søndag den 22. oktober 2017

De der snegle


Jeg kan ikke huske om jeg har skrevet om sneglene før. Måske har jeg bare tænkt at jeg har, men ikke gjort det...





Amalie har afrikanske kæmpesnegle. De fulgte med, da Daniel flyttede ind, og er nu en fælles beskæftigelse. Amalie har også andre dyr, og har smittet Daniel, der nu ønsker sig endnu flere. Jo mere mærkelige - jo bedre.

Sådan nogle snegle er tvekønnede. Så er der to, er der lagt op til parring. Det skal man huske at være opmærksom på, og huske at lægge æggene i fryseren, hvis der dukker sådan nogle op... Det glemte de. En enkelt gang.

Med to og tres små nye snegle til følge...


Jeg var ikke sen til at tænke, at en grøn skole selvfølgelig skal have afrikanske kæmpesnegle. Lotte var ikke sen til at mene, at det skulle en grøn klub på en grøn skole selvfølgelig også.





På skolen var der ikke samme interesse, som i klubben (som i Lotte og jeg). Så vi overtog hurtigt projektet, var i kælderen og finde det gamle akvarie og efter lang tids tænken frem og tilbage, fik jeg fat i en af de stedlige sløjdlærere, der fluks skaffede en plexiglasplads til låg. Der der låg var ved at slå bunden ud af projektet - for en halv glasplads duer ikke til dyr, der bare kravler ud.

I fredags var vi klar. En mængde huller er boret i pladen, der er sat fast om stativet til akvariet med kraftige elastikker og ikke har så mange huller, at luftfugtigheden ikke kan opretholdes.

I dag hentede jeg to snegle. De er nu cirka tre måneder gamle. Jeg valgte to af forskellige størrelse, men mellem de mindste i flokken. Som er faldet betydelig fra de oprindelige to og tres, men stadig er langt større end ønsket.





Afrikanske kæmpesnegle kan blive op til 25 centimeter lange og veje det meste af et kilo. De må under ingen omstændigheder slippes fri i naturen, som de kan underminere i løbet af ingen tid, og de har en levealder på omkring otte år.

Og man kan kæle med dem.

Jeg havde aldrig troet at jeg ville synes det var sjovt at have en snegl kravlende hen over håndfladen. Jeg havde tænkt det nok ville være ret klamt. Men bortset fra at hænderne skal vaskes efter brug, er det en sjov fornemmelse og nærmest både meditativt og hyggeligt.

Jeg glæder mig til at se ungernes reaktion i morgen. Og jeg er spændt på hvor mange, der tør holde. Hvilket selvfølgelig kun må ske under opsyn af voksne, og siddende helt stille i sofaen ved siden af akvariet - eller rettere terrariet.





Vi skal også have givet dem navne. I første omgang er det en dreng og en pige - i hvert fald til navnene er på plads - med afstemning og alt muligt. Så kan altid tage det der tvekønnethed en anden gang.

De er i øvrigt ikke særlig store endnu. Huset på en lille (den på agurken) måler omkring 3 centimeter, mens den store er nærmere 5. Der er langt til 25... Og jeg forestiller mig, at det er nemmere at sidde med de små, der langsomt bliver større, end hoppe ud i noget med en fuldvoksen.





Søndag kort fortalt





  •  Strik i sofaen - nu mangler kun tre pinde, inden clue fire kan tage sin start. Det er svært at undgå billeder af det færdige sjal på sociale medier.
  • I Centret med Emilie - med lovning om hurtige indkøb inden hun skulle videre på arbejde. Vi fandt både mappe, hullemaskine og en lyserød overstregningstusch.
  • Forbi Daniel og Amalie efter snegle. Det er svært at vælge.
  • På skolen med de to udvalgte snegle. Nu er de flyttet ind, gad vide hvad de skal hedde?
  • Træning - i et til start helt tomt træningscenter. Da en enkelt mand dukkede op, kiggede han rundt og sagde: Det ser ud som om det bliver svært at finde plads i dag :)
  • Undren over hvorfor man tager et barn, der kun lige har lært at gå og vil bestemme selv, med i et træningscenter med mange maskiner og bevægelige dele, fingre kan komme i klemme i. Og en smule dårlige nerver.
  • Mere undren over at bruge træningscentret til vuggestue, og at det kan tage mere end et kvarter at beslutte at det nok ikke var en god ide.
  • Et tiltrængt bad.
  • Bus til Frederiksberg, Sille og Rose.
  • Madlavning mens Sille passede barn. Bespisning af Sille, mens jeg passede barn.
  • Hjem igen til suppe, der har snurret hele dagen. Det var ikke mig, der stod for den.
  • Håb om strik i sofaen. Der mangler stadig tre pinde, inden clue fire kan tage sin start.





