lørdag den 23. august 2014

Geven er pakket og jeg er klar


I dag er der fødselsdag. Victoria fylder tretten.


Victoria og Emilie på standen til min mors fødselsdag


Jeg skal alene af sted. Anders ser Formel1 og Emilie er blevet på skolen. Hun ville ikke hjem, for næste weekend er der tvungen hjemsendelse.... og tre weekender i træk var for meget. Sagde hun.

Jeg tager gerne alene af sted. Jeg kan følges med min mor, og min far og Anni har lovet at hente os ved toget.

Jeg tænker også vi følges hjem igen. Jeg plejer ellers at blive og overnatte, når der er fødselsdag hos min søster. Så får vi mulighed for timer alene og jeg kan køre med Claus hjem, når han skal på arbejde søndag aften. Men i morgen skal han ikke på arbejde, så jeg skal selv tage hjem. Det kan jeg heldigvis godt.

Jeg tænker det bliver hyggeligt. Både togturene med min mor, fødselsdagen og timerne sammen med familien. Det føles som om det er længe siden sidst. Det er det vist egentlig ikke.

Der er bare sket meget i de sidste uger.

fredag den 22. august 2014

Status efter to ugers ny skolereform


En ting er teori - en anden er praksis.

Jeg er sådan en, der som udgangspunkt er positiv. Både i nuet, men også overfor nyt. Jeg har for mange år siden lært at der er kampe, der skal kæmpes, og så er der dem, der slet ikke er værd at bruge tid på. Og det der ikke kan ændres.

Skolereformen kan ikke ændres. Den er kommet for at blive. Derfor har min tilgang også fra start været at få det bedste ud af det. At hoppe på og følge med. At tro, det vil give nye og spændende muligheder.

Sådan har jeg det stadig.


Ved Damhussøen - august 2014


Men. For der er også et men. Vi nåede ikke meget længere end mandag i sidste uge, før vi måtte indse at et er teori - noget andet er praksis.

Det handlede mest om Klubben. Om at skulle være to steder på en gang. Om ikke at have tid. Om ikke at have overskud. Om at føle sig utilstrækkelig, og om at passe på hinanden. Det holdt hårdt. Vi følte os ikke hørt, vi følte os misbrugte og på randen af negativitet.

Det har ingen af os lyst til.

Men vi var hørt. Og vi blev hørt. Sådan noget giver ro. Også selvom problemerne ikke er løst. Alting kan ikke klares fra den ene dag til den anden, men der arbejdes på sagen, og så kan vi strækkes langt.

Bare vi bliver hørt.


Altanen august 2014


I skolen dukkede andre problemstillinger op. Det altoverskyggende "hvad skal vi egentlig" har fyldt. Samarbejdet med lærerne, som jeg på visse punkter havde gruet for, viste sig knap så grufuldt, men stadig svært at have med at gøre. Med timer i seks klasser og med lærere til lige så mange klasser, er det sin sag at finde tid.

I praksis har vi ikke fundet tid. Men vi har fundet noget andet. Så kommer det med tiden nok med tiden. Jeg tror på det.

Jeg har ikke mange timer i skolen. Men heller ikke mange færre end mine kolleger. Jeg har fem. En time hver dag. Hver dag en ny klasse. Den ene dag to klasser slået sammen. Det giver mange indgangsvinkler at holde styr på. Mange skift, og mange muligheder.


Altanen august 2014


På mit skema stod fra start fordybelse. Det er de timer der i reformen hedder lektiehjælp og faglig fordybelse. Eller de timer der i daglig tale går under navnet lektiecafé. Det stod hurtigt klart at min faglige kompetence ligger langt under lektiehjælp i ottende og niende klasse.

Jeg har kun ottende og niende klasse. Til gengæld har jeg alle de klasser skolen kan mønstre på de to årgange.

