fredag den 5. februar 2016

To dage på en stol


For halvandet år siden indgik KL og regeringen aftale om Brugerportalsinitiativet. Det betyder kort fortalt at alle kommuner i løbet af de næste halvandet år skal finde og implementere dels en samarbejdsplatform og dels en læringsplatform i skoleregi.

I dag har vi skoleintra, der kan en del af det en fremtidig samarbejdsplatform skal kunne rumme, men den nyligt udgivne kravsspicifikation kræver mere, og planen er at intra hen ad vejen udfases til fordel for noget nyt og bedre.


At se hjem. Eller bare en sten.


Altså gælder det først læringsplatformen. En digital mulighed for at lave årsplaner, oprette og gennemføre undervisningsforløb, vidensdele de samme undervisningsforløb og sidst men ikke mindst elevplaner. Da det hele hænger sammen vil elevplanerne langt hen ad vejen opbygge sig selv, mens undervisningsforløb både kan oprettes og passes til en total digital løsning, eller blot være planlægningen, for derefter at bruge de læremidler, bøger, den omkringliggende natur eller andet, der ikke kræver computere.

At forløb kan planlægges digitalt, kan differentieres i forhold til enkelte elever, kan deles med andre og skabe inspiration giver også muligheden for et overblik i forhold til de mål enhver elev i løbet af skoletiden skal igennem. Systemet skal kunne gemme og vise hvilke mål en elev eller en klasse har været gennem, og en ny lærer vil derfor få et bedre overblik over hvilke mål, der fremtidigt vil være vigtige at arbejde med.

Det er superspændende. Det skal nok tage tid at indarbejde, men den dag det fungerer efter alle de gode intentioner er jeg overbevist om at det vil blive et fantastisk arbejdsredskab.

Der er mange spillere på markedet. De kan alle sammen noget forskelligt, men med de krav platformen mødes med – blandt andet at både personale og elever skal kunne tage deres materiale med fra den ene platform til den anden, i forbindelse med arbejds- eller skoleskift - vil formentlig betyde at de alle med tiden bliver mere ensrettede.

Seminaret tirsdag og onsdag foregik mest af alt på en stol. Vi lyttede os igennem syv forskellige fremstillinger af syv forskellige bud på læringsportaler, fra syv forskellige sælgere med syv forskellige indgangsvinkler. Nogen var brugere, andre var sælgere. Nogen havde styr på deres stof og nogen kunne man godt blive fristet til at overveje hvor vidt de ville sælge. Nogen vævede, nogen var til at falde i søvn over, og nogen brændte så godt igennem at det satte spor.

Nu står tilbage at vælge. En hurtig rating bragte os ned på tre af de syv. Men er det reelt de tre bedste, eller var det de tre, der solgte bedst.

Diskussionen er ikke slut endnu.


mandag den 1. februar 2016

Besøgsdag


Jeg valgte at tage bussen til arbejde. Tog af sted i god tid og stod af ved Centret, inden jeg fandt en ny bus til den videre færd. det duer jo ikke at komme tilbage på arbejde, efter næsten en måned, uden kage.


Januarsol


Jeg lavede ikke noget, men det at gå lidt rundt, forsøge at fange chefen – som altså ikke lige sad på sit kontor, eller var til møde når jeg kom forbi, betød alligevel at de smerter, jeg ikke har mærket noget til de sidste dage, vendte tilbage for fuld tryk.

Jeg blev enig med chefen om en raskmelding. Jeg gider ikke være hjemme længere, og jeg har brug for reelt at prøve af hvad jeg kan. Fint nok sagde han, men husk at mærke efter, og så vær ligeglad med arbejdet, hvis det er det der skal til. Det lovede jeg, og så lovede han til gengæld et lift hjem, for han synes det var synd jeg skulle ud og finde en bus i regnvejret.

