fredag den 31. juli 2009

Jeg er så smart!!


Overlock

Stoffet har ligget et stykke tid og nu er det blevet tid til at omforme til gamacher.

Det er et stykke tid siden, jeg sidst har syet gamacher, så et mønster var ikke lige inde for rækkevidde. Ikke noget problem, jeg fandt da bare et og tegnede, målte lidt og det passede fint, ingen grund til mere prøvning. Klippede fire par gamacher, syede dem alle sammen, prøvede….

… Og må se i øjnenen at de er alt for store!

Nu gider jeg ikke mere. Et par blev syet færdige, bare fordi at nu skal de på. Så kan jeg samtidig overveje om de alligevel duer, eller jeg er nødt til at klippe det hele fra hinanden og starte forfra.

Heldigvis, de ikke var for små :)

Sidste feriedag


Ny dahlia

Starten er gået, på feriens sidste dag. På mandag er jeg tilbage på arbejde.

Glæder jeg mig? Jo på sin vis. Jeg glæder mig til året begynder, nye og gamle unger, alt det der kan ske. Men jeg glæder mig ikke til næste uge.

Der er stadig ferie, skolen er ikke startet endnu, hvilket betyder helt forkerte arbejdstider, men mest af alt betyder det at “mine” unger, de store, 6. og 7. klasse bliver væk. I stedet er det de små og nok er de søde, og nok kan vi hygge, men de er ikke mine. Til gengæld bliver der nok tid, til at vaske et skab eller to ned, rydde op, ordne og få taget en tilbundsgørende rengøring, hvis ikke min søde kollega allerede har været der.

Kollegerne derimod, dem glæder jeg mig til at se. Kloge, sjove og fantastisk mennesker, jeg ikke har set de sidste fire uger.

Dagen i dag har planer, planer der omfatter Bedsteveninden, men ikke fra tidligt, som vi plejer. En kat kom i vejen, og det er der være plads til, mon ikke jeg så kan få plads til lidt vasketøj.

Dagen er igang, solen skinner og vejret er herligt.

torsdag den 30. juli 2009

Styr på datoerne


Kalender

12 måneder fordelt på 2 stykker karton. Tegne og fortælle, printe, klippe-klistre.

Nu skulle der være mulighed for jeg husker aftaler, datoer og hvad der ellers kommer hen ad vejen.

Jeg plejer at lave min kalender selv, det er lidt hyggeligt at sidde der med saks og lim. den skal være stor, for der skal være plads til det hele. Det sidste halve år har vi ingen haft, eller jeg endte med at købe en færdigtrykt, men den var alt for lille, når hele familiens aftaler skal kunne rummes.

Nu er der plads, så kunne det være jeg skulle sætte kryds ved markedsdatoer, bare i  forsøg på at huske.

Mens jeg har klippet, er klokken blevet mange, ingen har spist og maver rumler. Køkkenet rummer rugbrød, men der er ikke noget at komme på. For et øjeblik siden klagede begge husholdningens mandfolk, nu sover de… Måske mad i dag, bare er opreklameret – behøver vi virkelig!?

Kalender

Sommerbukser til Ungersvenden


sommerbukser
Det er utroligt så aktiv jeg bliver, når jeg er alene. Ikke så snart var Tøsebarnet ude af døren, før jeg fik startet op på de korte bukser, jeg har lovet Daniel.
At de først blev færdige, lige nu, efter min mor gik er udelukkende fordi jeg ikke kan sy om natten. Det er ellers det bedste tidspunkt at sidde ved maskinen. Det duer bare ikke her, ejendommen vi bor i er ufattelig lydt, stort set alt kan høres, så symaskine om natten, det er udelukket på forhånd.
Ikke det bedste billede, men nu har han dem på, de sidder godt – siger han, og vil ikke tage dem af igen. 7 lommer blev det til, fordelt både for og bag. En med lynlås, to med klap og resten almindelig for- og baglommer.
Nu vil jeg lave en kalender!

Dryp, dryp, dryp…


dryp dryp dryp

Udenfor drypper det og min cykel er punkteret. Jeg har et ærinder jeg gerne vil have overstået inden min mor inden for et par timer melder sin ankomst.

Jeg har godt af at gå og bliver jeg våd, så kan jeg tørres igen, når jeg kommer hjem.

Jeg tager paraplyen med, gør jeg!

Perler må der til


lidt for meget lår og sommervarme kan give røde knopper og svie. Derfor har jeg stort set altid gamacher under sommerkjoler. Men gamacher kan også blive tyndslidte, jeg vovede dog alligevel, men måtte se i øjnene at der ingen beskyttelse var tilbage midt under travet i går.

Eneste mulighed forudskiftning indeholdt enten en stump lynlås eller kæmpe knapper. Lynlåsen vandt, og hjemme blev der åbnet til skuffen med perler, og en udskiftning igangsat.

Lidt sjov må der til!

slide

onsdag den 29. juli 2009

Tur til byen


hortensia

Så har jeg fået nye linser og Daniel får en ny tid.

Han nåede hjem lige inden jeg stod op, efter at have set film hele natten – Men næ nej han skulle ikke sove og faldt i søvn en time inden vi skulle gå.

Godt træt plaprede han løs i tyve minutter for at falde helt hen, lige så snart ordævlet holdt op. Vågnede lidt for at blive kigget i øjnene, hvorefter han krøllede mere og mere sammen på en stol, mens jeg blev kigget i øjnene.

Efterfølgende synes han mad var en god ide. Hvor godt den øverste fungerede er et helt andet spørgsmål, i hvert fald var det nærmeste han kunne komme på ønsket om hvor det spiselige skulle indtages noget i retning af: Mad!

Vi endte på Jensens Bøfhus, mest fordi det var nærmest og han kunne se skiltet. For en gangs skyld fin betjening, hurtig og uden nogen dikkedarer, altså lige indtil jeg formastede mig til at ønske en kop the til desserten, hvilket ifølge teksten hører med.

Det kunne ikke lade sig gøre, deres theaggragat virkede ikke, men jeg kunne få en kop kaffe. Jeg drikker ikke kaffe – hører til den del af befolkningen, der gang på gang kan undre sig over hvordan noget der smager så grimt, kan dufte så skønt.

Altså ingen the til mig!

Jeg ved selvfølgelig ikke hvordan køkkenet i sådan en restaurant fungerer, om der overhovedet er nogen gryder eller for dens sags skyld er mulighed for at koge en kop vand, men jeg var tæt på at bryde ud i højlydt latter – meget har jeg hørt, men at der ikke kan serveres the….

Prisen blev ikke ændret, jeg overvejede overhovedet ikke at mene noget om den sag, men her bagefter synes egentlig det er dårlig kundepleje. På den anden side, maden smagte fint, betjeningen fejlede ikke noget og ingen ventetid, der er værd at skrive hjem om!

Endelig inde om byen, var der lige et par specialbutikker, jeg gerne ville forbi. Daniel ville bare gerne hjem; Hit med klippekortet, og så forsvandt han.

Imens gik jeg zigzag over Vesterbrogade, for jeg skulle både omkring Istedgade og GL. Kongevej. Undervejs lånte jeg toilettet på en bar ved Frederiksberg Alle. Et hyggeligt toilet, der muligvis er indrettet på bagtrappen, i hvert fald krævede det både et trin op og flere ned, før jeg endte nederst i noget der mindede om en skakt, med fuldt funtionelt toiletforhold..

Midt på Gl. Kongvej blev mit blik fanget af kæmpestore tønder af hortensia og jeg nåede at tage turens eneste billede. Det er ellers så hyggeligt at se, når andre har været på tur, både i by og på land. Hvorfor jeg så ikke selv kan være med, det er også et godt spørgsmål.

Hjemme igen, masser af kilometer senere, trænger jeg til et hvil, og den kop the jeg aldrig fik :)

Snedkerier


Øverste hængsel på altandøren er knækket, døren hænger og er svær at lukke. Den kan tvinges i, hvis bare der bliver lagt kræfter bag og døren hives op i den rigtige vinkel.

Snedkeren har lige været forbi. Det eneste han lige nu kunne gøre, var at kigge, for døren svinger til den forkerte side og han har kun hængsler, der vender modsat.

Nye hængsler skulle være bestilt, men ingen ved hvornår de kommer. Han håber på fredag.

Desværre er det et tilbagevendende problem i hele bebyggelsen. Vinden tager i døren, der når at svinge lidt for meget bagover, med et knæk til følge. Selvom vi sætter døren fast, netop for at undgå, sker det alligevel med mellemrum.

Der findes en løsning og snedkeren har flere gange gjort opmærksom på netop denne løsning. En stopper, så døren ikke kan svinge det for meget, der overbelaster. Argumentationen for ikke at sætte et stop op, er at det ikke ser pænt ud.

Snedkeren rystede på hovedet og synes de er tovlige, for hvert nyt hængsel koster nær 1000,- kr + arbejdsløn + moms…. Og hængslet vil sikkert knække igen.

Jo – jeg giver ham ret – Mærkeligt!

Tidlige morgener


orcide?

Jeg er helt sikkert mere B end A-menneske. Jeg sidder gerne oppe den halve nat, med sene opvågninger til følge.

Mærkeligt nok vågner jeg tit meget tidligt, når jeg har mulighed for at være helt alene om morgenen. Jeg elsker de stille morgener, når jeg helt af mig selv vågner og har tid til nusse rundt for mig selv.

I morges var en af de morgener. Anders er taget på arbejde og Tøsebarnet er hos sin far. Ungersvenden har været ude hele natten hos en kammerat, men en aftale med en optiker senere på formiddagen, fik ham til at tage hjem, tidligere end normalt.

