fredag den 27. april 2012

Sen fredag


Vi skulle have været på hyttetur denne weekend. Men der var alt for få tilmeldte. Så få, at vi ikke kunne retfærdiggøre at tage af sted.
Men noget skulle ske - også for dem, der ikke kunne overskue en hel weekend.



Så vi tager på tur. En tur der strækker sig over mange timer. Skønt vi ikke tager ret langt væk.
Ungerne havde mange gode forslag, og det lykkedes næsten at komme gennem alle forslagene.

Prikken over i'et blev sat da Chefen over alle cheferne kundgjorde, at han mente at kunne låne salen i hans lokale biograf, hvor han arbejder frivilligt, når sidste forestilling er slut.

Det kunne han, så vi starter med bowling i et par timer, inden vi fortsætter til den nærmeste kinesiske restaurant og slutter af med ikke mindre end to film i Chef-chefens biograf.

Det bliver sent, men jeg er også sikker på, at det bliver hyggeligt.

onsdag den 25. april 2012

På tur i det pulveriserende erhvervsliv


Trods rigtig mange ansøgninger og mange samtaler, er det ikke lykkedes Ungersvenden at finde en læreplads. Heldigvis findes et sikkerhedsnet i form af skolepraktik.


April 2012


Skolepraktikken startede i sidste uge, med mødetider og afgang længe inden jeg normalt står op. Jeg nægtede at være den, der skulle vække og trække ud af sengen. Det viste sig at være en god ide, for han kan godt selv. Endnu er han ikke kommet for sent op.

Om det er nemmere at komme op, når det handler om en uddannelse, han har drømt om i mange år. At der er langt mere praktik - faktisk ikke andet - end skolegangen tidligere har budt på, eller noget helt tredie ved jeg ikke. Men han er glad, også selvom han er træt.

Jeg ved ikke hvad skolepraktikken reelt dækker. Jeg ved godt, at meningen er, at han skal fortsætte lærepladssøgningen, og forhåbentlig ende med en rigtig læreplads. Men jeg vidste ikke at skolen også forsøger at afsætte eleverne til den virkelige verden.

Efter kun en uge på skolen er Daniel derfor udlånt til Grundtvigs Højskole i Hillerød de næste to måneder. Første dag var i dag. Det har været en god oplevelse, også selvom han allerede nu ved, at det ikke vil ende ud i en reel læreplads. Grundtvigs Højskole tager nemlig ikke kokkeelever, men kun ernæringsstuderende.

Alligevel er han glad. Han får mulighed for at prøve sig selv af og lære at arbejde under pres. Han lærer forhåbentligt noget om sig selv, og så kræver afstanden at han for alvor forstår at komme tidligt op.

Jeg tror det er godt for ham.

Efter syv år


Jeg var noget utilfreds, da min vægt ikke virkede i morges.

Måske hænger det sammen med, at den har mindst syv år på bagen, og batteriet aldrig er blevet skiftet..


April 2012


Om lidt vil jeg begive mig ud i regnvejret, der har afløst de seneste dages sol og varme.

Jeg kan tåle at blive våd, og med udsigt til at hoppe i de nye gummistøvler, er jeg ganske godt tilfreds.

Det tror jeg også de nytilplantede krukker på altanen vil være.

Og så må jeg hellere huske at investere i et nyt batteri.

tirsdag den 24. april 2012

Ovnleg #2


Emilies andet ovnprojekt involverer en gammel LP og det samme grødfad.


LPskål

Det er første forsøg, og mens hun ikke er helt tilfreds med resultatet, kan jeg se muligheder.
Hun var hjemme, jeg var på arbejde. Så hvis jeg springer et punkt over, er det ikke med vilje.


LPskål

Hun lagde pladen i grødfadet og satte hele herligheden i ovnen.

Varmen - ca 200 grader - fik pladen til at falde sammen i fadet og gav facon.

Hun styrede ikke. Lod det bare ske. Og kan ikke huske hvor længe bagetiden stod på.
Lad det komme an på en prøve.


LPskål

Jeg har tanker om, at en grydeske kunne hjælpe på folderne.

Jeg har også tanker om, at en omvendt skål - af den ovnklare slags - med en højde højere end den sammenfaldne LP, måske vil give et bedre fald og finere folder, end Emilies der lå indeni.


LPskål

Igen må det komme an på en prøve.

Og gamle LP'er kan heldigvis fåes billigt mange steder.

mandag den 23. april 2012

Ovnleg #1


Emilie har leget med ovnen.

To forskellige projekter over samme format.
 
To både ens og dog meget forskellige projekter.

Samme form, samme temperatur - vistnok samme tid.

Her får I det første - senere følger det andet.


Perleskål

Perler, helt efter samme opskrift som dengang hun prøvede første gang.

Forskellen er her, at perlerne når længere op ad skålens sider. At tiden i ovnen er langt kortere og at hun var alene om projektet. Vist endda helt alene hjemme.

Ens for både den første og den sidste er det gamle grødfad, der har vist sig som en god støbeform.


Perleskål

Perlerne er forsigtigt lagt i grødfadet i et lag.

En ovn på omkring 200 grader uden luft - der bare blæser det hele omkuld. Hele molevitten er forsigtigt sat ind.

I løbet af ti til tyve minutter er perlerne smeltet sammen, fadet hevet ud, og når det hele er kølet af, er der nyt til pynt eller gavn.


Perleskål

Altså!?


Jeg har en dobbeltseng og tre lagener.

Det ene lå på min seng, de andre lå rene i skabet.

Troede jeg.

Væk var de.

Ingen rene lagener til min seng.


April 2012


Jeg ledte højt.

Jeg ledte lavt.

Jeg ledte på ungernes senge.

Ungernes enkeltsenge.

Der fandt jeg dem.


April 2012


På Daniels seng ligger mit ene dobbeltlagen.

I Daniels vasketøjskurv lå mit andet dobbeltlagen.

"Er de dobbelte?" sagde han - meget overrasket og uskyldigt...


April 2012


Jeg har en dobbeltseng.

På min seng ligger et lagen til en enkeltseng.

Ikke noget kønt syn...


April 2012


I kælderen snurrer nu to dobbeltlagener i en vaskemaskine.

Når de er tørre, vil jeg finde et gemmested til dem.

Langt fra alt det andet sengetøj.

Så der ikke er mulighed for at tage fejl!

Endelig


Der er ingen tvivl om, at arbejdet med at samle, tegne, klippe og sætte tape på, dækker det største arbejde i processen at folde en taske.


Klar til flet


Nu er de dele overstået. Om lidt er det tid til at folde og flette.

Herfra går det nærmest som en leg.

En leg jeg skal huske ikke at forcere. For det er hårdt for hænder og håndled.

Men det er sjovt...

søndag den 22. april 2012

Den skønneste duft


Der står en mægtig buket af de skønneste roser på mit bord.


roser


De dufter og jeg nyder.

Ann-Dorthe havde dem med i går.

Friske fra Grønttorvet, hvor svogeren min arbejder.

Sten for sten


Jeg er nogen gange lidt langsom. For eksempel var det gået helt hen over hovedet på mig, at Scalabygningen på Axeltorv er ved at blive revet ned. At nedrivningen har været i gang siden engang i januar.

I går så jeg det med egne øjne.


Nedrivning af Scala


Jeg tænker, at det kommer til at tage lang tid, inden bygningen er helt jævnet med jorden og et nyt bygningsværk kan se dagens lys.

Men hvordan er det så med den Scalabygning? Jeg husker dengang det hele genåbnede med restauranter, cafeer, biograf, fitnesscenter og spændende butikker. Men jeg husker ikke noget fra før.

Jeg ved at før ombygningen i 1988-89 husede bygningen stormagasinet Anva. Men jeg erindrer ikke nogensinde at have været derinde. Måske har jeg været der. Jeg ved det ikke. Min barndoms erindringer om stormagasiner hæfter sig ved Daells Varehus i Nørregade, Magasin ved Kongens Nytorv og lidt senere Schou-Epa ved Nørrebro station.
- Det sidste først efter jeg flyttede hjemmefra og i en kort periode boede på det yderste Nørrebro.

Men jeg erindrer ikke Anva.

Allerede inden Anva lå der er stort forlystelsesetablissement på grunden. National Scala rummede både tesalon, restaurant og koncertsal. Det åbnede i 1881 og var første gang københavnerne oplevede elektrisk lys. Senere blev der bygget om og bygget til og navnet blev ændret til La Scala.

