søndag den 23. juni 2019

Midlertidig spindekrise


I sidste uge sad jeg hos min mor og snakkede. Undervejs spurgte hun om Annelises lille rok ville kunne opfylde mine behov på sigt.

Ja! sagde jeg og mente det. Jeg mener det sådan set stadig, men så opstod et problem, som jeg ikke havde forudset.





Annelises lille rok har fire spoler. I min naivitet tænkte jeg at fire spoler aldrig nogensinde kunne blive for lidt. Jeg er blevet klogere.

Som nybegynder er jeg meget monogam, når det handler om at spinde. Det er mere erfarne spindere ikke nødvendigvis, og for et par dage siden, gik det op for mig, at det kan der være gode grunde til.

Siden den lille rok flyttede ind, og jeg knækkede koden, har jeg spundet hver dag. Nogen dage er det måske bare fem minutter, andre længere tid, og til tider flere gange i løbet af dagen.

Helt som jeg plejer, kaster jeg mig ud i det, og laver selvfølgelig ikke små projekter fra start - Næh, næh. Lad mig lave noget stort og uoverskueligt!







Jeg er i gang med en ret stor portion uld. Så stor at der formentlig kan strikkes noget med ærmer af det. Når det er færdigt.

Jeg har prøvet at tvinde totrådet, så tretrådet gav god mening, og derfor har jeg fyldt de første tre, af de fire spoler, til bristepunktet. Jeg har mere uld, jeg har stadig en tom spole, men den kan jeg ikke spinde på.

Den skal bruges til at tvinde på!


Mellem de guldkorn jeg har samlet op, lå et der fortæller at det spundne garn har godt af at sidde på spolen tre-fire dage og sætte sig, inden man tvinder det. Specielt når man er nybegynder. Så er garnet nemlig lettere at arbejde med.

Det gjorde jeg ikke med det første garn jeg spandt. Jeg vaskede det heller ikke, før jeg strikkede. Det husker jeg så også denne her gang.

Jeg kunne sikkert godt spinde løs. Men jeg synes det giver mening at lade det sætte sig, og jeg synes også det giver mening at prøve det af.

Også selvom jeg så må lade rokken være og aer den lidt, når jeg går forbi.





I morgen aften begynder jeg at tvinde.

Og to nye spoler er bestilt, men desværre endnu ikke ankommet - og flere sat på ønskerne til jul!





På vej mod ferie


Jeg har stadig en uge tilbage, inden jeg kan se frem til tre uger uden arbejde. Der føles som meget kort tid.

Ferieplanerne folder sig ud. Vi var for en gangs skyld i god tid, men livet stod i vejen, og først nu kan vi for alvor begynde at planlægge. Vi ved hvad vi vil, vi mangler bare alt det praktiske.





I går sad jeg på en hyggelig terrasse omgivet af skønne mennesker og lækker mad. I dag har jeg tilbragt i et helt andet og også skønt selskab.

Jeg føler mig altid meget vellidt, når jeg besøger Rose. I dag var ingen undtagelse. Heller ikke selvom hun var temmelig træt, og under ingen omstændigheder ville sove. Det lykkedes til sidst. Vi gik en lang tur, barnet sov fredeligt, og vi nåede næsten hjem, inden hun vågnede og var klar til leg på den hjemlige legeplads.







For Sille og jeg betyder det ikke så meget hvor vi befinder os, snakken går fint, og så længe Rose er glad, optaget af leg og med mellemrum forlanger vores medvirken, er den lokale legeplads et udmærket sted.

Specielt når det ikke er noget problem at jeg bliver ladt alene tilbage med hende, mens moderen går ind og får ordnet noget af det, der kan være svært at få tid til med en tumling om benene.

Det var faktisk at efterlade mig alene, mens barn og mor gik ind efter en ren ble der var et problem. Jeg synes jeg havde gjort min pligt i den henseende og blev tilbage i solen. Barnet var bestemt ikke enig og mente vist helt alvorligt at min pligt indeholdt mere end et bleskift.





Jeg fik både kys og knus inden jeg gik. Så er det skønt at være på besøg.

