Sol, sand og vand

Emilies ferieuger er brugt. Hun er tilbage bag kassen, ved vareopsætning og gulvvask i butikken. I dag havde hun fri, og fordi vi af mange grunde endnu ikke har været ved stranden i år, havde jeg lovet det skulle være i dag.

Det var ikke nogen dårlig ide. Det var varmt, jo, men ikke nær så varmt som i lejligheden herhjemme, da vi nåede hjem igen. Vandet var skønt og Sille tog med som selskab. Det sidste var ikke uden problemer, for som Emilie siger: I flasher bryster... og det er ikke helt let, når man er teenager i en verden der bliver mere og mere blufærdig.

Det viste sig dog at vi ikke var de eneste, og så synes Emilie alligevel ikke det var så forfærdeligt at være sammen med os.

Forresten lå hun ude i vandet det meste af tiden... måske for at slippe for os...?

På opdagelse med Zacharias

Det er ikke altid Zacharias synes det der med billeder er en god ide, men mens de store børn i sidste uge hoppede rundt mellem trætoppene, synes han altså at vi andre skulle noget andet.

Noget andet var i første omgang legepladsen inde i slotsparken. Han vidste lige præcis hvor vi skulle hen, for på aflastningshjemmet har de sæsonkort til Gavnø og kommer med mellemrum i parken.

Altså første Zacharias an, da vi havde efterladt de store i træerne og gik mod legepladsen. Kom med sagde han, jeg skal vise dig noget. Og tag lige et billede her og her og her blev han ved. Der er også en svævebane, men du skal lige hjælpe mig, og du må også gerne tage et billede. Så jeg tog billeder og kiggede på legepladsen og hjalp med svævebanen.

Senere var de store færdige i træerne og gik med ind i parken. Der er meget at se på i slotsparken ved Gavnø. Der er rosenhaven - som Zacharias og jeg tog en tur gennem, der er de afrikanske bjerggeder som ikke havde den store interesse, det lille lysthus og sommerfuglehuset hvor vi også gik en tur ind, mens de andre blev ude.

Zacharias var gerne blevet hos sommerfuglene meget længere, men jeg var ved at dø af varme og efter at have kigget på både larver og pupper og flyvende sommerfugle trak jeg ham med ud igen.

Senere holdt vi lidt i hånd tilbage gennem haven, og jeg fik endda et knus.

Det var hyggeligt at få lov at gå rundt sammen med ham.

Colourful Cobblestone

Det var ikke kun genbrugsgaver der blev delt ud på min mors fødselsdag. Jeg havde flere andre småting til hende. Blandt andet en lille taske til mobiltelefonen.

Det var Anne, der inspirerede, dengang hun begyndte på et broderi. Hun fik mig til at tænke at det var lige det rigtige til min mor, og jeg vidste også præcis hvilket af Fru Zippes mange mønstre jeg ville vælge.

Den farverige Cobblestone er lige noget for min farveglade mor. Og hun synes også ganske rigtigt at det er rigtig fint. Den bliver næppe hængt om halsen, men det gør ikke noget. Og får hun for meget af snoren, der højst sandsynligt er i vejen, er jeg sikker på at hun er kvinde nok til selv at gøre noget ved det.

Jeg startede broderiet allerede i marts, og der gik ikke lang tid, før det var færdigt. Til gengæld gik der ret lang tid, før jeg fik taget mig sammen til monteringen...

Jeg satte to ekstra rækker krydser i hver ende, så de kunne bukkes om og - mente jeg - gøre monteringen af inderposen pænere. Jeg synes faktisk det virkede. Jeg valgte også at sy siderne sammen med korssting. Det krævede lidt tungen-lige-i-munden, men så gik det også som en leg. Over en halv firkant på den ene side og over en halv firkant på den anden side, og så var det svært at se hvor den ene side endte og den anden side begyndte.

Jeg kan altså godt lide Fru Zippes skønne broderier.

Hvis jeg vidste hvad jeg skulle bruge dem til, ville jeg lave mange flere.

Endelig lykkedes det

For længe siden - engang sidste år.. eller var det forrige? Nej, sidste år, købte min mor garn og mente hun skulle strikke. Hun nåede ikke langt, før hun måtte indrømme at hun aldrig blev færdig og overlod mig garn og opskrift.

Jeg blev færdig inden jul og afleverede som julegave. Hun blev glad. Men! Min mor duer ikke til længder. Hun virker simpelthen bedst, når overskæringen sker omkring taljen. Hun ville aldrig komme til at bruge den længere trøje. At den havde et lille skød, gjorde det bare værre. Det virkede ganske simpelt ikke på min mor.