I 1957 var det så forbi. Bygningen blev revet ned og en ny så dagens lys. Anva åbnede og var stormagasin frem til 1987, hvor det lukkede og en ombýgning, til den bygning jeg kender, gik i gang.

Det nye Scala med alle de små butikker, restauranter og forlystelser holdt ikke længe, og siden 2001 har bygningen levet et omskifteligt liv med planer om hoteldrift, forsøg på genåbninger og flere ideer til nedrivning og genopbygning.

Nu sker det så. De nye bygninger er allerede tegnede og besluttede. Fire tårne af forskellig højde og drøjde skal fylde grunden. De fire tårne skal forbindes af gangbroer og er tegnet af arkitektfirmaet Lundgaard & Tranberg. 

Jeg synes det ser spændende ud, og venter nu bare på fortsættelsen.

lørdag den 21. april 2012

En kongelig affære


En kongelig affære


Det er ikke så tit jeg ser min søster, eller har mulighed for timer i hendes selskab uden anden indblanden. I dag fik jeg begge dele.

Efter en lang tur rundt i byen, der for en stund endte på en bænk i Kongens have med masser af snak, og mulighed for at samle op på alt det vi ikke lige have styr på, gik vi videre mod Dagmar og dramaet mellem Christian, Caroline Mathilde og Struensee, eller måske snarere resten af adlen.

Det er en smuk film. Og en følelsesladet film. Det er til tider en sjov film og en meget dyb, tankevækkende og gribende film. Da den endte og vi begge måtte knibe en tåre, var min søsters første kommentar, at det er ærgerligt, at man ikke kan ændre historien.

Også selvom historien blev ændret.

Klip, klip, klip...


klip


Olga er ved at blive maltrakteret.

I etaper.

Ellers holder hænder og håndled ikke.

fredag den 20. april 2012

Der bor en bager...


Der er fest i aften. For Klubben og Caféen. Jeg har ikke timer nok, og de klarer sig fint uden mig. Så jeg kunne tage hjem og holde weekend. Ikke et ondt ord fra mig af den grund. Jeg har det helt fint med at holde weekend.


OL-kage


Klubfester har næsten altid et tema.. Denne gang blev det OL, og min første kobling af OL og fest blev en kage med fem ringe. Inden jeg så mig om, havde jeg lovet at lave en kage.

Hvis der skal ringe på en kage, skal det laves ordentligt. Så duer det ikke en simpel chokoladekage og noget glasur. Det var i hvert fald, hvad jeg fik overbevist mig selv om.

Et kig i kagebøgerne fik mig på rette kurs, og jeg må indrømme, at jeg er glad for, at jeg startede allerede i går. To dage fyldt med spørgsmål om kage, hvornår den skulle spises, om den skulle spises, hvem der skulle spise, hvornår den skulle spises.... Det er nemlig det der sker, hver eneste gang jeg bager kage. Det er skønt de er så glade for kage.


OL-kage - med fyld


Jeg startede med to bunde. I hver sin bradepande. Der skal jo gerne være nok. En med chokolade og en med citron. Inden jeg gik hjem i går, havde jeg også fået bikset en hindbærmousse sammen, men den var så flydende, at delene overnattede enkeltvis i køleskabet.

Da jeg mødte i dag fik jeg samlet de to bunde med cremen imellem, og satte hele herligheden tilbage på køl, inden jeg fik hældt flourmelis ud over hele bordet i forsøget på at lave både fondant og smørcreme med kakao. Der var gang i køkkenet - og det kunne ses.


Sikke et rod


Inden jeg fandt kagen frem igen, fik jeg ryddet bordene og gjort klar til næste punkt i operationen. Det lykkedes mig også at flytte kagen fra den bageplade, jeg havde sat den på, til en omvendt bageplade. For nok er bageplader flade, men ikke helt flade. Der er kant nok på sådan en til, at det var svært at komme til.

Efter flytningen smurte jeg smørcremen ud over hele kagen og kanterne, så de færdigrullede marcipanovertræk kunne lægges på. Jeg valgte bevidst at springe over forsøget på udrulning og så videre - specielt fordi Netto havde færdigrullet fra Anton Berg på spotvarehylden.

