fredag den 22. juli 2016

Sjov i korte baner


Min mave har det fint igen. I de der sidste dage, hvor jeg var på vej op, endnu ikke helt klar til arbejde og stadig ikke kunne overskue de store strikkeprojekter, som af en eller anden grund er det eneste jeg har gang i for tiden, blev jeg rastløs.

Jeg havde brug for at bruge mine hænder.


Phoenix Wing


Jeg startede med at tegne. Firkant efter firkant i de japanske billedepuslespil, som jeg kan meget tid til at gå med. Som dagene gik var det ikke nok. Jeg begyndte på et enkelt broderi, der har ligget og ventet. Et enkelt broderi og et tungt hovede går fint i spænd.

Jeg havde som nok broderet endnu, var jeg ikke kommet til at åbne for Ravelry. På min skærm åbenbaredes et sjal af vendestrikformat. Siden Karina for længe siden strikkede vendestrik, har det rumsteret med mellemrum. Da Dreambird løb sin sejrsgang overvejede jeg at hoppe på, men det blev aldrig til noget.

Nu var der pludselig en mulighed, og inden jeg havde tænkt tanken til ende, lå opskriften i min indkøbskurv og ganske hurtigt efter var printeren på overarbejde. Langt de fleste opskrifter gør sig fint på en skærn, jeg var ret sikker på den her ville gøre sig bedre med mulighed for haksætning – jeg havde bare ikke overvejet de ni og halvtreds sider opskriften fylder.

Bagefter er jeg alligevel glad for jeg printede det hele ud. Uden blyantsmarkeringer af hvor langt jeg er nået, ville jeg hurtigt være lost.

I mit beskedne garnlager (som efterhånden ikke er helt så beskedent) fandt jeg en kurvfuld garn, der kunne bruges til formålet, og resten af trisdag aften gik med at afprøve en tråd, og to tråde, pind nummer det ene og det andet, inden jeg blev tilfreds, og kunne viske alle de afsatte mærker ud og starte forfra.

Godt jeg brugte blyant.


Phoenix Wing


Selvom det nok skal blive et stort projekt, synes det ikke så stort som de igangværende. Korte stræk og mange vendinger er noget andet end at strikke hele vejen rundt på en sweater – igen og igen og igen. Men det er ikke et stykke strik, der egner sig til at blive taget med. Tænk bare på de ni og halvtreds sider, der måske nok kunne deles, men vil være nemmere at holde samlet.

Faktisk er det en rigtig god ide at være alene når der strikkes. Der skal nemlig tælles – hele tiden. Med brug af vendemaskerne, når der skal strikkes flere masker end på sidste pind, eller maskemarkører, når der skal strikkes færre masker end på sidste pind, kan en del af tælleriet undgåes. Men en stikprøve med mellemrum er en god ide.

Andre steder er det ikke til at komme udenom at tælle. Så jeg tæller. Og tæller, og tæller.

Opskriften er en fortælling for sig. Lange rækker af kommandoer. Med tyske forkortelser. Designeren har valgt at bruge de tyske forkortelser, for ikke at lave fejl, og i stedet forklare forkortelserne på engelsk. Det så umiddelbart totalt uoverskueligt ud, men da først jeg kom i gang er det bare at gøre hvad der står. Helt uden at stille spørgsmål.

Kun en enkelt gang imellem er jeg ikke helt enig med antallet af masker – men så gør jeg bare som jeg synes. Det skal nok komme til at passe i sidste ende.


Phoenix Wing


Mellem de lange rækker af forkortelser er henvisninger til de korresponderende felter. Her kommer de mange sider til deres ret. Felterne er både tegnede som et diagram og forklaret som en lang række tal, der fortæller hvor mange msker, der er inden næste vending. Jeg holder mig til tallene. Diagrammet er godt som en hjælp til at se hvordan maskefordelingen så nogenlunde ser ud, men ikke til at stikke efter og kun et enkelt felt har hidtil varieret stort fra diagram til talrække. Her kunne jeg tælle diagrammet og holde mig til den nye række numre.


Det er sjovt – men det har jeg vist sagt. Om det nogensinde kommer i brug er en hel anden historie. Måske er der lidt for meget fjerboa over det endelige resultat.

Men altså - Faktisk har jeg slet ikke tid til at sidde her.


Terassetrapperne


I 1903 blev der holdt en stor teknik- og industriudstilling i Helsingborg. Med blandt andet Oskar Trapp i spidsen, blev byen pyntet til sit ypperste.


