Den sidste bastion

Kjolen er strøget, jeg har glimmer på neglene, krøllerne, der har siddet natten over er sat og gaverne til morgendagens pakkeleg hos min mor er pakket ind. Jeg overvejer om det skal være de meget høje eller de mere brugbare sko der skal med. Vi har julefrokost i aften, det meste af maden er allerede klaret og vi glæder os alle.

Aftenen bliver et vendepunkt. Det er sidste gang vi skal holde julefrokost kun for vores egen lille personalegruppe. Næste år er vi en del af en større gruppe, og julefrokosten skal holdes fælles for hele skolen. Ønsket har været der længe, men både fra den ene og den anden side har der været arbejdet imod. Nu bliver det og aftenen i aften bliver måske alligevel lidt vemodig.

Jeg havde tænkt at jeg skulle cykle, men med de vindstød der blæser om hjørnet, tænker jeg det er sikrest at lade den stå hjemme. Jeg er usikker på hvordan det store skørt til min kjole skal transporteres... måske jeg bare skal tage det på. Jeg har en nederdel det passer under...

Et andet problem er krøllerne, der gerne skal give fylde senere, men som hurtigt kan forsvinde inden jeg når skolen. Hverken vind, hagl eller det våde der vælter ned, er medspillere på den konto. Spørgsmålet er, om jeg skal hente den gennemprøvde mulighed, min mormor og hendes generation brugte flittigt, frem og binde et tørklæde om hovedet, inden jeg begiver mig udenfor.

Jeg finder vel ud af det og glæder mig også til at komme frem til omgivelser, hvor tanken om bare skuldre i aften ikke kalder på tanker om isninger og forfrossenhed. Vi har god varme i både Klub og Café, siden hele facaden blev skiftet forrige sommer. Herhjemme kunne vi godt trænge til et facadeskift, her blæser det ind, både ved vinduer og altandøre. Og den ene radiator nægter at varme.. Det sidste kunne jeg måske gøre noget ved. Jeg har bare ikke gjort det endnu - og vi har både sweaters og varme sokker.

Jeg pakker videre, glæder mig over at vide, at ris a la manden blev rørt i går og nu står og trækker ekstra smag. Det sidste på min liste er til at overskue og skal nok blive færdigt inden maden skal stå på bordet.

God fredag til jer alle.

For en sikkerheds skyld

Det er mørkt og jeg kan ikke tage billeder i mørke... Altså et billedeløst indlæg..

Da jeg i formiddags tog på arbejde var det uden cykel. Jeg forestillede mig ikke den ville være meget bevendt på vej hjem. Til gengæld tog jeg cykelhjelmen med. Bare sådan fordi.

Jeg bruger den ellers ikke så meget. Jeg ved godt jeg burde. Men...

Mens dagen gik, ungerne forsvandt, tog tidligt hjem eller blev hentet, var det ikke meget vi mærkede til stormen. Sidste gang havde vi en veritabel tornado i hjørnet lige udenfor og en dør, der blev blæst i smadder - selv om den var lukket. Denne gang var der nærmest bare vindstille.

Selvom der ikke var meget vind, da jeg endelig kunne låse og gå hjem, iførte jeg mig alligevel den medbragte hovedbeklædning. Jeg endte også med at gå, for der var ingen bus i syne. Måske var de der - et sted - jeg så bare ingen.

Helt ned til Centret, cirka to trediedele af vejen, var der ikke meget blæst. Men så vendte det. Og selvom jeg ikke havde brug for den ekstra polstring af hjerneskallen, var det allligvel rart, når jeg skulle forcere åbne pladser i kryds og rundkørsler, eller da jeg måtte skræve over et skilt, der ikke længere gad stå, at vide at noget beskyttelse havde jeg da. Omend beskyttelsen måske mere var et spørgsmål om tro end realitet.

Det var også meget rart at vide, at min cykelhjelm godt kan tages for noget andet, og jeg ikke nødvendigvis så alt for tåbelig ud når jeg gik der, med hjelm - uden cykel.

På den anden side mødte jeg ikke mange, der kunne grine.

Hovedløst

Aiii, sagde Emilie... Du skal bare lukke hullet til halsen, og så ligner det sådan en vi bruger i gymnastik... og som jeg forøvrigt ikke kan finde ud af at springe over...

Hovedløst er det også at en storm vælter ind over land i dag og vi skal på tur, spille bordtennismesterskab og forhåbentlig vinde.

Det duer ikke. Vi tør ikke. Så nu har vi aflyst. Skrevet til forældrene og forsøger stadig at få fat i arrangørerne og håbe på at kunne flytte til samme dag, næste uge.

Med Dina i Dragegården

Emilie har endnu til gode for alvor at få øjnene op for læsningens fantastiske verden. Hele verdenen, for hun har fundet et hjørne.

Med Lene Kaaberbøls eventyrlige fortælling i fire dele om Dina, drager, og skammerøjne, har hun fundet en lille flig af den magi læsning kan udgøre. Ingen andre bøger har givet så meget og skabt så stor lyst til læsning. Så meget at hun nu er i gang med tredie gennemlæsning, for - som sagt - intet andet duer.

Ergo kunne jeg ikke lade muligheden for at se historien omsat til drama i Østre Gasværks smukke omgivelser gå fra mig. Det er halvanden måned siden billetten blev købt, og Tøsebarnet har glædet sig brændende siden. Ingen sygdom skulle afholde hende for et se det længe ventede, så da frokosten var spist gik mormor, Emilie og jeg mod teater, drama og spænding.

Vi var i god tid, og Emilie kunne prøve hullerne i næsten alle de malede figurer udenfor Hun forklarede mormor handlingen, plottet og fortællingen, mens hun udpegede de forskellige figurer og uden tøven præcis vidste hvem der var hvem. Skammerens datter er fantasy, eventyr, kampen mellem det gode og det onde, blandet med drager, borge og ægte middelalderlighed.

I sin tid slugte Daniel bøgerne, jeg læste dem, Daniel genlæste og nu er det Emilie, der har lånt Daniels gennemlæste og godt brugte bøger om Dina, Drakan, Rosa og Nicodemus. Jeg synes de er gode, og det er ingen hemmelighed at jeg glædede mig lige så meget som Emilie til at se figurerne i levende live.

Endelig kunne vi sætte os på pladserne. Jeg har aldrig været på Østre Gasværk før, og selvom stolene ikke umiddelbart så særlig gode ud, sad vi rigtig godt. Med den store højde der er på pladserne, var der heller ingen problemer med at se over hovederne på andre.

Der blev lagt hårdt ud, scenografien er gennemtænkt og rigtig flot. Kostymerne, rekvisitterne og hele fortællingen hænger sammen. Dragen var fantastisk med røde lysende øjne, drabelige tænder og med røg ud af næseboerne. Vi var underholdt, medrevede og betagede, da første akt alt for hurtigt var slut. Allerede? spurgte Emilie og undrede sig over hvor tiden blev af.

Det er en barsk historie og i Gasværkerts indre, der hurtigt får tankerne rettet mod borge og middelalderen, fik historien liv og vi var imponerede over hvor meget af bogen, det er lykkedes at stoppe ind på to en halv time. Det er detaljer Emilie mente at mangle. Faktisk så små detaljer at det  er fuldstændigt ligegyldigt.

Mormor synes heldigvis det var en spændende forstilling, også selvom hun ikke på forhånd vidste hvad hun gik ind til. Nu venter så anden del. Toeren. Emilie har allerede mange, mange gange sagt at den vil hun altså også se...

Skal vi ikke? Skal vi ikke? Skal vi ikke nok? messer hun..

Mon ikke, tænker jeg...

Kanin???

Jeg er ved at lave en hest. Jeg har lavet den bagerste del og stoppet benene ud.

Herhjemme ser vi en kanin....

Cafe Bopa

Weekenden er gået helt som weekender gerne må gå. Lørdag var hjemmehygge i skøn tosomhed, mens søndag var planer ude af huset - hele dagen.

Emilie er syg. Om det er en begyndende influenza hun har raget til sig, eller bare almindelig dårligdomme er ikke helt til at sige, men ikke om hun havde tid til at være syg i løbet af weekenden. Hun havde nemlig planer begge dage.

Lørdag startede hun hos mormor, hvor hun endte med at falde i søvn, og søndag fortsatte vi begge sammen med mormor. Vi havde nemlig en aftale. En aftale, der ikke kunne aflyses og som Emilie under ingen omstændigheder ville undvære.

Inden aftalen ville vi mødes og spise frokost. Jeg blev sat på sagen og efter at have gennemtrawlet internettet endte jeg med Cafe Bopa, der ligger i tilpas afstand fra vores næste mål og som så ud til at kunne tilfredsstille alles ønsker.

Mormor og Annelise ventede på os udenfor, da vi en smule forsinkede ankom. Jeg er ikke sådan en der normalt bruger søndag formiddage på Københavnske caféer, men jeg tør alligevel godt anbefale Cafe Bopa til andre.

Cafe Bopa er sådan en café hvor borde. stole og tallerkener er umage. Personalet har ingen uniformer, er afsindig venlige og ind imellem lidt svære at skelne fra de gæsterne. Menukortet er lille og spændene og indrammet i omslaget fra gamle bøger.

Maden er lækker, flot anrettet og veltilberedt. Vi gik ikke sultne derfra og Emilie anbefaler gerne deres varme chokolade. Stemningen er hyggelig og indbydende og den lilla Bopa Plads udenfor indbyder til hygge på en sommerdag - vistnok også resten af året.

Vi havde god tid, så vi blev hængende, drak varm chokolade og kaffe, inden vi pakkede os sammen og igen begav os udenfor i blæsten.

Her sagde Annelise farvel. Hun havde andre planer, og skulle den modsatte vej end os andre.

Lige her og nu

Det er fredag. Det er weekend. Jeg er helt alene hjemme.

I klubben er der julefest for børn og forældre. Som udgangspunkt skulle jeg ikke være med, men som tiden gik, flere var syge og et par stykker har svært ved at passe på sig selv, lovede jeg at sætte kryds og stå standby. For et par dagen siden mente Henrik det ville være nok, hvis bare jeg blev til maden var helt klar. Da klokken slog fire og vi lukkede, var der stadig meget at gøre. Men ikke for mig. Jeg blev sendt hjem, de andre skulle nok klare sig selv.

Det var der ikke nogen, der skulle sige til mig to gange, og nu sidder jeg her helt alene.

Det er dejligt.

Emilie er på arbejde. Hun er glad for sit arbejde. Og de er vist glade for hende. Det er skønt at tjene penge og endnu skønnere når længe ventede bestilte kjoler ankommer. Hun forelskede sig for længe siden, og da første månedsløn tikkede ind skulle det være. Det er en måned siden, men ingen kjole ankom. Den kom i dag. Den ligger på hendes seng, og jeg har højtideligt lovet ikke at kigge.

Så det gør jeg ikke, men venter i stedet på modeshowet, når hun kommer hjem.

Anders er til julefrokost. Tidligere i dag tikkede sms'er ind om at han ihvert fald ikke havde skåret sig i hånden. Om han i hvert fald ikke skulle syes, og at hvis han havde skåret sig ville det overhovedet ikke bløde. Om at snitsår på fem centimeter ikke hørte til hos ham og at han vist var lidt tosset og, at nu måtte det godt holde op med at bløde..

Jeg er lidt spændt på om han kommer hjem med sådan et sår der gør ondt at se på.

Men nu er jeg alene. De sidste gaver til en adventskalender er pakket ind. Jeg havde ikke forestillet mig store gaver, men det skulle blive anderledes. Og næsten for nemt.

Til Daniel er der den der elkedel han mangler og som jeg egentlig tænkte han skulle have i julagave. Der er også køkkengrej Anders mente han ikke kunne undvære. Som han bare skulle have haft, men som jeg gaflede. Så er der sokkerne, han selv valgte garn til, og som han ingen anelse har om, hvor længe har ligget færdige. Endelig stod jeg i søndags på et loppemarked der var ved at lukke og kunne slæbe den lækreste sømandsagtige overfrakke med skinddetaljer, lækre lommer og fuld foring med hjem. Til halv pris (af en i forvejen latterlig lille pris), for manden gad ikke tage den med hjem igen. Nærmest ikke brugt. Jeg kan ikke se den har været brugt. Et fund, jeg ikke i min vildeste fantasi forestillede mig at kunne gøre.

Til Emile venter bogen med julelækkerier, konfekt, mad og alskens andet, der stod sat ned i Netto. Der ligger også en billet. En billet der skal åbnes og bruges på søndag, når vi tager i teatret og ser Skammerens Datter sammen med min mor. Der er også garnet hun selv har valgt farve til og som hun selv har ytret mere end et ønske om skal forvandles til en lyserød version af Stephen West årlige mystery. Hvis ikke jeg holdt godt fast. havde hun for længst hugget mit. Og endelig en bunke småting hun altid står og mangler og som jeg nok alligevel havde købt og givet, havde det ikke været så tæt ved jul.

