Hverdagssnak

 

Det er tirsdag og Oscar har været på besøg. Det var et par hyggelige timer, og han havde ikke rigtig tid til at tage hjem igen.  På den anden side ville han ikke blive tilbage, hvis hans far gik hjem. 

Næste uge er han i Jylland på ferie med sin mormor og resten af familien, så vi ses ikke. Jeg tænker de får en hyggelig uge, selvom Daniel ikke er helt sikker på han synes det kan kaldes ferie. 

 

 

Tidligere i dag stod jeg over for en problemstilling, som ind imellem kan få mig til at tvivle på egne evner. Senere snakkede jeg med en fantastisk kollega, som jeg stor tiltro til og som er afsindig dygtig til sit arbejde. Hun oplevede samme problematik, og selvom det er en ærgerlig situation, der burde være anderledes, kan en del af mig ikke lade være med at være glad for at det ikke bare er mig. 

Herfra er det så vigtigt ikke bare at lade stå til, men igen og igen finde nye veje og nye muligheder for at komme omkring problematikken og finde gode løsninger. 

I morgen har vi afsat nogle timer efter arbejde til at tale pædagogik, visioner og handleplaner. Det glæder jeg mig til, også selvom dagen bliver lang, for det er så vigtige emner, som er blevet glemt de seneste år, hvor vi har gjort alt hvad vi kunne for at være i en tid, der var noget alternativ, men som også gav liv til nye ideer.

De nye ideer og tanker har ikke kun været midlertidige, de har også givet grobund for meget godt. Samtidig må vi erkende at vi gennem et par omskiftelige år har flyttet os, og er klar til nye udfordringer. Udfordringer der også skal indeholde den grønne profil, som godt kan glemmes i en travl hverdag.

Og mens vi hurtigt kan ende med at blive både højtravende og med store ord, må vi ikke glemme hverdagen, og alt det vi står over for med problemstillinger og almindelig glæde mellem hinanden.

Det er ikke sikkert tre timer i morgen aften er nok. Højst sandsynligt ikke, men det er en god start på noget, der gerne skal ende ud i noget vi endnu ikke er helt sikre på hvad er.

 

Billedet er fra en solskinsdag i København.

 

 

 

Make gnome Mistake

 

Månedens gnome var en ekstra, der blev stoppet ind som en striksammen måneden igennem. En af den slags, der ikke er til at vide hvordan ender.

 

 

Jeg har strikket gnomer nok til at vide at de starter med hatten, så kommer kroppen og til sidst alt tilbehøret. Med den viden er det ikke raketvidenskab at vælge farver som arbejdet skrider frem.

Der skulle efter sigende bruges tre farver. Jeg brugte otte, og fik ryddet lidt ud i lageret af Supersoft. Ganske som jeg planlagde, da jeg startede projektet. Faktisk er jeg begyndt at blive lidt bange for om jeg løber tør for rester inden året er omme. Eller om de sidste gnomer ender med en noget mærkelig/udfordret farveholdning. 

Foreløbig har jeg stadig masser af garn i flere farver end der skal bruges til en, også selvom jeg bruger mere end de anbefalede tre. 

Den tid, den sorg tænker jeg - stadig fast beslutte ikke at tilføre garn til projektet. Der må være mere garn på lageret, som kan bruges. (Jeg ved, der er mere garn på lageret, som kan bruges... Så hvorfor begynde at pive over det nu?)

Månedens gnome er efter sigende en pige. Kvindelige gnomer har i lighed med Tolkiens dværge skæg. Denne gang med en smule bling bling. Anders er tæt på at være en smule misundelig. 

Design: Make gnome Mistake af Imagined Landscape.

 

Garn: Supersoft fra flere steder i flere farver. Jeg brugte i alt 63 gram garn.

Pinde: Jeg strikker alle gnomerne på mine krondyrpinde. De er 3 mm og jeg har dem både med endedutter og som strømpepinde. Jeg bruger begge dele, som mønstret kalder på det ene eller det andet.

