søndag den 29. juli 2018

Rumpelstiltskin


Strikkeopskrifter har til tider de mærkeligste navne. Til tider giver navnene mening, til andre tider ingen.




Årest femte par strømper har et navn, jeg ikke umiddelbart kunne gennemskue. Indtil jeg googlede, og det viste sig at de ganske simpelt hedder Rumleskaft. Eller den engelske oversættelse af det gamle eventyr om den lille mand, der lærte den stakkels møllerdatter at spinde guld og få kongen, mod at give ham sin førstefødte.. hvis ikke hun kunne gætte hans navn.

Mønstret på strømperne, der i første omgang så voldsomt indviklet ud, var tilpas kompliceret til at det var sjovt at strikke hele vejen igennem, og samtidig enkelt nok til at det var let at huske de enkelte delelementer undervejs.

Jeg har tydeligvis en tendens til at vælge strømpemønstre for øjeblikket, der ikke har en version med kun seks og halvtreds masker - det der passer bedst om min fod. Men heldigvis har jeg også en tendens til at vælge strømpemønstre, der let kan tilpasses, så maskeantallet kan tilpasses ned over foden.





Jeg fik Anders til at tage billederne i går, på vej til en skøn eftermiddag og aften sammen med gode venner, lækker mad og inspirationsrige samtaler. En trappe viste sig at være præcis så god en ide, som forventet, for mine fødder kunne hæves nok til at Anders ikke skulle ligge og rode rundt på fortorvet, for at komme i rette niveau.










Design: Rumpelstiltskin Socks af VeryBusyMonkey.


Garn: Glitter fra The Danish Dyelot. Strømpegarn med en anelse kobberglimmer og  det eventyrlige farvenavn Fairy Underworld.

Jeg brugte 69 gram til et par strømper med fine svungne hulmønstre.


Pinde: 2½ mm firkantede strømpepinde af træ. 15 centimeter lange og de bedste af dem lange, tynde og spidse.


Størrelse: Pernille - cirka størrelse 39. Jeg startede med den mindste størrelse og lavede dem en smule mindre





Bemærkninger: Jeg strikkede efter opskriften på 64 masker indtil hælen var vendt.

For at formindske maskeantallet hen over foden, startede jeg med at tage ind i kilen efter hælen til der var 14 masker på hver pind. Eller 28 masker under foden.

På den øverste del af foden - mønstret - undlod jeg derefter at slå om på første pind af hver af de to efterfølgende mønster-del-rapporter. her endte jeg med 29 masker over foden.

Mine tæer er ikke lige, og derfor kan jeg bedst lide strømper der bliver lukket af i en spids. Rettere en runding.

Jeg strikkede den første del af  tåen efter mønstret. Dog strikkede jeg ret over ret, vrang over vrang og drejet ret over drejet ret på pind 2.





Jeg fortsatte derefter med indtagninger på hver pind, til jeg havde 9 masker tilbage. På undersiden af foden indtagninger ganske som beskrevet, på oversiden af foden strikkede jeg på hver anden pind en drejet ret sammen med den sideliggende vrangmaske, så jeg endte ud med at have sammenstrikken en maske inde i hver side af maskerne på fodens overside... (Jeg ved godt det ingen mening giver - men måske giver det mening, hvis du sidder med opskriften...)

For at få den anden strømpe symmetrisk startede jeg mønstret på benet halvvejs gennem rapporten. ved pind nummer 16.


Har du lyst til at se flere billeder af strømperne, kan de ses lige her på Ravery.





fredag den 27. juli 2018

Gamla Stan


Stadsholmen rummer den ældste del af Stockholm, der ligger smukt i udmundingen af Mälaren - Sveriges trediestørste sø. Stockholm er bygget på fjorten øer, samt fastland på begge sider.





Den lille ø i midten - Stadsholmen - der i dag går under navnet Gamla Stan - var målet for førstedagens udflugt. Vi gik meget den uge, vi var i Stockholm, men fordi vi gerne ville have muligheden for at komme vidt omkring og metroer altid er et godt transportmiddel, købte vi et syvdageskort til de offentlige transportmidler og brugte Tunnelbanan flittigt. Det blev vi glade for.

Vi gik til Stadsholmen, og blev overvældet af stemningen i de små gader, de smalle gyder og de pudsede facader, der tydeliggør hvor tæt middelalderbyer har været bygget. Gadenettet på Stadsholmen blev fastlagt i Middelalderen, da Stockholm voksede op. Dengang var øen ikke helt så stor som i dag - men det er ingen af de fjorten øer, der alle er vokset med tiden. Dels på grund af opfyldning, men også fordi der sker en landhævning, der ganske langsomt ændrer på kystlinier og landområder.







Lige nord for Stadsholmen ligger Hegelandsholmen. En lillebitte ø, der engang var tre små holme, hvorpå blandt andet byens første hospital blev bygget. I dag rummer øen Riksdagen og ovenfra er den tydeligt menneskeskabt, med sin snorlige, symmetriske, ovale form. Hegelandsholmen indeholder også Medeltidsmuseet der blev til i slutningen af halvfjerdserne, da Riksdagen ønskede et underjordisk garageanlæg, og udgravningerne afslørede rester af det allertidligste Stockholm.

Arkæologerne fandt rester af den gamle bymur, kirke og gravpladser tilhørende Hegelandshuset -  det tidlige hospital, og mens Riksdagsmedlemmerne måtte nøjes med en betydelig mindre parkeringsmulighed, fik byen et middelaldermuseum, der ikke er stort, men til gengæld spændende.

Det er absolut et besøg værd - hvis man som os er historieinteresseret. Der er lukket om mandagen, og ellers er det gratis at komme ind.


I Gamla Stan gik vi langs Öster- og Västerlånggatan, der ligger der hvor den allertidligste bymur stod. Begge gader bærer desværre præg af turister. Turistbutikker og mere eller mindre obskure spisesteder præger gadebilledet og tog en hel del af fornøjelsen.







Vi bevægede os derfor dybere ind i virvaret af gader mellem de to yderpunkter - der i dag nærmest begge ligger midt på øen. I midten af byen er udseendet mere velbevaret, ingen butikker, men autentiske bygninger, der ikke kan dateres tilbage til middelalderen, men for størstedelens vedkommende er kommet til, da middelalderens trækonstruktioner blev byttet ud med nyere måder at bygge på. Gadeplanerne er stadig de samme, og mange af bygningerne rummer også stadig middeladeren i kælderetagen eller under den orange puds.

Det er også herinde mellem virvaret af smalle gader at byens ældste kirke findes. Storkyrkan.

På ydersiden af langgaderne blev der udviddet da byen blev for lille. Bymurene blev flyttet længere ud og et utal af smalle Gränder dukkede op. (Gränd er svensk for gyde). De mange portåbninger mellem langgaderne og gyderne, giver et billede af en mindre og mere lukket by.







Oprindeligt - læste jeg mig til på Medeltidsmuseet - gik de nye bygninger mellem gyderne ud i vandet. Gyderne var oversvømmede, men blev fyldt op efterhånden som indbyggerne smed affald ud mellem husene.

Måske derfor går mange af de smalle gyder nedad.





Senere skete en mere systematisk opfyldning og øen fik sin nuværende form, med de yderste større veje der muliggjorde større transport efterhånden som byen voksede ud over Stadsholmens naturlige grænser. På den østlige bred af øen anlagdes Skeppsbron med prægtige sekstenhundredetalshuse, der gav indsejlingen til byen mere statelighed.

Mens København har været udsat for brand mere end en gang, er Stockholm mere velbevaret i den ældste form, og turistvenligheden til trods, var det spændende at gå rundt i de gamle gader, gyder og stræder, der nærmest står tilbage som et yderst levende frilandsmuseum.

Jeg vil dog helt klart anbefale at søge ind mellem gaderne til de mindre turistfældeagtige områder, hvis turen går til Stockholm.





I sommervarmen


Jeg brugte gårsdagen sammen med hende her.





Mens Sille tapetserede det sidste, underholdt Rose og jeg hinanden. Specielt legen at kravle præcis så langt væk, at vi ikke kan se hinanden, er sjov.





torsdag den 26. juli 2018

Torsdagsmasker


Min far havde et velassorteret bibliotek. Da jeg stod og kiggede på alle bøgerne, kunne jeg ikke overskue hvilke jeg gerne ville have, og ikke mindst hvilke jeg rent faktisk har plads til. Plads til bøger er en mangelvare, og det kan godt i retrospekt undre, at jeg valgte de tykkeste. Men måske var det dem, der var lettest at se. Det var i hvert fald dem, der faldt mig i øjnene, som bøger, jeg gerne vil eje, og endnu ikke har læst.

Jeg kom hjem med ni bøger, tre af Jussi Adler Olsen, tre af Ken Follett og Tre af Tolkien. De sidste tre er tiltænkt Daniel, jeg har dem allerede.

Jeg afsluttede Den evige ild af samme Ken Follett på vej hjem fra Sverige. En tur der gik helt uden problemer, og vi endte med at være hjemme mindst en halv time tidligere, end jeg havde forventet. Det sidste fordi jeg troede forbindelserne fre Malmø og senere København ikke ville hænge helt så fantastisk sammen.

