torsdag den 30. november 2017

Rovet fra Lønstrup


Vi havde været ved vandet, vi var blæst igennem og ørerne var kolde, da vi begav os gennem hovedgaden i Lønstrup.

Halvvejs gennem byen kom vi forbi Knudegarn. En garnbutik, der i første omgang fik mig til at tænke: Nej tak. Jeg vil ikke have garn fuld af knuder. Og det var da et mærkeligt navn i til garnbutik!





Det viste sig at der var mening med galskaben, for selvom butikken også fører andet garn, fra mere veletablerede steder, er hovedattraktionen eget garn fra økologiske får, der har græsset på de fredede områder ved Rubjerg Knude. Når ulden er klippet, kartet og spundet bliver det plantefarvet, inden det bliver sat til salg. Se så gav det mening.

Nina og jeg kiggede indenfor. Og inden jeg så mig om, stod jeg med hænderne fulde af det lækreste grønne og bløde, som banderolen desværre ikke gav viden om plantefarvegrundlaget - kun historien om fårene.
Jeg var også lidt forelsket i en afsindig lækker turkis, men jeg lod det hele ligge, for det kostede noget mere, end jeg plejer at give for garn.




Vi gik videre, forbi Spar-købmanden og fandt resten af  selskabet i Glashuset, hvor Anders havde forelsket sig i skåle med smukke mønsterkonstruktioner og cognagglas, han ikke synes han havde råd til.

Vi lod længslerne være længsler og gik videre gennem byen. Vi snakkede frem og tilbage, blev enige om at vi måske nok kunne tillade os, at slå os en smule løs, og fik pludselig langt mere travlt med at gå tilbage end videre frem.

Vi startede i Glashuset, hvor cognagglas med grøn stilk kom med hjem. Vi drikker ikke meget cognag, men Anders er overbevist om, at de vil begå sig godt til portvin. Damen i butikken synes det lød som en god ide, og pakkede dem godt ind.







Tilbage ved Knudegarnet blev jeg i tvivl om grøn eller turkis. Tag den grønne, sagde Anders, det var den du faldt for først. Jeg valgte den grønne, og mens jeg betalte fik Anders øje på mere plantefarvet Knudegarn, i en tykkere kvalitet og med potentiale for herrestrik i striber.

Jeg betalte igen, og resten af weekenden fablede Anders om den der følgetråd, jeg fandt og viste ham hos Garnudsalg, men ikke købte, og som vil være helt perfekt sammen med de økologiske striber. Desværre kan jeg ikke finde følgetråden på Garnudsalgs hjemmeside, så det er muligt Anders selv må ringe dertil en dag, hvis han for alvor mener den skal være med, når jeg kommer til at strikke striber.


I øvrigt bliver jeg nødt til at sige, at billederne på ingen måde viser de smukke farver retfærdighed...





Med hensyn til Knudegarn, har jeg lyst til at knytte en kommentar. Butikken har egen hjemmeside, desværre står der ingen steder noget om historien bag navnet, noget om økologisk garn eller at det er plantefarvet. Siden er heller ikke opdateret med den åbenbart nye adresse. Det synes jeg er ærgerligt, for det er en fantastisk historie, som burde udbredes noget mere.

De har også en FaceBookSide. Heller ikke her kan jeg finde historien om de økologiske får på rubjerg knude, til gengæld står her den rigtige adresse, lige som der med mellemrum fremvises billeder og tekst om plantefarvet garn. Det er muligt historien står der - men så længe ledte jeg ikke.





onsdag den 29. november 2017

Mordet i Orientekspressen


- Eller begrebet strikkebio.

Konceptet strikkebio hørte jeg om for længe siden, jeg har bare aldrig været der. Da jeg så at det var ved at være tid igen, lokkede jeg for Bettina, der hoppede på, og vi slog til.

Jeg kan kun anbefale. Lyset var dæmpet præcis så meget, at det var til at se, men samtidig føltes det stadig som at være i biografen. Jeg er solgt, og tager gerne med en anden gang. Faktisk er næste film og dato allerede valgt. Men her kunne jeg mærke, at jeg springer over. Der var lidt for meget feel-good over traileren.