Størrelse: Den færdige gnome er 38 cemtimeter høj, den er bredere end den er dyb. Bredden er 15 centimeter og den vejer inklusive fyld og kontravægt 192 gram.

Bemærkninger: Der var en udmelding om flerfarvestrik. Jeg kan godt lide flerfarvestrik - sjovt som det er groet på mig - og endte med at være ret vild med hatten. Specielt svampen er rigtig fin. 

Der skulle have været to farver i mønstret nederst på kroppen, men jeg nøjedes med en. Til genæld brugte jeg tre farver i skægget i stedet for de to der var beskrevet i forklaringen.

Gnomen er stoppet med fyld fra en IKEApude og som kontravægt har jeg brugt 10 store spændeskiver fordelt i to bunker. 

Den skulle ikke have haft arme, men jeg var opsat på arme, specielt fordi jeg ville have de sidste rester af den turkis til at indgå i de der arme. Så det fik den, og jeg synes det virker godt.

 

 

Næsen var et kapitel for sig. Den består af et aflangt stykke strik, som skal foldes på midten og syes fast. Jeg startede med at lukke af fire pinde inden jeg havde strikket den færdig. Og herfra gik det helt galt. 

Jeg synes ikke den blev pæn, uanset hvad jeg gjorde. Et opslag på Ravely og et kig på andres færdige næser, gjorde ikke sagen bedre. Jeg endte med at rulle næsen, sætte et par velvalgte sting rundt om, mest for at holde rulningen, men pludselig også for at give noget form. 

Jeg kan godt lide den færdige næse, som godt nok er stor og fremadstrormende. Men gnomer er vist ikke kendt for små næser....

Vil du se flere billeder af gnomen kan de ses på Ravelry.

Balanceleg

 

Inden vi kørte helt hjem, besluttede jeg at Oscar skulle have sin farmor for sig selv, så jeg stoppede ved legepladsen ved Damhussøen. 

 

 

Det gik hurtigt op for mig, at den er til lidt større børn. Rutsjebanen var nærmest umulig at komme til, og selvom jeg forsøgte at løfte ham op, ville han ikke - der var for højt. Hele legepladsen er en stor balanceleg. Broer af tovværk, nogen steder med trædetrin og udhuggede trappetrin i de høje søjler af træ, er stort set det. Gyngen var for overvældende, men gruset under er umiddelbart et fornuftigt faldunderlag. Vi afprøvede det ikke. 

Der gik alligevel en halv time, inden vi var klar til at komme videre, og så skulle han lokkes med en figenstang. Hjemme ventede mor med nye planer, så vi kunne ikke blive ved at lege. Han var ellers sikker på at vi skulle hjem til mig, anerkendte at det havde været hyggeligt sammen med Rose, og ville gerne gentage en anden gang.

 

 

Han udså sig ret hurtigt en overgang med trætrin, tæt nok på jorden til at han næsten selv kunne kravle op. Efter tre tur frem og tilbage, havde han så meget styr på det, at jeg turde slippe og finde kameraret frem. Hold mig, sagde han, men synes alligevel det var lidt spændende at kunne selv. 

Dernæst blev en tyndere line spændende. Det var sværere og her skulle holdes. Jeg tænkte at det noget tykkere reb, der nærmest var en bro i sig selv, ville være lettere at balancere på, Oscar var klar til udfordringen, klarede det nærmest på egen hånd og gik frem og tilbage et par gange. 

Slutteligt var den lille gyngende and et hit. Han sad ikke længe - det var alligevel for nemt. Hold mine hænder. sagde han, Kravlede på sadlen i opret tilstand og gyngede stående. 

Det var sjovt. Det var også sjovt at hoppe ned i gruset.  

 

 

Jeg tror nu nok jeg skal tjekke muligheden for legepladser fra Sille og hjem, til en anden gang. Det er ærgerligt, når udfordringerne er for store, og det bliver for svært at være med. På den anden side, skal det heller ikke være for nemt.

