tirsdag den 20. oktober 2020

Til vejrs

 

På legepladsen startede vi i grundniveau med den medbragte spand, skovl og rive. Selvom sandet på legepladsen ikke rigtigt er sand, nærmere grus - sikkert en form for faldunderlag - kan det godt bruges i en snæver vending.

 

 

Men så var der jo edderkoppespindet. Da jeg hentede i mandags, fandt Oscar ud af at han selv kan kravle op i hjørnet og bevæge sig langs kanten. Han kiggede langt efter drengen, der kom og kravlede højt op, men slog sig til tåls med sin mindre kunnen.

Det varede lige til far klatrede op og satte sig i den øverste siddeplads.

 


Han kiggede op, konstaterede at han ville med, startede i hjørnet og bevægede sig i imponerende fart langs den yderste kant. Da der ikke længere var noget at holde fast i, måtte jeg hjælpe til og fik ham hjulpet hen mod et par liner, han kunne ligge op ad. 

Herfra kunne jeg ikke længere nå at både hjælpe og holde. Så det fædrende ophav kravlede ned, og hjalp til nedefra, mens barnet gjorde alt hvad han kunne, mens han igen og igen gentog Op! og Højere op! 

Til sidst nåede han et punkt, hvor heller ikke Daniels arms kunne nå længere og barnet ikke havde noget afsæt, og så hang han ellers der. 

Holder du fast? Bliver du hængende? Spurgte Daniel, mens jeg stod nedenunder og tænkte at jeg ikke var helt sikker på at kunne nå at gøre noget, hvis han ikke blev hængende.

 


 

Han blev, ville stadig højere op og havde ingen oplevelse af at det var en smule halvfarligt at hænge der, men Daniel kravlede op i tovene, tog barnet under armen og fik ham bugseret hen til den nederste siddeplads og selv kravlede ned igen.

Så sad han der, Daniel kunne lige nå, når han igen skulle ned. Men det ville han ikke. Han kiggede op, ville højere op, men endte med at leve højt på, at nu var han nået hertil.

 

 

Oplevelsen var uden tvivl god, og der kommer helt sikkert en dag, hvor han kommer højere op. Teknikken har han, han er bare ganske simpelt for lille - som i ikke høj nok til at kunne nå næste line og næste trin i opstigningen.

 










søndag den 18. oktober 2020

Masker på en søndag - Uge 42

Ugen kort:

 

  • Ganske kort - efterårsferie!
  • Mandag var fridag med plads til Oscar.
  • Emilie har haft Josefine på ferie hele ugen - det er altså hyggeligt
  • I Klubben har vi haft den store støvekost fremme, og følelsen af at ligge vandret er ikke helt forkert. Sofaer er rengjort og borde er slebet ned og lakeret. Glassene jeg plejer at efterse i ferier må vente lidt endnu.
  • Ferietid på arbejde er altid hyggeligt og der blev også tid til hygge med ungerne.
  • Sille har fødselsdag i dag, og vi havde egentlig en aftale i går. Rose blev syg, vi aflyste, de kørte til test og enden er blevet et punkteret øre, en halsbetændelse og penicillin. Stakkel. 
  • Daniel og Oscar kom på søndagsbesøg og kravlede højt i edderkoppespindet.








Læse:

Jeg læser Damernes Detektivbereau nr 1, og jeg er ikke helt solgt. Visse steder får jeg følelsen af en god historie, men når på side 80 stadig har en følelse af at være i gang med indledning og forhistorie står jeg en lille smule af.

På den anden side, er jeg måske nu nået til historien. Så jeg læser videre og håber på at blive en smule mere fanget.


Strikke:

Jeg har slået op til et par strømper. Efterårsstrømper med efterårsfarver. Det føles som strikker de næsten sig selv.

Mønstret er Cosy Autumn Socks, garnet er juliudgaven af It's for socks sokkeklub.






Spinder in spe

 

Det er først i morgen vi officielt har en aftale med Oscar og Daniel, men de havde også lyst til at komme forbi i dag, og da jeg ikke havde andre planer end noget med noget vasketøj, var de mere end velkomne. 

 

Jeg tænkte vi kunne gå på legepladsen, men de nåede frem mens jeg var i kælderen og hænge vasketøjet op, så vi startede oppe i lejligheden.

Oscar sad inde hos Emilie og spiste ost, da jeg kom op igen. Ost er det nye sort. Inden længe var osten fortæret og legetøjet blev inspiceret. En af yndlingene er rokken. Normalt når jeg at slå drivbåndet fra så spole, tensystem og vinger ikke drejer med rundt, når hjulet roteres. Normalt sørger jeg også for at der ikke sidder uld fast til maskinen, når Oscar er på vej.

Det gjorde der i dag. Han har længe drejet på hjulet med ren håndkraft. Det er sjovt. Specielt sjovt er det at stå på bagsiden, dreje hjulet og se plejlstangen køre op og ned. 

 

 

 

Men så opdagede han pedalen og efter en smule øvelse er han blevet rigtig god til at holde hjulet i gang med pedalen. Her har lidt også ret.

For at manøvrere pedalen er det bedst at stå på forsiden af rokken - hvilket giver frit udsyn til uld og spunden tråd. Det er ikke nødvendigvis en god ide...

Som sædvanligt blev spolerne flyttet fra den indbyggede spoleholder til kurven med uld. Det er efter Oscars mening der de hører til. Derefter fik hjulet en ordentlig omgang, pedalen brugt godt og det koncentrerede udtryk sat på plads.

 

 

Da han var færdig med at spinde, gik vi ned på legepladsen.







lørdag den 17. oktober 2020

Zero to Hero


 

I spindekredse findes begrebet zero to hero - jeg er temmelig sikker på det også findes andre steder. I det her tilfælde handler det om at starte ved begyndelsen, spinde og ende med et færdigt resultat. 

 

 

Nogen starter ved fåret, klipper og forbereder ulden selv, for derefter at spinde. Andre køber ulden forberedt til spinding, måske endda farvet - jeg hører til de sidste. Det er muligt det med tiden kunne være spændende at sidde med den rå uld, men i så fald hører det til langt ude i fremtiden. Ikke alene kræver det redskaber jeg ikke har, men jeg er heller ikke sikker på en lille lejlighed på tredje sal med begrænset adgang til udearealer er det bedste sted at vaske store mængder rå, beskidt og lanolinholdigt uld.

Jeg har det fint med forberedt og farvet uld. Specielt når ulden er håndfarvet. Omend forestillingen om forberedt naturlig ufarvet uld, bliver mere og mere spændende. 

Det gode der er at sige om håndfarvet uld med flere farver eller nuancer er, at det bliver lidt mere spændende at spinde. Lidt at sammenligne med strikkede striber. Jeg skal lige have den næste farve med.. Og den næste og den næste...

Ensfarvet kan god blive lidt kedeligt.



Nå, men hvorom alting er, har jeg begået mit første færdige projekt fra uspundet uld til færdigstrikket varme om krop og arme.

Den er dejlig, den er blød og jeg har allerede brugt den rigtig meget.

Også selvom den ikke er grøn.







Design: Mest mit eget, men med udgangspukt i Valdis af Stine Hoelgaard.


Garn: Håndspundet Île de France og Targhee fra Garngalleriet Microfarveri kombineret med Soft Silk Mohair fra Knitting for Olive i farven Bordeaux.

Jeg havde masser af garn, og endte med at bruge kun cirka halvdelen af det håndspundne - 156 gram. Dertil brugte jeg 120 gram mohair.

Ialt - 276 gram.

Knapperne er håndlavede keramikknapper fra Lis Bendtsen Keramik

 

Pinde: 4 og 5 mm - den lille til kanterne.


Størrelse: Jeg prøvede undervejs og synes den passer mig.


 

Bemærkninger: Det var ikke min umiddelbare tanke at kombinere med mohair, men det viste sig at mine spindeevner havde udviklet sig, så det færdige garn var langt tyndere end forventet. Det gør ikke noget.

Jeg kunne have lagt det dobbelt, og overvejede det også, men synes ikke det var det jeg ville. Så jeg endte med mohair og er rigtig glad for resultatet. Til trods for, at jeg for ikke så længe siden mente mohair var ganske forfærdeligt. Men åbenbart ikke altid.

