torsdag den 22. august 2019

Sort i sort... eller grå


Billederne snyder, der er grå i forskellige varianter i alle mønstrene. Ikke blå, som det ellers godt kunne se ud til.





Jeg er ret vild med tæppet til Victoria. Formen på felterne, synes jeg blev rigtig god. Jeg ved ikke hvad de skråede firkanter - eller afstumpede trekanter - hedder, med de hedder ganske sikkert noget fint på patchworksprog, jeg ved bare ikke hvad.

Men de er fine. Og lette at sy sammen.

Jeg tegnede en form på en plastikdækkeserviet, klippede ud og brugte som skabelon. Det er efterhånden mange år siden jeg købte en pakke plastikdækkeservietter, dengang med plan om at bruge dem som underlag til maling.

Det er de blevet brugt til. Bliver stadig brugt til. Men de har også vist sig gode til alt muligt andet. Skabeloner til patchwork, for eksempel. Eller bund i en taske. Pakket ind i stof, så man ikke kan se den. Der er stadig ubrugte dækkeservietter i pakken, de har været brugt godt og slet ikke er færdige med at blive brugt.





Victoria blev glad. Hun vidste godt hvad der ville være i pakken, men hun vidste ikke hvordan det ville se ud. Hvilke mønstre jeg havde valgt, eller jeg om var kommet tæt nok på det ønskede sorte.

Hun så så afgjort positivt overrasket ud, da hun lukkede pakken op. Så er det vist godt ramt.

Det tog i øvrigt overraskende kort tid at sy - cirka fjorten dage, med masser af pauser. Jeg troede jeg havde brug for mere tid.












Design: Patchworktæppe af skrå firkanter. Jeg har set mange versioner af mønstret og besluttede at lave mit eget.


Stof: Patchworkstoffer fra Speich Design i Værløse. Godt jeg slog åbningstider op, for jeg troede fejlagtigt stadig de boede i Lyngby.

Bagsidestoffet er sort lagenlærred fra Stoff & Stil, ligesom pladevattet, de har i to en halv meters bredde.

Jeg købte en halv meter af syv forskellige patchworkstoffer og noget i retning af tre en halv meter bagsidestof, som blev øget med rester af forsidestofferne, sammen med to meter pladevat, ti meter skråbånd og brugte stort set alt. 


Størrelse: Det færdige tæppe måler cirka 140 x 210 centimeter.








Bemærkninger: Jeg startede med at klippe en hel masse skråede firkanter - måske hedder de fingerbøl. Det gør de nu. Og syede dem sammen til en lang bane. Banen delte jeg i tretten lige lange dele og syede dem sammen til tæppets top.

Jeg forsøgte at undgå at sy felter af samme stof op mod hinanden, men det lykkedes ikke helt. Jeg synes faktisk heller ikke det gør noget.

Om den færdige top syede jeg kanter bestående af en smal stribe mønstret stof, en bred stribe sort og endnu en smal stribe mønstret stof. Jeg havde ikke nok til at få samme mønster hele vejen rundt, og øgede med to forskellige rester mod det ene hjørne.

På bagsiden øgede jeg stoffet med en smal bane af felter af to forskellige mønstrede stoffer - de samme to som danner hjørnet på forsidekanten.

Jeg valgte at quilte tæppet på skrå - jeg kan bedst lide de skrå quiltninger eller sammenhold på de forskellige lag. Jeg syede linier gennem hvert andet felt. Det synes jeg gav et rigtig godt resultat.

Jeg sluttede tæppet af med et kantebånd hele vejen rundt.





onsdag den 21. august 2019

Yarn Along - for de sidste uger


I dag lykkedes det. Forrige uge opgave jeg på forhånd, i sidste uge tog jeg billeder, men nåede aldrig længere.

Derfor er der to sæt billeder i denne uges udsendelse. To versioner af samme sweater, men kun den ene bog.

Hverdagen begynder at rodfæste sig. Til trods for at de små har været hos os, siden længe inden sommerferien, er det alligevel nyt, de er alligevel små. Måske fordi Hobby lå stille i tiden inden sommerferien, er behovet for læring ud i rengøring af pensler og oprydning efter perleleg noget der skal læres. Igen. Og igen. Og igen. Også når man går i femte eller sjette.

Når der er tid lister jeg efter det ene barn efter det andet, fra malebordet til hobbyvasken, når pensler skal gøres rene. Jeg viser igen og igen hvordan al maling kan skylles ud med vrid af penselhår mod vask, fortæller igen og igen de samme ord om at passe på tingene og at pensler ikke kan tåle at blive dyppet i maling til langt op ad skaftet.

