søndag den 21. januar 2018

Dagen derpå


Det er kun to uger siden Nina ringede og inviterede på middag lørdag aften. Selv med kort varsel tager vi gerne på weekend hos yndlingsfamilien, specielt når der er gode grunde til det.





Lærke skulle fejres. Efter fire år i butikken, kan hun nu kalde sig butiksuddannet, og sammen med alt den anden uddannelse hun har taget undervejs, er hun efterhånden godt på vej mod sit mål.

En færdig uddannelse kalder ikke kun på en ny titel, men også mere i lønningsposen - hvilket hun selv og uden de store falbelader benhårdt argumenterede sig til. For selvom ingen er sikret fortsat arbejde i et firma, når en uddannelse er slut, er der ingen planer om at sige farvel til netop Lærke. Og det er ikke noget dårligt udgangspunkt for en lønforhandling.









Allerede inden butiksuddannelsen var slut, har hun været af sted og kan kalde sig kostvejleder og startede med begyndelsen af januar også på det - vistnok temmelig hårde - akupunktørstudie.

Det blev en skøn aften i dejligt selskab. Det blev sent og i dag har vi sovet længe, inden resterne af gårsdagen er pakket væk og vi har nydt tiden i stille selskab med hinanden.





Nu er dagen godt i gang og der går ikke længe inden vi pakker os sammen og finder toget tilbage mod København og hverdagen. Emilie blev hjemme til en arbejdsweekend, og har lovet at have aftensmaden klar, når vi kommer hjem. Anders skal tidligt op i morgen, og jeg valgte at bruge en af de sidste feriedage (som der var flere af end forventet) til en fridag i morgen.

Jeg kan snildt bruge en fridag i morgen.





fredag den 19. januar 2018

Lyserød vemodighed


Fredag er skudt godt i gang, og lige om lidt er det weekend.





Fredag markerer ikke kun afslutningen på en arbejdsuge, fredag er også Emilies sidste dag i praktik. Forude venter måneder med skolegang, inden et nyt praktikforløb. Det er både spændende og vemodigt. Mest det sidste. Tanken om skolen trækker ikke voldsomt, men sådan er det at være i gang med en uddannelse.

Hendes ønske om et nyt penalhus, når hun træder ind ad døren på SOSU-C på mandag, blev mere og mere vigtigt. Altså klippede og tapede jeg alle de lyserøde detaljer fra gamle dameblade, hun havde fundet frem og tillagde en arabisk avis med den smukke skrift som baggrund, inden jeg hoppede ud i folderiet, og slet ikke har rørt garn de sidste dage.

Den skal nok blive færdig, og kommer med til Aarhus, når vi tager af sted i aften.







Jeg pakker. Det hele skal være klart, når jeg kommer hjem. Billetterne er bestilt, og jeg glæder mig. Anders har mere tid til pakkeriet, og kan tage de mere roligt, når han træder ind ad døren, timer inden jeg gør.

Med i pakningen skal de sidste to muffins, Emilie bagte i går, og efterlod til os, inden hun tog resten med som afsked i vuggestuen i dag. Jeg er ret sikker på, der nok skal blive fældet en tåre, når hun tager derfra. Jeg er også sikker på at det bliver godt at komme tilbage og vidensdele med kammeraterne på skolen, og at der venter nye spændende praktiksteder, når hun skal ud i virkeligheden igen.





Men først venter arbejde. Fredag er en af de skønne dage, med tid til planlægning, forældreinformation og hygge med de børn, der ikke holder tidlig weekend. Fredag er en dejlig dag.

God weekend.





onsdag den 17. januar 2018

Onsdagsmasker


Det er onsdag, og pludselig er jeg færdig med alle de små ting, der har fyldt de sidste uger. Trods flere igangværende projekter, var det svært at beslutte hvad jeg strikker nu.

Meget mærkelig oplevelse...












Læse:

Borgerkrigen er i fuld gang. Umiddelbart er New York ikke ramt og unge piger tager på ferie, mens ægtepar skændes over spørgsmålet om slaveri og afskaffelse af samme. Lincoln er ikke lige vellidt og selvom jeg ved hvordan det ender er der også detaljer, jeg aldrig har hørt om.