I morgen rejser Rose med både mor og far mod sydligere himmelstrøg. Vi kan lige nå at ses, når de kommer hjem igen, inden Anders og jeg pakker vores kuffert og sætter retningen mod Tyskland, som vi slet ikke er færdige med at udforske.





lørdag den 22. juni 2019

Beslutninger, standpunkter og igangværende projekter


Jeg viser igen og igen igangværende projekter uge efter uge. Men jeg gør sjældent status over hvor meget, jeg egentlig er i gang med.

Jeg kalder ikke mig selv monogam, når det handler om strik (eller andre håndarbejdsmæssige projekter). Men jeg oplever at selvom jeg godt kan lide at have valgmulighederne mellem flere projekter, arbejder jeg som regel kun på et eller to ad gangen.





Jeg har altid noget, jeg tager med mig. Et taskeprojekt, et mødeprojekt, et projekt, der både er til at have med, men også kan arbejdes på, når der samtidig skal lyttes, snakkes eller på anden måde være opmærksom.

Jeg har som regel også noget, som gør sig bedre hjemme. Det kan være komplicerede projekter, eller projekter, der er vokset til en størrelse, der gør dem besværlige at have med. Et kompliceret projekt behøver ikke være stort. Strømper med mønstre og lange diagrammer, synes jeg for eksempel er lettere at sidde med hjemme, mens store ting, der ikke længere bare stoppes i en taske, godt kan være det, der kommer med, når jeg pakker specifikt til en dag eller aften med andet strikkende folk.

Lige nu er jeg i gang med at rydde op. Jeg har fået ryddet en del ud. Jeg gør som regel mine projekter færdige, det er sjældent jeg trævler op og starter forfra. Det sker, men som regel ender alting med at blive færdigt - også selvom det nogen gang tager meget lang tid.

Jeg er nede på fire projekter nu - strengt taget fem, men de to tæller i mit hoved som et. Til trods for at de begge er ret store. Hvis du tænker at du har set andre, som ikke er præsenteret færdige, er det sikkert rigtigt. Jeg har et par færdige projekter liggende, som stadig venter på tid til fotografering.

Jeg havde en plan om at rydde helt ud - eller så meget som jeg nu kunne, medregnet to evighedsprojekter, der hører med i de fire - før jeg slog op til nyt. Men så dukker det med standpunkter og nye beslutninger op. For lige om lidt er det ferie, og ferie kræver projekter der er til at tage med.

Jeg har faktisk fire linet op. Men har besluttet at intet bliver slået op, før ferien starter.


Tilbage til de fire (fem) projekter.


Først er der evighedsprojekterne. De bliver færdige, når de bliver færdige og det gør de nok en dag.





For snart otte år siden startede jeg på The beekeepers Quilt. Et tæppe strikket af små sekskantede fyldte puder, der efterfølgende sys sammen. Det er ikke langt fra færdigt. Og vi har brugt det i flere år efterhånden - i forskellige stadier af færdigsyet.

Her er Ravelry fantastisk, for jeg kan se at for seks år siden strikkede jeg den sidste puf, og godt et år senere begyndte jeg at brodere blomster på en del af dem. Cirka en tyvendedel.

Siden syede jeg dem sammen, og der mangler ikke særlig meget. Faktisk kun det, der kan ses på billedet lige herover. Tilbage i januar fik det en ordentlig tur, men som varmen stak næsen frem stoppede jeg med at sy, og jeg begynder nok næppe igen, før Kong Frost går tur ved Søndersø.


Det kunne godt blive færdigt i år. Der kunne også snildt gå flere år.





Det næste er et hæklet tæppe, som helt sikkert kommer til at tage mange år at lave færdigt. Planen er at hækle udelukkende af strømpegarnsrester. Lækre håndfarvede strømpegarnsrester.

Sidste år strikkede jeg otte par strømper, samlede resterne og startede lige omkring første januar. Jeg hæklede ti-tolv striber inden jeg stoppede op og ventede på flere rester. Foreløbig har jeg i år strikket to par strømper, så mængden af tilgåede rester er ikke enorm.

Jeg har ikke lyst at at hækle alle resterne op på en gang. Jeg vil gerne have nye tilføjelser med, så de første rester kan holde så længe som muligt, og farverne går igen over et langt stykke af tæppet, og derfor kommer det ganske simpelt til at tage tid.


