En lang dag

 

Tirsdag starter tidligt. Det gør tirsdag altid. Men i dag, kørte jeg på arbejde med en følelse af at komme for sent.

Sådan en enkelt uges vinterferie betyder en hel del på lysfronten. Der var strålende sol, da jeg kørte og lysene, som plejer at være tændt forblev slukkede. Til gengæld kunne jeg køre hjem i mørke.

 

 

Tirsdag starter med Håndværk og Design. Sidste år, længe før sommerferien batikfarvede vi med plantefarve over bål. Jeg gemte alt stoffet, mærkede med navne, så alle kunne få deres eget stof igen, og tænkte at det skulle bruges i år. 

Nu er det fundet frem igen. Klassen er ved at tage symaskinekørekort og når det er gjort, syr de et indkøbsnet af eget plantefarvet stof. De bliver ret flotte. 

Nogen er næsten færdige, andre er ikke begyndt endnu. Sådan er forskel på hastigheden. Sådan skal det vist være. 

 

 

Senere lavede vi bål. Vi ristede toast på bålpanden. Selv kedelige toastbrød og papost smager fantastisk tilføjet den røgede smag fra et bål. 

Vejret var skønt og nogen glemte helt overtøjet.

Senere igen var der løntjek, planlagt af den lokale TR-gruppe. Det var hyggeligt, min løn er helt rigtig og jeg nåede ikke forbi pensionsforeningen, der også var mødt op med en lang kø. Jeg opgav, har egentlig en plan om at indbetale lidt mere end nu, men ved telefonen findes, og de rigtig gerne vil hjælpe. 

Min seneste lønseddel ser temmelig sjov ud i forhold til normalen. Af en eller anden grund fik jeg frataget en time om ugen tilbage i august. Mit skema er lagt an på den time, og selvom alle er enige, har det taget indtil nu at få den tilbage. 

Det betød to siders lønliste, som flere synes vi bør sende ind til BUPL, så de kan tjekke at alle tillæg og kvalifikationstrin er kommet med måned efter måned efter måned. Det gør vi da bare, tænker jeg.

Jeg tror det er i orden. Men som de kloge hoveder siger, er det også en del af fagforeningskontingentet.

 

 

Jeg trak cyklen det meste af vejen hjem. Den  var lige præcis så flad, at jeg er en smule bekymret for at den er punkteret. Ved centret fandt jeg luft til at køre resten af vejen hjem. I morgen må jeg hellere gå tids nok til at kunne risikere at den står i kælderen uden luft. 

På vej mod luftpumpen stod vandtårnet klart mod en blå himmel, fra en anden vinkel end  jeg plejer at se det. Tårnet er opført i 1926, og er et fint vartegn for Rødovre. 

Jeg kan godt lide tanken om at det har stået der, og set egnen udvikle sig fra landbymiljø til forstad.

En anderledes samling

 

Havneområdet foran Kulturhavnen i Helsingør rummer fripladser til historiske skibe, som fra tid til anden ligger til og vise en vifte af det historiske vingesus ud i skibsfart. 

Da vi kom forbi, på vej fra streetfood mod banegården, lå en anderledes lille samling skibe fortøjet. 

 

Med Kronborg som baggrund kunne vi tælle seks helt forskellige fartøjer. 

 

• Et fyrskib
• En lodsbåd
• Et dampskib
• En tremasters
• Et lille flådefartøj
• Og endelig M/S June - en isbryder med egen facebookside. 

Allerbagerst er færgen på vej mod Sverige.

Masker på en søndag - Uge 8

 

Ugen kort:

• Vinterferie i Gilleleje, uden planer. 
• En dag i Helsingborg med sol og masser af skridt rundt i byen. 
• En tur ud af Gildbergstien og ture ned i havnen.
• Helt ned i gear og masser af strikketid. 
• En uge fuld af lækker mad, mest frembragt af Anders. 
• En smule arbejde, og et udgivet nyhedsbrev.
• Fund af trykklodser i den lokale genbrug.
• Hjem til en opvaskemaskine, der stadig nægter at samarbejde. 
• Anders har en plan, vi krydser fingre og håber at få gang i den. 
• Jeg opnåede at skrive to blogindlæg hver dag i hele ferien, og er nu kun to indlæg bagud, i den der bagvedliggende ide om at skrive 365 indlæg på et år. 
• Jeg tænker jeg hurtigt kommer bagud igen.

