Småtterier i en travl hverdag

Nå, men jeg er i hvert fald ikke syg.





Jeg er muligvis ikke helt rask.

Men lidt forkølelse har aldrig skadet nogen. Heller ikke, når forkølelsen har sat sig på stemmebåndet, og tale bliver reduceret til en slags søløvehost eller hvisken. Jeg gider i hvert fald ikke blive hjemme, og lysten bliver ikke mindre, når bemandingen i forvejen er sårbar, en enkelt ligger med influenza og resten er kaldt til mere eller mindre vigtige møder.

Weekenden er til gengæld tilegnet så lidt, som overhovedet muligt og masser af the. Også selvom det ikke rigtig føles som om theen hjælper. Eller det er meget rart, mens det varmt glider ned gennem halsen.

Jeg synes faktisk min stemme lyder bedre. Det synes Emilie ikke, men jeg tror heller ikke hun hørte den, da den var værst i går.

Den mindre bemanding betyder som udgangspunkt at Hobby lukker, vi finder småting frem, der kan laves ved baren og nye rutiner bliver lagt ind, når der skal være flest voksne, der hvor børnene er.

Heldigt nok, havde jeg lige fundet karton og flade ting som stof, dekorationspapir, limstift, pailletter og uld sammen med tusser, farver og lamineringslommer frem, med tanke på bogmærker. Jeg startede med at lave et i grønt, og viste det til Louise, som mente det var for kompliceret.





Jeg tog det grønne med hjem - måske har du set det stikke ud af den igangværende bog, i det seneste indlæg om masker og bogstaver - og lavede en flok mere, og gjorde mig umage med ikke at lave det for kompliceret. Det kan godt være svært.

Mens børnene lavede bogmærker, gik jeg en tur omkring fællesrummet, hvor bordtennis og billard er i høj kurs. Jeg kan ikke spille bordtennis, jeg har ingen boldøje og ender altid med at løbe efter bolden, som aldrig er i nærheden af det bat, jeg ellers prøver at ramme den med.

Billard derimod, det kan jeg finde ud af. Her ligger kuglerne helt stille. Det er meget nemmere. Jeg regnede godt nok med at være temmelig rusten, for det er alligevel et stykke tid siden min dagligdag gik sammen med de allerstørste og billardbordet i den Caféen, som desværre blev lukket i forbindelse med skolereformen.





Jeg slog til da det første barn udfordrede, og måtte indrømme at det der rust havde gemt sig godt. Måske var jeg bare heldig. Du er syg! sagde det ene lille barn flere gange, mente det absolut positivt, og har allerede spurgt efter flere kampe.

Det er så hyggeligt at spille billard. Jeg gør det alt for sjældent. Med mellemrum husker jeg det, og måske jeg skal huske det lidt igen.