Dimission

Op mod sommerferien er der altid tusind ting at gøre, og dagene bliver hurtigt fyldt med både det ene og det andet.

I dag var der dimission. Både på min egen skole og på Emilies. Trods lysten til at ønske tillykke til årets niendeklasser (der også var dem, jeg øvede på sidste år, da skolereformen var ny skolepædagoger i overbygningen var hidtil uset) var noget andet vigtigere.

Emilie vandt.

Min mor og Annelise tog med. Ungerne og lærerne var mødtes tidligere og havde spist sammen. Det var heldigt, for så nåede jeg både årets sidste skolebestyrelsemøde og at smække benene op det meste af en halv time, inden jeg igen skulle ud af døren.

Skolelederen holdt en fin tale, yndlingslæreren holdt en sjov og finurlig tale, eksamensbevis og knus blev uddelt, inden bobler blev serveret i kantinen, og jeg nåede at sige tillykke til de af mine elever fra sidste år, der gik videre i tiende klasse.

Folkeskolen er slut, nu venter sommerferien, masser af arbejde og til august nye oplevelser og en ungdomsuddannelse.

Hun endte med alle karakterer mellem to og tolv og et gennemsnit på syv en halv.

Det synes jeg er temmelig godt.

Midt i eksamenstiden

Det er efterhånden længe siden Emilie var i Berlin. Flere måneder nærmest.

Det var i april hele tiendeklassesskolen pakkede sig sammen og kørte med bus til Berlin. Emilie glædede sig, og huskede en fantastisk tur med Husholdningsskolen året før. Det blev på mange måder en god og mindeværdig tur, men den var krydret med skuffelse, for alt for meget drama og alt for mange forliste venskaber fulgte også med.

Den sidste måned inden eksamensstart blev derfor også en tid, hvor Emilie fandt sig midt mellem krakelerede veninder, der nok aldrig bliver til venskaber igen. Emilie har før været i midten, og nu som før fik hun rollen som mægler. En rolle der ikke helt virkede, som den tidligere har gjort.

Nu har læseferien slået sig fast, de venskaber et år i tiende klasse har ført med sig holdes fast, mens de som ikke holdt, langsomt glider ud i sandet. Sådan skal det vist være.

De skriftlige eksamener er for længst overståede og resultaterne var som ventede. Ikke prangende, men heller ikke dårlige og langt bedre end de resultater hun havde forestillet sig for år tilbage. Allerbedst var OSO opgaven, der høstede hende et tolvtal.

De mundtlige eksamner blev skudt i gang i fredags med matematik, i dag ventede dansk og forsvaret af billedeanalysen, der var forberedt i stor stil. Begge gange kom hun ud til et tital, en måben og en tiltagende viden om, at hun kan meget mere end hun tror.

Der danses stadig på lyserøde skyer.

Vi andre er slet ikke færdige med at ønske tillykke.

Tilbage venter engelsk. Engelsk, der altid har været det mest forhadte fag. Engelsk der kun bliver sværere, når modersmålet i forvejen er svært. Hun har forberedt sig, hun har talt højt, søgt på nettet, skevet ned, skrevet op og øvet i en uendelighed. Hun er klar til en lav karakter, og vi snakker om at vende det til en fest – få det bedste ud af det, og tag det som en oplevelse.

Med i Berlin var det store fine kamera hun købte efter jul. Emilie øver, og ved godt at hun ikke er den bedste fotograf nogensinde. Men mellem mange kedelige billeder fik hun alligevel en del spændende med hjem.

De mest spændende skal dog krediteres til Christian, der fik lov at låne kameraet den dag de var omkring domkirken. Han samlede mange fine motiver i Emilies sorte kasse – det skal jeg huske at fortælle ham, når der senere på måneden skal holdes fødselsdag for Tøsebarnet.

Jeg har fået lov at vælge mellem alle billederne, og vise et tidsbillede af Berlin, set med teenageøjne.

At lege sig til lærdom

Fredag formiddag. Jeg er i Klubben, jeg har understøttende undervisning klokken tolv og materialet er fundet frem. Vi har arbejdet med unge i Uganda, seksualitet og rettigheder. I fredags endte det med en rigtig god snak om homoseksualitet. Hvor nemt er det i Danmark? spurgte jeg, meningerne var mange, men måske er det ikke helt så nemt og tabufrit, som ungerne i første omgang mente.

