Den inderste beklædning

Weekenden har stået i symaskinens tegn. Kun når det blev for sent – i min verden efter ni – eller det endnu var for tidligt – i min samme verden før klokken ti både lørdag og en højhellig søndag – sprang jeg over og fandt strikkepindene i stedet. Hvis altså ikke lige, der var knappenåle at sætte i stof, eller syninger at presse – det larmer nemlig ikke.

Den lille dame, der ikke kun er petit i størrelsen, men også er temmelig lav, er nu udstyret med det underste af balkjolen. For at skørtet ikke skulle slæbe hen ad gulvet, er hun flyttet op på et lille bord. Og for kamerarets skyld er der bagerst sat nåle, så delene sidder bedre og mere hensigtsmæssigt.

Emilie har prøvet og alting passer perfekt.

Mens underskørtet med tyl og korsetterringscorsagen holder hvil, har jeg klippet nederdelen til selve kjolen. Den får en stikning i morgen formiddag. Så ser det ud af noget, når Emilie i morgen aften igen gør sin entre. Der er scanning af knæet på programmet onsdag, så endnu en tur hjem er påkrævet.

Knæet har det meget bedre. Hun går næsten uden men, og det er kun trapper der endnu volder problemer. Jeg krydser fingre for at den oprindelige forstrækning, den svenske læge ordinerede, og håber på at talen om meniskskader vedbliver at være tale, og så ellers holder helt op med at tale…

En enkelt stikning på et skørt gør desværre ikke hele kjolen. Pigebarnet har sendt mig billeder af voluminøse skørter med volanter i lag og draperede corsager. Teoretisk ved jeg nogenlunde hvor jeg er på vej hen… Men rent praktisk føler jeg mig temmelig meget på Herrens mark.

De næste dage giver ingen tid til syning. Det er måske i virkeligheden godt det samme. Det giver nemlig så meget mere mulighed for at tænke og planlægge og også gerne læse op på realiteterne. Jeg håber at det brede internet ligger inde med oplysninger i metermål, der kan gøre mig både klogere og langt mere sikker, når saksen på et tidspunkt skal sættes i den tynde organza.

Med Mickey-ører

I går var en af de mere… kedelige… dage i hobbyværkstedet. Kedelig fordi, der var så få børn, at selvom vi hyggede og snakkede, følte jeg mig en smule arbejdsløs.

En af pigerne var ved at lægge sidste hånd på en fin ting, hun havde arbejdet længe med. Hun var ikke hundrede procent tilfreds, for der var nogle buler og nogle helligdage, hun gerne ville have til at gå væk.

Jeg fandt knapper og flitblomster og plastikdimser frem, som kunne pynte på de uheldige steder. Knapperne blev hurtigt forkastet, mens ideen øjeblikkeligt blev købt. Mens hun stod ved limpistolen, kiggede en anden pige dybt i knapperne, og jeg kom til at overveje hvor simpelt en ring af knapper mon kan laves.

Det blev til Mickey Mouseører af en farvecoatet lidt tykkere ståltråd. Det var nemt, og bortset fra at der ikke var flere børn tilbage og Hobby har været lukket i dag til fordel for lerværksted og glasur, og jeg derfor endnu ikke har fået solgt ideen (bortset fra til en kollega…), kunne jeg godt se det som en mulighed en dag, hvor nogen får lyst.

Jeg har i virkeligheden slet ikke tid til at sidde her. Bortset fra en hurtig tur hjem, et hastigt indtaget måltid, og et grib af en taske, er jeg stort set på vej ud af døren igen. Der er dialogmøde mellem kommune, borgere og ansatte arrangeret af Børne- og ungeudvalget. Emnet er pædagoger og lærere i skolen, og jeg tror det bliver spændende.

Jeg tror det så meget, at selvom jeg kunne fristes til at springe over, vil jeg hellere af sted. Men det er godt at vide, at der er plads til strikketøjet under oplægget – af en dame, der efter sigende skulle være meget spændende at høre på.

På vej ud af døren…

Corsagesyning

Dengang vi var på besøg, på det der nu er blevet Emilies hjem, gik det op for mig at der skal være bal. Jeg fik meget hurtigt sagt, at skal der syes kjole, så skal jeg nok sy kjole. Jeg faktisk glædede mig til det.

Pludselig var det en realitet. Emilie var startet på skolen og den der gallaaften rykkede nærmere og nærmere. Samtidig brugte hun de første månder på at tabe sig en del, og stramme kjoler i corsagestil er ikke gode, hvis de er for store. Altså mente jeg der var masser af tid, hvis bare vi ventede til efter jul.

