lørdag den 21. januar 2017

Tåge i København


Vi tog hinanden i hånden og tog til København i dag. Jeg havde ærinder der handlede om garn og pels. Anders var klar til god kaffe.


Tåge i København


Tågen hang lavt da vi tog af sted. Det blev den ved med, og efterhånden udviklede dagen sig mod en jagt på fotos af tågeslørede tårne. Der er mange tårne i København. Mest fangede jeg Rådhustårnet og tårnet på Christiansborg. Men også toppen af Nikolaj kirke, Frue kirke, et par kraner og højderne i Tivoli kom i min lille fotografiske æske.

Vi bevægede os alligevel gennem en stor del af byen, fra vesterport over Rådhuspladsen til Skindergade. Ad Købmagergade over højbroplads og videre ad Læderstrædet, Kompagnistrædet og Rådhusstrædet. Vi gik langs kanalerne, forbi ridebanen og Nationalmuseet, inden vi vendte om og gik tilbage til Rådhuspladsen, Vesterbrogade og Hovedbanegården.


Tåge i København

Tåge i København

Tåge i København

Tåge i København

Tåge i København

Tåge i København

Tåge i København


Jeg fik garn, Anders fik kaffe. Pompom’er af pels i den rigtig størrelse og farve var ikke at finde. Jeg har strikket en hue til Emilie. Der skal en pelsdut på, siger hun, og jagten er ikke slut endnu. Jeg har fundet noget det ligner, men endnu er jeg ikke klar til kompromis og fake fur. Jeg vil have den ægte vare, og Emilie mener hun kan vente lidt endnu, før huen tages i brug.


 

fredag den 20. januar 2017

Garn i Berlin


Jeg har en hel række af billeder fra sommerens og efterårets ferier liggende. Billeder af garnbutikker. For selvfølgelig kunne jeg ikke tage på ferie i fremmede lande, uden også at kigge efter garnbutikker.

Det kan bare godt undres hvorfor – jeg køber nemlig ingenting.

I Berlin havde jeg krydset en del garnbutikker af på kortet. Vi nåede langt fra dem alle sammen, og det føltes ikke som et savn. Set som tilbageblik kan det godt være jeg en anden gang skal være mere målrettet, og samtidig hjemmefra beslutte at der også skal betales ved kasse ét. Hvis jeg alligevel ikke køber noget – hvorfor er det så, jeg synes jeg skal se dem?

Måske i virkeligheden et ret fornuftigt spørgsmål!


Vi lagde ud med at finde Knit Knit. En superhyggelig meget lille garnbutik på Linienstraße 154. Set udefra. Vi gik og gik og gik langt ud ad Linienstraße, inden vi endelig fandt butikken – som havde lukket. Trods skiltning om det modsatte. Af ren skuffelse glemte jeg at tage billeder, og trykkede i stedet næsen flad mod ruderne, hvorigennem jeg kunne se den der sindsygt hyggelige lille butik med de skønneste vinduesdekorationer.

Heldigvis var Anders heldig at finde en god kop håndbrygget kaffe undervejs derhen. I en lille isbod, vi begge har glemt hvor lå. De havde også gode økologiske is med agurk og andre sjove indfrosne ting.



Handmade Berlin

Handmade Berlin

Handmade Berlin


Jeg insisterede på at finde flere garnbutikker og dage efter – eller måske var det to dage efter fandt vi Handmade BerlinPlatz vor dem neuen Tor 1B. Vi var hele pladsen rundt, før vi fandt den. Butikken var en lille smule for heigh tech til min smag. Jo, jo lækkert garn og fine opstillinger. Men lige lidt for opstillet, lidt for meget følelsen af ikke at måtet røre. De havde masser af lækkert garn, og for syns skyld endte jeg med et lille bitte kit fra Ito til et par pulsvarmere.


Ito


Som jeg sidder og skriver nu, slår tanken at jeg burde finde det frem og starte op. Alle mine andre projekter er nemlig nået den der alt for store størrelse til at tage med nogen steder. Med mindre det er godt planlagt.

Jeg tror jeg gør det.



Frau Wolle – Potsdam

Frau Wolle - Potsdam

Frau Wolle - Potsdam


Derfra faldt min lyst til at lede efter garnbutikker i Berlin. Det var derfor heller ikke planlagt da vi i Potsdam et par dage senere mødte først en strikket cykel med et skilt og senere (efter at have fulgt skiltningen – når den nu var der) fandt en lille garnbutik, der udefra så spændende og hyggelig ud.

