I Martin Becks fodspor

Det er gået op for mig, at størstedelen af min viden om Stockholm stammer fra alle de gange jeg gennem mine teenageår, ungdomsår og senere, har læst og genlæst de ti bøger i serien Roman om en forbrydelse.




Maj Sjöwall og Per Wahlöös fortællinger om tredsernes og halvfjerdserns kriminalpoliti i Stockholm - og omegn - personificeret af Martin Beck og hans kolleger. At bøgerne er stærkt politiske, gør dem på ingen måde ringe, det giver dem snarere en historisk vinkel på en tid, som jeg aldrig fangede, de første gange jeg læste serien.

Det startede allerede i bilen på vej sammen med Paula og Magnus. Vi kørte forbi Motala, hvor Roseanna blev fundet, siden har vi ikke bevæget os rundt i byen, uden at falde over steder, vi nærmest føler vi kender, og som levendegør historierne.

Om det er Kungsholmen med politihovedkvarteret, Sveavägen, s:t Eriksplan, hvor Benny løb rundt i jagten på en mistænkt, Tantolunden og Bosse der havde fået en blet, Kronobergparken eller noget helt sjete.





I dag stod vi pludselig ved observatoriet i Observatorielunden. Der var ikke helt så mange gemmesteder, som jeg umiddelbart havde forestillet mig. Indtil vi kom om på den anden side og fandt grønt i grønt og stejle trapper.

Senere gik vi bevidst til Riddarholmen og kirken, der er en af byens ældste bygninger. Ikke så meget for at se kirken, (det gjorde vi selvfølgelig også), men for at se stedet hvor Rebecca skød et kålhoved  på en meters afstand.







Og sådan kan jeg blive ved. Der bliver ved med at dukke stednavne op, som pludselig får liv, hænger sammen og skaber en by, jeg har kendt så længe jeg kan huske.

At Anders har det på samme måde, gør det kun bedre.

Det er altså en sjov oplevelse.

Er det bedstemor, klædt ud som ulv?

Feriens første hele dag er ved at være slut. Vi er vendt tilbage til hotellet, hvor iskold astii er trukket op, et brusebad venter og jeg kan sidde i den brede vindueskarm og fordøje dagens indtryk.





Vi har gået byen tynd.lige over otte og tyve tusinde skridt, hvis du spørger tælleren i mobilen. Vi har været i Gamla Stan, i Södermalm, i Vasastan, Östermalm og et godt stykke rundt på Kungsholmen.

Vi har drukket litervis af vand med bobler, drukket kaffe og spist god mad. Vi har søgt skyggen, følt os smeltet af solen, og set forskellige byplaner. Vi har lagt planer for de kommende dage, der alle er skudt en dag, for i morgen handler først og fremmest om shorts til Anders.





han har pakket de lange bukser, måtte indrømme at ingen af de kortere han har, kan klare en tur ud i Verden. Derhjemme eller i haven - helt sikkert, men de er alle alt for slidt til andet. Han har fundet et overskudslager med ønskværdige varer. Dertil går turen i første omgang i morgen. Måske kan eftermiddagen bruges på et museum.

Der er altid håb om køligere varmegrader på museer. Ligesom Tunnelbanan også har givet lidt luft, mellem al solskinnet.





Vi mødte ulven ved Riksbron fra Drottninggatan mod Riksdagshuset. Den sad nok så fint, lyttede til alle de mange historier de forbipasserende kunne fortælle, og gjorde ikke det store væsen af sig.

Vi er stadig ikke imponerede af de svenske jernbaner...

... og Anders mener vi aldrig skal til Sverige igen!

Men vi er fremme, kun cirka tre en halv time forsinket. Og klar til at holde en skøn ferie.





Det startede ellers fint. Vi var i god tid, endte med at have en hel time til rådighed i Malmø, hvor vi fik tanket lidt op på madkontoen og ventede så længe på at kunne komme ind i toget, at vi nåede at se reklamerne for hvor vigtigt det er for både de svenske jernbaner og personalet at sørge for at alle passager kommer trygt frem til tiden.

Snabbtoget mod Stockholm holder ikke mange steder, og inden vi så os om var vi på vej, sæderne rummelige og benpladsen god. Så langt så godt! og herfra gik det ned ad bakke...