Ude på altanen har en lille blå blomst bidt sig fast. Vi ved ikke hvor den kommer fra, men den er fin, og får lov at blive stående. Den er ikke særlig stor, men tæt på ligner den lidt en orcide – måske en vild en af slagsen?

Er der nogen, der kender den?

tirsdag den 28. juli 2009

Jeg tror bare vi spiser dem


ovntørrede tomater

Der er ingen grund til at pakke sammen og stille væk, der er alligevel ikke nok, og jeg har ikke noget glas…

Uhm, de smager … Det er ikke sidste gang ovnen skal igang og lave “sol”tørrede tomater.

Jeg må hellere lave noget mad, inden de allesammen forsvinder :)

Mere til håret


hairpynt

Mens vi ventede på afhentning, hæklede jeg en tredelt blomst til endnu et hårbånd.

Opskriften er fundet hos Frk. Badegakk, og umiddelbart var jeg lidt i tvivl om den blev for stor. På den anden side, må der gerne ske noget – nogengange.

Nu er det hele syet sammen og pyntet med lidt perler.

Jeg tror jeg bliver glad for den :)

Soltørrede tomater


tomater

Tøsebarnet blev hentet og drog glad afsted. Om de ender i Jylland eller Slagelse blev jeg ikke meget klogere på, men hvad gør det, jeg er alligevel ikke med og så længe alle er glade, er det ikke så vigtigt hvor i landet de er.

Cyklen tog turen til nærmeste indkøbsmulighed og tomater fandt vej med mig hjem. Når nu jeg stadig har ferie og Anders er tilbage i slid og slæb og de opgaver, der er gemt til lærlinge, synes jeg det er rimeligt, jeg står for maden.

Jeg har et mærkeligt forhold til det at lave mad. Faktisk kan jeg godt lide det og laver også god mad, jeg gider bare ikke! Jo hvis det er til gæster eller andre specielle lejligheder. Jeg er også nem, jeg har lige bildt mig selv ind, at denne uge er en speciel lejlighed, og så synes jeg pludselig det er helt hyggeligt.

Tilbage til tomaterne, der nu står i ovnen efter Liselottes anvisninger. Jeg har nemlig en stump steg og ovnbagte kartofler fra i går. Jeg bilder mig også ind at det vil være lækkert skåret ud i tern og braset, som en anden gang biksemad og så lige vendt med tørrede tomater og feta eller mozarella, måske oliven.

Lige nu er det stadig spændende hvad det bliver til.

mandag den 27. juli 2009

Styr på lokkerne


Da Liselotte tilbage i april hæklede nålepuder, sprang jeg også . Jeg fik produceret flere nålepuder end jeg egentlig lige har brug for og ender med at have nålepuder over hele huset, for praktiske – det er de!

Emilie satte sig straks på den ene. Det er lækkert når noget jeg bare lavede for sjov, også kan bruges af andre.

De sidste dage har en ide ulmet omme i baghovedet og i dag fik den ben at gå på.

En rund elastik af den lidt tykkere slags, en god knude og et lille stykke stof, til at dække påsyningen – så er der styr på håret.

.. Hmm … hvad kan jeg ellers komme på…

hairpynt

Og hvor er det svært at tage billeder af sig selv…

Driverliv


dahliaaktivitet

Dagen er langsom, her sker ikke meget.

Min sidste ferieuge er begyndt. En uge der giver plads til lige det jeg har lyst til. Anders startede arbejde i morges, Tøsebarnet tager med sin far til Jylland i morgen formiddag, og Ungersvenden lever sit eget ferieliv, der involverer nattesjov og søvn til langt op ad dagen – det bliver sjovt at skulle vende tilbage til hverdagen :)

Den ene dahlia, der blomstrer, blomstrer på livet løs. Den lille lavendel er afblomstret, jeg ved den skal klippes ned, men er lidt i tvivl om hvor meget.

Altandøren driller. Sidste år knagede det noget i det øverste hængsel og snedkeren måtte fifle lidt, for at få det til at virke. Allerede dengang sagde han, dørene er gamle og reservedele ikke til at få fat i. Nu er hængslet delvist knækket, døren hænger og vi venter på endnu et besøg.

Dagen i dag er tilegnet Tøsebarnet, når bare jeg lige får hentet en ny kam til kæmning, den gamle mangler efter turen i går flere tænder – med besværliggørelse af  projektet til følge.

En dejlig mandag til alle jer derude :)

søndag den 26. juli 2009

Til bunds


Martin Beck

En pludselig indskydelse fik mig til at tage en flaske med vand med, da Emilie og jeg for flere timer siden gik i kælderen med vasketøj.

Kælderrummet, som jeg længe har drømt om at rydde op i, fik endelig en tur. Jeg samler og får aldrig smidt ud. I dag røg det hele!

Ud med drømmen om flere børn – det løb er kørt forlængst, så hvorfor blive ved at gemme! Ud røg barndommens dukke, der ikke kan mere og ingen håb er for. Ud med de sidste 10 års fastelavnsdragter, der har været brugt og brugt igen og ingen længere gider bruge. Ud med det hele!

