Cabernet Cabaret

Jeg har færdiggjort strømperne. Emilie blev meget uvilligt indrulleret til at tage billeder.

Måske havde jeg også haft et par stykker bagfra af den fint mønstrede hæl, hvis jeg i stedet for at overlade vrangvilligheden kameraet, i stedet havde givet hende strømperne på.

Måske husker jeg det næste gang.


Men så havde jeg ikke haft et fantastisk billede af mig liggende på altangulvet. Ikke helt så fantastisk som forlægget og i øvrigt payback, fordi jeg engang fik Emilie til det samme.





Jeg fandt mønstret på Ravelry. Helt gratis og lige til at hente ned. Mine fødder passer som regel den mindste størrelse, mens mine ben gerne vil have lidt mere omkreds, så jeg slog op til største størrelse. og to ind ned langs benet, så maskeantallet passede mindste størrelse, da jeg nåede anklen.

Så langt - så godt.


Opskriften er udstyret med en hæl, som muligvis virker hvis strikkefastheden passer i højden. Det gør min strikkefasthed aldrig, når det handler om strømpestrik. Jeg kan ganske simpelt ikke strikke stramt nok på de bittesmå pinde. Heller ikke selvom jeg bruger de firkantede pinde - men det hjælper.

Hælen blev derfor alt for høj, alt for stor, alt for poset og endte med at gøre hele foden meget mærkelig. Mærkeligt nok blev jeg ved, strikkede og strikkede (på begge strømper) og nåede at lukke tåen på den første, før jeg gav fortabt, trævlede op og i stedet strikkede en helt almindelig hæl med flap.

Det blev meget bedre, og krævede en del mindre garn. Og gav strømper, der sidder meget pænere om foden.





Det der med strikkefastheden i højden betød også, at jeg kappede en del af mønstret, rettede lidt til og startede tåen længe før antaget.

Men det kan man ikke se på de færdige strømper.

Med mindre man sammenligner med originalen.

Jeg har faktisk ikke plads til flere strømper. Min skuffe bugner, men det behøver vel ikke afstå mig fra at slå op til endnu et par.. inden længe.









Design: Cabernet Cabaret af Michelle Leanne Martin.


Garn: Sisu fra Sandnes Garn. Farve 7243 - Støvet grøn.

Det færdige par vejer 90 gram.


Pinde: 2½ mm korte strømpepinde af træ.


Størrelse: 39 - jeg startede med en Large og endte med en Small.





Bemærkninger: Jeg lavede som sagt nogle ændringer... Og...

- Slog op til en størrelse large og tog en maske ind i hver side 4 gange ned ad benet - for hver 15. pind.

- Strikkede hælflap, hælrunding og indtagning langs svangen helt som gamle gennemprøvede strømpeopskrifter. De findes alle vegne - min mors gamle Politikkens Sy- og Håndarbejdsbog.

- Startede tåen noget før - og strikkede i øvrigt en anden tå en opskriften. Igen tilbage til gamle gennemprøvede strikkeopskrifter. Denne her skulle have været stoppet noget før og resten af maskerne syet samme. Det passe ikke til mine tæer - mine tæer er ikke lige.


Har du lyst til at se flere billeder af strømperne, kan de ses lige her på Ravery.

Popcorn

Jeg har kastet mig over et overraskende sjovt og hurtigt "lille" projekt.





Det var Daniel, der i første omgang så den på Facebook og spurgte Amalie om ikke det var noget.. Det var det ikke. Først. Efter et par dage kunne hun se ideen og da brormand venter barn, blev det pludselig en rigtig god ide.

Det var cirka her, jeg kom ind i billedet. Amalie kan nemlig ikke hækle. Daniel heller ikke. Men kan du ikke...? Spurgte Daniel meget pænt. I første omgang sagde jeg nej, kunne ikke overskue et tæppe.. som var det han solgte det som.

Men så kiggede jeg, og måtte indrømme at den var sød. Da ingen tog mod tilbuddet om at lære at hækle, lovede jeg at gøre det.


Nu er jeg i gang.. og noget nær færdig.







Den sødeste elefant, der skulle have været dobbelt så stor, men jeg afstod fra en hæklenål nummer 9, som mine hænder ikke er gode venner med, og fandt i stedet den største jeg har. En nummer 5, tredobbelt bomuldsgarn og en afprøvning af popcorn.

Jeg har aldrig hæklet popcorn før - det er ganske nemt.


Og tanken om ikke jeg skal hækle endnu en elefant inden jul, har allerede meldt sig...

En omvendt Mille Cardigan

Der strikkes stadig babytøj. Generelt strikker jeg ikke den samme model igen og igen, men når det kommer til babystrik har jeg det åbenbart omvendt.







Den lille Mille Cardigan har derfor fået en storesøster. Denne gang vendte jeg vrangstrikken og strikkede glatstrik på forsiden. Jeg er ikke overbevist om andet end at det gør den lidt mere almindelig og ordinær. Raglanindtaget blev flot, men den næste strikker jeg nok lidt mere efter foreskrifterne.

For mon ikke jeg strikker en mere?


Jeg ved i hvert fald fra pålidelig kilde at den første passer, bliver brugt og er faldet i mere end almindelig god jord.









Design: Mille Cardigan af Lene Dreyer.


Garn: CottonWool fra Garnudsalg. Farven hedder Rosentræ.

Der gik 76 gram til den lille trøje.


Pinde: 3½ og 4 mm.


Størrelse: Jeg strikkede efter anvisningerne til størrelse 9-12 måneder. Min strikkefasthed/garnet passer ikke helt, så den er nok en lille smule større.





Bemærkninger: Jeg vendte det vrangstrikkede om, og strikkede glat i stedet.

Under armen undlod jeg at lukke maskerne af, og gemte i stedet på en sikkerhedsnål til ærmerne var klar til raglan. Her strikkede jeg maskerne under armen fra både krop og ærme sammen og lukkede samtidig af. Det synes jeg blev ret fint.


Har du lyst til at se flere billeder af trøjen, kan den ses lige her på Ravery.

Helt ned i gear

Weekenden har været ganske uden de store armbevægelser. Det har været skønt. Og tiltrængt.





Jeg har kigget på nullermændene, som hober sig op i hjørnerne, men jeg har ikke hentet støvsugeren. Det får vente til en anden gang. Jeg har vasket og hængt til tørre. Jeg har endda lagt sidste uges vask sammen, men det er endnu ikke lagt på plads. Det når vi nok.

Jeg har trænet og været en tur i haven. Jeg fik sved på panden i træningscentret, i haven kiggede jeg kun, mens Anders lagde en plan for den kommende uge. En plan der heldigvis kun involverer ham selv. Det passer mig svært godt.

Vi tog årets høst med hjem. Eller det sidste af årets høst. Æbletræet jeg købte til ham sidste år, gav for første gang frugt. Et enkelt æble blev det til. Anders har planer om at sylte det, sammen med et par agurker og måske også en enkelt eller to af de chili, der viste sig at være noget af det mest bæredygtige.







Brombærene har også givet godt, men dem var der ingen tilbage af. Anders har spist dem, når han har været forbi. Jeg er temmelig sikker på, at det er den bedste måde at spise brombær på.

Det allersidste er vindruerne. De er plukkemodne, der er rigeligt af dem, men vi havde ikke det rigtige at bære dem hjem i. Det regner Anders med at klare i  morgen. Jeg tror nok han har planer om at gentage sidste års forsøg ud i vinfremstilling.





Og mens næste weekend bliver noget mere begivenhedsrig, er det mest skrækindjagende, der er sket her, vistnok kampen Anders havde med en hveps på altanen i går.


Hvepsen tabte...

Det grønne skilt

Vi skal have et varigt minde fra dagen, lød ideen, og nogen fandt fandt på at lave et skilt, med fingeraftryk fra alle skolens elever.

Det blev så fint. Alle ungerne var med, alle stod pænt på række og alle satte aftryk inden for stregerne. Det sidste er jeg mest imponeret over.

Men der skal også uddeles imponerethed over at alle deltog - både store og små. Og de allerstørste stod for både maling og efterfølgende aftørring.





















Skiltet skal op og hænge i et af gangarealerne. Det bliver også fint.

Det grønne flag

Det er weekend. En weekend helt uden planer. Ingen skal høre mig klage over det.

Min kalender har alt for længe været fyldt til bristepunktet, fyldt med lutter gode ting, men ikke desto mindre fyldt. Jeg glæder mig til en weekend uden planer.

Weekenden blev skudt i gang med en fest. Det blev en skøn dag, der lægger op til endnu flere skønne dage.





Det grønne flag skulle hejses, Borgmesteren kom forbi og hele skolegården genlød af glade stemmer. Inden længe kan vi se frem til rejsningen af en skolemølle, til lækre udearealer og til en skole der bevæger sig, muligvis langsomt - men sikkert, mod en grøn profil. Med alt hvad det indebærer af bæredygtighed og viden om samfundet og ressourcer.

Vi startede klokken tolv. Alle skolens elever stillede op i skolegården, hvor talerstolen med tilhørende scene var gjort klar. Der var saftevand i genanvendelige krus, flødeboller og festlige indslag.

Billeder blev taget. I første omgang af den nyligt etablerede og udlånte webdesigner, der skal omdanne vores hjemmeside til noget meget bedre end lige nu, senere løb jeg med. Med ombygning var hun havnet øverst i et trappetårn med et vindue der ikke kan åbnes, og med byggeplads og tilhørende sikkerhedsgodkendelser, uden adgang til det klasseværelse, lige ved siden af med vinduer, der kan åbnes.





