Farvel til de japanske piger

For otte år siden udloddede Hanne en pung. Jeg lagde glad og gerne en lod i bøtten, og stor var jublen, da jeg var den heldige vinder





Siden har pungen været en fast bestanddel af mit udstyr. Den har holdt styr på penge, kort og pas, sammen med alt det skrammel jeg også får samlet sammen og stoppet i min pung.

Det er efterhånden længe siden de japanske piger begyndte at give op. Det startede med et lille hul, og som tiden gik, blev der mindre og mindre sammenhold.

Mere end én i omgangskreds og familie har opfordret til at sy en ny. Men der var det der med, at jeg ikke kunne tage mig sammen til at sy.


Så det skete ikke.





Dagen efter jeg syede de fire projektposer, klippede jeg til en ny pung. En model med flere rum.

Det har så ligget siden.


I dag syede jeg det sammen.

Det tog ikke lang tid.





Alle mine kort, penge og pas holdt flyttedag for ganske kort tid siden. Det nye hjem passer helt perfekt. Jeg skal nok lige vænne mig til de nye omgivelser.

Og fælde en ganske lille tåre, når jeg om lidt siger endeligt farvel til de japanske piger.





Jeg har altså været glad for dem Hanne :)

Onsdagsmasker

Det er onsdag, masker bliver flyttet og bøger bliver læst.



















Læse:

Jeg startede på anden del af Outlander, og blev helt ærlig lidt skuffet over at befinde mig i nutiden. Jeg havde nok en forestilling om noget andet.

Men som kapitlerne bliver læst, oprulles en historie, der kun giver flere spørgsmål end svar, og som også - trods det letlæselige, ikke nødvendigvis krævende - bliver en smule spændende.

Jeg er så afgjort til letlæselig, tøset litteratur for øjeblikket.


Strikke:

Havfruen er nået hele kroppen rundt, og jeg gik i gang med ærmerne.

Halvvejs gennem ærme nummer et, blev jeg enig med mig selv om at jeg ikke var helt tilfreds med opbygningen, trævlede det hele op, og er nu startet forfra.

Fisk

På havnen i Helsingør står en kæmpe fisk.





Det er flere år siden fisken så dagens lys, men først nu jeg har set den.

Vi kørte til Helsingør. Vi ville op til Kronborg, men som grøn skole og med fokus på affald, havde vi nærmest pligt til at stoppe op og kigge på kunstværket.

Drengene var ret imponeret over alt det, de kunne finde i fisken, og snakken gik hurtigt om at værne om miljøet og hvad der sker, når man smider sit affald i naturen.







Fisken blev til i et samarbejde med kunstnergruppen Yodogawa Technique og er lavet af affald samlet op på strandene omkring Helsingør og ved havnen.

Det bliver pludselig langt mere håndgribeligt hvad vi bare smider ud. Og to drenge på randen af tredie klasse, får pludselig meget mere forståelse for værdien af at passe på miljøet, når det kan ses, hvad der ellers sker.





Jeg snakkede om fisken sidste sommer, men vi nåede aldrig forbi. Måske var den der slet ikke sidste sommer, for den har åbenbart været en tur rundt i landet. Heldigt nok, stod den der i dag.

Legepladser, bådfarten og store is

Ferier er altid ensbetydende med ture, tid og plads til skøre indfald. I år er ingen undtagelse.

Med byggerodet er turene skruet i vejret, og rengøringen og oprydningen, som også plejer at være en del af ferierne, sløjfet.





Gennem de sidste mange år har vi lånt en af de små røde minibusser med Rødovrelogo af en af kommunens specialskoler, der holder lukket i sommerferien og dermed ikke selv skal bruge den. Bussen giver gode muligheder, og sammen med en privatbil kan vi komme vidt omkring når børnetallet ikke overstiger antallet af pladser - eller der er nok medarbejdere med kørekort på arbejde.

I sidste uge var der mange børn og knap så mange kørekort, og vi var med det offentlige ude i verden. I denne uge er der nærmest flere voksne end børn, og selvom det er dejligt at vi ikke har børn, der holder sommerferie i Klubben, er det også en lille smule kedeligt, når der er meget få.





Til gengæld er der god plads i bussen, og i går kunne vi derfor tage to børn på nakken, krydre med to voksne og tage på jagt efter gode legepladser. Vi fandt mange, og de to unger havde det sjovt. Der er heller ingen tvivl om værdien i at kunne finde nye siddepladser i bussen, for hver gang vi har gjort et stop.

Vi endte i Vallensbæk Havn, spiste is og nød solen inden vi kørte tilbage til den støvede, larmende byggeplads af en Klub.

I dag blev de to børn fra i går hjemme. Tre andre mødte op, og med tre turklare voksne kørte vi mod Lyngby, Bådfarten, Bagsværd Sø og et besøg på området ved Sophienholm. En time senere sejlede vi tilbage og kørte mod Rungsted og Mikkelborg is.





