Luft

 

Der stod marts på kalenderen, da jeg blev færdig med første del af sidste års samsyning fra satsuma Street. Nu knap fem uger senere, er anden del færdig. 

Samsyningen er et ret fantastisk, finurligt og med en lidt naiv streg, billede der tilsammen har overskriften De fire elementer. 

Jeg startede med vand, og fortsatte til jord. Jeg syr på fin aida, jeg har farvet med bomuldsfarve og med et håb om melering. Det fik jeg. 

Jeg har et hav af broderigarn, noget ligger  i en pose i en stor pærevælling, noget sidder i plastiklommer efter et organiseringssystem, jeg fandt dengang jeg arvede alt broderigarnet. Det er ikke optimalt, og måske har jeg en plan for større overblik. 

Det arvede garn er DMC - det meste. Der er et hav af farver, og jeg nægter så vidt muligt a købe nyt, når jeg kaster mig over et nyt projekt. Således heller ikke her. Jeg måtte dog købe et par ekstra grønne farver til jord.

Mit broderigarn har en alder, der betyder at farvenumrene ikke altid findes længere. Jeg ved heller ikke hvad alle farverne hedder, for nogen steder mangler banderolen. Men der er masser af farver, og jeg plukker til projektet så vidt som jeg vurderer at farverne passer.

Jord er meget grøn. Og blomstrende. Jeg kan godt lide træet, jeg synes blomsterne er fine, men jeg er vild med de to får, der holder øje fra et punkt bagerst i billedet. 

Jeg er imponeret over hvor hurtigt og hvor sjovt det var, at sy anden del. Nu er jeg halvvejs, der er lang vej igen, men det er stadig sjovt. 

Det eneste hår i suppen er mit syn. Jeg har svært ved at stille skarpt. Det hjælper med et par briller, men jeg synes det må kunne blive bedre. 

Jeg har bestilt en broderilup, af den slags, der hænger i en snor om halsen  Den er på vej, og jeg tænker jeg venter med næste del, indtil den er fremme. 

Del nummer tre er luft. Der er skyer, en regnbue og svaler. Den er fin og fyldt med lufthuller.  Jeg glæder mig til at sy videre. 

Spind på en søndag - Uge 17

 

Ugen kort:

• Siden jeg startede som lærer har min undervisning mest været planlagt i mit hoved og ofte undervejs. Ikke fordi jeg ikke vidste hvad jeg ville, mere fordi jeg var i tvivl om det var muligt at gøre det jeg ville. Som året rinder ud, får jeg mere og mere styr på planerne og nu fungerer planerne også i praksis. 
• Eleverne synes jeg bestemmer for meget. I torsdags efterspurgte et par stykke kuglebaner. Jeg mener det er vigtigt at jeg som lærer sikrer at de har været gennem tekstil, træ og metal, som der står i læseplanen. det har de lige om lidt, og dermed kan den sidste tid give plads til et selvstændigt projekt. Det kunne godt være en kuglebane, det kræver bare at de laver arbejdstegninger og dokumenterer processen undervejs. Jeg er ikke sikker på, hvor glade de bliver når de får den præsentation. 
• Jeg var til fagfordeling. Det har jeg aldrig prøvet før. Fagfordeling er for de indviede og handler om at fordele fag, klasser og timer mellem skolens lærere for næste skoleår. Jeg tror jeg fik det allerbedste. Alt er ikke endeligt, en fagfordeling er aldrig slut, før alle huller er dækket, og dermed kan der principielt snildt laves om på den foreløbige plan. 
• Den foreløbige plan handler om et nyt team, masser af håndværk og design - også valgfag for de store -og toppet op med støttetimer i egen klasse. Det bliver spændende. 
• Jeg skulle have hentet Oscar og Daniel skulle have spist med. Omstændighederne ville noget andet. Vi ses i stedet på tirsdag.
• Jeg har fået mast mine bryster, afleveret prøve fra den anden ende, og venter vel egentlig bare på indkaldelse til smear-test. Det er fint at kunne sætte kryds ved det, og vide der går et par år før det hele starter forfra. 
• I Københavns Kommune holder skolerne lukket bededag. Der er lagt en plan så timerne arbejdes ind en anden dag. Jeg har ikke det store overblik, men synes egentlig det er snyd at jeg kan holde fri, mens pædagogerne i SFO skal møde ind i passe alle børnene - hele dagen. 
• Jeg siger selvfølgelig ikke nej til en fridag, og kørte i stedet forbi Tinderhøj, hvor en af de gode gamle lærere har fået nyt arbejde og sagde farvel. Jeg havde god tid og købte blomster fra Berit, Louise og jeg på vej derud.
• Det er altid skønt at se mine tidligere kolleger. Det var det også i fredags. 
• Berit kørte mod weekend, Louise havde en aftale i byen og skulle slå et par timer ihjel. Vi kørte i centret, drak the og snakkede til hun skulle videre. 
• Weekenden har været fyldt med sol.

