Onsdagsmasker

Jeg var fuldstændig overbevist om at travlheden var på nedtur, at den hektiske skolestart var overstået og det kun ville være julegaveværkstedet i Klubben, der for den næste tid vil trække tænder ud.

Jeg tog fejl.

Igen er jeg gået en uge fyldt med både det ene og det andet i møde. Deadlines har sloges om at nå målet og dagene flyver forbi. Heldigvis er alting spændende, jeg lærer og har endda været i situationer, jeg ikke lige havde set komme.

For fritidsdelen må jeg indrømme at sofahjørnet er svært tillokkende, træningscentret har været frekventeret, omend jeg må se i øjnene at ugens anden træning må springes over, og der kan sættes hak ud for de to ugentlige besøg hos Oscar (og hans forældre).

I morgen bliver endnu en lang dag. Jeg er klar, og skal bare lige huske at møde tidsnok til at kopiere en stak af de netop fiksede vejledninger til morgendagens leg med micro:bits. Inden klokken otte.

Jeg tror, jeg skal i seng lige om lidt...















Læse:

Med travle dage og brug for alenetid i sofahjørnet, får jeg sjældent læst meget. Altså er jeg ikke nået langt i turistguiden om Berlin.

Når det er sagt, står der ualmindelig mange spændende ting i den bog. Jeg tænker at næste gang turen går til Berlin, skal den med.

Henriette Harris forstår at fortælle om begivenheder, om monumenter, museer og finurlige steder pakket ind i historiens vingesus og med en interesse, der betyder at de beskrevne steder og muligheder bliver vigtige at besøge.

Jeg har stort set læst mig gennem det jødiske Berlin, det underjordiske Berlin og det tredie Rige og om et par sider venter kapitlet om muren, inden kunst og det grønne Berlin venter.


Strikke:

Jeg har fundet en gammel sag frem. Trøjen til Daniel, der med mellemrum bliver pakket væk.

Trods nedpakning og negligering sidder mønstret sikkert fast, og jeg samler det op, der hvor jeg sluttede sidst og fortsætter uden de store overvejelser om hvor og hvornår der skal snoes.

Jeg var ikke langt fra ærmegabet, da jeg fandt det frem sidste gang, nu er jeg nået endnu et stykke, omend jeg har fornemmelsen af, at jeg kommer til at strikke længe på kroppen, før den når sin endelige længde.

Der er alligevel et pænt langt liv på den knægt.

Kamel eller dromedar

Det er lidt forvirrende at en kamel og en dromedar kaldes det samme på engelsk. I min terminologi er der forskel på om der er en eller to pukler...





På den anden side kalder de også alle, der tilnærmelsesvis er i familie for cousins... og det har jeg altid synes var så smart.

Men altså - det krævede nogen snak frem og tilbage at overbevise Emilie om, at en kamel har to pukler og en dromedar har én. Eller i hvert fald at de ikke hedder det samme.

Emilie har en kollega, som havde sidste arbejdsdag inden barsel i dag. Fordi jeg altid hækler dyr til barslende mødre og deres børn, mente Emilie også at hendes kollega skulle have en. Det skulle helst være et dyr jeg ikke tidligere har lavet. Og så var det valget faldt på kamelen.. øh dromedaren.





At den skulle være lilla, var der tilgengæld ingen tvivl om. At den skulle være færdig til i dag har jeg vidst længe. Men det betyder ikke at jeg sætter i gang i god tid.

Den har været færdig siden torsdag.

I dag lånte hun Decilille og kørte forbi butikken med baby, barnevogn og indpakket puklet dyr og inkasserede både taksigelser og glæde over babykig.

Så er alt som det skal være.









Design: Gobi the african flower camel af Heidi Bear.


Garn: Økotex Certificeret bomuldsgarn fra Garnudsalg. Olines Cotton kommer i mange farver - jeg brugte farve 55-72-74-57 i nævnte rækkefølge fra inderst til yderst i hver blomst.