Det er helt okey, og ganske planlagt.





Så er der taskeprojektet. Projektet, der stille og roligt vokser, som nok når at komme med på ferie, men helt sikkert også når at blive færdigt. og derfor skal suppleres.

Jeg strikker af mit eget håndspundne garn. Det er grønt, det er undertvundet, lidt forskelligt i tykkelse undervejs, men dejligt at strikke af. Jeg strikker Silken Sands Shawl. Det bliver stort, og jeg satser på at blive ved, til der ikke er mere garn.

Jeg er næsten færdig med det andet af tre nøgler garn. Der er tohundrede gram, så der er stadig noget at strikke af. Det sidder på en forholdsvis lille pind, og var ikke let at tage billeder af.


Jeg er sikker på det bliver skønt.





Endelig er der de to sweatre til Anders og Daniel. De har ligget længe, har været fundet frem i perioder og mangler i virkeligheden ikke ret meget. Nu skal de være færdige.

Da jeg fandt dem frem for ikke så længe siden manglede de begge ærmer. Nu har de begge et ærme, Daniels ærme nummer to er godt på vej, og Anders' halter efter.

I sin tid var planen at jeg ville skrive en opskrift. Derfor er de ikke helt ens. Anders' er lukket og med en V-hals, der blot skal afsluttes med en ribkant. Den kunne være færdig lige om lidt. Men den får lov at vente, for jeg vil gerne ramme cirka samtidig færdiggørelse.

Daniels er åben, har en rundet hals og skal afsluttes med hætte og lynlås. Det tager lidt længere tid. Og har vist sig mere problematisk end forventet.





Jeg har skrevet noter i stor stil. Men de er ikke vigtige længere. Der bliver ikke nogen opskrift. Dels har jeg en tendens til at strikke meget kompliceret og jeg aner ikke hvordan jeg nogen sinde skal forklare alt det jeg har gjort på en måde, så andre kan forstå det. Dels har jeg enten regnet forkert, eller Daniel er vokset siden jeg startede. Jeg hælder mest mod det første.

Trøjen til Daniel kan kun lige nå om ham. Jeg kan ikke overskue at pille op og starte forfra. Mange ideer er tænkt og tænkt om, og jeg er endt ved en bred forkant, som skal gå hele vejen fra forkant, over hætte til forkant på den anden side. Jeg er stadig usikker på hvordan sådan en kant vil spille sammen med en lynlås, som jeg godt kan lide mod en forholdsvis fast kant - som de kanter jeg har lavet mod forkanten.

At en bred kant fortil vil betyde mere stof for end bag, og noget i forhold til ærmer, vælger jeg a se stort på.

Det problem løser jeg, når jeg kommer til det. Lige nu strikker jeg ærmer, derefter hætte og til sidst kanter.





Indtil ferien starter i næste weekend, strikker jeg på de to sweaters, når jeg er hjemme. Først derefter slår jeg op til nyt. Til feriestrik og opfyldning af igangværende projekter.

Og inden sommeren/efteråret er slut, skal de to trøjer gerne være taget i brug.


Det blev langt!





onsdag den 19. juni 2019

Yarn Along - Uge 25


Onsdag var skøn, vejret var fantastisk, jeg havde fri og Oscar glemte et kort øjeblik, at han helst ville være hos mor, og lod mig holde ham - ganske kort.

Det var hyggeligt at få lov at se vuggestuen, som virker som et hyggeligt sted. Rødovre er ikke større, end vi ramlede ind i kendte ansigter undervejs.

Hjemme igen, gad Oscar godt lege lidt, inden jeg kørte videre til aftenens skolebestyrelsesmøde, der kunne have være mere interessant.

Dagene er tydeligt blevet lysere, og selvom jeg var sent hjemme, var det stadig lyst udenfor og feriedagen føltes som varede den længe endnu.

I dag fulgte endnu et par møder, inden vi lukkede børnene ind, spillede rundbold, holdt vandkamp og lukkede for computerne - det sidste er ikke et hit. Men vi gør det igen. Og igen...

I sidste ende viser det sig, at der er masser af sjove ting at lave, selvom computerrummet er lukket. Også selvom det umiddelbart kan være svært at se.















