onsdag den 29. juni 2016

Tid til ingenting


Feriestemningen sniger sig langsomt ind.

Jeg daser, laver ingenting - eller alt. Tømmer opvaskemaskinen, fylder den igen. Overvejer rejsegarderobe og hvor mange sko jeg skal have med. Jeg har strikket og hæklet og igen overvejet… Det er ikke altid nemt.


Besøg af en brun bi


Det igangværende strikketøj nærmer sig en del af processen, der helt sikkert kræver tankevirksomhed – muligvis også omstrik. Det gør jeg gerne, men ikke på en ferie. Altså må nyt til, og her er der flere muligheder. De tre kilo garn jeg købte med hjem fra Garnudsalg er alt sammen øremærket bestemte projekter. Det meste sådan noget med beregning, omregning og tungen lige i munden. Ikke helt det jeg kalder feriestrik.

Jeg overvejer for og imod. Tager beslutninger, for selvfølgelig kan der tages beslutninger, og mens jeg strikker, tænker og nyder at jeg kan læne mig tilbage i sofahjørnet har jeg ventet på Emilie. Hun mente vi skulle lave noget sammen i dag, den eneste dag hun ikke skal arbejde. Jeg havde hørt hende, vidste hun var vågen, men tænkte at hun måske i virkeligheden havde mere brug for ingenting…

Da hun endelig fik stablet sig på benene, var det helt okey at det ikke blev i dag vi tog på opdagelse. Vi finder en anden dag, der er stadig både ferie og sommer at tage af. Og mens jeg mentalt pakker, tænker Emilie tanker om alt det hun skal lave, helt alene hjemme.


Besøg af en brun bi


Nå, måske skulle jeg alligevel lige tage mig sammen, og nå i banken. Trods Visakort og digital valuta forestiller jeg mig, det altid er en god ide med rede penge, til de oplevelser der ikke kan klares med Dankortet.

Det er et godt tidspunkt nu, regnen er stoppet og solen har fundet vej.


tirsdag den 28. juni 2016

Vold og trusler om vold


For hundrede år siden var Rødovre langt ude på landet. Området bestod af gårde og langt størstedelen af afgrøden var korn. Mest havre, men også byg og rug blev dyrket i stor stil. Langt de fleste gårde lå langt fra hinanden, og kun omkring kirken lå en samling gårde. Deribandt Rødovregård.


Rødovregård


Udstykningen af Rødovre var i første omgang centreret omkring Roskildevej og op langs Rødovrevej mod kirken. Først langt senere blev Tårnvej en vej. Hidtil havde det blot været to hjulspor, der forbandt en del af Rødovre med en anden. Langt fra den hovedfærdelsåre den er í dag. Den havde ikke engang forbindelse med Roskildevej.

Omkring Rødovre Kirke ligger stadig ganske få bygninger, der kan dateres langt tilbage. En af dem er Rødovregård, der i dag lægger hus til Heerup Museum og har lokaler, der kan bruges af lokale foreninger og offentlige institutioner. Rødovre Kommune købte gården af den sidste ejer i en lang linie i 1967 og indrettede lokalerne til offentlig brug. En anden er de ældste bygninger til Rødovre Skole. Halvdelen af portbygningen er den oprindelige skole opført i 1891. Bygningen indeholdt lærerbolig og skolestue. Inden der var gået mange år var skolen fordoblet og den fine portbygning en realitet. Bygningen rummede nu to skolestuer, en lærer og en lærerindebolig. Lærerindeboligen lidt mindre end lærerboligen. I dag ligger skolens konter i portbygningen, mens skolen er vokset frem på området bagved.

Jeg kan godt lide historiens vingesus, når jeg kører forbi de gamle bygniger. Og oplysningerne her er alle fra en bog om Rødovres historie, jeg erhvervede for mange år siden, og til tider stadig finder frem og finder nye oplysninger i.


Rødovre Skole


I dag var jeg på Rødovregård. På skolen skal der laves nye retningslinier om vold og trusler om vold. Trods ferie, synes jeg det var vigtigt at deltage i det seminar der blev holdt for alle skolens lærere, pædagoger og ledelse i dag. Der kom mange spændende ting på bordet, jeg fik strikket en masse, der var tid til at tale med kolleger, og tanker om hvornår vold er vold dukkede op.

Er det vold når en elev skubber til en lærer? For de fleste er der ingen tvivl. Som udgangspunkt er jeg som heller ikke i tvivl, og jeg er heller ikke i tvivl om at der skal være konsekvenser, når der udtales trusler eller bydes ind med vold. Det er bare ikke altid så simpelt.

Det er et dilemma, som skal presses ned i en form. Procedurer og retningslinier skal ligge klar og ingen er uenige om at der skal handles. Alligevel synes jeg det med formen er svært. For jeg vil vove at påstå, der kan findes tilfælde hvor det at skubbe til en lærer kan diskuteres om hvorvidt er vold.


Rødovre Kirke


Jeg vover påstanden fordi det ikke er længe siden jeg blev inddraget i en konflikt, der sådan som jeg oplevede det slet ikke startede som en konflik. En konflikt som en ung og uprøvet vikar fik optrappet fra en ikke helt okey situation mellem to elever til en konflikt mellem lærer og elev. Til et drama hvor eleven følte sig overhørt, forurettet og skudt noget i skoen, han ikke havde gjort. Han blev sur, sagde han blev sur og havde brug for luft. Han endte med at skubbe vikaren væk fra døren for at komme ud, han vidste godt at han havde brug for at køle af, før han kunne tale videre, vikaren vidste det ikke. Hun følte sig truet, følte hun havde gjort alt det rigtige, og kunne ikke se sin egen rolle i optrapningen. Eleven vidste godt det han gjorde var forkert, men kunne i situationen ikke handle anderledes.

Jeg sad tilbage og var en smule stolt af eleven, som alligevel var den der blev sendt hjem og som måske også var den, der kunne tåle det, mens vikaren sad tilbage og skulle samles op.

Jeg synes det er svært.


mandag den 27. juni 2016

Ferien er bestilt


Efter at have rodet lidt rundt på nettet og vævet lidt frem og tilbage, gjorde vi kort proces og bestilte togbilletter til Berlin.

Vi tager af sted på lørdag og efterlader Emilie herhjemme alene en hel uge. Hun glæder sig mindst lige så meget som os.


Altanen - juni 2016


Vi kunne have fløjet, men priserne var tre gange højere end de orange billetter DSB var villige til at sælge. Inden da havde jeg også været omkring Deutsche Bahn, fordi de nogen gange kan slå de danske priser. Men ikke denne gang.

Dernæst var det hotellet. For et par aftener siden rodede jeg rundt på nettet efter beskrivelser af Berlin, og faldt over en lang beskrivelse af forskellige steder at bo i byen. Jeg orkede ikke at læse igennem, men det gjorde Anders, og dermed tog han beslutningen om at finde ophold i Prenzlauer Berg. Adskillige klik senere havde vi også lokaliseret et hotel, der udefra ser tilfredsstillende ud – det håber vi så også er tilfældet når vi når frem.

Jeg har gennemsøgt nettet for garnbutikker og har gennem links og flere bloggere fundet både Handmade Berlin, Knit Knit, Wollen Berlin, Fadeninsel og WollLust. Nu er de noteret, så må vi se om vi kommer forbi.

Anders har læst op på turistinformationerne og ved at vi kan købe et femdages kort til den offentlige trafik inklusive adgang til en masse museer og andre attraktioner for en rimelig pris. Samtidig har flere af jer bidraget til gode ideer.

Nu mangler vi bare at finde de små finurlige steder og den uundværlige fantastiske kop kaffe. Prenzlauer Berg skulle være et hipstersted, og det plejer at borge for kaffekvaliteten.. så mon ikke vi er godt på vej…


søndag den 26. juni 2016

Landporten


Som barn var jeg ofte på ferie hos mine bedsteforældre.

Min farmor og farfar boede på landet, nord for Nakskov, havde en planteskole, høns, grise, et stort hus og masser af udendørs muligheder. Her kunne vi både lege inde og ude, de store udendørs områder bød på masser af spænding og legemuligheder, vi kunne spise os en mavepine til af friskplukkede bær, kigge ind til grisene, køre på langtur på cykel eller gå ned til den lokale købmand og købe slik (indtil den lukkede).


Landporten - Nyborg

Landporten - Nyborg


Min mormor og morfar boede i en lille lejlighed i Nyborg med en lille gård med skraldespande, gamle lokumsskure (der ikke længere var i brug) og et par gynger under et halvtag. Inde bestod leg af stillesiddende aktiviteter og ude var der gyngerne. Som vi blev ældre fik vi lov at gå på opdagelse i byen, hente ugens blade hos den lokale købmand eller – når det stod højt køre byen tynd bag yndlingsonklen på hans knallert. Dengang boede han lige rundt om hjørnet og kom hjem med vasketøjet for at hjælpe, når hele familiens vask en gang om ugen skulle fragtes frem og tilbage til vaskeriet.

Efterhånden som årene gik blev turene ud i byen længere og længere. Ikke langt fra min mormor og morfar, nede omkring de sidste rester af voldgraven lå en fantastisk legeplads. Her kunne man kravle i temmelig fatasifulde bygninger, der ville gøre enhver nutidig naturlegeplads grøn af misundelse, og hertil gik turene tit. Vi kunne også gå den lange vej gennem centrum og videre ud bag havnen og hjem til min tante, onkel, fætter og kusiner. De havde et stort hus med masser af plads, endda i flere etager. Specielt kælderen med udgang til haven, der lå i flere nivauer var et dejligt sted at lege.

Selve Nyborg by var også spændende at udforske, men her gik vi mest sammen med min mormor, når hun var ude at købe ind. Hjemme kendte ingen hinanden, vi var vant til det upersonlige Hundige Storcenter, men når min mormor handlede var det altid med personlig betjening og ekspedienter der kaldet hende ved navn. Det var ligemeget om det var hos slagteren, i garnbutikken eller hos købmanden, alle vidste de at hun hed Fru Rasmussen, og jeg synes det var helt fantastisk.

Det eneste sted vi ikke måtte gå hen var volden. Så der gik vi selvfølgelig hen. Området omkring Landporten synes jeg var et dejligt at være. Om vinteren kunne man stå på skøjter lige neden for porten og historieinteresseret, som jeg altid har været, synes jeg det var spændende med porten,og kirkeklokkerne der i tidligere tider ringede til samling, så bønderne kunne komme ind i byen inden porten lukkede.


Rester af volden ved landporten


Landporten er den længste bevarede byport, og har rødder tilbage til Christian d. III og hans befæstede Nyborg og slot. Jeg kan læse mig til at der stadig hver aften kokken 21.45 ringes med klokkerne. Landporten var den ene af to indgange, den anden hed strandporten, og lå lige der, hvor jeg for halvanden måned siden tog et billede fra havnen op mod kirken, da vi var på vej mod guldbryllup for netop min tante og onkel, som vi tilbragte mange timer hos, når vi var hos min mormor og morfar.

Landportens nuværende form startede omkring 1660, hvor Frederik d. III fik bygget den lange tunnelgang og sat monogram på. Omkring hundrede år senere fik porten under Frederik d. IV en overbygning og den endelig udformning.

Som barn synes jeg det var spændende, når vi en sjælden gang imellem kørte gennem porten, over de toppede brosten og op mod slottet, der bag sine tykke mure gemte på mange hemmeligheder. Tænk at bo i en by med et slot. Vi boede i en kedelig forstad til København, og i min barndoms verden var der langt til København. I virkeligheden bor jeg stadig i en kedelig forstad, men den er noget ældre end det mere nyopførte beton jeg boede mellem som barn, og trods en langt kortere vej til København er den psykiske afstand i dag også langt kortere. Nu bor jeg næsten i en by med et slot…


Georg Nielsens Landport fra 1980


I min mormor og morfars hjem hang flere malerier af Georg Nielsen, som malede mange motiver fra Nyborg og omegn. Et af dem var landporten, og da min mormor døde fik jeg lov at overtage netop det billede.