Jeg er ikke færdig, selvom jeg godt kan bilde mig det ind. Det store træk er taget, tilbage venter alle de småting, der ligger pænt på hylder og ikke optager helt så meget plads. Det bliver en anden dag, lige nu er jeg godt tilfreds.

Jeg sporede nu ingen glæde, da jeg ringede efter forstærkning til slæbet mod containeren!

Tøsebarnets vasketøj blev klaret undervejs og lige nu sidder jeg med en noget forsinket frokost og glæder mig til at kunne tage den kasse, jeg fandt allerinderst inde og vidste indeholder guld, der ikke bare kunne tages i øjesyn i en kold og beskidt kælder.

Den venter nu i stuen og allerede nu har jeg spottet et par af bøgerne fra ungdommens yndlings-krimiserie.

Besøg - igen


Dahlia med besøg

Ikke igen – tænker jeg, mens jeg hiver et par stykker i den fødedygtige alder ud af håret. Tøsebarnet er sendt i bad, snart bliver det hendes tur.  Her dufter af rosmarin og tankerne stopper ved Tøsebarnets udsagn om tid til kæmning af Lillesøster ved sidste besøg hos farmand, mens der ikke var tid til hende selv…. Hvorfor…?

Lige om lidt hiver jeg fat i Ungersvenden – vil han have langt hår, må han finde sig i det!

Tøsetøj


leopard

Det tog tid, men sådan er det vel.

Afbrudt af spil og familiær hygge ligger der nu nederdele og kjoler til pigebørn til salg i min butik. Mit eget Tøsebarn er gået i brædderne, har indtaget min seng og sover sødt. Bamsen er ved hendes side, og hun får lov at ligge lidt endnu, inden vi hælder hende ind i egen seng og erobrer de nu varme dyner.

Sov godt :)

lørdag den 25. juli 2009

Fotoseancer


skyer

Det sjoveste vejr har vist sig i dag. Mellem masser af sol har det ind imellem dryppet, regnet, buldret, lynet og kæmpedråber smadret alt, der stod i vejen.

Mine tanker om billededokumentation af kjolerne jeg fandt, troede jeg flere gange dømt til undergang, men ad flere gange er det alligevel lykkedes.

Selv med al den regn, har solen alligevel formået at tørre og både fliser, buske og træer har været taget i brug.

med hjælp fra Emilie, der fik den ene, er de sidste seks kjoler fra en større produktion foreviget sammen med de fem nederdele, der også lå i kurven.

191 billeder er flyttet fra kameraet til computeren, og nu starter arbejdet med at beslutte hvilke detaljer og snit, der  skal med, inden det hele kan sættes til salg. Virker det ikke, ender resterne nok, som det foregående, med at blive foræret væk til fødselsdage eller bare fordi jeg får lyst.

Men først er det vist tid at lave mad, der er børn i nærheden, der er begyndt at mene sig sultne!

kjole på emilie

fredag den 24. juli 2009

Pynt og perler


Pynt på børnekjoler

For år tilbage var jeg med i et netværk af kunstnere og kreative, der lavede markeder sammen. Jeg syede dengang en del børnetøj og solgte, men i takt med at projektet blev mere og mere kommercielt og det producerede blev mere og mere massefremstillet mistede jeg interessen.

I aftes fandt jeg en kurvfuld kjoler, der aldrig er blevet helt færdige. Sammen med broderegarn og perler startede jeg i aftes og er fortsat det meste af dagen i dag.

Fra en veninde af min mors, fik jeg for mange år siden broderegarn i mængder, jeg ikke ved om jeg nogensinde får brugt. Det virker lidt som om, at jo mere jeg bruger af det, jo mere er der tilbage.

I den forbindelse, har jeg flere gange vundet broderegarn på underspolen til symaskinen, lettet lidt på undertrådsspændingen og med almindelig sytråd som overtråd og vrangen opad, gerne med lidt vlies på bagsiden, syet sjove mønstre og pynt på både strik og stof.

Undervejs måtte vi en tur i Centret, for jeg var udgået for sarte lyserøde perler. Jeg synes ellers der plejer at være flest af netop den art. Men nej, og sandt at sige er jeg ikke længere imponeret af Panduros ellers velassorterede perlebeholdning – ingen helt almindelige lyserøde glasperler :(

Mens jeg har syet med både nål og tråd, har Emilie haft fat i symaskinen. Hun vil sy et forklæde og er allerede godt igang. Hvornår det bliver færdigt er ikke til at vide, lige nu er der vist dømt pause og da jeg for en halv time siden forudså, hun ikke vil blive færdig i dag, gik luften lidt af ballonen.

Emilie syr

Det gør ikke noget. Har hun lyst til at prøve syfærdighederne af er hun velkommen. Gider hun ikke længere, venter vi bare til en anden dag.

