søndag den 23. november 2014

Ren win win


Eller børnearbejde…


Min omkels sommerhus


Emilie har været hjemme i weekenden. Hun har bagt, hygget og snakket og fået nye vinterstøvler.

Noget andet hun fik var løn – som fortjent. Hun har nemlig aldrig penge. At gå fra lønnet arbejde til (synes vi selv – rundhåndede) lommepenge, er bare ikke det samme.

Altså gik jeg og tænkte. Tankerne blev delt med Anders. Anders synes om ideen, og da jeg ikke kom hjem før sent lørdag eftermiddag, var det Anders der videregav tankerne.

Vi lod hende simpelthen arbejde. For penge. Tohundrede for toilettet – alt inklusive – og trehundrede for køkkenet. Der var ingen tvang, det var udelukkende en mulighed.

I dag kunne jeg følge en Emilie til toget, der var femhundrede kroner rigere, og vi har nu et skinnende toliet og et afrettet køkken.

Det er slet ikke så ringe endda.

Det betaler jeg gerne for en anden gang!

Også en slags udfordring


Mærkelige sokker til Daniel


Jeg synes Anders plejer at være god til det med farver. Derfor var jeg fuld af tillid, da jeg satte ham til at vælge farver til Daniel. Farver, der gerne skal ende som sokker.

Han lavede fire bunker. De to var nemme at gå til, den tredie krævede lidt tankevirksomhed… men den fjerde… Jeg er ved sokker par nummer tre, og har taget hul på den udfordrende bunke.

Støvet lilla. Multifarvet i brunlige nuancer. Og multifarvet i blå nuancer.

Ingen siger det skal være nemt.


Mærkelige sokker til Daniel

Mærkelige sokker til Daniel


Jeg er ved at nå hælen. Endnu har jeg masser af garn i alle tre farver. Jeg har den ensfarvede som grundfarven. Farven der (indtil jeg løber tør) går igen hele vejen. I den øverste rib strikkede jeg udelukkende sammen med de brunlige nuancer. Da benet satte ind, tilføjede jeg de blå farver. To omgang med de blå, to omgange med de brune.

Jeg synes faktisk det tegner udemærket. Specielt med tanke på oplægget.

Men som Anders allerede dengang han valgte sagde: Nogle af dem bliver noget mærkelige!

Forventninger


En af lørdag formiddags foredragsholdere talte (blandt meget andet) om forventninger. Om Rosenthal effekten og om hvordan vores forventninger kan farve det vi opfatter.

Jeg synes det er spændende tanker. Tanker jeg allerede har gjort mig i forhold til nogle af mine elever. Tanker som nu fik endnu mere næring.

Lige inden frokost gik vi til stranden. Jeg havde min frakke på, som altid høster jeg mange glade kommentarer. Jeg bliver altid glad for glade kommentarer.


Mig og min frakke - billede taget af Emilie i Den Gamle By i Aarhus


Tilbage på konferencecentret hængte jeg frakken tilbage i garderoben og satte kursen mod restauranten og den ventende frokost.

På vejen blev jeg stoppet af en dame, der bare ville sige at min frakke var fantastisk, og fortsatte: Hvor har du den fra?

Den har jeg selv syet. Svarede jeg

Men hvor? Fortsatte damen.

Jeg smilede lidt, da jeg sagde Hjemme ved min symaskine. Vel vidende at hun havde en klar forventning om at høre i hvilken butik jeg havde købt den.

Misforståelsen blev opklaret, og jeg gik mod forkosten, mens jeg fnisede lidt over det med forventninger.

lørdag den 22. november 2014

Konference


Jeg havde forestillet mig lange ture langs stranden og skønne kig ud over vandet. Men sådan gik det ikke.


Udsigten fra Kobæk Strand


Da der endelig var tid til ture på stranden, var det blevet så mørkt, at jeg næppe havde fundet den. Billeder var en saga blot, kun skød jeg et par enkelte i blinde, da vi lige inden frokost blev sendt på walk and talk mod stranden.

Til gengæld var der masser af spændende foredrag, masser af lækker mad og masser af dejlige mennesker. Programmet var tætpakket, og tid var en mangelvare. Og så fik vi ikke kun ord på ord på ord, en enkelt selskabsleg og noget der både kan være et godt indslag til undervisningen eller bare for sjov dukkede op en gang i nat, da jeg egentlig burde have været gået i seng, men alligevel var bange for at gå glip af noget.

Det var spændende, og det var interessant. Jeg er fyldt med muligheder og ord og begreber, jeg vil bruge lang tid til at tænke og reflektere over. En hel masse mennesker fra kommunens skolebestyrelser og kommunalbestyrelse er blevet klogere. Det eneste vi blev enige om at være en smule kede af var, at det ikke var lærerene og pædagogerne – dem der står med fingerne i bolledejen – der fik muligheden for nye input. For hvor kan jeg i den grad se det svære i at implementere nye supergode ideer, når dem der skal udføre ikke helt ved hvad det drejer sig om.


Udsigten ved Kobæk Strand


Nok om det. Aldrig har jeg boet så fint. Enkeltværelse med alt hvad sådan et kan indeholde. God plads, god mad og skønne forhold. Og i dagtimerne en fantastisk udsigt over Storebælt.

torsdag den 20. november 2014

Kvikke mig


Engang i sidste uge lå der en seddel i postkassen om aflæsning af vand og tjek af altandøre. Hurtigt skimmende ned over siden, kunne jeg konstatere at datoen var i dag, og at tiden passede, så jeg både kunne være hjemme og nå på arbejde.


Lillebitte snegl på altanens gulv


Altså var jeg klar i morges. Ting var flyttet og plads til at komme til var i orden.

Alt jeg manglede var, at delegationen af folk fra gårdmesterkontoret kom forbi.

Jeg ventede. Da klokken faretruende  nærmede sig tolv,  og jeg efterhånden kunne mærke behovet for at komme ud ad døren (for ikke at komme for sent på arbejde) kunne jeg også mærke en vis irritation over den manglende opdukken.

Det var deromkring jeg fandt sedlen frem og læste en ekstra gang.

Og der stod klart og tydeligt at de kommer forbi torsdag d. 22. januar

Aftenmøder


Mine aftner foregår for en stor dels vedkommende i sofahjørnet for øjeblikket. Mine sene aftner, for inden aftenerne bliver sene, står der ofte alt muligt andet på programmet.


Træer fra Emilie


I aftes havde vi fælles personalemøde for både lærere og pædagoger. Jeg kan godt lide de møder, måske specielt fordi det er det eneste tidspunkt vi har tid til at ses. Ses, ikke så meget snakke. Et stort problem er nemlig at planlægge teammøder, og netop det emne var i fokus for aftenens snak.

Det er en vigtig snak, der i første omgang handlede om ideer. Ideerne skal behandles af den nedsatte tænketank, inden vi igen skal tale og der siden skal tages nogen beslutninger. I første omgang er alle enige om at teamsamtaler er vigtige. Det er et godt udgangspunkt.

I aften er der foredrag på programmet og fredag pakker jeg mig sammen og tager på seminar med skolebestyrelsen. Jeg har hørt det skulle være godt – eller at det plejer at være godt. Noget med lækker inkvartering, god mad, fri bar og spændende indlæg. Jeg tror jeg er træt, når jeg rammer dørtærsklen lørdag aften.

onsdag den 19. november 2014

Ugen der fik ben at gå på


Selvom der er flere dage til fredag er ugen så godt som brugt. Rent mentalt er jeg fyldt op. Tanken om lange dage fylder godt op, mens tanken om glade dage og dejlige dage – og kolde dage gør det hele til at holde ud.


Hårtørren der døde...


Vi griner meget. Det er altid godt. Og vi er gode for hinanden. Det blider jeg mig i hvert fald ind. Og så går alting ligesom nemmere. Også når det er koldt.

Kan I huske revnen og springvandet i gulvet. Det viste sig ikke at væere helt så let endda.

For det første løb rørerne nede i gulvet. Ikke i kælderen under gulvet, som jeg troede. Altså blev indgangspartiet hakket op. Og så gik arbejdet i stå – et par dage. For skaden viste sig større end først antaget. En midlertidig løsning blev udtænkt, noget plastikrør monteret og vandet sat til. Med mere vand på gulvet til følge – og ingen varme.


Hårtørren der døde...


Vores pedel så mere og mere frustreret ud, og i løbet af ingen tid blev elektriske olieradiatorer fremskaffet og en varme, der helt sikkert trækker på elregningen, og ikke varmer helt så godt som radiatorer, så dagens lys. Gulvet i Klubben blev hakket op og en Storm P løsning med op og ned ad huller i gulvet er lige nu det vi går og ser på. Hvor længe ved vi ikke – men der er varme.

De sjove løsninger betyder at skaden er indæmmet, men hvornår den rent faktisk kan laves er endnu uvidst. Der er forlydender om forår og varme i luften og andet i den stil. Varmen er ikke optimal, for med i løsningerne følger afbrud på et par radiatorer, men med en ekstra ulden trøje og et godt grin, og så kommer vi nok gennem vinteren.

Vi har også stadig de elektriske radiatorer.


Hårtørren der døde...


I dag var det strømmen. Ingen lys, ingen computere og ingen karaokerum der virkede i den gamle Café. Vi lukkede Hobby og pakkede os sammen i Klubben. Masser af fine stjerner blev foldet og faktisk er det rigtig hyggeligt at sidde midt i Klubben, sammen med alle de andre en hel dag. Ungerne var ikke helt så tilfredse.

Dårligdomme kommer sjældent alene. Måske var det derfor min hårtørrer valgte at dø i går. Et puff, en gnist, et knald og lugten af brændt hår på en og samme tid. Sjældent har jeg trukket noget ud af stikkontakten hurtigere end da.

På den anden side.. Den hedder Babyliss, og blev købt dengang det var det rigtigt mærke…

Jeg tænker om ikke den lille rejseudgave, Emilie har liggende inde på værelset, kan lånes.

lørdag den 15. november 2014

En gang imellem sker det


Det er ikke så tit jeg lærer nye teknikker når jeg strikker mysteries. Sidste gang lærte jeg den lettiske fletnig, og denne gang har jeg lært at strikke to-farvet patent. Jeg har altid vidst at det var muligt, jeg har bare ikke kunne regne ud hvordan – og aldrig sat mig ned og fundet ud af det.


Stephen West - Mystery 2014 - Clue #2


Nu fik jeg det nærmest foræret. Og tak for det – tænkte jeg.

Jeg synes det er flot. Men hold da op hvor tager det lang tid at strikke.

Jeg troede aldrig jeg ville blive færdig i tide til næste clue. Og det var faktisk også temmelig tæt på. Jeg strikkede de sidste to pinde af andet clue i morges. Det tredie kom i går.

Nu vil jeg strikke videre - noget med ret. Og overveje om jeg kan fikse en spids midt i alt det runde. Jeg kan nemlig meget bedre med trakantede sjaler, end med halvcirkelformede.


Stephen West - Mystery 2014 - Clue #2


Siden de sidste to pinde i morges, har sjalet ligget og ventet. Jeg har nemlig slet ikke været hjemme i dag. I stedet pakkede jeg mig sammen til en dag sammen med Sille. Sådan en dag er meget vigtigere end del-sjaler, der gerne skal være klar inden næste fredag.

Og det var hyggeligt.


I får også lige et af den anden side:

Stephen West - Mystery 2014 - Clue #2

fredag den 14. november 2014

God jul


Fredag er en af de dage hvor jeg næsten ikke kan vågne. Jeg har vendt mig flere gange og stillet vækkeuret frem mere end godt er. Nu er jeg oppe – men jeg er ikke helt sikker på om jeg vil kalde mig vågen.


Henriettes skøjter


Datoen vidner om, at vi er midt i november, og selvom tankerne om jul og julegaver begynder at banke på – og de første er godt på vej – er jeg langt fra klar til flæskesteg og rødkål.

Det er så bare ærgerligt, for det er netop menuen i aften. Vi holder julefest for børn og forældre. Omkring firs bliver vi, og sådan noget kræver mange kartofler. Det er så nærmest det nemmeste i hele processen. For når vi lokker med en håndfuld pebernødder for hver fem skrællede kartofler, ender det hurtigt med tre af de kæmpestore gryder fyldt med katofler uden skræl.

Børnearbejde – kalder nogen det. Det er muligt, men så længe ungerne synes det er sjovt, bliver vi ved.

En anden lille juleting er de bittesmå skøjter Henriette har hæklet. Jeg fik dem, da Bettina og jeg var på besøg. De er supersøde og jeg er vildt imponeret. Tænk at hækle så småt.

Når december for alvor sætter ind og vi på et tidspunkt finder plads til et træ, skal de op og hænge på en gren.


Henriettes skøjter

Henriettes skøjter


Tilbage til i dag.

Det skal nok blive godt, og med rå rødkålssalat glider flæskestegen meget nemmere ned.

Godt Henrik var med på den plan. jeg finder snittegrejet frem en gang i løbet af dagen.