Jeg taler om og viser hvordan penslen stryges over emnet, og hvordan maling fordeles pænt og i lette lag i stedet for klatter og mængder der ville være helt rigtige med spatler og andre metoder.

Jeg tager mig selv i at unders over den tålmodighed jeg til tider kan fremvise, når pladen løber i ring, pickuppen har sat sig fast og de samme ord i samme orden flyder frit i timevis. Det er muligt jeg har hørt det hele før. Men det har det enkelte barn ikke, og nogen ting egner sig bare bedre en til en, end til en hel flok.

Sådan er det tit. I Hobby.

















Læse:

Jeg har fundet tilbage til Jesper Stein og Axel Steen. Jeg er nået til femte udgave i serien om den tidligere politimand, der stadig jager kriminelle, nu under andre former.

Måske er det formen. Måske er historien ikke helt så lige på og hårdt, som de tidligere bøger. Jeg er ikke rigtig fanget. Endnu.

Axel Steen er havnet i efterretningstjenestens undercoverafdeling. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg synes jeg før har oplevet, at jeg mister interessen når politiarbejdet bliver for højtravende. Eller for langt ude til min forestillingsevne.

Umiddelbart er afsnittene med Axels tidligere kollega Vicki, der stadig laver reelt politiarbejde, og arbejder med en sag om indbrud i en bankboks bare mere spændende.

Jeg går ud fra, at både de kedelige undercoverdele og bankboksens indbrud i sidste ende har noget med hinanden at gøre, og håber at spændingen snart bliver bygget bedre op.

Helst inden side hundrede...


Strikke:

Dengang alle strikkede dipdye af Camilla Vad, gad jeg ikke være med. Men nu fik jeg lyst, forestillede mig en vuggestuesweater til Oscar og strikkede derudaf.

Jeg startede med orange - orange er Oscars yndlingsfarve - og tænkte at den ikke skulle være for lille.

Den orange er færdig. Den er ikke for lille.

Nu har jeg startet en ny. Den bliver ikke orange, men den bliver mindre. Jeg har vendt op og ned på mønstret, strikker oppefra og ned, har tilføjet klippemasker og har en plan om knapper fortil.

Kanterne forneden og langs forkanterne er retriller. I halsen strikkede jeg rib. Og vendepinde. Rib af flere grunde. Dels fordi jeg synes det virkede bedst, men også fordi det gav mig mulighed for at afprøve en ny opslagningsteknik.

Alternating Cable Cast on.... Det er nemt, jeg brugte en hæklenål. Det ser helt forkert ud undervejs, men det virker. Og ja, garnet skal under pinden frem og tilbage hele vejen langs opslagningen. Også selvom det føles helt forkert.

Resultatet er til gengæld rigtig fint.





mandag den 19. august 2019

Splashtour


Lige henne ad gaden holdt bussen. Bussen med vandtætte skotter og mulighed for at svømme.





Anders ville gerne med, undersøgte, læste, fandt priser, kiggede kort og trak i land.

I stedet gik vi turen rundt om øen. Vi så helt sikkert meget mere, end vi ville have gjort fra bussen, der ikke kan komme gennem de smalle gader i Lübeck.

Det kunne sikkert have været sjovt, og skulle du komme til Lübeck og tænke at en tur rundt til lands og vands kunne være sjovt, så er muligheden i hvert fald til stede.





Anders trak i land, da det gik op for ham, at turen i vandet ikke var helt så lang, som han lige havde forestillet sig - og det var i virkeligheden turen i vand, der trak mest i ham.





søndag den 18. august 2019

Rundt om Altstadt


Altstadt Lübeck er en ø, der er cirka en kilometer bred og to kilometer lang.

Vi gik turen rundt den første dag, vi var i Lübeck. Vi startede ved gadedøren, men for at billederne giver mening, tænker jeg at starte ved krydset, lige der hvor Holstentor ligger.



Holstentor set fra Altstadt


Fastlandet rundt om Altstadt er ikke kun fastland. Holstentor ligger for eksempel på en mindre ø, jeg forestiller mig har været en del af voldanlægget - når jeg ser på et kort. Det giver også meget god mening i forhold til tårnet, porten og hele historien om at passe på byen.

Fra Holstentor gik vi nordpå ad An der Untertrave - gaden der løber langs floden Trave og langs de mange huse, der helt sikkert ikke kan dateres helt så langt tilbage som mange andre af byens bygninger og huse. Her har ganske sikkert været et værn mod byen i form af høje mure i borgform, der med tiden ikke længere har været nødvendig for sikkerheden og er blevet udskiftet med beboelse.



