søndag den 17. december 2017

Sol


Dagens lette snefald, står i skærende kontrast til gårsdagen, der var fyldt med sol og runde kinder.





Sammen med Sille og Rose gik vi tur til Vesterbro, hvor Sille havde en aftale om afhentning af nye køb og jeg bare gik med. Solen skinnede, på hjørnerne stod glade juletræssælgende mænd, og spiret på Matthæus Kirke strakte sig mod de blå himmel.

Der er mange cykler på Vesterbro, der ikke bare viste sig fra sin bedste side, men også bar præg af den byudvikling, der har været i gang gennem de sidste mange år.







Ved Tove Dirtlevsens Skole, gik vi hele vejen rundt, for udearealerne er værd at se på. Der er plads til bevægelse i mange planer, og vi fulgte den streg, der er tegnet op hele vejen rundt om skolen, hvorpå der både er indtegnet meter, matematikformler, litterære hovednavne, hovedstader, og lærersætninger.

Siden gik vi mod Frederiksberg, og snakkede så meget, at jeg glemte at hive kameraet frem igen.





sne


Jeg vågnede op til sne i morges. Ikke meget, men nok til glæde og lyst til forevigelse.





Anders havde allerede trampet rundt på altanen, og sporene var lette at se i sneen. Altså kan jeg regne ud at sneen er faldet først på natten, for jeg vågnede, da han engang i nattens løb vågnede og stod op. han lå der igen da jeg vågnede i morges.

Der er ingen tvivl om at de meget tidlige morgener han har efter arbejdsskift, betyder at han også vågner tidligt i weekenderne. Heldigvis er han sådan en, der kan lægge sig igen - og også nyder en time eller to i eget selskab i tidlige morgentimer.





Det passede mig fint, at han sov igen da jeg stod op. Jeg nyder nemlig også timer alene. Specielt om morgenen.

Dagen er i gang, jeg har ingen planer ude, men masser på den hjemlige liste.





torsdag den 14. december 2017

Torsdagsmasker


Jeg forstår ikke ugens anatomi. I går var det mandag - i morgen er det fredag. Hvordan skete det???

Nå, under alle omstændigheder var onsdag fyldt med møder, tid til arbejde og en masse andet spændende, og selvom jeg havde både bog og igangværende hækletøj med, fik jeg aldrig taget så meget som et enkelt lille billede.

Det lykkedes til gengæld i dag. I træningscentrets lysstofrørsoplyste lokale, svedig efter træning, og med den ene ben ude ad døren på vej hjem, huskede jeg at hive den medbragte bog og garn op af tasken og skyde løs med cykler og træningsudstyr som baggrund.

I morgen er det fredag - som sagt. Og årets julefrokost venter. Det bliver sikkert både sjovt og hyggeligt (det plejer det), men jeg har egentlig mest lyst til at tage hjem og gemme mig under en bunke tæpper med en kop varm the...













Læse:

Jeg er startet på Bedemandens Datter af Sara Blædel. Bogen er første del i en trilogi om Ilka, hovedpersonen, der må tage til Amerika og derfra løber historien.

I første omgang var historien lidt søgt, og jeg havde svært ved at fastholde mig til siderne. Men jeg må indrømme at den er vokset og jeg finder den mere spændende for hver side jeg vender. Jeg har ingen anelse om hvor jeg er på vej hen, men jeg føler mig underholdt, og det er fint for mig.


Hækle:

Jeg har forladt det lyserøde og kastet mig over blå. Stangmasker og huller i skøn forening.





søndag den 10. december 2017

Om lidt går jeg i kælderen


Jeg havde egentlig en aftale med Sille og Fridoline i dag, men de sidste dage har jeg haft tendens til snottethed, så jeg mente det bedst at blive hjemme.

Nu har vi en aftale på lørdag i stedet.. det havde vi måske alligevel.




Vesterhav, Nina og skumsprøjt


Altså kunne søndag fyldes med hvad som helst i stedet. Da jeg stod op, havde jeg planer om oprydning og sortering og des lige, men i stedet endte jeg i sofahjørnet, som var svært at løsrive sig fra.

Så svært at jeg begyndte at overveje hvordan jeg kunne undgå det der træning, der som noget nær det eneste stod i kalenderen. Anders var desværre ikke nogen hjælp i den retning - faktisk var han et øjeblik ret dum, da hun pludselig blev den voksne og ansvarlige, der prækede hvorfor jeg skulle af sted.

Tiden gik. Sofahjørnet har været godt at sidde i, og jeg kom faktisk først af sted, da tiden for den nærmeste indkøbsmuligheds lukning stod for døren. Jeg skulle nemlig lige.. og så kunne jeg jo træne samtidig.

Nå, men jeg fik trænet, passer stadig på skulderen og hjemme igen fik jeg sat ugens vask over i sidste øjeblik. Jeg tror det er ved at være færdigt, og jeg prøver at overbevise mig selv om at lige om lidt går jeg i kælderen og hænger det op.