Vi tog turen langs Strandvejen hjem, og blev enige om at de kommende fjerdeklasser må gennem et længere emne om de danske farvande. Nej! Det var ikke Atlanterhavet, vi kørte langs...

Måske skulle vi inddrage den danske geografi - vi nåede heller ikke til Jylland. Eller Tyskland.

I morgen har vi planer om Helsingør, Kronborg og gamle kanoner.

Se tårnet

Vi havde bestilt bord, og havde halvanden time inden spisetid. Emilie ville blive på hotellet, ligge i sengen og være lidt alene med sin mobiltelefon - måske endda kommunikere lidt med den hjemlige omgangskreds.

Vi andre ville ud.





Hånd i hånd gik vi ned ad gaden, drejede venstre om hjørnet og gik væk fra centrum, modsat det vi plejede. Vi kom forbi en mængde barer med udendørs servering, hyggelige siddepladser og glade gæster. Vi mødte en svensker, der efter at have forvisset sig om at vi ikke var Brøndbyfans, stolt viste sin nye tatovering frem - FCKs logo. Jeg er ikke sikker på vi udviste nok entusiasme.

Ved næste hjørne stod vi overfor Liseberg. Göteborgs tivoli. Fra hotelvinduet kunne vi se tårnet, toppen af pariserhjulet og høre hvinene fra rutschebanen. Alligevel blev jeg overrasket over hvor tæt alting ligger i Göteborg. Igen slog det mig, hvor lille byen er.

Vi drejede tilbage mod hotellet og var ikke længe efter tilbage ved egen gade. Igen drejede vi modsat den gængse retning, krydsede Skånegatan og gik mod sportspladser, svømmehal og idrætsanlæg. Vi krydsede gennem en flok asiatiske drenge, der netop var ankommet, højst sandsynligt skulle til stævne, og myldrede ud af en bus.





Det var cirka heromkring Anders spottede tårnet. Højt, smalt, med en fint spir af irgrønt kobber og ure der gik helt efter bogen. Vi gik nysgerrigt mod tårnet, krydsede åen, undrede os over placeringen ovenpå noget, der lignede beboelse. Måske et plejehjem. Så mange ens lamper i samme store bygning tyder ikke på privathjem.

Tårnet gav stadig ingen mening. Jeg kiggede på kortet - måske stod der noget. Det gjorde der ikke. I stedet kom en dame og spurgte om hun kunne hjælpe. Jeg skyndte mig at spørge om tårnet, om oprindelsen og om vores nysgerrighed.

Damen fortalte beredvilligt at bygningen med tårnet, var en del af et gammelt industrikompleks. Det havde huset kontorerne, og er nu en del af et boligkompleks. Rundt om tårnbygningen lå lejligheder tæt, og aflåste låger forhindrede nysgerrige forbipasserende (os for eksempel) i at komme ind.

Hun boede der, elskede stedet, og fortalte videre at klokken i tårnet stadig ringer. Hver time fra ni morgen til ni aften. Tre gange om dagen bliver der endda spillet et lille klokkespil, og beboerne holder meget af klokken og spillet.





Vi sagde pænt tak og pænt farvel til damen, der forsvandt gennem lågen, ind i beboelsen. Vi fortsatte turen langs åen, forbi Ullevi Stadion og tilbage til hotellet, hvor Emilie ventede.

Ti minutter senere sad vi bænkede og studerede menukortene, inden bestilling og glæde for tomme maver.

Dagen derpå

Søndag har været præget af dagen derpå.





Ikke på den ungdommelige brakliggende måde, men med stille dryssen rundt, sofasidning, strik og Tour de France. Som dagen efter en skøn eftermiddag og aften sammen med skønne mennesker.

Vi var sent hjemme, så at sove længe indgik også i søndagens planer. Dagens eneste praktiske projekt var vasketøjet, der, efter en del ture op og ned til kælderen, nu hænger til tørre i et af de dertil indrettede tørrerum.

Med i bunken af vasketøj var også en hel cone rustik bomuldsgarn fra Garnudsalg. Jeg har før arbejdet med det genbrugte bomuldsgarn, og som der står i beskrivelsen, kryber det en del i vask. Det var ikke noget problem i mit første projekt, men denne gang vil jeg gerne kunne regne med mål undervejs.







Derfor har jeg prøvet noget nyt. Jeg vandt hele conen op i fem fed, der alle blev bundet godt og grundigt med seks snore fordelt hele vejen rundt. Jeg snoede de fem fed løst sammen og lagde dem i en vaskepose, inden det hele røg med i vaskemaskinen på det program, jeg senere forventer at vaske det færdige produkt.