Nu venter strygejernet, før kjolerne kan blive foreviget og tage turen til etsy, og se om det er noget for dem. Jeg troede måske fotoseancen kunne blive i morgen, men med det bulder og bragen vi lige nu er genstand for, er jeg ikke længere sikker og noget hastværk, har jeg ikke.

De har allerede ligget flere år, så et par dage fra eller til kan næppe tælle meget.

torsdag den 23. juli 2009

Aftennørkleri


Perler

Lettere opvågnet har jeg fundet perler og sytråd. En kurvfuld gamle projekter skal færdiggøres.

Der er film i fjernsynet og efter en sløv dag, er jeg klar til at nørkle lidt.

Bukser #2


Bukser
Dagen i dag er en mærkelig en af slagsen. Jeg føler mig gennemtræt og har mest lyst til bare at sove.
Bukserne jeg har syet på de sidste dage er endelig færdige og Anders er lykkelig. Han havde et par, der blev slidt, til de ikke kunne mere, nu har han et nyt par, der ligner de gamle til forveksling og er fyldt med så mange detaljer, at jeg slog bak, hver gang jeg prøvede at starte op.
Da jeg endelig fik fundet stof og symaskine og i stedet for at tænke alle detaljer under et, og bare tog dem en ad gange, var det sjovt nok ikke så slemt alligevel…
Filmen i aftes skuffede Ungersvenden, mens jeg kom ud af salen og følte mig en god oplevelse rigere. Jeg savnede de afsluttende scener, men ud over det, synes jeg filmen ramte fint min erindring om bogen.
De tidligere film har jeg oplevet skuffelse over og måske synes jeg bedre om denne sjete version, fordi jeg har erkendt at filmatiseringerne aldrig kommer op på siden af den film jeg allerede så, da jeg læste bogen. Det og så måske, at det er så lang tid siden jeg læste, at jeg har glemt alle detaljerne.

onsdag den 22. juli 2009

Se min kjole


karrusel

Efter frilandsturen i går, satte jeg Emilie på en bus fra Lyngby station, mens jeg fortsatte med toget mod byen og en aftale med Bedsteveninden.

Foran Palads står et kæmpe hjul, jeg ikke tidligere har set. Måske jeg er gået glip af noget og hvorfor mon den ene vogn er anderledes og VIP beskrevet  udenpå?

Karrusel

Turen gik først mod pakistansk mad, siden biografen, for det var tirsdag og min kvikke Bedsteveninde er altid den der husker at jeg kan komme billigt i biograften tirsdag aften sammen med veninden og Telia.

Vi så Se min kjole, der i den grad var tilbage til nutiden. En barsk film, der beskriver uden at være blødsøden. En film, der sætter tanker igang og efterlader en i en sindstilstand af stilhed.

I aften venter endnu en film. Harry Potter, som sønnikke egentlig skulle se sammen med en kammerat, men det er ferie og kommunikation besværgeliggjort. Jeg glæder mig til en aften alene – bare Ungersvenden og jeg.

Frilands leg


I enkelte af husene var der folk på færde. Her var også mulighed for lidt leg anno flere forskellige århundreder.

Allerede ved indgangen fik vi en oversoit over de bemandede bygninger og på kortet kunne vi se, de lå spredt over hele området. Altså blev turen planlagt efter hjemmeværende husmænd og fruer. Undervejs fik vi set næsten alle de andre huse vi gik forbi.

Hos fæstebonden, var pigen hjemme og kærnede smør. Jeg har læst en del af Laurabøgerne højt for Emilie og der fortælles om smørkærning i en stor kærne, med en tung kærnestang. Den der var i brug på gården her, var en del mindre, og Emilie synes det var sjovt at prøve.

smørkærne

I Andelsbyen havde Brugsen åbent og på hylderne stod Madam Blå og erstatningskaffe. Uddeleren havde travlt med at sælge rustne søm og is til gæsterne.

I køkkenet i boligen bag Brugsen mødte vi pigen, der bød på kærnemælkskoldskål med kammerjunkere. Emilie ville ikke have nogen, men hun ville gerne prøve stylterne udenfor, selvom det var svært og der ikke blev gået mange skridt.

Hun gik til den og gav ikke op lige med det samme.

stylter

På herregården mødte vi herremanden. Hans søster skulle holde bazar til hjælp for de fattige børn i sognet, og havde sat ham til at klippe papirsklip. Det var han dygtig til og mens vi så på, klippede han et fint klip med pegende fingre og sommerfugle.

Da søsteren ikke var i nærheden og Emilie havde stået og kigget på, fik hun klippet med hjem. Nu mangler vi bare en ramme, så ikke det ender som en krøllet bunke papir.

I herrregårdens køkken var der travlhed. En pige hakkede mandler, mens kokkepigen lavede æggekage. Også her var der smagsprøver.

Fra herregården fandt i frem til den lille jyske gård, hvor der blev strikket sokker i bunkevis. De havde mange, så mon ikke hosekræmmeren har været på vej.

