onsdag den 22. oktober 2014

En ommer

Den her skolereform. Det er ikke kun en dans på roser. Der er også temmelig mange torne.

Det til trods tror jeg på at det er vigtigt at være åben, klar til at tage livtag med de nye udfordringer og så klare problemerne efterhånden som de opstår.


Detalje fra Den Gamle By i Aarhus


Som en del af den nye reform har vi et aftenmøde med lærere og ledelse en gang oom måneden. Det er noget vi har manglet gennem årene og derfor et velkomment tiltag. De to foregående møder har været gode og med mulighed for diskutioner, der kan bruges til noget.

Sådan var det desværre ikke i aften. I aften gik vi stort set alle fra mødet med en følelse af at have spildt to timer, der kunne have været brugt meget bedre. Det er altså en kedelig følelse.

For jeg mener bestemt at det er rigtig godt at mødes. Bare ikke for enhver pris.

Heldigvis formåede vi ved vores bord og i vores team at tale om noget helt andet end programmet dikterede, og dermed alligevel få en lille smule fornuftigt med hjem.

Og det var dejligt at være sammen med mine lærerkolleger – det sker alt for lidt.

Ikke fordi vi ikke vil. Ganske simpelt fordi der ikke er tid nok.

Den Gamle By


Emilie har altid været glad for Frilandsmuseet. Af samme grund har jeg længe ville have hende med i Den Gamle By i Aarhus. Det har bare aldrig passet, når vi har været deroppe. Derfor planlagde jeg hjemmefra at denne gang skulle det ske.

Egentlig havde vi planer om at hele familien skulle med, men som det nogen gange går ændres planer, og vi tog af sted alene bare Anders, Emilie og jeg, mens yndlingsfamilien havde andre gøremål.


Den Gamle By i Aarhus - udsigt fra Møntmestergården


Hun har været der for – hun var bare så lille, at hun ikke kan huske det. Anders har muligvis også været der før – men så gør det samme sig gældende. Altså var det noget af en oplevelse for dem begge. Også selvom regnen genstridigt stod ned, men heldigvis valgte at holde pause efter de første par timer.

Jeg har altid været imponeret af, at der midt inde i en forholdsvis lille by som Aarhus kan været en hel by, der bare er til for at kigge på og blive klogere af. Jeg bliver lige imponeret hver gang. Vel vidende at lige uden for er trafik og befærdede veje, føler jeg mig i det øjeblik jeg går over tærsklen hensat til en svunden tid.

Vi var tidligt af sted. Det var en god ide. For trods regn var det efterårsferie og inden vi var færdige med at kigge og sulten i maven var til at føle på, var der pludselig temmelig mange mennesker og knap så sjovt at bevæge sig rundt.

Jeg glemte at tage billeder. Fik kun et par enkelte hurtige glimt af noget større, da jeg pludselig kom i tanke om billededokumentation. Ikke et eneste skud løsnede jeg, da vi trådte et skridt frem i tiden – tilbage til vores barndom.


Den Gamle By i Aarhus

Det var tæt på skræmmende. Halvfjerdserhjørnet med butikker og lejligheder fra dengang Anders og jeg var små. Inde i Radio/TV butikken kunne vi begge udpege instrumenter fra dengang. Anders fandt en båndoptager magen til den han selv havde haft og jeg fik et gensyn med mine forældres første TV med jalousilåge.

Endnu mere skræmmende var de fire lejligheder i hjørnehuset fra Helsingør. Mine forældres hjem genfandt jeg i den gynækologiske klinik, der nok var den mest moderne med køkkenlåger magen til mine forældres, vægophæg som jeg huskede og skrivebordet der kunne have været min fars. Mine venner og veninders hjem dukkede op med ølkasser og læderhårspænder, afsyrede kommoder og bastomvundne vinflasker med stearinlys i kollektivet på øverste etage. Det var som at træde et skridt tilbage i tiden. Jeg er totalt imponeret over hvor velskabt hele området er.

