søndag den 17. november 2019

Drift


Da jeg faldt i gryden med podcasts, faldt jeg også i hos Grace og Babbles Travelling Yarns. I afsnit efter afsnit sidder hun med den fineste trøje på.

Drift hedder den.





Har jeg garn? Tænkte jeg, og overvejede om det skulle være opskriften til det garn, jeg planlægger at spinde og strikke en trøje af. Ja, ja jeg ved godt det har lange udsigter, men det skal nok ske. En dag. I løbet af næste år. Tror jeg på.

Længe tænkte jeg at kombinationen mellem håndspundet og opskriften på Drift var det perfekte match. Det er det måske også - og var det ikke fordi, jeg hellere vil finde en ny opskrift, kunne jeg godt finde på at strikke den igen.

Så var det jeg kom i tanke om det grønne garn, jeg købte for et par år siden. Garnet der ikke kun var grønt, og pænt. Men også var af uld. Uld af en ret lækker karakter. Og oveni hed Pernille.





Det er muligt det lå en i kurv i Netto og lignede noget, der ikke var meget værd, men med hjem kom det, blev pakket væk og måske også lidt glemt. For hvad skulle jeg egentlig bruge det til?

Nu er det blevet til Drift, og er lang lækrere end jeg forventede et garn fra Netto - kald mig bare snobbet. Den er varm, og jeg frøs ikke, da vi den anden dag stod på kanten af Damhussøen i gråvejr, og tog billeder af trøje i dalende regn og med en pæn baggrund.











Design: Drift af Kristen Finlay.


Garn: Pernille, 100% Uld, grønt og købt i Netto for mindst fire år siden. Det løber cirka 200 meter på 50 gram.

Jeg har brugt 197 gram.

Jeg havde regnet med mere, og har nok garn tilbage til noget uden ærmer. En T-shirt måske.


Pinde: 4 mm rundpinde - magic loop på ærmerne.


Størrelse: Jeg endte med at strikke efter en 38".





Bemærkninger: Den kunne godt have været lidt større, men den er rar at have på, og jeg brugte i virkeligheden ikke opskriften til ret meget andet end bærestykket.

Efter mønstret på bærestykket, strikkede jeg venderækker på ryggen, for at opnå en højere nakke. Jeg tror jeg endte med noget i retning af 10 ekstra pinde.

Derefter delte jeg til krop og ærmer. Det gjorde jeg et par gange. Jeg har ikke helt forstået hvorfor der skal lige mange masker for og bag, når man strikker til atributter, der fylder noget mere end rygstykker. Under alle omstændigheder så det håbløst ud, da jeg prøvede den på, og jeg målte regnede og endte med at sætte flere masker af fortil og på ærmerne, end opskriften angav.

Ærmerne fordi jeg også fylder mere end gennemsnittet om overarmene.

Herfra strikkede jeg glat, lavede indtag og udtag til talje og sluttede da jeg synes jeg nåede en passende længde.

Det samme gjaldt ærmerne.





Garnet striber. Men ikke same striber fra nøgle til nøgle. Jeg strikkede et nøgle ad gangen, og håbede at ærmerne ikke ville se alt for forskellige ud. Derfor er jeg ret imponeret af, at jeg endte med at lukke af med cirka samme farve både på ærmer og krop.

Det giver et vist sammenhæng.

Den er som sagt varm. Jeg er i virkeligheden bedre til åbne trøjer end lukkede. Jeg er alligevel ret sikker på, at jeg nok skal komme til at bruge den.


Har du lyst til at se flere billeder af trøjen, kan den ses lige her på Ravery.





Hermiones Everyday Socks


Da vi i sommers var i Bremen og tog halvvejs til Bremerhaven i jagten på Ubådsbunkeren, stoppede vi på hjemvejen i Vegesack og besøgte den fine, delvise interiør- delvise garnbutik, Wollzeit.





De havde desværre ikke uspundne fibre, som ellers var det jeg gik efter, men de havde smukt garn, og jeg kom derfra med det mest farverige strømpegarn jeg nogensinde har købt - måske faktisk det mest farverige garn, jeg nogensinde har ejet.