Læse:

Jeg har en følelse af at læse mindre og mindre. Jeg forstår ikke hvorfor. En halv side og så kan jeg ikke mere. Måske er det fordi jeg ikke kan se. 

Jeg er temmelig nærsynet. Da jeg for lidt over et år siden gik til optikeren og fik styr på linser og styrker, havde jeg en god snak med optikeren om syn og korrigering. Hun sagde at skulle hun korrigere fuldt ud, så jeg ser skarpt på meget lang afstand, vil jeg slet ikke kunne se tæt på. 

Vi endte med en middelvej, hvor jeg ser fint på afstand, men alting nok bliver lidt uldent i kanten ude i horisonten, Til gengæld kan jeg snildt læse. Altså når jeg sidder i sofaen med en bog. Eller bevæger mig rundt i samfundet. 

At tråde en nål eller sy små krydser må jeg så erkende er svært, og her er et par billige læsebriller på sin plads. Optikeren mener jeg skal have et par minus 1,75, men dem kan man ikke købe billigt. Så jeg nøjes med minus 1,5 og alt er fint. Hun mente i øvrigt ikke der er behov for mere end de billige læsebriller. 

Tilbage til det der med at læse. Som sagt, jeg læser fint når jeg sidder i sofaen og har bogen på omkring en halv meters afstand. Men når jeg går i seng og ligger og læser, er siderne langt tættere på. Og så kan jeg ikke se noget. jeg tog et par af de der billige briller med i seng. Og så blev side efter side vendt.

Kvikke mig!

Mens Carl Mørch er spærret inden, med en pris på sit hoved, har den samlede politimyndighed besluttet at han er skyldig og gør alt eller måske snarere ingenting for at beskytte ham. 

Jeg bliver i tvivl om han overlever. Om de få, der er på hans side både blandt venner og blandt de få politifolk der hellere vil se beviser end blot tro og blandt den uafhængige pilitimyndighed, der virker fornuftig og Rose, Assad og Gordon, kan nå at bevis hans uskyld, at redde ham inden det er for sent. 

Der er mange mod ham. Ikke kun han tidligere chef og cheferne over, men også de kriminelle bagmænd, har besluttet at han ved for meget. Han ved muligvis mere end han tror, han tænker og forsøger at stykke sammen, samtidig med at andre gør det samme. 

Tilbage står spørgsmålet igen - når de det.

Og jeg er ikke engang halvvejs. 

Spinde:

I august sidste år begyndte jeg mit hidtil største spind. Nu er det næsten færdigt. Rokken er tom og der er plads til nyt.

Det er blevet tid til julekalenderen fra sidste år. Jeg købte fibre hos Birthe P og Garngalleriet. De 24 pakker indeholdt den ene fine farve efter den anden. Næsten en perfekt fade i grønne og røde nuancer. 

I går gik jeg udenfor i solen med alle de små pakker. Jeg delte farverne i to dele, en grøn og en rød. Jeg byttede om på rækkefølgen, til jeg var tilfreds og jeg fik en fade, der passer mig. 

11 af de 24 farver synes jeg hører til den røde del. Jeg har lovet Emilie at det kan blive til hende, og hver eneste farve i tre dele til et tretrådet garn. 

Jeg forberedte, besluttede at den første tråd skal gennem min rækkefølge to gange, skilte fibrene, predraftede og viklede op til to store bolde, der hver går fra lilla og pink til de mere orangerøde. 

I dag begyndte jeg at spinde. de to første to små farvedele sidder nu spundne på spolen. 

Jeg tænker det bliver et hurtigt og meget overskueligt spind, og er spændt på hvad det skal blive til. Emilie har mange ideer. 

