues – så jeg startede kanten på pind 20 i stedet for pind 6.

Færdigt og opskyllet, blev det så stort at den øverste kant ikke kunne ligge udstrakt over det område jeg havde til rådighed til blockning. Altså blev den øverste kant i stedet en smule svunget. Det virker fint og sjalet ligger skønt om hals og skuldre.

Det var et sjovt projekt.

Har du lyst til at se flere billeder af sjalet, kan de ses lige her på Ravelry.

torsdag den 9. oktober 2014

Fra lerværkstedet


Torsdag er lerværksted. Torsdag er beskidte fingre, meditationen med lerarbejdet og børn, der sidder stille og koncentreret i timevis.

Jeg ved i grunden ikke ret meget om ler. faktisk er vi ikke ret mange blandt det pædagigiske personale der ved noget om ler. Susanne ved, og Susanne vil gerne lære fra sig.


Snirkelskål


Altså er vi indgået i et samarbejde. Susanne kommer med børnene fra børnehaveklasse til anden klasse, og Louise og jeg kommer med de store unger. Mens børnene (og de voksne) leger med ler, fortæller Susanne gerne om både det ene og det andet.

Vi har ikke været i gang så længe. Men ungerne ved allerede at torsdag er lerværksted og de glæder sig. Jeg glæder mig også. Og samler inspiration på nettet. Jeg vil nemlig også lege med, og mig leg kan hurtigt få børnene til at lave andet end det de plejer.

Vi har lavet snirkelskåle inspireret af Fru Billedekunst og jeg har forsøgt mig med et spiralkrus efter Yvonne Millers foreskrifter.


Spiralkrus


I dag skal vi glasere. Første omgang har været i ovnen. Susanne viste hvordan, og mens jeg har fuldt styr på det der med at stille delene ind i ovnen, har jeg allerede glemt hvordan den skulle indstilles. Men mon ikke jeg får mulighed for at lære senere.

Nu håber jeg bare at mine ting har overlevet første tur i ovnen og er klar til et lag glasur.

Og jeg holder på at det er vigtigt at bruge de rigtige ord, at sproget bliver forfladiget hvis vi ikke gør – og retter hver gang en af ungerne spørger hvornår vi skal male lertingene.

onsdag den 8. oktober 2014

Klar til efteråret


Med efterårsferien lige rundt om hjørnet lagde Louise ud med projekt-dragebygning. Vi troede måske at kunne tiltrække drengene, men det var i første omgang pigerne der gik i gangs med plastik, spanskrør og gaffatape.


Kastaniedyr


Jeg tænkte der også skulle være plads til noget mindre, og samlede i mandags en stor posefuld kastanier i skoven bag vores have. Et par stykker så hurtigt dagens lys, som inspiration.

Begge dele er en succes, og det viste sig også at den tykke blomstertråd er særdeles velegnet til kastagniedyr – når nu vi ikke lige lå inde med tændstikker eller grillspyd af træ.


Kastaniedyr


Da først ungerne kom i gang er fuld knald på kreativiteten og fantasien får frit løb. For eksempel fik en af drengene kreeret den sødeste lille tykke humlebi, komplet med små vinger og striber i sort og gul.

I dag laver vi flere kastagniedyr og drager. Og på fredag håber vi på god vind og løb ud over fodboldbanen.


African Flower drage in the making...


Herhjemme har jeg også gang i en drage. En noget blødere en af slagsen, til trods for den ildspydende mulighed.

Den bliver grøn – den er nemlig til mig.

   

Klar med skruetrækker og svensknøgle


Onsdag starter tidligt. Klokken var ikke meget over otte, da fragtmanden ringede, at nu var de på vej med ny sofa.


Altanen - oktober 2014 


Sofaen var ikke til mig, så jeg fik travlt med at pakke mig sammen og køre rundt om hjørnet til Daniel, der nu er udstyret med sovesofa i den lille etværelses.

Det er længe siden jeg første gang tænkte tanken om etværelses, Daniel og sovesofa. Nu står den der. Der manglede et par skruer, men Anders ligger heldigvis inde med eksemplarer i den rigtige størrelse – dem tager vi. Det er garanteret nemmere end at ringe og vente og hente og gøre ved.

Det er ikke jordens bedste, dyreste eller højeste kvalitet vi har købt. Sofaen er fundet hos Jysk. Den var på tilbud, og - sagde den søde mand i kassen - kunne vi vente et par dage, blev den sat yderligere ned. Vi kunne godt vente.