Hvis ikke jeg sætter mig ind i sofaen...


Nogen gange er det bare det bedste med sådan en søndag uden noget som helst... Og snottet er muligvis rejst videre til Anders...





Striber


Efter rundvisningen gik turen videre til et lokale i kælderhøjde, hvor vi skulle male en omaggiovase. Der var ingen restriktioner for hvad vi malede på vasen, men nogle vigtige ting at huske i forhold til den meget tynde glasur.





Ikke for mange lag, ingen mulighed for at blande og denne type glasur kan ikke dække hele vasen. Den er beregnet til striber, men vi måtte altså gerne male blomster eller hvad vi ellers kunne finde på.

Efter en grundig instruktion, fik vi alle lov at lave en prøvestribe på en vase. Det er ikke let at lave striber. Samtidig med at penslen skal indeholde præcis nok farve til at nå hele vejen rundt to gange, skal kavaletten drejes med håndkraft, hånden holdes stille og i samme højde og trukket med penslen være det samme hele vejen rundt.

Det ser ikke særlig svært ud, men tro mig, det er lettere sagt end gjort.





Udfordringen i striberne, betød at jeg ikke havde lyst til at male andet end striber. For alligevel at lave en lidt anderledes vase, besluttede jeg mig for en omgang prikker, og i sidste øjeblik endnu en stribe i en anden farve.

Der var ikke mange farver at vælge mellem, og jeg kunne godt mærke at jeg er forvænt fra Creative Space, hvor en grøn ikke bare er en grøn, men et utal af valgmuligheder. Her var der een grøn. Kunne jeg have valgt, skulle den have været lysere. Det kunne jeg ikke.

Ann-Dorthe valgte ligesom jeg den grønne, og tilføjede også en flok prikker. Hendes prikker blev sorte. Så blev de to vaser heller ikke helt ens.







Stemningen om bordet var superhyggelig - nærmest lidt løssluppen, og måske hjalp det også at alle skulle lave den der prøvestribe, og vi dermed kom hinanden lidt mere ved. Alle forsøgte helt automatisk at give gode råd og heppede, når nogen synes det de lavede ikke var pænt.

Der var en del snak om det magiske der sker med alt glasur, når det kommer ud af ovnen.

Når jeg kiggede ned over bordet, var striberne i høj kurs. Nogle valgte at male striber den anden vej eller på kryds og tværs, andre at tilføje små elementer. Men generelt tror jeg de fleste tog udfordringen med striberne ganske alvorligt.





I mine øjne blev vasen, gutten lige over for mig lavede, den smukkeste af dem alle. Ene mand sad han ved et bord fyldt med kvinder, og hyggede sig med at male den ene næsten helt lige stribe efter den anden. Jeg fik desværre aldrig et billede af hans færdige vase, men jeg synes han gjorde det godt.

De kan hentes om en uges tid. Den tjans får Ann-Dorthe, når hun nu bor i Næstved. Hvornår vi ses igen og jeg kan få min, ved vi endnu ikke, men så kan jeg vente spændt så længe.





Jeg håber bare at søsteren min, synes hendes fødselsdagsgave var værd at vente på.





lørdag den 9. december 2017

Kähler


I 1875 lader Herman August Kähler et lille keramikværksted opføre i Næstved. Han har overtaget produktionen fra sin far, Herman Joakim Kähler, der allerede noget nær halvtreds år tidligere har slået sig ned i Næstved. Herman Joakim Kähler er pottemager fra Nordtyskland, holder fast i sit fag og opbygger en virksomhed, der holder fast i traditionerne, laver gedigne brugsgenstande og bliver hyldet for sine kakkelovne.





Herman August Kähler opbygger et centrum for kunstnere, malerdamer og andre kunstinteresserede i det lille værksted, der gennem tiden oplever flere brande, men altid bliver bygget op igen. Herman August Kähler er gennem sin uddannelse både på dannelsesrejse, bliver udlært hos Billedhuggeren Bissen i København og lærer glasurmaling på Holmegaard Glasværk.

Herman August Kähler leger med materialerne, udforsker og ved Verdensudstillingen i Paris 1889 slår han gennem på verdensplan, efter at have fremvist en spændende vase i rød lustreglasur, der gør op med mange af datidens tanker om keramik og glasur.









Herman August Kähler er manden bag Kählers logo - HAK - designet af Svend Hammarshøi i 1913. Gennem endnu et par generationer udvikler Kähler sig og laver flere banebrydende keramikprodukter, det lille værksted bliver udviddet af flere gange og en ren kunstnerkoloni udvikler sig i lokalerne.

I 1974 falder familiedynastiet til gulvet, efter fire generationer. Kähler bliver overtaget af Holmegaard Glasværk. I en del år er det usikkert om Kähler som brand kan overleve, inden det i 2008 overtages af arkitekten Frantz Longhi, der formår at trække Kähler ind i det enogtyvende århundrede, for igen at få en førende plads på den keramiske scene.











