onsdag den 15. januar 2020
Sweaterspind
Jeg troede længe, at det første reelle projekt - altså projekt, med et helt bestemt sigte - skulle være strømpegarn. Når vi taler om at spinde.
Strømpegarn virker overskueligt. Så meget garn skal der ikke til strømper, og ligemeget hvor jeg kiggede hen, lader det til at nye spindere altid overspinder garnet.
Overspundet garn er selvfølgelig ikke det mest ønskværdige, men når det kommer til strømper, viser det sig at være en god ide. Det handler om slidstyrke, og det giver sådan set masser af mening.
Et let spundet garn er løst, og har derfor ikke så meget slidstyrke. Et hårdt spundet garn er tættere og har en langt størrer slidstyrke. Faktisk viser det sig, at det er god ide, når det handler om strømpegarn.
Det viser sig også, at jeg af en eller anden grund ikke overspinder garnet, når jeg spinder. Jeg kan helt sikkert spinde lettere, men jeg spinder ikke hårdt nok, til at jeg ville tro på slidstyrke til strømpegarn.
Jeg har ellers to forskellige fiberblandinger liggende, der er købt med henblik på de der strømper.
Jeg er sikker på jeg når det en dag.
Og har i stedet kastet mig over at spinde garn nok til en sweater.
Jeg tror det kommer til at tage lang tid. Rigtig lang tid. Men det er ikke vigtigt. Jeg ved alligevel ikke hvordan den der sweater skal se ud. Så der er masser af tid til at spinde, og tænke tanker om sweaterstrik.
Da jeg startede med at spinde, meldte jeg mig til et kvartals fiberklub hos Garngalleriet, og modtag over tre måneder tre forskellige typer uld og tre forskellige indfarvninger af hver to hundrede gram.
Alle tre farver har planetnavne, og de to er forskellige, men også lidt i familie. Det er de to typer uld, jeg har planer om at omdanne til et gradieret garn, der går fra den ene farve til den anden.
Jeg tror det kan blive rigtig godt.
Den lyse er en uldtype der hedder île de france og farven hedder Saturn. Den mørke er Targhee og hedder Mars. Jeg har delt hvert uldhjul i tre dele, og sat dem sammen to og to, så de spundet og tvundet vil forme tre fed garn, der gradierer fra den ene farve til den anden.
Foreløbig er jeg i gang med den første sjettedel. Jeg er over halvvejs, men det føles også som er der langt igen.
Det er helt fint, sådan skal det være.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar