søndag den 4. december 2016

Langs Champs Elysee


Fra Concordepladsen gik vi videre op ad Avenue de Champs Elysee. Jeg mente ikke vi kunne være i Paris uden, og Emilie var enig om at Triumfbuen skulle ses, men også enig om at vi ikke skulle ind, op eller helt over til.


Mod Triumfbuen - Paris


Det første stykke af Champs Elysee er på en trist efterårsdag… trist. Træer uden blade, containere og telte, der huser noget der ligner fortorvscafeer i kedelig indpakning, og manglende udsyn betød at Tøsebarnet ikke var udpræget imponeret.

Det ændrede sig brat da vi havde passeret Grand Palais og nåede butikkerne. Noget af det første vi mødte var en kæmpe Addidasforretning. Emilie havde hjemmefra fablet om nye sko og grønne striber. Hun havde sparret sammen og var helt på det rene med, at i Paris kunne hun spare hundrede kroner per par.


Mod Triumfbuen - Paris

Mod Triumfbuen - Paris


Jeg fandt et sted at sidde og pakkede strikketøjet frem, mens Pigebarnet undersøgte hylde efter hylde med muligheder. De grønne striber måtte hun undvære, men efter at have konfereret med en gut med headset (man kommer langt med tegnsprog) lykkedes det hende at nå frem til to par, der sjovt nok passede med de opsparrede kroner til det projekt.

Resten af dagen bar hun på en temmelig stor pose. Den gjorde dog ikke shoppelysten ringere, og selvom jeg gik efter gamle kulturinstitutioner, var vi også omkring temmelig mange shoppemuligheder gennem hele ugen.

Som vi bevægede os ad det lange strøg, voksede kæmpebuen i det fjerne, vi zigzaggede ud og ind gennem døre til spændende købsmuligheder og klokken nåede at blive meget senere end jeg havde forestillet mig, inden vi endelig var helt fremme ved porten til Napoleons Triumf.


Ved Triumfbuen - Paris


Vi stoppede op, kiggede på værdig afstand, tog de nødvendige selfies og kiggede op ad de vældige alleer, inden vi fandt den nærmeste metro mod mødet med dagens tredie dame.

lørdag den 3. december 2016

To ud af tre damer


Torsdag i Paris havde vi aftaler med tre meget forskellige damer, rundt om i byen. Tre damer, der hver især står for noget forskelligt, er blevet vurderet gennem tiden og alle har en historie at fortælle.


Louvre - Paris


De to første damer mødte vi på Louvre. Vi gik ind i den store glaspyramide midt på slotspladsen, gennem sikkerhedskontrollen og steg ned gennem luftlagene ad lange smalle rullende trapper til kælderetagen, billetkøb, garderobe og indgangen til de attråværdige sale i det gamle slot.

Vi var tidligt ude ad døren på hotellet, for vi vidste vi havde en lang dag foran os. På Louvre var der allerede mange mennesker, da vi ankom, og selvom vi gik direkte mod den første dame, stod det hurtigt klart at vi ikke var de eneste med den ide.


Louvre - Paris

Louvre - Paris


Jeg var på Louve sammen med min mor for femten år siden. I dag kan jeg læse mig til at museet har undergået en stor restaurering, som endnu ikke er helt afsluttet, og som helt bestemt har været i gang dengang vi besøgte for mange år siden. Havde jeg vidst det ved et først besøg, havde jeg måske ikke været helt så skuffet over at se slottet.

Jeg er uden tvivl mere interesseret i selve bygningerne, end de kunstværker de huser – i hvert fald når bygningerne er gamle og rummer historie. Sådan har det været længe, men det var først da vi stod i de imponerende gallerier på Louvre, det gik op for mig. Jeg var gerne blevet for at snuse rundt i det gamle slot, der startede som en middelalderborg, og senere blev udviddet, ombygget og endte som kongeslot i byernes by.


Louvre - Paris

Louvre - Paris


Men jeg havde Emilie med, og selvom vi faktisk blev meget længere end forventet og hængte ud i et af de lange sidegallerier, efter at have besøgt den smilende dame bag tommetykt glas i en stor og luftig sal med masser af mulighed for fotografering. Vi satte os på en bænk midt i det lange galleri, hvor en mand havde slået sig ned med staffeli, palet, pensler og maling, for at kopiere et af de allestedsnærværende værker.

Vi sad bare og snakkede, nød stemningen, kiggede på manden, delte en rulle Mentos og og blev enige om at det er et langt smukkere slot end den indpakkede, mørke, kedelige bygning jeg havde stillet i udsigt.

Da Emilie fik nok, fandt vi for et kort øjeblik vej mod antikken og et mindre rum i lavere omgivelser, med færre gæster og et kig til en kvindekrop uden arme og et draperet klæde, der hvert øjeblik truede med at falde og fremvise samtlige hendes dyder.


Louvre - Paris


Vi sagde pænt farvel til både Mona Lisa og Venus fra Milo, inden vi fandt tilbage til garderoben, gik gennem en imponerende lang underjordisk gang, omkring museumsbutikken og videre op i sollyset, hvorfra vi gik gennem Kongens Have mod Place de la Concorde.


onsdag den 30. november 2016

Onsdagsfri


Jeg har haft fri i dag. Helt fri. Som i være hjemme hele dagen. Det har været skønt. Det er stadig skønt. Og tiltrængt.


Fine aftagelige maskemarkører


Mit eneste dagordenspunkt har været vasketøjet. Der er samlet godt med overspringshandlinger hele dagen, men nu snurrer maskinerne i kælderen. Alle fire. Så er det nemt at vaske. Når altså lige man har taget sig sammen til at transportere de blå IKEAposer med vasketøj til fire maskiner ned ad trapperne fra tredie sal og gennem den lange kældergang til fællesvaskeriet i den anden ende af bloggen.

Nogen gange kan jeg være hele dagen om at tage mig sammen. I dag var sådan en dag.

I mellemtiden har jeg lavet så meget andet. Mest ingenting og drukket the. Det er vigtige gøremål mellem travle hverdage. Planerne om at køre i centret og købe de der julegaver jeg ved jeg skal have, blev skrinlagt. Jeg når det en dag på vej hjem fra arbejde. Så er jeg alligevel ude. Planerne om fotos i dagslys af julegavestrik og opdatering på Ravelry blev til gengæld til noget. Det krævede heller ikke jeg skulle hjemmefra.

Planerne om at pakke den del af julegaverne ind, som der er styr på er endnu ikke afvist. Jeg er bare ikke nået til det endnu. Der er stadig dag at tage af, og det er skønt på en fridag midt i ugen.


Fine aftagelige maskemarkører


Jeg har strikket. Det har jeg, og jeg har glædet mig over de nye markører, der har stået på min ønskeliste i flere år, men som ingen har givet mig. Nu har jeg købt dem selv, og der er ingen tvivl om at de nok skal blive brugt.

Fine markører, der ikke skal sidde om en strikkepind, men som kan bruges alle de steder, hvor jeg ellers sætter en sikkerhedsnål i et stykke strik. Eller hækling. De sættes i det strikkede – eller hæklede - og fungerer fantastisk, der hvor de vanlige maskemarkører på strikkepindene ikke slår til.

De markerer omgangsstarten på et par pulsvarmere strikket på strømpepinde. Der kan ikke sidde maskemarkører på strømpepinde. De falder bare af. I hvert fald hvis de skal sidde for enden af pindene.

De kan bruges til at tælle med, når jeg skal strikke fyrre pinde - eller et andet antal. De kan sættes fast efter hver tiende pind, så jeg ikke skal tælle hele vejen til fyrre, hver gang jeg bliver i tvivl om hvor langt jeg er nået. Nu behøver jeg bare at tælle til de næste ti og flytte markøren. Jeg plejer at bruge en sikkerhedsnål til det sammen. De her er bare så meget pænere.

Jeg har også en markør siddende i det igangværende mystiske sjal fra Geilsk. Jeg har nærmest fotografisk hukommelse når det handler om strik og mønstre. Sjældent skal jeg strikke et mønster igennem mange gange, før jeg kan det udenad. Jeg er visuel. Meget visuel er det efterhånden gået op for mig, og er et mønster kun skrevet, kan jeg somme tider kæmpe med forståelsen. Men tegner jeg det, er det sjældent nødvendigt at kigge igen, for mens jeg tegnede lærte jeg. Jeg er vis også taktil.


Fine aftagelige maskemarkører


Det geilske sjal med de mange mønstre er ingen undtagelse. Jeg har alle mønstrene i hovedet, men mønstret i clue tre var et af dem, der krævede lidt ekstra. Jeg kunne godt forstå sammenhængen, opskriften gav fint mening, men jeg kunne ikke huske rækkefølgen på forskellige pinde fra hinanden. Indtil jeg tegnede det. Det er samme mønster forskudt omkring en midterakse. Den lille markør hjælper mig med at finde midten. Før sad der en sikkerhedsnål.

Jeg har købt markørerne på Etsy. De glider fint og uden at ødelægge ind over garnet i projekterne. Jeg købte et blandet sæt af fire. Og helt ærligt tvivler jeg på de fire i forskellige størrelser er nok. De må hellere sættes tilbage på ønskelisten.

Og ellers kan jeg jo købe selv.


Ishockey


Jeg er ikke den store sportsfan. Jeg er heller ikke specielt bekendt med reglerne inden for en hvilken som helst sportsgren. Jeg er i virkeligheden også ligeglad.


Ishockey på Rødovres hjemmebane


Da vi i sidste måned var i Maribo, kom  jeg blandt meget andet hjem med to billetter til ishockeykampen i aftes mellem Rødovre Mighty Bulls og SønderjyskE. Planen var at vi skulle mødes og se kampen sammen, muligvis medbringe strikketøjet og ellers sidde på række og have det sjovt.

Jeg var klar. Ingen af de hjemlige beboere ville med, men en kollega ville måske gerne. Sygdom satte en stopper for den plan og jeg mødte alene op i aftes – medbringende strikketøj og Emilies kamera. Desværre satte batteriet ud, lige netop som Rødovre scorede deres eneste mål, og billeder af glade spillere kom derfor ikke med hjem.


Ishockey på Rødovres hjemmebane

Ishockey på Rødovres hjemmebane


Med hjem kom til gengæld frosne fødder og kolde hænder, sammen med en oplevelse og en kurvfuld billeder. Jeg blev ikke meget klogere på kampreglerne. Sandsynligvis fordi jeg er ligeglad, men det blev lidt sjovere at se med, da det viste sig at den ene af Rødovres spillere er en af mine gamle Caféunger. På den anden side var det næsten at regne med, for vokser man op i Rødovre er ishockey en stor del af hverdagen. Jeg tror ikke vi har en eneste klasse på skolen uden ishockeyrelaterede elever. Ellers spiller de håndbold. Det er også en stor sport i Rødovre.

Men jeg er ikke fra Rødovre, men nu har jeg altså været i skøjtehallen og set en kamp – og selvfølgelig (ovenstående taget i betragtning) mødt et par stykker af nuværende og gamle børn og elever.

Jeg fik strikket – lidt. Og jeg fik kolde fingre. Jeg konstaterede at mine støvler ikke er helt så varme som forventet og jeg lærte at det er en god ide at have et tæppe med til ishockey. Det husker jeg næste gang. Jeg fik nogenlunde fat på det der med spillerkæderne, fangede at pucken skulle i mål (det vidste jeg godt i forvejen) og er temmelig overbevist om at målmanden skal være på banen, på plads foran målet, når spillet er i gang.


Ishockey på Rødovres hjemmebane

Ishockey på Rødovres hjemmebane


Jeg ved det hedder perioder og der til forskel for de fleste andre sportsgrene er mere end to. Jeg er ret imponeret over ham gutten der i alle pauserne trillede rundt med målene og satte dem fast igen, når isen var kørt over af den der maskine der får det hele til at skinne igen. Og selvom det var koldt og tog helt vildt lang tid, kan jeg godt lokkes med en anden gang.

Det var i øvrigt også sjovt at følge med i de ritualer, der findes i enhver sportsgren, og som for de uindviede tit ser både mærkelige og uforståelige ud. Det bliver ikke mere forståeligt, når resten af hallen, ser ud til at vide præcis hvad der sker, og man sidder tilbage med oplevelse af at være udenfor.

