onsdag den 21. februar 2018

Vinterferie


Da vi begyndte at tale vinterferie, kunne chefen fortælle at flere af os havde feriedage nok tilbage til, at vi enten skulle holde et par dage i vinterferien, eller have et eller andet projekt planlagt, der kræver feriedage inden første maj.





Jeg havde ingen planlagte projekter, så et par dage i vinterferien virkede som en god ide. Chefen fik lagt en plan der betyder at vi afløser hinanden fint hen over ugen og stort set alle får tre feriedage. Mine dage startede i dag. Resten af ugen er dermed skemalagt ferie.

Jeg kan godt bruge et par feriedage. Helt uden planer.





Dagen i dag er brugt sammen med min mor og min søster. Det var dejligt at se dem - det gør vi alt for sjældent. Senere overvejer jeg om turen skal gå om Glostrup og de strikkende damer. Jeg gider godt, men jeg er ikke helt sikker på om min næse er enig.

Siden i aftes har den løbet, men jeg synes det er på retur.

Jeg har stadig tid til at overveje, drikke varm the og tænke for og imod.





tirsdag den 20. februar 2018

Grønt i grønt


Jeg har en fornemmelse af, at det er mindst tre år siden jeg gik i gang med at sy en frakke. Det er ikke helt rigtigt, for jeg kan vende tilbage og se at jeg klippede de første stykker nytårsaften 2016. Til gengæld ved jeg, at jeg samlede stof i lang tid inden - så måske er tre år ikke helt forkert.





Nu er den færdig, og bortset fra den øverste knap, der faldt af da jeg forsøgte at knappe den i går under photoshoot - og som jeg syer i igen lige om lidt - er den helt som den skal være. Jeg overvejede længe en tamp bagpå, men endte med et bælte. Jeg har stadig tre knapper tilbage, så skulle jeg ombestemme mig, kan jeg altid lave det om. Men det ved jeg godt, at jeg ikke gør.

Frakken er inspireret af den frakke Emilie købte for år tilbage. Jeg ville have et lidt mere ensfarvet udtryk, men stadig mange forskellige stoffer. Det tog tid at finde det helt rigtige, og jeg købte en halv meter her og halv meter der som lå og samlede til bunke i alt for lang tid.







Jeg tegnede ikke mønstret selv. Jeg fandt en frakke i et gammelt nummer af Burda, rettede til og lavede overskæringer, så det passede mig. Skørtet blev bredere og ærmerne kæmpede jeg en del med. De var ganske simpelt ikke brede nok, og trods viden, mål og tilretninger, måtte jeg gennem tre helt syede ærmer, før jeg nåede de endelige.

Ærmerne er i virkeligheden det eneste jeg ikke er helt tilfreds med. Der burde have været mere plads. Jeg burde have vidst bedre, men nu er de som de er - og der er ikke mere stof. Af samme grund passer overskæringerne på krop og ærmer heller ikke længere helt - det gjorde de på første forsøg ud i ærmer.

De hæklede blomster, som jeg længe troede skulle være broderede, fungerer umiddelbart fint. det bliver alligevel spændende, hvordan de fungerer i brug. En del af dem sidder trods alt lige der, hvor jeg sidder - når jeg sidder.





Vi tog billeder inden vi stillede os i kø i går. Jeg havde en følelse af at det skulle gå lidt stærkt, kameraet viste sig at være ved at løbe tør for strøm og måtte genstartes igen og igen. Var Emilie heldig nåede hun et enkelt billede eller to, inden det selv slukkede.

Måske derfor lagde Emilie ikke mærke til modlyset og jeg reagerede ikke, da hun satte sig ned og skød opad (noget der sjældent gør godt for nogen) eller at hun valgte højformatet, der er fint, men ikke gør sig godt i blogøjemed.

Det bliver ikke bedre.

Jeg frøs ikke i går, men jeg var kold og frakken er ikke helt så varm som jeg havde forventet. Men så må jeg jo sy en ny!





mandag den 19. februar 2018

Døden er en del af livet


Jeg havde ingen intentioner om at skulle ind til Slotskirken. Jeg synes det er en fin mulighed, men havde ikke selv behovet - kunne fint tænker pæne tanker på afstand. Den beslutning blev hurtigt ændret, da en snak med Emilie fik synliggjort hvor langt der er mellem liv og død i nutiden. Hvor amputeret livet er blevet, når døden ikke længere må være med.





Hun kunne på ingen måde forholde sig til tanken om at stille en afdød - omend pakket ind i en kiste - til skue for alverden. Hun synes det var grænseoverskridende i en grad, så jeg på stedet besluttede at selvfølgelig skulle hun have den oplevelse.