 

 

Masker på en søndag - Uge 21

 

Ugen kort:

• Jeg fik en kort snak med et glimt fra min barndom. Jeg er ret sikker på der er mulighed for mere. 
• For længe siden startede vi et projekt i Håndværk og design, som alt for længe er blevet overhalet indenom af andre projekter. Nu er der gang i projektet igen, den første prototype færdig og ønsket om flere stod med et klart. 
• Næste års skemaer er hængt op til første gennemgang. Jeg havde lidt forståelsesproblemer, som viste sig at være fuldt forståeligt. Nu mangler jeg bare at forklare for mine teams. (Ganske simpelt er der en del tolærertimer næste år. Mine timer sat ind i skemaet, fordi det gjorde det nemmere for skemalæggerene, men de skal blot pilles ud og lægges lige der hvor det giver mest mening. Der er langt mere mening i at samle sammen til en hel dag og tage på tur, lave projektarbejde eller noget andet, end have en tilfældig time en gang om ugen, hver uge hele året.)
• Ugens aftenmøde betød sprøgsmål, som jeg endnu ikke har fundet svar på. Jeg har forsøgt, men det ender nok med at ringe til en ven. Jeg har heldigvis en god en af slagsen. 
• Jeg havde et udbytterigt møde med skolens grønne dame. Vi har mange gode ideer, som nu skal sælges til de indviede. Vi besluttede at prøve af på en leder, og kunne kun finde skolelederen. Han synes vores ideer lød rigtig gode, og så er vi jo nærmest i mål. 
• Klubben tog i Tivoli. Som altid en fantastisk tur. 
• Kristi Himmelfartsdag var skøn at have til restitution. Efter en femten timers arbejdsdag er det velkomment. Berit havde ellers foreslået at få vikardækning på mine tidlige timer, men det havde jeg ikke lyst til og en enkelt lang dag med fri dagen efter kan jeg sagtens overleve.
• Oscar og Rose havde en fantastisk dag sammen. Det skal vi gøre igen. Næste gang skal Oscar dog vide at vi ikke skal hjem til mig. Det havde han forestillet sig, og var ikke helt tilfreds med at skulle hjem igen. Vi gjorde holdt på en legeplads og balancerede en halv times tid med kvalitetstid til barnet. Det hjalp lidt.
• Næste gang må planlægningen være bedre. 
• Jeg har inviteret til forsinket fødselsdag. Den rykker tættere og tættere på. Drikkevarer er købt ind og Anders har hjulpet med at sammensætte en fornuftig og salatfyldt menu. 

Læse:

Jeg blev færdig med Ruth. Det hele er noget rod, men de fandt morderen, som viste sig at være en af de centrale i persongalleriet. Det er det altid i Elly Griffiths bøger. Rodet handler om hele baghistorien og jeg ser frem til den næste i rækken.Som altid var den let læst og hurtig færdig. 

Næste bog i rækken om Rebekka Matinsson - Indtil din vrede er ovre - er noget mere tung. Jeg er kun lige startet og ikke nået meget længere end bagsideteksten. 

To unge mennesker har mistet livet. Rebekka føler sig hjemme i det nordlige Sverige, hvor naboen passer på hende og hun på ham. En mand har fundet liget af den ene to unge, mon ikke politiet bliver involveret lige om lidt - og dermed formentlig også Rebekka. 

Strikke:

Trøjen til Emile har ligget stille længe. Jeg gik i stå ved ærmerne. Af flere grunde.

Dels må jeg erkende at jeg til tider lider af en tendens til at gå i stå når der ikke længeer er masker på en pind og nye skal findes frem, slåes op eller hvad der nu skal til. Det er lige præcis derfor jeg altid slår op til strømpe nummer to, når den første er færdig. 

Jeg er ikke sikker at det var derfor trøjen gik i stå. Jeg strikker Ulla Tee til Emilie af alt det mohair vi endte med at købe i forsøget på at finde en farve der passede, da jeg tidligere  på året strikkede strømper med flæser.