Chefen og jeg kiggede på hinanden. Skal jeg ikke...? spurgte jeg. Jo! Sagde han, og tilføjede: Men skynd dig. Jeg halsede op i trappetårnet (det er kun anden sal) fik kontakt, løb ned igen, hvorefter vi stæsede gennem den underliggende gang til trappetårnet i den anden ende, tilbage til anden sal og gennem gangen deroppe til klasseværelset med vinduer der kan åbnes.

Jeg havde kameraret i hånden, tænkte at jeg også ville have billeder, og med et kendt ansigt i vinduet, var det pludselig meget nemmere at få kontakt til de omkring firehundrede børn, der nu villigt stillede op til  fotografering.

Nede igen tog en af idrætslærerne over. Hun har øvet zumba med klasserne. Mine fjerdeklasses elever fortalte glade at de skulle op på scenen og danse, hvorefter et spektakulært show tog fart. At se langt størstedelen af firehunderede elever i alle størrelser danse sammen midt i skolegården - det var vildt. Og skønt.





Da saften var drukket, flødebollerne væk og det grønne skilt næsten færdigt, dukkede Borgmesteren endelig op. Ungerne løb mod highfives og smalltalk med verdensmanden. En enkelt troede han var præsident og langt de fleste følte de fem minutters glamurøsitet, mens Erik Nielsen iført borgmesterkæde og fulgt af en skare bestående af kommunaldirektøren, skolechefen, et par stykker mere og den lokale journaliststand med tilhørende fotograf, banede sig vej gennem hoben mod talerstolen.

Her blev han mødt af den konstituerede skoleleder, der overrakte skolens første hjemmedyrkede økologiske kartofler, inden borgmestertalen og videre gang mod flaghejsningen. Jeg var imponeret af en mand, der tog sig tid til en selfie med et af de mindre børn, inden han fortsatte dagen på parkeringspladsen og sammen med elever fra det grønne råd hejste flaget og dermed officelt gjorde os til grøn skole.











Festlighederne var slut, eleverne gik tilbage til klasserne, Borgmesteren kørte til rådhuset, og vi andre gik tilbage og ryddede op. I den ene sjette klasse, nåede Nanna at forlænge festen en smule, da hun bad alle tage et stykke papir og en blyant og, skrive alt det ned Borgmesteren havde sagt....

Det skulle have været en joke. Men de kender mig åbenbart ikke godt nok endnu, fortalte hun senere, mens hun med store armbevægelser viste hvordan hun havde måtte spole tilbage og, ende med at sige: Det var bare for sjov :)

Efter fire dages kurser og møder

Det gør ikke mig noget, hvis fremskridtet går lidt i stå herfra...

9. symfoni i D-skrald

Tilbage til Hamborg.

Der er stadig historier fra Hamborg. Ikke nødvendigvis lange historier - mere hyggelige historier.





Skraldespandene for eksempel. Jeg er vild med skraldespandene i Hamborg.

Vi stiftede bekendtskab med dem allerede første dag, da vi gik en tur ved søen. Dengang tog jeg bare ikke billeder af dem. Det ærgrede mig lidt senere.

For nede ved søen er skraldespandene sorte. Eller de var sorte. Nogen har nemlig gjort sig den ulejlighed at tegne små hyggelige hoveder overalt på de sorte spande. Jeg troede først det var trykt, men det er altså håndtegninger.

Nogen må være mere end en, for det er ikke kun ved søen de glade hoveder huserer. Vi mødte dem mange steder - også på bagsiden af et skilt på den anden side af den gamle Elbtunel.





Andre steder er spandene røde. Og påklistrede skønne udsagn, der skal lokke skraldet til at ende de rigtige steder. Vi mødte mange flere udsagn, end dem jeg har taget billeder af. Og skønt alle udsagnene er skønne, er jeg nok mest vild med udråbet:

Hit med dine papirer!


Den med D-müll fandt vi nede ved havnen. I området omkring die Elbphilharmonie.

Den meget rene, som gerne ville gøre beskidte ting. stod lige om hjørnet ved Hansaplatz. Jeg var imponeret over renheden, måske blev den slet ikke brugt - det var i hvert fald ikke det reneste sted vi mødte i Hamborg.









Jeg kan ikke lade være med at tænke, om udsagnene virker. Om det var en ide at tage børnene med på råd, lave sjove udsagn om bio- og restaffald og måske dermed gøre det sjovere at smide skrald i de rigtige spande.

Det er et forsøg værd. Louise og jeg har under alle omstændigheder planer om affaldssortering i 4. klasserne, i forbindelse med det affaldsforløb de skal gennem.