Det er efterhånden længe siden mål blev taget, og en opsyning i lærred er prøvet og fundet passende. Stoffet har ligget klar et stykke tid, og selvom jeg bestemt ikke har haft syvmilestøvler på i forhold til fremgang, sker der alligevel et og andet.

Længe har jeg gået i en vrangforestilling om at der stadig er to måneder til kjolen skal vises frem. Det blev brat tilendebragt, da Emilie i mandags ringede og bare ville fortælle at den altså bør være klar om tre uger.

Det fik gang i processen. Der er vist noget om, at jeg arbejder bedst under pres…

Jeg fik pillet den allerede syede og (viste det sig) for store indercorsage fra hinanden. I hvert fald de dele, der skulle genbruges. I aftes klippede jeg nyt, markerede efter alle kunstens regler og satte sammen med nåle, inden det blev tid til de overspringshandlinger, der synes langt mere spændende.

I formiddags havde jeg tid. I formiddags så indercorsagen med de rigtige mål dagens lys. Nu sidder de på den tålmodige og meget lille dame, der er hentet frem fra kælderens dyb til formålet. Den sidder ikke særlig godt på den lille dame, hun fylder ikke særlig godt ud. Men den bliver mindre krøllet, end havde en ligget et eller andet sted.

Jeg tænker hun er pyntesyg, ikke har noget mod nåle og gerne viser frem. Også når Tøsebarnet har prøvet og det igen er blevet tid til ophæng uden krøl.

Til aften er tylsbelagt underskørt klippet og lagt klar. Passer tiden godt, er undertøjet godt på vej inden weekenden. Måske – for det bliver i hvert fald hverken i morgen eller fredag. Men hvis, kan jeg passende tage hul på den egentlige kjole i næste uge.

Og læse lidt op det der med drapering og volanter…

Overspring

Jeg havde egentlig en aftale med mig selv om, ikke at købe garn i Netto. Alt for mange gange har jeg købt billigt garn i Netto, der viste sig at være.. billigt. Og det til trods for at garn kan findes flere andre steder, i en helt anden og bedre kvalitet til en lavere pris…

Men når der ligger garn der ikke alene er grønt, men også hedder Pernille… så ryger alle planer og aftaler. Om det duer til noget var pludseligt ikke så vigtigt. Anders gav mig heldigvis ret.

Og når så vi er ved det med planer… Balkjolen, som jeg er ikke er nået særlig langt med (jeg har købt stof…) er med et blevet opgraderet til en hastesag. Emilie har længe sagt ord der grangiveligt lød som havde jeg stadig mindst to måneder at løbe på. Pludselig er den tid blevet skåret til tre uger.

Altså øver jeg mig i at lade overspringshandlingerne passe sig selv. Jeg er ellers afsindig god til at passe med.

I aften har jeg klippet, jeg har fundet det gamle og gennemhullede karbonpapir med tilhørende sporehjul og jeg har sat alting sammen med nåle. Og nu må jeg springe over, jeg kan nemlig ikke tillade mig at sy. Og sy er næste trin på stigen.

I vores etageejendom med vægge af pap, vil det ryste underboerne i en sådan grad at de aldrig ville falde i søvn, skulle jeg finde på at sætte maskinen i sving på denne tid af døgnet. Det duer ikke, så jeg lader det hele stå og ved at jeg har god tid i morgen... også til overspring. For jeg kan da ikke tillade mig at ryste hele huset før klokken er mindst halv ni… eller noget…

På vej mod sofahjørne, film og strik

Hjælp til indpakning

Jeg glemte gaven til Daniel i går. I stedet huskede jeg alt muligt andet. Alt det jeg også skulle huske.

Det passede vist Ungersvenden helt fint, for mormor havde pakket en ny støvsuger ind, og det var rigeligt at skulle slæbe hjem. Den gamle, som jeg skaffede brugt, kan ikke mere. Og hvor skønt er det så ikke lige at få en ny.

Ikke nok med at jeg glemte gaven, jeg havde heller ikke pakket ind. Det har jeg gjort nu, for når kattene bliver hentet, kan han passende pakke op og bære med hjem.

Kattene var svært nysgerrige, da jeg fandt papir og raslede med udpakning og indpakning. De nåede både at stå i vejen, og være lidt for tæt på saksen. Da gavebåndet blev fundet frem, steg ivrigheden for at hjælpe.

Nu står så pakker og venter, med fint slicede gavebånd og en smule våde krøller, som kattene muligvis mente jeg tog fra dem lidt for hurtigt…

Vi har gæster

Og med et blink gik der en uge. En uge med vinterferie, et par fridage og dage med ferieramte børn. En uge med hygge, med ture ud af huset, sene aftener og forberedelse til gæster og fødselsdagsbud.

Daniel fyldte år i sidste uge, og i går stod bordet fuld af kage, boller, varm kakao og hvad der ellers hører til. I vores lille stue er der ikke plads til mange gæster, så vi invaderede i stedet Klubben, hvor muligheden for bordtennis, billard og stikbold i Tumlesalen ikke er nogen dårlig kombination.

Og mens vi andre spiste os mætte i chokolademouse og lune boller, sad kattene herhjemme – alt andet end stille. Mere end et er røget på gulvet, og jeg orker ikke at samle op før de er hentet. Min minihakker har måtte lade livet – for en kat, der formår at se afsindig uskyldig ud. Så er det alligevel let at tilgive og glædes ved hyggelig spinden og overgivelse.

Og hvorfor kattene er her og ikke hos Daniel er en anden historie. Hans kæreste er nemlig på besøg til overnatning og fødselsdagsbud. Hun kan ikke tåle kat, og dermed fik Daniel vist slået to fluer med et smæk… For ikke alene kunne han aflevere kattene her aftenen inden kærestebesøget, han fik også både luftet godt og grundigt ud, vasket sengetøj og skiftet samme, ryddet op og fejet højt og lavt.

Nærmest ren win win…

I dag er jeg ikke til pæn brug. I dag er jeg kravlet op i sofahjørnet, jeg har fundet strikkepindene jeg ikke orkede i aftes, og jeg har ikke tænkt mig at flytte meget rundt i løbet af dagen.

Mysterier og nye teknikker

En af de ting – måske endda den vigtigste – der gør at jeg igen og igen vender tilbage til de mystiske sjaler, er muligheden for at lære nyt.

Det er ikke hver gang, der dukker nyt op. Somme tider er der ikke engang en ny kombination af muligheder, men når så nye teknikker, eller nye adgange til strik dukker op, er det det hele værd.

Sidste år strikkede jeg Ysolda Teagues første mystiske sjal. Sådan et i fem dele, der også gav mulighed for at vælge. Hver eneste del kom i to versioner, og så var det bare om at vælge, den man bedst kunne lide.

Da sjal nummer to efter samme opskrift dukkede op, var jeg i tvivl om jeg skulle springe på. Det var Anders ikke. Det skal du da strikke, sagde han. Det du strikkede sidste år, var da vist en fornøjelse, så kom du bare i gang…

Jeg gik i gang. valgte garn fra lageret og endte med den rene blødhed af et sammenrrend af alpaca. Blødt som smør og en fryd at strikke af.

De første fire clues har udfordret på den nye front. Jeg har haft gang i lange tråde. Fra designerens side skulle de have været ensfarvede, men da en deltager opfandt de tofarvede, kunne jeg ikke lade være. Jeg er lidt bange for om jeg har strammet for meget til den endelige blocking, men det må tiden vise.

De helt igennem fantastiske smockblokke er også helt nyt. En ny måde at vikle garnet om flere masker, en måde jeg har lyst til at bruge igen. Lige så snart jeg finder den rigtige anledning.

De små blomsterknopper, eller pilespidser, som det er vist er denne gang, har jeg strikket før. Sidst også i et mystisk sjal, og de gav dengang anledning til leg med masker i en trøje, der for længe siden har forputtet sig nederst i kurven med projekter, men som stadig spøger i kulissen, og som nok også en dag bliver fundet frem igen.

I morgen venter sidste clue, og jeg er spændt på hvordan sjalet ender, hvilke valgmuligheder der dukker op, og om jeg igen får fornøjelsen af at prøve noget nyt.

De helt små

Jeg vil til hver en tid påstå at mit job er alsidigt og meget afvekslende. I dag var for eksempel en af de sjoveste og mest mærkelige dage jeg længe har oplevet. Sådan en, vi kan leve højt på længe.

Alle elever fra første til sjete klasse var slet ikke på skolen i dag. Der var Kidsvolly i Rødovrehallen, alle skolerne i kommunen mod hinanden. Det er et arrangement, der har været holdt de sidste mange år, og ungerne glæder sig som regel i god tid inden.