 

 

 

Læse: 

Jeg fik Lone Theils' seneste krimi om politiassistenten Signe Brask i julegave og havde den med på ferie. Hurtigt stod det klart at der ikke var sider nok til hele ferien, og jeg glæder mig til at læse mere. 

Da vi var forbi genbrugen på den anden side af gaden, kiggede jeg derfor boghylderne gennem og fandt Lone Theils' debutroman. om journalisten Nora Sand. 

Jeg er lige så underholdt som jeg var af hendes seneste udgivelse. Nora finder nogle gamle billeder og befinder sig pludselig midt i en gammel sag, der lige nu er temmelig spændende. For hvad sker der lige. 

Midt i  hele mordmysteriet er der også historien om Andreas, hendes gamle ven, som måske i virkeligheden ikke kun er en ven, og kan de ikke bare finde ud af det. 

Jeg har været omkring biblioteket og skrevet mig op til de næste bøger i serien. Jeg håber at kunne hente dem i morgen, for de var alle hjemme. 

 

Strikke:

Det er efterhånden en del år siden jeg sidst strikkede sokker til Anders. Han bruger dem hele tiden, så derfor er det måske ikke så mærkeligt at de er ved at være slidt. 

Jeg har strikket en hel del strømper til ham, som han også er rigtig glad for, men de tykkere sokker bliver godt brugt i kulden og da vi først var begyndt at tale om det, var det måske derfor min blik blev draget mod strømpegarn på tilbud, da vi den sidste dag i Gilleleje gik forbi byens garnbutik. 

Anders var ikke sen til at sige ja tak og valgte en blå og en grå, der sammen skal blive til et par af de tykke sokker, jeg strikker med to tråde på pind 4.

Det går hurtigt.  

Manou Cardigan

 

Det første håndtenspundne garn er omformet til en cardigan. Jeg synes stadig det er vildt at lave sit eget garn og derefter forvandle det til noget der kan bruges. 

 

'

 

Manou er en sweater, men jeg opgivet sweaters. Jeg bruger dem ikke. Altså laver jeg alt om til cardigans. Jeg har strikket rundt, og klippet op. Det var grænseoverskridende de første gange, nu synes jeg det er fantastisk og nemt. 

Da vi i efteråret legede med ler i Klubben, lavede jeg en flok knapper. Med håb om at farven passede sådan nogenlunde glaserede jeg halvdelen med en petroleum, der viste sig at være perfekt. 

De er lidt tykke, jeg håber det betyder de tåler lidt mere end tyndere keramikknapper. Jeg tænker att når vi næste gang finde leret frem, prøver jeg igen, men med en plan om et tyndere resultat. 

Det håndspundne garn er totrådet. Ulden er fra Jacobs-får og var en del af et breed and color study Rachel fra Wool 'n spinning stod for, for et par år siden.  Ulden bestod af tre naturlige farver - hvid, grå og sort - iblandet klare farver. Jeg spandt og tvandt så jeg fik en fade fra det lyse over det grå til det mørke. 

 

 

Da jeg var færdig fandt jeg et kommercielt garn til bundfarven og startede mønsterfarven fra den lyse ende af mit nøgle. Da jeg nåede nederst på kroppen, nåede jeg også den grå del af garnet. Det betød at kontrasten var så lav, at man nærmest ikke kan se de allernederste pinde med mønsterstrik lige over ribben. 

For at undgå den lave kontrast, besluttede jeg at starte mønsterstrikken på ærmerne i den anden ende af nøglet og fik dermed også den sorte med. 

Den er varm, jeg synes den er blevet god, og det er jo altid godt.

Design: Manou af Isabell Kraemer.

Garn: Camaroses Økologiske Hverdagsuld i farven Søgræs sat sammen med eget håndspind. 