Inde blev jeg slemt skuffet. Den lignede mest et levn fra min mormors tid. Damen bag disken ligeså. Det er ikke helt fair, og der var sikkert også masser af fint garn at finde. Jeg kunne bare ikke se det. Vi blev ikke længe.

Det betyder ikke at Potsdam ikke er et besøg værd – det er den absolut.


torsdag den 19. januar 2017

Fem sjaler på fem dage


Jeg har meldt mig til en udfordring  - Strik fem sjaler på fem dage.

Det er ikke helt så vildt som det lyder.


5shawls5days - triangular


Udfordringen startede i går. Hver dag får alle deltagerne instruktionerne til et nyt sjal, som skal strikkes i miniformat. Det er nemlig størrelse mini vi er ude i.

Det handler om sjalskonstruktioner. Hvordan bygges sjaler op. Og hertil er minisjalerne glimrende. En lille bitte trekant kan snildt illustrere hvordan et sjal bygges op.


5shawls5days - triangular


I går var udfordringen det klassiske trekantede sjal, som en bonus medfulgte det trekantede sjal med lange vinger. Der er ikke noget nyt under solen, men jeg synes at tanken om et lille bibliotek at sjalsstrikkeprøver er ganske hyggelig.

Det tog ikke lang tid at strikke den lille trekant, så jeg strikkede den næste med.

I nat var de begge nålet pænt op, og i formiddags lykkedes det at finde lys nok til et par hurtige billeder.

Der er vist stadig plads på holdet.


5shawls5days - triangular


I dag lyder udfordringen på et semi-halvrundt sjal.

Jeg slår op lige om lidt.


onsdag den 18. januar 2017

2016 - fra et garnperspektiv


Det er tid til opgørelse af året der gik. Årets gang i garn, så at sige. Det er altid sjovt at opregne hvor meget jeg fik brugt, hvor meget jeg fik lavet, og hvordan lagerbeholdningen flyttede med undervejs.

I år løb der temmelig mange ærmer gennem mine hænder. Flere end jeg havde regnet med da året lagde ud, men ingen jeg ville undvære. Det er alle sammen gode ærmer, og flere må gerne komme til. Der er faktisk allerede planer om flere. Jeg skal bare huske at holde fast i planerne, jeg er nemlig sjælden tro mod den slags.

Det blev også året, hvor jeg gjorde min debut ud i plantefarvning. Det var spændende, og det er slet ikke slut. Altså kunne det kommende år godt blive året, hvor jeg bliver nødt til at fylde lageret med ufarvet garn. Sådan noget har jeg nemlig nærmest ikke noget af på lager.

Jeg købte en gryde til plantefarvningen i den lokale genbrugs. Den er ikke stor, men den er anvendelig og tanken om hvorvidt de to cones med råhvid Funky Chunky Alpakka Anders gav mig i stedet for blomster, kan stoppes i og farves i om ikke andet changerende farver ligger og lurer under overfladen. Jeg har svært ved at se mig selv i den hvide. Jeg kunne måske også strikke først og farve bagefter. Måske dipdye.

Det blev året hvor antallet af sjaler kunne tælles på een hånd og antallet af sokker næsten ligeså. Jeg er faktisk lidt forundret over hvor få sokker jeg endte med at strikke. Måske skulle jeg tage mig selv på ordet og udfordre til at tømme kassen med strømpegarn. Jeg fik voldsom lyst, der lige før jul, da kassen blev fundet frem.


Men hvad blev det så til?




For at starte med det nyeste eventyr – Plantefarvning i solen:

Jeg havde en cone med 500 gram supersoft. Jeg delte det op i fed på 50 gram og havde dermed 10 mindre fed at lege med. Jeg farvede dem alle sammen i glas i vindueskarmen. Der lå de og fik farve fra planter, bønner og løgskaller. Et enkelt fed blev farvet endnu en gang. Farven var for kedelig, for lidt og slet ikke mørk nok.

Men det var så sent på året, at jeg fandt gryden frem og farvede på komfuret.

Det kan noget forskelligt, de to metoder. Jeg er slet ikke færdig med nogen af dem.


Årets strik - solar dying


Jeg startede med et forsøg med kobber. Det blev aldrig til noget, og som dagene gik, blev der stoppet mere og mere metal i glasset, uden den mindste ændring. Til sidst hældte jeg sorte bønner i, og så skete der noget. Jeg endte med at farve garnet igen, også med sorte bønner, for det blev ikke rigtig godt – mest grumset. Jeg farvede med sorte bønner mere end en gang i løbet af sommeren, men glasset med kobber og bønner gav den mørkeste farve – så måske metallet alligevel havde en effekt.