I øvrigt tabte Rødovre. Godt og grundigt. da SønderjyskE scorede det femte mål mod Rødovres ene, var frustrationerne til at føle på, og slåskampene lå og lurede lige under overfladen.


søndag den 27. november 2016

Når hverdagen banker på


Det er ikke fordi jeg synes tiden går stærkt, de enkelte dage kan vare for evigt. Men så alligevel – pludselig er ugen gået, mandag er blevet til søndag og jeg har ikke nærmet mig den hjemlige computer eller tastatur for andet end en hurtig udskrift, et kig på personaleintra eller et opslag om noget lige-her-og-nu vigtigt.

Mere til samlingen


Der er ingen tvivl om at årstiden gør sit. Det tidlige mørke får mig til at søge en smule i hi. Jeg finder sofahjørnet og den varme the, når jeg kommer hjem, og formiddagene inden arbejde går hurtigere end jeg synes de plejer.

På jobfronten går det stærkt. Julegavesæssonen er skudt i gang, og der er glade dage blandt hobbybørnene. Også enkelte, der ellers altid holder sig langt fra den del af Klubben. Tit er jeg lige ved at glemme lukketid, for når hyggen breder sig, de mest hjælpekrævende er gået hjem og de tilbageblevne klarer sig selv og gerne vil snakke, kan viserne hurtigt flytte sig længere end jeg regner med.

Samtidig hænger årets opgradering af pædagogstanden og medfølgende uddannelse over hovederne på os. Vi har læst kilovis af bøger, artikler og print fra diverse steder. Langt det meste er spændende, øjenåbende og sætter tanker i gang. Vi har talt og tænkt. Vi har ændret vores tilgang til den understøttende undervisning og vi er blevet husket på alt det vi godt ved, men mellem alt det andet har glemt.


Emilies skåle


I morgen og på tirsdag venter anden omgang undervisning. Jeg er spændt, glæder mig og samtidig er jeg en smule ambivalent. For trods gode snakke, spændende læsning og nye tanker om egen undervisning var første møde med uddannelsens undervisning ikke en succes. Det var to dage med røven i sædet og ørene på stilke. Det var to dage med undervisning i foredragsform, med alt for lidt bevægelse og reflektion. To dage med masser af fokus på målrettet undervisning og feedback, men uden mulighed for at vi selv kunne evaluere eller komme med vores syn på dagenes indhold og forløb.

Jeg krydser fingre for at de kommende to dage bliver mere spændende, mere dynamiske og sætter et større aftryk på det videre forløb. For det ér super spændende.


For ikke at falde helt sammen, og da Emilie havde fri fra arbejde og jeg havde planer om en julegave, startede dagen i dag i Creative Space. Der var plads da vi ringede og for første gang oplevede vi at være færdige før tid. Emilie fik to skåle mere til samlingen. Hun har planer om eget malet porcelæn, når hun flytter hjemmefra. Hun er startet med skåle og har meddelt at når der er tolv i forskellige farver, men samme udforming, går turen videre til tallerkener.

Foreløbig er hun cirka halvvejs.


Spændende hvordan de ser ud efter brænding


Vi slentrede videre til Stenovnsbagt pizza og en en tur gennem Frederiksberg Centret, inden metro og bus hjem. Hjemme gik jeg i brædderne, faldt i søvn og vågnede ikke før maden stod på bordet. Siden har jeg kigget fjernsyn, strikket og fulgt med i journalisternes jagt på kommende ministre. Mere bliver det ikke til.


Der er ingen tvivl om at hverdagen kræver sit, og weekenderne kræver deres.


søndag den 20. november 2016

Lovelocks


Ifølge Wikipedia kan historien bag lovelocks dateres over hundrede år tilbage, til en Serbisk fortælling fra første Verdenskrig om et elskende par, der igen og igen mødes på broen Most Ljubavi (Bridge of Love) og forloves før manden drager i krig. I løbet af krigen forelsker han sig på ny, denne gang i en kvinde fra Korfu, forlovelsen bliver hævet og den unge kvinde dør af hjertesorg.

Efterfølgende begyndte unge kvinder, der ville føle sig sikre på deres kærlighed at skrive navnet på dem selv og deres elskede på hængelåse, som derefter blev låst fast til netop kærlighedens bro.


Lovelocks på Pont Neuf - Paris

Lovelocks på Pont Neuf - Paris


Om det er sandt, skal jeg ikke kunne sige, men under alle omstændigheder er traditionen at vise sin kærlighed med en hængelås blevet et symbol, der findes mange, mange steder i verden. Helst på en bro, hvorfra nøglen efterfølgende kan kastes i vandet og aldrig findes igen.

I Paris var det i mange år Pont des Arts der lagde ryg til de mange låse. Broen var i forvejen et sted kunstnere brugte for den fantastiske udsigt og mange par tog på picnic. Broen har trædække, og en spinkel jernkonstruktion og efterhånden som traditionen med lovelocks blev udbredt truede det broens eksistens. Dele af rækværket kolapsede mere end en gang, heldigvis kom ingen til skade. Til sidst blev det vurderet at der hang omkring en million låse med en samlet vægt på fem og fyrre tusinde ton.

Det var noget mere end de første sporadiske låse, der til at starte med blev anset som harmløse. Hvor låsene blev af er jeg ikke sikker på. Det er forskelligt hvad der står på de enkelte sider. Nogen mener at låsene blev fragtet videre til et andet sted, for ikke bare at forsvinde, andre fortæller hvordan bystyret med mellemrum, inden nedtagningen, ryddede broen for låse, for at gøre plads til nye. Hvad alle til gengæld kan blive enige om er, at nøglerne på flodens bund får lov at blive liggende.


 Lovelocks


Broen blev reddet, et nyt rækværk forsynet med glas i stedet for gitter blev sat op, og Pont des Art er igen et sted hvor man kan gå, uden fare for at blive ramt af nedfaldne rækværk fyldt med hængelåse.

Det betyder ikke at traditionen er glemt. Den er vist kommet for at blive, og vi fandt da også en bro fuld af hængelåse. Nu hænger de tæt på den midterste del af Pont Neuf. Der hvor rækværket ikke er af sten og fine relieffer, men gitter og udsigt over det yderste af Ille de Cite.

Det var der vi ville hen. Det var der endemålet for turen langs Seinen var. Vi ville se lovelocks. Og vi så. Vi så fine låse, rustne låse, gitter der gav efter og delvis afspærring, fordi låsene tilsammen vejer mere end rækværket kan holde.

Det er ganske vist en smuk tradition. Tanken bag er fin. Desværre er den ødelæggende for miljøet, for kulturinstitutioner og for udsigten. Jeg støtter hellere kampagnen No LoveLocks. Tag et billede, post din kærlighed online, og pas på de smukke gamle broer, der ikke kan bære vægten af al den kærlighed.


Udsigt fra Ille de Cite mod Pont des Arts - nu uden lovelocks


Vil du læse videre om lovelocks på Paris’ broer, har jeg fundet en del artikler, der er mere eller mindre oplysende: Modstand mod Lovelocks, Lovelocks bliver fjernet fra Pont des Arts, en lidt længere artikel om det samme, Wikipedia om Pont des Arts og en artikel om livet efter Lovelocks.


I mere jordnære omgivelser


Efter turen helt oppe ved skyerne, var det rart at være noget mere jordbunden. Så det var vi. Vi gik så langt ned som vi kunne, samtidig med at vi stadig stod på jordoverfladen og gik hele vejen langs venstre side af Seinen til Pont Neuf.


Ved Seinen - Paris

Ved Seinen - Paris


Det var hyggeligt at gå langs floden. Langt det meste af vejen kunne vi gå langs promenaden ved floden, under broerne og væk fra bilerne. Kun ganske få steder måtte vi op på gadeplan og krydse over, inden vi igen kunne komme ned langs floden.

Der er smukt langs Seinen i Paris. Vi mødte fine skibe, smukke broer, guldbelagte firben og en hel masse sjov og leg. Flere steder langs flodkanten er opstillede borde- og bænkesæt med påmalede spillebrætter som skak, mølle, dam og backgammon. Jeg ved ikke om man skal medbringe brikkerne selv, eller om det er muligt at låne. Jeg kunne godt forestille mig et udlån, der hører sommeren til.