Det er en god bog. Den er en treer i forhold til de tidligere to om Katedralen i Kingsbrigde. Samtidig er den meget sin egen, og henvisningerne til de tidligere bøger, står snildt alene. Der er meget historie og der er ingen tvivl om, at forfatteren har læst op på mange detaljer om både søfart og livet på land. For ikke at forglemme den faktiske historie - som vi kender den.

Slutningen er lidt søgt, og jeg fik en fornemmelse af de der ulidelige sidste fem minutter i amerikanske film. Jeg kunne godt have været det sidste kapitel foruden, der samlede alle enderne i happy-ending-stil.

Men holder du af historie, er den bestemt anbefalelsesværdig og tegner et fint billede af kampen mellem katolikker og protestanter i femtenhundredetallets England og Frankrig, og om kampen mellem den katolske Maria Stuart og den protestantiske Elisabeth og deres allierede.


















Læse:

Jeg er dykket ned i min fars bøger og har valgt Jussi Adler Olsens Alfabethuset. Jeg er kun lige begyndt, fortællestilen er fin, men jeg er usikker på hvor jeg er på vej hen, om den kan holde mig fanget og undrer mig egentlig ikke over, at jeg ikke læser mange sider hver aften, før jeg hellere falder i søvn.

Den er kun lige begyndt, og der er masser af sider tilbage, inden jeg ved om den kan noget. Og jeg holder sjældent op med at læse en bog, når først jeg er begyndt, så mon ikke den vokser og jeg bliver holdt mere til ilden.

Med tiden.


Hækle:

De to dyr er godt på vej. De har begge fire ben og en hale - eller det meste af en hale. Næste skridt er resten af kroppen, og inden jeg ser mig om, bliver besøget i IKEA mere og mere vigtigt, for jeg har ganske simpelt ikke noget at stoppe i dem.

Dels er sådan nogle dyr langt at foretrække med fyld - dels er de nemmere at fylde, når det sker undervejs.

Der er heldigvis stadig tid.





En frisk brise


Det er ikke mange børn vi har i Klubben for tiden. Der er ingen tvivl om, at det er et luksusproblem - det er lidt kedeligt, når der kun er et barn - men omvendt er det skønt at børn i dag bruger mere tid sammen med deres familier i ferierne, end at de bliver sendt i institution.

Jeg ved godt den tendens stadig findes, vi ser det bare ikke.





I går besluttede vi at skulle ud af huset. To drenge mødte op, de ville gerne noget med vand, men den ene havde ikke badetøj med. Berit foreslog en kanalrundfart, den ene dreng havde aldrig sejlet i Københavns Havn, de ville begge gerne med, og så var det ellers af sted.

Vi havde den skønneste tur, med de mest velopdragne børn, der bare hyggede sig, synes vi voksne var lidt fjollede, og bestemt ikke sagde nej til en is, efter frokosten var spist.







Der var skønt med vind i håret gennem havnen, den lille havfrue var omsværmet på land, toppen af Frelser Kirke skinnede i solen og til trods for den mere vindstille og svedfremkaldende tur gennem Christianshavn, var det dejligt at sejle rundt derude i den bagende sol.

Hvorfor Nikolaj Kirke har fået ring på, skal jeg ikke kunne sige, men jeg tænker det har noget med Kunsthallen at gøre.





Da turen var færdig, steg vi af i god ro og orden, og drengene takkede helt på egen hånd guiden og mente hun var god til at fortælle. Så er det skønt at være på tur.

I dag har jeg fri, og jeg har i stedet en aftale med Rose, mens Sille skal tapetsere.





søndag den 22. juli 2018

Hjemme og klar til hverdagen


Vi er hjemme igen, ferien er slut og i morgen starter hverdagen igen. For mig er den nu ikke helt hverdagsagtigt, for arbejde i sommerferien føles næsten som ferie og jeg glæder mig til at dele oplevelser med børn og voksne.





Vi har haft en skøn tur og kameraet er fyldt med billeder, der fortæller historier om ugen der gik. Historier jeg gerne vil fortælle. Men først skal de fordøjes, gemmes og huskes.

Jeg er stadig vildt imponeret over min fars kamera. Jeg er sikker på det kan meget mere end jeg ved, og overvejer hvordan jeg lettest kan lære mere om det.

Jeg prøver, skyder vildt selvom jeg i virkeligheden ikke rigtigt kan se hvad der sker på skærmen. Somme tider kommer der noget godt ud af det, det meste er mere gennemsnitligt.

Mågen er jeg vild med. Den stod og jamrede sig, forsøgte at spise en pind, og var formentlig lige blevet skubbet ud af reden til voksenlivet og klar-dig-selv.

For ikke at skræmme den, blev jeg på afstand, zoomede og håbede på det bedste.


Jeg har ikke beskåret billedet, kun gjort det mindre, så det kan være her. Det er helt klart endnu bedre i originalstørrelsen. Jeg har ikke lagt filtre over billedet - det gør jeg yderst sjældent.





fredag den 20. juli 2018

Fredagsmasker


Jeg stoppede to garnprojekter i tasken inden vi tog hjemmefra. Det ene ligger stadig i kufferten, det andet har jeg med mig, men er ikke nået langt.

Det er der flere grunde til.

Og mens vi går rundt i Stockholm, oplever både det ene og det andet, spiser god mad, ser spændende steder og er imponerede af byen, må vi bare indrømme, at selvom Stockholm er smuk og imødekommende, vil vi hellere til Berlin.

Det er svært at sige hvorfor. Vi kan ikke sætte en finger på hvad der gør forskellen. Det er nok i virkeligheden mere en følelse, en mavefornemmelse.

Det afholder os dog ikke fra at nyde dagene. Opleve stort og småt, og glæde os over turen. I dag er sidste hele dag. Vi har ingen vilde planer, men alligevel planer. I dag er uden museer, i dag skal fyldes med dasken rundt, smage kaffe og kigge på garnbutikker. Vi skal køre i Tunnelbana og hen forbi den der vilde legeplads, vi fandt en sen aften uden lys og uden medbragt kamera.

Men først skal vi vågne, give os god tid og spise morgenmad ved bordet på værelset.

















Læse:

Jeg har Ken Follets Den evige ild med. Når vi kommer hjem til hotellet efter en lang dag, synker jeg ned i et hjørne med bogen og lukker alt andet ude. Det er min måde at lade op, og det kan godt foregå på terassen, sammen med andre gæster og noget koldt at drikke. Det kan også være i lænestolen på værelset. Bare jeg kan få lov at lukke alt andet ude.

Anders har også et behov. Derfor har han lyttebøffer og musik i telefonen. Så kan han lukke sig inde.

Bogen foregår i femtenhundredetallet, og det er vildt så meget jeg har lært i samspil med årets ferie. Næsten ligegyldigt hvor vi har bevæget os rundt - og indrømmet, vi er meget historieinteresserede - har der været passager i bogen, der netop har fortalt mig om hvordan eller hvorfor noget blev gjort eller foregik.

Og det har været rigtigt. Om vi har været på Middelaldermuseet, på Vasa, rundt i byen eller Fæstningsmuseet ved Vaxholm, har jeg kunne vende tilbage til det netop læste og haft viden, der blander sig med det jeg ser, og vækker historien til live på en hel anden måde, end jeg plejer at opleve.

Jeg er ikke i tvivl om, at jeg lærer af den her måde at få fortalt.

I øvrigt synes jeg bogen er rigtig god, og værd at læse. Og tydeligvis også ganske faktuel på mange områder. Der er sikkert også lagt til og trukket fra andre steder, for at gøre den mere læsbar, få den til at hænge bedre sammen eller få spændingen til at stige.



Hækle:

Jeg hækler dyr. Jeg har to i gang på een gang. To dinosaurere. En til Oscar og en til min søster, der ønsker en hæklet Pokemon. Det må gerne være en jeg selv har opfundet, bare den ligner noget, der kunne være en Pokemon. Jeg tænker tanker om hvad sådan en hedder, og jeg skal nok komme op med noget, inden hun får den.

Jeg startede med at slæbe begge to med rundt, men i virkeligheden arbejder jeg kun på en ad gangen. lidt på den ene, det samme på den anden. Trin for trin. Og pludselig har jeg to dyr. Så jeg pakkede den ene og lod den anden blive på hotellet.

Den der blev tilbage, bliver rigtig fin. Den jeg tog med, har jeg været utilfreds med siden første femkant blev færdig. Jeg kunne bare ikke se hvorfor. Jeg vidste bare den ikke blev god, og fortsatte arbejdet. Mærkeligt nok.

Indtil vi for et par dage siden sad i Tunnelbanan og jeg kunne se alting i et klarere lys. Kanten fyldte for meget, larmede på en ikke særlig rar måde, mens omgangen inden forsvandt i blomsterfarven og slet ikke formåede at give sig til kende.

De to skulle byttes om!

Siden har jeg pillet op, skilt ad og hæklet sammen igen. Jeg var ikke nået vanvittig langt, men langt nok til at det tager tid. Da jeg tog billederne i går morges, var der stadig langt igen, da vi kom hjem i aftes hang alting sammen, nu i den rigtige farvekombination og endda mere sammenhængende, end da jeg besluttede at skille det hele ad.

Det er rart. Det føles som fremgang.

I dag er jeg endda så langt, at det andet dyr skal med i tasken.