Det andet forsøg handlede om skaller af rødløg. Skaller af rødløg giver den lækreste grøn-gule farve. Nogen steder blev den næsten mintfarvet.

Jeg gik tilbage til de sorte bønner og prøvede først med en blanding af rødkål og sorte bønner. Jeg skal prøve rødkål alene på tidspunkt. Jeg afprøvede også sorte bønner og demineraliseret vand. Det gjorde nu ikke den store forskel, men det var alligevel lissom vandet fik en anden farve. Jeg gik ikke all in, garnet blev bejdset sammen med det andet ubejdsede garn i almindelig vandhanevand. Det kunne også være spændende at afprøve bejdsning i soya. Det er jeg ikke nået til endnu.

Valnøddetræet bag Klubben gav det flotteste brune garn. Jeg har en date med det træ til sommer. Det ved det bare ikke.

Nede ved branddammen fandt vi pileblade. Det blev den smukkeste helt vildt intense gule. Jeg er ikke så vild med gul, og jeg aner ikke hvad og hvornår jeg skal bruge den. Men hvor er den flot. Hvis jeg nogensinde giver mig i kast med indigo er den det første der ryger i, jeg er sikker på den kunne give en fantstisk grøn.

Jeg købte spåner fra mexicansk blåtræ på nettet. Det farver. Meget. Jeg forsøgte mig to gange – anden gang i forsøget på dipdye. Det blev mest en lys plet, blåtræ har ikke brug for at stå i vinduet flere dage eller uger – bare et par minutter nærmest.

En dag vi gik hjem fra haven gik Anders og jeg forbi et træ med små kogler, der endnu ikke var sprunget ud. Det viste sig at være en rødel. De umodne kogler gav en fin lys brun farve. Den var faktisk rigtig fin, jeg vil bare gerne have lidt mere knald på farverne. Hen ad efteråret, da koglerne hang tunge og brune og modne, farvede jeg det samme fed igen. Denne gang på komfuret i en gryde. Det blev flot. Ikke helt så varmt brunt som valnødderne, men mørkere end de umodne kogler og meget fint.

Som det sidste farvede jeg med avocadosten. De gav den vildste farve til vandet de lå i, men desværre optog garnet ikke farven, men endte temmelig kedeligt og farveløs. Det bliver uden tvivl det første fed jeg farver, når der igen står farvning på programmet.




Og videre til det små:

2016 blev året hvor jeg faldt i gryden med karklude. Jeg strikkede faktisk ufattelig mange karklude. Først på året af alle mine bomuldsrester, sidst på året af indkøbt garn til julegaver.

Sokker plejer at være en kategori for sig, men i år er der så få, at de får lov at være med i kategorien småt. Til gengæld synes jeg, jeg opnåede en hel del af de mindste projekter.


Årets strik - det med småt
Årets strik - det med småt


Allerførst fik jeg færdiggjort den karklud i tofarvet patent, der blev fundet frem fra bunden af en kurv, hvor den længe havde ligget og efter bedste evne gemt sig. Kluden var en leg med den tofarvede patent, som jeg ikke tidligere havde stiftet bekendtskab med.

Stadig i sygdomsfasen fik jeg strikket en hue. Mønstret er Mulberry Hat, som jeg tidligere har strikket og brugt rigtig meget. Den her var mest sjov at strikke, og selvom jeg synes den er både skæv og hyggelig strikket af rester, er det sjældent den er blevet brugt. Måske skulle jeg finde den frem igen.

Så var der karkludene. Til blogtræf hos Violykke kom jeg hjem med seks nøgler bomuldsgarn i en farveskala, jeg ikke anede hvornår jeg nogen siden skulle bruge. Det blev startskuddet og inden længe faldt den ene færdige klud efter den anden i mærkelige farvesammensætninger, strikket i dobbelt garn af et sæt strømpepinde, der viste sig fantastiske til formålet. Jeg endte med at strikke tyve klude til en samlet vægt af lige lidt over et kilo garn. Nogle blev givet væk, og resten bruger vi med stor fornøjelse i den daglige husholdning. Jeg har siden strikket en enkelt klud af en tråd. Det er ikke det samme – jeg er solgt til de dobbelte.

Emilie ønskede allerede året før et par hæklede shorts. Garn blev købt, shorts blev hæklet og længe lå de og ventede på foer. De blev færdige i sommers, men det må indrømmes at de sidder ikke rigtig godt og om de nogensinde vil blive brugt er et godt spørgsmål. Men de er fine, og jeg kan stadig se dem for mig som bukser.

Senere på året var jeg til workshop i tunesisk hækling. Det resulterede i to puder, der heldig nåede at blive færdige for noget nær et par dage siden. De gav ikke mod på mere, jeg har pakket hakkenålene langt væk – i går så jeg en taske, der måske alligevel kunne få mig til at finde dem frem igen.

Da turen mod Paris blev til virkelighed og jeg ikke anede hvad flyrejser kunne give af strikke/hæklemulighed købte jeg et par nøgler pastelfarvet garn i multifarver. Det resulterede i både en hæklet og en strikket karklud, der ligger i bunken ude i køkkenet og bliver brugt på lige fod med alle de andre.

Som året nåede mod jul blev kassen med strømpegarn fundet frem og seks par sokker strikket. Tre par i herrefacon og tre par med damemønster. De fire par blev sendt til Henriette og hendes børn som julegaver, det femte par bestilte Emilie til lillesøsters julegave og det sidste par strikkede jeg, fordi jeg var så godt i gang og gav til Anders. De er brugt flittigt siden.

Derfter gik jeg over til karkludene. Jeg nåede at strikke elleve klude, der alle blev pakket ind som julegave.

To par blå og grønne til min mor og to par røde og blå til Annelise. Garnet var tykkere end jeg troede og tanken om at kunne strikke tre klude til dem hver måtte frafaldes.

Min fars kæreste Anni fik tre lilla klude. Her fik jeg hjælp af resterne af Pariserkludene og fik de tre nøgler garn til strække til tre i stedet for to.

Anders’ mor fik to murstensrøde klude. Anders valgte farven, som han mente var helt rigtig. Endelig strikkede jeg to petroleumsblå karklude til Louise. Ikke fordi vi normalt er på gave, men fordi hun kiggede så langt efter den jeg var ved at strikke, og det kunne jeg ikke stå for.

Til allersidst og som adventsgave blev resterne fra en del af mit plantefarvede garn omformet til et enkelt par pulsvarmere til Daniel. Han blev glad, tog dem straks i brug og kunne fortælle at dem han i forvejen har ikke længere hænger sammen. Jeg har lovet at strikke flere.




Hæklede dyr:

For stadig at blive i det små, men med egen kategori, blev der alligevel produceret nogle stykker af de hæklede blomster-dyr i løbet af året. Ikke så mange som tidligere år kan mønstre, men flere står allerede i kø, for rundt om mig er der flere babyer på vej.


Årets strik - hæklede dyr


Som noget af det allerførste og da året var helt nyt, hæklede jeg en miniskildpadde til Emilie. Hun har for længe siden meldt ud at huun gerne vil have dem alle sammen. I lyserød og pink. Måske har hun en hel farm en dag, indtil da må hun nøjes med de fire hun nu har.

Jonathan fandt glæden ved MineCraft frem igen i julen 2015. Vi jokede med at han skulle have en hæklet MineCraftMand i fødselsdagsgave, og hjemme efter juleferien viste det sig at mønstret til sådan en allerede er lavet.

Derefter fulgte tre bestillinger. Josefine bestilte en blå elefant til sin nevø. Daniel skulle til barnedåb og fik en pink og lilla flodhest med, mens Anders havde en kollega der brændende ønskede sig at give en pink flodhest til en seksårig lille pige.




Sjaler:

Noget større, men stadig i den overskuelige ende af skalaen, kan jeg se tilbage på et år, der kun bød på to sjaler. To sjaler, det er ikke meget. I hvert fald ikke min tidligere produktion taget i betragtning.


Årets strik - til halsen


I sommerfeien faldt jeg over møstret til Phoenix Wings. Det så sjovt ud, og inden længe var jeg i gang. Det var sjovt at strikke, og selvom det ikke har været overvældende brugt, er det stadig et sjovt sjal – og et godt indspark til halloweens hekseudstyr.

I efteråret hoppede jeg endnu en gang på Stephen Wests Mystery Shawl. Det kom der Building Blocks ud af. Det har til gengæld nærmest hængt om halsen på mig fra morgen til aften siden det blev færdigt. Desværre bliver jeg nødt til at vaske det en gang imellem. Det giver så plads til et par af de gamle sjaler – men sjældent længe.

I foråret strikkede jeg to meter og tres centimeter tofarvet patent til varme om Anders’ hals. Det er ikke rigtigt et sjal, men jeg har stoppet det i kategorien alligevel. Det har varmet godt gennem året, specielt i de kolde dage vi har i øjeblikket bliver det flittigt brugt.

Endnu en afstikker fra sjalerne er tæppet, der med nød og næppe blev færdigt til Emilie holdt fødselsdag. Temmlig mange hæklede firkanter, blev til et tæppe, der ikke er særlig stort, men varmer godt og med god vilje godt kan bruges som et sjal.




Endelig de store ting – dem med ærmer (næsten):

Jeg strikkede ualmindeligt mange ærmer i år. Det gør bestemt ikke noget, og det gider jeg godt en anden gang. Ærmer er skønne – når de bliver færdige.

Jeg strikkede meget til mig selv, adskillige kjoler og cardigans. En enkelt lang en med ærmer til Emilie og en sweater til min far, som stadig er et projekt der spøger i baghovedet.


arme1Årets strik - det store


Jeg startede året med State of Mind. Den var allerede på pindene da nytåret brød gennem, men jeg tæller først når ting er helt færdige. Den er grøn, den vejer nærmest ingenting. Den er varm, og jeg synes den er dejlig.

Midt i min restitutionsperiode og temmelig meget sovning, vågnede jeg, kunne under ingen omstændigheder falde i søvn og endte med at sidde midt om natten og bestille garn til Crazy Kjolen, som ret hurtigt derefter så dagens lys. Hurra for netbutikker, der er ligeglade med åbningstider. Den havde længe stået på min mentale liste over ønskestrik. Og nu skulle det så være. Endnu et hurra.

Jeg strikkede en sweater med snoninger til min far. Resultatet kunne godt have brugt lidt mindre vidde i ærmerne, men jeg har stadig alle noterne og et håb om en senere opskrift. (jeg har købt garn til både Daniel og Anders, der har hver deres størrelse, og dermed noget at regne på).

Hjemkommet fra blogtræf kunne jeg fremvise en bunke turkise nøgler garn, som Emilie hurtigt så potentiale i. Det kom der en Blue Sand Cardigan ud af. Den har hængt på Tøsebarnet gennem resten af året og jeg har stoppet et par huller, hun helt selv har formået at tilføje den, så den kan hænge på hende noget længere.

Efter et lille unseeligt hæfte med et Hendes Verden gik jeg amok i hækling. Hæklede kjoler vel at mærke. Først en råhvid udgave af en meget luftig sag, der kunne have været Krakas fiskenet, og senere på sommeren en grøn af samme slags.

Derefter fik jeg ryddet lidt op i de gamle projekter og fik først færdiggjort Leaves – min egen udgave af et noget mere enkelt mønster, jeg forelskede mig en lille smule i for flere år siden.

Da jeg var igang med oprydningen fik jeg også færdiggjort en anden hæklet kjole. Denne gang var det ikke helt så nemt, men tredie gang er som sagt lykkens gang, og garnet blev godt brugt, inden jeg kunne iføre mig hæklede roser – eller kålhoveder, som nogen synes det lignede.

Da vi i sommerferien kørte mod Berlin startede jeg Intersect, og da vi fire måneder senere var i Paris var den klar til at blive foreviget.

Endelig blev en del af garnet Anders købte til mig tidligere på året omformet til en Dicte med modificationer. Blød tyk alpaca, som er dejlig varm og det helt rigtige på kolde vinterdage. Den kunne ikke have været færdig på et bedre tidspunkt.

Som det allersidste nåede jeg at hæfte ender, vaske og tørre min version af Vestpå – med ærmer – lige inden året rindte ud. Det skønne garn af hør og silke var mere elastisk da jeg strikkede af det, end det efterfølgende har vist sig at være. At der ikke var nok garn, og der måtte tilføjes andet, synes jeg kun den vandt af, og elasticitet eller ej er jeg temmelig sikker på den nok skal blive brugt. Meget.




Det var den sjove del. Tilbage er den alvolige. (Og her skal lige slås fast, at jeg udelukkende fører regnskab og vejer for og imod for min egen fornøjelses skyld. Jeg er muligvis mærkelig, men jeg synes regneark er sjove)… Så videre til den sjove del.


Beregningerne:

Jeg har efterhånden opbygget et regneark, der kan hives de sjoveste udregninger ud af – desværre mangler jeg stadig at finde en udregning på hvor mange masker jeg strikker. Der må kunne laves en formel. Jeg har hverken forsøgt eller kigget efter det, så mere vigtigt er det ikke, men jeg sidder alligevel hvert år og synes det kunne have været sjovt.

Måske til næste år…


Nå men altså – statisik og videndeling. Mit regneark fortæller beredvilligt:

At jeg brugte over elleve kilo garn i 2016 – helt præcis 11.347  gram garn.

At jeg selv købte 8.757 gram garn og at jeg fik 6.133 gram garn. Samlet en mængde på lige knap 15 kilo garn.

Hvilket igen betyder at mit garnlager blev forøget med 3.701 gram og nu er oppe på ca 23,5 kilo garn.

At jeg brugte 2.590 gram garn mere end jeg selv forøgede lageret med og at jeg derfor godt kan bedyre at jeg brugte mere end jeg købte. Det er jo ikke min skyld at Anders mente det forsvarligt at købe i retning af tre kilo garn eller at Violykke til årets blogtræf sørgede for godt med garn til hjembringelse. Jeg synes faktisk jeg har gjort et godt forsøg på at få det hele brugt.

Jeg kan også konstatere at jeg stikkede langt mere end forventet. Nærmest sådan lidt overvældende. En rekord, jeg ikke forventer at slå foreløbig.


Regnearket kan også fortælle at af de cirka 8,5 kilo garn jeg købte, brugte jeg kun ca 3,5 kilo. Så kan det godt undre at jeg skulle købe så meget.

Hvor kommer så alt det garn fra, jeg har brugt?

Jeg brugte cirka 2,5 kilo af det garn jeg fik, mens jeg brugte lige godt 2 kilo garn fra året før.  Resten af det brugte garn har jeg haft i min garnbeholdning betydeligt længere. Derfor er der også håb for det endnu ikke brugte nye garn – som alt er købt med et formål.


Et mærkeligt regnestykke er plantefarveeventyret. Anders startede med at købe garnet, og det blev derfor sat på listen over garn jeg har fået. Derpå brugte jeg det – til at farve. Og det blev opgjort dels som brugt, dels som et projekt. Færdigt var det blevet til nyt garn – som jeg selv havde lavet, og derfor skrev jeg det på listen over garn jeg selv havde tilført.

Det gik i nul, men fra jeg fik det, det til var farvet og igen garn der kan strikkes af, blev det mirakuløst flyttet fra den ene liste til den anden. Det ene fed, som jeg farvede to gange, kom endda til at figurere to gange – det blev jo brugt, var forsvundet og blev til nyt.

Og pludselig havde jeg tilføjet 8,5 kilo garn, men måske egentlig kun 8 kilo….

Lige nu har jeg ikke anden løsning, for jeg synes garnet skal være på listen, skal optegnes og være projekter undervejs, men det betyder også at jeg brugte garnet, uden rigtig at lave noget.

Ren magi, og måske ikke helt gennemtænkt.


Onsdagsstrik


Det er blevet onsdag igen, og tid til at se på dagens strik og læsning.

Ikke meget har ændret sig siden sidste onsdag. I hvert fald ikke på hverken strikke- eller læsefronten.


Onsdagens strik og læsning


Strik:

Jeg strikker stadig på det geilske sjal. Bettina gad bruge tid til at købe mig et nøgle af det lilla-blå-grønne Kauni, jeg har valgt at bruge til det sidste clue. Absolut skønt. Jeg er helt ærligt ikke sikker på et enkelt nøgle er nok. Jeg er heller ikke sikker på om jeg bliver færdig inden den fastsatte deadline.

Helt sikker er jeg på, at jeg nok skal blive færdig.

Det sidste clue handler om vendestrikkede retrillede kiler. Garnet med de lange farveforløb fungerer rigtig godt og selve cluet er en god ide. Det er resten af sjalet som sådan også. Jeg er bare ikke helt sikker på, hvor vild jeg er med de to sat sammen.


Læse:

Jeg læser stadig Lånerne. Lånerne til søs. Lige nu er de fanget på en ø af grene midt i en bæk, efter at have sejlet ned ad bækken i en gammel, og hullet, kedel på jagt efter et nyt sted at bo. På bredden står en mand, som er temmelig opsat på at fange dem, sætte dem i bur og sælge dem til højestbydene.

Det er eventyr, så jeg ved det nok skal ende godt.


Se eventurelt her hvad andre læser og strikker.


tirsdag den 17. januar 2017

Vestpå


Jeg har meget længe vidst at en dag skulle jeg omforme Bente Geilsks Vestpå til noget med ærmer. Længe troede jeg at tweedgarnet Anders og jeg købte fælles for flere år siden skulle stå for skud, men det blev aldrig til noget.


Vestpå


Da jeg i oktober vendte hjem fra Maribo med ti nøgler Rowan Silkystones i den helt rigtige farve, var det ikke noget at tage fejl af. Det var nu. Det føltes rigtigt, og inden jeg så mig om var de første masker slået op.