Mohairtråden endte med at samle farverne i garnet rigtig godt.

Jeg strikkede oppefra og ned. Jeg ville gerne have en form for dekoration i bærestykket, som jeg vidste jeg ville strikke rundt. Da jeg faldt over Stine Hoelgaards Valdis, var jeg solgt, købte mønstret og vendte det på hovedet.

Jeg brugte maskeantal og fordelingen af hullerne ned over bærestykket fra Stines opskrift, som strikkes nedefra og op, og tog derfra over og gjorde som jeg fandt for godt.

Jeg fordelte maskerne til for, bag og ærmer så jeg fik flere masker fortil og flere masker til ærmer, så mine mål passede ind. Jeg taljerede en smule og strikkede venderækker nederst bagtil for lidt mere længde over hoften.

Ærmerne strikkede jeg lige ned, uden indtagninger og lidt længere end det måske egentlig var nødvendigt.

Jeg sluttede med at strikke for- og halskanter. 

 

 

Garnet er en slags fade fra en farve til en anden i tre dele, der bliver mørkere og mørkere. Jeg skiftede farve fra top til bund og overvejede længe om kanterne i hals, langs forkanten og forneden på samme måde skulle være de tre forskellige farver. Jeg prøvede, det så ikke godt ud.

Faktisk synes jeg det blev rigtig godt at den mørke er brugt på alle kanter og ligesom rammer trøjen ind.


Har du lyst til at se flere billeder af trøjen, kan den ses lige her på Ravelry. 

 

 

 

fredag den 16. oktober 2020

Hungry Ghost

 

Med græskar og halloween lige om hjørnet og flere samtidige samstrik på Instagram omhandlende uhyggge og andet i den retning, var det nærliggende at kigge efter en opskrift i den bolgade, da et nyt par strømper skulle på pindene.

 

 

Jeg har stadig en plan om altid at have et par strømper i gang. De behøver ikke blive færdige, de skal bare være i gang.

Så kan det jo undre at jeg nok har fundet garn og opskrift til næste par, men efter mere end en uge endnu ikke har slået op.

At have fundet garn og opskrift er vel også at være i gang...

Valget faldt på strømper med sultne spøgelser og i kassen med garn var en indfarvning, der med god vilje til forveksling har samme farve som spøgelser på film - sådan som jeg husker dem fra Ghostbusters, Harry Potter og Casper det venlige spøgelse.

 

 

Det er sjovt med mig og strømpestrik. Det tog lidt over fjorten dage at strikke de to strømper. Den første tog knap to tredjedele af tiden, den anden gik langt hurtigere. Jeg synes altid jeg hører om det omvendte, men jeg oplever tit at strømpe nummer to går langt hurtigere end den første.

Jeg ved ikke hvorfor.









Design: Hungry Ghost af Phyll Lagerman.


Garn: Strømpegarn fra Handdyed.dk. Det er længe siden jeg købte det, og indfarvningen har ikke noget navn - blot et nummer - 024.

Garnet er lidt tykkere end strømpegarn generelt er, hvilke giver lidt løsere strømper, når nu opskriften læner sig mod en anelse tyndere garn. Men jeg synes egentlig ikke det gør noget.

 

Pinde: 2½ mm - Addi CraSyTrio.


Størrelse: Cirka 39 



Bemærkninger: Opskiften var one-size og startede med 72 masker. Det virker fint med så mange masker og mønsterstrik ned ad benet på mig, men over foden bliver det for mange. Heldigvis er det forholdsvis let at ændre, når jeg når dertil.

Jeg valgte at strikke ribben drejet ret, for alligevel at stramme lidt mere til - det lidt tykkere garn taget i betragtning. Efter 12 omgange rib havde jeg nået opskriftens mål på en inch.

Efter hælflappen ændrede jeg lidt på hælen. Efter opskriften ligger indtagningerne til svangen nederst på hælflappen. Jeg kom i tanke om de sokker jeg for år tilbage strikkede med en buet form under foden. En del af teknikken her, handler om at tage ind under foden, så jeg holdt indtagingerne nederst på hælflappen, men vendte retningen og fortsatte med yderligere en flok indtagninger midt under foden, for formen og for at ende med færre masker ned over foden.

