Nye lommer

 

Dengang vi lavede alt vores tøj selv - selv det inderste havde vi gennem symaskinen - syede Sille flere cowboyjakker. Jeg tror kun jeg syede en enkelt. For flere år siden overtog jeg en af hendes, og har brugt den sommer efter sommer. 

 

 

Gennem årene har mine nøgler slidt lommerne så tynde at der til sidst ikke var lommer tilbage. Som i overhovedet ingen lommer. 

Længe gik jeg med tanker om at udskifte, men det er ikke ligetil at stoppe en cowboyjakke ind i symaskinen og få et fornuftigt resultat ud i den anden ende. Jeg vidste godt at nye lommer ville kræve syning i hånden. 

Jeg kunne sikkert med fordel have syet de indledende øvelser på maskinen, men da jeg endelig fik taget mig sammen til at gøre noget ved det - cirka samtidig med at sæsonen for cowboyjakker igen bød ind, var symaskinen sendt til reparation, og jeg endte derfor med at bruge nål og tråd til hele operationen. 

 

 

Det er altså skønt med nye lommer. Jeg valgte at bruge mønstret stof fra bunken med mønstret bomuldsstof i stedet for det mere originale hvide, der oprindeligt sad i Silles version. Men jeg bibeholdt de dobbelte lommer, så der både er adgang til en lomme udefra og en selvstændig inderlomme. 

 

 

Jeg tænker de holder et par år, før nøglerne igen har gennemhullet og slidt i stykker. 

Det sker nok, for nøgler er hårde ved lommer. 

Med syl og et simpelt måleinstrument

 

Næste skridt i bogbindingen af den relativt simple bog, er en flok huller til at sy gennem. Her kom den hjemmelavede vugge til huller i god brug.

Jeg havde samlet syv bunker med foldede papirsider. Altså skulle jeg sy syv gange. Det krævede huller i de syv bunker og korresponderende huller i ryggen af bogen, til at sy fast gennem.

 

 

Den første bog jeg lavede blev syet som et ottetal gennem tre huller for hver sektion. Jeg tror egentlig tre huller er rigeligt, selvom jeg synes det lyder af lidt. Derfor valgte jeg at forsøge med lidt flere og lavede i stedet fem huller for hver sektion.

Hullerne laver jeg med en syl. Sektionerne ligger slået op i vuggen og sylen kan presses gennem folden i bunken af papir, så hullet bliver placeret præcis i midten af folden. Hullerne i ryggen pressede jeg gennem ryggen og ned i en rest gummi oprindelig beregnet til at lave trykklodser til stempeltryk af. 

 

 

For at sikre at det enkelte stykke papir i bunkerne - jeg havde omkring otte eller ni stykker papir i hver sektion - blev på plads og ikke forskubbede sig inden huller og syning, holdt jeg dem på plads med et par hårnåle. 

Jeg fjernede ikke hårnålene før sektionen var syet fast til ryggen af bogen. 

Jeg startede med at tegne hullernes placering ind på indersiden af ryggen, så de blev placeret i en ens afstand fra hinanden både i den ene og den anden retning.

Med de indtegnede huller som målestok, lavede jeg et simpelt måleredskab af et stykke foldet papir med indtegning af afstanden mellem hullerne og bogens bredde sammen med en markering af hvad der er op og ned, som jeg brugte til at placere hullerne i de enkelte papirbunker, når de lå i vuggen, klar til gennemhulning.

 

 

Det meget simple redskab genkendte jeg i øvrigt hos Four Keys Book Arts, så det er ikke engang noget nogen har opfundet til de simple junkjournals. Det er ganske simpelt et gammelt gennemprøvet redskab. 

Nogen ting behøver ikke udvikle sig med tiden. 

Med hullerne i hus, er det tid til at sy det hele sammen. 

 

Sankt Hans

 

Vi gik ud og fandt et bål. 

Der er hyggeligt nede ved søen, med både bål og springvand. 

Vi kunne bare godt have undværet alle de andre mennesker. 

Man kan ikke få det hele. 

