onsdag den 20. september 2017

9. symfoni i D-skrald


Tilbage til Hamborg.

Der er stadig historier fra Hamborg. Ikke nødvendigvis lange historier - mere hyggelige historier.





Skraldespandene for eksempel. Jeg er vild med skraldespandene i Hamborg.

Vi stiftede bekendtskab med dem allerede første dag, da vi gik en tur ved søen. Dengang tog jeg bare ikke billeder af dem. Det ærgrede mig lidt senere.

For nede ved søen er skraldespandene sorte. Eller de var sorte. Nogen har nemlig gjort sig den ulejlighed at tegne små hyggelige hoveder overalt på de sorte spande. Jeg troede først det var trykt, men det er altså håndtegninger.

Nogen må være mere end en, for det er ikke kun ved søen de glade hoveder huserer. Vi mødte dem mange steder - også på bagsiden af et skilt på den anden side af den gamle Elbtunel.





Andre steder er spandene røde. Og påklistrede skønne udsagn, der skal lokke skraldet til at ende de rigtige steder. Vi mødte mange flere udsagn, end dem jeg har taget billeder af. Og skønt alle udsagnene er skønne, er jeg nok mest vild med udråbet:

Hit med dine papirer!


Den med D-müll fandt vi nede ved havnen. I området omkring die Elbphilharmonie.

Den meget rene, som gerne ville gøre beskidte ting. stod lige om hjørnet ved Hansaplatz. Jeg var imponeret over renheden, måske blev den slet ikke brugt - det var i hvert fald ikke det reneste sted vi mødte i Hamborg.









Jeg kan ikke lade være med at tænke, om udsagnene virker. Om det var en ide at tage børnene med på råd, lave sjove udsagn om bio- og restaffald og måske dermed gøre det sjovere at smide skrald i de rigtige spande.

Det er et forsøg værd. Louise og jeg har under alle omstændigheder planer om affaldssortering i 4. klasserne, i forbindelse med det affaldsforløb de skal gennem.




Onsdagsmasker


Sidste uge udeblev onsdagsmaskerne. Jeg ville gerne både have taget billeder og skrevet, men jeg nåede det ikke. Nu er det onsdag igen, og jeg er nær ved at opleve det samme. Så jeg prøver noget nyt.

Lige nu er det tirsdag, det er mørkt udenfor, men jeg nåede at tage billederne da jeg kom hjem fra en lang kursusdag og efterfølgende besøg på biblioteket inden træning. Altså skriver jeg nu, og udgiver i morgen. Det kan man nemlig. Og måske det ikke bliver sidste gang...















Læse:

Den sidste tids læsning, tre på hinanden følgende bøger af Mari Jungstedt om Kriminalgutten Anders og kriminalgutinden Karin på Gotland, afleverede jeg på biblioteket i dag. Jeg mangler stadig den foreløbig sidste bog i serien, men ventelisten er lang.

I stedet hjemførste de første tre bind om kriminalassistent Emma Sköld af Sofie Saranbrant. Jeg har ingen anelse om de er gode, men jeg har læst Sofie Saranbrant før, og var dengang begejstret. Det er en del år siden, og det kom lidt bag på mig, at hun i mellemtiden har skrevet en hel serie på mindst fem bind.

Jeg glæder mig til at tage hul på dem.


Strik:

Mellem strandede udregninger og let mødestrik, der ikke skal strikkes hjemme, har jeg fundet et par strømper frem, jeg startede for længe siden.

Det var dengang jeg besluttede at jeg altid skulle være i gang med et par strømper... om beslutningen varer ved, er jeg ikke helt sikker på, men jeg har både opskrifter og garn nok på lager, til at det ikke er umuligt.

Jeg strikker helst begge strømper samtidig. Lidt på den ene - lidt på den anden. På den måde er jeg lige nu næsten ved tåen på dem begge. Altså er der grund til at tro, at de bliver færdige inden for en overskuelig fremtid.

Hvis ikke jeg løber tør for garn.

Skafterne er temmelig lange....




tirsdag den 19. september 2017

Cardigan med hulmønster


Jeg har længe, længe ønsket mig en trøje i bomuld. Et stykke overtøj når varme sommerdage er knap så varme, og uld bliver for varmt. Af en eller anden grund ender jeg bare altid med at strikke af uld.





Allerede da Bettina sidste år færdiggjorde jakken med hulmønster fra Alt for Damerne, blev jeg en smule forelsket. Men umiddelbart synes jeg ikke, at jeg skulle strikke det samme. Alligevel blev det den, jeg slog op til, da jeg endelig fandt mig selv med bomuld mellem hænderne og klar til projektet.

