torsdag den 26. marts 2015

Lille bitte


Efter at have talt om det længe fik vi endelig købt og sået frø til tomater og chili i weekenden.

Vi har også sået minimeloner, der skulle smage af lime. ramsløg og noget andet, der gerne ville forspire inde. De står alle i vindueskarmen i bakker der tidligere indeholdt champignon eller andet, der kommer i emballage uden huller.


Lille bitte


Siden har vi forgæves spejdet efter spor på liv.

Jeg synes jo sådan nogle frø burde virke som bønnerne fra Hans og bønnestagen

I morges skete der endelig noget. En enkelt lille bitte spire har fundet vej gennem den mørke muld.

Det er næsten magisk.

Russian Plum. En dyblilla tomat, som så helt vildt flot ud på billedet og forhåbentlig smager lige så godt.

Den er i hvert fald fin.


onsdag den 25. marts 2015

Kaos i planlægningen


Det lyder kaotisk, men heldigvis har vi styr på planlægningen. Også selvom der blev lavet om på det hele i løbet af meget kort tid…


Sommerhus i efteråret


Der stod skolebestyrelsesmøde i min kalender i går. Da vi i sidste uge planlage aftenarrangementer afsatte vi i dag til en aften for sjetteklasserne. Vi meldte ud og skrev ned, og ungerne kom tilbage og klagede over forkerte dage og træningsprogrammer. Tirsdag ville passe de fleste bedst. Men da stod skolebestyrelsesmøde i min kalender og uddannelse i en andens.

Kompromiet blev torsdag. Torsdag kan en del af sjetteklasserne, og dem som ikke kan, gider vist alligevel ikke. Da det var afgjort, viste det sig at skolebestyrelsesmødet for længe siden er blevet flyttet fra tirsdag til onsdag – noget jeg åbenbart har overset.

Så er det heldigt at onsdagsarrangementet er flyttet til torsdag og lidt kedeligt at vi ikke fandt ud af mødeflytningen tidsnok til at bytte den til tirsdag.

Til gengæld kunne jeg tage hjem da Klubben lukkede i går.

Og det er ikke så ringe endda.

I dag er jeg klar til bestyrelsesmøde og i morgen kan sjetteklasserne bare komme an.


tirsdag den 24. marts 2015

Med blink og hylende sirener


I de efterhånden mange år jeg har været ansat, har jeg været med til en del brandalarmer.  Langt de fleste den årlige obligatoriske brandøvelse.


Heldigvis var der ingen brand

I starten af skoleåret blev en ny type alarm sat op. Den skulle efter sigende være mere fintfølende og langt bedre end den gamle model. Det med fintfølende var bestemt ikke forkert, for i løbet af to-tre uger spænede alle børn og voksne på skolen ud på fodboldbanen og stillede op efter klasser, mens skolen blev gennemgået og det viste sig at frikadeller i microbølgeovne og støv på et toilet (eller hvor det nu var) kunne sætte den superfølsomme alarm i gang.

Heldigvis var alarmen på det tidspunkt endnu ikke på en direkte linje til brandstationen.

Ellers havde skolens økonomi måske set endnu værre ud, end den gør lige nu.

Følsomheden blev finindstillet til knap så følsomt, støvet blev fjernet og den direkte linje etableret – og siden har der ikke lydt nogen alarm.

Indtil i går.

Jeg stod ved den store kopimaskine og havde gang i kopier og hæfteklammer, da alarmen brød ud. Jeg nåede at blive i tvivl, måtte lige stikke hovedet ind i personalerummet, hvor nogen af de lærere, der havde spisepause eller forberedelse sad og så temmelig afslappede ud.

Jo, jo, den var god nok. Det var brandalarmen, og mens jeg greb computeren og mine nøgler, der var det eneste jeg havde med, lod kopier være kopier og satte kursen mod yderdøren og fodboldbanen, blev en del af dem siddende med ord om at det var det sædvanlige og det snart ville holde op igen.