Da Bettina og jeg for godt fjorten dage siden kørte hjem fra Aarhus, gjorde vi holdt i Nyborg, spiste frokost og kørte en tur forbi Landporten, der i den grad fik gang i nostalgien.


Update: Jeg takker min mor, der fortæller at over tunellen i Landporten ligger store sale, hvor hun som teenager gik til gymnastik. Det vidste jeg ikke, men med sine fyrre meter og temmelig høje overbygning, må der selvfølgelig også være noget deroppe. Og at det i halvtredserne blev brugt til noget fornuftigt, giver også rigtig meget mening. 


Strandtur


Feriestemningen har ikke rigtig indfundet sig. Jeg er slet ikke klar, sådan føles det i hvert fald, men mon ikke det kommer.

Og det er stadig weekend, reelt har jeg jo først ferie fra i morgen… Så..


Amager Strand - juni 2016

Amager Strand - juni 2016

Amager Strand - juni 2016


Men altså første feriedag/lørdag blev brugt på stranden. Sille foreslog, og hvor var der bare dejligt, lige der i vandkanten, med en frisk brise, til at blæse lummerheden væk. Måske var det derfor vi blev der for længe, og måske var det derfor vi begge er en smule forbrændte i dag.

Ret dumt, men vi kan kun takke os selv.

Vi tog til Amager Strand. Amarger Strand er ikke en af den slags strande, hvor man kan færdes helt alene, uden oplevelsen af andre mennesker. Der er frit udsyn til vindmøller, til fly, småbåde, store tankskibe og til industrikvarteret nord for. Det er hyggeligt, lige midt i byen og ganske som det skal være.

Der var overskyet da vi ankom, men varmt. Og skønt at ligge tæt ved vandet. Der var stort set ingen mennesker og rødt flag i livreddertårnet. Det ændrede sig alt sammen i løbet af et par timer, og slutteligt var der så mange mennesker at sandet fløj os om ørene, når børn løb forbi, og vi ikke længere følte os helt så alene.


Amager Strand - juni 2016

Amager Strand - juni 2016


Det var helt i orden, for sådan er stranden ved Amager Men vi havde alligevel fået nok, pakkede os sammen og tog hjem til Sille, der havde et par punkter på dagordenen af den slags, der skal bruges hjælp til. Vi nåede både at hjælpe hinanden og tale om stort og småt, inden jeg igen pakkede mig sammen og fandt bussen hjem.

Slet ikke nogen ringe første feriedag.

I dag er jeg rød, øm og bliver bare hjemme.

Hjemme er også godt!


torsdag den 23. juni 2016

Forsigtig ferieplanlægning


I morgen er sidste arbejdsdag inden ferien. Ikke kun skoleferien, men også min ferie.


Nede i græshøjde


Jeg er sjældent særlig forberedt på ferie, men denne gang er jeg om muligt endnu mere uforberedt end vanligt. Jeg kan faktisk slet ikke forholde mig til at skulle holde ferie. jeg synes slet ikke jeg har brug for ferie lige nu.

Og så alligevel. Der er noget have der skal holdes, noget garn der skal strikkes og et længe næret ønske om at male væggene i stuen. Om det sidste bliver til noget, er ikke godt at vide, men mon ikke resten helt af sig selv kommer på dagsordenen.

Og så er der Berlin. Berlin har været et tilbagevendende emne over de sidste år. Det er bare ikke rigtigt blevet til noget. Nu tænker vi om ikke det er på tide.


Nede i græshøjde


Emilie har længe plaget om ikke vi kunne tage væk en uges tid, så hun kan være alene hjemme. Hun stemmer for. Skulle nogen være i tvivl. Altså for at vi tager alene af sted. Hun skal alligevel arbejde hele ferien, kun en enkelt uge har hun holdt fri, og den er allerede stemplet Fyn, Josefine og venindehygge.

