fredag den 1. august 2014

Laneway


Siden Ulla for længe siden første gang (jeg kan ikke huske om det var i en sidebemærkning, eller fordi hun var i gang) præsenterede Laneway har jeg haft lyst til at strikke den. Der skulle gå længe inden jeg reelt kom i gang. Jeg besluttede tidligt at det fine grønne og blå nøgle strømpegarn fra Marks&Kattens skulle danne striber, mens jeg var vidt omkring i forhold til bundfarven.


Laneway


Længe tænkte jeg at den skulle være grå. Længe tænkte jeg at et køb hos Garnudsalg med Højlandsuld som forlæg skulle danne rammen, og mange gange sad jeg og kiggede på den ene grå til fordel for den anden.

Da jeg endelig startede blev det uden indkøb, for mens jeg egentlig ledte efter noget andet, kom jeg forbi den enlige cone med Lucca Fino, som jeg købte for lang, lang tid siden og som dannede kant på Swingcoaten, der om noget må siges at komme til sin ret for øjeblikket - trods hullede ærmer og manglende knapper.

Jeg fik ved et tilfælde sat den sandfarvede cone ved siden af det blå og grønne, og der gik ikke mange øjeblikke, før garnet ikke længere sad på conen, men havde været igennem krydsnøgleapperatet og en tur på vægten. En beregning af løbelængden gav mig håb om at jeg havde nok, og mens jeg glemte alt andet fik jeg ret hurtigt fundet pinde i den rigtige størrelse, strikket den mindst mulige prøve og slået masker op til start.


Laneway


Det viste sig at jeg forregnede mig - jeg plejer ellers godt at kunne regne, men jeg havde i sidste ende ikke garn nok. Jeg endte derfor op med at strikke cirka halvdelen af ærmerne med det farvskiftende garn. Også halskanten, som jeg valgte at strikke til sidst blev blå og i sidste ende blev min Laneway en smule anderledes og meget mig.

Den er perfekt. Jeg kan rigtig godt lide det asymmetriske snit ned foran og at halsudskæringen bliver en lille smule skrå virker rigtig godt. Jeg glæder mig vildt meget til at bruge den. Uden at det betyder at varmen ikke er velkommen. Jeg venter gerne.

Jeg undlod lommerne. Sidelommer i strik er ikke blandt mine yndlinge og jeg strikkede den noget kortere end opskriften lød på. Jeg prøvede den flere gange, for at finde min yndlingslængde. Heldigt nok, for ellers havde jeg slet ikke haft nok garn. Jeg strikkede også striberne længere ned, inden det nederste ensfarvede stykke. Igen fordi jeg synes overskæringen sad forkert, og fordi jeg ikke var tilfreds med den del af farveskalaen det grønne og blå garn i så fald skulle slutte med.





fakta3




Design: Laneway af Veera Välimäki.


Garn: Sandfarvet Lucca Fino og Fame Trend fra Marks&Kattens - farve nummer 665.

Jeg endte med at bruge 235 gram Lucca Fino - alt hvad jeg havde og hele det blå og grønne nøgle. Dvs 100 gram.


Pinde: Selve tunikaen er strikket på pind 3½, alle kanter med pind 3.


Størrelse: 42.


Laneway


Bemærkninger: Jeg lagde ud med en hæklet opslagning med et stykke restegarn, så jeg senere kunne fjerne opslagningen og strikke halskanten på. Jeg kan godt lide når alle kanter har den samme aflukning.

Jeg valgte at slå fire ekstra masker op under armene og strikkede videre med de ekstra masker. Jeg undlod lommerne, men strikkede ellers helt efter opskriften.

For at komme de ekstra masker, fra under armene, til livs på ærmerne valgte jeg at lave flere indtagninger fordelt ned ad ærmet mod håndledet.

halskanten strikkede jeg som tidligere nævnt på til sidst.

Jeg tror jeg bliver rigtig glad for den.


Har du lyst til at se flere billeder af tunikaen, kan de ses lige her på Ravelry.

torsdag den 31. juli 2014

Udsigten fra en bænk


Jeg havde en aftale med min mor i går. Jeg var i god tid. Meget god tid. Så god tid, at jeg godt kunne have taget hjem, smækket benene op og siddet stille temmelig længe, inden jeg ville skulle køre igen.

Det turde jeg ikke. Jeg var bange for at falde i søvn, og aldrig komme ud af døren igen, hvis først jeg tog hjem.


