torsdag den 23. juli 2020
Blandt fårene
I dag gik turen til Naturcenter Amager. Vores store og alle de små.
Allerede turen derud var en fest. Børn siger de sjoveste ting. Vidste I for eksempel at visse motorveje er sjovere end andre? Eller at landet på den anden side af Sjællandsbroen er Sverige. Det var svært at overbevise om at vi stadig var i Danmark. Indtil en af dem kom i tanke om at det vist var vejen til lufthavnen...
Vejret var godt, en smule overskyet og blæsende, men tørt og med den rette beklædning en fornøjelse.
Ungerne løb rundt, de store huggede brænde, gik på skattejagt efter planter og hyggede i hængekøjerne. De små blev omkring os andre, legede på forhindringsbanen, spillede med de medbragte bolde og kongespillet, kiggede på fårene og vidste snusfornuftigt at man ikke må løbe blandt dyrene.
Efter godt med frisk luft blev det tid til is, til afvaskning og til at pakke sammen.
Et par stykker faldt i søvn i bussen på vej tilbage.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar