Sidste nyt fra Det Høje Nord

Emilie og resten af skolen ankom tidligt søndag morgen til skistedet, og det er min opfattelse, at der ikke gik lang tid, inden de boltrede sig i sneen med ski og støvler.

Emilie har aldrig stået på ski før, og hun var hjemmefra noget usikker på om det overhovedet var noget for hende. Det var så helt forkert. Allerede søndag indløb bulletiner om at det var helt vildt sjovt, og mandag formiddag fortalte hun endda, at hun er rigtig god til det.

Dejligt med en succesoplevelse. Og endda endnu dejligere, for mandag eftermiddag var hun faldet, vredet om, og været hos lægen. Et ledbånd ved knæet er forstrukket og hun må ikke stå på ski resten af ugen.

Øv osse…

Emilie er sådan en, der aldrig vil spise piller. Det skal gøre meget ondt, før det er muligt at få noget i hende. Derfor er det smertestillende hun har i toilettasken, af en temmelig blid karakter. Ikke noget, der på nogen måde kan hamle op med et uregerligt ledbånd.

En gang sidste år blev lovgivningen strammet, så institutioner ikke uden videre må udlevere medikamenter af nogen art, derfor kan skolen ikke bare give hende noget, hvis ikke hun selv har. Selv køresygepillerne til turen frem og tilbage skal eleverne selv sørge for.

Derfor var en af formiddagens telefonsamtaler til min egen læge, for lige at være sikker på, hvor meget smertestillende det vil være tilrådeligt at give hende, og den anden til skolelederen, der med vished for at jeg gav grønt lys, lovede at de ville sørge for dæmpning af smerterne.

Det mest irriterende nu er, så vidt jeg forstår beskederne, at hun bliver afsindig træt af det der smertestillende. Det gør godt nok ikke så ondt mere, men hun gider altså ikke sove hele dagen…

Jeg har skrevet en lang smøre til hende, om hvordan kroppen bedst heler, når den slappe af. Jeg tvivler på at modtageren er specielt begejstret.

Midt i en laaaang formiddag

Jeg skal møde sent i dag. Forfærdeligt sent. Senheden er et udtryk for den nyeste skemalægning, der ikke har været god for mig, og som jeg stadig har et lille håb om kan laves om. Jeg er ikke i tvivl om at skemalægning er en kunst, der kræver hård hud på brystet, et ualmindeligt godt overblik og som stadig er et puslespil med ender der skal mødes. Mine ender mødes ikke – endnu – men jeg tænker vi finder løsninger i løbet af de næste dage.

Med en lang formiddag i sigte, havde jeg pludselig afsindig meget, der kunne stoppes ind. Jeg har nået meget, men jeg er slet ikke halvvejs i alle de planer, der i aftes stod lysende klare.

Jeg har ordnet køkkenet – i hvert fald noget af det. Jeg har strikket lidt på et sjal, jeg ikke ved hvor ender, jeg har talt i telefon og kommunikeret med Emile i det høje nord og jeg har bagt miniæggekager i muffinforme. Det sidste er ikke nogen dårlig ide.

Jeg lavede to slags. En med bacon og broccoli og en med oliven og brie. Jeg er temmelig overbevist om at opskriften foreskrev en af de fire slags fyld – eller en hel femte. Jeg synes det lød ret godt to og to sat sammen. Jeg synes også det smager ret godt.

Vasketøjet hænger stadig i kælderen og de hundrede af sider, der skal læses (eller skimmes) inden fredagens kursusdag, ligger stadig urørt. Men jeg fik købt ind og om lidt er opvaskemaskinen klar til at blive tømt.

Men så er det vist også ved at være tid til at gå på arbejde.

Sus under vingerne

Den grønne drage har stået klar og næsten færdig et godt stykke tid. Den er krammevenlig, ser indbydende ud og ligger gerne i arm. Den mangler kun vingerne. Den er stækket uden og kan ikke tage på eventyr.