At jeg bestemt mener vi alle skal være rollemodeller og i øvrigt tage brandalarmer alvorligt, fik nok et par ord med på vejen.  Men dem om det, tænkte jeg mens jeg fulgte med børn og voksne over skolegården mod pladserne til klassevis opstilling på boldbanen og den lille plet, hvor alle os, der ikke lige har elever eller SFObørn at tage os af, stimler sammen.

Vi stod der ikke længe, før vi kunne høre sirener i det fjerne. Kort efter drønede en indsatsleder, endnu en mindre bil og to store af slagsen, som jeg går ud fra indeholder brandsprøjter og hvad sådan nogle ellers skal indeholde, forbi ude på Tårnvej, for at dreje ind og holde ved skolen.


Heldigvis var der ingen brand


Fra vores plads på græsset kunne vi se aktivitet gennem glasdøre og vinduer, og mens vi ikke kunne se røgudvikling men kun blev koldere og koldere – så varmt er det altså heller ikke ude endnu – begyndte det spændende ved situationen at blive afløst af en længsel efter at komme ind.

Det var cirka der omkring vi fik grønt lys til at gå ind igen. Der var stadig et par brandfolk i kælderen – hvad der præcis var galt fandt jeg aldrig ud af - sikket noget med noget støv. Jeg så i hvert fald senere en noget hektisk chefpedel, der pludselig havde en noget overhængende opgave med at få orden på et eller andet…

Jeg nåede lige at tage et par billeder, da de sidste røgdykkere forlod skolen og satte kursen tilbage mod brandstationen. Den anden af de store var allerede forsvundet og om de små stadig holdt et sted i nærheden fandt jeg aldrig ud af.

Men jeg er glad for at vide, at alting virker som det skal.


Energiopsparing til endnu en af de fine


Det er ikke nogen hemmelighed at jeg arbejder bedst under pres.


Påklædningsgine

påklædningsgine


Derfor er det heller ikke mærkeligt, at den lille dame ikke længere er kjoleklædt, men i stedet er blevet holder for Anders’ kasketter og mine målebånd.

Både skole og SFO holder lukket i dagene før påske. Altså har jeg fri, og med det i mente er der lagt op til syning af konfirmationskjole i næste uge… og sikkert også ugerne efter.

Deadline er første maj. Og der er jo laaang tid til første maj…


mandag den 23. marts 2015

Hvad er det med de ærmer?


Jeg strikker ærmer. Normalt synes jeg ikke ærmer er sværere at komme igennem end resten af et stykke strik. Normalt har åbenbart forlagt sig selv.


Ærmestrik

For jeg synes pludselig ærmer er det mest kedelige i hele verden. Så kedelige at jeg tager mig selv i at lave overspringshandlinger i stedet for at blive færdig. Jeg mangler kun ærmerne. På mindst to projekter. Mindst fordi der måske ligger endnu et projekt dybt begravet i en eller anden kasse, som også kun mangler ærmer.

Jeg er ikke helt sikker. Jeg ved jeg har noget begravet, men jeg har ikke tænkt mig at finde det frem, for at finde ud af det.

Det hjælper ikke særlig på min nuværende aversion mod ærmer, at endnu et projekt med stigende fart nærmer sig stadiet for ærmer.

Men jeg vil jo gerne være færdig. Og jeg næsten færdig med første ærme på det første jeg-er-nået-til-ærmerne-projekt. Det har slet ikke været slemt. Hvorfor synes jeg så stadig det er forfærdeligt at strikke ærmer?

Og hvorfor tager mig selv i at være ganske tæt på at starte et nyt projekt – som sjovt nok også indeholder ærmer?

Jeg gjorde det ikke. Jeg vil stadig gerne. Men jeg har besluttet at ærmerne skal være færdige først.

