Vi spiser nok temmelig moderne... eller efter vor tids forskrifter. I al fald er der ikke mange af de retter mine bedsteforældre satte på bordet, på vores bord.
En af dagene mellem jul og nytår var Anders og jeg ude at proviantere. En dåse asparges førte fra det ene til det andet, og vi endte med nærmest i munden på hinanden at udbryde Farmors tarteletter...
Anders mente at skulle det være farmors tarteletter, kræver det indkøb af en god suppehøne. Jeg mente det krævede et besøg i hønsehuset, og at hovedet blev hakket af den indfangede høne. Jeg tænker ikke vi var langt fra hinanden, og mens mine farforældre boede på landet, med hønsehus, svinesti og omegnens Planteskole, boede Anders' farforældre i en, godtnok pænt stor, lejlighed lige bag Hovedbanegården.
Der var nok ikke langt mellem deres tarteletter, selvom de ikke havde samme adgang til høns.
Vi lod dåsen med asparges stå og glemte i øvrigt alt om tarteletter.
Indtil jeg den anden dag kom forbi et bjerg af tarteletskaller, og fik tanken at det ville være fantastisk at servere tarteletter for Oscar. Anders var enig, og dermed kunne vi sætte en lidt afkølet tartelet foran barnet, da han kom sammen med sin far og spiste tidligere i dag.
Oscar er ikke specielt vild med kød, men der røg lidt kylling ned. Ærter kan han godt lide og han nåede også at spise en del, inden han ikke gad dem mere. Asparges gad han ikke, men sovsen - den kunne han spise med en ske. Skallerne var han også rigtig glad for.
Altså endte han med at spise godt gennemvædede tarteletskaller og en skefuld sovs i ny og næ. Han var bestemt ikke utilfreds. jeg må omvendt indrømme at barndommens farmormad nogen gange skal blive i barndommen.
Jeg er nok mere til en omelet.
Der er stormløb mod personalekantinen på sygehuset, når de serverer tarteletter. Jeg er ikke en af dem, men selv de helt unge kolleger skal have det til frokost :-)
SvarSletLene, det var så hyggeligt at se hvordan han angreb den, at bare det er nok til at vi nok gør det igen en dag :)
Slet