tirsdag den 30. september 2008

At regne den ud!



Hmmm ... Når man forveksler antallet af masker og målet i centimeter i udregningen af et ærme og derefter bare strikker derudad... bliver ærmet meget stort :)

mandag den 29. september 2008

Mio min Mio


I Emilies klasse skal der læses Mio min Mio. Bogen var ikke ankommet, så dagens lektie er uddelt som kopier.


Når jeg nu ejer et eksemplar, skal det da i brug.
Jeg var også helt sikker på, at bogen ville stå mellem børnebøgerne på et af ungernes værelser - det gjorde den bare ikke! Øv


Hva' så?? Den må da være her..


Jeg har nu været i kælderen, hvor den ganske rigtigt var havnet.



Vores kælderrum er på størrelse med et kosteskab og der er rigtig mange ting stuvet sammen derinde - se lige mig forsøge at nå noget inderst inde :)

Jeg fandt også min første strikkemaskine - købt brugt for mange år siden.

For næsten lige så mange år siden, mente jeg det var på tide med et ribapperat, men kunne kun få et brugt sammen med et hovedapperat - så havde jeg to :)


Det har jeg stadig. Jeg har flere gange forsøgt at give den ældste model væk, den er bare aldrig blevet hentet.
Nu kan den ende sine dage (eller også kan den anden) som reservedele :)


Jeg er ikke helt sikker på hvilken der er bedst - eller forskellen på 840 og 860?

Alene - igen :(


Min søde kollega har lige sendt en besked. Han kommer ikke i dag, sønnen er syg :(


Gennem de sidste tre uger har jeg været alene tre dage hver uge, fordi min søde kollega har været andre steder.


Det er ikke fordi han ikke har været på arbejde - han har været med Klubben på tur, med Klubben til fodboldstævne, med Klubben i svømmehallen og på kursus.


Nu er det sådan at vi kun er to, og ja vi samarbejder med Klubben, men vi er ikke Klubben. Og selvom de fra Klubben gerne hjælper, når jeg står alene tilbage, er det stadig mig, og mig alene, der står med ansvaret.


Det er ikke for at beklage mig, men jeg kan mærke det trækker tænder ud :(


Vi skal på weekendtur på fredag, jeg glæder mig. Men jeg kan også mærke, at så skal jeg have fri. Jeg trænger til fridage og har heldigvis masser at tage af :)


søndag den 28. september 2008

Beskidte knogler


- Nu med støvler


Meget bedre blev det, med lidt brun og grøn for at give det helt rigtige jordslåede og mosgroede udseende.


Også støvlerne, selvfølgelig med hul til tæerne - vi befinder os stadig i et fantasyunivers, hvor de onde er arketyper af ondskab.
At det betyder dunkle og tærrede beklædningsdele kan vel ikke komme bag på nogen...?

Måske jeg ikke helt har forstået hele konceptet. Men forstået har jeg i hvert tilfælde, at når knogler stikker ud, gør de det hele vejen :)

Jeg synes selv de ubehageligt spidse fingerknogler er blevet ret gode.
Det er også gået op for mig, at resultatet bliver bedst, når jeg bare tværer noget maling på, i et forsøg på at opnå et tredimensionelt udtryk med både skygge og heighlight :)

lørdag den 27. september 2008

Lørdag


I dag skal der hygges.


Jeg skal mod byen og Bedsteveninden. det er alt for lang tid siden i vi sidst sås.

Vi plejer at have en fast aftale hveranden lørdag, når børnene er hos deres far. Andre planer og børn, der har været hjemme har kuldkastet den plan og nu er det bare alt for længe siden.

Jeg glæder mig :)

fredag den 26. september 2008

coaching


Hvor er det dejligt med gode kolleger og en fantastisk chef, der lige kan hjælpe med at få maven i ro og finde ind til det, der er vigtigt :)

Fingermaling


Undeads er nogle skrækkelige væsener, der er stået op af graven og derfor har knogler stikkende ud rundt omkring. Det gælder også den der skal bo på Daniels væg, og formiddagen er gået med at male finger-, tå- og knæknogler samt hofteben.



Jeg synes de er blevet lidt for lyserøde og rene.
Måske et tyndt lag brunt kan give et lidt mere jordet og slidt udseende...?

Må hellere købe brun maling.



Det gjorde godt at gøre noget. Men jeg bliver stadig knudret i maven, når jeg ikke laver noget. Det hjælper ikke, at det netop er denne weekend børnene tager hjem til deres far. Jeg hader når de er der, samtidig med vi voksne har noget kørende.

Jeg ved godt han er deres far og i bund og grund vil dem alt godt. Men jeg ved også, han er egoistisk og selvcentreret og kan mærke, at for i hvert fald den ældstes vedkommende, kommer der flere og flere negative ord på om hvordan det er at være der. Jeg gruer for at han i sin egoisme, siger ting til ungerne, de ikke bør høre.