Lige uden for Lund, i Teckomatorp, stoppede toget. Jeg er ret sikker på at Teckomatorp ikke stod på rejseplanen, men der sad vi så. Længe. Uden rigtig at vide hvad der skete. Indtil personalet både over højtaler og ved gang gennem toget kunne fortælle om et tog, der var gået i stå, ikke kunne starte og derfor ikke kørte videre.







Om der ville komme et andet tog, eller om der ville blive indsat erstatningsbusser, var der ikke rigtig nogen der vidste. Selvom jeg selv synes det var en lidt kedelig start på rejsen, havde jeg mest ondt af den engelskktalende pige der rejste alene og ikke forstod hvad der blev sagt. Den største kommunikation foregik på svensk, og det havde hun ingen mulighed for at forstå, jeg synes det var svært at få det hele med, og de sparsomme engelske oversættelser var ikke af bedste kvalitet

Vi endte alle med at blive sendt ud på perronen, hvor det næste tog ville samle os op. Et tog der vistnok skulle helt til Stockholm. Det var lidt svært at gennemskue, men som i hvert fald var fuldt booket, hvilket betød at vi ikke skulle regne med pladser til alle.

Vi var heldige. De pladser vi fik, som faktisk var bedre end dem vi havde haft i det rigtig tog, var ikke booket før langt hen ad rejsen, lige før det gik galt igen. Andre måtte overlade pladser til nye rejsende ved hver eneste station. Det nye tog var ikke et snabbtog, varmen var til at skære igennem og der var mere end et lille barn, der havde det rigtigt svært med skrig og skrål til følge.

Fra vi satte os i det nye tog fra Teckomatorp, lød en lind strøm af informationer om det ene og det andet. Bare ikke om toget fortsatte helt til Stockholm, eller om vi skulle skifte i Helsingborg. Det var ikke så meget fordi det gjorde noget, vi kunne alligevel ikke gøre andet end at følge med, men det er rart at have bare en lille følelse af kontrol.

Vi nåede næsten Helsingborg, før damen med microfonen fandt det vigtigt at informere om hvor langt toget kørte og på hvilke stationer der skulle stoppes. Se det var helt rart. Og det skulle helt til Stockholm.





Lige før Lindköbing - lige over halvvejs gennem turen, måtte Anders opgive sit sæde. Jeg kunne blive siddende, og dele med en dame, der skulle hjem fra sommerhus, hvor hun efterlod mand og barn, for at gå på arbejde i morgen.

Det kom hun til at fortryde. Vi nåede nemlig ikke særlig langt, før toget blev stoppet, strømmen blev slukket, varmen blev om muligt endnu mere uudholdelig og ingen vidste igen noget om hvad der foregik.

Hele situationen - både her midt ude i ingenting og tidligere ved Teckomatorp - satte de der reklamer om tryghed og sikkerhed, vi havde set på stationen i Malmø, noget i relief...

Endelig fik vi en forklaring der indeholdt noget med en brand længere fremme, som betød at strømmen måtte slukkes og vi ikke kunne køre længere før branden var slukket. Senere kunne toget ikke køre længere ... Den historie havde vi ligesom hørt før...

For at hjælpe mod varmen blev dørene åbnede, men ingen måtte gå ud. Der gik ikke længe før de første forsvandt. Til trods for ordrer om det modsatte. Nogle talte om taxier, andre om busser. Folk skældte ud på hinanden. Damen ved siden af mig, ringede til sin mand, bad ham om at hente og køre hende hjem til Stockholm, og tilbød os at køre med.





Det sagde vi ikke nej til. Og inden længe havde vi pakket os sammen, var kravlet ud af toget og stod sammen med de mange andre, der overvejede andre muligheder og ventede sammen med Paula (damen) på Magnus og deres lille datter Ingrid, der kom og hentede os.

I mellemtiden fik vi at vide at et nyt tog var på vej. Et tog der ville samle alle passagererne op, både dem fra det første og det andet tog sammen med dem, der sad i det tredie tog. Hvordan et nyt tog kunne køre med brand og manglende strøm var der ingen forklaring på.

Toget var ikke kommet, da Magnus dukkede op, og vi lod tog være tog, satte os til rette i en airconditioneret bil og nød turen, sjove og informative snakke og hjælpsomheden fra vildtfremmede.

Cirka to timer senere - tre en halv time senere end billetten havde lovet - blev vi sat af ved den nærmeste tunnelbanestation, hvorfra vi selv kunne finde videre. På hotellet blev vi taget godt imod, værelset er helt som forventet, og ret hurtigt var vi en tur ude i byen, fandt vand, udsigt og noget koldt at drikke.