Det viste sig også hurtigt at jeg ikke var den eneste, der havde set at kombinationen pædagog og lektiehjælp ikke er den bedste brug af kompetencer. Nu er alle mine fem timer i de seks klasser vekslet til understøttende undervisning. Det kunne heldigvis lade sig gøre.

I løbet af den første halvanden uge med ny skolereform kunne jeg fysisk mærke at tingene ikke hang sammen. Dagene gik, timerne i både skole og SFO blev brugt. Jeg blev brugt. Jeg faldt i søvn, når jeg nåede hjem. Og jeg kunne ikke vågne om morgenen.

Onsdag blev vendepunktet. For mig. Ikke for alle. Men lidt tæller også.


Ved Damhussøen - august 2014


Onsdag havde vi møde med lærerne. Det var set frem til med glæde. Det var vist et udemærket møde. Men det var ikke selve mødet, der gjorde udslaget. Det var de sætninger Kristine sagde lige inden mødet gik i gang. De sætninger der fik min del af undervisningen til at falde i hak.

I hvert fald for de næste mange måneder.

Lige inden sommerferien sluttede, satte jeg mig og skrev noget der minder om en jobansøgning. Jeg skrev om mine kompetencer. Om hvor jeg så mig selv i skolen, og hvor jeg mente at kunne bruges fornuftigt. Jeg sendte det alle de lærere jeg er i teams med. Til alle seks teams. Jeg havde nemlig forudset vanskelighederne ved at mødes.

For mange år siden lærte jeg webdesign. Jeg lærte HTML, CSS og en smule Javascript. Jeg lærte om billedebehandling, om flowcharts og om opbygningen af hjemmesider. Det var det Kristine tog fat i. Kan du ikke lære dem det? Spurgte hun, og mente at alle seks klasser kunne få glæde af.

Det er ikke en fjern tanke. Jeg har tænkt den mange gange. Tænkt at jeg arbejder på en skole og det kunne være spændende at få lov at give min viden videre. Jeg havde bare glemt det. Glemt det midt i min følelse af utilstrækklighed.

Man kan hurtigt føle sig utilstrækkelig, når man ikke længere kan huske hvordan et udsagn med x'er og y'er, plusser og minusser, paranteser og opløftede potens skal reduceres. Specielt når jeg samtidig var pinligt bevist om, at lige præcis den del af matematikken var jeg mere end bare almindelig god til. For femogtyve år siden.


Altanen august 2014


Nu skal jeg undervise webdesign. Jeg glæder mig. Alle mine mange lærerkolleger greb bolden og synes det var en fantastisk ide. Når eleverne har lært nok, kombinerer vi med opgaveafleveringer. Jeg ved hvad jeg skal. Lærerne ved hvad jeg skal. Og de får tid til selv at finde rundt i alt det nye, uden også at skulle tænke på mig.

Så finder vi nok ud af det med at mødes.

Det gjorde godt. Jeg er klar og mandag starter første lektion. Jeg kunne fysisk mærke hvor godt det gjorde. Hvor meget det lettede.

Torsdag morgen vågnede jeg frisk og veludhvilet.


Altanen august 2014


Jeg tror stadig på det nok skal blive godt.

Også selvom en ting er teori. Og noget andet er praksis.

Til hende den lyserøde


Lyserøde bestillinger

Lyserøde bestillinger

Lyserøde bestillinger

Lyserøde bestillinger

Lyserøde bestillinger


Sidste weekend gav anledning til bestilling af en ny nøglesnor. Den fra skolen udleverede levede ikke op til kravene.... både hvad angik farve og holdbarhed.

Grisen var den anden usbnøgle jeg bestilte.. Jeg skal vist også have en selv. En sjov en...

Det hele er sendt, modtaget og glade budskaber sendt retur.

mandag den 18. august 2014

Nellie the elephant


Nellie the elephantJ


eg er inviteret til dåb, og hvad vil gøre sig bedre end et blødt og hyggeligt dyr. Længe tænkte jeg at det skulle være en flodhest - jeg har ikke lavet en flodhest før - men jeg havde alligevel mere lyst til at lave en elefant.