Jeg bliver nødt til at tro på det ikke sker og tro på de får en fantastisk weekend :)

Samtale


Kunne man vist ikke kalde det.


Vi taler forbi hinanden, han truer med Statsamtet, men er ikke villig til at tage derind, når jeg siger okey... ved ikke hvor det ender, har stadig en knude i maven.

Jeg burde gå i træningscentret, men jeg orker ikke - ikke i dag :(


Morgen


Ondt i maven... hvordan griber jeg det bedst an... går ungerne ikke snart, så jeg kan få det overstået...


Logisk ved jeg godt at han selvfølgelig skal tage sin del af ansvaret, men logik forsvinder og tilbage står jeg og føler mig egoistisk og får dårlig samvittighed over ikke at gøre alt for mine børn...

Hvorfor?

torsdag den 25. september 2008

Jeg ku' tude


Endnu engang sidder jeg tilbage og føler mig som den værste af alle mødre, hvis ikke jeg gør som barnefaderen synes. Hvis ikke kommer alting til at gå ud over børnene, og det skal for alt i verden ikke ske.


At det betyder, at barnefaderen endnu engang får sin vilje og endnu engang springer over hvor gærdet er lavest kommer ofte i bagerste række, i forsøget på aldrig at lade ungerne mærke eller føle sig uønsket.

Men det må være slut.
Han kan true, han kan sige hvad han vil. Denne gang må han tage sin del af ansvaret og gøre som skrevet står.

Jeg ringer i morgen!

Lige nu fjerner det dog ikke krampen i maven og følelsen af at lade stå til overfor ungerne.

Endelig lynlås


Hvor langt kan en støvle komme ind i en symaskine??



Der stod de så - Emilies støvler - uden lynlås, hele sommeren.

Butikken mente ikke at lynlåsen kunne skiftes (jeg mener nok stadig, den burde have været skiftet, da den gik i stykker to dage efter de var købt!).

Men gad jeg diskutere mere...



Lynlåsen blev skiftet og dagen efter var det galt med den anden :(


Der stod de så - hele sommeren, med en skiftet lynlås, og en der der ikke duede.

I morges ville tøsebarnet gerne have dem på, og årstiden taget i betragtning, kan jeg godt forstå hende. Måske det var det der skulle til. Slut med overspringshandlinger, nu er støvlerne klar. Dels syet på maskine, dels syet i hånden.




- Nu håber jeg de holder :)

onsdag den 24. september 2008

Det blev glat


Det øverste af min strikkede empire-sweater-ting :)



I aften har kommunen haft høring blandt de unge om den nye klubstruktur, der højst sandsynligt bliver besluttet engang i næste måned.

Egentlig måtte vi ikke være med - det var kun for unge mellem 12 og 25. Det var heller ikke meningen vi skulle være der, men vi blev ikke bedt om at gå og satte os bagved og lyttede kun.

I et forsøg på at få så mange som muligt fra skolen med, havde vi inviteret alle skolens elever i den rette alder til spisning i Caféen, før turen skulle gå videre mod kommunens arrangement.
Tretten unger valgte at spise hos os, og endnu flere mødte op i Viften for at være med.

Den nye klubstruktur - jeg har været lidt for og lidt imod og måske mest indædt modstander. Mens vi sad der og lyttede, blev det mig pludselig klart, at det er et rigtig godt projekt. Rigtig gode ideer, og selvom jeg stadig vælger at tro, der også er noget besparrelse ind over, alt i alt en god ide.
Problemet er bare at de (her kommunen) vil have det hele på een gang! Uden tanke for, at et projekt i den størrelse ikke bare opstår fra den ene dag til den anden. Jeg kan blive helt bange for alle de børn der kommer i klemme, fordi de ikke har et sted at være indtil projektet bare kører derudad :(

Mens jeg sad der og lyttede, strikkede jeg på livet løs. Nu er det så lige, det er gået op for mig, at jeg har lavet overdelen fem cm for lang....
... Jeg sætter mig lige ind i sofaen og trævler lidt op :)

mandag den 22. september 2008

Tænk


Jeg har lige (af læreren) fået at vide, at jeg ikke har lavet de lektier Daniel skulle aflevere i dag...
- Han går i ottende klasse!!!

Mit saltkar



Jeg bruger det hver dag, men ser det ikke altid...
... min gamle kop, der har været på gulvet, er limet, revnet igen, men stadig hel og nu bliver brugt til salt.

Jeg elskede den kop. Brugte den altid.
Bedstevenindens mor (hun er keramiker) lavede den, da vi gik i skole. Vi fik allesammen en, med navn på.
Wauw tiden går - den er mindst femogtyve år gammel :)

Siden er det blevet til flere kopper, kander, fade og skåle.
Min yndlingskop er stadig en kreation af bedstevenindens mor.
Jeg skal passe godt på den - den blå kop - hun kan ikke mere, slidgigt holder hende fra drejebænken.

