tirsdag den 24. maj 2016

En lang en med ærmer og lommer


Det var vist nogenlunde beskrivelsen, da Emilie kiggede på det garn jeg havde med hjem fra Violykke, da Violykke først i marts holdt blogtræf. Lækkert uldgarn i fine farveafstemte toner.


Blue Sand or Turquise - Cardigan til Emilie


Jeg vidste godt at oversættelsen var en lang cardigang med lommer, jeg havde også hurtigt en god ide til hvilken det skulle være. Det var nemlig ikke længe siden jeg på Ravelry havde set Rililies Bluesand Cardigan. Afsindig fin, men alligevel ikke noget jeg kunne se mig selv i.

Emilie derimod.

Den var købt på stedet. Og da jeg kunne supplere to blå nuancer med en flerfarvet i samme skala, var der ikke et øje tørt.

Jeg har før strikket Rililie, og trods opskrifternes meget omfattende form – mange, mange sider – er det også opskrifter med gennemtænkte og gennembeskrevede detaljer.

I denne model kan i flæng nævnes: raglanudtag, der sidder fantastisk over skulderen, fine lommer, ribkant med vendepinde og to pinde i en kontrast inden samme kant. Småting, der sammen giver et gennemarbejdet resultat.


Blue Sand or Turquise - Cardigan til Emilie

Blue Sand or Turquise - Cardigan til Emilie


Den var hurtigt strikket. Ikke helt så hurtigt som pigebarnet kunne have ønsket, og med et par svinkeærinder undervejs, der betød udskydelse. Ærmerne trak noget ud, for jeg afkrævede asfprøvning, og sådan noget er der ikke altid tid til.

Hun ville have den lang. Og den havde også en fin længde inden vask. Efter er den blevet lidt længere – helt uden jeg har trukket i den. Emilie er overordentlig tilfreds, for lang må den gerne være. Men kunne lommerne ikke have siddet lidt højere?

Det gjorde de - før vask.








Design: BlueSand Cardigan af La Maison Rililie.


Garn: Kauni, Solids og Effekt i fire forskellige. Dels den flerfarvede, der både dækker et par striber og størstedelen af ærmerne, dels en lys og en mørk petroleum og en lys blå. Garnet er 100% uld og specielt de ensfarvede har været en fryd at strikke af.

I alt brugte jeg 486 gram garn.


Blue Sand or Turquise - Cardigan til Emilie

Pinde: Hele Cardiganen er strikket på pind 4mm. Ribkanterne på en pind 3½mm og vaffelmønstret på ærmerne på en pind 4½mm.


Størrelse: Jeg startede med en størrelse small og endte med en medium.


Blue Sand or Turquise - Cardigan til Emilie

Blue Sand or Turquise - Cardigan til Emilie


Bemærkninger: Modellen er strikket oppefra og ned. Jeg strikkede efter opskriften til størrelse small indtil ærmer og krop blev delt. For at opnå samme antal masker som til en størrelse medium ned over kroppen tog jeg noget mere ud end efter opskriften.

Jeg startede med at slå op under armen som til en medium, derefter tog jeg ud i siden efter opskriften 6 gange på hver 6. pind og 3 gange på hver 10. pind.

Da vaffelmøntret i bunden havde længde efter opskriften, strikkede jeg lommerne efter anvisingen, lagde dem sammen med de nederste masker i vaffelmønstret og strikked lomme og vaffelmønster sammen, samtidig med at jeg strikkede yderligere 3 gange vaffelmønster.

Jeg strikkede masker op til ærme under armen som til en medium og droppede den første indtagning på ærmerne, for at nå maskeantallet for en størrelse medium.

Derudover fulgte jeg opskriften til punkt og prikke.


Blue Sand or Turquise - Cardigan til Emilie


Hun har nærmest boet i den, siden den blev færdig – så kan det vist ikke gøres bedre.


Har du lyst til at se flere billeder af cardiganen, kan den ses lige her på Ravery.


mandag den 23. maj 2016

Få benene ud af sengen


Det er tidligt. Ikke supertidligt, men der er stadig en halv time til mit vækkeur ringer. Jeg skutter mig under dynen og har egentlig ingen lyst til at stå op.