Berlin bliver ikke næste uge, men måske ugen efter.


Nede i græshøjde


Ingen af os har været i Berlin. (Jeg tænker ikke sommerferien med mine forældre, da jeg var otte eller ni, og var der et par dage - tror jeg – vistnok Østberlin – sådan rigtig tæller….)

Så jo, vi tager gerne mod input af enhver art i forhold til hvad vi skal opleve, spise eller bare se.


Til varme på kolde dage


Det var stadig sommer sidste år, da jeg gennem Christunte opdagede Lytter Idyls flade sammenhækling af tæpper. Teknikken, der består af klædemasker i yderste led af hæklede firkanter, eller det der i fagsprog hedder ketling, kendte jeg jo sådan set godt. Jeg havde bare aldrig set sammenhængen med hæklede tæpper.


Pink varme til kolde dage


Ketling stiftede jeg bekendtskab med under min uddannelse, og da vi var på besøg på Tekocentret i Herning og videre til Ikast og omegn så vi både ketlemaskiner, industristrikkemaskiner og besøgte et museum med gamle, gamle strømpestrikkemaskiner. Jeg kan ikke huske hvilket.

Ketling ses oftest som sømmen hen over tåen på en maskinstrikket strømpe, ligesom sømmen på en papirspose med kartofler også er en ketling.

Selvfølgelig skulle det prøves af – altså det med et sammenhæklet tæppe.


Pink varme til kolde dage


Derfra gik jagten på garn. Jeg vidste med det samme at tæppet skulle være til Emilie. Jeg vidste også at det skulle være i nuancer af pink. Gerne et garn med lange farveskift. Sådan et garn viste sig sværere at finde, end jeg først antog. Farveskiftegarn med pink, indeholder ofte også andre farver. Farver som jeg ikke var interesseret i.

Tiden gik, og det blev efterår, før jeg pludselig faldt over det helt rigtige garn. Jawoll Magic. Jeg fandt det hos LoveKnitting, og købte ind efter Drops tæppe, som mange inden mig har hæklet, og vist også været glade for.

Ret hurtigt ankom fem hundrede gram garn i to forskellige farveholdninger, indpakket i pink og med et lyserødt bolsje i pakken, og jagten på en hæklet firkant gik ind. Jeg synes nemlig at firkanten fra Drops’ tæppe var lige kedelig nok.

Det viste sig at der er mange lige kedelige nok firkanter derude. I hvert fald den dag jeg ledte. Jeg endte med at finde en rigtig fin firkant på en slovakisk blog. Hurra for Pinterest. Og hurra for diagrammer. Diagrammer er heldigvis universelle, havde beskrivelsen været på skrift, havde jeg nok været nødsaget til at finde en anden.

Herfra gik produktionen af firkanter stille og roligt – og meget langsomt. Tæppet skulle være hemmeligt, så posen med garn og hæklenål lå i min taske og fremdriften skete kun hjemmefra, og når jeg ikke havde andet at tage mig til.

Da første nøgle garn var hæklet op, kunne jeg fornemme at de fem nøgler ikke ville være nok til et tæppe i Emiliestørrelse. Hun  kan godt lide tæpper der kan puttes i. Og længe mente jeg at nyt garn skulle bestilles.


Pink varme til kolde dage


Men, men. Da attenårsfødselsdagen nærmede sig, den sidste firkant var hæklet og udsigten til at jeg kunne nå at blive færdig begyndte at blinke i det knap så fjerne, meldte sig også lysten til at stoppe nu, lave et tæppe i den størrelse det kunne blive, også selvom det betød en knap så puttevenlig størrelse.

Hermed indtrådte næste problem. Jeg ville gerne hækle sammen med gråt. Gerne grå i flere nuancer… Det kunne jeg ikke finde. I hvert fald ikke i de nærmeste hjemlige omgivelser.

Heldigvis stod Garnstafet i Aarhus på programmet og et af de ganske få punkter på min mentale liste over indkøb i Aarhus hed derfor gråt til sammenhækling og kanter til et tæppe. Et andet punkt hed Broderi Moderne. Men det er en hel anden historie.


