onsdag den 28. februar 2018

Onsdagsmasker


Mens store dele af landet er præget af sne, er det ikke meget der er faldet i Hovedstadsområdet. I morges fandt en lille smule, der nu ligger og pynter rundt om. Men her er ligesom andre steder koldt, det gælder om at pakke sig godt ind, og de par minutter jeg brugte på fotografering gav stivfrosne fingre.

Jeg var tidligt ude til morgenmøde, og overvejede længe om det ville være forsvarligt at køre på cykel. Bagdækket er efterhånden totalt uden slidbane, men ikke om jeg vil bruge penge på en cykel, der alligevel er på vej ud. Emilie har regnet sig frem til, at der gået syv uger siden bestillingen af de nye cykler, når vi runder i morgen. Hun tror bestemt vi kan hente dem i weekenden. Jeg håber med, men er ikke overbevist.

Og mens vi venter kører jeg rundt i adstadigt tempo, på en cykel der har set mere end bedre dage. Det føles som er der grus i kranken, kæden er løs og som det sidste er gearet ved at sætte ud. I kulden kan jeg kun skifte mellem de laveste gear. Foreløbig hjælper en nat i kælderen, så der kan skiftes hele vejen, når jeg trækker dyret af stalden. Det gælder desværre bare ikke længe

















Læse:

Der begynder at tegne sig en historie i historien. Jeg er stadig i tvivl om hvor jeg er på vej hen, mange tråde løber i hver sin retning og der er flere spændingselementer, der kunne blive mere spændende.

Jeg er endnu ikke fanget, og læser ikke meget hver aften.



Strikke:

Med i tasken har jeg stadig den lille bodykjole til Rose. Gårsdagens personalemøde betød at jeg er nået til indtagningerne, der løber over flere omgange, inden sammenstrikken med bodyen.

Pludselig er der ikke langt igen, trods et par fejl og tilbagestrik, har jeg nydt mønstret, som sidder i fingrene og arbejder sig stille og roligt fremad omgang efter omgang.





mandag den 26. februar 2018

Kulde, frost og et stort skab


Frosten vinder, og jeg pakker mig godt ind, inden jeg går ud.





Søndag blev brugt sammen med Sille og hele hendes familie. Jeg har kendt dem siden jeg var ni, og føler mig godt tilpas i selskabet.

Sille har købt et nyt skab, sådan et der vejer et ondt år og skal samles. Samlinger tager tid. Den gamle vesterbroske lejlighed med højt til loftet, stuk og skæve flader lå pludselig langt oppe, da vi løb op og ned ad trapper bærende på sider, bunde, hylder og alt det andet, der skal til for at samle et skab.

Sille havde indrulleret sin mor som barnepige, men al virakken betød at babyen ikke kunne finde sig selv, og inden vi så os om var Sille optaget af børnepasningen. Det var nok det bedste. I stedet tog Silles søster og jeg over, vi samlede de store dele, satte op ved siden af hinanden og fik de første to sektioner skruet sammen, så de ikke flytter sig.





Til sidst var klokken mange. Næste trin involverer larm. Skabet skal fæstnes til væggen, inden de store rullende skydedøre skal både samles og hænges op. Måske bliver jeg indkaldt igen, måske er Sidsel nok som hjælp. Vi spiste, vi ryddede nok gulvplads til at flytte sengen fra lodret til vandret, Sille så frem til at ligge ned, Rose havde ikke sovet og jeg fik et lift hjem.

Det var koldt og mørkt, da jeg stod uden for døren hjemme igen. Anders var for længst gået i seng, men havde brygget varm the inden. Emilie var nærmest lige kommet ind ad døren efter weekend-tøse-hygge og Mr. Grey på film. Hun havde nået at undres over hvor jeg var henne. Og da jeg endelig fik fundet mobiltelefonen frem, havde også Daniel forgæves forsøgt at få kontakt.


Nu er det mandag, ferien er slut, en ny arbejdsuge venter og jeg håber Sille fik en god nats søvn.





lørdag den 24. februar 2018

Aubade


Det er vildt så mange søde opskrifter på børnetøj der findes. De er over alt, og bedst som jeg tror, at nu har jeg nok, dukker der en ny op.

Ikke mærkeligt jeg pludselig havde hele fem projekter i gang til Rose.







Aubade, var en af dem, der bare måtte strikkes. Også selvom jeg stadig tænker undertøj, når jeg ser navnet. Opskriften var en af dem, der kun blev vist som et udsnit på et billede, endnu ikke var udgivet, og som jeg derfor måtte vente på. Til gengæld var den hurtigt strikket.

Den var med, da jeg vaskede uld for et par dage siden, med da jeg tog billeder af projektposerne, og derfor også klar til at blive vist frem. Siden kan den ligge i en bunke og vente på den dag, hvor Rose er stor nok til at kunne passe den.

Jeg gider nemlig ikke strikke alt for småt.









Design: Aubade af Lisa Chemery.


Garn: CottonWool fra Garnudsalg. Farven hedder Mørk Rosenknop.

Hele 128 gram gik der til den lille kjole  - og tre knapper.


Pinde: 3 og 3½ mm. Rundpinde til det meste, strømpepinde til ærmerne.


Størrelse: 2 år. Jeg lavede ikke nogen strikkeprøve, så måske er den lidt til den ene eller den anden side. Det er ikke så vigtigt. Proportionerne ser rigtige ud, og da Rose er præcis et halvt år i dag, vokser hun nok ind i den. En dag.





Bemærkninger: Problemet med udsnit af færdige projekter er, at opskriften ikke altid angiver beskrivelser til det, man troede at se uden for billedet.

Jeg lavede to reelle ændringer - tre, hvis man virkelig tæller.

Efter opskriften går kjolen lige ned. Efter min bedste overbevisning er det god ide med vidde ned om bleomvunde numser. Der skal lige lidt ekstra plads til, for at sidde godt. Derfor tog jeg ud første gang efter ærmedelingen helt som beskrevet - efter 13 pinde vistnok.

Herfra lagde jeg til. Jeg tog ud på hver 8. pind i alt 9 gange. Jeg kan ikke huske hvor mange masker det blev til, men det endte med at gå op med mønsterbortens 6 masker.





Ærmerne var jeg heller ikke helt tilfreds med. De skal efter opskriften være meget korte. Jeg ville have dem lange. Jeg strikkede 15 centimeter glatstrik, inden jeg tog ud til borten forneden.

Her lavede jeg også om.

Igen ifølge opskriften skal der tages temmelig mange masker ud, til en mønsterbort der bliver lidt ballonagtig. Et kig på færdigstrikkede modeller viser at ballonkanten har en tendens til at folde på midten, og det synes jeg ikke er pænt.

Derfor tog jeg kun lidt over halvdelen af de masker ud, jeg skulle have taget ud. At jeg ikke ramte halvdelen præcist, handlede udelukkende om at jeg igen skulle ramme et antal masker, der går op med mønsterbortens 6 masker. Jeg tog ud til 72 masker.

Efter mønsterborten strikkede jeg 1 ret, 2 ret sammen hele vejen rundt, og endte med lidt flere masker end forventet inden hestetømmeaflukningen.

Jeg synes det gjorde ærmet mere velafbalanceret. Men muligvis ikke helt så sjovt.





Så vidt jeg kan se på opskriftens billeder, skulle jeg også have strikket hestetømmeaflukning langs knapkanten, da jeg strikkede rundt i halskanten. Men det kunne jeg simpelthen ikke læse ud af opskriften, så det gjorde jeg ikke.

Havde jeg set det tidligere, havde jeg lukket knapkanten af med en hestetømme og fortsat rundt i halskanten med det samme, og sluppet for et par endehæftninger, i stedet for bare at lukke af.


Har du lyst til at se flere billeder af kjolen, kan den ses lige her på Ravery.





The Daughter Heir


Det er en større kunst at tage billeder af strømper på fødder. Både som model og som fotograf. Jeg brugte Emilie som model i går og brugte Anders som fotograf af mine fødder i dag. Vi stod begge på spisebordet, og det giver så absolut en bedre arbejdsstilling for fotografen - næste gang skal jeg bare huske (ud over alt det andet, jeg også synes jeg skal huske) at kameraet skal ned i højde med fødderne. Det giver så afgjort en bedre vinkel.





Næste gang er på vej - eller jeg har slået op til endnu et par strømper.

Sjalet jeg strikkede sidste år af strømpegarn, og trævlede op kort inde i det nye år er ved at blive til to par strømper. Meget bedre end et sjal. Så lærte jeg det.





Der findes et utal af smukke strømpeopskrifter på Ravelry. Faktisk er det lidt svært at vælge, og jeg er sikker på der hele tiden kommer flere til. Jeg vil gerne betale for opskrifter, men i et anfald af "jeg kan ikke overskue det" endte jeg med at favorisere et antal gratis opskrifter.

Dem har jeg tænkt mig at forsøge at strikke mig igennem.

Bare stille og roligt. Hvis der undervejs dukker flere spændende opskrifter op, kan de altid blive føjet til. Lykkefantens kommende strømpeopskrift for eksempel. De er altså pæne.

I øvrigt ønsker jeg mig sådan nogle strømpeblokkere i træ. Jeg har købt et sæt af acryl, og håber at nogen tegner dem af, saver og sliber blødt i lækkert træ. (Nogen er Anders- og jeg har fortalt ham det!)





Nå men tilbage til strømperne.









Design: The Daughter Heir af Sammi Lynn.


Garn: Trask fra Cleo Garn. Farven hedder Sisyfos.