Udenfor legede en bonde fang tyren med de børn og voksne der havde lyst, mens andre kastede med hestesko eller hjalp med at karte uld til de næste mange sokker.

Der var masser af uld og karter til alle, der ville prøve. Nogle var mere tålmodige end andre og mens Emilie kartede til den store guldmedalje, gav jeg mig i kast med den håndten, der lå til fri afbenyttelse.

Vi havde et lille kartekursus på seminariet. Alle tænkelige fibre blev kartet og siden spundet på en håndten. Jeg husker det som spændene og at jeg endte ud med et resultat, der var nogenlunde ensartet hele vejen. Og sørme om jeg ikke kan endnu, det er måske endnu en af de ting, der ligger på rygraden, når først det er lært.

Det tager bare lang tid og de par meter jeg fik spundet, bliver næppe til noget varmt! 

frilandsleg

Frilandsmuseet


frilandsmuseet

Der er så smukt ude på Frilandsmuseet.

Det er omkring ti år siden, jeg var der sidst. Nu undrer jeg mig bare over, hvorfor det skulle tage så lang tid at komme derud igen. Samtidig koster det ingenting at komme ind, så en billig heldagsudflugt for familien ville være en fantastisk ide.

Emilie synes at mene det samme. Hun har allerede besluttet, vi skal derud igen. Næste gang hele familien!

Hun har ret. Det er ikke sidste gang vi skal mod Brede.

frilandsmuseet

Det er også stort. Selvom vi var der fem timer, og Tøsebarnet begyndte at hænge og gerne ville hjem, havde vi ikke set halvdelen af alt det der er at se. Undervejs hørte jeg nogen sige, at har man først været inde i et af husene, har man set det hele. Sådan har jeg det ikke. Jeg synes der er noget spændende i alle husene.

Byggestilene, tidsbillederne om huset har ligget i byen eller på landet giver hvert enkelt bygning forsklelligheder, der er med til at bygge historier. Husene og interiør kommer fra hele landet, nogle stykker sågar fra Sverige – Dele der tidligere hørte Danmark til. De ældste bygninger kan dateres 300 år tilbage mens de nyeste er fra omkring 1930.

Der er store bygninger og små. Der er bygninger, der tydeligt har tilhørt folk med penge og småbittte hytter, med dårlig isolering og hængende døre. Det har mange steder været et hårdt liv og at dokumentationen er så tydelig og lige til at føle på, gør bare oplevelsen så meget mere nærværende.

Området er delt op i en landsby med gadekær og tætliggende huse og et landområde med marker, hede og langt mellem naboerne. I et hjørne er museet ved at skabe en stations anno først i 1900-tallet.

Det meget vekslende landskab og de mange bygninger fra nær og fjern gav masser af stof til eftertanke, spørgsmål og lyst til at vide mere.

frilandsmuseet

I flere af specielt landegendommene, der kommer fra Jyllands vestkyst, undrede jeg mig over tomme stuer, med dragkister langs væggene og ellers ingen møblement. Det kan da ikke passe, at der har været plads til stuer, der tilsyneladende ikke bliver brugt, tænkte jeg og tænkte videre, at selvfølgelig har de også været møbleret.

Det var lige indtil, jeg faldt over et skilt, der fortalte at hele vejen op langs Jyllands vestkyst, har mange bønder og fiskerfamilier haft en ligstue, der kun blev brugt, når nogen døde, 0g der skulle vogtes over liget, inden begravelsen. Til hverdag brugtes stuen til opbevaring, hvilket forklarede dragkisterne.

Jeg ved godt, livet har været hårdt at mange både bønder og fiskere omkom af det hårde slid, den dårlige kost, sygdom og livet i al almindelighed. Men at have haft brug for en stue, der kun blev brugt ved dødsfald, det giver  mig et ufatteligt indblik i, hvor tæt døden har været på dagligdagen.

frilandsmuseet

Pantomime


Tidligt op og tidligt afsted ankom vi efter et par skift til Frilandsmuseet, hvor ingen ventede, for ikke mange havde tilmeldt sig arrangementet og det var i mellemtiden aflyst. Det gjorde ingenting, vi hyggede os fint, bare Emilie og jeg.

Allerede en halv time efter ankomsten viste det sig at der var teater, en pantomineforstilling – Bondepigens brudefærd – der have elementer af både kærlighed, griskhed, smukke piger, flotte mænd og grimme trolde.

Teater

Teater

teater

Afsindig morsomt var det, både børn og voksne morede sig, både over de sjove fagter, men også fordi det havde det hele. De fem deltagere var utrolige og fremviste de mest fantastiske grimasser i anstrengelserne for at gøre sig forståelige, når ord ikke var tilladt.

Emilie ville gerne have vendt om, og set anden gennemspilning to timer senere, men da var vi i den anden ende af området og kunne ikke nå det.

Absolut seværdigt, hvis nogen skulle lægge vejen forbi Frilandsmuseet i løbet af sommeren.

