Naturlegepladsen

I går var vejret godt. Overskyet, ja, men med sol, varme og indbydelse til glæde.





Endnu engang pakkede vi alle børnene i en bus, og lod os fragte til naturlegepladsen i Valbyparken. Det er en skøn legeplads, og børnene havde en fest, inden vi igen kunne pakke os sammen og tage hjem igen.

At vi alle lod os fragte er en sandhed med modifikationer, for jeg cyklede derud. Og hjem igen. Det begyndte at dryppe, da vi skulle hjem, og chaufføren ville hjertens gerne stoppe min cykel i bussens bagagerum, så jeg ikke skulle blive våd.

Jeg ville hellere cykle, havde fri og kunne køre direkte hjem. Skulle jeg blive våd, var det ikke et større problem, end jeg kunne skifte tøj når jeg nåede hjem. Jeg blev ikke våd, dråberne glemte at blive til regn og forsvandt.





At jeg cyklede derud, var en hel anden historie. Ikke en der handlede om ønsket om ekstra motion. Selvom det sikkert også var en god ide. Og at det viste sig at cykelvejene er udvidde og jeg stort set kunne køre på cykelstier hele vejen, gjorde ikke turen mindre god.

Historien handlede om et barn, der skulle hentes af et andet barn til en legeaftale. Afhentningen skulle finde sted, samtidig med busafgangen, men da det andet barns forældre ikke vidste noget om en tur og et tilbageblevent barn, havde de god tid og stod ikke klar til afhentning på slaget ti.





Med en bus fuld af forventningsfulde børn, en viden om hvor kort der kan være fra glad forventning til utålmodighed, en usikkerhedsmargin i forhold til afhentning og et bestemmelssted i cykelafstand, var det ikke svært at tage beslutningen om at sende bussen af sted og blive tilbage med legeaftalebarnet og vente på legeaftalen.

Henrik havde lige nået at tænke det samme - altså at han skulle blive, for siden at cykle, men kunne ret hurtigt se ideen i at den tjans tilfaldt mig. Det var mig der åbnede, og mig der havde tidligst fri. Det gav mere mening at Henrik kørte med bussen tilbage, end jeg - der så skulle vente på hans tilbagekomst, inden jeg kunne køre hjem.

Nu kunne jeg køre direkte hjem, uden stop ved skolen.


Legeaftalen kom, alle var glade og jeg kørte mod Valby i solskin.

Av mit øre!

Det er mandag igen, en ny uge er i gang.

Min makker fra sidste uger er sendt på ferie, en ny makker er hjemme igen. I næste uge bliver vi endnu flere, men endnu er langt de fleste børn så ferie, og så klarer vi os fint, bare to.







Børnene fra sidste uge kom igen i denne uge, et par stykker mere dukkede op, og vi tæller på knapper, om der bliver for mange i morgen, til at køre en tur efter is i den lånte minibus, eller om vi skal gå efter dem.

Endnu må vi ikke bruge den offentlige trafik, det passer mig i virkeligheden fint. Når jeg tager ind til Sille, kan jeg mærke at jeg efter i lang tid at have hoppet på bussen, nu hellere vil cykle, også selvom det regner.

Jeg har endnu ikke helt forstået hvor de kommer fra, men en håndsrækning i forhold til ture ud af huset, blev givet i første uge af ferien. En pæn bunke penge, der har givet os mulighed for at leje en bus en eller to gange hver uge og tage fælles af sted - hele SFO, store og små, børn og voksne. Om de kommer fra en fond eller kommunekassen er tømt, er der ikke rigtig nogen der ved. men skønt har det været og jeg er ret sikker på at der har været oplevelser undervejs, som vi ellers ikke normalt har mulighed for.









Med mandag er det tid til Oscar. Han er faldet og har slået øret. Det ser ømt ud, men han er sej, fortalte det gjorde ondt og var ellers ret ligeglad. Det var han nok ikke da det skete.