Min saltkop - den passer jeg også godt på :)

Strikketøj


I øjeblikket har jeg gang i to forskellige stykker strik:


Det er første er min optrævlede gamle sweater, der skal have et nyt liv. Det er ikke fordi jeg strikker på tynde pinde, men det tager alligevel lang tid.
Det er et strikketøj der bor i en pose og bliver taget med alle steder :)

Min plan er at lave en tunikaagtig ting med empiresnit.
Ti omgange mere og den nederste del er færdig. Derefter en række huller til bindebånd og så er jeg lidt i tvivl om overdelen skal være glat eller måske dobbelt perlestrik.


I hvert fald er jeg sikker på, at borten forneden, sammen med lidt indtagninger, kan blive rigtig god til ærmer med trompetfacon :)



Det andet er af det garn, bedsteveninden købte og jeg straks gik i gang med.

Strikketøjet ligger i en kurv ved sofaen, og jeg har strikket et par pinde i ny og næ.
Det går stærkt. Jeg synes ikke jeg har strikket så meget, men pludselig er kroppen næsten færdig.

Det skal blive en lille åben trøje.
Opskriften er fundet i et
Filati Magazin og jeg tror den bliver rigtig god.

søndag den 21. september 2008

Hyttetur med 4.B


En gang om året tager børn og forældre i det der nu er 4.B på tur - en enkelt overnatning, god mad, hygge, snak og socialt samvær der skal sikre det gode samarbejde fremover.

Det er nogle dejlige ture.

Hytten ligger i Ganløse, ejet af kommunen, og mulig at leje sig ind i til private skolearrangementer. Den lækre mad bliver lavet på stedet og serveret som en overdådig buffet tre gange i døgnet og oveni er der både kaffe og kage eftermiddag og aften.


Vi skal selv lægge rent på sengene og tage det af igen efter brug, ellers skal vi bare hygge og komme hinanden ved, mens vores medbragte børn løber skrigende rundt i skoven eller sidder på værelserne og kommer tættere på hinanden end forældre måske synes de burde.


I 4. klasse er der en begyndende interesse for det modsatte køn, som skjules godt, men alligevel kan give udslag i f.eks et undertøjsmodeshow, med drengene som modeller :)

Vi der ikke har bil, kan altid finde kørelejlighed hos nogle af de andre, men i år havde Emilie besluttet at cyklerne skulle luftes. Efter i sommers at have kørt Bornholm rundt, synes hun selv, hun er mægtig til at køre på cykel, og deri har hun ganske ret.


Af sted kom vi, i et vejr der kunne gå begge veje. Lidt dryp og en grålig himmel, der klarede op til det smukkeste solskin og holdt resten af turen.

Fem kilometer til stationen i Herlev, cyklerne med toget til Ølstykke, hvorefter vi var klar til en tur ud over markerne mod Ganløse - troede vi.

Men ak - Emilies cykel var punkteret. ved en bænk på stationen blev der vendt op og ned på cyklen og lapningen gik i gang.
Hullet var let at finde - det samme var årsagen. En meget stor og svær at overse metalsplint, havde sat sig fast i dæk og slange.
- Ikke noget problem - vi lapper bare.

Færdig med lapningen - troede jeg, fjernede Emilie et blad fra forhjulet, hvorefter en lyd som blev hjulet piftet undslap! Det viste sig at bladet var behæftet med en torn :(

Nu er jeg ikke specielt glad for at lappe cykler og med kun en lap tilbage (lappegrejerne var pakket hjemmefra, men ikke gennemset. Jeg havde da ikke tænkt over at ungersvenden har lappet cykel et par gange i den sidste tid.) og ved nærmere eftersyn ikke de nyeste og mest punkterfrie dæk, begyndte jeg at blive en smule bekymret. Det viste sig at være med god grund, for da forhjulet var lappet, viste det sig at baghjulet var fladt - igen!


Så for da også... kan konen ikke lappe cykler???

Vi lod cyklerne stå, den sidste lap hærde lidt mere og gik på udflugt i Ølstykke.
En rigtig hyggelig idyllisk landsbystemning mødte os, og bag stationsbygningen gemte der sig et velassorteret butiksstrøg. Endda et cykelcenter kunne fremvises!

Bevæbnet med nye lapper, begav vi os tilbage mod cyklerne og afmonteringen af baghjulet - for anden gang!

Det viste sig, at mine evner udi cykellapning ikke er så ringe endda. Havde jeg så bare givet mig tid til også at finde det andet hul i baghjulet med det samme, havde det ikke været nødvendigt med påsætningen flere gange :)

Kun en time forsinket og med fare for ikke at nå frokosten begav vi os ud i landet.

En fantastisk smuk tur ad naturstier, markskel og grusveje. Udsigter der flere gange gav mig lyst til at stoppe og tage det ene billede efter det andet, men ingen tid.

Sine steder var vejen blot en sti - sand og grus som mine tynde bydæk måtte kapitulere overfor og trækken blev nødvendig.

Det gjorde ikke noget. Udsigten var så fantastisk at trækken med cyklerne blot gav mere tid til at beundre :)

Vi kørte og trak og kørte lidt mere, hele tiden med frokosten for øje. Vi skulle jo nå det, inden den flotte og velsmagende buffet, vi vidste ventede, blev ryddet af vejen.

Billederne blev der så tid til på turen hjem i dag.
I dag havde vi al den tid vi havde lyst til.

Vi nåede frokosten og fik opmuntring og glade tilråb, da vi endelig nåede frem, efter at have afvist at blive hentet - vi skulle cykle, skulle vi :)


Senere blev det tid til den obligatoriske vandretur til den nærliggende Buresø, hvor ungerne smed strømper og sko og hoppede i, længe før de langt mere fornuftige forældre nåede frem og kunne holde dem tilbage. Med kolde fødder og våde sko, løb de glade børn rundt og så ikke ud til at det betød noget som helst.


Tilbage igen blev der hygget blandt de voksne. Ungerne blev uenige, byttede rundt på værelserne og blev enige igen - alt var som det plejede.

Mens vi voksne sad i et hjørne af den store stue, indtog alle børnene hædderspladserne foran fjernsynet for at se MGP. Heldigvis var det deres favorit der vandt.


Senere blev det til gemmeleg og endnu senere begyndte de mest trætte at falde fra og falde i søvn på værelser rundt omkring. Ikke alle lige der, de først havde planlagt :)


De mere hardcore holdt ud til selv forældrene synes at nu skal vi selv i seng, og selvfølgelig var det børnene der kom først op i morges.


En fantastisk weekend, som vi alle kan leve længe på.
Kun er vi kede af, at kun halvdelen af klassens elever var med og kun 7 af 12 børn havde deres forældre med.

Der er flere kulture og både det sociale og økonomiske overskud blandt klassen forældre er meget svingende. Det betyder at nogle elever og forældre sjældent eller aldrig deltager i arrangementer, hvad enten det er fødselsdage eller klasse- eller forældrearrangementer.

Det er lidt ærgeligt, men sådan er det!

Udenom kan vi ikke komme, at det selvfølgelig skaber en noget indspist del af forældregruppen. men jeg tror stadig på, at de af os der bruger tid sammen med hinanden. Bruger tid på at lære hinanden at kende på godt og ondt, senere vil få glæde af hinanden og få et langt mere gnidningsløst samarbejde.



Efter morgenmaden og den del af oprydningen vi selv står for - møblerne skal lige stilles på plads og alt for meget slikpapir fejes sammen - pakkede alle sig sammen og hjemturen ventede.

Nu kendte vi vejen. Selvom den stadig gik over stok og sten og vi valgte at trække længere end vi gjorde på udturen, gik det alligevel hurtigere at nå tilbage til stationen.


Udstyret var vi, med vanddunke og chokolade til toget. Intet kunne slå os ud. Selv ikke en strejkende lynlås på pigebarnets støvler blev et problem - nu håber jeg bare skomageren kan sy en ny i, for det har jeg alligevel ikke lyst til at prøve kræfter med :)

På stationen og i toget hjem satte vi os med Brødrene Løvehjerte, der er lige tre kapitler, der skal læses inden i morgen tidlig.

Med et træt barn, der i forvejen har rigtig svært ved læsning og måske er ordblind har moderen lovet at læse det hele denne gang. Vi mangler stadig et kapitel - mon ikke det kan udnævnes som godnatlæsning :)

Tilbage på i Herlev gik turen langs vores eget grønne område - Vestvolden.
Den kunne godt stå mål med den langt friere natur, vi lige havde været ude i.


En tur på alt i alt tredive kilometer, fordelt over to dage, synes jeg er helt i orden, når man bare er ti år og måske nok kører en del på cykel, men alligevel er lidt magelig anlagt og måske var lige ved at fortryde valget om at cykle.
I hvert fald et temmelig træt pigebarn nåede hjem og slog sig ned foran fjernsynet med en god film :)

Vi glæder os til næste år!

fredag den 19. september 2008

Stol på det


For et stykke tid siden købte jeg stof til gardiner. Samtidig købte jeg stof til betræk af Daniels gamle kontorstol.

Nu er det sådan, at jeg bestemt ikke rider samme dag, som jeg sadler... Men da stolen bliver brugt flittigt hver dag, var det næsten pinligt, da jeg i går endelig tog mig sammen og startede.

Ryglænet voldte mig lidt problemer hvordan betrække det hele (da det gamle betræk var direkte grimt) og samtidig ende med et acceptablet resultat.
Enden blev at sætte et stykke stof fast bagpå og stramme et andet stykke over forsiden og ca fem centimeter om på bagsiden. Her ville jeg så sætte et bånd over alle de ikke særlig kønne clips.


Så var det lige jeg tog mig til hovedet, for hvordan sy et bånd fast på noget, der er trukket stramt over træ???
Hjemmet er nu beriget med et sæt krumme møbelnåle :)

- Og ungersvenden har en stol han kan være bekendt!

