Jeg strikker igen. Det er rart.
Jeg har lovet Anders nye sokker. De gamle er ved at falde fra hinanden, og nu er det første af de nye par færdige. De er taget i brug, fra det øjeblik de blev frigivet - altså da han havde stillet op til fotos - har de stort set siddet på hans fødder.
Det tegner godt, og næste par er slået op.
I min optik er der forskel på strømper og sokker, også når det er hjemmestrik. Det her er sokker, tykke pinde og to tråde af det fine strømpegarn. Strømper er strikket på tynde pinde, gerne med mønster, men det er ikke nødvendigt.
Han har også fået et par færdige strømper. Dem tog vi også billeder af, men de venter lige til en anden dag.
Design: Sokker efter den efterhånden gennemprøvede selvkomponerede opskrift, som i princippet er brugt i generationer.
Garn: Zauberball Crazy i farven Jacke wie Hose. Tråden er holdt dobbelt og en lille bitte smule rester brugt i den øverste rib.
De færdige sokker vejer 122 gram.
Pinde: 4 mm - strømpepinde.
Størrelse: 47 - Anders har en stor fod.
Bemærkninger: Om jeg har ændret strikkefasthed, eller om sokkerne giver sig mere end jeg plejer at regne med, er jeg ikke helt sikker på, men foden er lidt kortere end jeg plejer at strikke dem, og de passer alligevel.
Den første sok blev færdig inden jeg ikke kunne strikke, så det har ikke noget med det at gøre...
Skaftet blev også lidt kortere end normalt, her var det dog ganske planlagt, for jeg har to gange to nøgler af de fjollede Zauberball, og vil gerne ende med mindst tre par sokker. Det kan jeg så regne ud, der nok skal blive til.
- Jeg slog 48 masker op med dobbelt tråd og strikkede 15 omgange rib - 2 ret, 2 vrang.
- I den øverste rib havde jeg en tråd Zauberball og en tråd ensfarvet restestrømpegarn, som jeg prøver at få brugt op.
- Derefter strikkede jeg 20 omgange mønster over to pinde, 1 omgang ret, en omgang rib efter ribben foroven.
- Hælen strikkede jeg over halvdelen af maskerne, men flyttede omgangen en enkelt maske, så jeg startede og sluttede hælen med en retmaske. Hælflappen strikkede jeg rib undtagen de yderste tre masker, som jeg strikkede ret på begge sider. Hælflappen strikkede jeg 20 pinde lang, inden jeg samlede op og strikkede videre med mønster over foden og glat under foden.
- Inden viderestrik rundede jeg hælen. Jeg bruger German Short Rows, når jeg vender.
- Jeg tog ind over over svangen på hver anden omgang over de nederste masker, til jeg igen havde 48 masker på omgangen.
- Da foden var 25 mønsteromgange lang, strikkede jeg tåen.
- Jeg strikker en båndtå - tror jeg det hedder. Jeg tager ind i siderne på hver anden omgang, til jeg har lukket cirka halvdelen af maskerne af, så fortsætter jeg indtagningerne på hver pind, til der er 8 masker tilbage, som jeg trækker garnet gennem og hæfter.
Jeg kan godt lide det farveforløb to tråde af de lange farveskift i Zauberball giver. Overgangen efter hælen bliver skarp, det er vist svært at komme udenom - med mindre jeg strikker en hel anden type hæl, eller en hel anden farve. Det har jeg ikke lyst til.
Specielt ikke en anden farve/andet garn over hælen, fordi det er min oplevelse af netop Zauberball er slidstærkt - det kan der godt være brug for her.
Anders er glad.
Har du lyst til at se flere billeder af sokkerne, kan den ses lige her på Ravelry.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar