Farver og former

 

Jeg hentede Oscar i børnehaven i går, og han havde tænkt lidt over om det er mig, der henter hver tirsdag.  

 

 

Han har ret, jeg har hentet de sidste mange tirsdage, jeg har mulighed for at hente om tirsdagen og vi endte med at blive enige om at tirsdag er en god dag at blive hentet af farmor, og det vil han gerne. 

Da jeg var med tøserne på weekend fandt jeg en hel masse modellervoks, under strejfturen gennem Nykøbing Sj. Sidste tirsdag glemte jeg det, men nu fandt jeg det frem og Oscar synes det er afsindig sjovt at lege med.

 

 

Vi blev enige om ikke at åbne det hele med det samme. Jeg kan konstatere at jeg finde nogle bøtter at have det i, og Oscar synes først alle farverne skulle rulles til slanger, senere bananer. 

Jeg rullede og rullede og rullede. Oscar arrangerede og blandede alle de grønne til en ny grøn. 

 

 

Det var hyggeligt og inden han og far gik tog hjem igen, pakkede vi det hele væk, så det er klart til at lege videre næste tirsdag.

 

Organiske former

 

Jeg er stadig vild med uddannelsen, jeg har været så heldig at være en del af. Tænk at vi var et sted, hvor vi noget nær slog sten-saks-papir om hvem der skulle af sted, fordi ingen af os rigtig synes det var nødvendigt. 

Det giver så meget, også i forhold til det skifte, vi har brug for at indføre i dagligdagen. 

 

 

I dag skulle vi lege med ler, vi skulle lade os føre af materialet og tænke vores vores vision, vores værdier og vores mod ind i legen. VI skulle lege, lade være at tænke for meget og på en eller anden måde integrere naturen (omend den her omkring er en kultiveret natur) i produktet. 

Bagefter gik vi på museum, kiggede på hinandens færdige værker, analyserede, gættede og snakkede i grupper om det vi havde lavet. Det var fed øvelse, som mere eller mindre tog hele dagen. 

 

 

Vi afsluttede med et oplæg om det skabende livshjul, om at udforske, skabe, iværksætte og integrere. 

Et oplæg, der ikke kun talte ind i den kommende undervisning, men også fik mig til at tænke tanker i forhold til den praksis vi udfolder på skolen og i SFO, om hvorfor vi i skolen er så blevet så meget bedre til at tænke processer hele vejen rundt, men glemmer det i SFO?

Det kommer, det ved jeg. Vi er i gang og vi kommer til at arbejde med det gennem den kommende tid, det kommende år og på sigt skal det være en del af vores tilgang til pædagogikken. 

 

 

Og måske er det netop de tanker jeg får ud at sådan et oplæg, fordi jeg i den grad er på vej, og højere og højere grad bliver bevidst om hvor langt der er igen. 

En af kursusdeltagerne påtog sig at brænde alle de værker, vi gerne ville have brændt. Jeg er spændt på om min holder. Gør den, kan jeg altid senere glasere og stoppe den i ovnen, en dag vi alligevel skal have en ovnfuld sat over. 

Klint Badebro

 

Sidste weekends tøsetur endte ved Klint søndag formiddag. Vi havde en aftale om brunch, var i god tid og gik til Klint Badebro, der åbenbart er spændende nok til at kunne findes på et kort. 

 

 

Mens lørdag var med høj sol, mulighed for at bade og høje varmegrader, var søndag helt anderledes. Dagen startede med tåge, en følelse af væde i luften og grader, der gav god plads til de medbragte trøjer. 

Det gjorde ikke oplevelsen af vandet, badebroen og den stenede strand mindre. 

Det var faktisk ret smukt, og helt stille som kun tåge kan give indtryk af.

 

 

Nogen havde bygget en varde mellem de mange sten. Anja fik væltet den, og nægtede at gå igen, før den igen stod. Hun er heldigvis god til at bygge og fornemme balance. 

Mens vi stod på broen, og kunne se en mængde små lilla søstjerner på sandbunden, sejlede en lille gruppe kajakroere forbi ude på vandet. 

Deres stemmer blev en smule uldne i det disede vejr, og inden længe var de næsten forsvundet i tågen. 