Der gik i alt 133 gram garn til hele dyret. Jeg nåede at starte på nøgle nummer to af blomsterfarven (farve 72)


Hæklenål: 2½ mm.





Størrelse: Kræet vejer færdigt, stoppet med fyld fra en IKEA-pude og originalt indkøbt bamsefyld, hele 314 gram.

Den er 40 centimeter lang, 26 centimeter høj og 12 centimeter bred.


Bemærkninger: Øjnene er hæklede - 12 halve stangmasker i en magisk ring - af en rest sort.

Den er meget sød, men ikke det mest komplicerede eller umiddelbart mest gennemarbejdede af de dyr jeg har hæklet. Jeg synes den mangler det sidste, for at gøre den rigtig fin.

Emilie var tilfreds.


Har du lyst til at se flere billeder af pukeldyret, kan den ses lige her på Ravery.

Jagten på dykkerklokken

Året var 1979, det var sommer og jeg var lige fyldt otte år. Mine forældre havde pakket bilen med min fasters telt, børn, luftmadrasser og soveposer og kørte op gennem Sverige.

Da vi nåede Stockholm, var noget af det vigtigste at se Vasa. Jeg kan også godt huske noget om en byvandring - sikkert i Gamla Stan... der var i hvert fald noget med et slot og en meget lang tur i en båd gennem skærgården.





Skibet husker jeg meget tydeligt. Selvom jeg så med andre øjne, da vi gæstede samme Vasa i sommers, var erindringen så absolut til stede.

Men så rakte min erindring ikke længere.

Jeg kunne nemlig tydeligt huske at min far tog et billede af mig, et sted udenfor, ved siden af en dykkerklokke. Han tog også et billede af min søster, ridende på en kanon.

Der var faktisk lidt diskussioner omkring de to billeder - for mens min søster var alene på billedet - fraregn selv de fremmede børn, der også forsøgte at sidde overskrævs - var jeg ikke alene. Min søster insisterede nemlig i at gemme sig bag mig.

Hun var sikker på at være helt gemt. Og gjorde det også godt - men ikke helt godt. Og det gør billedet sjovt i dag.

Den der dykkerklokke huskede jeg som sagt tydeligt. Den var stor, tung, massiv - lignede faktisk mest en kirkeklokke af støbejern med masser af krummelyrer... Min søster husker det samme.





Da vi i sommers var på besøg ved Vasa ledte vi forgæves efter dykkerklokken. Vi ledte ude, vi ledte inde, men den eneste dykkerklokke jeg kunne finde, stod inde på museet og var lavet af noget kedeligt plade - slet ikke den klokke jeg havde stået ved siden af, for mange år siden.

Det kunne ellers have været så sjovt at tage et nyt billede, magen til det gamle - komplet med et sæt sko mellem mine fødder...

Tåge over vand

Weekenden er startet, efter en lang og oplevelsesrig uge, der mærkeligt nok føles, som er den lige startet.

Sådan synes jeg mange uger er. For øjeblikket.





I går startede jeg dagen sammen med min mor. Jeg kørte over dæmningen i den smukkeste tåge med mindelser om eventyr og fantastiske historier. Jeg måtte stoppe op og forsøge at fastholde følelsen af intetheden.

Specielt over vandet, hvor sigtbarheden forsvandt efter ganske få meter, var synet fantastisk. Det må være sådan det så ud, da Verden omkring Elfenbenstårnet i Den Uendelige Historie forsvandt.

Da jeg et par timer senere kørte fra min mor, var tågen allerede ved at lette.





Inden klokken slog to, inden alle de glade børn strømmede ind i Klubben, nåede Lotte og jeg at træne i Tumlesalen. Det er alt for længe siden vi har gjort det. Nu skal det være igen. Det er noget helt andet at træne fælles, at bruge sin krop og give den gas på en helt anden måde, end når jeg kører forbi LOOP.