Allerede fra start lavede jeg en del om, og undervejs blev flere omrokeringer tilsat. Jeg ville have skuldrene til at ende på toppen af skulderen, jeg ville have en mindre krave og jeg ville som sagt have ærmer.

Som arbejdet skred frem, stod det klart at jeg ikke havde garn nok til lange ærmer. Jeg er ikke god til korte eller trekvartlange ærmer. Jeg kommer til at fryse. Jeg ville have lange ærmer. Et kig i lageret betød at tweedgarnet jeg for længe siden havde overvejet til projektet passede perfekt i farven som tilsætning.

Resultatet er bedre end forventet. Jeg er tilfreds med pasformen, den er rar at have på og med en nål af kohorn er den nem at lukke, tilpas varm og kan garanteret også bruges en sommeraften –blandingen af hør og silke taget i betragtning.

Hør og silke betyder desværre også at den vokser en smule i brug, at ribberne bliver lidt flade. Heldigvis ikke så meget, som jeg et kort øjeblik frygtede for. Kraven har en tendes til at hørgarnet bliver mere fladt end uldgarnet, men det skal bare huskes når den lægges til tørre efter vask…


Min version af vestpå var årets sidste projekt, men er allerede både brugt og vasket flere gange.








Design: Vestpå af Bente Geil.


Garn: Rowan Silkystones grønt mix og Garnudsalg Donegal Raw Flaskegrøn.

Den færdige trøje vejer 583 gram. Silkystones står for de første 500 gram.


Pinde: 4 mm. Jeg strikkede alt på rundpind i flere forskellige længder


Størrelse: Small kombineret med Pernille.


Vestpå

Vestpå


Bemærkninger: Jeg lagde ud med at slå to masker ekstra op til ryggen. De to masker blev brugt som kantmasker og blev senere brugt til at opstrik af masker til ærmer.

For at forhindre ryggen i at falde ud over skuldrene, forvandlede jeg rækkerne af vrangmasker mellem de falske snoninger til 1 maske i stedet for to op over ryggen. Med cirka 3 centimeters mellemrum strikkede jeg vrangmaskerne sammen to og to, en række ad gangen ens i begge sider begyndende fra siden. Den sidste sammenstrik passede med at nakken næsten var nået.

Efter den anden udtagning på den rundstrikkede krave/kant startede jeg vendestrik. Jeg startede vendestrikken om de midterste tre ribber i nakken og vendte midt i den næste ribbe for hver omgang. De sidste to vendinger sprang jeg en ribbe over og vendte for hver anden ribbe. Da hele kraven/kanten var færdig – ifølge mønstret - strikkede jeg en omgang rundt, og lukkede alle vendinger, inden jeg skiftede til tweedgarnet, strikkede endnu en omgang og lukkede af.

Til ærmerne strikkede jeg 80 masker op i ærmegabet. Jeg fordelte maskerne efter ryggens mønster, med to masker i hver vrangribbe, og  strikkede en ærmekuppel over 28 pinde, inden jeg fortsætte rundt efter mønstret. Da jeg løb tør for garn skiftede jeg til tweedgarnet, tog en maske ud i hver vrangribbe og fortsatte med 3-3 rib til ærmet havde den ønskede længde.


Har du lyst til at se flere billeder af trøjen, kan den ses lige her på Ravery.


Længe ventet


For lidt over tretten år siden blev jeg ansat i Caféen. Caféen var skole-fritidsordning for de største børn, og i de kommende år havde jeg mange sjove oplevelser med de mange børn der kom og gik.

Tretten år er lang tid, og efterhånden er de gamle Cafémedlemmer blevet så store at jeg med mellemrum møder dem med børn, ægtefæller eller voksne anskuelser. Så kan jeg godt føle mig en lille smule gammel. Bare en lille smule.


Byggeplads


Jeg havde ikke været ansat længe, inden min dengang tætteste kollega fortalte om den tiårsplan, der lå for udviddelse og renovering af skolen. Den havde allerede dengang en del år på bagen og de mange gode ideer skulle forhåbentlig snart indfries. Tiden gik, planerne blev skrinlagt og udbygningen kom aldrig i stand.

Indtil en gang for et par år siden, da det stod klart at skolens lokaler ikke længere kunne leve op til standarten for nutidens krav til for eksempel størrelsen på et klasselokale. Der blev gravet dybt i kommunens pengekasse, tiden kom til os, en arkitekt blev sat på opgaven og chefen var mere end een gang skolen rundt med arkitekt og følge.

