fredag den 23. februar 2018

Monterede broderier


Jeg havde en aftale med Sille i dag, men jeg lyder stadig som en søløve og er ikke helt på toppen. Det skulle Rose ikke udsættes for.





Altså blev jeg hjemme. Passede på mig selv, og tog hul på det der syning. Ikke kjolesyning, det kræver noget mere planlægning. Som for eksempel at beslutte mig for et snit, et mønster og materialer. Her har jeg ikke det, der ligner et clue.

Til gengæld vidste jeg præcis hvordan jeg ville have broderierne jeg lavede for et par uger siden monteret. De skulle indsættes i et par projektposer. Målene til poserne, målte jeg mig til på den fine pose med får, jeg fik i julegave og tilsatte en rundet top.







Derfra gik det slag i slag. Mønstret tegnede jeg i går, og gemmer til en anden gang - det er en god størrelse. Jeg vidste der skulle lommer indendøre, jeg havde bare ikke helt besluttet hvordan. De opstod undervejs. Indramningen af broderierne er ikke helt lige, men det ses ikke når musikken spiller, og egentlig var jeg ligeglad.

Det har jeg ikke altid været. Jeg har øvet mig i at lægge perfektionismen væk, og somme tider er det helt okey. På en projektpose for eksempel. Her er en halv centimeter til den ene eller den anden side ikke så vigtig, bare det store billede virker.

En kjole virker anderledes. Den skal helst sidde pænt. Her kan en halv centimeter betyde alverden.

Den lille lilla patentstrikkede kjole flyttede hurtigt ind i den ene færdige pose, den anden venter på et nyt projekt. Der skal som nok dukke noget op.







Som prikken over i'et fik lynlåsen en lædersnøre og et par perler. Det gør det så meget nemmere at lukke op og i. Og så ser det pænt ud. Synes jeg.

Det tog ikke lang tid at sy de to poser. Formiddagen gik stærkt og det var super hyggeligt at sidde foran maskinen.





Nu vi er ved udfordringerne


En af de meget få strikketeknikker jeg så godt om aldrig kaster mig over, er flerfarvestrik. Jeg synes ikke det bliver pænt. Når jeg gør det altså. For andre kan godt.





Sidste år strikkede jeg nye vanter. De er allerede slidt så godt som i smadder. Håndtagene på min cykel er så smadrede at strikkede vanter hænger fast og bliver slidt, men med en ny cykel på vej, var tanken om nye vanter ikke langt væk.

Jeg tænkte vanter i flere lag. Vanter der varmer på kolde dage. Der står stadig pelsfoerede vanter på min ønskeliste, men det har ingen givet mig, så jeg holder mig til de strikkede. Men altså vanter med varme - og her dukkede tanken om flerfarvestrik op, for tråde på bagsiden giver et ekstra lag - og dermed ekstra varme.

Samtidig er vanter så overskueligt et projekt, at jeg måske endda kunne se en ende på det.





Jeg valgte Fiddlehead Mittens, og slog op i aftes. Jeg havde garn fra et andet projekt i flere farver liggende - farver der til dels er små stykker, fordi det andet projekt blev prøvet og pillet op. Små stykker kræver muligvis flere hæftninger - men på den anden side. Når der også er et strikket foer, kan hæftningerne næsten klares med en knude. Og klippede ender. Mellem to lag.







Foreløbig er jeg positivt overrasket over fremgangen. Det ser ikke helt så stramt ud som forventet - ej heller så løst som det kunne have været. Altså klør jeg på og ender måske endda med et par hele vanter med mønsterstrik.

Jeg har næsten styr på det der med to tråde over fingrene på een gang. Jeg overvejer Unikarinas fine perledims, og jeg kan ikke huske i hvilken rækkefølge garnet skal ligge for at skabe dominans. Det sidste er ikke vigtigt, jeg ved bare jeg ved det. Men lykkeligt har glemt det.





torsdag den 22. februar 2018

Endnu en udfordring


Sidste år udfordrede jeg mig selv til at skrive et blogindlæg pr. dag. Det var en sjov og til tider temmelig udfordrende udfordring, men mest for sjov.





Nu udfordrer jeg mig selv igen. Denne nye udfordring er lidt mere end bare sjov, og jeg har vidst i lang, lang tid, at den skulle komme. Jeg havde bare behov for at blive færdig med frakken, inden jeg ligefrem sagde det højt.