Nu er det spændende hvor rank og holdbar min rygrad er…


søndag den 22. marts 2015

Dragens vinger


Det er længe siden den stakkels vingeløse drage kunne se længe efter de færdige vinger, der først lå fremme og siden blev pakket væk. Det blev de så ikke syet bedre fast af.

I aftes syede jeg vinger. Det tog under fem minutter. Godt og vel.


Saphire Smaug


Dragen jublede, satte af, fløj rundt, lagde an til landing og drillede Sticks, der sådan set også er en drage og derfor en potentiel legekammerat, men som ikke kan flyve. Faktisk blev Sticks en lille smule misundelig da han så flyvedyret i fuld udfoldelse. Men han sagde det ikke højt. Hviskede det bare til Anders, da de på et tidspunkt var alene.

Den indsatte elefanttråd i vingerne virker. Elefanttråden stikker ud i kropsenden, og med afsæt i kroppen, sidder den rigtig godt og giver god bæredygtighed til vingerne, der ellers bare ville splatte sammen.

Det gør den så ikke så krammevenlig. På den anden side er drager ikke særlig vilde med at kramme. Han vil meget hellere holde vagt. Så det gør han. Lige nu har han indtaget arvestykket, som kattene ellers havde sat sig på. Heldigvis er kattene her ikke, for det kunne sikkert godt komme til kamp, og det er ikke til at vide hvem der ville vinde. Klør mod ildsprudlen – jeg ved ikke hvad der er værst?


Saphire Smaug

Saphire Smaug

Saphire Smaug


I dag tog vi billeder, og det kunne den lide. Faktisk viste det sig at sådan en drage er noget af en linselus. Se mig, se mig, sagde den. Prøv et fra den her side og hvad med den her vinkel?, fortsatte den. Hvordan ser jeg ud, hvis jeg gør sådan? og prøv lige at tage et billede mere, blev den ved. Hvis jeg nu flyver herover, bliver baggrunden så bedre?, endte den med. Den var sikkert blevet ved, hvis ikke mit kamera endte med at løbe tør for strøm, photoshootet måtte stoppe, og vi gik ind igen.

Dragen noget fortørnet.

Det hjalp da vi kiggede billederne igennem – Ihh, hvor ser jeg godt ud, sukkede den henført…








Design: Smaug the African Flower Dragon Crochet Pattern af Heidi Bears.


Garn: Bomuldsgarn af forskellige varianter. Farverne bestemte firmamærkerne.

Der gik 418 gram garn til dragen, fordelt på otte farver. Jeg har ikke helt styr på hvor meget jeg brugte af hver, men alt fra 11 til 128 gram af de forskellige farver. Jeg brugte fire farver til selve dyret og supplerede med to forskellige grønne sammen med den grønne hovedfarve til vingerne og to forskellige lilla sammen med den allerede brugte lilla til rygtakkerne.

Jeg har stoppet ham med det meste af en af de store puder fra IKEA. Polyesterfyldet er genialt til udstoppede krammedyr, men knap så gode at lægge hovedet på.


Nåle: Hele dragen er hæklet med en hæklenål nr 2½.


Størrelse: Smaug hører ikke til letvægterne. Han vejer ikke mindre end 1031 gram alt i alt. Han måler 75 cm fra snude til halespids, han er 27 cm høj på midt på ryggen og han har et vingefang på 53 cm.

Anders mente det kunne være svært for ham at flyve, beregning og sådan noget taget i betragtning. Jeg synes han flyver fint, og måske er han langt ude i familie med humlebien.


Saphire Smaug

Saphire Smaug


Bemærkninger: Jeg er vild med fødderne. I det hele taget er jeg ret vild med hele dragen.