 

 

Det var vildt at opleve omslaget i vejret, og da vi endelig kørte hjemad, nåede vi helt om på den anden side af Roskilde, før tågen pludselig lettede og solen skinnede fra en skyfri himmel..

 

Masker på en mandag - Uge 37

 

Ugen kort:

• Det lykkedes mig aldrig at skrive om ugen i går. Jeg havde ellers taget billeder.
• Vi besluttede at bålet skulle handle om æbler et par uger, og lagde ud med æblegrød og crunchy knas på toppen. 
• Møderne hver uge, ledelse og tillidsvalgte imellem, gav mening, da vi startede med en runde, og får fat i alt det, der fylder. 
• Det giver mere og mere mening at være med i musik. Nu mangler bare en mulighed for at tale sammen og evaluere på det jeg ser.
• Tredje kursusdag gav så meget mening, og jeg glæder mig vildt til de kommende kursusgange. 
• Emilie og jeg hentede Oscar til overnatning. Det var hyggeligt. 
• Anders' chef blev syg. Det sker åbenbart meget sjældent. Tre dage i træk mødte han op til en lukket dør, kommunikation med fruen og et håb om at morgendagen bragte arbejde. Fredag lykkedes det. 
• Oscar cyklede selv til børnehave, og vi blev overhalet af en ældre herre, der var imponeret over hvor godt han cyklede. 
• Vi holdt TUS (TeamUdviklingsSamtale). Det var hårdt, det var ærligt, vi lavede en flok aftaler og SFO-lederen synes vi var modige.   
• Vi skal finde pædagogikken frem igen og turde se på egen praksis. Det har været et ønske fra nogen af os gennem længere tid.
• Aftenåbent med indbyggede holdkonkurrencer var superhyggeligt.  
• Starten på månedens nyhedsbrev er gået. Jeg har besluttet ikke at rykke for manglende indlæg. Det må blive uden. 
• Skolen prøvede et nyt koncept i forhold til forældremøder og en enkelt aften bød derfor på forældremøde i begge mine klasser, afbrudt af fælles beskeder til alle i festsalen.
• Det er vildt så stor forskel der er på forældregrupper. Det samme kan selvfølgelig siges om børnegrupper. 
• Triomødet blev uden TR, der var sygemeldt, og udviklede sig i stedet til en rigtig fin samtale om hvordan jeg har det, ovenpå TUSsamtalen - mellem meget andet.
• Lørdag blev brugt sammen med Sille, der havde børnefri. Det er skønt med venindetid, og næste gang vi ses, er Rose hjemme. 
• Jeg besluttede at rydde op og gøre rent i den lille stue, vi byggede som et værelse til Daniel, for mange år siden. Det er en lille stue, fyldt med garn og strikketilbehør, og det tog en hel dag at komme gennem alt, og sætte det tilbage  igen.  Jeg nåede til et punkt, hvor jeg havde en følelse af ikke at kunne se forskel - men det kunne Anders. Tak for det.

 

Læse:

Jeg læser stadig i to bøger. 

 

I Verdens Vinter er krigen godt i gang, Vi er nået til 1942. Stillehavskrigen  mellem Japan og USA raser, generaler er ikke til at stole på og elskede må skilles. I Tyskland ydes der modstand, hvor der kan og små grupper, der ikke altid kender hinanden sender krypterede beskeder til fjenden.

I Moskva forberedes til endnu en angreb fra den tyske hær, selvom ledelsen ikke rigtig tror på rapporterne fra spionerne i anden ende. 

Jeg har læst kapitel 1 og 2 i En generation af skabere. Jeg bør læse kapitel 8 inden i morgen. Det skulle efter sigende lægge sig op ad første modul, de fire første kursusdage, og allermest op ad fjerdedagen der er i morgen. 

Jeg må hellere komme i gang.

Der står mange gode ting i bogen, om  hvordan vi kan understøtte en udvikling i børn. Om hvordan skolesystemet, som det er skruet sammen i dag, ikke altid fungerer. Der er ikke rigtig noget nyt, ind imellem nye måder at sætte det beviste sammen på andre måder. 

Jeg synes det er en god bog at blive klogere på. Men jeg synes også det er godt at bruge sin egen sunde fornuft.

 

Strikke:  

Det er længe siden jeg sidst har vist min version af Shifty. Jeg har strikket om flere gange. Først var mønstret ikke som forventet, jeg troede det skulle være vævestrrik, men stod med flerfarvestrik. Det skulle være vævestrik. 

Anden gang troede jeg at udtagninger i vævestrik kunne gøres på hver anden bundfarvepind. Det blev lidt for få udtagninger.

Tredje gang er lykkens gang og med udtagninger på alle bundfarvepinde lykkedes det. 

Der var mange  masker til sidst, nu har jeg delt til krop og ærmer. Det føles godt.

Jeg strikker i en tråd Filcolana Lammeuld og mit eget håndspundne julekalendergan, jeg spandt tidligere på året.

Jeg tror den bliver rigtig god.

 

 

Palet

 

Det gik pludselig op for mig, at det meste af det jeg laver i Håndværk og Design er genbrug, rester eller noget andre ville smide ud. 

 

 

Et projekt, som jeg endnu ikke har prøvet af på børn, men har forberedt, er en palet eller spatel til madlavning 

Ideen fik jeg af Sille, eller Rose, der startede SFO før sommerferien. På Roses SFO har de et værksted og Rose var i gang med at lavet en palet af en stav fra en fastelavnstønde.

Tilbage på skolen fortalte jeg Nanna om projektet, og der gik ikke lang tid, inden vi stod ude i containergården og ledte efter resterne af sidste års fastelavn. Det  lykkedes at finde en tønde eller to, og i den sidste uge af sommerferien fik jeg omdannet et af brædderne til en spatel. 

Sådan et bræt fra en fastelavnstønde, buer både på den ene og den anden led. Det er perfekt til en køkkenspatel.  

 

Siden har den ligget og ventet. Jeg tænker det er et fantastisk projekt for 3. klasse, men jeg er ikke sikker på jeg har træ nok til begge klasser. Måske bliver det den ene, og så kan jeg lave noget andet i den anden klasse. Bøjler af nedfaldsgrene fra Volden - for eksempel.

Efter februar tænker jeg vi har rigelig med fastelavnstøndebrædder, til fremtidig brud.  Jeg skal bare huske at sige højt, at de ikke skal smides ud. Hvis de stadig er hele. Dem plejer der at være en del af. 

Der er mange gode arbejdsgange i sådan en spatel. Den skal saves ud, der kan både bruges en fuckssavns og en løvsav. Den skal laves smallere i spatelenden - jeg brugte en bugthøvl. Den skal rundes helt ude i enden, så den bliver spids - her er en rasp fantastisk. Og så skal den slibes. 

Det sidste kan tage lang tid. 

 

 

Jeg snød, dengang jeg lavede min. Jeg brugte både båndsav og rondelsliber. Den første må ingen børn bruge, den anden må børn i 3. klasse ikke bruge. De kloge siger jeg ikke snød, jeg forberedte og det behøver ikke altid ske på samme måde som når eleverne skal i gang.

Jeg kunne have slebet mere, men jeg valgte at stoppe, mens man stadig kunne se resterne af fastelavnstønden.

Dels for at kunne se hvad den kom fra, dels fordi jeg ved jeg skal passe på med at lave ting alt for perfekte. Det bliver for svært at gøre efter. Jeg skal indgive tro på sig selv, jeg skal ikke ødelægge det hele med noget der ser alt for uoverskueligt ud fra start. 

Man må gerne tænke at det bliver svært, det kan tales ind i, og hjælpes omkring. 

Jeg gav paletten olivenolie til slut. Fordi det duer til madlavning, og fordi det var det, jeg havde.

På stranden

 

Sommerhuset vi boede i sidste weekend, fandt Louise gennem kommunens feriefond. Det kostede mindre end forventet og lå ikke langt fra stranden. 

 

 

På forhånd var vi lovet det skønneste sommervejr, og vi blev enige om, at overveje hvorvidt vi skulle stoppe badetøj i bagagen. 

