mandag den 26. juni 2017

På vej mod Hamborg


Kufferterne er pakkede og vi er klar. Om en time er vi på vej mod Hamborg.









Emilie er i skole, der bliver uddelt cases til næste uges eksamen, og senere venter et møde i den nærliggende kommune, hvor hun har fået elevplads til efterårets hovedforløb.

Hun var ikke frisk, da hun tog af sted, men hun så bedre ud end i går. Jeg håber hun klarer sig gennem, uden at blive syg. Forhåbentlig handler det mere om en arbejdsweekend og lidt for lidt søvn, end rigtig sygdom.

Vi skal hygge og bare være sammen. Alene. Vi skal gå Hamborg tynd, se chokolademuseet og teknikmuseet, og formentlig også en hel masse andet. Anders har styr på kaffestederne og de bedste af dem, ser ud til at ligge inden for et overkommeligt område.

Vi tager stadig gerne imod gode ideer om Hamborg. Gerne det lidt anderledes, de gode spisesteder eller det som man bør se.


Jeg glæder mig.









Jeg aner ikke hvad blomsterne er for nogen, men jeg mødte dem på vej hjem fra Frederikssund, for et par uger siden, og synes de er afsindig fine.

Sådan nogen måtte gerne gro i min have.


Vi kalder dem puf-ærme-blomster.







søndag den 25. juni 2017

Taknemmelighed


Onsdagens dimission var den hyggeligste, jeg endnu har oplevet, af slagsen.





Fra teamet var der lagt op til fællesspisning efter taler, sange og eksamensbevisoverrækkelse. Vi havde ikke bedt om tilbagemeldinger, satsede bare, og blev enige om at tage det som det kommer.

Alle mødte op, fra alle tre klasser, og ingen gik uden at have fået knus. Hverken de seje fyre, der ikke gerne nedlader sig til den slags, de overstadige tøser, der gerne uddeler til højre og venstre, eller de påholdende og generte, der forsøgte med et håndtryk.

Da den officielle del var ovre, var det overraskende lidt, der forsvandt. Bordet der rummede drikke og chips, da vi kom, blev hurtigt overfyldt med al den mad, der var medbragt. Ekstra borde blev fundet frem, og ingen gik sultne fra borde.

Vi havde snakket om den gamle kantine ville være det rette sted til fællesspisningen. Det var vist godt vi blev i festsalen. Kantinen kunne ikke have rummet os alle.





Og midt i det hele dukkede forældrerepræsentanter op til alle tre klasse. Til team 9.AB fik vi overrakt en stor kurv med alskens lækkerier. Den skal efter sigende gemmes til næste teammøde. Hvornår vi holder det, ved jeg ikke, for med sommerferien og ny fagfordeling bliver teamet splittet i atomer.

Jeg er sikker på, vi alligevel nok skal finde ud af det :)

Fra 9. C var der vin og chokolade til samtlige undervisere. Og fra alle klassernes forældre var der glæde, ros og taknemmelighed for at deres børn havde haft os som undervisere.


Taknemmeligheden gik bestemt begge veje.




lørdag den 24. juni 2017

Musel


I lørdags var jeg til fødselsdag.

Min kusine fyldte fyrre.

Men hvad skulle jeg give hende?















Ugen før, kørte jeg en tur om Creative Space. Det er første gang, jeg har været der på en hverdagsformiddag.

Det var hyggeligt.


Og modtagelsen vakte glæde.




Clue #1


Som lovet startede jeg på Kirsten Kapurs hemmelige sjal i tirsdags.

Første clue er stort set altid rimelig hurtigt strikket. Her var ingen undtagelse.






Formen er beskrevet som trekantet. Men tydeligvis ikke en hvilken som helst trekant. Trekanten som det første clue viste frem er ikke helt almindelig, men efterhånden ofte brugt.

Jeg havde ikke set at sjalet, ud over at indeholde hulstrik, også indeholder vævestrik. Det står der ellers i beskrivelsen. Altså kom det noget bag på mig.