Det var skønt at se mine kolleger igen. Det var skønt at knuse og snakke og vende en lille smule af den verdenssituation, der har udviklet sig i mit fravær. Det var skønt at blive budt velkommen af glade børn, der havde savnet, og det var skønt at se hvad de har lavet i mit fravær.

For eksempel har de lavet de fedeste billeder af sæbeboblevand med maling og poscatusser til at tegne omrids af de sjove figurer, malingsboblerne gengav, op.


Januarsol


Jeg starter blidt op. De næste to dage er der seminar. Jeg blev for længe siden inviteret med til at være medbestemmende om kommunens kommende læringsportal. Alle skoler sender ledelse og lærere, men kun sender også en pædagog. Oplægget lyder rigtig spændende, men jeg skal ærligt indrømme at det at være kun en af to pædagoger, gør det også vigtigt at komme af sted.

Det er to dage, som nok er lange, men som formentlig kan klares på en stol. Skulle nogen undervejs mene at vi skal op og stå, eller hoppe og danse, springer jeg over.

Torsdag møder jeg igen sent. Springer undervisningern over, er kun i Klubben og går til læge i stedet. Det var den eneste tid jeg kunne få dengang i sidste uge, da jeg hellere så tiden noget tættere på. Nu tænker jeg at tre dages tilbagevending til arbejdsmarkedet i ro og mag, som med erfaring fra i dag nok skal skabe smerter, slet ikke er en dårlig viden at have inden et lægebesøg. For hvor længe skal det egentlig gøre ondt? Og hvor ondt må det gøre?


Januarsol


Aftenen er tilbragt i sofaen, det hjælper og heldigvis har jeg de skønneste omkring mig, der gerne laver the, anretter mad og bagefter henter den tomme tallerken.

Og trods smerter og alting, har dagen givet en hel anden energi end jeg længe har følt. Jeg trængte til at komme ud, og jeg glæder mig til igen at skulle være en del af hverdagen – omend måske i et noget begrænset omfang.


Lace Sleeves


For længe siden – meget længe siden, eller i hvert fald maj sidste år – startede jeg et projekt, der skulle vise sig at være langt mere kompliceret end først antaget.


Lace Sleeves


Den fine Lace Sleeve tunika af Lily Go har længe været på den mentale liste over projekter jeg gerne ville lave, og trods en forholdsvis ukompliceret opskrift (som ikke er skrevet allermest ligetil) fik jeg lavet den meget mere kompliceret end det måske havde været nødvendigt.

I oktober troede jeg endelig at være færdig, kun for at finde endnu et problem, jeg muligvis kunne have levet med, men som alligevel gjorde mig utilfreds nok til at den endte med at ligge til i forgårs aften, hvor jeg fik sat et endeligt punktum. Foreløbig.

Jeg lavede mange små ændringer undervejs, men i det store hele fulgte jeg opskriften. Den største ændring var udskæringen fortil, som jeg ville have dybere, uden bindebånd og helt ned til empiresnittet.

Det krævede nogle omregninger og –strikninger. Jeg har skrevet en masse noter undervejs – det gør jeg altid – men hvor jeg som regel kan deciffrere dem bagefter, er de her et stort rod. Sandsynligvis fordi jeg strikkede om så mamge gange, at mange af noterne er gentagelser med nyt indhold.

Jeg skal alligevel forsøge at få alt det med jeg kan huske/læse mig til, når jeg kommer til bemærkningerne i faktaboksen.

Vejret var strålende i dag, trods lovning på regn. Altså pakkede vi os sammen, gik om på bagsiden af huset og med Anders som kamerafører og mig med de fjollede poseringer lykkedes det næsten at få nogle anstændige billeder i hus….








Design: Lace Sleeves Sweater af Lily Go.


