fredag den 6. maj 2016

Centimeter, meter og Rundetårn


Jeg bruger metersystemet. Højst sandsynligt fordi det er det jeg har lært. Jeg kan på øjemål måle (og klippe) centimetre. Anders er finmekaniker, han regner i højere grad med milimeter og kan også se forskelle på tiendedele. Sådan er vi så forskellige. Jeg kan til nød måle i tommer, men så omregner jeg dem lynhurtigt til centimetre.


Rundetårn - København


Og så er der Rundetårn. Rundetårn er tredieve meter højt – sådan cirka. Ret beset er det vist treogtredieve meter, inklusive huset på toppen. Det betyder at hundrede meter er rundt regnet tre gange Rundetårn. Jeg har en ret klar fornemmelse af hvor højt Rundetårn er, mens tredive meter er noget mere diffust – for ikke at tale om hundrede.


Sjovt nok.


Billet fjernsynstårnet Berlin


Emilie var i Berlin for et par uger siden. De skulle op i fjernsynstårnet. Jeg ved godt det er højt. Jeg har set billeder af det, men min fatteevne slår åbenbart ikke til, når noget er højere eller bredere eller længere end hvad jeg kan måle med lineal, målebånd eller tommestok.

Med mindre jeg kan bruge Rundetårn. Åbenbart.

Emilie kom med billetten fra tårnet. Og mens jeg sad og kiggede på den, fik målene på det der tårn pludselig meget mere mening.


Billet fjernsynstårnet Berlin


Kuplen – eller bolden midt på tårnet er nemlig så stor, at Rundetårn kan stå inden i den. Og det giver mening i min verden. – Hold da op, den er stor!

Rundetårn er sådan set ikke så højt, men når der skal seks gange Rundetårn oven på hinanden inden kuplen og derefter et Rundetårn inden i kuplen og yderligere tre gange Rundetårn over kuplen til toppen af antennen – ja så får det hele meget mere perspektiv inde i mit hovede.


Jeg ved godt jeg er mærkelig.


Tivoli


Onsdag før Kristi Himmelfart er Tivolidag. Det har det været lige så længe jeg har været ansat i SFO, det har det været længe før, og det vil det være i mange år fremover.


Tivoli - København. Maj 2016


Børnene begynder allerede at snakke om næste års tur, når vi sidder i bussen på vej hjem, og det er ikke en af de arrangementer, der mangler deltagere til. Det er et par måneder siden, de første meldte sig til, og stakken af billetbestillinger voksede støt i dagene op til sidste tilmeldingsfrist.

Klokken to i går eftermiddags stod hele gruppen klar, bussen holdt og ventede uden for skolen og langt de fleste havde hørt efter, og havde turtasken pakket med ekstra tøj tíl når solen gik ned, og varmen forsvandt.

Det var et fantastisk vejr at være af sted i, i går. Og når vejret er godt går tiden stærkt. Pludselig var klokken atten, mødestedet skulle besøges og vi voksne finde ud af at spise. Det var nu ikke svært, ingen børn skulle i år gå sammen med voksne, så vi gik rundt alene og mødte igen og igen glade børn, med strålende øjne og vilde smil.


Tivoli - København. Maj 2016


De store, der har været af sted før, havde styr på det hele, mens årets kuld af tredieklassesslever var noget mere uskolede. Ingen går rundt alene, reglerne om at finde hinanden, hvis man bliver væk bliver gennemgået inden de sendes af sted. Om det var vejret, børnene eller om vi bare ikke var særlig informative skal jeg lade usagt, men aldrig har jeg oplevet en gruppe børn, der i den grad glemte alt om hvordan man er i Tivoli med Klubben.

Ingen blev for alvor kede af det. Men de blev væk fra hinanden konstant og synes ikke der var noget mærkeligt i at gå rundt alene og lige prøve et par ting. Når vi konfronterede, synes de bare vi var mærkelige og når grupperne var samlet igen, løb de af sted til endnu engang at komme bort fra hinanden.

Jeg tænker de er blevet klogere til næste år. Og ellers må vi have gang i den der seleproduktion, der i morsomme øjeblikke var et gennemgående tema.