 

 

Da jeg havde 59 masker stoppede jeg indtagningerne, fordelte maskerne med cirka lige mange øverst og nederst på foden og strikkede resten af strømpen med færre masker og en manglende mønstergentagelse i hver side af foden.

Har du lyst til at se flere billeder af strømperne, kan den ses lige her på Ravelry. 

 

 



Fridagsmandag og Oscartid

 

Det er blevet fredag og en uge uden det store, der alligevel har været fyldt, er for den arbejdsmæssige del, slut.

 

 

Jeg kan godt lidt at være på arbejde i ferierne. Også selvom ferier nogen gang næsten kan betegnes som arbejdslejre. Der er i hvert fald kommet godt bund i noget af alt det, vi sjældent når. 

Jeg har haft en kamp med en tæpperenser og den ikke ret rene sofa, der nu næsten ser ud som ny. Henrik fik den geniale ide at tage betrækket af de dele, det var muligt, og med et håb og krydsen fingre om at det lod sig gøre, røg det hele i vaskemaskinen. Det lykkedes og derfra gik der ikke lang tid inden vi kæmpede videre med betrækket til hynderne på de to gode gamle sofaer af institutionstypen, der ikke er specielt pæne, men gode at sidde i, og holder år ud og år ind.

Nu har de også rene betræk, og vi kunne konstatere at det er lettere at få betrækket på igen, end at få det af. Det havde jeg ikke set komme. 

 

 

De børn der kom har leget, de har været på volden og nydt at rammerne er friere og større i en ferieuge med knap så mange børn. Der er lavet snobrød og bål i grillhytten og alle vores borde er slebet ned og har fået lak.

Det er næsten som at få nye møbler. 

Og jeg er klar til weekend.

 


 

For længe siden startede ugen med en fridagsmandag. Jeg sagde tak, og hentede Oscar tidligt i vuggestuen. Ikke helt så tidligt som jeg havde forestillet mig, for han sov tungt da jeg kom. Altså vendte jeg tilbage, netop da han var vågnet og lidt søvndrukken blev stoppet i flyverdragten og sat i cykelvognen.

Omme fra bagsmækken lød friskere og friskere lyde, som vi nærmede os hjemme. Far lege, sagde han. Men far skulle først komme senere. Farmor lege, lød det så, og det mente jeg var helt rigtigt.

Ned ad Brandholms Alle er mange hastighedsbump på vejen. Mere bum var ønsket, men der var ikke flere bump.

I stedet lod han sig lokke op i edderkoppespindet på den hjemlige legeplads. Da først det gik op for ham at han kunne selv, kravlede han frem og tilbage og hoppede lidt undervejs på den yderste nederste line. 

Han kiggede længe efter drengen, der kravlede helt til tops. Det gad han godt, men lod sig nøje med egne begrænsninger. Jeg tænker han nok skal nå til tops en dag. Og er spændt på om han slægter sin far på, der ikke kun nåede til tops, men kravlede helt op på toppen af midtersøjlen. Altid så højt op som muligt.

 

Gyngehesten der både kunne sige Whiiii og Pruuuh gav en tur, inden vi fandt trapperne op, og drengebarnet højt og inderligt sagde Andersh hele vejen op. Men Anders var ikke hjemme, han var stadig på arbejde. Det synes Oscar ærlig talt var noget mærkeligt, og kiggede ud af altandøren flere gange.

Anders plejer nemlig at sidde udenfor og ryge. Men han var der ikke. Han var heller ikke i sofaen, hvor han også nogen gange holder til.

I stedet legede han med den store Dinosaurdrage, han har spottet på toppen af bogreolen. At den er farmors er han ikke helt enig i. Der skulle noget overtalelse til, før han besluttede at den ikke var hans. Men lege med den, det må han.

 

 

Da sulten var til at tage at føle på, dukkede det fædrende ophav op, Anders var kommet hjem og der blev tid til både spisning og mere leg, inden da pakkede sammen og gik hjem.

Det er altså genialt med sådan nogle fridage med mere barnebarnstid.