Jeg kan godt lide træningerne i LOOP, men jeg kan bedre lide når Lotte svinger pisken, finder på de mækeligste øvelser, der aktiverer muskler, maskinerne og deres mekanik ikke får aktiveret. Jeg er langtfra færdig med LOOP, jeg bliver ved at komme. Men det er uden tvivl alternativet, når vi ikke kan fællestræne - for det kan vi ikke altid, eller i det omfang vi begge gerne vil træne.

Det gjorde godt at træne i går - det gør ondt i dag.

Mere ondt end forventet.





Dagen endte sammen med Oscar. Jeg har været syg og småskrantet og ville ikke risikere noget. Altså var det alt for længe siden jeg sidst var forbi.

Men nu er jeg rask igen, og genoptager at se ham mindst to gange om ugen.

Vi endte med at gå en tur. Han trængte, forældrene trængte og jeg kunne nå forbi centret efter det jeg manglede. Babyen fik sovet og forældrene fik varm mad fælles. Ren win win.

Og jeg fik mad, da jeg kom hjem.

Onsdagsmasker

Dagen har været lang, og endte på Rådhuset, hvor vi skulle fejre at skolen er certificeret Udeskole.

Aftenen gav anledning til at alle blev sendt ud i lokalområdet, for at finde inspiration til udeskoleforløb. Nogen gik i byrådssalen, nogen ud i nærområdet, andre gik i centret og mange på biblioteket, hvor flere emner var repræcenteret.

Jeg endte samme med en flok af de sjove på lokalhistorisk arkiv, hvor vi fik lov at komme ned i kælderen og se det allerhelligste.

Der er mange spændende ting sådan et sted. Mellem støv og arkivæsker fandt vi en meget gammel regnemaskine, sjove effekter, og spændende samlinger.

Der lå også en stak bøger. For mere end tyve år siden samlede en femte klasse på en af kommunens skoler deres bedsteforældres barndomsminder. De fik bedsteforældrene til at skrive om deres barndom, de fandt billeder og samlede det hele i 5.B's Historiebog, der blev trykt efter alle kunstens regler.

Hvor må det have været en spændende opgave. Jeg ser for mig, hvordan det kan kombineres med et besøg på lokalhistorisk arkiv med kig på gamle og nutidige kort. Hvordan så vejnettet ud dengang? Og hvor boede bedsteforældrene helt eksakt?

Det kunne være spændende at finde billeder af steder og gå ud og sammenligne med nutiden. Findes bygningerne stadig? Eller er det hele lavet om?

Jeg tænker de må have været så stolte, da de stod med deres færdige bog i hænderne.















Læse:

Jeg færdiggjorde den sidste bog om Comoran Strike, og afleverede den på biblioteket. Den var letlæst og tilpas ubehagelig, uden at blive klam.

Som noget nyt er jeg hoppet på en hel anden genre. Henriette anbefalede Berlin Berlin - steder, skæbner og historier, og da den stod på biblioteket og ventede på udlån, var jeg ikke sen til at hoppe på.

I bund og grund er det en turistguide, men den er også så meget andet. Henriette Harris fortæller om steder og skæbner indsvøbt i historier, der gør det til en fryd at læse.

Jeg er blevet præsenteret for steder jeg har været, men alligevel ikke har set, steder jeg føler jeg kender og steder jeg gerne vil hen. Jeg har lært at størstedelen af Berlins undergrundsstationer er tegnet af en svensker og jeg har lært mere om snublestenene, der på deres egen stille facon mindes mordet på de mange, mange jøder, der blev udryddet under krigen.

Bogen er delt i seks afsnit, og jeg er kun nået til det andet.

Jeg ser frem til at lære mere om Berlin. Også selvom turen ikke går dertil lige foreløbig.


Hækle:

Jeg burde færdiggøre det Westknitske sjal - også selvom jeg ikke er helt tilfreds. I bund og grund derfor.

Men det er pakket lidt væk. Ikke for langt. Håber jeg.