Jeg ledte ellers længe efter en anden opskrift, men jeg blev ved med at vende tilbage til Bettinas yndling, og jeg er ikke sikker på andet end at min også bliver en yndling.





Det var stadig lyst, da jeg kom hjem i dag, trøjen var endelig tør efter vask og Anders blev lynhurtigt indrulleret som fotograf.


Jeg er ikke sikker på at vi nogensinde bliver enige om opgavens omfang.

Jeg synes for eksempel at det hører med til fotograftjansen at tjekke at skuldrene sidder på skuldrene, at hvirvlen på mit baghoved er rettet, at jeg har fødder og at tøjet i al almindelighed sidder ordentligt. For ikke at tale om positioner og mest flatterende holdninger.

Det synes Anders ikke.. og er jeg ikke tilfreds, må jeg bare finde en anden fotograf...









Design: Jakke med hulmønster fra Hendes Verden.


Garn: Blackhill Recycle Cotton Tweed fra Garnudsalg. Jeg strikkede i støvet grøn.

Den færdige model vejer 449 gram, så jeg har stadig en smule tilbage fra den cone, jeg købte.


Pinde: 4 mm - rundpind og ærmerundpinde.


Størrelse: Opskriften kommer i to størrelser, jeg strikkede den mindste; M/L.





Bemærkninger: Garnet kryber en del i vask. Det vidste jeg, for jeg har brugt det før. Jeg vidste også at det er dejligt at arbejde med - og have på bagefter. For at have styr på krymp og størrelse, vaskede jeg garnet før brug. Det var noget omstændigt, men jeg er glad for at jeg gjorde det.

Jeg vandt den hele cone op i fem fed. Her var jeg glad for min garnvinde. Fedene stoppede jeg i en vaskepose og vaskede det hele i maskinen, som jeg forventer at vaske den færdige trøje. Derfra tog det, det meste af en uge før garnet var helt tørt og kunne vindes op i nøgler. Her var jeg glad for både garnvinde og krydsnøgleapparat.

Jeg strikkede ti centimeter kortere end opskriften angiver, inden overgangen til hulstrik. Både fordi jeg synes den blev lang nok, men også fordi jeg var i tvivl om jeg havde garn nok. Jeg strikkede også hele vejen rundt, så jeg slap for sidesømmen.

Da jeg nåede ærmerne slog jeg 9 masker ekstra op (en rapport), fordi jeg hader alt for smalle ærmer. Jeg valgte at strikke ærmerne rundt, og droppede derfor kantmaskerne.





Det stod ret hurtigt klart at jeg skulle strikke tre rapporter, inden ærmekuplen, og da jeg gerne ville have at ærmet blev bredere opad, endte jeg med at tage en maske ud på hver side af midtermasken på hver fjerde pind i den sidste rapport. Det passede lige med 9 udtagninger - en ny rapport.

Jeg strikkede ærmekuppel efter beskrivelsen og havde blot flere masker at lukke af til slut. Nærmest magisk passede den bredere ærmekuppel perfekt i ærmegabet. Jeg ved ikke hvorfor.


Har du lyst til at se flere billeder af cardiganen, kan den ses lige her på Ravery.




MED-udvalgsklar


Endnu en kursusdag er slut. Endnu et kursus er til ende. Denne gang uden bevis.





Det bruger I åbenbart ikke i Rødovre, sagde kursusholderen, da Pernille spurgte efter et fancy kursusbevis. Men, fortsatte hun, hvis I vil have et, skal I bare ringe til damen på kommunen.

Vi planlægger at ringe til damen på kommunen...







Dagens kursus var anden og sidste del af MED-grunduddannelsen. Som jeg sagde tidligere, langt mere spændende end forventet. Kurset sluttede med en opfordring til at overveje hvordan vores fremtidige roller i MED-udvalget skal være, og om der er noget vi skal lave om.

Pernille og jeg er enige om, at der er plads til forbedring, og som oplæg til det, har vi allerede bedt om et punkt på næste mødes dagsorden.

Ikke et lille punkt.. Næh, vi vil gerne tale om hvordan vi bruger MED-møderne bedst muligt, om processer og drøftelser. Og om hvordan vi kan sørge for at møderne bliver nærværende og giver mening....


Mon ikke det giver plads til drøftelser?




mandag den 18. september 2017

Første kursus gennemført


Mandag var kursusdag. Arbejdsmiljørepræsentantkurset skulle afsluttes.





En absolut spændende dag. Gode debatter, gode snakke og gode input.

Nu er jeg træt.