Tilbage i 1864 oplevede vi en gårdskarl hundse rundt med en flok børn, der gjorde deres bedste og alligevel blev skældt ud i de helt rigtige toner. Børn var jo ikke rigtige mennesker, så hvorfor overhovedet belemre sig med at huske deres navn. Sætninger som “Hvis han spilder på sig og bliver syg, er det hans egen skyld” fyldte luftrummet over hovederne på de hårdtarbejdende børn.


Den Gamle By i Aarhus


Emilie synes det var spændende, også selvom hun var himmelfalden efter at været en tur rundt i udstillingen Hønsestrik og Hotpants. En samling tøj, der rent faktisk har været brugt. Strikkede nederdele, fløjsjakker, afganerpelse og afsindige kjoler garnerede med broderede barnevogne, boblende vinballoner og andet af datidens interiør. Vi kunne kun sige, at sådan så vi ud. Sådan så alle ud. Emilie synes det var synd for os, og mente hele hendes opfattelse af tøj havde lidt et knæk.

Så hellere de gamle huse.

tirsdag den 21. oktober 2014

Når vejret ikke er til det


Jeg gad godt skrive en hel masse dybsindige indlæg. Men enten er det mit manglende overskud, eller også er der ganske simpelt ikke noget dybsindigt at skrive om for øjeblikket. Ikke at der ikke sker noget. Det er snarere noget med at der sker så meget, at jeg glemmer det hele, så snart jeg vender ryggen til.


Lommer i høstjakken


Min kalender er stadig temmelig fyldt. I dag er eneste dag i den her uge uden aftenplaner. Sociale planer og arbejdsplaner i en god blanding. Gode aftener, som jeg nyder. Alligevel kan jeg godt mærke at det tærrer på kræfterne og mine ensomme formiddage bliver sjældent brugt på oprydning og rengøring – som de måske nok burde.. her trænger.

Vi skulle have været i haven i dag. Plantet de to buske, der stadig står på altanen. De må vente. Knap var jeg trådt ind ad døren, da store tunge vedvarende regndråber besluttede at falde. Vi overvejede, men besluttede fra. Der var ganske simpelt for meget vand. Og buskene klarer sig nok til weekenden. Weekenden der foreløbig er uden planer. Altså bortset fra nedgravning af to stk buske.

Og opgravning af noget ukrudt.


Lommer i Høstjakken


Så i stedet strikker jeg. Det tankeløse strik, der nok har været hjemsøgt af tykke pinde, men ikke af den grund har bevæget sig hurtigt, er ved at være færdigt. Høstjakken. Inspireret af Henriette vil jeg have lommer. Så jeg strikker lommer. På tynde pinde. Det skal ikke være for bumlet.

Men skal lommerne have hver sin farve?

Det er forresten vildt, så svært det er at fange den røde farve…

søndag den 19. oktober 2014

Stationsvinken


Oktober 2014


Emilie er sendt tilbage til skolen og hjemmet er igen stille. Ikke længe, hun kommer hjem igen næste weekend. Ikke fordi hun savner os, snarere fordi ønsket om at ses med Samar ikke lod sig udføre i efterårsferien. Næste weekend kan de begge.

Til gengæld har savnet efter de nuværende bedste venner været til at føle på i en hel lang uge. Det er svært at undvære så længe og tanken om hvordan det skal gå, når skoleåret er slut, bankede så småt på.

Men lige nu er hun på vej tilbage. Tilbage til den hverdag hun allerede elsker højt og slet ikke vil være foruden.

Musik på de skrå ruder


Altanen - oktober 2014


Vi ville have været i haven i dag. Inden vi tog til Aarhus var Emilie og jeg omkring havecentret og købe en hindbær- og en brombærbusk. De skal jo i jorden.

Det er de så ikke kommet. De står stadig på altanen og strutter af sundhed oveni al den regn der er kommet ovenfra.

Jeg håber lidt det stopper, inden Emilie skal følges til stationen…

lørdag den 18. oktober 2014

Aarhus tur/retur


Vi har været i Aarhus.


gamleby1


Vi har besøgt yndlingsfamilien og dejlige dage er det blevet til.

Vi har beundret mus lagt på række af katten i nattens mulm og mørke, og dampen fra Anders’ nyeste dampmaskine. Vi har snakket og hygget og drukket alt for mange drinks. Vi har været i den gamle by, vi har dasket og daset, finsovet og slingret ned ad Vestergade. Vi har spist god mad, kaffemaskinen har været på overarbejde og vi har besøgt yndlingskusinen i hendes hjemmefraflyttede lejlighed.

Men mest af alt har vi nydt dage sammen med nogen af de dejligste mennesker vi kender.

prikker

mandag den 13. oktober 2014

Feriestart


Ferien er stille gået i gang. Udenfor har det regnet hele dagen, og inde har energien ligget på nulpunktet – for os alle.

Bortset fra vasketøjet, der hænger og tørrer i kælderen, er det ikke det store der er udrettet i dag. Det har gjort godt, og det er – synes jeg lige nu – en ganske fortræffelig måde at starte ferien op.


Høstjakke


Det meste af dagen har jeg siddet i sofahjørnet med strik af forskellig art. Jeg er troløs – det har jeg sagt før. Jeg skifter mellem flere projekter, og det ene – det med de tykke pinde, som jeg ikke holder ud at strikke for længe på ad gangen – har nået bunden og mangler nu kun ærmer.

For mange, mange år siden fik jeg en stor kassefuld groft kradsende uldgarn foræret. Noget har jeg brugt, noget er smidt ud, noget er givet væk og noget ligger stadig i bunden af garnkasserne.

I bunden af den store kasse fra dengang lå et gigantisk fed rødt uldgarn af en knap så kradsende kvalitet. Jeg har altid vidst at en dag skulle det ende som noget stort, og dengang høstjakken første gang dukkede op, dukkede også mindet om det tykke røde uldgarn op øverst i hukommelsen.


Høstjakke


Dengang sommerferien lige var slut, arbejdsbyrden på sit højeste og min koncentrationsevne i forhold til strik kunne ligge på et meget lille sted, viste høstjakken sig at være det perfekte projekt. Perfekt fordi det ikke kræver den store tankevirksomhed. Trods tykke pinde – eller måske netop derfor – er det et langsomt projekt. Jeg kan ikke strikke meget før hænder og håndled ikke kan følge med, men det gør ikke noget. Jeg når det nok.

Den røde uld blev kombineret med vinrød alpakka, der har mindst lige så mange år på bagen som ulden. Alpakka som min mor i sin tid købte og ville strikke af, men som endte trævlet op i bunden af en af mine kasser med garn, før det nu blev fundet frem og gav den helt rigtige tykkelse til garn og strikkefasthed.

De to røde klær hinanden, og så jeg imponeret over at det store røde fed ved opviklingen viste sig at være en lang ubrudt tråd med en vægt på lige over ottehundrede gram.

Om lidt vil jeg indtage sofahjørnet endnu en gang. Sammen med en kande the og starten på røde ærmer vil jeg nyde resten af aftenen, der begyndte da Daniel kom forbi, vi andre kom i tøjet og vi trodsede regnvejret for at finde bussen, Søndre Fasanvej og Venus, hvor aftensmaden bestod af indisk af den gode slags.

Follow your arrow


Follow your arrow


Der var engang for meget længe siden. Mindst syvogtredive måneder … eller i hvert fald ni måneder siden … at Ysolda Teague startede et, synes jeg, temmelig interessant projekt op.

Hun lod starten gå til et Mystery Shawl. Ja, okey, det har vi set før, tænker du måske – men det her var en lille smule anderledes end sådan nogle plejer at være. Ysolda havde nemlig ikke alene udtænkt et sjal i fem dele. Hun havde udtænkt et sjal med to og tredieve forskellige muligheder.