Undervejs i mohairindkøbet, blev vi enige om at overskudet kunne blive til en trøje til Emilie, og så var der ikke længere nogen grund til at holde igen. 

Emilie fandt en tynd tråd af (vistnok) uld, der har stået på mine hylder de sidste godt femogtyve år, som sammen med en tråd mohair viste sig at være et godt match. De forskellige farver mohair bliver strikket i brede striber.

Emilie er bare ikke så vild med de der striber - og hvilken farve skulle der være på ærmet. Og måske var der ikke mohair nok. Og så gik jeg i stå. Og da jeg tænkte at starte igen, kunne jeg ikke huske hvad hun havde besluttet, hvilket igen betød at den endte med at vente endnu længere.

Nu er den i gang igen.

Jeg synes den bliver fin. Der er to af de lyse mohairnøgler - et til hvert ærme. Emilie købte nemlig et ekstra af samme grund. Planen er lange ærmer, og måske er det vigtigt for hende at hele ærmet har samme farve.

Jeg har stadig garn, og strikker til der ikke er mere. Dernæst tænker jeg nogen tager en beslutning, så jeg kan komme videre. 

  

 

Crossback Tank

 

Jeg har sagt det før, jeg siger det helt sikkert igen - strikkeopskrifter er vejledende. 

 

 

Jeg har strikket en T-shirt, der som udgangspunkt var en ærmeløs top med en meget tæt halsudskæring og strikket nedefra og op i mange dele. 

Jeg har strikket oppefra og ned. Jeg har ændret temmelig meget på halsudskæringen. Jeg har tilsat ærmer, strikket det hele ud i et og i øvrigt også ændret på sidesømmen og måden krydset bagpå endte med at se ud. 

Jeg tror jeg bliver glad for den. Men at forsøge at redegøre for ændringerne, eller at tro jeg kan gentage, det er vist utopi. Jeg prøver alligevel - bare fordi jeg plejer. Men skulle nogen føle sig fristet til at duplikere, kan jeg kun sige, at jeg kan ikke hjælpe, men jeg vil gerne heppe fra sidelinjen. 

For strikkeopskrifter er vejledende, og når vi tør ændre efter egne mål og ønsker, tror jeg på at vi får en anden føling med vores håndværk. 

Og dermed ikke sagt at der er noget som helst i vejen med at følge opskrifter slavisk.

 

 

 

 

Design: Crossback Tank af Anne Jones. 

 

Garn: Lincot i farven Lilla Light. Garnet er fra Garnudsalg og købt for mindst syv år siden - altså godt marineret. 

Der gik 200 gram til hele blusen. Inklusive strikkeprøven. 

Pinde: 3 og 4 mm. Jeg brugte Knit Pro Royale, rundpinde i flere størrelser og længder på spidserne. 

Størrelse: Ja - Jeg lagde ud med en Small over skulderen, tog ud mod en 2XL over brystet, stoppede undervejs, for at den ikke blev for stor og lagde ekstra til mod hoften. 

 

 

Bemærkninger: Jeg brugte ærlig talt ikke opskriften særlig meget. Og så alligevel. Jeg strikkede en prøve, maskeantallet passede, og med den satte jeg ud efter en skulderstørrelse der passer mig. Jeg vidste jeg ville få brug for mere vidde over brystet og lavede derfor et mere rundet ærmegab end opskriften lagde op til. 

Samtidig ringede jeg halsen temmelig meget, både for og bag. Jeg endte med så dyb en halsudskæring  og ærmegab, at jeg hævede skuldrene 10 pinde, inden jeg samlede op til ærmer. Formentlig fordi hør trækker og falder tungere end en lille strikkeprøve viser.

Efter sammestrik skulle jeg ifølge opskriften tage en maske ind på hver pind på bagstykkerne, for at danne krydset. Jeg skulle have strikket til der nærmest ikke var flere masker tilbage, men så var blusen blevet meget lang. Altså rundede jeg, da jeg synes jeg nåede en fornuftig længde og forsatte med blonden. 