Muligvis fordi det ikke har været vigtigt.


Strikke:

Med blomster af flere slags færdiggjort, fandt jeg projekt-sweater-til-både-Anders-og-Daniel frem. Anders' er nået dertil, hvor omgang efter omgang tager hinanden, hvor det ikke er nødvendigt med den store tankevirksomhed, når bare jeg husker snoningerne og at hver anden pind strikkes helt som maskerne viser.

Daniels derimod. Den er ikke nået langt. Og det er nu det bliver spændende om alle de beregninger og omstrikninger jeg har lavet med den første, kan omdannes til en lidt mindre model og virke i første forsøg. Men selvom beregningerne langt hen ad vejen er fikset - skal tungen stadig holdes lige i munden og tankevirksomheden ikke pakkes for langt væk.

Altså kan det godt være forsøget venter lidt, og den uden tankevirksomhed kommer med til Aarhus i weekenden.





resourcer og genbrug


Dagens foreløbige punktum blev sat på Vestforbrænding, hvor aftenens skolebestyrelsesmøde var henlagt.





Vores elever besøger med jævne mellemrum Vestforbrænding i undervisningsøjemed. Både børn og voksne plejer at have julelys i øjnene, når de kommer tilbage. Der er ingen tvivl om at de kan noget derude på fabrikken.

Desværre har jeg aldrig selv haft fornøjelsen. Jeg håber stadig på at komme med en dag, og glædede mig til den rundvisning vi var blevet lovet.







At mødet fandt sted på så anderledes et sted end skolen, handler om den partnerskabsaftale Vestforbrænding og skolen har indgået i forbindelse med den Grønne Skole.

Jeg må indrømme at jeg havde håbet på en tour rundt på fabrikken, havde håbet at se ovne og sorteringsmuligheder. Det fik vi ikke. I stedet fik vi en tur rundt i vestforbrændings undervisningslokaler.

Det lækre lokale, der skal videreudvikles og handle om innovation og elevernes egene ideer, Powerlab for de store, Wastelab og Skraldelev, hvor de små elever får et indblik i sortering af affald, genbrug og resourcer. Alt sammen noget, der kan inspirere til egne undersøgelser og mere undervisning tilbage på skolen.









Det er vildt så meget de kan derude i undervisningsafdelingen, og tanken om at være med til at udvikle endnu mere er så afgjort tiltalende.

Det var et spændende besøg og et produktivt møde. Men jeg vil altså stadig gerne se fabrikken. 





Blomster


Alle broderigarnsresterne er omdannet til blomster. Nu skal de bare syes på frakken.

Ærmerne er fyldt, men der skal heller ikke være så mange, og et par stykker har fået plads på frakkeskødet.





Der er stadig mange i bunken. Bunken af ens og alligevel forskellige blomster af uld og bomuld, af store og små, af matte og blanke. Blomster jeg ikke kunne finde en opskrift til, som passede mig, lige der da jeg sad og skulle bruge en.

Så jeg prøvede et par gange, opfandt og forsøgte mig frem, til jeg nåede noget, jeg synes virkede. Det er muligt andre har opfundet en blomst helt magen til før mig, men lige nu føles den som min.

Måske mangler du også en blomst. Bare en lille en. De er ikke så store.

Jeg har tegnet en knap så regelrettet og lidt skæv tegning af hækleprocessen. Jeg har ikke skrevet linje for linje. Og har ingen planer om det. Men kan du gennemskue mine streger, er du velkommen til at hækle efter.








Jeg valgte som udgangspunkt at hækle sidste omgang i en ny farve. Jeg stopper også den sidste omgang med en fastmaske, dropper kædemasken og syer den sidste maske, fordi det bliver pænest. Men du må gøre helt som du vil.

Hvis du vil.





tirsdag den 16. januar 2018

Side efter side


Emilies praktik slutter på fredag. Det har helt sikkert været skønne dage sammen med både børn og voksne, som hun har haft glæde af. At hun kommer til at savne dem, er der ingen tvivl om.