I stedet hækler jeg endnu et dyr. En lilla dromedar. Emilie har bestilt. For længe siden. Deadline er på mandag.

Meget mere er der ikke at sige om det.

Jeg mangler fire felter.

Jeg tænker jeg når det.

Skønne Berlin

Der er rigtig meget godt at sige om Berlin. Det er en fantastisk by.

Op mod alt det gode, der er at sige om byen - og der er meget, jeg er ikke færdig med Berlin, er der tre ting, som må sættes på negativsiden.

Tre ting, der nemt kan rangordnes, som værende mere eller mindre attraktive.





Det første - og værste - er lugten. Berlin lugter tit som et vandrensningsanlæg. Eller rådden tang på en sandstrand. Det kommer i bølger. Somme steder bliver lugten hængende, andre forsvinder den hurtigt igen.

Man vænner sig næsten - kun næsten - til det.

Men altså, Berlin er så skøn en by, at dårlig lugt ikke kan skræmme os væk.


Det andet er næsten umiddelbart af mere skræmmende karakter - umiddelbart værre, men så er det heller ikke værre. Berlins cyklister.

Det gælder ikke kun Berlin - vi oplevede det samme i Hamborg, og konkluderer dermed at tyskere generelt, er forfærdelige på cykel.

Det handler om cykelstier kontra fortove. For tyske cyklister er der tydeligvis ingen forskel. De cykler hvorsomhelst, nårsomhelst. Personligt synes jeg det er temmelig enerverende aldrig at vide, hvorvidt det er sikkert at gå på et givent fortov - eller ej.

For at blive i det negative hjørne, synes jeg i forvejen at der findes utrolig mange umulige danske cyklister - altså indtil jeg mødte de tyske...





Det tredie er mest et irritationselement. Husnumre.

Det tog os et stykke tid, første gang vi besøgte Berlin, at gennemskue hvordan husnumre hænger sammen.

I Danmark har vi de lige numre på den ene side af gaden og de ulige numre på den anden side af gaden - opbygget efter et kompliceret system, der betyder at rækken af numre altid starter i den ende af gaden der vender mod centrum i en given by - eller vistnok den nærmeste store vej.

I Berlin - og muligvis andre steder i Tyskland - starter numrene i den ene side af gaden. Alle tal, både lige og ulige. Når gaden ikke er længere, fortsættes rækken af numre tilbage igen på den anden side af gaden. Det vil sige er der syv og halvfems husnumre på en gade, vil nummer 1 ligge lige over for nummer 97.

De fleste steder. For nogen steder er det helt som vi kender det.

Og det kan godt skabe lidt forvirring, når man leder efter nummer 24, kan se nummer 23 og 25 på den ene side af gaden, nummer 44 på den anden side af gaden, og nummer 24 viser sig at være en baggård...





Ud over det er jeg ret vild med Berlin.

Og når det er sagt, er lugten til at leve med , cykelstier fabelagtige at gå på og husnumre med til at give et godt grin.



Vi mødte den lille propmand samme dag som vi mødte dampmaskinen og den fantastiske arkitektur - på vej fra frokost mod kaffe.

Block 70

Efterkrigstidens Berlin har næppe været et kønt syn. Byen var hullet efter bombeangreb på bombeangreb og yderligere blev den delt i to.







Murens arvæv gennem byen, der blotlagde gader, parker og hele boligafsnit, kom til senere, men uanset har der været brug for genopbygning.

I Øst blev Stalinallee (senere Karl-Marx-Allee) der skærer gennem byen med monumentale nyklassicistiske bygninger, alle i samme stil, rygraden i genopbygningen af byen. I Vest ville man vise sin overlegenhed og lod et opbud af datidens mest kontroversielle arkitekter og designere være med til at vise den nye vej i byudviklingen.

IBA - Internationale Bauausstellung, den levende udstilling af byggeri til at bo i, blev opfundet som et modsvar mod Østblokkens smalle retningslinier for arkitektur.

I 1957 opførtes, under navnet Interbau, Hansaviertel som en nytænkning med lave boligblokke mellem højere, gennemskåret og omgivet af grønne områder. Hansaviertel ligger nordvest for Tiergarten.









I løbet af slut-halvfjerdserne og ind i firserne tog IBA en ny retning. Alt var muligt, postmodernismen var i højsædet og specielt i Kreutzberg blev der bygget mange spændende nye boliger.

Man skelnede mellem Altbau og Neubau - omhyggelig mordernisering af gammelt og det helt nye.

Vi gik sikkert forbi flere af dem. Nogen gør formentlig mere væsen af sig end andre, men blokken ved Fraenkelufer mod Landwerkanal fik mig til at stoppe op. Bygningen, der veksler mellem stringent og kurver i afsindige former, søjler, gotiske buer og opadstræbende linier fik mig omgående til at finde kameraet frem, og ønske at her kunne jeg bo.







Området går under navnet Block 70, og er neubau. Måske var området ryddet fordi der havde været et håb om en autobahn gennem Berlin, fra Vest til Øst, en sammensmeltning og en tilbagevenden til dengang byen var een by. Måske er det bare ammestuehistorier. Men området var ryddet, nyt skulle bygges og arkitekterne Inken og Hinrick Baller tegnede et sammensurium af spændende streger.

Jeg kunne ikke lade være med at gå ind i gården, der åbnede sig som en rodet park i flere niveauer, fremviste endnu flere spændende, kurvede og vanvittige vinkler i et bygningsværk, der aldrig ville have stået, hvis ikke alt havde været muligt.

Dampfmaschine

Andendagen i Berlin var uden tvivl den dag med flest utilsigtede oplevelser. Dagen hvor vi igen og igen drejede om et hjørne for at se ting, steder eller arkitektur vi ikke på forhånd havde overvejet.

Andendagen er dagen der fylder i kameraet. Faktisk er der ikke rigtig nogen billeder fra den første dag, som gav helt andre og gode oplevelser. Men af den mere planlagte slags.











Efter Brandenburger Tor var vi sultne. Vi endte i den del af Kreuzberg, hvor turister sjældent finder vej, på en indisk restaurant med overdækket mulighed for at sidde ude. Maden var god og vi var mætte da vi gik videre. Planen var kaffe og vi valgte at gå langs Landwehrkanal, der næsten hele vejen bød på parklignende grønne områder.

Vi havde netop forceret en større vej og en bro - Zossener Brücke - da vi mødte dampmaskinen.



Hvad er det? spurgte Anders ud i luften - vel vidende hvad det var - og nærmede sig uhyret.

Det er en dampmaskine, svarede jeg, ikke helt sikker på om jeg havde ret. 



Kæmpestor og absolut ikke funktionsdygtig - Anders kunne med at halvt øje se at delene var svejset sammen og at den bærende beton bær lidt mere end nødvendigt - stod den midt i alt det grønne og bød sig til.

Den var ret imponerende i sin størrelse, og trods grafitti vidner den om en tid, da dampkræft var på sit højeste.











Vi gik et par gange rundt om den, jeg tog billeder, Anders åbnede for sin indre maskinnørd og holdt et inspirerende foredrag. Jeg spurgte, når noget blev interessant og fik alle de svar jeg kunne drømme om - og lidt til.

Jeg kan ikke finde noget om den. Vi aner ikke hvad den har været brugt til. Den har ikke nødvendigvis altid stået der, hvor den står. Men vi gætter på at den ikke er flyttet langt, og har været brugt til noget i forhold til kanalen.

Det kunne være sluseåbning, eller andet der med vandvejen at gøre.





Specielt fordi den står lige der ved kanalen. Og fordi vi ikke langt derfra stødte på en gammel bindingsværksbygning, der er bygget helt ud til vandet.

Vi kiggede på hinanden, overvejede hvad bygningen havde været brugt til, gættede på en gammel toldbod, og fik via Google hjælp til at opklare at her vi havde ret.