En gang sidste år faldt jeg over en blog, som jeg under ingen omstændigheder kan finde igen. Og tro mig jeg har søgt. Vidt og bredt. Denne blogejer syede i stor stil. Blandt andet de skønneste halvtredserinspirerede kjoler. Og fordi hun syede så meget, havde hun udfordret sig selv til at sy tolv kjoler på et år.

Jeg har ikke tænkt mig at sy tolv kjoler, men jeg synes det var en fin udfordring, og den blev hængende i min bevidsthed længe. Jeg har tænkt mig at sy seks kjoler på tolv måneder - og ja, februar er næsten slut, så det bliver i stedet over ti måneder - eller i hvert fald inden nytår.

Der er ingen restriktioner. Bevares, det ville være skønt at nedbringe min lager af stof, som mærkeligt nok ikke er blevet mindre efter jeg holdt op med at sy. Halvtredserinspireret kunne også være en god ide, de lavede nogle skønne snit dengang for lang tid siden, men det behøver det ikke. Jeg kunne snildt stille krav, nedbringe lageret og kun købe det tilbehør og eventuelt foer jeg mangler, men det er ikke vigtigt.


Så: seks kjoler - slet og ret!





Stofferne på billederne er i øvrigt næsten alt sammen nyt. Kun det øverste med striberne hev jeg ud af min velvoksne bunke, jeg kunne ikke rigtigt overskue andet. Resten er for mit vedkommende helt nyt - omend jeg har hjembragt det fra Sille, der er ved at rydde ud, smide ud og gøre plads til en større ombygning af en lejlighed, der skal transformeres fra et singlehjem til et hjem med barn.

Sille har til gengæld hjembragt stofferne fra Paris, New York og København. Den engang så fine stofbutik Per Reumert på Strøget, har lagt hylder til noget af det, og den bunke jeg lagde fra mig på bordet er slet ikke det hele. Jeg har en hel sækfuld - så det er ikke materialerne der tynger projektet.

Om jeg når igennem og ender med seks nye kjoler, når året er slut er i virkeligheden ikke så vigtigt. Det vil være lækkert med seks nye kjoler, men langt vigtigere er det at jeg finder min gejst ud i syning, og måske endda allervigtigst at jeg ænder mine vaner eller nærmere tankegange om syning og mulighederne for hvornår, hvordan og hvorfor.

Det sidste er uden tvivl den virkelige udfordring. Men for at nå dertil, får jeg brug for rent faktisk at sidde foran maskinen og få færdige projekter igennem.





Seks kjoler skulle være til at overskue, og så må der selvfølgelig gerne følge alt muligt andet med. Det tæller bare ikke i den praktiske del af udfordringen. I den mentale del vil jeg tro alt tæller med. Der ligger for eksempel mere et stykke lækkert buksestof i bunken fra Sille, og jeg temmelig sikker på at Anders ikke siger nej, hvis der pludselig skulle være muligheder for nye bukser i farvandet.


Så! Nu har jeg sagt det højt - så er det bare at komme i gang...





Omaggio


Med hjem fra min mor i går, havde jeg vasen jeg malede, da Ann-Dorthe og jeg i december var på rundvisning hos Kähler i Næstved.





Fuldstændig som med alt andet der glaseres, sker der noget magisk i brændingsprocessen. At vasen så også kommer i den rigtige indpakning, med navn og logo, gør det på ingen måde ringere.

At mine striber hverken er helt lige eller lige farvefyldte, synes jeg egentlig gør den mere unik. Det var svært - sværere end jeg havde regnet med, og det er også tydeligt på det færdige resultat at de store pensler, var bedre til at holde på malingen og efterfølgende afgive, så striberne blev jævne.

Det er vel helt unaturligt, at der kan være mere farve i en større pensel end i en mindre...





Jeg stoppede ved Damhussøen og tog billeder med svaner som baggrund. En plan om blomster i vasen i dag, er umiddelbart nedstemt. Jeg kan godt mærke, jeg ikke er helt rask, så da jeg alligevel skulle ned og sætte vasketøj over, og hente en pakke lige rundt om hjørnet, besluttede jeg at turen ikke behøvede at blive længere end til Fakta.