De skal også spille rundbold. Både fordi bevægelse er vigtigt, og fordi de sidste gang beviste at de ikke kender – eller i hvert fald havde glemt – reglerne i rundbold. Det var en sjov oplevelse at se dem Google regler, finde forskellige, skrive på tavlen, for til sidst at blive enige om hvilke regler der duede og hvilke der ikke duede. Det krævede så absolut afprøvning i praksis.

Klokken er ikke tolv endnu og egentlig har jeg en aftale med den stedlige computer, næste uges plan og info til forældre. I stedet kigger jeg ud i skolegården, hvor en gruppe fra anden klasse er ude og leger med bolde og hulahopringe. Hvorfor de kaster med dem, ved jeg ikke, men pludselig sidder en hulahopring fast i et træ.

Jeg bliver stående, kigger og ser på hvordan fantasien ingen grænser har, for at afprøve forskellige muligheder for at få ringen ned. Inden jeg når at hente kameraet har en bold fra den rigtige vinkel ramt og slået ringen ned. Lykken er dog kort, for et øjeblik efter sidder endnu en ring fast højere oppe.

Det er unægteligt lettere at skyde en ring ned, der hænger langt nok nede til at grenen, den hænger på vender næsten nedad, end det er at skyde en ring ned, der hængere højere og i en gaffelgren, der mest af alt peger opad.

Ungerne er stadig ved god mod, da jeg når hen til træet. Bolde ryger til vejrs med god fart – det ser nærmest ud som skød de til måls, og et par stykker rammer også fint gennem ringen. En af pigerne kan se sig til at en bold ikke duer, og kommer i stedet slæbende med en tyk lang pind, der måske kan hjælpe.

Desværre er hun ikke høj nok, og overlader pinden til Kåre, der bliver dirigeret af pigen, der har set fra hvilken vinkel pinden skal gennem ringen, hvis det nogensinde skal lykkedes at få den ned.

Ned kommer den, knap så rund som engang. Frikvarteret er slut, og selvom jeg mener der var masser af læring i hele seancen, er jeg ikke helt sikker på at børnene opfattede det sådan. Jeg tror nu alligevel de har leget sig til lærdom, eller erfaring de senere kan få god brug for.

I magasinernes dyb

Det er eksamenstid. De skriftlige prøver er for længst overstået, og nu venter de mundtlige.

Emilie har haft travlt med synopser, der skulle afleveres i går, men inden da er der gået tid med at beslutte sig for de helt rigtige emner, inden for de udtrukne kategorier.

I dansk har hun trukket en billedeanalyse. Billedeanalysen er Emilie foretrukne og stor var glæden over netop den udtrækning. Herefter var det straks noget helt andet, for Emilies ultimative favoritter ud i malerkunsten er så absolut Skagensmalerne, som i den her sammenhæng var godt halvtreds år for unge.

Det er selvfølgelig ikke nok at trække en billedeanalyse, der er krav med. Hun skal vælge et billede malet af en dansk maler fra romantikken, eller guldalderen som den tidsperiode også bliver kaldt. Hun havde tanker om flere billeder, men endte med at se sig varm på Eddystone Fyrtårn malet af Anton Melbye i 1846.

Hun undersøgte sagen og fandt selv ud af at værket hænger på Statens Museum for Kunst, og selvfølgelig var jeg klar til en tur på museum.

Det er efterhånden mere end fjorten dage siden vi var af sted, en søndag i maj. Stor var skuffelsen, da det viste sig at maleriet slet ikke hænger på udstillingen, men i stedet er gemt væk i museets store samling i magasinerne. Selvfølgelig kan de ikke havde det hele hængende og udstillinger skifter, men vi ønskede alligevel at lige det her billede havde hængt oppe, den dag vi var forbi.

Vi gik en tur gennem samlingen af dansk kunst, for det kunne jo være, der var noget andet hun kunne bruge. Et enkelt billede af et norsk skibsforlis vakte interesse, men det var ikke fyrtårnet, som hun havde forelsket sig i, og som kunstneren forøvrigt modtog en fortjenstmedalje for, trods ønsker om at blive bedømt for sine senere værker.

