tirsdag den 31. august 2010

Det bedste ved møder






Efter aftenens møde ved jeg nu en masse om lærerne, dagligdagen, studieturen, praktikmuligheder, uddannelsesvejledning, Tove Ditlevsen, Grundtvig, matematikopgaver og årsplaner.

Og mit nyeste strikkeprojekt er nået en hel del længere, end dengang tidligere i dag, da solen stadig skinnede og billeder blev taget.


Mødepligt






Det er ikke fordi jeg har noget imod forældremøder, men når september nærmer sig, kan jeg godt blive en smule træt bare ved tanken. I år kan jeg nøjes med tre møder. Men når de alle er samlet inden for ganske kort tid, startende i aften, fortsættende i morgen og så ellers planlægning til vores eget, er jeg allerede nu træt af forældremøder.

Det er lidt ærgeligt, for møderne rummer som regel informationer, der er ganske gode at have.. men jeg kan alligevel ikke lade være med at blive lidt træt.

Heldigvis er min søde kollega forstående og mener forældremøder er vigtige - også når de ligger midt i min arbejdstid :)


mandag den 30. august 2010

Til de helt små






Christunte udfordrede og mit lager af bomuldsgarn lagde for.

Mens lageret, jeg troede større, svinder mere og mere, hygger jeg med striber, snoninger, huller og takkede kanter.



 - Og der er flere på vej.


Opvask






Opvaskemaskinen er for alvor kaput.. ikke at det kommer som en overraskelsen.

Overraskelsen derimod, ventede efter tre dage hjemmefra, hvor de tilbageblevne havde konstateret defekten, men ikke overvejet at opvask formerer sig... og det temmelig hurtigt, hvis ikke der holdes lidt hånd i det...

Formiddagen er derfor henlagt til køkkenet...


søndag den 29. august 2010

En Flamingo






Det tog mig det meste af et år at strikke den zebrastribede til Emilie. Derfor var det også med noget bæven jeg i starten af august, med kun tre uger til rådighed besluttede at lave en efterfølger.

Victoria fyldte ni og denne gang ledte farverne i retning af de pink flamingoer, der stolte tronede i Zoologisk have, da jeg var barn. De var der stadig da jeg senere - og mange gange - besøgte haven, med mine egne børn, og selvom det er mange år siden jeg var der sidste, er de der sikkert endnu.






Knap fjorten dage tog det, før alt var strikket og manglede montering. Der gik det meste af en uge før det skete, og da vi ikke var der på selve dagen, var der endda tid til at den bare lå og ventede på indpakning og overdragelse endnu et par dage.

Måske er ærmerne en smule for lange, men Victoria blev glad og så bliver jeg også glad.
Og så viste den sig oven i købet at være helt hyggelig at strikke.





Hvor heldig har man lov at være...



Lørdag. Bagning, brød og kage. Rengøring, aftørring og klargøring til familieinvasion.

Tredive mennesker, tre generationer og børn fra helt nye til unge med mod på nye sider af livet.

Solskin, fodboldspil, snak, begyndende romancer, hygge og hygge og hygge... og solskin.

Sene nattetimer, farvel og knus, alt for lidt søvn og glæde over det lykkedes.

Ikke et eneste billede.



Søndag morgen. Himmel og jord stod i ét.
Hvor heldig kan man være?






Mere held fulgte da Annelise tog udfordringen op og trak i tingfindertøjet.

Hen under lørdag aften gik det op for mig at min ene ørenring var forsvundet. Tabt. En kærestegave, en peridot, en lillebitte sag.

Savn. Ikke et eneste sted kunne jeg sige mig fri for at have været. Annelise ledte højt og ledte lavt. Ledte længe og gav ikke op. Spiste mad og ledte videre. Tænkte tanker og tømte affald ud på gamle aviser.

Hun gjorde det.
Hvor heldig har man lov at være?





torsdag den 26. august 2010

Familieweekend






Weekenden er skudt i gang.

Dagen startede med en dejlig tur langs Damhussøen sammen med Henriette, fortsatte på arbejdet med masser af børn, noget vi ellers ikke har haft så meget af på det sidste. Et simpelt tiltag har bevirket masser af glade børn - tænk at noget så enkelt kan have så stor effekt.

Ud på eftermiddagen hentede søsteren min både bagage og mig, inden turen gik mod Mogenstrup og forberedelser til en weekend i familiens tegn. Foreløbigt tegner det til et par hyggelige dage, inden flere støder til.

Hvordan ungerne skal komme op og i skole i morgen er jeg spændt på at høre... De så begge noget blege ud, da det gik op for dem at ingen kære mor aer dem blidt på kinden eller med mere og mere anspændt stemme kyser dem ud og op, når morgendagen går i gang.

Foreløbig har den ene lagt planer involverende en Anders og vækning på vej ud af døren... gad vide om den anden hopper på, eller om ikke de i virkeligheden kan selv, når det gælder.

For meget af det gode






Når jeg kaster mig over et projekt kan det godt gå lidt over gevind.
Det gjorde det måske  - bare en lille bitte smule - med de små projektposer.

I hvert fald er der mange af dem. Jeg har taget dem jeg vil have, givet dem væk, der skulle gives væk og står tilbage med to.

Poserne er ca 26 x 26 cm og igen siger de skal bruges til garn og pinde. Der kan sikkert findes mange andre anvendelsesmuligheder for dem.

Er det dig der skal have den ene? Så smid et lod i hatten.
Er der mange nok, trækker jeg to vindere søndag d. 5. september.


onsdag den 25. august 2010

Hun gjorde det igen






Emilie ønsker blød varme om halsen.
Et sjal af de mindre i lækker mohair og silke.

Mønstret er valgt og garnet fundet.
Da vi stod i garnbutikken, og de to farver blev peget ud, tvivlede jeg.

Tvivlede på at hendes valg ville blive godt.

Men hun gjorde det igen.
De klæder hinanden - de to farver og effekten af en farve på midterstykket og en anden som en bred kant, ender langt bedre end forventet.

Men det går langsomt. Uanset hvor dejligt, blødt og varmende resultatet er, lige så lidt bryder jeg mig om at strikke i det tynde, tynde mohair. At det er blandet med silke højner desværre ikke fornøjelsen.


Loppefund




Kirsten taggede mig i en leg om loppefund.

Umiddelbart tænkte jeg at jeg har da ingen lopper, jeg kommer sjældent forbi loppemarkeder eller genbrugser. Jeg kan aldrig se guldet mellem alt skramlet. Det er rigtig ærgeligt, for jeg kan godt lide genbrug, og størstedelen af mit hjem består af genbrug, arvegods og alskens andre ting, der ikke var nye da de trådte over min dørtærskel.

Jeg kiggede mig lidt omkring, og noget stak alligevel frem som genbrugsfund, mens alt er så gammelt at det ikke rigtigt hører under legens snak om "for nyligt".

Jeg vælger alligevel at lege med, selvom det betyder jeg hverken kan opgive pris eller salgssted for ret meget af det.



Loppe #1





For mange år siden havde jeg drøm om små fine udtræksborde og gik specifikt efter lige præcis sådan nogle på det store loppemarked i Forum. Jeg fandt et sæt - tre styks, men jeg har ingen erindring om hvad de kostede... sikkert en del - der er ikke billigt på de store loppemarkeder. Her er kun det ene, de andre står rundt omkring i hjemmet, og jeg orkede ikke at grave mig frem til dem under fjernsyn og computere.

Tanken var egentlig at male dem hvide, men da først de stod der - i første omgang som sofaborde og små afsætningsmuligheder, virkede det helt forkert at male dem.

Lige nu glæder jeg mig til den dag, de igen kan samles og hygge omkring hinanden.



Loppe #2





Da de små udtræksborde flyttede til andre steder manglede jeg et bord ved sofaen.. den er i øvrigt en sag min mor købte brugt og fik ombetrukket for mange år siden, og som jeg har været så heldig at overtage.

Løsningen blev et gammelt sybord, jeg fandt hos Røde kors på Rødovrevej og gav den svimle sum af 30,- kr.

Jeg synes det er genialt, også selvom det er vind og skævt, og drømmer om engang at give det den helt store makeover.



Loppe #3





Min lampe, som lyser, når jeg sidder i sofaen om aftenen og strikker fandt BedsteVeninden smidt til storskrald for temmelig mange år siden. Skærmen var ikke eksisterende, men hun lavede fluks en ny med fjerboa og masser af blomster.

Da hun ikke længere havde plads til den, fik jeg den, genbrugte en del af blomsterne og lavede en ny skærm.