Jeg ved ikke om det er muligt at glatte ud, så det ikke er muligt at se overgange i sådan noget marcipan. Jeg opgav og lod de runde stykker dække så godt de kunne over den temmelig firkantede - og efterhånden også temmelig høje kage.


OL-kage - inden marcipanen


Slutteligt fandt jeg bolsjefarverne frem, farvede fondanten gul, rød, blå, grøn og sort, inden jeg rullede, udstak og fik flettet fem ringe ind i hinanden.

Emilie og Samar gik amok i resten af sukkermassen. Inden det gik helt galt, lavede Emilie en fodbold og satte i det ene hjørne af kagen.


OL-kage - og Emilies fodbold


Nu er det spændende om ungerne kan lide den. Jeg kender i hvert fald et par voksne, der glædede sig umådeligt, da de så den. De har heldigvis også lovet at gemme et stykke, så vi, der ikke er der i aften, også kan få lov at smage.

Jeg har en ide om, at sådan en kage godt kan tåle at stå et par dage og kun blive bedre.

Heldige Olga


For længe siden fandt Emilie og jeg læderindbundne bøger med gotiske bogstaver. De har ligget længe og ventet på det rigtige projekt.

De har også ventet på, at jeg igen skulle gå i gang med saks og flettninger.


Firkløverheld og historiefortælling


Steen Steensen Blicher gik til den lille røde, og nu er turen kommet til Historien om Olga og Alexis. Det er ikke en bog jeg kender, og der står ingen forfatter nævnt. Men de gulnede sider med de smukke krøllede bogstaver glæder jeg mig til at sætte sammen til en taske til mig.

Det er vist på tide.

Jeg har samlet grønt. Men slet ikke nok. Jeg har tegnet streger om skabeloner i flere størrelser. Mine fingre er blå af kuglepenneafsæt og mine negle, der ellers er begyndt at blive pæne, ligeså.


Firkløverheld og historiefortælling


Og mens jeg hiver side after side ud af historierne om Olga og frihedsbevægelser i Rusland, flyver det om ørene på mig med held i firkløverform.

Endnu en historie tager form. En historie om at finde og passe på. En historie om at kunne se og have lyst til at gemme.

En historie om livet et helt andet sted.

Og jeg glæder mig over at få lov at kigge ind hos andre, fra en svunden tid.

Det bliver en dejlig taske - fyldt med held.


Firkløverheld og historiefortælling

Solskinsmagi


Jeg gik over skolegården i går. Det gør jeg sådan set tit. I går var alligevel lidt anderledes.


April 2012


Jeg gik fra skolebygningen, bag boldburet og mod den ene SFO1-afdeling, for at komme hjem til mig selv. Lige bag boldburet var der over et område på seks-syv kvadratmeter fyldt med glasskår. Mange. Og små.

Jeg kunne ikke lige overskue at begynde at samle op, så jeg skydte mig ind til Peter i den lille afdeling, for at sikre mig at børnene ikke hoppede rundt derude.

Igen? Sagde Peter. Jeg har allerede været ude og samle glasskår op een gang... Meget mærkeligt, tænkte vi begge, mens Peter ville se på det om et øjeblik, og jeg fortsatte mod mig selv og et løfte om at forsøge at få fat i en af pedellerne.

De sad heldigvis på deres pind. Det er ellers oftere, at de ikke er til at finde, men har travlt et helt andet sted. Sådan er det selvfølgelig, for størstedelen af pedelarbejdet foregår ikke på kontoret.

Altså gik Lars straks med, og denne gang gik vi i den modsatte retning og nåede boldburet fra den anden side, end den jeg først havde gået forbi.

Og nærmest magisk var alle glasskårene væk! Som i helt væk! Jeg forstod ingenting og nåede at tænke, at der måtte være noget galt med mig. For jeg havde set dem. Med mine egne øjne. Og nu var de væk. Helt væk! Der var ingen mulighed for, at nogen skulle have nået at fjerne dem, i den korte tid der var gået. Men væk var de.

Lige indtil jeg gik over på den anden side af de seks-syv kvadratmeter, og kiggede tilbage. Så lå de der allesammen igen. Over det hele. Solen spillede et pus, og det var umuligt at se skårene fra den forkerte retning.


April 2012


Mens Lars hentede en kost og en skovl, fik jeg endnu engang fat i Peter, for at lade ham vide, at nu blev de fjernet, og så gik jeg ellers tilbage til Lars, der forsøgte at feje skår sammen, som han ikke kunne se.

Vi har set sjove ud. Det battede ikke meget at feje. I stedet gik vi tre skirdt tilbage, så ud over området og udså os et skår eller tre, gik frem og samlede op, for at samle i bunken af sammenfej, og gå tre skridt tilbage, for igen at kunne se.

Jeg tror vi fik dem alle. Men mens jeg gik rundt der i solskinnet, der nægtede at hjælpe, kunne jeg godt have brugt en støvsuger til astfalt, så vi kunne være helt sikre.

torsdag den 19. april 2012

Uden for damekatagorien


- Se! En pige!

- Pigen har en cykel.


April 2012


Ja, sagde den lille piges mor, mens de gik forbi mig og min cykel,

- Pigen har en cykel.

onsdag den 18. april 2012

Stille morgenstund


Her er helt stille. Alle de andre er gået. Ungersvenden først. Han var på vej ud ad døren, da jeg listede ud fra under dynerne. Så glad, frisk og spændt ud. Første skoledag er altid første skoledag. Også selvom det ikke længere er børnehaveklassen, men en uddannelse det gælder.


Stille morgenstund


Siden gik Anders og Emilie fik øjne. Der er fleksuge på skolen, og de er alle opdelt i hold, med mere eller mindre spænding. Emilie laver mad. I går var det burgere, i dag gælder det is og kage.

Hun er tilfreds med sit hold. Det er spændende og falder ind under hendes interessefelt. Noget anderledes var de to drenge i Caféen, der havde valgt Zoologisk museum, og forventet at skulle udstoppe dyr. I stedet skulle de tegne - og var ikke særlig tilfredse. Jeg håber den planlagte tur til Zoologisk Museum løsner lidt op, og at der er planlagt langt mere end jeg eller drengene ved noget om.

Jeg nyder stilheden, drikker the og strikker lidt. Snart er det mig, der skal ud ad døren. I god tid, så jeg kan nå at proviantere på vejen. En gang i sidste uge kom Henrik og en flok af drengene til at snakke om film. I særdeleshed Blinkende Lygter. Vist nok fra et udgangspunkt om Tove Ditlevsen. Henriks yndlingsfilm er netop Blinkende Lygter, og da flere af drengene aldrig havde set den, blev det bydende nødvendigt at gøre noget ved det.

Så vi skal se film. Ruller storskærmen ned og bruger eftermiddagstimerne lige efter skole i selskab med Torkild, Stefan, Peter og Arne. Jeg  glæder mig til et gensyn, mens mit bidrag bliver at sørge for chips og popcorn - og hente medievognen.

Bliver det en succes er der allerede lagt op til flere eftermiddage med film i det bløde. For har medlemmerne ikke tid om aftenen, må vi tage eftermiddagene i brug...

tirsdag den 17. april 2012

Hov - hvad nu?


April 2012


Når Ungersvenden går ud med vennerne, plejer det at være noget med at hænge ud hos hinanden, eller i godt vejr på stensofaen oppe ved centret. Udhængningen er gerne blandet med både cigaretter og procenter af enhver art.

Her til aften gik han medbringende et håndklæde, rent tøj og shampoo. Han skulle mødes med en kammerat i Vestbadet, ligge i vandet og ordne verdenssituationen.

Cool! Synes jeg, og håber han kommer tidligt hjem, for i morgen starter skolepraktikken - meget tidligt.

Forresten har han også lagt smøgerne på hylden. Det skete engang i sidste uge, da pakken var tom, og lommerne ligeså. Foreløbig har han ikke de store abstinenser. Siger han!

Flot! siger jeg, og håber det varer ved.

Hagl!?


Jeg gik lige og troede at nu er foråret for alvor slået igennem...


Altanen april 2012

Duer ikke - næste!


For lidt over en måned siden gik jeg i gang med et projekt, der bliver fint, men er hårdt for hænderne.