Med katte der kradser og med stort U i ungkalehyblen, er jeg temmelig sikker på det ikke er det værste køb. Den må holde til det den kan.

Med tiden skal han have en topmadras. Jeg forestiller mig det vil være en god ide. Men det får vente til næste måned. Det giver også tid til at finde ud at hvor bred sådan en skal være… slår han sengen ud når han sover, eller klarer han sig med enkeltsengsmodellen? Det er et godt spørgsmål. Som ikke nødvendigvis kan svares på lige med det samme.

tirsdag den 7. oktober 2014

Den glade flodhest


Den blå flodhest


Emilie var hjemme i weekenden. Ikke så meget for at komme hjem, som fordi hun skulle hente den blå flodhest, der skulle gives i gave mandag morgen. (Faktisk kunne hun konstatere at der er pænt kedeligt herhjemme, og det muligvis bliver svært at skulle være hjemme en hel uge i efterårsferien – godt vi allerede har lagt planer…)

Flodhesten var overraskende hurtigt lavet. Sille havde sagt, at den hører blandt de nemmeste af de hæklede blomsterdyr. Men hørte jeg efter? Næh,  jeg skal gøre mine egne erfaringer. Og måtte indrømme, at hun havde ret. Der er noget meditativt ved at sidde med blomst efter blomst, gentagelse efter gentagelse. Måske er det det, der gør at jeg holder så meget af at produceret de hyggelige dyr.

Forresten viste det sig den anden dag, at Heidi Bear har begået en lille skøn fransk bulldog med skæve ben. Anders blev helt blød i knæene da han så den… Altså står der hund på programmet. Engang ved lejlighed.

Jeg kørte forbi kirkegården og tog billeder af flodhesten. Der er så smukt mellem grave, revne stier og blomstrende buske. Selvom jeg prøvede kunne jeg ikke fange den ekstreme nuttethed og fantastiske form, der fik mig til at sidde med den og overveje om den overhovedet skulle have lov at komme videre ud i verden, men hellere bare blive hos mig.


Den blå flodhest

Den blå flodhest


Den blev ikke hos mig. Emilie tog den med tilbage til skolen og overdrog den til Josefine, der på sin syttenårsfødselsdag blev en flodhest rigere. Hun blev glad og synes også den er fantastisk. Glæde skulle der efter sigende også have været over billedeshowet Emilie brugte weekenden til at sammensætte.

En powerpointpræsentation med billeder af fødselaren. Billeder der for størstedelens vedkommende ikke var specielt flaterende, og som blev vist ved morgensamlingen akkompagneret af et hyggeligt stykke musik. Emilie havde på forhånd været på kontoret og spørge om det kunne lade sig gøre – for som hun sagde: Det er dumt at lege med min telefon og tage selfies i massevis, lige op til sin fødselsdag.


Den blå flodhest








Design: Happypotamus the Happy Hippo african flower crochet pattern af Heidi Bears.

Garn: Bomuldsgarn af forskellige varianter. Farverne bestemte firmamærkerne.

Der gik 135 gram garn til elefanten, fordelt på fire farver. Der gik lige præcis et helt nøgle til den yderste og mørkeste blå, mens der stadig var et par gram tilbage af farve nummer to – den der agerer blomst.

Nåle: Hæklenål nummer 2½.

Størrelse: Den færdige flodhest måler 36 cm fra næse til hale og 16 cm i højden. På det breddeste sted måler den 14 cm, og fyldt vejer den 396 gram.

Den blå flodhest

Bemærkninger: Der er ikke meget at sige. Jeg fulgte opskriften. Til punkt og prikke.

Jeg overvejede en hale, men undlod, for godtnok har flodheste en hale, men det er nærmest bare et vedhæng, ikke en hale som en hest eller andet jeg kunne tilføje. Altså lod jeg opskriften bestemme og undlod helt halen. Den skal man tænke sig til.

Også tænke sig til den yderst mobile hale en flodhest i naturen er udstyret med. På den anden side, regner jeg ikke med at den blomstrende flodhest har helt samme behov for at kunne rotere det bagerste led, for at sprede lort, lugt og afmærke teratorium..

Har du lyst til at se flere billeder af flodhesten, kan de ses lige her på Ravelry.