I morgen venter endnu en kursusdag.




søndag den 17. september 2017

Den største hidtil


Da jeg havde lavet katten, besluttede jeg at den skulle komme i en kurv.





Jeg besluttede også at kurven (ud over katten) skulle fyldes med hjemmelavede ting - og endte med en karklud af katteresterne og vindspil/klokker fra lerværkstedet. Jeg havde et par ideer mere, men løb tør for tid.

Kurven skulle være stor. Meget stor. Jeg kunne ikke overskue papirgarn som indmad - det er nemlig meget dyrt, og købte i stedet det tykkeste nylonreb, jeg kunne opdrive.

Det tykkeste nylonreb er gult. Meget gult. Sammen med den blå jute, blev det temmelig Brøndbyfarvet og temmelig vigtigt at dække rebet helt. Det synes jeg til gengæld lykkedes rigtig godt.





Jeg vidste allerede fra start at kurven skulle have en kant af den sandfarvede jute øverst. Det viste sig senere ikke kun at være pænt, men også rigtig smart, det gule nylonreb taget i betragtning. Det er nemlig lidt svært at dække rebet omkring de skarpe sving ved håndtagspåsætningen. Heldigvis så den gule slet ikke så hidsig ud i sammenhæng med den sandfarvede som mod den blå.

Jeg må indrømme at jeg formentlig aldrig laver så stor en kurv igen. Og så er den slet ikke så stor, som jeg først havde tænkt. Den tog lang tid at lave - faktisk blev den først færdig fredag aften, og billederne kunne jeg ikke tage før Henriette havde pakket den ud. Havde vi holdt den første aftale for en måned siden var den ganske sikkert også blevet færdig - men igen først i sidste øjeblik.

Den hang mig faktisk lidt ud af halsen til sidst.





Det betyder ikke jeg aldrig skal lave flere. Jeg skal bare holde en pause. Forresten er det en sommerting, så det med pause giver sig selv. De relativt korte jutefibre lægger sig overalt når jeg arbejder med dem - så det skal helst foregå udendørs.

Og uden katte. Jeg forsøgte at færdiggøre mens Stalin var her - men det var helt umuligt. Nå skal vi lege, siger du? Lod Stalin til at tænke, og bed i både reb, garn og nål.

Den skulle som sagt have været større. Men undervejs fik jeg nok, jeg sad med en bund, der aldrig blev større. Sådan føltes det i hvert fald. Et hurtigt kig på katten i forhold til kurven afgjorde det, og øjeblikket efter ændredes retningen for næste omgang.

Jeg havde også tænkt at den skulle være højere. Men som arbejdet skred frem, gav det mening at stoppe. Her var tiden selvfølgelig også en faktor, men havde jeg insisteret på at lave den højere, havde jeg nok arbejdet lidt mere på den....





Hanken samlede jeg op i skovbunden for længe, længe siden. Sammen med et par andre grene har den ligget i kælderen og tørret godt og grundigt ud. Jeg troede at en anden gren skulle danne hank. En større og tykkere gren (som nok ville have klædt en større kurv). Men den viste sig at være så rådden at Anders ikke kunne arbejde med den.

Det er nemlig Anders der har lavet hanken. Jeg pegede bare, sagde det skulle være den, så sørgede han for det grove. Skrællede den for bark, savede, sleb, pudsede og polerede til den var silkeglat og dejlig at holde om.

Jeg er ret vild med det rustikke look sådan en hank giver, og måske lige præcis derfor er jeg slet ikke færdig med at lave kurve med træhåndtag. Nok også fordi jeg - trods alt - synes løbbinding er spændende.

Jeg skal i hvert fald have en selv.


En dag.




En erstatning for Holger


Det var ikke med Holger i tankerne, jeg for længe siden begyndte og færdiggjorde en blå kat til Henriette. Dengang vidste jeg slet ikke at Holger ikke skulle være mere, og hvorfor hun lige skulle have en blå kat fortaber sig lidt i tågerne.





Jeg har en uklar erindring om, at Henriette i en sidebemærkning sagde noget om at hun ville have en kat, og der ret hurtigt efter dukkede en opskrift på en kat op.. men det kan også godt være noget jeg finder på.

Under alle omstændigheder faldt den helt stillesiddende, som aldrig viger pladsen (med mindre den bliver hjulpet) i god jord.

Så god jord, at Henriette for en kort bemærkning slet ikke have øje for resten af gaven...












Design: Luna The African Flower Cat af Jo's Crocheteria.


Garn: Karen Klarbæks Økologiske bomuldsgarn. Jeg valgte en flok blå, der passede sammen.

Der gik 274 gram garn til den færdige kat - fyld fra en Ikeapude og to glasøjne.