Loppe #4





Louis XIV stolen købte min mor engang - muligvis i den grå hal, men jeg er ikke sikker. Jeg elskede den fra den dag hun fik den ind ad døren. Broderierne er så flotte og den er så pæn restaureret.

Stor var glæden, den dag den flyttede ind hos mig.



Loppe #5





Min sidste fund er ikke en loppe, men et arvestykke.

Min farmors gamle kaffemølle. Den virker og jeg kan stadig mindes dengang min farmor købte hele bønner, i stedet for på forhånd kværnede, bare for at tækkes det fjollede pigebarn, der glad og gerne brugte hele sommerferien på at dreje rundt og rundt og rundt...

Kaffemøllen boede højt oppe i min farmors køkken, og jeg kiggede langt efter den hver eneste gang jeg besøgte hende.

Engang spurgte jeg om jeg måtte arve den. Svaret var at det kunne hun jo ikke bestemme, hun ville jo til den tid ikke længere være her. I stedet rådede hun mig til at huske det og sige til, inden den gik til en anden.

Det var noget grænseoverskridende sådan at sige: "jeg vil rigtig gerne, hvis jeg må få...", men jeg gjorde det og kigger stadig efter den, når jeg kommer forbi hylden den står på.



Meningen er at legen skal sendes videre, men der står jeg lidt af. Jeg kan ikke finde ud af at vælge, men skulle nogen have lyst er det bare at stå på.


Ferieprojektet







Inden ferie med børn, kæreste og cykel slog jeg 10 masker op, der skal blive til et tæppe. Naivt nok tænkte jeg at så få masker nok ikke ville vokse meget inden ferie med meget små pakkemuligheder.

Jeg tog fejl.

I stedet måtte jeg finde noget andet. Noget andet blev inspireret af Henriettes pude, som jeg flere gange har sukket over, og som Henriette for lang tid siden har fortalt om tilblivelsen af.

Rester blev fundet frem og ekstra farver indkøbt. Med blyant og målebånd blev konturene målt op, afsat og blomster tegnet i fri hånd. Henriette havde sagt sprittush, men det skulle hun jo ikke bestemme. At jeg så senere måtte kapitulere og indrømme at sprit og tydelige sorte streger er langt lettere end en tynd en af slagsen, der let forsvinder når stoffet krammes under arbejdet, er en hel anden historie.. hmmm.

Jeg har ellers altid synes at det der med korssting - i det her tilfælde halve - på et allerede optegnet underlag er lidt snyd. For korssting skal tælles og være besværgelige.






Jeg tog fejl igen, for det er meget mere afslappende at sidde med et stykke stof og sy efter på forhånd indtegnede felter. At felterne var mine egne og buen på de enkelte blade kunne ændres efter forgodtbefindende spiller muligvis også ind. Men et hyggeligt arbejde, det har det været.

Baggrunden er stribet af grønne nuancer og når jeg finder det rigtige stof til bagsiden, er den også snart klar til en tur i sofaen.



tirsdag den 24. august 2010

Forfulgt af uheld




Ærø 2010



Det er vist næppe under min lykkestjerne jeg bevæger mig i øjeblikket.
Hele sidste uge gumlede jeg på det nyhedsbrev, jeg godt vidste jeg skulle, og gerne ville, skrive til alle mine medlemmer og forældre. Men ikke rigtig kunne få hul på.

I går fik jeg så sat mig, og på nul kommer nul skrevet noget der lignede en roman. Gemme, gemme på min usb, for computeren mellem alle børnene, som jeg fandt mest praktisk at benytte har ingen forbindelse til en printer eller et program der kan sætte op og gøre pænt.

Derfra gik turen mod kontoret, computer og et ønske om print, fordi det bare er så meget lettere at rette fejl på papir og den søde kollega også lige skulle læse og godkende.... men ak. Alt var væk, bortset fra filnavnet.

Det krævede lige en dyb vejrtrækning, en kop the - og en halv time, for jeg igen fik sat mig og genskabt eller rettere genskrevet hele romanen, Gemt igen, kun for at opleve det samme. Denne gang havde jeg så været så forudseende også at gemme på computeren, så alting var ikke uopretteligt væk.

Hvad så? Jo jeg kunne da sende via personaleintra.. Hvis ellers det ville åbne... Løsningen blev en mail til mig selv, teksten lagt ind i word, hvor det hele kunne ligge og hygge sig til i dag, for nu havde jeg fået nok, tiden langt senere end først beregnet og interessen dalet til under nulpunktet.



Ærø 2010



I dag så, blev alt sat pænt op, fine fonte og overskrifter, dato og jeg skal komme efter dig. Næste step var så at sende. Det gør vi gennem et mailprogram, der plejer at virke fint, men nu kun kom med en errormeddelse, uanset hvad jeg gjorde.

Jeg fik faktisk en mistanke om, at det nyhedsbrev bare ikke var ment at skulle ud.

Men jeg gav ikke op. Gemte igen, denne gang de fine PDF-filer på usb og gik den lange vej (sådan rundt om hjørnet) til bossens kontor, i håb om at han kunne åbne mailprogrammet.

Jeg nåede knap ind ad døren, før et kraftigt vindstød væltede han potteplante med vand ud over bordet til følge.. da jeg så lige havde sagt, at det muligvis var noget med mig, overvejede han om ikke bare jeg skulle smides ud igen.

Dog ikke. I stedet troede han ikke på errormeddelser, men mente jeg sikkert havde tastet forkert - han kunne nemlig godt åbne.. og lukke igen, så jeg kunne få lov at prøve - det virkede så heldigvis. Og mens jeg fik lov at taste og sende, gik han ud for at lave kaffe. Alting virkede og jeg troede den hellige grav var velforvaret.

Altså lige indtil Bossen dukkede op, for den første mail fra forældre, der ikke kunne åbne PDF-filen var netop ankommet. Ind på kontoret igen, ændre filnavn og igen forsøge at åbne mailprogram - med Chefen på sidelinien, der dermed med egne øjne kunne konstatere at errormeddelser forekommer.

Til gengæld ville personaleintra nu gerne samarbejde, alting sendes til Chefen, der ville sørge for ydereligere udbringning. Hjemme (jeg er jo også forælder - til Tøsebarnet, selvom aftalen er, at jeg ikke er hendes mor, når jeg er på arbejde.. det holder næsten) har jeg konstateret at have modtaget to mails - en med nyhedsbrev, der ikke kan åbnes, og en med nyhedsbrev der kan.

Heldigvis!

Flyvende







En bænk i varmen, et solstrejf på kinden og et besøg af en lille flyvende fætter.


Mig og min tandbørste








Jeg er flyttet - for en kort bemærkning. Altså billedeligt talt.

For at blive i billederne er min tandbørste flyttet ind. I hvert fald var det tanken om den oplevelse Anders fik, da jeg kundgjorde at en lillebitte mappe i mit navn nu pryder skrivebordet på hans computer.

De computeransvarlige er nemlig i fællesskab nået frem til at de lyde min maskine med jævne mellemrum gennem det sidste halve år er kommet med, oversat betyder: "Jeg er ved at dø, harddisken kan snart ikke mere..." Det kunne den så ikke, som i: nu er den helt væk.

Problemet lige nu er så bare at min computer har en alder, der betyder at nye kabler og nye stik er kommet til, og en harddisk i min kaliber ikke sådan er til at opdrive.

Heldigvis kan alt findes på nettet, men så kommer leveringstid oveni og da den vist endnu ikke er bestilt kan der godt gå mere end et par dage, før der for alvor kan gives kunstigt åndedræt og jeg kan flytte tilbage på egen pind.

Så lige nu er jeg flyttet og efter en smule åndenød også budt velkommen.


mandag den 23. august 2010

Sensommer







Det er endnu ikke rigtig koldt, døren ud til altanen står stadig åben og frisk luft strømmer ind.

Men det er altså også skønt at hoppe i de tykke sokker indendøre.


søndag den 22. august 2010

Bænkebil(le)








Jeg har længe, som i rigtig længe ønsket mig en bænk på altanen. Sådan en lækker en, i  en træsort, der kan tåle at stå ude i alt slags vejr, og som kan danne rammen om udelivet med strik og the og sol og alting.

De lækre af slagsen jeg har set, har oftest stået i andres haver og ikke været tilgængelige. Samtidig havde jeg et vist prisloft.

Engang jeg cyklede en lang tur, kom jeg faktisk forbi en butik hvor udforming og pris gik op i en højere enhed, men cykel og langt og transport og, og, og, gjorde at den aldrig blev min.

I torsdags stoppede jeg ved centret på vej hjem. Og så stod den der. Lige den bænk jeg ville have i lige den rigtige størrelse. Jeg var på cykel og selvom man måske nok kan balancere et samlesæt i en papkasse på en cykel, blev jeg alligevel enig med manden i butikken om at køre hjem og hente klapvognen.

Det gav samtidig mulighed for at måle om den nu også kunne stå der. Det kunne den og udstyret med mere fornuftige sko, blev klapvognen (der absolut har set bedre dage og udelukkende findes endnu til netop den slags situationer) luftet og turen gik tilbage.

Manden i butikken så noget brødebetynget ud da jeg ankom, og måtte erkende at mens vi havde snakket tidligere, havde en anden ekspedient solgt den allersidste, så de nu kun havde udstillingsmodellen tilbage.

Pyt, sagde jeg og tog udstillingsmodellen.






Skulle nogen være i tvivl er der lagt op til masser af grin og mere eller mindre sjove kommentarer, når man kommer kørende med en bænk. Specielt de to gamle sprittere ved vandtårnet, fik sig et godt grin.

Hjemme passede den perfekt og da Anders viste sig at krydse min vej, var det heller ikke noget problem at få den op af trapperne.

Siden er vi flyttet ind og mere end en eftermiddag er brugt, sammen med tæpper, puder og the, med solen som nabo og et håndarbejde inden for rækkevidde.

Det kan godt være, det bare er en ting, men nej hvor er jeg glad for den.
Samtidig er den en fødselsdagsgave fra min mor, for hun øremærkede en stak penge, der siden har ligget og ventet på lige præcis den her bænk  - tak mor :)



Mere opbevaring





Måske havde jeg nok forventet at Tøsebarnet straks ville falde over de små poser og tilegne sig op til flere, inden jeg kunne nå at blinke. Men det gjorde hun ikke.

I stedet mente hun, de ville være perfekte til gymnastiktøjet og håndklæder, hvis bare de var lidt større.

Så hun kiggede i stofkurvene, valgte - både stof, bånd og garn - tegnede og fortalte, mens jeg målte op og lavede mønster til en noget større pose.

Den er allerede taget i brug og en ekstra er vistnok et ønske... Det skulle vel nok kunne lade sig gøre.






Egentlig ville jeg hellere have syet en taske til mig selv, men det måtte vente og en formiddag inden arbejde nåede jeg at udføre de tanker, jeg i nogle dage havde gået med om en taske.

Jeg havde ikke nogen fine spænder eller andet af den art liggende. Jeg ville ikke købe det mindste, så resultatet er udelukkende brug af hvad jeg lå inde med og ideer om lommer nok.

To lommer udenbords, der efter planen skal lukkes med en knap og to indeni, der ikke kan lukkes. Bindebånd, hvis jeg finder det nødvendigt at lukke og en lang strop, der ikke kan reguleres, men til gengæld er udmålt efter mig og mine ønsker.

Jeg nåede aldrig til knapperne på de yderste lommer, og sjovt nok er jeg stadig ikke kommet dertil. Men knapper eller ej, er den intet mindre end perfekt, og den har hængt på mig siden jeg styrtede ud af døren i sidste sekund, for ikke at komme for sent.

Jeg har tænkt at en udgave i andre farver eller måske voksdug, for at modarbejde regnen kunne være en god ide. Emilie har udtrykt mere end almindelig misundelse, og vil gerne have en i hendes størrelse. Men lige nu er den min, og min alene og findes kun i eet eksemplar :)









Tid til projekter







Mange er de gange jeg har tænkt tanken at; hvor er det lige utjekket at være rimelig habil både med strikkepinde og symaskine og så alligevel altid rende rundt med det aktuelle projekt i en grim plastikpose.

Mange er de gange jeg har overvejet hvordan problemet kunne løses på en fornuftig, pæn og tiltrækkende måde, og mange er de gange en mulig løsning har været lige uden for rækkevidde.

Men så en dag - for små fjorten dage siden - var den der. Ideen. Lige inden jeg tog på arbejde.
Men den var god nok, for da jeg nåede hjem, sad den stadig fast og prototypen så forholdsvis hurtigt dagens lys.








Derefter gik der produktion i det. Kurvene med stof gennemkigget og bunker omformet til klippede dele, der i løbet af de næste dage endte som små poser, gennemforede og med små lommer, der har en perfekt størrelse til små projekter.

Nogle små projekter har det med at vokse, og jeg er sikker på at noget af indholdet hen ad vejen vil vokse ovenud, men den tid den sorg. Der findes helt sikkert andre løsninger når det bliver nødvendigt.




