lørdag den 28. november 2015

Galla


På tiendeklassesskolen holdt de gallafest i torsdags. Eleverne har øvet lancier i et væk, og Emilie må indrømme at træningen sidste år på husholdningsskolen gav hende et forspring, der var til at føle på.


Gallakjole anno 2015


En gallafest kræver en kjole. Kjolen jeg syede sidste år blev aldrig rigtig god, så jeg sagde ja til endnu et forsøg, da Emilie spurgte om jeg ville. Vel vidende at hun sikkert kunne have købt sig til herlighederne for den halve pris. For ikke at tale om arbejdstiden.

Det med arbejdstiden trak ud. Jeg holder uendelig meget af at sy. Jeg gider bare ikke. Jeg kan ganske simpelt ikke finde lysten. Når først mønstret er tegnet, stoffet er klippet og nålene sat i og jeg kan sætte mig foran maskinen, går det som en leg. Desværre er tiden foran maskinen det mindste i hele syprocessen.

Emilie ønskede en kjole, der både kunne være kort og lang. En tre-i-en – corsage, kort og langt skørt. Alting med mulighed for mix og brug hver for sig. Det sidste, når festen er slut, vel at mærke.

For længe, længe siden købte vi stof. Rigeligt tænkte jeg, slog hjernen fra og besluttede at fire meter snildt kan lægge grobund for corsage, underskørt på den korte version og en dobbelt hel sol i gulvlængde. Som om! Heldigvis kunne Emilie godt klare sig med en halv sol og den lokale Stof2000 lå inde med stof i en passende farve og kvalitet, til indersiden af det lange skørt.


Gallakjole anno 2015

Gallakjole anno 2015


Bling, bling sagde Emilie, og limede selv lidt over to hundrede glimtende sten midt i blomsterne på corsagens blondeoverdel og den samme blonde, der gik igen øverst på det lange skørt. Bling, bling kom der også på det korte skørt, omend vi købte os til den skinnende herlighed, dengang for længe siden, da indkøbene stod for døren.

I tirsdags satte jeg absolut sidste sting, og kunne endnu en gang konstatere at det der med at sy detaljerne i hånden, det gider jeg til gengæld godt. Det er nærmest meditationsagtigt at sidde med nål og tråd. Jeg har det på samme måde med montering af strik. Når det er mit eget altså – det er ikke en invitation til at sende skibbrudne projekter videre…

Festen var god, hun kom hjem med glade øjne. Fredag havde de allesammen fri, og med udsigt til nye veninder er hun netop danset ud af døren, mod Hvidovre, mod tøsesnak og forhåbentlig ikke alt for sene hjemkomsttider. (Hun skal åbne i butikken i morgen…)


Gallakjole anno 2015

Gallakjole anno 2015


Og denne gang blev kjolen et hit. Corsagen sidder perfekt. Det korte skørt skal nok blive brugt, mens det lange nok kommer til at henslæbe sine dage i garderoben. Lange skørter hører ikke til Emilies yndlinge.

Men sådan er der så meget.


torsdag den 26. november 2015

Siden sidst – eller noget i den stil


I søndags faldt sneen tæt og jeg blev indendørs hele dagen. Jeg syede og syede og syede på gallakjolen Emilie havde bestilt. Her til aften stod festen, kjolen var et hit og dag med god belysning (der kan vist godt gå lang tid) skal vi som nok få taget en flok billeder.

I mandags lå sneen stadig tæt. Jeg lod cyklen stå hjemme, tog af sted i god tid og gik ad bagvejen og den uryddede sti. Langt smukkere end fortorvet langs parkeringspladsen, som en venlig gårdmand rådede mig til at tage. De fine små lyserøde blomster, sad stadig fine og lyserøde med kinder af frost. Jeg tog billeder og glædede mig over at nå forevigelsen, inden de falder sammen.


Mandagens smukke snefald


Faldt gjorde en ældre dame, da vi stod af bussen sammen og også skulle over samme fodgængerovergang. Hun gik lige foran mig, gled på den glatte vejbane og lå i krydset uden selv at kunne komme op. Mens jeg fik hende på benene forlod en buschauffør sin plads, for også at tilbyde sin hjælp, men han havde bussen fyldt med gæster, holdt ved krydset der nu havde skiftet til grønt, og forlod os ved vejkanten, hvor damen rystende stod og var temmelig overbevist om en brækket arm.

Vi forcerede snemasserne, der lå i knap forcerbare bunker langs kanter og overgange. Og mens damen forsøgte at støtte den beskadigede arm, fik jeg ringet til alarmcentralen, fik fat i en venlig sygeplejeske og oplyste alt det jeg lige her og nu kunne. Senere måtte damen overtage telefonen og fylde på med detaljer, inden det viste sig at ambulancer ikke hang på træerne en spejlglat mandag i november, og jeg lovede at følge damen hjem.

Vi gik langsomt og nåede ikke langt, før sygeplejesken fra alarmcentralen ringede tilbage og kunne fortælle om en ambulance i nærheden. Vi stoppede op og damen fortalte som sin mand, der var hjemme efter at være faldet samme morgen. Det var heldigvis ikke så slemt fortalte hun, men han havde slået sin ryg. Jeg bør ringe til ham, sagde hun, for i virkeligheden var hun på vej for at passe sit syge barnebarn, og nogen skulle vel vide at hun ikke kom.