Ved Damhussøen


Så jeg kørte halvvejs, købte en flaske koldt vand og satte mig på en bænk med det medbragte strikketøj og kiggede på vand og mennesker ved Damhussøen.

Der er mange sjove mennesker ved Damhussøen.

For eksempel de to unge gutter, der tydeligvis ikke var fra området - eller Sjælland for den sags skyld. De var på cykel på vej mod København - måske. Det var lidt svært at bedømme, da den ene og lidt mere stedkendte udpegede en nogenlunde retning og forsikrede at der ikke var særlig langt.

Eller bedstemoren, der var ved vandet med to drenge og med den største tålmodighed ventede og kiggede og hjalp, mens drengene hentede den ene lille fisk efter den anden op fra søens dyb med de medbragte net.

Der var også de to ældre damer, der helt tilfældigt mødtes ved søen. De var tydeligvis gamle veninder, men plejede ikke lige at mødes der. Tilfældet ville, at den ene, der plejede at gå om formiddagen var blevet hjemme i regnen og først kom ud senere, mens den anden anden skulle forbi posthuset med et brev til sin datter i Paris. Det koster mange fine frimærker at sende brev til Paris.

Der var børn og voksne, der var is og hygge og afsindig mange mere eller mindre elegante løbere om søen.

Jeg sad der en times tid, fik strikket en del masker og tømt min flaske med vand, inden jeg igen hankede op i cyklen og fortsatte til min mor, der ventede og havde theen parat.

Waipi'o


Jeg har et utal af uskrevne blogindlæg liggende. Med solen og varmen orker jeg ganske simpelt ikke at sætte mig foran computeren, når jeg kommer hjem - specielt fordi computeren, der ikke er af den art der kan flyttes, når jeg kommer hjem, står midt i solen.


Waipi'o transformeret til en lang cardigan


Det gør den ikke i dag. Ganske sikkert fordi jeg er tidligere hjemme end jeg plejer. Så inden solen flytter sig længere mod øst, vil jeg gribe lejligheden og om ikke andet forfatte et enkelt af de mange uskrevne indlæg.

Det er ikke meget jeg har strikket i ferien, alligevel er det lykkedes mig at førdiggøre ikke mindre end tre store projekter. De to af dem er der endda taget billeder af, det tredie mangler stadig dokumentationen. Hvis nogen skulle være i tvivl, var det vildt varmt at tage billeder - det tredie færdige projekt er til Anders, og han er ikke helt så nem at lokke i uld på en varm sommerdag, som mig. Jeg har lovet ham, den ikke er hans, før der er taget billeder - og håber lidt det hjælper på lysten til at hjælpe mig, mit kamera og mit behov for billeder.

Jeg har altid flere projekter i gang, og jeg er håbløs troløs. Det er den eneste grund til at tre færdige projekter pludselig ligger klar. Det første har ventet længe. Meget længe. Engang sidste år fik jeg en bunke af Wilfert's Tweed af Henriette. Jeg ville nok selv have valgt en anden farve, men det at farven var så markant forskellig fra det jeg selv ville vælge gav anstød til nok provokation til, at jeg i hvert fald nok skulle strikke noget af det.

Så det gjorde jeg. Jeg ville have noget langt. Jeg ville også have åben foran og jeg troede jeg havde en  fantastisk ide. Efter at strikket stort set alt garnet op til den fantastiske ide, viste den sig at være knap så fantastisk og jeg trævlede det hele op, mens jagten gik ind på noget andet.

Jeg endte med Waipi'o, som jeg havde kigget på nogle gange. Jeg kan godt lide den øverste del, og når jeg alligevel har lavet om på resten, var det ikke nødvendigt med mere end det øverste.


Waipi'o transformeret til en lang cardigan


Jeg havde en plan om at bruge alt garnet og derfor strikkede jeg ærmerne før jeg strikkede nedad. Det lykkedes mig faktisk at bruge alt garnet, og det selvom jeg måtte pille mere op end jeg strikkede - så var ærmerne for smalle. Så havde jeg ikke taget nok ud over hoften osv, osv, osv...

Jeg vidste fra start at jeg ville kombinere med den brune cigar fra Garnudsalg. Begge de to garner har nistre af den anden farve, og jeg synes det gav mening af bruge dem sammen. Jeg vidste også at jeg ville have blonder langs kanterne, jeg vidste bare ikke det skulle blive så svært at finde en jeg synes passede.