Terassetrapperne ved Stortorget - Helsingborg

Terassetrapperne - Helsingborg


Få år forinden var det gamle middelaldertårn kommet til ære og værdighed gennem en omfattende renovation. Området bag tårnet, der hidtil havde været marker blev tilplantet med træer, buske og blomster. Et halvt årti senere, blev der skabt mere system i parkområdet. Området blev til Slottshagen, der har aner i barokhaverne Verden over, og som ud over rosenhave og fine stianlæg også lagde grund til en legeplads.

Helsingborgs bysbørn var fremsynede, og var blandt de første til at indse, at børn har brug for plads til at lege. Derfor har der siden 1906 været en legeplads i Slotshaven. Vi kunne ved selvsyn konstatere at legepladsen gennem åerene har formeret sig og slået rod mange andre steder i byen.


Syn gennem hvælvingen i Terassetrapperne - mod Kärnen, Helsingborg

Syn gennem hvælvingen i Terassetrapperne - mod Stortorget, Helsingborg


Det var ikke kun bag det gamle middelaldertårn byen blev pyntet. Også foran, hvor der fra den nedre del af byen, blev bygget et imponerende sæt trapper, der starter fra Stortorget, fører op til tårnet og undervejs ikke bare er en flot indgang, men også en fantastisk udsigt over byen.

Ikke helt så højt oppefra, som fra toppen af tårnet, men tættere på byen.


Udsigt midtvejs fra Terassetrapperne - Helsingborg

Udsigt øverste fra Terassetrapperne - Helsingborg


Så vidt jeg kan regne ud, ligger terassetrapperne ret præcist lige der, hvor voldgraven  om ringmuren til middelalderborgen, i borgens velmagtsdage har været gravet ud.

I nutiden er trapperne forvitret, halvdelen lukket af og en ambitiøs renovering er skudt i gang. Heldigvis blev der ventet med at starte renoveringen, så årets studenter kunne springe ud ved trapperne – tydeligvis en tradition, der skal holdes ved hævd.

Jeg kan ikke helt gennemskue hvordan det foregår – rapeller de ud over, eller løber de bare ned ad trapperne???

Arbejdet forventes at vare tre år, men der skal også nok blive plads til næste års studenter.


torsdag den 21. juli 2016

Ud i det fri


Vejret var skønt, og slet ikke til at sidde inde i. Derfor var det vist ikke et helt forkert valg, da vi i går besluttede at dagens tur skulle gå til Frilandsmuseet.


Frilandsmuseet


Frilandsmuseet er altid et besøg værd, og vi plejer da også at komme derud op til flere gange i løbet af en sommerferie. Ikke alene er jeg ret vild med Frilandsmuseet, det er også bare et rigtig godt udflugtsmål.

Der er sket nyt, siden jeg var der sidst. Det første man møder er en ny indgang og en lukket låge i den gamle. Frilandsmuseet har siden første juli indført entre. Det koster 65,- kroner for en voksen at komme ind, men er man så heldig at være ifølge et barn, koster det kun 50,- kr. Det synes jeg faktisk er lidt cool.

Bare en skam mine børn er blevet for store. Det er vist for tidligt at håbe på børnebørn. I øvrigt kommer børn under atten år gratis ind, og selvom vi har været glade for den gratis mulighed, synes jeg det er helt i orden at skulle betale for det fantastiske indblik i vores historie, museet formidler.


Frilandsmuseet

Frilandsmuseet


Noget andet nyt er huset fra Stenstrup på Fyn (hus nr. 65). Det var under opførsel da jeg var der sidst, og det er ikke et helt almindeligt hus. Det gamle bondehus er beboet, og her må man røre ved tingene. Sansehuset kaldes det, og man må sove i alkoverne, forsøge sig ud i skønskrift med fjerpen, smage på kokkepigernes madkunst – i dag lavede de æbleskiver, stegt over åben ild – og klæde sig ud i tøj fra en svunden tid.

Ved siden af Stenstruphuset ligger huset fra Dannemare (hus nr. 72). Der har det ligget i mange år, men det har ikke tidligere være benævnt Leksikonhuset. Det er det nu. Vi nåede aldrig derind, men inde i huset er det muligt at lære nyt, skilte fortæller om de forskellige gamle redskaber og andre ting, vi ikke længere kender brugen af eller navnet på. Jeg tror personligt, jeg ville have fundet det spændende – jeg er knap så sikker på børnene.