Altså fik jeg den med hjem igen. Men what to do?

Det tænkte jeg længe over. Jeg havde umiddelbart en plan. Men en ting er at vide nogenlunde hvor jeg vil hen, noget andet er at være helt sikker på hvordan det skal foregå.

Problemet var at Paneldebat består af paneler strikket i først den ene retning, så den anden retning og så tilbage igen. Det var ikke noget problem at samle masker op i de paneler der var strikket lodret, de andre derimod.

Min tanke var, at jeg måtte kunne hækle og klippe, som i alle de uldne cardigans der bliver strikket rundt omkring som sweaters og siden klippet op. Jeg ville også gerne at den Icord, der går langs forstykke og hals, kunne fortsætte langs den nederste kant. Og samtidig ville jeg gerne have en kant på bagsiden, der ville skjule de klippede dele.

Det lykkedes mig at strikke en Icord med en kant på. Det var egentlig ikke svært, det var mere at regne det ud. Jeg har taget billeder af processen, men det bliver en anden dag.

I dag vil jeg bare fortælle at den er færdig. Endnu engang pakkede jeg den ind og afleverede den som gave. Denne gang en fødselsdagsgave. Min mor blev glad, og den passede lige præcis.

Design: Paneldebat af Bente Geil.

Garn: Rasmillas Yndlingsgarn i farverne Flaskegrøn og Græshoppe. Jeg strikkede med to tråde, og som altid var det dejligt at strikke af.

Det færdige bluse endte med at have et forbrug på samlet 409 gram - cirka dobbelt så meget af det mørke som af det lyse. Samlet forbrug, fordi jeg ikke vejede den efter den blev forkortet.

Pinde: 3 mm.

Størrelse: Medium. Min mor havde på pind 3 en strikkefasthed, der var spot on. Det havde jeg ikke, og måtte derfor beregne alt om efterhånden som jeg strikkede.

Bemærkninger: Min strikkefasthed passede ikke, men med en smule omregning lykkedes det alligevel at få alting til at passe.

Min mor ønskede en rund halsudskæring i stedet for V-halsen i opskriften. Hun ville også gerne have den højere, så jeg strikkede en ribkant inden Icord-afslutningen.

Som sagt blev den for lang, og jeg forkortede den med en Icord og en kant på bagsiden - beskrivelsen af det kommer i et andet indlæg. Jeg skal selvfølgelig nok linke dertil den dag det sker.

Lavede jeg andre ændringer, må jeg indrømme at jeg ikke kan huske det.

Har du lyst til at se flere billeder af blusen, kan de ses lige her på Ravelry.

En dejlig dag

Jeg vil gerne holde noget, sagde min mor om halvfjerdsårsdagen for længe siden. Ikke noget stort, fortsatte hun og spurgte om ikke jeg havde en god ide. Bare for de nærmeste, og gerne noget hyggeligt.

Jeg følte mig temmlig tom for ideer, og havde nok at gøre med at finde på til Emilies fødselsdag. Heldigvis kunne hun selv, og vi blev sat stævne på Helsingør Vandrehjem, der har til huse i Grev Moltkes gamle sommerpalæ med udsigt til kronborg og egen strand. Den samme Grev Moltke, der for mange år siden bestilte tapeter til den nyopførte Eremitage i Dyrehaven, ikke skulle stå tilbage for de kongelige, og derfor bestilte rigeligt, så også hans hjem kunne få fine tapeter.

Det er en hel anden historie, som i historisk perspektiv viste sig som en god ide, for dengang Eremitagen blev restaureret blev der brug for Grev Moltkes del af tapeterne til genskabelse, da dem der sad på væggene i Eremitagen var gået til. Det hørte vi dengang sidste efterår, da vi var på rundvisning.

I går var der ingen rundvisning. I stedet mødtes vi udenfor, blev anvist værelser og fandt en bænk i skyggen omme bagved med udsigt over vandet. Vi havde allesammen madpakker med, Emilie havde bagt kage, min søsters havde frugt med og min mor stod for drikkevarerne.

Selvskabet var ikke stort. En lille sluttet flok på femten personer. Ud over børn, svigerbørn og børnebørn havde hun invitreret brorskabet og koner og selvfølgelig Annelise. Dagen gik med hygge, dyp i det blå og tilfældig nippen af det gode medbragte. Ungerne flyttede ud i vandet og blev der til det blev tid til omklædning og gøren sig klar.