Der gik 72 gram til et helt sæt strømper


Pinde: 2½ mm. Firkantede Knitpro 15 cm, strømpepinde.


Størrelse: Cirka 39. De er faktisk lidt store. Jeg har en tendens til at strikke strømper lidt store. Det må blive en fremtidig opgave at ændre på det.









Bemærkninger: Nej.

Eller...

Det var hyggeligt at mønstret var forskelligt på for- og bagside. Det gav mere variation undervejs. På den anden side skulle jeg hele tiden følge med i flere mønsterark, det gav længere strikketid.



Har du lyst til at se flere billeder af strømperne, kan de ses lige her på Ravery.





fredag den 23. februar 2018

Monterede broderier


Jeg havde en aftale med Sille i dag, men jeg lyder stadig som en søløve og er ikke helt på toppen. Det skulle Rose ikke udsættes for.





Altså blev jeg hjemme. Passede på mig selv, og tog hul på det der syning. Ikke kjolesyning, det kræver noget mere planlægning. Som for eksempel at beslutte mig for et snit, et mønster og materialer. Her har jeg ikke det, der ligner et clue.

Til gengæld vidste jeg præcis hvordan jeg ville have broderierne jeg lavede for et par uger siden monteret. De skulle indsættes i et par projektposer. Målene til poserne, målte jeg mig til på den fine pose med får, jeg fik i julegave og tilsatte en rundet top.







Derfra gik det slag i slag. Mønstret tegnede jeg i går, og gemmer til en anden gang - det er en god størrelse. Jeg vidste der skulle lommer indendøre, jeg havde bare ikke helt besluttet hvordan. De opstod undervejs. Indramningen af broderierne er ikke helt lige, men det ses ikke når musikken spiller, og egentlig var jeg ligeglad.

Det har jeg ikke altid været. Jeg har øvet mig i at lægge perfektionismen væk, og somme tider er det helt okey. På en projektpose for eksempel. Her er en halv centimeter til den ene eller den anden side ikke så vigtig, bare det store billede virker.

En kjole virker anderledes. Den skal helst sidde pænt. Her kan en halv centimeter betyde alverden.

Den lille lilla patentstrikkede kjole flyttede hurtigt ind i den ene færdige pose, den anden venter på et nyt projekt. Der skal som nok dukke noget op.







Som prikken over i'et fik lynlåsen en lædersnøre og et par perler. Det gør det så meget nemmere at lukke op og i. Og så ser det pænt ud. Synes jeg.

Det tog ikke lang tid at sy de to poser. Formiddagen gik stærkt og det var super hyggeligt at sidde foran maskinen.





Nu vi er ved udfordringerne


En af de meget få strikketeknikker jeg så godt om aldrig kaster mig over, er flerfarvestrik. Jeg synes ikke det bliver pænt. Når jeg gør det altså. For andre kan godt.





Sidste år strikkede jeg nye vanter. De er allerede slidt så godt som i smadder. Håndtagene på min cykel er så smadrede at strikkede vanter hænger fast og bliver slidt, men med en ny cykel på vej, var tanken om nye vanter ikke langt væk.

Jeg tænkte vanter i flere lag. Vanter der varmer på kolde dage. Der står stadig pelsfoerede vanter på min ønskeliste, men det har ingen givet mig, så jeg holder mig til de strikkede. Men altså vanter med varme - og her dukkede tanken om flerfarvestrik op, for tråde på bagsiden giver et ekstra lag - og dermed ekstra varme.

Samtidig er vanter så overskueligt et projekt, at jeg måske endda kunne se en ende på det.





Jeg valgte Fiddlehead Mittens, og slog op i aftes. Jeg havde garn fra et andet projekt i flere farver liggende - farver der til dels er små stykker, fordi det andet projekt blev prøvet og pillet op. Små stykker kræver muligvis flere hæftninger - men på den anden side. Når der også er et strikket foer, kan hæftningerne næsten klares med en knude. Og klippede ender. Mellem to lag.







Foreløbig er jeg positivt overrasket over fremgangen. Det ser ikke helt så stramt ud som forventet - ej heller så løst som det kunne have været. Altså klør jeg på og ender måske endda med et par hele vanter med mønsterstrik.

Jeg har næsten styr på det der med to tråde over fingrene på een gang. Jeg overvejer Unikarinas fine perledims, og jeg kan ikke huske i hvilken rækkefølge garnet skal ligge for at skabe dominans. Det sidste er ikke vigtigt, jeg ved bare jeg ved det. Men lykkeligt har glemt det.





torsdag den 22. februar 2018

Endnu en udfordring


Sidste år udfordrede jeg mig selv til at skrive et blogindlæg pr. dag. Det var en sjov og til tider temmelig udfordrende udfordring, men mest for sjov.