Til gengæld havde vi en forrygende dag. De fleste af børnene har været på Frilandsmuseet før, det forhindrede dem ikke i at synes det var en god tur. En enkelt havde aldrig været der, og han drønede rundt, fra hus til hus, svævende på lyserøde skyer og med et brændende ønske om at bo sådan et sted.

Jeg havde mange gode snakke med ham om hvad dette eller hint var, eller blev brugt til. Han gentog igen og igen, nærmest som et mantra at her ville han gerne bo, og han udstrålede en sådan glæde og begejstring at det var smittende. Det var næsten som at opleve det hele for første gang igen.

Sådan en oplevelse er guld værd.


Frilandsmuseet


Og så lykkedes det endda at komme forbi den store gård fra Bornholm. Jeg har været på Frilandsmuseet utallige gange, men alligevel er det lykkedes slet ikke at vide, der ligger sådan en stor gård, blot et stenkast fra hvor vi plejer at gå. Den er fin, den store gård. Jeg var imponeret over den store ovn, og morbærtræet på gårdspladsen. Jeg nåede aldrig ind i staldene – så var vi videre – men nu ved jeg hvor den ligger, så kommer muligheden nok en anden gang.

Uden for gården, på en eng, fik vi endda sagt goddag til en ko.


onsdag den 20. juli 2016

Sol, strand og glade børn


Min mave er endnu ikke helt på plads – men det er jeg, og tirsdag blev det simpelthen for kedeligt at være hjemme. Jeg kommer i morgen, sagde jeg til Henrik, og besluttede at de sidste maveuroligheder handler om at finde på plads efter alt for meget postyr.


Brøndby Strand - juli 2016


Det er vi glade for, svarede Henrik, og sådan gik det til at min første dag efter ferien kunne tilbringes på stranden sammen med otte børn og en forælder, der meldte sig som ekstra kørsel, da der pludselig var for mange børn til at alle kunne være i den lånte bus.

Solen skinnede, sandet var varmt, og en kølig brise kom ind udefra, helt uden den duft, jeg ellers husker fra min barndoms besøg ved Køge Bugt Strandpark.

Der var skønt på stranden, også selvom jeg i virkeligheden synes det er frygteligt at tage på stranden med SFObørn. Det kan så hurtigt gå galt, det er så vigtigt at være på, og selvom det kun var otte børn, talte og talte og talte jeg i en uendelighed. Så var den ene væk – henne og låne en spand, så havde den anden fundet en bruser bag os, så havde den tredie vendt ryggen til, og jeg kunne ikke finde ham i min optælling.

Men de var der allesammen, og de fulgte alle reglerne, også selvom de synes der ikke var dybt nok, der hvor Henrik stod og dannede bagkant i vandet. Indtil de fandt en vandmand – og en til, og så var det meget sjovere at grave huller i sandet end at bade.


I morgen tager vi på Frilandsmuseet, der bliver de også væk og jeg skal tælle hele tiden. Men det er ikke helt så farligt som på stranden


tirsdag den 19. juli 2016

Feriefoto


På dagen min mor fylder år, taget på dagen Emilie fyldte år.


Helsingborg - 13. juli 2016




Tillykke med fødselsdagen mor



Smeltet


Emilie er ikke så vild med højder, så hun valgte i stedet at sætte sig på en plet i solen og finde sin mobil frem, mens vi gik op i tårnet.


Emilie - foran Kärnen, Helsingborg


Der var langt op, og det tog lang tid.

Vi var dog alligevel ikke forberedt på, at hun ligefrem var smeltet.


En smelet Emilie - Kärnen, helsingborg


Kärnen


Engang for længe siden, i tiden der nu er navngivet middelalderen, var store dele af Sverige på danske hænder. Ved det smalleste sted ved sundet mellem Danmark og Sverige byggede man på hver side et borganlæg, der også stod for inddrivningen af Øresundstolden, som alle skibe der sejlede gennem skulle betale.


Kärnen - helsingborg


På den danske side, i Helsingør, stod Erik af Pommerns fæstning Krogen og på den svenske side, i Helsingborg, stod Helsingborgs borg. Mens den middelalderlige borg på den yderste spids af Sjælland senere blev udbygget til et pragtfuldt renæssanceslot, gik det ganske anderledes med den svenske.

I 1300tallet blev det gamle runde borgtårn, efter ordrer fra Erik Menved, revet ned til fordel for et firkantet, der kunne rumme kongen på hans rejser rundt i kongeriget. Tårnet var et solidt tårn på femten gange femten meter med udvendigt trappetårn, to private (toilet), sale, alkover og tilmed et kapel. Tårnet ragede fem og tredive meter op i luften og stod i midten af borganlægget med huse, hytter og ringmur om.