 

Solfarvning omgang to

 

Sidste sommer farvede jeg garn i vindueskarmen, men jeg fik aldrig vist det frem, for jeg var rigtig vild med resulatet. 

 

 

Nu har jeg fundet garnet fra sidste år frem igen, jeg har fundet planter af forskellig slags. Noget af det ved jeg farver (padderokke og egeblade) noget af det har jeg ingen anelse om hvorvidt kan noget (mest blomster) og og noget af det håber jeg bare på gør et eller andet. 

Garnet far sidste år viste sig at have noget mere farve end jeg huskede, men var stadig lidt kedeligt. Hvis det kedelige kan få et tvist i farvebad nummer to, er der håb. 

 

 

Jeg lader det stå i solen en tre fire uger, og håber på det bedste. 

 

Sankt Hans i børnehaven

 

Børnehaven inviterede til Sankt Hans, og jeg fik lov at komme med.

 

 

Jeg mødtes med Oscar og Amalie ved børnehaven klokken fire, eller det vil sige Oscar var forlængst forsvundet mod sandkassen, hvor huller var det store hit. Specielt sammen med Theo, som er bedstevennen, og med hvem der gerne deles krammere i tide og utide. Specielt når de blev væk fra hinanden og genfandt venskabet.

Da bålet med den meget fine heks blev tændt, var han i første omgang lidt beklemt og ville helst være på lang afstand. Men det der ild var alligevel spændende, og inden længe stod han i forreste række ved bålet, pegede mens han igen og igen råbte: Den er gået i stykker, den er gået i stykker!

Vi dansede til Midsommervisen og talte om bål og brand, inden turen gik tilbage til sandkassen, som uden tvivl altid er det store tilløbsstykke. 

 

 

Senere fandt han den åbne låge mellem børnehaven og vuggestuen. Det var hyggeligt at genbesøge stedet hvor han startede og skønt at snakke lidt med en af pædagogerne, der godt nok synes han var vokset.

Han forcerede rutsjebanen og synes de små gynger var fantastiske, inden han endte i sandkassen og bagte kage, der blev generøs delt med alle omkringværende. Da kagen var spist, gik han over til pandekager, der holdt ved, til det fædrende ophav mente det tid til at køre hjem. 

 

 

Og lige der smeltede mit hjerte en smule, da han erklærede at han ville hjem til Farmor. Vi aftalte på stedet at jeg finder en dag i løbet af ferien og henter ham til overnatning. At det alligevel var planen, behøver han jo ikke at vide. 

Er de snart færdige?

 

Det er efterhånden længe siden Emilie og jeg var inde og male hos Royal Copenhagen. Siden har vi ventet i spænding på at kunne hente de færdige tallerkener, der først skulle glaseres og brændes, før de er klar til brug. 

I sidste uge fik jeg besked om at nu står de parat. Emilie fik afhentningssedlerne og har lovet at hente dem, mens vi har været i sommerhus. Jeg glæder mig til at se dem.

 

Min malede tallerken inden glasering og brænding

 

Hvis hun ikke har haft mulighed for at hente dem, må jeg se om kan nå ind omkring i morgen. Jeg har stadig en feriedag, og den kunne godt bruges til en tur til byen. 

Og mens jeg venter spændt, har jeg fundet billederne af de malede tallerkener frem.

.

Emilies malede tallerken inden glasering og brænding

 

 

Helsingør

 

Anders havde egentlig en aftale inde i byen, og fra Nordsjælland er det ikke det store at tage turen frem og tilbage. Hvis ikke toget bliver aflyst. 

 

 

Han fortsatte, telefonerede, fortalte han blev forsinket, og nåede et stykke ned ad Strandvejen, før aftalen blev aflyst og han vendte om. Tilbage i sommerhuset havde jeg planer om at drysse rundt, arbejde en smule, skrive et indlæg og måske gå en tur til stranden.

Men så nåede Anders Helsingør og skrev og spurgte om jeg havde lyst til at komme hans vej. Det havde jeg, og jeg kunne lige nå at afslutte det der arbejde, inden jeg skulle ud af døren og toget heldigvis ikke var aflyst. 

Vel fremme havde Anders undersøgt forholdene og ledte for mod først friskkværnet kaffe til senere brug og bagefter en kaffejoint, så han kunne få fyldt depoterne. Det viste sig at sidegadecafeerne må tage hårdere midler i brug for at skaffe kunder og der hvor vi endte var de mange stjerner nok i virkeligheden ikke et spørgsmål om kaffe. Der blev nemlig lokket med billig snaps til smørrebrødet.

 

 

Ejeren var en hyggelig mand, der gerne talte længe med sine kunder både på dansk og syngende skånsk. Han nægtede at lade mig betale for en kop varm vand, da jeg hellere ville have min egen medbragte the. De havde ingen af den grønne slags og det skulle der straks laves om på. 

Vi nåede at sidde der, mens en byge løb forbi. Siden slentrede vi rundt i Helsingør, fandt de rigtig hyggelige gader og spiste frokost i Streetfoodmarkedet. Så var vi færdige, fandt toget tilbage og har nydt eftermiddagen i haven, på terrassen og inde i sommerhuset med døren på klem.

I  morgen pakker vi sammen og tager hjem. I morgen har vi andre planer, sammen og hver for sig. Sådan kan et par feriedage hurtigt få ben at gå på. Men skønt har det været. 

Indersiden af et bogomslag

 

Med ryggen på bogen stabiliseret, kunne jeg sådan set have hoppet direkte videre til huller og syning af siderne. 

 

 

Men selvom jeg er rigtig glad for den stabilitet et stykke karton kunne give, synes jeg ikke det var særlig pænt at se på, og selvom indersiden af ryggen bliver gemt bag syningen af siderne, så det sådan set ikke kan ses, var jeg alligevel ikke tilfreds.

Jeg kom i tanke om den håndlavede rulle papir jeg har haft liggende i min skuffe i flere år, uden at kunne finde på noget a bruge den til. Heldigt for mig, for her synes den helt rigtig. 

 

 

Lige mellem ryggen og siderne slår bogomslaget en fold. Jeg ville være sikker på at måle rigtigt, og endte derfor med at folde et stykke almindeligt A4 papir ned langs folden. Jeg brugte mit interimistiske falseben/smørekniven fra mine forældres sølvtøj og endte med mål, der var et par millimeter længere, end havde jeg bare målt hen over bogen fra side til side. 

Jeg limede med almindelig skolelim - det var det jeg havde - og lod omslaget ligge i pres et par dage, inden jeg fortsatte projektet.

 

 

Jeg synes det pyntede, og igen tænker jeg at jo mere stabilisering der er i ryggen på det gamle bogomslag, jo bedre, når der skal prikkes huller og syes sider i.

 

Broderi på en mandag - Uge 24

 

Når man er i sommerhus, fungerer tiden anderledes, pludselig er det blevet sent, tiden er gået og sengen kalder. Så kan der være nok så mange billeder og planer om at skrive indlæg...

 

Ugen kort:

• Der var en følelse af afslutning over ugen. Selvom det først er denne uge, der er den sidste inden sommerferien, betød mine nuværende feriedage at ugen blev den sidste på mange planer. 
• Jeg lagde ud med en feriedag, med fri mandag efter en lang weekend. Det var skønt, og jeg lavede så absolut ingenting. Cirka. 
• Derefter blev der travlt, lange dage, fantastiske dage og dage fyldt med gode oplevelser. 
• Vi lukkede op og inviterede til grillaften for store og små, for børn og forældre. Først da vi sad der, gik det for alvor op for mig, at det er tre år siden vi gjorde det sidst. Tre år siden det rent faktisk kunne lade sig gøre. Det var en dejlig aften, forældrene var glade, ungerne legede og alle lovede at komme igen, når vi til august igen inviterer.
• Dernæst fulgte undervisningen. De allersidste understøttende timer i det format vi har været i siden skolereformen. De sidste timer i eget regi. De var nogle skønne timer, med glade børn. Næste år har vi søgt om og fået tilladelse til at klappe de understøttende timer sammen til to-lærerrtimer. Det giver så mange nye muligheder, og helt ærlig glæder jeg mig. 
• Jeg havde også  de sidste håndværk og designtimer for i år. Timer i fællesskab med en makker, der ikke har faget som linjefag, som har været åben for hvad som helst og kørt på, det bedste han har lært - og lært undervejs. Et fællesskab der har været guld værd, men som også har betydet at jeg stort set har stået for al forberedelsen. Til næste år kommer der andre boller på suppen, til næste år er min makker den allerbedste, og vi kommer til at have nogle fantastiske timer sammen. Jeg ved det bare.
• For at blive ved håndværk og design sluttede vi året med et brag, da vi havde hele torsdagen sammen, tændte bål, kogte suppe på løgskaller og valnøddeblade, som eleverne farvede hvert deres stykke stof i. Godt omviklet og i  ægte batikmaner, kom der de smukkest mønstrede stoffer op af farvegryderne. Der er sat navn på hvert enkelt stykke stof, jeg gemmer dem, og når vi næste år kommer til symaskinen og kørekort, skal de hver især sy deres egen gymnastikpose eller noget af eget farvet stof. Det bliver så godt.
• I øvrigt smagte et par stykker på farvesupperne. Valnøddebladeafkoget smagte fantastisk, mens løgskallerne ikke var noget at skrive hjem om. Lød det. Jeg synes det er skønt de turde. 
• Ugen blev sluttet af med skumfiduser over bål, triomøde, en god snak med ny skoleleder og et afsindig klamt toilet - der nu for alvor bliver låst af, inden vi pakkede os sammen og tog mod Nordsjælland og en forlænget weekend i et lejet sommerhus. 
• Vi gik tur til stranden i går og fandt padderokke. Jeg har planer om solfarvning og padderokke, når vi kommer hjem. 

Læse:

Jeg blev færdig med Åsa Larsson og fortællingen om Rebekka Martinsson. Femte del, Som offer til Molok. Den var god. Som rigtig god. Historien udviklede sig for fuldt drøn i en retning jeg ikke havde set lige med det samme. Samtidig kører en underliggende historie tilbage i tiden, som bærer spor, har betydning, men en anden betydning end først antaget.  

Jeg vidste jeg ville blive færdig og kørte om biblioteket inden vi tog af sted lørdag. Næste del i serien om Rebekka var ikke hjemme, så jeg greb den første, den bedste bog i krimiafdelingen, jeg fandt.

Døden i Pont-Aven af Jean-Luc Bannalec. 

Jeg kender ikke forfatteren, jeg kender ikke historien, jeg ved faktisk ikke om den er værd at læse. Har aldrig hørt om den. Jeg er ikke startet på den endnu, så jeg kan ikke engang komme med et foreløbig syn på sagen. 

Den er tysk, har fået gode anbefalinger og mange stjerner, så jeg krydser finger og håber på det bedste. 

Jeg kan læse på bagsiden at hovedpersonen, Kommisær Dupin, er nyligt overflyttet fra Paris til verdens ende, er egensindig og har noget med pingviner. En 91-årig hotelejer bliver stukket ned, og derfra skulle der gerne udspille sig et eventyr af de mere spændende. 

Vi får se. 

Broderi:

Sommerhus, pak let, find de små projekter, tænkte jeg og fandt det lille broderi fra Satsuma Street frem. Jeg startede det for flere år siden, og tænkte at nu skulle det være. 

Men - helt ærligt. Hvem finder dog på at sy korssting så småt. Jeg kan nærmest ikke se hvad jeg laver, og mit syn plejer at være skarpt. Plejer. For jeg har på det seneste måtte erkende at jeg ikke længere stiller helt så skarpt som jeg plejer. 

Min far sagde en gang at blev han gammel nok, ville han blive normaltsynet og kunne glemme sine briller. Man bliver nemlig som regel langsynet med alderen. Han var nærsynet og tog oftere og oftere sine briller, af inden han døde. 

Måske jeg er ved at blive langsynet. Måske er mit syn et helt andet sted. Men da dagens udflugt gik mod Helsingør fandt jeg et par briller med en styrke der måske betyder jeg kan stille skarpt tæt på. 

Det skal i hvert fald komme an på en prøve. Lige om lidt.