I morgen er vi klar til at udforske byen yderligere. Og med den start kan ferien kun blive god - det kan i hvert fald ikke blive værrer - bilder vi os ind.

Og jo, vi skal selvfølgelig huske at søge de svenske jernbaner om erstatning for tort og svie. Det skulle kunne lade sig gøre, hvis turen er over tres minutter forsinket - den tid var for længst overskredet, da vi forlod toget på banen midt ude i ingenting.


Nu er jeg klar til at se dyner, det har være en mærkelig dag, men helt sikkert også en dag, vi kan grine meget af - om et par dage :)

Og ferien - den er startet!

Solskin i Søndermarken

For fjorten dage siden holdt Emilie fest og blev fejret for de første to dekader.





I dag har hun fødselsdag. I dag runder hun tyve. Og i dag havde hun inviteret på sushi i Søndermarken.

I selskab med det hjemlige klientel, mormor og Annelise og Sille og Rose.

Vi fandt bænke i skyggen, spiste til vi ikke kunne mere og nød vejret og snakken der gik let i solskinnet.

Nu er vi hjemme, dagen har været lang - nok længst for Emilie, der startede tidligt i praktikken i SFO, blev sunget for og legede med børn i ridderudstyr.





Vi andre har været noget mere tilbagelænede, men har også nået en hel del. På søndag tager vi til Stockholm, jeg glæder mig, og selvom det kunne være fint bare at stoppe det nærmeste i kufferten og drage derudaf, kræver det alligevel lidt forberedelser.

I morges sagde jeg tillykke, og Emilie returnerede med at fortælle at nu har jeg ikke længere teenagebørn, og med en farmortitel inden for rækkevidde, er der ingen vej tilbage :)


Tillykke min Tøs!

Jazz

Der er jazzfestival. Jeg synes jazz er hyggeligt, mens Anders er anderledes imponeret. Af en eller anden grund har han aldrig gidet tage til byen i jazzugen, når jeg år efter år har spurgt.

I år spurgte jeg ikke. I år kom han selv. Jeg var klar og ville gerne med.






Vi startede på Højbro Plads og hørte Dragkedjan Jazzband (svensk for lynlås). Superhyggeligt jazz i Aristocats-stil, noget Anders startede med at kategorisere som Tissemandsjazz - det forstod jeg ikke, det med kattene gav meget mere mening.

Syv gamle mænd med Hawaiiskjorter, blæseinstrumenter og højt humør. Numrene har de hugget fra andre, men det gør ikke noget. Dem gider jeg godt høre igen.

Jeg havde taget kameraet med. Og legede. Zoomede. Det er vildt hvor meget jeg kan zoome ind og stadig få gode billeder. Lyset gjorde sikkert sit, men jeg er altså imponeret af det, der kom ud af SD-kortet.







Vi startede tæt ved scenen. I pausen satte vi os hen under Absalon. Krigermunken, der grundlagde København. Jeg huskede at kigge op. Jeg ser aldrig statuen på toppen af den vældige sokkel. Der er ganske simpelt for langt op.

I dag huskede jeg. Det er en imponerende statue, også selvom det alligevel ikke var ham der grundlagde byen.

Vi gik videre, Anders havde fundet nogle andre et sted på Østerbro. Vi nåede det aldrig, for vi slog et smut forbi Hovedbanen og købte billetter til Stockholm. Det tog tid. Lang tid. Men nu har vi sæder i højhastighedstoget til Stockholm fra Malmø på søndag.

Pludselig skal vi på ferie. Der mangler bare lige et hotel, jeg har været inde og kigge. Der er mange muligheder.







I øvrigt er der restaurant i toget - fortalte den flinke billetmand. Mindst tre gange. Det tager lige over fem timer til Stockholm... og der er restaurant i toget...

Da Østerbro var uden for rækkevidde, endte vi i stedet i Kongens Have. Der var skønt. Græs og skygge, en scene der blev stillet op på. Øl og en flok musikere der larmende tjekkede først det ene og så det andet.

Vi gik da de startede med at spille. Det var simpelthen for kedeligt. Der manglede noget, var for musakagtigt. Helt sikkert godt som underlægning til spændende snakke. Men ikke til sol og sommer i Kongens Have.







Det var også skønt at gå gennem byen på vej mod hjemtransport. Alle steder lyder jazztoner af den ene og den anden art.