Jeg samlede masker op til det inderste bagstykke og håbede at et opskyl ville jævne og gøre opsamlingen mere utydelig. Måske med tiden og mere vask, men lige nu kan det ses. Jeg lan godt leve med det.

 

 

Jeg strikkede en vrangrille inden mønsterborten på både krop og ærmer. Det synes jeg blev pænt.

Ærmerne strikkede jeg et par gange. De blev sådan set rigtig fine til at starte med. Jeg strikkede cirka 3 masker op for hver 4 pinde hele vejen rundt, startede med 12 masker på hver side af skulderen, strikkede frem og tilbage med en ekstra maske for hver vending, indtil jeg nåede de opslåede masker under armen. Herfra fortsatte jeg hele vejen rundt. 

Jeg kan ikke huske om der ifølge opskriften skulle slåes ekstra masker op under armen, men det gør jeg altid, jeg synes det bliver pænest. 

I første omgang gjorde jeg som ved kroppen og skiftede til en større pind inden blonden og tog ud, så det passede med en hel mønsterrapport. Det blev meget stort. Et skift til den lille pind og indtag til et maskeantal der passede nærmeste mønsterrapport blev meget bedre. 

Jeg strikkede rib i halsen Det stod der heller ingen steder.

 

Vil du se flere billeder af T-shirten kan de ses på Ravelry. 

Sammen - hver for sig

 

Vi har snakket om det mange gange, men det er ikke altid snak er nok. 

 

 

Fredag havde jeg lovet at passe Oscar. I min optik betød det han skulle overnatte, I forældrenes at han skulle hjem igen. Altså havde vi lavet planer der ikke helt passede sammen, vi fik koordineret og aftalen med Sille og Rose var i hus. 

Jeg hentede Oscar tidligt, så forældrene kunne tage på arbejde og vi kørte direkte mod Frederiksberg. Bag rådhuset bliver der bygget i vildskab, jeg har ikke givet mig tid til at finde ud af hvad. Det finder jeg nok ud af med tiden. 

Der var et par gravemaskiner, og en kæmpe maskine, jeg på ingen måde ved hvad hedder, men kort fortalt var en kæmpe boremaskine, der tydeligvis kan bore store huller i jorden. Vi stoppede, Oscar kravlede fra cykelvognen op på cykelsadlen og havde et godt kig til den store boremaskine, der heldigvis både borede og nåede at hive boret med jord og alting op af jorden. 

Længere henne mødte vi en cementblander og Oscars lykke var mere eller mindre gjort. 

 

Rose har stadig et veludstyret køkken. Sille drømmer om at sende det videre, for hun leger sjældent med det. Oscars yndlingslege handler om at lave mad, så han blev lykkelig, da han så det og selvom de både nåede at hygge med popcorn og film i hulen under sengen og havde en fest med modellervoks, gik størstedelen af tiden med parallelleg. 

Både Sille og jeg legede med, og alligevel havde vi meget mere tid til voksensnak end vi plejer at have. 

Begge børn var enige om at sådan en dag kan vi godt gentage, og vi endte også med at være væk i meget længere tid end jeg havde forventet. Umiddelbart havde vi snakket om et par timer, fordi begge sidste gang (det er mindst et år siden) hurtigt blev trætte og endte med en smule uvenskab. I fredags var alt godt og alle glade.

 

 

Vi kunne meget muligt snakke længe inden det sker igen. Men helst ikke for længe. 

 

Længe ventet

 

Endelig tog vi i Tivoli. 

Turen der er noget nær Klubbens årlige højdepunkt. Turen der bliver snakket om i lang, lang tid, som bliver set hen imod med længsel og som der allerede dagen efter, dukker glæde op ved udsigten til næste år. 