Efter at have trådt mig selv lidt over tæerne tog jeg mod til mig og spurgte en kustode om muligheden for at få lov at se værket, selvom det ikke nu og her er udstillet. Han havde meget at sige, både om billedet, som han synes var et spændende valg, om kunstneren, om et par andre kunstnere og nogle andre værker, men til syvende og sidst kunne han ikke oplyse os om andet end, at det er meget svært at få lov at komme ind i det allerhelligste, at det sker yderst sjældent, og at han troede ikke det ville være en mulighed.

Æv! Tænkte vi og fortsatte rundturen, der nu havde ført os til både alt for gamle og alt for unge malerier, der slet ikke stod mål med kravene til opgaven. Et par enkelte billeder af et par af Skagensmalerne lyste lidt op i Emilies dalende humør over ikke at få set det oprindelige billede, og hun endte med at beslutte sig for at så måtte et print fra nettet holde for.

Inden vi forlod museet, spurgte jeg forsigtigt endnu en vagt om, hvordan vi skulle agere hvis vi ville gøre os håb om et besøg i det allerhelligste, og efter et besøg i receptionen kunne vi gå videre ud i byen med et par telefonnumre og mailadresser i tasken.

Der gik flere dage inden jeg en aften satte mig ned, og i en mail stilet til overinspektøren for romantikken, skrev et brev og spurgte om muligheden for at se værket. Jeg slog på at Emilie selv havde valgt det, at hun har interesse for kunst og at det ville være rigtig dejligt at få lov at se billedet i levende live, selvom et print fra nettet selvfølgelig kan gøre det.

Jeg havde faktisk ikke  regnet med at få svar. I hvert fald ikke så hurtigt og slet ikke så positivt. Allerede næste morgen lå to mails. En fra overinspektøren, der var begejstret over at hun havde valgt et værk, der ikke ligger lige for, og som bestemt mente, at selvfølgelig skulle hun se billedet. Han havde allerede sendt forespørgslen videre. Og et fra den medarbejder, der havde modtaget videresendelsen og allerede havde tid og dato parat.

Af hensyn til landets kunstskatte skulle fulde navn, adresse og telefonnummer opgives, Emilie sørgede for at få fri fra skole og i formiddags tog hun af sted med maven fuld af sommerfugle. Både Anders og jeg har misundt hende muligheden, men mente også begge at den oplevelse skulle hun have alene – vi skulle jo også på arbejde – og en oplevelse det var det.

Det var hurtigt overstået. Selve proceduren omkring gæstekort, gitre, porte og låste døre, der skulle ringes efter at få låst op, tog langt længere tid end tiden ved selve billedet. Hun havde tænkt tanker om spørgsmål, men den berømte klap faldt ned, da hun stod der, så dem måtte hun undvære.

Til gengæld er hun en oplevelse rigere. Hun kender nu den fatiske størrelse på billedet, som hun havde forestillet sig noget mindre, og hun er også glad for at have set farvepaletten, for de billeder der er at finde på nettet spænder over mange toner fra lys til mørk. Det er ikke et lyst billede, kunne hun fortælle.

Jeg synes bare det er sejt. Både at hun fik lov, og at hun gjorde det.

Tidlig afgang

Trods sene sengetider søndag, lykkedes det mig at stå tidligt op, og følge Emilie til skolen og bussen.

Tiendeklassesskolen tager til Berlin i dag. I to store busser transporteres de mange elever og lærere mod grænsen, og videre til storbyen, og mon ikke de på nuværende tidspunkt er ved at nærme sig færgefarten og turen til det store udland.

Hun har glædet sig længe, tasken er blevet pakket over den sidste uges tid, og Anders bagte pizzasnegle til madpakken i går, mens jeg var hjemmefra. Pengene er vekslet og tjent. Både i den hjemlige husholdning, hvor vinduerne stråler, toilettet er rent, køkkenskabene retlinede og gulvene vaskede, og i butikken, hvorfra lønnen er opsparet over de sidste måneder.

De skal se byen, muren, mindesmærker, Sachsenhausen, pladser, fjernsynstårnet og alt muligt andet. Tøserne har planer, flere har været der før, og de var oplagte, indeholdende køresygepiller, da de satte sig til rette, og de tilbageblevne forældre forsøgte at finde rette afkom at vinke til gennem de tonede ruder.