Hostile takeover




Når man lørdag forsøger at tænde sin computer og som eneste respons får en sort skærm med ordene "Vi har prøvet, vi har forsøgt, men vi kan ikke finde styresystemet.", bliver man en smule mat i betrækket.

Når så samtidig den computeransvarlige i familien ikke er hjemme, er der ikke meget andet at gøre, end pakke sammen og vente.

Når disken, der forhåbentlig skal kurere ulyksaglighederne er forsvundet - for heldigvis senere at blive fundet igen, og når det hurtigt går op for den computeransvarlige at en reparation ikke er mulig, må man tage en dyb vejrtrækning og prise sig lykkelig for at det er ikke er længe siden alt blev gemt.

Hurtigt er måske så meget sagt, for enhver operation tog halve timer og den computeransvarlige nåede et punkt, hvor han var overbevist om at maskinen bevist provokerede.






Når den computeransvarlige ender med at slukke, pakke sammen og tage ud i byen - ikke kun for at more sig - men også for lidt (meget) support til hvordan der skal pustes liv i de ædlere dele, kan man godt fristes til at sukke dybt.

Et er at de fjorten indlæg der er skrevet, nu forsvinder. Det er sådan det er, og det er der ikke meget at gøre ved. Nogle genskabes måske, mens der for restens vedkommende ikke er meget andet at sige, end vi havde en dejlig tur til Ærø. Noget andet er at man føler sig langt mere amputeret, når dyret ikke virker, end når forbindelsen ud af huset er væk.

Så nu flytter jeg delvist ind i Anders' computer (i hvert faldt når han ikke er her), lever med et middelmådigt billedebehandlingsprogram og den indbyggede udgivelsesmulighed og skriver måske knap så ofte som en egen mulighed ville have udløst.

For indlæg er der, de presser på, og forhåbentlig er de lige på trapperne.


fredag den 20. august 2010

Ferieblomster


Ferieblomster


Inden vi tog mod ærø havde solen i flere uger bagt fra en skyfri himmel. Vores øverste altan uden afskærmning oventil yder ikke megen beskyttelse mod hverken varme eller kulde, og planterne har drukket uanede mængder vand gennem sommeren.

I håbet om overlevelse uden forbrændinger, blev et sejl flikket sammen, sat fast langs altanens kanter og under vinduernes ramme. Planterne blev stuvet sammen, vandet godt og de store baljer fyldt med vand, der forhåbentlig kunne afgive damp, hvis temperaturene skulle blive for høje.

Hvorvidt planterne har holdt af festen og de noget trangere kår, ved vi ikke. Men hjemvendte ser de alle glade ud, og sejlet er gemt væk til næste gang, der kan blive brug for beskyttelse.


Ferieblomster

Leg med strimler


De sidste uger uden netadgang har alligevel ikke været helt forfærdelige. Det er utroligt, hvad jeg har formået at lave af kreative aktiviteter og en smule på, har jeg dog været.

Fra computerne på mit arbejde, har det været muligt at tjekke min mail hver dag, og et par gange har jeg forsøgt at læse lidt blogs.

Men det duer ikke. Det tager for lang tid, jeg er ikke fornuftigt nærværende og jeg endte med bare at scrolle side op og side ned. Kommentarer blev det slet ikke til, og ret hurtigt opgav jeg helt foretagenet.

En enkelt kommentar fik jeg dog lagt. En kommentar hos Hanne, der legede med strimler og gerne ville dele. Og tænk – så vandt jeg.

Den fineste lille nålepude, Emilie straks forelskede sig i og et øjeblik overvejede om kunne bruges som hovedpude til bamsen, eller bare krammes.

Indtil nu har hun ladet mig beholde den, og jeg glædes over den, hver gang jeg kigger på den.

Tusind tak Hanne – jeg synes den er flot, og helt perfekt.


Nålepude


Jeg er ellers ikke overvældende glad for giveaways - i hvert fald ikke når der kræves både det ene og det andet. Der står jeg af. Hanne havde ingen krav, og så vil jeg gerne være med.

Alligevel mener jeg, at som minimum bør de glade vindere flashe rovet, både som en tak og helt sikkert også som en slet skjult reklame for giverens blog.

Overfart


Det er slet ikke nemt at have cykler med i toget. Eller – det er ikke det store problem når cyklerne bare er cykler, og man højest medbringer en lille taske.