Jeg skulle måske have vidst det. Hun brugte også vævestrik til årets mystiske strømper, og har nok set sig varm på det.

Jeg har strikket perlegrus (som vævestrikmønstret hedder) før, men aldrig som andet end prøver.

Selvom vævestrik kun strikkes med en tråd ad gangen, og som sådan er såre simpelt, kan jeg mærke at jeg er lang tid om det.

Jeg skal tænke og være meget opmærksom på, at jeg ikke strammer for meget. Eller for lidt. Når der samtidig skal to pinde til, for at opnå en, tager det bare længere tid.




Jeg synes tiden er det værd.

Og jeg synes resultatet blev rigtig fint.


Andet clue er ankommet, og jeg er i gang.




Overflod


De sidste ugers lange arbejdsdage har nok været hårde, men også skønne. Jeg er sunket sammen på sofaen, når jeg er kommet hjem, og efterhånden har jeg samlet mig en liste af indlæg, jeg havde tænkt skulle skrives, men som stadig venter.

I mit hoved virker det som en god ide, at nå dem inden ferieafgang.

Så jeg prøver. Og spammer med indlæg i dag og i morgen.


For eksempel de skønne gaver, jeg fik til min fødselsdag.







Emilie købte blomster. Hun fandt et par bundter hos den lokale blomsterbiks, og gik selv ud i Verden og fandt grønt at kombinere med.

Buketten stod strunk, da jeg kom hjem. Dagen før dagen, for hun resonerede at det ikke kunne nås på dagen.


Hvor skønt er det lige.





Sille havde fundet en cone fyldt med uld i en fin grålig farve. Jeg ved ikke om det hedder noget fint, men det er en lille smule tykkere, og har dermed en lidt kortere løbelængde, end den uld jeg plejer at bruge.

Lige præcis en tykkelse, der kan vise sig at være helt perfekt til en cardigan med længde.

Jeg har ingen anelse om hvordan den skal se ud.


Men det kommer en dag.


Det bedste var også det mest fjollede. I vores lille lejlighed er der ikke meget plads. Vores dobbeltseng står op ad tre vægge, og rummet underneden er perfekt til kasser med låg og hjul. Og garn.





Det er nemt nok at nå de yderste, men de står i dobbelt lag.

Det er hverken særlig nemt eller yndefuldt at forsøge at nå de inderste. Tro mig, jeg har forsøgt op til flere gange. Længe har gulvskrubben været min allierede, men så var det jeg kom i tanke om en bådshage.

En bådshage er uden tvivl et undervurderet stykke værktøj. Og tydeligvis også et, der ikke bruges så meget i nutidens Danmark.

Anders havde i hvert fald en temmelig morsom gengivelse af et stykke ung ekspedient, der ikke anede hvad han talte om, da han i butikken spurgte efter bemeldte redskab.

Han fandt det - udstyret med teleskopstang - , og jeg kan næsten ikke vente til næste gang, jeg får brug for en af de inderste kasser.


Tænk at man kan blive så glad for en pind.




Ferieplaner


Min ferie startede i går.

Efter intense uger, var det skønt at vågne i morges uden andre planer end vasketøjet.





Vasketøjet er klaret, billetterne købt, hotellet bugget og nu mangler vi bare at pakke. På mandag tager Anders og jeg til Hamborg.

Emilie bliver hjemme. Dels har hun stadig to ugers skolegang inden hun kan holde ferie, dels gider hun ikke vade rundt i en by og kigge på ting - som hun så smukt udtrykte det. Det passer os fint. Sidste års ferie i Berlin gav mod på mere alenetid, og når vi nærmer os Emilies fødselsdag tager vi et par dage til Sverige. Alle tre.

Sverige er en tradition. Har vi besluttet. Vi har været i Sverige et utal af gange, mest i Malmø, og flere gange på Emilies fødselsdag. Det er svært at holde fødselsdag med gæster og alting, når dagen ligger midt i sommerferien. Så nu har vi besluttet at dagen skal holdes i Göteborg. Også her er hotellet bugget, men billetterne dertil mangler. Det satser jeg på, at rette op på i morgen.