Jeanie Johnston

 

Langs Liffey ligger Jeanie Johnston til kaj. Jeanie Johnston er et af de skibe, der i stort omfang fragtede irere til det forjættede land, dengang hungersnøden hærgede og omkring en million af landets indbyggere døde. 

Det var en stor flåde af skibe, der tog turen over Atlanten igen og igen over otte år, for at fragte håbefulde mennesker til en nyt liv i et nyt land under kummerlige forhold. I løbet af de otte år hungersnøden varede forsvandt en fjerdedel af Irlands befolkning, enten til døden eller udvandring. Dengang bestod Irlands befolkning af ca 8 millioner mennesker. I dag er befolkningsantallet lidt over 5 millioner, mens op til 16 millioner mennesker rundt om i Verden kalder sig af irsk oprindelse.  

Anders havde set nok af de usle omstændigheder sejladsen foregik under, og havde ingen større lyst til at se endnu en udgave, mens jeg nok har både læst og set Udvandrerne, og måske også andet i samme stil, men aldrig i virkeligheden, og rigtig gerne ville se det her skib. 

Jeg fik lov at bestemme og Anders måtte bagefter erkende at det var en spændende oplevelse. 

Turen var guidet, den varede ca 45 minutter og der var ingen mulighed for at undlade guiden. Vi var en lille gruppe, den næste ventede da vi kom i land, og vores guide - Claire - var helt igennem fantastisk. Hun fortalte med en indlevelse og et engagement, der ikke alene fastholdt de fem børn, der var med, men også fik tiden til at gå så hurtigt, at de 45 minutter føltes som tyve. 

Jeanie Johnston var ikke et af de almindelige passagerskibe, der sejlede i pendulfart gennem flere år. 

Jeanie Johnston var som mange af de andre skibe, der rejste mod Amerika bygget som lastskib. Den store flåde af skibe, der indkasserede deres ejere en klækkelig sum på baggrund af andre menneskers ulykke (på en eller anden måde føles det temmelig nutidigt) blev i folkemunde kaldt Coffin Ships (Ligkiste Skibe), fordi så mange døde i løbet af turen over. Det var med livet som indsats at man betalte alt hvad man ejede og havde, forlod familien - ofte var der kun råd til at sende en enkelt modig ung mand af sted, som senere skulle sende bud efter resten af familien. 

Men Jeanie Johnston var ikke som de andre. Skibet gik under navnet det heldigste skib i verden. Trods mange rejser med alt for mange passergerer, mistede skibet aldrig en eneste medrejsende, hverken passergere eller besætning. For Jeanie Johnston var ikke et helt almindeligt skib. 

Mange mente at de manglende dødsfald handlede om at Irlands skytsengel Ériu sejlede forrest som gallionsfigur, andre mener at det i langt højere grad handlede om menneskelighed og hygiejne. 

For ikke alene var Jeanie Johnston ejet af en irlænder, der boede i Irland. Han ville ikke bare skovle penge ind på baggrund af andres ulykke, men ville være med til at skabe nyt liv til de trængte under bedre betingelser end de fleste. 

Han allierede sig med en gudsfrygtig og menneskekærlig kaptajn, James Attridge - gudsfrygtigheden vender jeg tilbage til - der betingede sig at der var en læge ombord. At lægen, Richard Blennerhassett, også viste sig at være et ordentligt menneske, var muligvis også med til at skabe gode vilkår for passagererne. 

På de andre skibe blev der stoppet omkring 300 passagerer ombord på hver rejse. Jeanie Johnston havde kun plads til 200. Alligevel lå de i lag som vi kender fra slaveskibe. Forskellen var her, at de kunne bevæge sig frit rundt - hvis der var plads. 

På de andre skibe blev passagererne låst inde i lastrummet under den tre måneders lange rejse. De skulle selv medbringe mad, som de sjældent havde råd til og mellem utøj, overfyldte natpotter og mangel på mad, opstod ofte slagsmål, der var med til at hæve dødeligheden. 

På Jeanie Johnston blev passagerne tilset af lægen hver fjortende dag, eller så ofte det lykkedes ham at komme hele vejen rundt og starte forfra. Kaptajnen pålagde alle passerger at komme op på dækket mindst en halv time hver aften. de skulle medbringe deres tæpper, som skulle luftes, så utøj kunne bankes ud. De skulle have deres natpotter med op, de blev tømt i havet, et reb blev bundet i hanken og spanden blev skyllet grundigt i vandet langs skibet. 

