fredag den 30. september 2011

Småtterier


En bunke små punge


Jens foreslog, at jeg skulle lave nogle små punge. Karina mente, det måtte gå stærkt. Så det har jeg gjort. Jeg har endda klippet til en bunke mere, men så er det også ved at være slut med fletteriet for nu. Det kommer sikkert tilbage, men andre ideer presser på.

Ideer der involverer garn…

torsdag den 29. september 2011

Køkkenskriverier


September 2011


Formiddagen er sprunget afsted. Vaskemaskiner har trillet i kælderen, mens lige dele strik og køkkenrengøring har delt tiden under taget.

Jeg er slet ikke færdig, tiden nærmer sig afgang. Jeg er dog overbevist om at skabet under køkkenvasken skinner inden jeg går. Lige nu står det i blød. Ikke nogen dårlig ide, siden min sidste fikse ide i forhold til køkkentjans er røget i luften.

Jeg besluttede at nu kan vi få køkkenet en uge hver. Først Daniel, derefter Emilie, siden Anders og så mig, inden vi kan begynde forfra. Første omgang er nået til mig, og med unger der forstår køkkenet som opvaskemaskinen og en kæreste, der har brugt de sidste otte år på at overbevise mig om at han og køkkener går rigtig godt i spænd… men åbenbart har glemt hvordan… så trænger det skab altså.

En god ting kom han dog med – ham den glemsomme kæreste – der skal selvfølgelig være en voksen mellem børnene. Hvorfor tænkte jeg ikke på det? Til gengæld har jeg besluttet at der skal skinne, inden jeg overdrager til nogen som helst.. og så har jeg ellers tænkt mig at være den grumme mor, der trækker ynglet tilbage og tilbage og tilbage til køkkenet igen og igen, til de har været hele vejen rundt.

Gad vide om det giver noget godt resultat…

tirsdag den 27. september 2011

Et rent kup


Skønt med nyt


Jeg synes ellers altid, jeg først ser de gode tilbud, når de er væk og det er for sent. Men for en gangs skyld var jeg heldig.

Thinkingspace ryddede ud og jeg købte ind. Muligheden stod og blinkede foran mig, stort set samtidig med at Tøsebarnet mener sig totalt uden vinterovertøj. En smukt turquis jakke, som næppe holder varmen hele vinteren – men den tid, den sorg.

Pakken ankom netop som jeg var på vej ud ad døren. Jeg takkede og postbuddet glædede sig over ikke at skulle ned fra tredie uden aflevering. Ned i kurven røg den, og kom først op igen, da Tøsebarnet kom fra skole.


Skønt med nyt


Nok stod mit navn udenpå, men jeg havde ingen mulighed for indblanding, mens oplukningen stod for døren. Sikkert godt det samme.

Udpakket blev den straks prøvet. Måltagningerne viste sig at passe og den sidder nærmest, som var den lavet til hende. Den lille rift på indersiden af åbningen er vi begge gået i tænkeboks over, hvad vi bedst gør ved. Jeg nok mere end Emilie, der mente at min kreativitet nok skulle finde en løsning.

En løsning, jeg hellere må have klar temmelig straks, for jakken er taget i brug, og kender jeg Tøsebarnet ret, kommer den ikke af foreløbig.

Endnu engang må jeg bare se i øjnene, at jeg ingen anelse havde om, hvad det ville betyde at bevæge mig ind i blogosfæren, men hvor har det givet mig mange dejlige oplevelser - af alle mulige slags.


Skønt med nyt

mandag den 26. september 2011

Valby tur - retur


Mødet gik hurtigere end forventet, og tanken om at fortsætte direkte på arbejde forpurret af en glemt pung. Nu er jeg hjemme igen, har tid til en tur i køkkenet og glæde over smil og positivitet hos studievejledere på ungdomsuddannelser.

Med temmelig meget skoletræthed og en insisteren på at fortsætte direkte på Hotel- og Restaurantskolen, kom det ikke bag på mig, da første advarsel tikkede ind. Det kom ikke bag på mig delvis fordi folkeskolen, der ellers gjorde hvad de kunne, ikke for alvor byder på konsekvenser, når udeblivelse bliver for stort et problem. Folkeskolen skal gennemføres, uanset lyst eller vilje. Jeg har ikke nogen løsning til, hvad der ellers kunne have været gjort. Jeg oplevede et system, der faktisk gerne ville – i hvert fald, da det først tog fat.

Anderledes ser det ud når talen falder på videregående uddannelser, eller for den sags skyld arbejde. Kommer du ikke, er det ud. Sådan er det, og kan du ikke tåle lugten i bageriet og mere i den dur, så er den ikke længere – sådan skåret groft ud.