Jeg stoppede badedragten i kufferten, uden rigtig at overveje hvorvidt den skulle bruges. Jeg er ikke den store badehaj, og har overhovedet ikke nærmet mig en strand i solskin i år. Endnu.

Nu skulle det nemlig være. 

Louise mente bestemt vi skulle på stranden. Og bade. Så det gjorde vi. 

 

 

Planen var i første omgang at finde en strand, mens vi alligevel var ude, og stranden ved Rørvig kunne være et godt bud. Men så fik vi alligevel lyst til at tage hjem, pakke en taske med koldt at drikke, badetøj og håndklæder, inden vi begav mod stranden. 

Vejret var skønt, stranden var fyldt, men alligevel med gode mellemrum. 

Vi fandt et sted at slå os ned og mens Louise og jeg begav os ud mod dybde nok til at komme under, blev Anja og Berit i vandkanten og passede på vores ting. 

Oppe igen nød vi solen, de medbragte bobler, og hoppede i bølgen igen, inden en flok unge piger fra et nærliggende sommerhus kom væltende ned på stranden, smed alt tøjet og hoppede i. Det var så livsbekræftende at se. 

 

 

Til den anden side kom en mand med en lille hund, der på ingen måde havde lyst til at bade. Han tog den under armen, stoppede den i vandet og måske var den beskidt og havde brug for et hurtigt bad. Så snart han slap den, løb den op på sandet, så langt linen lod den gå, og ventede til manden var færdig med at soppe. 

venner mødtes, Louise hoppede i igen og mens solen stadig stod på himlen, klokken blev mange og sulten begyndte at melde sig, besluttede vi at pakke sammen og gå tilbage til sommerhuset.

Nyt spindeprojekt

 

Jeg har startet et nyt spindesprojekt. Et projekt jeg forventer kommer til at fylde resten af året, og måske endda godt ind i det næste.

 

 

Det bliver et stort projekt, og jeg overvejer om det også skal blive til et stort stykke strik. Mens jeg i øjeblikket kan mærke at mit strik bliver kortere og kortere, at det passer mig godt over kjoler, er jeg allerede i en overvejelse om en stortrøje, en lang cardigan eller noget der varmer på kolde dage. 

Jeg er startet ud med seks hundrede gram uld, tre gange to hundrede gram. Tre forskellige farver, to forskellige uldtyper, alle tre farvet af Birthe P fra Garngalleriet Mikrofarveri. Uld, der er samlet over lang tid. 

Jeg har to grønne og en brun der læner sig mod grøn. Jeg tror det bliver godt.

 

• Den farverige grønne shetlandsuld i farven Tang, jeg har haft næsten siden jeg startede med at spinde.
• Den lyse Vårgrønne shetlandsuld, Emilie gav mig i fødselsdagsgave for flere år siden.
• Den Olivengrønnne, bløde south american, jeg købte i sommers, for at supplere de to andre.

 

 

Jeg har længe vidst at de tre skulle bruges sammen -  også selvom jeg manglede den tredje. 

Jeg er startet med Tang. Jeg har delt båndet på langs i smallere strimler. Dels fordi jeg gerne vil have farveholdningen gentaget, men mest fordi jeg synes det er nemmere og giver mig mest flow at spinde fra et smallere bånd af uld. 

Derfor kommer jeg til at gøre det samme med de to andre. 

Jeg gør  ikke noget nyt. Jeg spinder bare. Jeg troede jeg skulle sidde tilbagelænet og spinde forlæns, men mine hænder vil hellere baglæns. Så det er det jeg gør. 

Jeg ved ikke om jeg har spoler nok til at spinde det hele, inden jeg tvinder. Men jeg tænker jeg spinder løs, og finder ud af det. Foreløbig har jeg ikke fyldt den første spole endnu. 

Jeg forestiller mig at fylde en spole  med den ene farve, så en spole med den anden farve og slutte med en spole med den sidste farve, for at starte forfra. 

Ender jeg et sted, hvor jeg kun har en spole tilbage, må den bruges til at tvinde på, til der igen er plads til at spinde. Jeg har en del spoler. Der kunne godt være nok.

 

 

Jeg overvejer også at gemme en enkelt af de oprullede bolde i hver farve til et senere projekt. Jeg samler uld i brune, orange og måske også grønne nuancer til en dag at spinde en sweater til Anders. Jeg har en drøm om at karte alle resterne sammen til et eller flere store batts, der kan skabe en samhørighed mellem  resterne og give et garn, der ikke spræller alt for meget. 

Og lige nu spinder jeg lidt on and off. Det skal tage den tid det tager. Der er dage uden spind og dage med. Der er uger uden og uger med. Der er tid og der er overspring. Men mest er der hygge og afslapning, når jeg sætter mig foran rokken.

Det er ikke alle dage, der er plads til det.

Så et langtidsspind. 

Det har jeg det fint med. 

Den personlige udvikling

 

De første tre uddannelsesdage på den igangværende uddannelse om kreativ procesfacilitering har været vildt spændende. De første tre kursusgange har handlet om os selv, om vores egen tilgang til ting, vores styrker, værdier og målsætninger. 

På første kursusdag lovede underviserne at vi ville opleve at intet gav mening, men at når sløjfen var bundet, vi var nået gennem de tre første uddannelsesdage, ville alting give mening.

Jeg må erkende at de havde ret. 

 

 

Den første gang var spændende, men jeg forstod måske ikke rigtigt hvor vi var på vej hen. Den anden gang vi mødtes gav meget mere mening og bød på et par øvelser, der gav mening, belyste sider af mig selv, jeg ikke tidligere har tænkt over og fik mig til at gå hjem med energi og glæde. 

Tredje gang bød på endnu en flok øvelser, der trak tråde tilbage til de første to undervisningsgange og som gav selvindsigt på nye planer. 

Måske fordi det hele pludselig gav mening på en anden måde end da det bare var spændende, glæder jeg mig endnu mere til de næste undervisningsdage, som jeg i virkeligheden ikke aner hvad handler om, men som skal bidrage med redskaber til at skabe den kreative facilitering. 

Der var engang vi talte en hel del om  de syv intelligenser og læringsstile. Dengang blev jeg bevidst om at jeg er visuel og taktil, jeg skal se og røre. Når jeg skriver noget ned, kan jeg bedre huske det - jeg har rørt ved blyanten, mens jeg skrev og jeg har set mine egne ord. 

Det gælder også for bøger. Jeg duer ikke til lydbøger, jeg glemmer det jeg hører, men læser jeg selv, ser jeg selv ordene, kan jeg godt huske. 

Mange af de øvelser vi har lavet over de tre første uddannelsesdage har handlet om at se indad, om flowskrivning (som jeg fandt ud af er vildt spændende) og om at tale sammen. 

To øvelser står ud, og er dem jeg husker bedst, dem jeg fik mest ud af og dem, hvor jeg skulle røre ved noget. De to øvelser indeholdt begge kort eller brikker, der skulle placeres i en forudbestemt form, for bagefter at tolkes uden at tænke for meget over det. Igen er flowskrivningen fantastisk. 

 

 

Den første af de to handlede om vores indre indre værdier. En flok kort med billeder blev lagt ud på gulvet, vi skulle vælge fem og lægge  dem i en korsform. Dernæst skulle vi kigge på hvert enkelt billede og skrive alt det ned, det fik os til at associere. Til slut skulle vi finde et enkelt ord, for hvert af de fem billeder. 

Først bagefter fik vi nøglen til de fem billeder og de fem ord. Øverst har vi vores fantasi og intuition, til højre det relationelle, fællesskabet og følelserne, nederst kroppen, det fysiske og handlinger, til venstre det mentale, tankerne og selvstændigheden. I midten er kernen, i den vi er. 

Det var en spændende opgave, også spændende bagefter at opleve hvordan forskellige mennesker ser  vidt forskellige ting i det samme billede, og interessant, at når kortene lægges intuitivt op, fordi det ser pænt ud, eller føles rigtigt, ender udsagnene alligevel med at passe. 

Flere mente de havde lagt deres kort forkert. Underviserne holdt på at de ikke lå forkert, og det var spændende at høre personlighederne blive foldet ud, og folk blive glade og enige i deres valg, selvom det i første omgang føltes forkert. 