Pink varme til kolde dage

Pink varme til kolde dage


Jeg kom hjem med fire nøgler grå Drops Delight og startede sammenhæklingen på et hotelværelse i Aarhus. Hjemme hæklede jeg hver eneste gang jeg kunne komme til det, og sad endda på spring, mens Emilie var hjemme, for meget hurtigt at kaste et tæppe over hæklingen og gribe det stedlige strikketøj i det øjeblik hun nærmede sig.

Det lykkedes. Jeg blev færdig lige tids nok. Emilie opdagede ingenting, tæppet blev nålet op på gulvtæppet i Klubbens karaokerum natten over inden festen, og Tøsebarnet blev glad trods den ringe størrelse.

Havde jeg haft mere tid, var opspændingen blevet en hel del pænere.. men det kan jeg vel nå en anden gang.








Design: Firkant fra MyWay transformeret til et tæppe.


Garn: Jawoll Magic fra Lang Yarns i farverne Purple og Pinks – 2 nøgler lilla og 3 nøgler pink. Sammenhækling og kant Drops Delight i fine grå nuancer

Det færdige tæppe vejer 611 gram.


Hæklenål: 4 mm.


Størrelse: Ca 85 x 190 centimeter.

Tæppet består af 12 x 6 firkanter og en kant hæklet efter de sidste 6 omgange af diagrammet til firkanterne.


Pink varme til kolde dage

Pink varme til kolde dage


Bemærkninger: Sammenhæklingen tog tid, men bliver også superpæn. Jeg hæklede en ekstra luftmaske mellem firkanterne og valgte at hækle over og under sammenhæklingerne fra tidligere rækker, så sammenlingen får et vævet udseende.

Kanten er som sagt de sidste 6 omgange af diagrammet til firkanterne.


Har du lyst til at se flere billeder af tæppet, kan det ses lige her på Ravery.


onsdag den 22. juni 2016

Måske er nødder noget helt for sig…?


Jeg havde en bar fyldt med nødder liggende i tasken. Der har den ligget længe.

I forsøget på at rydde op, kom den op af tasken, og lå ventede på at noget nyt skulle ske.

Der gik ikke længe, før noget indtraf.

Anders samlede den nemlig op, kiggede af gammel vane på alle bogstaverne, og grinede.


Nuts


På pakningen står:

Vores opskrift indeholder ikke … vegetabilske olier…

I ingredienslisten står:

Mandelolie…


Nuts


Måske er nødder en art for sig?

Hverken animalsk eller vegetabilsk…


Nu er den spist.

Den smagte fint.

Olier til trods.


Dimission


Op mod sommerferien er der altid tusind ting at gøre, og dagene bliver hurtigt fyldt med både det ene og det andet.


Dimission tiende klasse


I dag var der dimission. Både på min egen skole og på Emilies. Trods lysten til at ønske tillykke til årets niendeklasser (der også var dem, jeg øvede på sidste år, da skolereformen var ny skolepædagoger i overbygningen var hidtil uset) var noget andet vigtigere.

Emilie vandt.


Dimission tiende klasse


Min mor og Annelise tog med. Ungerne og lærerne var mødtes tidligere og havde spist sammen. Det var heldigt, for så nåede jeg både årets sidste skolebestyrelsemøde og at smække benene op det meste af en halv time, inden jeg igen skulle ud af døren.

Skolelederen holdt en fin tale, yndlingslæreren holdt en sjov og finurlig tale, eksamensbevis og knus blev uddelt, inden bobler blev serveret i kantinen, og jeg nåede at sige tillykke til de af mine elever fra sidste år, der gik videre i tiende klasse.


Emilie og mormor


Folkeskolen er slut, nu venter sommerferien, masser af arbejde og til august nye oplevelser og en ungdomsuddannelse.

Hun endte med alle karakterer mellem to og tolv og et gennemsnit på syv en halv.

Det synes jeg er temmelig godt.