Så dage uden skole, var blevet til flere dage uden skole, selvom det ikke var det, der blev sagt hjemme. I dag var så møde. Jeg valgte at tage med, hvilket kun blev modtaget med glæde. Et opslag viste, at advarsler somme tider har deres berettigelse, somme tider kan være et wakeup call, der betyder noget, for siden modtagelsen har alle timer været besøgt.

Aftaler blev indgået, Ungersvenden vil stadig og ønsker at deltage og som en sidste krølle på halen, viser der sig et sikkerhedsnet, der er rart at kende til, men som forhåbentlig ikke bliver nødvendig.

Så længe attenårsgrænsen ikke er nået, er der gode muligheder for forældresamarbejde, og det er noget studievejledere sætter højt. Jeg er tilbøjelig til at give studievejlederstanden ret.


Altenen august 2011


Siden kørte vi hjemad. Ungersvenden strandede i Valby, for selvom der var det meste af to timer til mødetid, var der lige en cykel, der savnede lidt omtanke.

Jeg er sikker på han lærer det hen ad vejen. Den gamle lækre cykel med udvendige gear havde han helt styr på. Men når lækre cykler ikke låses fast forsvinder de, og så kan man være heldig at overtage det fædrende ophavs indkøbte – også rimelig lækre cykel – der aldrig rigtig er blevet brugt. En cykel med indvendige gear og knap så nem at gennemskue når hele baghjulet skal af og ny slange skal på.

Det lykkedes ham dog at både skille og samle i aftes. Morgens tur viste så at samlingen måske ikke var helt efter foreskrifterne. I hvert fald hakkede gearene, ville ikke længere op end halvvejs i antallet og baglygten sad den forkerte vej.

I håb om hjælp stoppede han ved cykelsmeden, men jeg kørte videre. Samme cykelsmed grinede noget, påpegede et baghjul, der ikke rigtig kan mere, og lovede at fikse alting inden i morgen. Jeg lovede at betale, og nu sidder Ungersvenden så et sted i Valby, med udsigt til at gå hjem og venter på timestart.

Nogen gange er det måden at lære på – det ved jeg, af (helt andre) erfaringer…

Et større brød end forventet


Måske er det for længe siden, jeg sidst lagde puslespil. Måske er det al den snot, der har samlet sig i mit hovede. Jeg går ellers rundt og vigter mig af, at jeg aldrig er syg… Og så må jeg indrømme, at det ikke er mange uger siden, jeg sidst kunne finde mig omgivet af brugt snotpapir i lidt for lange baner.


På vej


Heldigvis forsvinder det igen. Og måske må jeg se i øjnene at det er blevet tid til uldne strømper og lidt varmere sko. Imens vokser puslespillet, der dækker det meste af spisebordet, og ikke særlig genialt har ulagte brikker over det hele.

Jeg synes ellers jeg fandt et billede med nok uro, for ikke at alting skulle ligne hinanden. Hvad jeg ikke tog med i betragtning er, at et billede malet mest af alt sort i sort, giver temmelig mange grå brikker. Jeg skal nu nok blive færdig. Måske tager det bare lidt længere tid.

Måske er det bare al den snot – der heldigvis er på retur. Jeg indrømmer blankt, at jeg føler mig en hel del mere uintelligent og klart tænkende, når hovedet er fyldt med andet, end almindelige tanker.

Dagen starter med møde med studievejledere og rådgivere på Hotel- og Restaurationsskolen. Med en Ungersvend, der endnu ikke er fyldt atten, har jeg lovet at tage med. Altså må alting fremskyndes, inden vi om lidt er på vej.

søndag den 25. september 2011

Kopper og krus


Nye lækre krus


Jeg har noget med kopper. Eller måske rettere kurs.

Jeg falder altid i staver, når jeg falder over lækre krus, og ønsket om en stor park af forskellige krus. Helst så forskellige som muligt. Jeg kan godt lide forskellighed. Faktisk har jeg også en drøm om syv forskellige spisestuestole, der med maling og betræk kan få fællestræk, samtidig med forskelligheden.

Men nu var det krus. Lørdagens slingrekurs mellem den ene lækre unikabutik efter den anden, gav flere bud på skønne krus, der ville være fine i min samling. Men jeg er kræsen. Kruset skal ikke bare se lækkert ud, det skal også ligge godt i hånden.