Det var faktisk lidt grænseoverskridende. Men det var så smukt da det lå der, pænt præsenteret i et fed. Jeg vidste godt at farveskiftene ville være korte. Jeg vidste godt at det ville gøre sig bedst i en hel glatstrikket strømpe, men jeg synes glatstrikkede strømper er temmelig kedelige. Der skal helst ske noget - bare en lille smule.

Så jeg kom i tanke om Hermione's Everyday Socks, som jeg har kigget på et par gange, men oftest afskrevet som lidt for kedelige til mit strømpestrik.





Jeg er tilbøjelig til at mene jeg skulle have holdt mig til det glatstrikkede, men jeg synes faktisk også det færdige resultat er rigtig fint.

Og så der er endnu en rest til det hæklede tæppe, som ærlig talt ikke får megen opmærksomhed for tiden.











Design: Hermione's Everyday Socks af Erica Lueder.


Garn: Håndfarvet Drachenwolle Sockenwolle i blå, grøn og lilla. Farven hedder sikkert noget, men det betyder jeg ikke kunne gennemskue etiketten.

De færdige strømper vejer 72 gram.


Pinde: 2½ mm AddiCraSyTrio - et pindesæt jeg er blevet ret glad for.


Størrelse: 39 - eller så de passer til min fod.





Bemærkninger: Jeg fulgte opskriften til jeg nåede hælen. Herfra brugte jeg mønstergentagelsen på oversiden af strømpen, og gjorde ellers som jeg fandt for godt.

Jeg startede med en Fish Lips Kiss Heel, fordi jeg har haft lyst til at prøve den af. Jeg strikkede glat over hælmaskerne og 2½ gange mønster over oversiden af foden, inden selve hælen.

Ned over foden tog jeg 8 masker ind i hver side på hver 4. pind skiftesvis på undersiden og oversiden af foden. Jeg synes der var for mange masker, til at sidde pænt over foden og ligesom jeg plejer at tage flere masker ind end forventet på en almindelig hæl med flap tog jeg derfor også ekstra ind her.

Jeg strikkede tåen helt som jeg plejer, med en spids tå, der passer mine tæer.


De sidder overraskende godt på foden, og jeg kunne godt blive forfalden til den type hæl, omend jeg tror der er rum til forbedring. Så mere strømpestrik, så jeg kan lege med hæle...


Har du lyst til at se flere billeder af strømperne, kan de ses lige her på Ravery.





Kan selv - vil selv


Så... Halvdelen af måneden er gået, og jeg har skrevet ét indlæg. Et indlæg. helt ærligt, jeg ved ikke hvad er sker.





Jeg har mindst fire færdige projekter, som jeg faktisk også har billeder af, men hvor sjovt er det lige at fylde mit feed med strik og strik og strik uden en lille smule af alt det andet, der også sker.

For her sker alt for meget. Gode ting, skønne ting, og bestemt ting, jeg slet ikke får fortalt. Og jeg vil faktisk gerne fortælle.

Lige nu er jeg så bare ikke særlig god til det.

Så, inden alle billederne af færdigt strik er her et par billeder fra i mandags, hvor Oscar var forbi sammen med sin far og spise til aften. Vi nåede selvfølgelig også at lege, og for en gangs skyld gad han faktisk spise, det der blev sat foran ham.

Jeg er ikke sikker på han er kræsen, han er bare meget bestemt med hvad han gider stoppe i hovedet. Vi har prøvet meget forskelligt, uden den store succes. Så får han grød, mens vi andre spiser. Det gider han nemlig altid godt.

Men pasta og kødsovs var tydeligvis et hit. Hvis vi skal have pasta og kødsovs de næste mange, mange mandage, så er det sådan det er. Barnet bestemmer. Vi andre følger bare med. (Omend jeg nok vil bytte pastaen ud med fintsnittet spidskål - bare på min tallerken)...





Senere fik han også tid til at kravle op og kigge med på Emilies telefon. Teknologi er nemlig også spændende. Også selvom samme Emilie sjældent skal finde på at løfte ham op. Han bestemmer nemlig selv, hvem der er i kridthuset.