Ved Seinen - Paris

Ved Seinen - Paris

Ved Seinen - Paris


Legemulighederne var også i højsædet, flere steder mødte vi labyrinter, hinkeruder, løbebaner og andre sjove legemuligheder malet på astfalt eller faldunderlag. Emilie hinkede og hoppede og afprøvede lidt af hvert, inden vi kom forbi et stort verdenskort, og hun valgte at tage hjem.

Fra flodniveauet er der også udsigt til mange af de gamle smukke bygninger Paris er fyldt af, Musee d’Orsy, den gamle togstation knejsede flot lige over os, mens forposten til Louvre ligner et lille hyggeligt sommerslot, inden vi nåede så langt, at det floder sig ud i hele sin længde og viser, hvor stort og enormt det egentlig er.


Pont Alexandre III - Paris

Pont Alexandre III - Paris

Pont Alexandre III - Paris


Vi gik forbi Pont des Arts, der tidligere var fyldt med hængelåse som symbol på alverdens kærlighed, men som nu er helt fri og med nye gennemsigtige sider af en form for glas. Plexiglas formentlig. Den smukke gamle, spinkle bro fra Napoleons tid kunne ikke bære vægten af de mange tusinde låse, og var tæt ved at kolapse, da byen greb ind og fjernede ikke bare låsene, men også muligheden for at hænge nye op.


Louvre - Paris

Boghandlere i Paris


Det afholder dog ikke folk fra at hænge låse op, som vi også mødte mange sælgere af. Fra de fine bogstader langs floden, som er så typiske for Paris er der blandt gamle bøger, plakater og souveniers også salg af fine håndmalede hængelåse til ophæng alle de steder, det er muligt.


torsdag den 17. november 2016

Geilsk ti års mystery


Gennem de sidste ti år har Bente Geil lavet det ene finurlige strikdesign efter det andet. Hendes opskrifter er fyldt med sjove tiltal, skæve ideer, afsindige navne og nye vinkler, der gør det sjovt at strikke.

Jeg har ikke strikket ret mange af de Geilske opskrifter, trods de mange gode ideer og skøre indfald, som jeg synes er fantaktiske er det alligevel sjældent nok til at jeg kan se mig selv i det. Samtidig må jeg indrømme, at når noget bliver for populært står jeg af.

Jeg har altid hyldet forskelligheden – specielt i valg af påklædning, og jeg har aldrig ville ligne de andre. Jeg tror det er en afstikker af de tanker, der får mig til at vælge fra, når for mange vælger til. Det holder så alligevel ikke, for gennem tiden har jeg strikket mange projekter, som går sejrsgange.

Noget af det jeg også har delt med mange er strikke mysterier, og da Bente Geil i forbindelse med tiårsjubilæet slog sig op som mysteriestrikker, hoppede jeg på.


Geilsk Mystery Resume


Det tredie clue er strikket. Hvert clue er et dyk i det Geilske designunivers og tur tilbage gennem ti år med strik. Gamle mønstre findes frem, og dukker op i en ny version.

Andet clue indeholdt en buket blomster, som ganske vist kræver tungen lige i munden, men som jeg synes bliver lettere og lettere som pindene vokser i antal. Alligvel havde så mange problemer med blomsterne at tredie clue var vedlagt et alternativ til det omstridte andet clue.

Det kunne jeg ikke sidde overhørrigt. Jeg kan ikke modtage et clue – og så ikke bruge det. Altså tilføjede jeg det ekstra clue som et clue nummer to en halv, og mit mystiske strik har nu fire takker i stedet for de forventede tre.

Det er muligt jeg løber ind i problemer senere i forhold til antallet af masker eller pinde. Det er også muligt jeg ender med for lidt garn – den vinkel var jeg allerede i tvivl om da jeg startede. Men jeg har lavet om på strikkede mysterier før i processen og strik er fleksibelt, så mon ikke det nok skal ende som et sjal.

I øvrigt strikkede jeg to pinde ekstra af det indskudte clue, inden jeg startede clue tre. Det undrede mig at det oprindelige clue 2 løb over 24 pinde, mens det alternative kun skulle strikkes over 22 pinde. De ekstra to, gjorde dem dels lige høje, dels startede jeg clue tre med samme mønsterpind i clue to, som havde jeg fortsat helt efter planen.


Nu er det spændende, hvor vi videre skal hen…