Nye lækre krus


På den konto ryger der nogen stykker undervejs. Men da jeg pludselig stod overfor et par meget forskellige krus, til en pris jeg ikke kunne argitere imod – men knap så unikaagtige – slog jeg til, og et nyt yndlings er på vej.

Det med yndlingen manglede også, for kruset jeg købte på forårsmarkedet og har har knuselsket siden, fik Emilie væltet på gulvet for flere uger siden. Ked af det, det var hun, og jeg håber igen en dag at finde et, der er lige så lækkert, men her i hjemmet ryger der af og til noget i svinget.

Man skal ikke græde over spildt mælk.

Jeg vil hellere glæde mig over nyt.


Nye lækre krus

Slut med pinligheder


Den ældste og den yngste


Når jeg sidder rundt omkring og folder papir til tasker eller hvad det nu ender med har jeg samlet mit værktøj i den allerførste taske jeg lavede.

Som det tit er med den første af noget, er den fyldt med fejl. Den er ikke syet særlig pænt sammen og flere teknikker har jeg ændret undervejs.

Mange er de gange, fremmede er kommet forbi, har kigget på den ældgamle, fejltbefængte taske – som er det eneste jeg kan vise frem – og sagt næh og ihh og åhh, mens jeg sidder og kryber tæer, for den viser ikke hvad jeg kan.

Kort sagt: Den sælger ikke særlig godt.


Usammenhængende sammensyninger og forfejlede hjørner


Den skævvredne top og lynlås


Så nu har jeg lavet en ny. En ny med pæne hjørner og sammensyninger, der giver en flotttere finish. En ny lille tykmavet en, der bedre kan indeholde alt værktøjet, selvom den som udgangspunkt har samme størrelse. En ny, med nye teknikker og en udvikling af bunden, der betyder at toppen ikke bliver vredet med skævheder omkring lynlåsen til følge.

Nu er jeg langt bedre klædt på, næste gang en fremmed løfter værktøjskassen op og beundrer.

Det føles helt rart.


Nytænkning om hjørner


Min nye værktøjskasse

lørdag den 24. september 2011

Der er så skønt i byen


Planer er til for at ændres. Og ændres bliver de. Nogen gange.

Planen var at weekenden skulle tilbringes på Bornholm, sammen med dejlige kolleger, som en opfølgning på sidste års skønne weekend.


Strædet, september 2011


Det er nu anden gang vi opgiver, for at finde en ny weekend, men vi vil have alle med. Det ville ikke være sjovt kun at være tre, når vi kan være fire eller fem. Det betyder ikke, at vi ikke kan hygge. Og da Emilie var lidt for hurtig til at mene, at en weekend hjemme, betød til avisombringning, var vi meget hurtige til at beslutte os for brunch lørdag. Vi må jo hjælpe barnet med selv at kunne…

Klokken elleve mødtes jeg derfor med tre dejlige kolleger, til en overdådig brunch på Lé Lé Nha Hang på Vesterbrogade. Det kan anbefales. Vietnamesiske og asiatiske lækkerier blandet med den mere kendte engelske breakfast, kage og et chokoladevandfald til dessert.

Vi sad der længe, inden vi endelig brød op, den ene tog hjem, og vi andre fortsatte på cykel til indre by og en slingretur fra butik til butik i Strædet. Lækre ting blev taget i øjesyn og flere fristelser er gemt et sted i baghovedet, inden vi fra Strædet gik mod Strøget, drikkelse og endte i Games, hvorfra jeg har hjemført et puslespil.

Det er mange år siden jeg sidst lagde puslespil, men med mellemrum får jeg en voldsom lyst til fordybelse og hygge med små brikker. Jeg valgte et med tusind brikker og nok liv i baggrunden til at jeg ikke går død i alt for meget af det samme eller alt for mange brikker.

Om lidt rydder jeg spisebordet, og så må maden indtages som det nu kan lade sig gøre det næste lange stykke tid.


Strædet, september 2011

fredag den 23. september 2011

Klubkulturer


Hold op for en spændende dag…

Lige nu værker mit hovede, og jeg tror bare jeg kravler under dynerne og prøver at finde mig selv igen.

Om ungdommen


Jeg pakker…


Pakkeri


Strepsils og Væk i morgen.
Varm the i rejsekrus, for min hals gør ondt, og jeg gider bare ikke være syg.

Strikketøj, i grønne nuancer.

Frokost, der kan kombineres med en buffet, der helt sikkert ikke tager højde for mine specielle spiseønsker.


Jeg skal til konference. Om Klubber og Klubbørn. Om unge og deres problemstillinger. Jeg tror det bliver spændende.

Jeg glæder mig. Og jeg glæder mig specielt til en dag sammen med Tøserne. Berit og Henrik besluttede nemlig rask væk, at fredag ikke er overbebyrdet, at de tilbageblevne nok skal holde skansen og sendte halvdelen af personalegruppen til konference.

Jeg har nogen fantastiske kolleger.

torsdag den 22. september 2011

Ud og svinge de røde faner


Trods min blodrøde skolegang (ja, okey. Det var min mor, der sammen med en anden mor rev hammer og segl af vores fane - men den var rød) og min faste overbevising om at klassekampen og arbejdernes sag er vigtige og ikke skal glemmes, har jeg aldrig deltaget i et fagforeningsmøde. Men jeg er medlem af en.


Rødovregård


Da min tillidsmand – der forøvrigt er en kvinde – bad os deltage i det lokale møde, slog det mig, at selvom fagforeningssnak ikke lige er det, jeg finder allermest interessant, burde jeg nok deltage. Og da jeg blev lovet at måtte strikke til mødet, var der ligesom ingen vej udenom.

Nå mødet så endda holdes i de dejlige omgivelser på Rødovregård, der har så meget historie og rummer så mange gode oplevelser, og tilligemed ligger i en fornuftig afstand fra både hjem og arbejde, er alle yderligere undskyldninger ligesom pakket sammen – med det samme.

Så jeg mødte op. Spiste mad, undrede mig en lille smule over hvor lidt deltagere der er til sådan et lokalforeningsmøde og grinede lidt sammen med de to andre fremmødte fra mit lille hjørne (de ene var tillidsmanden personen…). Jeg nåede også at blive en lille smule trist over, at der slet ingen faner var i hjørnerne og de gamle sange om samme faner slet ikke skulle luftes. Jeg kan ellers stadig Når jeg ser et rødt flag smælde udenad, mens det kniber lidt med Internationale og Brødre lad våbene lyne


Rødovregård


Jeg hørte beretning, og svulmede lidt at stolthed over at min tillidsmand sammen med min chef har stået i spidsen for en tryghedsaftale. Hørte om lederevalueringer, der skal udarbejdes af medarbejdere og kollegaledere, der heldigvis bliver udvalgt af et uvildigt udvalg. Ret spændende.

Knap så spændende var snakken om pension og sygdomsbekæmpelse. Eller manglen på arbejdskraft, fordi kommunen er i underskud og der er både ansættelses-, indkøbs- og –stop i det hele taget. Men det var hyggeligt. Der blev stillet gode spørgsmål og kommunegruppen, der tydeligvis gør et meget større arbejde, end jeg lige gik rundt og troede, blev udbygget med endnu to medlemmer.

Jeg lærte også noget nyt. Der er nemlig lavet et budgetforlig. Det vidste jeg godt. Jeg vidste også at tankerne om en tvungen ferieuge med lukkedage midt i sommerferien er lagt på hylden og at Projekt Tarzan får lov at bestå. Men jeg vidste ikke at budgetforliget er et smalt forlig.

Meget smalt. Besluttet af kun S og SF. De andre partier har valgt at stå udenfor.

Nu er Rødovre en meget rød kommune, så smalt er måske så meget sagt. Faktisk dækker S og SF fjorten ud af de nitten medlemmer, der sidder i byrådet…


Rødovregård

Tit tit


For længe siden blev jeg nysgerrig og ville se hvad det der Kreative Mosterprojekt var for noget. For rigtigt at kunne se, oprettede jeg en profil, og fik siden aldrig rigtigt gjort noget ved det.


Tit-tit


Tanken er god, og der er mange gode tiltag derinde. Jeg indrømmer blankt, at der ikke kommer meget fra mig. Da jeg blev bedt om at have mindst tre billeder af kreativiteter, fulgte jeg opråbet, og lagde billeder ud, men jeg har ikke fulgt op, og jeg har heller ikke rigtigt fulgt med.

Det er egentlig ærgeligt, for ideen er god.

Når jeg ikke fulgte med, gik det heller ikke op for mig, at der var skudt en konkurrence i gang mellem alle dem med mindst tre billeder. At jeg vandt, var også ved at gå hen over hovedet på mig. Men takket være mailbokse, der opfanger henvendelser, blev jeg alligevel oplyst.

Derfor er jeg nu den lykkelige ejer at en lille Tit-tit, der sidder i en kasse og kigger ud på omverdenen. Selvom den er er en lille smule uhyggelig, er den også rigtig fin. Tænkt at have siddet og modeleret sådan et lille væsen.