Fakta plejer altid at lægge inde med afskårne blomster - men selvfølgelig ikke i dag. Altså står vasen bare og pynter uden blomster. Det er heller ikke dårligt.





Jeg synes stadig det er skønt at vi fik lov at male på så stor en vase. Men den er også meget stor og Anders' spørgsmål om, hvor vi skal opbevare den, ikke helt i hegnet.

Jeg finder vel en plads.





Torsdagsmasker


Jeg tog billederne i går formiddags, inden jeg kørte over til min mor. Senere kørte jeg til Glostrup til en super hyggelig aften. Da jeg kom hjem, fik jeg aldrig skrevet indlægget - derfor kommer det i dag.













Læse:

Jeg er endnu ikke blevet fanget af Annika Bengtzon, men jeg tænker det kommer. Nogen sagde godt nok den anden dag, at denne sidste bog i serien, ikke er blandt de bedste. Og måske er historien bare trukket for langt ud. Det er ikke til at vide.

Jeg læser videre, har endnu ikke set plottet og er lidt i tvivl om hvilke af de spor der ndtil nu er udlagt, rent faktisk skal bruges i historien. Erfaringen siger at det hele ender med at hænge sammen, men lige nu er der langt fra sammenhæng.

Men jeg er heller ikke kommet særlig langt.


Strikke: 

Når jeg sidder i sofaen herhjemme strikker jeg på en lille kjole til Rose. Opskriften fandt jeg i sidste måneds Maries Ideer - August Kjole, hedder den vist, og den er supersød.

Jeg har strikket rundt og rundt og rundt i halvpatent over mange masker, og når snart både indtagninger og ærmegab. Tirsdag aften satte jeg et nyt nøgle til og strikkede endnu en rapport inden jeg gik i seng. Onsdag morgen kunne jeg konstatere at det nye nøgle er en hel anden indfarvning.

Det satte mig lidt i stå. En gennemgang af de resterende nøgler viser, at jeg har endnu et nøgle i den oprindelige indfarvning og to af de "forkerte".

Efter lidt tænken frem og tilbage slog jeg i aftes op til ærmer i den gamle farve, håber at have nok til at kunne videreføre skørtet op til ærmegabet og forestiller mig bærestykkedelen i den nye farve.

Ikke helt tilfredsstillende, men den bedste løsning jeg kunne komme op med.





onsdag den 21. februar 2018

Vinterferie


Da vi begyndte at tale vinterferie, kunne chefen fortælle at flere af os havde feriedage nok tilbage til, at vi enten skulle holde et par dage i vinterferien, eller have et eller andet projekt planlagt, der kræver feriedage inden første maj.





Jeg havde ingen planlagte projekter, så et par dage i vinterferien virkede som en god ide. Chefen fik lagt en plan der betyder at vi afløser hinanden fint hen over ugen og stort set alle får tre feriedage. Mine dage startede i dag. Resten af ugen er dermed skemalagt ferie.

Jeg kan godt bruge et par feriedage. Helt uden planer.





Dagen i dag er brugt sammen med min mor og min søster. Det var dejligt at se dem - det gør vi alt for sjældent. Senere overvejer jeg om turen skal gå om Glostrup og de strikkende damer. Jeg gider godt, men jeg er ikke helt sikker på om min næse er enig.

Siden i aftes har den løbet, men jeg synes det er på retur.

Jeg har stadig tid til at overveje, drikke varm the og tænke for og imod.





tirsdag den 20. februar 2018

Grønt i grønt


Jeg har en fornemmelse af, at det er mindst tre år siden jeg gik i gang med at sy en frakke. Det er ikke helt rigtigt, for jeg kan vende tilbage og se at jeg klippede de første stykker nytårsaften 2016. Til gengæld ved jeg, at jeg samlede stof i lang tid inden - så måske er tre år ikke helt forkert.





Nu er den færdig, og bortset fra den øverste knap, der faldt af da jeg forsøgte at knappe den i går under photoshoot - og som jeg syer i igen lige om lidt - er den helt som den skal være. Jeg overvejede længe en tamp bagpå, men endte med et bælte. Jeg har stadig tre knapper tilbage, så skulle jeg ombestemme mig, kan jeg altid lave det om. Men det ved jeg godt, at jeg ikke gør.

Frakken er inspireret af den frakke Emilie købte for år tilbage. Jeg ville have et lidt mere ensfarvet udtryk, men stadig mange forskellige stoffer. Det tog tid at finde det helt rigtige, og jeg købte en halv meter her og halv meter der som lå og samlede til bunke i alt for lang tid.







Jeg tegnede ikke mønstret selv. Jeg fandt en frakke i et gammelt nummer af Burda, rettede til og lavede overskæringer, så det passede mig. Skørtet blev bredere og ærmerne kæmpede jeg en del med. De var ganske simpelt ikke brede nok, og trods viden, mål og tilretninger, måtte jeg gennem tre helt syede ærmer, før jeg nåede de endelige.

Ærmerne er i virkeligheden det eneste jeg ikke er helt tilfreds med. Der burde have været mere plads. Jeg burde have vidst bedre, men nu er de som de er - og der er ikke mere stof. Af samme grund passer overskæringerne på krop og ærmer heller ikke længere helt - det gjorde de på første forsøg ud i ærmer.

De hæklede blomster, som jeg længe troede skulle være broderede, fungerer umiddelbart fint. det bliver alligevel spændende, hvordan de fungerer i brug. En del af dem sidder trods alt lige der, hvor jeg sidder - når jeg sidder.





Vi tog billeder inden vi stillede os i kø i går. Jeg havde en følelse af at det skulle gå lidt stærkt, kameraet viste sig at være ved at løbe tør for strøm og måtte genstartes igen og igen. Var Emilie heldig nåede hun et enkelt billede eller to, inden det selv slukkede.

Måske derfor lagde Emilie ikke mærke til modlyset og jeg reagerede ikke, da hun satte sig ned og skød opad (noget der sjældent gør godt for nogen) eller at hun valgte højformatet, der er fint, men ikke gør sig godt i blogøjemed.

Det bliver ikke bedre.

Jeg frøs ikke i går, men jeg var kold og frakken er ikke helt så varm som jeg havde forventet. Men så må jeg jo sy en ny!





mandag den 19. februar 2018

Døden er en del af livet


Jeg havde ingen intentioner om at skulle ind til Slotskirken. Jeg synes det er en fin mulighed, men havde ikke selv behovet - kunne fint tænker pæne tanker på afstand. Den beslutning blev hurtigt ændret, da en snak med Emilie fik synliggjort hvor langt der er mellem liv og død i nutiden. Hvor amputeret livet er blevet, når døden ikke længere må være med.





Hun kunne på ingen måde forholde sig til tanken om at stille en afdød - omend pakket ind i en kiste - til skue for alverden. Hun synes det var grænseoverskridende i en grad, så jeg på stedet besluttede at selvfølgelig skulle hun have den oplevelse.

Jeg ville at hun skulle opleve, at døden også kan være fin og smuk og uden alt det negative hun fandt frem. Det handlede hverken om Kongehus eller Prins Henrik, han blev bare facilitatoren for projektet.

Emilie var ikke enig. Så jeg lokkede med sushi og kaldte det en del af hendes opdragelse. Sagde at det var en vigtig oplevelse for hende, også selvom hun ikke på dagen ville kunne se noget som helst i det. Hun var ikke tilfreds, men endte med at indvillige.

Altså tog vi til byen i dag. Emilies skole slutter omkring klokken to, jeg havde morgenvagten i den ferieramte klub (jo i Rødovre ligger vinterferien i uge otte), og kunne gå fra skolen omkring klokken to. Cirka kvart over tre stod vi på Rådhuspladsen og satte næsen mod Kanalerne og Christiansborg.





Jeg havde en naiv forestilling om, at langt størstedelen af alle dem, der ville forbi og sige et sidste farvel, havde brugt weekenden. Emilie mente stort set det samme, omend hun talte en del om at alle måtte være på arbejde. Ingen af os fik ret.

Da vi kom ud fra Rådhusstræde og kiggede mod Frederiksholms kanal blev vi mødt af et hav af mennesker. Køen bugtede sig fra Ridebanen over Marmorbroen mod Stormbroen og op langs Vindebrogade mod Slotskirken.