Masser af luft


Hist hvor vejen slår et bugt...

En lang og dejlig dag er til ende. En dag der både bød på fortid og nutid, Tøsebarn og Bedsteveninde.

Mine dyner kalder, så billedegennemgang og fortællinger må blive i morgen.

tirsdag den 21. juli 2009

Tilbage gennem hegnet


tisvildehegn

Inden turen gik tilbage, nåede vi omkring ishuset ved stranden, og Anders tog feriens eneste billede af mig. Som den, der altid render rundt med kameraet, er der aldrig mange billeder af mig.

Turen tilbage føltes hurtigere, som ture i kendte omgivelser altid gør. Det gav tid til at se lidt nærmere på de mindste ting naturen havde at byde på.

Langs et stykke af vejen på flere meter stod tidselblomsterne tæt, og på hver eneste blomst sad brombasser i flere farver tæt og dovne. Et mærkeligt syn, der ikke blev mindre mærkeligt af at de på ingen måde havde lyst til at bevæge sig.

tidsler

Bomstille sad de, i klaser ovenpå og mellem hinanden og lod sig ikke afbryde, med mindre vi var meget tæt på. Så flyttede de lidt på sig og faldt ellers sløve til ro igen. Jeg kan ikke lade være med at tænke, om der er noget i de tidsler, der nærmest bedøver dem?

Længere henne ad vejen fandt vi orcideer. Bittesmå og lette at overse, men tydeligt orcideer. Jeg vidste slet ikke Danmark kan præstere så eksotiske vilde planter.

Anders mente i første omgang de hedder torskemund, men efter at have googlet lidt rundt, må vi konstatere, at det er ikke navnet. Det er vel egentlig også ligemeget, for smukke, det var de.

orcide

Tilbage ved Asserbo Slotsruin ville ungerne også gerne udforske. Det mest spændende var at kigge efter de gamle brostolper der stadig kan ses i voldgraven. En træbro gik fra land halvvejs ud til slotsporten, hvorfra en vindebro fyldte den anden halvdel.

Vi fandt en stolpe. Er der flere, er de godt gemt under vandplanter og andemad. Emilie gav som den sidste op, efter at have stirret gennem vandet i flere minutter.

stolper

En lang dag med mange indtryk og et par unger, der faldt tidligt i søvn.

mandag den 20. juli 2009

Tisvildeleje


Havet ved Tisvildeleje

Et svært navn at udtale. Langt nemmere gik det, da vi delte navnet og i stedet sagde: Tis ville lege!

Vel fremme fandt vi som det første en købmand der solgte vand, for alle vandflaskerne lå hjemme i køleskabet og turen gennem skoven havde gjort os tørstige. Til gengæld var der så koldt vand til os, da vi senere nåede hjem :)

tisvildelejestrand

I byen, der ligger som den hyggeligste lille idyl med stokroser og smukke gamle huse, fandt vi også en sandwich, før vi begav os tilbage mod stranden. Undervejs måtte jeg lige indenom den lille garnbutik, der lå midt på gaden og havde det lækreste håndspundne uldgarn i alverdens farver og en pris, jeg ikke lige kunne overskue. Jeg nøjedes med at ae og drømme søde drømme.

Ved stranden var vandet helt stille og det smukkeste blå. Mens de andre tre hoppede i, gik jeg en tur om bag klitterne og fandt de hyggeligste små badehuse. Tilfældig strøet lå de i et stort område, der ikke forstyrrede på selve stranden, men alligevel var tæt på.

Når nu der ingen bølger var, sørgede vandgængerne selv, og mens Vandhunden endnu engang endte som den eneste i vandet, gravede mandfolket som sådan nogle åbentbart skal.

Strandtur

Der er nogle forskelle på kvinder og mænd, som bare er fundamentale og ikke til at lave om på. Som for eksempel at smide med sten. Drenge – store som små – må bare kaste sten i vand, når sten og vand er i nærheden. Jo smukkere vandet er, jo flere sten.

Efter byggeriet blev der kastet en hel del sten!

Skemaændringer


sol i regndråberne

Vejret har været skiftende hele dagen. Det meste af dagen har himlen været overskyet men ikke trist og grå, regnbyger har på skift afløst hianden – nogle hyggelige og støvede andre grænsende til skybrud og midt i det hele brændte solen igennem og overstrålede alt.

Jeg har planer i morgen, der involverer Bedsteveninden og ingen børn. Pludselig går det op for os at dagen i morgen er dagen, Anders’ lillebror har inviteret på tur til Frilandsmuseet.

Planer er til for at ændres, Emilie vil gerne se gamle huse og Bedsteveninden venter gerne. Vækkeuret skal sætttes, for vi skal tidligt op og ud ad døren, og vi glæder os allerede.

Hvor dum har man lov at være


Forkert

De der bukser Anders gerne vil have syet og som jeg har trukket og trukket og trukket og….. skulle nu laves.