Passagerne skulle selv lave mad over noget jeg forestiller mig, har lignet en tidlig udgave af nutidens trangia. De fik udleveret en ration mad en gang om ugen, og den vigtigste ingrediens har været mel, som kunne omdannes til brød. Ikke fordi brød af mel og vand smagte eller virkede særlig godt, men fordi det tog tid, og en halv time pr familiemedlem til fremstilling af brød, betød at de rent faktisk kom op på dækket.

Om søndagen - her dukker gudsfrygtigheden op - forlangte kaptajnen at alle tog sig bedst muligt ud. På et skib fyldt med flygtede, udsultede mennesker der ikke ejede noget, betød det sjældent at tage det pæne tøj på. Men det betød at hænderne blev vaskede, at ørene blev renset og håret blev redt. Ret vigtige dele i et hygiejnemæssigt perspektiv. 

Med til historien hører at den besætning, der i dag hører til museumsskibet, har gennemgået gamle passagerlister og fundet nogle af de gode historier. For at følge op på historierne, er livagtige dukker med it at skabe historien om et liv under dæk på et skib fyldt med skæbner og historier, der er vigtige at huske i en tid, hvor vi let glemmer. 

Der var konen med de to børn, der havde fået penge sendt hjem fra manden. At få penge sendt hjem var en længere historie, der i høj grad handlede om tillid. Tillid til at den mand man overdrog de rede penge til, dels nåede frem, dels holdt hvad han lovede og overbragte dem til de talbagelevne. Ydermere troen på at de tilbageblevne stadig var i live. 

Konen her havde fået et brev fra manden hvori det stod at han arbejdede på en gård i Kentucky. Det var alt. Hun nåede til Boston, fik hyre som husholderske og fik hjælp af sin arbejdsgiver til at sætte en kontaktannonce i Boston News, der helt frem ti l1950'erne fungerede som kontaktgiver til mennesker, der savnede hinanden. Hun håbede manden så annoncen og kunne kontakte hende og hjælpe hende videre til Kentucky. Om det skete vides ikke. 

Der var manden med de elleve børn, hvis kone var død og som kaptajnen havde fundet i vejkanten, hvor han sad uden andet end sine elleve børn og ventede på at dø. Kaptajnen lod ham sejle med, betalte selv overfarten og besluttede på stedet at hver eneste overfart ville han betale for en familie, der var værdigt trængende kunne sejle med. 

For et par år siden dukkede efterkommere af manden med de elleve børn op i Dublin, for at se det skib der havde givet liv til dem, og for os var det en fantastisk historie. For personalet på skibet langt mere end bare fantastisk. 

Den bedste historie, den besætningen holder mest af, var den meget unge kone, der var gravid og nåede at føde en søn inden skibet stod fra kaj i Irland. Normalt ville en sådan kone og nyfødt barn blive sat i land, for chancen for at en nyfødt ville overleve turen var ganske lille. 

Her besluttede lægen at beholde hende ombord. Han havde været med til at bringe barnet til verden, vurderede at både mor og barn var sunde og raske og kunne ikke se nogen grund til at de ikke kunne sejle med. Babyen blev et samlingspunkt undervejs og besætningen gav alle af deres egne rationer til moderen, så hun kunne få nok mad til at kunne brødføde barnet. 

Igen er efterkommere dukket op. Og de kommer igen. Med billeder, og historier. Barnet voksede op og blev en holden mand. Da han døde ejede han ikke en, men fem barer et sted i USA, jeg har glemt hvor. 

Billederne er klenodier for det nutidige personale, og vi kunne nærmest mærke hvordan hårene rejser sig på armene af vores guide, da hun fortalte om det. 

Jeanie Johnston sejlede seksten turen over havet fra Irland til alle mulige steder langs den amerikanske og canadiske kyst i løbet af fem år. Hun havde passagerer med den ene vej og havde tømmer med tilbage.

Hun endte med et samlet passagertal på omkring 2500 mennesker, og mistede som sagt ikke en eneste.

Efter de fem år, tog lægen hjem til sin syge mor, tog senere hyre på et andet skib, der ikke havde samme standarter og endte med at dø af kolera. Det er en bihistorie, men cirka samtidig besluttede skibets ejer at stoppe med at sejle passagerer, solgte skibet til en englænder, der byggede det om til lastskib, fyldte det med tømmer og satte kurs over Atlanten. 