Men, og der et men. Jeg føler mig ikke som fuldgyldigt medlem af den Kreative mosters Klub. Jeg følger ikke op og jeg følger ikke med. Jeg sidder lidt med følelsen af, at jeg skulle have takket nej, at jeg ikke fortjener sådan en gestus.

Nu er den her, og jeg lover at passe godt på den, og finde det helt rigtige sted for den at bo. Tusind tak :)


Tit-tit

Saltbøsse


Saltbøsse i Anders' design


Forleden manglede vi opbevaring til salt. Fint salt. Det grove har en plads, men det fine har aldrig rigtig gjort sit indtog i huset. Men så manglede det, blev indkøbt, og manglede et sted at være.

Hele bøtten på bordet var ikke den bedste løsning.

Da jeg kom hjem i aftes, havde Anders haft tid. Havde produceret en fin lille saltbøsse. Og fyldt den. Nu er der plads til salt.


Saltbøsse i Anders' design


Jeg synes den er fin. Han synes den har mangler. Og fejl. Jeg kan hverken se mangler eller fejl. Jeg kan ikke se at værktøjet har lavet liner, der ikke skal være. Jeg kan ikke se det han kan se. Men jeg kender det selv. Det med ikke at være tilfreds.

Det må han gerne være. For utilfredshed er også med til at skabe nye ideer, nye metoder og nye tilgange til en given opgave.

Og mens utilfredsheden piner ophavsmanden en lille smule, holder jeg allerede meget af den lille saltbøsse. Alle de fine dele. Træfoden, der er konstrueret, så bøssen ikke vælter. Selve beholderen og det lille fine låg, med et enkelt lille hul og skrueanordning, så der kan komme mere salt i, når den engang er tom.


Saltbøsse i Anders' design


Saltbøsse i Anders' design

onsdag den 21. september 2011

Bolsjer og jetoner


Tre voksne og tolv glade børn. Så er der lagt op til hygge.

Vi er et godt team. Måske fordi vi kender hindanden så godt. Måske fordi noget andet. Uanset, er vi et godt team. Det betyder en del.

I aften betød det masser af tid til at sidde og spise, og senere masser af tid til bolsjefremstilling i et tempo, hvor alle kan være med. Hvor alle får den tid de har brug for, der er plads til pauser undervejs, og beslutninger om smag og farve ikke skal presses igennem.

Der var engang bolsjer var noget der blev lavet i dagtimerne, med tredive børn som tilskuere og en masse larm og støj. Der var engang da bolsjefremstilling var noget, der krævede en dyb vejrtrækning. Der var engang da tanken om bolsjer ikke blev forbundet med hygge.

Det var lige indtil en eller anden fandt på at lave bolsjer i aftentimerne med en mindre gruppe børn. At der så skal planlægges fire eller fem aftener inden alle, der ønsker har fået ønsket opfyldt, det er bare dejligt og næsten til at se frem til.

Specielt hvis aftenerne kan være som i aften.


Med ægte pokerborde


Med ægte pokerborde


Men længe inden det blev aften, slog Klubben borderne op og holdt pokerturnering. Tror du lige drengenes øjne blev store, da nogen tilfældigvis lå inde med ægte pokerborde med grønt filt og pladser til jetonerne.

“Mine” drenge er allerede lovet en turnering i Caféen.. som vist siden skal ende med den ultimative turnering mellem afdelingerne.

Det bliver stort!

Status onsdag morgen


Foreløbig er det lykkedes mig…


… At brænde mig på et pitabrød..

… At vande alle planterne – og gulvet..

… At indse krakkort er for stive til at flette små ting af..


Snart følger resten af dagen, der også giver mulighed for masser af brandvabler, når jeg i aften skal være i Klubben og lave bolsjer sammen med glade unger.

Måske kan jeg også nå at finde noget tyndere materiale til eksperimenter i mindre format.

tirsdag den 20. september 2011

Vintervarme


Hvis jeg havde råd, ville jeg gå i Angulus om vinteren… sikkert også en stor del af resten af året. Men det har jeg ikke.

Til gengæld har jeg et Tøsebarn, der brugte en del af søndag eftermiddag hos Søsteren min med reklamebladring. Ønsket var vinterstøvler. Undervejs stødte hun på Bilkakataloget og nogen gange har man jo lov at være heldig. Så jeg vovede forsøget, sadlede cyklen og tog det plagende Tøsebarn på ryggen til en tur mod Hundige.

Måske er det nemmere at tage til Fields herfra, men jeg har en ide om at Bilka i Hundige er størrer og jeg ville ikke risikere at mulighederne var udgået. Samtidig kunne jeg piske Emilie hele vejen ned ad Hvidovrevej – i modvind – for hvorfor tage bussen, når vi kunne cykle til stationen.


