fredag den 24. november 2017

Torsdagsmasker


Okey, klokken siger fredag, men jeg er ikke gået i seng endnu, så jeg tæller stadig torsdag.

En torsdag i skønt kollegialt selskab til den årlige julehygge med god mad, hektisk pakkeleg og sene gå-hjem-tider.

I morgen har jeg heldigvis ikke travlt med at komme ud af døren.














Læse:

Historien på Gotland er godt i gang, men stadig med mange spørgsmål og løse tråde, som jeg digter videre på, mens jeg læser side efter side. Den tegner godt, kapitlerne er korte og overskuelige, og jeg tager mig selv i at tænke, bare en side mere, gang på gang.

Jeg er spændt på hvor den ender.



Hækle:

Julen står for døren og gaverne er begyndt at dukke op. Jeg hækler lyserødt. Mere er der ikke rigtigt at sige om det.

Jo måske er det er hyggeligt. Række efter række.





onsdag den 22. november 2017

Portvin


Sidste år lavede Anders portvin, på de mange druer den lille vin i haven, havde at byde på.





Sidste års portvin var ikke specielt god, men den forsvandt - også længe inden den burde. For det viste sig at det, der blev drukket sidst, klart var bedst. Og at det hele nok skulle have fået lov at stå og trække - eller hvad sådan noget gør.

Så må man jo prøve igen.

I år lød det mere end en gang i nyhederne at vindruehøsten rundt om i landet slog fejl. At de druer, der blev til noget, var sure og ikke værd at have med at gøre. Det glemte vores lille drueranke vist at høre, for den bar om muligt en endnu større høst i år, af søde stenfyldte små druer.





De røg alle sammen i beholderen til gæring. De stod midt i stuen i alt for lang tid (hvis jeg havde noget at skulle have sagt), blev fodret med sukker og ploppede lystigt løs uge efter uge.

Til sidst var de ved at være klar, og det stod klart for Anders, at sidste års beholdning af flasker slet ikke slog til - og nye måtte bestilles hjem. Sammen med en hævert. For sådan en er åbenbart uundværlig for en hjemmeportvinsbrygger.

Lige knap fem liter blev det til - på et år hvor druehøsten slog fejl.





Farven er fin, nærmest rubinagtig. Vi har smagt, og jeg bilder mig ind, at det smager bedre end sidste år. Men jeg kan tage fejl. Belært af sidste år er alt gemt væk, og Anders har ærbødigt foreskrevet at de ikke bliver åbnet før til jul næste år.

Men så skulle det også gerne være godt.

Herfra krydses fingre.





mandag den 20. november 2017

At tro på sig selv


Mandag var sidste afsnit i kurset om psykisk førstehjælp.





Det har været et af den slags kurser, der er fyldt med alt det gode. Vi er blevet bombarderet af viden, strategier og muligheder i en grad, så jeg næsten tror på, at jeg kan finde ud af det. For jeg bliver altid i tvivl.

Gennem årene har jeg med mellemrum oplevet, at selvom jeg ikke på nogen måde føler mig hjemme i konflikthåndtering, svære samtaler og kriser, kan jeg godt. Også selvom jeg hver gang nærmest krampagtigt knuger min virtuelle rygsæk med værktøjer, der aldrig ligger i den rigtige rækkefølge.

Dagen sluttede med en energi der gav mig mod på en kommende opgave, som gerne skal komme en personalegruppe til gavn, men som pludselig langt mere handler om mig, og min opgave. Kan jeg hjælpe er det godt. Men det er ikke Verdens undergang, hvis det ikke virker. Det er langt vigtigere at jeg lærer om mig, og mine grænser og virkemidler.

Dagen sluttede med en fælles enighed om, at det ville være godt at mødes om et års tid. At vi til den tid ved hvad der virker, hvor faldgruberne findes, og hvad vi har brug for mere hjælp til. Underviseren synes det var en fantastisk ide. Nu håber vi bare at dem med pengekassen synes det samme.







Mandag var også timer i Klubben, hvor julegaveværkstedet var nået til gelelys.

Vi snakkede om det, da vi skrev lange lister og bestilte hjem til julehobbyværkstedet. Men hvorfor vi ikke bestilte glas til de famøse lys, er svært at svare på.

Så er det skønt at køkkenet på lærerværelset efter mange år har fået helt nyt service, og alt det gamle af den assorterede slags er stillet frem til fri afbenyttelse. Jeg var ikke længe om at hente en bakkefuld glas.


Ren win-win på en grøn skole, hvor genbrug, reuse og upcycling er i højsædet.





søndag den 19. november 2017

Min grundlov


Siden der sidste gang var valg her til lands, er Emilie fyldt atten år. Hun er også fyldt nitten, men det er i den her sammenhæng underordnet.