Hun er god at lege med - hende fasteren. Men når han er her, er far bedst, farmor næstbedst og resten meget sjove, men kun når han selv beslutter sig for det.





søndag den 3. november 2019

Starflake


... Cuz I am not a snowflake... Sagde Anders :)





Jeg har været til zumba i dag. Vi har en lærer på skolen, som også er zumbainstruktør. Lotte og jeg har længe snakket om, at vi ville prøve. Det blev i dag. Det var sjovt. Det var hårdt. Jeg har ondt i knæene, men jeg vil rigtig gerne komme igen.

Hvis du gerne vil, skal vi snakke om hvad du skal gøre i forhold til vrid i knæene. Der er masser at gøre. Sagde Louise, og fortsatte med at vi også skulle snakke om sko. Jeg vil gerne snakke om sko. Jeg vil gerne komme igen.

Jeg har ikke trænet de sidste måneder. Jeg har savnet det, men jeg kan konstatere at selvom jeg har været rigtig glad for LOOP er maskinerne for hårde til mine led. Jeg kan selvfølgelig køre mindre på - men det er jeg ikke sikker på, at jeg er særlig god til. Samtidig kan jeg også mærke at jeg har brug for, at der sker noget nyt. Jeg har brug for noget andet.

Det andet kunne godt blive zumba. Formentlig kombineret med andre hold og noget træning i maskiner. Fitnesscentret ved Vestbad er moderniseret, der er holdtræning, der er det du selv har lyst til, og der er mulighed for at kombinere. Det gider jeg godt. Specielt hvis jeg kommer af sted.


Inden jeg hoppede på cyklen og kørte over på den anden side af Roskildevej, lykkedes det at tage en flok billeder af den seneste udgave af Stephens Wests årlige mystiske sjal.





I år hedder det Starflake.

Det har været sjovt at strikke.
Og jeg ved jeg kommer til at bruge det.











Design: Starflake af Stephen West.


Garn: Uld fra Uld og Co - eller Nina i Garnværk i Fredensborg. En grøn og en meget lys grøn. Det er lækkert at strikke af, og har den fine melering kun håndfarvet garn kan have.

Jeg brugte rub og stub af det mørke - 265 gram. Mens jeg næsten har et helt fed af den lyse tilbage. Jeg brugte 111 gram af den lyse.


Pinde: 3,75 mm og en lidt for lille rundpind. Nok derfor den knækkede på de sidste meget lange rækker. Heldigvis havde jeg en anden.


Størrelse: Cirka 220 x 75 cm.





Bemærkninger: Den opmærksomme, har nok allerede set den lillebitte ændring, jeg lavede som noget af det allerførste.

Jeg droppede ganske simpelt et enkelt blad i den inderste stjerneform, i det første clue. Jeg havde strikket det. Jeg havde lukket af og hæftet ender, og jeg havde samlet masker op og begyndt striberne i anden del af første clue.

Jo mere jeg kiggede på det, jo mere blev jeg sikker på, at formen på det endelige sjal var lagt. At jeg ville ende ud med et sjal i en facon, der ikke er min foretrukne. At der ville blive mere rundt end trekantet, over det færdige projekt.

Så jeg pillede op. Droppede det sidste parallelogram og strikkede ellers fuldstændig efter opskriften.

Det betød, at jeg endte op med et færdigt resultat, der rent farvemæssigt er symetrisk. Et sjal, der er mere trekantet at se på. Jeg har en midterbue, der agerer spids midt på mit færdige sjal, i stedet for kurven mellem to buer, der ellers ville være midten.

Hver eneste gang der i opskriften stod: gentag to gange, gentog jeg en gang, men gjorde ellers fuldstændig, som der stod.

Da jeg nåede kanten vendte jeg om på farverne for at få en mørk kant i stedet for en lys. Jeg målte og vejede, og troede jeg havde garn nok, fortsatte kanten med endnu en retrille - uden udtag - inden jeg afsluttede med en stribet iCord.

Da jeg nåede halvvejs, løb jeg tør for den mørke. Jeg overvejede for og imod, men endte med at fortsætte kun med den lyse.


Jeg er rigtig glad for det færdige resultat.

Men faktisk er den uændrede version også rigtig flot.