Vinterstøvler


Vi kunne selvfølgelig have stået af i Ishøj, hvor der også ligger en udgave af storsalget, men min barndoms Bilka er i Hundige, og med en smule nostalgi ønskede jeg et gensyn. Det er mange år siden, jeg sidst satte fod i centret, der dengang aldrig hed andet end Hundige Centret, men nu har skiftet navn til det noget mere maritime Waves.

Jeg var faktisk imponeret. Selvom der stadig mangler lidt rundt om, er det et langt mere indbydende center end jeg husker det, og så ligger fredagssliksudsalget stadig på hjørnet i den allerældste del, lige over for indgangen til Bilka. Dengang jeg beboede området, havde grillen i selve Bilka i øvrigt den bedste softice i området. Om det siger mere om min kvalitetsbedømmelse dengang, eller det rent faktisk var sådan, vil jeg lade stå hen i det uvisse.

Vi gik efter støvler. Udvalget var en smule overvældende, specielt når alle de grimme/upraktiske/ubrugelige skulle sorteres fra. Emilie fokuserede mest på støvler af en art, jeg under ingen omstændigheder ville betale… noget med tynde såler eller alt for høje hæle… mens jeg forsøgte at skille fårene fra bukkene.

Op dukkede et par vintervarme tunge alt for fornuftige støvler, der var nedsat til en grinagtig pris, og som jeg vidste Ungersvenden gerne vil rende rundt med – tjek for vinterfodudstyr til Daniel. Langt sværere var det med Tøsebarnet, der igen og igen fandt udstyr, der ingen menig giver i sammenligning med vinter.


Vinterstøvler


Mens Tøsebarnet rendte rundt langs hylderne med teenagedrømme, stod jeg pludselig foran et par støvler, der ikke bare så praktiske ud, men som også var rare at have på, virker afsindig varme, faktisk er pæne og forhåbentlig kan stå fast. De fandtes i to udformninger og jeg håbede straks at den ene ville vinke til Emilie, mens jeg hellere end gerne iførte mig den anden.

Med ikke bare sort, men også en sølvgrå, var der endda mulighed for farvevalg. Den sølvfarvede var lidt sej, men umiddelbart ville jeg hellere den sorte. Indtil Emilie dukkede op, også kunne se muligheder, ville have den samme model som jeg – og selvfølgelig også i sort.

Altså valgte jeg om, og har nu sølvfarvede fødder til vinter. Så må vi bare håbe, ikke alt for mange lægger mærke til, det er samme model vi render rundt med til den tid.

I øvrigt fik hun også et par af de tyndsålede, langskaftede, men uden hæl med hjem. Jeg lagde allernådigst ud, med krav om tilbagebetaling så snart første månedsløn ligger klar.


Vinterstøvler

mandag den 19. september 2011

Mandag lige inden afgang


Jeg kan godt blive en smule stresset.. Når der er 175 ulæste indlæg i min reader… og jeg slet ikke synes jeg har tid.

Til gengæld hænger vasketøjet til tørre i kælderen og jeg vil finde cyklen og køre omkring Netto efter fornødenheder til bunken af teenagere, der aldrig får mad nok.

Kan det passe, der duftede af varm kakao i kælderen…?

Produktiv weekend


Hexipuffs


For efterhånden længe siden startede projekt hexipuffs. Meningen er at jeg kun strikker ude, når det er godt med småprojekter. Og netop småtterier til at have med, er det her projekt fabelagtigt til.

Det bliver ikke rigtigt større. Ingen store ærmer, der vokser og vokser. Ingen kæmpeprojekter, der bliver tungere og tungere, Næ, små nuttede puder, der kan læsses af, når hjemmet nås. Tasken behøver aldrig indeholde mere end et nøgle garn og en smule fyld. Efterhånden som det bliver brugt, findes nyt og det gamle i færdig form, ender i den voksende bunke i kurven på gulvet.

Nogle uger strikker jeg ingenting, andre fyldes der pludselig på. Weekenden var en af de andre. Heldigvis havde jeg masser af fyld med, og ikke mindre en tyve nye små puffede sekskanter har set dagens lys, og hygger nu med de andre i kurven, der gerne engang skulle nå et indhold på en seks- syvhundrede skønheder.

Der er langt endnu. Så er det godt, det er et hyggeligt projekt, der ikke har nogen fastlagt tidshorisont.