 

 

Dengang i marts 2020 gik snakken lystigt. Selvom der dengang var et par måneder til vi skulle af sted, var der sommerfugle at spore - fra de store, der har været med igen og igen, og fra de små der endnu aldrig har været af sted uden forældre. Den glæde blev hurtigt slukket.

Sidste år måtte vi se i øjnene at vi endnu engang måtte blive hjemme, være opdelt og gøre noget ganske andet end vi plejer. I år var usikkerheden om vi overhovedet nogen siden igen skulle i Tivoli at spore hos et par af de mest pessimistiske. 

De fik heldigvis baghjul, fandt spændingen frem og i onsdags tog vi i Tivoli. Helt som vi plejer - onsdag før Kristi Himmelfart. Syvoghalvtreds børn, fem voksne. En hel del af de små, der skal gå rundt sammen med en voksen og nogen flere af de større og store, der kan selv. 

 

 

Det gode ved Tivoli er, at det er et afgrænset område af en størrelse, der betyder at vi møder hinanden igen og igen. Dermed kunne jeg sende et par af de allermindste sammen med et par stykker af de allerstørste i Dæmonen, da de små havde sukket og de store kom forbi. 

Jeg havde glemt  hvor små børn fra anden klasse kan være, og hvor lidt de tør prøve. Jeg var i den Flyvende Kuffert flere gange med en af dem, der rent  fysisk var for lille til at prøve alene. Veteranbilerne og karrusellen med flyvemaskiner, stod i høj kurs - her kunne de selv - ligesom Radiobilerne også var et hit. (Her er der også noget med højde og jeg måtte erkende at det var sjovere end jeg huskede).

Et par af de små var klar til det mere vilde, og inden jeg så mig om, var jeg på vej op i Dæmonen med fire af de mindste. Jeg måtte desværre stå over, da de tre af dem var lige præcis for små til at komme med. Det kunne jeg ærlig talt godt leve med, jeg er mere til den gamle rutsjebane. 

Vi fandt noget andet vildt, mødtes med da andre fra vores gruppe, som Berit havde haft i Minen. og satte kursen mod den der Rutsjebane, som viste sig slet ikke at være så farlig som nogen havde tænkt. Må vi prøve igen? Lød det med lys i øjnene og så gik den vilde jagt efter endnu en tur. 

 

 

Det var en hyggelig dag. Også selvom forlystelserne lukkede før vi skulle hjem - det har vi alligevel aldrig oplevet. Tyve minutter i ti var der ikke mere rutsjebane! Der var flere som havde penge tilbage, så Berit besluttede resolut at finde en slikbutik. Det var et hit. Den var heldigvis åben, vi nåede det hele og var alle samlet på slaget ti til afhentning af bussen hjem. 

Helt som vanligt var det en flok temmelig stille og trætte børn vi havde med hjem. En enkelt havde forlagt sin taske, som heldigvis kun indeholdt madkasse og de sidste rester af lommepengene. Et par stykker havde snurret så meget rundt, at de var rundtossede og havde en smule kvalme. Helt som det skal være. 

Vi glæder os allerede til næste år. 

Og lærte at næste år skriver vi ikke hjem hvornår vi tager af sted. Vi skriver bare: Når børnene har fri fra skole.

 

 

 

Masker på en søndag - Uge 20

 

Ugen kort:

• Vi kogte risengrød til hele klubben. Det blev modtaget med åbne arme og alt blev spist.
• En tanke satte rod, jeg delte med en der havde tanker der lignede og inden jeg så mig om, var vi i gang med en større brainstorming, der giver så god mening. 
• En anden tanke, der også giver mening, blev også delt og taget bedre imod end forventet. 
• Jeg fik ny skoleleder til at skrive i månedens nyhedsbrev. Det blev rigtig godt. Det leder til nye tanker og ideer om at få andre til at skrive. Jeg har en aftale med SFO-lederen om at brainstorme videre inden alt for længe. 
• Jeg er fyldt med tanker for tiden og også handleplaner og visioner er klar et eftersyn. Vi er et par stykker der er klar til at skrive om, tilføje nyt og fjerne alt det, der ikke længere giver mening. 
• Min egen klasse var på tur og jeg fik æren af matematik i 6.A. Typetal, meridianer og gennemsnit blev støvet af. Jeg kan stadig mere end eleverne.
• Jeg mødte en langtidssyg kollega. Det var et skønt gensyn.
• Oscar mødte op til leg og bad. Emilie har købt nattøj, så han kan blive sendt hjem klar til natten. Daniel synes det lød som en god ide, ind imellem at sende nattøj den anden vej. 
• Vi snittede, brændte ståltråd på bål og spillede rundbold fælles for hele SFO.
• Et aftenmøde gav grobund for gode tanker om fastholdelser og magtanvendelser kontra det at holde om et barn, fordi det giver tryghed. 
• Det halvårlige eftersyn hos tandlægen blev udbygget med en ny tid til ekstra rensning. Jeg er en af dem, der udvikler tandsten og jeg synes det gør ondt at få det renset. Denne gang vurderede tandlægen at der skulle mere tid til, så jeg dukker da bare op igen og glæder mig vildt til at blive pint og plaget...
• Niendeklasserne havde sidste skoledag med revy, fodbold og vandkamp. 
• I klubben sluttede vi dagen med snobrød over gløderne i et nedbrændt bål. 
• Det viste sig at en af barndommens skolekammerater midlertidigt har taget ophold på skolen. Et hurtigt gensyn fredag, skal helt sikkert foldes ud i næste uge. 
• Jeg har for længe siden lovet Louise at skære hylder af en planke hun havde hjemme. Jeg er ret vild med rundsaven, og synes det var en skøn opgave.
• Jeg har målt skelettet til en overdækning op, læst en smule op på tagpap og tænker jeg skal lave et økonomisk overslag, så de store elever kan stå i læ i regnvejr. De har ventet alt for længe. 
• Efter uger, hvor intet har hængt sammen lykkes det at danse zumba. 
• Søndag med strik og hyggeligt samvær blev desværre aflyst af sygdom. I stedet så jeg Formel1 sammen med Anders. Det var et voldsomt løb. Heldigvis kom ingen til skade. 

Læse:

Lige med et blev morderen kredset ind. Men hvor er morderen? hvordan fanger man en morder, uden skyggen af bevis, og hvor gemmer man sig, når det kan blive nødvendigt?

De sidste kapitler af NatriumChlorid bliver mere og mere hæsblæsende. Jeg er sikker på de når det inden sidste side, men hvor mange når at dø inden da? Og hvor mange er egentlig døde, inden de nåede så langt?

Carl Mørck er sit sædvanlige dystre jeg, Rose kører på, Assad taler stadig i gåder g Gordon hænger i detaljerne. I kulissen befinder sig alle de personer vi allerede kender og et par stykker mere. Jeg er underholdt og har svært ved at lægge bogen fra mig. 

Strikke:

I maj skal der ikke bare strikkes en gnome, der er også muligheden for af den slags gnomer, jeg ikke aner hvordan ser ud. Og de to kan kombineres.

Jeg hoppede på, købte opskriften og har foreløbig modtaget og strikket de tre første dele. Det er begrænset hvor meget strik der er i sådan en gnome, så når opskriften er klippet ud i syv dele, er der hverken meget strik eller meget gnome i hvert stykke.

Jeg har efterhånden strikket gnomer nok til at vide, at de altid starter med huen. Denne er ingen undtagelse. Når huen er færdig samles masker op og kroppen strikkes nedad. Til sidst følger alle detaljerne - arme, næse og skæg for eksempel. 

I morgen dukker del nummer fire op. Alt afhængig af hvordan den arter sig, vælger jeg farve fra bunken af supersoft, som jeg har fundet frem og planlægger at strikke alle årets gnomer af.

Huen er fin. Så mon ikke fortsættelsen også er det?