For fjorten dage siden


Ved siden af mig, vender Anders sig, og begynder at snorke. Højt. Og længe. Efter ti minutter giver jeg op. Der er ingen fryd ved langsom vågen under dynen og i stedet står jeg op. På vej til toilettet kommer jeg forbi Emilies værelse. Hun er vågen, sidder endda op i sengen.

Helt forkert. Emilie plejer stadig at sove, når jeg står op og Anders plejer at være taget af sted. At Emilie er vågen er mere mærkeligt end at Anders stadig sover, han havde besøg af en god ven i går, de smagte på snaps, og jeg kan godt forstå han har behov for at sove lidt længere. Heldigvis har han mulighed for at flekse, og dermed komme lidt senere af sted i dag.

Jeg bliver færdig på toilettet og sætter mig ind i sofaen, jeg har god tid og leger videre med den kjole jeg begyndte at hækle i går. Sent i aftes besluttede jeg at nålen var for lille og begyndte forfra. Det ser bedre ud nu. Starten er kedelig, og jeg var lige så glad for at jeg i går var nået forbi. Med omstart er der igen gang i den kedelige start.


For fjorten dage siden


Pludselig lyder et hej og en åbning af hoveddøren fra Emilie. Hov! råber jeg, Du er tidligt af sted. Nej, siger Emilie, Jeg skal være der halv ni. Jamen, svarer  jeg, Klokken er kun halv otte! Lydene omkring hoveddøren går i stå. Døren biver lukket og Emilie dukker op i stuen. Hun kravler op i modsatte ende af sofaen og konstaterer trist, at så kunne hun have sovet en time længere.

Snakken går, og da Emilie alligevel vælger at lukke øjnene lidt i sofahjørnet, kan jeg høre at der er liv i Anders. Han har det forbavsende godt efter gårsdagen, er oplagt, hurtigt klar og ude af døren. Tilbage sidder Emilie stadig i sofahjørnet, ikke helt tilfreds med den tidlige opvågen.

Jeg sorterer vasketøjet, og mens jeg står bøjet over kurven hejser Emilie sig op fra sofaens dyb og gør sig endnu en gang klar. Må jeg gå nu? spørger hun inden hun åbner døren. Jeg mener hun også måtte have gået før, jeg undrede mig bare over hvorfor det skulle være så tidligt. Hun griner på vej ned ad trappen.


For fjorten dage siden


Vasketøjet er sorteret, om lidt må jeg hellere gå ned og se om der er tomme maskiner klar til brug. Jeg vil helst vente lidt. med alle de brudte morgenrutiner er min også brudt. Jeg plejer at have tid til vågne alene om morgenen. Det havde jeg ikke i dag, jeg halter lidt bagud og kan mærke at jeg mangler min alenetid.


søndag den 22. maj 2016

Tredie gang er lykkens gang


Med mellemrum bruger vi skolens lerværksted i SFO. Sidste gang brugte vi rummet en gang om ugen i en periode, men for at prøve noget nyt, foreslog jeg en hel uge kun med ler.


Stjerner og kugler

Stjerner og kugler


Det virkede rigtig godt. De børn der ikke kunne eller ville den ene dag, kom forbi en anden dag. Ting kunne pakkes ind og arbejdes videre med dagen efter og der er kommet rigtig mange flotte ting og sager ud af ugen.

Jeg forsøgte mig for tredie gang med en stor skål. Ideen havde jeg fundet på Pinterest, hvorfra jeg også havde fundet mange gode ideer til ungerne, når de ikke vidste hvad de skulle lave.

Den første skål troede jeg mig sikker på, men fik den vist for hurtigt ud af formen. Den anden fik jeg slet ikke taget billeder af. Hvis den her virker, kunne jeg godt finde på at vende tilbage til ideen med cirkler fra den første skål og lege videre og håbe på sammenhæng.

Stjerner er stukket ud med småkageforme og i en plastikbeklædt skål som form er hullerne mellem stjernerne fyldt ud med små kugler. På indersiden har jeg glattet godt og grundigt. Grundigt nok håber jeg, for de to tidligere er knækket i tørreprocessen.


Stjerner og kugler


I sidste uge var den så tør, at jeg forsigtigt kunne vende den ud af formen. Nu står den og tørrer færdig, og jeg krydser fingre for, at den stadig er hel, når den i næste uge gerne skulle være gennemtør, så hele baduljen kan komme i ovnen og forglødes, inden planen for ugen efter handler om at glasere alle de fine lerting.


Håbe, håbe, håbe…


At lege sig til lærdom


Fredag formiddag. Jeg er i Klubben, jeg har understøttende undervisning klokken tolv og materialet er fundet frem. Vi har arbejdet med unge i Uganda, seksualitet og rettigheder. I fredags endte det med en rigtig god snak om homoseksualitet. Hvor nemt er det i Danmark? spurgte jeg, meningerne var mange, men måske er det ikke helt så nemt og tabufrit, som ungerne i første omgang mente.


Hulahop og en bold


De skal også spille rundbold. Både fordi bevægelse er vigtigt, og fordi de sidste gang beviste at de ikke kender – eller i hvert fald havde glemt – reglerne i rundbold. Det var en sjov oplevelse at se dem Google regler, finde forskellige, skrive på tavlen, for til sidst at blive enige om hvilke regler der duede og hvilke der ikke duede. Det krævede så absolut afprøvning i praksis.

Klokken er ikke tolv endnu og egentlig har jeg en aftale med den stedlige computer, næste uges plan og info til forældre. I stedet kigger jeg ud i skolegården, hvor en gruppe fra anden klasse er ude og leger med bolde og hulahopringe. Hvorfor de kaster med dem, ved jeg ikke, men pludselig sidder en hulahopring fast i et træ.

Jeg bliver stående, kigger og ser på hvordan fantasien ingen grænser har, for at afprøve forskellige muligheder for at få ringen ned. Inden jeg når at hente kameraet har en bold fra den rigtige vinkel ramt og slået ringen ned. Lykken er dog kort, for et øjeblik efter sidder endnu en ring fast højere oppe.


Hulahop og en bold


Det er unægteligt lettere at skyde en ring ned, der hænger langt nok nede til at grenen, den hænger på vender næsten nedad, end det er at skyde en ring ned, der hængere højere og i en gaffelgren, der mest af alt peger opad.

Ungerne er stadig ved god mod, da jeg når hen til træet. Bolde ryger til vejrs med god fart – det ser nærmest ud som skød de til måls, og et par stykker rammer også fint gennem ringen. En af pigerne kan se sig til at en bold ikke duer, og kommer i stedet slæbende med en tyk lang pind, der måske kan hjælpe.

Desværre er hun ikke høj nok, og overlader pinden til Kåre, der bliver dirigeret af pigen, der har set fra hvilken vinkel pinden skal gennem ringen, hvis det nogensinde skal lykkedes at få den ned.


Hulahop og en pind


Ned kommer den, knap så rund som engang. Frikvarteret er slut, og selvom jeg mener der var masser af læring i hele seancen, er jeg ikke helt sikker på at børnene opfattede det sådan. Jeg tror nu alligevel de har leget sig til lærdom, eller erfaring de senere kan få god brug for.


lørdag den 21. maj 2016

Dagens dont


Vi var i haven i eftermiddags. Mens Anders lugede, hentede vand og vandede, hentede sand, blandede kaffegrums i jord og nussede rundt mellem planterne i den halvdel af haven der efterhånden fungerer, tog jeg den nyligt indkøbte fugerenser i brug og fik styr på havegangen.


Haven - maj 2016


Det er afgjort en glad fliselæggeramatør, der har været i gang, dengang fliserne blev lagt. På terassedelen kan vi tælle tre forskellige flisetyper, der ikke passer fantastisk sammen, med sjove overgange til følge. Mellemrummene er bestemt ikke lagt efter linial og højdeforskelle ses også mange steder. Det er muligt der gennem årene er sket forskydelser og forskubninger – men vi tvivler lidt…

Vi har ingen planer om at lægge fliserne om foreløbig, så vi lader dem være som de er. Terassen har jeg været i gang med før, men jeg fik pludselig lyst til at vise en forskel ud mod omverden – den sidste del af terassen kan alligevel ikke ses udefra, og så måske også fordi den sidste del kræver flytning af alt det vi har stående på terassen…

Jeg huskede at tage et billede både før og efter. Og for lige at gøre efterbilledet lidt bedre, fik kanten af græsplænen til højre i billedet også en tur med en saks.

Faktisk er vi lidt i vildrede med højre del af haven. Vi vil gerne af med græsset, der er fyldt med skvalderkål udadtil og i den forreste del af haven ligger en mængde fliser, træ og andet, vi ikke kan se hvad er. Vi er begyndt at overveje et par gode tykke presenninger og braklægning, i forsøget på at få kål på alt det vi alligevel ikke kan bruge til noget.


Haven - maj 2016


Den anden halvdel af haven begynder faktisk at ligne en have – ikke en prydhave eller en hyggelig have, men en have.

Mens jeg blev færdig med havegangen, legede Anders med fliser, der ligger rundt omkring i haven – stadig i mærkelige størrelser og faconer – og fik lavet flisebelagte gange, eller striber af fliser, mellem bedene. Godt ser det ikke ud, men så ligger fliserne ikke alle andre steder, og det er altid rart at kunne træde på fliser i stedet for kedelig jord – der hurtigt bliver fyldt med kedelig ukrudt.

Vi nåede også at kigge lidt på bønnerne, der springer op for tiden, endnu en gang blive enige om at der skal mange flere tulipaner til det ønskede tulipanhav, hilse på naboerne og beundre aliummen, der lige om lidt springer ud i fuldt flor.

Da vi gik hjem, begyndte det at dryppe. Perfekt timing.


Snoninger til min far


Jeg syede engang et jakkesæt til miin far. Set i bakspejlet lavede jeg masser af fejl – den største var nok valget af stof, som vist var bedst egnet til en meget kold vinter.

Trods alle fejlene troede min faster ikke på at jeg selv havde syet det, og trods det meget varme stof, har jeg set min far i det op til flere gange. Ungerne malede vist engang et slips til ham, og vi dekorerede vist også for længe siden lommen på en skjorte. Jeg pillede den af, malede på den og syede den på igen. Men jeg har aldrig strikket noget til min far.


Snoninger til min far


Det er egentlig lidt mærkeligt, for jeg har strikket mere end en ting til min mor. Da først tanken for længe siden slog ned, var der ikke langt til at bestille en cone i den skønneste grønne farve, der er langt mere grøn i virkeligheden end billederne antyder. Derefter begyndte tankerne om hvordan den skulle se ud.

Jeg vidste det skulle være en slipover med v-hals. Og selvom jeg vidste spurgte jeg alligevel, da jeg senere var klar til at præsentere ideen for min far. Den skulle være af en tynd tråd ren uld. Jeg ville rigtig gerne lave en saddelskulder, jeg ville strikke oppefra og ned og jeg ville have snoninger for, bag og ned langs ærmerne.

Jeg brugte temmelig meget tid på at kigge snoninger, inden jeg kombinerede forkellige forslag til noget der både kunne være fladedækkende og en enkelt række ned ad et ærme. Jeg lavede strikkeprøve og vaskede efter alle foreskrifter, inden min far blev præsenteret, sagde jo tak og måtte finde sig i at blive målt på flere leder.

Det var min mor, der gjorde mig opmærksom på at min fars arme ikke er lige lange. Det har jeg aldrig nogensinde lagt mærke til før, men da hun kunne fortælle om dengang hun strikkede en sweater til ham, og det ene ærme måtte strikkes om, huskede jeg at måle begge arme, og huskede også at notere hvilken arm, der er den længste, så jeg ikke fik byttet rundt undervejs.

Jeg havde ikke travlt med at strikke den, ville hellere nyde, og ret hurtigt viste den sig at være rigtig god som mødestrik. Snoningsmønstret lærte jeg hurtigt udenad, og her tænker jeg om det gik hurtigere fordi jeg havde tegnet og beregnet det, eller om det ganske simpelt bare var så tilpas enkelt, at det var let at huske.

På et tidspunkt overvejede jeg, om jeg kunne nå at få den færdig til hans fødselsdag i april, men jeg havde ikke lyst til at forcere processen, og strikkede derfor lystigt videre på ærme nummer to, da vi april var i Nakskov. Til Nicklas’ sekstenårs fødselsdag godt en måned senere kunne jeg lukke for ærmet, pille kantene forneden op og strikke kroppen godt fire centimeter længere end først beregnet. En hurtig prøve viste nemlig at jeg synes den skulle være noget længere.