Hæklenål: 2½ mm.



Størrelse: Jeg har glemt at måle den, men bortset fra hovedet der er til den store side, er den rimelig life-size.







Bemærkninger: Jeg undlod de lukkede øjne, og hæklede helt som jeg plejer.

Opskriften er ikke fra Heidi Bears, som plejer at være den foretrukne afrikanske blomster-designer, og her skulle sekskanterne syes sammen - jeg hæklede sammen. Igen som jeg plejer, men måtte undervejs holde tungen en smule mere lige i munden, for at gennemskue hvor kanterne skulle passes sammen.

For at sikre overgangen mellem hoved og krop satte jeg en sekskant mellem hoved og krop. Det skulle der efter opskriften ikke være, men jeg synes det giver mere stabilitet og sikrer at halsen ikke udvider sig og bliver ikke-eksisterende.





Har du lyst til at se flere billeder af katten, kan den ses lige her på Ravery.





lørdag den 16. september 2017

Et noget mere festligt tillykke end forventet


Sidste år inviterede Bettina og jeg Henriette til sin egen fødselsdag. Det skulle egentlig have været i sidste måned, men livet kom i vejen, der måtte replanlægges, og det blev i dag.

Vi havde lovet mad og kage. Maden leverede vi selv, kagen hentede vi i Maribo på vej mod Rødby.





Vi lagde godt ud, pakkede den medbragte mad ud, lagde salat og tærte sammen, og satte det meste i ovnen og lod resten vente. En halv time senere, var der sagt mange ord, gaver var pakket ud, og maden var klar.

Midtvejs i spisningen rakte Henriette ud efter antihistaminerne, kunne mærke noget var galt, og et hurtigt blik gennem ingredienserne klarlagde sporet. Jeg havde stået for den famøse tærtebund, havde fyldt godt op med sesammel - noget Henriette aldrig har fortalt hun ikke kan tåle.

Ti minutter senere ringede vi til alarmcentralen. Derfra udsprang et noget tragikomisk senarie sig, som allerførst skal roses for hurtighed og professionalisme. Efter noget der føles som længe, men som i virkeligheden gik meget hurtigt, stod den første mand på stedet. Henriette fik ilt, og inden længe fulgte ambulance og to reddere med.

Kramperne lagde sig, hovedet fik rette farve og det diffuse forsvandt inden for overskuelig tid. De tre unge (eller i hvert fald yngre) gutter var både sjove og underholdende, mens de udførte deres arbejde til Ug og kryds og slange. Henriette vågnede op til dåd, nåede at glæde sig over mandskabet og havde det helt godt inden de kørte igen.

En halv time senere lå hun på gulvet igen. Denne gang med mavekramper, men heldigvis uden vejrtrækningsbesvær eller andet faretruende. Kramperne forsvandt, kagen blev fundet frem, humøret var højt og selvom det ikke faldt i overvældende god jord, kunne vi forsikre Henriette om at hun nok skulle få glæde af mavesmerter i løbet af det næste døgns tid.

Det skal jo igennem.

Som vi var der, var der ingen tvivl om at smerterne, som kom med passende mellemrum, fortog sig hurtigere og hurtigere - også selvom Henriette sikkert vil påstå det modsatte - Og da hun endelig var ved at være træt af os, var vi ikke længere bekymrede for at køre fra hende.


Og selvom vi forgiftede hende, var det altså en usædvanlig dejlig dag.




fredag den 15. september 2017

Og så kom de løbende


Søndag var regnen væk, og da vi vågnede sidste weekend, var det til den smukkeste udsigt ned over søen og de smukke omgivelser i Anjas stråtækte idyl.







Solen skinnede inden vi kørte hjem, endte vi udenfor, sad på trappen og snakkede om løst og fast, sådan som vi altid ender.

Anja har høns. Da vi ankom lørdag havde de forskanset sig indenfor, og blev bag indhegningen. Når Anja er hjemme får de lov at løbe frit, og søndag morgen var ingen undtagelse.

Jeg troede naivt at jeg kunne liste ned på græsset og taget et par billeder af dem langt fra. Det kunne jeg ikke, de er nemlig vant til at der tit dukker noget spændende op, når mennesker bevæger sig rundt på græsset - og så er de vist også frygtelig nysgerrige.




Altså blev billederne taget temmelig tæt på, og da jeg alligevel var på græsset, ville jeg tættere på søen. Turen hen over plænen var super hyggelig akkompagneret som jeg blev af alle hønsene, der nu havde opdaget mig og fulgte tæt efter.

De opgav dog, da der ikke faldt lækkerbiskner af.