Der gik 303 gram Hverdagsuld og 62 gram håndspind til hele trøjen.

Pinde: Hele trøjen og ribben forneden er strikket på pind 4 mm. Ribberne langs forkanter, hals og ærmer er strikket på pind 3,5 mm. 

Størrelse: Jeg gik ud fra en størrelse 3 og tillagde de ekstra masker ærmerne har i en størrelse 4. Jeg passer sjældent maskeantallet til ærmer. 

Hvordan jeg nåede frem til lige de størrelser er jeg ikke helt sikker på. Jeg er langt fra sikker på at min strikkefasthed passede med opskriftens. Jeg plejer at lave en beregning, jeg kan bare ikke finde noter på beregninger. Men det har jeg nok gjort...

 

Bemærkninger: Jeg slog op og strikkede kroppen uden halsribben.

Jeg lagde 5 klippemasker og en ekstra maske, for at opnå symmetri i mønstret, til og flyttede starten på omgangen til midt i klippemaskerne. 

Da jeg delte til krop og ærmer, delte jeg så jeg havde antallet af ærmemasker til en størrelse 4 og fordelte resten så jeg havde 55% af maskerne fortil og 45% af maskerne bagtil. Det passer til mig, når jeg deler mit brystmål lige under armen. 

Herfra lod jeg mønster være mønster og strikkede som jeg synes bedst.

Jeg tog ind til taljen og strikkede lige ned derfra. Jeg ved ikke hvordan ærmerne skal strikkes efter opskriften, jeg lavede en beregning, der betød at jeg ikke tog alt for meget ind, men endte med et antal masker der passede til mønstersektionen nederst på kroppen. 

Jeg tilføjede mønster på ærmerne.   

 

 

Jeg brugte det håndspundne til at hækle, inden jeg klippede trøjen op midt for. Det håndspundne er en lille smule tyndere end hverdagsulden og jeg synes det bliver pænere med en lidt tyndere tråd til at hækle med, så det ikke bliver for bumlet. 

Jeg var usikker på om det ville blive pænt, og gjorde forsøget. I stedet for at strikke hals og forkanter hver for sig, strikkede jeg det hele ud i et og tog ud på hver anden pind, for at forme hjørnet mod halsen. 

Det blev ret pænt, og det kan jeg godt finde på at gøre igen en anden gang.

 

Vil du se flere billeder af trøjen, kan de ses på Ravelry.

 

 

Brusen

 

Jeg bildte mig ind, at jeg havde levende billeder fra geyserne i Island. Det har jeg af en eller anden grund ikke - måske skal jeg lede lidt mere. 

Hvad jeg har er levende billeder fra Gullfoss.

Så med en masse brusen og et kamera, der ikke rigtigt kan følge med finindstillingen:

 

Værftsarbejderne

 

Egentlig var de nemmest at tage toget hjem om Hillerød. Men Anders havde slået op og vidste at madmarkedet i værftshallerne i Helsingør har åbent i weekenderne. Han gad rigtig godt spise frokost blandt de umagestole i den hyggelige (og kolde) værftshal, inden vi tog helt hjem.

Så vi ventede lidt længere og kørte til Helsingør. 

 

 

Ude foran værftet, der er i dag er museum, kulturhus og streetfoodmarked er værftsarbejderne på vej til arbejde.  De er på vej mod porten til værftet og er så levende i deres stålsathed, at jeg altid bliver imponeret når vi ser dem. 

De går hen over sporene, som ikke bruges mere, som ligger parallelt med sporene lokalbanen i dag kører på. Uden at vide det, forestiller jeg mig at de ubrugte spor var en del af værftet og har været brugt når det temmelig tunge materiale sådan et værft har brug for, skulle køres frem og tilbage. 

 

 

Skulpturen eller skulpturerne er skabt af Hans Pauli Olsen og forestiller forrest tre arbejdere i naturlig størrelse og i forskellige aldre. Bag dem kommer endnu en mand, denne gang i halvanden gang naturlig størrelse.