Garn: Lux Wool fra Garnudsalg. Det er et tungt uldgarn med en smule lurex og dermed glimmer. Garnet er rart at arbejde med og det er også rart at have på. Alligevel bliver det aldrig mit yndlingsgarn. Det er ikke særlig samarbejdsvilligt, spindingen i det betyder at det dels har en tendens til at trække skævt, men langt værre krøller sammen og kræver en del tålmodighed til udredning undervejs i strikkeprocessen.

Men det er tungt så det battede godt i sidste års strikkeregnskab. Hele 921 gram gik der til.


Pinde: 3½ og 4 mm – masser af rundpinde, for der skulle både sættes masker på hold, strikkes skørt og strikkes ærmer.


Størrelse: Den skulle have været – eller endte med at være – 42”. Min strikkefasthed betød at jeg strikkede efter str 34” (det meste af tiden)


Lace Sleeves


Bemærkninger: Først blev jeg irrirteret over halskanten. Eller rettere over det mærkelige hjørne, der opstod øverst i halsudskæringen, når jeg strikkede efter opskriften. Jeg endte ikke med en optimal ændring, men det var det jeg kunne finde på. Jeg endte noget der lignede en raglanudtagning helt fra begyndelse af den retstrikkede halskant.

Dernæst strikkede jeg bulen om et par gange. Den endte ud med at være alt for stor, mere end een gang. For at få halsudskæringen til at passe tog jeg vistnok ud på hver 6. pind, og tog noget mere ind både i siden og på ryggen for at nå et passende antal masker til empiresnittet. Lidt oftere i bunden af halsudskæringen.

Derefter strikede jeg empirebåndet helt efter opskriften – men med langt færre masker end først antaget. Ellers sad den simpelthen ikke pænt – derfor de ekstra indtagninger inden empiresnittet.

Skørtet valgte jeg at strikke i to dele. Jeg vidste at garnet havde en tendens til at trække skævt og håbede at frem- og tilbagestrik ville udligne. Det gjorde det ikke, men det lever jeg med.

Ærmerne strikkede jeg om et par gange – der var noget med at jeg fik strikket mønstret forkert og ikke kunne holde ud at se på det. Jeg endte ærmerne med samme mønster som nederst på skørtet – dog blot kun 4 pinde ret inden afluk i modsætning til skørtets 8 pinde.


Lace Sleeves


Endelig færdig viste det sig at det meget tunge garn trak så meget ned, at empiresnittet bagpå endte helt nede i taljen. Det var ikke pænt, men tanken om at strikke om kunne jeg ganske simpelt ikke overskue. Og så lå den – længe.

Med Silles hjælp fik jeg hejst empiresnittet op bagpå med sikkerhedsnåle, og i forgårs syede jeg med maskesting det hele fint sammen. Overskæringen er løftet cirka 7 centimeter, og efter at have haft den på i ganske kort tid, kan jeg se at det sagtens kunne have været mere. Det bliver det så ikke.

Syningen kan godt ses, men ikke så det ser forkert ud.

Kilen indeni får lov at være som den er. Garnet trævler let, så jeg tør ganske simpelt ikke klippe i det.


Har du lyst til at se flere billeder af tunikaen, kan den ses lige her på Ravery.


søndag den 31. januar 2016

Weekendlykke


Weekenden har bragt bedring i en grad så jeg slet ikke føler mig syg længere. Sådan nærmest fra den ene dag til den anden.


Solskin i januar


Lørdag var første gang jeg vågnede uden nogen form for smerter. Søndag fulgte trop. Bevares, jeg kan godt mærke at jeg har bevæget mig i løbet af dagen, men slet ikke noget der er værd at nævne.

Jeg er ikke raskmeldt, og jeg er glad for at arbejdsdagen i morgen hedder “at være på besøg” og stort set kun dækker en halv arbejdsdag. Men derefter tror jeg faktisk jeg er klar.

Jeg glæder mig vildt.

Glæder mig til at komme ud blandt andre, komme hjemmefra og ud af døren med et reelt mål.


torsdag den 28. januar 2016

Min dag i køkkenet


Køkkenskriveri

Køkkenskriveri

Køkkenskriveri

Køkkenskriveri

Køkkenskriveri


Jeg fik vist lovet at stå for maden i dag. Altså tænkte jeg, at jeg hellere måtte planlægge dagen grundigt, og fik tidligt lavet en liste over indkøb.

Siden jeg så Jane Faerbers ide til bagte blomkålsris har de rumsteret i baghovedet. Det samme har hjemmelavet dukkah, og når nu hun præsenterede begge ting på een gang. I køleskabet lå oksekød og i kolonialskabet mængder af både chokolade og nødder.

Jeg kom tidligt af sted. Købte ikke mere end jeg kunne bære, og havde cyklen med som trækdyr. Hjemme var der masser af tid til at sidde stille inden jeg slog rod i køkkenet. Der er ikke noget af det der har taget lang tid, men nu trænger jeg til at sidde igen. Det er der heldigvis tid til.

Jeg fik lavet dukkah og chokolademousse. På komfuret putrer en stroganoff og klar til en tur i ovnen står blomkålsrisene og venter. De skal bare have tyve minutter og der stadig længe til vi skal spise.

Emilie har dobbeltvagt i dag. Hun startede i morges i vuggestuen (skole) og drønede direkte videre til butikken (arbejde). Hun har lukkevagt, så hun helt sikkert både sulten og træt når hun kommer hjem.

I dag skal hun ikke sulte.


Min plads i sofaen


Sofa med plads til det hele


På den anden side står min thekop.


onsdag den 27. januar 2016

Sygdomskuller


Jeg tror jeg er ved at få kuller af at være herhjemme. Jeg savner hverdagen. Jeg savner mine kolleger. Jeg savner at komme hjemmefra.


Frostvejr og solskin


De sidste dage har jeg kunne mærke en anden træthed end tornerosesøvnen, dengang jeg var nyopereret. I dag har jeg slet ikke kunne samle mig til noget som helst. Jeg har intet lavet. Intet!

Eller. Jeg har vasket mit hår – det var rart. Og jeg tømte opvaskemaskinen og fyldte den igen. Men kun fordi jeg virkelig ikke kunne tage mig sammen til at lave noget som helst – og den stod der. Jeg startede nyt strik, fordi jeg ikke kunne overskue det igangværende og jeg satte vand over til the, men glemte at lave theen.

Jeg har ikke været ude i dag. Jeg har boet i sofaen, kigget formålsløst på fjernsynet og halvsovet ind imellem. Til gengæld har jeg stort set ikke ondt i maven. Den smerte der kommer af at gå en tur, er jeg forskånet for, og det er som nok også meget godt. I morgen skal jeg ud. Jeg tror nok, jeg kom til at love at stå for aftensmaden i morgen.

Jeg tænker at med cyklen som trækdyr skulle det nok kunne lade sig gøre at købe ind. Bare lidt men godt. Og kommer der til at mangle noget, eller skal jeg have noget tungt, kan jeg få Anders til at hente når han vender hjemad. Tanken om en gryde, der småbobler på komfuret dagen lang er svært tiltalende.

Da Anders kom hjem viste det sig, at jeg kun havde tænkt at sætte vand over til the. Det var der heldigvis råd for, og bare for at svinge mig selv lidt op har jeg spillet backgammon med Emilie.

Om lidt sidder jeg i sofaen igen.


Hvor er jeg glad for aftalen om at komme på besøg et par timer i Klubben på mandag.

Jeg glæder mig.

Og savner det.


tirsdag den 26. januar 2016

Tse Bighanilini


Eller Zig-Zag Cardigan, som den mere mundret hedder. Tse Bighanilini er navaho for stedet hvor vand løber mellem sten og zig-zagsnoningerne er en immitation heraf. Ifølge designeren.