Billedet er lånt hos Nordisk Film

Men filmen vi så. Den var god. Lidt langtrukken - faktisk havde jeg en kort periode lidt svært ved at holde mig vågen. Men sådan er det tit, når jeg er i biografen. Afsindig flotte billeder og et hold af stjerner, der gav karaktererne personlighed.

Jeg har aldrig været den store læser af Agatha Christie. Jeg har læst noget Miss Marple og jeg har set en hel del af filmatiseringerne med både Geraldine McEwan og Julia McKenzie. Herkule Poirot er jeg derimod ikke så bekendt med.

Jo, jeg kender figuren, jeg har bare aldrig læst bøgerne eller set ret mange af filmatiseringerne. Det var faktisk først efter at have set filmen i mandags, det gik op for mig hvorfor.

Jeg virker bedst, når jeg har tid til at tænke efter og få ting på afstand, før jeg kan komme med min mening om en sag. Det er ikke altid den bedste kvalifikation, når ting går stærkt. I forhold til en biograffilm virker det fint. Min umiddelbare mening var, at det var en fin film, bliver der lavet flere - som der måske blev lagt op til - vil jeg gerne se mere. Sådan har jeg det stadig.

Men det var på hjemturen, jeg gjorde mig flere overvejelser og blev opmærksom på hvorfor, jeg ikke tidligere har været tæt på den lille belgiske detektiv. Han irriterer mig ganske simpelt. Hercule Poirot er afsindig selvglad og selvhøjtidelig i en grad, jeg ikke har gidet befatte mig med. Det er en del af hans karakteristik og sådan skal han være. Jeg har bare ikke været det, hvor jeg kunne rumme det.

I Kenneth Branaghs udgave er han alt for menneskelig og slet ikke helt så selvglad, detaljesnakkende og selvhøjtidelig. Det irriterede mig, for hvorfor skal en figur miste alt det, der karateriserer ham. Det forfatteren har givet ham og formet ham efter. Men det gik først op for mig på vejen hjem.

På samme måde blev Johnny Depp, i rollen som Ratchet, også lang mere menneskelig og slet ikke så ubehagelig og frastødende som beskrevet i bogen.

Jeg kunne have ladet være med at læse på forhånd. Men en filmatisering sluger altid en del detaljer, som jeg var glad for at sidde inde med undervejs. Filmen kunne sagtens være set uden kendskab til hverken bog, forfatterinde eller plottet. Som film alene er den ganske fin. Ikke noget jeg ville tænke Oscar over - måske naturscenerne - men absolut seværdig og underholdende.





Onsdagsmasker


For en uge siden kunne jeg ikke overskue tanken om jul, for slet ikke at tale om gaver. Nu - en uge senere - har jeg langt mere greb om tingene, glæder mig næsten og fik pludselig styr på de der gaver.

Det hjalp så afgjort, da jeg fik set mig selv i øjnene og indset, at julegaver betyder mindre og mindre for mig. At jeg godt gider give gaver, og det at glæde andre, men at jeg i højere og højere grad tænker småt og symbolsk, og hellere vil forherlige fødselsdage.

Det betyder ikke, at der ikke kan dukke både dyre og store gaver op omkring julen - hvis jeg får lyst. Tid, mulighed eller bare synes det er nu.

Det lettede at indrømme. Og inden jeg så mig om, tog en liste form og de første hakker er sat. For mig er julen så meget mere samværet og glæden end gaverne.















Læse:

Jeg er nået halvvejs gennem Den du elsker. Opbygningen er en vekselvirkning mellem nutid og fortid. Denne gang er datidens hovedperson død, og jeg tager mig i at tænke om han alligevel ikke er død? Om han er morderen? Eller hvilken rolle datiden spiller i nutiden.

Der er stadig alt for mange løse ender til, at jeg kan danne mig et billede.



Hækle:

Jeg hækler rundt. Tre tråde og nål nummer fem.

Det er muligt at gætte på resultatet, men ingen svar gives foreløbig.





mandag den 27. november 2017

Stakkels Emilie


Jeg endte med at stoppe et par Panodiler i hende, så hun kunne sove. I morges stod vi tidligt op, Emilie ringede sig syg og jeg gik med til lægen.