På mandag er hun tilbage i skole. Lige på og hårdt. Der er allerede indløbet lektier i form af syv kapitler i en af lærebøgerne. Syv kapitler! Der skal læses mellem arbejdstimerne i thebutikken i weekenden.

Med skolestart har hun bestilt et nyt penalhus. Ligesom dit - bare en tak større på hver led - Tak. Lød bestillingen. Det skal være lyserødt, og kan du finde ens lyse lyserøde nuancer? Fortsatte hun.

Hun fik bunken af gamle ugeblade og rev selv side efter side ud, kom med de valgte sider og udmeldingen om, at det er fint felterne har forskellige nuancer.


Det kan godt være der er meget lyserødt i gamle ugeblade, men sjældent i samme lyse tone...





Jeg er ikke startet endnu. Det skal nok blive færdigt, men det er ikke sikkert, hun får det med på mandag.. men jeg har fundet mønstret frem.

Eller mønster er måske så meget sagt. Min tegning og optælling af hvor mange stykker papir, der skal bruges til sådan et penalhus in spe. Rækkevis optælling, fordi det virker - også selvom det højst sandsynligt ingen mening giver for udenforstående.   

Er det ikke tit sådan med mønstre?





Måske skulle jeg begynde at kigge lidt nærmere på det.

Bare fordi jeg kan.




mandag den 15. januar 2018

Cykelkurv og ringeklokke


Min cykel kører på sidste vers. Det har den gjort længe, og jeg havde en forestilling om, at jeg kunne vente til en gang hen på foråret, før en ny var absolut nødvendig.





Sidste gang jeg var til cykelsmeden, malede han Fanden på væggen, fortalte mig at den var ved at brase sammen, og at alle - som i samtlige - bevægelige dele, skulle udskiftes. Det kunne faktisk bedre betale sig at købe en ny, hvorefter han vendte sig mod den samling han havde stående, og forberedte en længere salgstale.

Sådan noget virker ikke på mig. Jeg bliver Rasmus Modsat, beslutter at han muligvis har ret, men at cyklen sikkert godt kan holde et stykke tid endnu - og gik uden rigtigt at høre efter salgstalen.


Emilies cykel blev købt samtidig med min. Den er ikke brugt helt så meget, men den kører også på sidste vers, og det er længe siden hun begyndte at fable om en ny. Så længe at det var engang i eftersommeren hun kom og havde fundet en hjemmeside, hvor man selv kunne designe sin nye cykel, ud fra et vist antal dele og afsindig mange farver.

Det var ikke en hvilken som helst cykel hun kom med. Det var Velorbis. Den eksakte cykel, som jeg har kigget på med længsel i efterhånden mange år. Den der superlækre, møgtunge, bycykel i bedstemorformat, som indfrier stort set alle mine krav til en cykel.

Jeg har længe vidst at det var sådan en jeg ville have. Jeg har lige så længe vidst at der skulle spares penge sammen i stor stil, for med cykel som primært transportmiddel, skal jeg ikke have hvad som helst - og jeg er også til fals for lækkerhed, kvalitet og fine detaljer.





I sidste uge fik Emilie slået op på siden igen. I sidste uge var der pludselig 25% rabat på samtlige cykler i (tror jeg) hele januar. Det med længere hen på foråret blev sværere og sværere. Det med prisen var stadig lidt hændervridende.

Indtil jeg kiggede dybt i min opsparing. Den der hemmelige opsparing, som jeg i første omgang satsede på skulle være til et nyt kamera. Den opsparing, der viste sig at indeholde lige præcis nok til to nye cykler.

Nu er de bestilt. Begge Copenhagen Classic Lady. Begge med bagagebærer, lys og en stor cykelkurv. Derfra er de langtfra ens. Min er lys, mens Emilies bliver anderledes mørk. Det var grænseoverskridende at trykke betal, for stadig mange penge, og noget nedtrykkende for Emilie, da det gik op for hende at leveringstiden er op til syv uger.