 Tse Bighanilini


Det er længe siden jeg startede på zig-zaggerne – to år – og jeg var som nok noget mindre dengang. Den sidder i hvert fald til. En gang sidste år fik jeg for alvor gang i den, efter at den havde henslæbt temmelig meget tid nederst i en kurv, mere end een gang.

Jeg troede bestemt at jeg havde nok af det tynde lækre uld, der er resterne fra trøjen jeg strikkede til Anders for længe siden, og som han tit bliver spurgt om, hvor han har købt. Men enten var der ikke nok, eller også har jeg fået forlagt halvdelen. Jeg har fornemmelse for det sidste, men det er endnu ikke dukket op, så måske er det det første.

Om ikke andet betød det, at projektet her – sammen med en tunika, der stadig ligger og venter på det sidste – var grunden til oplevelse af at have strikket mange flere langærmede trøjer end de tre jeg endte med. Sidste år.


 Tse Bighanilini


Jeg kan ikke huske hvor mange gange, jeg nåede at strikke ærmerne om. Men det var mange. Længe troede jeg, jeg havde rigeligt garn, så det ene ærme blev strikket til fuld længde. Dernæst viste det sig at det andet ærme ikke havde helt samme mønstergentagelse som det første. Så strikkede jeg kanterne langs for og hals, for at vide præcis hvor lange ærmerne kunne blive, og fik ideen at tilføje Pacalina som brede kanter. Det virkede ikke rigtig godt kun med Pacalina i ærmeenderne, og med den mængde garn jeg brugte på kanter langs for og hals, blev ærmerne skåret helt forkert. Om igen, nu med Pacalina langs kanter for og ved halsen og ærmerne strikket med uld til sidste centimeter og Pacalina til længden føltes korrekt.

Det var mange gange. Jeg har glemt hvor mange. Til gengæld synes jeg den blev god.

Også selvom den lå et par måneder og ventede på de helt rigtige knapper. Knapper jeg måtte helt ind til Handler, før jeg fandt.








Design: Zig-Zag cardigan af Hanna Maciejewska.


Garn: Tynd lambswool fra Garnudsalg. Det var et engangstilbud og købt den eneste gang jeg endu har besøgt garnlageret i Gug. Pacalina farve 34, fra samme sted. Begge garner er tynde og blev for begges vedkommende strikket dobbelt.

Trøjen er let. Der gik kun 140 gram lambswool og 33 gram pacalina til projektet.

Hertil 14 knapper af kokos.


Pinde: Rundpind 3 mm.


Størrelse: Large.


 Tse Bighanilini


Bemærkninger: Jeg strikkede både halsudskæringen og ærmegabet en smule dybere. Ærmegabet fordi ærmerne var meget smalle, halsudskæringen fordi det så bedre ud. Jeg fulgte anvisningerne til halsudskæringen som Jettshin har beskrevet på Ravelry.

Jeg strikkede brystindsnit efter den meget udførlige beskrivelse i opskriften, og prøvede mange gange for at få zig-zaggerne til at passe med barmen.

For at få vidde nok over hoften tog jeg ud til 4 masker i de lodrette retriller mellem snoningerne og i både ret og vrang i ribben ved siden.

Ærmerne strikkede jeg bare lige ned, uden andre indtag end helt oppe ved ærmegabet. Jeg er ikke god til stramt om håndledet og pacalinaen sammen med ingen indtag gav i sidste ende en udadgående effekt. Ulden sidder til gengæld pænt til. Ren win win.


Har du lyst til at se flere billeder af cardiganen, kan den ses lige her på Ravery.


Øen i søen


Jeg gik ned til branddammen igen i dag. Og over på “øen” i midten.

Det gør stadig ondt – indeni – fra jeg vågner, til jeg går i seng. I løbet af dagen tiltager smerterne. Ikke så jeg ligger og bider i gulvbrædderne, men de er der. Efter sådan en tur udenfor er smerterne også steget, men de falder heldigvis igen, når jeg kommer hjem og sidder stille. Det giver fin mening at en indvendig massakre skal gøre ondt.