L'oisive Thé


For et år siden var Emilie og jeg i Paris. Vi havde en fantastisk uge, og feriens sidste dag var dedikeret shopping og butikker.







Vi startede på Montmartre, bevægede os videre gennem byen, besøgte den smukke butiksarkade ved operaren, købte knapper og gik mange, mange kilometer inden aftenen faldt på.

Et enkelt besøg den dag, havde jeg set frem til med spænding. Jeg ville forbi L'oisive Thé. En kombineret garnbutik og cafe. de har til huse på 1, rue Jean Marie Jego i det 13. arrondissement. Vi kørte med metroen til det nærmeste stop og endte på en strækt trafikeret vej, i et kvarter der ikke virkede særlig tillokkende. Det regnede og jeg mærkede modet dale, for lige der havde jeg ikke lyst til at være.

Vi skråede over gaden, gennem et boligkvarter og en lille park, inden vi endte i franske gader med toppede brosten og masser af stemning. Trods regnen blev vi begeg noget mildere stemt, og inden længe stod vi foran den lille butik.







Der virkede fyldt indenfor trods tomme borde, de to damer i baren havde travlt men var utrolig imødekommende. Vi besluttede at slå os ned udenfor med the, varm kakao og en gigantisk cookie. Det var hyggeligt at sidde under baldakinen i regnen og kigge over mod den nærliggende legeplads, hvor en enkelt lille familie trodsede regnen, eller ind hvor garn lyste mod os fra alle hylder og borde inviterede til at sidde ned.

Jeg købte ikke noget, men var en tur rundt langs hylderne inden vi gik videre. Ideen er superhyggelig, omend jeg synes der var lidt for mange borde og lidt for lidt plads. Omvendt var det langt hyggeligere at kunne sidde midt mellem garnet i stedet for som Mylys i Hamborg, hvor der også er cafe, men seperat fra garnet.







Hos L'oisive Thé fører de alle de luksuriøse mærker, der ofte refereres til. De har tydeligvis en forkærlighed for Stephen West, hvis sjaler lå draperede flere steder i butikken. jeg fandt ikke noget garn, jeg ikke havde set før, men på den anden side, var det lidt svært at komme rundt, uden at stille sig oven i folk eller stole, så jeg kan have overset mangt og meget.

Til trods for nærheden og besværlighederne ved at komme rundt, var jeg imponeret af stedet, der emmede af hyggelighed og god stemning. Jeg kan ikke forestille mig andet end konceptet også ville fungere i Danmark.

I øvrigt sad et dansk selskab og spiste frokost, mens jeg diskret brugte mobilen til at tage billeder indenfor. De hyggede tydeligt også, der midt blandt garnet.





lørdag den 21. oktober 2017

Ujo


Lige siden jeg kom hjem fra Hamborg med den dengang seneste udgave af Laine Magazine, har jeg sukket over Ujo - en kjole/en tunika/måske i virkeligheden en oversize T-shirt.

Jeg var sikker på at den skulle strikkes af det lækre uld, jeg fik af Sille i fødselsdagsgave. Længe. Lige til jeg fandt det hele frem, fornuftigt nok startede med en strikkeprøve, og måtte erkende at garnet er alt for tykt.

Nu venter det på et andet lækkert projekt. Formentlig den cardigan jeg først så for mig.







I stedet stod jeg på hovedet i gemmerne. Mon jeg havde noget, der kunne bruges? Sørme så - supersoft fra Garnpusher, en af de lækre sponsorerede gaver fra sidste gang Violykke inviterede til blogtræf.