Læse:

Jeg læser en lille smule hver dag i bogen om Nicky og Peter, om fordækt kriminalitet og afpresning. Ikke meget, bare lidt, også selvom den faktisk begynder at blive mere og mere spændende.

Historien folder sig langsomt ud, jeg er ikke fanget på en måde, som får mig til at læse videre, men jeg vil alligevel gerne vide hvad der sker på næste side og læser derfor stadig videre.


Broderi:

Jeg rydder op i igangværende projekter. Strikker på livet løs på de to sweatre til Anders og Daniel. Ærmerne er godt på vej. En anden ting jeg rydder op, er et stykke broderi, der også har været længe undervejs.

Tilbage i januar var jeg på Sy og Strik messe i Hillerød. Blandt meget andet, havde jeg et kit med hjem fra Önling. En lille broderet kosmetikpung af Katrine Hannibal.

Jeg startede ret hurtigt efter jeg kom hjem, og siden har jeg arbejdet lidt på den i ny og næ. Jeg har ikke fulgt opskriften slavisk, jeg fylder så meget af stoffet som muligt, og startede umiddelbart med et omvendt farveskifte, men ellers som beskrevet.

Af en eller anden mærkelig grund, er der en farve med, som ikke skal bruges - ifølge beskrivelsen. Jeg tænker nu at bruge det hele, fylde ud til der enten ikke er mere garn, eller stof. Og siden sy den sammen med noget andet til en noget større projekttaske.

Når jeg altså en gang bliver færdig.

Jeg er stadig ikke halvvejs.

Det tager længere tid, end jeg normalt synes jeg bruger på broderier. Det er lidt mærkeligt, for det er både et hyggeligt og lettilgængeligt arbejde.

Så mellem ærmestrik og tanker om halsaflukninger, broderer jeg for tiden med uldgarn på stramaj.





mandag den 17. juni 2019

Oscar-mandag


Mandag er Oscar-dag, og selvom han måtte vente noget på maden i dag og han måske var lidt mere træt end andre dage, var det som sædvanligt super hyggeligt at have besøg af både barn og forældre.





Oscar startede med at tømme kassen med Duplo. Det er han god til, og han går målrettet mod enkelte dele. De to små rasler er et hit, det samme er den lange gule klods, blækspruttedimserne og et par stykker mere.

Derfra fik han nok af at lege, tog en tur under bordet og endte på skødet af sin far, hvor der tydeligvis var bedst at være i dag.





Mens Oscar tronede hos Daniel, hoppede Amalie på klodserne og byggede det højeste, temmelig skæve tårn jeg endnu har set bygget af Duplo. At det blev stående - længe - var faktisk ret imponerende.

Da maden var væk, var Oscar grydeklar, familien pakkede sammen, og jeg må indrømme at jeg gik omkuld på sofaen.







I morgen har jeg fri.

Vi kæmper stadig med de sidste feriedage, som på grund af sygdom og mandskabsmangel har været svære at finde plads til. Da Berit tidligere i dag foreslog at jeg blev hjemme i morgen og slipper for rollen som vikar, når min egen klasse alligevel er til skole-OL finale i Aarhus, slog jeg til.

Umiddelbart var det bedste mulighed. Hun foreslog også lørdag eller søndag...









søndag den 16. juni 2019

Landbohøjskolens Have


Tidligere i dag sad jeg i Landbohøjskolens Have.





Det er sådan et fint sted, og jeg forstår slet ikke at jeg aldrig har været der. Jeg har cyklet forbi masser af gange, men aldrig stoppet op. Anders derimod, lader aldrig en chance for en plet med grønt gå sin næse forbi, og kender derfor cirka samtlige små og store parker og grønne pletter i København.

Jeg kunne snildt have cyklet forbi igen i dag. Jeg stoppede kun, fordi jeg ville finde et pænt sted at fotografere en bunke uld.

Det var nemlig ulden, der var grunden til at jeg overhovedet sad på min cykel et sted midt på Frederiksberg.

Verden er vidunderlig, og når vi lærer vores børn at de skal passe på fremmede, at være skeptiske og tænke sig om, er der også grund til at tro på at der findes en hel masse mennesker - både store og små - derude i cyberspace, der vil os det godt.