Jeg ville at hun skulle opleve, at døden også kan være fin og smuk og uden alt det negative hun fandt frem. Det handlede hverken om Kongehus eller Prins Henrik, han blev bare facilitatoren for projektet.

Emilie var ikke enig. Så jeg lokkede med sushi og kaldte det en del af hendes opdragelse. Sagde at det var en vigtig oplevelse for hende, også selvom hun ikke på dagen ville kunne se noget som helst i det. Hun var ikke tilfreds, men endte med at indvillige.

Altså tog vi til byen i dag. Emilies skole slutter omkring klokken to, jeg havde morgenvagten i den ferieramte klub (jo i Rødovre ligger vinterferien i uge otte), og kunne gå fra skolen omkring klokken to. Cirka kvart over tre stod vi på Rådhuspladsen og satte næsen mod Kanalerne og Christiansborg.





Jeg havde en naiv forestilling om, at langt størstedelen af alle dem, der ville forbi og sige et sidste farvel, havde brugt weekenden. Emilie mente stort set det samme, omend hun talte en del om at alle måtte være på arbejde. Ingen af os fik ret.

Da vi kom ud fra Rådhusstræde og kiggede mod Frederiksholms kanal blev vi mødt af et hav af mennesker. Køen bugtede sig fra Ridebanen over Marmorbroen mod Stormbroen og op langs Vindebrogade mod Slotskirken.

En kø af den størrelse havde jeg set billeder af på tv, og blev ikke afsindig overrasket. Overrasket blev jeg til gengæld, da vi halvvejs mellem Stormbroen og Marmorbroen blev stoppet af enden af køen, der fortsatte over Marmorbroen, gennem portene, langs Ridebanen hele vejen op til Christiansborg og tilbage igen gennem søjlegange, inden turen gik langs ydersiden af slottet, over Bertel Thorvaldsens Plads, rundt om et aflukke med medievogne fra hele verden (eller i hvert fald Europa) videre langs Thorvaldsens Museum og Slotskirken til trappen og den velbevogtede indgang.

Lige knap tre timer tog det. Tre timer, jeg synes gik hurtigere end forventet og tre timer, jeg er overbevist om, at Emilie synes sneglede sig af sted.  Da vi var godt over halvvejs, lod jeg Tøsebarnet holde pladsen i køen og gik på jagt efter varm kakao. Det hjalp - lidt.





Selvom hun stadig synes jeg er tosset, ikke kan se ideen og mener vi har spildt tiden i kulden, synes hun kirken var smuk og lagde mærke til meget mere end jeg havde forventet. Om oplevelsen var helt så fin og smuk som jeg havde forventet, er jeg ikke sikker på. Jeg er ikke sikker på jeg selv synes det. Men jeg vil stadig mene at hun havde godt af det.

Jeg mistænker min mor for samme tanker, dengang Dronning Ingrid døde og folket også havde muligheden for at tage afsked. Dengang var det min mor, der tog mig med derind - og skal jeg være helt ærlig, var min oplevelse dengang nok ikke væsensforskellig fra den oplevelse Emilie havde i dag.

Vi sluttede dagen med sushi og en smule snak om liv og død.





søndag den 18. februar 2018

Tid til knapper


Jeg har en aftale med Sille i dag. Jeg har tit en aftale med Sille om søndagen. Men i dag er ikke som alle andre søndage, Sille har noget hun skal nå, så jeg ankommer først ved middagstid.

Det giver tid til knapper.





I aftes lagde jeg foeret på frakken til. Jeg syede den op for et par dage siden. I morges fik ærmerne samme tur, og nu mangler kun knapper og tilhørende -huller.

Med en skudt aftale, har jeg pludselig masser af tid til at finde symaskinen frem, måle op og beslutte hvor lukketøjet skal sidde.

Knapperne har ventet længe. Vi købte dem i Paris, da Emilie og jeg var i byernes by for halvandet år siden. Vi fandt den skønneste lille bitte butik fyldt med knapper. Mange, mange knapper i mange, mange forskellige afskygninger og helt sikkert noget for enhver smag.

Planen var metalknapper, gerne flere forskellige - og i virkeligheden også gerne lidt kitsede knapper. Jeg måtte indrømme, da jeg stod der, at jeg har svært ved at vælge knapper, jeg synes er det mindste grimme. Det var sikkert godt Emilie var med. Ellers var jeg ikke kommet hjem med helt så mange variationer.





Jeg har ti at vælge mellem. Jeg tvivler på jeg skal bruge dem alle sammen, men helst alle slags. De fleste har jeg to af, men der er også et par stykker, der kun er en enkelt af. Langt de fleste er af messing, men der er også et par stykker mellem, som Anders mener er en afart af aluminium og efterfølgende malet eller på anden måde efterbehandlet.