Tivoli - København. Maj 2016


Jeg bliver mere og mere sart som årene går. Den gamle rutsjebane skal jeg selvfølgelig op i, men så har jeg sådan set også fået nok. Årets nye forlystelse så jeg på, på afstand og havde ingen behov for tættere oplevelser. Men da Louise fik lovet at gå i himmelskibet med et barn, og der ved siden af stod et andet barn og manglede en makker slog jeg alligevel til.

Emilie lokkede mig derop for et par år siden, og jeg mente at vide, at bare jeg holdt blikket rettet mod horisonten skulle det nok gå godt. Altså sad vi inden længe godt spændt fast med både bøjle og sele – jeg synes nu godt der kunne have været et par armlæn også - og var klar til turen enogfirs meter over København.

Det blæste mere i går end jeg lige troede, og da først vi svingede rundt oppe i højderne og sædet blev vredet skævt af vinden, var blikket mod horisonten ikke til meget hjælp. Jeg blev svimmel og valgte at lukke øjnene. Det virkede til gengæld fint, og i sædet ved siden af sad Mie og grinede hele turen, mens hun kunne fortælle at nu kørte vi ned og nu kørte vi op og nu kørte vi ned igen.

En gang imellem åbnede jeg det ene øje på klem, men lukkede hurtigt igen, og da Mie først konstaterede at nu kørte vi vist ned for sidste gang og øjeblikket efter kunne berette at nu kørte vi altså op igen havde jeg fået nok, og ville bare gerne ned. Det kom vi heldigvis hurtigt efter, og selvom jeg følte mig noget søsyg og sejlede rundt efter vi nåede fast grund, kan jeg ikke sige mig fri fra at gøre det igen, skulle der en anden gang stå et barn og mangle en makker.

men så lukker jeg altså øjnene fra start.


Tivoli - København. Maj 2016

Tivoli - København. Maj 2016


Alt for hurtigt var tiden gået, klokken var tæt ved ti, solen gået ned og de varme jakker fundet frem. Fire gange blev de talt, inden de alle igen sad i bussen og vi kørte tilbage mod skolen og ventende forældre.

De var med hjem alle sammen, og snakken om næste års tur kan tage sin begyndelse.


torsdag den 5. maj 2016

Seksten år, brunch og pokalfinale


Mens solen finder vej, føler jeg mig fanget i et virvar af dage fyldt med gode oplevelser. Gode oplevelser kan man ikke få for mange af, og når jeg endelig rammer de hjemlige omgivelser, lukker jeg mig sammen om mig selv, lader op og glæder mig til nye eventyr.


tivoli1


I går fyldte Nicklas seksten. I påsken inviterede min mor på middag, og da talen faldt på fødselsdagen inviterede Nicklas resolut til brunch dagen derpå. Det er i dag, og heldigt nok havde han valgt et tidligt tidspunkt, som Emilie godt nok synes var alt for tidligt – dengang vi i morges skulle op – og det føles efterhånden som længe siden, vi gik mod toget, til samling med min mor og Annelise i Høje Taastrup og opsamling af min søster i Næstved, inden de sidste ti kilometer foregik for hestekræfter mod Mogenstrup.

Jeg havde købt det rigtige tørklæde, for favoritklubben med den rigtige tekst, og det faldt i god jord. Beværtningen var god, snakken var skøn og når selsskabet er godt, går tiden stærkt. Alt for hurtigt kunne vi alle fire plus Nicklas og min søsters mand sætte os til rette og køre mod Rødovre. Godt de har en stor bil med plads til mange.

Skæbnen ville at årets pokalfinale står i Parken til aften mellem AGF (favoritklubben) og FCK. Både Ann-Dorthe og Claus havde med skiftende held forsøgt at få billetter og da det lykkedes var der ikke et øje tørt. Derfor den lidt tidligere afgang end normalt. Claus parkerede bilen ved Rødovre Station, hvorfra han og Nicklas fandt et tog, min mor og Annelise en bus og Emilie og jeg satte den ene fod foran den anden og endte hjemme.

Trods strålende sol og god mening med at gå ud faldt vi begge omkuld og vist også i søvn.

