Masker på en onsdag - Uge 1

Vi sprang ikke ind i det nye årti. Men vi stod på altanen, godt pakkede ind for det var koldt, og så den ene stjerne efter den anden folde sig ud på himlen, med armene låst i hinandens og ønskede godt nytår.

Ganske som vi plejer.





Resten af aftenen var også præget af plejer. Der er ikke så meget festivitas over vores nytårsaftener. Den godt mad plejer at stå højt. Det gjorde det ikke denne gang. Vi havde rester, der skulle spises, og selvom vi forsøgte at ophøje dem til noget mere spændende end de startede, var det ikke den gode mad, der dominerede aftenen.

Men det er også helt okey. Vi spiser god mad en anden dag. De fleste dage faktisk.


En anden ny nytårsoplevelse var zumba. Jeg startede gårsdagen med halvanden times nytårszumba. Det var sjovt. Ikke så godt for anklen, som jeg forvred for godt fjorten dage siden, men godt for resten af kroppen.

Selvom jeg stadig har svært ved visse trin, og på ingen måde føler mig let og elegant er det også stadig supersjovt og jeg møder gerne op en anden gang, når der er events ud over det sædvanlige.


Noget andet jeg også godt gider er at genoplive onsdagsmaskerne. Jeg kunne godt lide de ugentlige opdateringer, der ikke kun oplyser andre, men også har hjulpet mig selv til at holde styr på projekter og læste bøger.

Jeg kan ikke entydigt sige hvorfor det løb ud i sandet, men det er onsdag, et nyt år står for døren og ønsket om mere tid med bloggen har længe presset på, Så nu starter jeg med en ny omgang masker og bogstaver, helst om onsdagen, og håber det varer ved.













Læse

Jeg læser En lykkelig slutning af Maren Uthaug. Bogen er en julegave, og som det nogen gange er med gaver, ville jeg aldrig selv have valgt netop den her bog.

Jeg er godt over halvvejs, og den irritation jeg havde med læsningen til at starte med er for længst forbi. Det er svært at sætte ord på hvad der irriterede mig, jeg var ganske simpelt ikke overbevist gennem de første kapitler.

Men som historien udviklede sig, gennem generationer, har den vist sig at være en både underfundig og samtidig temmelig morbid historie der fortælles gennem det sidste medlem af en familie, der i generationer har arbejdet med døden og som gennemgående ikke bryder sig om hinanden, men som er nødt til at leve med hinanden.

Bogen er hurtigt læst, og jeg tager mig i at læse videre, når jeg egentlig godt ved det er tid til at slukke lyset for at sove.


Hækle:

Årets første dag bød velkommen til et nyt projekt. Der er babyer på vej, både blandt familie, venner og kolleger.

Min plan om at byde babyer velkommen med et hæklet dyr lever stadig, og en pudderfarvet elefant har stået på dagsordnen længe.

Jeg har ikke travlt. Altså har jeg nok planlagt garn og et nogenlunde farveforløb. Men selve starten behøvede ikke gå, før sidste år var omme.

Jeg er ikke nået meget længere end til de uendelige små midterfelter. Når de er overståede, går resten næsten som en leg.