Jeg prøvede alt. Hele min samling af strikke- og hæklebøger herhjemme, Ravelry og nettet og lidt mere. Jeg strikkede og hæklede prøver på både den ene og den anden led, inden jeg gav op og fandt på noget selv. Det blev jeg til gengæld glad for.





fakta3




Design: Waipi'o af Kirsten Tendyke.


Garn: Wilfert's Tweed i farven 64 - jeg ville kalde den Gylden. Og Blackhill Højlandsuld i farven Cigar.

Jeg endte med at bruge 650 gram Wilfert's Tweed og 79 gram Højlandsuld.


Pinde: Selve trøjen er strikket på pind 5, blonden er hæklet med en nål nummer 3.


Størrelse: Medium/Large. Jeg lagde ud med en medium og gjorde efterfølgende som jeg fandt bedst.


Waipi'o transformeret til en lang cardigan


Bemærkninger: Waipi'o er efter opskriften en temmelig tæt sag. Jeg ville have mere plads og flugte derfor ikke helt anvisningerne. Jeg strikkede fuldstændig efter opskriften hen over raglan og ned til taljen. Herfra lavede jeg om.

Med regelmæssige mellemrum tog jeg ud af flere omgange, så 2-2 ribben endte med at være en 4-4 rib langs nederste kant. Det gav en omkreds på cirka 227 centimeter og temmelig meget blonde.

Forkanterne strikkede jeg noget bredere end opskriften. Jeg valgte kun at have knapper til empiresnitlinien og genbrugte knapperne fra swingcoaten, som jeg har boet i, og som er slidt op.

Ligesom jeg ville have bredde forneden, ville jeg også have bredde i ærmerne og undlod helt indtagninger. Den påsyede blonde forhindrer at ribben trækker sig sammen forneden og giver et fint lille sving nederst på ærmerne.


Waipi'o transformeret til en lang cardigan


Jeg synes halsen er meget bred, og havde følelsen af at den meget hurtigt ville falde ned om skuldrene på mig. Den øgede vægt den ekstra klængde giver, er helt klart med til at give den følelse. Derfor satte jeg også en stump blonde hen over det yderste af skuldrene- Selv synes jeg det virker rigtig godt.

Blonden opfandt jeg selv. Til lejligheden og hæklet på langs... det er mange masker til den nederste omkreds. Det viste sig også at være et godt lille håndarbejde at have med til Malmø, i toget og rundt om i ferien.

Min eneste anke er, at det virker som om den er vokset en lille smule i vask. Den er blevet lidt bredere over ryggen, hvor den før sad rigtig pænt. Jeg kan jo håbe den hen ad vejen vokser den anden vej. Men uanset-  tror jeg den bliver rigtig god, når kulden vender tilbage - lige nu er den bare varm!


Har du lyst til at se flere billeder af trøjen, kan de ses lige her på Ravelry.

mandag den 28. juli 2014

Tjek

Det er på søndag Emilie skal afleveres i Sorø. Vi har vist tjek på det meste. Både det, der giver sig selv og alt det andet, der følger med.

Pasbilleder

Jeg har købt vaskepulver, så tøjet kan blive rent, det blå sygesikringsbevis er bestilt og passet kom i dag. Det gamle udløb for et par år siden, og når nu skolen planlægger at tage en uge til Berlin.

Emilie er begyndt at tænke tanker om hvor meget hun egentlig skal have med. Måske kan noget godt blive hjemme. I morgen er hendes absolut sidste arbejdsdag, så lige nu står hun i køkkenet og bager muffins til sine kolleger.

Jeg mangler kun den der computertaske jeg har lovet at sy. Vi har købt materialer, men hvor er det svært at tage mig sammen. De sidste mange dage har jeg forsøgt at overbevise mig selv om, at en start kunne være computeren og et målebånd...

På den anden side arbejder jeg bedst under pres.

Tilbage på pinden igen


Det var dejligt at komme på arbejde igen. Jette og jeg åbnede i morges, og havde masser af tid till knus og snak inden de første børn kom.


Altanen - juli 2014


Senere støde andre til og med fem voksne og syv børn er der masser af plads til ar rydde op, og gøre rent og flytte rundt. Mens Jette havde gang i projekt-gørt-alle-vores-bageplader-rene, gik jeg ind i den tidligere Café, nu fremtidige Hobby og fortsatte de kæmpe arbejde Lotte har gjort, mens jeg har været på ferie.

Jeg flyttede rundt, flyttede op og flyttede ind. Efter fem flyttekasser og lidt mere gik jeg kold - eller varm. Jeg tog ganske simpelt mig selv i at flytte rundt på det samme. Altså tid til pause og mere koldt at drikke, tænke jeg og pludselig var det frokost.