Desværre kan jeg læse mig til at favoritholdet ikke vandt. Forhåbentlig havde de en god oplevelse alligevel.


Forresten bød gårsdagens tur på billedets blomster. De ligner pæoner, men bladene gør ikke. Eller? De havde også meget korte stilke.


farver

prikker

lørdag den 30. april 2016

En hyggelig udfordring


Jeg var til konfirmation i dag.


Grøndalslund Kirke - Rødovre


Drengene fra den lille ordblindeklasse skulle konfirmeres. De er ikke så mange, så dagens hold var på bare seks elever. Et par af mine timer har været brugt på at tale om blå mandag, om hvad konfirmationen betyder og står for, og også en smule om at respektere det valg konfirmanderne har taget.

Som et udslag af det sidste udfordrede jeg de af drengene, der ikke skulle konfirmeres. Mødte de op, ville jeg også. Og de kom – alle tre. Både ham, der først skal konfirmeres om et par uger og de to, der tilhører en hel anden trosretning. Også seks elever fra naboklassen dukkede op, og vi fyldte begge de to bagerste bænke. En på hver side af midtergangen. Jeg var parat til at stå op, men der lige plads til os.

De fulgte godt med alle sammen. Rejste sig op, og satte sig ned helt efter foreskrifterne, og mens resten af kirken under selve konfirmationen på skift rejste sig op og satte sig ned, efterhånden som den ene konfirmand efter den anden stod over for præsten, stod alle os på de bagerste bænkerækker op for klassekammeraterne.

Det var en god oplevelse. Også selvom de synes det var lidt kedeligt. Til gengæld fik de muligheden for at se tre af de seks blive fragtet fra kirken i sporty biler og en trike. Den oplevelse synes de alle godt om. Specielt osen og motorlugten.

Jeg ønskede tillykke og vendte næsen hjemad igen. Mens dagen hos drengene er sat til festligheder rundt om, vil jeg helst bruge resten af dagen på ingenting.


lørdag den 23. april 2016

En lille lilla skål


Sidste weekend malede jeg porcelæn, hentede malet porcelæn og spiste frokost på Maudes sammen med Bettina.


Emilies lille lilla ymerskål


I morgen gør jeg næsten det samme. I morgen skal det vi malede i sidste weekend nemlig hentes.

Emilie vil gerne med. Det skal hun have lov til. Vi ville egentig have været af sted i dag, men så regnede det så frygteligt, at ingen af os havde lyst til at gå udenfor. I stedet lavede vi indendørsting. Der var masser at tage af. Og nu har vi næsten styr på invitationerne til den kommende attenårs fødselsdag. Jeg skal bare have købt karton og flere konvolutter.

Det gør jeg i morgen. I morgen skal Emilie på arbejde. Men først klokken et. Altså er der masser af tid til brunch hos Maudes, afhentning af malet porcelæn og at hoppe på bussen tilbage. Bussen stopper lige foran Rødovre Centrum, hvilket i morgen er temmelig belejligt, når nu Emilie arbejder i Centret og jeg skal forbi både Panduro og boghandlen efter fornødenheder.


Men først i morgen.


Emilies lille lilla ymerskål


Sidste weekend hentede jeg den lille lilla skål Emilie lavede for efterhånden en måned siden. Belært efter første forsøg vidste hun, at hun ikke skulle kaste sig over noget alt for stort. Derfor en lille skål. Den blev noget nær det hun havde tænkt. Faktisk meget finere.

I virkeligheden er den meget mere lilla indeni end billederne lader antyde. Det er sjovt, men jeg synes tit at lilla er en svær farve at fange med kameraet. Det synes jeg også grøn er. Måske endda flere andre farver…


Emilies lille lilla ymerskål


Nu har hun planer om mange flere skåle i samme størrelse, samme stil, men forskellige farver.

Jeg har planer om at vente lidt, inden vi igen skal af sted.


Det er jo sjovt nok moren, der betaler.


Lagt oppe på en høj himmel


Regnen er forsvundet, solen er igen fremme, og jeg har ryddet altanen.

Det har trængt længe.


helikopter


Jeg burde skrubbe bænken, så den igen kan siddes på i solskinnet. I løbet af efteråret og vinteren har den været opbevaring for alt det, der burde have været smidt ud for længe siden. Nu er den tom – klar til sommersol.

Der er varmt på altanen, selv i tredie sals højde.

Jeg kommer til at tænke på den anden dag, da solen også var fremme, og vi sad ude, godt pakket ind og snakkede til en klar blå himmel. En brummende humlebilyd fik os til at kigge op, og over husene på den anden side af Roskildevej hang et temmelig stort bevinget væsen og brummede, mens det hang helt stille.

Mens Anders ledte efter sin kikkert, fandt jeg kameraret frem. Jeg nåede at tro det var for sent, for rotorbladene sendte dyret væk fra os, heldigvis kun for at vende tilbage. Den beskrev en stor cirkel, inden den vendte tilbage til udgangspunktet, hang helt stille en tid og igen vendte rundt i en stor cirkel.

Solen blændede, så jeg ikke kunne se motivet i kamerarets rude. Jeg skød i blinde, håbede på det bedste og fik desværre ingen rigtig skarpe billeder. Anders kunne gennem kikkerten konstatere at der ikke var nogen synlige markeringer på siden af den store maskine.

Den var der længe, hvad den kiggede efter eller observerede på har jeg ingen anelse om, men den brummede videre, da vi fik det for koldt og gik indenfor igen.


De er ret imponerende sådan nogle helikoptere.


Forår i haven


Vi var i haven i går. Anders har været forbi et par gange og gået igen. Vejret har ikke rigtig været til det.

Det kræver forberedelse og tid at have en have, der ikke bor lige uden for døren. Jeg gider gerne hjælpe, men det er Anders’ projekt, og selvom vi er glade for den lille plet jord, der stadig bærer præg af mange års misligholdelse, får den os også til at ønske et lille hus med tilhørende have. Sådan en man kan gå ud i og stadig være hjemme.


Haven i april


Måske en dag. Vi drømmer lidt og tænker tanker om den dag Emilie er flyttet hjemmefra og vi ikke længere er helt så bundne af skole, venner og daglige rutiner. Måske en dag.

I går var vejret skønt. Samtidig ligger vores lille plet jord i et hjørne mellem volden, skoven og en smule bebyggelse, der betyder læ, sol og meget mere varme end turen frem og tilbage umiddelbart lader byde på.

Jeg kan mange ting, men grønne fingre er ikke mellem spidskompetencerne. Som barn fik jeg en gang hevet alle min mors kartofler op, da jeg blev sat til at hjælpe med at rydde for ukrudt – siden fik jeg ikke lov at hjælpe, før vi flyttede til et hus på landet med en stor have, oceaner af jordbær der skulle plukkes og græs der skulle slås. Hverken jordbærplukning eller græsslåning er svært at gøre forkert.

I efteråret satte vi en masse tulipan- og andre løg. De er godt på vej nu, og siden bedet mest af alt var mit ønske, blev jeg i første omgang sat til at fjerne ukrudt mellem og omkring løgplanterne. Jeg huskede at stoppe op og spørge om de der, der lignede purløg skulle blive eller hives op. Det var godt, for mens vi snakkede lidt frem og tilbage kom jeg i tanke om at der mellem løgene vi satte også var alium. Og purløgene fik lov at stå.

Vibeæg blomstrer på livet løs, mens de første tulipaner allerede er afblomstrede og nye står på spring. Igen kommer tanken om egen have ved egen bolig. At kunne se ud på alle de udsprungne fine blomster, i stedet som nu, til tider først at komme forbi, når det næsten er for sent. Vi kunne selvfølgelig komme oftere, eller – og det er nok en bedre løsning – vælge vækster, der først for alvor blomstrer, når sommeren kommer til, og vi bliver mere tilbøjelige til at komme ud af døren.

Senere fik jeg vendt det stykke jord Anders grundigt rensede og plantede gulerødder i sidste år. Trods den grundige rensning, endte der med at være langt mere ukrudt end gulerødder. Nu er der sået bønner og vi håber de både finder vej op og ender med at være med til at give mere næring til en udpint jord.