Mig passer det fint. Jeg vil gerne ind i foråret inden en ny cykel skal ud i vejret. Og når de kommer, er de ready to ride og pick up fra butikken i Nansensgade. Jeg tænker vi kan køre hjem. Emilie mener det er for langt. Det er spændende, hvem der får ret.

Og hen ad vejen skal min hemmelige opsparing nok få plads til et kamera. For Emilie skal selv betale, så jeg har kun lagt ud, og får tilbage i rater.

Fik jeg sagt, at vi glæder os?





søndag den 14. januar 2018

Weekendlykke


Jeg kan godt lide weekender med plads til ingenting, og jeg kan godt lide weekender fyldt med alting.





Denne har været af den sidste slags. Skønne venner, timer med sjove samtaler, astii, strik, god mad, babygurglen, frostklare gåture på Frederiksberg, natbusser og fælles træning. Weekenden har haft det hele.

Det eneste på skemaet jeg valgte at springe over, var vasketøjet. Men hvem har brug for vasketøj? Og i øvrigt burde der være rigelig tid i morgen formiddag, når mandag ikke er sådan en dag, hvor vækkeuret behøver ringe alt for tidligt.

Jeg er fyldt med weekend. Fyldt med al skønheden, sjovheden og samhørrigheden med gode venner og smukke veninder. Kan det blive bedre?


Næste weekend tager vi til Aarhus. Det kan også kun blive godt.

Nu vil jeg pakke mig sammen i sofahjørnet og nyde den sidste rest af weekend.





fredag den 12. januar 2018

Fredagsmasker


Endelig blev det tid. Når både onsdag og torsdag starter tidligt og ender sent, må fredag tages i brug. Også selvom både onsdag og torsdag har været skønne - omend lange - dage.

Og i et indlæg om garn og bogstaver, har en syet frakke måske ikke meget at gøre, men den får alligevel lov at være lidt med. For frakken er tæt på færdig. Jeg kunne snildt sætte mig ned og sy foer og yderstof  sammen. Men hvis jeg gjorde det, ville det blive så meget mere besværligt at komme imellem de to dele og fylde op med alskens ender, fra alle de ekstra detaljer, jeg gerne vil have med.

Så frakken hænger på en bøjle - og der må den gerne hænge en uge eller to. Hvis det er det, der skal til.















Læse:

Jeg er kommet gennem uafhængighedskrigen i New York. Den var lang - og lidt kedelig. Nu ånder der fred og ro, mens en enkelt krig eller to, der har været udkæmpet andre steder, er nævnt i forbifarten. New York er vokset, det lange lige gadesystem med talnavne, er ved at opstå. Harlem er stadig en landsby på nordenden af Manhatten og vandforsyningen er blevet opbygget med akvædukter, så alle kan få adgang til rent vand.

Så vidt jeg kan regne ud er jeg kun små tyve år fra borgerkrigen, og jeg er lidt i tvivl om New York stadig fungerer som hovedstad. Men det finder jeg nok ud af.



Hækle:

Dyret er nået langt. I løbet af sidste uge har det været med mig, og fyldte ikke meget i tasken. Nu er kroppen fyldt ud, og der mangler ikke meget andet end hoved og krave. Det betyder at den ikke er helt så nem at have med i tasken, og i stedet er udnævnt til sofaprojekt herhjemme.

Men den bliver fin. Det er jeg allerede overbevist om. Og ret tyk. Men det er sådan en dinosaur nok.


Det sender mig videre til frakken. Inden jeg syede delene sammen, broderede jeg streger på de nederste dele af både krop og ærmer. Meningen var at de skal fungere som stængler til blomster, som jeg i første omgang også troede skulle broderes. Det skulle de ikke.

Nu hækler jeg i stedet på livet løs, af rester af broderigarn. jeg bruger både bomuld og uld, og får derfor blomster i flere størrelser. Noget af broderigarnet er klippet i mundrette længder til broderi, og giver afsindig mange ender. Jeg satser på at enderne kan hæftes på bagsiden af frakkestoffet, i stedet for at sy dem ind i det hæklede.

Den tid, den sorg.