Vores lægehus bærer præg af lægemangel. Det er umuligt at få en tid inden for fjorten dage, og måske derfor er akuttiderne velbesøgt.

Vi ventede ikke længe før en læge havde tid, Emilie fortalte om symptomer og lægen kiggede hende i halsen. Du er godt nok lidt rød, sagde lægen, Men det ser ikke ud som noget vi kan behandle. Jeg poder alligevel lige for en sikkerheds skyld, fortsatte hun og fandt podegrejet frem.

Emilie måtte endnu en gang gabe op, lægen stak endnu en pind i gabet på hende, og mens Emilie sagde Ahhhhh, det bedste hun havde lært, roste lægen hende, med ordene: Hvor er du dygtig!

Vi blev sendt udenfor, for patienterne stod i kø, podningen skulle stå fire minutter og hun kunne lige nå endnu en patient i mellemtiden. Vi nåede kun lige at sætte os ned, så stod hun der igen. Podningen havde allerede slået igennem, der var tydeligt tegn på en bakterieinfektion. Dommen lød på halsbetændelse og endnu en penicillinkur.

Er det, det samme præparat som sidst?, spurgte moderen. Nej, sagde lægen, Men det virksomme stof er det samme. Jeg håber det virker. Denne gang.





Du skal blive hjemme til du er afebril, forklarede lægen, som noget af det sidste til Emilie, som nærmest lænede sig frem, mens hun så forvirret ud og fik spurgt hvad det betød. Du skal være fri for feber, inden du går på arbejde igen, oversatte lægen, og Emilie forstod.

Nu er der hentet endnu en omgang medicin. Vi er hjemme igen, Emilie er kravlet tilbage i seng, og jeg har godt tre kvarter, inden dagen for alvor går i gang, arbejdet kalder og aftenen sluttes af med strikkebio i Falkoner Bio.

Det sidste glæder jeg mig til at opleve.





søndag den 26. november 2017

Verdens fineste Rose


Søndag er tilbragt i godt selskab.





Sammen med Sille og den fineste Rose. Barnet der i en alder af bare tre måneder sover otte timer hver nat - uden at vågne.

Så er det jo ingen sag at være nybagt mor.

Vi fik snakket og vendt mange vigtige ting, inden jeg pakkede mig sammen igen, Rose insisterede på mad og jeg fandt bussen mod træningscentret.




Hjemme havde Emilie fundet termometret frem. 38.6. Hun er sendt til tælling, har fået besked på at melde sig syg i morgen, og jeg har lovet at gå med til akuttiden i lægehuset. Hun har lige været gennem en ti dages penicillinkur mod lungebetændelse.

Selvom vi krydser fingre for en voldsom omgang forkølelse, kan jeg godt have mine tvivl. Den hoste hun stadig render rundt med, lyder som mere end forkølelse...




lørdag den 25. november 2017

Et grønt krus


Jeg har noget med unikakrus. Jeg kan ikke gå forbi håndlavede krus, uden at se dem godt efter i sømmene.





Det er ikke hvad som helst, der kan komme med hjem. Jeg har åbenbart små hænder - ellers måske er de fleste krus meget store. Under alle omstændigheder skal et krus ikke bare være unikt og rart at se på, det skal også ligge godt i hånden.

På min første tur rundt på Plantefarvernes Julemarked så jeg slet ikke det lille grønne krus. Jeg var forbi boden, og der var også nogle krus. Jeg havde dem også i hånden. Men de talte ikke til mig - lå egentlig godt i hånden, men var kedelige.

Anden gang jeg kom forbi så jeg pludselig det lille grønne krus. Det stod ikke på bordet, men nærmest nedenunder, ved siden af, sammen med andre grønne ting. Et par skåle og vistnok en kande. Jeg kan ikke huske det, jeg så kun kruset, som mere eller mindre skreg: Tag mig med hjem.

Så det gjorde jeg.







Jeg er vild med det. Det er rart at holde om. Glaseringen er helt fantastisk og skifter udtryk alt efter hvordan det bliver drejet. Det er afprøvet og er helt perfekt til the.

Anders kiggede på det, og mente også der stod Pernille ud over det - og bifaldt hjembringelsen.


Og dermed falder Fru Jensens dækketøjsskab på et tørt sted. Der var nemlig ikke rigtig plads til flere krus i køkkenskabet. Det er der nu, hvor de fine glas på stilk er flyttet til stuen og det fine skab fra fordums tid. For hvor skal fine glas ellers stå?





Kruset er lavet af Birthe Vogelsang.  Hun havde også mange andre fine ting i sin bod.





Julemarked på Rødovregård


Plantefarverne holder hvert år julemarked på Rødovregård. Hvert år ser jeg skiltning og opslag, men jeg har aldrig været forbi. Enten har kalenderen kollideret, jeg har glemt det eller noget helt andet.





I år skulle det være. Så da Anders begyndte at gøre klar til at indtage sofaen og optakten til morgendagens formel1, pakkede jeg mig sammen og kørte mod den allerældste del af Rødovre.

Tågen har ligget tungt over byen hele dagen, og jeg var spændt på, om den gamle gård ville ligge midt i et slør af uigennemtrængelighed. Det gjorde den ikke, alt var til at se, men på hjemturen trak tågen sammen igen.

Jeg kan godt lide tåge - når jeg er inden døre. Jeg er knap så imponeret, når jeg færdes i trafikken.









Jeg var ærlig talt lidt bange for at markedet ville svømme over med nisser og andet julestads, men blev absolut positivt overrasket. Den gamle gård summede af liv, alle stede - både ude og inde var boder fyldt med håndværk af bedste kvalitet. Jeg fandt plantefarvet garn, men det dominerede på ingen måde.

Til gengæld var keramik, glas, pileflet, træ, sølv og alt muligt andet i høj kurs. Jeg så ikke meget, der faldt mit kritiske øje for brystet - for indrømmet, jeg er frygtelig perfektionistisk. Også på andres vegne.









Jeg startede med at gå hele turen rundt, før jeg besluttede mig og købte af både det ene og det andet, til priser der lå langt under forventningen. De første julegaver er i hus og jeg måtte tilbage igen, da jeg kom i tanke om endnu et par gaver, der snildt kunne findes mellem de mange skønne boder.

I dagens anledning var der fri entre til Heerup Museet, så jeg gik turen rundt og kiggede på kunst, Heerup i sin tid skabte til, om eller sammen med fagbevægelsen. Heerup og Folket er en fin lille udstilling.





På dagen var jeg mest optaget af den violinspillende pige, der er malet samme år, som jeg er født. I morgen vil det måske være noget andet der fanger min opmærksomhed.

Jeg gik endnu en tur rundt, inden jeg kørte hjem. Og med mindre min kalender er helt i hegnet næste år, er der ingen tvivl om at jeg skal forbi igen.





Vesterhavet


Det er allerede fjorten dage siden vi var på tur til en helt anden del af Danmark. Til den barske og smukke natur i Nordjylland, vær Vesterhavet og sammen med skønne mennesker.









Vi fik aldrig gået de lange ture langs stranden, som jeg hjemmefra havde drømt om. Vi var en tur i Lønstrup sammen, og søndag morgen gik jeg alene gennem sommerhusområdet, over klitterne og via sti nummer ni til stranden.

Der var næsten vindstille, kulden var bidende og kun ganske få mennesker var at se langs vandet, der dovent drev ind igen og igen og igen. Jeg nød duften, vinden, mødet med vandet og synet af naturen det ikke lader sig kue.









Bag den brede strand, strakte klitterne sig som forbjerge, bygget af mængder af sand, der ubønhørligt bliver blæst ind fra stranden. Det ser ikke så vildt ud, som længere nordpå, men der er ingen tvivl om, at her bestemmer mennesket ikke helt så meget, som det godt kunne tænke sig.

Jeg nød vildskaben, synet at fyret ved Rubjerg Knude allerlængst ude og tanken om, at dets endeligt er inden for rækkevidde. Fra stranden er det tydeligt at se den enorme bunke af sand, der har flyttet sig fra den ene side af fyret og arbejder sig ind over land, uden tanke på menneskernes boliger og befolkning af landet.









Jeg føler min lille, når jeg står der på randen af civilisationen. Når naturen for alvor slår sig løs, og ikke lader sig narre af menneskelig indgriben.

Også på en vindstille dag.