Der er ikke rigtig noget at bemærke. Jeg har fulgt opskriften til punkt og prikke. Altså bortset fra den tilføjede elefanttråd i vingerne. Nu bagefter overvejer jeg om et stykke Veledon (det stive materiale, der bruges i kasketskygger og til afstivning af tasker) kunne have stivet vingerne i stedet for elefanttråd. Det ville nok give noget mere krammevenlighed…

Og når sandt skal siges, kan den stadig sagtens krammes. Der skal bare tænkes over ikke at bøje vingerne. Så sove med den er udelukket.

Jeg har hæklet blomsterne sammen undervejs – det synes jeg er genialt. Dragen har fået øjne af glas, bestilt over nettet – det er ret smart det der net, og ud over vinger og rygtakker er hele dragen stoppet ud med pibervat fra en IKEApude.

Jeg er temmelig tilfreds


Vil du se flere billeder af dragen, kan de ses på Ravelry.


Ask – eller husk at tale med din teenager


Indtil i onsdags havde jeg aldrig hørt om app’en ask. Men så hørte jeg.


ask


Ask profilerer sig selv ved at være en hyggelig, sjov og social app, der giver dig mulighed for at lære mere om dine venner, og mulighed for dine venner for at lære mere om dig, ved at stille sjove, finurlige eller forunderlige spørgsmål.

Det er alt sammen rigtigt. Ask giver mulighed for at stille dine venner (eller uvenner) spørgsmål. Anonymt.

Det sidste er temmelig vigtigt.

For i virkelighedens verden bliver ask i langt de fleste tilfælde brugt til at øve psykisk terror eller vold mod andre.

På vores skole har langt de fleste af eleverne i de store klasser ask installeret på deres mobil. Vi har ikke nået at tale med dem alle, men det vi hører er, at app’en i høj grad bliver brugt til at svine andre til, til at stille ubehagelige spørgsmål til hinanden og til at gøre børn syge og kede af det.

Alt sammen i anonymitetens hellige navn.

Vi har børn der hver morgen vågner op til spørgsmål som: Hvorfor er du så fed? Hvorfor er du så grim? eller Hvorfor ligner du en paddehat? Vi har børn som aktivt har tilvalgt app’en men, som trods al den had der lægges for dagen, har svært ved at afinstallere.

Vi er flere som har haft en snak i vores klasser. Gennemgående er ungerne fuldt bevidste om at tilsviningen af hinanden ikke er rar eller i orden og for en stor dels vedkommende endte de op med at fravælge. Vi har ganske få, som på forhånd har fravalgt og vi har også nogle stykker, for hvem det ikke gør indhug i deres selvværd. (Måske fordi de ikke har mødt det allergrimmeste ansigt)

Jeg undres over at der overhovedet findes sådan en app. Dernæst bliver jeg ked af at så mange unge – den er temmelig udbredt – tilvælger, og ikke føler de kan sige nej. Og til sidst – og måske værst – synes jeg det er tænkevækkende, hvor mange af vores børn, der fortæller at de ikke har snakket med deres forældre om det.

I Rødovre er SSP i fuld gang med et arbejde mod ask. Jeg forestiller mig det også sker andre steder. Jeg er ikke færdig med at tale med mine unge og jeg er ikke i tvivl om at skolen vil tage fat i forældrene.

Det er stadig en afskyelig og absolut ubehagelig app, som jeg gerne vil slå et slag for at andre også taler med deres børn om. Jeg er i hvert fald ikke i tvivl om, at jeg skal have en snak med Emilie næste gang hun kommer hjem. Forhåbentlig kender hun den ikke, og kender hun den, håber jeg hun har gjort sig nogle tanker omkring den.


farver10

prikker

Jeg lovede at vende tilbage


Fru Jensen havde ret. Ikke så snart havde jeg postet indlægget om det skønne arvede bord, før jeg selv så metalpindene på billedet af trisserne og tænkte samme tanke, som fru Jensen meget hurtigt efter satte ord på.


Trisse


Bordet står igen på alle fire ben. Det tog lidt tid, før det kom op at stå igen. For da først bordet stod omvendt, stod det klart at der ikke kun var et flækket ben, der var også et ben med trang til en klat lim. Nu er de begge klar til at bære igen og bordet er klar til at pynte.