Brandbiler er stadig et vigtigt emne, og bogen med køretøjer, der heldigvis indeholder en brandbil blev læst et par gange.

Han bliver stærkere og stærkere, åbnede en skuffe og fandt en hårklemme, som skabte god grobund for leg.







Inden han tog hjem pegede han på et billede af stof med brandbiler - jeg tænker han skal have noget med brandbiler til sin fødselsdag - og han tog hjem medbringende en tegning af en brandbil, Emilie lige nåede at lave, inden de skulle ud af døren.

Vi glæder os til næste mandag, og jeg har bestilt nok stof til både et par bukser og en bluse. Eller noget.

Flytte hjemmefra klude til Josefine

Når Josefine besøger os, er det som regel en uge ad gangen. Det samme gælder den anden vej, og når Emilie tager til Fyn næste gang, er der også allerede planlagt en uges fællesskab.

Så længe det kan lade sig gøre, nyder tøserne er kunne være sammen så meget som muligt.





Josefine mener sig en del af familien. De to tøser giftede sig dengang for længe siden, da de i januar på efterskolen var i Sverige på skitur. Altså bruger hun enhver undskyldning for at fortælle mig, at hun er min svigerdatter, og derfor bør behandles derefter.

Da jeg kunne overrække Victoria flytte-hjememfra-klude til Emilies fødselsdag, synes svigerdatteren derfor det var noget uretfærdigt at hun ikke også havde fået. Det er ikke længe siden Emilie var på Fyn for at hjælpe med at flytte.

Sådan noget kan jeg ikke sidde overhørig. Kassen med bomuldsgarn blev fundet frem, sammen med vægten, og så blev hun ellers instrueret i at finde omkring to hunderede gram garn i farver hun synes om, så skulle hun nok få en lille bunke med hjem.





Det tog ikke lang tid at strikke de tre klude hun kunne pakke i tasken inden hun forlod os for denne gang. Jeg nåede endda også både at lægge dem i blød natten over og vaske dem, så de var klar til brug ved hjemkomsten.

Det skal siges om pigebarnet, at hun takker pænt og altid bliver glad, når vi laver noget til hende.

Så gider jeg godt.











Design: Hjemmestrikkede karklude - helt som jeg plejer.


Garn: Økotexbehandlet bomuldsgarn i pudderfarver. Der er garn fra Kvickly, Søstrene Grene og Garnudsalg.

Der går cirka 60 gram til en klud - de tre her endte med en samlet vægt på 167 gram.


Pinde: 4 mm.

Jeg strikker karklude på to strømpepinde med en endestopper i den ene ende. Længere pinde har jeg ikke brug for, og til så småt et arbejde gider jeg ikke overgangen mellem pind og wire på en rundpind.


Størrelse: De måler cirka 26 x 26 centimeter.





Bemærkninger: 2 tråde. 50 masker. 2 masker til iCord i hver side. 44 riller.


Har du lyst til at se flere billeder af kludene, kan de ses lige her på Ravelry.

Det fjerde par sokker

Mens Anders velvilligt iførte sig det ene par sokker efter det andet, blev jeg siddende i græsset ved den lille fliseterasse det lejede sommerhus kunne bryste sig af.





Det fjerde par sokker var også det sidste hvor to tråde af samme garn lå dobbelt gennem stort set hele sokken. Det gulgrønne-grå garn lavede nogle fine farveskift, og jeg kan godt være lidt utilfreds med, at jeg satte en hvid rest til i toppen, for at spare lidt på garnet.

De ville være flottere uden det hvide.

Heldigvis er det øverste af Anders' sokker altid skjult under ben i lange bukser.












Design: Sokker efter den efterhånden gennemprøvede selvkomponerede opskrift, som i princippet er brugt i generationer.


Garn: Zauberball Crazy i farven Grüne Woche. Tråden er holdt dobbelt og en lille bitte smule rester brugt i den øverste rib.

De færdige sokker vejer 126 gram.


Pinde: 4 mm - strømpepinde.


Størrelse: 47 - Anders har en stor fod.





Bemærkninger: De er strikket fuldstændig efter mønstret til det første par - det er de næste også.

Erfaringen siger at Zauberball Crazy holder rigtig godt i brug. Derfor faldt valget på netop det garn.

Af de mange par, jeg strikkede for mange år siden, og som har været i brug i sikkerhedsko og på arbejde dag efter dag efter dag, er det stort set kun det ene par strikket netop Zauberball Crazy, der stadig ser næsten nye ud.


Har du lyst til at se flere billeder af sokkerne, kan de ses lige her på Ravelry.

Masker på en fredag - Uge 30

Ugen er slut, det er weekend. Det har været skønt at komme tilbage til arbejde, vi har haft dejlige dage, med gode ture, med oprydning, rengøring og klargøring til ferien er slut.

Vi fylder dagene med det vi har lyst til, i det tempo der passer bedst. Nogen dage sker der meget, andre knap så meget. Fredag hører ofte til de sidste. Sådan var det også i dag, hvor sneglene efter et par dage i sommerhus, kunne flytte tilbage til et renskuret terrarie, hvor nogen havde is med og både computerne og wii blev godt besøgt.

Mens de sidste dage har været brugt uden for i naturen, mellem dyr og mennesker, var det helt på sin plads med lidt for meget skærmtid akkompagneret af regnen udenfor.

På mandag ses vi igen. Til en ny uge, og til nye oplevelser, der endnu ikke er planlagt. Og helt sikkert også til mere afkrydsning af oprydnings- og rengøringspunkter på ferielisten.















Læse:

Jeg besluttede at læse serien færdig. Biblioteket sørgede for hurtig ekspedition, og jeg har nu stort set de resterende bøger liggende klar. Kun den foreløbig sidste del af serien, er der kø til. Jeg venter bare, og skal alligevel lige læse de tre andre først.

Tiende bog i Inger Gammelgaard Madsens serie om Roland Benito og Anne Larsen  -Falkejagt - starter temmelig hæsblæsende. Endnu har blæsten ikke rigtig lagt sig.

Terror mod busser, babyer der forsvinder, et bestialsk fund og falkonerens datter, hvis rolle stadig er lidt diffus. Med hvem og hvordan er det Roland forventes at samarbejde? Og hvor længe kan Anne holde til hele tiden at ende i orkanens øje?

Samtidig dukker Kamilla endnu en gang op, efter med mellemrum at have været fraværende fra serien. Et farligt foretagende kan gå hen og blive lidt for spændende.

På politigården sidder en vicepolitiinspektør, som gerne vil opklare det hele og samtidig få den præstige, han så inderligt søger efter.

Jeg er underholdt. 


Strikke:

Der er barnedåb på vej. Inden længe. Jeg er temmelig sikker på at de glade forældre ikke læser med her, så jeg tør godt dele.

Altså fandt jeg alt det lyserøde frem fra lageret og har slået op til en Mille Cardigan af Lene Dreyer. Jeg har strikket den før, strikker den mindste størrelse og har ladet mønstret gå igen på ryggen, som jeg ellers synes er lidt kedelig.

Det første ærme er monteret, det andet godt på vej, inden raglanindtag og de sidste kanter.

Jeg tænker det godt kan nå at ende med en lille bitte bunke.

Sivas den lilla Stegosaurus

Inden Josefine tog hjem, nåede hun at bestille to hæklede dyr. Det ene måtte gerne være færdig i en fart. Måske ikke helt så meget fart, som jeg satte til, men jeg synes det kunne være fint, at hun kunne få den med hjem.





De først to nevøer har fået et dyr hver. Den næste fik aldrig, og nu fylder han to. Altså er gaven i hus. Det fjerde dyr er en til en lille niece, som kom til verden i mandags. der er heldigvis tid inden det sidste dyr skal være færdig, det er tænkt som dåbsgave.

Alt for meget hækling gør ikke godt i mit håndled, så jeg holder en pause, inden jeg tager hæklingen op igen. Men ikke alt for længe, for ikke kun Josefine venter. jeg har også selv brug for en barselsgave, der gerne skal være færdig inden skolen starter op igen.

En uge uden hæklenålen må være nok, tænker jeg, og har allerede fundet garn og opskrift.












Design: Puff the magic Stegosaurus af Heidi Bear.


Garn: Økotex certificeret Bomuld fra garnudsalg. I rækkefølge er blomsterne bygget op af farve nummer 115, 91, 74 og 60. Josefine og Emilie brugte en rum tid til at beslutte og selv købe garnet hjem.

Fyldet er fra en IKEA-pude, ganske som jeg plejer.

I alt gik der 194 gram til dinoen.


Hæklenål: 2½ mm.


Størrelse: Fyldt vejer det færdige dyr 517 gram. Den er 54 centimter lang, fra hoved til hale, 29 centimeter høj i stangmål til toppen af den øverste rygplade og den er 17 centimeter bred over hoften - som vist er det bredeste sted.





Bemærkninger: Som altid hæklede jeg midtercirklen til øjendelene med sort, så jeg slap for at sy øjne på. Jeg synes stadig det virker, når det er til børn.

Jeg var usikker på, om rygpladerne ville kunne stå selv. Mit eneste tidligere forsøg - Sticks, den noget ombyggede version jeg lavede til Anders - holder ikke pladerne særlig godt oprejst. Ifølge opskriften skal pladerne kun sys på i den ene side, og da jeg sad med dem, gav det faktisk meget god mening.





Jeg endte med at lade retsiden af fastmaskeomgangen - eller den omgang der samlede de to blomster til en plade - vende udad når jeg syede på. Fastmaskeomgangen giver ligesom en lille kant, som pladen kan hvile mod, når jeg syede den fast mod det toppen af dyret.

De skal hjælpes, men de kan godt stå.


Har du lyst til at se flere billeder af Dinosauren, kan den ses lige her på Ravelry.

Blandt fårene

I dag gik turen til Naturcenter Amager. Vores store og alle de små.





Allerede turen derud var en fest. Børn siger de sjoveste ting. Vidste I for eksempel at visse motorveje er sjovere end andre? Eller at landet på den anden side af Sjællandsbroen er Sverige. Det var svært at overbevise om at vi stadig var i Danmark. Indtil en af dem kom i tanke om at det vist var vejen til lufthavnen...

Vejret var godt, en smule overskyet og blæsende, men tørt og med den rette beklædning en fornøjelse.

Ungerne løb rundt, de store huggede brænde, gik på skattejagt efter planter og hyggede i hængekøjerne. De små blev omkring os andre, legede på forhindringsbanen, spillede med de medbragte bolde og kongespillet, kiggede på fårene og vidste snusfornuftigt at man ikke må løbe blandt dyrene.





Efter godt med frisk luft blev det tid til is, til afvaskning og til at pakke sammen.

Et par stykker faldt i søvn i bussen på vej tilbage.

Ved offermosen

Vi tog tilbage til fortiden - sammen med hundredevis andre.





Det er længe siden vi besluttede at årets store tur, på tværs af hele SFO, skulle gå til Lejre og Sagnlandet. Bussen blev for længe siden bestilt, og i dag kunne en flok forventningsfulde børn og voksne (der var overraskende mange af mine kolleger, der aldrig har besøgt sagnlandet) sætte sig tilbage i sæderne og blive kørt tusindvis af år tilbage i tiden.

Jeg vidste godt at sommerens ferie i Danmark, sammen med nedsatte priser, betyder flere besøgende på museer og i Parker. Jeg har set køen foran Zoo, når jeg tramper i pedalerne op ad Valby Bakke, men jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig det syn, der mødte os, da vi nåede frem.