Altså bliver hendes første bekendtskab ud i at sætte demokratiske krydser (Hvis man fravælger de valg vi i sin tid holdt, i den hedengangne Cafe, med både stemmeseddel, stemmeboks, og stemmeurne, når der var valg til repræsentationen af cafemedlemmer i medbestemmelsesrådet.) ikke bare et med hele to.

Hun har ikke været i tvivl om at hun skal stemme. Jeg tillader mig at tro, det hænger sammen med opdragelse og snak om demokratiske rettigheder og pligter. Det kan også være hun i virkeligheden bare er ganske fornuftig - opdragelse igen...







Der har selvfølgelig været snakke, men for størstedelens vedkommende, har hun klart meldt ud, at det skal vi ikke blande os for meget i. Der var alligevel lidt tvivl om hvilke partier og meninger og valg, så jeg mere eller mindre tvang hende til at tage kandidattesten på tv2.dk,  der viste sig at passe ganske godt overens med den placering hun selv mente at kunne sætte sig på, på en linje fra venstre mod højre.

Så langt så godt.







Forleden faldt en tyk brun kuvert fra Folketinget gennem postkassen adresseret til Emilie. Hele Grundloven, trykt mellem korsstingstegninger og highlightede paragraffer. Sammen med hæftet fulgte en test og et håb om at hun vil stemme, når tiden kommer.

Mens korsstingene muligvis fremstår noget støvede - jeg tror muligvis nok, at jeg viste langt større entusiasme over en tilsendt Grundlov, end Tøsebarnet selv (og sikkert også hendes venner) - er testen yderst fancy, og ender, uanset hvordan man svarer ja eller nej, hele tiden med udsagnet; at man skal fise ned og stemme.









Det er muligt hun aldrig åbner den lille tryksag med de meget små bogstaver, men den satte alligevel en tankerække i gang, og pludselig var hun ikke helt så skråsikker i sin udøvelse af stemmeret. Altså indgik vi lynhurtigt en aftale. Jeg stemmer derfor ikke, som jeg plejer, på vej på arbejde på tirsdag, men i stedet på vej hjem. Så kan vi nemlig følges.


For hvordan er det lige man gør? Og hvor skal man gå hen?




Gisselfeld i julestemning


Vi ser hinanden hver dag. Vi vender livets små og store problemer, og vi samarbejder om hverdagen i skole og Klub. Vi er kolleger.





Men vi er også venner. Ikke bedstevenner, men kolleger der har udviklet et venskaber. Venskaber skal holdes ved lige, og selvom vi ses hver dag, ses vi også i fritiden. Fritiden giver andre muligheder for at være sammen, for at skabe samspil og være fælles om hverdagen.

For år tilbage startede traditionen med en årlig weekend i Berits sommerhus på Bornholm. Sidste år blev Berits sommerhus solgt, og vi måtte finde nye veje. Det nye er blevet mere privat. Vi ses hos hinanden cirka hver tredje måned, spiser, snakker, hygger og overnatter.

I går var vi hos Louise.









Louise er den af os, der bor længst fra arbejdspladsen, og med Gisselfeld i nabolaget, var det ikke svært at tage beslutningen om, at tage på julemarked, efter vi i morges havde spist et solidt måltid mad.

Vi var godt pakkede ind på turen, og det skulle vise sig at komme os til gode. Det var koldt i dag, det blæste og både huer og vanter var velkomne. De fleste af markedets boder befandt sig indendøre, hvilket vi var svært glade for. Der var mange mennesker, og selvom langt de fleste havde medbragt det gode humør og hjælpsomhed, var der sine steder så meget trængsel, at vi opgav at kigge.

Det betød ikke, at vi ikke kiggede. Vi var stort set det hele rundt, lagde stærkt ud med prøvesmagning af gin (som åbenbart er stort for øjeblikket. Der var flere steder med prøvesmagninger af alt muligt, men overvejende gin). Jeg bryder mig ikke om gin, så jeg forsøgte at springe over. Det lykkedes dog ikke alle steder, og jeg formåede at få en enkelt meget engageret ginsælger til at se både forurettet og en smule trist ud over, ikke at kunne tilbyde mig noget jeg kunne lide. Måske var det derfor jeg endte med at købe en gaveæske med både gin og tonic med hjem til Anders. Hvilket skabte glæde herhjemme.













Det lykkedes endda at købe en gin Anders havde hørt om, men aldrig smagt. Det har han nu, og den er faldet i mere end god jord.

Der er smukt på Gisselfeld. Garanteret smukkere når blæsten ikke er så skarp. Men sådan er der så meget. Vi nød turen rundt, blev betaget af de gamle staldbygninger, med udskæringer i stolper og bjælker, af udsigten og det store orangeri - Paradehuset - fyldt med eksotiske planter og finurlige stillebens.

Vi blev inspireret af flere udstillere og fik lyst til at finde beton frem igen. Fandt ud af det kan indfarves, og at de skåle/krukker, vi har lavet med børnene gennem flere år, bliver endnu skønnere med en enkelt hyacint og lidt mos.

Vi havde ellers besluttet ikke at lave beton til jul i år. Vi bliver ved beslutningen, der er så meget andet, men efter jul...











Vi var trætte da vi pakkede sammen og kørte hjemad. Og priste os lykkelige for, at den heftige regn vi mødte på hjemvejen ikke nåede Gisselfeld, mens vi var der.

Hjemme ventede varm the og vasketøj.

I morgen ses vi igen.





fredag den 17. november 2017

Behag din smag


Jeg tænker ikke det er en hemmelighed, at Anders er mere end almindelig nørdet, når det kommer til kaffe. Enkelte vil måske endda vide, at Anders er mere end almindelig nørdet, uanset hvad det kommer til...





Nå, men vi skulle finde kaffe i Aalborg. Og for Anders gælder oftest, at hvis kaffen ikke er i centrum, er den sjældent værd at drikke. det vil sige at en hel almindelig cafe med mulighed for, det størstedelen af kaffedrikkere kalder, en god kop kaffe, mellem meget andet, i Anders' optik sjældent er en god kop kaffe.

Erfaringen viser at fordomsfuldhed her oftest ikke er helt ved siden af.





Vi Googlede, og fandt noget der måske var brugbart.

På Gabels Torv fandt vi Behag Din Smag. En kaffebar, der lugtede rigtig, så tilpas hipsteragtig ud, og havde de gængse kaffenørderier ud i både aggregater, kaffe og tilbehør på hylderne.

De vidste endda at den foretrukne Cortado laves med et dobbeltshot espresso. Og man kan ikke bare købe en AeroPress, man kan få AeroPresstilberedt kaffe.





Anders gik derfra med kaffe i hånden og et udsagn om, at den var en lille dans værd.

Det er store ord i hans mund.





torsdag den 16. november 2017

Torsdagsmasker


Jeg har set i øjnene at onsdag ikke altid er optimal til billeder af bøger og garn. Altså er beslutningen at uges indlæg sagtens kan skrives en torsdag i stedet. (Og hvis det bliver nødvendigt - en hel anden dag)

Et andet problem med årstiden - som langt hen ad vejen er grundlagt for indlæg andre dage. Der er ganske simpelt ikke lys nok, når jeg har tid til kamera og billeder - er julen. Med weekenden i det Nordjyske overstået, fik jeg oplevelsen af, at få plads til fremtidige julegaver. Som måske ikke skal vises frem.

Problemer er til for at løses. Dagens indlæg fandt jeg en umiddelbar løsning på, men hvordan det skal løses næste uge ved jeg endnu ikke. Løses skal det, for jeg vil ikke vise billeder af bøger uden garn. Det sidste er måske løsningen - garn, men ikke selve projektet.

Jeg overvejer videre, og har stadig det meste af en uge.



















Læse:

Jeg afsluttede Mordet i Orientekspressen i toget på vej hjem fra Nørrejylland, og afleverede den på biblioteket i dag. Længe havde jeg mistanke til den eneste, der viste sig at være uskyldig, men endte også med at have ret.

Som erstatning kastede jeg mig over endnu en bog i serien om Gotland, Anders Knutas og politiet i Visby.  Den du elsker af Mari Jungstedt. Jeg er ikke nået langt, der er ikke rigtigt sket noget, det handler mest om opdateringer, hvilket kan være ganske nyttigt.



Strik:

Med på weekend havde jeg både sidste uges lille kjole og den sweater jeg for længe siden slog op til, til Anders. Sweateren fik afgjort mest opmærksomhed. Kjolen blev kun fundet frem i det mørkeste lys, når det næste sorte sweatergarn kom til kort.

Sidste år strikkede jeg en sweater til min far. Meget hurtigt fangede en plan an, om at genskabe den, få finish lidt bedre og strikke ærmer med undervejs. Og samtidig skabe noter nok til en opskrift. Til det sidste var det let at tage beslutningen om to sweatere - en til Anders, en til Daniel, en med rund hals, en med V-hals, en åben og en til at trække over hovedet og en med hætte og en uden. Til Anders' fortrydelse er der ingen planer om hætte på hans.

Det startede meget godt. Indtil det overhovedet ikke var godt, og siden lå det hele stille. Meget stille!

Men så skete der noget. Det vigtigste at jeg fandt det frem. Og det kom med på weekend. I hvert fald Anders' del. Jeg nåede præcis så langt at jeg hjemvendt mandag aften kunne prøve og konstatere at den sidder perfekt.

Perfekt er et godt sted at stoppe. Det hele er lagt lidt til side og de der julegaver får lidt mere opmærksomhed.

Så er det spændende hvor mange, der kan forvente hjemmelavede julegaver i år.