Målet for turen til Næstved var en historisk rundvisning i Kählers gamle lokaler på Kählerbakken i Næstved. Det gamle keramikværksted er i dag mest kontor, men rummer også udstilling og en lille butik.

Det var spændende at få lov at få et blik ind bag facaden, og selvom det var vildt at komme tæt på den store Hammershøi vase, jeg mange gange har set afbilledet rundt om, eller se tidlige arbejder og produktionsmetoder/værktøj, var jeg mest imponeret af fliserne i den lille gang, vi startede med at gå ind gennem.

Alle fliserne er gamle glasurprøver, der tidligere hang på væggene udenfor, så kunstnerne kunne bedømme dem i dagslys og vurdere for eller imod, lave nye prøver, eller vide hvor de var på vej hen.







Selvom produktionen i dag er effektiviseret er der også stadig meget håndarbejde. Omaggiovasernes striber er håndmalede, alle genstande er gennem mange hænder fra start til slut og alle vinduer og huller i Urbaniaserien bliver skåret ud med håndkraft.


Efter rundvisningen fik vi selv lov at prøve kræfter med glasur, pensler og keramik.





Næstved i juleklæder


Det var tidligt, da mit vækkeur ringede i morges og jeg skulle ud af døren. Jeg havde en aftale med min søster i Næstved klokken ti.





På en lørdag kører togene ikke helt så regelmæssigt, som på hverdage, og ventetid på indregnes. Det gav så til gengæld god tid til at hækle videre på en af julehemmelighederne.

Vi havde begge pakket julegaver til vores respektive familier, og slæbte dem gennem det halve Næstved, inden vi byttede og tog hvert til sit.

Det var ikke Næstved jeg kom for at se, men det var hyggeligt at gå gennem den julepyntede by. Jeg tænker at den stedlige handelsstandsforening må have et højt udsmykningsbudget, med mindre andre hjælper.









Ved alle små pladser står kæmpe gaver pakket ind med sløjfer, ved hver en lygtepæl står et grantræ - mange træer, tænkte jeg og filosoferede videre over antallet af træer på gaden, antallet af træer i stuerne og antallet af træer, der må lade livet...

Der kører både hestevogn og et lille tog rundt og på de store pladser står store juletræer med lys og over gaderne hænger fine granguirlander.





Vi spiste frokost, inden turen gennem byen, og da mit tog kom og jeg kunne sætte mig og nyde turen hjem, må jeg indrømme, jeg var en smule træt.





fredag den 8. december 2017

Fredag og weekendstart


Det er fredag, weekenden er skudt i gang.





Fredag startede med et besøg hos varmemesteren. Jeg glemmer, jeg bor til leje, og tænker altid at vi selv skal sørge for både det ene og det andet. Men nu er der sendt bud efter reparation af radiatoren der ikke vil varme og røret under håndvasken, der går fra hinanden.

Jeg spurgte også til døren, vi smadrede dengang Emilie blev låst inde. han vil gerne have et billede, inden han kan vurdere om det er noget han kan hjælpe med. Jeg tænkte bare at vi ødelagde den, så skal vi vel erstatte. Andre mener at det var vi nødt til, og når låsen gik i stykker er det ejendommen, der skal slå til. Jeg ved det ikke, men nu bliver der kigget på det.

Fredag var også besøg hos frisøren og julebanko i frokostpausen. Frisør Julie havde lovet mig krøller. Jeg ville have fylde og ingen sammenligning med firserfrustrationskrøl. Det har jeg fået. I virkeligheden er det helt som jeg gerne vil have det, sådan lidt morgenhår-rodet, der holder hele dagen. Det gør mit hår ellers ikke. Jeg havde bare - muligvis naivt - forestillet mig noget med store fyldige krøller, og længere hår.... sagde jeg naivt.


Jeg er ret sikker på, jeg bliver ret glad for det, som det er endt. Specielt fordi det overhovedet ikke ser krøllet ud.





Fredag var også isættelse af en stor prikket perle i den ring af gummi, Lotte ikke kan tåle, og jeg overtog, med tanke på inspiration når julegaveværkstedet lukker. Det er lige den slags arbejde vi kan tage op efter jul, når maling er bandlyst, vandet bliver lukket og Klubben skal have nyt køkken.

På hjemvejen mødte jeg Emilie. Hun havde taget opstilling midt på cykelstien, med vished om at jeg måtte komme kørende lige om lidt. Hyggeligt, sådan at kunne følges hjem.

Hun havde været i centret, købt en kjole, fået julegave fra praktikstedet - lækre ting i øvrigt - og været forbi Amalie og blevet tegnet på armen. Hun havde også købt en gave til mig.





Sidste år fik jeg firkantede ørestikkere i julegave. Inden julen var ovre, havde jeg smidt den ene væk. Og selvom jeg var hjemme og ikke udenfor en dør, og vi har ledt, er den aldrig dukket op.

Nu har jeg nye og firkantede. Et andet design, men stadig fra Emilie.


Måske de skal på i morgen, når turen går til Næstved og indfrielse af fødselsdagsgave til min søster...