God tur, siger jeg og glæder mig til at se hende igen på fredag.

Blodrøde øjne

Dengang det stadig var oktober holdt de halloweenfest på Emilies skole. Inden havde hun store planer om hvordan hun skulle se ud. Hun lånte kjole, vi bestilte vinger og hun ønskede brændende røde øjne. Det sidste sagde jeg nej til, men bestilte alligevel og sendte til hende.

Til gengæld sagde jeg ja til teaterblodet. Emilie var lykkelig og lovede at sende billeder. For du vil gerne have dem på din blog ikke? spurgte hun. Jo, hvis jeg må svarede jeg, og fortsatte at jeg egentlig bare gerne ville se hvordan hun endte med at se ud. Jeg måtte begge dele – jeg kunne selv bestemme.

Billederne blev sendt, festen var et hit og en af drengene havde formået at skifte tøj fjorten gange i løbet af aftenen.

At teaterblodet så viste sig at give svidende striber dagen efter, og det ene røde øje gik i stykker, da der skulle prøves dage før, gjorde ikke noget. De meget høje røde sko han havde taget med, kom ikke i brug – det var alligevel bedre at kunne bevæge sig, og for at det linseløse øje ikke skulle føle sig udenfor, fik det en af de brune linser hun i forvejen havde liggende.

Historien forlyder, at et par af drengene ikke kunne lide at se hende i øjnene.

Emilie fortalte glad, da hun var hjemme i sidste uge. Skolen er stadig det bedste.

Og så har hun forøvrigt bestået hygiejnekurset, som var afsindigt kedeligt, men som var ret lækkert at bestå :)

Madplan

Emilie kommer hjem i morgen. Der ligger en mobiltelefon klar til hende, og det er vist i virkeligheden det største trækplaster.

Vi har ikke hørt meget fra hende, men jeg er temmelig sikker på det går godt.

Jeg tænker også at de spiser mange kartofler... for bestillingen på mad ved hjemkomsten lød på kød og kål!

Forklædt

Da Emilie for snart et par uger siden pakkede til et nyt skoleår, gik det pludselig op for hende, at hun manglede en usbnøgle. Det har hun sådan set gjort længe og med tanke på det meget mindre boglige indhold det nyligt påbegyndte skoleår indeholder, i forhold til de tidligere, kan det nok diskuteres hvor vigtig en usbnøgle er.

For Emilie var det vigtigt. Og da ingen efterhånden kan være i tvivl om Emilies hang til lyserød, var det med lyserød i ærmet, jeg satte mig foran computeren og gennemsøgte nettet for sjove usbnøgler.

Jeg fandt en ugle. Og skyndte mig at bestille. Jeg fandt den hos AliExpress, og jeg må indrømme at jeg er overrasket over den hurtige transporttid. Jeg blev lovet en måned og allerede ti dage efter bestillingen lå den i min postkasse.

Måske den også nået frem til Emilie. Jeg stoppede den i hvert fald hurtigst muligt i postkassen på posthuset, for jeg lovede dengang efter bestillingen at så snart den var i hus, ville jeg sende videre.

Jeg håber hun synes om den, for det eneste hun dengang fik at vide, var at den er fjollet og lyserød. Hun fik ikke at vide, at jeg faktisk bestilte to. Den anden er endnu mere fjollet (og vist egentlig også endnu mere lyserød), men den er ikke ankommet endnu.

Jeg har afprøvet og formateret den inden videreafsendelse. Den virker fint.

Jeg valgte i øvrigt den på otte gigabyte, for når jeg alligevel skulle have to, tænkte jeg at det var rigeligt til et skoleår i Sorø... Og hvis alle de opskrifter hun skal skrive ned fylder mere, giver det grobund for at lede efter endnu flere fjollede lyserøde opbevaringsfigurer.

Udgiftserstatning

Jeg tror jeg har forstået det.

Budgettet går stadig lige op.

Alt det vi sparer på de hjemlige madudgifter går nu til pakketransport...

I går manglede sko. Dagen før var det badetøj.

Men ellers går det godt.

Tror jeg.

Intet nyt er godt nyt.

Har jeg hørt.

Så blev hun afleveret

Dagen har været lang. Vi startede med god tid og tiden har egentlig ikke på noget tidspunkt haft travlt. Min søster hentede os, så vi fremme i Sorø havde masser af tid til en is fra Emils.

Værelseskammeraten virkede rigtig sød, og meget glad for at Emilie har styr på det der med at tage toget selv. De fik fordelt sengene og vi gik på jagt efter en voksen, for at finde ud af hvor vi kunne aflevere de lyserøde knive.

Vi endte med en af damerne fra kontoret - vistnok viceforstanderen. Hun mente det var bedst at jeg tog knivene med hjem, for skolen har jo, og Emilie vil slet ikke få brug for dem. Og hvis det så skulle være at hun ikke synes om skolens knive, kunne hun senere snakke med lærerne i køkkenet.

Godt så! Det var svært at argumentere imod, og jeg stak knivene i tasken.

Vi fandt skygge udenfor, inden der blev kaldt til samling for alle. Intro af forstanderen, praktiske oplysninger, præsentation af personalet, fællessang og siden opdeling i de tre forskellige hold - botræningsholdet, tiendeklassesholdet og Mad & Design.

Efter endnu flere praktiske oplysninger, en hurtig runde om eleverne og endelig billede af hver enkelt elev og deres påhæng - fordi det gør det så meget mere enkelt, når skolen skal i kontakt med forældrene - var tiden sammen ved at være forbi.

Køkkenlæreren, som er gammel kok, uddelte invitationer til forældredagen om en måned, og jeg greb chancen og spurgte til knivene i køkkenet. De er i meget ringe stand! Sagde hun og synes det var en fantastisk ide, at Emilie havde sine egne med. Hun fik bunken med knive, og lovede Emilie at hun ville finde en kasse til dem. Vi gik mod udgangen og afsked.

Vi sagde farvel til en Emilie, der helt sikkert havde maven fuld af sommerfugle og pludselig blev ramt af at nu var det nu. Men også en glad Emilie, der glæder sig til næste kapitel i et endnu temmelig uskrevet liv.

Jeg glæder mig til at høre mere.

Tjek

Det er på søndag Emilie skal afleveres i Sorø. Vi har vist tjek på det meste. Både det, der giver sig selv og alt det andet, der følger med.

Jeg har købt vaskepulver, så tøjet kan blive rent, det blå sygesikringsbevis er bestilt og passet kom i dag. Det gamle udløb for et par år siden, og når nu skolen planlægger at tage en uge til Berlin.

Emilie er begyndt at tænke tanker om hvor meget hun egentlig skal have med. Måske kan noget godt blive hjemme. I morgen er hendes absolut sidste arbejdsdag, så lige nu står hun i køkkenet og bager muffins til sine kolleger.

Jeg mangler kun den der computertaske jeg har lovet at sy. Vi har købt materialer, men hvor er det svært at tage mig sammen. De sidste mange dage har jeg forsøgt at overbevise mig selv om, at en start kunne være computeren og et målebånd...

På den anden side arbejder jeg bedst under pres.

Flere lyserøde toner

På pakkelisten til næste skoleår står grydelapper. Så knivene skulle selvfølgelig følges af et sæt lapper, der kan holde på varmen.

Jeg hæklede dem efter det gennemprøvede mønster, jeg altid bruger. Det tog cirka en aften, også selvom jeg måtte gemme dem væk et par gange, når Emilie pludselig dukkede op.

Det lykkedes, og hun var noget undrende over hvornår jeg havde lavet dem.. hun skulle bare vide, tænkte jeg :)

Nu ligger de klar - sammen med knivene og den pink karklud Emilie mente ville være god at have med, og de lyserøde håndklæder, det ekstra tøj vi har købt, rullemadrassen, der skal passe på skolens madras, skoene til idræt, tøjet til idræt og lidt meget mere.

Vi mangler bare skridsikre sko til køkkenet. Og vaskepulver til det snavsede tøj... for mon ikke det dukker op?

Jeg tror vi når det hele. Men ikke i morgen, I morgen skal vi (Emilie) ud at klatre.

Jeg har lovet at brodere navn på grydelapperne.

Det skal der nok også blive tid til.