Fik jeg sagt, jeg arbejder hen mod blå og grøn…


Hexipuffs

søndag den 18. september 2011

En dejlig weekend


Søsteren min bor langt væk. Langt væk, når man som os kører i tog, og turen betyder både S-tog og skift til ét af en længere destination, for ikke at tale om busser det sidste stykke, der kun kører en gang hver halve time.

Heldigvis er vi sikret afhentning på nærmeste station, og vi kommer også gerne, når vi bliver invitetet. Emilie planlægger ind imellem selv og tager turen med, når søsteren min kører mod weekend, for at blive afleveret på trappestenen, når onklen kører på arbejde søndag aften.


Søstertaske


Søstertaske


I går var vi inviteret, for søsteren min fylder år, og ville fejres. Corsagesagen, der senere blev en færdig taske, fyldt med lommer og med ophæng til skulderen, blev pænt indpakket og overrakt efter alle kunstens regler. Der blev glæde, og formen beundret… Jeg fik helt lyst til at lave flere af samme facon.

I stedet for at tage hjem samme aften, blev vi og overnattede. Glæden over ønsket var stort, natten blev lang og meget blev vendt. Superhyggeligt og med en længere spadseretur søndag og hjembringning af den natarbejdende svoger, er der helt sikkert lagt op til en gantagelse.

Tak for en dejlig weekend, siger jeg, og føler mig klar til en uge, og en fyldt kalender, der nok skal give plads til al den træthed natten mellem lørdag og søndag slet ikke levnede plads til.


Søstertaske


Søstertaske

lørdag den 17. september 2011

Sneak-peak


Sneak-peak


Meningen var at finde på mindre lækre ting til markedet, der sammen med alle de mere dyre ting, vil give et fornuftigt salg.

Jeg er bare ikke god til de mindre billigere ting. Jeg ender altid med de store, tidskrævende og spændende projekter, der ikke kan sælges for mønter.

Øvelse, tænker jeg, mens det umiddelbare projekt udvikler sig.

torsdag den 15. september 2011

Dagen for dagen


Ideudvikling


For de fleste af os, den store dag. Dagen hvor demokratiet slår til og alle har muligheden for at være med. Den store test.

For andre en anden slags test. Ungersvenden er netop kommet hæsblæsende ind ad døren, efter den slags test unge på ungdomsuddannelser kan udsættes for. I dag var det førstehjælp. Det var svært at komme op i morges og egentlig var han mere end sent på den, da han lige så hæsblæsende som hjemkomsten, stormede ud af døren tidligere.

Han bestod, er tilfreds og fik endda glæde af valgkampen, der gav ham gratis morgenmad, da han stod af i Valby. Han kunne ikke huske hvem, den glade giver var, og for en gangs skyld stoppede han ikke og snakkede om et halvt års for meget ungdom til at kunne sætte et kryds.

Det er vi andre der kan. Jeg har altid stemt, har altid vidst hvor min overbevisning skulle sættes. Også denne gang, men noget nyt er dukket op.

Mens en stor del af min omverden glæder sig til den dag det hele er slut, har jeg fået smag for politik. Måske er jeg ved at blive voksen, måske er det noget helt andet. Men jeg synes det er spændende.

Ikke den mudderkastende del. Eller når den ene står og tuder over den anden. Det kan jeg godt undvære. Men selve ideologierne bag. Tankerne og hvor det hele bærer hen.

Jeg er ret sikker på at en del af min interesse er underbygget af kommentatorer, der ikke umiddelbart vælger side, men forklarer og fortæller. Mennesker der sidder og skærer ud i pap, eller ekspolitikere der ikke længere har noget i klemme. De kan fortælle og virkeliggøre på en anden måde, end de, der står midt i kampen og hurtigt ender med at glemme egne overbevisninger til fordel for at sable andres ned.

Jeg kan ikke forklare hvorfor, men jeg synes det er spændende.

Om lidt vil jeg sætte et kryds.

onsdag den 14. september 2011

Suk


Det er lidt trist…

Når man ikke selv skal stå for maden, og så bliver spist af med kyllingeklumper!

Altså kyllingeklumperne var der ikke noget galt med. Jeg ville bare så gerne have haft noget til.

Og jeg synes faktisk også, det er helt retfærdigt at kræve en mere gennemført menu af sådan en kok in spe…

Nu skal det bare formidles videre.

Og godt jeg selv kan lave mad… Hvis jeg ellers gad…


Altanen august 2011

tirsdag den 13. september 2011

Vilde planer og ideer


Dengang det var forår, var der marked i Odense. I Pakhus16.

Længe inden markedet løb af stablen, spurgte Karina om ikke jeg havde lyst til at slå pjalterne sammen og være fælles om en bod. det gad jeg i hvert fald. Vi måtte dog opgive igen, grundet alt for meget uløst logistik. Men tanken var plantet.

For godt fjorten dage siden, faldt jeg tilfældigt over endnu et marked. Denne gang i vores del af landet og med udsigt til at muligheden kunne blive mulig, fik jeg straks fat i Karina, som heldigvis var lige så interesseret som jeg.

Siden kunne jeg ansøge, vise billeder og blive godkendt. Betale for stand og mentalt begynde at finde på og finde frem.


Den nyeste ide...


Nu er det så min hjerne er begyndt at finde de mærkeligste og undrende ideer frem. Det formelig vrimler med tiltag, der presser på for at blive prøvet af. Noget er ligetil og let at gå til, mens andet kræver alt det, jeg ikke lige har indenfor rækkevidde. Fælles for det hele er, at intet er gennemtænkt, intet viser nærmere vej og alting kræver mere end finpudsning.

Det betyder at der sker langt mere indeni end udenpå, og jeg kan mærke at det første sted det smitter af er lige her. Bloggen. Skriverierne bliver ustabile, jeg har intet at berette, og måske går jeg ligefrem hen og bliver kedelig.

Sådan er der så meget og lige nu er det her, jeg er. Vrimlende indeni og trækken mig hen i et hjørne udenpå. Et af den slags hjørner, hvor der er plads til store armbevægelser, kun jeg selv kender til.

Det føles ret godt – og så er det jo ikke så skidt endda.

søndag den 11. september 2011

Lomme på lomme


Der skal indmad i den flettede sag, jeg arbejder på.

Og lommer. Gerne nok til at alle de små ting ikke ender på bunden.


Lommer

Chocolate chip cookies


Jeg har en aftale senere i dag. En aftale jeg har glædet mig til.

I den forbindelse har jeg lovet at bage en kage, og bøgerne med de mest syndige kager blev fundet frem og bladret i.

Chocoladecheesecake med bund af chocolate chips cookies i stedet for de mere almindeligt brugte Digestive… Lige nu smelter chokoladen over vandbad, og jeg er spændt på det færdige resultat.


Chocolate chip cookie bund

lørdag den 10. september 2011

Armbåndsleg


Lige som jeg altid har gemt de mindste stofrester, for det kunne jo være de en dag kunne bruges, tager jeg mig selv i at gemme de mindste papirstykker med farvestrålende klatter på, for det kunne jo være…

Og det kunne være. Bunken med afklip og udrevne sider blev delt i bunker, små stykker klippet ud, foldet og flettet.

Nu har jeg en bunke armbånd, som måske kan sælges. Nogen som de er, andre med procelænsknapper eller andet pynt. I hvert fald gad jeg godt lave knapper.

De er hyggelige at lave, og bunken kunne snildt udvides, for der er stadig rester og udklip. Samtidig er det et overskueligt projekt. Selv når man som jeg klipper til flere ad gangen.


Flettede armbånd


Flettede armbånd


Flettede armbånd


Om lidt har Daniel lavet pandekager. Det dufter og selvom mine ændrede kostplaner ikke giver meget rum til pandekager af kridhvidt hvedemel, skal der være plads til synd, når det føles rigtigt. Jeg spiser gerne en pandekage .. eller to … eller tre.

På en lørdag morgen


The


Med Emilie hos det fædrende ophav et sted i den anden ende af landet, har jeg kridtet skoene, og lige om lidt – når der ikke er mere the i min kop – vil jeg trække vognen af stalden og dele hendes reklamer og aviser ud.

Det skulle være så sundt…

fredag den 9. september 2011

Downloads


CD-ord i aktion


Morgenens bestilte arbejde er afsluttet. Emilies computer er nu udstyret med både Open Office og CD-ord. Det sidste er et rigtig godt værktøj til ordblinde. Ikke alene kan det foreslå hjælp, når der skrives. Det kan også læse op, scanne tekster og findes i øvrigt til flere sprog.

Stemmerne er efter sigende ikke de bedste at lytte til, men de virker. Der er ingen tvivl om at det skriftlige, der kommer fra Emilies hånd, er af en langt bedre kvalitet, når programmet har været tilgængeligt under nedfældningen.


Usb hjælper


Tøsebarnets første løn er indløbet og ud over is til sig selv og veninden og duft til badet, kom hun hjem i går med den mest nuttede usb-nøgle, jeg endnu har mødt.

Der er dømt klar til togtur, farmand og weekend. Både hun, computeren og pingvinen er parat.