Vingerne ligger på sofabordet, og jeg er temmelig sikker på at dragen med mellemrum kigger længselsfuldt efter afsættet og muligheden for en størrer omkringfarenhed.

Det er her jeg er strandet, for modsat uldgarn hæklet stramt, bliver bomuldsgarn (også selvom det er stramt) ikke nær så selvbærende, og bomuldsvingerne jeg har liggende, vil ikke strækkes, men blot falde uklædeligt og absolut ikke bærende ned langs siden af dragedyret.

Så de ligger på sofabordet. Færdige og klar til montering. Endda med forstærkning i form af en indsyet elefanttråd. Jeg er sikker på at elefanttråden nok skal holde, men krammemulighederne ser ikke så gode ud med stålsat vingebæredygtighed.

Det skal selvfølgelig bare prøves af. Jeg skal selvfølgelig bare sy dem fast, og se hvordan resultatat bliver. Så hvorfor jeg endnu ikke har gjort det, er i virkeligheden et godt spærgsmål.

Jeg gør det – gør jeg!

Men ikke lige nu. Lige nu står der andre prøver på programmet. På Sorø Husholdningsskole holder de hvert år en stor fest med takt og tone i højsædet. Formerne er sat tilbage i tiden og det respektable er i højsædet. Det kræver en balkjole, en balkjole jeg har lovet at sy. Faktisk satte jeg mig på opgaven uden at blinke. Jeg vil gerne sy en balkjole.

I dag skal der klippes og prøvesyes. En mulig corsageform skal være klar til tilretning, når den unge dame næste gang sætter fod i eget hjem. Hvornår det sker, er jeg ikke helt klar over, men jeg skulle gerne være klar til næste trin, når dagen kommer.

Og så er der noget med noget vasketøj. Heldigvis har vi vaskemaskiner, så den del er ikke helt så uoverkommelig at overskue.

Hvidt i hvidt

Lørdag fandt sneen vej til Rødovre. Mens vi sad inden døre, drak varm the og ordnede verdenssituationen, som kun veninder kan, faldt det hvide udenfor som store tunge fnug, der lagde sig tæt, og gav hele verden det lysende eventyragtige præg, som kun sne kan.

Kulden er hård for øjeblikket, og jeg er glad for kanden med varm the og stakken af ulden beklædning. For nok kan vi være inde, og nok kan vi tænde for varmen. Men helt tæt er her ikke. Kulden kommer snigende fra flere retninger, vi ifører os varme sokker og gemmer os under tæpperne.

Men det er smukt, og den vinterhvide frostkulde har sin egen charme. Det bidende og friske, giver netop friskhed – også selvom jeg skutter mig, og et øjeblik glæder mig til varmere måneder.

Jeg kan godt lide sne og kulde. Det grå er kedeligt. Det hvide holder jeg aldrig op med at finde smukt.

Emilie nåede at ringe mere end en gang, og nu er de endelig af sted. Lige nu sidder hun i en bus, et sted i Sverige. Jeg tænker de allerede er nået et godt stykke op gennem det klippeflydte land. De skal til Lofsdalen, og så vidt jeg kan regne ud, er det dobbelt så langt, som skulle de til Stockholm.

Taskerne er pakkede, køresygepiller indtaget og tæppet taget med i bussen. Hun ringede sidste gang lige inden afgang. De ankommer i morgen til en uge i sneen, og så venter jeg spændt på rapportering og billeder, når de kommer hjem igen. Og på bryllupsbilleder.

Hurra for cykelsmeden

I dag blev endelig dagen, hvor jeg kunne finde tid. I god tid før min planlagte mødetid, trak – eller rettere slæbte – jeg min cykel mod cykelsmeden. Jeg bliver overrasket hver gang cyklen er uhjælpelig flad, over hvor tung sådan et bredt hjul bliver, når der ikke er den mindste smule luft til hjælp, og når dækket igen og igen skrider ud.

På den anden side føles det som om, at det er godt for overarmene.

Vel fremme kiggede smeden på cyklen, konstaterede at forhjulet krævede en ny slange (min nærmeste cykelsmed lapper ikke længere) og spurgte om der var andet, der skulle laves. Det mente jeg ikke, hvorefter han spurgte om jeg kunne vente – Det tager kun ti minutter…

Så kunne jeg godt vente.

Så jeg ventede, Og cyklede resten af vejen på arbejde. Og hjem igen, da dagen var blevet til aften, og tøserne, der havde hygget til en aften uden drenge, alle var hentet eller gået hjem.

Det er altså skønt!

Et dejligt kompliment

 

Barn: Pernilleeeeeø, har du nogen kæreste???

Mig: Ja, det har jeg.

Barn: Det kan jeg godt forstå.

 

Tossede fuglefløjt

Dagen har været alsidig. Jeg startede med vasketøjet. Det er altid rart med rent vasketøj. Inden jeg tog på arbejde var der tid til et møde med kloge mennesker og en ultrakort planlægning af Daniels fødselsdag. Han har ikke selv plads, og han er endnu ikke vokset fra varm kakao og boller sammen med familien.

Før dagen sluttede helt, var det tid til endnu et møde. Denne gang skolebestyrelsen. Jeg kan ikke helt finde ud af om det handler om at jeg er mere velbevandret i skolebestyrelser, eller om det er sammensætningen af årets skolebestyrelse (som for størstedelens vedkommende er de samme som sidste år), men jeg synes møderne er blevet mere spændende, mere vedkommende, mere interassante og mere letflydende. Jeg hælder mod det sidste, men jeg er ikke helt sikker.

Mellem først og sidst lå arbejdsdagen. Inden jul havde Louise og jeg en planlægning for hvad de enkelte uger på Hobby skulle indeholde. Vi har ikke fået lavet en ny plan, og jeg kan mærke det mangler. I fredags anede jeg ikke hvad ugen skulle indeholde og jeg er stadig meget i vildrede med næste uge. Vi er enige om at en planlægning skal planlægges snarest muligt.

I et anfald af noget nær panik udnævnte jeg ugen til at handle om garn og fandt de æsker med huller til korssting frem, som har ligget siden indkøbene op til jul. Jeg fandt også hæklenåle, strikkepinde, strikkeliser og de kæmpe af slagsen, som man kan “strikke” huer og halstørklæder på.

Jeg synes ikke det var nok, så efter et hurtigt kig på Pinterest stod jeg med muligheden for at lave fugle. Det er sjovt, og overraskende let. Jeg lavede en fugl i går som prøve og en i dag, for at være helt sikker på fremgangsmåden og mens en hel masse af pigerne har kastet sig over at sy korsstingshjerter på de hullede æsker, var der også tre der turde tage udfordringen op og lavede fugle.

Jeg brugte en græskarkerne som næb og foldede temmelig stiliserede fuglefødder af elefanttråd. Jeg satte også et minigarnnøgle i midten som fyld, i stedet for krøllet papir. Jeg synes fuglene skal være lavet helt af garn, og så virker sådan et garnnøgle godt at sætte et foldet ben gennem.

Mine fugle ligner ingen der findes i virkeligheden, men de er supersøde og overraskende nemme at lave – også for børn.

På flade konvolutter

Jeg havde en plan om at møde tidligt i morges. Tidligt i min optik er klokken ni. Andre vil sikkert kalde det sent. Planen var at færdiggøre månedens nyhedsbrev, der egentlig skulle have været på gaden en gang i sidste uge. Men når redaktøren lægger sig syg…

Altså var jeg forholdsvis tidligt ude af døren. Andre vil sikkert kalde det sent. Jeg hængte alle mine tasker på cyklen. Jeg har flere, for en indeholder computeren, en anden alt det vigtige og madpakken måtte være i en tredie, for min store taske er gået i stykker.

Med cyklen pakket låste jeg op, og ville have trukket af sted. Jeg nåede ikke længere, for forhjulet var fladt. Som i meget fladt, og uden for rækkevidde af muligt at få fyldt med luft.