Ejeren selv var med sammen med kone og et lille barn. Et sted ude midt i ingenting stødte de på en storm, den ene mast knækkede, skibet to vand ind og trods forsøg stod det ikke til at redde. Ni frygtelige dage, der endte med at alle måtte surre sig fast øverst på skibet, endte med at de hollandsk skib kom forbi og reddede alle.

Jeanie Johnston sank uden at have taget et eneste menneskeliv. Måske Ériu i forstavnen alligevel har betydet held. 

Det skib der ligger til kaj i Dublin er derfor en replica. Det er bygget en til en efter originalen. Kun sikkerhedsdørene under dæk er nye og lovpligtige i nutidens skibsbyggeri. Det blev bygget i 1992 og startede sit liv som skoleskib, hvor det sejlede i originalens fodspor og besøgte de mange havne langs Nordamerikas kyst som skibet i sin tid sejlede udhungrede længelsfulde passagerer til. 

Efter turen rundt deltog den nye Jeanie Johnston i Tall Ship Race, racet for skoleskibe, som vi så for et par siden i Aalborg. Mandskabet og skibet kom ind som nummer 60 af 65 og et tilbud til den irske marine, blev pænt afslået. 

Marinen havde ingen brud for et skib, der ikke kom hurtigere frem. 

Heldigt nok, for i stedet blev det museumsskib for en fantastisk historie, som jeg er glad for, at jeg fik mulighed for at opleve.

Blå Karklude

 

Jeg startede året med at strikke karklude. I første omgang til gaver. Bagefter fortsatte jeg, uden at have en færdig plan for hvem de er til. 

Jeg havde blå i kassen med bomuld og strikkede blå karklude. Nu har jeg ikke mere blå, og jeg gider egentlig ikke rigtig mere.

Altså stopper jeg for denne gang. De seks klude, det blev til, kan så lande i den ikke-eksisterende gavekasse, der dermed kan opstå.

Måske ved jeg godt hvor nogen af dem skal ende, men lige nu får de lov at ligge til senere. 

Design: Karklude, som jeg strikker dem. Rettet til, siden jeg startede med karkludestrik for godt otte år siden. 

Garn: Bomuld fra kassen med bomuldsgarn. Siden jeg startede karkludeeventyret og brug af bomuld i al almindelighed, har jeg taget en beslutning om kun at bruge Økotex Certificeret, allerhelst fuldt Økologisk, bomuld og har stort set kun det i min kasse. 

Kludene her er med fibre fra Bombo, Søstrene Grene, garnudsalg og noget meget gammelt, der stadig ligger i kassen. 

De seks klude vejer tilsammen 366 gram - det er omkring 60 gram pr klud. 

Pinde: Jeg strikker klude på pind 4. Jeg bruger et par lange strømpepinde, med en endedup i den ene ende, så maskerne ikke falder af.

Størrelse: Mine klude  måler cirka 26 x 26 centimeter.

Bemærkninger:

Brug 2 tråde bomuldsgarn.
Slå 50 masker op med hækleopslag på pind 4.
Strik iCord over de første 2 masker på hver pind.
Strik 44 retstrikriller

Luk af Vil du se flere billeder af kludene, kan de ses på Ravelry.

Shifty - My way

 

Første gang jeg så Shifty af Andrea Mowry, var jeg ikke imponeret. Men så dukkede den op flere steder, jeg oplevede en større og større interesse, og på et tidspunkt gik flere ting op for mig.

Jeg kunne rigtig godt lide selve det strikkede mønster - vævestrikken. Jeg kunne godt lide den variation, der opstår når mønsterfarven varierer som den gør i Spindriftgarnerne. Noget der tilnærmelsesvis ligner håndspind. Jeg kunne godt lide lide den store farvevariation der er i Mowrys originale version, men jeg kunne bedre lide de varianter, hvor bundfarven var den samme, og mønsterfarven skiftede. 

Det jeg ikke kunne lide, og det som holdt mig fra at strikke den, var konstruktionen. jeg kan godt lide rundstrikkede bærestykker, men på en eller anden måde virkede det ikke for mig her. 

Alligevel voksede den på mig. Jeg begyndte at tænke mit eget håndspind ind i projektet og med tiden gik det op for mig, at jeg i virkeligheden bare skulle bruge vævestrikmønstret og beregne på egen hånd derfra. 

Da jeg forrige år pakkede min første fiberjulekalender ud, og senere spandt ulden til temmelig meget garn, vidste jeg at det garn skulle indgå i en slags Shifty. Senere faldt jeg over et godt tilbud på lammeuld, som gav grobund for bundfarven. 

Jeg startede den sidste sommer. Jeg havde den med på aleneferie i Aarhus og startede forfra tre gange.

Første gang fordi jeg synes designeren fortjente anerkendelsen af designet, jeg købte mønsteret - som på det tidspunkt var udvidet med en cardigan. Jeg ville have en cardigan, tænke jeg kunne gå ud fra maskeantallet, men var ikke opmærksom på at mønstret på cardiganen ikke er vævestrik (som jeg troede jeg vidste), men almindelig flerfravestrik, som jeg ikke var tilftreds med. 

Anden gang for at råde bod på det med vævestrikken og måtte erkende at den beregning jeg havde lavet til flerfravestrikken ikke fungerede med vævestrik, der er noget kortere i højden og jeg derfor endte med en raglanudtag, der så fin ud, men ikke fungerede i praksis. 

Tredje gang vatr lykkens gang, og siden så jeg mig ikke tilbage, (men endte med mere eller mindre frivillige pauser undervejs).

Nu er den færdig. Den er dejlig, den er varm. Lige nu næsten for varm. 

På den anden side kan den lige om lidt ende med at agere overtøj - i stedet for at være for varm under en frakke. 

Og det bliver koldt igen.

Design: Min vinkel på Shifty af Andrea Mowry.

Garn: Filcolana New Zealand Lammeuld i farven Receda som bundfarve, sammen med eget håndspundet julekalenderspind af fibre fra Dornroeshens Keller.

Jeg endte med et forbrug på 167 gram af bundfarven og 161 gram af det håndspundne, hvilket efterlader nok til at strikke en trøje på et senere tidspunkt. 

I alt vejer min udgave af Shifty 328 gram.

Pinde: Selve trøjen er strikket på en pind 3,5 mm. Kanterne på en 3 mm. 

Størrelse: Med de mange gentagne opslag, endte jeg med en halsudskæring, jeg synes virkede. Derfra tog jeg ud til raglan, prøvede og prøvede og prøvede undervejs og endte med noget jeg synes passer på mig. 

Eller sagt med andre ord - jeg aner ikke hvad jeg skal svare i forhold til størrelse. 

Bemærkninger: Jeg lavede en firkantet hals og en hel del vendepinde - jeg kan tælle at der er en hel rapport forskel på for og bag. Det betyder noget i retning af 24 pinde, inklusive vævestrik. Jeg er tilhænger af mange vendepinde. Jeg synes tit det sidder pænere om halsen. 

Jeg har lavet en mængde udregner, streget over, regnet nyt og min noter er så overskrevne, at de næppe kan genskabes. Det er egentlig heller ikke meningen. De skulle i højere grad bruges undervejs, end de skal bruges igen.

Raglanudtag i vævestrik er ikke let. Jeg ville have en tydelig raglan, og tog ud omkring to masker i bundfarven, som jeg snoede på hver anden pind. Et vævestrikmønster over fire pinde fylder i retning af fire pinde, men bundfarven strikkes kun på de to af fire pinde. For at få en fornuftig udtagning, der kun brugte bundfraven, endte jeg med at tage ud på alle pinde med bundfarven. Altså udtag på to efterfølgende pinde, ingen udtag på de næste to. 

Jeg endte med rigtig mange masker på ærmerne, og tog voldsomt ind over de første cirka 8 centimeter ærme, inden indtagningerne blev noget mere let skrånende. Jeg endte med at tage en del ind lige inden ærmeribben, for at samle ærmet til slut. 

For at sikre at halsen ikke vokser og at forkanterne ikke drypper, har jeg syet et bånd indvendigt langs forkanter og rundt i halsen. 

Jeg har fejl i vævestrikken øverst på det ene ærme. Jeg overvejer stadig om jeg skal fikse det. 

Vil du se flere billeder af trøjen, kan de ses på Ravelry.

Scrunchie

 

De sidste par år har jeg haft en ide om, at strikke en matchende scrunchie, når jeg strikkede en trøje. Til Emilie eller jeg.