Hver uge i fem uger udkom ikke kun næste del til et allerede planlagt sjal. Nej hver uge i fem uger udkom to muligheder for at bygge et sjal, hvor alle muligheder passede sammen på kryds og tværs. Faktisk passede mulighederne så godt sammen, at flere af delene kunne gentages flere gange eller lægges på efter at have strikket andre clues.

Det gav temmelig mange forskellige sjaler. På Ravelry er der tre tusinde fire hundrede tre og halvfjerds projekter – mange af dem ligner ingen af de andre.


Follow your arrow


Jeg sprang på og udnyttede samtidig muligheden for at strikke mohair som følgetråd. Hvorfor jeg aldrig har gjort det før, er jeg ikke helt sikker på. Måske fordi mohair selvom det er dejligt og blødt, alligevel aldrig rigtig bliver min kop the. På den anden side er jeg ret tilfreds med resultatet, så måske er der alligevel lagt op til en gentagelse engang med tiden.

Jeg havde masser af garn. Troede jeg. Så meget masser af garn, at jeg undervejs udviddede sjalet ud over de fem clues jeg kunne vælge imellem og pludselig måtte indse at jeg ikke havde så meget masser af garn. Ikke nok i hvert fald.

Så projektet endte som projekter nogen gange ender – i bunden af kurven med uafsluttede projekter. Der lå det længe. Med mellemrum overvejede jeg for og imod at finde mere garn, men jeg fik aldrig rigtig gjort noget ved det. Jeg kunne højst sandsynligt have efterlyst mere garn i den farve jeg manglede, jeg kunne sikkert også have ringet til Garnudsalg og fundet en løsning. Det skete aldrig og projektet arbejdede sig længere og længere ned mod bunden af kurven.

Indtil Sille og jeg for tre uger siden var på jagt efter farveskiftende garn til Sille, og jeg pludselig stod over for et nøgle mohair med den rette mængde silke og farver der efter bedste overbevisning passede til projektet nederst i kurven med de uafsluttede.


Follow your arrow


Nøglet kom med hjem. Den halvfærdige kant jeg havde nået at strikke, inden garnknapheden slog til, blev møjsommeligt trævlet op (ikke den nemmeste diciplin når der er tale om mohair) og en ny i samsving med den vedholdende uld og det nyindkøbte blev sat til.

Jeg er pænt godt tilfreds med resultatet – også at det er blevet færdig lige i rette tid, til den kulde der langsomt kommer snigende. Jeg er ret overbevist om at det bliver en af vinterens yndlinge – ligesom det også allerede virker ret godt, når kulden om aftenen kommer snigende mod sofahjørnet.





                       




Design: Follow your arrow mystery kal af Ysolda Teague.

Garn: Blackhill Højlandsuld i farven viol og Blackhill Silk Mohair i en lilla – hvilken vides ikke – begge fra Garnudsalg. Som effekt på kanten brugte jeg Lana Grossa Silkhair Print, farve 320.

Der gik lige knap 300 gram til hele sjalet – 190 gram Højlandsuld, 70 gram Kid Silk Mohair og 40 gram af den flerfarveskiftende mohair fra Lana Grossa.

Pinde: Hele sjalet er strikket på pind 4. Hvis jeg skal være ærlig, er det i virkeligheden nok min yndlings størrelse pind.

Størrelse: Jeg strikkede stort. Fyldte på og mente ikke det umiddelbare var stort nok. Jeg endte med et sjal der er alt for stort til at måle, men det er varmt – og stort.

Follow your arrow

Bemærkninger: Jeg kombinerede mit sjal af følgende clues: 1A – 2B – 3B x 2 – 4B – et omvendt 2B – 5B.

Jeg valgte som udgangspunkt at strikke ensfarvet. Da jeg startede ud havde jeg ingen planer om at tilføje en ny farve (eller rettere nye farver) til kanten.

Det første clue gav sig selv. Jeg havde valget mellem en trekant, eller noget halvcirkelformet. Det første clue er efter sigende en rettesnor for et færdige sjals facon. Jeg er ikke så vild med halvcirkelformede sjaler og en trekant lød spændende – så der var i virkeligheden ikke det store valg.