Men inden brylluppet i lørdags var den klar, enderne hæftet, vasket og tør og blev pakket med i bagagen. Han fik den søndag morgen, og selvom han ikke er meget for at få taget billeder stillede han alligvel villigt op til et meget hurtigt photoshoot.

Havde jeg husket det, havde jeg også taget et billede fra ryggen. Saddelskulderen går nemlig rigtig fint helt hen til midt bag lige under nakken, inden masker til kroppen er samlet op og strikket ned.

Jeg håber han bliver glad for den. Også selvom den ligesom det tidligere jakkesæt er noget varm.








Design: Sweater med snoninger til min far – tegnet og fartalt af mig.


Garn: Blackhill højlandsuld fra Garnudsalg i farven Smagrad.

Inklusive strikkeprøve vejer trøjen 369 gram.


Pinde: Selve trøjen er strikket på en pind 3,25. Ribkanter ved hals og bund er strikket på en pind 2,75, mens ærmekanterne er strikket med en pind 2,5.


Størrelse: Min far, mest. Men mon ikke den passer meget godt med almindelig herrestørrelse medium.


Snoninger til min far


Bemærkninger: Jeg strikkede som sagt oppefra og ned. Startende med saddelskuldrene, der fik maskerne sat på hold, mens kroppen kom til live. Da jeg nåede til ærmerne samlede jeg masker op i hele ærmegabet sammen med maskerne fra skulderen, og strikkede om et par gange, fordi de i første omgang blev meget, meget brede. Det betød i sidste ende, at der ikke var nogen sammensyninger – kun ender at hæfte.

Alle aflukninger er Turbular Bind off, som jeg synes er afsindig flot, men som kræver en lang tråd og en nål, fordi de ikke strikkes færdige men syes sammen med maskesting.


Har du lyst til at se flere billeder af sweateren, er der kun procesbilleder yderligere at finde på Ravelry – men de kan findes lige her.


torsdag den 19. maj 2016

I magasinernes dyb


Det er eksamenstid. De skriftlige prøver er for længst overstået, og nu venter de mundtlige.


Statens Museum for Kunst


Emilie har haft travlt med synopser, der skulle afleveres i går, men inden da er der gået tid med at beslutte sig for de helt rigtige emner, inden for de udtrukne kategorier.

I dansk har hun trukket en billedeanalyse. Billedeanalysen er Emilie foretrukne og stor var glæden over netop den udtrækning. Herefter var det straks noget helt andet, for Emilies ultimative favoritter ud i malerkunsten er så absolut Skagensmalerne, som i den her sammenhæng var godt halvtreds år for unge.

Det er selvfølgelig ikke nok at trække en billedeanalyse, der er krav med. Hun skal vælge et billede malet af en dansk maler fra romantikken, eller guldalderen som den tidsperiode også bliver kaldt. Hun havde tanker om flere billeder, men endte med at se sig varm på Eddystone Fyrtårn malet af Anton Melbye i 1846.

Hun undersøgte sagen og fandt selv ud af at værket hænger på Statens Museum for Kunst, og selvfølgelig var jeg klar til en tur på museum.

Det er efterhånden mere end fjorten dage siden vi var af sted, en søndag i maj. Stor var skuffelsen, da det viste sig at maleriet slet ikke hænger på udstillingen, men i stedet er gemt væk i museets store samling i magasinerne. Selvfølgelig kan de ikke havde det hele hængende og udstillinger skifter, men vi ønskede alligevel at lige det her billede havde hængt oppe, den dag vi var forbi.

Vi gik en tur gennem samlingen af dansk kunst, for det kunne jo være, der var noget andet hun kunne bruge. Et enkelt billede af et norsk skibsforlis vakte interesse, men det var ikke fyrtårnet, som hun havde forelsket sig i, og som kunstneren forøvrigt modtog en fortjenstmedalje for, trods ønsker om at blive bedømt for sine senere værker.