Nu udfordrer jeg mig selv igen. Denne nye udfordring er lidt mere end bare sjov, og jeg har vidst i lang, lang tid, at den skulle komme. Jeg havde bare behov for at blive færdig med frakken, inden jeg ligefrem sagde det højt.

En gang sidste år faldt jeg over en blog, som jeg under ingen omstændigheder kan finde igen. Og tro mig jeg har søgt. Vidt og bredt. Denne blogejer syede i stor stil. Blandt andet de skønneste halvtredserinspirerede kjoler. Og fordi hun syede så meget, havde hun udfordret sig selv til at sy tolv kjoler på et år.

Jeg har ikke tænkt mig at sy tolv kjoler, men jeg synes det var en fin udfordring, og den blev hængende i min bevidsthed længe. Jeg har tænkt mig at sy seks kjoler på tolv måneder - og ja, februar er næsten slut, så det bliver i stedet over ti måneder - eller i hvert fald inden nytår.

Der er ingen restriktioner. Bevares, det ville være skønt at nedbringe min lager af stof, som mærkeligt nok ikke er blevet mindre efter jeg holdt op med at sy. Halvtredserinspireret kunne også være en god ide, de lavede nogle skønne snit dengang for lang tid siden, men det behøver det ikke. Jeg kunne snildt stille krav, nedbringe lageret og kun købe det tilbehør og eventuelt foer jeg mangler, men det er ikke vigtigt.


Så: seks kjoler - slet og ret!





Stofferne på billederne er i øvrigt næsten alt sammen nyt. Kun det øverste med striberne hev jeg ud af min velvoksne bunke, jeg kunne ikke rigtigt overskue andet. Resten er for mit vedkommende helt nyt - omend jeg har hjembragt det fra Sille, der er ved at rydde ud, smide ud og gøre plads til en større ombygning af en lejlighed, der skal transformeres fra et singlehjem til et hjem med barn.

Sille har til gengæld hjembragt stofferne fra Paris, New York og København. Den engang så fine stofbutik Per Reumert på Strøget, har lagt hylder til noget af det, og den bunke jeg lagde fra mig på bordet er slet ikke det hele. Jeg har en hel sækfuld - så det er ikke materialerne der tynger projektet.

Om jeg når igennem og ender med seks nye kjoler, når året er slut er i virkeligheden ikke så vigtigt. Det vil være lækkert med seks nye kjoler, men langt vigtigere er det at jeg finder min gejst ud i syning, og måske endda allervigtigst at jeg ænder mine vaner eller nærmere tankegange om syning og mulighederne for hvornår, hvordan og hvorfor.

Det sidste er uden tvivl den virkelige udfordring. Men for at nå dertil, får jeg brug for rent faktisk at sidde foran maskinen og få færdige projekter igennem.





Seks kjoler skulle være til at overskue, og så må der selvfølgelig gerne følge alt muligt andet med. Det tæller bare ikke i den praktiske del af udfordringen. I den mentale del vil jeg tro alt tæller med. Der ligger for eksempel mere end et stykke lækkert buksestof i bunken fra Sille, og jeg er temmelig sikker på at Anders ikke siger nej, hvis der pludselig skulle være muligheder for nye bukser i farvandet.


Så! Nu har jeg sagt det højt - så er det bare at komme i gang...





Omaggio


Med hjem fra min mor i går, havde jeg vasen jeg malede, da Ann-Dorthe og jeg i december var på rundvisning hos Kähler i Næstved.





Fuldstændig som med alt andet der glaseres, sker der noget magisk i brændingsprocessen. At vasen så også kommer i den rigtige indpakning, med navn og logo, gør det på ingen måde ringere.

At mine striber hverken er helt lige eller lige farvefyldte, synes jeg egentlig gør den mere unik. Det var svært - sværere end jeg havde regnet med, og det er også tydeligt på det færdige resultat at de store pensler, var bedre til at holde på malingen og efterfølgende afgive, så striberne blev jævne.

Det er vel helt unaturligt, at der kan være mere farve i en større pensel end i en mindre...





Jeg stoppede ved Damhussøen og tog billeder med svaner som baggrund. En plan om blomster i vasen i dag, er umiddelbart nedstemt. Jeg kan godt mærke, jeg ikke er helt rask, så da jeg alligevel skulle ned og sætte vasketøj over, og hente en pakke lige rundt om hjørnet, besluttede jeg at turen ikke behøvede at blive længere end til Fakta.

Fakta plejer altid at lægge inde med afskårne blomster - men selvfølgelig ikke i dag. Altså står vasen bare og pynter uden blomster. Det er heller ikke dårligt.





Jeg synes stadig det er skønt at vi fik lov at male på så stor en vase. Men den er også meget stor og Anders' spørgsmål om, hvor vi skal opbevare den, ikke helt i hegnet.

Jeg finder vel en plads.