Inspireret

Det var egentlig ikke fordi jeg gad, men det er ikke rigtigt til at komme udenom. Fra tid til anden er det nødvendigt med næring til tropperne.

Så jeg lavede mad.

Med udgangspunkt i en aubergine, noget hakket kød og den lille rest ost, der lå i køleskabet, og med inspiration fra den græske version af lasagne - moussaka - lavede jeg noget der lignede.

Men kun lignede, for jeg stoppede også dåsen med sweet beans i chili, der stod i skabet og resten af champignonerne og en flok hakkede mandler i. Sammen med alt muligt andet, der for Tøsebørn kan føles alt for sundt.

Derfor var det forventeligt da stemmen lød temmelig skeptisk, på spørgsmålet om hvordan det smagte. Det temmelig skeptiske faldt dog ikke helt overens med udtalelsen:

Det smager godt. Jeg skal have noget mere!

Hun fik også i forbifarten sagt, at det var for sundt...

Som et Østens cykelbud

Da jeg i fredags sad hos min mor og snakkede om dette og hint, vejr og vind og hele verdenssituationen, fik jeg sagt, at jeg ønsker mig en gymnastikbold. Ret meget længere sad vi ikke, for det viste sig at min mor er indehaver af ikke en, men to bolde, og ved hjælp af stiger og roden rundt inde bagerst i de øverste skabe, fandt hun begge to.

Jeg fik den ene med hjem. Sammen med den ene prop til ventilen, som hun kunne finde. Anders fik proppen med på arbejde, og fiksede lige et par stykker mere, så der nu er propper til begge bolde.

Moderen min mente bare at kunne puste kuglen op med mundkraft, så det kunne jeg vel også - tænkte jeg. Men helt ærligt, enten (undskyld mor) har min mor en temmelig veludviklet lungekapacitet, eller også har hun ikke haft særlig meget luft i bolden i oppustet tilstand. Jeg endte i hvert fald med en bold, der nok var fyldt, men ikke særlig velegnet til gymnastiske øvelser.

Vi skulle alligevel ud. Vi skulle nyde sneen, der er faldet over Vestegnen. Vi skulle proviantere - specielt kaffe og fløde, der manglede, og som Anders nærmest dør uden. Vi skulle hente alt det vi stod og manglede. Så hvorfor ikke også hjælpe bolden til mere luft.

Altså monterede jeg den noget flade bold ovenpå cykelkurven, inden vi begav os ud i verden. Efter indkøb og proviantering satte vi kursen mod skolen og den kompressor, der står i Klubben.

Luft blev fyldt på og vi satte fodspor i sneen. Bolden løb væk i et forsøg på at forklæde sig som snemand og Emilie fik næsten styret sin lyst til leg med alt det hvide. Bolden blev monteret, og vi var klar til afgang.

Her var det så, sammenligningen med asiatiske cykelbude, fyldt med tønder, poser, dunke, stole eller noget af alt det andet, jeg har set kørt rundt på overfyldte cykler, satte ind.

Jeg havde i øvrigt fint udsyn hen over, men det var godt det ikke var mørkt. Jeg havde aldrig fået cykellygten til at lyse gennem alt det blå.

Mystery Socks 2012

Søndag er sidste dag i udleveringerne af clues til årets mystiske sokker. Således var jeg da også rimelig hurtigt i gang, efter en kop the og lidt bladren i den igangværende bog.

Det tager ikke lang tid at strikke tådelen af sådan et par strømper, og nu er jeg indehaver af et par smukke grønne strømper med et helt fantastisk blomstermønster spredt ud over både ben, fødder og tæer.

toenhalv er tynde pinde, og jeg har ikke tidligere følt mig trukket mod netop den størrelse. Men der er sket noget. Kan jeg mærke. Alle de smukke strømpeopskrifter der findes rundt om, og ønsket om tyndere beklædning til fødderne, har givet mig lyst til at kaste mig over de tynde pinde og de spændende mønstre.

Måske ikke lige i dag, men sådan hen ad vejen. Tror jeg.

De første er i hvert fald færdige, de er monteret på mine fødder, og jeg har ingen planer om at tage dem af resten af dagen. De sidder nemlig godt.

Og med det hvide drys, der pludselig er faldet i nat som baggrund, fik jeg også lige foreviget dem. Selvom jeg stadig er ked af, ikke at kunne få den smukke varme grønne farve frem, som garnet egentlig har. Faktisk er jeg begyndt at overveje om det er computeren her, der har helt andre farveindstillinger, end jeg synes den skal have. Men det er der vel råd for.

Design: Mystery Sock 2012 af Kirsten Kapur.

Garn: ShiBui Sock i farven Seaweed eller 7498, som skiltet antyder.

Jeg endte med at bruge præcis 85 gram til hele parret.

Pinde: Strømpepinde nr 2½. Jeg brugte to sæt, og strikkede begge strømper samtidig.

Størrelse: Mine lægge er så tilpas volumiøse at det tit er svært at finde lange støvler, jeg rent faktisk kan lyne. Derfor startede jeg med M/L og skiftede undervejs til S/M.

Bemærkninger: Jeg lagde ud med den største størrelse og skiftede midt i de første blade til den midste størrelse. Det var meget nemt, men det viste sig senere at de mønster jeg strikkede efter var forkert, så en omstilling efter det rigtige mønster vil være lidt sværere at gøre pænt. Heldigt for mig, men knap så heldigt, hvis andre vil gøre det samme.