Umiddelbart virkede det fint. Vel ude af vaskemaskinen viklede jeg de enkelte fed op, og hængte dem løst over tørrestativet. Der hænger de nu. Jeg er spændt på hvordan det vil være at strikke i, når det engang er tørt. Og om strikkeprøven vil ændre mål i forhold til den strikkeprøve jeg strikkede, inden garnet blev vasket.


Og mens regnen har regnet og der nu er stille udenfor, har jeg slået op til en fin lille cardigan, som Sille udtrykte glæde overfor, da jeg viste hende et billede.







Billederne er af en bro i Frederikssund, og har som sådan ikke noget med indlægget at gøre. Jeg synes bare den var så fin, dengang for længe siden, jeg gik forbi i solskin.

Solskin gør godt for rustne broer.

På den anden side, gik vi forbi broen i går, inden de skønne timer i godt selskab - så måske billederne alligevel har deres berettigelse.

Kage og en smule skuffelse

På dagen for Emilies fødselsdag, delte vi os op. Anders ville gerne se nærmere på Göteborgs Søfartsmuseum, en oplevelse Emilie under ingen omstændigheder havde lyst til at dele.

Altså gik vi mod centrum af byen, mens Anders begav sig lidt længere væk.





Mens Anders kiggede søfart, dryssede Emilie og jeg gennem gader og stræder af Göteborg. Vi købte luksus hos Lush og spinkle smykker hos Stil Silver. Inden da var vi gennem byen i jagten på et konditori, der kunne opfylden lysten til kage.

Vi gik forbi flere og endte tilbage hos det første, og undervejs kom vi forbi et skilt der pegede mod Drottning Kristinas Jaktslott,. Jeg synes det lød spændende, Emilie mente ikke det havde interesse. Altså gik vi videre, fandt den der kage, hyggede og havde god tid.

Senere mødtes vi med Anders. Han havde haft en god oplevelse, kunne fortælle at Søfartsmuseet i Göteborg ikke alene har en fornuftig størrelse og er tilpas spændende, men også er børnevenligt i en grad der ikke har ødelagt oplevelsen for de voksne.

Sammen med Søfartsmuseet ligger også et akvarium. Det var han ikke imponeret over.

Da vi nu var to, der med rimelighed kunne forvente at finde jagtslotte spændende, trumfede jeg en tur tilbage forbi den famøse bygning på toppen af bakken ned mod havnen. Vi var hurtigt derhenne, det lå lige om hjørnet, og da vi endelig stod der, måtte jeg dele Emilies skuffelse over gamle historiske bygninger.





Det viste sig at vi allerede var gået forbi og havde set bygningen, dengang vi ledte efter konditorkage. Vi havde bare ikke tænkt hverken jagt eller slot i den forbindelse. Det tænkte vi heller ikke, da det stod klart at slottet bare var et lille hus på et hjørne. Et fint hus - uden tvivl. Et nærmere kig på et skilt i vinduet, kunne fortælle at bygningen ingen forbindelse har til hverken Dronning Kristina eller jagt. Dog har huset en historisk værdi, som et af Göteborgs ældste huse inden for voldgravene.

Samtidig står byggemassen så tæt og så højt på stedet, at en udsigt heller ikke findes - alt i alt en noget skuffende oplevelse.

TTL Mystery Shawl 2017

To smukke farvede garner og en opskrift, jeg ikke på forhånd anede hvor skulle føre mig hen.





Jeg vidste at Kirsten Kapur altid er god for smukke sjalsopskrifter - og så kan det ikke gå helt galt.

Det blev en spændende rejse i fem dele. Trods en form, der tidligt vidnede om hvad næste uge ville bringe, gav hver uge også grund for nyt og et design der udviklede sig på mine pinde.

Det blev stort, og fyldte godt på gulvet, da jeg spredte det ud og nålede det i facon.

Bare smukt - mere er der ikke rigtigt at sige.









Design: TTL Mystery Shawl 2017 af Kirsten Kapur.


Garn: Trask fra Cleogarn. Jeg strikkede i farverne Sisyfos og Patina.

Der gik 189 gram garn til sjalet.


Pinde: 4½ mm - fra ende til anden.


Størrelse: Stort som sagt. I tal et vingefang på 220 og en højde på 98 centimeter






Bemærkninger: Det var en smule grænseoverskridende at strikke vævestrikken så løs, som den blev på en pind 4½. Strakt ud, giver det dog det smukkeste og letteste udtryk.

Samtidig var jeg meget opmærksom på at vævestrikken ikke blev for stram. Jeg vidste at de hulmønstrede dele skulle strækkes i alle retninger, og ville ikke risikere at det vævestrikkede strammede mellem hulmønsterdelene.





Har du lyst til at se flere billeder af sjalet, kan det ses lige her på Ravery.