Jeg valgte de to blå. Var sikker på der ikke var nok i en farve og besluttede mig for kanter af den mørke. Jeg brugte det meste af den lyse, men ikke nær halvdelen af den mørke. Faktisk er der rigeligt garn til endnu en - grøn med mørkeblå kanter.

Hvis det skulle være.

Det er slet ikke umuligt, for den er blevet rigtig god. Og skulle jeg sætte mig for en to'er har jeg masser af ideer til tilretninger.

Bare lidt - men godt. 









Design: Ujo af Ankestrick.


Garn: Supersoft fra Garnpusher.dk. Farverne heddder Topaz og Denim.

Der gik 240 gram garn til kjolen. Lidt over halvandet 100-gramsnøgle af den lyse og lige under et helt af den mørke.


Pinde: 3 mm og 3.25 mm - alt i rundpinde. Og aluminium fra Knitpro - altså Zing. Jeg er ellers fortaler for træpinde, men jeg tager mig selv i at holde mere og mere af dem af metal.


Størrelse: Det var vigtigt for mig at den blev lidt stor i størrelsen. Det er på billedet og det var det jeg ville have. Med udgangspunkt i målskemaet troede jeg, at jeg skulle ende i en XL, men endte med L.





Bemærkninger: For at starte oppefra. Jeg synes halskanten blev for tæt og lagde ud med at regne mig frem til hvor mange ekstra masker, jeg skulle starte med, for at strikke kanten efter forskrifterne og springe de første 8 (vistnok) omgange efter ribben over.

Jeg ved jeg har skrevet ned hvor mange masker jeg startede med, men jeg kan ikke lige finde det.

En anden gang vil jeg overveje en smule vendestrik i nakken, for at nå lidt længere op.

Jeg lagde ud med en størrelse L. Og blev der.

Da jeg nåede til udtagningerne i sidesømmen besluttede jeg at tage ud for hver 14. omgang, for at være sikker på at kunne nå rundt om hofterne, når jeg nåede dertil.

Jeg tror jeg strikkede yderligere fem centimeter, inden jeg skiftede til den mørke, kanten forneden og lommer. Jeg valgte at strikke ribmønstret over hele det blå stykke, for at få det til at hænge sammen med ærmekanten.

Jeg droppede slidserne i siderne.

Lommerne er lyse blå indvendig. De sidste tre pinde er strikket med den mørke. Jeg stoppede med kanten, da den nåede lommelængden, strikkede lommerne og strikkede lommerne sammen med kanten, inden jeg skiftede til den mindre pind og strikkede de sidste fire centimeter.

Det betød at jeg kun skulle sy lommesiderne fast på bagsiden.





Skulle jeg strikke den igen, ville jeg overveje at omfordele antallet af masker på for- og bagside. Jeg fylder mere over barmen end over ryggen, og jeg synes det er lidt ærgerligt at der er så meget stof på ryggen, mens den sidder tættere fortil.

Jeg er heller ikke helt sikker på, om jeg synes raglansnittet er placeret det helt rigtige sted.


Har du lyst til at se flere billeder af kjolen, kan den ses lige her på Ravery.





Fra udstillingsskabet


Berit har købt halloweenpynt til udstillingsskabet. Udstillingsskabet er mit. Eller det er det blevet. Det er også mig, der har nøglen... Såh...





Altså tømte jeg skabet for alle de færdige lerting, der længe har stået og pyntet - og som jeg med mellemrum har undret mig over at børnene ikke har spurgt efter.

Nu ligger de færdige ting i børnenes respektive skuffer, et par enkelte ting blev tilbage - alle ting jeg har lavet, og som jeg prøver at samle som inspiration til næste gang vi skal lege med ler.

Ind i skabet kom også spøgelser, minigræskar og lys med spindelvæv. Jo, jo. Der er ikke et øje tørt. Halloween kan bare komme an. Også selvom vores årlige fest er rykket et par uger.









Inde i skabet lå også en lille kat. Den havde jeg nærmest glemt. Nu er den udstyret med farvet lædersnøre gennem de huller jeg borede med et grillspyd og glasperler som fødder. Den er også sat fast i bundet med alle arbejdsnøglerne.

Den tjener to formål - nej tre. Den er også dekorativ.

Men mest af alt håber jeg at inspirere, og så det er spændende hvor meget sådan en klump glaseret ler, kan holde til.

Bagsiden er desværre uden glasur. Det ville ellers have været pænt, men det var en prøve, og hullerne var ikke store nok til at sætte perleholderne gennem. Det husker jeg næste gang.





Inspirationen til den lille kat fandt jeg for længe siden på Pinterest, og er en fusion mellem flere forskellige små sjove ideer. Jeg havde printet billeder dengang vi sidst fandt leret frem, men billeder er sjældent helt så spændende som mere håndgribelige inspirationskilder.

Lerværkstedet ligger ikke lige rundt om hjørnet. Når efterårsferien er slut venter julegaveværkstedet. Julegaver er sjældent at den meditative langsigtede slags. mens vi voksne gerne ser børnene fordybe sig og bruge tid på de enkelte processer er virkeligheden ofte langt fra.







Specielt i juletiden, hvor også de børn, der sjældent ses på Hobby dukker op, skal ting kunne laves forholdsvist hurtigt og samtidig ligne en million. Vi krydrer selvfølgelig mulighederne med fordybelse og koncentration, men det er sjældent førstevalget.

Efter jul, når Hobby når en vis afmatning er det tid til fordybelse, tid til længerevarende projekter og tid til lerværkstedet.





Fra sofahjørnet


Efterårsferien er slut, en herlig uge, med alt for meget tid og alt for lidt nået, er slut.





Fredag åbnede jeg og kunne derfor gå tidligt hjem. Så tidligt at resten af dagen hurtigt kom til at føles som lørdag, og jeg nu går rundt i en stemning af søndag. Det er skønt sådan at få en delvis forlænget weekend serveret.

I kælderen roterer vasketøjet og i sofaen ligger det Westknitske sjal. Jeg strikker og strikker, uden at det føles som kommer jeg meget længere. Planen om at bruge alt det turkise garn inden næste clue vipper for og imod med mellemrum.

Jeg mangler tre pinde for at have nået det foreskrevne mål. Dem skal jeg nok strikke. Men skal jeg strikke længere? Jeg tror et par gentagelser eller tre kan blive pænt. Jeg tror at sjalet kan bære det. Men det fjerde clue, der ligger i min indboks, og har ligget der siden i går, trækker slemt.

Jeg har ikke kigget, jeg har ikke engang åbnet, ej heller printet. Jeg venter til jeg er klar. Spørgsmålet er hvor længe jeg kan vente. Jeg plejer ellers at påstå, at jeg er behæftet en god gang tålmodighed. Nu er spørgsmålet hvor længe tålmodigheden rækker.

For jeg tror stadig det vil være pænt med alt det turkise strikket med...





Og mens jeg tænker, forbereder jeg endnu et projekt. Et projekt der har været i gang et stykke tid, men lige mangler at nå dertil, hvor det er nemt at tage med, og store tanker kan pakkes væk.

Der er kursus på mandag og temadag på tirsdag. Begge spændende dage, som virker bedst for mig, hvis jeg har noget mellem hænderne. Noget der ikke kræver de store tanker, men blot handler om at flytte maske efter maske, mens garnet flyder mellem fingrene.

Det kræver forberedelse, som lige nu har større prioritet end patent over mange hundrede masker.





torsdag den 19. oktober 2017

Ude i virkeligheden


Ude i den virkelige verden er der mennesker, der læser min blog. Der er mennesker bag de kommentarer jeg får, og der er mennesker, der synes jeg er værd at læse.





Det glemmer jeg nemt. For her bag skærmen, er der langt lettere at skrive uden at tænke over hvem jeg skriver til, hvem der læser, eller hvilke tanker mine tanker kan afstedkomme. Alene hjemme kan jeg lade mine tanker få frit løb, uden at tænke over hvem der læser med, og lade som jeg jeg bare er mig, uden at blande resten af verden ind i det.

Jeg ved godt der bliver læst med. Jeg bliver glad for kommentarer og når jeg møder mennesker der kender min blog. Det er bare lettere at gemme mig herhjemme, og lade som om.

Der er her min introverte side slår igennem. Jeg er nemlig afsindig dårlig, når jeg uforberedt møder mennesker, der ved hvem jeg er.