Med fare for at mine skriv i øjeblikket bliver til een lang sygehistorie, gør jeg det alligevel. Det er ikke sikkert, jeg nogensinde kommer til at kigge tilbage, men får jeg brug for det, er det rart at have skrevet ned.


Ved branddammen
I dag

Ved branddammen
I søndags


Når jeg er ude at gå, er det med en følelse af at jeg har godt af det. Det er rart at komme ud, og selvom det gør ondt, kan jeg også mærke at det er godt. Måske har jeg vænnet mig til smerterne, måske er det knap så godt. Af samme grund ringede jeg til lægen i formiddags. Jeg har det klart bedre end da jeg var der for en uge siden. Jeg er langt mere mobil, men jeg er ikke sikker på at smerterne er blevet mindre.

Selvfølgelig gør det mindre ondt nu, end det gjorde da jeg blev udskrevet fra hospitalet for to en halv uge siden, men skulle jeg tegne mit smerteniveau ind i et diagram ville det blive temmelig vandret. Jeg havde forventet flere smerter til at starte med, og en hurtigere nedgang end jeg synes at mærke.

Min tidligere læge stoppede for et års tid siden. Det gjorde flere læger i Rødovre vist. I stedet blev et stort nyt fint lægehus fyldt med læger, sygeplejesker og SOSUmedhjælpere, af forskellig art og med forskellige kompetencer, åbnet i den nyeste afdeling af centret. Trods de mange læger er det som regel komplet umuligt at få en tid inden for en overskuelig periode. Sådan var det ikke dengang der kun var en læge.

Klinikassistenten jeg snakkede med mente at jeg skulle se tiden an, og samtidig blev vi enige om at finde en tid til mig. Første mulige tid er på torsdag i næste uge, hos en læge jeg ikke kender. Det er fint med mig. Jeg føler mig ikke syg, det gør bare ondt, og jeg er klart mat og har brug for at sidde ned, når jeg har gået rundt udenfor en halv times tid. Længere er det ikke.

Bliver det værre kan jeg få en akuttid – sagde hun.


Ved branddammen


Ved Branddammen var det sjovt at se forskellen siden i søndags. Der er stadig is – eller nærmere grød - på overfladen. Ikke helt så markeret som i søndags, hvilket tydeligt ses på det ene billede Anders tog, mens jeg gjorde klar til photoshoot.

Bag “øen” i søen ligger Espevangen. Det er en flot bygning, der har en lang historie bag sig. Den blev bygget i 1907 af Foreningen Fængselshjælpen og var, under navnet Prøven, i mange år ungdomshjem for unge på kant med loven. Bygningerne husede værksteder, hvor de unge blandt andet lavede møbler til kommunens institutioner. Jeg synes at have læst et sted at der kun boede drenge på hjemmet, eller at det også engang har været et drengehjem. Jeg kan ikke finde det igen, men det ville give mening i forhold til tiden og håndværksfagene.

Undervejs blev ungdomshjemmet i højere grad til et hjem for børn fra socialt dårligt stillede kår. Værkstederne blev til muligheder for uddannelse, opholdet var frivilligt og hen ad vejen blev Prøven til et lærlingehjem.

I 1976 skiftede stedet navn til Espelunden og ungdomspension. I dag rummer lokalerne faciliteter for unge og voksne med autisme spektrum forstyrrelser.


Ved branddammen


“Øen” i søen er i virkeligheden ikke en ø, snarere en halvø omgivet af vand. Biler har vist ingen adgang, hvilket jeg er sikker på den store sten midt i det, der mest af alt ligner en meget kort allé, skal gøre opmærksom på. Der var ingen biler i dag, men vi ser tit biler parkeret ud på “øen” og folk, der sidder og slapper af på bænkene.

Hjulspor tyder også på, at det er nemt at køre uden om stenen.