Altså hankede jeg op i alle mine tasker, og gik mod bussen. Undervejs blev jeg i tvivl om mit rejsekorts indhold af valuta. Jeg kunne huske at der på et tidspunkt var lige omkring halvtreds kroner, men jeg kunne under ingen omstændigheder huske om jeg havde fået fyldt mere på.

Der var ikke andet at gøre, end entre bussen, da den endelig nåede frem, og håbe på det bedste. Jeg fik lov at komme med, og da jeg tre kilometer senere kunne stå af, kunne jeg også konstatere at der er rejsevaluta nok til hele ugen – og mere til, skulle jeg ikke få lappet cyklen inden.

Med ventetid og alting nåede jeg først frem klokken halv ti. Det synes jeg var sent (det synes andre sikker også), omend jeg havde masser af tid (og plejer at møde senere)

Da turen senere gik den anden vej, valgte jeg at gå. Trods kedelig vandring langs temmelig trafikerede Tårnvej, kan jeg godt lide at gå hjem i skumringen. Med musik i ørene og mine mange tasker, der trods mangfoldighed ikke vejer meget, var det en dejlig tur.

Jeg gentager nok i morgen, for jeg kan ikke lige overskue hvornår, jeg kan finde tid til aflevering hos cykelsmeden. Nogen vil måske her argumentere for, at jeg selv kunne lappe. Det kunne jeg i princippet godt, men min cykel er udstyret med så brede dæk, der sidder så godt fast, at jeg ganske enkelt har opgivet at gøre det selv.

Jeg kan godt, men jeg har taget beslutningen om, at slangelapning er saga blot, så længe jeg har en cykel med den kaliber dæk.

Og gåturen hjem, nyder jeg gerne den næste uges tid.

Cirkel på cirkel på cirkel #2

Jeg troede jeg vidste en hel del om ler, og så lærer jeg hele tiden. I dag lærte jeg at ler er meget længere om at tørre end jeg sådan lige gik rundt og troede.

Skålene vi lavede i trosdags har stået til tørre med plastik over. Ikke tætsluttende, for det er meningen det skal tørre, men alligevel nok til at leret ikke tørrer for hurtigt. Det har nemlig godt af. Har jeg lært.

Da vi stillede dem til tørre i torsdags, sad de stadig inden i de skåle vi havde brugt som form, for leret var alt for vådt og blødt, til at kunne holde formen uden støtte.

Jeg følte mig temmelig overbevist om at over en hel weekend ville tørreprocessen være nået så langt, at de ville være klar til at blive taget ud af formene og tørre videre på egen hånd.

Jeg tog fejl. Kun tre af ni skåle var tørre nok til at de ikke længere behøvede støtte. De sidste seks blev sat tilbage på hylden sammen med formene, mens de tre forsigtigt blev taget op og filmen, jeg havde lagt i formen, for at sikre både den ene og den anden skål, blev pillet af.

Filmen afsætter fine mønstre, og allerede nu kan jeg mærke en spændthed i forhold til hvor meget glasuren senere vil dække de fine riller. Måske ville vi have været bedre tjent med at lave skålene udenpå i stedet for indeni, men jeg kunne ikke finde skåle uden fødder, og sådan nogle ser ikke pæne ud indeni en skål.

Af de tre skåle var min den ene. Det er sjovt så meget flottere skålene bliver af komme ud af formen og stå i levende live. Og allerede nu ved jeg – det lærte jeg nemlig sidste gang – at når de engang er blevet brændt og glaseret vil de fremstå endnu flottere.

At min skål er tofarvet er udelukkende fordi, vi løb tør for det grå ler undervejs. Derfor lod jeg pigerne dele de resterende klumper af det grå, mens jeg hoppede på en anden type ler, og håbede på samarbejde. Det ser umiddelbart ud til at lykkedes.

Jeg kigger igen i morgen, og i overmorgen, og dagen efter – for måske er der en enkelt eller to der er klar til det frie liv i morgen, men der er helt sikkert også nogen der ikke er.

Jeg kan godt lide at lære nyt.