Jeg nåede aldrig længere, så skulle jeg hjem, men i  morgen er der atter en dag. I morgen åbner Jette og jeg igen, i morgen skal jeg igen åbne mindst fem flyttekasser og sætte indholdet på plads og i morgen er det spændende om jeg kan huske navnene på de nye børn der dukkede op i dag.

Man har jo lov at håbe...

Ingen regn - men tåge


Jeg håbede ellers længe. Satte mig ud på altanen og ville mærke de første dråber. Men de kom aldrig.


Himlen i aftes


Skyerne trak ellers godt sammen, også lige over hovedet på mig. I det fjerne kunne jeg høre rumlen, som efterhånden fortrak længere og længere væk. Solnedgangen var fantastisk, og alt hvad de truende skyer magtede, var at true.

Til sidst pakkede også de sammen, solen dukkede frem og lige over hovedet på mig var kun små vattotter tilbage.


Himlen i aftes

Himlen i aftes

Himlen i aftes

Billederne snyder lidt. Det var ikke så mørkt som det ser ud til, men billeder i modlys bliver mørkere end jeg kan håndtere at omgøre.


Himlen er ret fantastisk, og jeg tror aldrig jeg bliver træt af at se på den. Foranderlig og hele tiden forskellig.

I morges vågnede vi til tåge. Det er vel også en slags regn, omend noget mere tætpakket. Solid tåge. jeg kan knap se nabohuset. Den skulle efter sigende forsvinde i løbet af formiddagen.


Himlen til morgen


Jeg vågnede også til første arbejdsdag efter ferien, og jeg tænker at jeg hellere må tage af sted i god tid. Sådan en tåge kan godt betyde en lidt langsommere færdsel i trafikken.

Jeg glæder mig til at komme tilbage. Jeg glæder mig til at se hvor meget de andre har flyttet rundt, og hvor meget der er gemt til mig. Jeg glæder mig til gensyn og til den nye arbejdsplads der venter med skolereformen om hjørnet.

søndag den 27. juli 2014

Venter på regn


Det er ganske simpelt for varmt til at gøre noget som helst. Allermindst at sidde foran computeren.

Mens andre dele af landet har fået vand, og vist ganske voldsomt, venter vi stadig. Vi ventede også resutatløst i går. Den ene halve liter vand efter den anden forsvinder, mens sveden tapløber langs kinder og næsetip.


Nicklas og de afrikanske bjerggeder - Gavnø juli 2014


Det eneste tegn på vand vi har fået er en øget luftfugtighed, der ikke gør den lettere at lade være med at føle sig klam og uden energi.

Det tordner i det fjerne. Fjernt. Det er ikke første gang vi føler os forbigået. Men vi har stadig lov at håbe.


Emilie i haven ved Gavnø Slot - juli 2014


Eneste lyspunkt er at solen nu er nået så langt ned, at vi kan holde ud at være ude på altanen - og den lille smule luftning af vinden vi finder helt oppe på tredie gør det endnu bedre.

Jeg holder stadig meget af sommer og sol -  men en rask tordenbyge ville ikke være af vejen.

fredag den 25. juli 2014

En Icord og en kant


Icord og kant ud i et


Min mors trøje skulle forkortes. Den var strikket på begge leder i paneler (Paneldebat) og mens det var forholdsvist let at samle masker op i de lodrette paneler, var det noget sværere, i de vandrette.

Jeg ville egentlig have hæklet, inden jeg klippede i de vandrette baner, men med ret- og vrangstribemønstret, var det noget nær umuligt at gennemskue hvor jeg var henne, når både strikketøj og hæklenål skulle være der på en gang.

Løsningen blev at sy i hver enkelt maske. Jeg syede tungesting, eller knaphulssting, der låser hver enkelt maske og i princippet gør det samme som en række fastmasker - det ser bare ikke lige så pænt ud. Det gjorde ikke noget, for det afklippede skulle alligevel gemmes bag en kant.

Langs hele den nederste kant samlede jeg derefter masker op i både de lodrette og de vandrette paneler, så jeg var klar til at strikke en Icord på.

Jeg strikkede Icord over fire masker. De fire masker samlede jeg op i den allerede eksisterende Icord langs forkanten. For at forme hjørnet strikkede jeg to pinde Icord uden at strikke sammen med maskerne på trøjen.