Undervejs i projektet strikkede jeg tofarvet patent. Det er ikke længe siden, jeg så noget om at strikke begge farver samtidig. Det kunne jeg ikke sidde overhørig, googlede, kiggede Youtube og endte med min egen version af One-Pass-Brioche (som det så fint hedder på engelsk)

Med Anders' hjælp filmede vi et par små klip i forsøget på at vise hvordan. Jeg kan ikke lige gennemskue at strikke fra start med to tråde. Næste gang, vil jeg nok strikke de første to pinde med en farve ad gangen, som en slags set-up.

Det var overraskende let.


Henriette har udgivet de små klip. De er uden lyd. Hvis nogen er interesseret kan de ses på Youtube:
Forsiden og bagsiden.






Har du lyst til at se flere billeder af sjalet, kan det ses lige her på Ravery.





mandag den 28. oktober 2019

The Love of Spiders


Da jeg i foråret var til blog/insta-træf hos Violykke, vendte jeg hjem med tasken fuld af fine gaver sponsoreret af glade - og spændende - givere.





Mellem de fine gaver var to fed garn fra A Knitters World. Jeg vidste ret hurtigt, at de en dag skulle blive til et sjal, jeg vidste bare ikke hvilket.

Jeg har kigget på flere, mere eller mindre målrettet, men ingen fandt rigtig nåde for mit blik.

Indtil jeg mere eller mindre faldt over sjalet fyldt med kærlighed til eddekopper. Jeg er ikke sikker på jeg forstår navnet, men sjalet var fint, så fint at jeg næsten hurtigere en hurtigt fik slået op og gik i gang.

Det blev hurtigt et af de projekter, der blev stoppet i tasken og fungerede godt ude blandt andre eller i mødesituationer. Mønstret sad hurtigt fast, til trods for at der ikke er et diagram, men kun beskrivelse af mønsterstrikken.

Jeg aflurer og husker bedst mønstre, når jeg kan se dem visuelt. Jeg sidder ofte fast i skrevne forklaringer, og kan ikke se lyset, eller nærmere maskernes indbyrdes forhold til hinanden.  Netop derfor tegner jeg ofte et diagram, hvis ikke der er noget.





Jeg nåede ikke til at tegne, men jeg var tæt på. jeg måtte gennem rapporten mere end en gang inden det gav mening, men så sad det også fast.

Andre har det omvendt.

Jeg kan godt lide forskelligheden.











Design: The Love of Spiders af Melanie Berg.


Garn: Grå Merino/Silke og pink Merino/Donegal begge fra A Knitters World.

Jeg brugte stort set alt hvad jeg havde, og det færdige sjal vejer 208 gram. Lige præcis 5 gram mindre end de to fed tilsammen startede med at veje.


Pinde: en rundpind 4mm (og en 3mm til opslag)


Størrelse: Sjalet har en færdig størrelse på 230 x 85 cm.





Bemærkninger: Det med at tage billeder ligger åbenbart ikke lige for i øjeblikket. Derfor ser sjalet ikke helt så fint ud, som færdige sjaler plejer at gøre.. jeg har nemlig taget det i brug, og nyder det.

Det er blødt og skønt og dejligt.

Jeg ændrede ikke meget.

Sjalet startede med en gartertab - eller også gjorde jeg det bare. Det kan jeg ikke lige huske. Hvad jeg kan huske er, at jeg slog op og strikkede gartertabben på p 3 mm, fordi det ellers blev for løst. Jeg startede med at slå op med en provisorisk opslag, så jeg kunne samle levende masker op og slippe for at kunne se opslagningen efterfølgende.

Jeg skiftede til p 4 i samme øjeblik gartertab og opsamling af masker var overstået.





I mønstret i den første sektion - striberne - valgte jeg at strikke alle de pink masker ret fra vrangsiden, for at få lidt mere tekstur i mønstrert. Men også fordi de glatstrikkede pink pletter nærmest forsvandt i det grå. Det synes jeg ikke var pænt .

Jeg strikkede en mønsterrapport mere af sektion to. Fordi jeg kunne, og fordi der var nok af det grå.

Jeg strikkede kanten til der ikke var mere garn. Kun nok til at lukke af.