En kø af den størrelse havde jeg set billeder af på tv, og blev ikke afsindig overrasket. Overrasket blev jeg til gengæld, da vi halvvejs mellem Stormbroen og Marmorbroen blev stoppet af enden af køen, der fortsatte over Marmorbroen, gennem portene, langs Ridebanen hele vejen op til Christiansborg og tilbage igen gennem søjlegange, inden turen gik langs ydersiden af slottet, over Bertel Thorvaldsens Plads, rundt om et aflukke med medievogne fra hele verden (eller i hvert fald Europa) videre langs Thorvaldsens Museum og Slotskirken til trappen og den velbevogtede indgang.

Lige knap tre timer tog det. Tre timer, jeg synes gik hurtigere end forventet og tre timer, jeg er overbevist om, at Emilie synes sneglede sig af sted.  Da vi var godt over halvvejs, lod jeg Tøsebarnet holde pladsen i køen og gik på jagt efter varm kakao. Det hjalp - lidt.





Selvom hun stadig synes jeg er tosset, ikke kan se ideen og mener vi har spildt tiden i kulden, synes hun kirken var smuk og lagde mærke til meget mere end jeg havde forventet. Om oplevelsen var helt så fin og smuk som jeg havde forventet, er jeg ikke sikker på. Jeg er ikke sikker på jeg selv synes det. Men jeg vil stadig mene at hun havde godt af det.

Jeg mistænker min mor for samme tanker, dengang Dronning Ingrid døde og folket også havde muligheden for at tage afsked. Dengang var det min mor, der tog mig med derind - og skal jeg være helt ærlig, var min oplevelse dengang nok ikke væsensforskellig fra den oplevelse Emilie havde i dag.

Vi sluttede dagen med sushi og en smule snak om liv og død.





søndag den 18. februar 2018

Tid til knapper


Jeg har en aftale med Sille i dag. Jeg har tit en aftale med Sille om søndagen. Men i dag er ikke som alle andre søndage, Sille har noget hun skal nå, så jeg ankommer først ved middagstid.

Det giver tid til knapper.





I aftes lagde jeg foeret på frakken til. Jeg syede den op for et par dage siden. I morges fik ærmerne samme tur, og nu mangler kun knapper og tilhørende -huller.

Med en skudt aftale, har jeg pludselig masser af tid til at finde symaskinen frem, måle op og beslutte hvor lukketøjet skal sidde.

Knapperne har ventet længe. Vi købte dem i Paris, da Emilie og jeg var i byernes by for halvandet år siden. Vi fandt den skønneste lille bitte butik fyldt med knapper. Mange, mange knapper i mange, mange forskellige afskygninger og helt sikkert noget for enhver smag.

Planen var metalknapper, gerne flere forskellige - og i virkeligheden også gerne lidt kitsede knapper. Jeg måtte indrømme, da jeg stod der, at jeg har svært ved at vælge knapper, jeg synes er det mindste grimme. Det var sikkert godt Emilie var med. Ellers var jeg ikke kommet hjem med helt så mange variationer.





Jeg har ti at vælge mellem. Jeg tvivler på jeg skal bruge dem alle sammen, men helst alle slags. De fleste har jeg to af, men der er også et par stykker, der kun er en enkelt af. Langt de fleste er af messing, men der er også et par stykker mellem, som Anders mener er en afart af aluminium og efterfølgende malet eller på anden måde efterbehandlet.

De er alle lige store, så jeg behøver ikke overveje hvilke der skal med, før knaphullerne er syet.





Hver gang jeg kigger på knapperne, får de mig til at tænke på den lille bitte, meget gamle mand i butikken, der i bedste skolemesterstil rettede mit franske - både udtale og ordstilling - så det blev så godt, som han nu kunne forvente af en tumbet turist, med ringe franskkundskaber og roste da jeg endelig udtalte til tilfredshed.

Han var super flink og dybt professionel, men jeg er ikke sikker på han havde solgt mig knapperne, hvis ikke jeg havde taget imod hans rettelser.





Jeg har aldrig brudt mig om at sy knaphuller. Jeg ved ikke hvorfor. De første mange år jeg syede, valgte jeg altid andre løsninger end knapper - åbentstående for eksempel - også selvom det viste sig at være temmelig enkelt at sy de der famøse knaphuller.

Følelsen af forfærdelige knaphuller har jeg stadig, til trods for mangeårig samlet erfaring. jeg ved ikke hvorfor - men jeg må hellere komme i gang.

En frakke uden lukning, kunne godt gå hen og blive temmelig kold i brug....