En samling gaver jeg glæder mig til at give. Gaver der er langt mere værd, end det jeg tidligere brugte på daglige kalendergaver, men som ved et lykketræf har kostet langt mindre. Gaver de begge formentlig alligevel ville have fået, men som nu får en anden drejning og glæder dobbelt.

Jeg er stadig alene hjemme. Om en time har Emilie fri, og jeg vil nyde tiden alene, inden hun dukker op fyldt med ord og tanker og sætninger, der skal deles. Jeg vil smække benene op, drikke af min the og finde den nemmest mulige løsning for aftensmad.

Jeg vil nyde at det er weekend.

Kvæk

Med drejeskive og mulighed for oceaner af sjov

Jeg kan ikke huske om jeg har skrevet det før, men det er efterhånden et stykke tid siden, det gik op for mig at størstedelen af børnene i Caféen i den grad er et produkt af mobilalderen.

Vi har sådan en væghængt fastnettelefon med trykknapper hængende, der nok har mindst tyve år på bagen i forhold til højteknologi og lækkerhed. Som sådan kan den godt med god vilje sammenlignes med en mobiltelefon - røret er en del større, den hænger fast i væggen med en ledning og der er ingen skæm, men nummeret tastes ind ganske som det kendes fra de små håndholdte.

Og så er den alligevel så meget anderledes. Og trods det, tog det mig mere end et barn, der spurgte efter knappen til at ringe op med, før det gik op for mig, at de ingen begreb har om hvordan fastnettelefoner virker, for ikke at tale om funktionen af en klartone.

Der er i virkeligheden milievid forskel på at taste nummeret ind og derefter ringe op, til at løfte røret, skabe gennemgang og først derefter taste nummeret.

Tanken om hvilke udfordringer en drejeskivetelefon kunne stille var ikke langt væk.

Ideen har ligget latent et stykke tid, men da mit kælderrum ikke indeholder gamle drejeskivetelefoner, eller jeg kender nogen, der lige har sådan en stående, har det blot været en ide. Indtil søndagens loppemarked. Der blev den gravet frem og jagten gik ind.

Vi fandt en del af de nyere og som jeg husker det meget smarte telefoner, der kun bestod af telefonrøret med drejeskiven i bunden. Den slags der i dag er hotte og findes i flere nutidige versioner. Den slags der stadig har så meget værdi, at de koster mere end jeg var villig til for et godt grin. Den slags der lidt for let kan sammenlignes med den væghængte vi allerede havde (selvom den hotte af slagsen er langt mere.. hot), og ikke ligger op til forståelsen af klartonen.

Jeg ville have et separart rør. Jeg ville have drejeskive, fjederledning og alt det jeg husker fra min barndom. Jeg ville have muligheden for gådefuldhed i forsøget på at ringe op og ringe ud.

Vi endte med at finde det. I den helt rigtige grågrønne farve (som Anders huskede hjemmefra og ikke mener er blevet kønnere med alderen). Den havde endda stadig 02-nummeret siddende som en anden nummerplade på forkanten. Manden lovede den stadig virkede og med en taske, der var betydelig tungere end da vi kom ind i hallen fortsatte vi indkøbene og turen rundt blandt skatte og gammelt skrammel.

Den virker. Den er sprittet behørrigt af. Nummerpladen er fornyet med Caféens nummer og der er stadig børn, der viger lidt forskrækket tilbage, når de ser den. Alle har heldigvis ikke været helt tæt på, så der er stadig mulighed for et godt grin og gode ideer til hvordan den opereres.

En hel del børn har ringet hjem, bare fordi der er den her sjove telefon. Forældre er faldet i svime og helt som jeg regnede med har flere drejet nummeret, for derefter at løfte røret. Ret kedeligt, hvis det opkaldte nummer indeholder mange af de høje cifre.

Et par stykker er startet forfra mere end en gang, når de undervejs glemmer hvortil i nummeret de er kommet - det er også meget sværere at dreje 87 end med knapper. Flere har spurgt om det virkelig er en telefon, og nogen har kigget skeptisk på mig, når jeg fortæller, at sådan så telefoner ud da jeg var barn. En enkelt så nærmest skræmt ud, mens en anden så ud som om det var synd for mig.

Men mest er det sjovt. Sjovt nok til at den gamle væghængte får lov at blive i skabet lidt endnu. Sjovt nok til at de stadig gider bruge den ekstra tid på at dreje ciffer efter ciffer inden alle otte tal er nået.

Og jeg håber den kan blive længe - for forbindelsen er overraskende nok og helt ærligt, meget bedre end via den grimme væghængte.