Har du lyst til at se flere billeder af sjalet, kan det ses lige her på Ravery.





søndag den 27. oktober 2019

Valnødder i solen


I sommers fik jeg en bunke uld til at lege med. Uld i klare farver, som jeg hurtigt fik lyst til at farvelege med.





Jeg kunne vildt godt tænke mig at prøve kræfter med syrefarver. Ikke i stor stil, bare til husbehov, mest fordi jeg synes det ser spændende ud. Der er så mange muligheder. Og bunken med uld kan være et godt afsæt.

Jeg er overhovedet ikke nået til syrefarver. Endnu. Men kort tid efter ulden var kommet i hus, var det sæson for valnødder. Jeg stoppede uld af flere farver og halverede valnødder i glas, satte dem i solen og - indrømmet - glemte alt om dem.

De stod lidt længere end de måske egentlig burde.





Da jeg endelig fik taget mig sammen til at tømme glassene, stank ulden. Stanken var mest af alt en blanding af rådden tang, rensningsanlæg og noget andet klamt. Ulden som sådan var ikke klam, det lugtede bare ikke godt.

Det var stadig sommer dengang. Lange dage uden regn.

Jeg skyllede det rensede uld op i uldvaskemiddel og lagde det udenfor til tørre, mest af alt besluttet på at smide det ud, når det blev tørt.

Men der skete noget. Med tørhed forsvandt lugten. Tilbage er ingenting. Blot uld, stadig i flere farver, men over samme læst.

Jeg havde lilla, blå, grøn, gul og orange uld i glassene fra start. Færdigt er der stadig nuancer af både blå, lilla, gul og grøn, men mest brun. Den orange derimod, den er stadig mest af alt orange. Ikke kun orange, men den stikker mest ud.





Anders har længe - som i flere år - talt om en strikket kasket. Jeg har mindst lige så længe sagt, at det kan jeg ikke strikke. Men måske kan det brunlige uld godt blive til en strikket kasket. Hvis jeg kan finde noget der ligner en opskrift. Eller finde på noget selv. Opskrifter på kasketter er efter min mening generelt temmelig grimme eller uheldige - i hvert fald dem, jeg har fundet.

I et forsøg på at skabe et nogenlunde harmonisk garn, og med et håb om at lære noget om farvelære i forhold til spinding, har jeg kastet mig ud i et forsøg. Et er at vide en hel masse om farver og deres indvirken på hinanden, noget andet er at spinde. Det jeg nemlig har lært, er, at det færdige produkt godt kan ende ganske anderledes end man forventer.





Jeg har en forventning. Jeg håber det holder stik. Jeg vil nemlig gerne ende med et garn, der ikke er fuldstændig ensfarvet, men nærmere meleret i en brunlig farveholdning. Jeg er lidt bange for hvordan den orange vil spille mod de andre farver, og har et håb om, at tvindingen vil tone den orange ned til fordel for de resterende brune toner.

I første omgang har jeg splittet al ulden op i mindre dele. Smalle dele af den oprindelige top i varierende længde - omkring en halv meter. længderne er snoet i små dunter og derefter vejet af i tre lige store bunker, uden hensyn til farverne.

Jeg er i gang med at spinde den første bunke. De tre bunker skal spindes så tyndt jeg kan på tre spoler, så jeg i sidste ende kan tvinde et tretrådet garn. Når der er tre tråde og de små dunter ikke er helt lige store, håber jeg på et garn, der vil blande de oprindelige fem farver i et nogenlunde ensartet forløb.





Det er faktisk lidt spændende hvordan det ender.

Uanset hvad,  tænker jeg, at de 130 gram jeg startede ud med, i sidste ende må være nok til en hue med skygge. Som Anders måske kan godkende.





Granatenken


Fra Kranen ved Geeste gik vi forbi kirken, og videre mod Bremerhaven Station. Stationen ligger i udkanten af det oprindelige Geestemünde, og der var langt, så vi endte med at tage bussen, som dagsbilletten dækkede.





Inden vi nåede så langt, mødte vi en dame, der solgte noget. Det var lidt svært at se, hvad det var, men gættet er noget spiseligt, målt op på vægten og pakket i papirsposer, eller måske snarere avispapir.

