Goetheturm

 

Frankfurt er hjembyen for forfatteren og poeten Goethe. Min skolegang inkluderede ikke Goethe og jeg kender egentlig ikke særlig meget til ham. Men der er ikke nogen tvivl om at byen Frankfurt er glad for deres landsmand. 

Du kan besøge Goethes hus, hans barndomshjem og mindst en stor plads er opkaldt efter ham. 

Min første møde - måske i virkeligheden også eneste - var dengang poesibøger var et hit, der stod 1984 i kalenderen og min fars daværende kæreste skrev følgende:

Mister du din hest, kan du få en ny.

Brænder dit hus, kan du bygge det op igen. 

Men mister du modet, har du tabt!

(Frit efter Goethe)

Det er ord jeg altid har båret med mig, og som allerede dengang gjorde stort indtryk. 

I Frankfurt har man vist altid været glad for Goethe og sikkert værdsat hans ord. Goethe levede fra 1749 til 1832 og bare 35 år efter hans død, blev det første Goetheturm (Goethe Tårn) rejst i skovene syd for Sachsenhausen. Syd for floden Main og dermed også syd for Frankfurt. 

Det var et højt tårn. Hele 22 meter, og med en fantastisk udsigt over byen.

Efter WWI var tårnet så vakkelvornt at det blev revet ned. I 1931 blev det genopbygget, nu 43 meter højt og doneret af en jødisk forretningsmand. Jeg tænker at det i historisk henseende er vigtigt at han var jødisk. Ellers havde det nok ikke stået der. 

Tårnet var massivt og der gik ikke mindre end 170 kubikmeter fyrretræ, birk og eg til byggeriet. 

Jeg zoomede ind, for at finde katedralen, og den gamle del af byen. Kirken er lige neden for radiotårnet og syner med sine 95 meters højde ikke af meget. Den er ellers høj, når man står lige nedenfor. 

Tårnet er en turistattraktion, der er 196 trin til toppen og en fin udsigt hele vejen rundt. Fra toppen af tårnet bliver det endnu tydeligere hvordan Frankfurt er en by med modsætninger. De gamle smukke huse og bygninger mellem de nye, høje, moderne forretningshovedsæder. 

I oktober 2017  blev tårnet brændt ned. Branden var påsat, og byen ulykkelig. Det værdsatte vartegn skulle genopbygges. Befolkningen samlede i nærheden af to hundrede tusinde Euro sammen, mens forsikringen klarede det sidste. Det kostede temmelig meget at bygge tårnet op igen. 

Befolkningen blev spurgt og 78% ønskede at det genopbygningen, skulle være så tæt originalen som mulig. Det genopbyggede tårn stod færdigt i juli 2020 og blev igen en attraktion. I dag er tårnet bygget af kastanje og eg. 

Vi tog bussen ud til tårnet og gik langs et stort område med kolonihaver. Da vi skulle den anden vej, viste det sig at der holdt en bus lige rundt om hjørnet. Det var helt fint, vi var klar til en længere gåtur på vejen ud, og ville gerne hjem, da vi skulle den anden vej.

I området omkring tårnet er både en restaurant og et stort legeområde. Vi var klar til at sætte os og drikke noget koldt, efter at have været helt oppe. Men jeg tror det var den eneste restaurant på hele rejsen vi mødte, der kun tog mod kontanter. Vi havde ikke nok, og fandt i stedet en bus. 

Den arbejdende mand

 

Fra vores logi i Frankfurt kørte vi ofte med linje 17, sporvognen, der kørte ind mod byen. 

Sådan en sporvogn kører altid samme vej, altså kom vi altid forbi den store figur af en mand med en hammer. 

Han står der bare. Og hamrer. Han er høj - 21 meter, kan jeg læse mig til. 

Jeg synes han var fin, og blev lidt glad hver gang vi kørte forbi. 

Engang imellem stoppede vi op, lige ved siden af manden, for sporvognen kørte forbi U-bahnen ved Messecenter og derfra var der andre muligheder for at komme rundt i byen. 

Hjemme igen, har jeg slået ham op. Det blev han ikke mindre spændende af. 

Hammering Man er en del af en hel række af hamrende mænd, der står rundt om i hele verden. De er ens, skalaen er forskellig. Han findes i Lillestrøm i Norge, i Seoul i Korea, flere steder i USA og ud over Frankfurt også i Basel. 

Kunstneren bag hedder Jonathan Borofsky og alle figurerne, installationerne eller skulpturerne - kært barn har mange navne - består af en todimensionel mand, af stål, malet sort og en arm, der med maskinkraft bevæges op og ned i hammerbevægelser.

Mændene repræsenterer arbejderen. Over hele verden. Om det er mænd eller kvinder er underordnet. Han er landsbyens håndværker, kulminearbejderen, computeroperatøren, landmanden, rumskibsbyggeren, eller hvem som helst, vi er afhængige af i verden af i dag.

Det blev han ikke mindre fin af. 

Hjemme i vores logi, var Anders den arbejdende mand. Eller det er ham, der laver mad. Vi gider ikke hotelværelser. Vi vil meget hellere passe os selv, gøre som vi vil, og spise når vi er sultne. Her er hotellejligheder en god mulighed. Når altså det fungerer og man kan tjekke ind. 

Det gør det ikke altid. 

Bag væggen er sengen og badeværelset. Bag mig, de store vinduer ud mod byen. 

PalmenHaus

 

Selvfølgelig er der et Palmehus i Palmehaven. Palmehuset ligger midt i Frankfurt PalmenGarten. Det er kæmpestort, og rummer ud over de mange palmer også en restaurant, der var lukket og mest af alt lignede noget, der kunne lejes til overdådige bryllupper. 

Palmehuset blev bygget i 1869, selve haven åbnede i 1871. Initiativet til haven var privat, som mange offentlige stedet i Frankfurt på den tid. 

Palmehuset er en af de største bygninger af denne slags i Europa, og rummer et væld af subtropiske palmetræer, bregnetræer og andre subtropiske planter. Bagerst i det kæmpestore glasdækkede rum, er bygget en grotte med vandfald og akvarier underneden med subtropisk undervandsliv. 

De store træer er så høje, at de truer med at vokse gennem taget, og med mellemrum bliver gartnerne nødt til at fælde et træ eller to, for ikke at skade selve huset og glastaget. 

Det var sådan en fin oplevelse at gå rundt mellem de høje træer, der sikkert har stået der, siden haven åbnede for over hundrede år siden. 

Jeg endte rundgangen med at gå en tur under grotten og vandfaldet bagerst i lokalet, for at sige pænt goddag til de fine fisk, der svømmede rundt i akvarierne. 

Hovedindgangen og det gamle drivhus

 

Som vi kom gående gennem den store botaniske have i Frankfurt, gik det op for os, at vi kommet ind ad en sideindgang. Lige overfor rosenhaven - som var imponerende, men ved at blomstre af - ligger en gammel bygning, med et fantastisk glasparti. 

Det viste sig at være hovedindgangen - og forestiller jeg mig, et af de tidlige drivhuse. Der var pænt inde. Det var ikke stort, men rigtig fint.

Her var både plads til billetter, souvenirbutik, en plantebørnehave på første sal og store lukkede terrarier, der husede kødædende planter og insekter.

Vi gik ned igen, ud i solen og videre til Palmehuset. Det der har lagt navn til haven, og helt sikkert altid har været centrum.

Kaktus og tropiske egne

 

Fra sommerfuglene gik vi videre mod den anden ende af haven. Bag et imponerende springvand, stod en flok drivhuse, der tydeligt var af nyere dato. De rummede alt fra tropiske egne til ørken og de vildeste kaktus. 

Selvfølgelig skulle vi ind. 

De moderne drivhuse var opbygget som stjerner og sekskanter, der hang sammen, og alligevel var helt forskellige. Sekskanterne var overgangene mellem de store stjerneformede områder, der rummede hver en egn i verden. 

Vi fik lov at se de tre forreste stjerner. Resten var lukket af for publikum. Det virkede som om, der var åbent nogen gange. Det virkede også som om en del af resten, blev brugt som plantebørnehave. 

Vi mødte den vildeste regnskov og den tørreste ørken og noget imellem. Store pigge og andre forsvarsmidler, som planter kan omgive sig med, stod i fuldt flor, og selvom det var varmt, var det også spændende. 

Det synes jeg ikke altid kaktus er. Det kan godt blive lidt for ensformigt, sandblæst og kedeligt.

Fra troperne fortsatte vi turen rundt. Haven er kæmpestor, og selvom vi nåede vidt omkring, er jeg sikker på, vi kun så en dal af den. Måske rimelig meget, men absolut ikke det hele.

Sommerfuglehuset

 

Vi bevægede os stadig rundt bagerst i den store have. Fra Georginerne og legepladsen, gik vi tilbage i vores eget spor, for det gik op for os, at vi var gået lige forbi sommerfuglehuset. 

Eller vi var drejet til højre gennem bambusskoven, og så derfor ikke indgangen til sommerfuglene. 

Jeg har været i mange sommerfugle-drivhuse. For der er altid varmt og fugtigt sådan nogle steder. Men jeg har aldrig oplevet at kunne komme så tæt på, så mange forskellige sommerfugle. 

Jeg ved ikke hvad de hedder., men selvom der er tydelig forskel, var de også ret ens. Formen var langt fra den form, jeg er vandt til, at sommerfugle har. 

Stemningen blandt de små flyvende væsener var næsten andagtsfuld. Der var andre end os, og selvom en bedstemor efter bedste evne forsøgte at få sine to små børnebørn til at lade være med at løbe og råbe, forstyrrede de på en eller anden måde ikke. 

Det skal siges, at hun var ret god til at samle dem sammen og gå ud igen. Jeg tror ikke hun synes de var på rette sted, og godt kunne se at sommerfuglene ikke var helt så spændende, som hun havde forventet.

Mellem alle de bevingede væsener, var der selvfølgelig også en del planter og blomster. Og mellem planterne, var der en del med asymmetriske blade. Dem så vi en del af hen over hele haven, og det blev lidt en leg at finde alle de planter, der ikke ville være med i symmetrien.