Mens de forreste er enten meget ung, tæt på pensionsalderen eller midt i livet og godt brugt, er den større mand stadig ung, stærk og spændstig. 

Musklerne bugner og som han går der alene, får jeg en følelse af at han skaber respekt omkring sig. Han kunne godt være en af forgangsmændene, når strejker og arbejdsvilkår står på programmet. 

At han er så meget større, giver næring til den historie jeg digter om ham. 

 

Vi fik mad. Det var godt - som altid, og dernæst gik turen hjem. 

Det var dejligt at komme hjem. 

Kjole nummer syv

 

 Den sidste kjole i denne omgang er igen et dynebetræk. 

 

 

Det er muligvis lidt kedeligt at se den samme kjole igen og igen, men lige nu er det den eneste model jeg har lyst til att sy, og den er rar at have på. 

Så hvorfor ændre på det?

Det kan blive helt spændende hvor mange kjoler af den her facon, jeg kan ende året med at have syet. 

Faktisk har jeg klippet til to mere.. Såh...

 

 

Anyways. Vi har haft en dejlig uge væk hjemmefra, og i morgen pakker vi sammen og vender tilbage mod hverdagen. 

Jeg er så klar. Jeg glæder mig til at komme hjem, jeg glæder mig til at komme på arbejde og det kribler en smule i fingrene efter håndværk, jeg ikke har lavet længe.  

 

 

 

 

Design: Aubépine Dress fra Deer & Doe.

 

Materialer: Kjolen er klippet af et en dug med et mønster af blomster og sommerfugle opstået af penselstrøg. Farverne får mig til at tænke camouflage, hvilket ikke rigtig rimer med blomster og sommerfugle. 

Og sådan er der så meget.

 

Størrelse: Mønstret er tilpasset mig. 

 

 

Bemærkninger: Der sker hele tiden en smule ændringer fra det oprindelige mønster. Sådan er det med mig. På  de sidste tre af fire kjoler med et skørt i A-facon, har jeg ændret en ganske lille detalje. 

For ekstra vidde i skørtet, er der på skørtet en flok ganske små læg. Efter mønstret er det wienerlæg, der både er foldede og syede inden skørt og krop syes sammen. 

Det blev simpelthen for besværgerligt, så i stedet har jeg valgt at folde et helt almindeligt læg, holde det fast med nåle og sy sammensyningen hen over hele molevitten. 

Faktisk er jeg tilbøjelig til at mene det er pænere. 

Genbrug er guld

 

Vi bor lige overfor en lille hyggelig genbrugsbutik, med meget korte åbningstider. Butikken bliver bestyret af ældre damer, der tydeligvis ikke rigtig anerkender, når der er mænd til stede. 

Det er i hvert fald Anders' oplevelse, og vi blev enige om, at måske kommer der så få mænd i butikken, at damerne slet ikke kan forestille sig at mænd kan kaldes kunder.

 

 

Vi nåede forbi i går, en halv time inden butikken lukkede. Efter et hurtigt fælles kig rundt, så vi begge noget, der krævede et ekstra blik, og ret hurtigt kunne vi begge gå derfra med guld. 

Anders fandt et groft strygestål og er lykkelig. Han har et fint derhjemme, som han er glad for og har givet en mindre formue for. Det her kostede en flad tier og er allerede brugt på et par af knivene i vores nuværende logi. 

Jeg fandt en kasse med trykklodser. Der var mange og jeg kunne have valgt flere. De to jeg kom ud med, var dem der talte mest til mig, og nu bliver jeg nødt til at købe en gummivalse, så jeg kan lave pæne tryk.

 

 

Jeg synes det er guld, og når de ikke bliver brugt vil de være pæne som pynt. Jeg har vildt lys til at trykke på et eller andet og sy noget. Jeg ved ikke hvad, og jeg ved ikke hvornår det sker. 

Men at kunne. 

Jeg købte også en bog. Fordi den stod der og lignede noget jeg gerne ville læse, og fordi den bog jeg har med, ikke har sider nok til at holde hele ugen. 

Jeg tænker den dukker på på søndag, når ugen gøres op.