Jeg ved ikke hvorfor. Jeg er ikke særlig matchende. Og efter et par stykker, har jeg faktisk nok. 

Til gengæld må jeg indrømme, at jeg godt kan lide de strik-indpakkede elastikker. Jeg har undervisning i håndværk og design hver dag, og derfor har jeg også håret sat op hver dag. Her virker de fint. 

At håret skal være sat op, handler om roterende maskiner. Og når jeg som lærer brøler op om at langt hår skal sættes op (og brede ærmer tages af) skal jeg selvfølgelig også selv følge de anvisninger. Præcis derfor kunne jeg ikke drømme om at undervise med løst hår. Også når der ikke er roterende maskiner. 

I øvrigt mener jeg der samme, når vi i næste uge skal håndtere varmt flydende tin. 

Men jeg har strikket een scrunchie i år. En elastik beklædt med glimmer, der matcher glimmertrøjen til Emilie. Jeg gider ikke strikke flere. 

Skulle jeg på et tidspunkt have slidt de andre, jeg har strikket til mig selv op, kan jeg altid strikke nogle flere. 

Emilie kan godt lide at matche, men har åbenbart undret sig over tiltaget. Hun synes også hun har nok. 

Men tog gerne imod denne sidste. 

Design: Mine tanker om en scrunchie, tilsat mønster fra Nutcracker.

Garn: Brun Drops Flora og  Go Handmade Glitter Deluxe Gold. 13 gram af den ene, 1 gram af den anden - cirka. 

Pinde: 4,5 mm

Bemærkninger:  Jeg slog 80 masker op og strikkede perlestrik, for at gentage mønstret fra Nutcracker, som den skulle ligne.

Da jeg synes jeg havde strikket bredden, strikkede jeg en omgang bobler med 10 maskers mellemrum, også for at gentage fra trøjen, 

Efter boblerne strikkede jeg en gang perlestrik, til boblerne lå i midten af arbejdets længde, 

Jeg slog en knude på en længde elestik, foldede det strikkede, og lagde elastikken imellem. Jeg strikkede maskerne sammen to og to, samtidig med at jeg strikkede opslag og slut sammen til en ring. 

Den ser ud som om den virker fint. 

The Famine Memorial

 

Jeg tror ikke det er muligt at tage til Irland og komme udenom hungersnøden og udvandringen.

En million irere sultede til døde, mens kolonimagten lod befolkningen om at passe sig selv, og udsultede dem. Faktisk ganske som vi gjorde mod islændingene. Kolonimagter har vist aldrig været særlig rare ved  lokalbefolkningen. 

Ved Liffey, ikke langt fra Samuel Beckett Bridge, står The Famine Memorial. 

En flok udsultede gespenster, der fylder godt i gadebilledet, og - håber jeg - er langt mere forfærdende at se på, end virkelighedens befolkning gjorde.

Som de står og går der, midt på gaden, med deres få ejendele, på vej mod et af de skibe der kunne føre dem over havet mod det forjættede land, er de ret imponerende at se på. 

Værket er lavet af Rowan Gillespie i 1997. 

Samuel Beckett Bridge

 

I en by med en flod, er der mange broer. Nogen pænere end andre. 

I Dublin er det også tilfældet. Vi mødte mange smukke gamle broer af den type, der ses i mange gamle byer. Vi mødte også mere moderne, ofte minde smukke men praktiske broer. Der var flest af de gamle. 

Og så var der Samuel Beckett Bridge.

Når jeg kigger på billederne, kan det godt ærgre mig at vi ikke gik helt hen til broen, men det virkede ikke nødvendigt på tidspunktet. 

Samuel Beckett Bridge breder sig over Liffey som en gigantisk harpe. Irlands nationalvåben er en harpe på en blå bund, og jeg tænker at det har været medvirkede til netop den konstruktion. 

Den er flot langt fra. Den er sikkert også flot tæt på. 

Hele broen og harpestrengene kan drejes, så broen åbner, når større skibe skal forbi på deres vej op gennem floden. 

Vi så den et par gange, mest fordi vi var på besøg på et skib, der ligger til anker tæt på broen. Men mere om det en anden gang.

Der er ingen tvivl om at broen er et ikon for byen. Den bliver brugt som et vartegn, og vi så den gengivet i flere konstellationer på alt fra T-shirts, kopper, billeder og broderier.