De er alle lige store, så jeg behøver ikke overveje hvilke der skal med, før knaphullerne er syet.





Hver gang jeg kigger på knapperne, får de mig til at tænke på den lille bitte, meget gamle mand i butikken, der i bedste skolemesterstil rettede mit franske - både udtale og ordstilling - så det blev så godt, som han nu kunne forvente af en tumbet turist, med ringe franskkundskaber og roste da jeg endelig udtalte til tilfredshed.

Han var super flink og dybt professionel, men jeg er ikke sikker på han havde solgt mig knapperne, hvis ikke jeg havde taget imod hans rettelser.





Jeg har aldrig brudt mig om at sy knaphuller. Jeg ved ikke hvorfor. De første mange år jeg syede, valgte jeg altid andre løsninger end knapper - åbentstående for eksempel - også selvom det viste sig at være temmelig enkelt at sy de der famøse knaphuller.

Følelsen af forfærdelige knaphuller har jeg stadig, til trods for mangeårig samlet erfaring. jeg ved ikke hvorfor - men jeg må hellere komme i gang.

En frakke uden lukning, kunne godt gå hen og blive temmelig kold i brug....





torsdag den 15. februar 2018

Kulde


Det er bidende koldt udenfor i Rødovre for tiden. Det er også temmelig koldt indenfor i Rødovre for tiden.





I hvert fald når indenfor er Klubben. Vi pakker os ind og husker en ekstra trøje inden vi tager hjemmefra, og prøver forgæves at finde årsagen til den indendørs kulde.

Jeg mistænker loftet, som jeg er i tvivl om isoleringen af. Jeg mistænker også den temmelig nye facade, der burde være varm - og helt klart er varmere end den gamle, som var så frønnet at vi kunne se igennem - men som nærmest er iskold, når vi lægger en hånd på indefra. Jeg mistænker de gamle bygninger og forstår alligevel ingenting, når jeg træder ind på kontoret, hvor radiatoren holder en god varme.

Vi holder døren lukket mod kontoret for tiden, og går en tur derind, når vi trænger til varme. Vi brygger kaffe og skoldhed the, eller tager en snak med sneglene under varmelampen.







Der er bidende koldt sine steder indenfor i Rødovre for tiden. Men sjovt nok virker det som om det kun er de voksne fryser. Børnene løber rask væk rundt i korte ærmer og ser varme ud. Også selvom de ikke må løbe indenfor.





onsdag den 14. februar 2018

Onsdagsmasker


Jeg blev færdig med New York i mandags. Jeg synes de sidste sider var lange, og en smule kedelige. Jeg skyder skylden på to ting.

For det første er jeg glad for det historiske perspektiv, men historien forsvinder, når tiden bliver for nutidig. Og jo, jeg ved godt bogen ender for ni år siden. Og det er præcis det - ni år var i forgårs, tyve år var i sidste uge. Det er ikke længere historisk for mig, og dermed forsvinder en smule af det magiske.

Hvis jeg så bare var fanget af historien, for, for det andet blev jeg skuffet over at miste kontakten til figurgalleriet. Det er klart at en historie om New York ikke strækker sig over lige så mange år, som en historie om London eller Paris - byen er ganske simpelt ikke gammel nok - og dermed er det også klart at jeg ikke vil møde helt så mange personligheder eller dele af stamtræer.

Men mens både bøgerne om London og Paris fulgte flere familier i generationer, bød New York mest af alt på en familie, og en flok statister, der dukkede op i ny og næ. Til tide blev de nærværende og en del af historien, men forsvandt igen, kun for at dukke op som bipersoner uden egne fortællinger.

Det blev kedeligt at læse om den samme person hele tiden. Muligvis fordi jeg havde forventet noget andet.

Bortset fra det, synes jeg det var en god bog. Og jeg får lyst til at tage til New York og se de steder, der bliver beskrevet gennem flere århundreder.















Læse:

Jeg lukkede op for Liza Marklunds sidste bog om Annika Bengtzon i aftes. Jernblod. Den har stået på min mentale liste over bøger, jeg vil læse siden den udkom. Jeg har glemt den, men huskede den, da jeg for et par dage siden søgte efter nyt læsestof på bibliotekets hjemmeside.

Nu er den her, jeg har læst noget nær de første tre sider, og glæder mig til at læse mere.



Strikke:

Bodykjolen er nået til det hulmønstrede skørt. Da jeg strikkede mønstret første gang, synes jeg i den grad, jeg skulle holde tungen lige i munden, og de første omgange var det svært at overskue, hvor i mønstret jeg var.

Til trods for at det er et halvt år siden jeg strikkede første version, sidder mønstret i hænderne, og maskerne glider fra den ene pind til den anden, uden de store tanker om hvad der nu skal ske.

De tohundrede og firs masker går langt hurtigere at nå omkring, end jeg havde troet. Skørtet vokser med en større hastighed end beregnet, og har vist sig særdeles velegnet som mødestrik.

Se det havde jeg ikke forventet.

Det betyder ikke den bliver færdig inden næste uge. Bare at jeg er lidt overrasket - positivt overrasket.

Og tohundrede og firs masker er stadig mange.





tirsdag den 13. februar 2018

Sting på sting på sting


De sidste uger med kravlen ind i mig selv, har også være fyldt med nål og tråd. De to broderikits jeg købte på AoHmessen er færdige.





Det har været superhyggeligt at føje sting efter sting til et færdigt hele, og at repetition har været i højsædet, har været lige hvad jeg havde brug for.

Korsstingshjerterne tog jeg hul på først. De er fra By Braun, hedder Hjertelængsel og er lette at gå til. Gitteret med lange sting fra Platwerk var endnu bedre. Jeg vidste slet ikke, at de lange sting, som ligner bargello, kan være så meditative, og jeg har lyst til at dykke endnu længere ned i sting af den type.







Lige nu har jeg fået nok. Måske husker jeg det meditative en dag og hopper ud i det igen. For jeg glemmer hurtigt, hvor hyggeligt det egentligt er at brodere. At sidde med nål og tråd og føje farve efter farve til et færdigt hele.

Den lilla plet midt i alt det blågrønne tilføjede jeg. Den stod ikke på menuen, men jeg synes det passede med et afbræk.

Nu ligger de begge og venter, til jeg finde stof og tegner et mønster. Jeg vil havde dem indfældet i hver sin projektpose. Jeg har købt lynlåse og jeg har stof. Der er bare den der frakke, som bør blive færdig først.





I øvrigt er jeg nået lidt længere på den. Ikke meget, men lidt har også ret.

Og i virkeligheden er det helt okey at vente lidt med mere syning. Om ikke andet sørgede  Anders for god tid, da en øl fik overbalance og endte delvist ud over de to broderier...





Perlepung


For at blive i plastikverdenen tager jeg et smut om Hamaperleriget.







Det er ikke mere end et par uger siden vi havde brug for et overskueligt projekt til Hobbybørnene, som vi kunne sidde med i barområdet af Klubben. Køkkenrenovationen var nået så langt, at en elektriker havde slået lejr i Hobby, som ligger klods op ad køkkenet - faktisk også i en del af det gamle køkken.

Han skulle ikke kun lave elektricitet i køkkenet, han skulle også sørge for mere lys på Hobby, som lysmæssigt var i en sørgelig forfatning, så snart mørket satte ind. Dengang var det nærmest stadig mørkt når klokken blev fire. Samtidig formidlede han ekstra stikkontakter, som vi heller ikke følte os rige på.









Altså var han mere end velkommen, og vi besluttede at han skulle have arbejdsro, vi flyttede til barområdet med noget overskueligt, og valget faldt på Hamaperler. Vi ville lave nøglesnore. Tidligere har vi syet i bredder med to perler, men nu besluttede vi også at afprøve en bredde på fire perler.

Jeg lavede forholdsvis hurtigt en prøve - så er det lettere at se hvad vi har gang i - og fik blod på tanden. Lidt cirkuleren på Pinterest førte frem til en lille pung, og da jeg alligevel altid skal overdrive, kastede jeg mig over processen.







Jeg fandt en meget velskrevet, for ikke at tale om billederig anvisning hos StyleDesignCreate. Det var både let og hurtigt, og havde jeg ikke lagt arbejdet fra mig hele tiden, for at hjælpe børnene omkring mig, var den blevet langt hurtigere færdig.

Den blev færdig i går.  Den er ikke særlig stor, og der er ikke plads til meget i den. Der kan godt være en mobiltelefon af en mindre slags i (vi har afprøvet), eller plastikkort, sedler og mønter, men ikke meget mere.

Skulle jeg lave en, en anden gang, ville jeg lave bunden bredere, så der rent faktisk bliver noget plads. Men jeg er ikke sikker på, jeg skal lave en, en anden gang. Nu er det ligesom prøvet, og jeg kunne godt finde ud af det.









I dag stod en af pigerne og beundrede, mens hun spurgte om børnene også kunne lave sådan en. Det kan du godt, svarede jeg. Og tilføjede: Hvis du mener, du har tålmodighed nok.

Det mente hun ikke, hun havde. Det er ikke alle børn, der har lige meget selvindsigt. Men lige præcis hende her, har muligvis ikke tålmodig lige nu, men om et par år kunne jeg godt se hende bøjet over processer, der tager lang tid.