Det er aldrig let at få skemaet til at hænge sammen, når dagene ser markant anderledes ud, og da pædagogerne holder personalemøde fredag, blev det ikke lettere. Samtidig dukkede arbejdstidsregler og jeg skal komme efter dig op, så det endte med at alle pædagoger var på skolen, mens det var lærerne der var af sted med ungerne.

Børnehaveklasserne blev også på skolen. Med manglende lærere og mine ottendeklasser til konfirmationsdag i kirken endte Lotte og jeg en enkelt time sammen med 0.B. Det var noget bævende vi gik mod indskolingen, for alene tanken om alle de små børn kunne godt være lidt angstprovokerende.

Uden at vide det, er jeg sikker på at 0.B er skolens mest eksemplariske og velopdragne klasse. Aldrig har jeg oplevet på fantastiske og søde en flok børn, der gjorde som vi sagde, sad stille – selv mens de fik lov at finde deres iPads frem - og som glade kom og viste deres færdige opgaver inden den der iPad.

I skal bare klappe i hænderne, så bliver vi stille, sagde de. Det måtte vi selvfølgelig prøve. Eleverne klappede igen og så sad treogtyve bitte små børn ved bitte små borde og kiggede helt stille forventningsfulde på os. Vi prøvede det med at klappe igen, da de skulle pakke sammen. Straks kiggede de op fra det de nu lavede og var klar til at høre efter.

På væggen hang de flotteste billeder jeg længe har set. Vi var nødt til at spørge dem, hvordan de havde lavet dem, for sådan nogle skal vi da også prøve at lave. Dem har vi lavet, svarede de søde børn, hvorefter de gerne ville fortælle hvilken lærer der havde hjulpet.

Midt under taskepakningen og fejning af gulvet brød de alle ud i sang. Farvel og tak for i dag, vi ses igen på mandag… sang de. De synger hver dag fortalte de glade, og sang gerne sangen een gang til, når vi nu bad pænt, inden de stormede ud af døren til weekenden. Pigerne alle klædt i de flotteste prinsessekjoler, for de skulle til fødselsdag hos Ida.

De var så søde, at vi slet ikke fik fortalt dem alle de røverhistorier vi havde klar. Det ville ellers også have været sjovt. 

Onsdag er meget forskellig

Så forskellig at det føles som flere dage siden, det var i morges.

Jeg er glad for, at det ikke er mig, der sidder med skemalægningen, når alle skolens skemaer skal laves om hvert kvartal. Hvorfor så mange skemaer i løbet af et år, har jeg glemt, men der var vist nok en god forklaring. Under alle omstændigheder er skemalægningen et puslespil i retning af et mareridt.

Det nyeste skema har givet mig en onsdag der starter tidligt. Så tidligt som første time. Inden SFOtid følger endnu tre klassetimer og to til forberedelse og frokost (jeg spiste frokost i dag. Det er jeg ellers ikke god til). Det er mange timer, inden mit egentlige arbejde begynder. Det er jo også arbejde og jeg kan rigtig godt lide timerne i skolen. Men det er stadig så nyt at jeg ikke er helt dus med dem endnu.

At fire af mine seks skoletimer ligger på samme dag, betyder også at jeg har to dage helt uden skoletimer. Det giver nogle andre muligheder og er slet ikke nogen dårlig ide.

Onsdag startede sammen med niendeklasserne i Ordblindeskolen. Alle dage starter med et læsebånd. Tredive minutter. Det er en lille klasse, der skal stryges lidt og ikke stilles for store krav. I hvert fald ikke fra mig. Til det har jeg ikke kendt dem længe nok. De gider i virkeligheden ikke læse, men de gider godt muligheden for sjov og bevægelse efterfølgende.

Altså kaster jeg en gulerod. Jeg skriver alles navne på tavlen, når de er klar til at læse, skriver de starttidspunkt ud for deres navn, og når alle har læst tredive minutter, er det tid til leg. I dag blev det rundt om bordtennisbordet og billard.

I timen uden undervisningen gik jeg i Netto og hentede det jeg manglede for at kunne bage en kage. Nogle havde nemlig spurgt. Ude foran Netto havde nogle andre tabt en handske. Jeg kan godt lide at nogen har haft overskud til at samle den op og lægge den på en stolpe udenfor butikken. Sådan noget gør mig glad.

