lørdag den 29. april 2017


På torsdag fylder Nicklas sytten år. I dag fejrede vi ham.







Bare den nærmeste familie. Lagkage helt efter bogen, friskbagte boller, frugt og masser af snak.
Både Nicklas og Victoria står over for de skriftlige eksamener, der starter i næste uge. Jeg får også lov at være med, når jeg på torsdag møder op til min eksamensvagt.

Men inden da var der timer i dejligt selskab, togture frem og tilbage og begyndelsen på et nyt strikketøj.

Jeg var træt da jeg nåede hjem.

Og jeg håber Nicklas fik det ud af dagen, som han havde håbet.



onsdag den 26. april 2017

Onsdagsmasker


I søndags læste jeg Selfies af Jussi Adler-Olsen. Det er en af den slags nemt læste bøger, der er svære at lægge fra sig. For hvad sker der på næste side - og næste side igen...

Det er også en af den slags bøger, som jeg hurtigt glemmer. Jo, jeg kan godt huske den var god, men når jeg om flere år sidder i biografens mørke og ser filmatiseringen - for den skal jeg se - kan jeg ikke helt huske handlingen. Bare huske at den var god. Og så bliver jeg ikke skuffet, hvis det hele ikke er med.













Læse:

Jeg er startet på Ritualer af Mo Hayder. En vicekriminalgut og en politidykker. En afhugget hånd, uden resten af kroppen, afrikanske stoffer og baggrundshistorier, der væver sig ind i hinanden.

Jeg er ikke nået langt, men jeg falder ikke nær så hurtigt i søvn, når jeg læser lige inden jeg skal sove. Det plejer at tegne godt.


Strik:

Jeg mangler kun den sidste centimeter eller to på endnu en lille Fionas Top. Garnet er Rasmillas eget, krydret med resterne af det lille lyserøde sæt. Kjolen er til en baby, der er på vej.

Der er flere på vej - endnu en fætter fik en datter for bare et par dage siden. Jeg følger åbenbart ikke med. Jeg vidste det ikke. Men så er der lagt op til mere babystrik.




tirsdag den 25. april 2017

Update på kattene


En af de sidste dage kattene var hos os, bestilte vi mad udefra. Maden kom i en brun papirspose, som Anders satte ned på gulvet.





Mens vi spiste forsøgte først Stalin at hoppe op i den. Ikke særlig elegant. Han opnåede kun at få posen til at brase sammen. Og så gik han igen.

Bagefter foldede jeg posen ud igen, hvorpå Naya satte af og hoppede i. Der sad hun så - temmelig længe og kiggede ud. Det var lidt svært - det med at kigge ud - for posens kanter var lidt for høje til at kunne kigge op over.

Men hun sad der længe.





I går var dagen for operationen, der skal der sætte en stopper for fremtidige løbetider. Daniel kunne ikke nå aflevering inden arbejde, men han kunne godt nå at hente. Anders havde derfor lovet at stå for afleveringen og måtte temmelig tidligt op i går morges.

Fremme hos Daniel, stoppede han kræet i transportkassen, lukkede låget og fodrede Stalin. Måske derfor gik det helt hen over hovedet på den gråpelsede, at resten af husholdningen, sammen med Anders, forsvandt. Stalin havde nemlig ligesom Naya fastet, så hun var klar til operation.

Fremme hos dyrlægen, kendte de Naya og tog godt imod. Dyrlægen hentede hende op af kassen og satte hende på vægten tre gange før det lykkedes at få et mål. Når jeg mener hun er lille og fin, er det vist ikke helt ved siden af.





Hun vejer 2,4 kilo og dyrlægen kunne fortælle at hun er fire et halvt år gammel. En nærmere undersøgelse viste også at hun er i god stand og har fine ører. Da dyrlægen sagde: Kom lad os finde et bur til dig. Og måske en bakke, mente Anders ikke det var til ham, og skyndte sig hjem igen.

Daniel hentede i aftes. Hun havde det godt, var en smule groggy men det gik hurtigt over. Mon ikke hun kommer sig hurtigt.




søndag den 23. april 2017

Marled Magic Mystery


Søndag er for alvor søndag. Bortset fra vasketøjet, har jeg ikke lavet dagens gode gerning.







Jeg burde gå en tur udenfor, gøre noget, nyde dagen og solen der skinner fra en nærmest skyfri himmel. Men jeg gider ikke. Jeg kan selvfølgelig prøve at tage mig sammen.

Til gengæld gider jeg læse, og på en stille søndag er det foreløbig lykkedes mig at komme gennem de første to trediedele af Jussi Adler-Olsens Selfies. Den er svær at ligge fra sig.

I sidste uge lykkedes det mig at tage billeder af det mystiske restesjal Stephen West lancerede for flere måneder siden. Et sjal jeg undervejs har haft mange forskelligartede tanker om. Ikke alle lige positive. Men som i færdig tilstand har vist sig at være superlækkert.







Jeg ændrede en del på det. Sprang dele over, flyttede rundt på ind- og udtagninger og endte også med at flytte det sidste clue.

Sjalet lå færdigt og henslængt, mens kattene var på besøg. Først da de var taget hjem, blev det vasket og spændt ud efter alle kunstens regler. Det fyldte hele gulvet, da Emilie inviterede Mads med hjem for første - og foreløbige eneste gang. Hvis han gik herfra med tanker om at den tøs har en mærkelig mor, har jeg bestemt gjort mit, for at fremme den slags tanker.

Herefter tog jeg det i brug. Vejret var ikke til billedetagning, så jeg svingede det om halsen og håbede på dage med sol. De kom i sidste uge. Dagene med sjalet i brug har taget noget af sprødheden fra opspændingen og det er ikke længere helt så spændstigt og retvinklet som da det var helt nyt og ubrugt.







Design: Marled Magic Mystery Shawl af Stephen West.


Garn: Rester, rester og rester. Mest strømpegarn, men også højlandsuld, blandinger af bomuld/uld og silke/uld. Sådan cirka alt hvad jeg kunne finde i garnkasserne i farvestemninger, jeg synes passede sammen.

Der gik 473 gram garn til det færdige sjal, der hele vejen er strikket af to tråde. Et dejligt indgreb i garnlageret, der også rensede grundigt ud i nogle af de mindre rester.


Pinde: 5 mm rundpind - til tider mere end en.


Størrelse: Efter opspænding kunne jeg måle et vingefang på 253 centimeter og en højde på 113 centimeter.







Bemærkninger: Sjalet består af fire clues, der hver består af to sektioner - altså otte sektioner.

De første to strikkede jeg fuldstændig efter opskriften. Altså hvis man ser bort fra at jeg ikke lod enderne hænge i den første sektion. Jeg havde en plan om at afprøve Magic Knot. Knuden, der kan klippes tæt, og som måske kunne være et modsvar til mange, mange endehæftninger. Da så Hr West mente at alle enderne skulle hænge og bruges til "something fancy" senere hen, blev jeg først i tvivl, men endte med at droppe det er fancy til fordel for den magiske knude.

Jeg var ikke specielt imponeret af knuden, som jeg senere også  har prøvet i bomuldsgarn og til karklude. Her er den langt mere berettiget. Vådt bomuld glider ikke let fra hinanden, og går der hul på farveskiftet i en karklud er det ikke verdens undergang....

I sektion 2 skiftede jeg den magiske knude ud med Russian Join. Det gør garnet noget tykkere, men når der skiftes garn på hver 6. pind er det ikke nogen dårlig ide. Samtidig synes jeg det lykkedes at skjule overgangen i kanten - som senere blev brugt til opsamling af masker til kant.

Sektion 3 valgte jeg at strikke perlestrik. Det hang bedre sammen for mig. Her var en valgmulighed mellem perlestrik eller patentstrik. Jeg har senere set versioner med patent der virker rigtig godt. Jeg har også set det modsatte...







Sektion 4 er den øverste rødlige trekant. Jeg var længe i tvivl om farven stak for meget af, men jeg ville gerne af med det rødlige garn og i sidste ende, er jeg næsten blevet helt glad for det. Som en af de andre sjalsstrikkere udtalte: Når sjalet er fyldt med rester, der alle har en historie eller kan bindes til noget, bliver resultatet meget pænere end først antaget. Lidt ligesom en quilt.

Sektion 5 sprang jeg over. Jeg prøvede. Det virkede ikke for mig.

Sektion 6 vendte jeg om. Tog ind til slut på vrangsidepinden i stedet for i starten.

Sektion 7 satte jeg øverst på sjalet i stedet for i bunden, mens jeg udelod sektion 8.

Der skulle have været en icord hele vejen rundt. Icords er meget fine, men jeg er ved at være lidt træt af at den skal være alle vegne. Jeg endte med et kompromis. Strikkede icord over maskerne i den øverste kant og musetakker langs de nederste kanter.