Personligt må jeg erkende at jeg har mødt rigtig mange skønne mennesker gennem nettet.









Denne gang var det Stine, som rydder op, og tænkte at jeg kunne bruge den bunke uld hun har haft liggende alt for længe. Mon ikke jeg kan det!

Så jeg cyklede til Frederiksberg, fik uld med hjem og stoppede ved Landbohøjskolens Have. Jeg var ikke den eneste, der havde glæde af haven. Alle de andre virkede bare som om de kendte den lille perle og havde allierede sig med tæpper og madkurve.

Vejret var fantastisk, solen skinnede, himlen var blå og der var nærmest ikke en vind, der rørte sig. 

Stine sagde karteflor. Lige sådan noget man kan spinde af. Jeg tænke at det nok var en uspecificeret uldtype. Da det viste sig at være sydafrikanske merinofår, som er noget af det blødeste, var der jo nærmest ikke et øje tørt.





I første omgang tænker jeg at her er grobund for leg. Mulighed for at prøve nogen af alle de muligheder af, som hele tiden dukker op hist og her, efterhånden som jeg afsøger spindingens kunst. Det er i øvrigt sjovt - men jeg har over de sidste dage flere gange oplevet spindeudtryk pludselig er forståelige. Jeg kender nemlig mange af begreberne, har hørt udtryk før, og måske haft en anelse om hvad det handler om. Men nu kan jeg sætte noget praksis på, som betyder at ordene, begreberne og udtrykkene får ny mening.

På turen hjem meldte en ny tanke sig. Jeg vil stadig gerne lege. Jeg vil også gerne farve. Umiddelbart, da Stine sendte et billede af ulden. tænkte jeg at den ufarvede uld kunne bruges til netop det. Men hvorfor stoppe der? Der er bestemt flere af farverne, der kunne stoppes i et farvebad.





Jeg tænker syrefarver. Jeg legede med naturfarver for et par somre siden, og det gider jeg stadig godt - det er bare ikke rigtig blevet til mere. Men syrefarverne kan noget andet, som jeg også har lyst til at lege med. Samtidig skinner de meget solide, nærmest neonfarvede fibre mig lidt i øjnene, og jeg tror de kunne blive spændende efter et farvebad.

Jeg har ikke travlt, det må gerne ligge. Længe. Mens jeg tænker videre.





Kernelæder i bladform


Vore grønne dame er på barsel. I stedet har vi en ny grøn dame. Den nye grønne dame manglede en nøglering og Berit fandt en af de meget fine magentafarvede fra BUPL.





Jeg er ikke helt sikker på hvilken uddannelse vores nye grønne dame har. Hun har lavet mange spændende ting og vi er helt sikkert i naturvejlederkategorien. Naturvejledere skal ikke gå rundt med lyserøde BUPL nøgleringe..

Altså satte Berit Louise på sagen, Louise indrullerede mig og inden længe stod vi på hovedet i alt det gamle læder og værktøj, som vi ikke rigtig får brugt. Mest fordi vi ikke synes vi ved nok, og måske også lidt fordi det var Steffens område, selvom Steffen er gået på pension for mange år siden.

Louise havde en plan. Vi udviklede på planen, snakkede grønne blade, skar i kærnelæder og  måtet se i øjnene at vi ikke havde noget grøn bejse.









Jeg skar bladene ud i fri hånd af en strimmel læder, der var forberedt til et bælte og prægede bladribberne med en pen fra en samling, jeg fik af en forælder for mindst ti år siden, og som vistnok er beregnet til prægning i papir. Den virkede glimrende til læder.

Louise bejsede på livet løs og skar i første omgang smalle remme til sammensætning. Det virkede ikke som forventet, så i stedet gravede vi en rund lædersnørre frem.

Da det hele var tørt og sat sammen, pakkede vi ind og forfattede en lille historie om at vi havde brug for den grønne dames ekspertise.





Der blev glæde, da hun pakkede ud, og så er det skønt at lave og give gaver. Bladene er i daglig brug og personligt synes jeg de bliver flottere og flottere for hver gang jeg ser dem.