Parkeringspladsen var fyldt til bristepunktet, og en lang kø gav anledning til noget uro. Heldigvis var der hurtig ekspedition, og vi kom hurtigt gennem indgangen. På den anden side, var der i første omgang mange mennesker, men det store område betød også at der alligevel var god plads.





Vi fordelte os i mindre grupper, og fordi jeg endnu ikke havde set den store kongehal, startede vi der. Den er temmelig imponerende. Et indtryk vi også stod tilbage med, da vi sidste år måtte komme ind og se det igangværende byggeri. Jeg er vild med de mange afsindig smukke træskærerarbejder, der pryder hele salen, men de mange, mange mennesker, der også ville ind og se, gjorde oplevelsen lidt mindre fantastisk.

Det er på ingen måde deres skyld. Sådan er det bare lige nu, og jeg glæder mig over at have set det, og have den mere minutiøse udforskning til gode en anden gang.

Fra vikingetiden gik vi bagud i tiden og bevægede os mod stenalderen. En flok stylter fik os til a gøre ophold og selvom vi havde flere timer, nåede vi ikke som sådan langt omkring. Det er helt i orden, vi er der på børnenes præmisser. Vores lille gruppe blev yderligere delt, fordi vi kunne og de børn vi havde med fra Klubben i virkeligheden ville noget forskelligt.





Jeg endte sammen med de tre største vi havde med. De dansede i danselabyrinten, løb efter får og geder og efter et hurtigt kig i jernalderlandsbyen, hvor der igen var mange mennesker og husene lukkede for besøgende, gik vi mod endnu tidligere tider og Jætteskoven, som et af de mere stedkendte børn kaldte den, inden vi endte ved offermosen, hvor den hængende hest skabte en lidt spændende stemning.

Fra fortiden gik vi tilbage mod nutiden og lovningen på is. Ved ishuset er opført en kuglebane af træ med lækre kegler og mens børnene spillede, opstod hos mig et ønske om at bygge sådan en i skoleregi. Så meget træ, der skal kunne modstå vind og vejr koster sikkert sit, men vi kan vel spare sammen...


Efter en skøn dag, var det ikke kun børnene, der var trætte, da vi nåede hjem.

Mandag

• Mandag var tilbage til arbejde. Tilbage til børn og kolleger i feriestemning.
  
• Mandag var et kig på den liste vi hver sommer arbejder os igennem, når der tid til at gå lidt mere i dybden med oprydning og rengøring.
  
• Mandag var en realisering af, at vores nye kollega aldrig sidder stille, og har brugt den første del af sommeren på at smide ud med hård hånd. Måske lidt for meget. På den anden side kan det være en god ide.

• Mandag var glæde, da jeg fiksede Wii'en og alle fire controllere kunne spille samtidig.
  
• Mandag var en smule snak om ugens ture. Den fælles tur onsdag ligger fast, resten tager vi som det kommer.

• Mandag var Oscardag. Han kom, han så, han sejrede og var måske lidt mere træt end forventet.
  
• Mandag opdagede Oscar mulighederne i en kniv, og spiste majs til den store guldmedalje.
  
• Mandag blev der drejet på både det aflagte krydsnøgleapparat, og rokken, hvis pedal blev lidt mere spændende.
  
• Mandag endte med gråd, da Emilie efter barnets ønske fandt Doo, Doo, Doo (Baby Shark) på Youtube og efter tre gennemspilninger ikke ville mere. Det ville barnet!

• Mandag endte heldigvis med grin og highfive, efter at have nægtet os både knus og kram.
  
• Mandag måtte vi erkende at vores Cromecast ikke vil forbindes og udsendelsesmulighederne dermed bliver lidt mindre.

Vi krydser fingre for at Tirsdag kan bringe lidt mere lys over forbindelserne. Og glæder os til næste mandag (der nok bliver uden syngende hajer).