Picoterne strikkede jeg med et pænt mellemrum - * slå to masker op, luk 5 masker af *


Sjalet skulle egentlig have kvaster. Jeg har overvejet for og imod. Og er endt imod. Jeg er lidt bange for om kvaster skulle komme i karambolage med min cykel, og har derfor valgt at undlade. Uden kvaster er jeg også glad for at jeg undlod det fancy - der viste sig at være en fletning midt i det hele. Det passer mig fint uden.


Har du lyst til at se flere billeder af sjalet, kan det ses lige her på Ravery.




lørdag den 22. april 2017

Årets første rigtige besøg i haven


Jeg har været forbi en enkelt gang, og Anders har allerede skudt sæsonen i gang, men i dag var første gang vi sad i solen - endda ved et bord.





Berits far og hans kæreste har fået nye havemøbler og det gamle godt brugte bord-bænkesæt af den tunge slags har vi fået lov at overtage.

Bordet med de opslagne sæder stod i haven ved det lille hyggelige kolonihavehus i Brøndby. Jeg cyklede. Blot en halv time, så var jeg fremme. Anders tog bussen (busserne) og nåede at gå forkert, så jeg ventede længe alene i haven. Godt jeg havde strikketøjet med.

Jeg nåede at overveje både for og imod, for sådan et bord med påsatte bænke er ikke kun tungt, det er også både stort, bredt og uhåndterligt. Hvordan bakser man lige sådan et ud af en have, forbi et lille hus, en smal havegang og gennem en helt almindelig størrelse låge.

Det viste sig slet ikke at være noget problem, og inden længe stod bordet midt på den lille grusvej uden for huset - huset ligger som det sidste på vejen, så vi mente godt vi kunne tillade os at lade det stå der. Det viste sig at håndværksmæssig erfaring er godt, og tunge samlede borde og bænke er langt mere håndterlige på højkant.

Solen skinnede, vinden blæste koldt og jeg endte med at finde mine vanter frem, inden den bestilte 3x34 dukkede op. Den hyggelige chauffør kunne heldigvis både have bord og cykel med, og så lagde vi ellers fra og blev sat af helt nede ved volden hjemme i Rødovre.







En tur gennem skoven senere, kunne vi sætte os ved bordet, nyde solen og vejret i krogen i haven, der tager godt af for vinden. Det var næsten helt varmt at sidde der. Jeg fandt strikketøjet frem igen, Anders hev noget ukrudt op, vi snakkede lidt om planer og nød synet at de bristemodne tulipaner, æbletræet, der skyder lystigt og de skønne ternede vibeæg.

Egentligt havearbejde blev det ikke til, for Anders savnede kaffe. Altså pakkede vi os sammen igen, sagde farvel til det nye bord og begav os hjemad igen. Sådan en relativ kort udflugt endte med at tage lidt over fire timer.

Nu mangler vi kun at finde en eller anden hyggelig plante, Berits far kan plante i sin have, som tak.




Ballondans


Weekenden blev skudt i gang med en fest.

Årets sidste børnefest blev en langt større succes, end vi umiddelbart regnede med.





Blot seksten børn var meldt til, men det skulle ikke afholde os fra at holde fest. Vi dækkede op med dug, balloner, serpentinere og levende lys. I køkkenet snittede vi grønt til et helt kavaleri, og mens bollerne blev varmet i ovnen og bøfferne stegt på panden - med eller uden ost - stillede ungerne tålmodigt op i række, byggede burgere, og efterlod størstedelen af alt det grønne vi havde snittet...

Ingen så meget som overvejede at de ikke var mere end seksten. De bare hyggede, snakkede og var fælles på tværs af alder, køn og klasser. Så er det ingen sag at holde fest.

Inden det obligatoriske sliksalg, som jeg gerne så afviklet, men som også er lidt hyggeligt, nostalgisk og med tiden barberet ned til en festting - tænk en gang, for bare femten år siden var det hver fredag. Det er heldigvis slut for længe siden - insisterede vi voksne på ballondans.





De seksten børn var lige præcis otte drenge og otte piger - flest af de store piger fra femte og flest af de små drenge fra tredie, men det afholdt os ikke fra at mene, de skulle danse dreng og pige sammen.
Otte UNO-kort blev klippet midt over, alle børn trak et kort, fandt en makker, fik en ballon og så kunne festlighederne ellers gå i gang.