Jeg mødte en af mine læsere i dag. Jeg har mødt læsere før, og jeg bliver altid lige forfjamsket. Jeg bliver overrasket når jeg bliver tiltalt i blogregi. Glad, men også sådan lidt mærkeligt overrasket. For min blog er jo bare... min blog. Og jeg er jo bare mig.

Og vildt benovet over at andre tør give sig til kende. Det ville være svært for mig.

Men jeg bliver altså glad. Også selvom jeg glemmer at spørge efter et navn, griner skingert, men husker at sige tak. For det er altid dejligt at kunne inspirere, og selvom det er voldsomt grænseoverskridende, er det også dejligt at der er nogen, der synes, at det jeg skriver, er værd at læse.


Tak for roserne.





onsdag den 18. oktober 2017

En skøn dag








Onsdagsmasker


Onsdag er halvvejs i ferien, onsdag er det ugentlige indlæg og onsdag har Sille fødselsdag.

Jeg har fri, har lovet at dedikere dagen til fødselaren. Silles mor kommer med kage, Silles far har lovet at sørge for aftensmaden. Alt hvad vi skal er at hygge, snakke og kigge på babyen.

Onsdag er slet ikke så ringe endda.













Læse:

Døden løber maraton var spænding fra ende til anden. Cirka. den udpegede morder var hurtigt for oplagt, og den virkelige holdt sig udenfor rammerne længe nok til at holde spændingen.

Andre ville nok have regnet det ud, længe før mig. Men jeg regner sjældent når jeg læser krimier, tager oplevelserne som de kommer og har selvfølgelig alligevel nogle observationer undervejs.

Sådan er vi så forskellige.

Næste bog i rækken - Åbent hus - startede med en alt for lang forhistorie, der fik mig til at kede mig lidt. Da mordet endelig blev begået og historien kunne tage fart, gav forhistorien mening og med et indblik i morderens tanker, uden at vide noget som helst om hvem, er der lagt op til endnu en spændende historie.

Jeg er ikke helt sikker på at baghistorien er helt så god, som andre krimiserier, men den vokser og bliver måske alligevel hen ad vejen rigtig god.



Strikke:

Tredie del af Stephen Wests mystiske sjal tikkede ind sent fredag aften. Længe ventet og med en start der umiddelbart til at have med at gøre. Herfra løb det ud af en tangent, hvor jeg ikke kunne se mig selv.

Kæmpestore huller i strik er ikke min favorit. Jeg synes ikke det så pænt ud. Patent er godt, jeg kan godt lide patent - også selvom det tager afsindig lang tid at strikke. Specielt når der er over ottehundrede masker.

Skift mellem patent og retstrik synes jeg blev lidt for kedeligt. Så jeg lavede om, håber det passer med resten og strikker endnu lystigt derudaf.

Jeg lukkede hullerne, droppede retstrikken og strikker patent over alle mere end ottehundrede masker. Det tager lang tid. Specielt når der på hver fjerde pind skal tages både ud og ind. Men jeg synes det bliver pænt.

Jeg er nået cirka halvvejs med den opfordrede længde. Der er nemlig frit valg. Jeg vil gerne nå dobbelt så langt. Jeg vil også gerne have alt det turkise garn brugt op. Om det bliver kortere eller længere kan jeg ikke overskue endnu.

Så jeg strikker, når der er tid. Bliver færdig, når jeg bliver færdig og har lige nu ikke travlt med at vente på næste del.

Patent over så mange masker tager lang tid. Jeg strikker sjældent koncentreret  med så mange masker på pinden. Der skal stoppes op og flyttes masker - forsigtigt, der skal snakkes lidt undervejs, drikkes, spises og måske se lidt nærmere på baggrundsunderlægningen i fjernsynet.

Sådan en pind tager alt mellem en halv og en hel time, når jeg strikker patent.

Men det bliver pænt.


Tredie del krævede mange maskemarkører. Flere end jeg lå inde med. I første omgang satte jeg hver anden, men det er lettere med dem alle sammen. Altså har jeg haft gang i wire og perler. Det var hyggeligt. Hvis ikke jeg hellere ville strikke, kunne jeg godt have fortsat.