Statens Museum for Kunst


Efter at have trådt mig selv lidt over tæerne tog jeg mod til mig og spurgte en kustode om muligheden for at få lov at se værket, selvom det ikke nu og her er udstillet. Han havde meget at sige, både om billedet, som han synes var et spændende valg, om kunstneren, om et par andre kunstnere og nogle andre værker, men til syvende og sidst kunne han ikke oplyse os om andet end, at det er meget svært at få lov at komme ind i det allerhelligste, at det sker yderst sjældent, og at han troede ikke det ville være en mulighed.

Æv! Tænkte vi og fortsatte rundturen, der nu havde ført os til både alt for gamle og alt for unge malerier, der slet ikke stod mål med kravene til opgaven. Et par enkelte billeder af et par af Skagensmalerne lyste lidt op i Emilies dalende humør over ikke at få set det oprindelige billede, og hun endte med at beslutte sig for at så måtte et print fra nettet holde for.

Inden vi forlod museet, spurgte jeg forsigtigt endnu en vagt om, hvordan vi skulle agere hvis vi ville gøre os håb om et besøg i det allerhelligste, og efter et besøg i receptionen kunne vi gå videre ud i byen med et par telefonnumre og mailadresser i tasken.

Der gik flere dage inden jeg en aften satte mig ned, og i en mail stilet til overinspektøren for romantikken, skrev et brev og spurgte om muligheden for at se værket. Jeg slog på at Emilie selv havde valgt det, at hun har interesse for kunst og at det ville være rigtig dejligt at få lov at se billedet i levende live, selvom et print fra nettet selvfølgelig kan gøre det.

Jeg havde faktisk ikke  regnet med at få svar. I hvert fald ikke så hurtigt og slet ikke så positivt. Allerede næste morgen lå to mails. En fra overinspektøren, der var begejstret over at hun havde valgt et værk, der ikke ligger lige for, og som bestemt mente, at selvfølgelig skulle hun se billedet. Han havde allerede sendt forespørgslen videre. Og et fra den medarbejder, der havde modtaget videresendelsen og allerede havde tid og dato parat.


Eddystone Fyrtårn af Anton Melbye 1846


Af hensyn til landets kunstskatte skulle fulde navn, adresse og telefonnummer opgives, Emilie sørgede for at få fri fra skole og i formiddags tog hun af sted med maven fuld af sommerfugle. Både Anders og jeg har misundt hende muligheden, men mente også begge at den oplevelse skulle hun have alene – vi skulle jo også på arbejde – og en oplevelse det var det.

Det var hurtigt overstået. Selve proceduren omkring gæstekort, gitre, porte og låste døre, der skulle ringes efter at få låst op, tog langt længere tid end tiden ved selve billedet. Hun havde tænkt tanker om spørgsmål, men den berømte klap faldt ned, da hun stod der, så dem måtte hun undvære.

Til gengæld er hun en oplevelse rigere. Hun kender nu den fatiske størrelse på billedet, som hun havde forestillet sig noget mindre, og hun er også glad for at have set farvepaletten, for de billeder der er at finde på nettet spænder over mange toner fra lys til mørk. Det er ikke et lyst billede, kunne hun fortælle.

Jeg synes bare det er sejt. Både at hun fik lov, og at hun gjorde det.


onsdag den 18. maj 2016

To blå skåle


Hvad giver man et brudepar?

Jeg havde ikke lyst til at købe gavekort til et byggecenter, en græsslåmaskine eller andet i den stil, som deres ønskeliste ellers var fyldt med. Jeg ville hellere give noget de ikke vidste de ønskede sig, og som samtidig var personligt.


To blå skåle

To blå skåle


Det var nok her min flirt med Creative Space for alvor tog fart. Og den er absolut ikke død endnu. Så sent som i morges spurgte Emilie hvornår vi skal derind igen.

Da jeg malede guldbryllupsfadet havde jeg fjorten dage forinden lavet de to blå skåle. Jeg troede også at guldbrudeparret skulle have et sæt af en art. Men de to skåle gav kam til mit hår, de sidste prikker blev sat under temmelig megen hektisitet, for hold da op hvor forsvinder to timer hurtigt når man er opslugt. To timer er det, der stilles til rådighed, når man bestiller tid hos Creative Space.

Altså vidste jeg godt at jeg kun skulle lave een stor ting, da faddet til guldbrylluppet blev malet. Det vidste jeg ikke, da jeg gik i krig med de to blå skåle.

Jeg havde en plan. Jeg troede ikke de skulle blive så mørke, hvilket betød at jeg var meget klogere på mængden af farve, da jeg malede guldbryllupsfaddet. Jeg er og blev temmelig tilfreds med de to blå skåle, de endte bare meget anderledes end jeg først havde set for mig.

Det er i virkeligheden nok det, der er allermest spændende ved keramik og glasur. Man kan aldrig være helt sikker på hvordan resultatet i sidste ende ser ud.


To blå skåle

To blå skåle


Da vi i lørdags sad til bords, maden stod klar og bruden bød velkommen, fik hun midt i alle de ord sagt, at gaveregnen var overvældende og at hun håbede vi villle bære over med dem, når de fortalte, at de ville vente med at pakke ud i ro og mag og med plads til at glædes, dagen efter.

Det synes jeg overhovedet ikke var i orden, mit indre var et stort oprør. I virkeligheden har jeg aldrig rigtig forstået det med at vente med at pakke ud til alle gæsterne er gået. Når jeg som gæst har tænkt over gaven, gerne vil glæde og har fundet noget jeg tænker er det helt rigtige, vil jeg også se den glæde over modtagelsen, når der bliver pakket op.

Det gjorde noget ved mig. Umiddelbart fik jeg lyst til at tage min gave med hjem igen. Men hvad skal jeg med to blå skåle med navnetræk og dato?  I stedet gik jeg lidt rundt om mig selv, tænkte at sagde jeg det ikke ville ingenting ske, passede bruden op og fortalte at jeg havde behov for at de pakkede op inden jeg tog hjem, men at det ikke behøvede være lige nu og her.

Den købte hun på stedet.


To blå skåle

To blå skåle


Gaverne fik lov at stå uåbnede hele aftenen. Men efter morgenmaden, inden vi kørte hjemad blev de to blå skåle pakket ud. Og der var glæde. Det allerbedste var næsten da bruden fuldstændig overvældet fik sagt, at hun var rigtig glad for at de pakkede lige præcis den gave op, mens vi stadig var der.

Vi fik knus, brudeparret glædede sig til at finde på at fylde i og et par gæster mere pegede deres gaver ud, for også at opleve glæden ved at give.

For det er netop det. Jeg kan godt lide at give og glædes. Jeg behøver ikke at få tilbage – fortæller jeg mig selv – men det er ikke rigtigt, for det jeg vil have tilbage er netop glæden og overraskelsen ved modtagelsen.


tirsdag den 17. maj 2016

Broer


Afstande er et spørgsmål om mange parametre. For nogen er en given aftstand kort, mens den samme afstand for andre er uoverskuelig. Jeg har en oplevelse af, at jo mindre det område du lever i er, jo størrer bliver selv korte afstande.


Lillebæltsbroen


Dengang min far boede på Bornholm hørte jeg historien om en ældre dame, der havde boet og levet på Christiansø hele sit liv. Hun havde aldrig været væk fra øen. Selv ikke Frederiksø havde hun besøgt. Adspurgt om hvorfor, sagde hun: Hvad skulle jeg der? Jeg kender jo ingen på Frederiksø.

Omvendt var min søster aupair i USA og her var det sædvane at køre to timer for at drikke kaffe hos moster Oda og køre hjem igen. Eller tage i byen. Det var ikke noget problem at køre noget der ligner halvvejs gennem Danmark for at besøge et helt bestemt discotek.

De to historier er yderpunkterne, men alligevel understøtter de min opfattelse af at afstande er forskellige fra menneske til menneske. Mens jeg synes at weekendens roadtrip til Salling var lang, skal der nok være nogen, der ikke regner sådan en firetimers køretur for noget – (i mit tilfælde blev den noget længere, for Ann-Dorthe og jeg mødtes i Ringsted, hvorfra og –til jeg fragtede mig selv med tog og S-tog – hvilket måske er med til at få turen til at føles noget længere…)


Lillebæltsbroen

Lillebæltsbroen


Samtidig blev jeg noget klogere på Danmarks geografi. Jeg anede ikke at halvøen, der skyder ud i Limfjorden syd for Fur hedder Salling. Det ved jeg nu – det gav så også mening til efterskolens navn. Min fætters nu ægteviede kone er lærer på Salling Efterskole, og det er ikke et dårligt sted at holde fest. Marianne havde med elevernes tilladelse lånt alle værelserne, til hvilke vi kunne trække os tilbage og sove, når festen ikke længere hang sammen for os.