Tiden gik, nedenfor borgen opbyggedes en by langt tættere på havet og de fisk, der var stor del af overlevelsen. Borgen var i mange år en af de vigtigste dele af det danske forsvars- og borgsystemer og har stået i midten for mange af de krige der blev udkæmpet Danmark og Sverige imellem.


Udsigt fra toppen af Kärnen - Helsingborg

Udsigt fra toppen af Kärnen - Helsingborg


Ved Freden i Roskilde i 1658 blev Skåne svensk og dermed var borgen i Helsingborg ikke længere dansk. Den svenske konge udbyggede borgen med et voldanlæg og bastioner, men da freden ikke holdt, fik de kun kortvarrigt glæde af det. Danskerne med Christian d. V i spidsen indledte Skånske Krig og indtog igen borgen i Helsingborg.

Det skal være løgn, tænkte den svenske konge, og da borgen igen var på svenske hænder lod han hele borganlægget rive ned for at danskerne ikke igen skulle kunne indtage borgen og byen. Tårnet lod han stå. Det stod i mange år, og undgik endda undervejs endnu engang at blive revet ned.

Som det stod der, langt over Helsingborg med udsigt over Øresund forfaldt det gamle tårn. Vind og vejr, fugt og skimmel hærgede det gamle tårn og tæt på at brase sammen, var det kun dumdristige drenge der turde gå ind i det. Sidst i attenhundredetallet blev det af flere gange forsøgt reddet.

På et eller anden tidspunkt i de mange år, tårnet stod i sin ensomhed fik det i folkemunde navnet Kärnen. det har hængt ved lige siden.

Endelig i attenhundreden og nogen og halvfems lykkedes det – med Oskar Trapp som en af hovedmændene – at restaurere det gamle tårn. Den unge arkitekt, der også har bygget byens rådhus, blev sat i spidsen for projektet, og på bare to år stod tårnet nærmest som nyt og byens borgere kunne komme indenfor og se hvordan konger for mange år siden har levet.

Det skulle vi selvfølgelig også.


Kärnen - Helsingborg


Der er langt op til toppen, af en stejl vindeltrappe, der ikke er rar at gå på, hvis man møder gæster på vej i den anden retning – specielt hvis de ikke er villige til at gå forsigtigt forbi hinanden. Det sidste er muligvis bare mig.

Undervejs er der adgang til de store sale på vej op. Så store er de ikke, men jeg var alligevel overrasket over hvor meget plads der kan være inden i et tårn på femten gange femten meter, når der samtidig medregnes meget, meget tykke mure.

I nederste etage, der nærmest ligger som en førstesal af hensyn til bevogtningen, har været vagtrum og køkkenafdeling. Her er også adgang til kælderen, der har fungeret som forrådskammer. På første sal er borgstuen, der både har haft plads til tjenestefolk og mere madlavning – hele tårnet er varmet op gennem varmekanaler fra ovnene. På førstesalen er også to alkover, der muligvis har kunne lukkes af og et enkelt privat (toilet – nærmere das), så gæster har kunne overnatte i tårnet.

På andensalen er kongesalen. Her er to etager slået sammen og de små alkover i siderne af tårnet derfor i to etager. Jeg har læst mig til at kongens rum var øverst, og en trætrappe førte fra den ene sal til den anden. Kongesalen har gotiske buer i loftet – noget der stødte til ved ombygningen, dengang slottet også fik voldgrav. Også et kapel er der blevet plads til på andensalen. Der er endda et ekstra kammer og privat, med mulighed for at låse folk inde – skulle der være fanger i tårnet.

Trediesalen er ligesom andensalen slået sammen af to etager med en gotisk loftsbue og sidegemakker i to etager. Denne etage har muligvis været brugt til fest, ligesom det antages at den ene alkove har været udstyret med et hejseværk, så våben og andre større ting har kunne hejses op, i stedet for at bruge den smalle trappe.

Øverst ligger tagetagen, med skydeskår, en fantastisk udsigt og en kikkert, der kan stille skarpt på Kronborg. Specielt taget havde lidt stor overlast i de mange år, tårnet stod og forfaldt, så rigningen foroven er lavet som man på restaureringstidspunktet forestillede sig at en middelalderborg havde set ud.