Planer blev tegnet, udvalg så på sagen, penge skulle bevilliges og midt i det hele, da byggeriet for alvor så ud til at blive til noget, fandt vi på at skolen skulle profileres anderledes. Vi ville være grøn skole, med alt hvad det kan komme til at indeholde.

Planerne blev endnu en gang set igennem, nye tiltag fundet på, med tiden blev kommunens gartnerafdeling inddraget og skolens nys ansatte grønne koordinator blev fra dag ét sat på en kæmpe opgave, med også at inddrage det grønne i det nye byggeri.

De gamle planer var spændende. De nye lod i første omgang noget tilbage. Men som tiden gik, som vi kunne se nye potentialer og som udearealerne blev medtænkt som undervisningsrum med spændende muligheder blev planerne mere og mere spændende.

Området omkring hvor klubben ligger, kommer til at undergå de største forandringer. Det er her der endelig i dag blev sat hegn op, der skal hegne den kommende byggeplads ind. Det er her udearealer skal blive indendørs, hvor nye rum skal opstå og spændende tiltag skal opføres. Det er her den største del af arbejdet ligger, og det er her arbejdet bliver startet. I første omgang startes der udenfor. Der skal graves og støbes, der skal fældes træer og gøres plads til nye udendørs rum, inden udbygningen flytter indenfor.


Byggeplads


Inde skal klasselokalene renoveres. I første omgang står en del af skolens lokaler tomme. Det har de gjort siden sommerferien og klasserne er stoppet ind i de resterende lokaler. Heldigt nok er der flere lokaler, end der ender med at blive, og det betyder at eleverne hen ad året kan rykkes rundt, fra gamle lokaler til nærmest nye, indtil alle skolens klasselokaler til sidst har været gennem håndværkernes formentligt kyndige hænder, har fået nye standartstørrelser og bliver klar til at tage kampen op med endnu mange generationer af folkeskoleelever.

Inden byggeholdet kommer til de ældste klasser i en anden del af skolen, står klubben også for tur. Vi skal have ommøbleret lidt på væggene, muligvis have en ekstra dør udtil og ende med en bedre sammenhæng mellem vores forskellige muligheder. Og mens det stadig er koldt udenfor og byggeriet tager sin begyndelse, kan vi vente med at pakke os sammen på mindre plads, for en periode, indtil sommeren og sommerens ferie står for døren.


Slet ikke nogen dårlig planlægning – hvis nogen spørger os.


søndag den 15. januar 2017

Pagoda Mittens


Det smarte ved en blog er muligheden for at gå tilbage. I det her tilfælde måtte jeg lige over fire år tilbage for at finde dato for dengang jeg strikkede de vanter, der har fulgt mig siden.


Eugenias Mittens


Med fire år på bagen kan jeg pludselig bedre forstå de ikke længere hænger så godt sammen. Sidste år begyndte jeg at lappe, men som tiden gik og vinteren igen kiggede frem, stod det klart at lapninger ikke længere var nok.

Jeg har været glad for de vanter. Meget glad. Måske er det derfor jeg aldrig har fået strikket andre. Selvom tankerne om nye, har været der masser af gange.

Jeg havde endnu et fed af det garn jeg strikkede med dengang. Jeg troede det skulle blive til en hue, men det skulle det ikke. Nu er det blevet til endnu et par vanter. Samme garn, andet mønster. Selvom jeg godt kunne finde på at vende tilbage til det første igen. En gang.


Eugenias Mittens


Og mærkeligt nok – jeg synes jo nok jeg kan strikke – tog det mig usædvanligt lang tid at finde garnet frem fra kassen, finde den rigtige opskrift, og endelig at strikke det nye par.

Det nye par er taget i brug. Det er dejligt varmt. Specielt fordi jeg har et par fingerløse vanter indeni.








Design: Pagoda Mittens af Katja Knits.


Garn: Cascade 220 Heathers i farven Dune Heather.

Det er ikke meget, der går til et par vanter – bare 80 garm.


Pinde: 4½ og 5 mm strømpepinde.


Størrelse: Størrelsen er one size. De sidder godt på hånden og går et godt stykke op ad armen. De har endda god plads til et par tyndere fingerløse handsker indeni.


Pagoda Mittens

Pagoda Mittens


Bemærkninger: Jeg synes de blev for stramme og slog 4 masker ekstra op til ribben. Det betød at jeg strikkede to masker ret sammen, da mønsteromgangene begyndte.


Har du lyst til at se flere billeder af vanterne, kan de ses lige her på Ravery.