Jeg tastede nummer og holdt telefonen, mens damen talte og støttede den dårlige arm. Jeg turde ikke tilbyde min hjælp til det med armen. Jeg gik ud fra at jeg nok hurtigt ville gøre mere skade end gavn, og nøjedes med at bære hendes taske.

Vi ventede længe inden ambulancen kom. Længe nok til at jeg var glad for at være taget tidligt af sted, men ikke så længe at jeg ikke kunne nå på arbejde til tiden. Der var stadig god tid, da ambulancemændene havde overtaget, jeg havde afleveret tasken og sagt pænt farvel og god bedring.


Røde kinder med frost


Resten af dagen tænkte jeg en del på damen. Jeg håbede ikke det var et slemt brud, eller allerhelst at der slet ikke var et brud. Derfor var det også skønt at høre, da hun dagen efter gav sig tid til at skrive tilbage. Hun takkede for hjælpen og fortalte at skulderen var brækket.

Nu håber jeg bare at bruddet ikke er for kompliceret, og at hun hurtigt kan komme rundt igen.

Godt hun lånte min mobiltelefon til kontakt til sin mand – ellers havde jeg aldrig hørt fra hende igen.


lørdag den 7. november 2015

Af hjertets lyst


Der er masser af ting jeg ikke har lyst til at lave – eller nogen sinde forestiller mig at skulle lave. Heidi Bears hæklede hjerter for eksempel.


Hippy Hearts


Men når så Emilie pludselig står og nok så pænt, og med dådyrøjne, spørger om ikke godt jeg vil lave et eller flere, hun kan give som afskedsgave i vuggestuen – så er det svært at sige nej.

Så jeg lavede et hjerte. Og to mere. Og kunne konstatere at hjerterne er langt pænere og sødere og rarere i levende live end på billeder. Lige meget hvordan jeg vendte kameraret, lige meget hvordan jeg hængte eller lagde hjerterne, kunne jeg blot konstatere at det var fuldstændig umuligt at tage et fornuftigt billede af dem.

Til gengæld er de rare at kramme, bløde og med en fin form. Og afsindig nemme at lave. Meget nemmere end fuglene, som jeg efterhånden har lavet rigtig mange af. Til gengæld er fuglene meget mere fotogene.

Emilie valgte farverne og fandt endda på at bruge glimmertråden, der længe har ligget og samlet støv. Glimmertråd og hjerter passer fint sammen. Jeg tilføjede en ekstra farve til det sidste hjerte, bare for at afprøve det med en ekstra farve og så for at skabe lidt variation.

Jeg har prøvet det med en ekstra farve før, men dengang gjorde jeg det anderledes. Og når nu det viste sig at opskriften til hjertet også indeholder beskrivelsen af det med endnu flere farver, skal det selvfølgelig prøves igen.






Design: Hippy Hearts African Flower Crochet Pattern af Heidi Bears.


Garn: Bomuld i flere varianter og pink glimmer fra Lammy Yarns – ren plastik. men hvem har ikke somme tider brug for glimmer i plastikversion?

Garnforbruget er samlet på 74 gram for de tre hjerter. det giver et gennemsnit på godt 25 gram pr hjerte. Stoppede vejer de mellem 63 og 71 gram. Den forskel handler formentlig mere om hvor meget fyld jeg har stoppet i, end hvor meget garn der er brugt.

Hjerterne er stoppet med fiberfyld fra en IKEApude.


Nåle: Jeg har brugt en hæklenål nr 2½.


Størrelse: Hjerterne er endt med en størrelse på 16 x 12 x 6 cm. Det Tredie er en lille smule større – men ikke meget. Størrelsen er fin at holde mellem to hænder og de kunne sikkert være fine med en klokke i midten.


Hippy Hearts


Bemærkninger: Der er ikke meget at bemærke. Emilie valgte en sort vokset bomuldssnørre som ophæng. Jeg mnterede, Emilie pakkede ind og afleverede sammen med lækker the købt i thebutikken, hvor hun arbejder.


Vil du se flere billeder af hjerterne, kan de ses på Ravelry.


    

Og pludselig var det november


Nå! Det føles lidt som er jeg gået i hi.


Halloween


Hverdagen er fyldt – på den gode måde, og det betyder at jeg begraver mig i sofahjørnet når jeg kommer hjem.  Julegaveforberedelserne tager form. Form af den slags der ikke kan afsløres endnu.

Noget kan dog afsløres. Emilie sagde farvel efter tre månders praktik i vuggestuen i går. Hun har elsket at være der, og forhåbentlig får hun lov at fortsætte. Håbet er bare en enkelt dag om ugen i stedet for skole. Vi krydser fingrene, for det er det hun vil, tiende klasse har vist sig ikke at være en absolut nødvendighed og foreløbig trækker hun selv på de kræfter der skal til en aftale.

Virker det ikke, skal jeg gerne støtte op. Men her er alle tiders mulighed for at stå lidt på egne ben, og det skal udnyttes.

Hun sagde farvel med hjemmehæklede hjerter. Nu er der plads til afsløringen, og næste gang jeg hiver mig op fra sofahjørnet finder jeg billederne frem. jeg lover og på ære…

Men først er der lige noget med en balkjole, jeg kom til at love at sy. Det er ikke fordi jeg sprudler af lyst, men lovninger skal holdes.. og så holdt vi Halloween i Klubben i aftes.

Det var sjovt. Med udklædning, heksehatte, gigantiske edderkopper, masser af spindelvæv og klamme gryder med ting der skulle findes. men ingen græskar. Vi var for sent på den og alle butikkerne havde pakket dem væk.