Jeg havde naivt forestillet mig at Kronborg ville stikke tydeligere ud på den danske kyst, men selvom det kun tager tyve minutter at sejle over, er der alligevel langt og vi kan ikke forestille os andet, end at store dele af kommunikationen mellem de to borge er foregået med store bauner. Altså ild.

Samtidig kan man se langt, helt oppe fra toppen. Ingen skibe har kunne liste sig uset gennem sundet. De er formentlig blevet spottet timer, måske nærmest dage inden de er nået så langt at toldbetalinger har været nødvendige.


Et kig ud over Øresund - Kärnen, Helsingborg

Kronborg i kikkerten - fra Kärnen, helsingborg


Jeg kunne ikke dy mig, men forsøgte med kamera foran kikkerten. Inden jeg satte kameraet til, kunne jeg se Kronborg helt, fuldt og ganske skarpt. Det kunne kameraet ikke – helt så godt. Måske fik jeg drejet kamera eller kikkert en lille smule i forsøget.

Men sjovt var det.


Og der var langt ned.

Jeg talte ikke trinene, men jeg har læst mig til, at der er over nihundrede.


Floral Lace Shorts


Sidste forår snakkede Emilie om små blondeshorts. Jeg nåede at vise hende mønstret til de blomstrede hæklede to gange, inden hun synes det var lige dem, hun gerne ville have.


Blostrede shorts til Emilie


Vi fandt garn og jeg gik i gang. Det er – må jeg indrømme – efterhånden temmelig længe siden den hæklede del blev færdig. Men med min manglende lyst til at sy, tog det omkring et halvt år, inden jeg fik sat mig ned og sat foer i. Og så tog det ikke engang særlig lang tid. Og det trods rigtig meget syning i hånden – jeg ved ikke hvorfor, men jeg gider simpelthen ikke maskinen.

Jeg ville ønske jeg gad – for der er rigtig meget jeg godt gad sy.

Tanken var egentlig at have Emilie med på billederne, men vi nåede det ikke, og nu er hun taget en uge til Fyn. Jeg nøjes derfor med shorts liggende på altangulvet, og overvejer om mønstret ville have kommet bedre til sin ret, hvis foeret havde været mørkere.

Men det bliver nok ikke anderledes – min sylyst taget i betragtning.


Blostrede shorts til Emilie








Design: Cynthia - Floral Lace Shorts af Vicky Chan.


Garn: Manderin Petit fra Sandnes Garn i en pudderlyserød eller støvet gammelrosa – bedøm selv.

Der gik 190 gram garn til, og havde jeg ikke brugt den sidste rest til noget andet, kunne jeg nok have fået et bindebånd ud af det.


Hæklenål: 2½ og 3 mm


Størrelse: Emilie er lige som jeg noget bredere over hoften end gennemsnittet, så XXL var ikke helt bred nok, men blev udgangspunktet.


Blostrede shorts til Emilie


Bemærkninger: For at opnå nok bredde tilføjede jeg tre rapporter til hvert ben. Det betød en en opslagning af 173 luftmasker (inklusive vendemasker) eller 14 rapporter.

Jeg fulgte opskriftens ekstra højde bagtil og lagde endnu fire rækker ekstra højde til, inden jeg fortsatte efter mønstret.

Der er elastik i taljen og et bindebånd, fordi det ser smart ud.

Det lille mærke midt bag, bad Emilie mig sy i – Så kan jeg nemlig bedre se forskel på for og bag – sagde hun.

Hun har ikke haft dem på endnu, så jeg ved ikke hvorvidt de bliver et hit. Jeg synes de er lige korte nok, Emilie er tifreds. Til gengæld tror jeg de kunne blive rigtig flotte med længere ben, under en tunika eller noget.

Om det nogensinde sker er et helt andet spørgsmål.


Har du lyst til at se flere billeder af shortsene, kan de ses lige her på Ravery.


mandag den 18. juli 2016

Nedlagt


Netop som ferien sang på sidste vers blev jeg nedlagt af et maveonde, af dimensioner jeg aldrig før har oplevet.


Syge planter i Potsdam - juli 2016

Syge planter i Potsdam - juli 2016


Det går fremad – langsomt. Mandag har måtte bruges hjemme, og Henrik måtte klare sig selv, selvom det lige præcis er den her uge af alle sommerferieugerne ingen måtte være syg.

Jeg er ikke sikker på tirsdag bliver meget anderledes.

Men jeg håber stadig.

Her er ingen tilfredshed over sygdom.