Ann-Dorthe og jeg residerede på Jacob og Simons værelse. Vi stoppede på vejen og købte en favnfuld halvanden liters sodavand og chips. Jeg mente at efterskoleelever ville sætte pris på at få, når vildtfremmede invaderede deres enemærker. Altså efterlod vi en mængde chips og sodavand, sammen med en lille håndskreven note med tak for lån. Jeg tænker at de nok har delt med resten af gangen og et par stykker mere. Hvis ikke, har de nok fået ondt i maven.

Ved morgenmaden fik jeg endnu en tanke. For mentalitet er også forskellig fra egn til egn. Marianne fortalte om fire elever, der gennem hele skoleåret havde vist vilje til efterskolelivet, fællesskabet og ansvarligheden. Da de fire elever ønskede at blive alene på skolen i Kristi Himmelfartsferien, havde de fået udleveret nøgler til hele molevitten, været alene den forlængede weekend og råhygget sig. Det er tillid, tænkte jeg og gad godt at flere turde udvise den form for tillid til mange flere af nutidens unge.


Storebæltsbroen


Men altså – jeg synes der er langt til Salling, og tænker videre om det med afstande også handler om at jeg ingen bil har. Skal jeg til København kan jeg cykle eller finde en tilfældig bus eller et S-tog. De kører hele tiden. Men skal jeg længere væk, skal det planlægges. Jeg skal ud af døren på et bestemt tidspunkt, jeg skal ofte skifte mellem flere forskellige transportmidler og tanken om spontaniet står ikke lige for. Det får mig nu ikke til at ønske en bil. Det ville måske give frihed, men jeg bliver aldrig sådan en med bil.

Tilbage til turen. Min søster havde gerne kørt hele turen ad landeveje. Kun tiden satte en stopper for den tanke. Min søster holder af at se nyt, når hun kører, at opleve og ikke bare kigge på de samme huse og vejskilte dag ud og dag ind. Jeg har hende mistænkt for at det var derfor hun glemte at dreje af ved Herning, og vi på udturen nåede halvejs til Holstebro.

Vi havde ikke tid til landeveje, så i stedet kørte vi på både motorveje, motortrafikveje, landeveje og byveje. Både turen ud og turen hjem var solbeskinnede, og trods blæsten og kulden udenfor var det skønt vejr at køre langt i. Vi så mange broer. Der er faktisk afsindig mange broer i Danmark. Nogle er store, nogle er små, nogle er pæne og andre er kedelige, mens et par stykker fremstår som vartegn.


Storebæltsbroen


Først på hjemturen oplevede vi regn. Et par byger havde fundet vej både ud og hjem, men ikke noget, der forhindrede oplevelsen af godt vejr. Da vi nåede Storebæltsbroen trak blæsten op, Ann-Dorthe valgte at køre bag en lastbil, og vimplen i vejsiden tydeliggjorde hvor meget det blæste.

Hen over Sjælland hang en stor og truende sky. Lige før Slagelse nåede vi ind under, og en veritabel storm af regndråber ramte forruden med en kraft, der gjorde udsynet noget usikkert – trods viskernes ihærdige forsøg på det modsatte. Regnen stoppede heldigvis lige så pludseligt som den startede, men holdt aldrig rigtigt op, og da jeg gik de sidste kilometer fra den hjemlige station blev håret mere og mere vådt.

Det ændrer nu ikke på, at det var en skøn weekend – og fest.


Storebæltsbroen


Om en måned er jeg klar til at tage på farten igen. Bettina og jeg har besluttet at tage til Garnstafet i Aarhus. Og når vi er i nabolaget, skal vi naturligvis også en tur forbi Garnudsalg i Ålborg.

Jeg glæder mig allerede.