Alt for smalle ærmer... Æv!


det handler om strik på tykke pinde og alt for mange sammenstrikninger af tre masker - hele tiden. Mønstret er fint. Jeg kan rigtig godt lide det, men mine hænder kan ikke.

Derfor er det blevet et sofaprojekt, der kan strikkes en pind eller to på ad gangen. Trods alle ods, er det vokset - og næsten færdigt.

Faktisk manger der kun knapper og kanter til det samme.

Men så prøvede jeg den.

Ak og ve!

Kroppen passer fint. Heldigvis. Men ærmerne. De er både for korte - og for smalle.

Æv!


Alt for smalle ærmer... Æv!


Jeg lod den ligge. Håbede den magisk ville passe bedre efter et par dage. Det gør den ikke. Ærmerne er stadig for små.

Hvis så bare det kun var ærmerne. Men det er det ikke. Jeg har strikket hele raglandele ud i et. Altså er det ikke bare ærmerne der skal trævles op. Det er alt. Ned til ærmegabets start.

Jeg vil have den færdig. Den er nemlig rigtig fin. Og Emilie får ikke lov at prøve den - for den passer sikkert hende...

Så om et par minutter, et par timer eller måske en hel uge piller jeg den fra hinanden og starter op igen.

Jeg skal bare lige sluge kamelen og glemme glæden over at brombærstrikken var slut!

Den lillle røde


Håndtaske til Dronningen


Håndtaske med en smule svaj i hjørnerne.

Fuldfoeret med lynlåslomme og plads til småting.

Røde felter sakset fra alskens dameblade.

Gotiske bogstaver fra sjette del af Steen Steensen Blichers samlede Skrifter.


Håndtaske til Dronningen


Håndtaske til Dronningen


Håndtaske til Dronningen

mandag den 16. april 2012

Sol over Amalienborg


Jeg har aldrig anset mig selv som den store royalist. Men jeg holder alligevel af kongehuset og kunne ikke tænke mig at afskaffe det. For mig er det en kulturinstitution, som jeg synes kalder på stolthed.

At være en del af det ældste monarki, synes jeg er værd at gemme på. Samtidig synes jeg vores kongelige gør det godt og repræsenterer på fornuftig vis.

Jeg er også fjollet nok, til at holde meget af kjolerne.


Fødselsdagsflag i toppen af Christiansborg


Derfor var der en ganske særlig modtager af den røde taske, jeg startede på for godt en uge siden. Det er længe siden, at tanken om collage dukkede op i forhold til taskefletningerne, og cirka samtidig dukkede Dronningens interesse for netop collager op.

Med den lille røde i cykelkurven, tog jeg derfor mod byen og Hofmarskallatet i Amaliegade. Her havde jeg læst mig til at døren var åben for påtegninger af gratulationslister, og jeg regnede med, at der også var mulighed for at aflevere en gave.

Jeg var tidligt af sted, for jeg vidste ikke hvad jeg kunne forvente. I min fantasi var der sort af små ældre damer, der alle ville ønske tillykke. I virkeligheden var der en bedstemor med et par børn, der begge var vældig interesserede i det fine tingeltangel på den kvindelige hofansattes bryst. Hun forklarede og børnene lyttede mens jeg fik stillet min cykel og fundet gaven frem.

Solen strålede og over hele byen smældede Dannebrog. Damen fra hoffet tog glad imod og nåede at blive imponeret, inden hun lovede at sørge for at fødselslaren ville modtage. Jeg havde med vilje ikke pakket ind, for jeg er temmelig sikker på, at det alligevel ikke ville være Majestæten selv, der i så fald ville pakke ud.

Fra Det gule Palæ trak jeg cyklen mod Slotspladsen. I et hjørne stod en konge med en imponerende krone og hermelinskindskantet kåbe og talte i mobiltelefon, mens andre var travlt beskæftigede med at puste balloner op.

På Slotspladsen var mange allerede samlede til balkonscenen, polititet behjælpelige med spørgsmål og et par fra etaten til hest blev beundret af en flok temmelig benovede børn.

Jeg trak op mod Marmorkirken og Bredgade, hvor jeg mødte mange på vej derhen, hvor jeg lige var kommet fra. Bedstemødre med børnebørn, glitter og flag og børnehavegrupper med hjemmelavede kroner og forventningsfulde øjne.

Fra Bredgade drejede jeg ned ad Dronningens Tværgade og kørte mod Kongens Have og endnu et slot. Halvvejs gennem haven kunne jeg høre vagtskiftet med kurs mod Amalienborg. Og netop da jeg trak gennem lågen til Gothersgade gik det spillende korps forbi, fulgt af så mange tilskuere og flagklædte børn, unge og gamle, at jeg et øjeblik følte mig fanget, uden anden mulighed end at følge med strømmen, trods ønsket om at skulle den anden vej.


Rosenborg i forårsstemning


Da strømmen stilnede af, åbnede muligheden for retræte, og jeg hoppede i sadlen og satte kursen mod Rødovre og en arbejdsdag. Jeg havde god tid og nød solen, mens jeg zig-zaggede gennem byen.

På Dronning Louises Bro sad folk og nød solen på bænke hele vejen over, jeg valgte at køre langs Dosseringen og videre af Åboulevarden.

Et stykke ude blev jeg mødt af en cykelbro, jeg ikke umiddelbart genkendte, men alligevel husker at have set før. Jeg fik lyst til at se nærmere på cykelmuligheden deroppe over den brede vej, og drejede ind til højre.

Uden rigtigt at have gjort mig klart, hvor jeg befandt mig, stod jeg pludselig med front mod husrækken, der gav ly, dengang jeg for længe siden pakkede mit gode tøj og flyttede hjemmefra. Den lille lejlighed i Laurids Skaus Gade, som jeg lejede af en bekendt, der flyttede hjem til Jylland efter at have forsøgt sig i hovedstaden.

Den lille lejlighed med udsigt til rod, og med elvarme og toilet på trappen. Det var et godt sted at bo - i en periode. Cirka lige indtil den bekendte bekendtgjorde, at nu havde hun stoppet alle betalinger og ikke vidste hvad der siden skulle ske. Jeg kunne bare blive boende. Men da tovtrækkeriet mellem boligforeningen og advokatkontoret begyndte og jeg pludselig blev afkrævet dobbelt husleje, var den lille lejlighed knap så attråværdig, og jeg pakkede mig sammen et nyt sted.

Lejligheden er der endnu, men udsigten er knap så rodet. Nu er der grønt og omdannet til en del af Den Grønne sti gennem Frederiksberg og København.


Cykelbroen over Åboulevarden


Jeg valgte turen over cykelbroen, vidste retningen var den rigtige, men var noget usikker på hvor jeg ville ende.

Jeg har brugt den grønne sti en hel del, men aldrig ud i enderne. Ret hurtigt nåede jeg kendte omgivelser og begyndte at overveje om ikke den grønne sti, ville føre mig i retning af den nye Supercykelsti. Jeg ved nemlig hvor Supercykelstien skærer Rødovre, og det var stort set den vej jeg skulle.

Pludselig var den der. Den orange cykelsti markeret af enten streger eller fine C'er på astfalten. Den grønne og superstien smeltet sammen til en lang rute, der byder på grønne bølger i lyskurvene og orange ledsagning, så der er styr på retningen.


Superstiens Logo


I Vanløse lod jeg den orange linie dreje, mens jeg fortsatte lige ud og mod en nordligere del af Rødovre. Samtidig var jeg glad for den ekstra gode tid, jeg havde inden jeg skulle møde, for nok var vejret skønt og solen skinnende, men blæsten mente ikke jeg skulle have det for nemt, og blæste hårdt i den modsatte retning af den jeg skulle.

Alligevel lykkedes det mig at nå frem til skolen en halv time inden jeg burde. Det gav tid til at få de røde kinder kølet en smule og få vendt det sidste nye sladder. Og også at få et par af de mere triste nyheder.

Endeløse endehæftninger


Tæppestrik


Det strikkede tæppe er nået ud over karklude og gulvkludestørrelsen og nærmer sig babystadiet.

Der er mange ender. Mange små stykker garn at strikke. De gamle oldemorsfirkantsdele levner ikke meget mere end to-tre-fire meter af hvert stykke garn.

Jeg hæfter undervejs.


Ender


Orker ikke tanken om først at gå i gang, når enden er nået.

Søndag aften


Weekenden er ved at være slut. Synger på sidste vers. Forsvundet. Som sand mellem fingrene.


April 2012


Dagene er gået. I langsomt tempo. Fyldt op med mindst muligt. Det har været skønt.

Jeg har sovet og strikket. Pillet op og strikket igen. Jeg har læst, nydt og set film i rigelige mængder. Jeg har glædet mig over langsommeligheden og pladsen, når vi er alene hjemme.

Jeg fik hentet jord. Og nye krukker. Stablet på cyklen og trukket hjem. Jeg har plantet og smidt ud. Jeg har slæbt på trapperne og fyldt Emilies avisvogn, der endnu ikke er afhentet, til randen med gamle aviser, genbrugsglas og altanaffald. Heldigt nok dukkede Anders op lige tidsnok til at slæbe med, og vi trak vognen i fællesskab mod indholdets nye opholdspladser.


April 2012


Jeg har haft fingre i synåle, strikkepinde, kikærter og roserne Emilie kom hjem med i torsdags. Mest af alt har jeg nydt, og så gør det ikke noget at bunken af vasketøj skriger på hjælp, at opvaskemaskinen trænger til at blive tømt eller at det heller ikke blev denne gang strygejernet blev svunget over den voksende bunke af rent, men krøllet.

Om lidt vil jeg finde dynerne og min varme kæreste, der for længst er krøbet i skjul. Men først skal den sidste sjat the nydes og endnu et par masker skal flyttes fra en pind til en anden.

lørdag den 14. april 2012

Lørdag formiddag


Strikketøjet, der kun langsomt skrider frem.. Alt for hårdt er det at strikke mere end to pinde ad gangen...


Mens timerne ubønhørligt har ædt sig ind på lørdagen, har jeg skiftesvis strikket, læst, nydt at være alene, drukket the, spist chokolade, kigget på solen, der skinner mere og mere og forsøgt at tage mig sammen til at komme ud og af sted.

Inden skulle jeg lige strikke lidt mere, læse et par sider, rode lidt rundt på nettet og nyde at jeg er alene.

Men nu skal det være. Trods mine manglende grønne fingre skal jeg have fat i noget jord. Jeg har tulipaner der trænger, og på forunderlig vis har jeg lyst til at gå i gang. Specielt hvis solen holder hvad den lige nu ser ud til at love.

Af sted...

fredag den 13. april 2012

Lige om lidt


Det er fredag, ungerne skal på weekend, og lige om lidt har jeg fri.. Jo, jo, jeg skal lige møde på arbejde først...

Jeg indrømmer gerne, at jeg glæder mig :)

onsdag den 11. april 2012

Jeg mangler en dag


Der er ikke noget i vejen med firedags uger. Overhovedet ikke. Jeg holder meget af uger med kun fire arbejdsdage.


April 2012


Jeg har bare lidt svært ved at følge med.

Hele dagen har jeg været sikker på, at skulle tidligt af sted i morgen. Også selvom det ikke var noget problem at tage tidligt af sted i dag.

Jeg var også lige ved at glemme at gå hjem. Troede det var tirsdag. Tirsdag har jeg en time senere fri end onsdag.

Jeg har mere end en gang taget mig selv i at føle stress, for fredag er alt for tæt på.

Nu håber jeg bare at huske, at det er i morgen jeg skal hjem og strikke hos Karina. Og kigge nærmere på hendes striber.


April 2012


Jeg er også ret spændt på  morgendagens Tivolibesøg.

Ungersvenden skal nemlig til samtale på en af Tivolis restauranter. En af dem, der ligger midt inde i haven.

Han er tilsagt næsten halvanden time inden haven åbner.

Selvfølgelig er jeg spændt på om de kan bruge ham. Men jeg er faktisk næsten mere interesseret i hvordan han kommer ind. Kan han finde en personaleindgang? Vil de lukke ham ind, hvis han forklarer sit ærinde? Eller bliver han afkrævet en billet for adgang?

Jeg ser billeder, og fniser over scenariet.


April 2012


Får han ikke en læreplads, er der også indkaldt til samtale fredag. Skulle den heller ikke være det rigtige, er der heldigvis udspændt et sikkerhedsnet, og skolepraktikken starter engang i næste uge.

Jeg glæder mig. Han trænger så meget til at lave noget.

Jeg trænger til, at han laver noget!