Pakket




Hyttetur med klassen.
Emilie og jeg tager af sted i morgen, den unge dame har allerede pakket...

Hun har besluttet at vi skal cykle - dog ikke hele vejen. Men de sidste 10 km fra stationen til hytten, der ligger ude i skoven.
Jeg glæder mig - et par hyggelige dage sammen med søde og rare mennesker.


Jeg ved den anden del af tasken er fyldt med tøj, og hvis bamsen bliver byttet ud med strikketøj, ser det jeg pakker cirka ligesådan ud!
- Man pakker vel det vigtigste :)

torsdag den 18. september 2008

Forældremøde


Der har været forældremøde i Emilies klasse.

Et godt og konstruktivt møde med mange gode informationer...

.. men ...

Hvor bliver jeg træt og trist, når gode debatter drukner i negativitet og mangel på interesse i at høre andres mening :(

onsdag den 17. september 2008

Behøver jeg virkelig...


Ja jeg gør..


Jeg er udnævnt til computernørden på mit arbejde, og står derfor for det månedlige nyhedsbrev... Det skulle egentlig have været lavet for flere dage siden, men af en eller anden grund har flere af mine kolleger svært ved det der med at overholde deadlines ... der er også altid en god grund...
Men nu skal det laves og den afdeling der mangler, sørger jeg bare for plads til... så må det komme til i morgen...

Nyhedsbrevet laves selvfølgelig ikke kun i en papirversion .. jeg var jo kvik nok til at fortælle at det der med hjemmesider det kan jeg da godt... og kunne ikke løbe fra det, da min egen afdeling allerede nyder godt af det... så også en elektronisk version :)

Mens jeg nu sidder foran compueteren, er det meget mere fristende at læse blogs eller lige...
På den anden side hvis jeg nu skynder mig, kan jeg se frem til den fridag arbejdet udløser :)

tirsdag den 16. september 2008

Tilbagemelding


Inde i mig har jeg et lille rum, der kredser meget om døden.


Jeg har stadig ikke rigtig forstået at min faster er væk.
Efter begravelsen skrev en mail til min far i søndags og har ikke fået svar... helt af sig selv, begyndte min hjerne at spinde historier om hvorfor...

Hjemme efter arbejde, åbner jeg mit postprogram og der er den - tilbagemeldingen!

Så lidt - så megen glæde.

Finito


Tæppet er færdig.


Daniel kom lige ind ad døren, og ser ud som om han godt kunne finde på at indvie det, lige så snart jeg er ude af døren :)



Langsom morgen


Meningen var at jeg skulle op og igang og være aktiv... det var meningen...


Men hvor var jeg langsom.. igang kom jeg, og kun tre kvarter senere end beregnet stod jeg i træningscentert og nu er jeg hjemme igen, frisk og nybadet og klar til dagens udfordringer.

Der er endnu halvanden time til jeg skal være på arbejde - lige tid til morgenmad og tæppekant :)

mandag den 15. september 2008

Sådan kan det gå


Hver onsdag, på personalemødet, sidder jeg troligt og strikker. Det bliver hurtigt til noget men bliver det godt?


Her troede jeg alt var i fineste orden, eller måske ikke fineste orden, men nogenlunde.
Jo jeg havde overvejet om mønstret ikke ville have været pænere, hvis jeg havde .....

Men at det var helt skævt, det havde jeg alligevel ikke set komme :)


I et forsøg på, at gemme indtagningerne i siden af de glatstrikkede felter, kom hulmaskerækkerne til at slå et sving, ved hver indtagning.



Okey tænkte jeg: "Se det i øjnene det vil ærgre dig hver gang du finder den færdige sweater frem - der er ikke noget at gøre, det må trævles op."
Som sagt så gjort - 18 cm kortere, fik jeg rettet mønstret til, og indtagningerne flyttet hen på midten. Alt i alt helt okey :)

Hvis så bare farverne havde set nogenlunde ens ud på billederne - suk!

søndag den 14. september 2008

Søndag


En rigtig søndag, jeg har lavet ingenting - eller har jeg?

Umiddelbart synes jeg, jeg har dasket lidt rundt, solen har skinnet fra en skyfri himmel, døre og vinduer har stået åbne - det har været herligt, og jeg har ikke bedrevet det store. Men så alligevel - rundt omkring er tydelige tegn på, at noget er der sket.

I kælderen hænger alt Emilies rene tøj og tørrer. Fire maskinfulde blev det til. Selvom det er meningen hun selv skal, har jeg alligevel både båret og været med til at hænge op.

Opvaskemaskinen er fyldt og kørt to gange. Det ses ikke mindst på køkkenbordet, der nu er til at få øje på.

I køkkenet står også muffins til smeden. Han hjalp for lang tid siden Anders med et projekt på arbejdet, mod kage. Pinligt, men ingen kage endnu - nu er der bagt, også nok til resten af familien.


Yndlingstanten (som måske nok i teorien er en tante, men ikke betegnes som sådan i mit hovede) fra Jylland ringede og vi snakkede i rigtig lang tid. Vi skal derover i efterårsferien, jeg glæder mig allerede.

Jeg begyndte at sy første par bukser. Men måtte stoppe, da jeg nåede til lynlåsen, og ikke havde nogen. Nu ligger der et par næsten færdige bukser. Skal forbi sybiksen i morgen - jeg løb også tør for vliseline.


Jeg har også strikket lidt. Mit håndled føles slet ikke ømt mere. Når Emilie er puttet og sover, tror jeg tæppet skal have de sidste 14 rækker og måske også en kant. Jeg må hellere passe på ikke at overanstrenge... Det ville ikke være godt med mere ømhed :)

Børneværelser, rod og oprydning


Vi bor i en forholdsvis lille 3-værelses lejlighed. Dengang vi flyttede ind, fik børnene fælles værelse, og jeg troede at den dag, de ikke længere synes det var sjovt at dele, skulle jeg flytte ind i stuen.

Så mødte jeg Anders og han flyttede ind. Pludselig var det der med stuen ikke helt så attraktivt - mærkelige arbejdstider, brug for frirum og så videre, gjorde at ungerne måtte blive sammen.
Nu er Daniel fyldt 14 og Emilie 10, så fælles værelse er bestemt ikke det bedste de ved.

Lige inden jeg gik på sommerferie slog lyset ned og jeg fandt den ultimative løsning.
Mens ungerne var hos deres far, byggede vi andre derfor en væg i stuen - gjorde stuen ca 6 kvadratmeter mindre, smed sofaen ud og skabte et værelse til Daniel. Det er ikke så stort, men der plads til det han har brug for. Samtidig flyttede vi ind i det gamle børneværelse og Emilie overtog det hidtil mindste værelse. At vi fik et større værelse, betød at der blev plads til kontor i soveværelset og vi fik plads i stuen til den lille søde umagelige sofa, jeg engang fik fra min mor :)

Det sjove er så, at dengang de delte værelse, var det altid Emilie der ryddede op og Daniel der rodede - eller sådan så det ud... Det gør det bare ikke mere.
Nu er der rimelig ryddet på Daniels værelse og hvis ikke, skal jeg bare bede ham om at rydde op, så blir der pænt. Emilies værelse derimod - det er et helt andet kapitel... Og lige nu, er jeg jordens ondeste mor - for jeg har bedt hende om at rydde op :)

Med saks og knappenåle


Jeg har det med at klippe stof til at sy, som mange har det med montering.

Jeg går rundt om det, jeg finder på undskyldninger for ikke at gøre det, jeg opfinder vigtigere ting at foretage mig. Indtil jeg tager mig sammen og får klippet stoffet og det er egentlig meget hyggeligt, når først jeg har taget mig sammen.
(Faktisk kan jeg godt lide at montere - men det er en hemmelighed :))

Sådan har det også været med det stof Anders har købt til tre par bukser. Men nu skulle det være slut, og beredt til tænderne gik jeg igang.

Det første par bukser var ikke noget problem - Anders' gamle yndlingsbukser, der efter lang tids brug var så tyndslidte, at han ikke længere kunne være bekendt at vise sig i dem. Nu er de sprættet op og jeg har tegnet mønstret af - håber de bliver gode.


Så sluttede det lette. Jeg er nemlig noget af et rodehoved og mærkeligt nok befandt mønstrene til de sidste to par bukser sig ikke i mappen med mønstre.

hmm... lede, lede, lede... Jeg fandt mønstret til det ene par - og klippede.
Men mønstret til det andet par??? Væk!


Jeg fandt dog originalmønstret og må nok bide i det sure æble og tegne det af igen.
Men det må vente til en anden dag. Nu har jeg i hvert fald klippet de første to par - så jeg kan bruge det næste lange stykke tid på at overtale mig selv til, hvor vigtigt en hel masse andet end klipning af det sidste par er :)

lørdag den 13. september 2008

Jeg burde ikke


Jeg har haft besøg af yndlingsveninden, hun medbragte garn.
Sidste gang vi var på Strøget, faldt vi over det her helt vildt billige garn, men jeg var fornuftig og købte ikke noget.

Fornuften holdt kun lige til vi kom tilbage til venindens lejlighed, og vi sad og kiggede i det strikkeblad - Filati - hendes mor har købt til hende og faldt over den ene lækre opskrift efter den anden.


Pludselig havde det været langt mere fornuftigt at købe det billige garn og transformere det om til en feminin trøje til kølige aftener eller kolde vinterdage.


Da veninden bor tættest på centrum, blev det hende der foretog indkøbet og jeg har nu både garn og opskrift.


Og nej - jeg brude ikke strikke, mit håndled er stadig lidt ømt, men jeg kunne da ikke bare sidde der... Jeg kunne da lige lave en strikkeprøve... hvilket hurtigt udviklede sig til at jeg da også lige....