Jeg har været i Göteborg som barn, men jeg kan ikke huske det, og jeg kan heller ikke huske nogensinde at have været i Hamborg. Begge dele giver derfor mulighed for gode oplevelser. Vi tager gerne imod gode ideer, og samler også selv ind.

Anders er for eksempel ved at undersøge kaffesituationen.





Gårsdagen blev brugt sammen med kolleger. De sidste flyttekasser blev pakket og computerne afmonteret. Det sidste til skuffelse for flere af de stedlige børn. Vi havde ellers fortalt dem hele ugen, at de skulle pakkes væk. Nogen ting bliver først virkelige, når det er for sent. Jeg lovede mere end et barn, at de selvfølgelig nok skal komme op igen, når byggeriet er slut.

Starten på et hul i væggen blev brudt, inden ferien, og jeg er temmelig spændt på, hvad jeg vender tilbage til om tre uger. Der når ganske sikkert at ske meget.

Når sidste skoledag ramler sammen med Sankt Hans, var der ikke bare lagt op til hygge, men også bål. Da sidste barn var gået hjem og nøglen kunne drejes, samledes pædagogerne, og ønskede hinanden god ferie. Skolelederen, der har fundet nye udfordringer og ikke kommer tilbage efter ferien kom forbi og fik en god snak, og da grillen var godt i gang og bøfferne blev fundet frem, var det tid til at komme videre.





Jeg hentede cyklen i skuret ved lærerværelset og inden vi gik videre, blev der tid til en snak og gode ferieønsker til den tilbageværende flok lærere. Derfra blev det noget mere familiært, og vi endte på Lottes terrasse med minibål i bålfadet og en heks, et par syvendeklasses tøser, der hører til familien,  fremstillede af de forhåndenværende midler.

Det blev sent inden cyklen fandt vejen hjem.


Ikke nogen dårlig start på en ferie.




onsdag den 21. juni 2017

Onsdagsmasker


Selvom onsdag endte sent, skal der stadig være plads til bogstaver og projekter.

Jeg har været til dimission. Sagt farvel og lykke til, til hele flokken af afgangselever. Haft den hyggeligste aften i det regi, og sagt farvel til en af den slags lærere, vi kommer til at savne, men som skulle videre i nye udfordringer.















Læse:

Jeg sluttede historien om Carl Hamilton. Det var ikke en dårlig bog, den kunne bare ikke holde mig fanget, og blev meget langtrukken.

Det er muligt jeg kaster mig over Hamilton en anden gang - men først om lang tid.

Jeg har begivet mig ud i historien om Den engelske dame. Første del af Outlander. Jeg har set første sæson  på Netflix, og jeg ved at anden sæson ligger og venter. Jeg kan bedst lide at læse først, så den får lov at vente lidt endnu.

Den engelske dame er noget af en mursten, alligevel er jeg på bare et par dage nået godt på vej. Jeg kender handlingen, men jeg tror ikke det har noget at sige.

Nærmere at det er en letlæst bog.

Diana Gabaldon, er umiddelbart god til fortællinger der ikke kræver den store tankevirksomhed, men som alligevel er spændende.


Strikke:

Den brune påfuglemønstrede top skrider langsomt frem. Jeg har rundet taljen og tager en lille smule ud i siden, for ikke at ende med for meget tæthed om hoften.

Jeg har en plan om at fortsætte til jeg ikke har mere garn, men jeg er blevet i tvivl om jeg måske har for meget?

Det vil tiden vise.




tirsdag den 20. juni 2017

Patina og Sisyfos


Kirsten Kapur udkom med årets mystiske sjal i sidste uge.





Jeg kiggede lageret igennem, men fandt ikke noget garn, jeg havde lyst til at kaste efter projektet. Kirsten Kapur laver gennemprøvede ordentlige opskrifter, og hendes sjaler er altid smukke, og når der i beskrivelsen står trekantet, kan jeg ikke lade være med at være med.