I det øjeblik jeg fik åbnet låget og tog fat i en af metalpindene, i forsøget på at få den ud og trissen op i klar luft, kunne jeg mærke at det havde jeg prøvet før. Jeg havde altså tænkt tanken, før jeg så på billedet.

Tidens tand har også haft indflydelse på metalpindene. De er en smule rustne og beskidte, og har sat sig fast i hullerne i væggene mellem de små rum. Det krævede overtalelse at få dem ud. Eller den ene vi fik ud. Anders pudsede lidt på den, inden den blev sat tilbage igen.


Trisse


Resten har foreløbig fået lov at blive hvor de er. Jeg har ikke behov for at få dem ud. Lige nu. Og blot viden om muligheden er fint for mig.

Hvornår næste trin i restaureringen kommer til at ske, er ikke lige til at vide. Vi er ikke hurtige hjemme hos os, så jeg kunne godt forestille mig at der kan gå lang tid.

Det er jo heller ikke fordi bordet ikke kan bruges, som det er…


fredag den 20. marts 2015

Buen under foden


Det var stadig december, gaverne var klar og julen stod endnu et par skridt fra døren, da Anders fandt garn fra strømpegarnsresterne og jeg lovede at strikke sokker med traktorspor til ham.


Sokker til Anders


På et tidspunkt løb jeg tør for garn, Anders var længe om at finde mere og jeg fik andre lyster. Sådan går det nogen gange. Den lille pose med de igangværende sokker lå på sofaens brede armlæn, men trods bredde blev den skubbet mere og mere og endte til sidst med et fald. Gemt og glemt har den ligget bag sofaen mens jeg havde travlt med alt muligt andet.

I går aftes fiskede jeg den op. Anders bruger en størrelse syv og fyrre, og måske det netop er størrelsen der har fået mig overbevist om at der endnu manglede det meste af en halv sok på hver fod. Det var langt fra sandheden. Faktisk viste det sig at jeg blot skulle strikke fire omgange, før jeg kunne lukke tåen af.

Inden jeg gik i seng i aftes lå et par nye sokker med hæftede ender og ventede på at blive præsenteret for deres nye herre.

Herren blev glad.








Design: Sokker med rundbuet svang frit efter egne optegnelser og altid lidt afvigende, fordi forædlingen endnu er i gang.


Garn: Rester fra kassen med strømpegarn. Langt det meste oprullede nøgler af det skønneste overskud fra Harriet.

De store plader kræver meget garn. Sådan et par sokker står i ikke mindre end 146 gram garn af varierende udbyder.


Pinde: Jeg strikker med  to tråde på pind nummer 4. Jeg strikker sokker på strømpepinde. Det passer mit temperament bedst.


Størrelse: Cirka størrelse 47, med et samtidig passende højt ben – sådan som Anders bedst kan lide det.


Sokker til Anders


Bemærkninger: Jeg har efterhånden strikket en hel del af de svangformede sokker. Underneden har jeg helt styr på, det er oversiden jeg endnu ikke helt har grejet. I Anders’ tilfælde skulle der selvfølgelig også snoninger til. Det krævede yderligere lidt omstændig tankegang og helt igennem er jeg ikke nået.

Billeder kan være taknemmelige, de viser ikke alle de små fejl, der tilsammen betyder at der endnu er et stykke vej, før jeg vil påstå at have knækket koden.

Det hjalp selvfølgelig heller ikke, at jeg momentært glemte hvor mange ekstra masker der skal til et meget snoet mønster for at det ikke bliver for tæt. Sokkerne er stramme over benet og næsten umulige at hive over hælen. Til gengæld sidder de der – når først de sidder.


Vil du se flere billeder af sokkerne, kan de ses på Ravelry.


Sokker til Anders