Det første panel - mod midt for - var et af de lodrette paneler, og her fortsatte jeg Icord-strikningen helt normalt, strikkede sammen med de masker, jeg havde samlet op og slog først masker op til kanten lige inden jeg nåede det første vandrette panel.

Jeg strikkede kanten over yderligere fire masker og arbejdede dermed med otte masker til kant og Icord. Alt er strikket ret, fordi jeg tænkte at en glatstrikket kant ville flane alt for meget i forhold til Icorden, der reelt har halvt så mange pinde.


Det var langt. Det bliver endnu længere, for med billeder vil jeg efter bedste evne forsøge at forklare hvad jeg gjorde.

Icord og kant ud i et

På retsiden strikkede jeg ret over de første syv masker. Den ottende maske tog jeg løs af, inden jeg strikkede den første maske fra rækken af masker i bunden af trøjen ret, og trak den løse maske over = fastgørelse af Icord til trøjen.

Jeg har strikket de otte masker - den ottende er trukket over den første maske fra trøjen og Icorden er fæstnet til trøjen.


Nu er det så, det bliver sjovt. Strikkede jeg en almindelig Icord, ville jeg fortsætte med at arbejde fra retsiden, flytte maskerne tilbage til ventre pind, trække i garnet og strikke de fire masker igen - med fastgørelse til trøjen med den sidste maske.


Icord og kant ud i et

Det gjorde jeg ikke her, i stedet vendte jeg arbejdet, flyttede Icordmaskerne og strikkede kun kantmaskerne. Det betød at Icorden stadig kun blev strikket fra forsiden, mens kantmaskerne blev strikket på både for og bagside.

Arbejdet er vendt. Vrangsiden er udaf, de første fire masker på venstre pind er de fire Icordmasker, som ikke skal strikkes før arbejdet igen er vendt med forsiden udaf.


Icord og kant ud i et


Med garnet foran pinden flytter jeg de fire Icordmasker over på højre pind. Jeg flytter maskerne som skulle de strikkes vrang. Det er vigtigt, eller kommer maskerne til at sidde forkeret på pinden, når de skal strikkes igen.


Icord og kant ud i et


Først når de fire Icordmasker sidder på højre pind, fører jeg garnet om på bagsiden og strikker den første af de fire kantmasker (fra venste pind) ret.


Icord og kant ud i et


Den første maske strammer jeg godt til, så de fire flyttede Icordmasker bliver mast sammen, og kommer til at fremstå som en bule på arbejdet. Derefter strikker jeg de sidste tre masker ret.


Icord og kant ud i et


Arbejdet på vrangsiden er slut, jeg vender igen mod forsiden og strikker ret over alle masker (bortset fra den sidste, der skal strikkes sammen med den første af trøjens masker.

For at Icorden ikke skal trække for meget sammen i bunden af trøjen, undlog jeg at fæstne hver femte omgang. Der skrikkede jeg bare ret over alle otte masker, vendte og strikkede vrangpinden, og fæstnede først på næste retsidepind.


På de to næste billeder har jeg forsøgt at fange følelsen af at Icorden trak og gerne ville runde, så kanten på bagsiden helt af sig selv lagde sig pænt over de afklippede paneler.

Inden jeg syede kanten til med små sting, gemte og hæftede jeg alle panelenderne i Icorden eller langs den nederste kant.

Kanten syede jeg til med små sting, og efter en blid vask lagde den sig rigtig pænt og så ud som havde trøjen aldrig været længere.


Icord og kant ud i et

Icord og kant ud i et

På feriens sidste dag


Malmø - juli 2014


Ferien er forsvundet inden jeg nåede at blinke. På mandag begynder arbejdet igen. Ikke hverdagen, for der er stadig ferie for skolebørnene, og det betyder sommerferieåbent i SFO'en og en hel anden måde at være på arbejde.

Jeg glæder mig, også selvom jeg sagtens kunne bruge mere tid på ferie. Jeg har nået meget, jeg har set meget, det har været dejlige dage. Alligevel har jeg også følt mig en smule påvirket at travlhed og lige om lidt tager Emilie til Sorø.

Der er meget, der skal nåes inden sådan et ophold, men vi har styr på det, pigebarnet glæder sig og sommerfuglene begynder så småt at indfinde sig - hos både barn og voksne.


Malmø - juli 2014


I Malmø findes der mange smukke gavlmalerier. Langs gågaden er en del gamle reklamer for for længst svunde husholdningsartikler. Andre steder kan man støde på to som dem her - ved en lille plads og lige ved siden af hinanden.