Det andet clue valgte jeg stort set efter samme udvælgelsesform. Jeg havde valget mellem et stykke med hulstrik eller en udbygning af den ene side af sjalet. Endnu mere asymmetri. Jeg gik efter det sidste.

Follow your arrow


Clue tre var hulstrik eller hulstrik. Jeg valgte det, jeg synes så mest spændende ud – og gentog en ekstra gang, fordi jeg allerede da gerne ville ende stort.

Det fjerde clue var også et valg mellem to mønstermuligheder. Ikke sindsoprivende. Jeg valgte det jeg umiddelbart synes så mest spændende ud.

Med kun det sidste clue tilbage og et efterhånden slaget håb om en udbygning i den anden side – det sidste clue kunne kun indeholde en kant, valgte jeg at vende clue nummer to og strikke det på inden den afsluttende kant.

Det sidste clue havde to mulige kanter. En kant strikket videre i den allerede etablerede strikkeretning eller en påstrikket kant med liggende masker – en teknik jeg aldrig havde prøvet før. Jeg kan godt lide påstrikkede kanter og det med de liggende masker gjorde udslaget.

Follow your arrow

Den valgte kant bliver mindre fra den ene side til den anden. Efterhånden havde jeg fyldt så meget på at jeg alt for hurtigt ville nå den endelige bredde på kanten, så jeg valgte at holde lidt igen på indsnævringen af kantbredden. Det krævede lidt beregning at ramme den rigtige nedgang i maskeantallet, men det lykkedes.

Samtidig ville jeg ende forkert i hjørnerne – igen et resultat af mit tilæg af clues – så jeg startede kanten på pind 20 i stedet for pind 6.

Færdigt og opskyllet, blev det så stort at den øverste kant ikke kunne ligge udstrakt over det område jeg havde til rådighed til blockning. Altså blev den øverste kant i stedet en smule svunget. Det virker fint og sjalet ligger skønt om hals og skuldre.

Det var et sjovt projekt.

Har du lyst til at se flere billeder af sjalet, kan de ses lige her på Ravelry.

torsdag den 9. oktober 2014

Fra lerværkstedet


Torsdag er lerværksted. Torsdag er beskidte fingre, meditationen med lerarbejdet og børn, der sidder stille og koncentreret i timevis.

Jeg ved i grunden ikke ret meget om ler. faktisk er vi ikke ret mange blandt det pædagigiske personale der ved noget om ler. Susanne ved, og Susanne vil gerne lære fra sig.


Snirkelskål


Altså er vi indgået i et samarbejde. Susanne kommer med børnene fra børnehaveklasse til anden klasse, og Louise og jeg kommer med de store unger. Mens børnene (og de voksne) leger med ler, fortæller Susanne gerne om både det ene og det andet.

Vi har ikke været i gang så længe. Men ungerne ved allerede at torsdag er lerværksted og de glæder sig. Jeg glæder mig også. Og samler inspiration på nettet. Jeg vil nemlig også lege med, og mig leg kan hurtigt få børnene til at lave andet end det de plejer.

Vi har lavet snirkelskåle inspireret af Fru Billedekunst og jeg har forsøgt mig med et spiralkrus efter Yvonne Millers foreskrifter.


Spiralkrus


I dag skal vi glasere. Første omgang har været i ovnen. Susanne viste hvordan, og mens jeg har fuldt styr på det der med at stille delene ind i ovnen, har jeg allerede glemt hvordan den skulle indstilles. Men mon ikke jeg får mulighed for at lære senere.

Nu håber jeg bare at mine ting har overlevet første tur i ovnen og er klar til et lag glasur.

Og jeg holder på at det er vigtigt at bruge de rigtige ord, at sproget bliver forfladiget hvis vi ikke gør – og retter hver gang en af ungerne spørger hvornår vi skal male lertingene.