Hvorpå det lykkedes mig at sy OG klippe en paspolleret lomme den forkerte vej!!!

En pause  til indkøb er vist ikke helt nok… eller nu starter jeg med at ændre den anden, jeg ikke nåede at klippe i… så er jeg måske klar til fiksfakserier omkring  et allerede klippet hul…..

ØV!

Tisvilde Hegn


Da først jeg fik kigget på kortene, viste det sig at vi slet ikke var så langt fra alting, som jeg troede. Altså pakkede vi os sammen og gik de 4½ km gennem Tisvilde hegn til Tisvildeleje.

Ungerne synes det var forfærdelig langt at skulle gå, men med løfte om is og en mindre stenet strand, end “vores egen”, gik de alligevel med. Undervejs fik vi snakket om skovens historie og kigget på flere mærkværdigheder.

Tisvilde Hegn er opstået som et værn mod naturen, da der allerede tilbage til midt i 1500-tallet begyndte sandflugt i området. Bøndernes marker led under alt sandet, der ødelagde alt omkring sig.

fyretræer

Først i løbet af 1700-tallet blev der for alvor gjort noget ved problemet, og det først efter kanalen, der forbandt Arresø med Roskilde Fjord sandede til, en ny blev gravet og Frederiksbogs slot bygget færdig. Imens kæmpede bønderne mod sandet, fik lidt nedslag i tiendet, Torup Landsby forsvandt og Tibirke Kirke sandede næsten til.

Endelig fik en tysker ved navn Røhl opgaven at bekæmpe sandet. Det lykkedes efter 10 år, hvor først bønder senere soldater blev udkommanderet til opgaven. Røhl byggede gærder, gravede grøfter, plantede forskellige mindre planter og senere træer, til at holde på sandet og dæmme op for ydereligere sandflugt.

Undervejs fik han gjort sig så upopolær at han endte med at blive sat fra bestillingen. Efterfølgende blev hele området plantet til fortrinsvis med gran, fyr, birk og eg. For at få træerne til at gro i den sandede jord, gravede man huller til hvert træ og fyldte op med fed muld, der gav næring til træet, indtil det havde fået ordentlig fodfæste.

Fyretræerne står gennem hele hegnet som mægtige skibsmaster, mens grantræerne står så tæt, at de flere steder helt har mistet grene og grønne nåle på den nederste halvdel. Det sjoveste var birketræerne, der må være udsat for parasitter eller noget, for den nederste halvdel af stort set samtlige birketræer så mærkelig ud, med fortykket skælagtig bark, der slår revner og ligner et månelandskab eller en tykhudet ente.

Det var spændende at se på, men hvorfor birketræerne ser sådan ud, kunne vi ikke finde svar på!

birketræer

søndag den 19. juli 2009

Strandtur


Dagen for Emilies fødselsdag, stod vi tidligt op, dækkede bord og vækkede med sang og varme boller. Vækkede er nu så meget sagt, for Tøsebarnet havde ligget længe vågen og ventet.

En strandtur blev planlagt og da vi nu kendte turen og havde udset en sti, der  skulle afkorte vejen et par 100 meter, valgte vi den. Et hyggeligt valg, men bestemt ikke det hurtigste. Stien viste sig at være et overgroet spor, der gik over under og rundt om skovens liv. Nogle steder var smattede og våde, mens andre var tørre. Hyggeligt, var der inde i alt det grønne, men ikke nemt fremkommeligt.

Strandtur

Midt på stien fandt vi en sten der vidnede om, at vejene i området er ændret i løbet af de sidste mange år. Den vej jeg tidligere havde fundet på det gamle kort, som ikke længere findes i sin fulde længde, fandtes engang, og skiltningen findes endnu.

Ved vandet blæste det op, vilde bølger rullede ind mod land og vandet var koldt at komme i. I kom de dog, begge to og rullede glade rundt med bølgerne, før det blev for koldt og kun Vandhunden var tilbage, uden planer for nogensinde at forlade det våde element.

Strandtur

Til sidst kom hun op, og da jeg fortalte om traditionen for at finde en sten med hul i, inden stranden forlades, lød der et fast overbevisende udsagn om at, Tøsebarnet ikke kunne finde sten med huller i.

Det udsagn blev hurtigt gjort til skamme, for i løbet af nul komma fem, havde hun fundet fire, der alle blev fragtet tilbage og hængt op i et træ. Men inden vi nåede så langt, ventede turen tilbage. Efter sådan en omgang vandgang var begge ungerne trætte, våde og kolde og ikke videre tilbøjelige til at gå tre km tilbage.

Strandtur

Nu var der ikke andet at gøre og det skal siges til deres ros at ingen klagede, og hele turen klarede de selv underholdningen ved at lege “jeg ser”. Meget grønt blev spottet sammen med brun og hvid og ind imellem gul eller pink.

Tilbage ved hytten ramlede de alligevel omkuld og vågende først op igen, da maden stod på bordet.

sten