8 pinde senere stoppede jeg. Nu må det være slut. Jeg kan fortsætte når håndledet har det bedre :)

Jeg ville rigtig gerne have henvist til billeder af både blad og model, men jeg ikke komme igennem :(

Slut på en lang dag



Jeg er helt alene hjemme, enderne er hæftet, der er lækker hyggelig musik, sengen dufter af rent udendørs tørret sengetøj, stearinlysene er tændt og jeg har fundet en god bog.

En lang begivenhedsrig og bevægende dag er næsten slut. Nu skal den afsluttes med hygge og læsning og bare være mig selv.

Godnat til alle jer derude :)

fredag den 12. september 2008

Løse ender


Jeg mangler omkring 14 rækker før mit hæklede tæppe er færdigt og klar til en kant.
Det bliver dejligt. Fin struktur, dejlig varmt og allerede taget i brug, af på skift hele familien.

Mit håndled er ømt - så nu hæfter jeg ender.

Det er ikke så hårdt, og egentlig meget rart at få gjort...
... Men jeg vil så gerne være færdigt... Så jeg ender nok alligevel med at hækle derudaf... Kender jeg mig selv ret :)

Et sidste farvel


Sikke mange mennesker. Aldrig har jeg set så mange til en begravelse, så mange at der måtte ekstra stole til.
Derfor også blomster i massevis. På sin vis helt rigtigt, da hun i sin tid blev udlært blomsterbinder.

Mens vi stod der, udenfor kirken, tog jeg mig selv i at kigge efter min faster, vel vidende at det var hende vi skulle begrave. Måske var det først der det for alvor gik op for mig.


En smuk begravelse, tror jeg man kalder det. Præsten sagde smukke ord, både om min faster men også til den efterladte familie.

Jeg kneb en tåre, faktisk så mange at jeg var sikker på at være sort ned af kinderne - min mascarra er ikke vandfast, men kan åbentbart tåle mere end jeg troede.

Jeg tog ingen billeder, til gengæld havde den lokale købmand blomster til halv pris på vej hjem. Min far bad mig tage billeder med hans kamara, så det blev det!


Bedst som jeg troede at nu kunne jeg ikke blive mere bevæget (kisten var kørt og vi stod efterladte tilbage, lidt i vildrede med hvad vi nu skulle), finder min far to nøgler frem og giver en til min søster og en til mig - nøglen til hans hus.
Vi skal have dem, for hvis nu....

Han bor helt alene langt væk. I den sidste tid har han oplevet hjertebanken og været hos lægen, der dog ikke kunne finde noget. Alligevel kom det hele lidt for tæt på..
Han lovede samtidig at sende os en email hver weekend... bare så vi ved, han stadig er der...


Den gestus, den tanke var næsten mere bevægende end hele ceremonien vi lige havde været igennem. Jeg tror dog, det var forstærkende.



Efterfølgende var der kaffe hos min kusine og hendes mand.
De havde heldigvis været forberedt på et stort følge og havde ryddet stuen og fyldt op med borde og stole :)

Det var hyggeligt. Det er ikke så tit jeg ser mine fætre og kusiner. Fik snakket en masse. Fik opdateret.

Nu er jeg træt. Fuldstændig færdig.
Og jeg som troede, det ikke rørte mig så meget :)

På vej mod begravelse


Så er det nu.


Jeg duer ikke til kun at gå i sort, så lidt farver må der til
.

torsdag den 11. september 2008

Forældremøde


Er lige kommet hjem.
Vi har holdt forældremøde i Caféen.


Hele 8 forældre mødte op - det er en fordobling siden sidste år.


Da vi for to år siden sad med kun een forælder, blev vi nødt til at nytænke og har siden lokket med rødvin og ost.


Det ser ud til at virke.

Rigtig hyggeligt, og - tror jeg - de 8 fik noget med hjem de kunne bruge :)

Guldkanter


Jeg har malet.

Endelig....

Jeg kan mærke at det her projekt kommer til at tage laaang tid. Det gør ikke noget, det er hyggeligt når jeg er igang. Jeg er ikke helt sikker på ungersvenden deler den mening.

Men det er nødvendigt.
Jeg har brug for tid og rum og at være alene. Det virker bare ikke hvis nogen sidder og kigger mens jeg maler - i hvert fald ikke det her projekt :)

Men nu er der kanter - guldkanter - på slaget.
Det ser lidt tåbeligt ud. Men jeg tror det er bedst at starte med de lag der er bagerst.
Dvs de knogler der stikker ud næste gang.



Jeg synes faktisk det er blevet ret godt. Jeg sad med næsen tæt til væggen og var i tvivl om skyggerne lignede skygger. Det var vist først da jeg sad ved computeren og fik billederne på skærmen og så det hele lidt på afstand, at skyggerne rigtig virkede.