Mindst fire timer gik der, før vi vendte snuden hjemad. Fire hyggelige timer, der kan mærkes i lårmusklerne i dag. Fire timer i sol og korte ærmer.

Det er slet ikke så ringe endda.

I dag bliver vi hjemme.

I dag regner det.

Og haven har ingen læ for regn.


onsdag den 20. april 2016

Lang weekend, eller…. ferie


Første maj nærmer sig, og med den ferieårets afslutning. Jeg troede jeg havde brugt alle mine feriedage, men pludselig viste det sig at jeg har et par stykker til gode.


April 2016


Der var ikke mange dage at tage af, for vi skal ikke længere kun koordienere med os selv. Siden skolereformens indførsel er det også vigtigt at overveje hvor mange med timer i skolen, der holder fri samtidig.

Jeg har (bortset fra personalemødedagen – tirsdag) ingen dage uden skoletimer. Sidste år havde jeg en enkelt, og selvom jeg synes skoletimerne er spændende, var det også guld værd at have en dag uden de mange skift mellem skole og SFO, mellem store og små og mellem forberedelse og børnetimer.

Så vi kiggede i højere grad på hvilke dage, der stadig var åbne, end vi kiggede på lange weekender, og først da det gik op for os at de to yderste dage omkring den kommende weekend var i spil, gik det op for mig, at det pludselig betyder en reel ferie på fem dage – eller i hvert fald en temmelig forlænget weekend.


April 2016


Eneste alvorlige plan lige nu er at få skrevet og afsendt de der invitationer til Emilies attenårs fødselsdag.

Mon ikke jeg når det inden på tirsdag?


søndag den 17. april 2016

Hos Maude


Når man kommer fra Creative Space på Gammel Kongevej og går hen mod Frederiksberg Rådhus, skal man ikke gå meget længere end små hundrede meter, før man møder Maude’s Salon.

Vi var sultne, Bettina havde hørt godt om stedet og det så hyggeligt ud. Vi havde allerede passeret, da vi gik den modsatte vej, og der var ikke langt fra tanke til handling.


Maude's Salon


Maudes Salon er udpræget feminin. Der er super hyggeligt, med møbler der alle er fra en svunden tid, men ikke passer sammen. Rundt om er små opstillinger og stillebens med figurer, blomster og lys, der kun er med til at skabe stemingen af femininitet. Vi blev budt velkommen af et fint hjerte på døren og glade smil fra travle servetricer.

Valget står mellem kaffe i sofaer og lænestole, eller spisestuearrangementer om borde af teaktræ. Vi var sultne og valgte det knap så magelige. Menukortet så spændende ud, et lille udvalg, der alligevel havde det hele. Vi gik ikke sultne fra bordet.


Maude's Salon


På et skilt kunne vi læse os til at weekenden byder på brunch, der absolut godt kunne friste en anden gang, ved disken bød en montre på et luksuriøst udvalg af kage og på hylderne bagved stod thedåser i lange baner. Vi blev længe og nåede ud over frokosten også både the og kage.

Da vi ankom bestod klientellet udelukkende af kvinder. Forståeligt nok for, som jeg startede, er det et udpræget tøsested. Vi var der længe nok til at se mænd og børn blive trukket med indenfor af kvinder, der helt sikkert synes stedet var fantastisk, mens vi bildte os ind at kunne se lettelsen i øjnene på de stakkels mænd, når besøget endelig var ovre.


Maude's Salon


Et enkelt par bestående af to mænd, virkede noget mere hjemmevante, og en håndværkerklædt mand, der målrettet gik mod disken, bestilte kaffe og satte sig ved et bord med arbejde i en mappe, så både totalt malplaceret ud i de feminine omgivelser og alligevel helt rigtig. Han brød sig tydeligvis om stedet, og jeg tog mig i at tænke, at måske serverer de bare en ualmindelig god kop kaffe, og så er omgivelserne ikke helt så vigtige.

Der er hyggeligt hos Maude’s og jeg træder gerne indenfor en anden gang. (Men helt sikkert uden Anders).