Klokken syv var der bestilt bord på den nærliggende italienske med udsigt til en treretters menu og flirtende tjenere. Inden mødtes vi ude foran den tidligere grevevilla og sang for fødselslaren. Annelise havde skrevet og der var ikke et øje tørt. Specielt at det lykkedes at overraske var et hit.

Maden var god. Tjenerne var som sagt afsindig søde og rare. Undervejs blev en ekstraret indlemmet i samlingen. På husets regning sagde overtjeneren, mens han serverede. En flot gestus, men ikke noget, der gjorde det nemmere at komme gennem alle retter.

Efter middagen, hyggelig snak og med meget fulde maver gik vi tilbage til vandrehjemmet. De fleste gik i seng, men vi var nogle stykker, der blev siddende i mørket efter solnedgangen, delte en flaske astii og en flok spændende øl, inden vi også gik til ro.

I morges spiste vi fælles morgenmad, pakkede os selv og værelserne sammen, inden vi sagde farvel og spredtes over hele landet igen.

Det var en god ide til en dejlig dag.

Tillykke med fødselsdagen.

Dagen før dagen

Dagen er gået med forberedelser.

Vi har ikke haft travlt, vi har også nået at sidde med benene oppe i sofaen.

Vi er ved at være klar.

I dag er dagen før dagen. I morgen er den store dag. I morgen skal der fejres.

I morgen fylder min mor halvfjerds år.

Højt til tops

Nicklas kastede sig frygtløst ud i de vildeste øvelser mellem træernes toppe. Det var ham, der kravlede op ad klatrevæggen, som vistnok var et par og tyve meter høj, og det var ham, der gik gennem den længste og højeste bane. Mere end en gang.

Det er svært at se, men han er deroppe mellem træerne, hvor jeg har sat en pil. Han er klatret op ad klatrevæggen, lige til højre for mig, og taget turen ad de øverste platforme og fortsatte langt endnu, inden han kunne tage turen ned ad den længste svævebane skoven indeholder.

Emilie følte sig noget mere kyllingeagtig og holdt sig til børnebanerne, mens hun egentlig gerne ville overvinde sin frygt. Da Nicklas beredvilligt stillede op og gik med hende, valgte hun den mellemste bane oppe i trætoppene. De var igennem den to gange og jeg synes de var superseje.

Også her var der en temmelig lang svævebane, og selvom Emilie var noget usikker på de der svævebaner, viste det sig at være det nemmeste (og måske også sjoveste) ved hele turen.

Jeg synes de er højt oppe, men skulle nogen være i tvivl var Nicklas endnu højere oppe på turen øverste oppe.

Det er muligt der går lang tid inden vi er der igen. Men Emilie er helt klart klar til mere.

Juniorbanerne

Mens Nicklas er fuldstændig frygtløs (og også senere endte langt oppe i trætoppene) er Emilie knap så rolig. Selvom hun har snakket om klatring mellem træer længe, dukkede sommerfuglene helt af sig selv op, og da det viste sig, at der ikke var nogen vej udenom svævebanen til slut, blev hun noget betænkelig.

Altså blev det Nicklas der hoppede glad derudaf, mens Emilie holdt det noget mere jordnære tempo. Og siden blev ved børnebanerne, og tog en omgang mere, længe efter Nicklas var forsvundet mod større udfordringer.

Svævebanen krævede mod. Men hun gjorde det, og endte med at blive helt glad for dem.

Oplevelser i højderne

Klokken var meget tidligere end Emilie synes om i ferietider, inden vi var ude af døren, med toget mod Næstved for at blive hentet af min søster, Nicklas og Zacharias og køre videre mod Gavnø Slot.

Målet var klatringen mellem trætoppene i klatrebanerne, Go Fly.

Hverken min søster, Zacharias eller jeg havde mod på at klatre rundt langt over jorden. Jeg gad godt turde, men det må blive en anden gang. I dag kunne jeg bruge mit knæ som undskyldning. Det er blevet bedre, men det er stadig ikke helt godt.

Altså var det bare Emilie og Nicklas, der kunne hoppe i selerne, inden gutten derude gav en grundig introduktion og de i første omgang blev sluppet løs på juniorbanerne.

Banerne er bygget i de gamle skove ved Gavnø Slot. Der er masser af udfordring og opbygningen er sket med respekt for de gamle træer. Ingen steder er slået noget i træerne, alt er spændt udenom med stokke af træ som stødpuder.