An der Untertrave med de nyere beboelseshuse set fra modsatte side af floden


Engelsgrube og St Jakobi Kirke


Der er temmelig mange broer fra Altstad til de ydre bydele - hele vejen rundt om øen. Det har der ikke altid været. Halvvejs mod den øverste spids af øen fører Engelsgrube op mod byen med udsigt til St. Jakobi Kirke, til den anden side kan man via Willy Brandt Alle køre over vandet forbi den gamle toldbygning og videre væk fra byen.

Jeg er temmelig sikker på den overgang ikke fandtes i middelalderen. Dengang skulle man helt til tops, til Burgtor, der stadig ligger med middelalderlige borgtårne, porte og mulighed for at lukke for adgang til byen. Hvilket muligvis lyder godt, men så er der så mange andre ikke lukkede adgange, så jeg forestiller mig at porten altid er åben.

Tæt ved Borgtor, ved det gamle borgkloster ligger det Europæiske Hansemuseum. Det er et besøg værd. Det er ikke et stort museum, men spændende.



Hubbrücke


Burgtorbrücke


Vi gik over Hubbrücke og tilbage over Burgtorbrücke. Hubbrücke har tidligere haft en jernbanelinie, som nu er lukket og som sikkert har givet adgang til havnearealerne på Altstadt. Der kører ikke længere tog på øen, men vi så resterne flere steder.





Borgtor fra ydersiden og indersiden af øen


Østsiden af øen virker ikke helt så overrendt af turister som resten af øen. Faktisk var vi meget alene på hele turen rundt, og når vi mødte nogen, virkede de meget indfødte. Det varede lige til vi nåede helt rundt og fik os forvildet op i midtbyen, hvor det nærmest ikke var til at komme frem for mennesker.

På østsiden af øen, er der med tiden blevet fyldt jord op, så øen er vokset i størrelse og en bredere vej giver hurtigere adgang øen rundt. Vi søgte lidt længere ind, mod de ældre veje. Området bar præg af at der er mere plads. Boligerne er større, vejene bredere og selvom der nok også er nyere og den allerældste del af byen har været centreret mod den anden side af øen, er det nok ikke usandsynligt at det bedre borgerskab har haft til huse i områderne med mere plads.





St. Aegidien Kirke fra østsiden af Altstadt


Halvvejs mod den sydligste spids gik vi gennem en park og fulgte An der Mauer, der langt hen ad vejen giver sig selv i forhold til beliggenhed, men også rummer rester af det gamle forsvarsværk om byen.

Halvtårnet, der stadig står og som blev bygget i trettenhundredetallet er en fin fortælling om en by, der havde brug for at kunne forsvare sig selv. Bindingsværkshuset i tårnet er fra 1670. I det hele taget er der mange gamle smukke bygninger i Lübeck.



Halvtårn og bindingsværk - tænk at bo i et tårn...


Helt mod syd fandt vi domkirken, fra ellevehundredetallet. Vi læste et sted at området i mange år, lå langt uden for byen og vistnok blev beboet af alle dem, man ikke ville have ind. I dag er langt uden for byen lidt svært at forestille sig. Lidt ligesom jeg har det, når jeg forsøger at se København for mig, og ved at Rosenborg på igen måde blev bygget i nærheden af byen.

Fra domkirken er der adgang til den lille ø Mühlendamm, der gav plads til byens møller.



Lübeck Domkirke


Vi gik tilbage mod udgangspunktet og gik gennem et kvarter, med brede veje og nyere bygninger, som sikkert er kommet til efter domkirkebyggeriet har været med til at udvidde byen.

Alle steder i byen står der bænke udenfor hoveddørene. Det var blevet godt op ad formiddagen og flere steder blev bænkene benyttet, når beboerne sad i solen og snakkede eller nød at kunne være ude.



Bænke uden for husene


De gamle pakhuse


Tilbage via An der Obertrave kom vi forbi de gamle pakhuse, der er lige så gamle som Holstentor, og ligger lige ved siden af det gamle porttårn.

Vi var blevet sultne - og forvildede os op i menneskemængden.





lørdag den 17. august 2019

Sommersæt til Rose


Somme tider løber hverdagen forbi. Dagene forsvinder og computertid er uopnåelig. Det samme gælder blogindlæg.

Jeg har ellers masser af indlæg på lager.







Men altså. Dagen er brugt sammen med Sille og Rose. Det lille sommersæt, der har været færdig et par uger, var med, og blev da jeg tog hjem.

Rose var meget tilfreds. Specielt med knapperne. Knapper er en vigtig sag. Desværre er de lidt små, og gik hele tiden op. Jeg tænker at til næste gang jeg kommer forbi, må jeg hellere finde en flok lidt større knapper samt nål og tråd.

Det lille sæt i fortidens undertøjsstil med mammelukker og livsstykke, var superfint på hende. Også på en gråvejrsdag med strømpebukser og langærmet bluse under.

Jeg fik lov at tage billeder mens Rose stod i vindueskarmen og kiggede efter busser - eller som hun siger: bys. Faktisk har hun lidt fransk accent på visse ord. Babydukken hedder for eksempel bebí.

Vi nåede at blive enige om at det måske er fordi hun hemmeligt taler fransk, at det med mellemrum kan være lidt udfordrende at forstå alle de lyde, der ustandseligt og uden ophold flyder fra hendes læber.

Heldigvis er det hele garneret med både krops- og tegnsprog, og så bliver det lidt lettere at forstå.









De sidste weekends har været fyldt, så det var skønt at se dem igen. Rose mente vist det samme, fandt øjeblikkeligt en bog og mente pladsen på mit skød var hendes. Til jeg gik.

Vi snakker om at ses, når jeg om fjorten dage skal passe Oscar, mens hans forældre skal til stor fødselsdag i familien, af den slags hvor der ikke er plads til børn. Jeg er ikke overbevist om at Rose har planer om at dele. Heller ikke selvom jeg nok vil være mere Oscars end hendes.

Det må nok komme an på en prøve. Går det ikke, tager vi bare hjem igen. Eller videre ud i byen.











Design: Pigesæt med flæser fra Maries Ideer 3/2019.


Garn: Tynn Line fra Sandnes Garn i farven aqua - jeg fik den billigt, fordi farven udgår.

Der gik 175 gram til hele sættet - 84 gram til toppen og 91 gram til bukserne.


Pinde: 2½ og 3 mm.


Størrelse: Jeg slog op til en størrelse 2 år og brugte målene til en størrelse 3 år. Rose er højere end de jævnaldrende i vuggestuen, alligevel endte der med plads til at vokse i. I hvert fald i højden.





Bemærkninger: Jeg strikkede livsstykket længere end opskriften lægger op til. Jeg synes det var ærgerligt med luft mellem bukser og top, så jeg valgte at måle lige efter flæsen i stedet for opslagskanten.

På buskerne valgte jeg at stoppe mønstret ved for og bag med to masker som midterlinie og vende mønstret lodret, så det blev symmetrisk.

Jeg satte en knap og knaphulselastik i linningen, så der er plads til at vokse.


Har du lyst til at se flere billeder af det lille sommersæt, kan det ses lige her på Ravery.





søndag den 11. august 2019

Tilbage til Bandholm


Da min søster og jeg for lidt over et år siden rejste frem og tilbage mellem hjemme og Bandholm et par gange om ugen, for at være ved min far på hospice, var Bandholm ikke et sted, jeg vidste ret meget om, eller, for den sags skyld, et sted jeg forventede at skulle tilbage til.





I går holdt Victoria atten års fødselsdag (et par uger for tidligt, for den rigtige dag ramler sammen med Oscars etårsdag) i Bandholm.

Af alle steder.


Min søsters eks har sammen med sin nye kæreste købt hus i netop Bandholm. En gammel kasse af en patriciervilla, med de smukkeste stuklofter, højt til loftet, store rum, med udsigt over havnen og med hang til masser af kærlighed, og mere end bare en spand maling.





Vejret var skønt, stemningen som sådan god, men bar også præg af det akavede i mødet mellem gammel og ny, det usagte og spændinger, der endnu ikke er hverken løst eller har lagt sig, til trods for at alle gør deres bedste for at lade som ingenting.

Victoria havde en god dag. Alt var efter hendes ønsker og da vi forlod Lolland var det efter en lang dag, med mange gode snakke og den obligatoriske fødselsdagssang, som Victoria hader for et godt ord.





Undervejs var der tid til at gå en tur i solskinnet. Alle steder blev jeg mødt af et tilbageblik mod sidste sommer. Det var lidt mærkeligt at gå rundt det samme sted, som jeg sidste år også gik, under helt andre forudsætninger.

Vandet var lunt, vi soppede, nød øjeblikket og så ud, inden vi vendte om igen. Tilbage mod havnepladsen ankom veterantoget. Vi talte sidste år om at køre turen ind til Maribo og tilbage igen. Det blev aldrig til noget, min far havde ikke kræfterne, og det er ikke længere et ønske, selvom toget er fint.





Det blev en lang dag, jeg var sent hjemme. Anders hentede mig på stationen og vi gik den lange vej hjem. Og med viden om at Victoria havde en god dag, og vist næsten fik alle sine ønsker opfyldt, var det en dejlig dag.