Det her er en uddannelse med megen følelse. 

Selv synes jeg at mine ord gav mening. Kun billedet til højre, endte med noget jeg ikke havde set komme eller tænkt var noget der fyldte, men da jeg efterfølgende spurgte familie og venner, sagde de alle, at det passer med det de ser i mig. 

Spændende. 

Jeg endte med ordene: 

 

Rejseoplevelser
Kreativitet    Ro    Familieliv
Udforske

Hvordan jeg nåede frem til det der familieliv, kan jeg ikke forklare, men jeg var omkring så forskellige ting som vilde dyr, oprindelse, Oscar/farmor, at turde træde ud over kanten, nye roller og at vokse med opgaven - barre for at nævne nogen.

 

 

Den anden øvelse handlede om optimale betingelser. 

Igen skulle vi intuitivt lægge kort på en plade. Pladen var opdelt i kategorier, hvor kortene passede til, og vi skulle uden at tænke  for meget vælge en form, en farve og et ord, til hver kategori. 

Igen skulle vi slå hjernen fra, flowskrive hvad de enkelte kort i hver kategori fik os til at associere og bagefter samle det til et ord, en sætning eller endnu længere. 

At dele det vi hver især nåede frem til i mindre grupper, og få andres spørgsmål med i overvejelserne synes jeg giver vildt meget til sådan en øvelse. Og for mig personligt en forståelse af mig selv, som jeg sådan set godt kender, ikke kom bag på mig, men alligevel er interessant. 

Jeg synes for eksempel at det vildt at jeg kan få en spiral, farven lilla og ordet en proces til sammenlagt at blive:

 

En opgave, der udvikler og er med til at se nye potentialer.

 

Det fungerer åbenbart for mig. Her kommer udviklingen af bålet og alt det vi ser ske omkring bålet og børn der udvikler sig, vokser, gror og tør tro på sig selv i spil.

Det er jo det, jeg gerne vil.

I øvrigt var jeg omkring at flytte sig, modig, at hvile i sig selv, udvikling, udfordre, at prøve af og at se nye løsninger. Igen for bare at nævne noget. 

Bare de ord, ville sikkert få en anden til at tænke i helt andre baner. 

Det er vist nu, vi skal huske at hylde mangfoldigheden. 

 

 

Husk vi er bare børn

 

Som udgangspunkt er det sjældent jeg synes politik skal fylde på mine sider. Men det at erkende et erhverv som pædagog er langt hen ad vejen et politisk budskab. 

 

 

Jeg kørte om biblioteket på vej hjem i dag, der lå en bog, jeg skulle hente. Overfor biblioteket ligger rådhuset, og uden for rådhuset står en masse sko. 

Tidligere i dag hørte jeg om skoene. Nu så jeg dem, og jeg synes det er sådan et fint indspark i en debat om spareøvelser og manglende økonomi.

I Rødovre er der indført ansættelsesstop og stop for brug af vikarer. Samtidig ser vi frem mod et næste budgetår, hvor der i første omgang skulle spares tre procent over hele linjen - 172 millioner - nu ser det ud til at det bliver halveret til halvanden procent. Hvad det betyder for os, er jeg ikke klar over, men der er ingen tvivl om at det kommer til at betyde noget.

 

 

Indsparket med skoene er fra børnene i Rødovre, orkestreret af forældrene. Skoene symboliserer børn - at det er levende individer det går ud over, når der er færre voksne til flere børn. 

De blev stillet op  og borgmesteren blev inviteret til at tage imod. Hun stillede op, jeg ved ikke hvad der mere skete, men skoene står der endnu, sammen med budskaberne. 

 

 

Jeg havde taget billeder og var på vej videre, da en dame stoppede op og udbrød: Hvad skal nu det til for?

Jeg svarede at det var et forældreopråb mod besparelserne i Rødovre Kommune, hvorpå damen sagde: Nej hvor er det godt, og gik tættere på for også at studere de mange sko. 

I min optik er det lige præcis det, der gør en god happening eller hvad det kaldes. Noget der skaber nysgerrighed og for folk til at komme nærmere.