lørdag den 11. juli 2020

Hinterland Dress #2


I løbet af feriens første uge, lykkedes det mig at klippe og sy endnu en Hinterland Dress. Det er et meget enkelt mønster, uden de store vanskeligheder.





Det tog mig højst en halv time at klippe, og cirka halvanden time at sy. At det skulle tage mig flere dage at komme i gang, kan godt undre en smule.

Kjolen kunne godt gå hen og blive en yndlings. Jeg har faktisk mindst et stykke stof mere liggende, som snildt kunne omdannes til lige præcis sådan en.

Jeg har nået at bruge den flere gange, og vaske den lige så mange, inden vi fik taget en flok mere eller mindre pæne billeder på plænen ved sommerhuset.











Design: Hinterland Dress fra Sew Liberated.


Stof: Cirka halvanden meter bomuld, jeg havde liggende, og egentlig købt til bagsiden af et børnetæppe. Der var lige præcis ikke nok stof til lommerne, som i stedet blev af et stykke fra bunken med patchworkstoffer, lige som skørtet vender forkert - ellers ville det blive for smalt, men længere end nødvendigt.


Størrelse: I sin tid en str 18. Nu tilrettet, så jeg ikke rigtig ved hvad den skal kaldes.

Jeg syede en kjole uden knaplukning, med korte ærmer og et skørt, som der var stof til.





Bemærkninger: Kjole nummer et indeholder allerede en hel del ændringer. De er tegnet ind på mønstret, og er det jeg klipper efter.

Ud over de allerede tilføjede ændringer, har jeg brugt kjole nummer et som udgangspunkt for endnu en ændring. Skulderen faldt trods flytning af sømmen stadig  ud over skulderen, eller måske er halsudskæringen i virkeligheden for stor.

Jeg satte nåle i den allerede syede kjole, og kunne konstatere at selv med en tre centimeters fold midt på både for og bag, kunne jeg stadig snildt få kjolen over hovedet. Altså fjernede jeg halvanden centimeter midt for og midt bag - i alt 6 centimeter hele vejen rundt over overkroppen.





Det betyder at skuldrene sidder pænere og halskanten ikke falder ud over skuldrene.

Mønstret kommer med mulighed for knaplukning fortil, men det tror jeg faktisk aldrig jeg kommer til at bruge. Jeg kan godt lide enkeltheden i den lukkede kjole.

Mønsterdelen til skørtet er også pakket langt væk. Jeg klipper mit skørt alt efter hvor meget stof jeg har rådighed over. Det her er bredere end forventet. Det kan jog godt lide.


Gad vide hvornår jeg får taget mig sammen til at sy den næste...?





3 kommentarer:

  1. Jeg forstår simpelthen ikke hvordan du kan klippe en hals mindre. Mine halse bliver altid større når jeg klipper mere stof af dem.
    Eller var det bare mønsteret du foldede så det blev mindre?

    SvarSlet
    Svar
    1. Christunte, jeg tror nogen gange mine forklaringer bliver en tand for kryptiske. Ja jeg foldede mønstret.. :)

      Slet