Derpå ventede 8.B. Jeg havde egentlig forberedt bevægelse, men da jeg nåede ind i klassen, sad de alle og var helt røde i hovedet fordi de løbet rundt på skolen i en eller anden bevægelsesleg. De ville bare gerne have lov at lave videre på deres kahoots – et  projekt de er i gang med i mine timer, og som jeg skal huske at fortælle mere om en anden gang. En enkelt var færdig, så hans blev afprøvet, inden de satte sig i grupper og arbejdede videre på deres egne.

Endnu en time uden undervisning gav mulighed for at vende noget af alt det vi sjældent når med mine kolleger, og jeg fik spist den der frokost. Jeg nåede også at hjælpe Lotte med en invitation til konfirmation, men jeg nåede aldrig over i personalerummet og tale lidt med mine teamlærere. Måske næste onsdag…

Min tredje time galdt ottenede klasse i Ordblindeskolen. De kaster sig altid med glæde over det jeg kommer med, og synes sjældent det ikke er sjovt. De har talt om kage mere end en gang, så jeg synes det var på sin plads at de skulle have lov at bage. Da jeg meddelte dem dagens plan, kastede to af pigerne sig om halsen på mig, erklærede deres uforbeholdne kærlighed og udnævnte mig til deres yndlingslærer (det kan godt være lidt svært at finde rundt i det der med lærere og pædagoger).

Let tjente point. Helt sikkert.

Det tog lidt længere tid, end jeg havde regnet med at bakse kagen sammen, og mens den stod i ovnen, havde jeg tændt op for Wii og Just Dance. De hyggede sig, alle var med og de fik helt sikkert både varmen og bevæget sig godt og grundigt. Lige inden timen var slut, kunne jeg hive en perfekt kage ud af ovnen, sende elever, kage og en kniv til næste time og selv finde 9.X, der er onsdagens sidste klasse.

Der er ikke længe til niendeklasserne til at øve revy til sidste skoledag. Jeg har lovet at stå for forberedelserne og i dag tog vi hul på en brainstorming. Først skulle de bevæge sig. Jeg prøvede noget nyt, som viste sig ikke at være en succes. Sådan er det nogen gange, og sådan skal det vel være. Jeg finder noget af det gennemprøvede til næste gang.

Tilbage i klassen tog de hul på sværmen af minder, der kan laves om til sketches i en revy. Det startede lidt trægt, men efterhånden som ideerne dukkede op, dukkede også masser af sjove historier frem. Jeg skrev alt hvad de sagde, og det var en lang liste jeg kunne gemme til videre bearbejdelse, da timen var slut.

Dermed var dagen ikke slut. Endnu et skift og jeg var tilbage i klubben med de langt mindre børn. Henrik og femte klasserne skulle alle være i skole til klokken tre, så jeg startede hvor jeg sluttede i går og sang sammen med dem, der gad synge karaoke i karaokerummet.

Der var langt flere end i går, og i dag sang jeg kun med som støtte, der hvor det var svært. Jeg er sikker på at en dag vil karaokerummet igen komme til værdighed. Der er stadig lang vej, men der er flere som gerne vil, men lige skal have noget hjælp.

Da klokken nærmede sig tre, overlod jeg til Louise at fortsætte, for Henrik, jeg og femteklasserne skulle på tur. Vi skulle til Fisketorvet, i biografen og ellers bare daske lidt rundt. Fjorten unger havde meldt sig til og de vidste alle hvad de ville se. Valgene var forskellige og de delte sig i tre grupper, der så henholdsvis Min søsters børn, Nat på museet og Taken 3. Den sidste krævede lige en sms fra forældre, for den anbefales ikke til børn under femten.

Henrik og jeg sprang begge på Taken 3. Jeg har ikke set de to andre, den har vist ikke fået den bedste kritik, men Liam Neeson plejer at være ret godt. Tænkte jeg. Om jeg var træt efter en lang dag, eller om den ikke er lige spændende hele vejen igennem, er jeg ikke helt sikker på, men jeg tog mig i at være ved at falde i søvn undervejs. Ellers var det en okey film.

Det var glade unger, der alle synes de havde set den bedste film, og næsten alle havde spist for meget slik, drukket for meget sodavand og måske egentlig også havde fået lidt for mange pomfritter, der tog hjem igen. Så er der noget ved at være på tur.

Undervejs på dagen har jeg også nået at love chefen at udforme en invitation, snakke med Emilie, sms’e med Anders og ønske tillykke til Daniel. Han fylder 21 i dag. Det synes jeg er temmelig vildt. Nu er jeg træt. Som i godt brugt. Og jeg tror faktisk ikke det varer længe, inden jeg vil finde dynerne. Jeg skal bare lige sidde lidt…