Vi tager derind igen næste år. Er planen.

Onsdagsmasker

Jeg sprang over i sidste uge. Både den engelske og den danske version. Livet, og døden, kom i vejen, men nu er jeg klar igen.

Mens dagene gik, jeg kørte mere i tog end jeg plejer, og bøger, sammen med strikketøjet, var en fast bestanddel af  indholdet af min taske. Den sidste bog i serien om Henning Juul blev slugt i rekordfart og flere af mine strikkeprojekter er vokset med adskillige centimeter. Her jonglerede jeg mellem flere forskellige og står derfor ikke med noget helt færdigt. Endnu.

Nu er tempoet sat ned, jeg både læser og strikker stadig, og specielt de sene nattetimer, hvor søvnen ikke vil indfinde sig går på at læse. Sådan er det lige nu. Det er helt i orden, jeg ved jeg finder søvnen igen, og at sorgprocesser viser sig på mange måder. Min handler blandt andet om manglende søvn.















Læse:

Jeg afsluttede som sagt femte del af serien om Henning Juul. I Thomas Engers Banesår bliver alle de mange spørgsmål fra den underliggende historie sat sammen og puslespillet går op. Det er hæsblæsende action og jeg var underholdt hele vejen.

Det var lidt ærgerligt at læse sidste side og lukke bogen. Jeg vil have mere, og måske er det værd at dykke ned i resten af hans forfatterskab. Eller i hvert fald sætte næsen op efter nye udgivelser.

I stedet startede jeg - igen - på Ken Follets Den evige ild. Jeg var startet, men valgte Henning Juul, fordi Ken Follets mursten føltes for stor at have i tasken. Det er længe siden jeg læste de to foregående bøger om Kingsbridge og opførelsen af den store katedral. Denne gang er historien hoppet et par hundrede år frem i tiden, klostret er nedlagt, men der er stadig masser af dramatik i den lille by.

Jeg er nået næsten tohundrede sider ind i bogen, og føler mig underholdt. kapitlerne er overskuelige og historien strækker sig over hele Europa. Jeg opgav at læse videre i går, da inkvisitionens spion forsøgte at afdække hvor protestanterne i Paris mødes til gudstjenester. Om han finder ud af det er endnu uvidst, men min viden om den virkelige historie betyder, at det ikke er umuligt.


Strikke:

Da jeg i maj tog til Roskilde og det lille fiberfolk marked, var det med et specifikt projekt i tankerne. Ysolda Teaque havde allerede dengang lanceret datoerne til et mystisk sjal. Jeg skulle bruge tre farver, der blendede ind i hinanden, og valget faldt på uld fra Uld & Co i skønne grønne nuancer..

Jeg købte fire nøgler og holder det fjerde og mørkeste tilbage. Måske er der nok i de tre, måske ikke. Som jeg læser oplægget til opskriften, vil jeg kunne tilsætte den mørke, hvis den lyse skulle løbe ud.

Det er et hyggeligt projekt, jeg er færdiggjort det tredie clue og mangler sådan set bare at tage billeder til fremvisning i gruppen på Ravelry. Lige nu er delene delt i to, hvornår og hvordan de kommer til at hænge sammen er spændende.

Næste del kommer på mandag. Der håber jeg at være i Stockholm, men mon ikke jeg kan få plads til projektet i kufferten.

Venlighed går mange veje

Med alle de mange strømper jeg planlægger at strikke, virkede det fornuftigt at de ikke kun skulle være af min størrelse.





Anders fik derfor lov at vælge frit mellem skønhederne i mit lille lager af lækkert strømpegarn, og fik samtidig frit valg mellem alle de strømpeopskrifter han kunne finde på Ravelry. Jeg hjalp en lille smule med filtrering (cables ftw), og lod ham ellers sidde selv.

Han nåede frem til en hel masse venlighed og stormskyer fra WOOLapyk - købt på Fiberfolk i Roskilde en lille uge inden jeg slog op.

Det var superhyggeligt at strikke strømperne, og med årets fjerde par, er jeg lidt imponeret over endnu ikke at have oplevet ulyst til strømpe nummer to. Til gengæld var jeg ikke overvældende imponeret af opskriften. Som sådan er der ikke en finger at sætte på den. Jeg manglede bare det der sidste, der gør den lækker at gå til.

Han har haft strømperne på og han siger de er dejlige.

Så gider jeg godt strikke til ham en anden gang.