Det er lille dreng der skal døbes, og selvom hæklede blomster måske ikke er det allermest maskuline der findes, og jeg ikke er i tvivl om at drengens forældre holder meget på traditionelle drenge- og pigefarver tror jeg på at den får grønt lys.


Nellie the elephant


Jeg valgte blå som grundfarven og supplerede med noget grønt. Jeg valgte klare farver, for børn i dåbsalderen og klare farver passer godt sammen.

Der går temmelig mange femkanter til sådan en elefant, og belært af Silles fejl - hun lavede en elefant for længe, længe siden - huskede jeg at fylde rumpen  med modvægt, for snablen er temmelig tung og uden falder den bare på snuden.

Jeg er ellers ret glad for sorte glasøjne til de hæklede dyr - men med en baby duer det ikke. En simpel hæklet cirkel og god fastsyning håber jeg til gengæld holder.





fakta3




Design: Nellie the elephant african flower crochet pattern af Heidi Bears.


Garn: Bumbo Cotton 8 fra det lokale supermarked.

Der gik 125 gram garn til elefanten, fordelt på fire farver. Plus en lille bitte rest uld til øjne. Jeg brugte ikke over et nøgle af nogen af farverne. 


Nåle: Hæklenål nummer 3 .


Størrelse: Den færdige elefant måler 44 cm fra snabel til hale og 17 cm i højden. På det breddeste sted måler den 13 cm, og fyldt vejer den 360 gram.


Nellie the elephant


Bemærkninger: Af en eller anden mærkelig grund glemte jeg at dyrene skal hækles med en hæklenål nummer 2½ og greb i stedet ud efter nr 3. Det betyder at hæklingen er en lille smule mere løs, og dermed har lidt større huller, så fyldet kan ses en lille smule mere. Men ikke meget.

For at give modvægt til den tunge front syede jeg en lille pude fyldt med plastikgranulat (fundet hos Panduro) og stoppede den ind mellem alt det bløde fyld. Jeg brugte symaskinen til at sy - i opskriften er det ellers en meget malende beskrivelse af hvordan puden skal syes i hånden. Som i opskriften valgte jeg at sy den dobbelt - man kan jo aldrig vide, og hvor sjovt er det lige, hvis der pludselig drysser plastikkugler ud af bagdelen på dyret...

Den yderste række stangmasker på ørene, der  efter opskriften skal bestå af klynger af fire stangmasker, valgte jeg at trække en enkelt stangmaske fra, og hæklede klynger af tre stangmasker.

Halen skulle egentlig bare have bestået af en fletning af længder af garn. Jeg synes det var svært at sy gennem de enkeltstående tråde - og sløjfe, så de ikke risikerede at ryge af undervejs. Jeg tænker at sådan en baby kan være temmelig hårdhændet.


Nellie the elephant


Enden blev at jeg hæklede en samling luftmasker og flettede dem. Det var lettere at sy gennem luftmaskesnorene, og fastlåse, så de ikke lige pludselig falder af. Personligt synes jeg også det blev flottere.

Øjnene skal også helst kunne sidde godt fast. Jeg hæklede derfor to cirkler på hver 13 stangmsker af en rest mørkegrå uldgarn og syede dem godt fast.


Har du lyst til at se flere billeder af elefanten, kan de ses lige her på Ravelry.

Alt det nye


Min mors halvfjerds års fødselsdag.. Emilie i sandet


Så gik weekenden. Emilie kom hjem med lys i øjnene og glæde i kinderne, når hun fortalte om alt det nye. Nye venner, nye vaner, nye oplevelser og et nyt liv.

Alt er godt, hun er glad og med den nye mobiltelefon i bagagen tog hun i aftes tilbage til endnu mere af det gode nye.

Vi ser hende igen om fjorten dage.

torsdag den 14. august 2014

Madplan


Emilie kommer hjem i morgen. Der ligger en mobiltelefon klar til hende, og det er vist i virkeligheden det største trækplaster.


Altanen - august 2014


Vi har ikke hørt meget fra hende, men jeg er temmelig sikker på det går godt.

Jeg tænker også at de spiser mange kartofler... for bestillingen på mad ved hjemkomsten lød på kød og kål!

prikker

Småbitte penselstrøg


Min søsters veninde, Helle, ringede og spurgte om ikke jeg ville male et billede. Et billede med en hest. Det har jeg ikke prøvet før, og jeg kunne ikke lade udfordringen være.


De små pensler


Det er synd at sige det går hurtigt. For fingeren jeg sleb lidt på i sidste uge, og som umiddelbart fungerer fint, og er kommet sig rigtig godt, har alligevel en smule svært ved at holde ordentligt på de fine pensler.

Det er i virkeligheden ikke så meget fingeren, som placeringen af skaden....

Det er godt at Helle kan vente og har lovet at finde tålmodigheden frem.

Forklædt


Da Emilie for snart et par uger siden pakkede til et nyt skoleår, gik det pludselig op for hende, at hun manglede en usbnøgle. Det har hun sådan set gjort længe og med tanke på det meget mindre boglige indhold det nyligt påbegyndte skoleår indeholder, i forhold til de tidligere, kan det nok diskuteres hvor vigtig en usbnøgle er.


Ugle-usb


For Emilie var det vigtigt. Og da ingen efterhånden kan være i tvivl om Emilies hang til lyserød, var det med lyserød i ærmet, jeg satte mig foran computeren og gennemsøgte nettet for sjove usbnøgler.

Jeg fandt en ugle. Og skyndte mig at bestille. Jeg fandt den hos AliExpress, og jeg må indrømme at jeg er overrasket over den hurtige transporttid. Jeg blev lovet en måned og allerede ti dage efter bestillingen lå den i min postkasse.

Måske den også nået frem til Emilie. Jeg stoppede den i hvert fald hurtigst muligt i postkassen på posthuset, for jeg lovede dengang efter bestillingen at så snart den var i hus, ville jeg sende videre.


Ugle-usb

Ugle-usb


Jeg håber hun synes om den, for det eneste hun dengang fik at vide, var at den er fjollet og lyserød. Hun fik ikke at vide, at jeg faktisk bestilte to. Den anden er endnu mere fjollet (og vist egentlig også endnu mere lyserød), men den er ikke ankommet endnu.

Jeg har afprøvet og formateret den inden videreafsendelse. Den virker fint.


Ugle-usb


Jeg valgte i øvrigt den på otte gigabyte, for når jeg alligevel skulle have to, tænkte jeg at det var rigeligt til et skoleår i Sorø... Og hvis alle de opskrifter hun skal skrive ned fylder mere, giver det grobund for at lede efter endnu flere fjollede lyserøde opbevaringsfigurer.

tirsdag den 12. august 2014

Udsalgsheldig


jeg skulle slet ikke have noget. Skulle bare en hurtig tur på posthuset. Men når cyklen parkeres i den ene ende af centret, når posthuset ligger i den anden ende af centret og tilbuddene står i kø....


Udsalg


Først var der manoskåle til femogtyve kroner stykket. Der var fem, alle lilla. Jeg synes det var synd at skille dem ad.

I skobutikken havde de crazy udsalg - yderligere fyrre procent nedslag i allerede nedsatte priser. Der var ikke noget spændende i min størrelse. Til gengæld nærmest sprang det ene par sko i Anders' størrelse mig i øjnene. Jeg var ikke i tvivl om at de var noget for Anders, men jeg nåede alligevel at blive usikker på om størrelsen var rigtig.

Et flok billeder og en smskorrespondance senere, sagde Anders: Tag dem med hjem! Så det gjorde jeg. Ved kassen viste det sig at de slet ikke var sat ned til firehundrede, men tohundrede - og stadig med yderligere fyrre procent rabat.

Og de passer perfekt.