Det er først i det øjeblik cyklerne bliver omdannet til pakæsler, med pakkenelliker, telte, soveposer og kogegrej på bagsmækken, at det kan gå hen og blive et problem.

S-togene er lige til at gå ind i. Ligeså var toget fra Odense mod Svendborg, mens intercity og lyntogene er udstyret med tre trin, før man er inde og derefter kan forsøge at finde sin på forhånd bestilte plads til dyret.

Når der så oveni reelt kun er en, der har kræfter nok til at løfte op, kan det blive noget af et logistisk problem at nå det hele inden fløjten og afgang – både når man skal ind og siden ud igen.

Heldigvis er togpersonalet venlige og hjælpsomme, og en smule blinken med øjenvipperne virker som regel også på stærke overarme i nabolaget.

Hvis vi så havde bestilt billetterne med lidt længere betænkningstid, havde det måske også været muligt at få pladser til cykler og ryttere lidt tættere på hinanden… (for det er selvfølgelig ikke min skyld, jeg ikke kunne få oplyst hvornår afkommet ville arrivere fra den fædrende ferie til videre afgang, så billetter kunne bestilles i god tid…  jeg kunne jo ikke have gjort lidt mere ud af at spørge…)

Så var det heller ikke et større problem. Jeg undrer mig bare og tænker på småbørnsforældre med barnevogne eller kørestolsbrugere, der må have svært ved de stejle trapper – gad vide hvorfor der ikke er en mulighed for direkte adgang i de ellers meget behagelige tog.

Færgen derimod – fra Svendborg mod Ærøskøbing – den var ligetil. Og ikke så snart var vi ombord, før følelsen af nærhed, tillid og sindighed slog ud i lys lue. Det var skønt og afslappende og den bedste start på ferien.

Vi var på vej, vi hyggede og vi glædede os til en uge hjemmefra.


overfart

ENDELIG, endelig, endelig…


august 2010


De første meldinger lød på fjorten dage – fjorten dage uden internet. Er du klar over hvor mange gange, jeg nåede at tænke: “jeg kan lige tjekke…. nå nej, det kan jeg ikke..”.

Efter fjorten dage var vi lige vidt. Ingen skrivelser, ingen internet, en til stadighed tudende teenager (der heldigvis selv kunne finde andre adgange til det hellige), ingenting sket – og søndag!

Mere end et opkald senere, viste det sig, at vi var forsvundet. Vi blev fundet og nu manglede bare en konfigurering af boksen, der ikke lige kunne klares i løbet af fem minutter. Undervejs viste det sig også at vi kunne have været på langt tidligere, desværre nåede den information os aldrig.

Flere lidende ansigtsudtryk fra teenagere og en voldsom lyst til at skrige “Giv mig den gamle udbyder tilbage” senere er vi nu delvis på. Det viser sig nemlig at boksen ikke umiddelbart vil samarbejde med routeren, så lige nu er jeg på via en direkte ledning. Hvordan de andre så skal få adgang til omverdenen, det er ikke helt afklaret, og kommer måske til at give lidt hovedbrud og delvise sammenbrud i løbet af weekenden (hvis ikke længere).

Men altså; Jeg er på – endelig. Endelig!


august 2010


Jeg bruger Windows Live Writer. Ud over at fungere helt fint, giver det også muligheden for at skrive masser af indlæg, der ikke nødvendigvis skal udgives, eller kræver en netforbindelse for at blive skrevet.

Så noget er skrevet. Sikkert ikke helt så meget, som en sikker linie ud af huset ville have afstedkommet. Men nok til at de næste dage.. eller uger.. kan krydres med små kapitler der ligger klar til udgivelse… og har gjort det, det meste af de sidste tre uger.

Tilbage er bare at sige:
Dejligt at se jer igen :)

mandag den 2. august 2010

Fejl 40



Hjemvendt fra ferie må vi se i øjnene at Anders aka Mr Epic McPhail "glemte" at afsende tilmelding til internet (og telefon og tv) i forbindelse med at hele beboelsen er overgået til ny udbyder.

Jeg kørte forbi i morges og forsøgte at tude en smule, men faktum er at vi vist er uden netforbindelse de næste 14 dage.
(Jeg tror der vanker bank, når teenageren får de kolde facts serveret...)

Ud over det, har vi haft en fantastisk ferie og jeg vender frygteligt tilbage med billeder, når den tid kommer :)

Fortsat god sommer.