Min strikkefasthed var en smule for stor. Formentlig fordi garnet var en smule for tykt i forhold til det anbefalede. Det betød at jeg skar det yderste af mønstret på foden af. Der skulle egentligt havde været endnu et par blade.

Samtidig valgte jeg at korte tåen en smule af, ved at starte indtagningerne på hver omgang allerede fra række 14 i stedet for kun de sidste tre omgange. Det gjorde min tå tre omgange mindre, og pasformen helt perfekt.

Eller næsten. Strømperne er lidt store, men det betyder ikke noget.

Har du lyst til at se flere billeder af strømperne, kan de ses lige her på Ravelry.

Papirarbejde

Jeg har været gennem alle bunkerne. Tror jeg, for måske gemmer der sig en enkelt eller to et eller andet sted. Jeg har pløjet alle mine mapper igennem. Og jeg har smidt ud.

Jeg har kasseret i de officielle papirer. Gamle lønsedler fra forgangne årtier, skatteregneskaber og andre dokumenter af den slags, der bør gemmes men aldrig kigges på, er smidt ud.

Jeg har været i hjørnerne af mapperne med mønstre og strikkeopskrifter og vraget med hård hånd. Grundmønstre fra tider da jeg både vejede mere og mindre end nu er væk. Jeg laver alligevel et nyt, næste gang jeg finder symaskinen frem til beklædning, der fremstilles fra bunden.

Jeg har sat på plads, og undrer mig over, der ikke er blevet mere plads. På hylderne. Måske er det ikke så undeligt - mapperne er ikke blevet mindre, selvom indholdet er krøbet, og posen med affald næsten ikke til at bære.

Jeg har glemt alt om mad, hvilket min mave nu gør mig højlydt opmærksom på. Jeg har også glemt indkøb, men heldigvis er Daniel enig med mig i, at rugbrød er fin aftensmad - så er vi to mod en. For Emilie er ikke af samme mening.

Når jeg om lidt har fyldt en tallerken med næring af den fornuftige slags, vil jeg kaste mig i sofaen og nægte at forlade den igen, med mindre der er en virkelig god grund.

Og undervejs, i en ganske lille pause, har jeg beundret vægen og flammen i et lille lys, der valgte andre veje end lys normalt gør.

Kolde tæer

Emilie er løbet ud  med aviserne. Uden at tænke over vejret. Da hun ringede og bad mig komme med sokker og varmere sko, benyttede jeg turen udenfor til at tage billeder af fremskridtet på de mystiske strømper.

Jeg mangler kun tåen nu. Mønstret forelægger i morgen, og så er der håb om varme til tæerne. Som de ser ud nu, valgte jeg at beholde strømperne på, mens jeg tog billeder. Alt andet ville være for koldt.

Jeg er spændt på at se dem færdige, og håber mønstret holder, for jeg måtte barbere endnu en omgang blade af, da min strikkefasthed åbenbart er større end det tilladte. Noget jeg egentlig godt vidste, for garnet er også lidt tykkere end det anbefalede.

Never the less, jeg er sikker på, de bliver superfine.

Nydning

Arbejdsdagen er slut og fredag er blevet til weekend. Dagen er tiltaget mod lysere tider´, og vi nåede hjem uden hjælp af cykellygterne.

Nu har mørket for alvor sænket sig, en plan for menuen, når Ungersvenden om bare fjorten dage fylder atten og holder gilde, er lagt, jeg har bænket mig i sofaen og overvejer om håndboldkampen skal have lov at køre i baggrunden.

Weekenden er for alvor skudt i gang, og jeg er klar til at nyde resten af aftenen med så få udsving som overhovedet muligt. I morgen derimod, der kan jeg måske svinge mig op til en smule rydning af alle de bunker, jeg er mester i at samle... Måske.

Ugen der forsvandt

Tiden flyver, så jeg næsten ikke kan følge med. For et øjeblik siden var det mandag, nu er fredag ankommet.

Fredag skal være velkommen, jeg gider godt en weekend uden forhåndsplanlægning. Jeg gad godt, hvis der kom lidt sne udenfor, og jeg kunne sidde i sofahjørnet med tæppe, strikketøj og varm the.

Gerne hele weekenden.

Men inden klokken slår i slag, og jeg kan påberåbe mig weekend og langsommelighed, er der endnu en dag forude. Med den fart resten af ugen har haft, kan spørgsmålet være, om jeg overhovedet når at opdagen, at dagen går.

Jeg håber og regner med at stoppe lidt op ind imellem. Satser på skønne timer i selskab med dejlige mennesker af mange størrelser.

God fredag til jer alle.

Med på beatet

Vi er sjældent særlig opdaterede på nyeste teknologi i vores hjem. Vi er heller ikke særlig hurtige i andre sammenhænge.. For eksempel har jeg stadig ikke et dataabonnement til min fine arvede smartphone.

Jeg savner det heller ikke, men har haft kontakt med udbyder.. manger bare en tilbagemelding, som synes at trække ud. Det eneste skulle være det der scrabblespil alle (inklusive mine kolleger) taler om.

Men når man er tretten, tjener egne penge og selv bestemmer, kan der pludselig være mulighed for kvantespring inden for opdateringerne.

Af samme grund ankom i går en helt ny og funklende Iphone til Tøsebarnet, der dermed  ingen lommepenge får de næste tolv måneder.

Så er det godt hun har sin løn at falde tilbage på.

Hentet cykel - tjek

Nå, men så fik jeg også lige et nyt bagdæk.

Selvom det ikke lige var en udgift, jeg havde regnet med, er det rart at vide, at andre passer på en, og sørger for at udstyret er i orden.