Jeg er vist ikke altid så god til lige at træde et skridt tilbage og se det hele i en større sammenhæng :)


onsdag den 10. september 2008

Hvorfor?


Jeg undrer mig, når forældre til børn i SFOI (børnehaveklasse - 2. klasse) gang på gang ringer og får sendt deres børn ud på parkeringspladsen, i stedet for selv at hente dem i SFO'en.


Jeg undrer mig, når andre forældre fortæller pædagogerne, at forældrene til det barn, de er ved at sende hjem, sidder udenfor skolen og ryger.


Jeg undrer mig, når pædagogerne i SFOI år efter år beklager sig over problemet, men ikke får gjort noget ved det.


Jeg undrer mig, når en af samme pædagoger i telefonen siger til forældrerne, at deres børn vil blive glade for at blive hentet, at resten af pædagogernes reaktion er: det gjorde du ikke.


Jeg undrer mig.



Nu har ledelsen fået nok, skåret igennem og besluttet.
Fra nu af vil børn, der af den ene eller anden grund skal sendes hjem, samles til pulje og pædagogerne vil gå en runde hver halve time, og sende disse børn hjem.

Et eller andet sted, dybt nede, siger noget mig, at det bare gør det værre... Jeg ved det ikke. De involverede virkede glade. måske er det bare mig, måske ved jeg ingenting. Jeg ved ingenting - det er ikke mit problem, hvis nogen af mine forældre, til mine store børn endelig ringer, bliver jeg nærmest lykkelig - jubii forældrekontakt!

Jeg har ikke en løsning - min løsning ville være dialog, og jeg er sikker på, at svaret ville være: det har vi prøvet.
Jeg tænker så, kan det prøves på en anden måde?

Jeg har ikke en løsning.
Men alligevel - betyder den nuværende beslutning ikke bare, at det nu er "lovligt" at ringe sit barn hjem?




mandag den 8. september 2008

Dobbelttjek??


I mine børns skoler er det sådan (det er det vist i hele landet), at der pligt til samarbejde mellem skole og hjem. Det betyder bl.a. at man som forælder er pligtig til at møde op til forældremøder. Man har også pligt til at deltage i skole-hjem samtaler, men det er ikke så vigtigt lige nu.


I Emilies klasse er forældremødet nært forestående, så vi har fået en indbydelse - eller er det en indkaldelse til mødet.

Nu er det så, jeg går i baglås og føler mig en smule provokeret... I brevet står der, at det forventes, at der deltager forældre for alle børn... samtidig er der nederst på siden en slip, der forventes tilbageleveret, hvorpå vi som forældre skal notere om vi kommer eller ej....

Jamen... Jamen ... Jeg har jo lige fået at vide, at jeg skal komme!

Jeg synes som forælder, at selvfølgelig skal jeg deltage, og selvfølgelig er jeg interesseret i at vide, hvad der sker i mit barns hverdag.. men jeg nægter at fortælle at jeg kommer...

Det er så mit barnlige korstog :)

Nyt garn


Jeg har fået nyt garn.
Min mor og Annelise var forbi engang i sidste uge og havde det her helt vildt lækre melerede grønne uldgarn med.


Nogen har engang strikket det meste af en sweater af det. Men nu er det trevlet op, skyllet op og har hængt på altanen og lufte. Den hengemte duft er helt væk nu.


Jeg glæder mig til at strikke af det :)



Jeg er lidt i tvivl om det kan betegnes som lagergarn, når det ikke er mit lager, det har ligget på meget længe?

søndag den 7. september 2008

Livet er skrøbeligt


Min faster er død.


Min far har lige ringet. Hun blev dræbt ved en højresvingsulykke. Jeg tænker hun nok kørte på cykel - det gjorde hun altid.


Det virker helt surrealistisk, jeg kan ikke helt forholde mig til det.


Jeg er mest ked af det på min fars vegne. Jeg ved han holdt meget af hende.
Nu sidder han helt alene langt væk uden nogen at være sammen med.
Han kunne selvfølgelig sørge sammen med deres lillebror, han bor ikke så langt væk.
Men jeg tvivler. På mit spørgsmål om han havde nogen i nærheden, svarrede han at det var lillebror, der ringede og fortalte det, men ikke et ord om at de kunne være sammen i sorgen.
Det vidste jeg godt - det er alligevel sørgeligt.


Det gør mig også ondt på den nærmeste families vegne.
Hun efterlader mand, søn, datter og svigersøn samt tre børnebørn, hvoraf den yngste endnu ikke er et halvt år.


Men mig. Nej. Hun er ikke en jeg nogensinde har været særlig tæt på - en af de voksne!


Mine tanker må og vil være hos de efterladte.



Ude på altanen ved planterne stadig ikke at efteråret nærmer sig, de tror stadig det er sommer - eller også modarbejder de døden.

Vores rododrendron er begyndt at blomstre. Jeg kigger ofte derud, venter spændt på at knoppen folder sig ud i en sidste krampetrækning inden vinteren for alvor sætter ind.