Vi havde besluttet at tage tidligt af sted til Sorø i går, så selvom det var søndag blev den stakkels teenager vækket langt tidligere end hun synes var fornuftigt.
Emilie havde inviteret mormor med, og trods afsindig mange mennesker og spændende boder og opstillinger og foredrag, lykkedes det os både at blive væk fra hinanden og finde hinanden igen - flere gange.
Det er et spændende marked der er stablet på benene. Der var glade mennesker og vi fik smagt på lidt af hvert, og det endda selvom jeg kan mærke jeg går helt kold sådan et sted, og slet ikke har lyst til at smage på noget. Anders gik fortabt i den ene bod efter den anden med spændende drikke med alkoholisk indhold. Han brugte lang tid ved en mand, der selv havde været i Irland og været med til at vælge spændende whisky ud mellem afsindig mange forskellige bryggerier og tønder.
Han endte med at have svært ved at vælge mellem to forskellige, der begge kun findes i et meget begrænset oplag. Planen var at tage den ene med hjem, og lade den anden stå... men det var synd for den anden.. såh...
Jeg fik en hurtig snak med instituttets leder, der ikke gav det store - hverken for hende eller mig, men som betød en opringning i dag, endnu en tur til Sorø midt i maj og ubesvarede spørgsmål jeg skal have styr på inden. Mavefornemmelsen er stadig ikke helt god. Jeg er sikker på at året nok skal blive godt, der er bare et par småting, jeg har brug for at have helt styr på. Men som man siger - kommer tid, kommer råd. Og jeg skal nok finde begge dele.
Efter at have været rundt mere end en gang. Efter at have spist helstegt pattegris og kigget på hjemmelavet ost og æblemost i mange versioner. Efter et afsindig kedeligt foredrag om salt og et mindst ligeså sjovt foredrag om chokolade, fandt Emilie lotteriet. Fem lodder for en tyver. Jeg havde en tyver og Emilie var i det heldige hjørne.
Hun ryddede nærmest bulen. De forskellige stadepladsholdere havde sat præmier på højkant og Emilie skabede ikke mindre en to af de eftertragtede til sig. Lækker hjemmelavet pølse af den slags der ikke indeholder E-numre og mærkelige tilsætninger. Og en kage.
Vildt tænkte jeg først. Hun får et gavekort til en kage. Men sådan var det slet ikke. Hun fik hele kagen. Vi startede med skiltet. Temmeligt stort og med et lamineret billede i A4-format af en kage. Med skiltet i hånden masede vi os gennem mængden og fandt konditoriet. Efter at have grinet lidt over skilt og kage og præmie, overlod vi skiltet til damen og lod kagen stå på køl.
En tur mere rundt og vi var klar til at tage hjem. Fremme hos kagedamen, spurgte hun om jeg ville have skiltet igen. Jeg ville hellere have kagen. Det kunne hun sådan set godt forstå, og så fortsatte rejsen mod tog og hjemtur med en kage, der skulle holdes lige og skulle så grueligt meget igennem, men dog nåede helskindet hjem.
Vi ville egentlig have gået til stationen. Længere er der ikke. Men med en kage, og solskin og holden lige, var det meget rart at bussen dukkede op, netop som vi næsten var ved stoppestedet. Løb med kage er ikke det nemmeste - jeg siger det bare. Men med bussen kom vi.
På stationen skulle vi akurart vente længe nok til at nå at købe en billet til Anders. I toget fandt vi plads og indtil en ung mand - uden øje for andre end sig selv - ankom og lod sin rygsæk dale ned lige netop der, hvor kagen stod, havde det været nemt nok at passe på den.
Jeg nåede at flytte kagen. Damen, der sad over for os, grinede i smug - ganske som jeg - den unge mand opdagede ingenting. Havde nok i sig selv, og jeg synes ikke der var nogen grund til at gøre opmærksom på andet.
Min mor, der ellers bare skulle tage direkte hjem måtte en omvej om os. For vi kunne da ikke sende hende hjem, uden også at få et stykke at den fine kage med.
Den smager forresten ganske godt.