Med byens placering er et nærliggende gæt også noget med fisk. Måske tilberedt, så hun har været blandt pionererne ud i streetfood.

Vi forsøgte at læse skiltet, der fortalte om damen, hendes oprindelse og historie. Men selv med hjælp til oversættelse, var der lige præcis tilpas mange ord, der ingen mening gav i helheden. Vi bryggede vores egen historie sammen, der forhåbentlig nærmer sig sandheden, og ellers bare er en god historie.







Damen er et billede på granatenkerne efter første Verdenskrig. Vi går ud fra at det betyder at hun er efterladt med en mand der enten er død i et granatangreb (i princippet et angreb, om det specifikt var en granat der slog ham ihjel, er nok i virkeligheden ikke så vigtigt), eller en mand, der har fået granatchock og ikke er meget bevendt i forhold til husholdning, specielt økonomisk. Her er vel også tale om en slags enke.

Under alle omstændigheder var der en hel del kvinder, der led under manglen på mænd efter krigen. Det samme kunne vel siges om situationen efter anden Verdenskrig. Jeg ved ikke om den historiske udvikling, krigsførelse havde taget mellem de to krige, betød det store i forhold til de efterladte.







Det korte af det lange er - eller det vi fik ud af fortællingen - handler figuren om, at for at overleve måtte kvinderne på gaden og sælge det, de nu havde at sælge. Jeg forestiller mig, at i en tid, hvor kvinderne gik hjemme, sørgede for hjem, mad og børn, har det været et stort indgreb i en lille familie, hvis børnene pludselig skulle passe sig selv, hvis hjemmet ikke længere havde nogen til at tage sig af det, og indkomsten formentlig har været temmelig svingende.

Det er historie. Samme historie der fortælles Verden over. Men granatenkerne har nok været den betegnelse kvinderne omkring Bremerhaven har fået.





I sin sårbarhed var hun afsindig fin og meget fortællende, som hun sad midt på gågaden, sunket sammen og håbede på at sælge nok til at endnu en dag kunne ende med mad på bordet og leje til værten.





lørdag den 26. oktober 2019

Kranen ved Geeste


Tilbage til sommerferien er vi nået til Bremen.

På endagsturen til Bremerhaven så vi ikke kun ubåde, vi gik også en tur på Historisches Museum Bremerhaven. Et forholdsvist overskueligt ikke alt for stort sted med fri adgang.







Fra museet gik vi langs Geeste, der ikke kun slynger sig gennem byen, men også er den oprindelige skillelinie mellem Bremerhaven og Geestemünde - den lille by, der før Bremerhaven blev opfundet lå ved mundingen af Geeste mod Weser.

Med tiden blev Geestemünde opslugt af Bremerhaven, men vist ikke uden kamp.

Der var fint langs floden, og som den svingede, kunne vi ind imellem se noget der lignede et stort insekt, som stod og knejsede på kanten af floden. Som vi kom nærmere blev den store kran ikke mindre spændende.

Helt fremme, var den gamle plads under kranen lavet om til et dæk med et par bænke, som vist blev flittigt brugt. På et skilt på kranen, blev vi klogere.







Kranen står tilbage som det sidste udstyr fra det vistnok ældste skibsværft, Bremerhaven gennem tiden har huset. Både i Geestemünde og Bremerhaven har der stor aktivitet forbundet med havet, og derfor har også skibsbyggeri og maskinhaller været en stro del af byernes historie.

Den blev rejst i 1956 og fungerede frem til 2003 - så vidt jeg læser skiltet, som ikke var helt så letlæseligt, som jeg synes tyske skilte plejer at være.

Kranen er høj. Hele 35,5 meter i fuld højde. Førerhuset befinder sig 28,6 meter oppe og den har en trækkraft mellem 7,5 og 20 tons. Alt afhængig af hvor tung lasten er, kan den flytte den mellem 17,6 og 28,4 meter fra centerpunktet.







I dag fungerer kranen ikke. Motoren er demonteret, skinnerne ude af funktion og adgangen til førerhuset fjernet. Alligevel er der en vis storhed over den gamle kran, som muligvis ikke er så gammel, men står smukt som kontrast mod byens store gotiske kirke.