torsdag den 30. maj 2019

Kjole med hæklet bærestykke


For et par år siden sad jeg på et kursus og lyttede til en kursusholder, der havde den fineste kjole på, under en lille jakke.





Jeg kunne ikke se andet end skørtet og en del af forstykket, som var hæklet. Ærmerne fortabte sig i den lille jakke, men det jeg kunne se, fik mig umiddelbart til at tænke Hendes Verden. Jeg var helt sikker på, at det ville være muligt at finde opskriften.

Hjemme igen gav en hurtig søgning det ønskede resultat. Jeg fandt det ikke i Hendes Verden med i stedet ALT (for damerne), der havde opskriften liggende - til fri afbenyttelse. Desværre tabte min oplevelse af kjolen stort, da jeg så ærmerne. Meget store, meget luftige strikkede ærmer, som jeg ikke umiddelbart havde set for mig, under den lille jakke.

Så det lavede jeg om.





Da jeg fandt kjolen frem en gang i sidste måned, havde jeg mest lyst til at pille den op. Jeg synes ikke den sad særlig godt, ærmegabene var alt for store og der manglede virkelig meget af skørtet, inden jeg kunne lukke af. Et skørt der kun blev større, som udtagningerne blev passeret.

Alligevel strikkede jeg videre. Jeg prøvede et par gange undervejs, og kunne godt huske nogen af de tanker jeg havde haft i forhold til de alt for store ærmegab.

Pludselig havde skørtet nået den fulde længde. Det var gået så hurtigt at det faktisk kom bag på mig. De evindelige retmasker havde været et godt stykke strik, på dage hvor jeg havde brug for ikke at tænke for meget. Faktisk havde jeg tænkt så lidt, at jeg flere gange måtte baglæns fordi jeg glemte udtagningerne.

Det problem endte jeg med at løse, da jeg kom i tanke om de strikkefisk (link fordi jeg ikke kan finde mine egne billeder) jeg lavede for mange år siden og aldrig rigtig har brugt. Jeg lavede dem i flere størrelser og havde en med fire ringe liggende. Med stikkedyret på pinden gik det som en leg. Jeg skulle ikke længere holde øje med udtagningerne, og måske derfor gik det så hurtigt.

Da bunden var lukket af, lå kjolen det meste af en uge, inden jeg fandt hæklenålen frem og hæklede mig gennem flere dage - der var langt rundt. I ærmegabene lykkedes det at formindske og samtidig hækle de samme bølgende kanter som forneden hen over skuldrede, som et lille bitte vingeærme.

Den er rar at have på.









Design: Kjole med hæklet bærestykke fra Alt.


Garn: Oline fra Garnudsalg. Sandfarvet økotexcertificeret bomuldsgarn - farven hedder 225.

Den færdige kjole vejer 434 gram.


Hæklenål: 3 mm.
Pinde : Jeg har noteret 2,5 og 2,75 jeg er ikke helt sikker på hvor jeg har brugt den lille - måske til at samle masker op langs den nederste kant af det hæklede..


Størrelse: Ændringerne betød at jeg hverken strikkede eller hæklede efter en størrelse. Men den passer mig.





Bemærkninger: Min hæklefasthed passede ikke præcis. Min firkanter er lidt mindre end forventet. Jeg hæklede bærestykket som i opskriften og tilpassede med flere både halve og hele firkanter, for at nå hele vejen rundt.

Jeg hæklede firkanterne sammen, som jeg hækler de afrikanske blomsterdyr sammen.

Fra bærestykket samlede jeg masker op og strikkede skørtet som forklaret. Jeg har ikke noteret, så jeg ved faktisk ikke hvor mange masker jeg strikkede op, eller hvilken størrelse jeg fordelte dem efter.

Ved ærmegabet fyldte jeg ud med fastmasker og en smule hele og halve stangmasker i hjørnerne, på den nederste del, mens jeg brugte kantmønstret til den nederste kant langs den øverste del af ærmegabet. Jeg skrev ikke noget ned, men hæklede mest på gefühl og måtte konsultere det første færdige ærmegab, undervejs i det andet, for at sikre nogenlunde enshed.

Rundt i halskanten fulgte jeg opskriften.


Har du lyst til at se flere billeder af kjolen, kan den ses lige her på Ravery.





2 kommentarer:

  1. Din version er da bare meget pænere! Den er SÅ fin uden ærmer! De der strikkefisk er smarte. Dem har jeg ikke hørt om før, men det er da nemt når man ikke hele tiden skal tælle!

    SvarSlet
    Svar
    1. Christunte, jeg synes de der fisk var noget værre rod, dengang jeg lavede dem, men de viste sig rigtig gode her :)

      Slet