Altså skulle jeg finde noget garn.

Valget faldt på Cleo Garn, damen i Hvidovre, der farver selv, og sender hurtigt efter bestilling. Også selvom garnet skal farves først. Jeg valgte trask, mest fordi det passede bedst med løbelængden til sjalets forbrug.







Det ankom i dag. De smukkeste let skælvende farver, med de ophøjede navne Sisyfos og Patina.

Jeg har vundet garnet op, og om lidt vil jeg sætte pindene i årets udgave af et fint stykke strik.




Folkefest og overnatning


Det er længe siden vi planlagde årets overnatning i telt med de store børn.

Da der pludselig på samme dag blev planlagt familiearrangement for hele skolen, overvejede vi først at flytte. Men ingen af os kunne se andre fredage, der passede med kalenderen, og jeg var klart fortaler for at slå to fluer med et smæk.

Torsdag blev jeg et øjeblik i tvivl om det nu også var en god ide.





Men når først alting kører, de sidste hektiske forberedelser er slut og der ingen vej er tilbage, så er det muligt at andre er glade for at kunne gå hjem klokken otte. De tilbageværende nød bare stilheden, muligheden for at sidde ned og ungernes glade larm i baggrunden.

Skolens sidste alternative uge med grønt fortegn, endte ud i folkefest. Alle de grønne initiativer blev vist frem, lokale bæredygtige foreninger mødte op, loppemarkedet var velbesøgt, de økologiske kager hittede, de modige spiste melorme, skolebestyrelsen solgte kaffe i genbrugelige kopper og skolegården genlød af glade stemmer - også da bygerne ramte.







I klubben havde vi lovet at stå for madboden, og efter en stille opstart skal jeg ellers love for at der var gang i den. Grillfolkene kunne ikke følge med, og vi langede pølse efter pølse med fornuftigt brød over disken nærmest hele eftermiddagen.

Jeg nåede aldrig ud og se hvad der skete andre steder.

Et forsigtigt skøn lød på omkring tusinde besøgende.

Der er endnu ingen forlydender om overskuddet, men vi har næppe nået alle fyrre tusinde som den ønskede bålhytte koster.





Da klokken var halv otte pakkede vi sammen. Hurtigt og effektivt. De mange store arrangementer vi gennem tiden har holdt i SFO-regi ligger på rygraden, og ganske hurtigt kunne Louise og jeg trække ud mod bålpladsen sammen med de atten børn, der havde meldt sig til overnatning. I telt.

Mens Louise fik gang i bålet, hjalp jeg med teltene. Der skal hjælpes meget, når syv telte skal slås op af børn, der ikke aner hvad de laver.

Op kom de, bolde blev fundet frem og mens bålet langsomt brændte ud og forvandlede sig til gløder, der lagde ryg til aftens dessert - vafler med skumfiduser og chokolade, pakket ind i stanniol og lagt på bålet og derefter fyldt op med is og jordbær - var der tid til at sidde ganske stille og nyde at der var tid til langsommelighed.

Det var en hyggelig aften, og nat, og morgen. Men også en af de mærkeligste overnatninger jeg endnu har været med til. Af de atten børn, var kun otte tilbage til morgenmaden.





En blev ked og ville hjem, nogen fik hjemve og turde alligevel ikke overnatte. En enkelt skulle tidligt op næste dag og meget tidligt morgen valgte vi at ringe hjem til to forældre og bede dem hente deres børn.

Det er muligt det var drengestreger, men vi synes ikke det var sjovt at lægge telte ned over sovende børn. Et par stykker af de sovende synes heller ikke det var sjovt, og valgte at ringe efter forældre i de tidlige morgentimer.

Det var stadig en hyggelig aften, og nat og morgen. Men også mærkelig. Og underlig konsekvensløs. Tanker om, om det er blevet for nemt at melde til og fra, fyldte en smule undervejs.

Men de seje holdt ud, og trods ganske lidt søvn, var jeg forholdsvis frisk, da jeg kørte hjem.