Ingen så særlig tilfredse ud. Men de ville alle sammen gerne have slik, og hvis ballondansen var eneste mulighed før slikboden åbnede - og hvis det kunne glæde os voksne - så (dybt suk) kunne de da godt gøre forsøget.





Det viste sig at ballondans er så sjovt at der gik konkurrence i alle parrene og, at de alle sammen var klar til endnu en omgang, da den første var slut. Anden gang mente vi de selv kunne danne par. Kun Laura ville gerne trække lod igen. Men da ingen andre ville, holdt hun fast i Lukas fra første omgang.

Så sjovt var det, at de var lige ved at glemme sliksalget - men kun lige ved.




torsdag den 20. april 2017

Naya og skotøjsæsken


Naya har noget med papkasser. Jeg ved godt det ikke er ualmindeligt for katte, og af samme grund, gemte jeg den kasse, der ellers skulle have været smidt ud, lige inden kattene kom.





Den aflagte papkasse blev da også besøgt nogle gange, men den fangede ikke rigtigt.

Det gjorde til gengæld skotøjsæsken jeg efterlod midt på bordet et kort øjeblik, efter at have taget de nyindkøbte sko op. Øjeblikket efter lå Naya i æsken.

Hun kunne lige være der, og måske var det følelsen af at ligge i spænd, der fik hende til at tie stille. Det var nemlig midt i løbetiden. Hun lå der stadig, da jeg lukkede døren og kørte på arbejde. Senere skrev jeg til Anders at kassen gjorde underværker, hvorpå han straks løftede hende op i æsken - og oplevede den samme stilhed, som jeg hørte om formiddagen.

Æsken fik lov at stå midt på bordet under resten af kattenes besøg. Vi flyttede den, når vi skulle spise og katte ikke må være på bordet, men den kom altid tilbage, for den var ikke spændende hvis den stod på en stol eller nåede helt ned på gulvet.









Niks! Kun midt på bordet virkede. Her kunne hun både sove og have overblik. Hun strakte sig og vaskede sig og hygge sig i æsken. Blev hun alt for urolig fik en af de små bamser, jeg havde købt, et sprøjt baldrian i nakken og røg ned til hende i æsken, og straks faldt hun i søvn.

Den æske var det mest fantastiske længe. Også efter løbetiden. I de første dage efter var hun så udmattet, at hun sov og sov og sov - i æsken. Senere vågnede hun lidt op, løb rundt, hoppede i højden, men vendte hele tiden tilbage til æsken. Midt på bordet.

Stod æske og kat i vejen, skubbede vi lidt til den. Hun var ligeglad, blev liggende. Havde hun ligget ethvert andet sted, var hun skredet - ingen skal skubbe til mig. Men i æsken kunne vi gøre hvad vi lystede. Bare vi ikke flyttede den fra bordet.







Hun fik den med hjem. Om den er lige så spændende i hjemlige omgivelser melder historien ikke noget om. Jeg har glemt at spørge.

Og Stalin. Han forstod ingenting. Når hun en sjælden gang imellem forlod æsken på bordet, hoppede han straks op i den. Lagde sig, kiggede og undrede sig tydeligt over hvad det skulle gøre godt for.

Og så gik han igen.




onsdag den 19. april 2017

Onsdagsmasker


Det er onsdag, ugen er kort og det er snart weekend. Næste uge venter endnu en kort uge - noget med årets sidste feriedag, som skal afholdes...

Onsdag betyder et kig på den igangværende bog og det igangværende håndarbejde (i mit tilfælde, et af dem, for der er altid flere at vælge mellem...)









Læse:

Jeg er langt over halvvejs i Biavlerens Lærling. Lige nu er den superspændende, Sherlock Holmes har fundet sin ligemand - eller kvinde - og selvom enden nærmer sig, er der lagt op til mere spænding, inden sidste side.

Desværre har jeg læst for langsomt. Biblioteket vil have bogen igen, og jeg kan ikke få lov at genlåne. Jeg har besluttet at betale bøden, for aflevere den inden jeg er færdig, det gider jeg alligevel ikke. 


Hækle:

Jeg er sprunget ud i den sidste og fjerde flodhest i rækken. Den skal være blå. Meget mere er der ikke at sige om den sag.

Ud over at jeg kan konstatere at fire flodheste i træk, ikke betyder at jeg kan sammensætningen af blomster udenad.