Også selvom skostørrelsen siger syv og fyrre!









Design: Venlighed går af mange veje af Cita Steinmeier.


Garn: Strømpegarn fra WOOLapyk, farven hedder Stormcloud.

Der gik 88 gram til et par herrestrømper.


Pinde: 2½ mm strømpeinde fra Knit Picks. Firkantede, af træ og 15 centimeter lange. Mine absolut foretrukne strømpestrikningsredskaber.


Størrelse: Der er kun en størrelse, heldigvis passer den Anders' størrelse 47 perfekt.





Bemærkninger: Jeg ville ønske opskriften fandtes i flere størrelser. 72 masker er ganske simpelt for meget, skulle jeg have strikket til mig selv. Selvom jeg gerne omregner, kan jeg altså godt lide, når opskrifter er gennemarbejdede og graduerede i flere størrelser.

På billederne af strømperne ruller de i kanten foroven. Specielt over de midterste vrangmasker. Det synes jeg ikke er pænt. Derfor startede jeg med 10 pinde rib - vrang og drejet ret - så det passede til mønsterets pind 1 - 1 dr r, 2 vr.

På hælflappen valgte jeg at strikke første og sidste maske ret på både for- og bagside. Det synes jeg gør det lettere at samle masker op efterfølgende. Det optimale ville være en lænkekant, men det blev det ikke.

Samme hælflap strikkede jeg rib, så det passede til maskerne - 2 ret, 2 vr. Jeg synes ikke at glatstrikkede hæle sidder godt, og var bange for at de i brug ville vokse og blive uformelige.





Da jeg nåede tåen, stoppede jeg mønstret og strikkede i stedet glatstrik. Jeg synes sjældent det gør noget godt for strømper at mønstret fortsætter ud over tåen. Jeg har set strømpeopskrifter, hvor det virker, men det synes jeg ikke det gjorde her. Jeg prøvede, men pillede det op igen.

I stedet for at stoppe og sy de resterende masker sammen, da tåen efter opskriften var færdig, fortsatte jeg med indtagninger på hver omgang, til der var 8 masker tilbage. Den spidsere tå passer bedre på Anders' cowboystøvleformede fødder - lige som jeg også hellere vil have tæer af den slags til mine egne fødder.

Jeg spejlvendte snoningerne i strømpe nummer to.


Har du lyst til at se flere billeder af strømperne, kan de ses lige her på Ravery.

Feriedage

Ferien startede med en af de bedste nyheder længe. En tung vægt blev løftet fra unge skuldre og jeg gjorde nye bekendtskaber.





Feriens første dag gav også indblik i stenhuggeres åbningstider, der ikke nødvendigvis er som forventet. Jeg kiggede, tog en folder fra en overdækket boks og ringer en af dagene.

Den lejede bil min søster skulle aflevere i dag, havde stadig masser af ubrugte kilometre, så hun stoppede min del af min fars ting på bagsæde og bagagerum og kørte forbi med det hele. Nu er der værktøj i kælderen og bunker på spisebordet, mens det gamle ur ligger forsigtigt pakket ind i et tæppe på sofaen. Det skal op at hænge, men vi skal lige beslutte hvor.

Vi snakker ferie. Vi snakker om at komme hjemmefra nogle dage. Vi starter forfra, fra der hvor ferien blev aflyst og planer lagt til side. Vi snakker Stockholm, og kigger muligheder.

Jeg tror det er der vi ender. I næste uge. Der er tid til at finde billetter og booke hoteller. Der er tid til at lægge om og finde planerne frem igen. Der er tid til glæde sig. Og hvis nogen ligger inde med gode ideer eller viden om lækre garnbutikker, er vi åbne for hvad som helst.





Feriens første dag endte i Frederikssund til hygge, snak og god mad. Togbusserne viste deres værd, og jeg kom godt frem og tilbage. Måske er jeg endda ved at udvikle mindre tendens til køresyge. Det lykkedes at strikke i bussen, helt uden problemer. Jeg havde dog allieret mig med gentagne retmasker, der betyder at jeg kan kigge ud af vinduet mens hænderne arbejder.

Feriens første dag gav også mulighed for at lege lidt med min fars kamera. Jeg øver, forsøger og prøver at finde ud af hvad det kan. Lige nu ligger det fast i tasken, og selvom det er flyttet hjem til mig, er jeg ret sikker på at følelsen af at jeg bare låner det, vil hænge fast længe.